Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 152

by Carl Georg Holck

§ 152. Indfødsrettens Stiftelse.

A. I Henhold til Lovgivningens almindelige Regler.

Forskrifterne herom findes i den saakaldte Indfødsret 15. Jan. 1776, der i denne Henseende ikke er forandret ved de senere Forfatningsbestemmelser, og til hvis Regler de yngre Love, der tillægge Indfødsretten forskjellige eiendommelige Virkninger, maae antages at have henholdt sig. Betingelsen for Indfødsrets Erhvervelse er herefter i Almindelighed Fødsel i det danske Monarki; dog tilkommer Indfødsret ikke ubetinget Enhver, der er født i Monarkiet, og omvendt kan den undtagelsesvis tilkomme Personer, der ere fødte udenfor samme.

Efter Fdn. 1776 have følgende Personer Indfødsret:

1. De, som ere fødte i Monarkiet af Forældre, der selv have Indfødsret, s. Fdn. § 1, sammenholdt med § 9, hvad enten denne heroer paa Fødsel eller Naturalisation, s. Fdn. §§ 2—7. Disse Personers Indfødsret er ubetinget og fortabes ikke derved, at Forældrene kort efter Fødselen udvandre med Børnene, s. Fdn. § 1, smh. med § 9. Heller ikke kan det fordres, at Forældrene paa Fødselstiden skulle have fast Bopæl i Monarkiet, eller at Børnene, som fødes under Forældrenes midlertidige Ophold her, skulle forblive i Staten, s. Fdn. § 1, smh. med § 9.

2. De, som ere fødte udenfor Monarkiet af Forældre, der have Indfødsret ifølge Fødsel eller Naturalisation, s. Fdn. § 1, smh. med §§ 2—7, og som ere fraværende paa Reiser eller for den kongelige Tjenestes Skyld, s. Fdn. § 1, jfr. Skr. 6. Nov. 1851, 7. Jan. 1852. Denne Regel er altsaa ikke anvendelig, naar Forældrene paa Fødselstiden definitivt havde expatrieret sig, ei heller naar Forældrene ere faste Undersaatter uden at have Indfødsret. Da der lægges Vægt paa Fødselen, er det ikke tilstrækkeligt, at Barnet er avlet i Monarkiet eller under Forældrenes midlertidige Fraværelse fra samme, naar det først fødes, efterat Forældrene definitivt ere udvandrede, s. Scheels Personret S. 12—13. Ogsaa denne Indfødsret er ubetinget og fortabes ikke derved, at Barnet maaske aldrig kommer hertil, eller i alt Fald ikke forbliver her, s. Fdn. § 1, smh. med § 9.

3. De, som fødes i Monarkiet af Forældre uden Indfødsret, naar de her i Staten forblive, s. Fdn. § 9. Det er Børnenes Forbliven, som det i saa Henseende kommer an paa, hvorimod det er ligegyldigt, om Forældrene forblive her eller ikke. Ei heller kan det komme de her fødte Børn til Skade, at de ere avlede før Forældrenes Indvandring.

At Børnene forblive her i Staten, er i Almindelighed^[1]) en Forudsætning for, at de kunne udøve de til Indfødsretten knyttede Rettigheder, og man kan derfor spørge, om der ved den angivne Tilføielse til Fdn. § 9 blot skal betegnes den nævnte Forudsætning for Indfødsrettens Udøvelse, eller om Børnenes Forbliven her er en Betingelse for Indfødsrettens Tilværelse. For den førstnævnte Anskuelse kan anføres, at Fdn. § 1. 1. M., smh. med 2. M., kun fordrer Fødsel i Monarkiet uden Hensyn til, om Forældrene have Indfødsret eller ikke, s. ogsaa Fdn. § 2, og at Pl. 15. Febr. 1776 og Regl. 22. April 1829 § 5 i Forhold, hvor Indfødsret er nødvendig, kun fordrer Bevis for, at Vedkommende er født i Monarkiet. Da den omspurgte Sætning imidlertid efter Ordføiningen maa opfattes som en Betingelse, og da Bestemmelsen i Fdn. § 9 efter den førstnævnte Fortolkning vilde blive overflødig, synes man at være berettiget til at at antage en indskrænkende Fortolkning af Fdn. § 1. 1. M., saaledes at de af Fremmede her i Landet fødte Børn kun erhverve Indfødsret under Betingelse af, at de forblive her i Staten. Modsætningen mellem Fdn. § 1. 1. og 2. M. forklares derved, at de her fødte Børn af ikke indfødte Forældre dog ikke ubetinget ere udelukkede fra Indfødsret, og Pl. 1776 og Regl. 1829 kunne kun antages at have tænkt paa de almindelige Tilfælde, saa meget mere, som deres Udtryk dog i ethvert Tilfælde ikke ere ganske korrekte, s. Fdn. § 1. 2. M.

Den omspurgte Betingelse kunde synes at være fyldestgjort, naar Børnene paa Fødselstiden vare bestemte til at forblive her, saa at den Omstændighed, at de snart efter Fødselen udsendes af Riget for at opdrages i Udlandet, naar det dog er Meningen, at de skulle vende tilbage, eller endog, at Forældrene paa Grund af forandret Villiesbestemmelse senere udvandre med Børnene, ikke synes at kunne berøve disse den engang erhvervede Indfødsret. Herfor kan navnlig anføres det mindre Naturlige i, at det ellers i lang Tid kan henstaae uafgjort, om Vedkommende skal have Indfødsret eller ikke. Imidlertid tilstede Ordene neppe denne Fortolkning, ligesom det ogsaa i Praxis vilde være vanskeligt at oplyse, hvilken Villiesbestemmelse Forældrene paa et maaske langt tilbageliggende Tidspunkt have fattet. Man maa derfor tage Hensyn til den faktiske Omstændighed, om Barnet er forblevet her i Staten. Hertil kan det nu ikke fordres, at Vedkommende bestandig forbliver her, da han i saa Fald aldrig vilde opnaae nogen definitiv og ubetinget Indfødsret, hvilket ikke vilde være foreneligt med Bestemmelsen i Fdn. § 9 om, at de Paagjældende skulle agtes og ansees fuldkommen for Indfødte, men der maa efter de i Forordningens Præmisser udtalte Synspunkter sees paa, om Barnets Opdragelse er skeet her. Saalænge Barnets Opdragelse ikke er fuldendt her, har det kun erhvervet en betinget Indfødsret, hvilket navnlig kan være af Betydning med Hensyn til Pigebørns Indskrivning i Klostre, s. Fdn. § 8, og nedenfor.

Der kan fremdeles spørges, om Fdn. § 9 er anvendelig paa alle Børn af Fremmede, der fødes her i Landet, selv om det skeer under Forældrenes midlertidige Ophold her, eller kun paa Børn af saadanne Fremmede, der have taget fast Bepæl her i Landet. For at give Bestemmelsen det videre Omfang tale dels de almindelige Udtryk i Begyndelsen af Fdn. § 9, dels den almindelige Hovedregel i Fdn. § 1. 1. M., der ikke bør indskrænkes mere end nødvendig. Herimod kan nu vel bemærkes, at de følgende Udtryk i Fdn. § 9 »have dog lige med dem fuld Frihed til at boe (ikke bosætte sig) og nære sig« osv., synes at forudsætte, at Forældrene ere bosatte her, og at Fdn. § 1. 2. M. synes at gaae ud fra den Grundsætning, at der med Hensyn til Indfødsretten ikke sees paa Forældrenes midlertidige, men kun paa deres faste Opholdssted, s. Ørsteds Haandbog 2. D. S. 539, hvortil kommer, at de almindelige Udtryk i Fdn. § 1. 1. M. ere mindre afgjørende, da Bestemmelsen efter det ovenfor Bemærkede nærmest maa antages at angaae Børn af Indfødte. Imidlertid tale uden Tvivl overveiende Grunde for at tillægge Bestemmelsen i Fdn. § 9 et videre Omfang. Paragraphens Udtalelser om de Fremmedes Adgang til at boe og nære sig her ere ikke saa bestemte, at de berettige til at indskrænke Bestemmelsen om Børnene, der refererer sig til de almindelige Udtryk i Paragraphens Begyndelse, og af Fdn. § 1. 2. M. kan man ikke med Sikkerhed slutte til den ovennævnte Grundsætning, at Indfødsretten udelukkende skal beroe paa Forældrenes faste Opholdssted, da der Intet er til Hinder for, at en Person kan have Indfødsret paa to Steder, Skr. 11. Marts 1852. Endelig synes det, da de omspurgte Børns Indfødsret i ethvert Tilfælde er betinget af deres Forbliven her, at være ret vel stemmende med Sagens Natur og de i Forordningens Præmisser udtalte Synspunkter at tage mere Hensyn til Børnenes end til Forældrenes Forhold til den danske Stat, s. dog Skr. 7. Sept. 1854, 5. Febr. 1856.

Til at udelukke Børn af Personer, der nyde Exterritorialitetsret, er der neppe tilstrækkelig Grund.

4. Paa Grund af Udtrykkene i Fdn. 1776 § 8 i Slutningen kan der spørges, om de foran opstillede Regler ogsaa komme til Anvendelse ved Afgjørelsen af Spørgsmaal om Kvinders Indfødsret, eller om denne retter sig efter deres Mands eller Faders Forhold i saa Henseende. Det sidstnævnte Resultat, der i flere Tilfælde er antaget af den øverste Administration, s. Kskr. 28. April 1787, i Registret til Reskriptsamlingen under Rubrum »Fremmede«, Mskr. 8. Marts 1849, er ikke uforeneligt med Ordene i Fdn. § 8, og det støttes med Hensyn til Fruer derved, at Hustruens Retsstilling i personlige Forhold i Almindelighed retter sig efter Mandens, hvilket navnlig ogsaa gjælder med Hensyn til det undersaatlige Forhold, s. Kskr. 14. Okt. 1845, Ørsteds Haandbog 2. D. S. 539. Imidlertid har det uden Tvivl Mest for sig alene at bedømme Kvinders Indfødsret efter deres egne Forhold i Overensstemmelse med de almindelige i Fdn. §§ 1 og 9 opstillede Regler. Ligesom disse Paragrapher efter deres Ord ogsaa indbefatte Kvinder, saaledes forstaaes Udtrykkene i Fdn. § 8 »Fruer og Jomfruer af Landets Indfødte« efter Sprogbrugen naturligst som »blandt Landets Indfødte«, og denne Fortolkning vinder en vægtig Bestyrkelse ved Gjengivelsen i Indfødsrettens tydske Text »aus den Eingebornen des Landes«^[2]). Fremdeles vilde Reglen om Indfødsrettens Afhængighed af Mandens og Faderens Retsforhold med Hensyn til Jomfruer komme i Strid med Lovgivningens almindelige Regler, ligesom den heller ikke synes forenelig med Slutningsordene i Fdn. § 8 »eller dem, som dermed lige agtes«. Skulle disse Udtryk nemlig paa samme Maade, som de foregaaende, forstaaes genitivisk, altsaa om Hustruer eller Døttre af naturaliserede Udlændinge, fremkommer det unaturlige Resultat, at en naturaliseret Udlændings Døttre, men ikke hans Sønner have Indfødsret, og forstaaes de om Kvinderne selv, kommer der til at giælde forskjellige Regler om Kvinders Erhvervelse af Indfødsret i Henhold til den almindelige Lovgivning og ved Naturalisation, idet Indfødsretten i første Tilfælde kommer til at beroe paa Mandens eller Faderens, i sidste Tilfælde paa Kvindens eget Retsforhold, s. Kabinetsordre 18. Marts 1776 § 2, hvilket aabenbart maa have Formodningen imod sig; ligesom derhos den omspurgte Regel synes at stride mod den almindelige Grundsætning i Fdn. 1776 og navnlig mod Udtalelserne i dens Præmisser, saaledes ere ogsaa Reglerne om Indfødsrettens Erhvervelse og Fortabelse saa forskjellige fra de tilsvarende Regler om det undersaatlige Forhold, at man ikke fra dette kan drage nogen bindende Analogi. Det gaaer endelig ikke an at følge en Middelvei ved at antage, at den indfødte Kvinde bevarer sin Indfødsret uanseet sit Ægteskab med en Udlænding, men at den udenlandske Kvinde i Overensstemmelse med den ovenanførte Regel, at Hustruens personlige Retsstilling retter sig efter Mandens, ved Ægteskab med en Dansk erhverver Indfødsret, thi Reglen i Fdn. § 8 er aabenbart udtømmende, jfr. Udtrykkene »forbeholdne ene og alene for« osv.

De ovenfor fremstillede Regler komme ikke blot til Anvendelse, hvor der er Spørgsmaal om Adgang til Stifter og Klostre, men ogsaa i andre Forhold, i hvilke det for en Kvinde har Betydning at have Indfødsret, saasom med Hensyn til Ansættelse ved Hoffet, s. Fdn. § 8, med Hensyn til Adgang til Næringsdrift, s. Næringslov 29. Dec. 1857 § 7, jfr. § 2 Nr. 4, med Hensyn til Adgang til Embeder og offentlige Bestillinger osv.

5. Forsaavidt efter det Ovenanførte et Barns Indfødsret kan beroe paa, om Forældrene have Indfødsret, maa der ifølge Lovgivningens almindelige Grundsætninger ved ægte Børn tages Hensyn til Faderens, ved uægte til Moderens Retsstilling, s. Skr. 8. Marts 1849, 6. Nov. 1851, 7. Jan. 1852.

6. Forsaavidt det i Reglen er en Betingelse for Indfødsrets Erhvervelse i Henhold til Lovgivningens almindelige Regler, at Personen er født i Monarkiet, maa det uden Tvivl være tilstrækkeligt at være født i hvilkensombelst Del af af samme. Fdn. § 1 fordrer kun, at Personen er født i Kongens Stater, og naar der senere hen nævnes Danske^[3]), Norske og Holstenere, har dette sin naturlige Grund i, at det var disse Lande, som dengang udgjorde Kongens Stater, s. dog Scheels Personret S. 230. At Bilandene og Kolonierne ikke særskilt opregnes, forklares deraf, at disses Beboere maatte indbefattes under Danske og Norske. Det fremgaaer ogsaa utvivlsomt af forskjellige Udtalelser i Lovgivningen, at de i Bilandene eller Kolonierne fødte Personer have Indfødsret, s. Regl. 11. Febr. 1848 § 3 Nr. 1, smh. med § 4 Nr. 1 og 2, Lov 15. April 1854 §§ 2, 3, Koloniallov 27. Nov. 1863 §§ 9, 18, 19. Hvad senere erhvervede Lande angaaer, synes ogsaa, selv om man ikke umiddelbart vil indbefatte dem under Udtrykket i Fdn. 1776 § 1 »Vore Stater«, Forordningens Grunde afgjørende at tale for at tillægge dem Indfødsret, der ere fødte i samme efter Erhvervelsen^[4]), s. Regl. 22. April 1829 § 5. De i Lauenborg fødte Personer maatte derfor antages at være i Besiddelse af Indfødsret, s. Kskr. 21. Aug. 1819, Forfl. 2. Okt. 1855 § 29, der for Lauenborgs Vedkommende atter ophævedes ved Kundgj. 6. Nov. 1858 og Kundgj. 16. Nov. 1864 § 19; men da Fdn. 1776 ikke var udvidet til Lauenborg, antoges Indfødsret ikke for nødvendig til Opnaaelse af Embeder sammesteds. Hvad Afstaaelse af Land angaaer, er det indlysende, at Indfødsret ikke kan tilkomme dem, der fødes i et afstaaet Land efter Afstaaelsen. I Øvrigt kan der ved Erhvervelser og Afstaaelser af Land opstaae meget tvivlsomme Spørgsmaal, der egne sig til positiv Ordning, hvilket i de vigtigste Tilfælde ogsaa har fundet Sted, s. Traktat 14. Jan. 1814 §§ 20, 26, Plak. 1. April s. A., Cirk. 15. April 1823 § 1, Kskr. 29. Nov. 1836, Kundgj. 16. Nov. 1864 Art. 19. Ifølge den sidstnævnte Bestemmelse skulle alle de Personer, som have Indfødsret paa den Tid, da Udvexlingen af Ratifikationerne af Fredstraktaten fandt Sted^[5]), bevare denne saavel iKongeriget som i Hertugdømmerne, s. nærmere Scheels Personret S. 229—31. Bevarelsen af denne Indfødsret er ikke betinget af, at de Paagjældende i Overensstemmelse med de tidligere Forskrifter i Fredstraktatens Art. 19 bevare deres undersaatlige Forhold til den danske Stat. Derimod maa der til Nydelsen af de enkelte Rettigheder, som ere forbeholdte de Indfødte hyppig fordres, at de Vedkommende staae eller træde i et i det Mindste midlertidigt eller endog vedvarende Undersaatsforhold til den danske Stat; men ubetinget kan dette dog neppe kræves, og i alt Fald er der neppe Grund til at behandle de i Hertugdømmerne fødte Personer, som i Overensstemmelse med Fredstraktaten 1864 Art. 19 bevare deres Indfødsret, paa anden Maade end andre Personer, der have Infødsret. Medens saaledes et vedvarende Undersaatsforhold maa være tilstede, for at Nogen kan udøve de politiske eller kommunale Valgrettigheder, der ere betingede af Indfødsret, maa et midlertidigt Undersaatsforhold være tilstrækkeligt for at opnaae de af Indfødsret betingede Stipendier og andre Fordele ved Kjøbenhavns Universitet og forskjellige andre Undervisningsanstalter, og til Opnaaelsen af Embeder kan det ikke fordres, at den Paagjældende allerede staaer i undersaatligt Forhold til den danske Stat, hvorimod det er en Selvfølge, at han ved Ansættelsen i Embedet indtræder i et saadant. Hvad angaaer Adgangen til Klostre og Stiftelser, kan det vistnok ei heller som Betingelse for Indskrivningen fordres, at de paagjældende Fruer eller Jomfruer skulle være bosatte i Kongeriget. Ligesom man ikke vil kunne negte Indskrivningen af et Pigebarn, der er født under Forældrenes midlertidige Ophold i Udlandet, s. Fdn. 1776 § 1. 2. M., selv om hun efter Forældrenes Død forbliver i Udlandet, saaledes synes det heller ikke at kunne negtes en Slesviger eller Holstener at indskrive sin før den 16. Nov. 1864 fødte Datter i et dansk Kloster. Naar der i Indfødsrettens Præmisser tales om Landets Børn i Modsætning til Fremmede, menes herved de Personer, der i Overensstemmelse med Forordningens Regler have Indfødsret i Landet, og ligeledes synes Udtrykkene i Fdn. § 8 »Fruer og Jomfruer af Landets Indfødte« kun at kunne forstaaes om Fruer og Jomfruer, der have Indfødsret i Landet. Vel maa der ved »Landet« tænkes paa det nuværende Rige; men efter Kundgj. 1864 Art. 19 skulle netop de før den 16. Nov. 1864 i Hertugdømmerne fødte Personer bevare deres Indfødsret i Danmark, s. dog Scheel: Privatrettens almindelige Del 2. D. S. 289—91.

7. Hvad Omfanget angaaer, strækker den ved Fødsel erhvervede Indfødsret sig over hele Riget, og ifølge Kundgj. 16. Nov. 1864 Art. 19 skulle de Personer, der før den 16. Nov. 1864 havde Indfødsret, ogsaa bevare den i Hertugdømmerne, s. dog det ovenfor Nr. 6 med Hensyn til Lauenborg Bemærkede.

1. Ubetinget gjælder dette dog ikke, saasom med Hensyn til Udnævnelse som dansk Gesandt l Udlandet, med Hensyn til Indskrivning Klostre osv.
2. Dette stemmer ogsaa med den forudgaaende Regel i Fdn. § 8, at der ikke ved Hoffet af noget Kjøn skal anvendes uden Personer, der ere eller kunne regnes for Indfødte, hvorved aabenbart henvises til de almindelige Regler i Fdn. §§ 1 og 9.
3. Herunder indbefattedes ogsaa Slesvigere, s. Reskr. 20. Okt. 1758.
4. De tidligere sammesteds fødte Personer kunne ikke siges at være fødte i Kongens Stater, og Grundene til Fdn. 1776 passe heller ikke fuldstændig paa dem.
5. Denne har fundet Sted den 16. Nov. 1864.