Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 148

by Carl Georg Holck

Andet Kapitel. Om Statens Forhold til de enkelte Trosbekjendere.

§ 148. Om de borgerlige og politiske Rettigheders og Pligters Uafhængighed af Trosbekjendelsen.

Efter Grl. § 79, s. Grl. 1849 § 84, kan Ingen paa Grund af sin Trosbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt^[1]). Ifølge denne Paragraph er altsaa Trosbekjendelsen erklæret for et irrelevant Faktum i borgerlig og politisk Henseende. Bestemmelsen kan derfor ikke indskrænkes til dem, der have en Trosbekjendelse af en vis Beskaffenhed, og den synes end ikke at kunne erklæres for uanvendelig paa den, der slet ingen Trosbekjendelse har, s. dog Larsens saml. Skr. I 3 S. 179—80. At det ikke kommer i Betragtning, om Vedkommende har sluttet sig til et bestemt Religionssamfund eller ikke, er i ethvert Tilfælde afgjort, da Grl. § 79 slet ikke taler om Statens Forhold til de enkelte Samfund, men kun om dens Forhold til de enkelte Individer.

Det maa imidlertid vel mærkes, at Grl. § 79 ingenlunde siger, at Alle uden Hensyn til deres Trosbekjendelse skulle have lige Rettigheder i borgeng og politisk Henseende; den bestemmer kun, at Alle uden Hensyn til Trosbekjendelsen skulle have Adgang til den fulde ydelse af borgerlige og politiske Rettigheder. Den virkelige Opnaaelse af en borgerlig eller politisk Ret maa derimod forudsætte, at Vedkommende opfylder de foreskrevne Betingelser for dennes Erhvervelse. Forsaavidt der nu blandt disse Betingelser findes saadanne, som ikke kunne opfyldes af visse Trosbekjendere, hvilket navnlig kan være Tilfældet, hvor Rettighedens Erhvervelse er betinget af Aflæggelsen af en Ed, s. Grl. § 55, Grl. § 17, Resol. 20. Sept. 1866, D. T. 1866. 853, D. L. 1. 13, 1. 14, mfl., medens den Paagjældende ikke hører til et Religionssamfund, hvis Medlemmer kunne aflægge Eden efter de i Lovgivningen bestemte Former, vil han altsaa kunne blive udelukket fra Erhvervelsen af en Rettighed, som han vilde have kunnet opnaae, hvis han havde hørt til et andet Trossamfund; men Grunden til denne Udelukkelse ligger da ikke i hans Trosbekjendelse, men deri, at han ikke har opfyldt de for Rettighedens Erhvervelse foreskrevne Betingelser. Et Andet er, at det uden Tvivl følger af Grundsætningen i Grl. § 79, at borgerlige og politiske Rettigheders Erhvervelse ikke lettelig bør knyttes til saadanne Betingelser, som adskillige Personer paa Grund af deres Trosbekjendelse hindres i at Opfylde, og at de navnlig, saafremt en Person vilde blive udelukket fra Opnaaelsen af en saadan Ret, fordi han ikke kan aflægge Ed efter de lovbestemte Former, ad Lovgivningsveien og om fornødent ved foreløbig Lov bør trædes fornøden Foranstaltning til Forandring i Edsformularen for saadanne Tilfælde, s. ovenfor § 103 og Nellemann: den ordinaire civile Procesmaade S. 344.

I Overensstemmelse med det Anførte maa det fremdeles antages, at en Person paa Grund af sin Trosbekjendelse kan blive udelukket fra Opnaaelsen af visse Stillinger, naar det maa antages som givet, at hans Trosbekjendelse vil forhindre ham i paa forsvarlig Maade at udføre nogen af de med Stillingen forbundne Forretninger, hvorimod det mindre Hensigtsmæssige i Stillingens Overdragelse til en Dissenter ikke uden Videre kan udelukke ham, men kun kan bevirke, at Regeringen, forsaavidt der er Tale om en Embedsbesættelse, tager dette Moment med i Betragtning ved Afgjørelsen. Ligesom det er en Selvfølge, at en Dissenter ikke kan beklæde noget geistligt Embede i Folkekirken, ligesaalidt som en Lutheraner kan indtage en saadan Stilling i en Dissentermenighed^[2]), saaledes er det ogsaa klart, at en Dissenter ikke kan beklæde en theologisk Lærerpost ved Universitetet^[3]). Ligeledes maa det paa Grund af den indgribende Betydning, Religionsundervisningen har som Grundlag for Almueskoleundervisningen, antages, at en Dissenter ikke kan blive Almueskolelærer, s. Cirk. 14. Marts 1850, Lov 13. Apr. 1851 § 11, ligesom det ogsaa kan betvivles, om han vil kunne fungere som Medlem af en Skolekommission eller et Skoleraad, s. Skr. 24. Mai 1854; dog maa der i sidstnævnte Henseende uden Tvivl gjøres en Undtagelse for de Reformertes Vedkommende, s. Adn. 29. Juli 1814 for Landet § 37. Derimod kunne Lærerposter ved Universitetet, lærde Skoler eller andre høiere Undervisningsanstalter, forsaavidt de ikke have Noget med Religionen at gjøre, meget vel besættes med Dissentere, s. dog 6. 1. 2, som ikke er hævet ved Straffelovens § 308. Paa Grund af den overvejende Indflydelse, som Staten har paa Folkekirkens Forhold, kunde Endel tale for at fordre den lutherske Trosbekjendelse hos Kultusministeren, men en saadan Fordring kan i Mangel af positiv Hjemmel, s. derimod Grl. § 5, utvivlsomt ikke fastholdes. Til saadanne Øvrighedsposter, til hvilke Forretninger, vedrørende Kirkevæsenet eller Almueskolevæsenet, ere henlagte, navnlig Amtmandsposter, ville Dissentere ikke let blive beskikkede, men i Øvrigt kunne de ikke antages for udelukkede fra Øvrighedsposter^[4]).

Hvad Dommerembeder angaaer, vil en Hindring for Embedets Tiltrædelse kunne ligge deri, at den Paagjældende ikke kan aflægge Dommereden paa den befalede Maade, s. den i et Tillæg til Lovbogen indførte Dommered. Derimod synes den Omstændighed, at Dommeren kan komme til at tage kristne Parter og Vidner i Ed, ikke med Nødvendighed at medføre, at han selv skal være Kristen, da man anerkjender, at en kristen Dommer kan tage jødiske Parter og Vidner i Ed, s. Lov 19. Apr. 1864, Nellemann: Civilprocessens almindelige Del S. 166, jfr. dog Scheels Personret S. 329. Ligesom der herefter Intet vilde være til Hinder for, at en Jøde kunde blive Dommer, naar Dommereden forandredes saaledes, at han kunde aflægge den, saaledes kunde den engang ansatte Dommer neppe miste sit Embede, fordi han gik over til den jødiske eller en anden ikke kristelig Religion^[5]).

Naar man har ment, at Grl. § 79 kun kan antages for anvendelig paa de danske Statsborgere, s. Larsens saml. Skr. I 3. 174 , kan dette neppe billiges. Udtrykket »Ingen« i Paragraphens Begyndelse er ganske almindeligt, og Udlændinge kunne meget vel være i Besiddelse af borgerlige eller endog politiske Rettigheder her i Riget, s. saaledes Grl. §§ 87 og 88, hvilke ikke uden Vilkaarlighed kunne indskrænkes til danske Statsborgere. Vil man støtte sig paa Udtrykket »den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder«, maa det paa den anden Side erindres, at Grl. § 79 kun taler om Adgang til den fulde Nydelse af disse Rettigheder, og at den Paagældende for virkelig at opnaae en saadan Nydelse maa opfylde de i Øvrigt dertil knyttede Betingelser, hvorved Udlændinge for en stor Del ville udelukkes. Dertil kommer, at kun den danske Statsborger har en ved Grundloven tilsikkret Adgang til borgerlige og politiske Rettigheder, og at Udlændinge derfor ville kunne berøves denne Adgang ved en Udvisning eller ved en Negtelse af Adgang til Riget, men dette er noget ganske Andet, end at Paragraphens Bestemmelser overhovedet skulde være uanvendelige paa Udlændinge.

Det maa endelig erindres, at Grl. § 79 kun bestemmer, at Ingen paa Grund af sin Trosbekjendelse kan berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder. Bestemmelsen er derfor ikke til Hinder for, at visse fremmede Religionsbekjendere af andre Grunde kunne udelukkes fra saadanne Rettigheder. Dog synes det ikke foreneligt med Grundloven, at samtlige Medlemmer af et vist Religionssamfund som saadanne udelukkes fra visse borgerlige eller politiske Rettigheder, selv om Grunden til en saadan Udelukkelse ikke nærmest maatte ligge i deres Religionsbekjendelse, men i andre Omstændigheder, thi Udelukkelsen skeer dog i saa Fald paa Grund af deres Trosbekjendelse.

Efter det Anførte synes det at burde antages, at Forbudet mod fremmede J eders 'Adgang til Riget, s. 3. 20. 1, Adn. 29. Marts 1814 § 1, jfr. § 19, var bortfaldet ved Grl. 1849 § 84, jfr. Grl. 1866 § 79. Vistnok maatte disse Bestemmelser overveiende antages for byggede paa politiske Grunde, saasom Frygt for ulovlig Handel, Bedrageri og andre Misligheder, s. 3. 20.1, smh. med 3. 20. 3 og Fdn. 22. Okt. 1701 II Post 4. Kap. 5 3, samt Bestemmelsens Plads i Lovens 3die Bog umiddelbart efter 3. 19, jfr. ogsaa D. T. 1850 S. 124; men da de Paagiældende dog udelukkedes som Medlemmer af det jødiske Religionssamfund, maatte Forbudet uden Tvivl antages for bortfaldet allerede ved Grl. 1849 § 84. Da dette imidlertid ansaaes for tvivlsomt., blev det paagiældende Forbud særlig hævet ved Lov 5. Apr. 1850, hvis Udtryk lode det aniort, om det allerede var hævet ved Grundloven eller først nu ophævedes, s. Larsens saml. Skr. I 3. 174—75. Tvivlsommere stillede Sagen sig med Hensyn til 6. 1. 3, hvorefter Munke, Jesuiter og deslige papistiske geistlige Personer under deres Livs Fortabelse ikke maatte lade sig finde eller opholde sig i Kongens Riger og Lande. Forbudet mod, at katholske Geistlige fandtes her i Riget, maatte ganske vist bortfalde ved Grl. 1849 § 81, jfr. Grl. 1866 § 76, da det var en ligefrem Konsekvents af Katholikernes Ret til Gudsdyrkelse, at de ogsaa maatte være berettigede til at have deres Præster og andre Geistlige. Derimod syntes Forbudet mod, at Munke og J esuitsr opholdt sig her i Riget, ikke ligefrem at kunne bortfalde ved Grl. 1849. Ved Grl. § 81 kunde Forbudet neppe bortfalde, da Munke og Jesuiter ikke udgjorde noget særeget Religionssamfund, og da den Ret, som den nævnte Paragraph tillægger Borgerne til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, er begrændset ved Sædeligheden og de til den offentlige Ordens Opretholdelse givne Love, s. ovenfor § 146 Nr. 1, jfr. dog Scheels Personret S. 265 og Straffelovens Motiver S. 184, og ei heller syntes 6. 1. 3 at kunne bortfalde ved Grl. 1849 § 84, da de paagjældende Personer, der, som nys bemærket, ikke dannede et særligt Religionssamfund, ikke væsentlig vare udelukkede paa Grund af deres Trosbekjendelse, men af politiske Grunde, navnlig deres Underordnelsesforhold til Paven og for Jesuiternes Vedkommende deres statsfarlige Principer, s. Fdn. 19. Sept. 1866 § 11, Skr. 5. Marts 1851 Anm.^[6]). I Øvrigt er Lovens 6. 1. 3 nu udtrykkelig hævet ved Straffelovens § 308.

Med de anførte Begrændsninger vil efter Grl. § 79 Enhver uden Hensyn til sin Trosbekiendelse have Adgang til de samme borgerlige og politiske Rettigheder, som Folkekirkens Medlemmer og i samme Omfang, som disse, jfr. Udtrykket »den fulde Nydelse«. Han kan derfor nedsætte sig, hvor han vil, drive borgerlig Næring, erhverve faste Eiendomme, indgaae Kontrakter, indlade sig i Ægteskab^[7]), beklæde Embeder, vælge og vælges til politiske og kommunale Repræsentationer, Alt under Forudsætning af, at han Opfylder de i Øvrigt i Lovene foreskrevne Betingelser for Opnaaelsen af slige Rettigheder.

Ligesom de borgerlige og politiske Rettigheder ere uafhængige af Trosbekjendelsen, saaledes gjælder efter Grl. § 79 det Samme om Pligterne. Dissentere kunne derfor ikke paa Grund af deres eiendommelige Religionsanskuelser fritages for at opfylde Værnepligten, s. Skr. 12. Febr. 1850, Lov 2. Marts 1861 § 50, for at efterkomme Lovgivningens Forbud mod Betleri eller Lesgængeri, s. Skr. 3. Juni 1853, Lov 3. Marts 1860, eller for at aflægge Ed under Retssager^[8]), s. Skr. 15. Marts 1852, 12. Sept. 1853. Et Andet er, at Vedkommendes Trosbekjendelse muligvis ikke yder tilstrækkelig Garanti for Edens Paalidelighed, i hvilken Henseende Dommeren maa anstille fornøden Undersøgelse, s. Jur. Ugeskr. 1854. 525.

1. Om Adgang til Stiftelser, s. Oppermann: Om Stiftelser S.125.
2. De der her ikke er Tale om nogen borgerlig eller politisk Ret, kommer Grl. § 79 allerede af denne Grund ikke til Anvendelse.
3. Anderledes vilde Sagen naturligvis stille sig, hvis det bestemtes. at der ved Universitetet skulde meddeles Undervisning i reformert eller katholsk Theologi.
4. Den i Bevilling 20. Sept. 1754 udtalte Regel, at katholske Undersaatter i Vestindien efter Omstændighederne kunde vente sig Betjeninger sammesteds, dog med Undtagelse at Poster i Gouvernementet eller Kommandoen, kan neppe være bindende, s. nu ogsa Koloniallov 27. Nov. 1863 § 72, jfr. dog Scheels Personret S. 329.
5. I den kjøbenhavnske Sø- og Handelsret har det ogsaa i Praxis været anerkjendt, at Jøder kunne være Medlemmer af Retten.
6. At et Forslag om udtrykkelig Udelukkelse af Jesuiter og Munkeordener blev forkastet paa den grundlovgivende Rigsforsamling, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3095, er naturligvls ikke afgjørende med Hensyn til Spørgsmaalets Besvarelse.
7. Naar Bkg. 7. Jan. 1850 udtaler, at der ikke skal udkræves nogen kongelig Bevilling til at sammenvie Personer af den mosaiske Tro med Medlemmer af Folkekirken, var dette, som i Bekjendtgjørelsen selv udtalt, en ligefrem Følge af Grundlovens Bestemmelser. Paa den anden Side maatte det ansees for stridende mod Grl. 1849 § 84, naar den nævnte Bekjendtgjørelse fordrede, at de Paagjældende skulde forpligte sig til, at de Bern, som maatte avles i Ægtesksbet, skulde opdrages i den evangelisk-lutherske Religion, s. Folkethingstidende Session Sp. 925 ff. og Larsens saml. Skr. I 3. 175, jfr. nu Lov 13. Apr. 1851.
8. Heraf følger dog neppe uden Videre, et Vidnet ubetinget er pligtlgt at aflægge Ed efter den sædvanlige Form, s. Nellemann: Den ordinaire civile Procesmaade S. 345.