Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 147
§ 147. Fortsættelse. Om Forskjellen mellem anerkjendte og ikke anerkjendte Trossamfund.
Medens ethvert Samfund, der fyldestgjør de i § 146 nævnte Betingelser, har de sammesteds omhandlede Rettigheder og er undergivet den i Grl. § 78 omhandlede Ordning ved Lov, kan man med Hensyn til disse Samfund, der kunne betegnes som bestaaende eller lovlig bestaaende, atter skjelne mellem de anerkjendte og de ikke anerkjendte eller blot bestaaende Trossamfund. Under denne Inddeling kan efter den korrektere Sprogbrug ikke indbefattes Folkekirken, s. Grl. § 75, smh. med § 78, Lov 13. Apr. 1851 § 1, Værnepligtslov 2. Marts 1861 § 4, da Folkekirken indtager en ganske eiendommelig Retsstilling og dels nyder større Rettigheder, dels er underkastet større Indskrænkninger fra Statens Side end de anerkjendte Trossamfund, s. ovenfor § 145. Da Folkekirken imidlertid i forskjellige Retninger er undergivet de samme Regler, som gjælde om de anerkjendte Trossamfund, indbefattes den dog ikke sjelden under den sidstnævnte Betegnelse, s. Grl. § 77, Lov 13. Apr. 1851 §§ 2, 8, 10, 11, 12. Folkekirken kan naturligvis ogsaa betegnes som et bestaaende Trossamfund, s. Straffelov § 156, men paa Grund af dens eiendommelige Retsstilling er denne Betegnelse dog ikke den almindelige.
A. Begrebet om et anerkjendt Trossamfund, hvilket Udtryk i Grundloven kun forekommer i § 77, jfr. Grl. 1849 § 82, er temmelig vanskeligt at bestemme. I Lov 13. Apr. 1851 § 1, smh. med Lovens Titel og §§ 2, 8, 10, 11, 12, defineres det som et Trossamfund, der her i Landet har af Staten anerkjendte og til at forrette Vielser berettigede Præster. Herefter kunne til anerkjendte Trossamfund kun henregnes det reformerte, det katholske og det mosaiske Trossamfund samt efter Bkg. 2. Nov. 1865 tillige det methodistiske Trossamfund, idet Baptisternes Forstander kun skulde anmeldes for, ikke anerkjendes af Øvrigheden, s. Pl. 27. Dec. 1842 § 1, og de græske og anglikanske Præster i Kjøbenhavn kun vare anerkjendte som Legationspræster. Det er klart, at dette Begreb maa lægges til Grund i alle de Forhold, som ere ordnede ved Loven 1851, og som ganske vist ere de vigtigste, hvori Anerkjendelsen kommer i Betragtning; men derimod stiller Sagen sig noget tvivlsomt med Hensyn til de Forhold, der ligge udenfor Loven 1851 og navnlig med Hensyn til Grl. § 77, jfr. Grl. 1849 § 82. Loven 1851 har nemlig aabenbart ikke havt til Hensigt paa bindende Maade at afgjøre, hvorledes Begrebet »anerkjendt Trossamfund« skulde opfattes med Hensyn til det i Grundloven omhandlede Forhold, idet den i Loven angivne Begrebsbestemmelse ikke fremtræder med Karakteren af en almindelig Legaldefinition. Dertil kommer, at Loven 1851 ikke vel kunde bestemme Begrebet anderledes, end den har gjort, idet den vilde afhjælpe den Trang, der for Dissenterne var tilstede til at erholde et borgerligt Surrogat for de kirkelige Handlinger, som deres Geistlige ikke kunde udføre med borgerlig Retsvirkning, og denne Trang var tilstede hos alle dem, der ikke havde af Staten anerkjendte Præster. Det synes derfor betænkeligt uden Videre at ansee den i Loven 1851 givne Begrebsbestemmelse for anvendelig paa saadanne Forhold, som ikke efter deres Natur kræve en saa snever Fastsættelse af Begrebet.
Vende vi os til selve Grundloven, da indeholder dens § 77, jfr. Grl. 1849 § 82, ikke synderlig Veiledning til Begrebets Fastsættelse, og man synes paa den grundlovgivende Rigsforsamling nærmest at have tænkt sig, at denne skulde skee ved den i Grl. 1849 § 83, jfr. Grl. 1866 § 78, bebudede Dissenterlov, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2167. Da en saadan almindelig Lov imidlertid ikke er udkommet, nodes man til at bestemme Begrebet i Henhold til selve Grundloven. Det synes da klart, at ikke ethvert Samfund, der har dannet sig i Henhold til den almindelige Hjemmel i Grl. § 76, og hvis lovlige Existents saaledes kan siges at være anerkjendt ved Grundloven, i den heromhandlede Henseende kan betegnes som anerkjendt. Ikke blot vilde et saadant Begreb savne den for den praktiske Anvendelse af Reglen i Grl. § 77 fornødne Bestemthed, men derhos vilde den Modsætning, som Paragraphen aabenbart forudsætter, i saa Fald savnes, s. ogsaa Straffelov § 156, smh. med Lov 13. Apr. 1851, jfr. dog Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2166 Anerkjendelsen maa uden al Tvivl forudsætte en speciel Akt. Paa den anden Side synes hverken den naturlige Betydning af Udtrykket »anerkjendt Trossamfund« eller det nærmeste Øiemed med Bestemmelsen i Grl. § 77. 2. M., at Ingen skal fristes til for pekuniair Fordels Skyld at udtræde af sit Trossamfund, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2166, at kræve en saa snever Fastsættelse af Begrebet, som den i Lov 1851 givne. Man synes derimod at kunne betegne et Samfund som anerkjendt i den i Grl. § 77 omhandlede Retning, naar Lovgivningen har givet visse Regler om Ordningen af dets Forhold, hvorved der er tillagt det visse, omend indskrænkede Rettigheder, der gaae udenfor det, som efter den almindelige Lovgivning vilde tilkomme det, thi heri ligger en speciel Anerkjendelse af Samfundet fra Statens Side. Herimod kan den i Bkg. 2. Nov. 1865 indeholdte Forudsætning neppe komme i Betragtning. Man synes derfor at maatte betegne Baptisterne, hvem en begrændset Religionsøvelse tilstodes ved Pl. 27. Dec. 1842, og de mæhriske Brødre, hvem det ved Pl. 23. Dec. 1771 bevilgedes at aflægge Ed efter en særegen Formular, hvorhos der i Kolonierne endog tilstodes dem meget omfattende Rettigheder som anerkjendte Samfund med Hensyn til Anvendelsen af Grl. § 77. Derimod taler Mere for at lægge det i Lov 13. Apr. 1851 opstillede Begreb til Grund ved Anvendelsen af Værnepligtslov 2. Marts 1861 § 4 (jfr. Lov 6. Marts 1869 § 61 og § 39), der tillægger Præsterne et særligt Privilegium. I Praxis synes man imidlertid tilbøielig til at ansee det ved Lov 1851 hjemlede Begreb for anvendeligt i alle Forhold, hvor Samfundets Anerkjendelse eller Ikke-Anerkjendelse kommer i Betragtning, s. Skr. 3. Dec. 1850, Bkg. 2. Nov. 1865.
B. Med Hensyn til de Samfund, der ikke allerede vare anerkjendte ved Udstedelsen af Grl. 1849, opstaaer det Spørgsmaal, hvorledes Anerkjendelsen skal tilveiebringes. Dette maa uden Tvivl besvares derhen, at det kun kan tilkomme den lovgivende Magt at meddele Anerkjendelsen. Denne kan ikke betragtes som en simpel Embedsudnævnelse, men har en meget væsentlig Indflydelse paa Samfundsmedlemmernes retlige Stilling og henhører saaledes efter sin Natur under Lovgivningsomraadet. Derhos indeholder Anerkjendelsen aabenbart en Ordning af et fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold, der efter Grl. § 78, jfr. Grl. 1849 § 83, bør skee ved Lov. De før Grundloven stedfundne Anerkjendelser synes ogsaa nærmest at maatte opfattes som Lovgivningsakter. Nogen Indvending herimod kan ikke hentes fra den Omstændighed, at Lov 13. Apr. 1851 § 1 kun fordrer, at Præsterne skulle være anerkjendte af Staten, thi ligesom Anerkjendelsen af den enkelte Præst, naar Samfundet engang er anerkjendt, naturligvis skeer ad administrativ Vei, saaledes har Loven aabenbart ikke havt til Hensigt at udtale Noget om den Form, hvori Anerkjendelsen skal skee. Til at skjelne mellem de forskjellige Retninger, hvori Anerkjendelsen faaer Betydning, saa at den i Grl. § 77 omhandlede Anerkjendelse skulde kunne meddeles ad administrativ Vei, medens Lovhjemmel skulde være nødvendig til Indtrædelsen af de i Lov 13. Apr. 1851 omhandlede Retsvirkninger, er der i Mangel af positiv Hjemmel neppe tilstrækkelig Grund. Ved det Anførte er det naturligvis ikke udelukket, at der ved den i Grl. § 78 omhandlede Lov kan meddeles Regeringen Bemyndigelse til ad administrativ Vei at anerkjende et Trossamfund. Den her forsvarede Opfattelse er imidlertid ikke fulgt af Administrationen, idet Anerkjendelsen af det methodistiske Samfund er skeet ved en kongelig Resolution, s. Bkg. 2. Nov. 1865, men denne Omstændighed er naturligvis ikke afgjørende, da den nævnte Bekjendtgjørelse ikke er nogen Lov. Som Hensyn, der ved Spørgsmaalet om Anerkjendelsen ville komme i væsentlig Betragtning, kunne nævnes Samfundets historiske Berettigelse, Medlemmernes Talrighed og efter Omstændighederne Lærens Beskaffenhed[1]).
C. Virkningerne af Anerkjendelsen ere dels visse særegne Fortrin, dels visse særegne Indskrænkninger.
I førstnævnte Henseende mærkes:
1) De anerkjendte Samfunds Geistlige have offentlig Troværdighed og kunne med borgeng Retsvirkning udføre kirkelige Handlinger, føre Kirkebøger, o. s. v., s. Lov 13. Apr. 1851. Som Følge heraf kunne Samfundets Medlemmer med borgerlig Gyldighed modtage kirkelig Daab, Vielse, o. s. v. af deres egne Geistlige, men paa den anden Side er der heller ikke aabnet dem Adgang til at benytte den borgerlige Form, som for de ikke anerkjendte Samfunds Medlemmer træder i Stedet for hine Handlinger, s. Lov 13. Apr. 1851.
2) Deres Geistlige ere fritagne for Værnepligt, s. Værnepligtslov. 2. Marts 1861 § 4.
3) Deres Medlemmer yde kun kirkelige Afgifter til selve Samfundet, ikke til Folkekirken eller Skolevæsenet, s. Grl. § 77, og nedenfor.
4) De anerkjendte Samfund have vel ikke noget Krav paa Understøttelse af Staten, men der er dog Intet til Hinder for, at en saadan kan tillægges dem, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 70, hvorimod der ikke vil blive Spørgsmaal herom med Hensyn til de ikke anerkjendte Samfund.
Paa den anden Side har Staten en større Kontrol med de anerkjendte end med de ikke anerkjendte Samfund. Medens Staten ligeoverfor disse kun har at bringe de mindelige Love til Anvendelse, har den med Hensyn til de anerkjendte at udnævne eller konfirmere Udnævnelser af deres Geistlige, s. ovenfor § 142, Skr. 28. Sept. 1850, 5. Marts 1851, Resol. 1. Juli s. A., hvilken Udnævnelse eller Stadfæstelse atter maa kunne tilbagekaldes i Tilfælde af Misbrug. Derhos maae de tidligere bestaaende Forbud mod Brugen af Exkommunikation uden Kongens Samtykke, s. Priv. 15. Mai 1747 § 13, Adn. 29. Marts 1814 § 8, og mod uden Regeringens Samtykke at bekjendtgiøre kirkelige Anordninger, s. Resol. 9. Juni 1841, uden Tvivl endnu ansees for gjældende, ligesom Regeringen endelig fører et vist Tilsyn med Bestyrelsen at de paagiældende Samfunds Formue, s. med Hensyn til Jøderne Regl. 29. Marts 1814 § 7, Reskr. 22. Mai 1816, Kskr. 12. Apr., 13. Juli 1817, med Hensyn til Katholikerne Kskr. 15. Jan. 1825, 2. Juni 1832, med Hensyn til de Reformerte Kskr. 8. Juni 1824.
Ved Anvendelsen af de ovennævnte Regler maa i Øvrigt erindres det ovenfor under A Bemærkede om Bestemmelsen af Begrebet »anerkjendt Trossamfund«; det der opstillede videre Begreb vil imidlertid vistnok kun faae Betydning med Hensyn til Anvendelsen af den i Grl. § 77 givne Regel.
- ↑ At denne ikke kan være ubetinget afgjørende, fremgaaer allerede deraf, at det mosaiske Samfund er anerkjendt, medens Anerkjendelse ingenlunde kan ventes at ville blive tillagt enhver kristelig Sekt, s. Folkethlngstldende 7. Session Sp. 1557—1606.