Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 116

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kiøbenhavn

II

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/1 125-127

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 116. Finantslovens Varighed.

Efter det i § 114 Bemærkede skal Finantsloven fast- sætte Statens Indtægter og Udgifter i det paagiældende Finantsaar[1]), som regnes fra 1. April til 31. Marts, s. Grl § 48, Aab. Brev 5. Juni 1849. Den er derfor kun gyldig for det bestemte Finantsaar, for hvilket den er vedtaget, og ved dettes Udløb bortfalder den uden Videre. Selv om Finantsloven for det følgende Finantsaar ikke betimelig maatte være vedtaget, berettiger dette dog lige saa lidt til at forlænge den ældre Finantslovs Gyldighed, som Udløbet af den Tid, for hvilken en anden temporair Lov er givet, berettiger til at udstrække dennes Gyldighed ud over den oprindelig fastsatte Tid, s. Grl. § 49. Det er denne Omstændighed, som i Forbindelse med den overordentlige Betydning, Finantsloven paa Grund af sit Indhold har for hele Statslivet, gjør det til en ubetinget Nødvendighed, at Finantsloven betimelig tilveiebringes, og som giver det enkelte Thing, der med Bestemthed fastholder sin Beslutning om at bevilge eller negte en omtvistet Post, Leilighed til at udøve et Tryk paa de andre Lovgivningsfaktorer, der gjør det dobbelt nødvendigt af Finantsloven at Gerne Alt, hvad der ikke hører til dens egentlige Indhold.

Naar det viser sig umuligt betimelig at faae Finantsloven i Stand, maa der altsaa, for at Statsmaskineriet ikke skal gaae i Staa, drages Omsorg for at tilveiebringe en Hjemmel for Regeringen til foreløbig at oppebære de fornødne Indtægter og afholde de fornødne Udgifter. Denne Hjemmel kan, som i § 115 bemærket, ikke tilveiebringes ved en foreløbig Finantslov, men maa gives ved en paa sædvanlig Maade af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet Lov, der bemyndiger Regeringen til foreløbig, indtil Finantsloven kan blive tilveiebragt, at afholde de nødvendige, løbende Udgifter samt at opkræve de bestaaende Skatter og Afgifter, s. Lov 26. Marts 1850, 28. Marts, 17. Juli 1853, 29. Marts 1867, 28. Marts 1868, jfr. for Rigsraadets Vedkommende Lov 27. Marts 1866. Det er vel noget tvivlsomt, om Udstedelsen af en saadan Lov, der naturligvis ikke maa forvexles med en foreløbig Lov, stemmer med Forskrifterne i Grl. §§ 48 og 49, da den ikke indeholder noget Overslag over Statens Indtægter og Udgifter og saaledes ikke kan betegnes som en Finantslov, lige saa lidt, som den kan betragtes som en Tillægsbevillingslov, s. Grl. § 49. Imidlertid er en saadan Bemyndigelse, som det fremgaaer af de anførte Love, gentagne Gange bleven meddelt. Til Forsvar herfor kan ogsaa anføres, at Grundlovens Hensigt med Begrændsningen af Tiden for Finantslovens Gyldighed kun er den at sikkre Rigsdagens stadige Indflydelse paa Finantsforvaltningen, og at det umulig kan være dens Mening, at Statsstyrelsen af Mangel paa de fornødne Penge skulde gaae i Staa, fordi tilfældige Omstændigheder giøre det umuligt betimelig at faae Finantsloven vedtaget. Naar den paagiældende Lov vedtages af Rigsdagen, opnaaes ogsaa herved al den Garanti, som efter Omstændighederne kan tilveiebringes. Skjøndt en Lov af den anførte Beskaffenhed efter det ovenfor Bemærkede ikke kan betragtes som en Finantslov, bør den dog, da den midlertidig træder i Stedet for Finantsloven, uden Tvivl i formel Henseende behandles efter lignende Regler, som denne; navnlig bør Initiativet udgaae fra Regeringen, s. dog Landsthingstidende 1. Session Sp. 1743-49, og den bør behandles først i Folkethinget.

Tvivlsommere er det, om en saadan Lov kan udstedes som foreløbig Lov. Det er indlysende, at denne Form ingenlunde yder den samme Garanti, som en med Rigs- dagens Samtykke tilveiebragt Lov, og det kan ikke nægtes, at Anerkjendelsen af Regeringens Ret til at udstede foreløbige Love af denne Beskaffenhed kan blive temmelig farlig for Rigsdagens Bevillingsmyndighed. Da en Lov af den omspurgte Beskaffenhed imidlertid ikke er nogen Finantslov, kan dens Udstedelse, naar man først anerkjender, at en saadan Bemyndigelse kan gives ved sædvanlig Lov, neppe siges at stride mod Grl. §§ 48 og 49. Derimod vil en paatrængende Nødvendighed for Udstedelsen af en saadan foreløbig Lov ikke let indtræde, medmindre Regeringen selv har fremkaldt den ved at opløse Rigsdagen uden at drage Omsorg for, at Finantsloven eller i alt Fald en med Rigsdagens Samtykke vedtagen Bevillingslov betimelig tilveiebringes. Dens Udstedelse vil derfor kunne paadrage vedkommende Minister Ansvar for Rigsretten, men derimod vil Loven neppe kunne tilsidesættes af de almindelig Domstole. Exempel paa en saadan foreløbig Lov haves i foreløbig Lov 12. Mai 1853, hvis Gyldighed blev stærkt anfægtet paa Rigsdagen. Den endelige Lov 17. Juli 1853 ignorerede ganske den foreløbige Lov, idet den valgte den Form at forlænge den tidligere Bevillingslov 28. Marts 1853, uden at omtale den ved den foreløbige Lov skete Forlængelse af samme.

  1. Det fremgnaer klart af Grl. § 48, at der ikke kan være Spørgsmaal om at fastsætte Finantsloven for et længere Tidsrum end et Finantsaar, s. derimod Kohl: die Verantwortlichkeit der Minister S. 207. Vel vil Ifølge Grl. & 19 en Forandring i Bestemmelsen om den ordentlige Rigsdags aarlige Sammenkomster og hermed ogsaa en Forandring i Finantsperioden kunne skee ved Lov. men saa længe en saadan Forandring ikke er skeet, hvilket allerede paa Grund af Finantslovens begrændsede Varighed ikke kan skee ved denne, vilde en Forlængelse af den Tid, for hvilken Finantsloven skal gjælde. stride mod Grl. § 48.