Bibelen(1933) Paulus brev til efeserne

Filipperbrevet

Kapitel 1

1. Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus:

2. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus,

4. ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn,

5. idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag,

6. til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede,

7. i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom,

8. som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand,

9. idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv,

10. for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham,

11. i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd,

12. for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus,

13. i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd,

14. som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed.

15. derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige,

16. ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om,

17. at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham,

18. gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige,

19. og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft,

20. som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske,

21. langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men også i den kommende,

22. og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden,

23. der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.

Kapitel 2

1. Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder,

2. hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er virksom i Genstridighedens Børn,

3. iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom også de andre,

4. men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os,

5. også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus - af Nåde ere I frelste!

6. og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus,

7. for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus.

8. Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven;

9. ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.

10. Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.

11. Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Hånden,

12. at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden.

13. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod.

14. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg,

15. Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred

16. og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet.

17. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær.

18. Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen.

19. Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk,

20. opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv,

21. i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren,

22. i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.

Kapitel 3

1. Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger,

2. om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Nåde, som blev given mig til eder,

3. at ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som jeg foran kortelig har skrevet,

4. hvoraf I, når I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed,

5. som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Ånden:

6. nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet,

7. hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Nådes Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft.

8. Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom

9. og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting,

10. for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske,

11. efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre,

12. i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen på ham.

13. Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder.

14. For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen,

15. fra hvem enhver Faderlighed i Himle og på Jord har sit Navn,

16. at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske;

17. at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter,

18. for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er,

19. og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde.

20. Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os,

21. ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.

Kapitel 4

1. Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,

2. med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed

3. og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;

4. eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse;

5. een Herre, een Tro, een Dåb,

6. een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

7. Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.

8. Derfor hedder det: 'Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.'

9. Men dette: 'Han opfor,' hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne.

10. Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.

11. Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,

12. til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,

13. indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,

14. for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;

15. men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,

16. ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

17. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,

18. formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse,

19. de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.

20. Men I have ikke således lært Kristus,

21. om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus,

22. at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,

23. men fornyes i eders Sinds Ånd

24. og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

25. Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.

26. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse;

27. giver ikke heller Djævelen Rum!

28. Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.

29. Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå;

30. og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.

31. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!

32. Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

Kapitel 5

1. Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,

2. og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.

3. Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige,

4. ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse.

5. Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige.

6. Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn.

7. Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem!

8. Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn;

9. (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,)

10. så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren.

11. Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere;

12. thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige;

13. men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver åbenbaret, er Lys.

14. Derfor hedder det: 'Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!'

15. Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise,

16. så I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde.

17. Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er.

18. Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden,

19. så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren

20. og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn

21. og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;

22. Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren;

23. thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser.

24. Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting.

25. I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,

26. for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord,

27. for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte være hellig og ulastelig.

28. Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv.

29. Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden.

30. Thi vi ere Lemmer på hans Legeme.

31. Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød.

32. Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden.

33. Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!

Kapitel 6

1. I Børn! adlyder eders Forældre i Herren, thi dette er ret.

2. 'Ær din Fader og Moder', dette er jo det første Bud med Forjættelse,

3. 'for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet.'

4. Og I Fædre! opirrer ikke eders Børn, men opfostrer dem i Herrens Tugt og Formaning!

5. I Trælle! adlyder eders Herrer efter Kødet med Frygt og Bæven i eders Hjertes Enfold som Kristus;

6. ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet,

7. idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for Mennesker,

8. idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af Herren, hvad enten han er Træl eller fri.

9. Og I Herrer! gører det samme imod dem, så I lade Trusel fare, idet I vide, at både deres og eders Herre er i Himlene, og der er ikke Persons Anseelse hos ham.

10. For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde!

11. Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I må kunne bolde Stand imod Djævelens snedige Anløb.

12. Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Åndemagter i det himmelske.

13. Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt.

14. Så står da omgjordede om eders Lænd med Sandhed og iførte Retfærdighedens Panser.

15. Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium;

16. og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville kunne slukke alle den ondes gloende Pile,

17. og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord,

18. idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige,

19. også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed,

20. for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have Frimodighed deri til at tale, som jeg bør.

21. Men for at også I skulle kende mine Forhold, hvorledes det går mig, da skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener i Herren kundgøre eder alt;

22. ham sender jeg til eder, just for at I skulle lære at kende, hvorledes det står til hos os, og for at han skal opmuntre eders Hjerter.

23. Fred være med Brødrene og Kærlighed med Tro fra Gud Fader og den Herre Jesus Kristus!

24. Nåden være med alle dem, som elske vor Herre Jesus Kristus i Uforkrænkelighed!