At udpille Egensindighed af Barnet fra 5 til 10 Aar

←At udpille Egensindighed af Barnet fra 1 til 5 Aar

At udpille Egensindighed af Barnet fra 5 til 10 Aar
af Niels Ditlev Riegels

At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14 Aar→

Skrevet af Niels Ditlev Riegels. Udsendt anonymt som en længere artikel serie kaldet At udpille Egensindighed af Barnet i ugeskriftet Borger-Vennen der omhandler opdragelse af barnet fra 1-14 år.

Borger-Vennen, nr. 11, Fredagen den 10. October 1788

At udpille Egensindigheden af Barnet fra 5 til 10 Aar.

Vi indbefattede den Tid, i hvilket Mennesket skulde opdrages og oplæres, i fire Perioder, nemlig i Gluttens Alder fra 1 til 5 Aar, i Barnets fra 5 til 10 Aar, i det unge Menneskes fra 10 til 18de Aar, endelig i den unge Karls fra 18 til 25 Aar.

Vi prøvede paa at foreslaae nogle Advarlser, ved hvis Hielp man kunne udpille Egensindigheden af Glutten. Dette Løvte lovede vi at opfylde for enhver af disse Perioder, os paaligger følgelig at fremsætte vore Tanker om Maaden, hvorledes Egensindigheden enten udpilles eller forekommes hos Drenge-Børnene , fra deres 5te til 10 Aar.

Vi have i det foregaaende indskrænket vores Betragtninger til disse Løvters Opfyldelse: 1) at udvikle for Forældre, hvorledes de kunde vaage over, at den forholdsvise Forening, Naturen fordrer, kan have Sted imellem Barnets Legems og Siels Kræfter; 2) at ingen af disse nedtrykke eller qvæle hinanden, og saaledes danne et stærk Barn med et godt Sindelaug.

Den Materie er ligesaa vanskelig som vigtig, derfore beder man om at vilde blot bedømme disse Opdragelses Grundlinier efter Hensigten til at gavne, hvori de bleve skrevne.

Vi have allerede som afgiort Sandhed paastaaet, at Erindring om Forseelse og fortient Straf begynder først fra det 5 til 10de Aar; dernæst at Barnet elsker ingen Herredømme, og vi legge til, at det som vi ansaae for Hovedmaalet i Gluttens Opdragelse, ansee vi og for at være det i Barnets; nemlig: idelig Mæthed og Mødighed, afpassede efter enhvers Legems Kræfter.

Naar disse Sandheder os indrømmes, gielder det blot om at udvikle dem tydeligen, i det man viser deres skadelige eller gavnlige Indflydelse paa Barnets Sindelaug.

Vi standse her ved det meget vigtige Ord Sindelaug, hvad betyder det Ord? hvorledes dannes Sindelauget? og hvorledes kan det stedse blive det samme?

Barnets varige Villie er hans Sindelaug, og Egensindighed er et ondt Sindelaug; at udpille Barnets Egensindighed, er med andre Ord: at bedre hans Sindelaug og Villie, at det bliver fortroeligt og bøieligt.

Ordene Sind, Sindelaug, Gemytsbeskaffenhed, Hierte og Hiertelaug, ere af lige Betydning, og have alle Hensigt til Villien, denne er jo Udførelsen af Sielens Beslutninger, den er det samtlige af de Bevæggrunde, hvorefter Menneskene handle og tænke. Sindelaug bliver altsaa en Færdighed i Sielen til at handle eller tænke efter de Bevæggrunde, der allene lede mig til at fremme mit eget Vel, i det jeg handler med og paa dem, der ere mig nærmest. Barnet seer ene paa sig selv. Egenbøielighed er stærkest, saalænge Legemet endnu voxer og trænger til saa megen Pleie. Det er først, naar Legemet ikke trænger saa meget, naar det er fuldvoxet, at Egenkierlighed kan ved Forfinelse tabe sig i Venskab og almindelig Kierlighed, Velvillie. Hos Dyrene gaaer Egenkierlighed ene over til Forplantelses-Lysten, naar denne er tilfredsstillet, vender Egenkierligheden tilbage til sig selv igien. Der ligger stedse en dyrisk Lyst til Grund, naar Mennesket i en moden Alder elsker sig serlv overdreven. Fraadseren elsker sin Gane, Drankeren sin Suus og Døs; disse ere legemlig Kildren, det Physiske oververveier det Moralske.

At forekomme dette hos Barnet, at vaage over, at Legemets Herredømme, uden selv at svækkes, skridtviis optager og forener sig med de sædelige Dyder og Pligter, er just det meget vanskeligei Opdragelsen, thi til at udføre dette, fordres nøie Kundskab om Legemets Bygning og Sielens skridtvise Udvikling, fra 1 til 10 Aar. Hvor sankes disse hertil passende Erfaringer best? Ved at agte paa hvorledes Dyrene opdrage deres Unger, thi indtil den Alder kan Børnene være vel tiente med, at have Dyrenes Legems Fuldkommenheder og Styrke, og at have erhvervet disse paa samme Maade som Dyrene erhvervede dem.

Intet uden de Fornuftgrunde, Barnets Fornuft kan begribe, kan danne hans Sindelaug, disse skal da lære ham, ikke stedse at have sig selv, sine egne Ønsker til Formaal i sine Handlinger; Opdragelsen skal forsyne Barnet med Regler, hvorefter han skal attraae og nytte de Ting, der omgiver ham. Sindelaug er altsaa Færdigheden, hvormed han attraaer og bruger alt det, der virker paa ham, dette skal Opdrageren give Barnet.

Saaledes siger man, Barnet har et ondt Sindelaug, naar det vil skrabe alting til sig, og ikke vil meddele andre noget deraf, græder og stamper, naar man med Magt frariver det noget. Barnet er ond, naar det med Løgn og Sladdren stræber at vælte Skylden ind paa den Uskyldige; og endelig naar det glædes over, at see andre, enten at lide, eller at udstaae den Straf de selv havde fortient. Det bliver da Egensindighed hos Barnet, naar det, uagtet alle Raad og Paamindelser, vedbliver at handle overeenstemmende med disse onde Færdigheder. Men mon denne herskende Maade at fastsætte Barnets onde Sindelaug, og derfor at straffe det, er rigtig? jeg tvivler. Barnet fødes hverken med Legems eller Siels Færdigheder, Blodets Omløb opføde Naturdrifter, overdrives disse og blive til onde Vaner, da er det Opdragelsen, som er heri Skyld, og ikke Barnet; at Barnet bliver ond, er en Ældres Skyld i, hans Vane og Fædighed bliver Barnets. Exempler, Efterlignelseslyst, Befalninger, Trudsler, Straf og Paamindelser, lære først Barnet hvad der er ondt og godt; Barnet følger Glæde og Smerte, uden at undersøge, hvorledes de opvækkes, og om Midlerne, Nydelsen, der forskaffede dem, ere tilladelige. Saaledes afføder det Glæde, at slippe fra fortient Straf, at eie ene det en anden attraaer.

(Mere herom i næste Nummer).

Borger-Vennen, nr. 12, Fredagen den 17. October 1788

At upille Egensindigheden af Barnet fra 5 til 10 Aar.

(See forrige Nummer.)

Barnet bør ikke straffes for, at han de første Gange følge disse Legems Følelser, Smerte og Glæde, men Opdrageren skal lede, føre, svække og blande disse legemlige Kræfter med sædelige Kræfter, herved skal han vogte at de physiske Kræfter ikke stedse beholde Overvægten over de moralske, at de opvoxe i et passende Forhold, at Legems Smerte og Glæder kan ledes og føres til de Øiemede, hvortil den fornuftige Opdragelse og Forfinelse søger at føre dem. Opdrageren skal give Barnet det Sindelaug, den Færdighed, i at attraae og nyde retteligen de Ting der omgive Barnet, retteligen at nyde, det er saaledes, at Legemets og Sielens Kræfter ere i et vist Forhold til hinanden. Men dette Barnets Sindelaugs Dannelse kan have Sted, inden at Barnet behøver at lære meget, hvorved hans Legems Væxt og Styrke lider.

Det Barn der er vant til at sladdre til andres Fortred, og osme er blevet fuldvoxen med denne Vane, bliver i den modne Alder bagtalende, lumsk, nedrig og falsk; man behøver jo ikke at lade Barnet lære uden ad Befalninger, tagne af Religion og Sædelære, der forbyder denne lumske Omgang mod sine Medmennesker; Man kan jo, saa ofte det hænder fra fem til til Aar, lade Barnet føle haarde Straffe, som Følgen af hans Sladdren, belønne dem af lige Alder naar de ikke sladdre. Barnet vælger snart Godhed for Haardhed, og aflegger en Vane, ikke fordi han veed det er ond, men fordi den haver onde Følger for ham selv.

Naar Barnets Sindelaug, som, uden at kunde altid bruge det selv, vil eie alt, blot at ikke en anden skal have det, eller som græder, fordi han ikke ene faaer det, hvoraf andre faae lige med ham; eller naar det bliver bedrøvet, fordi han faaer en mindre Portion end den der er lige gammel. *) Da udarter dette Sindelaug i en moednere Alder til Gierrighed, Niskhed, Misundelse, Herskesyge og Hofmod. Disse Lidenskaber kunde qvæles hos Barnet inden de neppe fremspiredes.

Man maae undres over, at saameget der endnu er skrevet mod Laster og Lidenskaber, haver endnu ingen betragtet dem fra deres Undfangelse, Fødsel og Opvæxt, alle tordne imod dem naar de have naaet mandlig Førlighed.

I dette Arbeide vilde man og raadføre sig med Dyrenes Lidenskaber, og see, hvorledes Sielens Kræfter hos Mennesket giør dem

*) Den offentlige Opdragelse indskrænker jeg til en Samling af 8 til 40 Børn af lige Alder, lige Kræfter om mueligt, og deen er langt at foretrække den huuslige, hvor en Families Børn opdrages; i denne Opdragelse udvikler ikke Sindelauget sig nær saa godt, som i hin, i denne kan ei heller den physiske Opdragelse saa godt lykkes; Mødres Sindelaug hindrer.

mere skiulte end hos Dyrene, hvor de stedse ere overdrevne Naturdrifter.

Ingen Opdrager vil kunde nægte, at det jo er af yderste Vigtighed at agte paa Barnets Tilbøieligheder, inden de blive Færdigheder, og af disse ofte igientagne danner Sindelaug; at forbedre hele Sindelauget inden man haver opløst det i de enkelte Tilbøieligheder, hvoraf det bestaaer, er et daarligt Arbeide, da hver Tilbøielighed skal rettes og forbedres hver for sig. Barnet er blevet arrig efter Stuepigen, sledsk efter Kammerpigen, løgnefuld efter Tieneren, haard og ubarmhiertig efter Moderen, qvindagtig og feig efter Faderen. Nu siger man til Barnet: du skal være skikkelig, god, dydig, man lader ham lære uden af Guds og Menneskens Befalninger. Barnet lærer det alt, og vedbliver at ligne sine Mønstre, haver Barnet ikke gode Mønstre at danne sig efter, det danner sig selv, trods al den Gudsfrygt det lærer. Det er ulige lettere for retskafne Forældre, at vaage over, hvilke Exempler deres Børn danner sig efter, og hvorledes de onde Tilbøieligheder hver for sig yttrer sig, end at tænke til at opløse et fattet Sindelaug og at forbedre det, thi ikke alt det der er kommet i et Barn kan man lære at kiende, det er lettere at vaage over hvorledes det erhverver sine Begreber, Ønsker og Begierligheder.

(Mere følger)

Borger-Vennen, nr. 13, Fredagen den 24. October 1788

At udpille Egensindigheden af Barnet fra 5 til 10 Aar.

(See forrige Nummer)

Stole Opdragerne paa, at de Færdigheder Børn have øvet til deres tiende Aar, nok kan udryddes, naar Fornuftgundene kan virke paa dem i en høiere Alder, da tænke de heri urigtig, for endeel kan de vel forfines og forandres, men ikke hæves; thi besynderlig stærke og næsten uudslukkelige ere Indtrykkende hos Børn fra deres femte til tiende Aar. De Glæder, som de i denne Alder have føelet, fremstille sig ofte for dem, og den Glæde tit at have kundet tilbringe Tienestefolkene Fortred, kommer igien i det 30 Aar, naar man kan mishandle egne Tienere; Tvang og Underviisning havde vel ligesom qvalt denne Tilbøielighed, dette Sindelaug imod Underhavende. Derimod havde det i de første 10 Aar været reent forebygget, da var Barnet som Mand blevet en mild og retfærdig Herre, helst om han var opvoxet imellem gode Herrer og Hosbonder. Vi vilde kortelig sammendrage alt dette under den Synspunkt af Opdragernes Pligter imod Barnet. Naar Moderen leverer Drengebarnet fra sig paa femte Aar, for at Faderens Opsyn skal følge det, saa fortiener hun al Kierlighed og Ømhed, naar det er frisk, munter og stærk, samt elsker hende, og er bøielig under hendes Villie, betroes Moderen alt, og forlanger af hende alt. Glutten, for at blive saadan, haver da været vandt til idelig Bevægelse, jevn Munterhed, at æde lidt og tidt, og sundes Spiser; at have sovet til rette Tid og roelig, samt holdt til Reenlighed, og ikke at være færdig til at vise Egensindighed og Arrighed ved mindste Modgang. Paa denne gode Grundvold vedbliver Forældrene at bygge. Faderen sørger for, at denne gode physiske Opdragelse fortsættes til Barnets 10de Aar. Han glemmer aldrig, at de vigtigste Øiemede i Barnets Opdragelse er Munterhed, Mødighed og Mæthed til Maade; disse ere Drivefiedrene i alle Dyrenes Opdragelse, naar disse holdes spendte, i Forhold til Barnets Legemts Kræfter, da opvoxer Barnet med et stærkt Legeme, muntert Sind, og varig Sundhed, er altsaa befriet fra de skrantne enten virkelige eller forstilte Luner, fra megen Kielenhed og Usselhed. Paa en med Naturens Orden saa meget overeensstemmende physiske Opdragelse*), er det værd at bygge den moralske, eller Oplæren i Videnskaber, Kunster, Haandværker eller i alt hvad der skal forskaffe Udkommet.

*)Om nogle Aar kunde man maaskee fremstille vidtløftigere den sande physiske Opdragelse, Naturhistorien, Philosophisk og Physiologisk behandlet, kan fremsætte dennes Regler. Anderledes er det med den moralske, der saameget beroer paa Menneskets vedtagne Begreber, om Anstændighed, Regieringsformer, Staters Flor, Videnskabers Vigtighed og Religioners Sandhed, imellem disse Meninger hersker stedse Ebbe og Flod, altsaa kan de Grundsætninger ei heller være varige, der skal fremsætte disse Sandheder, og ei heller den Opdragelse der skal bibringe dem, kan være altid den samme uforanderlige, Naturlovene derimod ere det, altsaa og Opdragelsen, der bør rette sig efter dem.

Grunden til det givne Raad, at den physiske Opdragelse lidet eller intet maae forstyrres i sin Fremgang af den moralske, indtil Legemet haver faaet en vis Fasthed i det 10de eller 12te Aar, kunde jeg gierne omgierde med Platos, Aristotelis, Galenus, Nemesius’s Myndighed, men jeg vil hellere bevise den med Naturens udtrykkelige Befalning. Hvor let kan ikke en Vextfeber, tilbagedrevet Udslet i Hovedet, giøre, at Barnet glemmer alt, og langsom kan lære igien; hvormange Børn bliver ikke ved overdreven Siels Anstrengelse ligesom vanvittig, og den største Deel maae dyrt betale meget siddende Arbeide, hvorved Muskel-Bevægelserne standses, Munterheden qvæles, med gusten Ansigtsfarve, ussel svag Gang, og med Lidenskaber, bestemte for en modnere Alder, hvorved de blive gamel og udtærede for Tiden, sig selv til Hinder og Staten til Skade.

Det er jo og begribeligt, naar Anatomien og Physiologien overbeviser os om, hvilket betydeligt Arbeide for Naturen Legemets Væxt er, meget maae den, der er i Væxt, spise af sund Føde, god maae Fordøielsen være, thi Næringen skal ikke allene opholde Legemet, men deraf skal endog tages til Beenbygningens, Musklernes og alle Deles Tilvæxt i Forhold derefter; megen Søvn, Bevægelse, Æden, stedse Sundhed, er nødvendig, til at holde Legemet raskt, imedens det voxer. Liden eller ingen Tid bør der, til det 10de Aar, tages til stillesiddende Arbeide, og naarsomhelst Vexten er stærkest, bør Legemets Arbeide langt overveie Sielens. Denne Barnet tiltraadte Friehed fra Siels Anstrengelse, og heraf følgende mange ledige Timer, ene tilbragte paa Legemets Pleie, maae dog ikke have Sted uden under Opsigt af Fornuftige, der midt i Leeg og i alle Barnets Foretagender kan agte paa Barnets Sindelaug, Luner og Villie, hvorledes de danne sig efter Exempler, og strax med Opmuntring og Straf at være tilrede, for at rette og lede Barnets Tilbøieligheder. Man komme ikke med den Kierlinge-Ømhed, at de givne Raad, der sigte til at opdrage Barnet blot til at blive et Dyr, da man slet ikke stræber at fremlokke hans Fornuft. Denne Indvending synes at have nogen Grund, hvis man ikke havde lært det, vi i Forveien her i disse Blade have skrevet; vi legge til, at vi blot ønske Barnet den Fornuft, der passer til hans Legems Kræfter, at ikke den 18 Aars Fornuft skal være i den 8te Aars Dreng, hvis saa er, kan Legemet ikke følge Sielen, og al Fornuft, som skal bruges, skal dog stedse have sunde Sandser og ordentlig opvoxet Legeme til Brug, ellers snubler Fornuften som oftest. Den Fornuft vi ønske Barnet, er den der ikke hindrer hans Legems Væxt, Kræfter eller Sundhed, vi kalde Barnet fornuftigt efter sin Alder, naar det paa sin Viis tænker før det handler; naar det veed at forudsige de Følger, det venter af sine Handlinger, og derefter foretager dem. Slig Fornuft kan Barnet vise i alle sine Lege. Naar vil man begynde i alt hvor Grækerne slap? De Viiseste iblant dem sadte jo en Ære i at være nærværende ved Børnenes Lege, selv at lege med, her at agte paa Børnenes Tilbøieligheder, Luner og Ønsker, og i Legeme selv at undervise dem, beriige dem med Kundskaber. Skal da den Videnskab, der lærer og at bruge Fornuften, stedse være iført den sure og vigtige skolastiske Mine? skal den stedse læres i Ord og Udtryk, der med deres Barskhed skrækker mange? og var det spildt Arbeide at fremsætte det af Logica, i Skrifter, som Barnet kunde lære ved at leie Trille, drive Tøndebaand, leie Langbolt, bygge Huse, spille Gnav etc.

(Mere følger)

Borger-Vennen, nr. 14, Fredagen den 31. October 1788

At udpille Egensindigheden af Barnet fra 5 til 10 Aar.

(See forrige Nummer.)

See vi ikke med Forundring paa Bønderbørnene, som have en meget god physisk Opdragelse, paa Reenlighed nær, hvorledes de inden de ere 10 Aar, vide at bruge deres Fornuft i alt, hvad angaae Heste Pleie, Pløining, Harvning, og hvilken Hukommelse! de kan erindre sig Markstykkernes og Engenes Navne, der til en Bye ofte ere over 300. Sagen er, Bondedrengen faaer ikke et Begreb, uden at samme er bundet til en virkelig Ting. Han lærer ikke Ord uden ad, hvis Virkelighed han ikke kan forestille sig. Vi lægge endnu til, hvor raske ere ikke de, som fra Bondestanden af i deres 16 Aar sættes til Studeringer; deres Legems Kræfter svækkes ikke ved deres Siels Anstrængelse, deres Legeme voxer op efter Naturens Orden. Jo sundere og bedre Legemet pleies, jo svagere er Egensindigheden, og jo hastigere udpilles den; thi det sunde Barn kan taale Ave, det svage bliver skranten, og han forener snart sin egen Villie med sin Upasselighed, og da er det tungt at udpille det physiske Onde fra det moralske, siden de saa nøie ere forenede. Børnene vil i Almindelighed knap taale noget Herredømme over sig; Lyst til Frihed voxer med Legems-Kræfternes Tiltagen, des uagtet bringes et sundt og stærkt Barn lettere til at lyde, end en skranten og ussel Skabning. Smerterne, virkelige eller forstilte, lede stedse til at føle og tænke paa sig selv; det raske Barn derimod vil gierne tiene de Ældre, og føie sig efter dem; det giver Leilighed til mere Springen og Tumlen, samt til andre raske Forlystelser, hvilke ere de Beskieftigelser det sunde Barn attraaer over alting. Et sundt Barn veed nok at minde til det, som er det tienligt; det skrantne derimod er forvirret, forstenet i alle sine Drifter og Ønsker; dette ønsker sig snart gloehede Spiser, snart iiskolde, snart Kage, snart Steeg. Den sunde derimod spiser helst koldt Mad, og halv kaagt halv stegt er ham kierest. Naturen ønsker, uden at være sig det bevidst, det som ikke allene lettest fordøies, men som endog indeholder de fleste Nærings-Safter. Den Skrantne er egensindig, naar han skal løbe eller anstrænge sig, den Sunde bliver vranten, naar han skal sidde stille, dennes Legeme arbeider paa at være stærk og blomstrende, hines paa at nedbryde sig selv. De som da skal være Herrer over Børn, maatte vel agte paa at giøre Forskiel imellem den Vrantnes og Sundes Egensindighed, begge kan ikke behandles paa en og samme Maade; og for at være kort, Børnenes Egensindighed haver sin Grund i de mange vilkaarlige Herrer Børnene maae adlyde, efter disses Luner maae de Uskyldige rette sig, og deres Sindelaug bliver et Aftryk af Originalerne, som de havde at følge; disse ere Skiendegieste, skidne, dovne, bagtalende, løsagtige, lumske. Uagtet altsaa Forældrene lade Tienestefolkene opdrage deres Børn, saa klag de dog over, at de ikke have Børnenes Fortroelighed og Føielighed; mon Forældrene nogensinde have overtænkt, hvorledes disse erhverves og vedligeholdes; mon de have overlagt, at Fortroelighed eller Føielighed, der ere uadskillelige, kan være tvende Slags, den uskrømtede, oprigtige, og den skrømtefulde; denne sidste viser sig strax hos Barnet, fra den spædeste Alder af, imod dem, som føier Barnets Luner, som stedse kieler for det, og over hvilke Barnet stedse fører Herredømmet; hos disse fordærves Barnet i Bund og Grund, her bliver det ubøieligt, egensindigt, vægelsindet, qvindagtigt. Den sande Fortroelighed hos Barnet rodfæster sig allene til dem, som mætte Barnet, hielper det til at lege og fornøie sig, og som tillige aver og straffer det uden Vrede og stedse for Forseelser, som Barnet selv frygtede for at han skulle straffes for, ikke just fordi han endnu haver Samvittighed, blot Erindring af Straf for lige Handling. Ja det er en Hovedregel, at ingen, uden de som dertil ere berettigede, maae straffe Barnet, og det saaledes, at naar Barnet haver bedet om Forladelse, skal alt være glemt, og Barnet skal man forskaffe al den Glæde man kan, det er, stedse at vise sig Barnets Ven. Allerede fra 5 til 10 Aar er det vigtig, for at kunde kiende Barnets Egensindighed, og at kunde straffe det med forbedrende Straffe, der hverken nedtrykke Fortroelighed, Kierlighed, eller Følelse af Ære, at flere Børn af lige Aldere opdrages sammen, og at Opdragere hertil af det Offentlige betales, det sadte deres Fornøielse i at opdrage Børn. Da den Konst, at bibringe Børn Følelse af Ære, hører til det unge Menneskes Alder, saa skal derom tales vidtløftigere i næste Afhandling, da vore Tanker skal følge om Maaden at danne de unge Menneskers Sindelaug, fra det 10 til 18 Aar; og vil man vel tilgive, at man, i at tale om Maaden at udpille Egensindighed paa, ogsaa talede om, hvorledes man ved en forbedret Opdragelse skal forebygge, at ikke Egensindighed rodfæstede sig.