At udpille Egensindighed af Barnet fra 1 til 5 Aar

by Niels Ditlev Riegels

Borger-Vennen, nr. 6, Fredagen den 5. September 1788

At udpille Egensindighed af Børn.

Borgervennen kan ikke andet efter sin Bestemmelse, end at ønske af Hiertet, at en med Nationens Orden mere passende Opdragelse maatte snart forjage den herskende, der ikke er bygget paa andre Grundsætninger, end de vaklende Begreber om Anstændighed, om hvad der er smukt og brugeligt, og paa Menneskets Ukyndighed om Foreningen imellem Barnets moralske og physiske Evner, hans egne Luner, hastige og fortredelige Sind, alt dette giver Børnene deres første Opdragelse, siden i en høiere Alder dannes de til Christne efter Skik og Brug.

Hukommelsen allene anstrenges, Indbildningen bliver ikke ledet, og Tænkekraften endnu mindre forstærket. Lidenskaberne indfinde sig, og ingen fornuftige Grunde kan kan Fornuften brække deres Magt med, thi den lærte aldrig at sætte Bevæggrundene til Dyd i Bevægelse, at prøve deres Styrke eller Svaghed; Barnet lærte Bevæggrundene uden ad, men ikke at bruge dem. Intet er vigtigere i Opdragelsen, end at agte paa Barnets visse Grader i hans physiske Constitutions Styrke, og disse Grader ere bundne til Aarene; moralsk frie handlende Væsen er ikke Barnet, saa længe det ikke kan tale, og denne første Periode udsætter jeg at være til det femte Aar. Fra det femte til tiende Aar forener de moralske og physiske Kræfter sig sammen, men disse sidste have stedse Overvægten; fra det Tiende til 18de prøver Sielen paa at erhverve sig Enevælden over de physiske Kræfter, og her er det at Oplæren, Underviisning skal styre og hielpe Sielens Bestræbelser, forsyne den med Bevæggrunde, som Mennesket kan øve sig i at sætte i Værk. Fra hans 18 til 25, i hvilken Tid Lidenskaberne stræber at have Herredømmet. Fra det 25 til Døden er Menneskets mandlige Arbeids-Tid, her hører Opdragelse op, og Mennesket ledes af sin egen Fornuft og frie Villie.

Opdragelsen strækker sig egentlig kuns til Menneskets 18de Aar, thi fra den Tid af skal han ledes ved Raad, Venskab og Fornuftgrunde. Vi vil her tale om Gluttens, Barnets, det unge Menneskes, Karlens Egensindighed, og hvorledes den i hver Tidspunkt bør udpilles. Strax siger Fornuften, at det er daarligt at behandle Glutten paa samme Maade som Karlen, og dog have Forældrenes Magelighed vedtaget samme Maade; man forbyder, truer, slaaer.

Glutten skal kunde begribe Befalningen, nei det kan den ikke, men Trudslen frygter den for, skielver og veed ikke hvorfore. Bevisthed om at have handlet Uret, kommer vist ikke hos Barnet, førend naar den kan erindre sig Forbud, og at den er blevet straffet for dets Overtrædelse, saa kan Barnet vide med sig selv, om det haver forseet sig, og om det fortiener Straf, og altsaa taaler det Straf til Forbedring. Men denne Erindring maae ikke søges hos Glutten.

Vi vilde allene her beskieftige os med Gluttens Egensindighed, betragte hvad det er og hvorledes den udpilles. Vanskeligt er det i alle Tilfælde at kunde sige: nu er Glutten egensindig, og endnu tungere er det at bestemme, hvad er Egensindighed hos en Glut.

Efter almindelig Talebrug bliver hos Glutten Arrighed forbyttet med Egensindighed, og imod begge bruger den letteste Cuur Prygl og Haardhed. Egensindighed og Arrighed er, at Glutten vil have sin Villie frem, og vil ikke rette sig efter Forældrenes eller Tienestefolkenes. Arrighed er hos Glutten Egensindighed, der viser sig i heftig Graad og Skraal. Glutten skal rette sig efter Forældrenes Villie. Men, kan man spørge, have Forældre overlagt hvad der hører til, endog for dem selv at rette sig efter? En Klogeres Villie, skal denne ikke være fattelig, nyttig og stadig? Tale Forældrene det Sprog for Glutten som den forstaaer? Kan Glutten see, at det, Forældrene fordrer af ham, er ham tienligt, stemmer med hans Ønsker, hans Trang? og endelig er Forældrenes Villie, de foreskriver Glutten, ikke foranderlig, ikke imodsigende? Hvor vanskeligt for Kiøbenhavns flanevurne Forældre at besvare sig selv disse Spørgsmaal, de have aldrig tænkt alvorlig i denne Sag, de have blot befalet deres Glutte og straffet dem, fordi de ikke fulgte det de ikke begreb.

Giøre Forældrene sig Umage for at tale det Sprog, Glutten forstaaer? Nei til visse ikke, at lære dette Sprog, var en nyttigere Deel af Philologien, end den nu brugelige, hvormed unge Mennesker knækker idel ormstukne Nødder. Vilde Forældre, for at lære dette Sprog ret, blot lægge Mærke til, først hvor saare lidet den spæde Glut begriber, indtil han kan gaae selv, og derfra til hans femte Aar. I de tvende sidste Aar af denne Periode er Gluttens Sprog noget ganske andet end i det første 1½ Aar, og fra 1½ til tre Aar er det atter forskielligt. Hvilket Sprog skal Forældrene da tale til Glutterne i de første 1½ Aar? Ingen menneskelig Sprog, blot Naturens kielne og lokkende Stemme; Glutten maae beriges med idel behagelige Indtryk, alt som opvækker Latter, Glæde, Miner, Lyst til at hoppe, maae ene bydes Glutten, i denne Alder maae man ikke have mindste Mistanke om Egensindighed. At Glutten lader vredladen og vranten, kommer stedse fra indvortes Smerter, som Glutten kuns kan udtrykke med Graad. Lad kuns Glutten i denne Tid faae den Die, der blev til med Fosteret, og naar han er vaagen, da at moere ham, at han brav faaer Lyst til at hoppe og springe, at lade ham kravle selv, thi ved at anstrænge Musklerne, voxe de, og med dem tager det bruskagtige i Benene af, de nødes til at imodtage den Form de skal have, og Glutten ved for megen Stillesidden udsættes ikke for, at Benene groe ud i en unaturlig Direction, siden Musklernes Bevægelse ikke styrer dem, og derved faaes den engelske Syge. Naar vare Dyrenes Unger udsadte for denne Svaghed? og hvori ligger Aarsagen? deri at Dyrenes Unger maae arbeide, for at faae Patte, de maae strax kravle og bevæge sig, de fødes med et Svøb der hverken er dem for hedt, endnu mindre hindrer dem fra at bruge Arme og Been, ei heller haver Dyrenes Unger alt for varmende Vugge-Klæder, eller alt for indsluttet Luft. Og sært nok er det, at Lægerne ikke tilraade Mødrene, at lade deres Børn ligge i den mindst varme Luft der er i Huset, helst de vide af Anatomien, at ikke al Gluttens Blod gaaer igiennem hele Lungen strax, og at Gluttens Blod er derfore mere varmt, mindre afkiølet, end naar det første halve Aar er forbi. Naar man saaledes sørger for, at den diende Glut bliver sulten, bevæger og trætter sig i det Mellemrum han skal mætte, haver sine Ledemod i sin Magt, og sover uden at hedes for meget, saa haver ingen Egensindighed Sted hos Glutten. Skriger da Glutten, saa ligger Aarsagen i Legemets Smerter, disse forbydes ikke af kloge Flok med buldrende Ord, endnu mindre hæves med Haardhed.

Naar Glutten forlader Dien, og hans Mave bliver vandt til stærkere Føde, saa er Tiden, hvori han er vaagen, langt længere, end da han laae ved Patten. I denne Tid skal Sandserne bruges, Musklerne bevæges, kort: Lyst til at løbe, til at blive træt, til at have Forandringer, viser sig alt mere. Naturdrifterne ere Gluttens Veiviser til hans tredie Aar, han er som oftest sulten, kan i det mindste æde ofte, alt, hvad der synes ham spiseligt, attraaer han, heri er ingen Egensindighed, legger man ham skadelige Spiser for, da er det de Fornuftiges Skyld, og ikke Gluttens, at han vil spise dem. Det var Ufornuft at lade dem ligge, og blot forbyde Glutten at han ikke maae røre dem. Glutten kunde ikke forstaae denne Befalning, thi naar Spyttet kom ham i Munden, Maven fordrede Mad, saa følger Glutten sin Naturdrift, og vil have det; ved at prygle Glutten bliver Maven ikke tilfredstillet, og Sulten, forenet med Bedrøvelse og Arrighed, forøger Gallens Løb, og Glutten føler baade Sulten og endnu Kniben i Maven til, skriger altsaa hastigere, faaer endnu flere Prygl. Og Glutten mishandles. (Mere herom i neste Blad.)

Borger-Vennen, nr. 8, fredagen den 19. September 1788

At udpille Egensindighed af Børn.

(See No. 6.)

Forældrene skulde i dette Tilfælde tale Naturens Sprog, tage den skadelige Mad bort, give Glutten det den maae nyde, da er den Egensindighed hævet, eller rettere, denne Naturdrift tilfredstillet, og Forældrene lære herefter at sætte saadan Mad for Glutten som den maae nyde, eller lade ham blive derfra, hvor slig Fristelse er for Gluttens Naturdrifter.

Sulten er ikke den eneste Naturdrift. Naar Glutten er mæt, indfinder sig den anden Naturdrift. Glæde, Lyst til Bevægelse, denne er Følgen af en god naturlig Fordøielse, og denne sidste kan ikke bestaae uden ved Hielp af Glæde og Bevægelse; Glutten attraaer altsaa alt hvad der kan tilfredsstille denne Naturdrift, og Sandsernes behagelige Kildren ere heri hans Veiledere. Seer han noget Glimrende, vil han føle paa det, Øiet glæder sig, og formedelst Sammenbindingen imellem alle Sandserne, vil han, at flere af hans Sandser skal have samme Glæde som hans Øine. Ligeledes haver det sig med behagelige Lyde; Disse ere nu hans Sandsers Fordringer; ligger ham nu noget glindsende i Veien, og han vil gribe efter det, forbydes det ham, forstaaer han det ikke, faaer han Prygl, da er det jo Synd, thi Glutten skal jo følge Naturdrifterne; hvorfor legger man andet glindsende for Glutten end det den tør lege med? de Fornuftige bør vise Skiønsomhed og ikke Glutten; Hans Beens, Hænders, hele Kroppens Muskler skal have Bevægelse, Glutten vil kravle, gaae, løbe, spøge, lee, denne Naturdrift hindret, sætter ham og i Bedrøvelse, som ikke er Egensindighed. Naturdriften Søvn kommer af sig selv, og hindres ikke af Forældre, men skal ofte indfinde sig inden Glutten enten er mæt eller træt nok. Den rolige friske Søvn kan kuns følge paa Mæthed til Maade og Mødighed, og begge Dele er Hovedsagen ved Gluttens Opdragelse; og Glutten til tre Aar kan ikke være egensindig, den er Naturdrifterne troe, kiender hverken Had eller Vrede, thi den føler endnu ingen Kræfter, Glutten vegeterer næsten og en, Blomst straffer man vel ikke for Egensindighed. Skal Gluttene være friske til 3 Aar, maae de stedse have deres Villie, thi vi have seet at det er Naturens Villie,; vi kunde heri dristig følge Dyrenes Exempel, de bide og tugte ikke deres Unger, førend at disse have samlet Kræfter, som de bruge til deres Med-Ungers Skade, da forekommer Moderen denne Skade, ved at tæmme dem stærkere.

Fra Gluttens tredie Aar til hans femte begynder Glimt af Fornuft at brække frem, Hukommelsen viser sig, det nærværendes Magt er ikke saa heftig som før, Glutten kan lidet tæmme sine Naturdrifter, han nyder et lovet Gode, tilfredsstilles ved Løvter, kan ligesom nyde det Gode inden det kommer, forstaae endeel Ord, hvortil han kiender Begreberne; den Mad han før har spiist, den Pidsk han har leiet med, kan han nævne og forstaae naar andre taler om den; er han sulten, skriger han ikke strax, naar ham loves Mad, han veed af Erfarenhed at Maden kommer, Glutten har Erfarenhed, kan styres baade ved Løvter om det Gode og det Onde. Her voxer nu deres Pligter som skal omgaaes med den halv fornuftige Glut, og hvor store ere ikke de Feil her begaaes. Forældrene troer, at fordi Glutten forstaaer nogle Ord, forstaaer han alle; nu heder det i en bydende Tone: vil du være artig, og hvor mange tusende Stilninger, Miner og Bøininger kan ikke dette Ord betyde, hvilket skal Glutten vælge, og han faaer Prygl, hvis han ikke imellem tusende Mueligheder just vælger den, Faderen tænker paa. Hvor ofte love Forældrene deres Glutte tilladelige Ting, glemmer siden Løvterne, eller gav dem paa Skrømt, for at narre Glutten til at tie; herved drages Gluttenes Hierte bort fra Forældrene, thi Vrede opstaaer hos Glutten, naar han bliver narret, Glutten seer blot paa sig selv, Kierlighed til Forældre skal læres ved Forfinelsen. Egenkierlighed er Hovedhiulet hos Gluttene. Gluttene begynder fra deres tredie Aar af at samle Kræfter, de kan brække itu, de kan tage det bort fra den svagere Glut hvad han haver og med disse Kræfters Udøvelse følger Vrede, naar Kræfterne blive hindrede i at yttre sig. Hvor sindig og sparsom skulde ikke Forældre være, i at hindre deres Glutte i at bruge deres Kræfter, for at forekomme Vrede, thi naar denne ved Trudsler bliver hindret i at bryde frem, saa gaaer den hos nogle Glutte, der har megen Galde, over til Arrighed, og kan, ofte igientaget, foraarsage Slag; hos andre og i sig selv svagere Glutte, udarter Vredetil Forstillelse, Glutten er vreed men stiller sig mild an.

Ufornuftig Opdragelse fremlokker og forstærker Lidenskaberne, endog Godhed og Mildhed til Barnets femte Aar udrydder allerbest Egensindighed, som i denne Alder lader sig mærke, thi Glutten haver Ønsker, Kræfter, som den kan skiule, og skal Løgnen straffes, da maae det ikke være ved Trusler, men ved virkelig smertelig Følelse. Uden nogen Frygt kan Glutten ikke dannes til at vilde det, som de Fornuftigere vil. Men de Fornuftigere skulde heller ikke danne andet end en oprigtig, munter og føielig Glut. Vil han i denne Alder danne Glutten til et fornuftig Barn, da forgriber han Naturens Orden og giør Glutten til en Maskine, hvorved hans Sundhed og Munterhed lider saa overmaade meget. Glutten har Naturdrivter, disse skal tilfredsstilles paa saadan en Maade, at hans physiske Constitution kan voxe og blomstre. Naturdrivternes overdrevne Fordringer, som er Glutten egne, maae kuns Forældrene ene forebygge og det med oprigtig Ømhed, uden Luner og Vrede, og uden Vegelsindighed. Glutten elsker ingen Herredømme over sig, derfor bør han ikke have andre Herrer end sine Forældre, og hvor mange ugudelige Herrer maae ikke Gluttene adlyde i Kiøbenhavn, hvor saa mange Fædre hverken forstaae at opdrage, men det som værre er, elske Adspredelser og Dovenska langt høiere end deres Børn. Glutten danner sig ene efter Exempler, Fornuftgrunde kan den ikke begribe, endnu mindre følge. Forældrenes og Tienestefolkenes Arrighed, Luner, Svinerie, bliver Glutten ønskelige, og denne faaer saa mange slette og vrange Begreber og Ønsker, som man paa en Studs og med Magt vil udpille, ikke tænkende paa deres Udspring, og derfore at handle lempelig med Glutten, overbære, og med det Gode og bedre Exempler at lede Glutten paa den bedre Vei.

Gluttens Egensindighed fra 3 til 5 Aar er endnu ikke farlig, men bliver det ved ufornuftig Haardhed, naar man ikke lidt efter lidt med det Gode vil pille det ud.

Denne Gluttens Alder er saa nær forenet med Barnets, at den udgiør et med den, og altsaa til næste Gang vil vi forbeholde os, at tale mere om Barnets Egensindighed og om Maaden at danne Barnets gode Sindelaug.

Lyst til at komme Sandheden nær, hader Paastaaenhed, fordi det er Modvind der fører den Krydsende bort fra Sandheds Havn; at overbevise om Feil, at berige med Erfaringer, er det største Gode der kan hænde en Sandheds Elsker, og denne Hielp skal jeg udbede mig af mine Læsere, for at kunde skrive desto fatteligere og grundigere om Opdragelsen, hvis usle Tilstand baade den offentlige og huuslige ofte haver nedslaget mit Sind, som en sand Borgerven. Π...