Af en renaissancepaves erindringer forord
OVERSÆTTERENS FORORD
1. De bedste afsnit
Nogle læsere vil have glæde af hele den oversatte tekst - kun en større teologisk debat, nogle trivielle krigs- og rejsereportager og en række beretninger fra tidligere historiske perioder er udeladt i forhold til originalteksten.
Andre vil ønske at nøjes med at læse nogle enkelte afsnit, der er repræsentative for forfatteren og perioden. Til dem anbefaler jeg især de nedennævnte afsnit (afsnitsbetegnelsen er f.eks.1.3, hvor 1 betyder Første Bog og 3 betyder Kapitel 3 - se Indholdfortegnelsen).
Et absolut ”must” er afsnit 1.36 med pavens egen beskrivelse af, hvordan han blev valgt til pave. Ingen andre paver har efterladt en selvbiografi endsige beskrevet sit eget valg. Teksten er på sine steder meget dramatisk.
Beskrivelsen af den unge Piccolominis rejse til England og Skotland i 1435 er både interessant og levende (afsnit 1.5 til 1.6). Især besøget i Skotland prægede Piccolominis opfattelse af det nordlige Europa, herunder Danmark, således som man kan se det forskellige steder i hans værker.
En begivenhed der rystede samtiden var Konstantinopels fald i 1453, der er emnet for afsnit 1.26.
Pius’ personbeskrivelser er små mesterværker: læs beskrivelserne af Cosimo de’ Medici og biskop Antonino af Firenze (afsnit 2.28 og 2.29) og den ætsende undsigelse af den franske kardinal Jean Jouffroy (12.36) – skrevet i de italienske humanisters bedste smædestil.
Kongressen i Mantova 1461, hvor paven prøvede at samle de europæiske stater til et felttog mod tyrkerne, var hans store politiske fejlgreb, men ikke desto mindre dybt interessant (læs afsnittene 3.1 og 3.47).
Pavens spændingsforhold til hans kardinaler kommer levende til udtryk i beskrivelserne af hans to kardinalsudnævnelser (afsnit 4.9-4.11 og 7.9).
Har man blot nogen interesse for militærhistorie, vil man glæde sig over beretningen om de to vigtigste slag i den napolitanske krig (afsnit 4.25 og 10.11) samt om det evige problemforhold mellem italienske generaler og deres politiske herrer (12.10).
Uovertrufne og poetiske beskrivelser af landskaber og pavens udflugter til Roms omgivelser finder man i afsnit 5.25, 6.20, 6.21. og 9.1.
Store pavelige ceremonier var modtagelsen af relikviet, apostlen Andreas’ hoved, i Rom i 1462 (afsnit 8.1-8.3) og Kristi Legems Fest i Viterbo, med intense beskrivelser af pragtudfoldelse ved pavehoffet i den tidlige renæssance (afsnit 8.8).
Udfoldelsen af det pavelige diplomati kan man læse om i afsnit 10.1-10.5 (paven vs. den hussitiske konge af Bøhmen), afsnit 11.6 (en pavelig udsending blander sig i Rosekrigene) og afsnit 12.30-12.31 om fortrolige forhandlinger mellem paven og Firenze, som giver et tæt indblik i den indre italienske politik samt realpolitik, militærstrategi og moral på højeste plan.
Vil man have skandaler fra fyrstehofferne i Europa kan man læse om Jacqueline af Hollands affære med hertugen af Gloucester i afsnit 9.13. Pavehoffet er også selv leveringsdygtigt med korruptionsskandalen om greven af Armagnac, der prøver at købe sig tilladelse til at gifte sig med sin egen søster (afsnit 4.19-4.21.)
Gå endelig ikke glip af regattaen på Bolsena sø (8.10) og kapløbet i Pienza (9.25).
Og glem ikke historien om grev Drakula – uden vampyrer (11.12).
Og den fortryllende og melankolske historie om pavens hundehvalp (11.24).
Og toppunktet af det hele: beretningen om den afklarede pave som efter et langt, omtumlet liv vælger at sætte livet ind for den sag, han tror på, korstoget mod tyrkerne: den er svær at læse uden at blive bevæget. En personlig rejse fra den unge, fattige karrieremager - der nok havde principper, men stadig havde et klart øje for sin egen fordel - til idealisme, moral og tro, var slut. Pavens sidste måneder blev præget af fiasko og kommende død, og uforknyt storslåethed (afsnit 12.31-12.32).
2. Om udgivelsen
For 19 år siden, i 1990, skrev jeg i forordet til en mindebog om Elsa Gress: ”Hvem andre end fagfolk læser i dag Senecas breve? Augustins prædikener? Petrarcas digte? Pius den Andens erindringer?”
Jeg var måske nok dengang for pessimistisk: i hvert fald er Pius den Andens erindringer siden hen udkommet både på engelsk, tysk og fransk (samt italiensk og hollandsk).[1] I flere tilfælde er der tale om forkortede udgaver, således den franske, tyske og hollandske, der egner sig for en bredere offentlighed.[2]
Den tyske udgave blev anmeldt af Mikkel Wold i Information i 2008[3] under overskriften: ”En forrygende pave, en fantastisk karriere.” Anmeldelsen sluttede således: ” Det er et udvalg, og en samlet udgave vil måske også blive for voldsom i dansk sammenhæng. Men oversættes bør den, for har man blot et minimum af historisk og humoristisk sans er der mindst de to grunde til at læse disse uforlignelige erindringer.”
Det er en glæde for mig med denne oversættelse at imødekomme Mikkel Wolds ønske om en forkortet udgave på dansk. Jeg begyndte ganske vist på oversættelsesarbejdet i 2004, men det var dejligt undervejs at blive bekræftet i, at denne spændende renæssancetekst også burde gøres tilgængelig på dansk. Tak, Mikkel Wold!
Jeg har valgt at publicere oversættelsen elektronisk på Wikisource. Mine grunde hertil er følgende:
For det første tvivler jeg på, at biografien vil have tilstrækkelig kommerciel interesse til at kunne motivere en klassisk, papirbaseret forlagsudgivelse. En biografi kombineret med fyldige uddrag, også fra Pius’ andre bøger og hans breve, ville nok være mere egnet til en sådan udgivelse.
For det andet ser jeg gerne, at bogen bliver lettilgængelig for alle interesserede – gratis.
For det tredje er jeg selv trods alt kun en amatør udi det historiske og latinske – forhåbentlig en nogenlunde lærd amatør, men alligevel. Så en udgave, der kan rettes i løbende, efterhånden som der opdages eventuelle fejl, eller læserne selv foreslår tekstforbedringer, er langt at foretrække frem for en tekst, der når den først er udgivet, bliver stående med sine fejl og mangler.
For det fjerde er jeg i mit arbejde som chef for Københavns Universitetsbibliotek og vicedirektør ved Det Kongelige Bibliotek stærkt optaget af udviklingen af det nye elektroniske bogmedie, og jeg vil meget gerne med denne elektroniske bogudgivelse være en del af denne udvikling og være med til at afprøve dens fordele og ulemper.
For det femte (i øvrigt uforudset) medfører offentliggørelsen i WikiSource, at hele teksten er blevet høstet og gjort fuldtekst søgbar i Google.
3. Om Pius og hans selvbiografi
Pius’ borgerlige navn var Æneas Silvius Piccolomini (1405-1464; pave i 1458). Han var af en fattig, men fornem sienesisk adelsfamilie, og fik en karriere helt ud over det sædvanlige. Jeg henviser til leksikonbeskrivelsen i den danske Wikipedi, som jeg selv lagde ind i en første version: http://da.wikipedia.org/wiki/Pave_Pius_2.
Han havde et stort forfatterskab, og selv om hans selvbiografi er hans opus magnum, er den kun et af hans mange værker, som tilsammen giver et fascinerende indblik i Europas historie i generationen fra 1430’erne til 1460’erne.
Hans selvbiografi som pave er et medrivende stykke samtidshistorie fra denne periode. Det er både en øjenvidneskildring fra en af de vigtigste aktører i periodens Europa, et intimt dokument om en stor mands personlige udvikling, og endelig et bemærkelsesværdigt ”spin” fra en pave, der i høj grad ønskede at forme eftertidens opfattelse af ham. Biografien rummer afsnit, der er ganske enestående og højdramatiske, f.eks. beretningen om hvordan han selv blev valgt til pave.
De store hovedlinier i hans pontifikat er krige og konflikter. Først og fremmest er der korstoget mod tyrkerne, som han arbejdede på uafladeligt, men uden held, og med en sørgelig afslutning, da han døde i Ancona inden han nåede at indskibe sig på den pavelige flåde imod tyrkerne.
Hans krig mod oprørske fyrster og baroner i Kirkestaten faldt anderledes heldigt ud.
Det samme gælder krigen i Syditalien (Kongeriget Napoli), hvor han sammen med hertugen af Milano understøttede et spansk fyrstehus imod den franske kongeslægt, Anjou. Det lykkedes ham at holde franskmændene ude af Syditalien, men prisen var høj i form af en konflikt med den franske kong Louis XI, som han havde hårdt brug for i andre vigtige sammenhænge.
Også Pius’ modsætningsfyldte forhold til kardinalskollegiet går igennem erindringerne som en rød tråd: det var en strukturel konflikt, der grundlæggende drejede sig om, hvor stor en magt kardinalerne skulle have i regeringen af Kirken. Denne konflikt var kardinalskollegiet dømt til at tabe, efterhånden som den Romerske Kirke udviklede sin monarkiske forfatning.
Et andet tema er reformeringen af Kirken, hvor Pius ikke slog afgørende igennem, på trods af god vilje – krigene og andre problemer tog for meget af hans opmærksomhed i hans korte regeringsperiode.
Særligt interessant er også pavens promovering af sin egen familie. Eftertiden har været forarget over hans nepotisme, men pavelig nepotisme var dels ganske normal for tiden, og dels et nødvendigt led i pavens magtudøvelse. Pius var i denne sammenhæng ret dygtig, men helt på linie med sine forgængere og sine efterfølgere. Han holdt sig dog inden for anstændighedens grænser, og var egentlig blot på bølgelængde med en kultur, hvor familien kom først, og enhver magthaver ved siden af sit offentlige embede også skulle pleje sin egen families interesser.
For danskere er det interessant nok, at Pius havde et vist kendskab til Danmark, og at hans samlede – om end korte – tekster om Danmark skrevet igennem hele hans aktive periode er et interessant og hidtil upåagtet vidnesbyrd om den europæiske opfattelse af Danmark i denne periode.[4]
4. Om oversættelsen
At gengive en renæssancelatinsk tekst på nutidsdansk er selvsagt en kompliceret opgave. Generelt har jeg ladet mig inspirere af et af Pius’ egne litterære forbilleder, Leonardo Bruni (1369-1447), der i et brev til en ven kommenterede sin oversættelse af Platon fra græsk til latin således: ”Jeg foretrækker selvfølgelig langt at gengive et græsk ord direkte, hvis ikke det bliver klodset eller absurd. Men dette er ikke altid muligt. I disse tilfælde er jeg ikke så frygtsommelig, at jeg tror, det er en majestætsfornærmelse at undgå noget, der virker forvrøvlet. Så jeg bruger gerne lidt anderledes ord på latin, hvis blot meningen bevares. Det er selveste Platon, der beordrer mig til det: han havde et udsøgt sprog hos grækerne, og ønsker ikke at virke kluntet hos latinerne.”
Jeg har i oversættelsesarbejdet fulgt følgende hovedprincipper[5]:
Generelt har det været min hensigt at give en “tæt” oversættelse, der så vidt muligt udtrykker på moderne dansk, hvad Pius ville sige med sin latinske tekst fra 1460'erne.
Det skal ikke være en tekst, der nedbryder afstanden mellem DK 2009 og Italien 1460. Oversættelsen må gerne afspejle den historiske og kulturelle distance. Denne skal ikke opløses ved anvendelse af gloser og vendinger, hvor den oversatte mening forsvinder, udtyndes eller forandres blot for at kunne blive iklædt en dansk samtidig sprogdragt.
Oversættelsen skal også respektere Pius’ “udsmykkede” (ornatus) stil – der hvor han anvender denne. Der anvendes derfor ikke hverdagsgloser eller slang, og nogle gange har jeg i gengivelsen af denne stil anvendt ord, som – selvom de stadig lever i sproget - er mindre anvendte i dag.
Det skal være en letlæselig tekst, hvorfor den tunge latinske struktur med mange participialkonstruktioner, absolutte konstruktioner, relativsætninger og flittig anvendelse af epitheton ornans (”Francesco, den lærde og fornemme mand”) opløses i flere direkte, parallelle hovedsætninger, dog uden tab af forløbsmæssig mening.
Pius har skrevet for sin samtid og forudsat, at læserne var bekendt med hans emner og hans persongalleri. Teksten er derfor ofte vanskelig for moderne læsere, der ikke har Pius’ samtidiges forudsætninger. Jeg har søgt at løse dette problem dels gennem noter, dels gennem en vis ”tekstfortykning”, f.eks. ved at indsætte efternavne, hvor Pius kun anvender et fornavn eller titler, f.eks. kong Ferrante i stedet for bare Ferrante.
Nogle stilistiske træk har jeg opgivet at gengive ordret på dansk, f.eks. Pius brug af superlativer, som efter min sprogfornemmelse giver en forkert mening, hvis de oversættes ordret. Et andet tilfælde er de mange dobbeltnegationer: hvis Pius skriver ”ikke lille” kan jeg godt have foretrukket ”stor”.
Pius anvender gerne ord og vendinger fra klassisk latin. Da dette er et træk ved de italienske humanisters bevidste genoplivelse af antikkens sprog, har jeg bibeholdt dem i oversættelsen, med forklaring i noter. Han bruger f.eks. som regel ”templum” for ”kirke” i stedet for ”ecclesia”. Jeg har gengivet dette med ”tempel”, for at respektere hans bevidst klassicistiske sprog. I nogle tilfælde er dette faktisk ret besværligt at oversætte meningsfuldt, f.eks. når han anvender klassiske termer for at beskrive ”moderne” militærteknologi. I en lang række tilfælde er det således svært at vide, om han med ordene ”machinae belli” og ”tormenta” mener kastemaskiner med sten eller kanoner med kugler. Det samme gælder håndvåben. Og dette er ikke uvigtigt, fordi anvendelse af ny militær teknologi tilsyneladende var et vigtigt strategisk element i den krig, Pius førte i Kirkestaten og medvirkede til i Syditalien.
Et andet særligt tilfælde er den diplomatiske terminologi. Pius anvender ikke begrebet ambassadør (ambaiscator, ambaixator, ambasiator), der er ved at vinde indpas i kancellierne i denne periode, men legatus, orator og nuntius, der foretrækkes af humanisterne, og ofte anvendes synonymt. For ikke at forcere en senere tids diplomatiske begrebsapparat ned over en periode, hvor dette endnu ikke var udviklet, har jeg holdt mig strengt til Pius’ egne ord, selvom de formentlig virker kunstige i oversættelsen.
Oftest anvender Pius det klassiske "Urbs" (byen) i stedet for bynavnet Rom. Jeg har respekteret denne klassicisme ved at oversætte direkte med "Byen".
Det skal siges, at adjektivet ”pavelig” ikke anvendes af Pius. I stedet for bruger han ”apostolisk”, hvad der er så megen ideologi i, at jeg har foretrukket denne term.
Jeg bør også nævne, at Pius i sin mémoirer er vendt tilbage til sin ungdoms anvendelse af Tu (du) i stedet for Vos (I = De) i tiltaleform til betydningsfulde personer. De-formen havde bredt sig i middelalderen, og humanisterne gjorde oprør herimod og vendte tilbage til antikens ”du” uden persons anseelse. Senere i sin diplomatiske karriere var Piccolomini begyndt at bruge De-formen, men da han blev pave, genoptog han igen du-formen. Det fører i oversættelsen til besynderligheder på dansk som Din Majestæt (Tua Majestas), men jeg har foretrukket her at gengive den latinske tekst direkte, fordi der ligger ideer og ideologi.
Man vil muligvis kritisere mig for at have anvendt mine egne kapiteloverskrifter i stedet for forlæggets. Grunden hertil er, at kapiteloverskrifterne i forlægget ofte er mindre gode gengivelser af indholdet og indeholder lobhudlende omtaler af Pius, der vil virke forstyrrende for en moderne læser. For at lette overblikket over den store tekst har jeg derfor foretrukket mere nøgterne kapiteloverskrifter, men dette har muligvis været en fejlbeslutning, der senere bør rettes.
Oversættelsen er udarbejdet på grundlag af van Hecks udgave af den latinske tekst (se note 1). Jeg har endvidere støttet mig til de engelske oversættelser ved Gragg og Meserve/Simonetta og til Totaros oversættelse til italiensk. Noteapparatet hviler dels på mine egne undersøgelser, dels på materiale i de nævnte oversættelser.
5. Invitation til læseren
Den store fordel ved at udgive en tekst i Wiki-systemet er, at den kan blive interaktiv. Det vil sige, at læseren kan gå ind og forbedre teksten eller supplere den.
Jeg vil gerne opfordre læserne til at gøre dette: jeg hilser det velkommen, hvis mere kyndige folk eller læsere med en særlig pointe får dette markeret i tekst eller noter.
Jeg vil bestemt også være glad, hvis man vil rette de stavefejl, der måtte have overlevet i den meget store tekst!
Jeg beder blot om at de ovennævnte oversættelsesprincipper generelt respekteres.
Alle er i øvrigt velkomne til at kontakte mig med spørgsmål til teksten eller om Pius og om ønsker om tekstforbedringer, som kan diskuteres. Min e-mail-adresse er mcs@kb.dk.
6. Emneord
Pavedømmets historie; Renæssance i Italien; Pius II; Æneas Silvius Piccolomini; Eneas Sylvius Piccolomini; Enea Silvio Piccolomini; Kirkestaten; Italienske humanister; Kejser Frederik III; Philippe af Bourgogne; Filip den Gode; Ludvig XI; Francesco Sforza af Milano; Kong Ferrante af Napoli; Kardinal Jean Jouffroy;
Michael v. Cotta-Schønberg
København, 25. september 2009
- ↑ De vigtigste udgaver af Commentarii er: (1) Pii II: Commentarii Rerum Mirabilium que temporibus suis contigerunt. Editi ab Adriano van Heck. T. II. (Studi e Testi; 312-313). Città del Vaticano, 1984. (2) Pius II: Commentaries. Ed. By Margaret Meserve and Marcello Simonetta. (The I Tatti Renaissance Library). Cambridge, Mass., 2003 ff. (indtil nu er der udkommet 2 bind, dækkende bog 1-4 af Commentarii). Med engelsk oversættelse. (3) Enea Silvio Piccolomini / Papa Pio II: I Commentarii. Ed. Luigi Totarelli. T. II. Milano, 1984. Med italiensk oversættelse og et meget fyldigt noteapparat. Alle de nævnte bøger kan lånes fra Det Kongelige Bibliotek
- ↑ Udover de i note 1 nævnte tekstudgivelser med oversættelse er den eneste komplette oversættelse til et hovedsprog stadig den ældre engelske oversættelse (4) The Commentaries of Pius II. Translation by Florence Alden Gragg. With historical introduction and notes by Leona C. Gabel. 1947. Den franske udgave er (5) Mémoires d’un pape de la renaissance. Paris, 2001. Og den tyske er (6) Ich war Pius II. Augsburg, 2008.Nogle steder i noteapparatet til min oversættelse henvises der til de ovennævnte oversættelser
- ↑ Den 25. juni 2008
- ↑ Michael v. Cotta-Schønberg: De Daniae regno aliqua non indigna cognitu: Danmarksbilledet hos en italiensk renæssancehumanist, Æneas Silvius Piccolomini (Pius II). I: Renæssancen i svøb. Dansk renæssance i europæisk belysning 1450-1550. Syddansk Universitetsforlag 2008, s. 83 – 110 Michael v. Cotta-Schønberg: To tekster af Æneas Silvius Piccolomini om Danmark. Umisteligt. Festskrift til Erland Kolding Nielsen. Det Kongelige Bibliotek, 2007, s. 55 - 74
- ↑ ”Si verbum sine ulla inconcinnitate, aut absurditate reddi potest, libentissime omnium id ago; sin autem non potest, non equidem usque adeo timidus sum, ut putem me in crimen laesae majestatis incidere, si servata sententia paulisper a verbis recedo, ut declinem absurditatem. Haec enim Plato prasens me facere jubet, qui cum elegantissimi oris apud Graecos sit, non vult certe apud Latinos ineptus videri.” Leonardi Bruni, Epistolarum Lib., I,9