Af en renaissancepaves erindringer bog 1

by Pius II

• Oversætterens forord
• Indholdsfortegnelse
• Alle bøger
• Næste bog

PIUS II's FORORD

Hvis sjælen går til grunde, når man dør - således som Epikur mente det med urette^[1] - så har den ingen glæde af berømmelse. Hvis den lever videre^[2], når den har frigjort sig fra sit kropslige hylster, således som både de kristne og de mest berømte filosoffer mener det, så får den enten en elendig skæbne^[3], eller også kommer den i selskab med de salige ånder. I elendigheden er der ingen glæde, heller ikke ved berømmelse. Og hvad angår de saliges lykke, er denne fuldkommen: derfor bliver den ikke større, når de bliver lovprist af mennesker^[4], ligesom den heller ikke formindskes, når de bliver rakket ned. Men hvorfor søger vi så den hæder, som hører til et ærefuldt navn? For heller ikke sjælene i skærsilden har vel glæde af en berømmelse efterladt på jorden ...

Men lad nu blot de diskussionslystne mene, hvad de vil, om de døde, så længe de ikke benægter, at de levende glæder sig over den hæder, som de har her og nu, og som de håber vil vare ved efter døden. For det er hæderen, der giver næring til de store sjæle, og som - udover håbet om det himmelske liv, der aldrig ophører når det er begyndt - opmuntrer og vederkvæger menneskets sind.

Dette gælder ikke mindst paven i Rom, som næsten alle mennesketunger rakker ned, medens han lever på jorden, og lovpriser, når han er død. Vi har selv set, hvordan folk fordømte Martinus V, Eugenius IV, Nicolaus V og Calixtus III^[5], medens de levede, og roste dem til skyerne efter deres død. Men heri følger Kristi stedfortrædere blot deres herre. For da Kristus, vor Frelser, levede blandt menneskene, sagde de, at han var besat af en dæmon. Først da han hang død på korset, anerkendte de ham som Guds søn.

Tjeneren er ikke større end sin herre^[6]: de falske tunger skåner ikke pave Pius II, ligesom de heller ikke skånede så mange andre af Kristi stedfortrædere eller Kristus selv. Medens han lever, bliver Pius II kritiseret og fordømt. Når han er død og uden for rækkevidde, vil den samme Pius blive rost og savnet. Misundelsen vil høre op efter hans død, og når de lidenskaber, som forvrænger dømmekraften, stilner af, så vil Pius’ sande ry rejse sig igen og løfte ham op blandt de store paver.

I mellemtiden vil vi skrive beretningen om hans pontifikat. Til at begynde med vil det være relevant kort at berette om hans families oprindelse og om de ting, som han udrettede før sin apostoliske^[7] gerning, således at eftertiden kan forstå, hvordan han, som førhen hed Æneas Silvius, nåede til Sankt Peters stol og tog navnet Pius II.

Du som engang læser denne beretning, tag godt imod den, og vis ingen skånsel, hvis den lyver.

FØRSTE BOG: 1405 – august 1458

1.1. Familien Piccolomini

Familien Piccolomini flyttede i sin tid fra Rom til Siena^[8]. Medens adelspartiet styrede denne by, blev familien anset for en af byens ældste og fornemste. Den var berømt både for sin dannelse og for sin våbenkyndighed^[9], og den ejede adskillige fæstninger og borge. Men da styret^[10] overgik fra adelen til folket, mistede Piccolominiernes hus sin status, ligesom det også skete for de andre adelige slægter.

Bedstefaderen, Æneas Silvius, havde dog en betydelig fædrene arv, som tillod ham en standsmæssig livsførelse. Men han døde som ung^[11] og efterlod sig sin gravide hustru, Montanina. Hun fødte efter mandens død sønnen Silvius. Medens Silvius var umyndig, blev hans ejendom ødet bort af hans formyndere og forvaltere. Han fik dog en standsmæssig opdragelse og blev sendt i skole, hvor han studerede artes liberales^[12]. Da han blev voksen, drog han i krigstjeneste. Efter forskellige eventyr^[13] vendte han dog hjem igen og genvandt en lille del af sin fædrene arv. Han ægtede Vittoria af slægten Forteguerri, som er den sienesiske domkirkes skytsherrer^[14].

Hun var en fornem, men fattig ung kvinde og så frugtbar, at hun adskillige gange fødte tvillinger. Med hende fik Silvius 18 børn, men de havde dog ikke flere end 10 børn i live på samme tid. Da Silvius var ret fattig, lod han børnene vokse op i Corsignano^[15], som er en landsby i Val d’Orcia^[16]. Men efterhånden døde de alle af den onde pest med undtagelse af to søstre, Laudomia og Caterina, og Æneas selv.

1.2. Æneas’ fødsel. Farer i barndommen. Den tidlige ungdom

Æneas fik også faderens navn, Silvius, samt et tredje navn, Bartholomæus, til ære for apostlen^[17], som de indiske barbarer flåede huden af. Han kom således til at hedde Æneas Silvius Bartholomæus, selvom han faktisk blev født på apostlen Lukas’ fest^[18], den 18. oktober, i det Herrens år 1405.

Engang da han var tre år gammel^[19] og legede med sine kammerater, faldt han ned fra en høj mur, ramte en klippe og fik et meget stort sår i hovedet. Selvom hans forældre ikke turde håbe på det, blev han på kort tid helbredt af sin gudfader^[20], Niccolò da Monticoli. Niccolò var en læge uden uddannelse, en empiricus, som man siger. En anden gang da han var otte år^[21], faldt han foran en tyr, der kastede ham op i luften. Men han undslap den dødelige fare snarere ved Guds hjælp end ved menneskelig bistand.

Da han igennem længere tid havde udført landarbejde hos faderen, flyttede han som attenårig^[22] til Siena. Der blev han optaget i huset hos slægtninge^[23], som mente, at en så lovende ung mand ikke burde lades i stikken. Først hørte han grammatikerne^[24]. Dernæst fulgte han ivrigt digterne og oratorerne, og til sidst gik han over til civilretten. Da han havde fulgt juraprofessorernes undervisning i nogle år, udbrød der en alvorlig krig mellem Siena og Firenze^[25], og han blev tvunget til at forlade studierne og fædrelandets skønne jord.

1.3. Æneas som sekretær for kardinal Capranica og biskop Visconti af Novara

Tilfældigvis var Domenico Capranica på det tidspunkt^[26] i Siena. Han var en mand af ædel karakter og et fremragende intellekt. Pave Martinus V havde kaldet ham til kardinalsværdigheden, men efterfølgeren Eugenius IV havde taget den fra ham igen^[27].

På det tidspunkt havde man indkaldt til Konciliet i Basel^[28], en by ved Rhinen i Schweiz, og konciliet var allerede begyndt. Da Domenico var i unåde i Rom, havde han besluttet sig for at gøre krav på sin kardinalsværdighed i Basel. Han antog Æneas som sin sekretær og tog ham med til byen Piombino, som andre kalder Populino, da den er bygget på ruinerne af Populonia.

Eftersom vejen over land ikke var sikker for Domenico^[29], besluttede han at tage vejen over det Liguriske Hav til Genova. Skibet, som han skulle sejle med, var allerede i syne, men Jacopo Appiani, stedets tyran^[30], forhindrede ham i at få en båd, der kunne sejle ham ud til skibet, selvom han foregav at være hans ven. Da Domenico fornemmede hans rænkefuldhed, forlod han byen kun med en enkelt ledsager, flygtede til kysten, fik fat i en lille båd og skyndte sig ud til skibet, som sejlede frem og tilbage i rum sø. Da tyrannen hørte, hvad der var sket, gav han resten af Domenicos husstand lov til at sejle, for han syntes ikke, der var grund til at jage efter fjerene, når han havde mistet kødet. Æneas og Piero da Noceto^[31], som også var sekretær for Domenico, og alle dennes tjenere tilbragte en iskold nat under åben himmel på øen Elba. Den følgende dag nåede de frem til Domenico på skibet.

Men medens de havde kurs mod Genova, slog vældige bølger dem så langt ud af kurs, at de til sidst havde Libyen^[32] i sigte, og sømændene var skrækslagne for, at de skulle blive ført ind i barbarernes havne. Selvom det er forunderligt at sige^[33] og næsten utroligt at høre, er det ikke desto mindre sandt^[34], at de efter afrejsen fra Italien i løbet af eet døgn blev drevet imellem Elba og Korsika til Afrika, og da vindene vendte, snarere flød de med bølgerne end sejlede tilbage mellem Korsika og Sardinien til Italien og lagde til i Portovenere. Her fik de stillet en galej til rådighed, og efter en heldig sejlads nåede de til Genova og derefter over landjorden til Milano. Der besøgte de den store og berømmelige hertug Filippo Maria Visconti. Efter et kort ophold i Milano, nåede de frem til Basel over Sankt Gotthardt alperne. Disse stejle bjerge er dækket af is og sne og når næsten til himlen. På dette tidspunkt overvintrede kejser Sigismund i Parma for den følgende sommer at kunne begive sig til Rom^[35].

I Basel plæderede Domenico sagen om sin kardinalsværdighed for synoden^[36], og med Æneas som talsmand blev han genindsat i sin værdighed. Men da Domenico var i pengenød - pave Eugenius havde forbudt hans slægtninge at give ham nogen hjælp - tog Æneas ansættelse hos biskoppen af Freising, Nicodemo della Scala, hvis fader havde været tyran i Verona. Da Nicodemo forlod Basel, fik Æneas ansættelse hos Bartolomeo Visconti, biskop af Novara. Hos begge havde han det hverv at diktere^[37] og kontrasignere breve. Med Nicodemo drog han til de tyske kurfyrster^[38], som var forsamlet i Frankfurt^[39]. Med Bartolomeo vendte han tilbage til Italien og opholdt sig længe hos Filippo Maria, hertugen af Milano, som Bartolomeo tjente.

I hertugens senat kappedes to personer om posten som rektor ved universitetet i Pavia. Den ene var fra Milano og af den fornemme Grotti-slægt. Den anden var fra Novara og af ringe herkomst. Flertallet ved universitetet^[40] gik ind for milaneseren, som allerede havde overtaget rektorembedets insignier, og som havde to ret indflydelsesrige onkler i hertugens råd, Aloisi og Lancelotti. Æneas påtog sig novarienserens sag og opnåede så meget ved sin tale derom^[41], at rektorembedet blev frataget milaneseren og overdraget til novarienseren.

1.4. Æneas som sekretær for kardinal Albergati. Besøg hos Amédée VIII af Savoien. Kongressen i Arras

Efter nogen tid drog Æneas sammen med Bartolomeo Visconti til pave Eugenius, der på det tidspunkt^[42] residerede i Firenze^[43]. Dernæst havde han forhandlinger om betydningsfulde sager med Niccolò Piccinino^[44], en af den tids berømmelige og fremtrædende generaler^[45], der var på kur ved badene i Siena. Endelig genså han sine slægtninge og gamle venner for første gang siden sin afrejse fra Siena og blev hos dem i fem dage.

Da Æneas vendte tilbage til Firenze, erfarede han, at Bartolomeo var blevet anklaget hos pave Eugenius for alvorlige forbrydelser og risikerede dødsstraf. Derfor søgte han tilflugt hos Niccolò Albergati, kardinalen af Santa Croce, en særdeles fortræffelig og højagtet fader^[46]. Denne antog Æneas som sekretær og reddede Bartolomeo fra Eugenius. Ansættelsen blev støttet og anbefalet af kardinalens hushovmester, Tommaso da Sarzana^[47], som senere besteg pavestolen under navnet Nicolaus V, og af Pietro da Noceto, som er blevet nævnt ovenfor.

Kardinalen af Santa Croce var på den tid udpeget som pavens legat til Frankrig^[48], hvor han skulle stifte fred mellem Charles VII af Frankrig og Henry VI af England^[49]. Sammen med kardinalen genså Æneas Milano og denne bys hertug for tredje gang.

Derfra drog de^[50] over Jupiters Bjerg, som i dag - bedre - kaldes Sankt Bernhards bjerg, til Amédée VIII, hertug af Savoyen. Denne havde trukket sig tilbage fra verden og levede som eremit et liv i luksus snarere end i bodfærdighed ved Thonon oven for Lac Léman. Med ham var seks mænd af ridderstanden, der ligesom han selv havde antaget eremittens kappe og stav. Jeg tror, at han afventede at blive kaldet til pavetronen af de koncilsfædre, som var forsamlet i Basel, hvilket også skete 8 år senere. Man sagde, at rygtet om Amédée som kommende pave var opstået blandt sandsigersker med profetiske evner, som der er mange af i Savoyens bjerge.

Efter at have aflagt besøg hos ham, drog kardinalen til Basel, og derfra sejlede han^[51] ned ad Rhinen til Köln. Her steg man atter til hest og rejste gennem Aachen, Liège, Louvain, Douai, og Tournai til Arras, hvor forsamlingen af repræsentanter for hele Frankrig og England afventede kardinalen.

På den tid holdt hertug Philippe af Bourgogne med englænderne imod kongen af Frankrig, som havde ladet hans fader dræbe. Kardinalen søgte først at stifte fred mellem alle parter. Da dette mislykkedes, udsonede han Philippe med den franske kong Charles. Det skete, efter at han havde løst Philippe fra den troskabsed, han havde aflagt til den engelske konge som konge af Frankrig. I øvrigt sendte Æneas et brev på vers til Philippe om fredens velsignelser. Men før Philippe svigtede englænderne, sendte kardinalen Æneas til Skotland med det formål at få kongen^[52] til at tage en bestemt prælat til nåde igen^[53].

1.5. Kong Alfonso Vs nederlag under søslaget ved Ponza. Æneas’ rejse til England

På den tid blev kong Alfonso V af Aragon sammen med sine brødre og hele adelen fra sine kongeriger besejret i et søslag og taget til fange af genueserne med støtte fra hertug Filippo Maria af Milano^[54].

Calais er en by på det europæiske fastland, som ligger ved kysten over for England^[55]. Da Æneas ankom dertil, kom han straks under mistanke og blev overdraget til sin værts varetægt med forbud både mod at rejse videre og at rejse tilbage. Kardinalen af Winchester, Henry Beaufort^[56], som var på tilbagerejse fra Arras, kom ham imidlertid til hjælp og beordrede ham løsladt. Men da han nåede frem til kongen af England og søgte om lejdebreve til Skotland, fik han ordre om at rejse tilbage igen. Englænderne var bange for, at Æneas skulle lægge råd op imod dem med deres fjende, kongen af Skotland, for man vidste, at han var sekretær for kardinalen af Santa Croce. Denne havde pådraget sig englændernes særlige fjendskab, fordi han havde fået hertugen af Bourgogne væk fra englændernes parti. Alt dette var ukendt for Æneas. Meget imod sin vilje blev han tvunget til at vende om, og han havde således forgæves udsat sig for havets farer. Han var dog glad for at have set det tætbefolkede og rige London med Sankt Pauls berømte tempel; kongernes storslåede gravmæler; Themsen, som løber hurtigere tilbage ved ebbe end fremad ved flod; broen der er som en by^[57], landsbyen hvor mændene ifølge rygtet fødes med hale^[58], og det, som overstråler dem alle, den hellige Thomas af Canterbury’s gyldne mausoleum dækket af diamanter, perler og karbunkler, og hvor det regnes for helligbrøde at give mineraler, som er mindre værd end sølv.

Æneas sejlede altså tilbage over havet og begav sig til byen Brügge og derfra til Sluys, som er den travleste havn i hele Vesten. Der tog han skib til Skotland, men undervejs blev skibet drevet i retning af Norge og kastet omkring af to voldsomme storme. Den ene holdt dem i dødsangst i fjorten timer, den anden hamrede løs på skibet i to nætter og en dag og fik det til at springe læk. Skibet blev drevet så langt ud i havet i nordlig retning, at sømændene ikke længere kunne genkende himmeltegnene og opgav ethvert håb om redning. Men den barmhjertige Gud^[59] kom dem til hjælp og rejste nordenvinde, som drev skibet tilbage mod fastlandet. Endelig på den tolvte dag fik de Skotland i sigte. Da de var kommet i havn, opfyldte Æneas et løfte, han havde givet^[60], og gik på bare fødder ti mil^[61] til Vor Frue af Whitekirk^[62]. Da han havde hvilet i to timer og stod op, kunne han ikke bevæge sig omkring, fordi hans fødder var lammede og følelsesløse af vinterkulden. Det, som reddede ham var, at de ikke kunne få noget at spise på stedet og derfor måtte fortsætte til en anden landsby, for medens han ved sine tjeneres hjælp snarere blev båret end ført derhen, ramte hans fødder hele tiden jorden og blev varme igen. Uventet kom han til hægterne igen og begyndte at gå selv. Da han endelig blev stedet for kongen, opnåede han alt det, han var kommet for^[63]. Han fik sine rejseudgifter betalt og modtog 50 nobler til tilbagerejsen samt i gave to heste af den slags, man kalder for pasgængere^[64].

1.6. Skotternes levevis og produkter. Tilbagerejse gennem England

Fra Skotland er det værd at berette om følgende: det er en ø forbundet med England. Den strækker sig 200 mil mod nord og er 50 mil i bredden. Det er et koldt land, ikke ret frugtbart og for en stor del uden træer. Under jorden er der svovlholdige sten, som de graver ud og bruger som brændsel. Byerne har ingen mure. De fleste huse er bygget uden kalk, bondehusenes tage er dækket af græstørv, og døråbninger på landet bliver lukket med oksehuder. Den almindelige befolkning er fattig og primitiv. De spiser sig mætte i kød og fisk, brød er en luksus. Mændene er små, men tapre, kvinderne lyshårede, smukke og elskovslystne. En kvindes kys betyder mindre end et håndtryk i Italien. Man kan kun få importeret vin. Hestene er små og af naturen pasgængere. De plejer kun at bruge nogle få af dem til avl og kastrerer de øvrige. De strigler dem ikke med jern, kæmmer dem ikke med træ og styrer dem ikke med bidsler. Østers dér er større end i England, og der findes mange perler i dem. Fra Skotland eksporterer man læder, uld, saltfisk og perler til Flandern. Der er intet, som skotterne bedre kan lide at høre end nedrakning af englænderne. Man siger, der er to Skotlande: det ene er opdyrket, det andet er et skovområde uden agerland. Skotterne fra skovlandet taler et anderledes sprog, og de bruger af og til træernes bark som føde. Der findes ikke ulve i Skotland. Kragen er sjælden, og derfor tilhører de træer, som den bygger rede i, det kongelige skatkammer.

Æneas plejede også at fortælle, at han, før han kom til Skotland, havde hørt om visse træer ved flodbredder, hvis frugter rådnede, når de faldt på jorden, men faldt de i vandet, fik de liv og blev til fugle. Men da han kom dertil og ivrigt udforskede dette mirakel, blev han klar over, at det enten var løgn, eller hvis det var sandt, var fænomenet var rykket til Orkneyøerne^[65]. Til gengæld bekræftede han sandheden af følgende: ved vintersolhverv (Æneas var der nemlig på det tidspunkt) er dagen ikke længere end fire timer.

Da Æneas havde afsluttet sine opgaver og skulle rejse tilbage, kom skipperen, som havde bragt ham over, prompte til ham og tilbød ham hans gamle plads på skibet, der nu skulle sejle tilbage. Æneas kunne ganske vist ikke forudse fremtiden, men han kunne i hvert fald huske sin tidligere fare, så han sagde til skipperen: “Hvis den, som to gange har været i fare, anklager Neptun omsonst, hvad skal man så sige om ham, der lider skibbrud for tredje gang. Jeg vil hellere udsætte mig for menneskers end for havets barmhjertighed.” Så han sendte sømanden bort og foretrak at rejse over land gennem England. Kort efter afsejlede skibet, og i alles påsyn blev det ramt af en storm, slået i stykker og gik ned. Skipperen, der var på vej tilbage til Flandern og skulle holde bryllup med en ung brud, og alle de andre ombord blev opslugt af havets dyb, undtagen fire mænd, som klamrede sig til nogle planker og undslap ved at svømme. Æneas forstod, at han var blevet reddet ved Guds indgriben og velgerning. Han forklædte sig som købmand og rejste gennem Skotland til England.

En flod, der løber fra et højt bjerg, adskiller de to lande^[66]. Æneas satte over den i en båd og nåede ved solnedgang frem til en stor landsby. Han tog ind i et bondehus og spiste middag dér sammen med stedets præst og værten. Der blev serveret flere lækre retter, høns og gæs, men der var hverken vin eller brød. Alle landsbyens mænd og kvinder kom løbende til som for at se et usædvanligt syn, og de stirrede forbløffede på Æneas - ligesom vi selv plejer at forundres over æthiopere eller indere - og de spurgte præsten, hvor han var fra, hvad han skulle dér, og om han var kristen. Æneas havde tidligere fået at vide, at der ville være sparsomt med kost på rejsen, så han havde ved et kloster skaffet sig nogle brød og en kande rødvin. Da han tog dem frem, hensatte det barbarerne^[67] i dyb undren, idet de aldrig tidligere havde set vin eller hvidt brød. Gravide kvinder og deres mænd kom hen til bordet, rørte ved brødet, lugtede til vinen og bad om noget deraf, så han var nødt til at dele det hele ud.

Da måltidet havde varet til nattens anden time^[68], tog præsten og værten og alle børnene og mændene afsked med Æneas og skyndte sig bort, idet de sagde, at de måtte søge tilflugt i et tårn langt væk af frygt for skotterne. Disse plejede nemlig om natten, når floden stod lavt ved ebbe, at gå over den på plyndringsfærd. På trods af Æneas´ indstændige bønner, ville de absolut ikke tage ham med sig, og heller ikke nogen af kvinderne, selvom der var adskillige smukke unge piger og voksne kvinder iblandt dem. De mente nemlig ikke, at deres fjender ville gøre dem noget ondt, idet de ikke regner utugt for skændigt. Så Æneas blev tilbage med to tjenere og en fører, alene blandt 100 kvinder. Disse sluttede ring om ilden og tilbragte en søvnløs nat^[69], medens de rensede hamp og snakkede livligt med tolken.

Men efter at en stor del af natten var gået, førte to unge kvinder en nu meget søvnig Æneas til et kammer bestrøet med strå. Hvis de blev bedt om det, ville de gerne sove med ham, således som det er skikken på de kanter. Men Æneas tænkte mindre på kvinder end på røverne, som han frygtede kunne komme hvert øjeblik, og afviste pigerne, selvom de protesterede. Han var bange for, at hvis han indlod sig på noget syndigt, ville der straks ankomme nogle røvere, og han ville selv komme til at bøde for overtrædelsen. Han forblev derfor alene mellem køer og geder, som blev ved med stjålent at trække strå ud af hans leje, så han ikke fik lukket et øje.

Efter midnat opstod der en frygtelig larm af gøende hunde og skræppende gæs. Kvinderne spredtes til alle sider, rejseføreren flygtede, og der var vild tumult, som om fjenderne var kommet. Men Æneas besluttede sig for^[70] at afvente udfaldet i sit kammer, det vil sige stalden. For hvis han flygtede bort, ville han, ukendt som han var med vejen, blive et let bytte for den første, han mødte. Kort tid efter kom kvinderne tilbage sammen med tolken og meldte, at der ikke var noget galt; de nyankomne var venner, ikke fjender. Æneas mente nok, at dette var belønningen for hans afholdenhed!^[71] Så snart det blev lyst, begav han sig af sted og nåede frem til Newcastle, som efter sigende blev bygget af Cæsar. Her forekom det ham, at han for første gang genså en kendt verden og en beboelig jord, for Skotland og den del af England, som ligger nærmest Skotland, er et barsk, uopdyrket område, uden sol^[72] om vinteren, og det ligner overhovedet ikke de egne, hvor vi bor.

Dernæst kom Æneas til Durham, hvor man i dag kan se gravmælet for den ærværdige Beda, præst og helgen, som egnens beboere dyrker med stor fromhed. Han kom også til York, en stor og folkerig by. I byen er der et tempel, som er berømt i hele verden for sin udformning og størrelse. Der er også et strålende kapel, hvis glasvægge holdes sammen af meget slanke søjler. Medens han red videre, fik han selskab af en engelsk dommer, som ilede til en retssag i London. Denne fortalte Æneas, som han måtte tro var uvidende derom, alt hvad der var sket i Arras, og han udstødte eder og forbandelser over kardinalen af Santa Croce, som han kaldte en ulv i fåreklæder^[73]. Hvilket forunderligt tilfælde: Æneas blev ført sikkert til London af en mand, som straks ville have kastet ham i fængsel, hvis han havde vidst, hvem han var.

I London erfarede Æneas, at kongen havde forbudt udlændinge at forlade øen uden pas fra kongen, og han fandt det ikke sikkert at ansøge derom. Han bestak derfor havnevagterne, hvad der er ret let med den slags mennesker, som ikke har noget mere kært end penge. Fra Dover sejlede han til Calais og derefter til Basel og videre til Milano. Her fik han underretning om, at kardinalen af Santa Croce var blevet sendt fra Firenze og var på vej gennem Adige-dalen og Arlberg til Konciliet i Basel. Æneas tog så af sted for at slutte sig til ham, idet han først rejste over Bregenzer-alperne, og derefter igennem Sittenthal.

1.7. Om overflytningen af Konciliet i Basel

På det tidspunkt havde grækerne lovet konciliet at komme til de latinske lande for at forhandle om kirkens enhed. Men da de var et fattigt folk og dygtige til at tigge, fordrede de penge til deres udgifter og forlangte således 70.000 guldfloriner. For at samle så stor en sum lovede man fuldkommen aflad og forladelse af alle synder til dem, som bidrog med penge til formålet. Men denne aflad syntes ikke at være meget værd, hvis den ikke også blev understøttet af pavens autoritet. Det modsatte paven sig da heller ikke, men der var strid om hvordan afladsbrevene skulle udfærdiges. Basilienserne krævede, at afladen skulle gives i konciliets navn med pavens tilslutning. Eugenius insisterede derimod på, at afladsbrevene skulle udstedes i pavens navn med det hellige koncils tilslutning, og at dette var gammel sædvane. Der blev diskuteret ofte, længe og indtil det fornærmende om denne sag. For da man nævnte konciliets autoritet, udbrød Tommaso da Sarzana, der senere beklædte Sankt Peters Stol, men som dengang var en privatperson i tjeneste hos kardinalen af Santa Croce: “Hvorfor gør I så meget ud af konciliet? Ingen, der er ved sine fulde fem, vil kalde dette her for et kirkemøde endsige for Kirken. I holder ikke en synode^[74], men en Satans synagoge^[75], I fortabte og slaver af djævlene!” Opbragte over disse ord beordrede koncilsfædrene, at manden skulle pågribes og sættes fast. Men den kloge kardinal af Sant’Angelo, Giuliano Cesarini^[76], fik ham sat fri igen.

Kardinalen af Santa Croce vendte med uforrettet sag tilbage til pave Eugenius i Bologna, og ikke længe efter blev han sendt til hertug Filippo Maria af Milano for at stifte fred mellem denne og det venetianske folk. Æneas ledsagede kardinalen så langt og erfarede, at ingen som havde støttet basiliensernes sag var velkommen hos Eugenius i Bologna, og at mindet om biskoppen af Novara^[77] kunne skade ham. For ikke at spilde tiden ved den Romerske Kurie tog han derfor med kardinalens billigelse tilbage til Basel. Her fik han tjeneste hos den indflydelsesrige og hellige fader, Juan Cervantes, kardinalen af San Pietro in Vincoli, der senere blev udnævnt til kardinalbiskop^[78] af Ostia.

1.8. Om Æneas ved Konciliet i Basel. Om hans kirkelige embeder og om hans sygdom i Milano

Jeg vil nu kort berette om, hvad der hændte Æneas ved Konciliet i Basel, og om hvad han med stor anerkendelse udrettede dér. På det tidspunkt^[79] forhandlede man om overførelsen af konciliet til et andet sted, som man mente grækerne ville komme til^[80]. Valget stod mellem fire byer, der tilbød den nødvendige sum penge til grækernes udgifter: Firenze, Udine, Pavia og Avignon. I den store hal blev tre af byerne lovprist med mange ord. Kun Pavia manglede at blive anbefalet. Dette skyldtes, at Isidoro Rosati, som hertug Filippo Maria af Milano havde sendt i dette ærinde, talte så udueligt og uinspireret, at man beordrede ham til at tie. Oprørt over ydmygelsen af denne prægtige by og dens fyrste, skrev Æneas om natten en tale. Næste dag kom han til forsamlingen, fik tilladelse til at tale af pavens legat, Giuliano Cesarini, og holdt for en opmærksom og imponeret forsamling en to-timers tale, som alle tilstedeværende bagefter sørgede for at få i kopi^[81].

Sidenhen var Æneas ret populær ved konciliet og stod i høj gunst hos hertugen af Milano. For skønt han først kun havde haft titel af psalmist, opnåede han også embede som scriptor og abbreviator^[82]. Ofte sad han i Tolvmandskollegiet, en post som var ret betydningsfuld, selvom den kun var for tre måneder ad gangen. For komitéerne kunne ikke drøfte nogen sag, med mindre emnet var blevet accepteret af Tolvmandskollegiet, og ingen blev optaget i konciliet uden dettes tilladelse^[83]. Æneas var ofte mødeleder i sin egen komité, som hed Komitéen for trossager. Nøglerne til det bly, som blev brugt til at forsegle konciliets breve, var ofte i hans forvaring. Blandt scriptorerne blev ingen oftere valgt til rescribendarius, og blandt abbreviatorerne var han i den øverste kategori^[84]. Når der skulle vælges nogle fra nationerne^[85] til behandling af særlige sager, var han som regel een af dem. Tre gange blev han sendt som legat for konciliet til Strassburg, to gange til Konstanz, og een gang til henholdsvis Frankfurt, Trento og Savoyen, og alle disse missioner udførte han med held.

På det tidspunkt døde provsten for San Lorenzo, domkirken i Milano. Ærkebiskoppen af Milano var Francesco Pizzolpassi, en mand som blev højt respekteret for sin store lærdom og fromhed^[86]. Han udnævnte Æneas til provstens efterfølger. Konciliet gav hurtigt sin accept, skønt der var adskillige doktorer og fremtrædende milanesere, som ønskede dette avancement. Men da sagen blev drøftet i plenarforsamlingen, sagde Isidoro Rosati (som var jaloux på Æneas, fordi blev hørt af koncilsfædrene vedrørende lovprisningen af Pavia, medens han selv ikke blev det): “Fædre, hvad er det, I er ved at gøre? Vil I overdrage et valgprovsti til Æneas, som er en mand udefra? Hvad med jeres eget dekret, som I forlanger, at vi overholder strengt^[87]? Tildeler I kirkelige embeder på milanesisk jord uden fyrstens viden og accept, og oven i købet en fyrste, som I skylder så meget? Tilsidesætter I Milanos egne borgere og doktorer? Vælger I fremmede i stedet? Hvis I ikke respekterer domkapitlets rettigheder, så vil jeres egne bestræbelser mislykkes, og jeres embedsbesættelse^[88] vil blive til latter.”

Hertil sagde Æneas: “Ærværdige fædre! Jeg forundres i allerhøjeste grad over, at Isidoro taler imod mig i betragtning af, at det var ham selv, som for kort tid siden, da han vendte tilbage fra Milano, overbragte et brev til mig fra hertug Filippo Maria. I dette takker hertugen mig, fordi jeg har talt hans sag her på dette sted^[89]. Han forsikrer mig også om, at det vil være ham kærkomment, hvis jeg får et kirkeligt embede i hans territorium, og at han kun vil være glad for at give mig det i besiddelse. Han betragter mig således ikke som en mand udefra. I øvrigt er det ikke usædvanligt, at mænd fra een region har embede i en anden, hvis blot de kender sproget. Selveste ærkebiskoppen af Milano kom fra Bologna. Heller ikke argumentet om, at min udnævnelse strider imod jeres eget dekret om valg til kirkelige embeder, bør bekymre nogen. Dette dekret forpligter nemlig kun de lavere instanser, ikke konciliet selv. Hertil kommer, at valghandlinger kun bør overlades til domkapitler, som har adskillige, betydningsfulde kannikker, ikke til dem som kun har to eller tre og det oven i købet betydningsløse og ulærde, således som det er tilfældet i San Lorenzo-kirken, som vi nu taler om. Det er sådan fat med kannikkerne der, at selvom de har retten til at foretage valg, bør de ikke udøve den, med mindre de bliver anmodet om at vælge denne eller hin. Fædre, gør som I vil: jeg ønsker ikke noget, som er imod jeres ære. Hvis I giver mig provision på embedet, så foretrækker jeg jeres gode hensigt uden besiddelse deraf frem for domkapitlets valg med besiddelse.” Da Isidoro rejste sig for at svare på dette, blev han overdøvet af forsamlingens tilråb og måtte tie.

Da Æneas kom til Milano, fandt han, at hertugen havde beordret domkapitlet til at kalde en adelsmand af det fornemme hus Landriani til embedet som provst, og at denne allerede havde taget det i besiddelse. Men Æneas nød i så høj grad både fyrstens og hoffets gunst, at han hurtigt kunne tvinge den anden til at vige embedet til fordel for sig selv. Men da han havde opnået embedet som provst, blev han ramt af en voldsom feber og måtte lægge sig i sygesengen. Hver dag sendte hertug Filippo Maria ham sin læge, Filippo da Bologna, en lærd og elskværdig mand, som senere tjente under pave Nicolaus V. Under denne sygdom hændte det en dag, at Æneas havde indtaget sin medicin uden nogen virkning. Lægen forberedte så en anden medicin, som skulle indtages den følgende nat. Men lige på det tidspunkt, hvor den anden medicin skulle gives, begyndte tarmene at arbejde og plagede ham i en sådan grad, at han blev tvunget til at stå op halvfems gange, så han til sidst kom i vildelse og stod ved dødens porte, som man siger. Der er ingen tvivl om, at hvis han også havde drukket den anden medicin, ville han være blevet så svækket og udmattet, at han ville have udåndet. Han forstod, at dette helt klart var en guddommelig velgerning, og skønt han var plaget af vedvarende feberhede igennem femoghalvfjerds dage, så kunne han dog ikke på noget tidspunkt bringes til at lytte til besværgere. Det skete heller ikke, da man førte en mand til ham, som for ganske nylig skulle havde helbredt 2.000 febersyge mænd i Niccolò Piccininos lejr. Men i tillid til Gud, ved hvis hjælp han var blevet reddet, og stadig med feber i kroppen begav han sig af sted og vendte tilbage til Basel. Han kom sig af feberen under turen på hesteryg.

Da man skulle fejre festen for den hellige Ambrosius af Milano^[90], holdt Æneas en prædiken til lovprisning af denne hellige kirkefader efter invitation fra ærkebiskoppen af Milano. Dette skete på trods af modstand fra teologerne, som selv ønskede denne opgave, men Æneas blev foretrukket frem for alle andre, og hele forsamlingen lyttede til ham med utrolig opmærksomhed.

1.9. Kejser Sigismunds død og valget af Albrecht som hans efterfølger. Æneas’ pestsygdom og helbredelse

I mellemtiden var kejser Sigismund død^[91] og Albrecht af Østrig var blevet valgt i hans sted^[92]. Hertug Filippo Maria af Milano sendte nu Bartolomeo Visconti, biskoppen af Novara, til denne. Da biskoppen kom til Basel, overtalte han med indtrængende bønner Æneas til at rejse med sig til Østrig. Albrecht havde endnu ikke accepteret kejserværdigheden på grund af modstand fra ungarerne, som fremførte, at han havde fået det ungarske kongerige på den betingelse, at han ikke også ville tage imod kejserriget, hvis også dette blev ham tilbudt. Usikker på hvad han skulle gøre fandt Albrecht, at han burde konsultere de tilstedeværende legater fra fyrsterne, og han gav dem tid til at forhandle. I mellemtiden fik Bartolomeo et notat fra Æneas med argumenter for, at Albrecht skulle modtage kejserværdigheden, og som ungarerne burde kunne bringes til at tilslutte sig. Da biskoppen læste det op i rådsforsamlingen, blev han takket offentligt, og Albrecht kunne antage kejsertitlen ikke blot med ungarernes tilslutning, men endda på deres direkte opfordring.

Æneas brød sig ikke om den østrigske levevis, som han endnu ikke havde lært rigtigt at kende. Så han tog afsked med Bartolomeo i Wien og vendte tilbage til Basel sammen Ludwig, patriarken af Aquileia. Denne var en fornem mand af hertugfamilien Teck. Lidet anede Æneas, at han sidenhen skulle tilbringe en stor del af sit liv i Østrig. Man skal aldrig sige: “Der vil jeg ikke tage hen”, for: ”En forsigtig gud har skjult fremtiden i dybt mørke”^[93].

I Tyskland^[94] var der i dette år^[95] mangel på vin og hvede. I Bayern tiggede drenge og piger^[96] brød fra de forbipasserende, og de sloges om brødstykker kastet iblandt dem som hunde om ben. Ikke længe efter fulgte en forfærdelig pest, som angreb hele Tyskland^[97]. I Basel døde patriarken af Aquileia, Ludwig von Teck, og den romerske protonotar, Ludovico Pontano^[98], som man kaldte retsvidenskabens lys, mange prælater og rigtig mange af det almindelige folk. Så stor var sygdommens rasen, at man på een dag begravede mere end tre hundrede lig. Dengang mistede Æneas sine meget kære venner, Giuliano Romano og tyskeren Arnold. Under deres sygdom og lige til de opgav ånden, var Æneas hos dem som deres frygtløse ledsager.

Men pesten sparede heller ikke Æneas. Da han forstod, at han var ramt, tilkaldte han sine ledsagere og opfordrede dem til at forlade sig, for at de ikke skulle blive smittet, medens de opholdt sig hos en døende. Af disse forlod Jacopo Cerverio opskræmt Basel. Andrea da Panicale, en mere trofast ven, nægtede at forlade ham, selvom det skulle betyde døden. På det tidspunkt havde Æneas i sin tjeneste tyskeren Johann Steinhoff og Pietro Romano, søn af ovennævnte Giuliano. Æneas rådførte sig med disse om læger, og da han hørte, at der var to berømte læger i byen, den ene fra Paris og lærd, men uheldig, den anden fra Tyskland og ulærd, men heldig, foretrak Æneas heldet frem for lærdommen. Han vidste nemlig, at der ikke findes en sikker kur mod pestsygdommen.

Helbredelsen bestod i følgende: eftersom hans venstre lår var smittet, åbnede man en åre i den venstre fod. Så forhindrede man ham i at sove hele dagen og en del af natten, hvorefter han drak et pulver, hvis sammensætning lægen ikke ville afsløre. Nogle gange blev der lagt portioner af snittet grønt og saftig radise på såret og det smittede sted, nogle gange noget slam. I mellemtiden medførte den stadig stærkere feber en voldsom hovedpine, og man opgav håbet om helbredelse. Derfor bad Æneas om, at man tilkaldte en præst, han skriftede i hast, og modtog kommunionen og de syges salvelse. Ikke længe efter kom han i en tilstand af vildelse og gav meningsløse svar på spørgsmål. Det rygtedes, at Æneas var død, hvilket kostede ham provstiet i Milano, for en anden fik det i besiddelse, som på grund af splittelsen i kirken ikke kunne drives ud igen^[99]. Men ved Guds barmhjertighed kom Æneas sig efter seks dage. Da han ville give lægen seks dukater som løn - for mandens trofasthed og godhed var beundringsværdig og formentlig uhørt hos en læge! - så sagde denne, at han ikke havde fortjent så stor en løn. “Hvis du virkelig ønsker,” sagde han, “at jeg skal modtage så mange penge, så vil jeg helbrede seks fattige gratis.” Og det svor han, at han ville gøre.

Derefter døde Johannes Andreas fra Polen, og hans kanonikat og præbender^[100] ved domkirken i Trento blev ledige. Dem gav konciliet til Æneas^[101] som udtryk for sin meget store påskønnelse, endskønt der var mange og ikke ubetydelige konkurrenter. Han drog af sted for at tage disse embeder i besiddelse^[102] og efter at vundet kannikkerne for sig uddrev han en vis tysker, Vilichinus, en stridbar og forslagen mand, som allerede med kapitlets billigelse havde mænget sig ind i embederne.

1.10. Konciliet afsætter pave Eugenius og vælger Felix. Æneas som sekretær for Felix

På den tid havde basilienserne ved en række dekreter afsat pave Eugenius^[103]. Derefter sørgede de for en efterfølger: de udvalgte otte mænd fra hver af de fire nationer, i alt to og tredive, som de gav ansvaret for at vælge en pave^[104]. Da de skulle udnævne repræsentanterne for den italienske nation, pegede de blandt andre på Æneas. Da han ikke var^[105] valgbar til denne funktion, fordi han ikke var optaget i den gejstlige stand, så gav de ham et brev, i kraft af hvilket han uden hensyntagen til de i kirkeretten fastsatte tidsfrister på een og samme dag kunne modtage de lavere kirkelige grader samt subdiakonatet og diakonatet. Men Æneas ville dog ikke indtræde i den gejstlige stand på grund af denne sag. Han deltog dog i konklavet i egenskab af ceremonimester, og han var øjenvidne til alle basiliensernes ceremonier og procedurer^[106] i forbindelse med valget af hertug Amédée af Savoyen^[107], som fik navnet Felix V^[108]. Æneas rejste til ham, medens han endnu levede som eremit, og blev antaget af ham som sekretær^[109]. Han tjente ham i Ripaille, Thonon, Genève, Lausanne og Basel indtil Friedrich III, Romernes konge, som havde efterfulgt den afdøde Albrecht^[110], drog til Frankfurt og det nedre Tyskland^[111] og blev kronet i Aachen^[112].

Da pave Felix sendte legater^[113] til kejseren, beordrede han også Æneas til rejse med. Æneas havde hyppige samtaler med Friedrichs rådgivere, og blev ven med den indflydelsesrige og lærde Sylvester Pflieger, biskop af Chiemsee.

1.11. Æneas digterkrones af kejseren og udnævnes til protonotar

Dernæst blev Æneas præsenteret for Jakob von Sirk, ærkebiskop af Trier og kurfyrste, en mand som forenede fornemhed og dyd. Med ham fik Æneas et nært bekendtskab. De to mænd bragte Æneas i gunst hos kejseren, der kronede ham som digter og gav ham de tilhørende privilegier^[114]. Kejseren spurgte ham også, om han ville tjene ham og slutte sig til hans hof. Æneas svarede ham, at han var født i kejserriget, og at det bedste han kunne gøre derfor var at tjene kejseren^[115]. Men han havde dog allerede en sekretærpost hos pave Felix, og det ville upassende, hvis han uden dennes tilladelse gik over til en anden herre. Men han sagde, at han ville vende tilbage til Basel og bede om pave Felix’ tilladelse. Hvis han kunne få den, ville han gerne slutte sig til kejserens hof. Kejseren, som selv skulle igennem Basel, var tilfreds med Æneas’ svar.

Da Æneas vendte tilbage til Felix, kunne han ikke selv få tilladelse til at tage sin afsked, men ved venners mellemkomst fik han alligevel bevilget sin afsked omend modvilligt. Æneas skiftede så over til Friedrich, der i mellemtiden var vendt tilbage fra Bourgogne og draget til Basel. Han blev udnævnt til sekretær og fik en post som protonotar^[116] i det romerske kancelli^[117]. Eden til kejseren aflagde han i Brixen^[118]. Ved samme lejlighed modtog Kaspar Schlick udnævnelse til kansler for det romerske kancelli, en post han tidligere havde haft hos kejserne Sigismund og Albrecht. Han var en adelsmand og ridder med et levende intellekt og gode talegaver, og han opnåede dermed den uhørte eller sjældne ære at have været kansler for tre kejsere.

Medens Kaspar Schlick var kejserens legat i Nürnberg, overdrog han ledelsen af kancelliet til Wilhelm Tacz, en mand fra Bayern og en fjende af alt italiensk^[119]. Han generede Æneas på det groveste, men denne besluttede at overvinde det onde med det gode^[120] og lagde ørerne tilbage "ligesom et stædigt æsel,når det får for tung en byrde på ryggen^[121].

Han blev behandlet som den ringeste af dem alle, fik ikke en passende plads hverken i spisesalen eller i kammeret, og han blev forhånet og gjort nar af, som var han en forhadt kætter eller en jøde^[122]. Men han bar det hele med fatning.

Kun Michael Pfullendorf, der var en af hans medsekretærer, og som holdt af de blide muser og beskæftigede sig med humanistiske studier^[123], bød Æneas være ved godt mod, fordi han ville få bedre vilkår^[124], når kansleren vendte tilbage. Og han fik ret. For da Kaspar vendte tilbage, afprøvede han i forskellige sager, hvad Æneas var værd, og da han fandt ham både intelligent, flittig og arbejdsom, begyndte han at værdsætte og foretrække ham. Dertil kom, at medens kejser Sigismund opholdt sig i Siena, boede Kaspar hos den ansete mand Niccolò Lolli, og hans hustru, adelsfruen Bartolomea Tolomei, Æneas’ tante^[125]. Han stod også fadder til deres barnebarn, født af deres datter Margarita, som han gav navnet Gaspare efter sig selv^[126].

Af disse grunde blev Æneas højt skattet af Kaspar, og da denne atter drog på sendefærd, fik han ansvaret for ledelsen af kancelliet, og han ledede det herefter, hver gang Kaspar var væk. Men Wilhelm Tacz, som tidligere havde trampet på Æneas, blev nu tvunget til at vise ham respekt. Alle kunne således se, at ydmyghed let kan ophøjes, medens hovmod endnu lettere kan omstyrtes. Wilhelm blev et offer for sin egen misundelse, og han forlod noget senere det kejserlige hof. De andre blev forsonet med Æneas, hvis indflydelse hos kejseren voksede fra dag til dag. Han fik overdraget store og vanskelige sager og blev til sidst optaget i gehejmerådet.

Hans første sendefærd var til Trieste-borgene. Han overtalte dem til at sværge troskab mod kejseren og modtog derefter på dennes vegne deres troskabsed. Senere bestræbte kejseren og kurfyrsterne i Nürnberg sig på at afslutte skismaet mellem Eugenius IV og Felix V. Man besluttede, at kejseren skulle vælge fire mænd, kurfyrsterne hver to og de øvrige fyrster hver een, som skulle påhøre Eugenius’ og Felix’ ambassadører og derefter drage omsorg for, at kristenheden ikke skulle lide skade^[127]. Kejser Friedrich udnævnte følgende mænd: biskoppen af Chiemsee, Sylvester Pflieger, theologen Thomas Haselbach, juristen Ulrich Sonnenberg, og digteren Æneas^[128], skønt denne stadig støttede Konciliet i Basel og Felix snarere end Eugenius. For begejstringen for Konciliet i Basel havde endnu ikke forladt ham, og han forstod endnu ikke de principper, som Eugenius’ sag hvilede på. Da han kun havde haft med det ene parti at gøre, foragtede han det andet. Senere bevægede han sig gradvis væk fra basilienserne, da han så, at disse forsøgte at undgå en retslig afgørelse.

Men i Nürnberg støttede han altså standhaftigt basiliensernes sag, og på grund af hans indsats blev de fredsbetingelser, som man tilbød parterne, ikke så gunstige for Eugenius som for basilienserne. For da man besluttede at indkalde til et nyt koncil med det formål at genskabe freden i Kirken, og som både Eugenius og basilienserne skulle tilslutte sig, så udpegede man som sted for konciliet byen Konstanz i kirkeprovinzen Mainz, der er meget langt fra Eugenius og tæt på basilienserne.

1.12. Beskrivelse af Sarntal og af indbyggernes levevis

I mellemtiden erhvervede Æneas ved kejserens gunst kaldet til sognekirken i Sarntal^[129], som årligt indbragte ham tres dukater.^[130] Dalen ligger i det alpeområde, som adskiller Tyskland fra Italien. Denne dal har kun éen indgang, som både ligger meget højt og er ret vanskeligt tilgængelig. De tre fjerdedele af året er den frosset til og dækket af sne og et tykt islag. Beboerne holder sig indendørs hele vinteren og laver æsker og træskærerarbejder, som de er dygtige til, og som de sælger om sommeren i Bolzano og Trento. En stor del af tiden tilbringer de med at spille skak og terninger, og det er de forbavsende dygtige til.

De frygter ikke krig, de plages ikke af ambitioner, og de fortæres ikke af begær efter penge. Deres rigdom er deres kvæg, som de om vinteren fodrer med hø. Dem lever de af. Blandt beboerne kan man finde mennesker, som aldrig har drukket vin, men som indtager mælkeprodukter i stedet. De som bor langt fra kirken, lægger ligene af dem, der dør om vinteren, ud under åben himmel, og opbevarer dem i frossen tilstand indtil sommeren. Så drager præsten rundt i sognet og anfører et langt begravelsesoptog. Han siger de sidste ord^[131], og begraver samtidig de mange lig på kirkegården. Folk deltager i begravelsen med tørre øjne. De ville være de lykkeligste blandt menneskene, hvis de vidste, hvad der var godt for dem selv^[132] og tøjlede deres seksuelle begær^[133]. Men dag og nat hengiver de sig til deres lyster, til utugt og ægteskabsbrud, og ingen kvinde, der bliver gift hos dem, er jomfru.

Efter kort tid afgav Æneas dog denne kirke^[134] og fik en bedre i Bayern, Den hellige Maria af Aspach, ikke langt fra floden Inn. Denne kirke blev tildelt ham uopfordret af Leonhard von Laiming, biskoppen af Passau, en mand der var fornem både af slægt og af sind, ved et brev som uden gebyr blev sendt til ham i Steiermark.

1.13. Æneas’ sendelse til pave Eugenius, hans forsoning med denne og hans venskab med Tommaso da Sarzana

Basilienserne afviste fredsbetingelserne, og Æneas blev derfor sendt til pave Eugenius. Da han nåede til Siena, opfordrede alle hans slægtninge ham indstændigt til ikke at drage til Rom - dengang Æneas var ved konciliet i Basel, havde han jo været modstander af Eugenius. De sagde, at der ikke var noget Eugenius huskede mere end en krænkelse, og at han var hævngerrig og grusom. Æneas svarede, at han ikke kunne forestille sig, at kejserens orator ville være i fare i Rom. Han havde påtaget sig en sendefærd, og han måtte enten udføre den eller dø, så på trods af sin families modstand og gråd drog han videre til Rom.

Kardinalen af Como, Gerardo Landriano, en nær bekendt fra gamle dage, en retskaffen fader og trofast ven, præsenterede ham for Eugenius. Det vil være passende her at gengive de ord, som Æneas rettede til paven^[135], for de er få og værd at erindre. To kardinaler stod bi, kardinalen af Como og kardinalen af Amiens, som forinden i kraft af den apostoliske autoritet havde løst Æneas fra de kirkestraffe, som han havde pådraget sig ved at støtte basilienserne. Da han var nået frem for Eugenius’ åsyn og havde fået lov til at kysse dennes fod, hånd og kind, præsenterede han sine akkreditiver og blev bedt om at tale. Han sagde da følgende: “Hellige fader^[136], førend jeg fremfører kejserens budskaber, vil jeg gerne sige nogle få ord om mig selv.

Jeg ved, at du^[137] har måttet høre mange ting om mig, som hverken er rigtige eller værd at tale om. Men på den anden side har de, som har undsagt mig over for dig, også talt sandt. Medens jeg var i Basel, sagde, skrev og gjorde jeg meget imod dig. Jeg benægter intet deraf. Det var imidlertid ikke min hensigt at skade dig, men at gavne Guds kirke. Jeg troede, at jeg gjorde Guds vilje^[138] ved at modarbejde dig. Jeg tog fejl. Hvem vil nægte det? Men jeg fejlede sammen med mænd, der hverken var få eller små. Jeg fulgte jo blot Giuliano Cesarini, kardinalen af Sant’ Angelo; Niccolò Tudeschi, ærkebiskoppen af Palermo; Ludovico Pontano, din egen protonotar, alle mænd der blev hyldet som retfærdighedens lys og sandhedens lærere. Hvad skal jeg sige om universitetet i Paris^[139] og de andre universiteter^[140] i verden, hvoraf mange var imod dig? Hvem kunne ikke tage fejl sammen med så store navne?

Men jeg må indrømme, at jeg ikke som så mange andre ilede over til dig, så snart jeg erkendte basiliensernes fejl. Jeg frygtede for at gå fra den ene fejltagelse til den anden, lige som de, der ønsker at undgå Karybdis, ofte falder for Skylla. Derfor gik jeg over til dem, der blev anset for neutrale, så jeg ikke uden grundige overvejelser og uden ophold skulle gå fra den ene side til den anden. Jeg forblev derfor hos kejseren i tre år. Der hørte jeg efterhånden mere og mere om de modsætninger, der var mellem basilienserne og dine legater, og til sidst var jeg ikke i tvivl om, at sandheden er hos dig. Derfor adlød jeg gerne kejseren, da han ønskede, at jeg skulle begive mig til Din Mildhed^[141], thi jeg mente, at jeg således kunne genvinde din gunst. Nu er jeg hos dig, og da jeg syndede af uvidenhed, bønfalder jeg dig om at tilgive mig. Derefter vil jeg fremsætte kejserens ærinde^[142].”

Eugenius svarede ham således: “Vi ved, at du har forsyndet dig svært imod os, men da du bekender din fejltagelse, kan Vi ikke undlade at tilgive dig. Thi vor fromme moder, Kirken, eftergiver aldrig straffen til en, som benægter sin synd, men forlanger til gengæld heller aldrig straf af en, som bekender den. Du har nu erkendt sandheden. Se til, at du ikke forlader den igen, og stræb efter, at du med gode gerninger opnår den guddommelige nåde, som du mistede ved onde handlinger. Du er nu i en position, hvor du både kan forsvare sandheden og gavne Kirken. Herefter vil vi glemme fortidens forsyndelser og elske dig, så længe som du handler ret.” Derefter drøftede man de kirkelige sager. Vedrørende disse ønskede Eugenius en tænkepause.

I denne periode passerede der følgende: Æneas var på vej hen til kardinalen af Aquileia^[143], da Tommaso da Sarzana^[144], som i mellemtiden var blevet biskop af Bologna, tilfældigvis kom imod ham. Da Æneas for gammelt venskabs skyld ville gå hen og hilse på ham, undgik han ham med alle tegn på afsky, da han troede, at Æneas stadig var på basiliensernes parti. Thi dem kæmpede han imod med et særligt had. Æneas blev overrasket og standsede op, noget pikeret, og han søgte ikke mere at komme til at tale med ham.

Men nogle dage senere lå Æneas syg - plaget af stærke smerter i underlivet - hos sin gamle ven fra Basel-tiden, Giuliano Baratto. Tommaso fik da medlidenhed med ham og sendte spanieren Martinus, et trofast og afholdt medlem af hans husstand, for at trøste den syge Æneas og tilbyde ham penge til læger. Juan de Carvajal, som ofte havde været pavens legat til kejseren og siden hen blev udnævnt til kardinal, besøgte Æneas hver dag. Også kardinalerne sendte bud til ham. Men paven selv sendte den ansete Giovanni da Pavia, som skulle love Æneas alt, hvad der var nødvendigt for at blive rask igen. Så voldsom var sygdommen og så store hans smerter, at i de tolv dage, Æneas lå til sengs, gik der ikke en time, uden at han ønskede sig død. Men endelig kom han sig og fik svar fra Eugenius, som sagde, at han ville sende bud til kejseren. Han drog så^[145] tilbage til Siena. Der trøstede han sin fader, som han aldrig siden genså^[146], og da han havde hilst på alle sine nærmeste rejste han tilbage til Tyskland.

På vejen, nær San Casciano, mødte han biskop Tommaso af Bologna, som var på vej til Rom. Æneas takkede ham, fordi han havde tænkt på ham, medens hans lå syg i Rom, og medens de drak et bæger sammen, genfandt de deres gamle venskabelighed. Tommaso syntes dog åbenbart ikke, at det var den fulde forsoning, for da han nogen tid senere skulle drage som legat til kejseren, bad han Pietro da Noceto, der var medlem af hans husholdning og en slægtning og samtidig en sand og gammel ven af Æneas, om at give sig et anbefalingsbrev til denne. Men dette var ganske unødvendigt, for der var intet Æneas glemte hurtigere end uvenskab. Men da han modtog Pietros brev, viste han sig endnu mere villig til at bistå Tommaso med enhver tjeneste, da et bånd med to venner er endnu mere solidt end et bånd med een. Således blev enhver rust af uvenskab fjernet, og det venskab, som de havde haft engang, blev fornyet og tættere end nogensinde.

1.14. Æneas bliver sekretær for Eugenius. Kurfyrsternes pagt mod paven

Sammen med Tommaso rejste også Juan de Carvajal, der ikke så lang tid forinden var rejst fra kejseren. Han medbragte et brev til Æneas fra pave Eugenius, der udnævnte ham til embedet som apostolisk sekretær. For dette aflagde han senere ed i Rom. Det forekommer mig at være en stor og enestående udmærkelse for een mand - og jeg ved ikke om nogen anden nogen sinde har haft det held - at have været sekretær for to paver, en kejser og en modpave. For Æneas havde dette embede både af navn og af gavn først for modpave Felix V, så for Kejser Friedrich III, derefter for pave Eugenius IV og endelig for pave Nicolaus V.

På den tid^[147] havde rigets kurfyrster forsamlet sig i Frankfurt. De var oprørte over, at pave Eugenius havde afsat^[148] ærkebiskoppen af Köln^[149] og ærkebiskop Jakob af Trier. Derfor havde de indgået en hemmelig pagt om, at Eugenius skulle ophæve afsættelserne, mildne åget på den tyske nation og anerkende konciliernes autoritet, således som den var blevet proklameret på Konciliet i Konstanz^[150]. Hvis paven ikke gjorde det, ville de anerkende hans afsættelse, som var blevet vedtaget i Basel. De sendte legater til kejseren, der skulle forelægge disse ting for ham og for seks edsvorne rådgivere alene, og opfordre ham til at slutte sig til pagten og sammen med dem sende bud til Rom. Da kejseren hørte kurfyrsternes hensigter, sagde han, at han ville sende bud til Eugenius og anmode om, at deres ansøgninger blev imødekommet. Men pagten afviste han, idet han sagde, at det ville uværdigt og respektløst at svigte paven, hvis denne ikke imødekom deres krav.

Så sendte han^[151] Æneas til Eugenius for at overtale ham til at imødekomme kurfyrsterne, og – hvad der var yderst vigtigt - at give ærkebiskopperne deres tidligere embede tilbage. For så ville alle tyskerne aflægge deres neutralitet^[152] og vende tilbage til Eugenius’ fold. Men hvis Eugenius fastholdt den hårde dom, måtte man frygte, at kirkesplittelsens skandale ville blive permanent. Kejseren havde ikke aflagt nogen ed om fortrolighed. Han fortalte Æneas alt, hvad kurfyrsterne havde aftalt imellem sig, og bød ham sige det videre til paven. Kurfyrsterne skulle atter mødes i Frankfurt den 1. september for at høre pavens svar og at opgive deres neutralitet, således som de havde forpligtet sig til. Kejseren indskærpede derfor over for Æneas, at han skulle tage direkte fra Rom til Frankfurt for at mødes med de andre kejserlige legater og meddele dem Eugenius’ hensigt.

Da de apostoliske legater hos kejseren længe men forgæves havde prøvet at finde ud af, hvad kurfyrsterne havde besluttet i Frankfurt, hvad de ønskede af kejseren, og hvilket budskab de ville sende til Rom, så besluttede de, at den ene af dem skulle drage til Rom. Og da Juan de Carvajal lå syg af akut feber hos sin gamle ven, Johann Gers, en skarptunget og misundelig person, tilfaldt denne opgave biskop Tommaso af Bologna, der fik Æneas som rejseledsager. Det var nu forår, og der var faldet så megen regn, at alle broer i Kärnten brød sammen og blev skyllet væk af floderne. Af denne grund blev de tvunget til i tre dage og med lokale førere at rejse gennem meget høje og ufremkommelige bjerge og stejle og snedækkede klipper.

1.15. Æneas møder Eugenius. Hans og Tommasos sygdom. Rigsdagen i Frankfurt og ophævelsen af den tyske neutralitet

Da de nåede til Rom, kom Æneas – på Tommasos råd - i audiens hos pave Eugenius før kurfyrsternes udsendinge. Eugenius lovede at gøre alt, hvad kejseren rådede ham til. Derefter sendte han Tommaso til hertug Philippe af Bourgogne for at få hans tilslutning til genindsættelsen af ærkebiskopperne, da hertugens nevø i mellemtiden var blevet kaldet til embedet i Köln og hans naturlige broder^[153] til embedet i Trier. Derfor syntes paven ikke, at man kunne love genindsættelse uden at have rådført sig med hertugen. Tommaso fik instruks om at begive sig til Frankfurt, så snart han havde erfaret hertugens ønske i sagen.

Tommaso var noget langsommelig med hensyn til udstedelsen af de fornødne breve. Æneas, der havde sagt, at han ville rejse med ham indtil Parma, besluttede så selv at rejse forud. Men da han var taget ind hos sine slægtninge i Siena, fik han pludselig et anfald af nyresten. Dagen efter nåede Tommaso frem og fandt ham liggende til sengs. Da Tommaso skulle skynde sig, aflagde han blot visit hos Æneas og rejste straks videre. Men Æneas ville ikke besejres af sygdom, så dagen efter rejste han, endnu ikke helt rask, efter ham og indhentede ham ved Certosa di Firenze. Sammen drog de videre til Pistoia og Lucca. Æneas tog ind i Firenze, hvad der blev forbudt Tommaso, fordi han var legat for Eugenius, som florentinerne på det tidspunkt var fjender af^[154].

Ved Lucca tilbragte de en dag hos Pietro da Noceto, som ledsagede dem igennem Garfagnana-dalen, indtil de nåede frem til Caterina, Tommasos søster. Hun var gift med Cesare, en adelsmand, som havde stor magt i dalen. Hun havde ikke set sin broder i lang tid og tog imod ham med overvældende kærlighed og gjorde megen stads af ham.

Da de havde taget afsked med Pietro, drog de over de meget høje og stejle Sillanske bjerge til Parma. Der fik Tommaso et akut feberanfald, fulstændig udkørt som han var af fodrejsen over bjergene og de søvnløse nætter på landkroerne. Han tilkaldte Æneas og bad ham grådkvalt om at fortsætte rejsen, for at hans egen forsinkelse ikke skulle komme i vejen for deres forehavender. Han gav ham de apostoliske breve til Juan de Carvajal og sagde, at hvis han ikke kom sig hurtigt, ville han skrive til Eugenius om at udpege en anden i sit sted.

Æneas forlod kun nødigt den syge, men da han var klar over situationens alvor, begav han sig ud på den videre færd. Han satte over Po-floden ved Brescello, fortsatte til Mantova og Verona, rejste videre gennem Trento-dalen og over bjergene ved Bressanone og besøgte hertug Sigismund af Østrig^[155], der opholdt sig i Inn-dalen. Med denne tog han på jagt og oplevede noget, som det var værd både at se og fortælle: en vældig kronhjort blev jaget længe med hunde og til sidst tvunget til at kaste sig i floden og levende^[156] overgive sig til fyrstens bord.

Derfra drog Æneas gennem Nassereith og Höllental, krydsede over en høj bjergryg, rejste igennem Kempten, Memmingen og Ulm. Så kunne han ikke komme videre på grund af røverbander, som blokerede alle vejene til Frankfurt. Nervøs og usikker søgte han råd om, hvad han skulle gøre, da der pludselig ankom forløbere med bud om, at de kejserlige legater til mødet i Frankfurt ville ankomme om aftenen. Det var næsten, som om man i forvejen havde aftalt at mødes på dette sted og på denne dag. Legaterne var biskop Peter af Augsburg, biskop Sylvester af Chiemsee, og Kaspar Schlick, kejserens kansler, strålende sjæle^[157]. Intet kunne være Æneas mere velkomment, både fordi de var hans venner, og fordi han nu kunne rejse videre i sikkerhed. Kort efter drog de alle sammen til Frankfurt. I løbet af få dage sluttede markgreverne Jakob af Baden og Albrecht af Brandenburg sig til gesandtskabet.

For så vidt angår Tommaso da Sarzana, lå denne syg i 10 dage. Da han kom sig, fortsatte han rejsen, tog igennem Savoyen uden at blive genkendt^[158] og nåede frem til hertugen af Bourgogne. Han opnåede, hvad paven ønskede, og ankom til Frankfurt hen imod rigsdagens afslutning.

I mellemtiden forsøgte Juan de Carvajal og Nikolaus af Kues^[159] at stille fyrsterne tilfreds med de breve, som Æneas havde overbragt. Men alle deres bestræbelser var forgæves, da fyrsternes legater, som havde været med i Rom, berettede, at Eugenius havde været streng, arrogant og meget fjendtlig over for den tyske nation og havde svaret dem særdeles hårdt. Eugenius’ sag så derfor håbløs ud, for kejseren vovede ikke at erklære sig for paven, hvis han stod alene mod alle kurfyrsterne.

På denne rigsdag vovede Æneas en dristig handling, som jeg absolut ikke kan forbigå. Ærkebiskoppen af Mainz havde sat sit segl på kurfyrsternes pagt både på egne vegne og på vegne af markgreve Friedrich af Brandenburg. Da de kejserlige oratorer^[160] bad ham om at ændre mening, ville han gerne, men på betingelse af, at han ikke kom til at fremstå som en meneder. Så bød Æneas sine kolleger være ved godt mod, for han kunne med lethed tilfredsstille ærkebispen. Han tilbragte en søvnløs nat, og på grundlag af fyrsternes punkter^[161], som skulle være grundlag for deres kommende brev til Eugenius, udarbejdede han et andet sæt punkter, hvor al den gift, som var anstødelig for Eugenius, blev taget ud, medens han udvidede de passager, der omhandlede foranstaltninger vedrørende den tyske nation samt genindsættelsen af ærkebiskopperne og de økumeniske konciliers autoritet, der ikke måtte antastes.

Da punkterne var færdige, anmodede Æneas om, at de blev forelagt for ærkebispen. Det skulle forklares denne, dels at de var udtryk for kejserens ønsker, dels at Eugenius ville træffe foranstaltninger vedrørende den tyske nation på grundlag deraf, og endelig at de utvivlsomt kunne imødekommes af hans Hellighed, såfremt der atter blev sendt oratorer til ham. Sagen forekom ærkebispen både tilfredsstillende og rimelig^[162]. Han indgik derfor hurtigt en aftale med de kejserlige legater og med legaterne fra ærkebiskopperne af Magdeburg, Bremen og Salzburg samt fra markgreve Friedrich af Brandenburg og mange andre fyrster om, at de punkter, som Æneas havde udarbejdet, skulle forsynes med alles segl og sendes til Rom. Da kurfyrsterne og de øvrige fyrster hørte dette, blev de bestyrtede og vovede ikke at sætte sig mod, for hovedparten af den tyske nation fulgte Æneas’ punkter.

Da Louis Alleman, kardinalen af Arles^[163] indså, at håbet var ude for koncilspartiet, hidkaldte han Æneas, som han kendte fra Basel og som havde været ham en kær ven, og anklagede ham med mange ord for at have skiftet overbevisning. Æneas svarede, at det ikke var ham, som havde ændret sig, men at det var basilienserne, som ikke længere var dem, de engang havde været. Først havde de for fredens skyld lovet at flytte konciliet til et andet sted, derefter havde de nægtet at gøre det alligevel, som om de ikke var i stand til at forsvare sandheden uden for Basels mure. Også den kloge Johann von Lysura, ekspert i kirkeretten^[164], sagde til Æneas, da han mødte denne hos Juan de Carvajal: “Du er åbenbart kommet fra Siena for at diktere os tyskere loven? Gid du var blevet hjemme og havde overladt det til os selv at regere vort eget land!” Æneas passerede ham uden at svare for ikke at gøre ham endnu mere forbitret.

1.16. Juan de Carvajal og Tommaso da Sarzana udnævnes til kardinaler. Æneas drager til Rom som kejserlig legat og aflægger tyskernes lydighedserklæring

Da rigsdagen var slut, drog biskop Tommaso af Bologna og Juan de Carvajal til Wiener Neustadt i Østrig, hvor de takkede kejseren overstrømmende, fordi han havde sendt så betydningsfulde og trofaste legater til Frankfurt. Medens de rejste videre til Rom, blev de begge forfremmet til kardinalsværdigheden^[165] som anerkendelse af deres dygtige og vellykkede indsats. Nogle dage senere udnævnte kejseren Æneas og den fornemme böhmiske ridder, Prokop von Rabstein, til sine legater til den Romerske Kurie^[166]. Med tilslutning fra ærkebiskoppen af Mainz og markgreven af Brandenburg gav han dem fuldmagt^[167] til at opgive den tyske neutralitet og i den tyske nations navn at genoptage lydighedsforholdet^[168] til den Hellige Apostoliske Stol, såfremt Eugenius accepterede punkterne fra Frankfurt.

I mellemtiden indså Johann von Lysura, at tingene ikke gik, som han ville. Så derfor indrettede han sin vilje efter tingene, underkastede sig ærkebiskoppen af Mainz og blev udpeget som dennes legat til Eugenius. I Siena traf han i selskab med adskillige af fyrsternes oratorer sammen med kejserens legater, og sammen drog de videre til Rom. Ved den første milesten blev de mødt af pavens og kardinalernes husstande og alle prælaterne ved kurien, og de blev eskorteret ind i Byen^[169] ligesom hærførere, der vender hjem efter at have besejret fjenderne.

To dage efter^[170] blev de kaldt til Eugenius og fik foretræde i et lukket konsistorium^[171], hvor Æneas talte på alles vegne. Paven og kardinalerne hilste hans tale med stort bifald. Men Eugenius blev syg den samme dag og lagde sig til sengs, og han overdrog det til kardinalerne at forhandle om sagen. Da man nu næsten var nået i mål med denne, trak adskillige af tyskerne i land^[172] og sagde, at man ikke burde aflægge lydighedserklæring til paven, når lægerne skønnede, at han ville dø inden 10 dage.

Æneas talte imod dem med tungtvejende argumenter og anførte, at det i høj grad var i den tyske nations interesse at fremskynde erklæringen, eftersom Eugenius allerede var positiv over for fyrsternes ønsker. For hvad han gjorde, ville også hans efterfølger bifalde. Men hvis Eugenius døde, inden erklæringen blev fremsat, kunne man risikere at få en efterfølger, som var strengere over for den tyske nation. Og uanset om efterfølgeren i øvrigt var streng eller mild, ville de ikke kunne forhandle med ham, fordi deres akkreditiver var stilet til Eugenius og ikke til efterfølgeren. Hvis de forlod Byen med uforrettet sag, ville fyrsternes forbund gå i opløsning, og nationen, der nu mestendels var enig, ville geråde i store splittelser og modsætninger. Det ville være en meget alvorlig sag og åbne for en styrkelse og konsolidering af det meget farlige skisma i kirken, som man nu ellers havde lukket.

Johann von Lysura havde samme opfattelse. Han ivrede i så høj grad for at fremsætte erklæringen, at han mente, at selv om alle Eugenius’ andre lemmer var døde, ville det være nok, hvis blot hans venstre lilletå var i live. Således overtalte de deres kolleger, og da Eugenius allerede havde godkendt punkterne og udstedt breve derom, blev alle legaterne inviteret ind i hans kammer, og der aflagde de lydighedserklæringen over for den sengeliggende pave. Denne overgav straks efter de apostoliske buller^[173] i Æneas’s hænder. Umiddelbart efter blev den højtidelige procedure genoptaget i et offentligt konsistorium under kardinalernes forsæde, og budskaberne fra kejseren og de øvrige fyrster blev læst op^[174].

Der udbrød nu almindelig glædesrus i hele Byen: der blev tændt bål, klokkerne ringede og trompeterne gjaldede uden ophør. Den følgende dag blev retshandlingerne^[175] suspenderet, og der blev forordnet en almindelig taksigelse^[176]: kardinalerne og de øvrige prælater gik sammen med folket i procession og bar Sylvesters pavekrone^[177], Johannes Døberens hoved og andre af de vigtigste relikvier fra Sankt Markus’ tempel til Laterankirken, hvor de frembar messeofferet. En lang og prydelig prædiken blev holdt til lovprisning af kejser Friedrich og pave Eugenius.

1.17. Eugenius dør og afløses af Nicolaus V. Æneas bliver pavelig sekretær og biskop af Trieste

Medens alt dette gik for sig, opstod der et rygte om, at biskop Niccolò af Trieste var død. Den første af kardinalerne, som hørte det, var kardinalen af Bologna^[178]. Han havde det fra dekanen fra Aquileia, som selv ønskede denne bispestol^[179] og havde bedt om kardinalens bistand. Men da kardinalen hørte om sagen, underrettede han i en note sin kollega, kardinalen af Sant’ Angelo, Juan de Carvajal, med ordene om, at der nu var en lejlighed til at fremme Æneas’ sag. Denne spiste tilfældigvis middag hos samme Juan, og de snakkede som sædvanligt om alt muligt. Juan rakte ham noten, så han kunne læse den, og spurgte ham, hvad han syntes. Æneas svarede ham: “Jeg vil ikke selv søge et embede, som ligger ud over mine fortjenester, men hvis det bliver givet mig uopfordret, vil jeg heller ikke afslå det.”

Dagen efter ansøgte kardinal Ludovico af Aquileia om bispestolen i Trieste til sin dekan, og andre prælater gjorde det samme for andre kandidater. Alle blev de dog afvist af Eugenius, som vedholdende erklærede, at han ville tildele Æneas dette bispedømme. Men da man undersøgte, om embedet faktisk var ledigt^[180], fandt man, at rygtet var falsk^[181]. Eugenius udnævnte dog Æneas til apostolisk subdiakon^[182].

Efter at have modtaget tyskernes lydighedserklæring kæmpede Eugenius i seksten dage med sygdom og død, og omsider bukkede han under og opgav ånden. Det skete på Festen for Peters Stol^[183] i det frelsens år 1447. Begravelsesritualerne varede i ni dage, hvorefter kardinalerne skred til valget af efterfølgeren. Æneas og Prokop von Rabstein blev sammen med de andre kongelige legater udpeget til konklavets vogtere. Da de havde våget i to nætter, blev Tommaso, kardinalen af Bologna, valgt til pave. Han antog navnet Nicolaus V, og mange mener, at dette skete i mindet om Niccolò Albergati, kardinal af Santa Croce. Denne havde været hans lærer, og man mente, at han var gået glip af paveværdigheden, da Martinus V døde, fordi han på det tidspunkt var pavens legat i Frankrig^[184]. Så snart Nicolaus havde taget ophold i Sankt Peters Palads^[185], tilkaldte han Æneas og bekræftede hans udnævnelse som apostolisk sekretær og subdiakon, og han overdrog ham at bære korset foran sig på sin kroningsdag^[186].

Tyve dage efter at Æneas var rejst fra Byen, fik pave Nicolaus sikker underretning om, at biskoppen af Trieste var død. Uden at rådføre sig med nogen kardinal indkaldte han til et konsistorium^[187], hvor han mødte op iført korkåbe og mitra^[188]. Til forbløffelse for alle fædrene i det hellige senat og derefter med deres bifald udnævnte han Æneas til biskop af Trieste, og han sendte ham breve derom, som blev ekspederet uden betaling^[189].

Ligeledes sagde kejser Friedrich, da han hørte, at denne bispestol var blevet ledig: “Dette bispedømme hører til vort territorium^[190]. Vi vil give det til Æneas.” Han sendte brev derom til paven uden at vide, at det allerede var sket^[191]. Uvidende om alt dette vendte Æneas tilbage til kejseren og fandt, at han var blevet kaldet til biskop både efter pavens og kejserens ønske. Heller ikke Trieste-borgerne, som plejede at være fjendtlige over for alle fremmede, modsatte sig Æneas. Kannikkerne havde ganske vist allerede valgt en fremtrædende medborger, nemlig deres egen dekan, til bispeembedet, men de bød denne forholde sig i ro og overdrog i fuld enighed Æneas besiddelsen af embedet, selvom det skete i hans fravær.

1.18. Konferencen i Aschaffenburg, og tyskernes lydighedserklæring over for den nye pave. Hertug Filippo Marias død. Æneas’ sendefærd til Milano og derefter til Istrien

I mellemtiden^[192] indkaldte kejseren til en forsamling af prælater og fyrster i Aschaffenburg, en by der hører til kirkeprovinsen Mainz og som ligger ved floden Main^[193]. Til denne konference sendte han juristen Hartung von Kappel og Æneas med den opgave at bestyrke ærkebiskoppen af Mainz og de andre deltagere i Frankfurter-forbundet i deres lydighedsforhold til pave Nicolaus og at inddrage den palatinske rhingreve, Ludwig von der Pfalz, og ærkebiskoppen af Köln i dette forehavende. Anstrengelserne bar frugt. På konferencen traf man de beslutninger, som kejseren ønskede: under en messe blev Nicolaus proklameret som tyskernes pave, og man bad til Gud om hans velfærd.

Skønt palatinergreven havde en datter af modpaven, Felix V^[194], til hustru, tilsluttede han sig dog den ærbødige underkastelse over for pave Nicolaus. Med hensyn til ærkebiskoppen af Köln førte denne på det tidspunkt krig mod indbyggerne i Soest, der havde gjort oprør imod hans herredømme^[195]. Da det ikke var sikkert at rejse igennem et område i oprør, forblev Æneas i Köln og forhandlede med ærkebispen pr. brev. Denne lovede at gøre alt, hvad kejseren ønskede, og sendte - uopfordret - penge til Æneas’ i Wien som dækning af hans udgifter til det tyve dages ophold i Köln^[196].

Medens disse begivenheder udspillede sig, døde hertug Filippo Maria af Milano af dysenteri^[197]. Forinden havde han offentligt indsat Alfonso V, kongen af Aragonien, til sin arving^[198], skønt han ikke havde ret til at gøre dette^[199]. Derfor sendte kejser Friedrich Æneas til Milano og sammen med ham biskop Friedrich af Seckau, kansleren Kaspar Schlick, sin kammerherre Johann Ungnad, sin læge Jacopo Landrono, og Pankraz Riutschad, alle fornemme riddere. Deres opgave var at gøre krav på fyrstendømmet som hjemfaldet til kejserriget. På een og samme tid søgte således kejser Friedrich, kong Alfonso af Aragonien, og hertug Charles af Orleans at opnå herredømmet over denne mægtige by^[200]. Den sidstnævnte hævdede sin ret på grundlag af en ægteskabspagt, som var indgået mellem hans egen og Filippo Marias fædre^[201].

Men milaneserne ønskede intenst deres frihed. De valgte et senat blandt byens ledende borgere og indsatte en magistrat til at lede bystaten. Magistraterne forkastede kong Alfonso og hertug Charles, og efter at have påhørt Æneas, som talte i kejserens navn, anerkendte de denne som deres overherre. De hævdede dog, at de havde privilegier i kraft af hvilke, de selv kunne regere deres bystat. Til sidst var de dog indstillede på at acceptere Friedrichs herredømme omend på visse betingelser. Dette resultat var sådan set ikke i overensstemmelse med deres skyldige forpligtelser, men i betragtning af omstændighederne fandt Æneas, at det var et rimeligt resultat. Hans tyske kolleger ville dog opnå mere og tabte derfor alt.

Da Æneas kom tilbage til Wien, blev han viet til biskop i overværelse af kardinalen af Sant’Angelo, Juan de Carvajal, den Apostoliske Stols legat.^[202] Derefter drog han til Trieste, hvor han fik en entusiastisk modtagelse af borgerne og holdt messe for første gang. Han blev der ikke længe, for han blev beordret til Istrien, hvor han bilagde en grænsestrid mellem kejseren og venetianerne. Striden blussede dog senere op igen. Da han vendte tilbage til Trieste, erfarede han, at Rupert von Wallsee førte krig imod borgerne i Trieste. Herunder led Æneas’ eget bispedømme stor skade, da dets fæstebønder^[203] blev drevet væk fra markerne, og kvæget bortført. Æneas drog til kejseren for at klage, og kun fordi han rejste hurtigt, undgik han at falde i et baghold fra Ruperts side, for denne var meget ivrig efter at tage ham til fange.

I mellemtiden var der til kejseren blevet indgivet falsk anklage imod kansleren, Kaspar Schlick, og denne blev tvunget til at opgive bispedømmet Freising, som han havde skaffet sin broder^[204]. Dag for dag blev kejseren ham mere fjendtligt stemt, og også Æneas kom under mistanke på grund af hans venskab og stadige omgang med kansleren. Æneas’ position blev således svækket, men han styrede en middelvej for ikke at støde an imod venskabet på den ene side eller imod sin herre, kejseren, på den anden. Således genvandt han dennes gunst, og på kejserens anbefaling fik han den særdeles vigtige sognekirke i Castro Vindelico^[205].

1.19. Æneas’ anden sendefærd til Milano. Francesco Sforza belejrer byen og bliver byens hertug

På den samme tid^[206] belejrede grev Francesco Sforza byen Milano, og de opskræmte borgere søgte om kejserens bistand. Endnu en gang blev Æneas sendt dertil sammen med juristen Hartung von Kappel. De skulle love de belejrede indbyggere hjælp, såfremt de underkastede sig kejseren. På rejsen stødte de på mange vanskeligheder. Efter et besøg hos hertug Sigismund i Innsbruck, hvor de overtalte ham til at støtte kejseren i sagen om Milano, kom de igennem de meget høje Bormio-alper ned i Valtellina. Her var befolkningen delt imellem dem, der støttede byen Milano, og dem, der gik ind for Francesco Sforza. Endvidere var Como-søen i fjendernes magt. Der var fare overalt. Derfor rejste de somme tider om natten over vandet, somme tider om dagen over stejle og uvejsomme bjerge. Da de nåede til Como, måtte de gøre ophold i atten dage, fordi fjenden, Francesco Sforza, holdt hele området mellem Milano og Como besat. Da Sforza fik underretning om, at der var ankommet legater fra kejseren, befalede han, at alle adgangsveje skulle bevogtes, og at legaterne skulle føres til ham i lænker, hvis de blev pågrebet.

Men disse engagerede omkring 200 ryttere og fodfolk, og da de havde fundet tre pålidelige mænd, som kendte vejene godt (såkaldte guidae), forlod de Como ved solnedgang og drog i retning af Milano. Da de havde rejst i et par timer, og det var blevet mørk nat, flygtede rytterne i ly af mørket tilbage, hvor de kom fra. I rejseselskabet var der også legater fra hertugen af Savoyen^[207] og adskillige milanesiske borgere, som var på vej hjem efter en handelsfærd igennem Tyskland. Da disse mænd hørte om rytternes flugt, frygtede de et baghold, og skrækslagne bad de om, at man vendte tilbage. Men Æneas tilkaldte fodfolkenes ledere og fandt, at de var standhaftige. I øvrigt bemærkede han på accenten, at een af dem var fra Siena. Så han vendte sig imod købmændene og sagde:

“Vær ikke bange. Vi er kommet igennem bjergpassene og er nu nået til den åbne slette. Vi har allerede undgået bagholdene, for dem arrangerer man jo på uvejsomme steder. Nu kan vi vælge mellem tusind ruter, og kun uheld kan bringe os i fjendernes hænder. Det vil den store og gode Gud forbyde. Følg mig, og jeg skal i denne nat bringe jer i sikkerhed i jeres egne hjem.” De drog så videre, og ved den tiende time drog de kort efter solopgang ind i Milano og blev modtaget under stor festivitas af hele befolkningen.

Men medens legaterne ophold sig i Como, var Milanos bystyre overgået fra den brede befolkning, der gik ind for det Romerske Rige^[208], til et oligarki, som i hemmelighed støttede Francesco Sforza. Æneas bad derfor senatet om indkalde en folkeforsamling, så han kunne give dem budskabet fra kejseren. Juristen Guarnerio da Castiglione - af fornem slægt og en glimrende taler - var på det tidspunkt leder af senatet og en hemmelig ven af Sforza. Han erklærede, at byens love forbød folkeforsamlinger; at man måtte frygte tumulter i den belejrede by; at senatet havde den fulde magt over folket, og at kejserens budskab derfor skulle fremføres for senatet. Herimod sagde Æneas, at kejserens beslutninger ikke var underlagt nogen love, efter som disses retskraft kom fra kejseren selv. Hans budskab skulle fostre fred, ikke oprør. Sendefærden fra kejseren ville lette vilkårene for en belejret befolkning, der var udmattet af den lange krig; det var underligt, hvis folket ikke ville høre sin herres stemme. Senatet besluttede derefter - imod Guarnerios ønske - at indkalde folket.

Næste dag forsamlede det sig talrigt i senatshuset. Da kejserens brev var blevet overrakt og læst op for alle, talte Æneas således: Da Filippo Maria var død, havde kejseren sendt legater til dem for at gøre krav på herredømmet over byen, men han blev ikke hørt, selv om det, han ønskede, var ret og rimeligt. I stedet havde milaneserne i glæden over deres nyfundne frihed selv valgt sig magistrater, som skulle varetage styret. Denne situation var fortsat indtil i dag. I sin mildhed var kejseren dog overhovedet ikke vred, selvom om han var blevet afvist på det skammeligste. I mellemtiden var greve Francesco Sforza Visconti^[209] trådt frem; fra ven var han blevet til fjende og havde underlagt sig de omliggende byer; Milano var under belejring og led stor nød; soldaterne gik over til Francesco; befolkningen led under mangel på korn; ingen af nabofyrsterne kom dem til undsætning; kun kejseren havde medynk med deres vanskæbne, idet han ikke tog sig af deres afvisning af ham. Men hvis de ville underkaste sig det Hellige Rige og anerkende kejseren som deres overherre, så var han parat til at komme dem til hjælp. De skulle tænke på, at han allerede havde indgået en aftale med sin fætter, hertug Sigismund, nabo til Lombardiet; på kort tid kunne en stor hærstyrke overskride alperne og drage ned i deres territorium. De skulle ikke sætte deres lid til sig selv alene, det ville være omsonst. De skulle heller ikke tro, at de ville miste deres frihed ved at acceptere kejserens overherredømme, for rigtig frihed består i at tjene retfærdige og legitime herrer. I byer, der regeres i folkets navn, findes der nemlig altid nogen, der lægger deres åg på folket. De havde nu valget mellem om det var kejseren eller Sforza, der skulle regere over dem, for sagen havde udviklet sig sådan, at hvis ikke de underkastede sig kejseren, kunne de ikke undgå Sforzas herredømme. Men hvis de accepterede kejseren, ville han tildele sine borgere enestående gunstbevisninger og store privilegier, de ville kunne handle frit i Tyskland og gøre Milano til en gylden by og Italiens hovedstad.

Derefter talte Guarnerio da Castiglione udførligt om frihedens sødme, men han sagde dog til sidst, at man skulle vælge nogle fremtrædende mænd af folket til at forhandle med legaterne om kejserens budskab. Nogle nætter senere, medens sagen endnu var uafgjort, greb tre af byens “porte” - således kalder de bydelene - til våben og udråbte kejseren til deres herre. Der er seks porte i byen og befolkningen er fordelt imellem dem. Det som folk i fire porte beslutter, det er gældende for alle seks. Da nu allerede tre porte råbte: “Leve kejserriget”, hørte senatorerne tumulten, og førend folkemængden fra en fjerde port kunne rejse sig, red de igennem byen og bød borgerne forholde sig i ro, nedlægge våbnene og vende tilbage til deres hjem. De forsikrede, at de også selv ville anerkende kejserens overherredømme, dog med forbehold for byens ære, men dette ville de omhyggeligt drøfte med legaterne. Herefter blev der udvalgt mænd, som drøftede følgende med legaterne: hvis kejseren bragte dem hjælp imod Sforza, så ville de acceptere følgende vilkår:

I Milano skulle kejseren indsætte en tysker som guvernør^[210] med ansvar for jurisdiktionen i Milano^[211]; i de andre byer kunne han indsætte de guvernører, han ville; appelsager, som blev rejst af de andre guvernører, skulle afgøres af guvernøren i Milano; dennes afgørelser skulle kunne ikke appelleres til andre instanser; skatteindtægter^[212] fra de byer, som tilhørte milaneserne, skulle deles ligeligt mellem kejseren og milaneserne; Milano skulle årligt betale 50.000 dukater^[213] til kejseren; tildelingen af de kirkelige og adelige len^[214] hørte fortsat under kejseren; alle vasaller skulle sværge troskab både til kejseren og til byen; hvis milaneserne erhvervede flere byer eller territorier med våbenmagt, skulle de søges som len af kejseren mod en passende afgift^[215]. Kejserens legater fandt disse vilkår tilfredsstillende, men da de havde fået instruks om at opnå mere, kunne de ikke acceptere dem.

Den tapre condottiere^[216], Carlo Gonzaga, forekom på det tidspunkt at være milanesernes eneste håb. Han opsøgte Æneas midt om natten, hvorefter Hartung blev tilkaldt. Carlo opfordrede dem indtrængende til bede om en ny folkeforsamling. Han lovede, at han selv ville komme tilstede og tilskynde folket, der havde stor tillid til ham, til at forlange kejseren som deres herre: han tvivlede ikke om, at magistraterne så ville blive væltet, og at bystyret hurtigt ville blive overdraget kejserens legater, indtil enten kejseren selv kunne komme eller sende en vikar^[217]. Han sagde, at han allerede havde truffet foranstaltninger hertil sammen med andre indflydelsesrige mænd i byen.

Alt dette forekom Æneas sandsynligt, men risikofyldt, og selvom han vidste, at man ikke kan udføre en stor og mindeværdig dåd uden fare, så skønnede han dog, at et sådant forehavende ikke anstod sig for ham som gejstlig. Han sagde derfor, at han allerede havde gjort, hvad kejseren havde befalet; folket havde hørt kejserens vilje; det kunne nu adlyde, hvis det ville; at gribe til vold var hverken let eller pålagt ham af kejseren; Carlo, som havde udtænkt dette, havde gjort sig fortjent til kejserens gunst, og Æneas ville fortælle denne om hans troskab^[218]. Sidenhen hævdede Carlo, at Æneas havde støttet Sforza, hvilket viser, at der er intet, som ikke kan forvrænges af en ondsindet person.

Da Æneas og Hartung ikke kunne vriste mere ud af milaneserne, fik de lejdebreve fra Sforza og opsøgte ham i hans lejr. Han var meget forundret over, at de var kommet ind i Milano uden om hans vagtposter. De talte længe sammen, først i tilstedeværelse af venetianske og florentinske udsendinge. Derefter blev disse og alle andre sendt ud, medens de selv blev hos ham en times tid og forklarede ham kejserens hensigter. Til sidst blev de sendt bort af ham under passende høflighedsformer.

De vendte nu tilbage til Tyskland og fandt kejseren i Sankt Veit, der er en i by i Kärnten^[219]. Kejseren var tilfreds med milanesernes løfter, men disse, som gik i stadig angst for at blive overmandet af Sforzas tropper, ventede i to måneder forgæves på svar fra kejseren. Derefter dræbte de Galeotto fra Toskana, uddrev de øvrige senatorer^[220] og indgik en alliance med venetianerne. Men da disse kun hjalp dem i beskedent omfang, myrdede de under en opstand venetianernes legat, Leonardo Venerio, åbnede portene for Francesco Sforza^[221] og overrakte ham hertugdømmets insignier – så vanvittigt kan et folk være!

1.20. Æneas’ sendefærd til kong Alfonso vedrørende ægteskabskontrakten mellem kejseren og Leonora af Portugal. Æneas bliver biskop af Siena

I mellemtiden var Æneas taget til sit bispedømme Trieste. I jubelåret^[222] blev han kaldt tilbage til kejseren og fik befaling om sammen med Gregor Volckenstorf og Michael Pfullendorf at drage til kongen af Aragonien og Sicilien, Alfonso V, i Napoli. De skulle på kejserens vegne indgå aftale om ægteskab med Leonora, søster til kongen af Portugal^[223]. De portugisiske ambassadører havde allerede indfundet sig i Napoli. De forhandlede om sagen i 40 dage, og da de omsider afsluttede den, holdt Æneas en tale i nærvær af kongen, den pavelige legat, kardinalen af Amiens, Jean Contay, hertugerne af Kleve, Kalabrien, Sessa og Schlesien og en stor skare af prælater og grever. Talen handlede om de høje parters fornemhed og fremragende egenskaber^[224] og blev holdt i tronsalen i Castelnuovo, Napoli. Den blev sidenhen kopieret af mange.

Hen imod afslutningen af jubelåret kom han tilbage til paven og gav i et offentligt konsistoriemøde meddelelse om det aftalte ægteskab. Han meddelte også, at kejseren i det følgende år ville komme til Rom for at blive kronet^[225]. Han frarådede det koncil, som franskmændene søgte at få afholdt i Frankrig^[226]. Til stede var hertug Albrecht af Østrig, kejserens broder, som julenat modtog det Apostoliske Sværd^[227], skønt dette forud var blevet lovet til hertugen af Kleve. Men paven sagde, at dette løfte var givet under den forudsætning, at der ikke kom en endnu mere værdig person til stede.

Heller ikke denne rejse var uden farer. Ligula er en flod i Volskernes land^[228], dyb og til alle sider omkranset af træer^[229], hvis grene dækker vandet og danner mange overgange. Man anvender derfor meget små både. Æneas og hans ledsagere steg ombord i en af dem - forledte af sømændenes stædighed og tvunget til at rejse om natten. Uafladelig stødte de ind i træernes grene, og til sidst hang de – i det dybeste mørke - fast på en kæmpestor træstamme og svævede i livsfare i to timer. Kort tid senere sank en anden båd på det samme sted og elleve mand omkom. Da de senere skulle sætte over en anden flod nær kysten ikke langt fra Cuma, kæntrede den båd, som medførte tjenerne, fordi den var blevet lastet for tungt, og både mænd og heste blev kastet i dybet. Men mændene undslap ved at holde fast i et tov og hestene ved at svømme.

Nu da vi har berettet om modgang, er det også rimeligt at berette om medgang. Da Æneas på sin rejse nåede til Ferrara, mødtes han med sin fætter på fædrene side, Jacopo Tolomei, en fremragende jurist og dommer ved Ferraras hof. Kejseren udnævnte ham senere til greve af det Hellige Lateranpalads^[230]. Jacopo sagde, at han gennem et brev fra sin hustru havde fået underretning om, at biskop Neri af Siena var død, og at man fortalte, at Æneas var udnævnt i hans sted. At dette var sandt, hørte han senere hen af den pavelige legat i Bologna.

Det forholdt sig således: da Neri var død, anbefalede sieneserne indtrængende til den Apostoliske Stol en god mand ved navn Conti, abbed for klosteret San Galgano, som var deres medborger og havde støtte fra medlemmerne af bystyret. De erklærede, at det var ham alene, de ønskede som biskop. Kardinalerne støttede forskellige kandidater. Men paven, som var den eneste, der tænkte på den fraværende Æneas, nominerede denne over for det Hellige Kollegium og overbeviste det om, at Æneas skulle overføres fra bispestolen i Trieste til sin fædrene by. Til sieneserne svarede paven, at han havde givet dem en fremragende biskop. Da de erfarede, at det var Æneas som var udnævnt^[231], takkede de hjerteligt hans Apostoliske Højhed^[232], fordi denne fornemme og lærde mand, deres medborger, som de overhovedet ikke havde turdet håbe på, skulle vende tilbage til sin fædrene by. Og da Æneas rejste igennem Siena, ilede de med - uden at afvente det apostoliske brev om udnævnelsen - at modtage ham i bispepaladset og de tilbød ham besiddelse af det hele^[233]. Selv sagde han, at man måtte afvente brevet.

Da han var vendt tilbage fra Napoli til Rom, takkede han paven, og modtog udnævnelsesbrevet fra det Apostoliske Kammer^[234] uden betaling - hvad der er yderst sjældent. Så vendte han hjem til Siena, sin fædrene by. Der blev han modtaget i procession af gejstligheden og folket og ført ind i byen under en gylden baldakin tiljublet af borgerne og under så store hædersbevisninger, at noget tilsvarende ikke førhen skulle være overgået byens andre biskopper.

På denne rejse udvirkede han også hos pave Nicolaus, at den hellige mand, Giovanni da Capistrano, en discipel af den hellige Bernardino, blev sendt til Tyskland for at genindføre den hellige Frans af Assisi’s regel, der var gået af brug i hele Tyskland. Æneas hørte ham siden hen prædike i Wien, hvor han var meget populær og blev anset som en mand, der kunne udvirke mirakler^[235]. Da Æneas selv vendte tilbage til Østrig, overbragte han ikke blot ægteskabskontrakten, som kejseren var tilfreds med, men han kunne også bekræfte, at paven, sieneserne, florentinerne, bologneserne, markgreven af Este og venetianerne ville give kejseren sikker rejse, når han drog til sin kroning i Rom. Det havde han udvirket hos dem alle, således som det var hensigten.

1.21. Æneas som kejserens udsending til Bøhmen

I mellemtiden havde bøhmerne indkaldt til en rigsforsamling i Prag. De havde ofte, men uden held søgt om få udleveret kong Ladislaus^[236], og de truede nu med at tage sagen i egen hånd. Hvis ikke Ladislaus, der var søn af kong Albrecht og rigets arving, blev sendt til dem, ville de tage en anden til konge. Derfor blev Æneas og adskillige andre adelsmænd sendt til Prag, men da en forfærdelig pest hærgede denne by, blev rigsforsamlingen flyttet til Beneschau. Der oplæste Æneas kejserens budskab. Han forklarede, at en mindreårig konge, som havde brug for ledelse, ikke kunne være i bedre hænder end kejserens, men han sagde også, at bøhmerne i øvrigt om kort tid ville få deres ønske opfyldt. Således dæmpede han de ophidsede gemytter, og de sagde, at de så ikke ville kalde en anden til konge.

Æneas havde også en lang samtale med rigsforstanderen Georg Podiebrad^[237] om fordelene ved fred og kirkelig enhed, og han bedømte denne som en person, der mere var vildført af magtbegær end af kætterske fejltagelser. Det gælder i øvrigt mange bøhmere, at de hellere vil have kættere end rettroende som herrer.

På denne sendefærd besøgte han to gange taboriterne. Det er hussitiske kættere, som bor i Bøhmen, de værste af dem alle. Med dem havde han voldsomme diskussioner om trosspørgsmål. Æneas skrev senere til den berømmelige kardinal af Sant’ Angelo, Juan de Carvajal, om taboriternes levevis, byens beliggenhed, deres fejltagelser og hele sin diskussion med dem. Hans brev derom foreligger sammen med de andre breve, som vi har samlet i eet bind^[238]. Her vil vi derfor forbigå disse ting og haste videre til andre.

1.22. Leonoras ankomst

Året derefter^[239] skulle kejserinde Leonora som aftalt sejle fra Portugal til havnebyen Talamone på sienesisk territorium, og kejser Friedrich skulle drage til Italien og modtage kejserkronen i Rom. Det var hensigten, at de skulle tage til Rom sammen og modtage diademerne^[240] af pavens hænder. Der blev udvalgt tolv adelsfruer og unge kvinder til at modtage den kongelige brud i havnen og siden stå til hendes tjeneste. Endvidere blev to baroner og to riddere udpeget som deres ledsagere. Til denne gruppe føjede man Æneas og sekretæren Michael Pfullendorf, der samtidig skulle varetage den officielle sendefærd. Disse fik til opgave at modtage kejserinden i Talamone og føre hende til Siena, hvor de skulle afvente kejserens ankomst.

Æneas og Michael fik endvidere instruks om at meddele de italienske kommuner og fyrster^[241] og især paven, at kejserens ankomst, som der var nogen tvivl om, nu med sikkerhed var fastsat til Sankt Martins fest^[242]. Endvidere skulle de søge om fri passage og aftale rimelige priser for forsyningerne. Breve om sagen blev sendt i forvejen.

Da nyheden herom bredte sig, blev magthaverne i Italien nervøse: de små begyndte at nære forhåbninger, fyrsterne vaklede, rygterne bredte sig overalt, og man frygtede de omvæltninger, som fra gammel tid brød ud, når kejserne drog ned i Italien^[243]. Mest bange var sieneserne, fordi de mente, at Æneas ønskede en politisk omvæltning^[244]. Ikke blot stammede han fra en stor og adelig familie, men han var også byens biskop og havde kejserens øre og stor indflydelse.

Siena i Etrurien anses for den første efter Firenze. Den hersker over mange og blomstrende byer og besidder et stort territorium. Tidligere havde de adelige magten, men på grund af deres egne indre splittelser afgav de frivilligt magten, som overgik til folket^[245]. Også her fik de dygtigste magten, som det plejer at ske, og forskellige partier overtog efter tur statsapparatet. Eet af partierne kaldes for De Ni og et andet for De Tolv. De har ganske vist flere medlemmer, men de kaldes sådan, fordi de har henholdsvis ni og tolv ledende “priorer”. Et tredje parti kaldes Reformatorerne, fordi de i deres magtperiode reformerede byens lovgivning og lod bymurene reparere. Det parti, som kaldes De Tolv, selvom de faktisk er omkring 500, regnes for det mindst betydningsfulde. Det har opgivet magten, og selvom det består af rige købmænd, lever det en tilværelse i underdanighed over for de andre partier. De Ni og Reformatorerne har delt byens embeder imellem sig på lige fod med folket, og de giver også efter forgodtbefindende Adelspartiet en vis del af embederne.

Af disse grunde mente sieneserne, at Æneas, der var adelig af fødsel, i forbindelse med kejserens ankomst, ville udpønse en måde, hvorpå han kunne føre sin familie tilbage til dens oprindelige værdighed og magt.

Da han havde udført sine opgaver for kejseren i Venedig, Ferrara, Bologna og Firenze, kom han til Siena, hvor man frygtede ham og observerede alt, hvad han gjorde. Man forbød endog folket at drage ham i møde. Nogle udstødte forbandelser over ham, således som folket har for vane. Byens magthavere hadede ham. Man må le ad verdens gang, i hvilken intet er stabilt, intet sikkert. Kun et år forinden kunne ingen få nok af Æneas, ingen kunne rose ham tilstrækkeligt. Men da han nu drog ind i byen, var han forhadt af alle, og ingen gjorde ham den ære at komme ham i møde. Hjemme kom der kun få for at hilse på ham. På byens pladser bemærkede han adskillige, som forbandede ham. Der gik et rygte om, at nogle havde sammensvoret sig om at myrde ham. Men han bar det hele med fatning og lo i sit indre over lykkens omskiftelighed.

Han opsøgte byens senat og overbragte dem et budskab fra kejseren. Derefter bad han magistraterne om ikke at nære fjendtlige følelser over for ham: han havde modtaget mange velgerninger fra deres styre og havde ingen grund til at modarbejde dem. Som deres biskop blev han æret som den første i byen, han ønskede fred og afskyede alle omvæltninger. Piccolomini-familien, som han stammede fra, var sammen med de øvrige adelsfamilier blevet behandlet anstændigt af magthaverne. Den fremragende retslærde, Gregorio Lolli, en af byens fremmeste ledere, var hans fætter og søn af hans faders søster, Bartolomea. Hans egne søstre var giftet ind i de ledende familier. Deres børn ville arve ham. Kort sagt var der intet, som burde gøre ham forhadt af byens ledere. Kejseren kom til Italien ikke for at udøve sin magt, men for at modtage kejserkronen. Som ledsagere havde han de fornemste fyrster og mægtige adelsmænd. De var tilhængere af fred, og de kom som venner, ikke som fjender. Der var intet at frygte af dem, de ønskede blot at rejse igennem. Kejseren havde aldrig brudt sig om optøjer, han var pålidelig og trofast, og han holdt sine løfter. Da Æneas således havde beroliget dem, kunne han blive i Siena i større sikkerhed.

På dette tidspunkt blev Michael Pfullendorf, hans kollega og kære ven, angrebet af feber og opgav sin store og fornemme ånd. Æneas gav hans legeme en storstilet begravelse i den Hellige Jomfrus kirke^[246]. Der var stadig folk i Siena, som mumlede imod ham, og som en yderlige forholdsregel på grund af sin upopularitet, begav han sig med sine kolleger til Talamone for at afvente kejserinden dér og ikke at blive fundet i Siena, hvis kejseren i mellemtiden drog af sted til Italien.

Han kunne ikke tage til paven, for han ville ikke risikere at blive opholdt i Rom, når kejserinden nåede i havn. Modtagelsen af hende var jo hans vigtigste opgave.

Paven, som kendte sine romere og vidste, at mange af dem ønskede politiske omvæltninger, frygtede en folkelig opstand, for florentinerne sagde, at det var blevet spået, at han enten ville dø eller lumpent blive taget til fange inden den 20. marts. Paven havde derfor skrevet til kejseren om at udsætte sin ankomst til sommeren - på grund af manglende forsyninger! Endvidere bød han Æneas komme til sig så hurtigt som muligt.

Men Æneas vidste godt, hvad paven havde skrevet til kejseren. Han skrev selv et brev til paven, hvori han bad sig undskyldt og udtrykte sin forundring over ændringen i pavens holdning: det ville være anstødeligt, hvis man tilbagekaldte pavens ord; han, Æneas, huskede meget vel, at paven selv havde sagt til ham, at kejseren skulle vælge vintertiden, fordi klimaet da var sundere, og der ville være overflod af de nødvendige forsyninger, samt at alt var parat til kroningen. Paven havde uopfordret inviteret kejseren til at komme. Det ville være uværdigt nu at trække invitationen tilbage, da kejserens afrejse allerede var umiddelbart forestående, og hans hustru når som helst ville lande på den italienske kyst. Han havde hørt, at man havde gjort paven nervøs ved situationen, og at kejseren blev frygtet i Rom, men det var en grundløs frygt. Han måtte jo vide, at kejseren var retfærdig; at han satte pris på Nicolaus; at han intet hadede mere end tumulter; at han hellere ville dø end at svigte sit ord; at han havde et højfornemt følge, som kun ønskede ro, og som ærede Gud og religionen.

Nicolaus blev påvirket af disse ord og skrev til kejseren om at rejse, når han selv fandt det hensigtsmæssigt. Brevet sendte han til Æneas, for at denne kunne sende det videre til kejseren, hvis han fandt det rigtigt. Æneas var tilfreds med pavens brev og sendte det straks med kurer til kejseren. I mellemtiden var der opstået uro i Østrig^[247], som forsinkede kejserens afrejse med adskillige dage, medens modvinde og forfærdelige storme længe holdt kejserinden tilbage. Så Æneas måtte opholde sig i Talamone i 60 dage, hvad der var ret kedsommeligt både for ham selv og for hans kolleger. Ind imellem besøgte han dog Argentario-bjerget og den berømte Porto Ercole samt Ansedonia, som er værd at se, for selv om dens bygninger ligger i ruiner, er dens bymure bevaret. De er bygget af kæmpemæssige, kvadratisk tilhugne sten, der på bemærkelsværdig måde er føjet sammen uden cement. De står på en høj lige ved det Tuskiske hav^[248] og vender i retning af Karthago.

Kejseren var nu draget ned fra Tyskland til Italien og rejst videre i stor hast. Der skete så det bemærkelsesværdige - hvad enten det beroede på en vind sendt af Gud eller et rent tilfælde - at kejseren drog ind i Firenze på den samme dag, som kejserinden landede i havnebyen Livorno^[249]. Æneas modtog på een og samme dag breve både fra kejseren og kejserinden, som bød ham og hans kolleger begive sig til Pisa i al hast. Han adlød og drog med sine kolleger og med adelsfruerne via Grosseto, Scarlino og Volterras territorium og nåede hurtigt frem til Pisa. Kejseren havde allerede sendt Johann, biskoppen af Regensburg^[250]; sin slægtning, Vanco, hertug af Schlesien; Michael, greve af Magdeburg; Johann Ungnad, sin kammermester^[251]; Ulrich Sonnenberg, Østrigs kansler; Ulrich von Starnberg; Jacopo Landrono, sin livlæge, samt et antal adelige riddere til kejserinden. Endnu var dog intet besluttet. I Pisa diskuterede man længe, hvordan man officielt skulle modtage kejserinden og bringe hende til kejseren. Efter at der var truffet aftale om de øvrige ting, tilkaldte den portugisiske marquis^[252], som havde modtaget Leonora fra broderen for at bringe hende til kejseren, legaterne og de fremtrædende borgere fra Pisa samt notarerne, tog kejserinden ved højre hånd og betroede hende til Æneas, for at denne kunne føre hende til kejseren. Dette irriterede i høj grad hertug Vanco, som mente, at denne ære rettelig tilkom ham selv på grund af hans slægtskab med kejseren. Men portugiserne og de andre kejserlige legater mente noget andet.

1.23. Florentinernes frygt. Kejserens og kejserindens første møde. Kejserens profeti om Æneas. Kejserens og pavens drømme

Medens dette udspillede sig i Pisa, var florentinerne, som holder denne by i et jerngreb og nærer mistanke til alle pisanere, stærkt utilfredse med, at så mange udlændinge var kommet dertil og opholdt sig der så længe. Men de blev afholdt fra at foretage sig noget af Æneas, som de kendte godt, og som hver dag garanterede deres afrejse.

Kejseren var i mellemtiden kommet til Siena og afventede dér sin brud. Da han hørte, at hun nærmede sig i al hast^[253], sendte han hende først byens borgere i møde, dernæst sin bror, hertug Albrecht af Østrig, så sin fætter Ladislaus, kongen af Ungarn og Bøhmen, og for det fjerde gejstligheden med helgenrelikvier. Endelig kom han selv imellem de to pavelige legater, kardinalen af Santa Susanna, pave Nicolaus’ broder, Filippo Calandrini, og kardinalen af Sant’ Angelo, Juan de Carvajal. Da han var nået frem til en bred og åben plads mellem den anden og tredje byport, standsede han og afventede sin hustru. Da hun nåede frem, steg de begge af hesten og omfavnede hinanden. Heinrich Leubing, specialist i kanonisk ret, holdt tale på kejserens vegne og Æneas på kejserindens. Sidenhen rejste sieneserne en marmorsøjle på stedet som varigt mindesmærke for eftertiden om, at en kejser, der kom fra Øst, og en kejserinde, der kom fra Vest, her havde mødtes for første gang^[254].

Forinden havde sieneserne sendt alle våbenføre mænd fra De Tolvs parti samt fra Adelspartiet og især Æneas’ slægtninge af Piccolomini-familien ud af byen. Men da de oplevede kejserens mildhed og godhed og indså, at Æneas havde talt sandt, genvandt de deres beundring for ham og kaldte ham en god fader og borger. De kaldte hans slægtninge tilbage og holdt op med at være mistænksomme. Endelig udpegede de Æneas til deres legat over for paven.

Da kejseren på den videre færd mod Rom havde krydset bjergryggen ved Monte Cimino, der ligger oven for Viterbo, tilkaldte han Æneas, medens de red. “Nu er vi på vej til Rom,” sagde han. “Jeg forudser, at du vil blive kardinal, og at din lykke ikke vil standse der. Du vil nå endnu højere. Den hellige Peters Stol venter dig. Se til, at du ikke ringeagter mig, når du har nået denne ære.” Æneas svarede: “Jeg stræber hverken efter at blive pave eller kardinal.” “Men jeg,” sagde kejseren, “ser, at dette vil ske.” Æneas opfattede ordene som en spøg og drog videre til Rom som den første af kejserens prælater, og da kardinalerne og byens første mænd kom dem i møde og overbragte deres hilsener, var det ham, der svarede på kejserens vegne.

Da kejseren havde tilbragt en nat uden for byens mure^[255], blev Æneas kaldt til paven, der hvilede sig på en seng. Æneas understregede atter en gang kejserens velvillige og trofaste sindelag. Derefter udtrykte han sin forundring over, at paven havde kunnet komme i tvivl om så stor en fyrstes troværdighed. “Forsigtighed skader mindre end blind tillid”, svarede paven.

Kejseren holdt sit indtog i Byen^[256], og foran portene til Peterskirken kyssede han pavens hellige fødder. Dernæst bød han Æneas holde en tale på sine vegne. Det blev endvidere overdraget Æneas at tale i kejserens navn under den formelle ansøgning om Milanos jernkrone, også kaldet Lombardiets krone^[257]. Det samme skete under velsignelsen af brudeparret, da paven selv forenede Leonora og Friedrich, og endelig under kejserkroningen foran Sankt Peters alter^[258]. Han tog sig også af en lang række fortrolige sager mellem paven og kejseren^[259].

Jeg synes i øvrigt, at jeg bør nævne en ting om drømme, som det er værd at erindre. Dagen efter kroningen aflagde kejseren sammen med tre rådgivere og blandt dem Æneas, besøg hos paven. Da samtalen havde varet i nogen tid, sagde kejseren: “Fader, du husker måske, at jeg efter kroningen ville fortælle dig en drøm. Det forholder sig således: natten efter at du forlod mig sidste gang i Wien, drømte jeg, at jeg kom til Rom for at blive kronet. I drømmen undrede jeg mig over, at kronen blev sat på mit hoved af dine hænder, og jeg tænkte, at det ikke var en gyldig kroning, fordi den ikke blev foretaget af biskoppen af Rom, men af biskoppen af Bologna^[260]. Da jeg vågnede, affærdigede jeg drømmesynet. Senere hen da Æneas som den første underrettede mig om, at du var udnævnt til kardinal og dernæst, at du var valgt til pave, vidste jeg med det samme, at jeg ville blive kronet af dine hænder. Det er så sket nu^[261].”

Så sagde Nicolaus: “De, som regerer over folkene, har ofte sande drømme. Natten forinden Eugenius’ død, drømte jeg selv, at jeg kom ind i dette værelse, der dengang var todelt, som du ved, Æneas. Først tog Eugenius palliet af, derefter tunikaen, og gav mig dem på. Han afførte sig også sin høje hat, formet som en mitra, af den slags som vore soldater plejer at bære, og satte den på mit hoved. Til sidst tog han mig ved hånden, viste mig denne stol og sagde: “Sæt dig her. Jeg vil drage fra dette sæde til Sankt Peter. Næste dag døde han og blev ført over til Peterskirken. Hans sjæl glæder sig måske allerede nu^[262] i selskab med sin glorværdige forgænger. Hvad mig selv angik, blev jeg valgt til pave tolv dage efter.”

1.24. Pave Nicolaus’ løfte om at gøre Æneas til kardinal. Ladislaus’ flugtforsøg. Borsos udnævnelse til hertug

Medens alt dette stod på, var det den almindelige opfattelse, at Æneas ville blive optaget i kardinalernes orden, da han syntes at stå i høj gunst både hos kejseren og paven. Det var ikke uden grund, for Nicolaus havde lovet kejseren, at Æneas ville være den første blandt de næste kardinaler, som han udnævnte. Og han løj ikke, men der blev ikke udnævnt nogen kardinaler inden hans død. I øvrigt tilfalder denne værdighed ikke altid den, som har gjort sig fortjent til det. Ofte går den til een, der nærmest tilkæmper sig den. Nogle gør sig fortjent til den, og så får de den. Andre får den, og så gør de sig fortjent til den. Nogle tager den med sig i graven, som noget de har tilvristet sig uden at gøre sig fortjent dertil.

Derefter drog kejseren til Neapel^[263]. Æneas var ikke helt rask, så han blev nogle dage i Rom og tog sig blandt andet af den unge kong Ladislaus. En dag fik paven underretning om, at kongen planlagde at flygte^[264]. Hvis han ikke kom under bevogtning, ville han vende hjem til Østrig. På den femte time i den nat, som var udset til flugten, tilkaldte paven Æneas og bød ham lade kongens bolig vogte omhyggeligt. Æneas tog til paladset og indskærpede vagterne, at de ikke måtte tillade forræderiske anslag: de skulle levere Ladislaus, som de havde i deres varetægt, sikkert tilbage til kejseren, når denne kom tilbage. Sidenhen blev der ikke fundet sikre beviser i denne sag, selvom kongens huslærer prøvede at begå en endnu mere nedrig dåd, da rejseselskabet senere nåede tilbage Firenze.

Da kejseren kom tilbage^[265] fra Napoli og atter mødtes med paven og det Hellige Senat^[266], holdt Æneas på kejserens vegne to taler i en offentlig forsamling. I den ene takkede han paven og kardinalerne for deres store velgerninger mod kejseren. I den anden opfordrede han paven til at indkalde til og iværksætte et almindeligt felttog imod kristenhedens^[267] fjender, således at de kristne i Grækenland og i Orienten ikke længere ville blive forfulgt.

Da Æneas drog bort fra Byen i kejserens følge^[268], blev han udnævnt til orator for den Apostoliske Stol med beføjelser som pavelig legat a latere^[269] til Bøhmen, Schlesien, Østrig, Mähren, Steiermark, Kärnten og Krain. Ikke længe efter udvidede paven på kejserens anmodning denne legation til det ungarske rige^[270].

Da kejseren nåede til Siena, var han nervøs for at drage igennem Firenzes territorium, fordi han mente, at hans ophold i Napoli kunne forekomme florentinerne suspekt^[271]. Æneas blev sendt i forvejen, og det lykkedes ham at genskabe den almindelige tillid og skaffe kejseren sikker gennemrejse. I Firenze afventede udsendinge fra Ungarn og Østrig kejseren. De inviterede Kaspar Wendel, kong Ladislaus’ huslærer, til et møde, hvor de overtalte ham til at vriste kongen ud af kejserens magt. Dette skulle ske således: man skulle få drengen til, når han havde ledsaget den bortdragende kejser til byportene, at sige, at han gerne ville blive nogle dage mere i Firenze, og når han havde fremsat denne anmodning, skulle han vende sin hest. Udsendingene ville lægge pres på byens magistrater for at have bevæbnede mænd parate til at yde modstand mod kejseren, hvis denne ville anvende magt over for drengen. Men det florentinske senat vendte sig med afsky fra en så skændig handling. Det stod fast på sin ære, afviste udsendingene med foragt, og tog afsked med kejseren under store æresbevisninger.

Da kejseren kom til Ferrara^[272], opfordrede man ham indtrængende til at ophøje markgreven, Borso d’Este, til hertug. Dette var kejseren ikke umiddelbart stemt for, men han blev overbevist både af Æneas’ og de øvrige rådgiveres argumenter. Så han oprettede et hertugdømme bestående af Modenas og Reggios territorier og udnævnte Borso til hertug. Hele Italien sagde, at det var udmærket gjort og et velvalgt område - man kendte jo endnu ikke den nye fyrstes karakter!

Da den nye hertug efter sædvanen offentligt skulle iføres de hertugelige insignier^[273], fik Æneas hvervet med at holde tale om kejserens velgerninger, om huset Estes berømmelse, om Borsos fortræffelighed, og om den høje værdighed, der blev tildelt ham. Også da man kom til Venedig^[274], var det ingen anden end Æneas, som på kejserens bud fik til opgave at tale til senatet og dogen^[275] om en række vigtige sager.

1.25. Krigen i Østrig. Æneas’ sendefærd og fredsslutningen

Da kejseren endelig kom tilbage til sit eget land, førte østrigerne en stor hær imod ham^[276]. I adskillige dage belejrede de ham ved Wiener Neustadt og sønderskød murene ved hjælp af bombarder^[277] og andre krigsmaskiner. Uforfærdet forblev Æneas ved kejserens side. Der blev indgået våbenhvile, kong Ladislaus blev udleveret til østrigerne, og der blev indkaldt til en fredskonference i Wien^[278]. Til denne konference^[279] sendte kejseren flere fremtrædende oratorer. Den første blandt dem alle var Æneas, og hos ham mødtes repræsentanter for hele Tyskland, store prælater, fornemme grever og fremtrædende baroner. To gange holdt han tale i kejserens navn til de adelige herrer, som var kommet fra hele Ungarn, og een gang til bøhmerne. To gange aflagde han besøg hos Ladislaus, der nu var blevet regerende fyrste.

På denne tid verserede der ved kejserens domstol en betydningsfuld retssag mellem markgreve Albrecht af Brandenburg og byen Nürnberg. Sagen drejede sig om alvorlige problemer og blev ført med stor heftighed fra begge sider. Kun fyrsterne kunne sidde til doms i sagen. Med sin store veltalenhed og energiske kløgt bragte Albrecht en hertug af Østrig, to fra Bayern, en fra Sachsen, to fra Schlesien og adskillige andre fyrster over på sit parti. Det så ud som om kejseren ville være nødt til at afsige en uretfærdig dom, med mindre Æneas intervenerede. Denne havde kejseren allerede optaget blandt rigets fyrster, da han blev biskop i Siena. Da Æneas blev spurgt om sin mening, sagde han, at man frem for alt måtte opretholde kejserens ære, da det var i dennes navn, at dommen skulle afsiges. Men kejserens ære kunne kun bevares, hvis dommen var retfærdig. De, der var forudindtagne, fordi de selv havde deltaget i Albrechts krig mod Nürnberg, burde absolut ikke deltage i domsafsigelsen. De andre, som sad med hos kejseren, var unge og uerfarne og for få til at kunne afgøre så vigtig en sag. Æneas mente, at det ikke ville skade hverken retfærdigheden eller sjælenes frelse - og at det derudover var hensigtsmæssigt - at udsætte sagen til et senere tidspunkt, når kejseren kunne have flere fyrster, som ikke var personligt indblandet i sagen, til at bistå ham.

Johann Eich, biskoppen af Eichstätt, følte sig truffet af disse ord - for han var også gået i krig mod Nürnberg. Han genfandt nu sin samvittighed og tilsluttede sig Æneas’ mening. Det samme gjorde biskoppen af Regensburg og markgreve Karl af Baden. Denne var gift med en søster til Albrecht, men han sagde, at slægtskab på ingen måde måtte gå forud for retfærdighed. Han er i sandhed en fyrste, som er værdig til at regere, og allerede som ung mand fulgte han i sin fremragende faders fodspor.

Også de øvrige fyrster tilsluttede sig biskoppen af Eichstätt, selvom de næppe helt havde forstået ham. Således blev sagen udsat til et andet tidspunkt, og kejseren blev fri for den vanære, som han ganske uforskyldt var ved at pådrage sig, da han på grundlag af de tilstedeværende fyrsters partiskhed skulle til at fælde en uretfærdig dom. Derefter kom kong Ladislaus’ udsendinge til kejseren for at forhandle om den fred, som man næsten havde opgivet i Wien. Æneas holdt den offentlige svartale til dem. Forhandlingerne trak i langdrag, og der var kun ringe håb om et resultat. På opfordring af flere rådgivere og hofembedsmænd^[280] tilkaldte Æneas da Ulrich Sonnenberg og opsøgte kejseren. Overfor denne påviste de med vægtige argumenter, at den foreslåede fredsaftale var ærefuld og acceptabel. Næste dag blev der så sluttet fred.

1.26. Konstantinopels fald. Rigsdagen i Regensburg

Tyrkerne havde tidligere gjort sig til herrer over Lilleasien og størstedelen af Grækenland. Medens de ovennævnte begivenheder udspillede sig, belejrede de med vældige styrker Konstantinopel både til lands og til vands. Konstantinopel var det østlige kejserriges hovedstad og havde hidtil som det eneste område i Thrakien kæmpet imod Mehmeds^[281] åg. Efter at have bestormet byen i tretten dage, nedkæmpede tyrkerne modstanden, indtog byen og plyndrede den^[282]. De dræbte grækernes kejser Konstantin^[283] og massakrerede næsten hele adelen. De gjorde folket til slaver og skændede Hagia Sophias ædle tempel og alle den kongelige bys basilikaer med muhammedanske smudsigheder. Dette var en sørgelig nyhed for de kristne, og især for pave Nicolaus og kejser Friedrich, hvis regeringstid blev skamplettet af så stor en skændsel for den kristne religion. For hvilke af de katastrofer, som er sket igennem tiderne, er ikke blevet lagt fyrsterne til last? Alle ulykker tilskrives herskernes efterladenhed. Almindelige mennesker sagde: “De kunne have hjulpet Grækenland i dets nød, inden det blev erobret, men gjorde intet. Vore ledere er uduelige.”

Da kejseren fik underretning om det skete, ville han udviske denne store skamplet, men i stedet pådrog han sig een, som var endnu større, for han begyndte på noget uden at gennemføre det: han sammenkaldte de kristne, for at de skulle rådslå i fællesskab, og han deltog ikke engang selv i mødet.

Kejseren indkaldte tyskerne til en rigsdag i Regensburg, en by i Bayern ved Donau^[284], og inviterede også hertug Philippe af Bourgogne, den berømmelige og mægtige fyrste. Denne var netop i færd med at nedkæmpe et oprør i Flandern, men så snart han modtog kejserens budskab, lod han stridighederne i Flandern bag sig og begav sig ud på den lange rejse til Regensburg. Han var den af de kristne fyrster, som var mest krigerisk over for tyrkerne. Dette skyldtes enten, at han ville hævne sin fader, som tyrkerne engang havde taget til fange og kun slap fri mod en meget stor sum løsepenge^[285], eller også kærlighed til religionen, idet han mente, at det var den sikreste vej til at opnå det evige liv. Det kunne endelig også skyldes, at han ville den vinde den offentlige mening for sig – den ligger de fleste mennesker jo under for. Hans ankomst styrkede i høj grad Regensburg-forsamlingens autoritet: hertug Ludwig af Bayern og markgreve Albrecht af Brandenburg og adskillige andre fyrster ville ellers være blevet hjemme, men da de hørte, at Bourgogne var undervejs, drog også de til Regensburg.

Skønt kejseren havde givet klar forhåbning om, at han selv ville komme til stede, ændrede han dog beslutning og forblev i Østrig af frygt for, at flammerne hos naboen Ungarn også skulle sætte hans eget hus i brand. På den tid hærgede røverhøvdingene Gilles og Hanchrauter Ungarn tæt på Østrig og Steiermark. Man mente, at Janos Hunyadi, den ungarske rigsforstander, med det allerførste ville drage i felten mod dem. Uanset hvem af dem, der blev sejrherre, måtte kejseren frygte ham. Som mennesker har for vane, besluttede han selv at tage sig af sine egne affærer, medens han lod sine legater tage sig af de fælles. Således sendte han fremtrædende repræsentanter fra sit eget hof, to baroner og to biskopper, af hvilke den ene var biskoppen af Gurk, Ulrich Sonnenberg og den anden biskoppen af Siena, Æneas selv. Med dem var også Nikolaus af Kues, kardinalen af San Pietro in Vincoli^[286], som på det tidspunkt opholdt sig i sit bispedømme Brixen. Pave Nicolaus sendte også Giovanni da Castiglione, biskoppen af Pavia^[287], som skulle anbefale forsvaret af den katolske tro til rigsdagen^[288] og tilbyde pavens hjælp^[289].

Da mange prælater og kristne fyrster var kommet tilstede og rigsdagen fuldtallig, blev der kaldt til møde på rådhuset. På kejserens vegne holdt Æneas en tale, i hvilken han direkte og meget klart påviste, hvor stor skade kristenheden havde lidt på grund af Konstantinopels erobring, og hvor stor en fare, der truede, hvis ikke tyrkerne blev standset. Han opfordrede alle til at gribe til våben for det fælles vel, og han fremsatte en undskyldning for kejserens fravær, som havde været nødt til at blive hjemme (men alle hans grunde lød hule!^[290]).

Derefter talte Giovanni da Castiglione, biskoppen af Padua, i pavens navn, og for hertugen af Bourgogne talte Jean Fillastre, biskoppen af Toul. Denne blev senere af Pius II overført til bispestolen i Tournai^[291]. Også kardinalen af San Pietro in Vincoli, Nikolaus af Kues, talte for krigen, og mange andre talte efter bedste evne, således som det plejer at ske i en stor forsamling.

Da hertug Philippe havde hørt Æneas, sagde han: “Hvorfor har vi brug for så mange ord? Æneas har klart vist os, hvad vi bør gøre. Lad andre sige, hvad de vil. Jeg vil tale for mit eget vedkommende. Jeg ved, hvor farlig situationen er for kristenheden. Hvis vi vil beholde vores tro, vores frihed, vore liv, er vi nødt til at gå i felten imod tyrkerne og ødelægge deres magt, førend den bliver stærkere. Jeg vil hverken spare mine ressourcer eller mit liv, blot der også er en anden egnet^[292] fyrste, som vil ruste sig, og som jeg kan gå sammen med.”

Philippe fik hele forsamlingens bifald, og der var almindelig enighed om, at han var den bedste og værdigste regent af alle. Da alles meninger var blevet hørt, vedtog man et dekret, som Æneas havde formuleret. Alle stemte for et felttog mod tyrkerne. Man besluttede dog også at søge bistand hos franskmændene, som kunne stille med kavaleri til felttoget, og hos italienerne, som kunne sende en stærk flåde til Grækenland og Asien^[293] og gennemføre en blokade af tyrkernes vigtigste havnebyer. Tyskerne selv besluttede at samles til endnu en rigsdag i Frankfurt am Main (en biflod som møder Rhinen i nærheden af Mainz) for dér at rejse troppestyrker og kapital til at finansiere krigen. Disse og flere andre beslutninger vedrørende tyskerne selv blev truffet i Regensburg^[294].

1.27. En ny rigsdag afholdes i Frankfurt og opildnes af Æneas til krig mod de vantro

Da rigsdagen var slut vendte Æneas tilbage til kejseren fast besluttet på at gense Italien og tilbringe resten af livet i sit fædreland^[295]. Men da han ansøgte kejseren derom, blev det ikke bevilget. Han blev holdt tilbage for at kunne repræsentere kejseren på rigsdagen i Frankfurt. Han var jo den ved hoffet, som syntes mest engageret i forsvaret for religionen, og som havde de fornødne talegaver til at kunne opnå noget i en forsamling. Tidspunktet for rigsdagen^[296] nærmede sig, og han selv, biskoppen af Gurk, Ulrich Sonnenberger samt markgreverne Albrecht af Brandenburg og Jakob af Baden blev sendt dertil. Da de nåede Frankfurt, var der kun kommet ret få til stede, og de var fjendtlige over for kejseren og paven. Efter nogle dage ankom også Dietrich von Erbach, ærkebiskoppen af Mainz, og Jakob Sirk, ærkebiskoppen af Trier, og udsendinge fra næsten hele Tyskland. Fra Italien sendte paven samt markgreverne af Este og af Mantova repræsentanter. Kong Alfonso af Sicilien og Venedig var mere sendrægtige. Deres udsendinge ankom først til Tyskland, da rigsdagen var overstået. Ungarerne og burgunderne deltog, de første søgte om hjælp, de sidste tilbød den. Til stede var også franciskanermunken^[297] Giovanni da Capistrano, berømt for sin hellige livsførelse og sin utrættelige gerning med at prædike Guds ord. Folket anså ham for en profet, selvom han kun havde ringe held med at overtale dem til krig mod tyrkerne. Tyskerne havde skiftet holdning, og der var ingen, som gik ind for felttoget imod tyrkerne. Deres ører var som forgiftede, og de kunne ikke tåle at høre kejserens eller pavens navn. Disse var falske og griske, sagde man, de var kun ude på at rage guld til sig, ikke på at føre krig. Det med at beslutte en krig imod tyrkerne, det var blot en smuk fuglefælde, der kløgtigt skulle trække penge ud af guldfuglen Tyskland, som var det et barbarland, og så ville de to verdensledere dele byttet imellem sig. Men rigsdagen skulle få et andet resultat, end de to havde forestillet sig, for det tyske folk ville hverken give dem penge eller udskrive soldater. Dybt overbeviste herom talte alle ondt om kejseren og paven, hånede deres legater, grinede af burgunderne, der syntes klar til felttoget, og talte hårdt til ungarerne, som ikke havde kunnet forsvare deres rige og nu ville involvere tyskerne i deres egne ulykker.

Når man på den måde ringeagtede beslutningen fra Regensburg, var der intet håb om et godt resultat. Men da forsamlingen blev åbnet, skete der efter Æneas’ tale det forunderlige, at de alle pludselig genfandt deres tidligere begejstring for at gå i krig. Han talte næsten i to timer, og alle lyttede så opmærksomt, at ingen hostede, ingen vendte deres blik fra den talendes ansigt, ingen syntes, at hans tale var for lang, alle var kede af, at den sluttede^[298]. Adskillige andre var blevet hørt, men både med kedsomhed og hånlatter. Det gjaldt ikke mindst biskoppen af Pavia, Giovanni da Castiglione, den Apostoliske Stols legat. Han fortalte om en drøm, hvori han havde set en meget smuk kvinde, der begræd sin skæbne. Hende præsenterede han som et billede på kirken. Tilhørerne syntes dog, at hans tale var for tynd^[299] i forhold til en så alvorlig sag. Æneas’ tale blev til gengæld rost af alle, og mange kopierede den. Den fik som resultat, at beslutningen fra Regensburg om at gå i krig blev stadfæstet. Ungarerne fik løfte om hjælp i form af ryttertropper på 10.000 mand og 32.000 fodfolk. Det blev endvidere besluttet, at kurfyrsterne og de øvrige tyske fyrster skulle mødes med kejseren næste pinse og ordne de udestående spørgsmål med hensyn til felttoget. Dermed sluttede rigsdagen, og kejserens legater vendte tilbage til Østrig.

1.28. Konferencen i Wiener Neustadt. Pave Nicolaus’ død. Valget af Calixtus III

Ikke længe efter fandt den nye konference sted^[300], og følgende kom til kejseren i Wiener Neustadt: ærkebiskoppen af Trier, Jakob von Sirk, markgreverne Albrecht af Brandenburg og Karl af Baden, og adskillige andre af de tyske fyrster. De øvrige sendte deres legater. Fra Ungarn kom de mest fremtrædende biskopper og baroner for at søge om hjælp, og de havde meget at sige om krigen imod tyrkerne og om forventningen om sejr. Fra Italien kom den pavelige legat, Giovanni da Castiglione, biskoppen af Pavia, der også havde været til stede i Regensburg og i Frankfurt. Efter sin egen opfattelse var han yderst klog og veltalende. Efter andres mere beherskede opfattelse var han blot ikke stupid, og han kunne da lige holde tale^[301]. Efter ham fulgte Michele Riccio, legat for kong Alfonso af Sicilien og Aragonien. Han viste større lidenskab i nedrakning end i lovprisning. Heller ikke Giovanni da Capistrano manglede, som ved sine stadige prædikener opildnede folket til krig mod tyrkerne.

På denne konference holdt Æneas på kejserens bud en svartale til de ungarske legater. Talen blev nedskrevet og udgivet og kan findes i bindet med hans taler. Men netop som næsten alt var ved at være afsluttet, og man nærede de bedste forhåbninger håb om næste sommer at kunne drage imod fjenden med vældige hærstyrker, da indløb budskabet om pave Nicolaus V’s død^[302]. Den sønderrev på et øjeblik det klæde, man havde vævet på i så lang tid, og viste, hvor ligegyldige menneskenes tanker er^[303], og hvor intetsigende deres bekymringer. For hvad kan man vide om fremtiden? Og hvordan kan man træffe sikre beslutninger? Alle menneskelige bestræbelser falder til jorden, hvis ikke Guds højre hånd hjælper til. Den barmhjertige Gud^[304] ville ikke udslette tyrkernes rige på det tidspunkt. Det blev bevaret noget længere for at revse os for vore synder.

Nicolaus havde beklædt Sankt Peters Stol omkring otte år. Han var ikke af fornem byrd, men til gengæld udmærkede han sig ved sin lærdom og sine åndsevner. Hans fødested var byen^[305] Sarzana i Toskana ikke langt fra floden Magra, men hans familie kom oprindelig fra Lucca. Han fejrede jubelåret med mange deltagere fra alle lande. Han indskrev Bernardino da Siena^[306] i katalogen over helgener^[307]. Han kronede og salvede kejser Friedrich III og kejserinde Leonora af Portugal i apostelfyrsten Sankt Peters Kirke i Rom. Han iværksatte pragtfulde bygningsarbejder i Byen, omend han igangsatte mere end han fuldførte. Han udnævnte syv kardinaler, blandt dem sin egen broder^[308], Filippo Calandrini, biskoppen af Bologna, en mand af et behageligt væsen og sine venners ven. Efter genskabelsen af kirkens enhed anerkendte han nogle af de kardinaler, som var blevet udnævnt af Felix V under skismaet, som sine egne. Da Stefano Porcaro, der var af en fremtrædende romersk slægt, lagde planer om en revolution i Rom og ville tage Herrens salvede, paven, til fange og myrde ham, forpurrede Nicolaus hans planer og lod ham henrette^[309]. Nicolaus havde held med mange og store forehavender og blev berømt derfor, men Konstantinopels fald var et nederlag for ham, fordi det skete i hans regeringsperiode og var en skamplet på hans omdømme. Medens han var i færd med at forsøge at afvaske denne plet, blev hele hans legeme angrebet af gigt, og han døde. Med ham faldt også de store foranstaltninger imod tyrkerne til jorden.

Efter hans begravelse gik kardinalerne i gang med at sørge for en efterfølger. Da de efter sædvane havde indledt konklavet^[310], blev de splittet i flere faktioner. Da de alle ønskede selv at blive pave, var det overmåde vanskeligt for dem at opnå det fornødne flertal på to tredjedele. Efter to resultatløse afstemninger havde nogle kardinaler samtaler uden for valglokalet og besluttede at stemme for Bessarion, kardinalen af Nikæa^[311], fordi de syntes, at han var den bedst egnede til at regere kirken^[312]. Et tilstrækkeligt antal kardinaler var enige; det syntes sikkert, at han under den næste afstemning ville blive valgt til pave med to tredjedels flertal, og man begyndte allerede at indgive ansøgninger til ham.

Så snart kardinalerne fra den anden faktion hørte dette, gik Alain de Coëtivy, kardinalen af Avignon, rundt til den ene efter den anden og sagde: “Vil vi virkelig give den latinske kirke en græsk pave? Skal vi virkelig sætte en nyomvendt øverst i bogen^[313]? Bessarion har endnu ikke barberet skægget af, og nu vil vi gøre ham til vores hoved? Hvordan ved vi, at hans omvendelse er ægte? I går og i forgårs kæmpede han imod den Romerske Kirkes tro, og fordi han i dag har omvendt sig, skal han så nu til at være vores lærer og anfører for den kristne hærskare? Den latinske kirke er i sandhed fattig, hvis den kun kan finde en mand, som er værdig til det højeste apostolat, ved at ty til grækerne. Men gør hvad I vil, fædre: jeg og de, der er enige med mig, vil aldrig acceptere en græsk pave.”

Disse ord påvirkede flere af de andre kardinaler så meget, at Bessarion umuligt kunne opnå to tredjedels flertal i kardinalskollegiet. Således skete det, at han som om natten efter manges opfattelse måtte anses som pave, den næste morgen atter var kardinal. Han nød oven i købet mindre anseelse end før, således som det plejer at ske for dem, der er blevet skuffet i håbet om noget stort.

Da man endelig nåede frem til næste afstemning^[314] og prøvede den metode som hedder “ved tilslutning”^[315], samledes der to tredjedels flertal for en kandidat, som ingen regnede med. Det drejede sig om Alfonso Borgia, kardinalen af Santi Quattro Coronati. Han var en spanier fra byen Valencia, adelig, og en fremragende retslærd med en stor og alsidig erfaring. Han var dog tynget af alderdom og i høj grad svagelig, for han var over 70 år. Da den Apostoliske Stol var ledig nogle år før, forudsagde han vidt og bredt, at han selv ville blive valgt, og påstod hårdnakket, at han utvivlsomt ville blive pave. Der var dog ingen, som troede på ham, og man mente, at han var blevet senil. Men hans forudsigelse viste sig at være sand. Han fortalte, at han havde den fra den salige Vincent af Ferrer, en mand af hans egen nation, som i mellemtiden var død, og som han selv helgenkårede senere^[316].

Da Alfonso var blevet bragt til sæde i Peters stol^[317], tog han navnet Calixtus III. Straks derefter aflagde han det løfte, at han ville anvende al sin energi på kampen mod tyrkerne. Uden at tøve erklærede han dem krig, meddelte alle, som ville kæmpe, tilgivelse for alle deres synder, og sendte legater til Frankrig og Ungarn for at rejse hære.

1.29. Æneas’ argumentation for paven, og hans sendefærd til denne for at afgive tyskernes lydighedserklæring

Da man i Østrig fik underretning om disse ting, var der mange, som forsøgte at overbevise kejseren om, at tiden nu var inde til at lægge pres på den Apostoliske Stol for at mindske dens magt i Tyskland. De aftaler, som man i sin tid havde indgået med Eugenius IV, var ikke blevet overholdt, og man burde ikke aflægge lydighedserklæring over for den nye pave, førend denne havde givet den tyske nation de ønskede indrømmelser; den tyske nation forekom at være slave af den Apostoliske Stol; på et eller andet tidspunkt måtte riget fortjene sin frihed. Blandt andre insisterede Jakob Sirk, ærkebiskoppen af Trier, stædigt på dette - han forventede at kunne fiske i rørte vande!

Modsat fremhævede Æneas, at det ikke var kejserens sag at indskrænke pavens autoritet for selv at vinde popularitet^[318], for denne var under alle omstændigheder særdeles omskiftelig; tøjlerne måtte ikke overlades til folket, som kejseren af egen erfaring vidste er fjendtligt stemt over fyrstemagten; mellem fyrster kan der sommetider findes venskab, men mellem folket og kongen er der et udødeligt had; paven behøvede kejserens bistand, og kejseren pavens; det ville tåbeligt at skade den, hvis hjælp man regnede med; når en ny pave tiltræder, bør man vinde hans gunst ved tjenester; hvis man begynder med krænkelser, bliver vejen til hans velvilje vanskelig; efter forfædrenes skik burde der sendes en lydighedserklæring til Rom og indgås en alliance med den nye pave; på den måde ville tyskerne også komme til at lyde kejseren.

Æneas’ holdning sejrede, og han selv blev sendt til Rom for at gennemføre det, som han havde argumenteret for. Sammen med ham rejste den retslærde Johann Hinderbach^[319]. Før de drog til Rom, blev de sendt til Friuli for at bilægge en grænsestrid mellem venetianerne og Østrigs undersåtter. De opholdt sig flere dage i Pordenone for at tage sig af denne sag, men da de ikke kunne overbevise venetianernes meget stædige legater, begav de sig til Vendig og fik foretræde for senatet. Dogen af Venedig, Francesco Foscari var meget veltalende og nød stor autoritet. Men på trods af hans modstand mod kejserens sag, overtalte Æneas senatorerne til at tilbagekalde det dekret, som forbød indbyggerne i Pordenone at have samkvem med venetianerne.

Dernæst ankom de to kolleger til Rom^[320], hvor de blev modtaget med mere end de sædvanlige æresbevisninger, fordi de var blevet ventet så længe og ivrigt. I forbindelse med deres ankomst blev der afholdt et offentligt konsistoriemøde, i hvilket Æneas efter gammel skik afgav Tysklands lydighedserklæring og derefter holdt en tale til lovprisning af kejseren og kejserriget samt opfordrede til krig imod tyrkerne. Talen blev kopieret og cirkulerede vidt og bredt.

1.30. Falsk rygte om Æneas’ udnævnelse til kardinal. Calixtus’ udnævnelse af andre kardinaler

På det tidspunkt udbredte der sig et rygte om, at pave Calixtus på de førstkommende tamperdage i advent^[321], som var nært forestående, ville udnævne nye kardinaler. Der var også et vedvarende rygte blandt folk om, at Æneas ville være iblandt dem. Det kom så vidt, at hvor han end viste sig, blev han udpeget som en kommende kardinal. Calixtus havde i øvrigt selv sagt det samme.

Da dagen så kom, og der blev afholdt et lukket konsistorium om denne sag, kom der melding fra pavepaladset om, at der var udnævnt nogle kardinaler, og at Æneas var iblandt dem. Mange kom for at gratulere, medens han lå til sengs med smerter i foden. Da han hørte nyheden, sagde han - uden at ændre mine og med ro i sindet: “Hvis det er sandt, hvad der fortælles, så vil det blive officielt bekendtgjort inden to timer. I mellemtiden vil jeg være beredt på begge udfald. Jeg vil hverken knuges af frygt eller være lade mig rive med af et forfængeligt håb.” Men Juan de Mella^[322], biskoppen af Zamora, der var blevet tilsvarende lykønsket, sagde: “Endelig har jeg opnået det, som jeg har ventet på i 39 år,” og efter at have givet budbringeren en gave, knælede han ned foran et billede af den Hellige Jomfru og takkede hende og hendes søn, fordi de endelig havde opfyldt hans bøn. Så forskellige er mennesker af naturen: nogle tror med lethed det, som de ønsker sig, andre det, som de frygter.

I konsistoriet blev der efter en meget lang diskussion udnævnt tre kardinaler, af hvilke de to var nevøer af paven. Den ene var Luis Juan de Mila, der blev udnævnt til kardinalpræst af Santi Quattro Coronati; den anden var Rodrigo Borgia^[323], der blev udnævnt til kardinaldiakon af San Niccolò. Hertil kom som den tredje Jaime, af det portugisiske kongehus, der blev udnævnt til kardinaldiakon af Sant’Eustachio. De var alle tre ret unge (men med store evner), så at man ikke uden grund spøgte med, at de tre kardinaler ikke tilsammen havde en alder, der passede sig for een. Men det var faktisk et klart eksempel på, at man ikke udnævner de kardinaler, som kirken har brug for, men som har brug for kirken. Det er faktisk en ret udbredt fejl at give embedet til manden, og ikke manden til embedet.

Udnævnelsen af de nye kardinaler blev ikke offentliggjort med det samme. Konsistoriet blev afsluttet som om intet var besluttet, og alle Fædrene^[324] fik påbud om tavshed. Flere af pavens husstand gættede dog, hvad der var sket, fordi man fik skrivematerialer bragt ind. I øvrigt gav kardinalerne selv antydninger i form af bekræftende nik. Så vanskeligt er det at holde noget som helst hemmeligt! Kardinalerne ønskede at holde udnævnelsen hemmelig i nogen tid, fordi de håbede at snyde paven, som de troede ville dø inden offentliggørelsen. Men det var paven, der snød kardinalerne, for om sommeren^[325] offentliggjorde han udnævnelsen kun i nærvær af en enkelt kardinal, som ikke turde protestere - resten af kardinalerne var flygtet fra sommerheden i Rom. Hele dette forløb var en skændsel for kardinalskollegiet, for paven ville faktisk samtidig med sine nevøer udnævne modne mænd, der havde gjort sig fortjent af den Romerske Kirke^[326]. Men kollegiet tilsluttede sig kun dem, der forekom mindre egnede, og forkastede dem, som i høj grad var værdige. Heller ikke Calixtus gik fri af dadel, fordi han havde sat kødets bånd højere end kirkens tarv.

1.31. Piccinino’s krig imod sieneserne. Æneas’ heldige sendefærd til kong Alfonso

Efter den nylige fredsslutning i Lodi^[327], hvor alle Italiens magter havde givet afkald på våbnene, åndede hele Italien op^[328]. Men nu opstod der en ny forstyrrelse, så at vort syndige land ikke skulle få fred. Jacopo Piccinino, søn af Niccolò Piccinino havde forinden ført krig som condottiere ^[329] for venetianerne, og han brød sig naturligt ikke meget om fredelige forhold. Så han satte med en stor kavaleristyrke over Po-floden, trængte igennem Romagna, invaderede Toskana og marcherede imod Siena, den svageste af de italienske magter. Det var Piccininos hensigt at indtage republikken og gøre sig til tyran over den ædle by. Han tillod allerede, at man tiltalte ham som hertug af Siena.^[330]

Kong Alfonso af Sicilien var forbitret på sieneserne, fordi disse, på trods af at de havde en edsvoren alliance med ham og var hans forbundsfæller i krig, så alligevel uden at rådføre sig med ham havde indgået fred med hertugen af Milano og med florentinerne. Derfor understøttede han Piccininos hærgen af det sienesiske territorium. Kort tid før havde det sienesiske folk ført krig mod Ildobrandino, greven af Pitigliano. Herunder havde de indgået en condotta^[331] med to condottierer, som var berygtede for troløshed, Roberto da Correggio og Sigismondo Pandolfo Malatesta^[332], en sand ondskabens fyrste. Disse to havde lovet Piccinino at skifte over til hans side. Roberto blev så kaldt til regeringspaladset i Siena, hvor han blev dræbt med det samme og kastet ud ad vinduet ned på piazzaen. Men Sigismondo, denne hele Italiens gift, var udset til større forbrydelser, og reddede sig ved flugt.

Piccinino havde allerede besat to vigtige byer på sienesisk territorium, Cetona og Monte Marano, med deres fæstninger^[333]. Siena undgik kun Piccininos herredømme, fordi der i rette øjeblik kom forstærkninger fra hertugen af Milano, Francesco Sforza, venetianerne og pave Calixtus. Disse styrker var under befaling af fremragende condottierer ^[334], som stødte frem mod Piccinino og slog ham på flugt. Piccinino veg for overmagten og blev så skrækslagen, at han ikke følte sig i sikkerhed, førend han i største hast var nået til Castiglione i Sienas kystområde, en by som kong Alfonso tidligere havde erobret fra florentinerne. Der lukkede han sig inde i nogle dage og levede af vilde blommer.

Han blev reddet af en vis Luca Sclavo, der på vegne af republikken Siena skulle forsvare byen Orbetello. Efter at have modtaget bestikkelse fra Piccinino, narrede han den lokale fæstningskommandant og tog ham til fange, og indlod derefter Piccinino og hans styrke, som var kommet sejlende dertil. Der blev Piccinino så igen belejret, men det var svært at tage byen med storm, især fordi de, som skulle gøre det, ikke ønskede at sejre. De italienske lejesoldater var nemlig klar over, at hvis Piccinino blev overvundet og taget til fange, så måtte de vende hjem igen og dyrke deres marker, da der så ville være fred overalt. Så i stedet dyrkede de Piccinio som en gud, fordi han var den eneste, der gav dem lejlighed til at føre krig. De sendte derfor brød til ham, når han sultede, de underrettede ham om deres egne hærføreres hensigter, og de adlød ikke deres officerer. Også kong Alfonso sendte ham forsyninger ad søvejen. Belejringen trak ud i dagevis, og alle forsøg på at storme byen var forgæves.

Sieneserne var efterhånden løbet tør for penge og korn og havde ikke råd til at fortsætte krigen. Også pave Calixtus var træt af udgifterne, og heller ikke deres øvrige forbundsfæller var lige så flittige til at sende hjælp som i begyndelsen. Det kom så vidt, at belejrerne var i lige så stor fare som de belejrede. Sieneserne skønnede nu, at den eneste vej ud af miseren var at søge kong Alfonso om fred, for kun han kunne give ordrer til Piccinino. De ville med andre ord bede om hjælp fra den selv samme, hvis alliance de havde ladet hånt om! Så lidt bekymrer folk sig om deres ære, hvis den står i vejen for deres fordel.

Æneas var i mellemtiden vendt tilbage til Siena for at drage videre til Tyskland. Byens magistrater, de såkaldte priorer, som havde fået overdraget en balia^[335], tilkaldte ham nu og bønfaldt ham om for fædrelandets skyld at drage til kong Alfonso og søge om fred for Toskana. Først skulle han dog forespørge hos pave Calixtus, om denne ville være indforstået med, at Siena sendte legater til Alfonso. Æneas samtykkede, da han ikke ville svigte fædrelandet i så stor en fare. For hvis ikke man opnåede fred, ville man med sikkerhed meget hurtigt miste friheden. Han vendte altså tilbage til Rom og overbeviste med stort besvær paven om, at der skulle søges om fred. Paven nærede nemlig et særligt had til Alfonso og mente ikke, at det ville gavne hans eget omdømme at søge om fred. Men også han bøjede sig for nødvendigheden, der er altings herskerinde. Sammen med Æneas sendte han Giovanni Soler, en fremragende teolog, (som Pius II sidenhen udnævnte til ærkebiskop af Barcelona) for at forhandle om fred i sit eget navn. Sieneserne gav Æneas to ledsagere, den ene den retslærde Galgano Borghesi, og den anden Leonardo Benvogliente (et familienavn der ikke passede ret godt til personen!)^[336].

Da de skulle tage af sted, fik Æneas et anfald af podagra og måtte blive otte dage i Rom. Hans kolleger drog i forvejen og nåede frem til kong Alfonso ved Traietto. Der fremviser man Scipio Africanus den Ældres grav ikke langt fra floden Liri, som i dag kaldes Garigliano. Da Alfonso havde hørt på Galgano og Leonardo, svarede han med en meget hård tale: han beklagede sig stærkt over sieneserne, han talte om de velgerninger, som han havde gjort dem, og fremhævede byens utaknemlighed imod sig. Han sagde også, at det sienesiske folk ikke fortjente, at nogen forbarmede sig over det, og stirrede vredt på legaterne. Men da Æneas ankom, modtog kongen ham med et fornøjet ansigt og høflige ord, og straks da han så ham, sagde han: “Nu kan vi tale om fred, for her er der en mellemmand, som vi kan lide!” Hurtigt derefter begyndte fredsforhandlingerne.^[337]

Men sagen var meget problemfyldt, og der opstod hele tiden nye vanskeligheder. Så forhandlingerne trak ud i flere måneder og fandt sted snart i Napoli, snart i Pozzuoli og ind imellem ved Torre del Greco, hvorend Lucrezia di Alagno opholdt sig. Hun var en meget smuk kvinde - eller jomfru - født i Napoli af fornemme forældre, hvis der kan være noget fornemt i fattigdom. Kongen var vildt forelsket i hende; når han var sammen med hende, blev han helt ør, han så ikke noget andet end Lucrezia og hørte ikke andre end hende. Han fulgte hende hele tiden med øjnene, roste hendes ord, beundrede hendes klogskab, fandt behag i hendes bevægelser, mente, at hende skønhed var guddommelig. Og da han allerede havde givet hende meget og befalet, at hun skulle behandles som en dronning, overgav han sig til hende så fuldstændigt, at ingen kunne blive hørt af ham uden hendes tilladelse.

Forunderlig er kærlighedens magt: denne store konge, herre over den vigtigste del af Spanien, som bød over de baleariske øer, Korsika, Sardinien og selve Sicilien, som havde underkastet sig mange provinser i Italien og besejret de mægtigste hærførere, han blev til sidst besejret i kærlighed og tjente en lille kvinde nærmest som en fange. Og hvis rygtet er sandt, havde han ikke engang kødelig omgang med hende. Det fortælles, at hun plejede at sige: “Kongen vil aldrig tage min mødom med min gode vilje. Og hvis han prøver at tage den med magt, så vil jeg ikke efterligne Collatinus’ hustru, Lucretia. Hun lod forbrydelsen ske, og derefter tog hun livet af sig. Jeg vil komme denne skændige handling i forkøbet med min død^[338].” Men det er ikke lige så let at handle smukt som at tale smukt, og hendes senere liv svarede ikke til hendes ord. For da Alfonso var død, kom hun til Jacopo Piccinino’s lejr, hvor hun mistede sit ry for kyskhed. Det almindelige rygte var, at hun lå i med hans sekretær og til sidst blev gravid og fødte en barn. Men Alfonso mente altså, at der ikke fandtes noget mere guddommeligt end hende. Med hensyn til alt andet var han klog, men med hensyn til dette - og til jagt - var han afsindig!

Medens Æneas fulgte Alfonso overalt af hensyn til fredsforhandlingerne, besøgte han Baia og Cuma og ruinerne af antikke byer. Han kom også til Salerno og Amalfi og så apostlene Andreas’ og Matthæus’ gravsteder, hvor det fortælles, at deres hellige legemer udsondrer manna. Han så også kilden til floden Sarno, der er så kold, at mørke vine, som hældes i den, på kort tid bliver hvide. På dette sted skete det ikke længe efter^[339], da Æneas var blevet pave, at hans egne og kong Ferrantes styrker, som havde været dumdristige, blev drevet tilbage og slået på flugt af den franske hær, og anføreren af Kirkens hær, Simonetto, blev ramt af en sten fra en kastemaskine og omkom^[340]. Dér er der er en by, som har taget navn efter floden og hedder Sarno. Bagefter besøgte Æneas byen Nola, der er berømt på grund af Paulinus Bekenderens’ hellige liv såvel som på grund af romernes historie og Marcellus’ død^[341].

Efter tilbagekomsten til Napoli tog han en dag ud til kongen i fæstningen Castelnuovo og gik ind igennem triumfporten^[342]. Alfonso vandrede rundt sammen med sine hoffolk i hallen over for porten, og da han fik øje på Æneas, vendte han sig mod adelsmændene og sagde: “Skal jeg vise jer en pave?”. Da de svarede “Ja”, sagde han: “Så se biskoppen af Siena, som lige nu er på vej igennem porten. Ham har Gud forudbestemt til at være pave. Når Calixtus dør, er det ham, som kardinalerne vil sætte i hans sted, og der er ingen anden, som de med rette kan foretrække.” Da hoffolkene fortalte Æneas dette og gratulerede ham, sagde han til dem alle: “Jamen, kardinalerne plejer ikke at vælge en, som ikke er kardinal. Tro det ikke førend I ser mig smykket med den røde hat - som jeg i øvrigt ved, at jeg ikke er værdig til.”

1.32. Tyrkernes nederlag ved Beograd, og den sienesiske fred

I mellemtiden bredte der sig et rygte om, at tyrkernes umådelige hærstyrker under ledelse af selve deres hersker, Mehmed II^[343], og med et stort opbud af krigsmaskiner belejrede Taurinum^[344] til lands og til vands. Taurinum ligger mellem floderne Sava og Donau i Serbien, som tidligere blev kaldt Øvre Moesien. I dag kalder nogle den for Beograd, og andre for det Nye Alba. Budskabet herom bekymrede Alfonso, og han spurgte de omkringstående, hvordan man kunne komme de belejrede til undsætning. Æneas sagde da til ham: “Du spekulerer forgæves på hjælp, for de ungarske og tyrkiske krige er ikke som de italienske, hvor der kun meget sjældent udkæmpes slag - som vore soldater så smukt kalder “træfninger”. I selvsamme time, hvor vi står og taler sammen, er enten fjenderne eller ungarerne blevet besejret. Der vil snart komme bud derom.” Der gik nu otte dage, og så kom der faktisk breve fra Ungarn om, at de kristne korsfarere, som var under belejring i Beograd, havde gjort udfald mod tyrkerne^[345]. Efter et enormt blodbad på fjenderne havde de ved Guds hjælp snarere end menneskers vundet en glimrende sejr^[346]. Da tyrkernes hersker var blevet såret under brystet, hans hær spredt for alle vinde og alle krigsmaskinerne forladt, flygtede han i panik med en lille gruppe ledsagere. Underretningen var så sikker, at der ikke var behov for yderligere bekræftelse.

Ikke længe efter dette glade budskab, fulgte den sienesiske fred^[347]. Den blev indgået på de vilkår, at Piccinino imod en pekuniær godtgørelse skulle give Orbetello tilbage til sieneserne, forlade Toskana og drage til Abruzzo, hvor han skulle overvintre i territoriet omkring L'Aquila. Da denne sag var afsluttet, vendte Æneas tilbage til Rom. Han ville nu gense fædrelandet Siena og derefter drage til kejseren i Tyskland, men han blev holdt tilbage af pave Calixtus, der lovede at udnævne ham til kardinal, hvis han forblev i Rom. Æneas adlød, skønt det var usikkert, om Calixtus ville give efter for kardinalerne. Disse frygter nemlig mest af alt udnævnelse af nye kolleger, og især af sådanne, som de er bange for vil være konkurrenter om paveværdigheden.

1.33. Æneas’ udnævnelse til kardinal

Da tiden for Kristus Frelserens advent kom - man kan næsten kalde den tiden for kardinalsvalg - blev der kæmpet forbitret i det Apostoliske senat^[348]: paven ville udnævne nye kardinaler, men kardinalskollegiet gjorde modstand. Nogle sagde, at antallet af kardinaler allerede var for stort, andre kastede smuds og fornærmelser på de personer, som blev foreslået. Som sædvanlig angreb man mest dem, der forekom at være de bedste og de mest egnede til paveværdigheden. Calixtus sejrede dog, kraftigt bistået af de tre kardinaler, som han selv tidligere havde udnævnt. Han viste sig således og med rette som overhoved og herre. Seks nye kardinaler blev udnævnt. Det drejede sig om Rainaldo Piscicello, ærkebiskoppen af Napoli og onkel til Lucrezia di Alagno; kong Alfonso havde meget ihærdigt havde søgt om hans udnævnelse som en personlig tjeneste; spanieren Juan de Mella, biskoppen af Zamora, en fremragende jurist, som klogt og anstændigt igennem 39 år havde gjort tjeneste i forskellige embeder ved kurien; biskoppen af Pavia, Giovanni af den milanesiske adelsfamilie Castiglione; biskop Æneas af Siena, som ikke blot kejseren, men også Ungarns kong Ladislaus og næsten alle Tysklands fyrster indstændigt havde bedt om; Jacopo Tebaldo, biskoppen af Montefeltro, en romer, og broder til lægen, Simone^[349]; og Richard Olivier de Longueil, biskoppen af Coutances^[350], som kong Charles af Frankrig havde anmodet om. Kardinalsudnævnelsen høstede almindelig anerkendelse med undtagelse af ærkebiskoppen af Napoli og biskoppen af Montefeltro, som man sagde var blevet udnævnt hverken på grund af deres egne fortjenester eller i kraft af rimelige anmodninger: den første var en tjeneste til en skamløs kvinde, og den anden til en læge.

Men da folk hørte, at Æneas havde fået den røde hat, opstod der straks det rygte, at Calixtus hermed havde udnævnt sin efterfølger, og glæden var stor i hele Byen. Og da Siena fik budskab om udmærkelsen af sin biskop, markerede man det med festdage og offentlige glædesmanifestationer. Privat var byens magthavere dog alvorligt bekymrede, fordi de frygtede det, som også siden skete, at Æneas ville blive pave og på et eller andet tidspunkt sætte al kraft ind på at få tildelt offentlige embeder til adelige. For magthaverne hadede adelen og havde allerede tidligere fjernet den fra styret. Men kejser Friedrich blev henrykt, da han hørte, at hans legat og rådgiver var blevet optaget i kardinalernes orden. Også Alfonso af Aragonien og Sicilien glædede sig i høj grad, fordi han så, at der nu var mulighed for, at hans forudsigelse ville blive til virkelighed. Alle Tysklands fyrster sendte gratulationsbreve, næsten som om det var Tyskland, der var blevet udmærket, og de blev da heller ikke skuffet. For Æneas roste og forsvarede altid tyskerne, ikke bare som kardinal men også som pave, og i tyske anliggender lyttede Calixtus altid mere til ham end til de øvrige kardinaler^[351].

I Prøjsen, som en gang blev kaldt Ulmerigia og ligger op til det Baltiske Hav, var der et bispedømme, som hed Ermland, fornemt, rigt og mægtigt i kraft af sine mange fæstninger, sine byer og sit udstrakte territorium. En blodig og forbitret krig opstod^[352] mellem den Tyske Orden^[353], der herskede over Prøjsen, og kongen af Polen^[354], som prøjserne var gået over til. Under denne krig var bispedømmet ved at gå i opløsning, fordi ordenen tilrev sig den ene del og polakkerne den anden, og begge udplyndrede dets bondegårde og byer. Under dette døde biskoppen af Ermland, Franz Kuhschmalz. Flertallet af kannikkerne ønskede Æneas som biskop^[355]. Resten var delt i to: nogle stemte på Lutkonis, en af den polske konges rådgivere, og de andre ønskede en præst, der var på den Tyske Ordens parti. Til at begynde med kom Lutkonis i besiddelse^[356] af bispedømmet. Men da Calixtus bekræftede kannikkernes valg og gav ledelsen af bispedømmet til Æneas in commendam^[357], blev besiddelsen overført til dennes prokurator, incl. den del som Lutkonis havde fået. Lutkonis selv turde absolut ikke gøre modstand imod en kardinal. Da Æneas blev pave, udnævnte han Paul Leghendorf til biskop. Han leder endnu og uden modstand dette bispedømme.

Næsten på samme tid blev et andet bispedømme i Prøjsen ledigt. Det drejede sig om bispedømmet Kulm. Polakkerne ønskede een person som biskop, den Tyske Orden en anden. Kardinalen af Fermo, Domenico Capranica, kardinalprotektor for den Tyske Orden, havde stemt paven og kardinalerne negativt over for polakkerne, dog ikke Æneas. Denne kunne høre, at holdningerne i kardinalskollegiet gik i retning af at tilsidesætte polakkerne og udnævne en person, som i realiteten ikke ville kunne opnå besiddelse af bispedømmet. Så da det blev Æneas' tur til at udtale sig, gav han en afbalanceret skildring af, hvordan tingene havde udviklet sig mellem den Tyske Orden og polakkerne. Han redegjorde for, hvordan polakkerne omend med urette, så dog forståeligt nok var kommet ind i et andet land - ikke for at erobre det, men fordi de var blevet hidkaldt af den Tyske Ordens undersåtter. Ordenens herredømme var nemlig hovmodigt og brutalt. Det pågældende bispedømme var nu rent faktisk i polakkernes magt. Hvis man udnævnede en ven af den Tyske Orden, så ville den pågældende ikke få bispedømmet i sin besiddelse, og bispestolen ville ikke få en biskop, fordi han ganske enkelt ikke ville blive tilladt af polakkerne. På den anden side havde polakkerne ikke fortjent at få det, som de ville, da de trods alt havde invaderet et fremmed territorium. Derfor skulle man ikke følge nogen af de to parter, men kalde en tredje person til at administrere bispedømmet, indtil situationen bedrede sig.

I et længere indlæg påviste Æneas således, at man ikke burde gøre det, som flertallet af kardinalskollegiet havde tilrådet, og som Calixtus selv så ivrigt ønskede. Da Æneas var færdig, sagde paven: “Jeg var enig med kardinalen af Fermo. Men du, Æneas, har fået os til at skifte mening og vi træffer nu beslutning i overensstemmelse med dit råd.” Dette gjorde Fermo så vred, at han, da han mange dage senere blev spurgt om sin mening i senatet, forblev tavs. Han var også meget opbragt på Æneas dog mere til skade for sig selv end for denne. For Æneas høstede anerkendelse, medens han selv blev leet ud. Men sådan må det nødvendigvis gå de hovmodige: de tænker højere om sig selv, end de fortjener. Derfor får de problemer; det nager dem, og omverden ler ad dem^[358].

1.34. Æneas’ autoritet i kardinalskollegiet. Lucrezias besøg i Rom

På omtrent samme tid overgik der Giovanni da Castiglione, kardinalen af Pavia, en lige så stor skam, da han ville udkonkurrere Æneas og antaste hans interessesfære. Bispedømmet Regensburg ved Donau i Bayern var blevet ledigt. Engang var Albert, som tyskerne kalder den Store, biskop dér. Han var en fremragende filosof, og man siger, at kirkelæreren Sankt Thomas af Aquin fulgte hans forelæsninger. Ruprecht af Bayern, som havde kejserlige aner, søgte embedet, men kannikkerne havde valgt deres egen provst til embedet og bad indstændigt om, at få denne som biskop. Æneas støttede Ruprecht, fordi hans udnævnelse syntes både mere fordelagtig og passende^[359]. Pavia gik ind for den kandidat, som kannikkernes havde valgt, ikke så meget for dennes egen skyld som fordi han gerne ville overtrumfe Æneas med hensyn til de tyske anliggender.

Calixtus overdrog til dem begge i fællesskab at undersøge sagen. De skulle grundigt overveje både kannikkernes valgbeslutning og hver konkurrents fortjenester, samt forelægge resultaterne af undersøgelsen i konsistorium og give deres meninger til kende dér. Medens sagen var i behandling, tog Pavia rundt til kardinalerne og mødte hver af dem hjemme: han lovpriste kannikkernes valg og sagde, at dennes fortjenester var langt større end Ruprechts. Det ville se forkert ud, hvis man ikke respekterede domkapitlets rettigheder. Han henviste også til den tyske nations rigsdage, som i allerhøjeste grad lagde vægt på kanoniske valg. Endelig påpegede han på, at den valgte kandidat havde den kanoniske alder^[360], medens Ruprecht endnu ikke var 25 år gammel. Kardinalen gik også til paven og fremførte det samme for ham.

Kardinalerne var allerede begyndt at svinge over til Pavias side, og Calixtus var i tvivl. Men da de kom til konsistoriemødet og hørte Æneas tale, skiftede alle pludselig holdning, og Calixtus kastede enhver tvivl fra sig. Æneas påviste, at domkapitlets valghandling var blevet gennemført med forkastelige kneb; at der havde været simoni indblandet; at den valgte havde været ekskommuniceret, da han blev valgt; at hans levevis var upassende, og at han ikke var værdig til en så betydningsfuld bispestol. Ruprechts utilstrækkelige alder blev rigeligt opvejet af hans gode karakter, hans udadlelige levevis og hans forfædres fortjenester.

Udfaldet af konsistoriemødet blev afventet af en lige så stor folkemængde som ved kardinalsudnævnelser, og kurien var delt i to: nogle gik ind for den ene og andre for den anden kandidat, men langt de fleste gik ind for den valgte. Men med Æneas som forsvarer sejrede Ruprecht og fik bispestolen i Regensburg, selvom han var under den kanoniske lavalder. Denne sag højnede i betydelig grad Æneas’ status blandt kardinalerne: i to kontroverser havde han besejret modstanderne og ført næsten håbløse sager til en heldig afslutning.

På den tid^[361] kom den ovennævnte Lucrezia di Alagno til Rom med et lige så stort følge og lige så stor pragt, som havde hun været en dronning. Calixtus modtog hende i konsistoriet omgivet af sine kardinaler og hædrede hende på mange måder. Æneas og adskillige andre misbilligede dette. De fandt, at man i den apostoliske majestæts nærvær ikke skulle vise så megen ære til en kvinde, som kong Alfonso elskede og ikke for det godes skyld. Skønt Æneas var kongen meget hengiven, besøgte han dog ikke dennes veninde under opholdet i Rom - i modsætning til adskillige andre kardinaler, i blandt dem Pietro Barbo, kardinalen af San Marco^[362], der besøgte hende ikke så meget i sin egenskab af ceremonimester, som fordi han var fremragende til at skaffe sig verdslige gunstbevisninger.

1.35. Forfærdelige jordskælv i Napoli. Den svenske konges afsættelse. Kong Alfonsos død og Ferrantes indsættelse. Calixtus’ død

Medens dette gik for sig, blev kongeriget Napoli i mange dage^[363] rystet af så store jordskælv, at man i mands minde ikke havde set eller hørt noget lignende. I selve Napoli styrtede mange pragtfulde huse sammen. Ariano og flere andre byer blev lagt i grus. Rygtet gik, at over 30.000 mennesker lå begravet under ruinerne. Overalt forlod folk byerne og drog ud i landområderne. En offentlig bodsøvelse fandt sted, og mænd såvel som kvinder spægede sig med faste og pisk. I Ægæerhavet dukkede der en ø op, som man aldrig før havde set. Den var lille i omkreds, men ragede omkring 800 tommer^[364] op over vandet, og den brændte i flere dage, indtil ilden manglede bitumen.

I denne periode blev kongen af Sverige, Karl Knutson,^[365] afsat. Han forfulgte Kristi præster og var slave af nærighed og af vellyst. Hans afsættelse skyldtes i høj grad ærkebiskoppen af Uppsala, der anførte hæren. Han blev efterfulgt af Kristian I, som stadig regerer.

Da Æneas var plaget mere end sædvanligt af podagra, begav han sig med Calixtus’ tilladelse til badene i Viterbo^[366]. Han håbede blot på at lindre sygdommen, ikke på at helbrede den, for denne sygdom ophører først med døden, i hvert fald hvis den har sat sig fast og er af ældre dato. Under badekuren skrev han Bøhmens Historie og dedicerede den til kong Alfonso af Aragonien og Sicilien - ildevarslende, som det viste sig, idet kongen døde, inden bogen blev færdig.

Alfonso var begyndt at skrante, medens Æneas var ved badene, og svækket af den langsomme sygdom svævede han i fyrre dage mellem håbet om livet og frygten for døden. Til sidste døde han^[367] efter at have indsat sønnen, Ferrante, som sin arving. Ferrante var ganske vist født uden for ægteskab, men paverne Nicolaus og Eugenius havde legitimeret ham som arving til riget. Fyrsten fik en from død, for som en god kristen skriftede han sine synder, modtog de kirkelige sakramenter og pålagde sin søn at give paven 60.000 dukater^[368] til felttoget mod tyrkerne, hvorefter han drog til det næste liv. Han testamenterede også en del til fromme forehavender og bestemte, at hans knogler skulle sendes hjem til Aragonien. Alt dette blev dog forhindret ved udbruddet af en krig.

For skønt alle kongerigets fyrster og byer efter Alfonso’s død anerkendte Ferrante som deres konge og aflagde troskabsed til ham, så overførte pave Calixtus det had, som han havde næret til Alfonso, medens denne levede, til hans søn. Paven erklærede^[369], at Kongeriget Sicilien^[370] ved Alfonso’s død var hjemfaldet til den Romerske Kirke. Et udbredt rygte sagde, at paven havde til hensigt at gøre en Borgia-nevø^[371] til konge. Men hvad er mere usikkert end menneskets planer? Calixtus blev stærkt opstemt ved sin kongelige fjendes død og mente, at nu ville alt gå glat for ham. Men så gik der ikke 40 dage, førend han selv blev syg og bukkede under for skæbnen, svækket af høj alder.

Giovanni Caimo, der var hertugen af Milano, Francesco Sforzas legat, rejste igennem Viterbo og aflagde besøg hos Æneas. Under deres samtale sagde han, at han var blevet sendt til Calixtus for at meddele ham, at Francesco Sforza ikke kunne acceptere, at Ferrante blev afsat fra faderens kongetrone. Hvis dette var pavens hensigt, skulle paven vide, at han så ville få hertugen af Milano som modstander^[372]. Da Æneas hørte dette, udbrød han: “Dette budskab vil tage livet af Calixtus”. Og det var nøjagtig hvad der skete. For da paven hørte, at Francesco Sforza var uenig med ham i spørgsmålet om kongeriget, blev han straks syg og døde deraf. Hans nevøer begravede ham i Sankt Peters Basilika i kapellet for den Hellige Maria af Febersygdommene. Det havde engang været et tempel for Apollo^[373]. Paven døde den 6. august i det Herrens år 1458. Kardinalerne højtideligholdt hans begravelse med de traditionelle storslåede ceremonier.

1.36. Konklavet hvor Æneas blev valgt til pave Pius II

Filippo Calandrini, kardinalen af Bologna, hørte dette, medens han tilbragte den varme sommerperiode i Bagnoregio. Han kom til Viterbo og drog sammen med Æneas til valget af den næste pave. Da de nåede frem til Byen, blev de mødt uden for murene af hele kurien og størstedelen af befolkningen. Alle sagde, at en af de to ville blive valgt. Også de øvrige kardinaler, som opholdt sig inden for 100 milegrænsen fra Rom, vendte tilbage. Nitten kardinaler var således til stede i Byen. Under sørgehøjtidelighederne blev kardinalen af Fermo, Domenico Capranica dog angrebet af en langsom feber, og den Calixtus, som han så lidenskabeligt havde ønsket at efterfølge som pave, fulgte han i stedet i graven^[374]. Kardinalen kunne have været et fremragende forbillede for andre, hvis han ikke havde ligget under for sin ærgerrighed og vredladenhed. Thi ellers havde han en helt uplettet vandel såvel som stor lærdom og erfaring. Dog var han i upassende grad på ghibellinernes parti.

På den tiende dag efter Calixtus’ bortgang drog de atten andre kardinaler ind i konklavet. Hele byen afventede udfaldet i spænding, skønt den mest almindelige antagelse var, at Æneas, kardinalen af Siena, ville blive valgt til pave. Og der var i hvert fald ingen andre, som stod højere i folks agtelse.

Konklavet blev holdt i det Apostoliske Palads ved Sankt Peter, hvor to sale og to kapeller blev afspærret og forbeholdt til dette formål. I det store kapel blev der bygget celler, hvor kardinalerne kunne spise og sove. Det lille kapel, som hed Sankt Nicolaus’ kapel, blev brugt til diskussioner og afstemninger. I salene kunne alle vandre frit omkring.

På åbningsdagen^[375] var der ingen afstemninger. Den anden dag blev der aftalt en håndfæstning for den nye pave, og hver enkelt af kardinalerne svor, at han ville overholde den, hvis loddet faldt på ham^[376]. Tredjedagen efter messen holdt de afstemning, og det viste sig, at Filippo, kardinalen af Bologna, og Æneas, kardinalen af Siena, havde lige mange stemmer til at opnå paveværdigheden, fem hver. Ingen andre havde mere end tre. I denne omgang var der ingen som stemte på Guillaume d’Estouteville, kardinalen af Rouen, hvad enten det så var en manøvre eller af modvilje.

Efter at en afstemning var gennemført og resultatet meddelt, plejede kardinalerne at blive siddende og drøfte indbyrdes, om der var nogen, som ville skifte mening og overføre den stemme, som han havde givet, fra en kandidat til en anden. Den valgmetode kaldes “ved tilslutning”. På denne måde opnås der lettere konsensus. Denne procedure blev undladt i første valgrunde, fordi de, som ikke havde fået nogen stemmer, ikke ville gå med til det, da der kun kunne ske tilslutning til dem, som havde opnået stemmer. Så gik de til frokost, og derefter var der mange separate møder. De rigeste og mest indflydelsesrige medlemmer af kardinalskollegiet tilkaldte de andre og forsøgte at opnå paveværdigheden for sig selv eller deres venner. De tiggede, lovede og truede, og der var dem, som uden rødmen og anstændighed talte deres egen sag og gjorde fordring på paveværdigheden. Dette gjaldt Guillaume, kardinalen af Rouen^[377]; Pietro, kardinalen af San Marco, og Giovanni, kardinalen af Pavia. Heller ikke kardinalen af Lerida, Antonio de la Cerda, forsømte sine egne interesser. Hver af dem sagde mangt og meget om sig selv. Forunderlig var deres kappestrid og stor deres flid på egne vegne. De havde en travl dag og en søvnløs nat.

Rouen frygtede mest af alle Æneas og kardinalen af Bologna, for han så at adskillige kardinalers stemmer gik til disse. Allermest frygtede han Æneas, for han var ikke i tvivl om, at dennes tavshed havde langt større virkning end de øvriges bjæffen. Han tilkaldte derfor snart den ene, snart den anden og gik i rette med dem således: “Hvad er der mellem dig og Æneas, siden du mener, at han er værdig til at blive pave? Vil du give os en pave, som er fodlam og uformuende? Hvordan kan en fattig kirke blive genrejst af en mand, som selv er fattig? Hvordan skal en skrantende kirke blive genrejst af en mand, som selv skranter? Først for nylig er han kommet hertil fra Tyskland. Vi kender ham ikke: måske vil han overføre kurien dertil. Og hvad med hans skriverier? Skal vi anbringe en digter på Peters stol og regere folkeslagene efter hedenske grundsætninger? Eller mener du, at vi skal foretrække Filippo af Bologna, en stivnakke, som hverken er i stand til at regere selv eller til at lytte til gode rådgivere? Jeg er den rangældste af kardinalerne, du ved at jeg ikke er uforstandig. Jeg er uddannet i kanonisk ret og har den fordel, at jeg er af kongeligt blod. Jeg har både mange venner og en stor formue, som jeg kan bruge til at hjælpe vores fattige kirke. Endvidere har jeg en del kirkelige embeder, som jeg vil fordele mellem dig og andre, når jeg afgiver dem.”

Han tilføjede mange bønlige ord, og hvis disse ikke var tilstrækkelige, fremsatte han trusler. Hvis nogen sagde, at hans simoni^[378] ville være en hindring, og at han åbenbart mente, at paveværdigheden kunne købes, så afviste han ikke, at hans tidligere liv var plettet af simoni, men han lovede, at han i fremtiden ville have rene hænder. Alain, kardinalen af Avignon stod ved hans side, en ryggesløs og bestikkelig mand. Han støttede Rouens sag på alle måder, ikke fordi han som franskmand gik ind for en franskmand, men fordi han ventede, at han selv - hvis Rouen blev pave - ville få dennes ærkebispedømme, hans palads i Byen og posten som vicekansler^[379]. Adskillige kardinaler blev vundet over på deres side ved store løfter. Ligesom fluer blev de ofre for deres egen appetit. Kristi kjortel blev solgt uden Kristus.

Adskillige af kardinalerne mødtes ved latrinerne, som om disse var et fortroligt og hemmeligt mødested. Her aftalte de indbyrdes, hvordan de skulle vælge Guillaume til pave, og forpligtede sig ved skrevne aftaler og mundtlige løfter. I tillid til at kunne regne med dem lovede han dem bispedømmer, forvaltningsposter og embeder, og fordelte provinserne imellem dem. Det var sandelig et værdigt sted at vælge sådan en pave. For hvor kan man mere passende indgå skidne sammensværgelser end på lokummer?

Med sikkerhed var følgende kardinaler for Guillaume: de to grækere; Genova; San Sisto; Avignon; Colonna; Pavia og vicekansleren. Bologna, Orsini og Sant’Anastasia var usikre, men man mente, at der kun skulle lidt til for at opnå deres tilslutning, og de pågældende havde faktisk allerede givet forhåbning derom. Da der nu var enighed mellem elleve kardinaler, var de ikke i tvivl om, at de hurtigt kunne få en tolvte med. For når man når til det punkt i afstemningen, hvor der kun mangler een stemme i at opnå to tredjedels flertal, så er der altid en, som rejser og siger, “Og jeg gør dig til pave” for dermed at opnå den nye paves gunst. De mente derfor, at sagen allerede var afsluttet og ventede nu kun på morgenens afstemning.

Det var allerede over midnat, da Bologna kom ind til Æneas og vækkede ham. “Hvad siger du så, Æneas,” sagde han. “Ved du ikke, at vi allerede har en pave? Nogle kardinaler har mødtes ved latrinerne og besluttet at vælge Guillaume, og man venter kun på, at det bliver dag. Mit råd er, at du står op og går hen til ham og tilbyder ham din stemme, førend han bliver valgt. Hvis han bliver pave under modstand fra din side, så bliver han fjendtligt stemt over for dig. Jeg har mig selv at passe på - jeg vil ikke falde i den fælde igen! Jeg har jo selv prøvet det med Calixtus, som altid så fjendtligt til mig, fordi jeg ikke havde stemt på ham. Det vil være en fordel at bejle til den kommende paves gunst, inden han bliver valgt. Dette råd giver jeg mig selv, og nu giver jeg det også til dig.”

Æneas svarede ham: “Bort med dig og dit råd! Ingen kan overtale mig til at vælge en efterfølger til Sankt Peter, som jeg anser for direkte uværdig. Denne synd være langt fra mig. Hvis andre vil vælge ham, så må de selv om det, men jeg vil ikke være med til denne forbrydelse. Min samvittighed skal ikke plage mig. Du siger, at det er hårdt at have en pave, som ikke er én velvilligt stemt. Det frygter jeg overhovedet ikke. Jeg ved, at han ikke slår mig ihjel, fordi jeg ikke stemmer på ham. ”Men”, vil du sige, “han vil ikke være dig venligsindet, han vil ikke give dig underhold, han vil ikke støtte dig, du vil døje med fattigdom.” Men fattigdommen er ikke svær for den, som er vant til den. Jeg har levet som fattig indtil nu. Hvad betyder det, hvis jeg også skal dø som fattig? Muserne kan han ikke tage fra mig - og de er det bedste selskab, man kan have under ringe forhold.

I øvrigt kan jeg simpelt hen ikke tro, at Gud vil lade kirken, sin brud, gå til grunde imellem hænderne på Rouen. For hvad er vel mere fremmed for Kristi lære end en stedfortræder på jorden, som tjener simoni og skamløshed? Den barmhjertige Gud vil ikke tåle, at dette palads, hvor så mange hellige fædre har boet, bliver til en røverkule eller et bordel for skøger. Det er Gud, som giver paveværdigheden, ikke mennesker. Hvem kan være uvidende om, at det er mennesker med et forfængeligt håb, der har sammensvoret sig for at give Rouen paveværdigheden? Det er sandelig kønt, at man har lavet sammensværgelsen på lokummerne. For deres komplot vil fortabe sig i dybet, og ligesom den arrianske troløshed^[380] vil også deres ondsindede manøvrer få en skiden udgang. Morgendagen vil vise, at det er Gud, som vælger biskoppen af Rom, ikke mennesker. Hvis du er en kristen, så vil du ikke vælge een til Kristi stedfortræder, som du ved er djævelens redskab.” Med disse ord skræmte han Filippo fra at slutte sig til Rouen.

Ved daggry opsøgte Æneas vicekansleren Rodrigo og spurgte ham, om han havde solgt sig selv til Rouen. “Hvad vil du have, jeg skal gøre?”, svarede denne. “Sagen er afgjort. Mange kardinaler har mødtes ved latrinerne og besluttet at vælge ham. Jeg har ikke nogen fordel af at sætte mig uden for den nye paves gunst sammen med nogle få andre. Jeg slutter mig til flertallet og fremmer min egen sag. Jeg ønsker ikke at miste posten som vicekansler. Jeg har Rouens skrevne løfte. Hvis jeg ikke stemmer på ham, så vil de andre vælge ham alligevel, og jeg mister mit embede.”

Æneas svarede ham: “O, tåbelige ungersvend! Vil du virkelig sætte en fjende af din egen nation på pavestolen? Og vil du virkelig tro på et skrevet løfte fra en troløs mand? Du vil have et skrevet løfte, men det er Avignon, som vil få kanslerposten. For det, som Rouen har lovet dig, det har han også lovet den anden og ovenikøbet garanteret det. Hvem vil din tillid gavne mest: ham eller dig? Hvem er en franskmand mest ven med: en franskmand eller en katalaner^[381]? Hvem vil han tage mest hensyn til: en landsmand eller en udlænding? Tænk dig om, din grønskolling! Tænk dig om, din tåbe! Hvis du ikke tænker på den Romerske Kirke, hvis du er ligeglad med den kristne religion og foragter Gud, som du vil give sådan en stedfortræder, så tænk dog i det mindste på dig selv, du som med en franskmand som pave vil være blandt de sidste af alle.” Vicekansleren hørte tålmodigt på disse ord fra en ven og fortrød fuldstændig sin beslutning.

Derefter opsøgte Æneas kardinalen af Pavia og sagde til ham: “Jeg hører, at du holder med dem, som har besluttet at vælge Rouen. Hvad siger du til det?” Han svarede: “Du har hørt rigtigt. Jeg er gået ind på at give ham min stemme for ikke at blive alene tilbage, for hans sag er sikret nu. Så mange andre er der, som har lovet at stemme på ham.”

Æneas svarede ham: “Jeg troede ærligt talt, at du var en anden mand end ham, som jeg ser foran mig nu. Hvor er du dog sunket dybt i forhold til dine forfædre! Da konciliet i Konstanz begyndte^[382], flyttede Johannes XXIII^[383] den Romerske Kurie over alperne. I hele den periode, hvor paven residerede på den anden side af bjergene, i Tyskland, helmede din farbror (eller var det din morbror?), kardinal Branda af Piacenza^[384], ikke før han havde ført den Første Stol^[385] tilbage til Italien. Efter at de, der dengang stredes om paveværdigheden, havde abdiceret, var det på grund af hans dygtighed, hans indsats og hans kløgt, at man valgte Martinus V, som var romer af nation og tilhørte huset Colonna. Det var Branda, som førte den Apostoliske Kurie tilbage fra Tyskland til Italien. Vil du, hans nevø, nu føre den fra Italien til Frankrig? Vil du, en italiener, sætte Frankrig højere end Italien? Rouen vil foretrække sin egen nation frem for den italienske, og som franskmand vil han skynde sig tilbage til Frankrig og tage det højeste embede med sig.

Hertil vil du måske indvende: “Han har svoret, at han ikke vil forlade denne provins imod senatets^[386] råd. Vi vil aldrig gå med til det, hvis han vil drage af sted.” Men hvilken kardinal vover at gå imod den, som sidder på den apostoliske trone? Så snart du selv har fået et fedt embede, så vil du være den første til at sige: “Tag hen, hvor du vil, Hellige Fader.” Men hvad er da vores Italien uden paven? Vi har mistet kejserdømmet; lad os beholde pavedømmet. Med dette ene øje alene ser vi lyset^[387]. Og nu skal vi så også berøves dette - og oven i købet med din støtte, din overtalelse og din hjælp. En fransk pave vil enten drage til Frankrig - og da vil vort skønne fædreland være berøvet sin herlighed. Eller også vil han forblive i blandt os, og da vil Italien, folkeslagenes dronning, tjene en fremmed herre, og vi vil blive det franske folks slaver. Kongedømmet Sicilien vil overgå til franskmændene. Alle kirkens byer og alle dens fæstninger vil komme på franske hænder. Du kan tage ved lære af Calixtus: mens han var pave, fik katalanerne det hele. Nu da du har prøvet katalanerne, vil du så gerne prøve franskmændene? Når du har prøvet dem, vil du hurtigt komme til at fortryde: du vil se kardinalskollegiet fuldt af franskmænd, og vi vil ikke længere kunne vriste paveværdigheden fra dem. Er du så afstumpet, at du ikke forstår, hvilket evigt åg, der bliver lagt på din egen nation?

Og hvad skal jeg sige om mandens livsførelse? Skammer du dig ikke over at betro Kristi eget embede til en falsk og bestikkelig mand? Det er sandelig en fremragende brudgom, som du bereder Kristi brud! Vil du virkelig betro fåret til ulven? Hvor er din samvittighed? Hvor er din iver for retfærdighed? Hvor er din sunde fornuft? Er du da helt fra den? Hvor ofte har vi ikke hørt dig selv sige, at kirken ville gå under, hvis den faldt i Rouens hænder, og at du hellere ville dø end stemme på ham? Hvad er årsagen til dette skifte? Er han pludselig blevet forvandlet fra en dæmon til en lysets engel^[388]? Eller er du selv blevet forvandlet fra en engel til en djævel, som elsker hans lyster, hans uhumskheder og hans havesyge? Hvor er din fædrelandskærlighed og den røst, som altid satte Italien over de øvrige nationer? Jeg havde troet, at om så alle andre ville svigte deres kærlighed til Italien, så ville det aldrig ske for dig. Hvis ikke du kommer til besindelse, har du sveget mig, men endnu mere har du sveget dig selv og fædrelandet, dit Italien.”

Ved disse ord blev Pavia som ramt af lynet. Nedbøjet bøjet af smerte og skam brast han i gråd, og efter nogle dybe suk sagde han: “Jeg skammer mig, Æneas. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har givet et løfte. Hvis ikke jeg stemmer på Rouen, bliver jeg beskyldt for forræderi.” Æneas svarede: “Så vidt jeg kan se, er det kommet dertil, at ligegyldigt hvorhen du vender dig, vil du blive kaldt en forræder. Nu må du vælge, hvem du helst vil forråde: Dit fædreland, Italien, og Kirken eller Rouen?” Pavia blev overbevist af disse argumenter og besluttede sig for, at det ville være mindst skamfuldt at forråde Rouen.

Da Pietro, kardinalen af San Marco, hørte om franskmændenes sammensværgelse, opgav han håbet om selv at blive pave. Så gik han, ansporet både af fædrelandskærlighed og af det had, han nærede til Rouen, rundt til de italienske kardinaler, opmuntrede dem og formanede dem til ikke at svigte fædrelandet. Han helmede ikke, førend han havde fået samlet alle de italienske kardinaler hos kardinalen af Genova. Kun Colonna manglede^[389]. Dér fortalte han dem om sammensværgelsen ved latrinerne. Han sagde, at kirken ville gå under, og Italien kastet ud i evigt slaveri, hvis Rouen blev pave. Indtrængende bad han dem enkeltvis om at vise sig som mænd, at aflægge deres eventuelle indbyrdes fjendskaber og at vælge en italiensk snarere end en udenlandsk pave. Hvis de hørte på ham, ville de foretrække Æneas frem for de øvrige. Syv kardinaler var til stede: Genova, Orsini, Bologna, San Marco, Pavia, Siena og Sant’Anastasia. Alle bifaldt Pietros ord undtagen Æneas, som sagde, at han ikke var værdig til så højt et embede.

Nu gik man til messe, og efter denne indledte de afstemningen. En gylden kalk blev anbragt på alteret, og tre kardinaler overvågede den: kardinalbiskoppen af Ruthenien, kardinalpræsten af Rouen og kardinaldiakonen Colonna^[390]. De skulle kontrollere, at der ikke blev snydt. De øvrige kardinaler indtog deres pladser. Så rejste de sig en ad gangen, efter rang og alder, gik op til alteret og lagde deres stemmeseddel i kalken. På stemmesedlen havde de skrevet navnene på dem, de stemte på som pave. Da Æneas gik frem og skulle lægge sin seddel i kalken, sagde Rouen bleg og rystende: “Jeg anbefaler mig selv til dig, Æneas.” Det var i sandhed en dristig udtalelse på et tidspunkt, hvor man ikke må ændre det, som man havde skrevet på sedlen. Men Rouen’s ambition overvandt hans forsigtighed. Æneas svarede: “Anbefaler du dig virkelig til en orm som mig?” Og uden flere ord^[391] lagde han sit papir i kalken og gik tilbage til sin plads.

Da alle havde gjort det samme, blev der anbragt et bord i midten af rummet, og de ovennævnte kardinaler tømte kalken med stemmesedlerne ud på bordet. Derefter læste de stemmesedlerne højt een efter een og noterede navnene, der var skrevet på dem. På samme måde noterede hver af kardinalerne dem, der blev nævnt - for at undgå svindel. Dette viste sig at være til Æneas fordel, for da stemmerne blev talt op, udtalte oplæseren, Rouen, at Æneas havde otte stemmer. De andre kardinaler forholdt sig tavse - det var jo en andens tab - men Æneas lod sig ikke snyde og sagde til oplæseren: “Se bedre på stemmesedlerne,” sagde han, “for jeg må have ni stemmer”. Alle de andre var enige med ham. Rouen sagde intet, men lod som om det var en fejltagelse.

Formen på stemmesedlerne var følgende: enhver skrev egenhændigt “Jeg Peter - eller Johannes eller hvad navnet nu end var - stemmer på Æneas, kardinalen af Siena, og Jacopo, kardinalen af Lissabon, som pave." Thi man kunne stemme på en, to eller flere, som man ville, under den stiltiende forudsætning, at den førstnævnte skulle foretrækkes. Hvis ikke denne fik stemmer nok, gik man videre til den næste. På den måde var det nemmere at finde sammen om een kandidat. Men dette, som man havde fundet på som en procedurehjælp, blev også ofte anvendt som et procedurekneb. Eksempelvis havde Latino Orsini den dag havde nedskrevet hele syv navne. Dermed ville han opnå, at de, som han gjort denne tjeneste, enten skulle slutte sig til ham senere i den samme afstemningsrunde eller stemme på ham selv i en senere. Dog, er man først blevet kendt som en snydepels, får man ikke megen gavn af sit snyderi.

Da resultatet af afstemningen blev oplæst, fandt man som nævnt, at ni kardinaler havde stemt på Æneas: Genova, Orsini, Lerida, Bologna, San Marco, Santi Quattro Coronati, Zamora, Pavia og Portugal. Kun seks havde stemt på Rouen, og resten havde fået langt færre stemmer. Rouen blev helt stiv, da han så sig så langt overgået af Æneas. Også på alle de andre gjorde det et dybt indtryk, for i mands minde var der ingen, som var blevet valgt efter at have fået ni stemmer direkte i en afstemning. Men da nu ingen havde fået stemmer nok, besluttede man at sætte sig igen og at anvende den metode, som kaldes “ved tilslutning”, sådan at man måske den dag kunne få en pave. Rouen fattede igen et forfængeligt håb.

Alle sad blege, stille og som fortryllede på deres pladser. En stund var der ingen, der sagde noget, ingen så meget som åbnede munden, ingen bevægede sig, men deres blikke gik i alle retninger. Det var en mærkelig tavshed og et mærkeligt syn af mænd, der sad som statuer, uden en lyd, uden en bevægelse. Der hørtes ikke et ord, og man så ingen bevægelser. En stund sad de alle således, idet kardinalerne af lavere rang ventede på, at dem af højere rang skulle indlede proceduren “ved tilslutning”. Endelig rejste Rodrigo, vicekansleren, sig og sagde: “Jeg slutter mig til kardinalen af Siena”. Disse ord var som en dolk i Rouen’s hjerte, og han blev ligbleg. Tavshed fulgte, og de så på hinanden og viste deres holdning med nik og fagter. Det begyndte nu at se ud som om Æneas ville blive pave. Af frygt for dette forlod nogle rummet, som om de derved kunne afvende denne dags skæbne. Det var kardinalerne af Ruthenien og San Sisto, som trådte af på naturens vegne. Men da ingen fulgte dem, kom de snart tilbage igen. Så sagde Jacopo, kardinalen af Sant’Anastasia: “Også jeg slutter mig til kardinalen af Siena.”

Nu blev de grebet af en endnu større lammelse, og alle blev fuldstændig stille ligesom i et hus, der gennemrystes af usete jordskælv. Æneas manglede nu kun een stemme, for der skulle tolv til at vælge en pave. Da han så dette, ville kardinal Prospero Colonna tage æren af at forkynde paven^[392]. Han rejste sig og skulle til - efter sædvanen - højtideligt at meddele sin stemme, da han blev grebet af kardinalerne Nikæa og Rouen og skarpt bebrejdet, at han ville slutte sig til Æneas. Da han insisterede, prøvede de at få ham ud af rummet med magt - selv den slags midler ville de gribe til for at fravriste Æneas paveværdigheden. Og medens den ene holdt ham i den venstre arm og den anden i den højre, prøvede de at føre ham bort. Prospero havde ganske vist afgivet sin stemme på kardinalen af Rouen, men han var en gammel ven af Æneas. Så han lod hånt om deres skældsord og tomme trusler, og idet han vendte sig mod de andre kardinaler, sagde han: “Også jeg slutter mig til kardinalen af Siena, og jeg gør ham til pave.”

Da de hørte det, svigtede modet hos modstanderne, og hele deres manøvre faldt til jorden. Ufortøvet kastede alle kardinalerne sig for Æneas’ fødder og hyldede ham som pave. Derefter vendte de atter tilbage til deres pladser, og bifaldt enstemmigt valget. Så talte Bessarion på vegne af sig selv og dem, der havde stemt på Rouen: “Pave, “sagde han, “ vi priser dit valg, og tvivler ikke på, at det er gjort af Gud. Vi har hele tiden anset dig for værdig til dette embede, og gør det stadig. At vi ikke stemte på dig, skyldtes din sygdom. Du er jo ikke rask i fødderne, og vi skønnede, at dette gjorde dig mindre egnet. Kirken har brug for en aktiv person, som fysisk kan holde til rejser og imødegå de overhængende trusler fra tyrkerne, som vi bæver for. Du derimod har brug for fysisk ro. Derfor gik vi ind for Rouen. Hvis du havde været ved godt fysisk helbred, ville vi ikke have foretrukket nogen anden frem for dig. Men da Gud nu har besluttet sig for dig, så må vi nødvendigvis også gøre det. Herren, som har valgt dig, vil selv kompensere for svagheden i dine fødder, og du vil til gengæld ikke lade os bøde for vores uvidenhed. Vi hylder dig som pave, vi tilslutter os dit valg, og vi vil tjene dig trofast og af al vores kraft.”

Æneas svarede: “O Nikæa! Så vidt Vi kan se, har I vurderet os langt højere, end Vi selv gør det. I har jo kun tillagt Os svagheden med hensyn til fødderne. Selv ved Vi, at Vor ufuldkommenhed strækker sig langt videre, og Vi erkender, at Vore svagheder er næsten utallige. Derfor kunne vi med rette være blevet vraget som pave. Vi ved ikke hvilke fortjenester, der har bragt os hertil, og Vi ville selv erklære Os for uværdige og ikke tage imod den ære, som er vist Os, hvis ikke Vi frygtede at blive dømt af den, som har kaldet Os. For det som to tredjedele af kardinalskollegiet gør, det er i sandhed gjort af Helligånden, som det ikke er tilladt at stå imod. Derfor adlyder Vi Guds kald, og Vi roser dig, Nikæa, og dem du var enig med, hvis det var på samvittighedens bud, at I fandt Os uegnet til at blive valgt. I vil alle være kærkomne hos Os, som ikke tilskriver Vor kaldelse til nogen enkeltperson, men til hele kardinalskollegiet og til Gud selv, fra hvem alle gode og fuldkomne gaver kommer.^[393]”

Og uden flere ord afførte han sig sit gamle tøj og iklædte sig Kristi hvide kjortel. Da han blev spurgt hvilket navn, han antog, svarede han “Pius”, og han blev fra det øjeblik kaldt Pius II. Så aflagde han ed på at overholde håndfæstningen, der var blevet aftalt i kardinalskollegiet to dage før, indtog sin plads ved alteret og blev igen hyldet af hver enkelt af kardinalerne, som kyssede hans fødder, hænder og kind.

Herefter blev det fra et højtliggende vindue forkyndt for folket, at en pave var valgt, og man proklamerede, at kardinalen af Siena nu var Pius II.

Kardinalernes assistenter under konklavet udplyndrede nu hans celle og tilrev sig efter skændig sædvane hans penge - selvom det ikke var mange - samt hans bøger og tøj. Og det lave og usle folk ikke bare udplyndrede hans hjem i Byen, men ødelagde det ved at bortføre selv marmorbeklædningen. Også andre kardinaler led skade, for under folkets spændte venten kom forskellige rygter i omløb. Snart sagde man, at een kardinal var valgt, snart en anden, hvorefter folkemængden ilede til den pågældendes palads og udplyndrede det. Således led kardinalen af Genova betydelige tab, fordi man havde hørt “Genueseren” i stedet for “Sieneseren”. Adskillige kardinaler blev således nævnt, men ingens navn blev hørt med større glæde end Sienas. Når det blev råbt, at Rouen eller Genova eller Lerida var blevet pave (for det var dem, der rygtedes) - så sænkede alle blikket og så sorgfulde på jorden, medens de forbandede kardinalskollegiet. Kun deres venner glædede sig. Alle andre sørgede.

Men da det blev sikkert, at det var Æneas, der nu sad på Peters stol, så glædede alle sig. Man skulle næsten have troet, at ikke bare menneskene, men også dyrene og Byens bygninger glædede sig: overalt hørte man latter, overalt glæde, overalt stemmer, der råbte: “Siena, Siena, o lykkelige Siena, leve Siena, glæd dig Siena”. Byen havde forud været under våben, og ingen stolede på andet end sit eget sværd. Men straks da folk hørte, at Æneas var blevet pave, blev våbnene lagt til side, og atmosfæren i Byen skiftede fuldstændigt om. Før havde den været krigsguden, Mars’ by. Nu blev den pludselig - jeg vil ikke sige kærlighedsgudinden Venus’ (mor til trojaneren Æneas^[394]) - men en fredens og roens by, hvor glæde og sikkerhed rådede.

Efter en forfriskning blev den nye pave ført til Sankt Peters Basilika og bragt til sæde ved højalteret, under hvilket de hellige apostle er begravet. Og lidt senere blev han efter sædvanen sat på det høje sæde, selve den Apostoliske Stol. Der kyssede kardinalerne og biskopperne og bagefter mange af folket hans fødder, og medens han sad på tronen, hyldede de ham som Kristi Stedfortræder. Kort tid efter, da dagen gik på hæld, førte de ham tilbage til paladset. Ved nattens komme blev der tændt bål i alle vejkryds og tårne, der blev hørt sang, naboer inviterede hinanden, overalt lød der horn og trompeter, og alle steder i Byen var der almindelig jubel. De ældre sagde, at man aldrig havde set så stor entusiasme hos folket i Rom.

1.37. Reaktionerne på valget af Pius II

Natten efter red byens førende borgere i optog med brændende kærter i hænderne til paladset for at hylde paven. Optoget strakte sig fra Hadrians Mausoleum^[395] til Sankt Peters. Og ikke bare Rom, men også mange af Italiens bystater og fyrster viste usædvanlig stor glæde, da de hørte om valget af Pius til pave. Især jublede sieneserne over, at deres medborger var steget så højt, at han nu blev anset som den første blandt alle mennesker på jorden. Mange sienesere, som var fjender af adelen, græmmede sig dog i stilhed.

I Corsignano, en landsby, der ligger 80 mil fra Rom, skete der følgende: nøjagtig i den time paven blev valgt, vendte landsbyboerne hjem fra markerne og gik sammen til Laudomia, Pius’ søster, for at hilse hende. Samstemmende fortalte de, at de havde fået det glade budskab, at Æneas, kardinalen af Siena, var blevet ophøjet til pave.^[396] Denne bemærkelsesværdige spådom blev dagen efter bekræftet af breve fra venner. Endnu mere forunderligt var følgende: medens kardinalerne stadig var i gang med afstemningen i konklavet, så hidkaldte en vis katalaner lægen Giovanni og adskillige andre fra kardinalen af Sienas husstand og sagde: “I denne time bliver jeres herre valgt til pave.” Da de spurgte, hvordan han dog kunne vide det, svarede han: “I nat så jeg i en drøm kardinalerne gå ind i det kapel, hvor valget afholdes. Alle førte jeres herre ind, som om han var den kommende pave. To modstandere prøvede dog at smide ham ud af kapellet, men det lykkedes ikke. Så vær ved godt mod: I vil snart høre kardinalen af Siena udråbt som pave.” Kort efter gik profetien i opfyldelse. Om de to kardinaler, som gjorde modstand, har vi berettet oven for.

Det var også et glædeligt budskab for Ferrante, konge af Sicilien, at faderens ven var blevet valgt til pave. Med hensyn til Francesco Sforza ventede denne, at en anden ville blive pave, men han glædede sig dog over budskabet om valget af Æneas, som han engang havde modtaget med ære i lejren uden for Milano. Borso, hertugen af Modena, lod afholde en turnering^[397] og viste mange og store tegn på glæde. Han havde en gammel velvilje for Æneas’ fra den tid, hvor han fik hertugtitlen af kejser Friedrich. Han erhvervede den nemlig ikke mindst på grund af en betydelig indsats fra Æneas side. Borso håbede, at med Æneas som pave ville hans egen rigdom og berømmelse forøges. Derfor sørgede han for, at Ferrara og hele hans land viste overordentlig glæde over valget af den nye pave. Der er mange måder at få renter af sine investeringer på! Markgreverne af Mantova, Monferrato og Saluzzo glædede sig ligeledes: Æneas var bekendt og ven af dem alle.

Af italienerne reagerede kun venetianerne og florentinerne negativt på budskabet om Æneas’ valg. Venetianerne havde ofte haft besøg af Æneas i senatet i hans egenskab af kejserens legat og måttet høre ham tale strengt til dem og anklage dem for tyrannisk adfærd.

Som det så ofte sker, hadede florentinerne deres naboer, sieneserne. De var så ærgerlige over Æneas’ valg, at når de på rejse blev hilst af forbipasserende med ønsket om "Guds hjælp", så svarede de indigneret: “Han har sandelig for travlt med at glæde sieneserne.” Men både florentinerne og venetianerne skjulte dog deres sande følelser og sendte ligesom de øvrige italienske magter fremtrædende mænd som legater til Rom for at gratulere den nye pave og aflægge lydighedserklæringen.

Af fyrsterne hinsides alperne glædede kejser Friedrich sig overmåde over, at Æneas, som var blevet kaldet direkte fra hans tjeneste til kardinalsværdigheden, nu havde besteget Peters trone. Også alle de kristne spanske konger viste glæde. Men den skotske, den danske, den polske, den franske, den ungarske og den kypriotiske konge hørte kun ugerne, at en ven af kejseren var blevet Kristi Stedfortræder. Og den bøhmiske konge ærgrede sig i særlig grad, for han vidste, at paven var helt på det rene med hans kætteri. For hertugerne Philippe af Bourgogne og Louis af Savoyen var valget af deres gamle ven, Æneas, særdeles kærkomment.

---

1. ^{Temaerne om sjælens udødelighed og søgningen efter ære (gloria, honor) og berømmelse (fama) er blandt de mange, som de italienske humanister tog op fra den klassiske oldtid}
2. ^{Ifølge den katolske lære enten i himlen eller i helved eller i skærsilden, hvor sjælene renses inden de kommer i himlen}
3. ^{I helved}
4. ^Mortales
5. ^{Paverne efter 1417, det år hvor Konciliet i Konstanz afsluttede det store vestlige skisma med at afsætte alle tre paver, og valgte kardinal Oddone Colonna til ny pave under navnet Martinus V}
6. ^{Johannes-evangeliet 8,48; 13,16; 15,20}
7. ^{Apostolisk: Pius anvender ikke adjektivet pavelig, men stort set altid adjektivet apostolisk, hvad der understreger Pavestolens direkte sammenhæng med apostlen Peter og dennes mandat fra Jesus til at løse og binde (nøglerne). Eksempler: den Apostoliske Stol i stedet for Pavestolen, Apostolisk legat i stedet for Pavelig legat, Apostolisk brev i stedet for Pavebrev}
8. ^{Ønsket om kunne føre sin fornemme slægt tilbage den klassiske oldtid var almindeligt i renaissancen. Pius vender sig i andre sammenhænge derimod. Om Sienas historie se http://en.wikipedia.org/wiki/Siena}
9. ^{Litterae et arma: i renaissancen udviklede humanisterne en opfattelse af adelen som en stand, der skulle udmærke sig ikke blot ved våbenkyndighed, men også ved sin kultur og dannelse, herunder især studiet af litteratur i bred forstand. Dette gjaldt ikke mindst fyrsterne, som derfor naturligvis måtte undervises af humanister}
10. ¹²⁷⁷
11. ^{Immatura morte: Vergil, Æneiden, 11, 166}
12. ^{Artes liberales: omfattede fra klassisk tid disciplinerne grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik, astronomi, jvf. http://www.newadvent.org/cathen/01760a.htm. Det er ikke let at vælge et dansk ord for Artes liberales. At gengive artes som kunster giver forkerte associationer (både til kunstart og til kunster som tryllekunster). At gengive liberales som liberale, giver forkerte associationer til politiske ideologier, og frie har i dag i forbindelse med studier en anden betydning (Freie Universität, eller studier på egen hånd). Gengivelsen af den oprindelige betydning som “studier for fribårne mænd” er for tung, så Artes liberales fastholdes i teksten uden oversættelse (synonym: Artes boni)}
13. ^{Casibus actus: Vergil, Æneiden, 1, 240}
14. ^{Patroni: Skytsherrerne havde den vigtige opgave at nominere kandidaterne til de kirkelige embeder ved kirken}
15. ^{Corsignano: den landsby, som Pius II’ blev født i, og som han, da han blev pave, byggede om og gav navnet Pienza. Silvius skal have taget ophold der omkring 1385}
16. ^{Val d’Orcia: i dag på UNESCO’s The World Heritage List: http: //whc.unesco.org/pg.cfm?cid=31&id_site=1026}
17. ^{Apostlen Bartholomæus: se http://www.newadvent.org/cathen/02313c.htm}
18. ^{Ofte fik man navn efter den helgen, på hvis festdag man blev født.}
19. ¹⁴⁰⁸
20. ^{Egtl. som havde løftet ham op af døbefonten}
21. ¹⁴¹³
22. ¹⁴²³
23. ^{Familien Lolli. Pius’ tante, Bartolomea Tolomeo, faderens halvsøster, var gift med Niccolò Lolli. Deres søn, Pius’ fætter, Gregorio (Goro), blev en nær ven og siden udnævnt til pavelig sekretær}
24. ^{Ved Universitetet i Siena, se http://www.unisi.it/english/storiaint_en01_02.htm}
25. ^{Krigen om Lucca (1429-1433). Pius giver her en ret forkortet version af begivenhederne. I 1429-31 rejste han rundt i Italien, og da han vendte hjem til Siena i 1431 var det formentlig snarere udsigten til arbejdsløshed end krigen, der fik ham til at søge ud (Mitchell 56 ff.)}
26. ^{Efteråret 1432}
27. ^{Domenico Capranica var blevet udnævnt til kardinal af pave Martinus V (Oddone Colonna) in petto, d.v.s. uden at det blev offentliggjort. Da han blev betragtet som på Colonna-familiens parti, nægtede efterfølgeren Eugenius IV, som var i modsætning til Colonna-partiet, at anerkende hans udnævnelse til kardinalsværdigheden og forfulgte ham}
28. ^{Konciliet i Basel varede fra 1431-1449. Det blev indkaldt af Martinus V og opløst af Eugenius IV, men fortsatte efter opløsningen og valgte modpaven, Felix V.}
29. ^{På grund af pavens forfølgelse}
30. ^{Tyrannus: Pius bruger ordet som selvbestaltet hersker eller fyrstehus, der ikke regerede i kraft af en legitim udnævnelse til ”vikar” fra byens eller områdets retmæssige overherre (kejseren eller paven). Ordet karakteriserer således ikke den pågældende herskers personlige måde at regere på (f.eks. ved vold og grusomhed)}
31. ^{Pietro da Noceto: En af Æneas’ nærmeste ungdomsvenner og senere pavelig embedsmand}
32. ^{Libya: I bred forstand, d.v.s. Afrika}
33. ^{Mirabile dictu: et Vergil-udtryk, som Æneas anvender hyppigt}
34. ^{Et samtidigt brev fra Æneas giver en mindre dramatisk beskrivelse af forløbet}
35. ^{Han modtog den lombardiske jernkrone i Milano d. 25. november 1431. Siden kom han til Rom og blev kronet som kejser af Eugenius IV den 31. maj 1433}
36. ^{Synodus: D.v.s. konciliet}
37. ^{D.v.s. at udforme}
38. ^{Electores: vælgere, d.v.s. de tyske fyrster, der skulle vælge kejseren, d.v.s. kurfyrsterne}
39. ^{Til et afgørende møde om den tyske neutralitet i skismaet mellem konciliet og paven}
40. ^{Universitas: i middelalderen ikke betegnelsen på en institution som sådan, men på alle (universi) lærere og studerende knyttet til det samlede “studium”}
41. ^{Marts 1433}
42. ^{4. juni 1434 - 4. august 1435}
43. ^{I foråret 1434 lod hertugen af Milano - i forståelse med Konciliet i Basel - en hærstyrke invadere pavestaten. Der udbrød en folkelig opstand i Rom, hvorefter paven flygtede for først rigtigt at vende tilbage i 1443}
44. ^{Formentlig drejede det sig om en sammensværgelse imod paven, som man ville bortføre, når han forlod Firenze. Anslaget skulle være besluttet af hertugen af Milano i forståelse med Konciliet i Basel. Det blev ledet af Bartolomeo Visconti, og Piccinino var tiltænkt den udførende rolle. Man ved ikke, hvad Æneas’ rolle var. Han var muligvis en uvidende budbringer, muligvis en aktiv deltager}
45. ^{Belli duces}
46. ^{Pater: i pavedømmets selvforståelse som fortsættelsen af det romerske imperium (i Rom) blev kardinalskollegiet opfattet som fortsættelsen af det romerske senat, og ligesom senatorerne havde kardinalerne titel af ”pater”}
47. ^{Tommaso Parentucelli fra Sarzana}
48. ^{Kongressen i Arras Juli til september 1435}
49. ^{D.v.s. han skulle prøve at bilægge 100-årskrigen og stifte fred mellem de to konger, som begge gjorde krav på den franske kongekrone. Denne mission mislykkedes, men i stedet lykkedes det Albergati at stifte fred mellem den franske konge og hertugen af Bourgogne, hvad der i sig selv var en vigtig diplomatisk sejr for pavestolen}
50. ^{Marts 1435}
51. ^{15. juni 1435}
52. ^{James I}
53. ^{Det virkelige formål med rejsen til Skotland var ifølge en af Pius’ levnedsskildrere, Campano, at prøve at få skotterne til at angribe England i nord og dermed at svække englændernes militære pres mod Frankrig. Dette mislykkedes}
54. ^{Alfonso V: var allerede konge af dobbeltmonarkiet Aragonien (i dag Katalonien) og Sicilien, og ville også overtage herredømmet over kongeriget Napoli, som tidligere havde hørt sammen med Sicilien. Han var blevet adopteret af dronningen af Napoli, Giovanni II, af den franske Anjou-slægt. Hun havde dog annulleret adoptionen, og ved sin død i 1435 efterlod hun René d’Anjou som sin arving. Alfonso iværksætte derefter en militær erobring, som blev kronet med held i 1443. I årtierne derefter blev forholdene i Italien stærkt præget af kampen mellem spanierne (huset Aragonien) og franskmændene (huset Anjou) om herredømmet over kongeriget Napoli. Ved søslaget i Ponza, 5. august 1435, led Alfonso nederlag og endte i fangenskab hos hertugen af Milano, Filippo Maria Visconti, som dog indgik en alliance med ham og satte ham fri}
55. ^{Calais: tilhørte England indtil 1558, og englænderne var derfor herrer i byen, da Æneas kom dertil}
56. ^{Henry Beaufort: af Lancaster-slægten og onkel til Henry VI, som han repræsenterede på Kongressen i Arras}
57. ^{London Bridge, jvf. http://www.bbc.co.uk/history/3d/bridge.shtml}
58. ^{Landsbyen Strood i Kent, der ifølge legenden skulle have klippet halen af den sankt Thomas’ hest og blev straffet med selv at få hale}
59. ^{Divina pietas}
60. ^{Formentlig under stormen.}
61. ^{Milia passuum: romersk mil = 1000 skridt = c. 1.5 kilometer}
62. ^{En berømt valfartskirke nær Dunbar}
63. ^{Senere hen gav Pius en ikke særlig flatterende beskrivelse af kong James I i sit værk De Viris Illustribus (Om berømte mænd)}
64. ^{Equi gradarii}
65. ^{Det drejer sig om en legende om gæs, som indgik i middelalderens naturhistorie}
66. ^{The Tweed}
67. ^{Barbari: barbarer i den generelle betydning af ukultiverede fremmede.}
68. ^{D.v.s. to timer efter solnedgang.}
69. ^{Nox insomnis: et udtryk fra Vergil (Æneiden, 9, 166-7´), som Pius bruger ofte}
70. ^{Potior sententia visa est: Vergil, Æneiden, 4, 287}
71. ^{Pius antyder ironisk, at hvis han havde ligget i med de to kvinder, ville mændene straks være ankommet, og piben have fået en anden lyd. Med hensyn til hans afholdenhed i Skotland var den ikke større, end at han med en anden kvinde fik en søn, der dog døde som spæd}
72. ^{Sole inaccessa: Vergil, Æneiden, 8, 195}
73. ^{Matthæus-evangeliet, 7, 15}
74. ^{D.v.s. et koncil}
75. ^{Johannes Åbenbaring, 2, 9}
76. ^{Den pavelige legat, der af paverne Martinus V og Eugenius IV var udset til at lede konciliet}
77. ^{Bartolomeo Visconti}
78. ^{Kardinalerne var grupperet i 3 rangordener: kardinalbiskopperne, kardinalpræsterne og kardinaldiakonerne. Hvert kardinalembede var knyttet til en bestemt kirke (såkaldt titelkirke) i Rom. I løbet af en kardinalkarriere kunne en kardinal bevæge sig op igennem dette kardinalhierarki. En af de fornemste kardinaltitler var kardinalbiskoppen af Ostia}
79. ^{April 1436}
80. ^{At den græske kirke overhovedet kunne være interesseret i genforening med den latinske skyldtes i væsentlig grad det byzantinske kejserriges behov for at få militær og økonomisk hjælp fra Vesten til sin kamp mod tyrkerne. Grækerne kunne ikke acceptere Basel som mødested for en genforeningskoncil, men foretrak en by tæt på sejlruterne mellem Grækenland og Italien}
81. ^{Bogtrykkerkunsten blev først opfundet i Europa ca. 15 år senere.}
82. ^{Det drejer sig om tre embeder ved konciliet: en psalmist var en forsanger ved gudstjenesterne. Abbreviatores arbejdede i kancelliet og skulle udarbejde koncepter til konciliets dokumenter. Der var tre grader, af hvilke den højeste var “parcus major”. Scriptores var skrivere/sekretærer, hvis arbejde blev organiseret af en Rescribendarius}
83. ^{Konciliets arbejde foregik dels i det overordnede Tolvmandskollegium, dels i fire stående komitéer (deputationes), heraf een for trosspørgsmål. Når sagerne og dekretudkastene havde passeret disse instanser, blev de behandlet på sessioner i konciliets plenarforsamling (congregatio generalis).}
84. ^{Parcus major}
85. ^{Nationer: medlemmerne af konciliet var inddelt i fire ”nationer”}
86. ^{Francesco Pizzolpasso: En tidlig beskytter og ven af Æneas. Død 1443}
87. ^{Koncilsdekret fra 13. juli 1433 som skulle sikre frie, kanoniske valg ved domkapitler og i klostre. Dekretet var rettet imod pavestolens omsiggribende besættelse af kirkelige embeder}
88. ^{Provisio: tildeling af et kirkeligt embede, men uden faktisk besiddelse (possessio) af embedet. Provisio og possessio er således to forskellige ting. Flere kunne få provision på samme embede, og i dette tilfælde måtte man siden hen ad rettens vej eller på anden måde tilkæmpe sig faktisk besiddelse. Det pavelige retsmaskineri havde her en indbringende forretning, som det igennem middelalderen udnyttede mere og mere, til stadig irritation og vrede for den lokale gejstlighed og for nationerne. Ikke mindst tyskerne var utilfredse med denne situation og klagede jævnligt over den}
89. ^{Talen som Æneas holdt til lovprisning af Pavia som koncilsby. Selvom den ikke overbeviste koncilsfædrene, skaffede den Æneas opmærksomhed og velvilje fra hertug Filippo Maria af Milano, til hvis territorium Pavia hørte}
90. ^{4. april 1438}
91. ^{9. december 1437. Albrecht var af huset Habsburg og svigersøn og arving til Sigismund, der var af huset Luxemburg og døde uden at have fået en søn. Kejsermagten skiftede hermed fra et dynasti til et andet. Som hertug af Østrig var Albrecht den V., som tysk-romersk konge/kejser d. II}
92. ^{18. marts 1437}
93. ^{Horats, Carmina, 3.29.29}
94. ^{Apud germanos}
95. ¹⁴³⁹
96. ^{Pueri innuptaeque puellae: Vergil, Æneiden, 4, 476; Æneiden, 6, 307}
97. ^Alamannia
98. ^{Pavelig protonotar og berømt jurist, se: http://www.newadvent.org/cathen/12503a.htm}
99. ^{På dette tidspunkt var Hertugen af Milano blevet forsonet med paven, og man kunne derfor vanskeligt foretrække en kandidat fra det koncil, der var fjendtligt over for paven, i et embede på milanesisk territorium. Embedet blev derfor givet til ham, der oprindelig var blevet valgt af domkapitlet}
100. ^{Præbenda: retten til at få del i et domkapitels indtægter. http://www.newadvent.org/cathen/12371a.htm}
101. ^{Oktober 1442: Her springer Pius i tidsrækkefølgen}
102. ^{Possessio, i modsætning til den formelle tildeling af embedet, se ovenfor}
103. ^{Afsættelsen blev besluttet d. 24. januar 1439 og endelig gennemført ved en koncilsakt d. 25.juni 1439. Koncilsbeslutningerne fik dog ingen virkning for Eugenius, der fortsatte med at regere som den romerske pave. Valget af Felix V som modpave genskabte den kirkesplittelse i kirken, som man c. 20 år før (i 1417) havde bilagt på Konciliet i Konstanz}
104. ^{Pontifex romanus: den romerske biskop (brobygger: klassisk titel). Gengives i denne oversættelses normalt med ”paven”}
105. ^{Sætningskonstruktion med videri, der i denne oversættelse ofte gengives med "at være", ikke med "at synes"}
106. ^Caeremoniae
107. ^{5. november 1439}
108. ^{Han trak sig tilbage som modpave i 1449, da konciliet i Basel endelig opløste sig selv. Han døde to år efter}
109. ^{Scrinarius. Juli 1440}
110. ^{Februar 1440}
111. ^{D.v.s. det nordlige Tyskland}
112. ^{17. juni 1442. Inden kejserne af det Hellige Romerske Rige, d.v.s. det Tysk-romerske kejserrige, kunne krones til kejsere (normalt i Rom), skulle de først krones som Konge af Romerne i Aachen, og sidenhen skulle de krones med Lombardiets jernkrone (normalt i Milano). Kroningen som Konge af Romerne kunne godt ligge flere år forud for kejserkroningen, som ikke altid blev nået, inden den pågældende døde, som i tilfældet Albrecht}
113. ^{Legati: udviklingen af det europæiske diplomati og af det diplomatiske korps var på dette tidspunkt i så tidlig en fase, at det kan være vanskeligt at anvende senere titler på de daværende forhold, f.eks. titlen ambassadør. Pius anvender normalt betegnelserne legatus, orator og nuntius – ofte i flæng – og disse betegnelser genanvendes direkte i denne oversættelse}
114. ^{27. juli 1442. En traditionel æresbevisning, men den første på tysk jord. Også f.eks. Petrarca blev i sin tid digterkronet, men i Rom}
115. ^{Det Hellige Romerske Rige omfattede på det tidspunkt kongedømmerne Tyskland, Bøhmen, Arlberg, og Italien (d.v.s. Norditalien). Siena hørte til det italienske område. Østrig stod i kraft af et særligt privilegium (“det store privilegium”) administrativt uden for kejserriget}
116. ^{Protonotar: førstenotar}
117. ^{Friedrich III havde to kancellier: dels et romersk eller kejserligt kancelli med ansvar for hans funktion som kejser af det Hellige Romerske Rige, og et østrigsk kancelli med ansvar for hans funktion som østrigsk landsherre. Kaspar Schlick blev kansler for det kejserlige kancelli, Sylvester Pflieger blev kansler for det østrigske}
118. ^{Marts 1443}
119. ^{Italicus nomen}
120. ^{Romer-brevet 12, 21}
121. ^{Horats, Satirer, 1.9,20 ff.}
122. ^{Om jøder i historien og om kristne jødeforfølgelser se http://www.newadvent.org/cathen/08386a.htm}
123. ^{Studia humanitatis}
124. ^Fortuna
125. ^{Familien Lolli, som Æneas havde boet på under sine studier i Siena}
126. ^{Under opholdet i Siena havde Kaspar Schlick en affære med en sienesisk dame. Æneas brugte denne som tema for sin berømte erotiske roman, Historia de duobus amantibus (Historien om de to elskende), som cirkulerede i samtiden og eftertiden i talløse håndskrifter og trykte udgaver}
127. ^{En kristnet version af standardformlen for en krisebeslutning i det romerske senat: Konsulerne skal træffe foranstaltninger til, at staten ikke lider skade (Consules videant, ne quid detrimenti capiat respublica)}
128. ^{Æneas brugte længe titlen som digter (poeta)}
129. ^{Eller Val Sarentina, ved Sarnthein (Sarentino) nord for Bolzano}
130. ^{Kirkelige embeder af denne type blev brugt af fyrsterne og Kirken til at aflønne de unge embedsmænd, der var på vej igennem den administrative karriere. De måtte så aflønne en præst til at varetage de kirkelige opgaver}
131. ^{Novissima verba: Vergil, Æneiden, 6, 231}
132. ^{Sua si bona: Vergil, Georgica, 2, 458}
133. ^{Pius, der i sin ungdom selv førte et erotisk ret løssluppent liv, må siges at vide, hvor vanskeligt dette kan være}
134. ^{Han nåede ikke at tage den i faktisk besiddelse}
135. ^{Summus sacerdos: egtl. ypperstepræst}
136. ^{Sanctissime praesul: egtl. hellige biskop}
137. ^{Du: det klassiske du (tu) bruges af humanisterne som principsag også i tiltale til højtstående personer. Æneas gjorde det samme i begyndelsen af sin karriere, men gik siden over til det allerede dengang almindelige De (vos)}
138. ^{Johannes-evangeliet, 16, 2}
139. ^{Schola parisiensis}
140. ^Gymnasia
141. ^{Pavelig ærestitel}
142. ^{Denne kløgtige forsvarstale er blevet fremhævet som et eksempel på Æneas’ opportunisme. Der er da heller ingen tvivl om, at Æneas altid havde et klart blik for sin fordel - han var trods alt en fattig mand, der prøvede at gøre karriere i en verden, som tilhørte de mægtige og rige. Men derfra og så til at fraskrive ham oprigtige meninger og ungdommelige entusiasmer, som blev afløst af alderens mere afbalancerede forhold til tingene, er der et skridt, som kræver en god portion fordomsfuldhed og som næppe kan dokumenteres}
143. ^{Patriarken af Aquileia: kardinal Ludovico Scarampo, på det tidspunkt formentlig den mægtigste af kardinalerne, en militærtype, som havde indlagt sig store fortjenester ved at retablere pave Eugenius’ kontrol med pavestaten}
144. ^{Tommaso Parentucelli, den senere pave Nicolaus V, blev udnævnt til biskop af Bologna i 1444}
145. ^{1. april 1445}
146. ^{Æneas’ fader døde seks år efter, i 1451}
147. ^{Marts 1446}
148. ^{14. januar 1446}
149. ^{Dietrich von Mörs, af en fornem tysk slægt}
150. ^{Ifølge koncilsdekretet Haec Sancta af 16. april 1415 stod konciliet over paven i trossager. Konciliet afsatte senere de tre paver, der regerede samtidig}
151. ^{Marts 1446}
152. ^{Den tyske nations neutralitet i kirkesplittelsen mellem pave Eugenius V og konciliets modpave, Felix V, var blevet vedtaget på en rigsdag i Mainz, 2. februar 1441}
153. ^{D.v.s. hans uægteskabelige halvbroder}
154. ^{Fordi pave Eugenius havde forligt sig med kongen af Napoli og Sicilien, Alfonso V, og anerkendt hans (uægteskabelige) søn, Ferrante, som efterfølger. Alfonso var i forbund med hertugen af Milano}
155. ^{Sigismund af Østrig: Kejserens fætter, hertug af Tyrol. Han havde været under kejserens formynderskab, indtil stænderne fra Tyrol fik ham vristet ud deraf}
156. ^{En hjort, der bliver dræbt efter en lang jagt, er uspiselig. Skal den spises, bør den derfor tages levende}
157. ^{Candidae animae. Horats, Serm. 1.5,41}
158. ^{Hvor modpaven, Felix Vs familie regerede}
159. ^{Nicolaus af Kues (1401-1464): en af århundredets betydelige filosoffer, tidligere tilhænger af koncilspartiet, men sluttede sig senere til pave Eugenius og blev udnævnt til kardinal af San Pietro in Vincoli i 1448. Han nævnes hyppigt i Pius’ erindringer}
160. ^{Oratores: bemærk anvendelsen af ”orator” som synonymt med ”legat”}
161. ^Notulae
162. ^{Det spillede sikkert en ikke uvæsentlig rolle, at man havde uddelt penge til ærkebiskoppens rådgivere, således som Æneas selv skriver det direkte i andre værker}
163. ^{Louis Alleman: kardinal og fra 1438 præsident for Konciliet i Basel og leder af det antipavelige parti. Han repræsenterede konciliet ved rigsdagen i Frankfurt og måtte således indkassere et bittert nederlag}
164. ^{Jus pontificium}
165. ^{December 1446}
166. ^{Betegnelsen for pavens hof og regeringsapparat. Udtrykket blev anvendt tilsvarende om de romerske kejseres hof i Rom er oprindelsen til det franske Cour og det engelske Court (germanske sprog: Hof)}
167. ^Potestas
168. ^Oboedientia
169. ^{Urbs: Byen i betydningen Rom skrives i denne oversættelse med stort B}
170. ^{10. januar 1447}
171. ^{Om konsistorier, se http://en.wikipedia.org/wiki/Consistory}
172. ^{Pedem retrahebant: trak foden tilbage. Vergil, Æneiden, 10,307}
173. ^{Pavebuller: se http://www.newadvent.org/cathen/03052b.htm}
174. ^{7. Februar 1447}
175. ^{Justititum: Meserve og Simonetta oversætter med ”public business”}
176. ^{Superis rogationes decretae}
177. ^{Pave Sylvester havde en særlig betydning for pavedømmet, for det var medens han var pave, at kejser Konstantin den Store ifølge legenden skænkede paverne det landområde, der blev til pavestaten (Konstantins gave, Donum Constantini)}
178. ^{Den just udnævnte Tommaso da Sarzana, der som biskop af Bologna blev kaldt kardinalen af Bologna, idet kardinalerne enten benævntes efter deres titelkirke i Rom (i Tommasos tilfælde Santa Susanna) eller efter deres bispedømme}
179. ^{Ecclesia: Kirke. Når Pius anvender dette ord i betydningen bispestol eller bispesæde oversættes det som sådan}
180. ^{En forsigtighedsprocedure, der i almindelighed var nødvendig på grund af det livlige rygtesmederi omkring ledige kirkelige embeder}
181. ^{Udnævnelsen af Æneas til biskop af Trieste var faktisk blevet forberedt igennem længere tid. Året før, den 20. maj, havde paven givet kejseren beføjelse til at udnævne den siddende biskops efterfølger, og den 30. maj samme år havde kejseren skrevet til domkapitlet om i givet fald at vælge Æneas.}
182. ^{Apostolisk subdiakon (subdiaconus apostolicus): en ærestitel ved det pavelige hof. Æneas blev i øvrigt ordineret til almindelig diakon den 15. februar 1447 og til præst den 4. marts 1447}
183. ^6.marts
184. ^{Han kunne derfor ikke deltage i pavevalget, der foregik i Rom}
185. ^{Det daværende pavepalads i Vatikanet}
186. ^{En særlig hædersbevisning}
187. ^{19. april 1447}
188. ^{Det vil sige i fuldt ornat - som understregning af sin autoritet og et signal om, at han i denne sag ikke ville tåle modsigelse}
189. ^{Da embedsskrivelser fra kurien normalt blev ekspederet imod betaling, var gratis ekspedition en særlig gunstbevisning}
190. ^{Dominium naturale}
191. ^{Problemet om hvem, der havde ret til at besætte bispedømmer, paven eller den suveræne fyrste, havde igennem hele middelalderen været et betændt og konfliktfyldt område, så det var i realiteten ikke uproblematisk, at paven besatte bispeembedet i Trieste uden om kejseren, i hvis landsfyrsteområde Trieste-bispedømmet lå}
192. ^{Juli 1447}
193. ^{Mødet var ikke en egentlig rigsdag, hvilket gjorde det nemmere for kejseren at opnå tilslutning til sit politiske forehavende om et konkordat mellem kejserriget og pavestolen}
194. ^{Felix V havde tidligere været hertug af Savoyen og havde i denne egenskab fremmet sin slægts ægteskabsalliancer}
195. ^{Byen Soest tilhørte ærkebispedømmet Köln}
196. ^{Under opholdet i Köln skrev Æneas det første af sine tilbagekaldelsesskrifter, hvori han begrunder sit skifte fra det konciliaristiske parti til det pavelige parti}
197. ^{13. august 1447}
198. ^{Alfonso V var i forvejen konge af Napoli (Syditalien og Sicilien) og en forening med hertugdømmet Milano ville indebære en italiensk magtkoncentration, som var uacceptabel for de andre italienske og europæiske magter, herunder pavestaten}
199. ^{Som hertugdømme var Milano i princippet et len fra kejseren og kunne ikke gives væk uden dennes tilladelse}
200. ^{Andre kandidater til hertugdømmet var hærføreren Francesco Sforza, der var gift med Philippo Maria Viscontis uægte datter, Bianca, samt Louis af Savoyen, som var broder til hertugens enke}
201. ^{I forbindelse med ægteskabet mellem hans far, Louis d’Orleans, og hans mor,Valentina Visconti, søster til Philippo Maria, i 1387}
202. ^{Æneas’ bispevielse fandt sted i Stefansdom den 15. August 1447}
203. ^Coloni
204. ^{Det drejede sig om en større sag med to kandidater til bispestolen, den ene kanslerens broder, Heinrich Schlick, den anden Johann Grünwalder, der også havde særdeles gode forbindelser, og som blev udnævnt til kardinal af modpaven, Felix V. Æneas arbejdede intenst på sagen til fordel for Schlick-familien og brugte med held sine forbindelser i Rom til at udvirke en udnævnelse af kanslerens broder. Årsagerne til kanslerens fald er uklare, men en af dem har formentlig været sagen om besættelse af bispestolen i Freising, der blev en højspændt politisk sag og som skaffede vanskeligheder for kejseren. Kaspar Schlick døde kort efter (16. juli 1449)}
205. ^{Et sogn i Augsburg (Meserve & Simonetta) eller måske Windischgrätz i Steiermark (Totaro)}
206. ¹⁴⁴⁹
207. ^{Denne var søn af modpave Felix V, den foregående hertug af Savoyen, og selv kandidat til successionen i Milano}
208. ^{D.v.s. at de - principielt - gik ind for den traditionelle tilknytning til det Hellige Romerske rige, d.s.v. kejseren}
209. ^{Francesco Sforza havde ægtet Filippo Maria Viscontis (uægteskabelige) datter, Bianca og var dermed hans svigersøn}
210. ^Gubernator
211. ^{Qui jus diceret}
212. ^Vectigalia
213. ^{Auri. Totaro oversætter med ”ducati”, Meserve & Simonetta med ”florins”}
214. ^Feuda
215. ^Census
216. ^{Belli dux}
217. ^{Vicarius: almindelig brugt betegnelse for kejserens guvernører i Italien}
218. ^{Ifølge en samtidig kilde var det Carlos hensigt selv at bemægtige sig herredømmet i Milano. Æneas gjorde vel i at være forsigtig}
219. ^{Marts 1449}
220. ^{1. september 1449}
221. ^{26. februar 1450}
222. ^{1450. Jubelår: se http://www.newadvent.org/cathen/08531c.htm}
223. ^{Også en Alfonso V. Leonora var samtidig niece af den anden Alfonso V, kongen af Aragonien og Sicilien}
224. ^Virtus
225. ^{D.v.s. sin kroning som kejser. Han var allerede tidligere blevet kronet som konge af romerne i Aachen}
226. ^{Som betingelse for deres medvirken til at få modpaven, Felix V, til at træde tilbage og opløse konciliet i Basel havde franskmændene afvristet pave Nicolaus et løfte om afholdelse af et koncil i en fransk by}
227. ^{Tildeling af det Apostoliske Sværd var en særlig hædersbevisning til fyrster, ofte sådanne som man forventede kunne øve en militær indsats i forsvaret af kristendommen og pavestaten}
228. ^{Volskerne var en italiensk folkestamme i det sydlige Latium. Volskerne deltog i Den Første Latinske Krig, men blev besejret af romerne i 494 f. Kr. Deres hovedby, Velletri, blev romersk koloni 338 f.kr}
229. ^{Undique cinctum silvis: Vergil, Æneiden, 5,287}
230. ^{18. maj 1452}
231. ^{23. september 1450}
232. ^{Pavelig ærestitel}
233. ^{D.v.s. af bispeembedet og alt hvad der hørte til det af besiddelser, rettigheder og forpligtelser}
234. ^{Det vigtigste pavelige forvaltningsorgan}
235. ^{Æneas havde tidligere haft problemer med franciskanerordenen, fordi han ikke uden videre kunne bekræfte Capistranos evner som mirakelmager. Æneas var iøvrigt forholdsvis skeptisk med hensyn til mirakler i almindelighed}
236. ^{Ladislaus (1440-1457): den mindreårige kong Ladislaus var arving til en hertugtitel i Østrig samt til kongedømmerne Bøhmen og Ungarn. Kejseren havde - i fuld overensstemmelse med praksis i det østrigske fyrstehus - sikret sig formynderskabet, ligesom han tidligere havde haft formynderskabet for sin bror, Albrecht, og sin fætter, Sigismund, og ligesom han selv som mindreårig havde været under formynderskab af sin onkel, hertug Friedrich IV, der havde udnyttet formynderskabet groft}
237. ^{Georg Podiebrad: regent i Tjekkiet under Ladislaus mindreårighed, valgt til konge efter Ladislaus. Konge af Bøhmen 1458-1471}
238. ^{Æneas har - som andre af humanisterne - selv udgivet sine breve, udvalgt blandt hans meget store løbende korrepondance og korrigeret af ham selv}
239. ¹⁴⁵¹
240. ^{D.v.s. kronerne. Eksempel på “klassicistisk” terminologi}
241. ^{Kommunerne var bystater som Firenze og Siena med demokratisk eller oligarkisk styre. De øvrige stater i Italien (bortset fra pavestaten og kongedømmet Napoli) blev regeret af fyrster, fra den store hertug af Milano, til de mindre fyrster f.eks. i Mantova, Ferrara}
242. ^{11. November 1451}
243. ^{Når de tyske kejsere i senmiddelalderen drog ned i Italien, f.eks.til. deres kejserkroning, var de oftest ledsaget af hærstyrker og havde magt til at intervenere effektivt i italienske forhold. Stridighederne imellem de italienske stater brød derefter ud i lys lue. I en periode drejede det sig ofte om stridigheder mellem de kejsertro ghibelliner og de pavetro guelfer, men dette modsætningsforhold mistede efterhånden sin reelle betydning, selvom betegnelserne i et vist omfang fortsatte som etiketter for andre modsætningsforhold}
244. ^{Novarum rerum cupidus: klassisk terminologi}
245. ¹²⁷⁷
246. ^{Domkirken i Siena, jvf.http://duomo_di_siena.ask.dyndns.dk/}
247. ^{Opstanden havde som umiddelbar årsag kejserens beslutning om bringe sin myndling, Ladislaus, hertug af Østrig og konge af Bøhmen og Ungarn, med på Italienrejsen. Den blev ledet af Ulrich Eizinger og udviklede sig på en måde, der var ret farefuld for kejseren, og som til sidst førte til, at Ladislaus blev udleveret til østrigerne}
248. ^{Mare Tuscum: det Tyrrhenske Hav}
249. ^{Faktisk indtraf kejseren i Firenze den 30.januar 1452 og Leonora i Livorno den 2. februar}
250. ^{Her husker Pius forkert. Biskoppen af Regensburg hed på det tidspunkt (1450-1457) Friedrich von Blankenfels}
251. ^{Magister camerae}
252. ^{Don Alfonso af Braganza, marquis af Valencia, halvbroder til kong Duarte af Portugal og til Leonora}
253. ^{24. februar 1452}
254. ^{Søjlen står stadig ved Porta Camollia i Siena, hvor den i sin tid blev rejst}
255. ^{Andetsteds skriver Pius, at skikken med at kejseren overnatter uden for Rom før sit indtog, skulle give ham tid til at sondere stemningen i befolkningen og at modvirke eventuelle opstande i byen}
256. ^{9. marts 1452}
257. ^{Kroningen med Lombardiets jernkrone foregik normalt i Milano, men der havde kejseren ikke kunnet tage til, fordi han ikke havde anerkendt Francesco Sforza som retmæssig hertug}
258. ^{19. marts}
259. ^{Heriblandt udstedelsen af en pavebulle imod oprøret i Østrig. Denne fremkaldte naturligt nok en protest fra den unge kong Ladislaus, som oprørerne ønskede befriet fra kejserens formynderskab}
260. ^{Da Nicolaus tog afsked med kejseren i Wien, var han endnu kun biskop af Bologna}
261. ^{Kejserens bekymring om kejserkroningens gyldighed, som afspejlet i drømmen, viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt det var for en kejser at besidde en legitim kejsermagt, og at denne legitimitet stadig i 1452 var knyttet til en kroning foretaget i Rom og af paven. Det blev til gengæld den sidste kejserkroning i Rom. Friedrichs efterfølger og søn, Maximilian I, blev ikke kronet, men proklamerede sin kejserværdighed i 1508 i domkirken i Trento}
262. ^{Efter at have gennemgået lutringen i skærsilden}
263. ^{24. marts 1452}
264. ^{På det tidspunkt anså Ladislaus, kraftigt støttet af sine undersåtter i Østrig, Bøhmen og Ungarn, sig som ufrivilligt under kejserens formynderskab. Hans huslærer Kaspar Wendel, spillede tilsyneladende en rolle i denne sammenhæng}
265. ^{22. april 1452}
266. ^{Det hellige senat: kardinalskollegiet}
267. ^{D.v.s. et felttog imod tyrkerne, ærkefjenden. Det er middelalderens korstogside, undfanget af pavedømmet, der tages op igen over for en fjende som både på det religiøse, politiske og militære plan igennem lang tid udgjorde en meget alvorlig trussel for kristenheden (egtl. det kristne navn), med et andet ord: Europa}
268. ^{26. April 1452}
269. ^{Pavelig legat a latere, den højeste pavelige legatrang: se http://www.newadvent.org/cathen/09118a.htm. Udnævnelsesbrevet er dateret 18. April 1452}
270. ^{Det geografiske område faldt stort set sammen med kejserhuset Østrigs umiddelbare magtsfære}
271. ^{Bystaten Firenze og kongeriget Napoli var på det tidspunkt fjender}
272. ^{10. Maj 1452}
273. ^{18. Maj 1452}
274. ^{I sit værk om Østrigs (også kaldet Friedrich IIIs) historie skriver Æneas, at kejseren færdedes i Venedig inkognito og i almindeligt tøj for ikke at betale overpris i butikkerne}
275. ^{Francesco Foscari (1373-1457)}
276. ^{Ikke mindst for at opnå frigivelsen af deres fyrste, Ladislaus. Østrigerne havde allieret sig med ungarerne og bøhmerne, der ligeledes ønskede Ladislaus frigivet for at han formelt kunne overtage regeringsmagten i de to lande}
277. ^{Se http://www.middelaldercentret.dk/kanon2.htm}
278. ^{Pius forbigår taktfuldt, hvor vanærende dette udfald var for kejseren, og i hvor høj grad denne selv var ansvarlig for situationen på grund af sin stædighed, og fordi han manglede den beslutsomhed og militære energi, som Pius, da han var hans rådgiver, til stadighed ivrede for. Pius var tilhænger af en stærk kejsermagt - jvf. hans værk om Det romerske kejserriges oprindelse og autoritet (De ortu et auctoritate imperii romani)}
279. ^{November-december 1452}
280. ^Cubicularii
281. ^{Mehmed II, sultan over det ottomanske rige. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Mehmed_II}
282. ^{29. maj 1453. Konstantinopels fald gjorde et meget dybt indtryk på Æneas såvel som på den vestlige opinion iøvrigt. Han havde allerede tidligere været optaget af kampen mod tyrkerne, men denne blev nu et af de vigtigste temaer for hans virksomhed, genstand for mange af hans taler og breve, og en af de røde tråde i hans gerning som pave}
283. ^{Konstantin IX Drageses, den sidste kejser af Konstantinopel (1449-1453). Med ham ophørte den østromerske kejserlinie, der gik tilbage til kejser Konstantin i 4. århundrede}
284. ^{23. april 1454}
285. ^{Jean le Téméraire, hertug af Bourgogne, blev taget til fange af tyrkerne under slaget ved Nicopolis i 1396}
286. ^{Nikolaus af Kues: berømt tysk kardinal, teologi og filosof, en af renæssancens store ånder, og som stod Æneas/Pius nær. Hans iver for reformer i kirken og hans hævdelse af sin bispestols rettigheder i forhold til landsherren, hertug Sigismund af Østrig, bragte ham i alvorlig konflikt med denne, en sag som Pius som pave måtte engagere sig i, og som han gerne havde været foruden}
287. ^{Æneas havde udbedt sig en kardinal som pavens repræsentant (Nicolaus kunne så passende have benyttet lejligheden til at udnævne ham selv!), men paven sendte en biskop og lagde dermed niveauet for pavestolens engagement i sagen. Det er ikke tilfældigt, at pavens repræsentant skal tilbyde pavestolens “hjælp” i tyrkersagen og ikke dens førerskab. Nicolaus anså det primært for kejserens og fyrsternes sag, at modstå truslen fra det Osmanniske rige}
288. ^Concilium
289. ^{Det er 80 år før reformationen, så katolsk betyder ikke en kristen konfession i modsætning til andre kristne trossamfund, men bruges synonymt med hele kristendommen, inklusive den græsk-katolske kirke}
290. ^{Noter atter engang Pius’ utilfredshed med kejserens manglende indsats}
291. ^{Biskoppen hed ikke Jean men Guillaume. Pius kendte ham udmærket fra konciliet i Basel og fra Kongressen i Arras, så der er tale om en lapsus}
292. ^{Idoneus: det er usikkert om der menes af passende rang eller med særlige militære erfaringer}
293. ^{Asia: anvendes ofte af Pius for Asia Minor, Lilleasien}
294. ^{Æneas beskrev konferencen i et skrift til kejseren, Beretning om konferencen i Regensburg (Historia de dieta ratisponensi). Han var reelt ikke imponeret af tyskernes beslutsomhed og erindrede fyndordet om tyskerne, at deres konferencer afføder andre konferencer}
295. ^{Æneas var på dette tidspunkt i sit liv desillusioneret over kejserens manglende regeringskraft ikke mindst i tyrkerspørgsmålet. Han var skuffet over, at han ikke var blevet udnævnt til kardinal, og han følte sig plaget af alder og sygdom. Et fredeligt liv som biskop i sit elskede Siena og i familiens skød stod for ham i et rosenrødt skær, og hans længsel efter Italien - et gennemgående tema i hans korrespondance - var så stærk som nogensinde}
296. ^{26. februar 1455}
297. ^{Egtl. minoriterbroderen. Franciskanerordenen var opdelt i Observanterne, der fulgte en mere oprindelig udgave af ordensreglen, og Konventualerne, der førte en mere sat klostertilværelse med vægt på studier og lærdom}
298. ^{Æneas’ berømte tale Om Konstantinopels fald (De clade constantinopolitana) blev en klassiker. Den cirkulerede vidt og bredt både i håndskreven og trykt form - den var som vand på den helt nye bogtrykkerkunsts mølle - og den blev et skoleeksempel på “tyrkertalen”, som næsten udgjorde en særlig humanistisk talegenre}
299. ^{Levius: Meserve translates as “frivolous”}
300. ^{Konference: det var ikke en rigsdag. Den åbnede 26. Februar 1455}
301. ^{Det er tydeligt af denne og andre sammenhænge, at Pius anså Castiglione for et fæhoved. Hans kritik af ham overskrider alligevel grænsen for det passende: Castigliones høje stjerne i Rom, hvor han tydeligvis var ved at blive gjort til ekspert på de tyske spørgsmål, huede næppe Æneas, der ikke havde brug for en rival}
302. ^{25. marts 1455. Nyheden nåede først frem til Wiener Neustadt den 12. april}
303. ^{Salmernes Bog 93,11}
304. ^{Divina pietas: et udtryk, der ofte anvendes af Pius og som i denne tekst oversættes med Den barmhjertige Gud}
305. ^{Oppidum: Totaro oversætter med ”borgo”}
306. ^{Bernardino di Albizzeschi, 1380-1444. Han stammede fra en sienesisk adelsfamilie, og indtrådte som ung i franciskanerordenen, hvis observantfløj han reformerede. Han var en fremragende prædikant, som Æneas hørte i Siena som ung med det resultat, at han selv ville indtræde i en orden. Bernardino rådede ham dog fra det}
307. ^{D.v.s. han kanoniserede (helgenkårede) ham}
308. ^{Man kritiserer renæssancepaverne for nepotisme og familiefavoritisme, så det er interessant, at selv den retskafne Nicolaus V udnævnte sin (halv)broder til kardinal}
309. ^{Januar 1453}
310. ^{4.april 1455}
311. ^{Bessarion (1403-1472): græsk teolog, ortodoks ærkebiskop af Nikæa (1437), deltager i konciliet i Ferrara/firenze, der førte til den kortlivede genforening af den græsk-katolske og den romersk-katolske kirke. Udnævnt til kardinal i 1439, hvorefter han forblev i Vesten}
312. ^{Egtl. Respublica, et eksempel på Pius’ klassicistiske sprogbrug. Der er formentlig også i dette ord en bredere betydning som “kirken” eller hele “kristenheden” (respublica christiana, et udtrykt ofte brugt af Pius) og en mindelse om middelalderpavernes krav på generel overhøjhed over hele den kristne verden}
313. ^{Som kirkens overhoved, egtl. i bogens hoved (in capite libri), jvf. Salmernes Bog 39:78-19 og Hebræerbrevet 10:7}
314. ^{8. april 1455}
315. ^{Per accessum: en metode hvor hver enkelt kardinal offentligt kan flytte sin skriftligt afgivne stemme til en anden kandidat. Der kan derigennem skabes en dynamik i valghandlingen til fordel for en kandidat. Den kardinal hvis stemme “ved tilslutning” bliver udslaggivende for afstemningen, bragte sig naturligvis i en særlig gunstig position over for den nye pave.}
316. ¹⁴⁵⁵
317. ^{Petri cathedra}
318. ^{Populi gratia}
319. ^{Johann Hinderbach: Fremtrædende jurist ved kejserens hof. Blev flere gange udsendt sammen med Æneas som kejserlig legat. Æneas betroede ham sidenhen at skrive fortsættelsen til hans egen Østrigs historie}
320. ^{10. august 1455}
321. ^{December 1455. Indtil 1966 betegnelse for kvartårlige fastedage, der indleder de 4 årstider: onsdag, fredag og lørdag i hhv. 1. uge i fasten, pinseugen, 3. uge i september og 3. uge i december (lat. quattuor tempora = de fire årlige tider), se Katolsk Minileksikon http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/t.html}
322. ^{Juan de Mella måtte vente et år endnu og blev udnævnt til kardinal samtidig med Æneas i slutningen af 1456}
323. ^{Rodrigo Borgia (1430-1503): den senere pave Alexander VI (1492)}
324. ^{Patres: Ligesom senatorerne i det gamle Rom havde medlemmerne af kardinalskollegiet titel af Fædre}
325. ^{17.september 1456}
326. ^{En af dem var vel Æneas selv, som således blev snydt for sin udnævnelse af kardinalerne}
327. ^{9. april 1454}
328. ^{Ved fredslutningen i Lodi blev den almindelige krigstilstand i Italien, hvor de forskellige magter kæmpede mod hinanden i forskellige kombinationer, afløst af en generel fred. Freden blev indgået med forbehold for kong Alfonso’s senere tilslutning. Kongen var vred på sine edsvorne forbundsfæller, fordi de havde tiltrådt freden uden på forhånd at rådføre sig med ham. Den generelle fred var naturligvis en trussel imod den militære klasse, Italiens condottierer (hærførere) og deres lejetropper, som ikke levede af fred, men af krig}
329. ^{Copiarum ductor}
330. ^{Piccinino forsøgte at eftergøre, hvad andre condottierer havde gjort før ham, nemlig at bruge sin militære position som springbræt til at indtage en position som fyrste i en af Italiens stater. Det store forbillede var naturligvis Francesco Sforza, som det var lykkedes at blive hertug af Milano.}
331. ^{D.v.s.kontrakt om hærførerskab for en tidsbegrænset periode. I forbindelse med kontrakten skulle condottieren (hærføreren) også stille mandskab (lejesoldater) til rådighed. Efter kontraktens udløb var condottieren fri til at indgå andre kontrakter med andre magter, også med modstandere af den forrige kontrakthaver}
332. ^{Sigismondo Pandolfo Malatesta: fyrste af Rimini i pavestaten og condottiere. Han kæmpede som så mange andre af lensherrerne i pavestaten for at udvide sit magtområde og gøre sig fri af pavens overhøjhed, og han var derfor naturligvis en modstander af paverne og ikke mindst af Pius II, for hvem det var livsvigtigt at få fuld kontrol med pavestaten og dens ressourcer. Pius bandlyste ham senere og vandt i forbund med kong Ferrante af Napoli en afgørende militær sejr over ham. Malatesta var i øvrigt i mange henseender en sand renæssancefyrste, kulturel mæcen, interesseret i den klassiske oldtid, samvittighedsløs og amoralsk. Pius’ billede af Malatesta, malet med hele humanisternes palet til nedgørelse af modstandere har måske i for høj grad præget eftertidens opfattelse af Malatesta}
333. ^{Arces: Totaro oversætter med ”rocche”}
334. ^{Copiarum duces}
335. ^{Balia: en tidsbegrænset tildeling af ekstraordinære beføjelser, her i forbindelse med krigen}
336. ^{Benvogliente: “den venligtsindede”. Andetsteds skriver Æneas, at han var alt andet end venlig}
337. ^{Marts 1456}
338. ^{Antikens Lucretia blev voldtaget i 509 f.Kr. af Sextus, søn af den romerske konge Tarquinius Superbus. Efter voldtægten begik hun selvmord, hvilket udløste et oprør, som førte til kongemagtens fald og oprettelsen af republikken, jf. Livius 1.58.11. Alfonso’s Lucrezia vil gøre det endnu bedre end antikkens, for hun vil begå selvmord før voldtægten og ikke efter}
339. ^{7. juli 1460}
340. ^{Det var i krigen mellem det franske fyrstehus Anjou og det spanske fyrstehus Aragonien om kongemagten i Napoli}
341. ^{208 f. Kr.}
342. ^{Castelnuovo i Napoli. Triumfporten var et mindesmærke om kong Alfonsos erobring af kongeriget og hans indtog i byen (1443)}
343. ^{Mehmed II, sultan 1451-1481}
344. ^{Taurinum ell. Taurunum: klassisk navn for Beograd}
345. ^{De kristne styrker blev anført af Janos Hunyadi; Giovanni da Capistrano og en pavelig legat deltog i felttoget}
346. ^{21. juli 1456}
347. ^{31. maj 1456. Pius husker forkert m.h.t. de to begivenheders rækkefølge: Slaget ved Beograd fandt faktisk sted efter den sienesiske fredsslutning}
348. ^{17. december 1456}
349. ^{Simone Tebaldo: livlæge for paverne Nicolaus V og Calixtus III}
350. ^{Richard Olivier de Longueil: den ledende dommer i den kommission, der i 1452 indledte rehabiliteringsprocessen af Jeanne d’Arc}
351. ^{Det var almindeligt, at kardinaler fra et bestemt land fremmede dette lands interesser, og de var da også ofte udnævnt efter anmodning fra fyrsten. Hen ad vejen udviklede der sig ligefrem et system af kardinalprotektorer, som officielt varetog de enkelte landes interesser ved kurien}
352. ^1455-66
353. ^{Tyske orden: Bruges konsekvent i denne oversættelse for Ordensbrøderene af den Hellige Maria af Tyskerne (Religiosi beatae Mariae Theutonicorum) og forskellige varianter heraf. Se iøvrigt http://da.wikipedia.org/wiki/Tyske_orden}
354. ^{Kazimir IV. Han havde indgået en ægteskabsalliance med huset Østrig gennem giftermål med Anna af Østrig, søster til kong Ladislaus af Ungarn og Bøhmen og niece til kejseren. Den polske konge var derfor ikke en barbar fra Øst, men en fyrste, som kejserens betroede rådgiver måtte tage skyldige hensyn til}
355. ^{Den tyske historiker fra 1800-talet, Georg Voigt, som har skrevet den hidtil største - og en temmeligt negativ - biografi om Pius II anfører, at Pius’ fremstilling er misvisende eller forkert: der skal ikke fra begyndelsen af have været flertal for Pius, selvom en gruppe af kannikkerne faktisk gik ind for ham}
356. ^Possessio
357. ^{In commendam: D.v.s. med retten til at få indtægterne fra et kirkeligt embede uden at varetage det pastorale ansvar, som kunne overlades til en vikar. Se: http://www.newadvent.org/cathen/07719a.htm}
358. ^{Kardinal Capranica var Æneas’ første arbejdsgiver, så de to kendte hinanden udmærket. Det har ikke været let for Capranica at blive overtrumfet af sin tidligere sekretær}
359. ^{Ruprecht af Bayern var nevø til hertug Ludwig IX af Bayern, en ganske betydningsfuld fyrste i den tyske, ja europæiske sammenhæng. Æneas’ holdning til udnævnelsen var både præget af Realpolitik på pavestolens vegne og af personlig karrierepolitik, som naturligvis begge måtte have fordel af gode relationer til et af Europas store fyrstehuse. Æneas’ argumenter imod domkapitlets kandidat, Heinrich von Absburg, skulle da heller ikke tages mere alvorligt end at han selv anbefalede ham til hertugerne af Bayern, og at Heinrich ved Ruprechts død efterfulgte ham som biskop af Regensburg}
360. ^{Kanonisk alder: den tilladte minimumsalder for tildeling af kirkelige embeder. Den var på det tidspunkt 30 år for biskopper, men der blev hyppigt dispenseret fra reglen. Se også http://www.newadvent.org/cathen/01206c.htm}
361. ^{Oktober 1457}
362. ^{Pietro Barbo (1417-71): en pavelig nevø (nipote) af pave Eugenius IV og Pius’ efterfølger som pave under navnet Paul II (1464)}
363. ^{4. december 1457}
364. ^{800 tommer: egtl. 40 cubitae. En cubita = 18-22 tommer}
365. ^{Karl VIII Knutsson: året efter Kristoffer af Bayerns død i 1448 valgte svenskerne Karl Knutsson til konge og sprængte dermed Kalmarunionen. Kristian I blev konge af Danmark og Norge. I 1457 gjorde svenskerne oprør mod Karl, anført af ærkebiskoppen af Uppsala, Jöns Bengtsson. Karl blev afsat og Kristian I valgt som svenskernes konge i hans sted. Karl fik to senere perioder som konge, i 1463-65 og i 1467-70}
366. ^{De første dage i august 1458}
367. ^{27. juni 1458}
368. ^{Auri nummum}
369. ^{I en bulle dateret 12. juli 1458}
370. ^{D.v.s. kongeriget Napoli. Alfonso V havde tre kongeriger: Aragonien, Sicilien og Napoli. Aragonien og Sicilien arvede hans bror, Juan II. Napoli arvede hans søn, Ferrante I. Der foregår igennem denne periode et vist skred imellem betegnelserne for kongerigerne Napoli og Sicilien, som ofte har været forbundet i en personalunion. Efterhånden vinder også betegnelsen De to Sicilier (Sicilien og Napoli) frem}
371. ^{Det drejede sig om Pietro Luigi Borgia, hertugen af Spoleto. broder til kardinal Rodrigo Borgia}
372. ^{Også Cosimo de’ Medici fra Firenze protesterede imod pavens planer. I overensstemmelse med balanceprincippet for italiensk politik, ønskede magterne i Norditalien ikke, at Pavestaten (Mellemitalien) fik kontrol over Kongerriget Napoli (Syditalien)}
373. ^{Beatae Mariae Febrium: Således kaldet på grund af mirakuløse helbredelser af febersygdomme. Det havde ikke tidligere været et tempel for Apollo, men for Mars}
374. ^{14. august 1458. Capranica blev anset for favoritten til pavevalget og blev støttet af hertugen af Milano og af kong Ferrante af Napoli. Han havde også været kandidat ved de forudgående pavevalg, men kunne ikke opnå det nødvendige flertal på grund af sine tætte forbindelser til Colonna-partiet}
375. ^{16.august 1458}
376. ^{Håndfæstningen vedrørte overvejende kardinalernes rettigheder og den kommende paves forpligtelse til at fremme krigen mod tyrkerne}
377. ^{Guillaume d’Estouteville (1412-83): en rig og indflydelsesrig fransk kardinal med familieforbindelser til den franske kongeslægt}
378. ^{Simoni: den praksis at købe kirkelige embeder, således kaldt efter en episode med en mand ved navn Simon i Apostolenes Gerninger. Simoni var en udbredt praksis og ofte fordømt i middelalderkirken, se http://www.newadvent.org/cathen/14001a.htm}
379. ^{Vicekansleren: titlen på chefen for det pavelige kancelli, som var ansvarlig for at redigere, kontrollere, forsegle og ekspedere de pavelige skrivelser. Under pave Calixtus III var vicekansleren hans egen nevø, kardinal Rodrigo Borgia}
380. ^{Arius (4.årh.) lærte, at Sønnen ikke er identisk (consubstantialis) med Faderen og ikke guddommelig på samme måde som denne. Det blev fortalt, at han døde af diarrhé. Se http://www.newadvent.org/cathen/01707c.htm}
381. ^{Borgia-familien kom fra Katalonien (Aragonien)}
382. ¹⁴¹⁴
383. ^{Johannes XXIII. Pave 1410-17 af den pisanske linie under det store skisma med tre samtidige paver. Tvunget af kejser Sigismund til at indkalde til Konciliet i Konstanz (1414-1418), som blandt andet afsatte alle tre konkurrerende paver, og valgte Martinus V i stedet. Johannes XXIII abdicerede først frivilligt, men fortrød og flygtede, blev taget til fange og holdt fængslet indtil julen 1417, hvor han blev sat fri. Han aflagde hyldested til den nye pave og blev udnævnt til kardinalbiskop af Tusculum, men døde kort efter som en nedbrudt mand. Hans pragtfulde gravmæle er i baptisteriet i Firenze. I 1958 blev Angelo Roncalli valgt til pave og tog navnet Johannes XXIII. Dermed gjorde den katolske kirke det klart, at den regner den tidligere Johannes XXIII for en illegitim modpave. Se http://www.newadvent.org/cathen/08434a.htm}
384. ^{Branda da Castiglione (1350-1443): kardinal og indflydelsesrig deltager i Konciliet i Konstanz (1414-18)}
385. ^{Prima sedis: pavestolen}
386. ^{Kardinalskollegiet}
387. ^{Salmernes Bog 35:10}
388. ^{2. Korinterbrev 11: 14}
389. ^{Der skal her være foregået et subtilt spil: fra sin ambassadør i Rom fik hertugen i Milano i hvert fald underretning om, at Colonna’s støtte på forhånd var sikret Æneas}
390. ^{D.v.s. een fra hver af de tre rangordener af kardinaler: kardinalbiskopperne, kardinalpræsterne og kardinaldiakonerne}
391. ^{Uden flere ord: nec plura locutus. Endnu et Vergil-udtryk, som Pius anvender flittigt}
392. ^{Ifølge den milanesiske ambassadørs rapport til hertugen af Milano skal Colonnas støtte til valget af Æneas til pave allerede været aftalt tidligere. Hertugen havde selv håbet på, at Capranica blev valgt, men denne døde jo umiddelbart før konklavet}
393. ^{Jakobs Brev 1,17}
394. ^{Den trojanske prins, Æneas, var søn af Anchises. Ifølge legenden og Vergil flygtede han efter Trojas fald, og han blev senere Roms første grundlægger. Den fromme Æneas, Pius Æneas, blev den store antikke identifikationsfigur for vor Æneas}
395. ^{Hadrians Mausoleum: Engelsborg, Castel Sant’Angelo, ved Tiberens bred}
396. ^{Jf. Lukas-evangeliets beretning om hyrderne på marken, som får det glade budskab om Jesu fødsel af englene!}
397. ^{Ludi militares}