Af en renaissancepaves erindringer bog 13

by Pius II

TRETTENDE BOG: Januar 1464 – Marts 1464

13.1. Om at skrive samtidshistorie … i 1464

Med afslutningen af de 12 bøger af pave Pius IIs Memoirer mente vi at have bragt værket til afslutning på et tidspunkt, hvor tilhængerne af Anjou var fordrevet fra Kongeriget Sicilien og Sigismondo Malatesta tæmmet. Ikke blot hele den Romerske Kirke, men også næsten hele Italien nød fredens sødme. Vi havde sådan set også selv besluttet at nyde den almindelige fred, tage den mere med ro, og udskifte skriveriets møje med fornøjelsen ved læsning.

Selvom Pius var tynget af sygdom og alder, udsatte han dog ikke nogen af de planlagte aktiviteter. Efter krigserklæringen mod tyrkerne forberedte han tværtimod endnu større og vigtigere aktiviteter. Han veg derfor tilbage fra freden og roen og satte sig for at beskrive den tyrkiske krig, hvis han levede så længe. Det har vi så påtaget os: vi vil begynde og fortsætte, så længe som den Højeste gør det muligt.^[1]

I dette arbejde har vi ikke den samme mulighed som andre forfattere til at indlede med afsnit om den pågældende krigs omfang og længde, om krigslykkens omskiftelighed og om de kæmpendes vildskab og de andre bemærkelsesværdige ting, hvormed man skaffer sig læsernes og tilhørernes velvilje^[2]. Dette gør de forfattere, som beskriver afsluttede krige og nedskriver en historisk beretning^[3] om fortiden.^[4] De har hele emnet for øje: de ved, hvad der skal lovprises, og hvad der skal kritiseres. De kender hele sagens omfang, de kan inddele værket og angive antallet af bøger og love tilhørerne bestemte ting.

Men vi går i gang med noget, der næppe er påbegyndt, for ikke at sige afsluttet. Fundamentet for den store krig er lagt. Det vil vi tage som udgangspunkt og for hver dag skrive, hvad der sker, og som det er værd at huske. Vi vil gøre som arkitekten, der begynder på en meget stor bygning, men kun bygger videre på den, efterhånden som han får penge fra bygherren. Hvis denne giver ham til overflod, hvad der er nødvendigt, lover han ham et prægtigt hus. Hvis bygherren holder det nødvendige tilbage, så afbryder arkitekten arbejdet, eller gør bygningsværket ringe eller latterligt. Vi må lade arbejdet afhænge af det, der faktisk sker: hvordan vores historie om krigen vil forme sig, vil resultatet^[5] vise –hvis Vi da lever så længe. Vi vil i dette arbejde anvende samme princip som i det foregående: vi vil inkludere ikke blot det, der vedrører den tyrkiske krig, men også successivt beskrive de af Pius’ og de andre kongers og folkeslags øvrige handlinger, som er værdige til at blive videregivet til eftertiden.

Du, som engang læser dette: selv om du ikke læser en historisk fremstilling - da vi jo beskriver samtidige begivenheder – så skal du vide, at historieskrivningens grundlæggende princip er overholdt, det vil sige ikke at vige fra sandheden.

13.2. Budskaber til de kristne nationer om iværksættelsen af korstoget

Da pave Pius’ dekret om krigen mod tyrkerne var blevet offentliggjort i Byen Rom, blev der sendt legater igennem hele Italien og til de transalpine områder for at få bede om hjælp fra de troende folkeslag og konger. Legaterne skulle også overtale dem til ikke at lade paven drage alene sammen med Venedig, Ungarn og Bourgogne til en krig, der var så stor, at den krævede alle Vestens stridskræfter, i det mindste hvis tyrkerne på den anden side mobiliserede hele Østen, således som det så ud til.

Til kejseren sendte man biskoppen af Lavant, Rudolf af Rüdesheim, som Pius kort før havde givet værdigheden som biskop. På denne tid var kejserens broder, Albrecht død. Han havde voldt sin broder megen skade og takket være borgernes oprørskhed frataget ham byen Wien, Østrigs hovedstad. Da hertugen døde, vidste indbyggerne ikke, hvorhen de skulle vende sig, for de kunne ikke få hjælp fra nogen af nabofyrsterne. Så de besluttede at satse på kejserens mildhed og sendte 50 af byens fremtrædende borgere til ham i Wiener Neustadt.

Kejseren havde dog ikke glemt krænkelserne; han var stadig meget vred, og havde svært ved at tilgive dem. I sin oprørte sindstilstand truede han med at hævne oprøret og de bitre krænkelser, han havde lidt. Ingen turde tale til fordel for staklerne; alle veg i afsky tilbage fra de troløse menedere.

Wienerne henvendte sig så til de apostoliske legater. Biskoppen af Torcello, Domenico de’ Domenichi, havde allerede længe været legat i Østrig. Han og biskoppen af Lavant hørte wienernes bønner, hvorefter de opsøgte kejseren og tilbød sig som mellemmænd. Af respekt for den Apostoliske Stol kunne man ikke ignorere dem. En fredsforhandling blev indledt, og til sidst blev der sluttet fred på følgende vilkår: pavens legater skulle drage til Wien og i kejserens navn forlange borgernes troskabsed og besiddelse af byen. Herefter skulle de give lovovertræderne absolution. Kejseren skulle tilgive dem, som de havde bedt om, og ikke hævne sig. Herefter skulle han have den fulde magt over byen.

Efter at disse ting var ordnet, kunne biskoppen af Lavant begynde at forhandle om den tyrkiske krig. Tidligere havde kejseren og hans rådgivere ikke tanke for andet end at genvinde Wien – menneskene er jo meget mere optaget af deres egne anliggender end af de fælles, og en lille brand, der er nær, frygtes mere end en stor brand, der er fjern! Hele Østrigs adel og alle prælaterne blev indkaldt til kejserens hof. Man oplæste dekretet om pavens afrejse, om aflad til dem, der ydede bistand, og om tiende fra gejstligheden. Alt blev hørt med stor velvilje. Kejseren udtrykte sin beundring for den modige pave, der turde gå i gang med så stort et forehavende, og han kunne ikke undlade at rose planen. Han bifaldt både krigens motiver og strategien og beordrede, at det apostoliske brev skulle offentliggøres i hele Tyskland. Enhver der ønskede det, skulle være fri til at tage af sted på felttoget mod tyrkerne. Endvidere befalede han, at gejstligheden skulle betale tiende, og han lovede at udnævne en hærfører for sine tyskere, samt at han selv ville sende så mange hjælpetropper som muligt fra Østrig. Derefter tog Lavant til Bayern, Franken og de øvre tyske provinser for at udføre pavens og kejserens befalinger.

Ærkebiskop Girolamo af Kreta, som var apostolisk legat i Vratislava, blev sendt til Sachsen, Prøjsen og Polen for at rejse hjælp, og biskoppen af Tricarico blev sendt som legat til Rhinområdet.

Skønt ungarerne allerede var forpligtede til at gå i krig gennem deres traktat med Venedig, blev ærkebiskoppen af Antivari sendt dertil for at forklare pavens plan. Forinden var sværdet, der indvies i julen, blev sendt som gave til Ungarns kong Matthias for at opildne ham mod fjenderne. Man spurgte den hofmand fra kurien, der bragte sværdet med sig, om pave Pius virkelig ville drage i felten. ”Helt sikkert,” svarede han. ”Kun Gud kan forhindre hans afrejse.” Da kongen hørte dette, brast han i gråd og sagde: ”Hvad siger I så, mine adelsmænd? Skal jeg unge, stærke mand blive hjemme, medens en gammel og svagelig pave drager i krig? Må en sådan fejhed være os fjern! Dette sværd skal bane mig vej gennem fjenderne.” Dette og meget andet sagde han - fyrigt og tappert.

Til England blev der sendt en kongelig prokurator. Skotland, Danmark og Sverige blev underrettet og formanet gennem breve.

Hertugen af Bourgognes oratorer vendte tilbage til ham og berettede, hvad der var foregået i Rom, og alt dette roste og bifaldt hertugen i adelsrådet. Sammen med oratorerne kom også dalmateren Luca, der var sendt af paven, og som skulle overtale fyrsten til at fremskynde afrejsen.

Fra Tivoli var biskop Teodoro af Feltre og biskop Ludovico af Bologna – begge auditører ved det Hellige Palads – blevet sendt som legater til Frankrig, men de kunne næsten ikke få foretræde for den vrede konge. Biskop Scipio af Asti overbragte dem pavens dekret. Det blev læst op for kongen og gjorde indtryk på ham i kraft af sin egen majestætiske storhed. Det blev tilladt at offentliggøre det i hele kongeriget. Kongen sagde også, at han ville tillade, at der blev opkrævet tiende fra de gejstlige, såfremt de apostoliske instrukser blev meddelt dem. Han ville også selv give mere hjælp, hvis han opnåede våbenhvile i krigen med englænderne.

Til Bretagne rejste en abbed fra kardinalen af Avignons husstand med det apostoliske brev.

De øvrige franske hertuger og prinser samt Kirkens undersåtter i Avignon blev inviteret til felttoget gennem apostoliske breve.

Biskop Eusebio af Vercelli bragte budskabet til Savoyen.

Til Enrique af Kastilien i Spanien sendte man hans landsmand, Assuerus, en skarpsindig mand, og sammen med ham Antonio Venerio, den valgte biskop af Leon, der skulle tage til kongen og bede om hjælp.

Til kongen af Portugal sendte man hans egen prokurator.

Til kongen af Aragonien sendte man en kannik fra Valencia, Francesco, og to andre, selv om man næppe kunne håbe på noget fra denne konge, fordi han var involveret i omfattende krige. Man bad ham dog især om at afhjælpe kornmangelen i Sicilien og at give sicilianerne tilladelse til at lade sig hverve til den apostoliske flåde og at kæmpe mod tyrkerne.^[6]

Dette var hvad man foretog sig i forhold til de yderliggende^[7] folkeslag.

I Italien havde Venedig offentligt erklæret tyrkerne krig og havde allerede en flåde i søen. I begyndelsen af kampagnen havde de oplevet krigslykken på godt og ondt. Ikke desto mindre lovede de, at deres doge – skønt han var meget gammel - ville slutte sig til pave Pius med 10 galejer.

Hertugen af Milano, Francesco Sforza, lovede at bidrage til det hellige felttog med 2.000 ryttersoldater og 1.000 fodfolk og sammen med dem ville han sende en af sine legitime sønner. Hertugen af Modena lovede to galejer, markgreven af Mantova ligeledes to, Bologna lige så mange, Lucca en og Siena to.

Florentinerne vaklede længe. Til sidste meddelte de, at de ville gøre det, som hertugen af Milano fandt rimeligt. Skønt Cosimo Medici var en privatmand, lovede han en galej. Genova lovede otte store lastskibe^[8]. Obietto dei Fieschi sagde, at han ville udruste en galej og med den slutte sig til krigen.

Af den hellige Romerske Kirkes kardinaler besluttede syv at udruste en galej hver. De øvrige lovede at yde bistand til felttoget efter evne. Paven selv besluttede af sin personlige kasse at udruste 10 galejer og 4 store lastskibe, af den type man kalder fustae.

Kardinalen af Ravenna fik opgaven at drage som legat til kong Ferrante for at bede om så meget hjælp, som man kunne få fra dette rige, der var sønderslidt og hærget af en langvarig krig.

Ragusa sendte en legat med tilbud om to galejer, og Rhodos tilbød tre.

Endvidere sørgede man for, at Caramannus og Mehmeds øvrige fjender i Asien sluttede sig til alliancen, selvom de også var tyrkere.

Albaneren Georg Skanderbeg sendte bud med en undskyldning for, at han havde indgået en fred med tyrkerne. Det var ikke sket frivilligt, men af nød, og han lovede, at han absolut ikke ville svigte de kristne, når de drog i felten mod Mehmed.

Disse planer mod tyrkerne besluttede de kristne på pave Pius’ foranledning.

13.3. Den tyrkiske sultans krigsforberedelser

Heller ikke tyrkernes hersker, Mehmed, lå på den lade side. Da han hørte om pavens dekret og erfarede, at tre gamle, berømte mænd^[9] ville sætte deres hære i bevægelse og sejle til Grækenland, skal han have sagt: ”Jeg vil spare disse gamle svæklinge strabadserne ved en sejlads; jeg vil drage i felten som den første og opsøge dem i deres hjem. Hvis de vil det, kan de så kæmpe med mig om herredømmet dér.” Derefter tilkaldte han sine vigtigste hofembedsmænd og begyndte på intensive krigsforberedelser. I Konstantinopel lod han de mure, som mange steder var styrtet sammen, reparere og byggede nye tårne og bolværker. Han beordrede, at der skulle bygges krigsmaskiner af enhver art, især bombarder, der kunne skyde med meget store kugler^[10]. Af disse skal han have anbragt 16 i det snævre stræde ved Hellespont ved de borge, som beskyttede begge bredder. Han udrustede også overordentlig mange galejer. De mere nøgterne sagde, at der var mindre end 60, og de, der plejer at overdrive selv store ting, hævdede, at der var 120. Der var kun meget få lastskibe, men næsten utallige små både. Ganske vist kunne man ikke finde nok egnede skibsførere^[11] hos tyrkerne til så stor en flåde, men til gengæld var der en overflod af roere og skibsudstyr. Overalt i hele Grækenland fik familiefædrene ordre til at lave mel af deres korn og at gøre sig klar til militærtjeneste. Fra hvert hus blev der udskrevet én kriger. I Lilleasien^[12] gennemførte man en masseindkaldelse af soldater. Fyrstens livvagter fik forlænget deres tjeneste, og der blev udsendt mænd for at udvirke en forsoning med Caramannus og andre gamle fjender. Der blev også forlangt hjælp fra Ægyptens sultan, fra tartarerne og nabofolkene. Samtidig indledte sultanen dog hemmelige fredsforhandlinger med Ungarn og Venedig. For tyrkens mod stod ikke mål med hans ord: det var når han mest rystede af skræk, at han også udstødte de største trusler. På Peloponnes havde han taget omkring 200 fanger blandt de fodfolk, der kæmpede for venetianerne. For at sprede skræk blandt de kristne befalede han, at de på forskellige dage skulle føres frem for folket og sønderhugges.

13.4. Venedigs admiral skuffer i søkrigen mod tyrkerne

I den samme periode ville den venetianske admiral afvaske skampletten fra Hexamilium ved en stor bedrift. Han sejlede derfor med 30 galejer til Lesbos, fordi han havde hørt, at denne ø, der var blevet erobret af tyrkerne året før, kun blev bevogtet af en utilstrækkelig garnison. Da admiralen nærmede sig øen, sendte de grækere, der med tyrkernes tilladelse var blevet i Mytilene og havde tilkaldt ham, bud til ham og bad ham om ikke at komme nærmere, før man havde afsluttet de nødvendige forberedelser: admiralen skulle blive tre-fire dage i en nærliggende havn. I mellemtiden ville de selv fremskynde deres forehavende og meddele, når tiden var inde til at angribe byen. Admiralen indvilligede. Mytilenerne afsluttede deres forberedelser og sendte fire legater til admiralen. På grund af en storm kom de til Chios i stedet, hvor de blev sat fast af magistraterne. Da de afslørede planen, blev de sendt til tyrkernes hersker, og dér led de døden ved spidning på en pæl. Således behagede det Gud, at admiralen for den meget store flåde, Alvise Loredan, vendte hjem til Venedig fuldstændig æreløs.

Genueserne, der havde magten på Chios, frygtede tyrkerne – som de betaler skat til – mere end de elskede Kristus, fra hvem de havde fået livet og alt, hvad de besad.

13.5. Hertugen af Milano anerkender Frankrigs overhøjhed over Genova og modtager denne by som len

I mellemtiden sendte fyrst Francesco af Milano en legat til Frankrig for at forhandle om Genova, Savona og hele det liguriske doganat. Da Louis af Frankrig mente, at det ville være vanskeligt at overvinde genueserne militært og at føre en langvarig krig imod dem, overlod han Francesco denne byrde. Han fandt, at han ville have plejet sin egen ære nok, hvis han gjorde så stor en fyrste som hertugen af Milano til sin vasal^[13], og at denne aflagde ed til ham. Francesco havde tilsyneladende søgt eller taget imod herredømmet over Genova for at hans egen og florentinernes magt tilsammen kunne måle sig med venetianernes, som hele Italien frygtede. Hertil kom, at Francesco gerne ville placere et af sine børn i Genova efter sin død, for han havde flere end hertugdømmet Milano kunne understøtte.

Da dette blev kendt, kom hele Italien i oprør med undtagelse af florentinerne og pave Pius, der mente, at Francesco ikke havde foretaget sig noget, der var skadeligt for Italien. Venetianerne var bestemt ikke glade for, at deres nabo fik større magt. Markgreven af Mantova var bitter over, at brylluppet mellem hans datter og hertug Francescos søn, Galeazzo, var blevet aflyst og hørte ikke gerne, at det gik godt for hertugen. På grund af gammelt fjendskab var hertugen af Modena mistænksom over for enhver forøgelse af hertug Francescos magt. Borgerne i Lucca mente, at de var blevet udleveret som bytte for florentinerne, og også sieneserne var bange, da de troede, at en del af genuesernes borge skulle overgå til florentinerne. Enhver styrkelse af Firenzes magt var nemlig farlig for Siena. Kong Ferrante af Sicilien, mente, at hvis Francesco havde fået en aftale med franskmændene, kunne det kun betyde, at Francesco havde svigtet kongens sag.

Men Milano imødegik denne opfattelse med breve og legater overalt, idet han meddelte, at han havde indgået aftalen med franskmændene på den betingelse, at den ikke indebar en begrænsning af den italienske pagt, og at han ikke havde lovet noget, der kunne være til skade for de italienske magter. Aftalen havde kun drejet sig om Genova, som når den nu var i hans egen magt, ikke kunne blive årsag til, at franskmændene skulle stræbe efter Italien. Således stillede han de fleste tilfreds. Der var dog nogle, som i høj grad misbilligede hertugens handlemåde og mente, at hans ære havde lidt skade, fordi han havde formastet sig til at acceptere, at Genova som en del af Italien stod under et folkeslag^[14], der aldrig havde været en ven af Italien. Men i vor tidsalder viger alt for egen fordel, og der er ingen, som anser noget for hæderfuldt, hvis det ikke giver gevinst. Man mener, at magt og rigdom følger æren, ligesom skyggen følger kroppen.

Snart efter blev Savona overgivet til hertugen.

13.6. Afsættelse af dogen i Genova

Paolo, der både var byens ærkebiskop og doge, blev anmodet om at vige sædet, men nægtede: han sagde, at hertugen havde handlet uretfærdigt i forhold til ham selv, fordi han uden at konsultere ham havde forhandlet med franskmændene om hans by og om hans fyrstendømme. Frankrigs konge havde ikke ret til at overdrage Genova til en anden, og det var imod al ret og rimelighed, at Francesco havde modtaget byen til skade for en ven. Francesco sagde til gengæld, at ærkebiskoppen ofte havde tilbudt ham byen, og at genueserne ikke kunne henvise til de aftaler med franskmændene, som de selv havde været de første til at bryde. Men Paolo insisterede på sit. Han sendte bud til Venedig for at bede om hjælp til at forsvare sin sag overfor Milano. Han sendte også bud til Pius. Men Venedig var involveret i krigen mod tyrkerne og fandt det risikabelt at udæske Milano. Og Pius foretrak venskabet med hertugen frem for venskabet med ærkebispen.

Da ærkebiskoppen bad ham om råd, opfordrede paven ham til ikke forgæves at modarbejde en fyrste, der var mægtigere end han selv; han måtte indse, at han ikke ville få nogen hjælp udefra: alle i området omkring Genova gik ind for milaneseren, de adelige var gået over til denne, folket vaklede, og byen led under de høje kornpriser; han skulle ikke lade sit fædreland gå til grunde; han måtte ikke påbegynde en krig, som han kun komme ud af med skam; og han måtte ikke lægge hindringer i vejen for det felttog imod tyrkerne, som var under forberedelse - og som ville blive til stor fordel for Genova, fordi de derigennem kunne genvinde deres tabte besiddelser i Orienten.

Men ærkebiskoppen tog ikke imod rådet. Han ville have foretrukket at få den hjælp, han søgte om. Der blev nu afholdt fredsforhandlinger, men de kunne ikke afsluttes, fordi ærkebiskoppen forlangte mere end milaneseren tilbød.

I mellemtiden gik Prospero Adorno og Obietto Fieschi over til milaneseren, det udhungrede folk begyndte at råbe op, folket insisterede på deres frihed, de ledende borgere pegede snart på den ene løsning, snart på den anden, hele byen var i oprør. I havnen var der fire meget store lastskibe. Dem besluttede ærkebiskoppen at udruste og væbne, men han kunne ikke, fordi folket nægtede at hjælpe til. Opbragt herover vovede han en uværdig dåd: ledsaget af sine tilhængere tog han ned til havnen, brød ind i borgernes private lagre, butikker og forrådskamre, konfiskerede deres vin, korn og saltede fisk, og fratog dem med magt en stor mængde våben. Med alt dette udstyrede han ikke blot skibene, men han satte også fæstningen i forsvarsstand. I tillid til et lejdebrev fra Genova var et spansk skib fra Galicien kommet til byen. For at borgerne ikke skulle væbne det imod ham, lod han det sænke. Oprørte over disse handlinger krævede borgerne deres frihed og valgte sig otte førere, som de kaldte Kaptajner, og som så ofte før ophævede de embedet som doge. De ledende borgere blev nu indkaldt til paladset, men da de var mødt op og begyndte at forhandle om statens forhold, kom 200 soldater ned fra fæstningen og spredte dem. En kendt jurist ved navn Battista blev pågrebet midt i mængden og ført til henrettelse fængslet, fordi man mente, at han havde opildnet folket og vovet sig længere frem end de øvrige. Han ville også utvivlsomt være blevet henrettet, hvis ikke pave Pius’ orator, Fabiano, havde interveneret. Af respekt for denne blev dødsdommen ændret til en bøde på 800 dukater.

Da Obietto erfarede dette, drog han ind i byen med 200 bevæbnede fodfolk. De strømmede igennem de større pladser og proklamerede uden modstand Francesco af Milano som fyrste. Ærkebispen satte sejl og sejlede for en god vind først i retning af Marseilles i håb om at opsnappe et skib fyldt med korn, som skulle være undervejs fra Provence til Savona. Da dette mislykkedes, vendte han om efter at have mistet et skib, der led skibbrud på nogle klipper. Derefter søgte han til Populino, eller som man siger i dag, Piombino, og begav sig til sin nieces mand. Fæstningen i Genova overdrog han til en nevø – efter sigende havde den forsyninger til adskillige måneder. Fabiano rapporterede om situationen i Genova til paven, medens denne var i Petrioli. Her modtog paven også en legat, som ærkebispen havde sendt fra Piombino. Legaten fremførte dog kun klager over milaneseren og håbløs jammer.

Denne omvæltning i Genova gavnede bestemt ikke det planlagte felttog mod tyrkerne. Genueserne havde nemlig lovet Pius otte lastskibe samt tapre krigere, men kunne nu på grund af ulykkerne ikke opfylde deres løfte.

13.7. Hofintriger forhindrer hertugen af Bourgogne afrejse til krigen

Medens alt dette gik for sig, forberedte hertug Philippe af Bourgogne som aftalt en stærk flåde og beredte sig entusiastisk til rejsen. Han nægtede også pure at høre på dem, der frarådede ham sit forehavende. Det var i øvrigt ret mange. De mest fremtrædende personer, der frarådede felttoget, var Jean og Antoine Croy, som stod højest i hertugens gunst og tillid. De var helt igennem imod hertugens afrejse, fordi de stod på fjendtlig fod med hertugens søn, Charles, og ikke mente sig sikre, når Philippe var borte. De regnede nemlig med, at han ikke ville komme tilbage, og at al magt ville blive overladt til sønnen, fordi det var ham, der skulle efterfølge sin fader som regent. Derfor prøvede de at overtale Philippe til ikke at begive sig ud på så lang en ekspedition, der ville være meget farefuld for enhver ung mand, for ikke at tale om en gammel: han skulle skåne sin alder, og han skulle også skåne dem selv og ikke efterlade dem i Charles magt, for denne brød sig ikke om dem. Han skulle også skåne sit land, som denne ekspedition ville tømme for penge;^[15] han skulle kort sagt tage sig mere af sine egne interesser end af andres. Philippe lyttede ikke til disse slette råd, men forblev urokkelig i sit fortsæt, og jo mere man frarådede hans afrejse, jo mere pressede han sine rejsefæller til at skynde sig.

På den tid havde hans søn trukket sig tilbage til Holland. Dermed ville han undgå faderens vrede, fordi han på flere måder havde krænket denne. For Croy’erne kom striden mellem fader og søn glimrende tilpas: de pustede til ilden og fiskede - gennem egnede intrigemagere – i rørte vande, idet de var sikre på, at det voksende uvenskab ville forhindre afrejsen. Men de havde ikke held med sig: sønnen blev forsonet med faderen, bad om tilgivelse og blev taget til nåde igen.

De ophørte dog ikke med deres bestræbelser, men opsøgte Philippe og sagde: ”Hvis du vil drage til tyrkerkrigen og medbringe tropper, der er dig værdige, så er det nødvendigt, at du efterlader dine provinser uden frygt og uden fare for krig. Men hvordan kan vi have fred med englænderne, der er fjender af den franske konge? Der kan ikke være krig mellem Frankrig og England, uden at du bliver indblandet, da du står under den franske konge. Det er vores råd, at du, inden du drager af sted, får fastsat en våbenhvile for flere år, hvis ikke du kan opnå permanent fred. Det vil ikke vanskeligt, da begge konger er forbundet med dig gennem velgerninger og venskab. Lad deres oratorer møde op hos dig i april måned på et sted, som du måtte fastsætte. Der kan du aftale en våbenhvile, hvorefter du – endnu mere mægtig og hæderfuld^[16] - kan sejle til Grækenland efter at have skaffet dig hjælpetropper fra England og Frankrig^[17].”

Da Philippe heller ikke lyttede til disse argumenter, arrangerede de, at der kom en anmodning fra kong Louis om at mødes for at drøfte våbenhvilen mellem franskmændene og englænderne, samt om at hertugen i øvrigt skulle blive hjemme. Hertugen kom nu i tvivl om, hvorvidt han skulle imødekomme kongen eller holde sit fortsæt om at drage af sted, for hvis han blev hjemme for at holde møde i april måned, kunne han umuligt mødes med paven til den fastsatte dato. På den ene side blev han presset af kongens anmodning og på den anden side af sine egne løfter til Venedig og paven. Han bestemte sig derfor for en midterkurs, idet han besluttede at bede paven om udsættelse, således at han kunne udskyde sin afrejse i en eller to måneder med henblik på at slutte en permanent eller en midlertidig fred mellem Frankrig og England. Hvis han kunne opnå en af disse løsninger, ville han utvivlsomt kunne føre hjælpetropper – og oven i købet stærke hjælpetropper – med sig fra begge riger mod tyrkerne, og han stod friere til at drage på et udenlandsk felttog, når han havde fået fred hjemme. Begge konger havde bedt ham blive hjemme, men han ville rette sig efter pavens bud: hvis denne gik med til en udsættelse, ville han forsøge at forsone de to konger. Hvis ikke, ville han være der til den fastsatte dag. I mellemtiden ville han arbejde ihærdigt på, at alle de nødvendige forberedelse til afrejsen var afsluttet til tiden.

Da paven modtog Philippes brev, måtte han efter senatets råd afvise en udsættelse, da denne ikke blot ville udsætte hertugens afrejse, men også helt forhindre den. Paven svarede derfor hertugen, at det, denne havde skrevet om en våbenhvile, kunne forhandles af andre under hertugens autoritet. Hvis ikke Philippe ankom til tiden, måtte man frygte at Venedig eller Ungarn ville acceptere de fredsvilkår, som tyrkerne tilbød. Ydermere ville ingen fæste lid til en ny dato, hvis den første ikke blev overholdt. Han opfordrede, ja bønfaldt hertugen om ikke at afbryde tingenes gang.

Flere kopier af brevet med dette indhold blev sendt med forskellige kurerer, således at hvis den ene eller den anden kurer måtte give op på vejen, eller en kopi blev opsnappet, så ville den tredje eller fjerde nå frem til hertugen. Denne omhu var ikke overflødig, for den første kurer blev standset af sygdom undervejs, og de andre kunne først afslutte turen efter mange strabadser. På det tidspunkt var Philippe tilfældigvis i Brügge i Flandern, hvor han havde tilgivet sin søn. Da han læste pavens brev, blev han om muligt yderligere opildnet til at fremskynde tingene. Han tilkaldte derfor sine flådekaptajner, udstyrede skibe, forberedte forsyninger, samlede krigsmaskiner, mønstrede soldater og traf alle de foranstaltninger, der påhviler en omhyggelig hærfører. Samtidig gav han de venetianske og apostoliske oratorer de bedste forventninger.

Da Croy’erne så dette, blev de nedtrykte og bange. De opsøgte kongen af Frankrig og sagde, at det eneste, der kunne frelse dem, var at hans kongelige Højhed^[18] begav sig fra Paris til Tournai. De ville så bestræbe sig på, at Philippe mødte ham i Tournai. Der ville man så med lethed kunne forsinke hans afrejse. Kongen indvilligede og drog straks til Tournai. Croy’erne opsøgte nu hertugen og sagde til ham: ”Kongen er nær og er ankommet til Tournai. Det vil være upassende, hvis ikke du først møder din herre, når han er så nær, inden du drager på en lang udlandsfærd. Du må skynde dig, vejen er kort. Kongen vil tage det ilde op, hvis du drager bort uden at hilse på ham.” Bourgogne svarede dem: ”Det er et godt råd. Jeg vil tage til Insulae - andre kalder denne vigtige by for Lille - for at inspicere krigsmaskiner. Jeg har mange der, som jeg har besluttet at tage med mig. Derfra vil jeg begive mig til kongen i Tournai.” Og uden tøven drog han til Insulae midt i den strenge vinter, medens sneen dækkede markerne vidt og bredt.

Men kongen blev informeret herom af Croy’erne, så han kom Philippe i forkøbet og tog selv til Insulae. Der skal han have sagt følgende til hertugen: ”Ædle^[19] slægtning! Det er en storslået bedrift, du er begyndt på, nu da du forbereder et felttog mod Grækenland til forsvar for religionen. Den er vor slægt værdig, og jeg vil ikke forsøge at afskrække dig fra den, skønt jeg er bekymret både på grund af din alder og din fysik. Gid du var 20 år yngre, så ville jeg være meget mindre urolig for dit helbred. Men da du nu vil drage af sted og ikke kan overtales til andet, ønsker jeg blot, at du tage bort i en stærkere position. Jeg ville gerne sende en stor styrke med dig, men det kan jeg desværre ikke på nuværende tidspunkt, da jeg er i krig med englænderne og har brug for mine soldater imod dem. Men hvis du bliver denne sommer hos os og bestræber dig på skabe fred mellem England og mig, så vil vi uden tvivl kunne opnå en våbenhvile. For Englands kong Edward står af mange grunde i gæld til dig, og han vil ikke vove at gå imod dine ønsker.^[20] For mit eget vedkommende kan du gøre, som du ønsker. Når vore lande har fået fred, vil også den engelske konge stille betydelige styrker til din rådighed, og jeg vil yderligere give dig 10.000 soldater. Så vil du kunne drage imod fjenden med en frygtindgydende styrke. Men hvis du tager af sted, uden at der opnået fred, så vil du ikke kunne opfylde de forventninger til dig, som du har givet italienerne. Efter min mening vil hverken Venedig eller pave Pius blive klar i år, og bliver de det, vil det være til deres egen hæder og ikke til din, hvis der udrettes noget stort. Lad dem bare tage i forvejen på egen hånd og lad dem prøve, hvad de kan udrette med deres egne kræfter alene. De vil intet opnå, og de vil være fjenden underlegne. Det vil være nok, hvis de er i stand til at forsvare deres egne lande. Du kan så komme til dem næste år med et stort rytteri og fodfolk samt en stærk flåde. Så vil du kunne styrke deres tvivlsomme position og få en sejr, som alle vil tilskrive dig.”

Herefter opfordrede han stærkt hertugen til at følge sine råd. Hertugen stod imidlertid fast på sin beslutning og sagde, at han måtte opfylde sit løfte, og at det ikke anstod sig for hans ære at opgive sit forehavende eller på nogen måde at forsinke planlægningen. Kongen skal da være blevet opbragt og have sagt: ”Men du er min undersåt, og uden min befaling kan du ikke drage af sted på så stor en færd, og du havde faktisk slet ikke ret til at forpligte dig uden min tilladelse. Derfor befaler jeg dig at blive hjemme for at holde møde om freden med englænderne. Hvis du ignorerer mig og tager af sted alligevel, vil jeg anklage dig for at have forbrudt din troskabsed og konfiskere alle de besiddelser, som tilhører de mænd fra mit kongerige, der måtte følge dig.”

Opskræmt af disse ord mistede Philippe modet. Han, som indtil denne dag ikke med nogen list havde kunnet bringes til at frafalde sit forehavende, ændrede nu holdning og besluttede at adlyde kongen. Det er sandt, som man siger, at ethvert tårn kan omstyrtes ved stadig beskydning, og det er en sjælden karakter, der ikke til sidst giver efter for hyppige fristelser.

Nogle siger, at den befaling om blive hjemme, som hertugen fik, var underskrevet af kongen selv. Andre hævder, at hertugen selv ønskede at få denne befaling, og at kongen ikke ville have givet hertugen (som han stod i gæld til) en sådan ordre, hvis ikke han direkte var blevet bedt om det. Sandheden står hen i det uvisse. Under alle omstændigheder står det klart, at hertugens afrejse blev forhindret, således som pave Pius fik meddelelse om i et brev fra samme hertug. Der stod ganske vist, at rejsen ikke var opgivet, men udsat til næste år. Men for en så svækket gammel mand var blot et enkelt års tøven ensbetydende med hele livet. Croy’erne blev således til sidst sejrherrer i denne slette affære. Hertugen lovede dog at sende en del af flåden af sted i tide.

13.8. Paven tager til Siena i påsken

Medens dette gik for sig i Flandern, fordelte paven de penge, som Kirkens byer havde besluttet at give til felttoget, og forlod derefter, den 4. februar, Rom for at tage til Petrioli for at pleje sit helbred. I Petrioli bobler der varme kilder frem, som man mener er særligt sunde. Rejsen blev gjort ret besværlig af vinde, regn, lyn og sne. Grev Everso dell’Anguillara gjorde den så endnu mere besværlig, for han var troløs både over for Gud, paven og alle andre. Det var nødvendigt at passere uden om hans territorium og at drage fra Civitacastellana til Viterbo over Monte Ciminos vildsomme bjergryg dækket af dyb sne. Paven blev eskorteret af adskillige rytteridelinger, der var indkaldt for en sikkerheds skyld.

Da han ankom til Siena den 21. februar og den strenge vinter endnu ikke var forbi, blev han i denne by fasten og påskefesten over.^[21] På den fjerde søndag i fasten velsignede han den gyldne rose og sendte den som gave til hertug Francesco af Milano, der modtog den med store æresbevisninger og taknemlighed. Palmesøndag indviede paven efter sædvanen palmegrene og olivengrene og uddelte dem til kardinalerne, biskopperne, hele gejstligheden og de ledende borgere.

Efter gudstjenesten i kirken Skærtorsdag viste han sig for en stor menneskemængde, der havde forsamlet sig på pladsen og offentliggjorde efter sædvanen exkommunikationerne, der rettede sig mod alle, selv konger, der vovede at lægge hindringer i vejen for felttoget imod tyrkerne. Der er ikke tvivl om, at denne sanktion også ramte dem, der havde bevæget hertug Philippe af Bourgogne til at frafalde sit fromme fortsæt.

Dagen efter, Langfredag, modtog man brevet fra samme hertug, der meddelte hans ændrede beslutning. Det var i sandhed værdigt til at blive læst op under Herrens lidelse, og det hensatte pave Pius og hele senatet i dyb sorg.

Påskedag^[22] modtog man et mere positivt brev fra Ungarn. I brevet stod der, at dette folks kong Matthias med begejstring og store æresbevisninger havde modtaget det hellige sværd, som paven havde sendt, og at kongen havde besluttet, at han selv ved sommerens begyndelse ville drage i krig mod tyrkerne og anvende netop dette sværd. I glæde over budskabet gjorde paven fem af byens borgere til riddere, og iblandt dem gav han først militærbæltet til sin svoger, Nanni Piccolomini. Dernæst velsignede han efter sædvanen folket og lod meddele fuldkommen aflad.

13.9. Bourgogne falder fra: paven alene med Venedig

Førend det var sikkert, at hertugen af Bourgogne havde skiftet sind, og rygtet herom var blevet almindeligt kendt, rådførte paven sig med kardinalerne om, hvad man skulle gøre, hvis Philippe ikke overholdt aftalen. Otte kardinaler var til stede. Alle var enige: selvom beslutningen om afrejsen kun var bindende for paven, såfremt Bourgogne selv deltog, så burde paven dog ikke blive hjemme, for ellers ville det se ud, som om den højere værdighed var afhængig af den lavere. Man måtte vogte sig for, at de kristne folkeslag skulle tro, at de var blevet fyldt med tomme ord. Den Apostoliske Stol ville miste al troværdighed, hvis løfterne ikke blev holdt, og folk ville mene, at Bourgognes tøven var en utilstrækkelig undskyldning. Både paven og hertugen ville blive fordømt at folkets røst, men mest paven, som bør være den mest ordholdende. Nu da Bourgogne havde brudt sit ord, var hans højeste ønske, at også paven blev hjemme, fordi dennes skyld ville overskygge hans egen. Alle ville sige, at Bourgogne ikke var taget af sted, fordi paven selv ikke var taget af sted, og hele skytset ville blive rettet imod den Apostoliske Stol. Ingen ville længere adlyde dens dekreter. Man måtte undgå vankelmodighedens stigma og gå sammen med Venedig og Ungarn. Når man manglede hjælp fra mennesker, måtte man endnu mere håbe på hjælp fra Gud – det var jo Hans sag, det drejede sig om. Paven skulle indskibe sig og sejle så langt imod fjenden som det var muligt uden åbenlys fare. Hvis Herren gjorde det muligt at kæmpe mod fjenden, skulle man benytte sig af lejligheden. Hvis ikke, måtte man konkludere, at det ikke behagede den barmhjertige Gud, at tyrkerne blev ødelagt på det nuværende tidspunkt. Så ville det være ret og rimeligt at paven lod skibene sejle tilbage, skønt det ville ske uden sejr. Han ville så ikke blive lovprist af menneskene, men han kunne stadig håbe på Guds nåde, for Han ser mere på menneskenes hensigter end på deres gerninger. De som nægtede at slutte sig til deres sjæles fader, Jesu Kristi Stedfortræder, når denne drog i krig for religionen og udsatte sit aldrende hoved for farer, de ville til gengæld hverken opnå hæder hos menneskene eller barmhjertighed i himlen.

Pius billigede brødrenes råd. Et dekret blev vedtaget i overensstemmelse dermed og sendt til de fraværende kardinaler. Det blev de meget ærgerlige over, for de håbede, at når Philippe blev hjemme, ville også paven blive hjemme og de selv blive skånet for sejladsens strabadser og krigens farer og udgifter – næsten alle mennesker foretrækker jo magelighed frem for anstrengelser og synes, det er svært at forlade det luksusliv, der er menneskenaturens ven. Men da de hørte, at paven var blevet bestyrket i sin beslutning, svarede de alle med entusiasme, at de ville adlyde – hvad enten de nu mente det oprigtigt eller forstillede sig.

Torsdagen efter påske begav Pius sig af sted til Petrioli for helbredets skyld, da han i de foregående år havde oplevet, at vandene på dette sted gjorde ham godt. Her blev han opsøgt af legater fra Georg Skanderbeg og fra den serbiske hersker, Stefan. De kom fra Albanien for at bede om hjælp. Den første ønskede hjælp til at invadere tyrkernes områder eller i det mindste drive dem ud af sit land. Den anden var blevet fordrevet fra sit fædreland og ønskede hjælp til at vende tilbage. Også hertug Stefan af Bosnien sendte legater for at bede om hjælp. Hans land lå mellem fjendens kæber og blev flænset fra alle sider. Despoten sendte biskoppen af Kefalonia med samme budskab og bad om hjælp, da han ellers snart ville blive ødelagt. Alle fik det svar, at paven snarest ville komme til Dalmatiens kyster med en flåde, og at han ikke blot ville bringe hjælp til de lidende, men også ville angribe tyrkerne i deres egne hjem. Der kom også legater fra Ragusa. De tilbød paven, der skulle af sted på felttoget, to galejer og bønfaldt paven om at besøge deres by, når han sejlede mod Orienten. Paven modtog dem nådigt, tildelte dem de nådegaver, de ønskede, og sendte dem bort fulde af håb.

13.10. Kong Kristian I arresterer ærkebispen af Uppsala

Medens dette gik for sig, blev ærkebiskoppen af Uppsala^[23], der var en mægtig mand i Sverige og som med våbenmagt havde fordrevet kong Karl^[24] fra riget, kastet i fængsel af den nye konge, Kristian I^[25]. Den angivelige årsag var, at ærkebiskoppen sammen med folkepartiet skulle havde konspireret om at fordrive den nye konge ligesom forgængeren. Pius befalede kongen at overgive den tilfangetagne til forvaring hos visse biskopper i Tyskland og derefter rejse anklage imod ham. I modsat fald kunne han vente at blive idømt exkommunikation og interdikt. Kongen svarede, at han ville adlyde. Ærkebiskoppens tidligere dristige dåd var lykkedes og havde dengang bragt ham hæder. Hans nye dristige initiativ var mindre heldigt og bragte ham tab og skam. Sejren gør en mand retfærdig. Det anses for hæderfuldt aldrig at have tabt. Forskellige udfald gør det samme vovestykke til hæderfuldt eller ugudeligt.

13.11. Prins Pedro af Portugal erklæres som konge af Aragonien

Omtrent på samme tid hidkaldte indbyggerne i Barcelona Pedro af den portugisiske kongeslægt. Han drog af sted med to galejer og blev modtaget med begejstring af hele folket. Herefter antog han kongetitlen med den begrundelse, at kongeriget Aragonien rettelig tilhørte ham, da han på mødrene side nedstammede fra den gamle slægt, Urgel. Denne slægt nedstammede igen fra Aragoniens sande kongefamilie. Da Juans fader Ferdinando var kommet fra Spanien, havde man uretmæssigt foretrukket ham frem for slægten Urgel, der var blevet frataget kongemagten. Størsteparten af katalanerne gik over til Pedro, da de allerede længe havde næret et dødeligt had til Juan, som var broder til kong Alfonso V. De øvrige aragonesere er indtil den dag i dag forblevet loyale over for deres gamle konge. Denne siges at have forsonet sig med Kastiliens konge, skønt dette endnu ikke er bekræftet, og rygterne derfra endnu er usikre. Pedro har endnu ikke fået nogen hjælp fra udenlandske konger, og heller ikke Portugals kong Afonso V^[26] støtter ham, selvom han er hans fætter. Pedros bedste håb er forventningen om hans fjendes død, da denne er en gammel mand, som man mener vil dø snart. Det er dog ofte sådan, at den yngre mand er den første, som bukker under.

13.12. Fejlslagent portugisisk angreb på Tanger

På omtrent denne tid satte kong Afonso ud fra Portugal og sejlede til Afrika. Han blev ramt af skrækkelige storme og mistede mange skibe, før han omsider med nød og næppe nåede frem til Ceuta. Der fik over 200 af hans riddere og adelsmænd den ide at angribe Tanger, en afrikansk kystby, som man mente blev dårligt bevogtet. De aflagde alle ed på, at de en bestemt nat ville bestige byens mure. Når hæren ved morgengry fulgte efter, ville de åbne byens porte for den, hvorefter de skulle udplyndre byen i fællesskab. De forelagde deres plan, som de i fællesskab havde aflagt ed på, for kongen og bad om hurtig bistand til deres dristige forehavende. Kongen skulle ved daggry være ved bymurene med hele sin hær: så ville han kunne få hele denne berømte og rige by i sin magt. Kongen afslog med den begrundelse, at det var uforeneligt med hans ære at erobre en by ved list. Konger bør føre åbne krige. Natlige krige og listige manøvrer måtte man overlade til laverestående personer. Men når nu disse tapre adelsfolk absolut ville det, skulle man dog ikke lade lejligheden gå fra sig. Kongens broder befandt sig ved Alcader nær Tanger med en del af tropperne. Ham ville kongen overdrage dette forehavende. Ivrigt drog de sammensvorne af sted, og den fastsatte nat bragte de stiger hen til murene, som den største og modigste del af dem besteg. Men da de øvrige skyndte sig at følge efter, brød stigerne sammen. En del af dem styrtede hovedkulds til jorden, en anden del sprang ned i byen. Der udbrød nu tumulter i byen, som om den var blevet erobret. Indbyggerne troede, at mange fjender var trængt ind, og bragte deres hustruer og børn og deres kæreste ejendele til fæstningen. Ved daggry blev de dog klar over, at det kun var få mænd, der var kommet ind i byen. De frygtede nu, at en større styrke lå uden for bymurene, og turde derfor ikke gå til angreb. Men efter at udsendte spejdere havde meldt tilbage, at tropperne i området kun var få og ubetydelige, og at kongen selv ikke var kommet, genvandt de modet, omringede de ulykkelige sammensvorne og dræbte en del af dem, medens de andre blev taget til fange. Det siges, at hovederne af 70 adelsmænd blev lagt i salt og sendt til kongen af Fez, der er herre over Tanger.

Da kong Afonsos broder ankom med nogen forsinkelse, fandt han mod forventning portene lukkede, og at der ikke var nogen stiger til at bestige murene, hvorefter han drog bort i græmmelse. På denne måde led kong Afonso på én gang et dobbelt tab, idet han mistede over 250 fremragende mænd ved Tanger, og idet mange heste, mænd og kostbart udstyr gik tabt med de skibe, som gik ned under en storm.

---

1. ^{Det er usikkert hvem ”Vi” er. I den første paragraf er det klart Pius, for han er den eneste, der i denne sammenhæng kan bruge ordet ”beslutte”(statueramus). I den anden paragraf hedder det, at ”vi har påtaget os (non abnuimus) at beskrive den tyrkiske krig”. Dette kan være de medarbejdere, der var pavens direkte medarbejdere i udarbejdelsen af hans memoirer, f.eks. Agosto Patrizi. I betragtning af de aktive forberedelser til tyrkerkrigen, er det også bemærkelsesværdigt, at paven selv og hans medarbejdere tilsyneladende mener, at han har kort tid igen}
2. ^{Captatio benevolentiae, et begreb fra den klassiske retorik}
3. ^Historia
4. ^{Res vetustae}
5. ^{Rerum exitus}
6. ^{Øen Sicilien var på det tidspunkt ikke en del af Kongeriget Sicilien, som udgjordes af Syditalien, men hørte under Aragoniens krone. Kong Ferrante var en nevø af kong Juan II af Aragonien}
7. ^{Externi, d.v.s. uden for Italien}
8. ^Caeteae
9. ^{Paven, hertugen af Bourgogne, dogen af Venedig}
10. ^Lapides
11. ^Rectores
12. ^Asia
13. ^{For Genova og Ligurien, ikke for Milano}
14. ^{D.v.s. Frankrig, af hvem fyrsten af Milano skulle modtage Genova som len}
15. ^{Aurum et argentum}
16. ^Gloriosior
17. ^{Dette råd er ikke givet i god tro: de anbefalede forhandlinger ville utvivlsomt trække ud}
18. ^{Sua serenitas}
19. ^Pulcher
20. ^Voluntas
21. ^{Det blev den gamle syge paves sidste besøg i Siena. Vi hører ikke om hans politiske strid med bystyret – tiden herfor er forpasset}
22. ^{29. marts 1464}
23. ^{Jöns Bengtsson (1417-1467): http://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B6ns_Bengtsson_(Oxenstierna)}
24. ^{Karl Knutson (1408-1470): http://da.wikipedia.org/wiki/Karl_Knutsson}
25. ^{Kristian I (1426-1481): http://www.danskekonger.dk/biografi/ChrI.html}
26. ^{Afonso V (1432-1481): http://en.wikipedia.org/wiki/Afonso_V_of_Portugal}