Af en renaissancepaves erindringer bog 12

by Pius II

TOLVTE BOG: Juni 1463 – December 1463

12.1. Hertugen af Sora tvinges til at underkaste sig paven og kong Ferrante

Medens dette stod på, samlede kirkens hærfører, Napoleone Osini, tolv rytterdelinger og omkring 1.000 fodfolk og marcherede ind i området Sora, der tilhørte den stolte og hovne hertug Pietro Cantelmo. Denne havde længe været en fjende af pave Pius, og tiden var kommet til at straffe hans formastelighed og afsind.

I det første togt stormede Napoleone fæstningen ved Casale, hvorefter han indtog byen og overlod den til sine soldater til plyndring.^[1] Endvidere hærgede han agrene vidt og bredt og ødelagde overalt kornet, der var ved at modnes. Efter ødelæggelsen af deres marker var borgerne i Isola de første til at overgive sig. Det var tåbeligt af dem ikke at have gjort det tidligere. Isola er en by, der støder op til Kirkens territorium, og som er helt omgivet af løbende vand med høje bredder. Floden, der løber rundt om Imola, kaldes Verde: enten er det faktisk floden Liri, eller også løber den ud i Liri. Den er fuld af ørreder og har ingen vadesteder. Med hensyn til byens placering, er følgende oplyst: floden løber fredeligt og roligt ned fra højereliggende områder. Den møder så en bred og høj klippe, som deler den i to dele. Disse styrter herefter ned i en kløft, flyder - med klagende larm og mumlen - igennem et stykke land, og forenes herefter igen til én strøm. På klippen, der deler floden i to, ligger der et citadel, der er befæstet både fra naturens og menneskers hånd^[2]. På resten af øen nedenfor fæstningen ligger byen Isola. Mellem fæstningen og byen er der en voldgrav, som kan fyldes med vand og dermed hindre byboerne i at få adgang til fæstningen.

Efter byens overgivelse stod fæstningen tilbage. Den var vanskelig at erobre, da den både var beskyttet af floden og af sin højde. Man besluttede sig dog for at gå i gang med den vanskelige opgave, og lykken tilsmilede det dristige forehavende^[3]. Bombarderne blev anbragt på den anden side af floden for at beskyde fæstningen, der lå dér, hvor klippen skiller floden i to. Fæstningen blev angrebet i flere dage. Der var dog intet håb om sejr, førend hovedtårnet blev ødelagt af de mange kugler fra bombarderne. Da tårnet faldt, blev der åbnet en vej, som gjorde det muligt at stige op til fæstningen, omend det ikke var let.

Da råbte en æthioper, der havde været i Napoleones tjeneste i flere år og til sidst var gået ind i hæren: ”Kammerater! Jeg kan se en vej ind i fæstningen; vi kan godt klatre over det ødelagte tårn. Tro mig, fæstningen er så godt vores. Følg mig. Jeg vil gå foran og bane vejen. Vær dristige sammen med mig og lad mig ikke gå alene.” Med disse ord kastede han sit spyd over vandet imod det ødelagte tårn, smed tøjet, kastede sig nøgen i vandet, svømmede hurtigt over floden, greb spyddet igen og begyndte at klatre op ad stendyngen. Sort og fæl var han at skue! Alle tapre mænd i hæren fulgte hans eksempel, og floden blev fyldt af svømmende mænd. To af dem blev grebet af strømhvirvlerne, styrtede i dybet og faldt ned mod de takkede klipper. Den ene skal dog have reddet sig. De andre nåede sikkert frem til æthioperen og besteg sammen stendyngen. Og ganske forunderligt: nøgne og kun bevæbnede med spyd drev de fæstningens bevæbnede forsvarere, der stod foran murene, væk med sten og spyd, trængte ind i fæstningen og ødelagde alt. Det var en dristig og utrolig dåd – og så endda fra vores egen tid. Takket være en tapper æthioper indtog de en fæstning, som man troede var uindtagelig. Eftertiden vil mene, at det er en skrøne, for hvordan vil en kommende tidsalder kunne tro på noget, som vores egen tid ville anse for en drøm? Da de tilfangetagne i fæstningen blev klar over, at de var blevet et bytte for nøgne mænd, blev de dybt nedtrykte, for de var klar over, at de herefter ville komme i folkemunde og blive til grin.

Derefter drog hæren videre til Arpino^[4], der engang var en berømt romersk provinsby, hvorfra både Gajus Marius^[5] og Marcus Cicero^[6] stammede. Den ene hædrede Byen ved sin krigskunst, den anden ved sin litterære kultur^[7]. Arpinaterne overgav sig ufortøvet. To fæstninger, som hertugen af Sora havde befæstet, blev taget med storm. I dag hedder næsten alle arpinater Tullio eller Marco, fordi de mener, at de på den måde kan bevare mindet om deres berømte medborgere.

Da soranerne hørte, at fæstningen ved Isola var blevet indtaget, og at Arpino havde overgivet sig, sendte de legater til biskoppen af Ferrara, der var pavens legat ved hæren, med tilbud om at lyde hans befalinger: de ville ikke have nogen anden herre end paven, for de var trætte af tyranni. Kirkens herredømme var et faderligt herredømme, så de ville hellere end gerne høre under Kirken. Biskoppen indvilligede i disse betingelser og modtog på den Romerske Kirkes vegne byen Soras overgivelse. Det var byens biskop, der havde hovedansvaret for denne udvikling.

Efter disse nederlag søgte hertugen af Sora om fred eller i det mindste om en våbenhvile, under hvilken han kunne få en fredsaftale med paven. Han fik en våbenhvile i få dage efter at have overgivet tre stærktbefæstede byer på det vilkår, at de var tabt for ham, hvis ikke han opnåede pavens velvilje.

Herefter kom hertugens legater til Rom. Der blev indgået fred på følgende vilkår: hertugen af Sora blev beordret til straks at give alt det tilbage, som han havde taget fra henholdsvis klosteret Montecassino^[8], markgrevinden af Pescara, greven af Popoli (hans egen broder) og mange andre. Sora, Arpino, Isola, Castellucio, Casalvieri, Fontana og adskillige andre steder skulle forblive i Kirkens besiddelse. Kun ganske få og ubetydelige områder blev givet tilbage til hertugen. Således tugtet og avet^[9] faldt hertugen af Sora fra franskmændene og gav sig igen ind under kong Ferrante. Fra paven fik han garanti om, at han ikke ville blive forulempet af kongen.

12.2. En hovedmodstander af Ferrante nedkæmpes

Da affæren Sora var afsluttet drog Kirkens hær videre og fik den vigtige by, Pontecorvo, i sin besiddelse. Kong Alfonso af Sicilien havde engang taget denne by fra pave Eugenius med magt, men kong Renés søn, Jean, havde senere erobret den fra Ferrante. Således vendte Ponte Corvo i denne krig tilbage til sin retmæssige ejer, Kirken.

Dernæst modtog man Roccaseccas overgivelse. Fæstningen blev stormet, selvom den var placeret på et højt bjerg og syntes uindtagelig. Den blev indtaget i Ferrantes navn.

Antonio Spinelli opholdt sig i nærheden. Han var en af de mest fremtrædende tilhængere af det franske parti, og han havde været ophavsmand til alle sammensværgelserne imod Ferrante. Han herskede over den meget velbefæstede by Rocca Guglielma, hvor man i krigstid kunne mønstre 800 soldater, og det oven i købet stridslystne bjergboere. Fæstningen ligger i en bjergegn og har så vanskelige adgangsveje, at den kan forsvares af få mænd imod mange. Der blev nu sendt budbringere, som skulle overtale Antonio til at forsone sig med Ferrante. Men Antonio afskyede aragoneserne og afviste budskabet med en hånlatter. Napoleone angreb så hans to borge og indtog dem i det første stormangreb. Da Antonio fik underretning herom, fik han, der var en ældre mand, et chok og døde; han nåede ikke engang at sige noget, inden den pludselige død lukkede hans øjne. Den troskab, han havde vist franskmændene, tog han med sig i helved, men selv under jorden var han aragonesernes fjender, for efter hans død stredes hans sønner og nevøer om arvefølgen.

Byboerne overtog fæstningen og aftalte følgende vilkår med biskoppen af Ferrara og Napoleone: paven skulle træffe afgørelse i striden om arvefølgen efter Antonio; fæstningen og byen skulle tilhøre den mand, der af den Apostoliske Stol blev anerkendt som arving. Vinderen skulle være Kirkens vasal og hverken skylde det Sicilianske rige eller kong Ferrante noget. Disse vilkår blev accepteret, således at man ikke skulle spilde mere tid dér.

Derefter blev adskillige borge, der tilhørte klosteret Montecassino, og som franskmændene efter Alfonsos eksempel havde besat, givet tilbage til klosteret. Dette var tidligere blevet udplyndret og ødelagt og blev først for nylig sat i stand og renoveret under pave Pius.

12.3. Tilbageslag for venetianerne på Peloponnes

Før kongen af Bosnien blev taget til fange, hørte venetianerne, at der ikke var nogen tyrkisk hær på Peloponnes: sultanen var jo draget til Bosnien med næsten alle sine tropper. De mente derfor, at tiden var kommet til at underkaste sig denne den største og mest berømte halvø i hele Grækenland.^[10] De udrustede en stor flåde med Alvise Loredan som admiral. Denne blev anset for en særdeles modig mand^[11]. Loredan fik befaling om at sejle østpå under påskud af at forsvare Euboea^[12], men samtidig gav de ham fuldmagt til at angribe tyrkerne, hvis han skønnede, at det ville være i republikkens interesse. Endvidere skulle han vriste Peloponnes fra tyrkerne og alle dens øvrige herrer, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.

Venetianerne fik støtte fra albanerne, der selv ønskede at underkaste sig Venedig. En meget stor del af albanerne bor i Arkadiens^[13] og halvøens øvrige bjergegne, og de hader grækerne. Et stort rytteri og mange fodfolk blev fragtet over fra Italien. Fra Kreta hidkaldte man 3.000 bueskytter, og fra de andre øer kom der atter andre hjælpetropper. Endvidere var der ingen tvivl om, at når albanerne sluttede sig til venetianernes hær, ville man kunne føre en hær på over 30.000 mand i kamp.

Som krigsårsag anførte venetianerne, at man måtte modstå de tyrkiske angreb og forsvare den kristne religion. De anklagede tyrkerne for at have erobret Argos^[14] og for at have udplyndret Lepanto^[15] i strid med indgåede aftaler. Men reelt var ingen af disse grunde tilstrækkelige til at få venetianerne til at udruste så stærk en flåde og afholde så store udgifter: købmænd er ligeglade med religion, og et havesygt folkefærd bruger ikke penge på hævn. Vanære generer ikke folket, hvis bare deres penge er i sikkerhed^[16]. Det var magtbegær og uudslukkelig havesyge, der fik venetianerne til at træffe så store foranstaltninger og til at bruge så mange penge. De vidste nemlig udmærket, hvor meget de kunne profitere af Peloponnes, der årligt indbringer 300.000 dukater i skatteindtægter. De vidste også, at halvøen engang blev kaldt for Grækenlands fæstning. Den ligger jo midt i det hav, der afvander Asien, Syrien, Ægypten, Libyen, Spanien, Frankrig, Italien, Illyrien, Makedonien, Epirus, Bøotien, Attika, Thessalien og hele Thrakien^[17], og blander sig med Sortehavet^[18].

Halvøen er særdeles velplaceret i forhold til international handel^[19] og er det helt rigtige sted for købmænd, rigt på vin, hvede og alle menneskelige fornødenheder. Venetianerne var derfor meget ivrige efter at underlægge sig denne stenrige provins. De brugte penge på at få flere penge. De fulgte deres natur og drog ud for at handle og prange. De blev også presset dertil af, at Venedigs befolkning var blevet så stor, at det ikke længere var bæredygtigt. De, som man kalder adelige (selvom de alle tjener lurvede handelsinteresser!), og som styrer byen, havde formeret sig bemærkelsesværdigt. De mente nu, at det var nødvendigt at udsende en koloni, og at denne ikke kunne placeres på et bedre sted end Peloponnes. Dette var den sande årsag til at udruste en flåde, de andre var opspind. Det er tåbeligt at tro, at et folk kan overtales til hæderfulde bedrifter, hvis ikke de har en helt konkret fordel deraf.

Venetianerne tænkte allerede på Peloponnes som deres eget, da det blev meddelt, at kongen af Bosnien var blevet taget til fange af tyrkerne, og at hele Illyrien svævede i den største fare. De underrettede nu paven om, hvad de havde erfaret, og sendte brev til alle de kristne om at komme dem til hjælp. Kun kort tid før havde de været en trussel for andre, og nu følte de sig selv truet. De var begyndt at skræmme andre derude, og nu var de selv skræmte derhjemme.

Ragusa, albaneren Georg Skanderbeg, herskeren^[20] over Arta^[21] og mange andre sendte bud til Rom for at få råd og hjælp. Så vidt det var muligt, drog paven omsorg for dem alle. Kardinal Bessarion af Nikæa blev beordret til Venedig^[22] som den Apostoliske Stols legat med det formål at give håb om hjælp til senatet og fjerne frygten for fjenden: han forsikrede dem om, at paven ville kalde de kristne konger til våben, og at store styrker – hvis Gud ville det – snart ville blive ført imod tyrkerne under korsets banner. Endvidere besluttede paven at hjælpe Ragusa med en skare fodfolk og en stor forsyning af korn.

12.4. Paven tager til Tivoli i sommerheden

Da disse beslutninger var truffet, tog paven til Tivoli for at undgå sommerheden i Byen. Det var dagen^[23] efter, at festen for Sankt Peters Martyrdød var blevet fejret i dennes egen kirke. På turen besigtigede paven med fornøjelse kilden ved Salone. Nær Aniene, omkring 10 mil fra Byen er der to sprudlende kilder, der er så vandrige, at hver af dem med lethed kan trække en mølle, selv om der kun er et lille fald. Vandet er helt klart og meget koldt, hvad der om sommeren koster mange uforsigtige mennesker livet.

Ni kardinaler fulgte paven på hans rejse. Sammen med ham spiste de frokost i løvhytter, som tjenerne havde rejst ved den ene kilde og den strøm, der flyder fra den. Som det passer sig for en pave, var måltidet rigeligt, men udsøgt, og der var meget til overs, skønt mere end 600 mænd havde spist sig mætte. Medens middagsheden stod på, førte paven og kardinalerne en behagelig samtale. Dernæst rejste der sig en brise, som gav falsk håb om køligere vejr, så de fortsatte rejsen og nåede ved solnedgang frem til Tivoli.

12.5. Indmarch i Sessa og forhandlinger på skrømt

Hvad enten det skyldtes sløseri, hans hærføreres forræderi eller at hans kasse var tom, kunne Ferrante det år ikke udbetale sold til sine soldater. Han drog derfor først i felten langt senere end besluttet, og han havde heller ikke sforzanerne med sig, som det var blevet aftalt. Det lykkedes ham kun at samle 26 rytterdelinger og 2.000 fodfolk til felttoget. Med disse drog han til territoriet ved Teano og naboegnene, som tilhørte hertugen af Sessa. Her ødelagde han kornet, der allerede var modent og klar til at blive høstet. Fjenden kunne ikke forhindre, at markerne blev hærget, selvom han havde 16 letbevæbnede rytterkompagnier. Soldaterne, der var opsatte på plyndring, overtog de andres høst. Fodfolkene svingene høstseglene, bragte negene til tærskepladserne, og efter at de omhyggeligt havde skilt hveden fra stråene, fik de solgt mere end 200.000 skæpper^[24] korn og byg, som var taget fra fjenden. Det, der ikke kunne bæres væk, blev trampet ned og brændt, og bønderne blev berøvet ethvert håb om en høst.

Tilbage var territoriet Sessa. Dette har mange af den slags bygninger, der kaldes casali; det er rigt på vin og korn og har overflod af alt, hvad der er til glæde for mennesker. Man kan kalde området for lykkeligt både på grund af det milde klima og den frugtbare jord. Meget høje bjerge beskytter det både imod østen- og nordenvind, mod syd afgrænses det af det Tyrrhenske Hav og mod vest af floden Liri, der er så dyb, at man ikke kan vade hen over den, og så bred, at der kan sejle galejer. Det sted, hvor man krydser floden i både, bevogtes af et tårn, der er gammelt og befæstet som et citadel. Der er kun en fremkommelig indfaldsvej til området. Den er ret snæver og går fra den østlige del mellem bjerget og havet. Også denne havde man gjort ufremkommelig ved at føre en vandgrav tværs over vejen og bygge en forskansning. Endvidere blev fjendtlig indmarch forhindret af en fæstning, der var placeret ved foden af bjerget og stærkt befæstet fra naturens og menneskers hånd.

Inde på dette territorium herskede der sikkerhed og rolig fred. Tyrannen af Sessa havde overladt alt til sit held. Han mente, at Sessas slette ville blive forskånet for krig: han frygtede nemlig ikke en fjendtlig invasion, og han regnede ligefrem med, at fjenden ikke engang ville turde forsøge derpå. Hans undersåtter havde bragt deres mest værdifulde ejendele fra naboområderne til dette sted som det sikreste af alle de befæstede steder. Kong Ferrante befalede, at Roberto Sanseverino og Antonio Piccolomini sammen med fodfolket og en del af rytteriet i den fjerde nattevagt skulle besætte det høje og ufremkommelige bjerg, som ragede op over fæstningen og beherskede adgangen til området. Selv satte han sig ved daggry i bevægelse med de øvrige styrker. Da han omkring den tredje time var nået frem til denne adgangsvej, som man kalder Torre de’ Bagni, befalede han, at kolonnen skulle gøre ophold, indtil flåden, der blev kommanderet af admiral Villamarina, og som nærmede sig under fulde sejl, nåede frem til kysten. Han havde nemlig besluttet at angribe fjenden både til lands og til vands.

I mellemtiden havde kongen indledt en forpostfægtning, og da denne gik godt, satte soldaterne i det første angreb over graven og klatrede op ad forskansningen. Først blev de stødt tilbage, men snart blev de mere og mere optændt af iver: først nåede nogle, så andre op på toppen, og da samtidig de fodfolk, som kongen havde ladet besætte bjerget, gik til angreb fra den højereliggende position, endte det med, at kongens hær bemægtigede sig forskansningen, inden flåden nåede frem. Så snart forskansningen blev gennembrudt, sendte man to rytterdelinger igennem. De mødte fjendens rytteri på den anden side og slog dem på flugt. Tyrannen af Sessa hastede til stedet med sine øvrige styrker, men i mellemtiden kom resten af kongens hær igennem forskansningen. Den flygtende fjende genoptog kampen, men kongens hær gjorde så stærkt et fremstød, at fjenderne ikke kunne holde dem tilbage og flygtede igen. De kongelige tropper pressede på, forfulgte de flygtende over en lang strækning og tog mange til fange. Forfølgelsen hørte først op, da de havde drevet hertugens folk helt frem til San Francescos tempel, der ligger lige neden for selve Sessas mure. Omkring 50 behjelmede riddere blev taget til fange, og blandt dem de følgende rytterkaptajner: florentineren Acciaiuoli, Pandolfo Pandoni, Orso dell’Anguillara, Giovanni Archione og Sancio Coreglia. Hertil kom et stort antal menige soldater. Selv kastede tyrannen af Sessa sine våben og våbenprydelser fra sig, rev hestens skaberak af og reddede sig ved flugt, selvom hesten næsten døde af udmattelse under flugten. Næsten alle landsbyerne, som der findes mange af på Sessas territorium, blev udplyndret, mange af indbyggerne blev taget til fange, og sidst på dagen vendte tropperne tilbage til lejren belæssede med et enormt bytte.

Kongen og hærførerne havde ønsket at slå lejr ved selve San Francescos tempel, men da soldaterne var for udmattede til at rive alle forskansningsværkerne ned og fylde den 12 fod brede grav, var det helt umuligt for dem at føre trosset over. Da det nu allerede var aften, besluttede de at slå lejr for natten ved kanten af graven og først at drage med hæren til Sessa, når graven var fyldt op og forskansningen jævnet med jorden.

Den næste dag blev hele Sessas territorium hjemsøgt. Soldaterne drev så meget kvæg væk, at en ko blev solgt for en guldmønt og et svin for en sølvmønt. Handelsfolk fra Gaeta var kommet sejlende til og opkøbte byttet. Sessanerne gjorde udfald mod de kongelige tropper, medens de strejfede omkring, og tog en del fodfolk til fange, men så snart de kongelige rytterdelinger kom stormende, blev sessanerne slået tilbage med tab. Lejren blev placeret to mil fra Sessa, og plyndringstogterne nåede helt frem til byens porte.

Kongen tilkaldte nu Napoleone Orsini med de kirkelige tropper, og denne indvilligede med tilladelse fra paven. Undervejs erobrede han en del byer øst for Liri, der tilhørte tyrannen af Sessa og nu tilfaldt greven af Fondi. Kong Renés søn, Jean, drog af sted med to rytterkompagnier og 200 soldater for at komme hertugen af Sessa til hjælp. Dette indgød dog ikke de belejrede så meget håb, at de undlod at forhandle om en fredsaftale. I stedet sendte de legater til kongen for at bede om en våbenhvile på nogle få dage, indtil man kunne blive enige om fredsbetingelserne. Kongen afviste ikke at forhandle om fred, men han nægtede at indgå en våbenhvile og sendte folk af sted for at belejre tårnet, der bevogtede overgangen over floden. Efter nogle få kanonskud faldt tårnet sammen, og nogle af forsvarerne blev dræbt i faldet. De øvrige blev grebet af panik og overgav sig. Der var også et andet tårn ved den samme flodmunding. Det havde sådan set en mere befæstet position, men alligevel turde kommandanten ikke vente på bombarderne, og han overgav sig, så snart han havde fået frit lejde. Da de kongelige tropper havde stormet og gennembrudt forskansningen, erobrede de samme dag fæstningen ved siden af samt Torre de’ Bagni, hvorefter de satte dem i brand og ødelagde dem.

I mellemtiden blev der forhandlet om fred. Hertugen af Milanos legat, Antonio da Trezzo, blev tilkaldt af hertugen af Sessa. Efter at han havde talt med hertugen i nogen tid, troede han, at han havde overtalt denne til at indgå en fredstraktat, og han var så sikker herpå, at han vendte tilbage med en olivengren i hånden og forsikrede kongen om, at aftalen var så godt som i hus: allerede den næste dag ville Sessas legater komme til lejren med den underskrevne fredsftale. Men Antonio var faldet for en løgner, og han blev nu grebet i den store fejltagelse at have troet på en meneder, for legaterne indfandt sig ikke som aftalt. På skrømt gav man den undskyldning, at Antonio ikke havde medbragt en fuldmagt fra hertug Francesco af Milano, der var forpligtende for denne selv: der var kun blevet fremvist en generel instruks, som Sessa ikke kunne have tilstrækkelig tillid til. Han påstod dog, at han var ivrig efter fred, og bad om, at man sendte ham hans ven, Colantonio, som han ville have tillid til. Colantonio blev sendt, fredsvilkårene blev meddelt og accepteret, alt var i orden. Sessa sluttede med ordene: ”Tag af sted og underret kongen om, at jeg i morgen vil sende repræsentanter, der i mit navn offentligt vil acceptere aftalen og aflægge ed til Ferrante.” Colantonio svarede: ”Det samme lovede du Antonio da Trezzo, men du holdt ikke ord. Lad være med også at narre mig. Hvis du ikke har til hensigt at gøre, hvad du lover, så sig hellere nej nu, og gør mig ikke til nar med falske forhåbninger.” Hertil svarede Sessa: ”Tag roligt af sted. Hvad jeg lover, er sikkert. Jeg vil ikke ændre mening.” Og han pegede på sin unge søn, der stod ved siden af, og sagde: ”Må jeg blive tvunget til at spise ham der af sult, hvis jeg narrer dig.” Men han løj også over for Colantonio, og hans løfter var tomme. Igen hævdede Sessa, at han ikke kunne have tillid til mellemmændene: det var nødvendigt med mere betydningsfulde personer. Man foreslog nu biskoppen af Ferrara, der var udstyret med apostolisk^[25] fuldmagt. Men heller ikke dennes autoritet var tilstrækkelig. Fra Benevento tilkaldte man så hans broder, kardinalen af Ravenna, der var den Apostoliske Stols legat. Igen og igen blev der forhandlet om fredsvilkårene. Men det blev ved ordene, og der kom ikke noget holdbart ud af det. Jo flittigere man bestræbte sig på fred, jo flere grunde fandt Sessa til at tøve, og jo større problemer blandede han ind i sagen.

12.6. Belejringen af Sessa

I mellemtiden slog kong Ferrante lejr ved byen Mondragone^[26]. Bombarderne blev flyttet dertil, men var ikke til nogen nytte, hvad enten det skyldtes bombardérens efterladenhed, eller at byen var placeret sådan, at den ikke kunne rammes af bombarder. I hvert fald røg kanonkuglerne hen over byen uden at gøre skade. Man håbede så på at kunne tvinge byboerne til at overgive sig af tørst ved at forhindre dem adgang til den kilde, hvor de plejede at få vand, idet sommervarmen havde udtørret alle byens cisterner. Tæt ved byen var der en bjergryg med en rute, som sessanerne kunne bruge til at bringe de belejrede hjælp. Her rejste Ferrante en træborg med vagter, som skulle hindre sessanerne i at krydse over. De stod under kommando af Possa, en fremragende soldat fra Siena. Antonio Piccolomini var blevet stationeret lidt nedenfor med ansvar for at beskytte bombarderne. Kongens lejr lå 500 fod neden for bjerget. Marco da Cremona, som kort tid forinden var gået over fra fjenden, fik ordre til at bevogte kilden, for at byboerne ikke skulle hente vand om natten.

Næppe havde man ordnet disse ting, før hertugen af Sessa udvalgte mere end 1.000 robuste, unge fodfolk og befalede, at de i nattens mulm og mørke skulle tage af sted ad stier, der var ukendte for fjenden, tage Antonio til fange eller slå ham på flugt og derefter slæbe bombarderne med sig tilbage. Det lykkedes sessanerne at komme forbi de kongeliges vagtposter og at gå løs på træborgen, inden fjenden hørte dem komme. Borgen blev angrebet i mørke og forsvaret indædt. Som man kunne forvente, kæmpede Possa som en helt, og også hans fæller gjorde tappert alt, hvad de kunne, for at slå fjenden tilbage. Men det var kun en lille skare, og det lykkedes for fjenden, der var i overtal, at ødelægge borgens løseligt sammentømrede befæstning. En gruppe bueskytter afskød samtidig 50 pile. Possa blev gennemboret og fik mange sår, og alle, der var sammen med ham, blev såret og taget til fange. Sessanerne løb nu videre til den høj, hvor Antonio Piccolomini og romeren Giovanni Conti var stationerede. Så snart de nåede frem til teltene, blev der slået alarm. Giovanni og Antonio havde næsten ikke tid til at gribe til våben. Det var ret farligt, for man kunne ikke se en hånd for sig i mørket. Sessanerne stormede ned fra bjerget og gik til angreb på Antonio. Da han havde grebet sine våben og fundet Giovanni ved sin side, sagde han til ham: ”Så, kammerat! Vi har lovet at forsvare dette sted. Enten må vi slå fjenden på flugt, eller også må vi finde døden her. Så længe jeg er i live, vil Sessa ikke få fat i de bombarder, som jeg har fået betroet.” Giovanni roste Antonios fortsæt, og begge kastede sig imod fjenden. De blev fulgt af fire, måske seks tjenere. De første angribere fra Sessa blev slået tilbage. I mellemtiden fik Antonios soldater fat på deres våben og sluttede sig til ham. Også Giovannis styrke blev forøget, men fjendens styrke blev forøget endnu mere, da skarer af sessanere styrtede ned fra bjerget, og der opstod en forbitret kamp omkring højen. Fjenderne løb hen til bombarderne og trak af med nogle af de mindre. Nu gjorde også byboerne udfald og sluttede sig til kampen. Det var en overmåde farlig situation. Da Marco da Cremona hørte tummelen, var han straks klar over, hvad der var i gang, og kom løbende til med en skare af sine egne mænd og kastede sig midt ind i kampen. Ingen af de stridende parter genkendte ham eller vidste, hvad de skulle tro. Da han så, at alle - også hans egne - var bange for, at han var en fjende, råbte han, hvem han var, og gik til angreb. Giovanni og Antonio fulgte ham ivrigt. Fjenderne vendte om, lod bombarderne og byttet være og flygtede op på bjerget, efter at mange af dem var blevet dræbt. Byboerne trak sig i panik tilbage bag forsvarsværkerne, ligesom det begyndte at lysne. Således undslap vore folk denne nats fare.

Dagen før havde hertugen af Sessa afbrudt alle fredsforhandlinger, men da han fik underretning om, at angrebet var slået fejl og at den natlige kamp var faldet uheldigt ud, så sendte han – som sædvanlig – uoprigtige undskyldninger og bønfaldt igen om fred. Der blev nu forhandlet i flere dag ved kardinalens mellemkomst. Da alt var faldet på plads, og der ikke var andet tilbage end at underskrive og forsegle teksten, rejste Sessa et nyt problem: han havde krænket kongen så meget, at han ikke kunne håbe på tilgivelse, med mindre en datter af kongen ægtede hans søn. Hans ønske blev imødekommet, og han fik lovning på ægteskabet og den forlangte medgift. Man regnede det nu for sikkert, at fredsaftalen ville blive indgået næste dag.

I mellemtiden blæste der en vind fra syd eller fra anden side op og drev skyer og regn med sig, der fyldte de belejredes cisterner og berøvede belejrerne deres eneste håb om at erobre byen på grund af tørst. Der kom også brev fra fyrsten af Taranto til hertugen af Sessa om ikke at forsone sig med kongen og med løfte om hjælp. Således opmuntret fandt den troløse mand hver dag på nye hindringer og forlangte nye vilkår. Da kardinalen blev klar over, at han blev holdt hen med ord, blev han oprørt, forlod lejren og tog tilbage til Benevento. Kongen afbrød nu - skammeligt - belejringen af Sessa. Han havde slået lejr dér uden tilstrækkelig planlægning og imod manges råd. Når man ikke har held med sig, mener folk, at man ikke har tænkt sig om.

I de kongeliges lejr var der en romer ved navn Gentile Molara, som hertugen af Milano ofte havde sendt til hertugen af Sessa i fredens ærinde. Før han vendte tilbage til Milano, tog han til Sessa, fik et møde med tyrannen og spurgte denne, hvorfor han forkastede freden og havde løjet så mange gange. Tyrannen svarede ham: ”Jeg har kun løjet over for min ven – og det dristigt. Det er vores fædrelands skik: mellem venner holder ingen løfter. Den anden giver igen, når han vil, og gengælder løgn med løgn. At jeg ikke accepterer den fred, som er nødvendig for mig selv og mine undersåtter, skyldes mistillid. Jeg har forsøgt at ombringe kongen ved list: det kan jeg ikke vente tilgivelse for. På et eller andet tidspunkt vil kongen kræve straf for så stor en forbrydelse, hvis jeg falder i hans hænder – hvem kan være i tvivl herom? Hvis jeg ikke har meget højtstående personer til at gå i borgen for mig, kan jeg ikke være i sikkerhed. Hertil svarede Gentile: ”Men Antonio da Trezzo gav dig fyrsten af Milano som garant, og kardinalen gav dig paven selv. Hvorfor turde du ikke stole på så betydningsfulde personer?” Hertil svarede tyrannen: ”Vil du have, at jeg skal tro på en småkansler? Antonio har ikke så højt et embede, at jeg kan betro min sikkerhed til ham. Og hvad skal jeg sige om kardinalen? Jeg har aldrig brudt mig om nogen præst. Jeg ville være lykkelig, hvis jeg så præsterne hængt, overalt hvor de fandtes. Det er et troløst folkefærd, som ikke er værdige til at blive hørt af fyrster. Det ville være godt for menneskeheden, hvis denne menneskeplage ikke fandtes.” Gentile svarede: ”Du raser og taler som en afsindig. Den, der hader præsterne, hader også Gud, hvis tjenere de er. Farvel. Hvis du har et budskab, skal jeg gerne være din budbringer.” Så sagde Sessa: ”Anbefal mig til hertugen. Bed ham sende mig en person med så stor autoritet, at jeg kan have tillid til ham. Så vil jeg gøre alt, hvad han beder om.” Gentile replicerede: ”Det skal jeg gerne gøre, selvom jeg ved, at disse ord ikke vejer tungere end de foregående.” Derefter tog han bort og gentog hele denne samtale for paven, der opholdt sig i Tivoli. Kong Ferrante besluttede nu at angribe Sessa på en anden måde.

12.7. Indtagelsen af San Severo

Alessandro Sforza manøvrerede på dette tidspunkt i Puglia. Både i forhold til sine egne og alle andres forventninger var han så længe om at samle og udruste troppestyrker, at det gav anledning til mange kritiske bemærkninger. Årsagen til forsinkelsen var, at nogle kompagnier var blevet udsat for et forræderisk angreb ved San Severo og berøvet både heste og våben. Det tog lang tid at skaffe hele den nødvendige udrustning til dem, fordi Puglia ikke i særlig grad egner sig for ryttere, men snarere for studedrivere og hyrder. Men omsider fik Alessandro stillet en hær på benene og hærgede markerne ved Lucera og San Severo. Dernæst ødelagde han greven af Campobassos afgrøder og marcherede ind i Abruzzo. Berøvet håbet om deres høst uddrev folkene fra Lucera de franske, og sendte legater til Ferrante for at overgive sig. Folkene fra San Severo lovede at underkaste sig igen, hvis deres styre blev betroet til kardinalen. De regnede nemlig med, at deres oprør ville forblive ustraffet, hvis de blev skærmet af kardinalen. Med kongens tilslutning tog kardinalen af sted for at ordne denne sag, og fyrsten af Tarantos list og svig var dermed forgæves.

12.8. Belejringen af Fano. Søslag med Sigismondo

I mellemtiden samlede Federigo af Urbino og kardinalen af Teano deres hær. De havde egentlig besluttet at tage af sted for at belejre Rimini, men da de ikke mente at have styrker nok til at erobre denne store og glimrende befæstede by, ændrede de plan og marcherede til Fano^[27]. Her slog de lejr et pileskud fra byen med 14 rytterdelinger og få fodfolk og indesluttede byen.^[28] Tre store kanoner blev bragt frem og begyndte at hamre løs på murene. Endvidere gravede de underjordiske gange, så de kunne nå frem til murene i dækning. Endelig bragte de et såkaldt 700 amforers fragtskib samt en galej og mange små skibe fra Ancona og Pesaro for at forhindre, at der blev bragt forsyninger og anden form for hjælp ad søvejen til Fano, der ligger nær havet. Skibene blev udstyret med våben og anvendt til intens bevogtning af kysten. Endvidere blev Kirkens hær forøget med 10 delinger ryttersoldater fra Forlì og Faenza.

De belejrede, som led af sult, opsøgte nu Sigismondos søn, Roberto, og meddelte ham, at de ville overgive byen, hvis ikke de fik korn: soldater kan kæmpe, våge, klare strabadser og udholde alt bortset fra sult. Roberto bød soldaterne og byboerne være ved godt mod. Han præsenterede en venetiansk handelsmand – en naturlig løgner, der tilfældigvis var til stede - som om han var en legat fra dogen i Venedig, og påstod, at venetianerne en af de første dage helt sikkert ville sende hjælp. I mellemtiden skrev han til sin fader og opfordrede ham til så hurtigt som muligt at komme de belejrede til hjælp. Hvis ikke han skyndte sig, ville han miste byen. Sigismondo lastede nogle skibe med korn, armerede et meget stort skib og nogle mindre såkaldte fustae, og da skibene var fuldt udrustede, sendte han dem direkte til Fano. Federigo hørte om dette fra sine spejdere, men da han kun havde ringe tiltro til sømænd, lod han et antal særligt udvalgte, modige soldater gå ombord i flåden i Ancona. Dem befalede han at være tapre og angribe fjendens flåde, hvad enten den ankom om dagen eller om natten.

Hans ord var ikke forgæves. Efter midnat ankom flåden fra Rimini for fulde sejl til kysten ved Fano. Kirkens flåde sejlede den i møde, og der fulgte en forbitret kamp. Da skibet fra Rimini var højere end alle de andre, kunne det skade galejen fra Ancona og de mindre skibe med mange projektiler. Kirkens soldater gjorde gengæld med små bombarder, kastespyd og alle slags skydevåben. På et af skibene var der en modig præst, der sandt at sige egnede sig mere for det militære end for det gejstlige liv. Pludselig kastede han et brændende træstykke over på det store skib, så dettes sejl blev antændt. Besætningen ilede til for at slukke flammerne, men i mellemtiden rejste Kirkens soldater stiger og klatrede op på skibet, som de erobrede på kort tid. Alle skibene, både de lastede og de armerede, blev nu erobret og ved morgengry med stor hæder ført til Ancona. Dette gjaldt dog ikke det store skib, som man ikke kunne bringe med, da det både manglede sejl og havde fået store skader. Der blev sendt soldater ombord for at bevogte det.

På det tidspunkt havde venetianerne hidkaldt fire galejer fra Dalmatien og beordret dem til Rimini under foregivende at bekæmpe pirater, men i virkeligheden for at støtte Sigismondos sag. To af dem var allerede ankommet. Da de hørte, at Sigismondos flåde var blevet erobret, og så, at det store skib var blevet efterladt, så angreb de det omgående, besejrede forsvarerne i en kort kamp og tog dem til fange, satte nye sejl og førte skibet til Rimini. Kardinalen af Teano sendte nu bud til galejernes kaptajner for at spørge, hvorfor de havde angrebet et skib, som han legitimt havde erobret i krig, og medens der var fred imellem Venedig og paven. De nægtede, at de havde taget skibet, og på kræmmervis søgte de tilflugt i vrøvl og løgn: sømændene, der var spærret inde i lastrummet, havde narret de udstationerede soldater; de havde bedt dem komme til et møde og havde med venlige ord lokket dem ned i bunden af skibet, medens de selv en for en var sluppet ud og blevet herrer over dækket. Derefter havde de spærret deres fangevogtere inde, der hvor de selv havde været indespærret, og taberne var blevet vinderne. Da de nu var frie, havde venetianerne givet dem de sejl, de manglede. Det påstod de og føjede flere skrøner til. Denne udvikling opmuntrede i høj grad beboerne i Fano til at udholde belejringen, for de regnede nu med, at venetianerne støttede Sigismondo og om kort tid ville sende hjælpetropper og angribe Kirkens hær. Men venetianerne havde dog en anden plan: de ville hverken lade Sigismondo vinde eller blive overvundet. Det, de arbejdede på, var at forlænge krigen, således at begge parter blev svækkede af dens omkostninger; de regnede med, at Sigismondo, når han var forladt af alle, ville sælge dem Rimini og sine øvrige besiddelser. Sådan er dette folks natur: listig og bedragerisk. Med de samme kunstgreb havde de tidligere forsøgt at underkaste sig fyrstendømmet Milano, da de sparede på kornforsyningerne til et allieret folk, som var under belejring og ved at dø af sult.

12.9. Konflikt mellem Ancona og Jesi

På samme tid sendte folkene fra Ancona i hemmelighed en legat til Sigismondo og anmodede om, at de ved en fortrolig aftale fik overdraget Montemarciano, som folkene fra Jesi på kardinalens bud havde belejret. Det er usikkert, hvad han svarede, men til gengæld står det fast, at Ancona sendte en styrke til Montemarciano, som fik byen og fæstningen i sin magt. Endvidere forlangte de, at jesinerne skulle forsvinde og angreb dem med kasteskyts, da de ikke ville. For at en almindelig krig ikke skulle flamme op igen i Piceno, udsatte kardinalen afstraffelsen af denne store formastelighed til en anden tid og befalede jesinerne at ophæve belejringen.

Da Napoleone Orsini trak sig tilbage fra Sessas territorium, efterlod han en del af sine styrker hos kongens hær og førte resten af sin egen hær imod grev Ruggerotto af Celano. Det skal vi senere vende tilbage til.

12.10. Piccininos tale om fordelen ved krig og Sforzas svar

Medens dette stod på, drog Alessandro Sforza med megen møje over de bjerge, der adskiller Puglia fra Abruzzo, og steg ned i territoriet ved Caldora ikke langt fra byen Castel d’Arce. Med sig havde han 18 elitedelinger af ryttersoldater. Ved Caldora blev han mødt af rytterikaptajnerne Matteo da Capua, Roberto Orsini, spanieren Alonso, og Jacopo Piccinino kaldet Cavallo, der hele vinteren havde søgt at forsvare kongens sag i Abruzzo, og som til sammen stod i spidsen for mindst 12 rytterdelinger.

Da Jacopo Piccinino hørte om Alessandros fremmarch, forsøgte han at hindre denne i at komme over bjergene, og da det ikke lykkedes, begav han sig til Archi og slog lejr foran byen med 10 rytterdelinger, inklusive dem fra Caldora.^[29] Med sig havde han også mange og veltrænede fodsoldater. Alessandro rådslog med sine kolleger, og da de alle var enige, besluttede han at udæske Piccinino til slag, hvis der gaves lejlighed til at kæmpe.

Et stenkast fra fjenden var der et markområde, hvor de besluttede at rejse deres telte og derefter at udfordre fjenden til kamp. Først sendte de nogle ryttersoldater af sted for at besætte området. Piccinino sendte så sine egne folk af sted for at holde sforzanerne væk. Dette var indledningen til et slag, ikke selve slaget. Braccianerne gik til angreb, men efter at have brudt lanser med fjenden, trak de sig straks tilbage og turde ikke kaste sig hovedkulds ud i en kamp. Mange sforzanere ilede deres egne til hjælp, drev braccianerne væk fra området, kastede dem tilbage til deres forskansninger, og begyndte at provokere dem med alle mulige fornærmelser. Men da ingen kom ud, lod Alessandro teltene slå op på det område, han havde udpeget, og det for øjnene af Piccinino. I nattens stilhed flyttede Piccinino så sin egen lejr, idet han steg op ad bjerget til han havde byen midt imellem sin egen og fjendens lejr. Han var bange for at være nær fjenden. Dagen efter sendte han budbringere til Alessandro og udbad sig et møde. Sagen blev drøftet i kaptajnernes råd, og man besluttede at høre den berømte hærfører for det tilfældes skyld, at han bragte noget med sig, der var til fordel for Ferrantes rige.

Piccinino kom nu ned til den kongelige hærs lejr, og sammen med ham kom også brødrene Caldora og hans kaptajner, alle tapre mænd. De blev ført til Alessandros telt. Alle officererne fra rytteriet og fodfolket mødte frem. Det var en kreds af fremtrædende mænd. De betragtede hinanden opmærksomt, og selv den mindste gestus hos en af dem blev bemærket, de afvejede hinandens bedrifter, sammenlignede dem og kalkulerede, hvor høj status iblandt dem hver enkelt havde. Så sagde Piccinino:

”Ædle kolleger! I har forenet jer imod mig. Mange er I, som søger at ødelægge mig ene mand. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan måle mig med jeres forenede kræfter, og at jeg ikke kan slå jer i en lige kamp. Til gengæld kan I heller ikke tvinge mig til at kæmpe imod min vilje. Jeg har både stedets natur og mine soldaters troskab som forsvar. Når vinteren kommer, vil I være nødt til at hæve belejringen. Indtil da vil I spilde tiden, og det nye år vil bringe nye planer.

Men lad os nu antage, at I er i stand til at besejre Piccinino og kaste ham i lænker. Så spørger jeg jer, hærførere: hvem er det så, I vil have besejret? Hvem er det, kammerater, som I vil have kastet i lænker? Er det ikke lige netop mig, den mand der giver jer brød på bordet? Er det ikke mig, der giver jer rigdom, luksus og magt. Så længe jeg er hærfører, har en hær og forstyrrer freden i Italien, bliver I kaldt til krig, medens I ellers ville gå rundt derhjemme uden noget at tage jer til. Det er mig, der har skaffet jer det guld, som I stråler af, jeres våben, klæder og heste. Det er mig, der har gjort jer berømte, I som for kort tid siden var ukendte. Så hvorfor forfølger I mig, der er jeres redning? Lad os sige, at jeg bliver taget til fange eller dør i krigen. Hvilken fortjeneste kan det give jer? Tænk dog både på jer selv og andre. Hvis jeg dør, vil Italien falde til ro. Men hvem har glæde af fred andre end købmænd og præster? I vil gøre præsterne fede, hvis de ikke allerede er fede nok. Og I vil gøre købmændene rige, hvis de ikke allerede er rige nok. Så lad mig dog være. Jeg er jeres fuglefænger, det er jer, jeg jager for.

Jeres velfærd afhænger af min. Hvad er mon rigere end den Romerske Kurie? Hvad er mere velhavende end Venedig og Firenze? Fred i Italien giver dem alt, hvad man kan ønske sig i verden. Vi andre derimod, vi kan intet skrabe sammen, hvis ikke Italien står i krigens flammer. I fredstid bliver vi foragtede og tvinges til at føre ploven, i krigstid er vi berømte. Vores kunst er at håndtere våben. Lad dem ikke ruste op i lediggang. Tænk på jer selv. Gå ind for krig og våben. Hvorfor skal præsterne have så mange rigdomme og så stor magt? Hvem kan udholde venetianernes hovmod og overlegenhed til lands og til vands? Hvad er mere uværdigt end, at florentinerne behersker Etrurien^[30]. Det rigtige er, at de, som fører våben, også er dem, der skal herske. Jeg lovpriser Francesco Sforzas herredømme, der er vundet med krigerisk tapperhed. Det er skændigt og uværdigt, at det er slapsvansene, der regerer. Lad købmændene slide i det med at købe og sælge deres varer, lad præsterne forvalte sakramenterne: magten derimod, den tilhører os. Hvis I har tillid til mig, så vil vi med lethed kunne tilrive os pavens, kardinalernes og alle købmændenes rigdomme. Spørger I hvordan? Måden er lige for hånden: ønsk ikke at vinde, men at trække krigen ud, for når den slutter, slutter også krigens profit. Ingen, der er ved sine fulde fem, vil ønske at afslutte det, der giver ham livets ophold og komfort.”

Piccininos ord blev modtaget med stort bifald. De fleste mente, at det, han havde sagt, var helt rigtigt. De sagde, at det var uværdigt, at officerer og menige soldater skulle presse en berømt hærfører så stærkt, at han ikke kunne flygte. Hvis Piccinino blev taget til fange, ville der ikke længere blive kæmpet om Kongeriget. ”Hvor skal vi så tage hen?”, sagde de. ”Hele Italien har efterhånden fred. Skal vi vende tilbage til hakkejernet? Fred er døden for os. Det er i krigen, vi lever. Lad ham leve, der giver vores liv indhold. Lad os lukke øjnene og give Piccinino mulighed for at flygte. Det er nok, at vi har været de overlegne. Lad der altid være krig tilbage, på den måde er vi reddet.”

Veteranerne iblandt dem sagde, at sådan havde man også ofte gjort i de tidligere krige. Én sagde, at han engang havde kunnet taget Niccolò Piccinino^[31] til fange, da denne havde været uforsigtig; en anden sagde, at Francesco Sforza^[32] engang med vilje havde undladt at afslutte en krig. Atter andre kunne huske andre eksempler.

Men så sagde Alessandro: ”Frygt ikke, kammerater! Der vil altid være krig i Italien, så længe det ikke regeres af én herre. Og hvor let^[33] dét sker, det kan I jo selv se! Så længe, der er mange selvstændige stater^[34] i Italien, så længe vil den ene stat true den anden og ønske at have magten alene, og så længe vil der være krig. Hvis ikke Venedig tilriver sig herredømmet over hele Italien, så ser jeg ikke, hvordan nogen ellers kan tæmme dette land^[35]. Det er Venedig, I skal frygte, det er Venedig I skal kæmpe imod, og hvis I på noget tidspunkt kæmper for Venedig, så er det da I skal passe på, at sejren ikke bliver jeres eget nederlag.^[36]

Men man kan se krigen på en anden måde. Når denne krig er slut, vil vi blive kaldet til større ting. Og du, Piccinino, skal ikke tiltage dig den ære, at du er den eneste, som støtter krigerne i Italien. Hvis franskmændene havde besejret Ferrante, ville de nu have Kongeriget i fred og ro. Og de ville for længst være holdt op med at betale dig sold, hvis ikke paven og hertugen af Milano havde sendt hjælp til Ferrante og dermed holdt liv i denne fire år lange krig, som også har holdt liv i dig. Men du vil svare mig: ”Franskmændene ville have opgivet for længe siden, hvis ikke jeg havde været deres hærfører.” Det nægter jeg ikke, men det er ikke uden skam, at du har påtaget at være franskmændenes hærfører. Du bærer Aragoniens insignier, og alligevel fører du krig imod aragoneseren Ferrante. Du er født under Kirken, og alligevel kæmper du imod Kirken. Du er svigersøn af min broder, hertugen af Milano, og alligevel har du ikke tøvet med at bekæmpe din egen svigerfader. Er det din loyalitet? Er det din ære? Du kalder dig selv for vores redningsmand, men allerede før du selv begyndte at føre våben, var jeg hærfører for mange af vore kammerater her. Vores liv afhænger ikke af dig. Det er snarere dig, der afhænger af os. Vi kan redde dig eller ødelægge dig, uanset at du har sat din lid til bjergene. Men soldaterne her, de vil storme himlen selv, for ikke at tale om bjerge. Hvorfor overgiver du ikke dig selv til skæbnen i stedet for at kæmpe og slutter dig til vores parti? Hvis du indvilliger, så vil jeg forsone dig både med paven, kong Ferrante og hertugen af Milano. Sådan kan du redde dig selv og din hær. Alt hvad du ellers siger, er noget vrøvl. Vi på vores side, vi kæmper i hvert fald helt loyalt for vore herrer.”

Hertil svarede Piccinino: ”Kun nødtvungent har jeg kæmpet for franskmændene – ingen andre ville jo have mig. Jeg er opvokset i militæret, og jeg ville ikke miste min hær. Jeg ville hellere have erklæret min fader krig end at blive forladt af mine soldater. Jeg tog franskmændenes sold, for jeg var nødt til at tjene den mand, der ville give mig penge. Nu er jeg fri og kan gå, hvorhen jeg bliver kaldt, hvis blot jeg får vilkår, der er mig værdige.”

Efter disse ord trak de to sig tilbage og drøftede længe en fredsslutning. Til sidst blev de enige om følgende betingelser: Piccinino skulle være hærfører over alle kong Ferrantes styrker; han skulle have 90.000 dukater i sold om året, så længe han kæmpede for kongen; han skulle beholde de store og små byer, som han havde vundet i Abruzzo; han skulle være fri til angribe og overtage greven af Campobassos besiddelser; så længe, der var brug for det, skulle han mønstre 3.000 ryttersoldater og 500 fodfolk, og han skulle kæmpe overalt i Italien, hvor kongen ønskede det. Endvidere skulle han forfølge franskmændenes styrker; han skulle have halvdelen af de skatter, som man skyldte kongen i Abruzzo; resten skulle deles ligeligt mellem paven, kong Ferrante og hertugen af Milano. Grev Broccardo^[37] skulle været Kongerigets kansler og have byen Vieste i Puglia. Piccinino skulle aflægge ed til kongen og rejse hans fane, så snart en fjerdedel af hans sold var udbetalt. Hans tjeneste skulle vare i ét år, og hvis det behagede kongen, skulle den videreføres i endnu et år på de samme betingelser, forudsat at han havde meddelt sin hensigt inden udgangen af det første år. Når hans tjeneste var slut, kunne Piccinino kæmpe for hvem han ville, blot han ikke førte krig imod kongen.

Mange andre ting blev nedfældet og accepteret dog med tilføjelse af den betingelse, at det skulle stå Ferrante og paven frit at stadfæste eller forkaste aftalen inden for en periode af 10 dage. Hertugen af Milano fik den dobbelte tid. Alessandro lovede personligt at opsøge paven for at afvriste ham hans tilsagn til denne aftale. Ufortøvet opsøgte han derefter paven i Tivoli, og her talte han længe med denne om fredsslutningen. Han kunne dog ikke opnå pavens stadfæstelse af den tekst, han havde aftalt med Piccinino, men blev sendt tilbage med en tekst, der var blevet ændret på mange punkter. I mellemtiden rygtedes det overalt, at Piccinino var blevet taget til nåde af paven, og at han var faldet fra franskmændene og gået over til aragoneserne.

12.11. L’Aquila overgiver sig

I mellemtiden drog hæren, der havde samlet sig for at gå imod Piccinino, i stedet mod aquilanerne og indtog hurtigt adskillige fæstninger ved første stormløb. Blandt disse overgav også den vigtige by, Anemo, sig. Den tilhørte greven af Montorio, der var en af de mægtigste mænd i L’Aquila.

På dette tidspunkt blev L’Aquila hærget af pest. Alle byens fremtrædende borgere var flygtet til deres fjernereliggende villaer og borge, de mindre betydningsfulde havde trukket sig tilbage til deres ejendomme uden for byen. Alle blev skrækslagne, da de hørte om fjendens ankomst, og skyndte sig at vende tilbage til byen. Optagne af fædrelandets vel, lod de hånt om den dødelige fare ved pesten. En talrig forsamling mødtes i byens senat. De vidste ikke, hvorhen de skulle vende sig for at få hjælp. De sagde, at der ikke længere var noget at håbe på fra Piccinino, som man vidste var blevet forsonet med Ferrante. Endnu mindre kunne man håbe på fra pave Pius, som de havde afvist med hån.^[38] Enten måtte man underkaste sig Ferrante eller også gå i kamp. Den første løsning var byen dybt imod, den anden var simpelt hen umulig. Til sidst besluttede man så at sende legater til Pius og overgive ham byen og dens territorium med bøn om, at han forbarmede sig over sit folk.^[39]

12.12. Arvestrid i huset Savelli

På den tid døde Jacopo Savelli. Han efterlod sig tre døtre, som han havde gjort til sine arvinger, da han var uden mandlige efterkommere. Dem havde han nemlig mistet tidligere under ulykkelige omstændigheder. Hans ældre broder Pandolfo gjorde nu krav på arven og forlangte at få overdraget Palombara og Aspra, eftersom kvinder ikke var arveberettigede i huset Savelli. De måtte være tilfredse med deres medgift. Dette var blevet bestemt af den tidligere pave Honorius af samme slægt. Døtrene sagde, at arven ville være en byrde for dem, men at de ikke ville opgive Palombara og Aspra, førend de hver havde fået en medgift, der passede til deres rang. Endvidere sagde de, at Pandolfo skulle udelukkes fra arvefølgen, fordi det var hans skyld, at Jacopo var død uden mandligt afkom: han havde personligt ansporet folkene i Palombara til formasteligt at lægge hånd på deres herres sønner. Pandolfo nægtede sig skyldig i denne store forbrydelse og insisterede på at komme i besiddelse af arven. Paven overdrog konflikten til kardinalerne af Spoleto og Siena, som med alles tilslutning blev gjort til dommere i sagen.

12.13. Affæren om Kristi Selskab

Tidligere havde paven sendt Luca fra Dalmatien til Frankrig for at undersøge rigtigheden af noget, som en vis Gérard havde skrevet. Denne var en franskmand, som havde drevet et bordel^[40] i Bologna. Gennem sine slibrige indkomster herfra havde han skrabet sig en lille formue sammen. Efter Konstantinopels fald hørte han prædikanter i kirkerne fremføre, at de, som greb til våben imod tyrkerne, ville gøre sig fortjent til himlen. Han blev nu grebet af trosiver og religiøs begejstring, og da Calixtus III proklamerede de kristnes korstog imod troens fjender, afviklede han sin forretning, omsatte al sin ejendom til penge og kom til Rom med 300 fodfolk for at drage til Grækenland, hvis han fik sold. Da han intet fik, drog han ærgerlig bort igen, mistede al sin begejstring og tog til Savoyen. Men da Pius var på vej til Mantova, kom Gérard til ham og hævdede, at han havde mange fæller, der ønskede at kæmpe imod tyrkerne. Han skulle blot have tilladelse til at danne et selskab i Jesu navn, og alle, der sluttede sig til det, skulle have fuld tilgivelse for deres synder.

Kardinalen af Nikæa støttede hans ansøgning og mente, at manden var troværdig: man skulle give ham alt, hvad han bad om. Han ville med lethed kunne samle 10.000 mænd, hvad der ville gavne sagen. Dengang Godefroy^[41] førte sin hær til Asien^[42], havde eremitten Peter^[43], en ubetydelig og lavtstående person, gjort det samme. Hvorfor skulle nutiden ikke kunne det samme som fortiden? Hvorfor kunne man ikke gøre for anden gang, hvad der allerede var gjort en første?

Paven indvilligede på den betingelse, at man kun kunne blive medlem af selskabet, hvis man var i stand til at kæmpe mod tyrkerne for egne midler i et helt år.

Gérard tog så af sted med de breve, han ønskede. Da han havde rejst rundt i Frankrig i fire år, og man havde glemt alt om ham, sendte han en af sine fæller til kardinalen af Nikæa, medens paven var i Pienza, med underretning om, at 4.000 mænd hidtil havde meldt sig ind i selskabet. Snart ville der være 10.000. Han havde nu brug for en fane, udvidede beføjelser og 200 dukater til at indfri sin søns gæld. Da Nikæa modtog brevet kom han glædesstrålende til paven. Han medbragte sendebudet, fremviste brevet og bønfaldt om, at man ikke forsømte denne glimrende lejlighed til at fremme sagen. Paven derimod sagde, at denne historie var drømmeværk og fantasterier udtænkt med henblik på at skaffe sig penge. Den fane, man bad om, kunne man ikke uden videre tildele; den kunne kun betros til en kendt og prøvet person. Med henblik på de beføjelser, Gérard søgte om, var de ret store og kunne ikke bevilges til hvem som helst. Man måtte passe på, at de ikke blev brugt til ny fangst og personlig vinding. Man måtte nærmere undersøge grunden til denne ansøgning. At miste 200 dukater var ikke meget for en pave, men at miste æren var til gengæld for meget. Der skulle sendes en pålidelig mand til Frankrig for at undersøge sagen nærmere og have pengene med sig. Hvis han fandt, at Gérard havde handlet rigtigt, kunne han give pengene til denne. Og hvis der ikke var svindel i foretagendet kunne man hurtigt sende det øvrige. Nikæa støttede pavens holdning.

Luca blev nu sendt af sted for at opsøge Gérard og undersøge om det det forholdt sig, som denne havde skrevet. Luca fik også pålæg om at opsøge hertugen af Bourgogne og minde ham om, hvad biskoppen af Ferrara havde sagt til ham det foregående år, og hvad hertugen selv havde svaret. Han skulle spørge, hvorfor løfterne ikke var blevet holdt, og opfordre ham til at opfylde sin ed.

Da Luca kom til Savoyen, fandt han frem til Gérard og udspurgte ham om Jesu Selskab. Han fik at vide, at et antal fornemme og fremtrædende mænd var blevet medlemmer, og at også hertugen søn, Philippe, ville blive det, hvis paven udnævnte ham til selskabets leder. Luca blev meget opmuntret herover, men da han nåede frem til Bourgogne, hvor man påstod, at 4.000 mænd havde meldt sig ind og mange våben var blevet indsamlet, undersøgte han omhyggeligt, hvordan det forholdt sig, men fandt intet. Han anklagede nu Gérard for at lyve. Denne påstod, at han havde talt sandt, men at han havde brugt Bourgogne i betydningen Brabrant og Flandern, fordi disse står under hertugen af Bourgogne. Der skulle Luca tage til, og han ville så finde mange tusinde indskrevne. Luca tog nu til Bruxelles. På rejsen blev han udsat for flere baghold, men han undslap dem alle og fik vished om, at Gérard var en svindler. Han udspurgte de biskopper, som Gérard havde henvist til, men ingen kendte til denne, og man kunne heller ikke finde nogen, der havde hørt det mindste om Jesu Selskab. Men nogle medlemmer af hertugens råd fortalte, at Gérard havde været hos kong Charles af Frankrig og havde ansøgt om tilladelse til at danne et selskab: han ville føre en talrig hær fra Frankrig under foregivende at gå imod tyrkerne; i virkeligheden ville han tage til Ancona som for at sætte over havet, men i stedet drage igennem Piceno og over Abruzzo for at slå Ferrantes styrker og sikre Kongeriget for René. Kongen havde afvist forslaget fra denne slyngelagtige person, der havde sat sig for at bedrage religionen.

Dette var, hvad man kunne finde ud af vedrørende Gérard. Det stod fast, at hans omvendelse ikke havde slået rod. Sandt er evangeliets lignelse om sædekornet^[44]: Guds ord fandt ikke en frugtbar jord i Gérard; den fromme tanke mistede hurtigt sin kraft, fordi den manglede salt^[45]. Han ville mere end han kunne, og skuffet blev han til en slap bue^[46]. Da han hørte, at Luca var nået uskadt frem til Bruxelles og vidste, at hans løgne ville blive afsløret, sørgede han for at forsvinde og blev ikke fundet igen.

12.14. Hertugen af Bourgogne beslutter sig – atter - for korstog

Da Luca fik foretræde for hertugen af Bourgogne, fremførte han pavens budskab: hertugen henviste til englænderne som årsag til hans langsommelighed. Han havde ikke kunnet opnå våbenhvile, og det var ikke sikkert at drage på et langvarigt felttog, hvis der ikke var fred hjemme. Der var blevet forhandlet om en fredsslutning helt frem til denne dag. På Johannes Døbers fødselsfest ville legater fra franskmændene og englænderne indfinde sig i Saint Audemar for indgå fred med hertugen selv som ophavsmand. Så ville han kunne opfylde det løfte, han havde givet biskoppen af Ferrara: han erindrede sit løfte, og han ville opfylde det. Luca godtog svaret, men da han bad om, at det blev bekræftet i et brev, blev han sendt fra den ene til den anden og spildte mange dage.

Skønt hertugen var en gammel mand, var han en livsnyder og fornøjede sig snart med dans, snart med sportsopvisninger og snart med udsøgte banketter, der varede til midnatstid. Omsorg for religionen var der ikke plads til. Endvidere anså hoffolkene^[47] et felttog mod tyrkerne for ødelæggende: det ville være tåbeligt af den aldrende fyrste at drage hjemmefra for at føre krig i fremmede egne. Krig i Grækenland ville være alt for langt væk fra Bourgogne, og hvis hertugen drog dertil, ville han aldrig vende hjem. Enhver vurderede sin egen risiko: nogle frygtede strabadserne, andre omkostningerne, og atter andre spekulerede på det kommende magtskifte: i stedet for en særdeles mild fader ville de som regent få en søn, hvis karakter de ikke kendte godt nok. Man kunne befrygte, at en streng herre ville efterfølge en mild. En ny herre ville nødvendigvis have nye ministre, så de ville komme til at forlade hoffet, hvad enten de drog i felten eller blev hjemme. Alle misbilligede fyrstens plan, men da de ikke turde gå imod deres herre offentligt, fandt de diskret på grunde til udsættelse, og ingen prøvede at opildne den af naturen sendrægtige fyrste.

Der blev ikke talt mere om tyrkerne, og det så ud som om hertugen havde ændret mening. Da blev han pludselig syg en nat efter den tredje vagt, og han faldt i så dyb bevidstløshed, at man en stund troede, at han var død. Lægerne kom ilende til og prøvede alle slags remedier. Nogle mente, at der var et lille håb om overlevelse, medens andre helt havde opgivet. Men næste dag kom Bourgogne til bevidsthed, hvad enten det skyldtes hans egen konstitution eller et guddommeligt mirakel. På kort genvandt han sit tidligere helbred, hvorefter han indkaldte adelsrådet.

Her sagde han følgende: ”Mine herrer! At jeg er i live, og at I ser mig i god behold, skyldes Guds nåde. Jeg fortjente at dø, fordi jeg ikke har holdt min ed. I ved, hvilket løfte, jeg aflagde, og hvad jeg lovede pave Pius. Skønt jeg altid har haft til hensigt at opfylde mine løfter, så har jeg udsat det mere end rimeligt, lokket på afveje af hjemlige forlystelser. I mellemtiden er tyrkernes magt vokset sig større til stor skade for kristenheden. Med rette har Herren i vrede straffet mig med sygdom, men da jeg nu er blevet revset, viste han sin barmhjertighed og overgav mig ikke til døden^[48]. På trods af jeres og min egen mening har jeg hurtigt genvundet mit tidligere helbred. Dette var en advarsel. Gud stævnede mig, jeg kan ikke udsætte det længere. Gå nu alle, og I som er mine venner, og som har aflagt løfte sammen med mig, bered jer sammen med mig til rejsen, sådan at I er rede, når pave Pius befaler det. Selv vil jeg ikke svigte, om det så skal koste mig døden.”

Alle sagde, at man måtte adlyde Gud og ikke tøve længere, og alle ville give deres liv og sjæl for sagen. Fyrsten tilkaldte også Luca og sagde: ”Vend tilbage til Rom så hurtigt som muligt og sig til pave Pius, at mine legater vil være hos ham på Festen for den hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen^[49], og at jeg vil gøre det, som paven ønsker. Legaterne vil forhandle om, hvordan vi skal drage imod tyrkerne. Lad paven sørge for, at han på den aftalte dag har legationer fra hele Italien hos sig, som sagen kan forhandles med.”

Luca anmodede igen om et brev om denne sag. Det fik han så og nåede tilbage til Rom dagen før paven tog til Tivoli.^[50] Da Pius hørte, hvad der var sket, blev han meget opløftet, og skrev til alle de italienske magter om Bourgognes hensigt, ligesom han befalede dem at sende legater til Rom i midten af august.

12.15. Kong Louis af Frankrig sender vrede breve til paven og kardinalerne

Kong Louis af Frankrig havde tidligere næret varm hengivenhed over for paven. Den kølnedes noget i denne periode, hvad enten hans medgang gik ham til hovedet, eller at han var forbitret over, at kong Ferrante takket være pavens støtte havde fået overtaget i Kongeriget Sicilien. I hvert fald skrev han et brev til Pius og et tilsvarende til kardinalerne, der bestemt ikke anstod sig for hans værdighed. I brevet kritiserede kongen – som om han var pavens overordnede – pavens handlinger og gav retningslinier for dennes adfærd: paven plagede Kongeriget Sicilien med krig, han var en fjende af kongens slægtninge, og han ville hverken have fred eller våbenhvile; han havde forvoldt store ulykker for Kirken i Mainz; han havde plaget palatinergreven og den østrigske hertug Sigismund med strenge edikter; han havde kaldt kongen af Bøhmen for en kætter; han lod ingen i ro. Han ville handle bedre, hvis han arbejdede for fred imellem de kristne ved at lægge planer imod tyrkerne. Og han bad kardinalerne om så hurtigt som muligt at underrette ham om pavens hensigter.

Brevet blev læst op på et lukket konsistoriemøde, og paven påviste sin uskyld. På deres side undrede kardinalerne sig i høj grad over kongens skrivelse og sagde, at enten havde denne ikke tænkt sig om godt nok, eller man havde skrevet noget andet end det, han havde ønsket.

Men det var nu så ikke kongens eneste fejlgreb, andre fulgte straks efter. Han offentliggjorde tre dekreter: i det første proklamerede han sig selv og ingen anden som den retmæssige dommer i alle stridigheder, der måtte opstå eller var opstået med hensyn til regalierne. Regalier kalder franskmændene den ret, som de franske konger har tiltaget sig til at indkassere indkomsterne fra ledige bispedømmer og at tildele beneficier under disse bispedømmer, indtil en ny biskop har modtaget investitur. I det andet dekret tildelte han parlamentsformændene og alle sine ministre de samme privilegier - selv i sager vedrørende beneficier – som den Apostoliske Stol skulle have tildelt universitetet i Paris^[51]. Og i det tredje bestemte han, at retten til at træffe afgørelse om faktisk besiddelse^[52] af et hvilket som helst kirkeligt embede tilhørte ham selv. I hans rige var det ikke tilladt nogen udover ham selv at tiltage sig denne ret. Endvidere fastsatte han straffe for overtrædelse af dekreterne. Den respekt, som kongen havde vist for religionen, da han afskaffede den pragmatiske sanktion, var helt klart ikke så stor som den helligbrøde, han begik ved at udstede sådanne dekreter.

Pius besluttede sig for ikke at besvare den opbragte konges brev: dels bragte det ikke noget nyt ind i sagen, og dels kunne det ikke besvare de spørgsmål, det rejste. To legater blev sendt til kongen, den ene fra paven og den anden fra kardinalskollegiet. Det drejede sig om to fremragende mænd, der allerede længe havde udmærket sig ved deres arbejde i Rotaens domstol. Den ene var Teodoro, biskop af Feltre, og den anden Ludovico, ærkediakonen fra Bologna og notar ved den Apostoliske Stol. Man ved næsten ikke, hvad man skal beundre dem mest for: deres lærdom eller deres veltalenhed. De fik instruks om, hvordan de skulle rense paven for de beskyldninger, der blev fremsat imod ham, og hvordan de skulle formilde kongen, og dette blev pålagt dem som deres vigtigste opgave. Derudover skulle de tale med ham om iværksættelse af krigen imod tyrkerne og så vidt muligt overtale hans højhed til at påtage sig denne opgave. Hvis kongen ville gribe til våben imod tyrkerne, skulle de til gengæld tilbyde ham en femårs eller i det mindst en treårs våbenhvile i Kongeriget Sicilien.

12.16. Ungarns ældre og især nyere historie. Diplomatiske forhandlinger og fredslutning imellem kejseren og kongen af Ungarn

I disse dage blev kong Matthias af Ungarn forsonet med kejser Friedrich, hvis fjende han været i lang tid^[53]. Dette skete som resultat af en ihærdig indsats fra pave Pius’ oratorer, Domenico, biskop af Torcello, og Rudolf, dekanen fra Worms. Fredsslutningen gavnede i høj grad den kristne sag, for ungarerne kunne nu kæmpe mere resolut imod tyrkerne, da de ikke skulle frygte at blive angrebet bagfra.

Mange mener, at ”Ungarn” er afledt af ”Hunaria” og ”ungarerne” af ”huni”, og tror, at resterne af hunnernes folkeslag har overlevet i Ungarn indtil vores egen tidsalder. Ifølge vore egne undersøgelser findes der den dag i dag på den anden side af floden Tanais og ikke langt fra dennes udspring i det asiatiske Skythien nogle folk, der kaldes ungarere. Deres sprog er identisk med det, der tales af dem, som nu bor ved Donaufloden^[54], og de hævder at være disses forfædre. De dyrker hedenske guder og afgudsbilleder, og lever på barbarisk, ja nærmest dyrisk vis. Pave Eugenius IV forsøgte at omvende dem til kristendommen, og han sendte ordensfolk fra den del af Ungarn, som ligger nærmest os, dertil for at prædike Guds ord og lære dem om dåbens nådegave.

Ruthenerne, der bor i det mellemliggende område, forbød dem dog at rejse igennem. Ruthenerne dyrker nemlig Gud efter græsk ritus, og de så hellere afgudsdyrkerne dø i deres fejltagelser, end at den Romerske Kirkes ritus blev bragt til dem.

Det Ungarn, som vi kender i dag, ligger på hver side af Donau^[55]. Den nærmereliggende del er det gamle Pannonien. Det strækker sig fra det Øvre Moesien til Noricum^[56] og ligger mellem Donau og Illyrien. Den fjernereliggende del blev tidligere beboet af gepiderne^[57], sarmaterne^[58] og andre barbariske stammer. På romerrigets blomstringstid var Pannonien en del af dette rige. Da romerriget senere gik i forfald, blev romerne efterfulgt af goternes^[59] konger, derefter af hunnerne, derefter af longobarderne og til sidst af ungarerne. Disse skal i begyndelsen have været så barbariske, at de levede af menneskekød. De udkæmpede mange slag med germanerne, og da de engang havde sejret, drog de hærgende helt frem til Augsburg. Der blev de selv slået og drevet på flugt af teutonerne, hvorefter disse drog ind i Ungarn og påførte deres ungarske fjender lige så store nederlag, som de selv forinden havde lidt.

Sidenhen tilsmilede lykken ungarerne, og deres magtområde bredte sig fra det polske rige til Dalmatien og Adriaterhavet og igen fra folkene i Østrig og Mähren til Sortehavet^[60]. Det bestod af syv kongeriger med forskellige sprog: kroaterne; dalmaterne; bosnierne; serberne; rascierne; bulgarerne, som de gamle kaldte for moesierne, og som taler et slavisk sprog; valakerne, der taler et forvansket italiensk^[61]; og transsylvanerne, der taler tysk.

Det hævdes, at de sande ungarere er sikelerne^[62], hvis forfædre drog ud fra det gamle Ungarn og som ikke ændrede nogle af deres skikke bortset fra gudsdyrkelsen. Det er et fattigt folkeslag, udmarvet og ribbet for alt^[63], men ikke desto mindre stolt og hovmodigt. De anser sig selv for de eneste fornemme blandt ungarerne og hilser hinanden som ”herre”. Kun få af dem er agerdyrkere; deres rigdom består af deres hjorde, som de lever af. De betaler ikke skat, bortset fra når en konge skal krones. Så giver de kongen en okse pr. familieoverhoved. Det fortælles, at de således engang bragte en konge 60.000 okser. Inden for landets grænser kæmper de uden sold. Til gengæld kan de ikke tvinges til at kæmpe uden for grænserne.

Blandt de ungarske konger huskes især Bela^[64], Andreas^[65] og Ludvig^[66]. Men højest af alle sætter de Stefan^[67] både for hans berømmelige bedrifter og for hans moralske liv. Da Stefan afkastede den tyske kejsers^[68] åg, sendte paven ham en kostbar krone^[69] af guld og diamanter. Kronen bevares den dag i dag som en hellig genstand, og ungarerne mener, at man kun er en sand konge, hvis man er blevet kronet netop med denne krone. Så stor er overtroens magt! Kong Ludvig døde uden mandlige efterkommere. Hans datter blev gift med Sigismund^[70], søn af kejser Karl IV. Med hende fik Sigismund det ungarske rige og regerede dette på godt og ondt i mere end 52 år.

Han gik i krig med tyrkerne, men selvom han fik hjælp fra hele Europa^[71], blev han besejret og slået på flugt^[72]. Det siges, at franskmændene var årsag til nederlaget. På grund af deres høje rang forlangte de at være placeret forrest i kampen, og da de nåede frem til fjenderne, sprang de af hestene og kæmpede til fods uden at have fortalt ungarerne om deres plan. De løse heste galopperede bagud, og da ungarerne så dem uden ryttere, troede de, at hele den franske og engelske styrke var blevet dræbt – en stor støvsky havde rejst sig og forhindrede udsynet. Ungarerne blev da slået med skræk og flygtede på det skændigste. Franskmændene kæmpede videre, men da de var blevet ladt i stikken af deres egne og omringet på alle sider af fjenden, blev en stor del af dem dræbt, og de øvrige taget til fange. Blandt disse var hertug Jean af Bourgogne, hvis bedrifter vi har berettet om ovenfor. Sammen med ham var også broderen til hertug Amedée af Savoyen, der var født uden for ægteskab og som blev kastreret af tyrkerne. Begge blev løskøbt. Sigismund flygtede til havet og sejlede til Konstantinopel, hvorfra han vendte hjem i god behold, men uden hæder.

Fra den tid af begyndte det at gå ned ad bakke for ungarske rige, medens det tyrkiske hele tiden voksede sig større og større. Erobringen af Lilleasien^[73] og en stor del af Grækenland gav i høj grad tyrkerne vind i sejlene, og på et tidspunkt gik også Bulgarien over til fjenden. Venetianerne havde allerede tidligere taget Dalmatiens kystområde fra det ungarske rige.

Også kejser Sigismund døde uden mandlige efterkommere^[74]. Hans datter Elisabeth^[75] blev gift med hertug Albrecht af Østrig. Med hende fulgte kongerigerne Ungarn og Bøhmen, og til sidst fik Albrecht også det tyske rige. Ligesom de øvrige konger blev også han bekriget af tyrkerne. Under et felttog imod disse blev han syg af det usunde klima og døde efter kort tid. Ved sin død havde han regeret i under tre år, og hans hustru var gravid. Da ungarerne ikke ville acceptere hendes styre, tilkaldte de den polske kong Wladyslaw III^[76] for at regere Ungarn og ægte dronningen. Dronningen indvilligede på betingelse af, af hendes barn ikke var en dreng. Medens Wladyslaw forberedte sig til rejsen, fødte Elisabeth en dreng, som hun gav navnet Ladislaus^[77]. Så snart han var blevet døbt, befalede hun, at han efter gammel sædvane skulle døbes i Stuhlweissenberg^[78]. Herefter sendte hun straks drengen med den såkaldt hellige krone til hans onkel, den østrigske hertug og senere kejser Friedrich, for at han kunne blive opfostret i tryghed hos denne. Hun frygtede nemlig, at han ville blive taget og dræbt, når polakken ankom. Denne drog til Buda, hvor han blev modtaget som konge.

De ungarske prælater og adelsmænd delte sig nu i to partier. Det ene hævdede at Ladislaus var konge, det andet Wladyslaw. Dronningen forblev i Jauer^[79], og alle, der gik ind for Ladislaus som konge, samlede sig der. Blandt dem var fyrst Ulrich^[80], greve af Cilli, som var en stærk personlighed og en berømt kriger. Han påførte det modsatte parti store nederlag. Da hertug Friedrich blev kejser, accepterede det ene ungarske parti ham som Ladislas’ formynder, og han blev derfor en fjende af polakken. Herefter intervenerede kardinalen af Sant’Angelo, Giuliano Cesarini, der var den Apostoliske Stols legat i området. Forårsaget af tyrkernes pres på Ungarn opnåede han, at der blev indgået en traktat og våbenhvile mellem Friedrich og Wladyslaw.

Da polakken havde fået fred i sit bagland, besluttede han at gå i krig mod tyrkerne og forsvare fronten, som fjenden havde angrebet. Han samlede en hær af polakker og ungarere og drog til Rascia og videre ind i fjendtligt territorium, hvor han blev mødt af den tyrkiske hersker, Murad II, med enorme styrker. Wladyslaw gik til angreb – mere dristigt end fornuftigt, således som det er hans folks sædvane^[81]. Han blev overvundet og dræbt. Han fortjente under alle omstændigheder ros, og måske fik han også martyrkronen, hvis han døde for troens, og ikke for magtens skyld.

Da kardinalen af Sant’Angelo flygtede, blev han såret af tre pile, faldt af hesten i et sumpområde og opgav sin fornemme ånd. Janos Hunyadi^[82] reddede sig ved ilsom flugt. Han blev udnævnt til regent og besluttede kort tid efter igen at prøve krigslykken mod tyrkerne. Selvom udsigterne ikke var blevet bedre i mellemtiden, drog han i kamp og mistede størstedelen af sin hær^[83]. Mange adelsmænd og prælater blev dræbt i slaget, og i de to kampe skal der tilsammen være faldet mere end 40.000 ungarere. Nogle mener, at det faktisk var dobbelt så mange.

Ramt af disse to nederlag hyldede alle ungarerne nu Ladislaus som konge. De sendte legater til kejseren og bad om at få udleveret deres herre sammen med kongekronen^[84]. De havde dog ikke held med sig, for kejseren sagde, at det hverken var sikkert for drengen at forlade hans formynderskab, eller nyttigt for ungarerne at blive regeret af et barn.^[85] Hunyadis regentskab for Ladislaus blev stadfæstet. Da kejseren drog til Rom for at blive kronet, førte han den nu 12-årige Ladislaus med sig. Dette var uacceptabelt for ungarerne, bøhmerne og østrigerne, der tidligere havde stået under Albrecht og nu med længsel afventede hans søns styre. I kejserens fravær konspirerede de sammen og besluttede, at de med våben i hånd ville gøre fordring på deres herre. Først fordrev wienerne de øvrighedspersoner^[86], der var indsat af kejseren, og erklærede sig fri af dennes myndighed, indtil de fik Ladislaus udleveret. Alle byerne i Østrig fulgte hovedstadens^[87] eksempel. Så snart kejseren vendte tilbage fra Italien, blev han opsøgt af legationer, der anmodede om Ladislaus’ udlevering. Da de fik nej, samlede østrigerne og bøhmerne uden at vente på ungarerne hurtigt tropper, hvorefter de indesluttede og belejrede kejseren i Wiener Neustadt. Således tvang de ham til at udlevere drengen, der nu var hersker over mange folkeslag og opslog sit hovedsæde i Wien, medens han snart rejste til Ungarn og snart til Bøhmen.

I mellemtiden døde sultan Murad og blev efterfulgt på tronen af Mehmed II^[88], en højt begavet ung mand med et umætteligt magtbegær. Under pave Nicolaus V belejrede han det østlige kejserriges hovedsæde og hele Grækenlands støttepille, kongebyen Konstantinopel^[89], til lands og til vands, hvorefter han indtog og udplyndrede den. Kejseren blev dræbt og hele adelen blev nedslagtet. Alle kristne begræd den store bys undergang, og der blev indkaldt til det ene møde efter det andet^[90]: der var enighed om, at man burde gå i felten mod tyrkerne, inden de voksede sig stærkere. Paven og kejseren kaldte fra hver sin side kongerne og folkeslagene til våben, de udpenslede faren for religionen og opfordrede, ja formanede til, at man ikke skulle tillade, at det hellige evangelium i deres tid blev trådt under fode. Men alle bestræbelser var forgæves: indre uroligheder fortrængte den ydre og fjerne krig, slaphed og havesyge kom i vejen.

Da tyrkerne havde indtaget Konstantinopel, drog de videre til Rascia og Serbien og fordrev dette folks hersker, som bærer titlen Despot. Tyrkerne tog hans slægtninge til fange og stak øjnene ud på dem. Endvidere indtog de en række stærkt befæstede byer i disse egne med undtagelse af Senderovia og Beograd. Endelig satte de over Donaufloden og gjorde valakerne skatskyldige.

Beograd syntes at være den mest velegnede base for invasion af det ungarske rige. Byen ligger der hvor Save og Donau flyder sammen og er omgivet af en flodarm på hver side. De gamle kaldte den for Taurinum, medens ungarerne og teutonerne kalder den for Altera Alba. Efter at have samlet umådelige styrker fra hele sit rige førte Mehmed sin hær til denne by. Ifølge dem, der er tilbøjelige til at overdrive selv store ting, skal der have været 300.000 mænd i hans lejr. Mere nøgterne iagttagere rapporterede, at der var 150.000.

På det tidspunkt var Kirkens overhoved Calixtus III, en spanier fra Valencia. Da han hørte om tyrkernes forberedelser til at invadere Ungarn, sendte han den kloge og snarrådige kardinal Juan Carvajal af Sant’Angelo dertil for at meddele fuldkommen aflad til alle, som greb til våben imod tyrkerne. Dette tiltrak mange folk fra Tyskland, men de var fattige og næsten uden våben. Det er til gengæld dem, som himmeriget tilhører^[91]. De rige der er spundet ind i dette livs nydelser, bekymrer sig ikke om fremtiden.

Dengang opholdt den italienske minoritermunk, Giovanni da Capristrano, sig i Ungarn^{[92] [93]}. Han var en overmåde populær prædikant, som forenede lærdom med en hellig livsførelse, og efter Vor Frelsers forbillede udførte han selv og lærte andre barmhjertighedens gerninger. Ham sluttede tyskerne sig til, og et meget stort antal af korsfarerne valgte ham som deres leder og ville ikke adlyde nogen anden. Med ham drog de til Beograd og stod over for tyrkerne. Noget forinden var kong Ladislaus kommet til Buda, men da han fandt kongeriget i panik over tyrkernes hær, flygtede han tilbage til Østrig og overlod kongerigets regering og forsvar til Janos Hunyadi. Denne samlede hurtigt rytteriet og fodfolket, marcherede til fronten og drog ind i Beograd med sine elitetropper. Han bestræbte sig energisk på at få kendskab til tyrkernes planer og imødegå dem. Tyrkerne indledte kampen med at angribe og skyde bymurene sønder^[94]. Den pågældende del af byen var ryddet, og dér blev korsfarerne stationeret. De gik i kamp mod tyrkerne, og snart fordrev de disse fra murene, snart blev de selv kastet tilbage og måtte kæmpe inde fra byen. Capistrano og Hunyadi fulgte slagets gang fra et højt tårn i fæstningen. Den første fremviste den hellige Bernardino af Sienas Jesus-symbol^[95] og påkaldte med høj røst Frelserens navn, og idet han ofte istemte et ”Jesus, Jesus” opildnede han korsfarerne til kamp. Den anden gav befalinger om, hvor man skulle stå fast og hvor man skulle komme til hjælp, beordrede de sårede og udmattede til at hvile sig og sendte friske styrker i stedet. Når han ind i mellem så sine folk kæmpe mindre energisk, steg han ned fra tårnet og kæmpede selv som den tapreste soldat.

Længe var udfaldet usikkert, snart veg de kristne, snart tyrkerne. Men omsider blev tyrkerne slået på flugt langt fra murene og overlod sejren til vore folk. Mehmed selv fik et sår under brystet, og den følgende nat efterlod han alle bombarderne og flygtede i panik med hele sin hær. Rygtet, der sjældent taler sandt, ville vide, at der faldt over 40.000 tyrkere i dette slag. De, der undersøgte sagen nærmere og talte ligene på slagmarken, har dog oplyst, at de ikke fandt meget mere end 4.000. Men den mægtige tyrkiske herskers rædsel og flugt gjorde sejren vidt berømt, hvortil kom, at hans flåde blev spredt over Donau og afbrændt.

Hunyadi og Capistrano, der begge havde ydet en fremragende indsats, døde kort tid efter af sygdom. Man måtte tro, at de - salige på grund af deres veludførte bedrifter – drog til de højere sfærer som triumfatorer. Da ungarerne anså Capistrano som en mand, der var Gud velbehagelig, tillod de ikke at han blev jordfæstet, men stedte ham i stedet til hvile i et gravmæle i en kirke, som de betragter som en helligdom.

Da Ladislaus fik underretning om dette, kom han fra Østrig til Buda. Han var naturligvis glad over fjendens nederlag, men han var endnu mere glad over Hunyadis død. Denne havde nemlig haft større magt i Ungarn end ham selv. Da riget nu var i sikkerhed, drog han ned for at se Beograd og de steder, hvor der var blevet kæmpet. Medens han var til gudstjeneste og hørte messe, blev grev Ulrich af Cilli dræbt af Hunyadis søn, Ladislas, medens de var i rådslagning. Årsagen til drabet var, at Ladislas Hunyadi havde hørt, at greven tragtede ham efter livet. På grund af morderens position vovede kongen ikke umiddelbart at fordømme mordet, men ignorerede forbrydelsen, indtil han vendte tilbage til Buda. Der lod han Ladislas pågribe og halshugge i fæstningen, arresterede hans broder, Matthias, og førte ham derefter med sig som fange til Østrig og til sidst til Bøhmen. Men medens han opholdt sig i Prag, der er bøhmernes hovedstad^[96], og forberedte sit bryllup (han havde tidligere sendt legater, der skulle føre den franske kong Charles VIIs datter, Madeleine, til sig som sin brud) døde han af en pludselig sygdom.^[97] Nogle mente, at han blev myrdet med en gift, som rigets regent, Georg Podiebrad, havde givet ham, og at det var ærkekætteren Rokyzanas værk.

Da ungarerne hørte, at kongen var død, mødte de talstærkt frem i Pest (på den anden side af Donau over for Buda) for at vælge hans efterfølger. Dertil kom også Michael Szilagyi, Mathias’ onkel, med 14.000 ryttersoldater. Han proklamerede Matthias^[98], Hunyadis søn, som konge, og alle tilsluttede sig, da de ikke turde protestere på grund af soldaterne. Våbenmagt gør folk til konger eller fanger. Det var faktisk forunderligt: Matthias blev ophøjet direkte fra fængslet til kongetronen, for Georg Podiebrad, der selv havde tilranet sig det bøhmiske rige, satte ham i frihed imod en sum på 50.000 dukater og på betingelse af, at Matthias ægtede hans datter.

Efter Matthias’ tronbestigelse forholdt tyrkerne sig ikke på noget tidspunkt i ro: snart invaderede de en del af riget, snart en anden. Men Matthias kæmpede fremragende imod dem, selvom han ikke havde sine undersåtters fulde lydighed: de betragtede ham jo ikke som en sand konge, fordi han var blevet valgt under trussel om magtanvendelse og ikke var blevet kronet med Stefanskronen. Ofte anmodede Matthias kejseren om at få kronen udleveret, men forgæves. Af denne grund mistede han efterhånden sine undersåtters respekt. Til sidst kom det til åbent oprør: kongerigets fornemste adelige, gejstlige som verdslige, faldt fra ham og valgte kejser Friedrich til deres konge. Man siger, at de også havde støtte fra Matthias’ onkel, Michael (denne blev senere taget til fange og dræbt af tyrkerne). Der opstod nu et dødeligt fjendskab mellem Matthias og Friedrich, eftersom kongeriget ikke havde plads til to konger, og både den ene og den anden hævdede, at han var konge af Ungarn. Da kejseren ikke levede op til sine løfter, faldt hans tilhængere dog hurtigt fra ham igen og blev forsonet med Matthias. Fjendskabet imellem Matthias og Friedrich varede dog ved, og der manglede heller ikke årsag til krig. Kejseren beholdt nemlig rigets krone og anvendte stadig titlen som Konge af Ungarn, og ydermere lod han sine hærførere angribe Ungarn flere steder.

Dette kom i høj grad på tværs af pave Pius. Fjendskab mellem konger bør altid misbilliges, men i dette tilfælde blev deres strid mere og mere en invitation til tyrkerne, der i forvejen stræbte efter magten over Vesten. Paven sendte derfor bud til kardinalen af Sant’Angelo, der opholdt sig i Ungarn, om at han skulle opsøge kejseren og mane ham til fred. Kardinalen adlød, men hans ord til kejseren var forgæves. Derfor blev også en anden kardinal, Bessarion af Nikæa, sendt til kejseren i samme ærinde, men heller ikke dennes anstrengelser lykkedes. Så sendte paven ærkebiskop Girolamo af sted med den samme opgave, og selv om denne næsten fik udvirket fred mellem kongerne, fik han dog ikke bragt sagen til ende. Til sidst kom Rudolf af Rüdesheim til. Han opsøgte snart den ene part, snart den anden, dag og nat pressede han på, formanede, insisterede, og til sidst lykkedes det ham at formulere en tekst, som begge konger tilsluttede sig. Man da de så blev bedt om at underskrive aftalen, sagde kejseren, at han ikke ville foretage sig noget, med mindre også pavens autoritet blev engageret, således at denne godkendte aftalen og lyste band over alle, der handlede imod den. Dette udsatte fredsafslutningen i 30 dage. Som ønsket sendte Pius et apostolisk brev til Rudolf. På det tidspunkt opstod der så nye problemer.

Heldigvis ankom omtrent samtidig biskoppen af Torcello til kejseren. Han var ganske vist blevet sendt til Tyskland af andre grunde, men nu gjorde Rudolf ham til sin kollega i denne vanskelige, ja nærmest håbløse fredsforhandling. Af respekt for den Apostoliske Stol^[99] gav begge parter deres tilslutning hertil. De to forhandlere satte nu alt ind på fredsaftalen, den ene, som var sendt af sted med dette formål for øje, og den anden som efterfølgende var blevet knyttet til forhandlingerne. Takket være deres anstrengelser lykkedes det imod alles forventning at løse problemerne, og der blev indgået fred på følgende vilkår: ”Matthias skal fortsat have riget og titlen til riget, blive kejserens adoptivsøn og betale ham 80.000 dukater. Hvis han dør uden mandlige efterkommere, skal kejserens anden søn^[100], Maximilian, født af hans dronning, efterfølge ham. Kejseren skal, så længe han lever, formelt bevare den ungarske kongetitel. Han skal endvidere have nogle byer i Ungarn, men må ikke fremover drage ind i riget. Endelig skal han overgive den hellige krone til Matthias. Derefter skal de være venner.”^[101]

Disse betingelser blev accepteret og underskrevet af begge sider, men der opstod så en ny uenighed, denne gang om hvorvidt ungarerne først skulle udbetale pengene, eller om kejseren først skulle udlevere kronen. Legaterne bestemte, at pengene og kronen skulle udleveres til dem selv og på samme tid. Da dette var sket, overdrog de det modtagne til den respektive part, og bestemte, at fredsslutningen nu skulle offentliggøres. Denne var så meget mere kærkommen for folket, som man havde ventet længe på den. Det var også på høje tid og helt nødvendigt for iværksættelsen af felttoget imod tyrkerne. Pave Pius modtog budskabet om fredslutningen på den sidste dag i sit pontifikats femte år. Dagen efter blev årsdagen fejret næsten som en fødselsdag, og det sjette år af hans ophøjede præstegerning blev indledt.

12.17. Mægling i Liège

Kort før freden i Ungarn blev også befolkningen i Liège, en vild belgisk stamme, ved en apostolisk legats mellemkomst forsonet med deres biskop, efter at det næsten var kommet til væbnet konflikt. Borgerne havde krænket den kirkelige jurisdiktion, og på grund af dette indlysende overgreb havde biskoppen derefter forbudt dem at modtage sakramenterne. Gejstligheden adlød biskoppen, men befolkningen var forbitret over interdiktet, forbandede præsterne og truede med pisk og mord. Biskoppen bad om hjælp fra sin onkel, Philippe af Bourgogne, medens borgerne bønfaldt kong Louis af Frankrig om hans beskyttelse. Begge fyrster lovede den ønskede hjælp. Både den ene og den anden part i byen blev nu grebet af overmod over hver sin mægtige beskytter, fjendskabet voksede fra dag til dag, og alle ventede en krig, der ikke kunne undgå at medføre en katastrofe for det franske folk.^[102] Men inden ilden, der allerede var begyndt at ulme, kunne bryde ud i flammer, blev den slukket ved en ihærdig indsats af Pietro Ferrici, en af auditørerne ved det Hellige Palads, som Pius havde sendt af sted i dette ærinde. Det lykkedes Ferrici at overtale parterne til at gå rettens vej snarere end at gribe til våben^[103].

12.18. Mod en fredslutning i krigen om ærkebispesædet Mainz

Krigen i Mainz havde nu varet i to år og ødelagt hele regionen. Den blev bragt til ophør på dette tidspunkt. Markgreve Karl af Baden blev løsladt fra fængslet, udvirkede en våbenhvile og fik fred på omtrent følgende betingelser: ærkebiskoppedømmet Mainz skulle besættes, som pave Pius’ havde bestemt det^[104]. Diether af Isenburg skulle have fire byer, så længe han levede og tilgivelse for sine forsyndelser. De borge, som Diether havde givet til palatinergreven, skulle denne beholde som pant, indtil de blev indløst med 100.000 rhinske gylden^[105]. Sanktionerne imod ham skulle ophæves. Palatinergrevens broder, der var blevet valgt til ærkebiskop af Köln, skulle stadfæstes af paven med de mindst mulige omkostninger. Alle, der havde tilsidesat pavens bud og skadet Kirken i Mainz skulle have tilgivelse. Der var også mindre betydningsfulde klausuler af samme slags. Hvis disse betingelser fik pavens tilslutning, så skulle palatinergreven eftergive 20.000 af de 100.000 floriner^[106], der var fastsat som løsesum for borgene. Han skulle endvidere sætte fangerne i frihed og nedsætte den fastsatte bøde. Adolf sagde, at han kun kunne gå med til den samlede løsning, hvis pave Pius gav sin tilslutning. Følgende legater blev sendt til paven: markgreve Markus af Baden, broder til Karl; Ruprecht, en lærd mand^[107] fra Mainz; to nevøer af Adolf, hvoraf den ældste endnu ikke var fyldt 15 år. Hertil kom tre doktorer og en ridder. De blev modtaget i audiens i Tivoli, hvorefter man besluttede at overveje sagen i kort tid og at svare derefter.

12.19. Kardinal Alessandro da Sassoferratos død

I mellemtiden døde kardinal Alessandro af Santa Susanna af febersygdom - til stor sorg for paven. Hans personlige hellighed havde oplyst hele hans liv, men skinnede allerklarest ved hans død. Selv om hans dødskamp varede i flere dage, ophørte han ikke på noget tidspunkt med at drøfte den katolske tro, at udlægge trossætningerne i Credo, at forklare de dunkle passager i de hellige skrifter, og at besvare tvivlsspørgsmål. Han formanede de omkringstående til at leve efter evangeliet og at ønske sig det himmelske fædreland: man skal foragte denne verdens løfter, som man alligevel må lade bag sig, hvad enten man vil eller ej; man bør samle sig skatte i det fædreland, hvis glæder er uden ende^[108]. Da han blev spurgt, om han ville gøre testamente, sagde han: ”Min sjæl giver jeg Gud. Min krop og mine såkaldte timelige goder^[109] efterlader jeg til pave Pius. Til ham betror jeg omsorgen for min husstand og min begravelse.” Dernæst udåndede han, nærmest som om han sov. Han var en stor pryd for det Hellige Kollegium^[110], og i ham kæmpede livsførelsens glans med lærdommens lys. Tre eller fire kardinaler kunne være døde uden skade for senatet^[111], men med denne kardinals død led Kirken et alvorligt tab. Således sker det ofte, at den godes liv er kort, den ondes alt for langt. Slette mennesker bevares, for at de kan angre eller være til prøvelse for de gode, men dyden søger imod himlen. Pius lod afholde sørgehøjtideligheder, som var en kardinal og ven værdige, og påtog sig at sørge for kardinalens husstand^[112]. Til Alessandros bispesæde, Camerino, overførte paven biskop Agapito^[113] af Ancona, til Ancona overførte han biskoppen af Teramo, og til Teramo biskoppen af Crotone^[114].

Til de tyske legater, der var sendt til paven for at bilægge striden i Mainz, svarede han, at det var alvorlige krav, der var blevet fremsat, og at han ville sende en legat, der skulle opnå bedre vilkår for vennerne af Kirken og den Apostoliske Stol^[115]. Dette passede legaterne udmærket^[116]. Biskoppen af Tricarico, en romer^[117], påtog sig opgaven.

12.20. Kardinal Bessarion udvirker offentliggørelse af Venedigs krigserklæring imod tyrkerne

Medens dette gik for sig, nåede kardinal Bessarion frem til Venedig.^[118] Her han blev modtaget med stor entusiasme og overvældet med ekstraordinære hædersbevisninger som tegn på ærbødighed over for den Apostoliske Stol. Han blev hørt i senatet og overtalte med lethed borgerne til det, han ville, nemlig at de offentligt skulle erklære tyrkerne krig. For selv om venetianerne havde overladt krigsførelsen til admiralens frie beslutning, så holdt de beslutningen hemmelig og ville ikke offentliggøre den, førend de havde tilføjet fjenden et stort nederlag. Men da de havde hørt Bessarion og erfaret, hvad paven ville – han tilbød sig som deres forbundsfælle i krigen – så offentliggjorde de senatsbeslutningen, i hvilken tyrkerne blev erklæret for venetianernes fjender. Beslutsomt erklærede de tyrkerne krig, føjede flere galejer til den flåde, der allerede var afsejlet, og sendte troppeforstærkninger af sted. Da Bessarion havde udvirket senatsbeslutningen, fejrede han messe og ledte en stor procession af gejstlige igennem byen. Han udskrev en korstogsskat på tiendedele, tyvendedele og tredivtedele og proklamerede fuldstændig aflad til alle, som bidrog til korstoget enten med penge eller med personlige deltagelse.

12.21. Legater fra Bourgogne indfinder sig i Tivoli

Omtrent på det tidspunkt indfandt legater fra Bourgogne sig hos paven i Tivoli. Det var biskop Guillaume af Tournai, som paven kendte fra gammel tid, og som han havde overført fra bispestolen i Toul til bispestolen i Tournai. Med ham kom også tre indflydelsesrige adelsmænd fra hertugens hof. De blev modtaget i privataudiens og meddelte, at deres fyrste, Philippe, havde besluttet at gøre alt det til forsvar for troen, som biskoppen af Ferrara havde bedt ham om. Det var englænderne, som var årsagen til forsinkelsen, fordi det så ud, som om de ville gå i krig mod Frankrig, og dermed hindrede hertugens færd. Nu var der sikkert håb om en våbenhvile på 10 år, og hertugen var således fri til at drage, hvorhen han ville. Det øvrige ville legaterne fremføre i Rom, da de havde hørt, at pavens afrejse dertil var umiddelbart forestående. Pius roste Philippes fromme fortsæt og sagde, at han var en fyrste, der var værdig til de største hædersbevisninger fra den Hellige Stols side.

12.22. Kong Louis søger at forhindre pavens domfældelse i en strid mellem hertugen af Bretagne og biskoppen af Nantes

At den franske kong Louis' form for lydighed var en ganske anden, så man næsten samtidig. Opfyldt af oprørstrang pågreb han den apostoliske legat, Giovanni Cesarini, auditør ved det Hellige Palads, som var på vej til Bretagne, og formastede sig til at fratage ham alle hans breve. Som om dette ikke var nok, berøvede han også kardinal Alain af Avignon, der havde været ophavsmand til udsendelsen af legaten, indtægterne fra alle dennes embeder (de såkaldte ”temporaliteter”) og overtog dem selv. Samme straf tildelte han også kardinalens nevøer, der begge havde rang af biskopper, selvom de var fuldstændig uskyldige. Han fremsatte også trusler over for kardinalen af Rouen, som om denne havde konspireret med kardinalen af Avignon.

Han anså Cesarinis mission for et overgreb, fordi denne rejste til Bretagne for at dømme i en strid mellem biskoppen af Nantes og hertugen af Bretagne. Louis hævdede, at disse var hans egne undersåtter, og at det tilkom ham selv og ikke paven at fælde dom i stridsmålet. Men det var både tyrannisk og løgnagtig tale: hverken hertugen eller biskoppen anerkender at stå under kongen af Frankrig, skønt begge respekterer den store konges magt. På samme måde som Louis erklærer sig som kejser i sit eget kongerige^[119], på samme måde hævder hertugen at være konge i sit eget fyrstendømme, Bretagne. Og biskoppen af Nantes fremfører på sin side, at hans bispedømme blev grundlagt og har verdslige besiddelser og regale rettigheder^[120] fra førend den tid, hvor kongeriget Frankrig, som Louis regerer, blev grundlagt. Paven havde derfor legitimt påtaget sig at dømme i striden mellem hertugen og biskoppen.^[121] Men hvordan kan man overbevise en konge herom, når denne har havesyge som sin lov, og hvis ører klør, når han lytter til sine lærere?^[122] Der er intet mere skadeligt end en konge, der hverken selv er klog, eller som ikke lader sig lede af andres råd. I Frankrig har galskaben regeret længe, og når man vil undskylde de sindssyge, gør man det med følgende ordsprog: ”Det siger sig selv: han er af kongeblod.”^[123]

12.23. Georg af Skanderbeg indgår fred med tyrkerne

I Tivoli modtog man også en legat fra Albaniens hersker, Georg Skanderbeg. Han holdt en tale med følgende indhold: Mehmed var ankommet til Skopje med utallige styrker i den hensigt at foretage et overraskelsesangreb på Georg. Denne havde ikke haft lejlighed til at sætte provinsen i forsvarsberedskab, og hans eneste mulighed for redning var at søge fjenden om fred. På den måde lykkedes det ham at redde provinsen. Men når paven ønskede det, ville han atter drage i krig. I øvrigt ønskede Georg at søge tilflugt i Kirkestaten^[124], hvis han blev fordrevet af tyrkerne.

Paven ville ikke kritisere fredsslutningen, der havde været nødvendig under de givne omstændigheder. Det var dog en forudsætning af, at den Apostoliske Stols autoritet blev opretholdt, således som Georg sagde. I tilfælde af nederlag skulle denne ikke mangle et tilflugtssted i Kirkestaten^[125], såfremt han blev fordrevet af troens fjender, medens han kæmpede for religionen.

12.24. L’Aquila overgiver sig til kong Ferrante i stedet for til paven

Som tidligere nævnt havde Alessandro Sforza indgået våbenhvile med Piccinino og var kommet til paven for at drøfte fredsbetingelserne. Da han fik sit svar, vendte han tilbage til Abruzzo. Matteo da Capua og spanieren Alonso marcherede med deres egne og Alessandros tropper imod L’Aquila og indtog næste alle egnens^[126] borge ved det første angreb. Da de ikke på anden måde kunne undgå hærens vildskab, overgav Rocca di Mezzo og en anden by sig til Napoleone Orsini i Kirkens navn.

Som berettet oven for hærgede pesten i L’Aquila, og byboerne havde søgt tilflugt i landdistrikterne. Men da fjenden nærmede sig, vendte de tilbage til byen, idet de frygtede den guddommelige krig^[127] mindre end den menneskelige. De blev fulgt af bønderne med deres kvæg og en stor skare kvinder og børn, der ikke kunne kæmpe. Disse havde nu lige så meget at sige i byen som dennes egne borgere. De hørte nu, at fjenden havde indtaget deres landområde og nærmede sig byportene i ilmarch, og at der ikke mere var håb om hjælp fra franskmændene. På den ene side måtte de frygte pesten og på den anden side sværdet. Bønderne råbte nu op om, at byen skulle åbnes for Ferrante, og at man ikke længere skulle afvise den konge, som den Apostoliske Stol havde givet dem. Hvis ikke byboerne selv søgte om fred, ville de overgive byen. Det var tåbeligt at føre krig både imod Gud og mennesker.

Aquilanerne havde ofte erklæret, at de hellere ville sælge deres børn og hustruer eller æde dem af sult end at indlade kong Ferrante, men da de hørte bøndernes råb, besluttede de at søge fjenden om fred. De sendte legater, der skulle overgive byen til kongen efter hærførernes forgodtbefindende og opsagde samtidig det mandat, som de havde givet til de oratorer, de havde sendt af sted for at overgive byen til paven.

Ophavsmanden til denne pludselige beslutning skal have været Pietro della Lalla, greve af Montorio, en kvindagtig mand der blev styret af sin hustru. Aquilanerne fulgt ham på grund af hans familie, som han er overhoved for. De var parate til at adlyde en okse eller et æsel, hvis blot det var overhoved for huset Camponesco. Ligeså omskiftelig og tåbelig som Pietro havde været, da byen blev overgivet til franskmændene, ligeså forhastet og ubetænksom viste han sig nu, da den blev givet tilbage til Ferrante. Det havde meget bedre for ham at blive forsonet med Ferrante ved pavens mellemkomst, og det ville også have været let. Men hvordan kan en tåbes beslutninger ikke være tåbelige. Det vil være et mirakel, hvis det går godt for byen L’Aquila: dens tåbelige befolkning følger en tåbelig fyrste, der styres af en endnu tåbeligere hustru, som måske selv styres af en anden tåbe.^[128] Deres eneste beskyttelse er det, som man siger: at hvor kløgten er mindst, er heldet størst.

12.25. Grevskabets Celanos overgivelse og overdragelse til pavens nevø

Grev Rugerotto Celano blev forskrækket over disse omvæltninger og over, at Napoleone havde ført sin hær imod ham. Han bad nu sin moder om at skrive til paven, at hun var blevet sat fri, og at hun søgte om tilgivelse for sønnen. For at undgå det, der var værre, gjorde kvinden, som han ønskede. Moderens og sønnens legater kom til paven med brevet og bad om fred. Paven svarede, at Rugerotto ikke fortjente fred, da han ikke selv havde givet sin egen moder fred. Han ville først tro på, at grevinden var sat i frihed, når hun var kommet ud af sønnens magt. Hvis hun selv kom til ham, ville hun blive vist den nåde, hun fortjente. Rugerotto måtte enten opgive det fyrstendømme, han havde frataget sin moder, eller forsvare det med våben.

I mellemtiden drog Napoleone ind i grevskabet med sin hær og indtog mange borge og fæstningsværker, heriblandt den vigtige by Ortucchio ved Lago Fucino, som han stormede. Da Rugerotto fik underretning herom, sendte han moderen af sted i håb om gennem hende at kunne blive forsonet med paven. Hun opsøgte Pius i Tivoli og talte således til ham:

”Store pave! Jeg står her for dine fødder og forstår først nu, at jeg er fri. Min ugudelige søn kastede mig i fængsel, og fra herskerinde gjorde han mig til slave og fange. Din barmhjertighed har givet mig friheden tilbage. Jeg takker dig og anbefaler mig selv til dig sammen med min lille søn (hun havde nemlig taget sin yngste søn med sig). For min ældste søn beder jeg ikke om noget.”

Gråden forhindrede hende i at sige mere. Pius svarede hende: ”Din tiltro til Os, kvinde, har gjort dig fortjent til Vor nåde, og Vi vil hverken svigte dig selv eller din yngste søn. I Apulien er der nogle borge, som giver store indtægter, og som Rugerotto har taget fra dig. Vi vil befale, at de skal gives tilbage til dig, og du kan senere efterlade dem til denne din søn her. Rugerotto var arving til grevskabet Celano, men eftersom han har vist sig uværdig, vil det med kong Ferrantes tilladelse overgå til vor nevø, Antonio.^[129] De hjorde, som du i vinter sendte til overvintring i Vort territorium, har Rugerotto bedt om at få tilbage, men det har Vi nægtet. De er bevaret for dig. Vær ved godt mod: din dyd vil stå under Vor beskyttelse.”

Der blev ikke sagt mere ved dette første møde, men da paven kort tid efter skulle drage til Rom, blev kvinden beordret til at tage dertil.

I mellemtiden blev Celano erobret ved overgivelse, og også fæstningen blev udleveret. Denne var bygget med kongeligt pragt, og den var ligeså bekvem, som den var velbefæstet. På samme måde overgav også de øvrige borge i grevskabet sig med undtagelse af to, af hvilke den ene endnu ikke var blevet angrebet. Under stormen på den anden fæstning blev Roberto Orsini ramt af en kugle i panden og var nær død.

12.26. Hertugen af Sessa indgår fred med kong Ferrante

Efterhånden havde Marino, tyrannen af Sessa, fundet ud af, at kongens styrke overgik hans egen list, og at der ikke længere var plads til intriger. Han sendte derfor legater for igen at bede om den fredslutning, som han flere gange havde lovet, men hver gang alligevel forkastede. Han blev ikke afvist. En datter af kongen blev gift med hans søn, og fæstninger og adskillige stærkt befæstede byer blev overgivet til kongen som pant på Marinos troskab. Jean d’Anjou var kommet Marino til undsætning med to rytterdelinger, men han fik nu besked på at forlade Sessas territorium inden 15 dage.

Før den fastsatte frist sejlede Jean til øen Ischia og stillede sig under beskyttelse af Giovanni Toreglia, en berømt aragonesisk pirat, der havde forrådt sin herre, Ferrante. Der er en alunforekomst på øen, og for at beskytte denne havde Ferrante ladet bygge nogle tårne og indsat en garnison. Denne blev angrebet af Jean i flere dage, men forgæves.

12.27. Paven vender tilbage til Rom 9. september 1463

Da nu de italienske legationer, der var indkaldt for at forhandle om troens anliggender, var på vej til Rom, besluttede paven at forlade Tivoli og selv drage til Rom i al hast for at modtage dem. Først tog han dog til Frascati, der engang har været Lucullus’ villa og nu er en ubetydelig landsby. De gamle ruiner viser dog dens forhenværende pragt. Han besteg også bjerget Tusculum, hvis by engang var stærkt befæstet fra naturens side og næsten uindtagelig. Romerne ødelagde den dog for tre hundrede år siden. Fundamenterne af et prægtigt palads, der omtales af Strabo, eksisterer stadig ligesom nogle høje hvælvinger, der vender mod vest og syd. Det må tydeligvis have været et fremragende bygningsværk, hvad enten det var et kongeligt palads^[130] eller en senatsbygning. De øvrige dele af bygningen er jævnet med jorden. Paven besigtigede ruinerne, hvorefter han atter besøgte Grottaferrata. Der så han et meget højt vandfald og anmodede om, at der blev fejret messe efter græsk ritus i hans nærvær. Endelig vendte han den niende september tilbage til Rom og blev mødt uden for murene af kardinalerne, hele gejstligheden og befolkningen samt af fyrsternes legationer.

12.28. Modtagelse af Bourgognes legater i et åbent konsistoriemøde

Efter nogle dage indkaldte paven Bourgognes legater til et åbent konsistoriemøde, hvor han bød dem fremføre deres ærinde. Biskop Guillaume af Tournai, der havde aflagt munkeløfter og var den første af legaterne, holdt en lang og lærd tale, i hvilken han fremførte mangt og meget om tyrkerne, deres formastelighed og deres afskyelige sæder, berettede om deres handlinger og beskrev den store skade, de havde forvoldt den kristne religion. Han talte også en del om grækernes fornemhed, alder og lærdom, han begræd deres undergang og påpegede de farer, der truede de kristne^[131], hvis ikke de hurtigt greb til våben og forsvarede sig selv. Han opfordrede paven, kardinalerne og alle de tilstedeværende legationer til, at de i en så farefuld situation ikke længere skulle udsætte at drage omsorg for kristenhedens vel, men drage imod fjenden. Hertug Philippe af Bourgogne, der havde sendt ham, havde besluttet, at han næste forår ville føre en flåde imod tyrkerne og sætte alt ind på krigen for den hellige religion. Han ville ikke engang spare sin egen person, selvom han nu var en gammel mand. Han ville selv komme til hæren og ikke blot udføre en hærførers, men også en almindelig soldats pligter, hvis blot ikke han blev forhindret af sygdom. I dette tilfælde ville han sende en anden, der kunne træde i hans sted.

Da man havde hørt hans tale, sagde paven: ”Ærværdige brødre og elskede sønner! Nu da I har hørt oratorerne fra Bourgogne, venter I sikkert med iver på et svar, i hvilket Vi giver en velfortjent lovprisning af Vor højtelskede søn, hertug Philippe af Bourgogne, og taler om hans fremragende fortjenester. Det I ønsker er rimeligt, men ikke muligt, for Vore talegaver rækker ikke til at opfylde jeres forventninger. Så mange og så store ting bør der siges om Philippe, at det kun er muligt for den, der besidder et overvældende oratorisk talent. Man bør tale om hans højfornemme familie, der har sin oprindelse i Troia, om hans fysiske og sjælelige fortrin, hans retfærdighed, styrke, mådehold, elskværdighed, og om hans øvrige dyder: alt sammen store egenskaber hos en stor mand. Der bør også tales om hans berømmelige bedrifter både i krig og i fred: han har sejret i alle de slag, han har deltaget i, og det skønt han har kæmpet mod sine fjender flere gange end nogen anden i vor tid. Hele Frankrigs jord er fuld af de mindesmærker om sine sejre, som han har opsat, ja selv i Tyskland hinsides Rhinen har han opstillet vidnesbyrd om sine sejre. Vi kan ikke omtale, endsige uddybe alle disse – det ville kræve et stort intellekt og en højtklingende stemme^[132]. Vort eget aldrende og udtørrede talent er ikke tilstrækkeligt, og det er heller ikke det, som Philippe ønsker. Den sande dyd hviler i sig selv^[133] og behøver ikke smigrende ord. Philippe har udført sine store og berømte bedrifter ikke for at opnå lovprisning, men for at behage Gud. Philippe venter sin belønning af Gud og ikke af et forgængeligt menneske, som kun kan give noget, der er forgængeligt. Men lad det nu være: Vi kan ikke lovprise Philippe, som han fortjener det, og han behøver det heller ikke.

Men skal vi af den grund forbigå denne ophøjede fornemme legation og ikke vise den hæder? Ikke for alt i verden! Vi bør svare på det, som er blevet fremsat, og ikke berøve en så fornem legation sin lovprisning. Hvad har Philippes legation bragt os? Hvilke instrukser medfører den? Hvad tilbyder den? Den siger, at de tyrkiske hære truer vore liv. Den beskriver de nederlag, som den kristne religion allerede har lidt og formentlig vil lide i fremtiden. Den opfordrer os til at gå imod fjenderne, inden de bliver endnu stærkere. Hvis der bliver sendt en krigserklæring til tyrkerne, og hvis en passende hær bliver stillet på benene, så vil Philippe selv slutte sig til felttoget og ikke skåne sin egen person i bestræbelserne på at bevare den hellige religion uskadt.

Hvad mener I herom, brødre? Hvem synes ikke, at dette er stort? Hvem kan lovprise denne fyrste nok? Blandt de kristne er Philippe den, der mindst behøver at frygte tyrkerne, og alligevel er han den første, der lover at drage imod dem og at føre krig for det hellige evangelium. O, fyrstelige sindelag! O, ophøjede sjæl! O, ædle blod! Man indvender, at rejsen er meget lang, at man skal overstige de iskolde Alper, overskride dybe floder, besejle store have, gennemrejse vidtstrakte landområder fra Vest til Øst. Men han har sat sig for at overvinde dem alle. Han mener, at når det drejer sig om Guds sag, må man ikke sky nogen anstrengelser eller undgå nogen farer. For den der elsker, er alt let. En fyrste, der er Guds ven, finder, at intet er så forfærdeligt, at det ikke bør tåles til Guds ære. Denne fyrste er den rigeste af dem alle. Han er ligestillet med de største konger. Han har rigdom og luksus i overflod. Mange store provinser, mange berømte byer, mange stærke stammer og mange rige folkeslag lyder ham. Alt hvad mennesker sætter højest er hans. Alligevel viger han ikke tilbage for at forlade sit prægtige hjem, sin elskede hustru, sin kære søn, sin elskede søster, sine dejlige nevøer og sine trofaste venner, og det blot for en ting: at tjene Gud. Selv sin høje alder, der har behov for ro og hvile, sætter han til side. Intet er ham vigtigere end at behage Gud. Han ringeagter alt andet end Gud. Og tro ikke, at denne hans ædle hensigt er luftig eller ny: den er solid og går langt tilbage. Længe har Philippe haft dette fortsæt: allerede dengang tyrkerne erobrede Konstantinopel^[134] aflagde han ed herom^[135] og han har aldrig opgivet den, men holder fast ved sit fortsæt nu på tiende år.

Den højvelbårne^[136] kejser Friedrich afholdt i sin tid flere møder i Tyskland, på hvilke man forhandlede om at føre krig imod tyrkerne.^[137] På alle disse deltog Philippe personligt eller gennem legater. Vi har selv i Regensburg i Noricum ved Donau med egne øjne hørt ham love det samme, som I nu har hørt af hans legater. I har også selv set hans udsending, hertug Johan af Cleve, på kongressen i Mantua og har vel næppe glemt dennes store løfter. Så den højsindede fyrste har længe haft til hensigt at drage imod tyrkerne. At han ikke endnu er taget af sted skyldes, at der ikke var enighed med de andre fyrster om, hvad der var nødvendigt med henblik på så stort et felttog.^[138]

Men nu vil Gud måske forbarme sig over os og give, at der kan samles en stærk og sejrrig hær mod tyrkerne. For den blomstrende venetianske republik har udrustet en meget stærk flåde og sendt den mod fjenden. Og nu da den ungarske konge, Matthias, har fået sin krone og fred i sit rige, kan han udruste de styrker, han vil, og denne høje fyrste lover at slutte sig til krigen med en elitehær. Vi håber også, at hverken de øvrige magter i Italien eller Vestens konger vil nægte deres hjælp. Må den barmhjertige Jesus vise, at han hader de muhammedanske nedrigheder, må han kæmpe for os og knuse fjenderne for vore øjne.

Og nu henvender Vi os til jer, ædle oratorer. I har i dag bragt os trøst dels ved jeres tale og dels ved Philippes storslåede løfte, der i sandhed er hans blod og hans navn værdigt. Når I opfordrer Os til at sætte alt ind på at forsvare den hellige tro, så pisker I på en hest, der allerede er i fuldt løb: intet ligger Os mere på sinde end forsvaret af den hellige religion. På kongressen i Mantova hørte hele Kirken vore planer og ønsker, men Vi blev ikke bønhørt. Vore anstrengelser var forgæves, men alligevel blev Vi ikke trætte. Vi vil ikke afstå fra Vort forehavende, før end vi har ansporet de kristne fyrster og folkeslag til at forsvare det højhellige evangelium og Guds lov. Af denne grund har Vi inviteret de italienske magter til at komme til Os i netop disse dage. I ser deres legationer her. Med dem og med jer vil Vi drøfte religionens forsvar. Hvis Vi får de troendes og især italienernes hjælp, så vil om kort tid ikke blot Rom, men hele Italien og hele kristenheden forstå, at Vor omsorg og iver for kristendommen aldrig har svigtet. Må blot den store Guds og Vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed stå os bi, og må han udmåle os sin nåde snarere end vor egen ondskab.”

Med disse ord sendte han forsamlingen bort. Alle roste Philippes navn og sindelag til skyerne.

12.29. Forhandlinger med de italienske udsendinge

Dagen efter kaldte paven de italienske legationer til sig. Nu da de havde hørt Philippes løfte og ikke kunne være uvidende om krigens nødvendighed, spurgte han dem, hvad de ville tilbyde med henblik på at forsvare den katolske tro. De svarede, at de alle afventede, hvilken byrde paven ville pålægge dem: alle ville yde, hvad de kunne, i så helligt et anliggende.

Så sagde paven: ”Hvorfor bruge mange ord på det? Der foreligger et dekret fra Mantova. Hvis I synes, skal vi da bare opfylde det. I dekretet er byrderne fordelt efter formåen: gejstligheden er pålagt en tiendedel og lægfolket en tredivtedel af deres indkomst i tre år, og jøderne har fået pålagt en tyvendedel af hele deres ejendom. Alle stater tilsluttede sig dette, selvom iværksættelsen senere blev forhindret, fordi Italien blev ramt af nye krigsulykker. Men nu er freden næsten vendt tilbage, og nu har vi mulighed for at gå i krig imod tyrkerne. De nødvendige penge kan indsamles på grundlag af dekretet. I vil ikke kunne finde en lettere metode eller en mere ligelig fordeling.

Hertil svarede legaterne, at de bifaldt pavens ord som privatpersoner, men at de som oratorer ikke havde fuldmagt dertil. De anmodede om, at de kunne informere deres herrer og søge om disses tilslutning. Kun venetianeren sagde: ”Min fyrste behøver ikke disse opfordringer, han er allerede i krig. Han har sendt en stor og stærk flåde imod troens fjender, og han har allerede erobret en del af Peloponnes fra tyrkerne. Han har accepteret tiendedelene, tyvendedelene og tredivtedelene, og han har selv af egen drift og med senatets tilslutning pålagt sine undersåtter andre byrder. Alt hvad der må anses for nødvendigt for sejren bliver gjort. Vor republik vil ikke på nogen måde svigte dig.”

Paven roste venetianerne, fordi de ædelt og gavmildt var gået i krig for troen^[139]. Herefter henvendte han sig til de øvrige legater: ”Tag bort og meddel jeres herrer, hvad Vi har sagt. Tilføj kun dette ene, at Vi ikke ønsker deres penge og ikke vil røre dem. Lad dem selv opkræve pengene af deres undersåtter og lad dem anvende dem på soldater og skibe, som vi kan bruge i krigen. De kan selv vælge deres hærførere og sætte deres egne flag^[140] på deres skibe. Vi vil hellere have den slags hjælp fra dem end penge.” Legaterne var tilfredse hermed, og der skete ikke mere den dag.

12.30. Den florentiske udsending belærer paven om realpolitik, og paven giver udsendingen en lektion i moral, realpolitik og militær strategi

Den florentinske orator var dog misfornøjet med det, han havde hørt, for han havde mistillid til alt, hvad der forøgede venetianernes prestige. Han opsøgte paven på tomandshånd og sagde: ”Hvad er det, du er i færd med, pave^[141]? Vil du føre krig imod tyrkerne blot for at tvinge Italien til at tjene venetianerne? Alt, hvad der vindes i Grækenland, når tyrkerne fordrives, vil tilfalde venetianerne. Når de så har erobret Grækenland, vil de lægge hånd på det øvrige Italien. Du kender dette folks hovmod og umættelige magtbegær. De praler af, at de er romernes efterfølgere, og at verdensimperiet tilkommer dem. De hævder, at trojaneren Aeneas’ efterkommere regerede, da det det var deres tid. Nu mener de, at magten tilkommer Antenors afkom, som de selv hævder at være. Du hjælper dem på vej ved at gøre dem til dine allierede imod tyrkerne, og du ser ikke, hvilken afgrund du åbner for Italien. Du væver et net af evigt slaveri for dit eget fædreland.

Men lad os forbigå katastrofen for Italien. Hvordan vil det gå den Romerske Kirke under Venedigs herredømme? Tror du virkelig, at Kirken vil bevare sin ophøjede status og ikke komme til at trælle for dogen i Venedig? Det er ikke venetianerne, der sætter de guddommelige ting over de menneskelige. Nej, de foretrækker den verdslige magt frem for den gejstlige. Den pavelige autoritet vil vige for dogens, og tro ikke, at stedfortræderskabet for Jesus Kristus vil hjælpe dig. ”Dette er vor vilje,” vil de sige. ”Dette har senatet besluttet.” Det vil ikke hjælpe at fremføre de kanoniske retsregler. Enten vil den apostoliske højhed^[142] blive omstyrtet, eller også vil Venedig tilrane sig den og føje den til dogeværdigheden, hvad enten de vil kalde den for kongelig eller kejserlig.

Det er op til din visdom at imødegå disse farer, som ikke er mindre end dem, som vi frygter fra tyrkerne. Venedig er i krig, og med indtagelsen af næsten hele Peloponnes har de tilføjet tyrkerne et alvorligt nederlag. Der er ikke længere noget, der kan forsone de to: et evigt had imellem dem er født. Dette var, hvad vi selv og hele Europa kunne ønske sig. Lad dem endelig kæmpe indbyrdes: de er lige i styrke, tyrkerne kan ikke slå Venedig, og Venedig kan ikke slå tyrkerne. Krigen vil trække længe ud, og til sidst vil det gå, som skriften siger: ”Når den stærke møder den stærke, falder de begge.”^[143] Og hvad kan vi ønske os mere, end at både tyrkernes og Venedigs kræfter udmarves, så vi endelig kan få fred? Så vidt jeg forstår, er det din plan at befri Italien og hele Europa fra frygten for tyrkerne, og af den grund indgår du en militær alliance med Venedig. Jeg giver dig et bedre råd, når jeg fortæller dig, at både tyrkerne, der truer de kristnes liv, og også venetianerne bør kastes tilbage, og det helt uden udgifter, uden anstrengelser, uden fare og i stor ro og fred. Så vidt jeg kan vurdere, er du så klog, at du ikke foragter eller ringeagter florentinernes råd. Jeg har bragt dig dette råd fra en kreds^[144] af vore kloge mænd. Vælg den kurs der er den bedste for den kristne sag.”

Paven var stærkt forbløffet over at høre dette og svarede således: ”Hvis Vi var i din position, og hverken gejstlig eller hædret med Jesu Kristi stedfortræderskab, så ville Vi måske synes det samme som dig og falde for dit spidsfindige ræsonnement. Men en fyrste sindelag er ikke det samme som en privatmands, og perspektivet er ikke det samme for de gejstlige som for lægmænd. Man affinder sig med meget hos almindelige mennesker, som ingen vil tåle hos gejstligheden. Det som er småforseelser, når det drejer sig om folket, anses for dødssynder, når det drejer sig om en præst. Verdens fyrster og byernes herskere er ligeglade med, hvordan de forsvarer deres magt, så længe de forsvarer den. Derfor krænker de ofte folkeretten og handler i modstrid med anstændighedens normer.^[145] Folket lovsynger vinderen og mener ikke, det er skændigt at have vundet med list og bedrag, blot det drejer sig om en lægmand, der har nedlagt sin fjende. Men hvis det er en præst, der knuser sin fjende ved bedrag, ja selv hvis han ombringer en, der åbenlyst konspirerer imod ham, så mener man, at han har handlet uret. Så, min kære Otto^[146], du skal ikke undre dig, hvis Vor holdning i den aktuelle sag er en anden end din egen eller florentinernes. Hvis florentinerne tillader, at anden kristen stat går tabt, bare de redder deres egen stat, og hvis de lader hånt om religionen og om troen, så vil de hos Gud være skyldige i en alvorlig forbrydelse, selvom de bevarer deres position blandt mennesker. Men hvis Vi selv viser den mindste efterladenhed i troens anliggender, så bliver vi straks hudflettet af alle. ”Se,” vil man sige, ”er det rimeligt, at Kristi stedfortræder således tilsidesætter troens forsvar? Der er sandelig brug for et koncil, hvor hans efterladenhed kan blive straffet og en bedre pave valgt.” Hos en pave er ingen skyld så lille, at folket ikke anser den for meget stor. De vil have, at paven skal være en engel, ikke et menneske. Så hør, Otto, ordene fra en mand, som skønt han ikke er en engel, så dog er en gejstlig og en person, der er hævet over menneskets almindelige lod.

Vi erkender, at venetianerne lige som alle andre mennesker begærer mere end de har, at de søger at beherske hele Italien, og at det ikke er langt fra, at de stræber efter at herske over hele verden. Men hvad hvis florentinernes magt var på højde med venetianernes? Så ville de have det samme begær efter magt. Det er nemlig en almindelig last: ingen er tilfreds med sin lod, og ingen by har land nok. Hvis Venedig sejrer over tyrkerne og bemægtiger sig Illyrien og Grækenland, så vil de forsøge at undertvinge Italien (Vi nægter det ikke), forudsat at de ikke behøver at frygte barbarerne og ikke forstyrres af ydre krige. Men lad os da antage, at Venedig underlægger sig Italien, hvad der trods alt er meget vanskeligt. Hvad siger du så? Foretrækker du at lyde tyrkerne frem for venetianerne? Ingen sand kristen vil foretrække tyrkernes herredømme, for under dette må Kirkens sakramenter nødvendigvis gå til grunde, og porten til det andet liv vil blive lukket for dem, der fjerner sig fra evangeliet. Du vil indrømme, at det værste er at lyde tyrkerne, og at det bedste er hverken at lyde tyrkerne eller Venedig. Det sidste er det, som du ønsker, og du mener det vil ske, hvis vi ikke hjælper venetianerne, når de er indviklet i en krig mod tyrkerne. Men det er hverken en gavnlig eller en hæderlig plan.

Vi tog til Mantova. Vi opfordrede alle kristne til at gribe til våben imod tyrkerne og ikke længere lade troens fjender rase mod de kristne. Venetianerne lod hånt om Vore opfordringer, men det samme gjorde næsten alle andre - til overvældende skade for den kristne tro. Nu har venetianerne ændret holdning. Da de havde hørt Vor legat, erklærede de offentligt tyrkerne krig, udrustede en enorm flåde og satte skræk i fjenden. Nu beder de om hjælp fra Os, da de er ganske klar over, at de er fjenden underlegen. Det er Os, der har overtalt venetianerne til at gå i krig for religionen. Skulle Vi så nu nægte dem den hjælp, de beder om? Hvem der hørte, at Vi gjorde sådan, ville bifalde det? Må Gud give fjenderne af det livgivende kors den holdning, at de kan svigte deres trosfæller i krig. Men Vi, Vi må på enhver måde hjælpe dem, der kæmper for det sande evangelium.

Du vil indvende, at venetianerne ikke er gået i krig for at forsvare troen, men af magtbegær. De søger Peloponnes, ikke Jesus. Det er sikkert rigtigt.^[147] Men for Os er det tilstrækkeligt, for sejrer venetianerne, så sejrer Kristus. Tyrkernes sejr er evangeliets undergang, som vi af alle kræfter må forsøge at afværge. Du påstår, at hvis tyrkerne og venetianerne kæmper mod hinanden, vil de begge gå ned, fordi tyrkernes stridskræfter ikke er større end venetianernes. Du tager fejl. Venetianerne er tyrkerne meget underlegne, selvom deres flåde anses for at være den største. Den kan hærge øerne og kystbyerne. Men den kan ikke udrette noget i de indre områder: hvis tyrkernes hærførere bringer deres landstyrker til Dalmatiens kystområder, således som de synes at ville, så fratager de venetianerne muligheden for at bemande deres flåde, fordi disse får næsten alle deres roere og sømand fra Dalmatien. Det er ikke lige så let at få magten over landområder som over havområder. Historien viser os^[148], at Rhodos og mange andre, som beherskede havet, kun havde ringe magt til lands. Modsætningsvis havde de, som beherskede landområderne, fri adgang til de nærliggende havområder.

Man skal altså ikke tro, at tyrkernes magt, som er vidt udbredt i Asien og Europa, kan omstyrtes af venetianerne. For skønt disse sejler på havet, som de vil, så kan de ikke måle sig med de andres hære til lands, da de både med hensyn til rytteri og fodfolk er langt underlegne både i antal og i styrke. Så hvis ikke de bliver hjulpet af Os og af andre kristne, vil de hurtigt bukke under til stor skam og skade for vores religion. Det koster mange penge at have en stor flåde i Orienten, og det kan ikke gøres længe. Men hvis flåden trækker sig tilbage, så vil alle de steder, der er blevet vundet, snart gå over til fjenden, hvis hære hurtigt vil komme til stede, med mindre tyrkerne tvinges til helt at forlade Europa. Det er derfor meget lidt, som venetianerne kan vinde eller bevare i Grækenland.

Din plan er derfor dårlig, fordi den hverken redder Venedig eller ødelægger tyrkerne. Hvis Venedig går til grunde, kan vi godt opgive at redde Italien. Venetianerne er gået ind i en stor og farlig krig: lider de nederlag, vil det være en katastrofe for den kristne religion. Vi må hjælpe de kæmpende, øge deres stridskræfter, sende flere soldater og af al kraft bestræbe os på, at de ikke tvinges til at vige for fjenden. For det er vores fælles krig. Vi må sætte alt ind på at vinde den. Sammen med hertug Philippe af Bourgogne vil vi støtte venetianerne, vi vil forene vore flåder med deres og gøre alle kystbyer fjendtlige over for tyrkerne. Fra den anden side vil kong Matthias af Ungarn med sine landstyrker trænge ind i det Øvre Moesien, Makedonien og naboområderne. Mehmed, der har mægtige fjender i Lilleasien, vil få svært ved at kæmpe overalt. Vi er overbevist om, at vil han blive besejret og kastet ud af Europa, medmindre den retfærdige og barmhjertige Gud i vrede over vore synder har fældet en anden dom over vort folk – må det ikke ske!

Vi mener ikke, at venetianerne vil kunne underkaste sig Italien, hvis de triumferer over tyrkerne. Ikke alle tyrkernes erobringer i Europa vil tilfalde venetianerne. De vil ganske vist få Peloponnes og måske Bøotien og Attika og flere kystegne i Akaia og Epirus. Men Georg Skanderbeg vil gøre fordring på de vigtigste dele af Makedonien, og i de andre egne af Grækenland vil der efter tyrkernes uddrivelse være en del græske adelsmænd, som vil gøre sig til herrer, og som man må lade beholde deres uafhængighed. De øvrige områder i retning af Donau er Bulgarien, der engang hed det Nedre Moesien, og Rascia, der hed det Øvre, og Serbien og Bosnien og hinsides Donau Valakiet, som de gamle kaldte for Dakien og som ligger i sarmatisk eller – som nogle mener – i skytisk territorium helt ud til Sortehavet: alle disse områder vil tilfalde Ungarn, som engang har haft dem i sin besiddelse. Når tyrkerne er blevet besejret og uddrevet, vil ingen blive rigere end Ungarn, som vil være meget mægtigere end Venedig. Beriget og udvidet vil Ungarn forlange Dalmatien af Venedig. Det vil Venedig nægte. Derefter vil der udbryde en krig imellem dem, som i lang tid vil befri Italien fra venetianernes tyranni. I mellemtiden vil der opstå mange andre muligheder. Men nu har Ungarn og Venedig en alliance imod den fælles fjende, som de frygter mere end hinanden, og der er tavshed om striden om Dalmatien. Når de ikke længere skal frygte for tyrkerne, vil denne strid straks flamme op.

Vi behøver altså ikke være nervøse på Italiens vegne, og vi behøver ikke at frygte fortilfældene fra romersk tid. Venetianernes karakter er ret forskellig fra romernes, og der vil falde meget sne, inden venetianerne tøjler Italien. Men hvis ikke vi nu energisk står sammen imod tyrkerne, så vil Ungarn og Venedig hurtigt give op, og det vil ikke tage lang tid, før også vi andre mister friheden. Det er den overhængende fare fra tyrkerne, som skal imødegås. Venedig må vi tænke på, når den tid kommer - hvis det overhovedet bliver nødvendigt! Og vi vil ikke mangle stærke hjælpemidler.

At florentinerne er kløgtige mænd, som kan forudse tingene, længe før de sker, det har Vi selv erfaret lige fra Vor barndom. Og du har nu fremført jeres forudsigelse om venetianerne. Men det er sandelig et sært fænomen, at de som ser langt, ikke ser det, som er nært. Her bringer I ikke vand til de bygninger, der står i brand lige nu, nej, I iler med sørge for dem, som engang vil komme i brand. I ærgrer jer over, at venetianerne bliver store i Grækenland, og alligevel bestræber I jer i realiteten flittigt på, at de skal blive større og større, idet I afviser en militær alliance og dermed overlader det krigsbytte, der kunne være blevet jeres, til Venedig. Det er da ikke særligt kløgtigt! I ville tage bedre vare på jeres egen stat, hvis I udrustede så stor en flåde som muligt, sluttede jer til Os og søgte at få del i byttet fra Orienten.^[149] På den måde ville jeres stat både tage hensyn til det anstændige og det fordelagtige. Hvis florentinerne bliver derhjemme i ro, når paven går i krig, og hele det øvrige Italien iler til våben, så vil jeres bys navn blive vanæret, og Gud vil blive opbragt på Firenze. Ingen vil klandre venetianerne, hvis de senere går i krig mod jeres by, og ingen vil komme jer til undsætning. I vil opleve Guds retfærdige fordømmelse af, at I svigtede de kristne i deres farlige krig imod tyrkerne, og I vil blive svigtet af alle, når I selv kommer i fare.”

Da Otto havde hørt dette, sagde han, at han personligt mente, at paven havde ret og ikke ville skifte mening. Han erklærede sig besejret af pavens diamanthårde argumenter. Han ville skrive til det florentinske senat, hvad han havde hørt, og tvivlede ikke på, at alt til sidst ville gå som paven ønskede, dog ikke uden møje og besvær, da sagen skulle forhandles med et folk, som mest af alt hader at give penge ud. Og uden flere ord tog han afsked.

12.31. Pavens tale til kardinalerne, hvor han meddeler, at han personligt vil drage krig mod tyrkerne

Den følgende dag indkaldte paven til et lukket konsistoriemøde og talte således til kardinalerne: ”Brødre! Det er nu det sjette år efter, at Vi besteg Sankt Peters Stol. I den tid har I alle ofte og stærkt anbefalet Os at forsvare troen. I har alle sagt, at der bør føres krig imod tyrkerne, og at alle Kirkens skatte burde anvendes på dette formål. På jeres råd og opfordring tog vi til Mantova for at opfordre alle de kristne konger til at deltage i en militær alliance. Denne plan mislykkedes; de kristne hørte ikke deres hyrdes stemme. Da Vi vendte hjem, fandt vi alt i oprør: Jean d’Anjou, søn af kong René, havde tilranet sig de skibe, som kardinalen af Avignon for de hellige penge, som han havde indsamlet mod tyrkerne, havde gjort klar på Rhonefloden. Med disse skibe dannede Jean en flåde, som han førte mod Kongeriget Sicilien, d.v.s. mod kristne, og gik til angreb på Italien, der åndede fred.

Vi sendte så hjælp til Ferrante, som var den konge, Vi selv havde stadfæstet, for at han ikke skulle blive fordrevet fra sit rige uden rettergang. Det var et meget vanskeligt forehavende, for med få undtagelser gjorde alle rigets baroner oprør imod Ferrante. Frankrigs store og berømmelige navn betød ikke så lidt i Kongeriget. Endvidere gik den yngre Piccinino over fra Ferrante til franskmændene, og som et krigens lyn^[150] spredte han rædsel blandt provinsboerne.

I Kirkens territorium holdt adelsfamilierne enten åbent med fjenderne eller hjalp dem i hemmelighed, undtaget Orsinierne og Contierne, som vi engagerede som hærførere. Savello indlod braccianerne og gjorde hele Sabinerlandet og Lazio fjendtligt imod os. Colonnaerne i Kampanien pønsede ofte på omvæltninger. Grev Everso dell’Anguillara frarøvede os den ene by efter den anden, og han efterstræbte endda Vort liv med sværd og gift. Gentile da Sala forsøgte at besætte Orvieto og fravristede os Ficulle. Også de adelige i fæstningen Canale, der er så velbefæstet, at den anses for uindtagelig, gjorde oprør.

Og hvad med Sigismondo Malatesta? Hvor megen skade forvoldte han Os ikke? Ved en velgerning fra Vor side blev han befriet fra en fjende^[151], som var stærkere end ham, og opnåede fred. Derefter frarøvede han Os ved list og svig Mondavio og nogle andre byer, som Vi havde i pant. Han gik over til fjenden og fik sold af franskmændene. Han knuste Vore styrker i Piceno og hærgede området vidt og bredt. Perugianerne var ivrige efter omvæltninger og holdt mere med Piccinino end med Os. Det var kun på et hængende hår, at Rieti forblev loyal. Den romerske ungdom raserede byen, plyndrede og myrdede og hidkaldte fjenden.

Stillet over for så store og så mange problemer fik Vi hverken hjælp fra venetianerne eller florentinerne, selvom de var traktatligt forpligtet dertil^[152]. Hertugen af Modena glemte sin ed og hjalp ihærdigt det franske parti. Kun fyrst Francesco af Milano kom Os til undsætning.

I denne periode så Vi jer næsten alle skælve af frygt, og ingen af jer bifaldt Vore planer. I mente, at Kirken ville gå til grunde, og kritiserede Os voldsomt, fordi vi havde udsat det tyrkiske forehavende og var gået i krig mod franskmændene. Vi skulle snarere forsvare Kristi sag end Ferrantes. I mente, at Vi helt havde mistet Vor trosiver, og at Vi ikke havde nogen trang til at forsvare religionen. Men det var en forkert opfattelse, og I tog fejl af Os. I så ikke Vort hjerte, og I kunne ikke se ind i Vort sind. Intet faldt Os tungere end tyrkernes sejre. Ethvert folk, som de besejrede, enhver by, de ødelagde, ethvert kristent liv, de tog, voldte Os sorg og dyb smerte. Vor sjæl brændte efter at komme staklerne til hjælp. Vi skammede Os over, at fjenden hærgede de troendes agre og ikke mødte modstand.

Men hvad skulle Vi gøre? Optaget af den hjemlige krig kunne Vi ikke kæmpe udadtil. Vi måtte enten forlade Rom eller besejre franskmændene: disse lod hånt om Vore befalinger og havde imod enhver ret og rimelighed besat kongeriget Sicilien og væbnet Vore vasaller i Vor egen omegn imod Os. Det var nødvendigt, at Vi greb til våben for at forsvare Os, ikke for at gå til angreb. Først måtte Vi skabe fred hjemme, derefter kunne Vi gå i krig mod tyrkerne.^[153] Dette var Vor hensigt, herom drejede alle Vore tanker sig. Når vi forsvarede Ferrante, kæmpede Vi for Kristus. Når Vi angreb Sigismondos områder, førte Vi krig imod tyrkerne.

Fra det høje så den barmhjertige og store Gud Vort hjerte^[154], hjalp Os og styrede Vore forehavender. Fra himlen sendte han sin engel^[155] og spredte skræk og ødelæggelse blandt vore fjender. Savello blev frataget alle sine byer på nær to; han måtte kaste sig for Vore fødder og bede om nåde. Folkene fra Tivoli, der også var gået over til fjenderne, blev tvunget til at acceptere en fæstning som åg. Colonnaerne blev ydmyget og måtte bønfalde Os om beskyttelse imod deres fjender, hvad de fik på grund af deres hus’ alder og værdighed. Everso holdt sig hjemme, rystende af skræk. Canalenserne blev fuldstændigt ødelagt, og Gentile da Sala mistede sin fædrenearv og blev sendt i eksil. Perugianerne blev tvunget til lydighed. Rieti adlyder Vore befalinger. Ancona, der ved slette kunstgreb havde fået byen Martiano af Sigismondo, gav den på legatens befaling tilbage til Kirken. Giulio da Camerino, der var en Sigismondo medsammensvorne, måtte – imod sin egen natur – blive roligt derhjemme og udleverede i panik Scorticata, som han uretmæssigt havde invaderet.

Hvad der skete med Sigismondo, ved I alle. Da han havde frarøvet Os Senigallia, blev han slået på flugt og knust af Vore hære, og han undslap med nød og næppe sammen men nogle få mænd. Derefter blev Mondavio indtaget, selvom den blev forsvaret af mange fremmede soldater, og alle byer i vikariatet kom i Vor magt. Vore tropper marcherede ind i Riminis territorium, og på kort tid blev vore hærførere herrer over Mondaino, Montefiore, Verucchio, Sant’Arcangelo og de omliggende borge, som enten blev erobret eller overgav sig frivilligt. Ved skæbnens gunst eller snarere ved Guds vidunderlige forsyn og barmhjertighed blev en række steder, som man mente var uindtagelige, erobret på kort tid. Dem havde hverken så berømte hærførere som Piccinino eller Francesco Sforza tidligere kunnet indtage, selvom de prøvede med alle midler. Derefter drog tropperne til Fanos mure. Denne store og mægtige kystby har ofte hjulpet Sigismondo. Men da den blev belejret, gav den omsider op. Vore tropper indtog også Senigallia og Gradara, der havde gjort Francesco Sforza til grin, da han i sin tid belejrede dem.^[156]

Tilbage havde Sigismondo kun Rimini og nogle sneklædte steder i Appenninerbjergene og Cisterna i Etrurien^[157]. Kort tid før var biskoppen af Cornetos bispedragt faldet i Sigismondos hænder. Til hån og spot befalede han nu en af sine ryttersoldater at iføre sig dragten, ride igennem lejren og velsigne folket og soldaterne, som om han var pavens legat. Men Guds straf var stor: Sigismondo blev plaget af pest, sult og krig. Således straffer Gud dem, der foragter det hellige. Da Domenico Malatesta havde hjulpet sin broder og modarbejdede Os, måtte han bøde med størstedelen af sit territorium, og han ville også være blevet fordrevet fra Cesena, hvis ikke han var kommet til fornuft og havde skyndt sig at appellere til Vor barmhjertighed. Alt dette skete i Kirkens egne territorier uden for Kongeriget^[158].

Lad os nu kort berette om, hvor stor nåde den barmhjertige Gud viste Os i selve Kongeriget. Lad os forbigå genvindingen af Kampanien, som for en stor dels vedkommende var gået over til fjenden, og ligeledes freden med Orso Orsini, begivenhederne i Kalabrien, erobringen af Cosenza, samt markgreven af Cotrone og familien Sanseverinos tilbagevenden. Lad os i stedet vende Os imod de store begivenheder. Hvad kunne være herligere end sejren ved Troia, hvor alle fjendens stridskræfter blev samlet og sat ind i et mislykket slag? Både Jean d’Anjou, under hvis auspicier krigen blev ført, samt Piccinino, denne frygtede general, der blev anset for uovervindelig, og de øverste hærførere blev tvunget til skændig flugt. Derefter kom Troia i kong Ferrantes magt, og Giovanni Cossa blev sat i frihed takket være kongens gavmildhed. Sidenhen blev tropperne ført imod fyrsten af Taranto og fratog ham Ascoli. Hertugen af Melfi overgav sig til kongen ved Ofanto, og kort tid efter blev også fyrsten af Taranto forsonet med sin konge efter at have svigtet franskmændene og afsvoret alliancen med Piccinino. Sammen med hertugen underkastede også en stor skare af adelige sig igen kongen.

Vor hærfører, Napoleone Orsini, drog derefter af sted for at ave den formastelige hertug af Sorano. Han fratog ham Isola, Sora, Arpino og mange andre befæstede byer og tøjlede ham. Han genvandt også det landområde, der tilhører Abbediet San Germano^[159], samt Pontecorvo, som kong Alfonso i sin tid fravristede pave Eugenius. Endvidere indgød han så stor skræk i Antonio Spinelli, en fremtrædende tilhænger af det franske parti, at denne pludselig blev syg og døde. Hans nevøer har nu rejst Kirkens fane over Rocca Guglielma, der anses for uindtagelig. Napoleone marcherede også imod grev Rugerotto af Celano, som med hjælp fra Piccininos hære havde stødt sin moder fra magten og kastet hende i fængsel. Napoleone fratog ham hurtigt tyranmagten^[160] samt overgav grevskabet til Vor nevø, Antonio, således som kong Ferrante havde besluttet det.

I modsat retning marcherede Alessandro Sforza fra Puglia gennem vildsomme bjergegne til Abruzzo. Her sluttede han sig til Matteo da Capua og Roberto Orsini og drog i ilmarch videre mod Caldora og Piccinino, der havde slået lejr ved Archi. Fjenderne havde ikke mod til at gå i kamp mod Alessandro. De flyttede lejren til et bedre befæstet sted i et bjergområde og sendte en herold for at bede om fred. Deres forhold blev ordnet på få dage, hvorefter de underkastede sig Ferrante. Alessandro førte også hæren imod L’Aquila, der – berøvet for alt håb – snart overgav sig, selvom de tidligere havde sagt, at de hellere ville æde deres børn og hustruer end at svigte franskmændene. Ofte er tungen mere modig end hjertet.^[161]

Da kong Ferrante havde lagt en stor del af fyrsten af Rossanos territorium øde, forsøgte han at drage ind i sletten ved Sessa. Dette område er omgivet af hav, flod og bjerge og er meget vanskeligt tilgængeligt. Men stædig udholdenhed hjulpet af guddommelig nåde^[162] besejrede alt. Fæstningsværkerne blev ødelagt og hele garnisonen, der var stationeret ved Torre de’ Bagni, blev fordrevet i et heftigt angreb. Sletten blev indtaget, og hele området, der er det rigeste af alle, blev overgivet til plyndring. Herefter drog de helt frem til Sessas porte. Fyrsten af Rossano blev nu grebet af panik, så selvom Anjou var kommet ham til hjælp med to rytterdelinger, søgte han om fred. Han måtte bøde med flere stærkt befæstede steder, men fik derefter atter kongens gunst. Hertug Jean fik frihed til inden for 15 dage at drage hvorhen, han ville, dog uden for Kongeriget. Han begav sig til øen Enaria^[163], hvor han nu gemmer sig hen - i fattigdom og græmmelse – under beskyttelse af en katalaner, der har forrådt sin herre, Ferrante. Det var Anjous belønning for at have krænket sin troskabsed og udrustet Kirkens hær imod kristne. Og sådan hævner Gud sig på sine fjender.

Hvem vil ikke kunne se Guds værk i alt dette? For, mine brødre, det er ikke Vort værk. Gud er det, der begynder og væver et sådant værk. Det mægtige Kongerige måler 400 mil i længden og er overalt mindst 100 mil i bredden. Det er rigt på byer, fæstninger, baroner og soldater. På et år gjorde de fælles oprør mod Ferrante og gik over til franskmændene. Kun få byer og baroner forblev loyale mod Ferrante. Men Gud har magt til at tage riger fra et folk og give dem til et andet^[164], og Han har nu maget det således, at hele riget holdes i Ferrantes navn med følgende undtagelser: i Abruzzo Ortona; i Puglia Manfredonia, Bastia, San Severo, Rocca di Lucera, og et lille område tilhørende greven af Campobasso; i Kalabrien Mantea og måske nogle andre steder uden navn. I det napolitanske område ved det Tyrrhenske Hav har fjenden stadig det halvt ødelagte Castel dell’Ovo, og ikke langt fra Baia fæstningen ved Enaria^[165], hvor Jean d’Anjou som sagt gemmer sig hen. De øvrige områder er besejret af Vore og Vore forbundsfællers hære og er vendt tilbage til deres pligtige troskabsforhold.^[166]

Men, spørger I, hvad er formålet med denne lange beretning? Det er, at I bedre kan forstå den store Guds velgerninger, som han har øst ud over den Romerske Kirke, og jer og Os selv, og at I sammen med Os kan tænke på, hvordan vi skal gengælde og takke Ham, der har givet os alle disse velgerninger. Vi har gennemført to meget byrdefulde krige, den sicilianske og den picenske, og selvom der stadig er nogle steder i Kongeriget, som endnu ikke er nedkæmpet, så er de ikke store nok til at kunne hindre Vore planer. Ferrante er stærk nok til selv at løse de små problemer, der står tilbage.

Og Vi, Vi er nu endelig fri til at gribe til våben imod tyrkerne. Vi hverken kan eller vil udsætte sagen længere. Nu har Vi mulighed for at opfylde Vort ønske, nu er det tid til at kæmpe for troen, således som Vi altid har villet det. Gud kender Vore hensigter, og Han har nu banet vejen for Os. I har selv ofte bedt Os om at gøre netop dette. Nu er det Os, der beder jer! Sørg for, at Vi ikke kan bebrejde jer for det, som I har bebrejdet Os. Nu vil jeres tro, jeres religiøse overbevisning, jeres trosiver komme frem i lyset. Hvis jeres kærlighed er oprigtig^[167] og ikke hyklet, så vil I følge Os. Vi vil give eksemplet, og som Vi gør, vil også I gøre^[168]. Vi vil efterligne vor lærer og herre, Jesus Kristus, den fromme og hellige hyrde, der ikke tøvede med at give sit liv for sine får^[169]. Også Vi vil sætte livet ind for Vor flok, eftersom Vi ikke på anden måde kan hjælpe den kristne religion, så den ikke bukker under for tyrkernes stridsmagt. Vi vil udruste så stor en flåde, som det er muligt med Kirkens ressourcer. Vi vil indskibe Os, selv om Vi er gammel^[170] og udmarvet af sygdom. Vi vil sætte sejl og drage til Grækenland og Asien.

Man vil spørge Os: ”Hvad vil du dog i en krig, du gamle mand. Du er en præst og plages af tusinde sygdomme, og alligevel vil du drage i felten? Hvad kan en skare af civilister^[171] dog udrette i kamp? Hvad kan kardinalernes hellige orden yde i hæren? De kan vel næppe udholde trommerne og trompeterne, for ikke at tale om fjendens bombarder. De har tilbragt deres ungdom i bekvemmelighed, og nu vil du plage deres alderdom med krig? Du handler ubetænksomt. Du gør bedre i at blive hjemme med kardinalerne og hele kurien. Send du hellere en flåde af sted, der er velforsynet med penge og tapre soldater, som er vant til strabadser^[172], eller også giv ungarerne penge til føre så stærke tropper som muligt imod tyrkerne.”

Det er sådan set rigtigt og fornuftigt sagt, men der er bare ingen penge. Hvordan skal Vi skrabe dem sammen? Vort skatkammer er tømt af den langvarige krig, og Kirkens indtægter rækker ikke til så stort et forehavende. Gud har ganske vist givet os en alun-åre, der bringer Os stadigt mere i gæld til den guddommelige barmhjertighed og tilskynder Os til troens forsvar. Men hele den sum penge, der hvert år kan nå frem til Vort Apostoliske Kammer, overstiger næppe mere end 300.000 dukater. Halvdelen går til vore fæstningsgarnisoner, provinsguvernører, hærførere og hoffolk, og den Apostoliske Stol^[173] kan ikke klare sig uden alle disse. Hvem kan mene, at resten er nok til at føre krig imod tyrkerne? I er kloge nok til at indse, at der brug for et langt større beløb. I en tyrkerkrig vil en million om året næppe slå til, og eksperterne ^[174] i Mantova vurderede, at krigen ville vare i tre år eller sikkert mere.

Vi kan høre jer hviske: ”Hvis du synes krigen er så vanskelig, hvad håber du så på, når du drager af sted uden tilstrækkelige styrker?” Det kommer Vi til nu. En uundgåelig krig med tyrkerne nærmer sig faretruende. Hvis ikke vi griber til våben og går fjenden i møde, så tror Vi, at det er ude med religionen. Vi vil leve blandt tyrkerne, ligesom vi ser jøderne leve blandt de kristne: som et foragtet folkefærd. Hvis ikke vi går i krig, er vi vanærede. ”Men man kan ikke føre krig uden penge.” Her må Vi spørge: hvor skal vi få pengene fra? ”Fra de troende kristne,” vil I svare. Vi presser på: Hvordan det? Alle veje er forsøgt. Ingen har svaret på Vor bøn. Vi indkaldte til kongressen i Mantova: hvad kom der ud af det? Vi har sendt legater til provinserne: de blevet hånet og gjort til latter! Vi pålagde gejstligheden en tiende: man fulgte tidligere tiders skadelige fortilfælde og appellerede til et fremtidigt koncil! Vi har sendt prædikanter for at forkynde aflad: man sagde, at det var en manøvre for at presse penge ud af folk og et påfund fra en pengegrisk kurie! Uanset hvad Vi gør, opfatter folk det negativt. Vi er i samme situation som banker, der har mistet folks tillid: Vi har ikke mere kredit! Man ser ned på præsteskabet og selve ordet ”gejstlig” er vanæret. Man siger, at vi lever i luksus, at vi puger penge sammen, at vi er slaver af ambition, at vi rider på velnærede muldyr og fornemme heste, at vi bærer dragter med brede bræmmer, at vi går gennem Byen med udspilede kinder under den røde hat og iført vide gevandter, at vi opdrætter jagthunde, at vi øser penge ud på skuespillere og snyltegæster, medens vi intet giver til religionens forsvar. Og det er ikke helt forkert: der er mange blandt kardinalerne og de øvrige kurialer, der opfører sig sådan. Hvis vi skal være ærlige, så er der for megen luksus og pragt i Vor kurie. Derfor hader folket os, og selv om det, vi siger, er sandt, lytter man ikke til os.

Hvad synes I, Vi skal stille op over for denne stædige modstand? Bør Vi ikke forsøge at finde en måde at genvinde den tabte tillid? Hertil vil I spørge: ”Hvilken vej fører os dertil?” Ja, det er i hvert fald ikke en vej, som er blevet brugt i vor tid. Vi må opsøge veje, der ikke er blevet brugt i lang tid. Vi bør spørge, på hvilke måder vore forgængere skabte Kirkens store magt, og selv benytte dem. For fyrstemagten skal fastholdes med de samme metoder, hvormed den blev erhvervet til at begynde med.^[175] Afholdenhed, kyskhed, uskyld, trosiver, religiøs begejstring, foragt for døden, længsel efter martyriet: alle disse løftede den Romerske Kirke op over hele verden. Peter og Paul indviede den som de første ved deres herlige martyrdød. Derefter fulgte en lang række paver, som den ene efter den anden blev slæbt for hedningenes domstole, fordi de gik i rette med de falske guder og åbent bekendte Kristus som den eneste og sande Gud. De døde under rædsom tortur, og på den måde plejede de den nye vækst. Deres disciple mente, at deres lærere måtte have talt sandt, fordi de havde bekræftet deres lære med deres egen død, og ingen tortur havde kunnet få dem til at opgive den. Det var sande og velprøvede hyrder, der gav deres liv for deres hjord,^[176] og som efterlignede deres lærer og herre, Jesus, den evige og øverste hyrde, som for fårenes skyld blev dræbt på korsets alter og derved forsonede menneskeheden med den barmhjertige Fader.^[177]

Da romerne sidenhen omvendte sig til Kristus, blev kirkerne åbnet og evangeliet udbredt overalt. Da ophørte martyrernes periode, og de hellige bekendere fulgte. De gavnede i lige så høj grad som martyrerne de kristne folkeslag ved deres læres lys og glansen af deres hellige liv, og de tøjlede menneskenes laster, der plejer at brede sig i fredstid. Vores Kirke blev gjort stor såvel af martyrerne som af bekenderne. Den kan kun bevares, hvis vi efterligner vore forgængere, som grundlagde Kirkens rige. Det er ikke nok at være skriftefædre, at prædike for folkeslagene, at tordne imod lasterne, og at hæve dyderne til skyerne. Vi må ty tilbage til dem, der gav deres liv som vidnesbyrd om deres Herre.

Vi bør være villige til at tåle alle lidelser for at frelse den hjord, som er betroet os, ja selv med livet som indsats.^[178] Tyrkerne hærger den ene kristne provins efter den anden. Bosnien er blevet erobret i år og kongen dræbt. Ungarerne skælver af rædsel, og det samme gør alle deres naboer. Hvad skal Vi gøre? Skal Vi sende dem væbnede styrker? Vi har ikke penge til at udruste dem. Men hvad skal Vi så gøre? Skal Vi opfordre kongerne til at gå imod tyrkerne og fordrive dem fra vore grænseområder? Det har vi allerede prøvet, men forgæves. Det er ikke nok at sige: ”Gå!” Måske er det bedre, hvis de hører Os sige ”Kom!”. Det kan Vi i hvert fald prøve.

Det er derfor Vor hensigt at drage i krig imod tyrkerne og både i ord og gerning at opfordre de kristne fyrster til at følge Os. Når de ser deres lærer og fader, paven, Jesu Kristi Stedfortræder, som er gammel og syg, drage i krig, vil de skamme sig over at blive hjemme. De vil gribe til våben og helhjertet tilslutte sig forsvaret af den hellige religion. Det er den eneste måde, Vi kan se, til at få de kristne til at gå i krig. Den har Vi besluttet os for. Vi ved, at det er en meget alvorlig sag for så gammel en mand som Os, og at Vi formentlig drager til den sikre død. Men heller ikke denne vil Vi vise fra Os.^[179] Vi lægger alt i Guds hænder, må Hans vilje ske. Vi skal under alle omstændigheder dø engang, og det er lige meget hvor, blot Vi får en god død. Salige er de, som dør i Herrens tjeneste. En god død opvejer et slet liv. Vi vil synes, at det er gået godt for os, hvis det behager Gud at ende Vore dage i Hans tjeneste. Og I, der så stærkt har opfordret Os til at gå i krig mod tyrkerne, bør heller ikke blive hjemme i fred og ro: lemmerne bør rette sig efter deres hoved og følge det overalt^[180].

Det Vi gør, er det som er nødvendigt. Vi har lovet hertug Philippe af Bourgogne at drage af sted. Og han har på sin side lovet, at han selv vil drage i krig mod tyrkerne, hvis enten kejseren eller den franske konge eller en anden fyrste, som han kunne følge uden skam, beslutter at gøre det samme. Vi er fuldstændig klar over, hvor vigtigt det er, at Philippe drager af sted, for en stor del af Vesten følger ham. Vi ønskede, at han skulle begive sig ud på denne færd som den første for – som man siger – at bryde isen, og Vi tvivlede ikke på, at en stor mængde af de adelige og fornemme ville følge efter. Men hverken kejseren eller den franske konge eller nogen anden fyrste, der står højere end hertugen, har besluttet sig for at føre en hær mod tyrkerne: Philippe begyndte at mene sig løst fra sit løfte, da denne betingelse ikke blev opfyldt.

Det faldt Os da ind at tage denne undskyldning fra ham. For næsten to år siden tilkaldte Vi seks kardinaler, hvis troskab og diskretion, Vi kunne regne med, og fortalte dem om Vor hensigt. Først blev kardinalerne slået af forbløffelse: de kunne ikke bifalde et så stort og uhørt forehavende. Der fulgte hyppige drøftelser, hvor farerne for troen på en afbalanceret måde blev afvejet over for risikoen for den Romerske Kirke. Til sidst sluttede alle seks sig til Vor opfattelse. Vi skrev derefter til senatet i Venedig under tavshedspligt, og vi bad om deres fyrstes råd og hjælp. Venetianerne bifaldt Vore planer og lovede hjælp, idet de med stor loyalitet holdt sagen hemmelig. Derefter sendte Vi biskoppen af Ferrara til kong Louis af Frankrig, men denne afviste hånligt Vore ord, som var de luftkasteller^[181], idet han mente, at det var noget, Vi havde fundet på for at aflede hans opmærksomhed fra forholdene i Italien.^[182] Hans egne luftkasteller var dog endnu større, idet han pralede af, at han på bare et år ville besejre England, bilægge stridighederne i Spanien, tæmme Genova, underkaste sig det sicilianske rige, drage igennem Italien og sætte over til Grækenland for at gøre sig herre over alle de barbariske folkeslag. Ferrara opgav den storpralende konge og begav sig direkte til Philippe, som han ved sin ankomst fandt sengeliggende. Da han blandt andet havde sagt til ham, at han måtte opfylde sit løfte om at gribe til våben mod tyrkerne (og at også Vi selv som konge og præst ville drage af sted på det samme felttog), sagde hertugen: ”Det er godt, du er kommet, biskop, for dit budskab gør mig rask. Jeg vil gøre som paven befaler. Jeg vil følge ham og om kort tid sende legater til ham for at forhandle om hele sagen.” Nu er legaterne kommet. I har hørt deres ønsker. De presser på for troens forsvar og krigen mod tyrkerne. De forlanger, at Ferraras løfter bliver opfyldt. De siger, at fyrsten vil komme, hvis Vi selv tager af sted; hvis ikke, vil han blive hjemme.

Hvad skal Vi sige til dem? Vi kan ikke nægte at opfylde Vore løfter til hertugen og til venetianerne uden skam og skændsel. Sagen er ikke fuldbyrdet. Vi må tage af sted. Vi nægter ikke, at Vi begiver Os ud på en færd, der er farefuld - i det mindste for Os, som er gammel og svækket. For de øvrige er det anderledes, for de kan i høj grad håbe på sejr. Men Vi drager trods alt ikke alene imod fjenden: den venetianske flåde, som er stærk og behersker havet, vil være med Os. Også de andre italienske magter vil så deltage, og hertugen af Bourgogne vil trække Vesten med sig. Nordpå vil ungarerne og sarmaterne presse på. De kristne i Grækenland vil gøre oprør og ile til vor hær. Albanerne, serberne og epiroterne vil juble over, at frihedens time er kommet og drage os til undsætning, og i Lilleasien vil Caramannus og Iansa og de andre, som hader ottomanerne, rejse sig. Hvis blot Guds nåde er med os, vil alt andet falde på plads og bringe os sejr.

Vi drager selvfølgelig ikke af sted for at kæmpe i egen person, Vi er jo svagelig og en præst, som ikke bør bære våben. Men Vi vil efterligne hin hellige fader, Moses, som stod og bad på bjerget, da Israel kæmpede imod amalekiterne. Vi vil stå i den høje stævn eller på en bjergtinde, og for Vore øjne vil Vi have den hellige eukaristi, det vil sige Vor Herre Jesus Kristus, og Ham vil Vi bønfalde om frelse og sejr for vore kæmpende soldater.^[183] Herren vil ikke foragte et angerfyldt og ydmygt hjerte. Også I vil være med Os undtagen I gamle, som Vi tilgiver, hvis I bliver hjemme: I vil bede på samme måde og ved jeres gode gerninger stemme Gud nådigt over sit kristne folk.

Medens Vi siger dette, tænker I: ”Hvem skal i mellemtiden styre den Romerske Kirke? De transalpine nationer^[184] vil nægte at følge dig over havet, og i dit fravær vil Kirkestaten^[185] ikke være sikker”^[186]. Når Vi tager af sted, vil der være sørget for alt. Hør engang: Vi vil efterlade den Romerske Kurie og alle dens kontorer og ligeledes to legater af jeres orden^[187] - den ene vil have ansvaret for de åndelige sager, den anden for de verdslige. Alle vil få, hvad de ønsker, blot det er ret og rimeligt^[188]. Kun de store og vanskelige og usædvanlige sager vil blive sendt videre til Os. Vor ene vikar vil forvalte retsplejen, tildele embeder, besætte ledige bispestole, hjælpe de trængende, udstede dispensationer og tildele nådesbevisninger efter ansøgernes værdighed og fortjenester. Den anden vikar vil forvalte loven i forhold til Kirkens egne undersåtter og holde fjenderne i ave med en troppestyrke, som vil blive anført af Vor nevø, Antonio. Vi overlader ham 3.000 ryttersoldater og 2.000 fodfolk, af hvilke en del vil forblive stationeret i Piceno. På denne måde vil Vi – så vidt menneskelig forstand kan forudse det – efterlade alt i sikkerhed.

Men mest af alt håber vi på den Højestes bistand. For ”hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.”^[189] Vi forlader Vort sæde og den Romerske Kirke for Guds skyld, og Vi betror Vor grånende alderdom og Vort svagelige legeme til Hans barmhjertighed. Han vil ikke glemme Os. Hvis ikke Vi kommer tilbage, kommer Vi i himlen, og Gud vil bevare den Første Stol^[190] og sin brud^[191] uskadt.

I har nu hørt Vor plan. Nu er det jeres tur til at sige, hvad I mener.”

12.32. Kardinalernes reaktioner på pavens plan

Medens paven talte, fældede han mange tårer, og heller ikke de mere retlinede kardinaler kunne holde gråden tilbage. Den første i kollegiet, der skulle svare, var kardinalen af Ostia, ærkebiskoppen^[192] af Rouen, en franskmand der var ganske fremmed for hele denne sag, og som levede et liv i luksus og fred og ro. Da han blev bedt om at udtale sig, vovede han ikke at tale paven imod: anstændigheden overvandt mandens karakter^[193]. ”Pave,” sagde han, ”jeg roser din plan og beundrer dit mod. Jeg vil følge dig, hvorhen du befaler det. Skønt det at sejle er det værste jeg ved, vil jeg bære enhver byrde, som du måtte pålægge mig.”

Kardinalen af Porto, en spanier i høj alder, sagde under mange tårer og gråd: ”Pave, hidtil har jeg anset dig for et menneske. Nu anser jeg dig for en engel. Du har overgået mine forventninger. Må Gud bistå dit forehavende. Jeg vil altid være ved din side, hvad end færden går over land eller vand, og selv hvis du skulle gå igennem ild, vil jeg ikke svigte dig, eftersom du er på vej direkte til i himlen.”

De, der fulgte efter, udtalte sig på samme og roste pavens plan til skyerne, lige ind til det blev kardinalen af Spoletos tur. Han hørte til de kardinaler, der havde været med til at drøfte sagen fra begyndelsen. Han havde således hørt drøftelserne for og imod og vidste, hvordan modargumenterne var blevet gendrevet. Men for at se ud som om han vidste mere om sagen end de øvrige, så sagde han, at skønt pavens plan både var stor og rosværdig, så vidste han dog ikke, om den var realistisk, og han fremførte de indvendinger, der allerede var blevet tilbagevist tusind gange, som om det var første gang, han havde hørt om felttoget. Men han talte ikke ustraffet, for paven overvandt hans argumenter som så ofte før.

Derefter fulgte kardinalen af Arras, der havde følgende opfattelse: ”Efter min opfattelse er denne drøftelse ikke en fri drøftelse. Du har allerede lovet at tage på dette felttog, og du er nødt til at tage af sted. Mange vil rose din handlemåde, men lige så mange vil kritisere den og sige, at det er noget, du har fundet på for at forhindre franskmændene i at genvinde Kongeriget^[194]. Med hensyn til dit udsagn om, at kardinalerne bør følge dig, er jeg ikke enig. At drage til martyrdøden bør være ens frie valg, ikke en pligt.”

Allerede lang tid forinden var denne kardinal begyndt at modarbejde paven. Han var blevet genstridig næsten til det sindssyge, og han var ikke i stand til at tale fredsommeligt til paven. Lidt senere skal Vi omtale årsagen til hans forandring. Men paven ignorerede den afsindiges ord, og da han bad de øvrige udtale sig, lovpriste og støttede de hans afrejse, og de stillede alle deres liv og formue til rådighed. Opmuntret af senatets tilslutning pålagde paven tavshedspligt indtil en nærmere fastsat dag.

12.33. Erobringen af Fano

I mellemtiden fortsatte kardinalen af Teano og Federigo af Urbino den lange belejring af Fano. Under denne udholdt de ubeskrivelige strabadser: ikke blot udsatte fjenden dem for et forfærdeligt bombardement med alle former for kasteskyts, men de blev også plaget af dårligt vejr og regnskyl, der oversvømmede lejren og forvandlede den til sump og søer. Alligevel besluttede de at angribe byens forsvarsværker, og de førte tunneller og skyttegrave, som soldaterne kunne bevæge sig igennem i sikkerhed for angreb fra siderne, helt frem til murene.

Sigismondo kom fra Rimini til Fano for at se, om byen kunne reddes. Med på skibene havde han bragt så meget proviant, som han havde kunnet samle under de givne omstændigheder. Da han havde besigtiget byen og vurderet fjendernes styrke og foranstaltninger, tilkaldte han sin søn, Roberto, som han havde givet kommandoen over stedet, og sagde til ham: ”Jeg er nødt til at vende tilbage til Rimini. Du skal fortsætte med at forsvare byen lige så modigt, som du er begyndt. Men hvis fjendens styrke sejrer, eller borgerne selv forsøger at overgive sig, så sørg for, at byen ikke tilfalder Kirken uskadt. Du skal enten stikke tagene i brand eller lad fjenderne plyndre den.” Med disse ord drog han bort igen.

Da Urbino og kardinalen hørte, hvad der foregik i byen, angreb de bymurene med de kanoner^[195], de havde klar. En voldsom kamp udviklede sig, kastevåben og sten^[196] fløj i alle retninger. Kirkens soldater besteg murene, der mestendels var skudt sønder. Bagved havde borgerne bygget en vold af tømmer og jord. Den kæmpede de for at forsvare, medens Kirkens soldater forsøgte at splitte den ad. Mange mennesker^[197] blev dræbt, og på begge sider blev mange såret og trak sig ud af kampen. Volden ville utvivlsomt være blevet indtaget, og byen udsat for plyndring, hvis ikke de kirkelige tropper havde manglet ammunition^[198]. Da Federigo blev klar over dette, lod han blæse til tilbagetog. Fanenserne forstod, hvilken fare de havde svævet i, og da de ikke vovede at afvente det næste angreb, sendte de midt om natten legater til kardinalen, og da de havde forhandlet færdig med ham, overgav de sig den 25. september. Roberto fik ikke mulighed for at udføre faderens ordre. Kort tid efter overgav han selv fæstningen, og af frygt for faderens brutalitet undgik han Rimini og begav sig til Ravenna.

Under belejringen af Fano var der i byen en munk af den hellige Frants’ orden. Han var ganske uværdig, som det ofte er tilfældet med konventualerne, der er ganske ligeglade med dyden^[199], men i mange tilfælde er udmærkede teologer. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at overtale befolkningen i Fano til ikke at åbne portene for Kirken, og han var ikke bange for at kæmpe foran murene og drive fjenden tilbage med pile. Da Kirkens soldater drog ind i byen, kunne han ikke acceptere Kirkens herredømme og flygtede til Sigismondo. Men medens han talte alt for frimodigt til Sigmismondo, kastede denne ham i havet fra et højt tårn. Nogle påstår, at Sigismondo gennemborede ham med en dolk – en passende løn for en soldat.

Pius sad tilfældigvis til bords, da han fik budskab fra kardinalen om, at Fano var kommet uskadt i hans magt. Straks løftede han hænderne mod himlen og takkede den almægtige^[200] Gud, fordi Han havde overvældet ham med så store velgerninger. I sit indre sagde han til sig selv: ”Nu er der ikke længere nogen grund til at blive hjemme. Gud kalder mig til sin krig og har banet vejen. Der er ikke længere grund til udsættelse.” Kort tid efter indtagelsen af Fano kom også Senigallia i Kirkens besiddelse, ligesom også byen San Giovanni i Marigliano og Gradara overgav sig. Ligeledes gav Ancona (om end modvilligt) Monte Marino, som de havde købt af Sigismondo uden legatens vidende, tilbage til Kirken. Derefter marcherede kardinalen med alle sine styrker til Montefeltro.

12.34. Reaktionerne fra de italienske stater

I mellemtiden havde de italienske legationer fået svar fra deres herrer. De fik foretræde for paven og meddelte, at dekretet om tiendedele, tyvendedele og en tredivtedel, der var blevet vedtaget i Mantova, var blevet accepteret. Opkræverne skulle sendes af sted, således at pavens ønske ufortøvet kunne blive opfyldt. Siciliens kong Ferrante svarede på samme måde ligesom hertug Francesco af Milano, Borso af Modena, markgreve Ludovico af Mantova, Bologna og Lucca. Selvom Genova var blevet inviteret til mødet, sendte de ingen, og det gjorde heller ikke hertugen af Savoyen, på trods af at en stor del af hans territorium ligger i Italien, og ej heller markgreven af Monferrato.

Firenze sendte ganske vist en legat, men han medbragte kun tomme ord: nogle af byens fremtrædende borgere var forretningsfolk^[201] i Konstantinopel, og man frygtede, at disse ville lide overlast, hvis Firenze involverede sig i en krig mod tyrkerne, sådan som barbarer har for vane. Deres magistrater havde besluttet at sende tre store galejer, de såkaldte galeaser, til Konstantinopel under foregivende af at ville forhandle men i virkeligheden for at hjemføre deres borgere med alle deres ejendele. De mente, at dette ville ske inden jul. Derefter ville byen med lethed kunne overtales til at gå i krig eller til at bidrage til krigen med penge. Inden da ville man kun forgæves forsøge at overbevise befolkningen, som det er sværere at få til at give penge ud end noget andet.

Efter lange drøftelser og forgæves nedslidning af senatsbænkene meddelte Siena til sidst, at de ville bidrage til felttoget med 3.300 dukater. Det var hvad de gav deres Herre, Jesus Kristus, og sådan mente de at kunne stille deres medborger, paven, tilfreds, han der efter sin tronbestigelse havde givet 50.000 dukater til byen Siena! Paven havde kun foragt til overs for sin utaknemlige fødeby, og med hensyn til florentinerne måtte han opfatte dem som købmænd og småfolk, der ikke kunne overtales til noget stort. Siena rettede dog ind efter nogle dage og skrev, at de ville bidrage med 8.000 dukater i stedet for 3.000. Selvom paven absolut ikke kunne være tilfreds med dette, accepterede han det dog med tilsyneladende taknemlighed – af kærlighed til sit fædreland syntes han, at han burde affinde sig med det, selv når det tog fejl.^[202]

12.35. Venetianernes offensiv imod tyrkerne

Som ovenfor berettet havde Venedig offentligt erklæret tyrkerne krig. Deres admiral, Alvise Loredan, var sejlet til tangen ved Peloponnes og havde medbragt 15.000 krukker med kalk og så meget tømmer, at han kunne rejse fem høje tårne eller fæstninger. To have, det joniske og det ægæiske, indsnævrer på dette punkt landet til en bredde af seks mil – grækerne kalder området for Hexamilium. Hvis det afspærres, er hele Peloponnes beskyttet mod landtropper. Derfor opførte man i gamle dage en mur fra hav til hav, der var udmærket beskyttet med tårne og grave. Den blev ofte omstyrtet af fjender, men rejst igen af beboerne. Da tyrkerne omsider havde erobret Konstantinopel og underlagt sig Attika og Bøotien, ødelagde de muren og indtog næsten hele Peloponnes.

Da den venetianske flåde ankom, var der endnu fundamenterne og nogle rester af det gamle bygningsværk tilbage. Muren blev hurtigt genrejst i sin tidligere højde og tykkelse; der blev rejst over 140 tårne, og på ydersiden blev der gravet en bred og dyb voldgrav. Venetianerne frygtede dog også angreb indefra, for ikke alle grækerne på halvøen var gået over til dem, og et antal stærke tyrkiske tropper havde besat nogle velbefæstede steder. De gravede derfor også en voldgrav på indersiden og brugte den opgravede jord til en vold med bolværker og forsvarsværker ovenpå. På arealet mellem muren og volden kunne vagtbemandingen være i beskyttelse som i en fæstning, og der blev opstillet krigsmaskiner af enhver art for at slå fjenderne tilbage. Til sidst blev der på passende steder indsat porte.

Kun fire byer var forblevet loyale over for tyrkerne, iblandt dem først og fremmest Korinth, den tidligere så berømte by. Rygtet ville vide, at 3.000 tyrkere var flygtet dertil. Venetianerne dristede sig ikke til at storme en by, der var så velbefæstet og fuld af forsvarere. De havde til hensigt at udsulte fjenden og satte i stedet alt ind på at befæste Hexamilium. Da de tyrkiske hærførere, som holdt Attika besat, hørte, at Hexamilium blev befæstet, samlede de 8.000 ryttersoldater og ilede til for at forstyrre byggeriet. Da de fandt, at dette allerede var afsluttet, drog de nedslåede bort igen, idet de mente, at der var brug for større styrker. I mellemtiden afkastede Lemnos og adskillige andre øer i Ægæerhavet, de såkaldte Cyklader, tyrkernes åg og gik over til venetianerne.

Da paven hørte dette, besluttede han at offentliggøre dekretet om sin afrejse. I forbindelse med gennemførelsen af dette var der mange ting at drøfte med kardinalerne. I disse drøftelser viste kardinalen af Arras sig altid genstridig og oprørsk – han havde jo faktisk længe været vred på paven. Ærgerrighed og grådighed forblindede manden, og han nærede et indgroet fjendskab til italienere. Hertil kom hans skamløshed og afhængighed af alle laster.

12.36. Sønderlemmende kritik af kardinalen af Arras

Før han blev kardinal, havde Arras i høj grad bestræbt sig på at skjule sin perverse karakter. Han blev allerede opfattet som en lærd mand på grund af sin ordrigdom i diskussioner, men han ville også gerne ses som en god mand ved at efterligne dyderne.

Så snart han opnåede den røde hat, kunne han dog ikke længere lægge bånd på sig selv, men kastede sig tøjlesløst ud i enhver forbrydelse. Løgn og mened var ham så naturlige, at han ofte kom til at narre sig selv, fordi han troede, han havde løjet selv i de tilfælde, hvor han havde talt sandt. Når han læste den franske konges breve op for paven, ændrede han ofte meningen og tillagde kongen dette eller hint ønske, som aldrig var faldet denne ind. Pius bemærkede dette, og engang fangede han kardinalen i en fejl – for denne havde læst meget mere op, end der kunne stå på siden. Pius sagde så: ”Giv Os brevet, så Vi kan se, om det er sandt, hvad du læser op.” Manden rødmede, men med kvindagtig opfindsomhed - altid klar til udflugter – svarede han: ”Brevet vedrører også nogle af kongens private anliggender, som jeg ikke ønsker, du skal se.” Paven svarede igen: ”Godt gjort! Du er sandelig en ærlig kardinal! Du rødmer ikke over at lyve for din herre, og du bedrager Kristi Stedfortræder. Din skændighed har ført dig til at lyve. To kardinaler har læst brevet og bevidner offentligt, at der ikke står noget om det, du har læst op, og at det ikke indeholder noget om kongens private sager. I stedet indeholder det en anbefaling af biskoppen af Mirepoix. Forsvind og kom ikke tilbage, førend du har renset dig for denne helligbrøde.” Kardinalerne hørte denne åbenlyse irettesættelse, og Arras gik beskæmmet bort.

Nogle måneder før var to betydningsfulde bispedømmer i Frankrig^[203] blevet ledige, den ene ærkebispesædet Besancon i Bourgogne, og det anden bispedømmet Albi i Frankrig^[204] i Auvergne. Begge var rige og indbragte indehaveren over 7.000 dukater årligt. Besancon blev anset for det fornemste, og Albi for det rigeste. Kardinalen af Arras ønskede dem begge og opsøgte med skamløst ansigt og dristig mund paven og sagde til ham: ”Du kan ikke nægte mig ærkebispedømmet Besancon, for der stammer jeg fra. På den måde vil du gøre det muligt for mig at sørge for min broder og mine nevøer. Med hensyn til bispedømmet Albi beder den franske konge om, at du giver mig det in commendam. Det har du i øvrigt allerede lovet kongen.” Paven svarede ham: ”Du kender Vor praksis. Vi giver ikke to bispekirker til nogen, med mindre den ene er en af kardinalernes titelkirker.^[205] Du må vælge et af de to bispedømmer; regn ikke med at få dem begge to.” Arras blev rasende, og som om han var blevet forulempet begyndte han at besvære sig til paven over, at denne nægtede at give ham en rimelig belønning for hans møje: ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion og det venskabelige forhold til den franske konge var blevet opnået ved hans indsats. Men paven stod fast. Nu greb Arras til typisk franske manøvrer: han lovede paven 12.000 dukater, hvis han fik sit ønske opfyldt. Paven blev opbragt: ”Gå ad helvede til^[206] med dine dukater: og tag dine penge med dig i fortabelsen^[207].”

Fra den tid af var Arras ikke længere venligtsindet over for paven, skønt han som regel forstillede sig. Han skrev meget usandt om paven til den franske konge, f.eks. at paven var en fjende af kongens slægt^[208], og at han ikke ville holde sine løfter til kongen. Beslutninger i senatet^[209] meddelte han til fjenderne, selv om der var pålagt tavshed under trussel om exkommunikation^[210], og der blev opsnappet et brev skrevet med hans hånd, i hvilket han afslørede pavens hemmeligheder for Jean d’Anjou og hævdede, at han selv var forhadt af paven, fordi han var familien Anjou yderst hengiven.

Herudover bragte hans koleriske temperament^[211] og hans hykleri ham skam. Han ville gerne have ry af fromhed^[212] og snart holdt han messe i Peterskirken, snart andre steder, med et ansigt og en adfærd som om han var i religiøs ekstase^[213] og med dybe suk og gråd og samtale med Gud. Men medens han var på vej væk fra alteret og stadig iført sine messeklæder, tildelte han lussinger til den ene eller anden af sine tjenere, som havde udført sin altertjeneste mindre nøjagtigt. Man fortalte paven, at en af altertjenerne havde fået så voldsom en lussing af ham ved selve alteret, at han faldt om og således, som man sagde, fik en lussing af kardinalen på den ene side og en lussing af jorden på den anden.

Når han spiste, blev han så opbragt over småfejl, at han kastede sølvskåle og brød efter sine tjenere, og nogen gange – selv når der var betydningsfulde gæster til stede – væltede han selve bordet med alle retterne. Han både spiste og drak uden mådehold, og når vinen havde gjort sin virkning, havde han ingen kontrol over sig selv. Derfor var det kun sjældent, at hans tjenere holdt ud i mere end en måned. Kun en af dem gennemskuede manden og drog fordel deraf. Han plejede at drikke i kroerne ved Campo de’ Fiori, og når han fuld af vin vendte hjem på tidspunkt, hvor han regnede med, at kardinalen var gået til bords, spurgte denne ham om, hvor han havde været. ”På Campo de’ Fiori,” svarede han, og kardinalen spurgte ham nu om de nyheder, han havde hørt der. ”Glimrende nyheder,” svarede han, ”for alle kurialerne, som promenerer dér i stort tal, roste kardinalen af Arras over alle de andre kardinaler, fordi han overgår dem både i lærdom og kløgt. Der er ingen tvivl om, at når Pius dør, vil Arras blive gjort til pave. Thi hvem kan kardinalerne vælge, der er mere egnet og acceptabel for kongerne?” Når han hørte den slags, kunne Arras ikke holde glædestårerne tilbage, han rejste sig hurtigt fra bordet, begav sig til sit kammer, tilkaldte slynglen^[214] og talte længe med ham om paveværdigheden. Thi også kongen af Frankrig havde spået ham, at han ville blive Kristi Stedfortræder. Blind er menneskenes ambition: den indfanges med lethed af smiger og mister fornemmelsen for egne fejl og mangler.

Arras var både en drukkenbolt og en grovæder, men han forsømte ikke af den grund en tredje last, d.v.s. seksuelle udskejelser. Han tilbragte ofte dage og nætter med skøger. Når de romerske matroner så ham komme forbi, høj, bredbrystet, rødkindet og med hårede lemmer, kaldte de ham Venus’ Akilles. Et offentligt pigebarn fra Tivoli, der havde sovet med ham, sagde, at hun havde ligget med en vinsæk. En kvinde fra Firenze, der var datter af en af hans landsmænd, og som havde været hans elskerinde, var af ukendte grunde blevet vred på ham. Hun ventede på kardinalen, indtil han kom tilbage fra kirken og red op foran sit palæ, og da han kom forbi, sendte hun en stor spytklat blandet med slim, som hun længe havde holdt tilbage i munden, ud over hans hat og mærkede ham med dette skændige tegn som en skørlevner. Kardinalen af Avignon, der var med ham, viste sin medfølelse med en kollega, som en kvinde offentligt havde formastet sig til at fornærme, men de andre, der så det, brød ud i latter. Arras selv lod som ingenting og fortsatte uden et ord.

Hvad skal vi sige om mandens letfærdighed^[215] og omskiftelighed? Han havde aldrig den samme mening længe ad gangen. Hvad han gik ind for om morgenen, gik han imod om aftenen. Han lagde så lidt vægt på sin kardinalsværdighed, at han ikke skammede sig over at møde kongelige budbringere uden for murene. Hvad han sagde det ene øjeblik, benægtede han det næste, og han følte sig ikke forpligtet hverken af løfter eller eder. Han anvendte ofte dette citat fra Euripides på sig selv: ”Jeg har svoret med tungen, men jeg har ikke svoret i mit sind.”^[216]

Han havde lært meget udenad både fra de verdslige og religiøse skrifter. Han havde gennemløbet hele den latinske litteratur og havde indprentet sig en række udvalgte citater fra filosoffer og digtere. Hvad der end blev talt om, var han parat til at udtale sig og fremføre udsagn fra oldtidens^[217] lærde mænd. Men han var uden vid og dømmekraft. Han bralrede ud både med det, der måtte siges, og det der ikke måtte. Han fulgte det, der passede med hans lyster, og ikke det, der passede med ret og rimelighed^[218]. Det er sandt, når man siger, at tåbelighed uden lærdom er mindre farlig end tåbelighed med lærdom. Lærdom gør en fordærvet karakter værre. Ligesom stål skærpes med en slibesten, på samme måde skærpes den gode karakter ved lærdom til fromhed, medens det slette menneskes karakter skærpes til ondskab. Det er visdom, der gør mennesket fuldkomment, og den kan ikke leve i en ondsindet sjæl. Den megen litteratur havde gjort kardinalen af Arras helt kulret, og han havde så stor tillid til sin litterære dannelse, at han troede han kunne vinde enhver diskussion og ikke frygtede at blive mærket som en vindbøjtel. For hvad han forsvarede i går, det dristede han sig til at fordømme i dag. Den krig, som pave Pius førte imod René d’Anjou kaldte han for helt retfærdig, så længe kong Charles levede. Men da Louis besteg tronen og begyndte at favorisere Anjou, var det, som om den nye konge havde bragt en ny retfærdighed ned fra himlen. Kardinalen ændrede i hvert fald mening. Da Giovanni Cesarini var blevet sendt til Bretagne og på kong Louis’ befaling blev holdt tilbage i Frankrig og berøvet hele sin bagage, fordømte Pius disse handlinger, men kardinalen udgav et lille skrift, hvori han forsøgte at forsvare, at han selv havde skiftet mening med hensyn til Kongeriget Sicilien, samt kongens tilbageholdelse af den apostoliske nuntius. Han diskuterede også langt og forvrøvlet om den besiddelsesret, som franskmændene formaster sig til at gøre gældende i kirkelige anliggender. Og da kardinalerne af Avignon, Rouen og Coutances ved et kongeligt edikt blev frataget indtægterne fra deres bispedømmer, og alle sagde, at der dermed var skabt en meget slet præcedens, så bestræbte han sig også på at forsvare dette, idet han hævdede, at kongens magt står over pavens autoritet.

Da paven havde erfaret disse ting, kaldte han ofte Arras til sig uden vidner, irettesatte ham og formanede ham med faderlig kærlighed til at ændre livsførelse. Manden græd, medens han blev formanet, og lovede at gøre, som han blev bedt om, men så snart han forlod paven, blev han atter sit gamle jeg og gjorde endnu værre ting. Så blev der tilkaldt venskabelige vidner, således som der står i det evangeliske bud^[219]: det hjalp ikke. Han blev revset foran sine brødre i konsistoriet, men alle bestræbelser var forgæves. Man kunne ikke standse flodens strøm. Da paven blev klar over, at manden ikke stod til at redde, lyttede han ikke længere til ham, nægtede ham foretræde, afviste hans andragender og ignorerede hans udtalelser. Til gengæld talte han velvilligt til de kardinaler, som Arras var uven med, og lyttede til deres bønner.

Efterhånden som dette blev kendt, og kardinalen blev foragtet af alle, opnåede han omsider en audiens hos paven og sagde, at han ikke fortsat kunne opholde sig ved kurien, når han kunne se, at dennes overhoved var ham fjendtligt stemt. Han ønskede derfor at drage til den franske konge, som var ham venligtsindet, og bad om tilladelse til at tage bort. Paven sagde, at han ville drøfte hans bortrejse med kardinalerne: han måtte ikke tage af sted, førend dette var sket. Kardinalen blev forbitret herover, som om han blev holdt tilbage imod sin vilje. Han skrev til sin konge, at man forberedte anslag imod ham, og at han frygtede at blive kastet i fængsel. Dette var sådan set rigtigt: paven fandt det ikke betryggende, at denne rænkefulde person skulle tage til Frankrig og pønse på omvæltninger. På den anden side så paven kun nødigt, at kardinalen opholdt sig ved kurien, for han lod senatets hemmeligheder gå videre til pavens fjender, og han formidlede venskabelige forbindelser mellem Byens baroner og Anjou. Det forekom bedre at sætte kardinalen fast og straffe ham for hans forbrydelser. Han havde kardinalernes tilslutning hertil, da de fleste af dem mente, at kardinalens formastelighed fortjente en hård straf. Kun én ting reddede Arras: da paven overvejede, hvordan folket ville reagere på kardinalens arrestation, var han ikke i tvivl om, at den mægtigere part ville blive fordømt, for mængden holder med de stakkels anklagede og kalder en retfærdig straf for et voldeligt overgreb. Af frygt herfor gav paven kardinalen tilladelse til at tage til Frankrig, når han ville. Der ville han omsider få sin straf. Efter at dekretet om tyrkerne var blevet offentliggjort, drog kardinalen nedtrykt bort.

12.37. Offentliggørelse af felttoget mod tyrkerne

Ind imellem overvejede paven, hvor stor og hvor farlig den planlagte krig mod tyrkerne var, og hvor meget Francesco af Milanos autoritet ville gavne sagen, hvis han deltog aktivt i krigen. Han sendte ham derfor et langt brev, der er medtaget i samlingen af pavens øvrige breve^[220]. I brevet forsøgte paven at overtale hertugen til at drage med sig på togtet. Han ville blive anfører for hele den apostoliske hær, og han ville på den måde opnå evigt ry og frelse for sin sjæl, lige som han ville gavne sine efterkommere som fyrster af Milano. Men forsøget var forgæves: hertugen var nu blevet helt afhængig af de jordiske nydelser og foragtede de himmelske^[221], og han sendte vidtløftige undskyldninger.

Pius lod sig ikke ryste i sin tillid til den Højestes bistand. Han indkaldte et åbent konsistoriemøde den 22. november i sit pontifikats sjette år med det formål at svare legaterne fra Bourgogne. Mange mennesker mødte op. Paven befalede, at dekretet, der var vedtaget efter kardinalernes fælles råd og med deres enstemmige tilslutning, skulle læses op af Gregorio Lolli. I dekretet redegjorde paven udførligt for nødvendigheden af at føre krig mod tyrkerne, og at han selv tog af sted; for grundene til at man kunne regne med en sejr; for belønningerne til krigerne og for straffene til dem, der stillede sig i vejen. Dekretet^[222] blev påhørt med den yderste opmærksomhed, skønt oplæsningen varede i mere end to timer. Den smukt formulerede tekst, sagens usædvanlige karakter og pavens beredvillighed til at give sit liv for sine får fik tårerne frem hos mange af tilhørerne. Legaterne fra Bourgogne takkede paven på det varmeste og ville bringe pavens kærkomne og storslåede svar tilbage til deres herre.

Men da romerne hørte om pavens beslutning, blev de nærmet grebet af fortvivlelse, som om de fuldstændigt ville miste den Romerske Kurie og indtægterne derfra. Da paven hørte dette, sagde han til dem: ”Vær ved godt mod, mine romerske sønner, som Vi elsker som Vor egen sjæl. Når Vi drager imod tyrkerne, vil Vi efterlade det Apostoliske Kammer her sammen med Rotaen^[223], Kancelliet, Pønitentiariet og den Romerske Kuries øvrige kontorer^[224]. Endvidere vil Vi udnævne to legater, af hvilken den ene vil administrere de verdslige sager, medens den anden vil forestå de religiøse anliggender og på Vore vegne bistå dem, der kommer til Byen. Også de ældre kardinaler, som forhindres af sygdom i at tage af sted, vil blive tilbage. Men med Herrens hjælp vil Vi snart vende sejrrigt tilbage. Hav tillid: trøstens og fredens Gud vil ikke nægte at hjælpe denne By, som de hellige apostles martyrdød har gjort til et helligt sted.

Med disse ord sluttede mødet i en entusiastisk atmosfære. Paven, der led af alvorlige fodsmerter og næsten ikke havde kunnet holde masken for smerte i så lang tid, vendte ilsomt tilbage til sit kammer.

12.38. Alliance mellem den Apostoliske Stol, Bourgogne og Venedig

De foregående dage var legaterne fra Bourgogne og Venedig mødtes med paven og havde indgået følgende alliance: de lovede, at de med alle kræfter ville føre krig imod tyrkerne i ét, to eller om nødvendigt tre år. Man tilføjede denne klausul, at ingen af dem på egen hånd måtte gå ud af krigen uden de allierede. Endvidere havde paven tilføjet, at når hertug Philippe nåede Italiens kyst og satte over til Grækenland, så ville han selv tage af sted på samme tid. Legaterne, der var udstyret med vidtgående beføjelser, forpligtede deres herrer på disse bindende vilkår. En lignende aftale blev indgået mellem den ungarske kong Matthias og venetianerne.

12.39. Fred med Piccinino

Piccinino havde i nogen tid vægret sig imod at gå ind på de fredsbetingelser, som Alessandro Sforza havde dikteret. Da han omsider forstod, at der ikke var nogen hjælp at hente hos franskmændene, og han ikke kunne holde på sine soldater med løgne, gik han til sidst ind på fredsaftalen. Han fik byen Sulmona og nogle mindre byer i Abruzzo og et årligt sold på 90.000 dukater. Da paven var ivrig efter at få fred i Kongeriget, betalte han de 15.000. Det var nemlig ret afgørende for sejren, på hvis parti Piccinino stod.

12.40. Slutningen på Malatestaernes oprør

Sigismondo Malatesta var nu indesluttet i Rimini og havde kun få befæstede byer tilbage. Ganske nedbrudt sendte han legater til paven med følgende budskab: ”Jeg er overvundet og beder om fred på de betingelser, som du måtte fastsætte. Det er hæderfuldt for en sejrherre at skåne den besejrede. Jeg bekender, at jeg har forsyndet mig groft imod dig, men jeg er også blevet straffet hårdt derfor. Hvis jeg bliver sparet, vil jeg i fremtiden ikke skade Kirken.” Paven beordrede, at hans betingelser skulle formuleres. Da de retskyndige havde bifaldet dem, fik Sigismondo fred på følgende vilkår: hans repræsentanter skulle under messen på en festdag i Peterskirken dels bevidne, at Sigismondo faktisk havde fremsat og udbredt de fejlagtige meninger, han blev anklaget for, og som tenderede til åbenlyst kætteri, og dels skulle de i Sigismondos navn trække dem tilbage og afsværge dem, især dem, der rejste tvivl om de dødes opstandelse og menneskesjælens udødelighed. Det samme skulle Sigismondo selv gøre i Rimini. Han måtte acceptere, at han på grund af sin majestætsforbrydelse^[225] og for sit kætteri ville blive frataget al magt og lykkens øvrige goder. Som et udtryk for apostolisk velvilje ville han, efter at være blevet revset, få tildelt Rimini under en ny titel som vikar. Han skulle betale 1.000 dukater årligt i skat. Han skulle uophørligt afgive alle andre byer, fæstninger og øvrige befæstede steder, hvor end de måtte være. Kirken, som han havde skadet, skulle have det hele som erstatning. Federigo af Urbino skulle have det tilbage, som tilhørte ham. Når dette var sket, skulle der herske fred. Efter forsoningen med Kirken ville Sigismondo som gave få overdraget den del af territoriet ved Rimini, som lå nærmest, og som var nødvendig for byen. Det måtte ikke befæstes.

Sigismondos repræsentanter havde været meget bange for at miste byen Rimini og accepterede nu freden, som den blev dikteret.^[226] Den næste søndag mødte mange mennesker op til messen i apostlenes basilika^[227]. I nærvær af mange biskopper og stående ved Maria-alteret bekendte Sigismondos repræsentanter med høj og lydelig røst offentligt hans kætteri og afsvor det i overensstemmelse med den fuldmagt, de havde fået. På den fastsatte dag overdrog Sigismondo besiddelsen af de forlangte byer og fæstninger til kardinalen af Teano. Heriblandt kom den berømte by Citerna i Toskana, der ligger nær Tifernae^[228], til ærgrelse for florentinerne, der ihærdigt havde forsøgt at erhverve denne by. Sigismondo gennemførte overførslen af disse steder den 31. oktober. Den følgende dag gav kardinalen ham fred og foreskrev det område, som han kunne kalde for Riminis, og som skulle tilhøre ham selv. Hans magtområde blev stærkt begrænset. Han fik endvidere overladt nogle såkaldte tumbae, d.v.s. borge med kun få indbyggere. Han mistede sine befæstede byer med stor befolkning.

Herefter drog biskoppen af Sessa efter kardinalens ordre til Rimini for at hæve exkommunikationen. Hele folket og Sigismondo selv kom ham i møde og bad om tilgivelse for deres synder. Biskoppen drog til domkirken og gjorde det klart, hvor alvorligt tyrannen og befolkningen havde forsyndet sig, da de lod hånt om Kirkens bud. Han beordrede, at der ikke måtte afholdes gudstjenester i tre dage, og at befolkningen skulle faste for at fortjene absolution. Efter de tre dage samlede indbyggerne sig i kirken. Knælende foran biskoppen og højalteret bekendte Sigismondo sine fejltagelser og bad om tilgivelse. Herefter aflagde han ed til Pius, og det samme gjorde befolkningen, der lovede, at de altid ville overholde Kirkens bud og sanktioner. Til sidst gav biskoppen absolution til de angrende og velsignede byen. De præster, som under interdiktet havde profaneret de hellige gudstjenester^[229] blev suspenderet alt efter forsyndelsens art.

Således endte den picenske krig og Malatestaernes oprør. I forhold til den Apostoliske Stols mildhed, var det en streng afslutning, i forhold til forbrydelsernes størrelse var den mild. Disse ting fik en afslutning, der var gunstig for Pius, og det samme gjaldt også med hensyn til ærkebispedømmet Mainz.

12.41. Afslutning af striden om ærkebispesædet Mainz

Pius havde sendt biskoppen af Tricarico til Tyskland for at på orden på ærkebispedømmet Mainz’ forhold. I mellemtiden var Diether af Isenburg begyndt at have medynk med det bispedømme, hvis søn han var, og som han længe havde forvoldt skade: enten var han nedbrudt over krigens langvarige trængsler, eller også havde Gud indgivet ham at opgive sit onde fortsæt. I hvert fald måtte han være klar over, at palatinergreven ikke havde andet formål med krigen end fuldstændig at svække ærkebispesædet Mainz og helt at fjerne et ophøjet embede, der syntes at mindske hans egen glans. I hemmelighed bad han derfor gennem sendebud om et med møde med Adolf af Nassau, fordi han havde besluttet at indgå fred med ham. De to mødtes i Frankfurt sammen med deres venner og allierede undtagen palatinergreven. Byen Frankfurt ligger ved floden Main og er berømt for sine velbesøgte markeder og for kejservalgene. For når den kejserlige trone er ledig, mødes de tyske kurfyrster dér og bliver lukket inde i borgen, hvor de vælger kejseren. De kalder ham dog ikke kejser, førend han er blevet kronet i Rom. Når han har fået diademet i Achen, kalder de ham for ”den romerske konge”, forinden kalder de ham for ”den valgte romerske konge”.

Frankfurts templer, der er viet til Gud, er storslåede og borgernes huse prægtige, selvom en stor del af dem er bygget af træ. Alle husene har tage af de tynde, blyfarvede sten, som kaldes abbacus. De er sat så tæt sammen, at de ligner fiskeskæl, når de skinner i solen. Floden Main kommer fra de nærliggende bjerge i Bøhmen og flyder imod vest igennem Würzburg og mange andre byer i Franken. I Frankfurt er der en stenbro over floden med 14 buer. Den ene er brudt ned af frygt for byen på den anden side, men i fredstid er de to sider forbundet med en træbro. Floden er rig på fisk og især ål, og nær Mainz flyder den sammen med Rhinen. Hver dag kommer en 300-mands hestetrukken båd til Frankfurt fra Mainz og en anden fra Mainz til Frankfurt: så stort er behovet for varetransport.

I denne by mødtes Adolf og Diether. Man tilkaldte den apostoliske nuntius, Pietro Ferrici, under hvis autoritet sagen skulle bilægges. Herefter forhandlede de om fred. De enedes om, at Diether helt skulle frafalde de rettigheder, som han hævdede at have på ærkebispedømmet Mainz, og hylde Adolf som sin herre og som den af paven legitimt indsatte ærkebiskop. Ufortøvet nedlagde han det fyrstesværd, som bæres foran kurfyrsterne, foran en talrige forsamling af fornemme mænd. Derefter faldt han ydmygt på knæ foran den apostoliske nuntius, bad om tilgivelse og fik absolution. Til sidst forlod han borgen som privatmand. Kort tid efter overdrog han Aschaffenburg og de fæstninger, han havde i sin besiddelse, til Adolf. Nogle skulle han dog efter aftale beholde, så længe han levede, for ikke at geråde i fattigdom, da han havde brugt hele sin fædrenearv på de langvarige krige.^[230] Hans skæbne lignede Sigismondos. Begge havde kæmpet imod den Apostoliske Stol og var blevet exkommunicerede. Begge fik at mærke, hvor meget den barmhjertige Gud favoriserede Pius, skønt de i højere grad kom til at mærke dennes barmhjertighed end hans strenghed.

Tyskerne anser næsten ærkebiskoppen af Mainz for en anden gud og mener ikke, at pavens myndighed^[231] gælder for hans vedkommende. Da Pius afsatte Diether, hånlo de ad ham, som om han havde forsøgt at gøre noget umuligt. Også i kardinalskollegiet var der nogle, som havde samme opfattelse og i deres indre mente, at paven her havde været for dristig.^[232] Men standhaftigheden overvandt alle disse letfærdige meninger, og man kunne konstatere, at de, som havde ment, at paven var afsindig, selv var det. Blandt dem var også kardinalen af San Pietro in Vincoli^[233], en tysker, der holdt lidt for meget af sit eget folk. Adolf var det andet medlem af familien Nassau, der på pavens bud havde afsat en ærkebiskop af Mainz, var blevet ophøjet i hans sted, og sad i bispestolen med værdighed. Hele denne affære forøgede i høj grad Pius’ ry og gav ham mere frihed til at tage sig af tyrkersagen.

12.42. Slutspillet om fyrsten af Taranto

Tilbage var kun fyrsten af Taranto i Kongeriget Sicilien. Denne ville kunne forstyrre pavens afrejse mod tyrkerne og rejse nye oprør mod kong Ferrante. Selvom han året før var blevet forsonet med kongen efter sejren ved Troia, mente han dog – ihukommende sin egen troløshed – at krig ville gavne ham mere end fred. Offentligt foregav han at være venligtsindet over for Ferrante, men i hemmelighed lovede han Jean d’Anjou hjælp og opfordrede ham til ikke at forlade Kongeriget. Hvis Anjou ikke kunne finde sikkert ophold andetsteds, stillede hertugen sine egne fæstninger til hans rådighed. Fyrsten bød endvidere indbyggerne i San Severo være ved godt mod; de skulle ikke overgive sig til Ferrante, for han lovede dem hjælp og sendte dem penge til at hyre lejesoldater. Han havde allerede ført 22 rytteridelinger til det øvre Puglia for at skabe uro der. To af hans breve blev opsnappet den samme dag, de var skrevet. Det ene var sendt til kong Ferrante og gav udtryk for fyrstens store hengivenhed for kongen, det andet var sendt til Jean d’Anjou, som han opfordrede til ikke at miste modet og lovede mere hjælp.

Da han hørte dette, mente Ferrante, at han burde skynde sig til Puglia. Lucera dei Saraceni havde allerede fordrevet den franske garnison og var gået over til ham. Fra sin hær udvalgte han 24 rytteridelinger og drog derefter ilsomt til Puglia. Han turde dog ikke angribe San Severo, der var glimrende befæstet, men tog til Manfredonia, der hurtigt kom i hans magt, efter at borgerne havde overgivet byen, selvom denne ikke undgik plyndring. Fæstningskommandanten havde nemlig set en fransk galej, der var på vej. Han lod sig narre af håbet om ny hjælp og dristede sig til at gøre udfald. Ferrantes delinger gjorde modstand imod ham, soldaterne fra lejren blev opildnede af tumulten og kom løbende til, og det var herefter ikke muligt at undgå udplyndringen af byen. Kommandanten blev slået og trak sig tilbage til fæstningen med store tab. Den franske galej blev opsnappet, og forsvarerne på landjorden taget til fange. Den erobrede galej blev bemandet med nye soldater og beordret til venskabeligt at sejle en anden galej i møde, der ikke var langt borte. Denne blev ikke klar over krigslisten og blev ligeledes erobret.

Da dette blev meddelt til fyrsten af Taranto, blev han grebet af pludselig desperation og mavesmerter og panik, for han var en svag person, hovmodig og pralerisk i medgang, skrækslagen og nedbrudt i modgang. Sygdommen forværredes fra dag til dag, og lægerne kunne ikke give noget håb om helbredelse. Efter at have kæmpet med sygdommen i næsten 12 dage besluttede fyrsten at vende tilbage til sit eget land. Han blev transporteret i en lukket bærestol til byen Altamura. Da de ville sætte ham ned, fandt de, at han var død. Det var den 15. november. Han havde ikke efterladt sig noget testamente, og han var ikke blevet forsonet med Gud gennem skriftemål eller på kristen vis modtaget kirkens sakramenter.

Han døde, som han havde levet – uden religion. Indbyggerne hørte med stor glæde om hans død. Det var en besynderlig situation: ingen stat beklagede hans død. Overalt var der offentlig glæde, offentlige fester og banketter, glæde overalt. Det var, som det plejer at være, når en gerrig rigmand dør: folket siger, at det eneste rigtige, han gjorde, var at dø. For Giovanni Antonio havde været meget gerrig og i den grad fokuseret på profit, at han havde reserveret handelen i sit fyrstendømme for sig selv. Af sine undersåtter købte han alt, hvad der var til salg, og til den pris, han selv fastsatte, og solgte det videre til fremmede købmænd. Han betalte sjældent sine kreditorer. Han havde mange jøder i sit område med det formål lettere at kunne malke dem. Han handlede med tyrkerne. Han forlangte, at hans familie skulle stille sig tilfreds med smalkost. Han brugte ikke lys undtagen tællelys, og dem kun sparsomt. Hans død blev derfor oplevet som hans undersåtters liv og opstandelse.

Da kong Ferrante fik budskabet om hans død, efterlod han nogle få styrker ved Manfredonia, der skulle erobre fæstningen, og skyndte sig med hele sit rytteri til Altamura, hvor han blev modtaget med begejstring af alle. Det var faktisk en stor omvæltning: inden otte dage overgav mere end 300 legater fra de store og mindre byer, der havde været i fyrstens magt, sig entusiastisk til kongen. Også fyrstens hustru, sønnen Giulio og hans hærførere underkastede sig ufortøvet kongens befalinger og aflagde ed til ham. Der var en mægtig skat, og den hele faldt i kongens hænder. Formuer, der havde ligget hengemt i mange år, og skatte, der var blevet vogtet alt for godt, kom pludselig frem i lyset. Man fortalte, at det, der blev fundet i skatkamrene og varehusene, sammen med kvæghjordene beløb sig til mere en million dukater, og alt dette kom i kongens hænder.^[234]

Efter dette lykketræf blev også fæstningen ved Manfredonia indtaget ligesom byen Vieste. Da San Severo erkendte, at alt håb var ude, begyndte den at forhandle med den apostoliske legat om forsoning. Kong Alfonsos tidligere konkubine, Lucrezia, frygtede at vise sig for Ferrante og flygtede sammen med en søn af Giovanni Cossa til Dalmatien og siges stadig at opholde sig der sammen med sin elsker.^[235] I hele Kongeriget adlød alle Ferrante med undtagelse af San Severo (med mindre den nu har overgivet sig), fæstningen ved Lucera, nogle få fæstninger tilhørende grev Campobasso i Puglia, Ortona i Abruzzerne, Mantea i Kalabrien, øen Enaria i det Tyrrhenske hav, hvor Jean d’Anjou holdt til, og Castel dell’Ovo nær Napoli, der næsten var helt ødelagt af bombarder. Alle andre steder lyder kongens befalinger. Der er ingen tvivl om, at Kongeriget nu har fred, at intet hindrer pave Pius i at drage i felten mod tyrkerne, og at situationen er meget fordelagtig. I tillid hertil gør han sig nu klar og forbereder sig på den største af alle krige. Vi bønfalder den barmhjertige Gud om at se i nåde til hans forehavende.

Dette var, hvad vi havde at skrive om pavens anliggender i det sjette år af hans pontifikat, som endnu ikke er forbi. Det er nedskrevet i 12 bøger. Denne, den sidste bog blev afsluttet den 31. december i det Herrens år 1463.

---

1. ^{Maj 1463}
2. ^{Natura et arte}
3. ^{Coeptis ardacibus: Vergil, Georgica, 1,40; Æniden, 9,625}
4. ^{Arpino: http://en.wikipedia.org/wiki/Arpino}
5. ^{Gajus Marius (157-86 f.Kr.): http://da.wikipedia.org/wiki/Gaius_Marius}
6. ^{Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.): http://da.wikipedia.org/wiki/Marcus_Tullius_Cicero}
7. ^{Arma … litterae}
8. ^{Montecassino: http://en.wikipedia.org/wiki/Montecassino}
9. ^{Mulctatus coercitusque}
10. ^{Venedig besluttede sig for krig den 28. februar 1463}
11. ^Spiritus
12. ^{Euboea: http://en.wikipedia.org/wiki/Euboea}
13. ^{Arkadien: http://en.wikipedia.org/wiki/Arcadia}
14. ^{Argos: http://en.wikipedia.org/wiki/Argos}
15. ^{3. april 1463. Lepanto = Naupaktos: http://en.wikipedia.org/wiki/Naupactus}
16. ^{Salvis infamia nummis. Juvenal 1,48}
17. ^{Strabo 8.1,3}
18. ^Euxinum
19. ^{Orbis commercium}
20. ^Despotus
21. ^{Leonardo III Tocco (d. 1479): http://en.wikipedia.org/wiki/Leonardo_III_Tocco}
22. ^{5. juli 1463}
23. ^{30. juni 1463}
24. ^Modius
25. ^{D.v.s. pavelig}
26. ^{Mons Aragonum}
27. ^{Fortunae fanum}
28. ^{20. juni 1463}
29. ^{20. juli 1463}
30. ^{D.v.s. Toskana}
31. ^{Jacopo Piccininos fader}
32. ^{Alessandro Sforzas broder, hertugen af Milano, der havde vundet sit hertugdømme igennem sin karriere som anfører for lejesoldater og nu som fyrste var deltager i den krig, som Piccinino syntes man skulle forlænge}
33. ^{D.v.s. svært}
34. ^Imperia
35. ^Provincia
36. ^{Således siger broderen til hertugen af Milano, Venedigs nære og store rival}
37. ^{Piccininos egen kansler}
38. ^{Se affæren med fårene oven for}
39. ^{Aftalen om L’Aquila blev indgået den 18. august 1463}
40. ^{Meritoria taberna}
41. ^{Godefroy de Bouillon (1060-1100): (http://en.wikipedia.org/wiki/Godfrey_of_Bouillon}
42. ^{Under det første korstog i 1096}
43. ^{Eremitten Peter (d. 1115): http://en.wikipedia.org/wiki/Peter_the_Hermit}
44. ^{Matthæusevangeliet 13,4-7}
45. ^{Matthæusevangeliet 5,13: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.”}
46. ^{Salmernes Bog 78,57: ” De faldt fra og var troløse som deres fædre, de svigtede som en slap bue.”}
47. ^Purpurati
48. ^{Salmernes Bog 118,18: ”Herren tugtede mig hårdt, men han overgav mig ikke til døden.”}
49. ^{15. august 1463}
50. ^{29. juni 1463}
51. ^{Scola parisiensis}
52. ^Possessio
53. ^{Fredstraktat af 26. juli 1463}
54. ^Ister
55. ^{Her, hvor han beskriver moderne tider, anvender Pius navnet Danubius}
56. ^{Noricum: http://en.wikipedia.org/wiki/Noricum}
57. ^{Gepidae: http://en.wikipedia.org/wiki/Gepids}
58. ^{Sarmatae: http://en.wikipedia.org/wiki/Sarmatians}
59. ^{Goterne: http://en.wikipedia.org/wiki/Goths}
60. ^{Euxinum mare}
61. ^{Corruptus italicus}
62. ^{Siculi = Szekelyek}
63. ^Nudus
64. ^{Formentlig Bela III (1148-1196): http://en.wikipedia.org/wiki/B%C3%A9la_III}
65. ^{Andreas II (1177-1235): http://en.wikipedia.org/wiki/Andrew_II_of_Hungary}
66. ^{Ludvig I den Store (1326-1382): http://en.wikipedia.org/wiki/Louis_I_of_Hungary}
67. ^{Stefan I (-1038): http://en.wikipedia.org/wiki/Stephen_I_of_Hungary}
68. ^{Otto III}
69. ^{Stefanskronen: http://en.wikipedia.org/wiki/Holy_Crown_of_Hungary}
70. ^{Sigismund (1368-1437): http://en.wikipedia.org/wiki/Sigismund,_Holy_Roman_Emperor}
71. ^{Bemærk: Europa}
72. ^{Slaget ved Nicopolis 1396: http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Nicopolis}
73. ^Asia
74. ^{9. december 1437}
75. ^{Elisabeth af Bøhmen (1409-1442): http://en.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_of_Bohemia_(1409%E2%80%931442)}
76. ^{Wladyslaw III (1424-1444): http://en.wikipedia.org/wiki/W%C5%82adys%C5%82aw_III_of_Varna}
77. ^{Ladislaus Posthumus (1440-1457): http://en.wikipedia.org/wiki/Ladislaus_the_Posthumous}
78. ^{Alba Regalis = Székesfehérvar}
79. ^Laurini
80. ^{Ulrich II af Cilly: (1406-1456): http://en.wikipedia.org/wiki/Ulrich_II_of_Celje}
81. ^{Slaget ved Varna 1444}
82. ^{Janos Hunyadi (1400-1456): http://en.wikipedia.org/wiki/John_Hunyadi}
83. ^{Slaget ved Kossovo 1448}
84. ^{Stefanskronen}
85. ^{Pius deltog selv som (daværende biskop af Siena og) kejserlig diplomat i disse forhandlinger og i de efterfølgende begivender}
86. ^Magistratus
87. ^{Primaria urbs}
88. ^{Mehmed II (1432-1481): http://en.wikipedia.org/wiki/Mehmed_II}
89. ^{1453, 11 år før}
90. ^{Hvor Pius var en af hovedaktørerne}
91. ^{Matthæusevangeliet 5,3: ” Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.”}
92. ^{De følgende begivenheder er også beskrevet i bog 1 og bog 2}
93. ^{Giovanni da Capistrano (1386-1456): http://en.wikipedia.org/wiki/Giovanni_da_Capistrano}
94. ^{Slaget ved Beograd 1456: http://en.wikipedia.org/wiki/Siege_of_Belgrade}
95. ^{IHS omgivet af gyldne stråler}
96. ^Metropolis
97. ¹⁴⁵⁷
98. ^{Matthias I Corvinus (1443-1490): http://en.wikipedia.org/wiki/Matthias_Corvinus_of_Hungary}
99. ^{Prima sedis}
100. ^{Hans søn med kejserinde Leonora, Maximilian}
101. ^{Freden blev indgået 24. juli 1463. Meddelelsen nåede frem til paven den 26. august}
102. ^{Hertugen af Bourgognes magtområde regnes løseligt til det franske folk}
103. ^{Pavens mæglingsforsøg mislykkedes faktisk, og der udbrød senere en forbitret krig mellem parterne}
104. ^{D.v.s. med Adolf af Nassau}
105. ^{Auri rhenesis nummum}
106. ^Floreni
107. ^Scolastiscus
108. ^{Matthæusevangeliet 6,20: ” Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.”}
109. ^{Saeculi bona; i betydningen ejendom}
110. ^{Sacrum collegium: kardinalskollegiet}
111. ^{Senatus: kardinalskollegiet}
112. ^Familia
113. ^{Agapito Rustici, en humanist}
114. ^{Giovanni Antonio Campano, en lærd humanist, en af Pius’ yndlinge}
115. ^{Ikke mindst ærkebiskoppen, Adolf af Nassau, og Karl af Baden}
116. ^{Der just repræsenterede den Apostoliske Stols venner}
117. ^{Natione Romanus}
118. ^{22. juli 1463}
119. ^{Imperator in suo regno}
120. ^{Jura regalia}
121. ^{Striden mellem Bretagnes biskopper og hertugerne var af gammel dato. Biskopperne hævdede at være fri af hertugens verdslige autoritet. Hertugernes hævdelse af uafhængighed af den franske krone var ligeledes af gammel dato og blev traditionelt støttet af paverne. Derfor havde Pius også tilladt grundlæggelsen af et universitet i Nantes}
122. ^{2. Timotheusbrev 4,3: ” For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.”}
123. ^{Hertugen af Bretagne blev faktisk forsonet med biskoppen af Nantes gennem en aftale, der blev indgået den 19. marts 1463 med ærkebiskoppen af Tours og paven som mæglere}
124. ^{Terrae ecclesiae}
125. ^{Agri ecclesiae}
126. ^{Comitatus, contado, d.v.s landområdet tilhørende en by}
127. ^{D.v.s. pesten}
128. ^{Det antydes at hustruen har en elsker! Humanisterne var ikke sarte i deres behandling af deres uvenner og fjender, og deres smædekunst (invectiva) var højt udviklet - efter klassisk forbillede naturligvis}
129. ^{Da pavens nevø næppe kunne komme i besiddelse af de af hertugen af Sessas besiddelser, som han var blevet lovet, måtte man finde nogle andre til ham. Det skulle således blive en del af greven af Celanos territorium. Denne plan forklarer måske Pius' meget negative og formentlig fejlagtige omtale af grevinden af Celanos påståede incestuøse ægteskabsforbindelse - påstanden skulle svække sønnens status som legitim arving og dermed bane vejen for grevskabets overdragelse til en pavelig nevø, der samtidig var kong Ferrantes svigersøn}
130. ^Regia
131. ^{Egtl. deres halse}
132. ^{Os magna sonaturum. Horats, Satirer, 1.4,43 ff.}
133. ^{Virtus se ipse contenta. Cicero, Phil., 5,35}
134. ^{I 1453, 10 år før}
135. ^{Ved den berømte Fête du Phaisan}
136. ^Serenissimus
137. ^{Pius var selv som kejserlig diplomat en central person på disse møder}
138. ^{Pius nævner ikke hertugens egen undskyldning: den truende krig mellem englænderne og franskmændene}
139. ^{Hvad paven i virkeligheden mente om venetianernes ædelmodighed og gavmildhed, kunne han selvfølgelig ikke sige}
140. ^Signa
141. ^{Magnus praesul}
142. ^{D.v.s. pavemagten}
143. ^{Jeremias Bog 46,12}
144. ^Schola
145. ^{Statsræsonen blev ikke opfundet af Macchiavelli (to generationer senere)!}
146. ^{Ottone Niccolini}
147. ^{Ja, det er faktisk pavens egen erklærede holdning, se ovenfor}
148. ^{Memoriae traditum est}
149. ^{Paven appellerer hermed til florentinernes griskhed, som han ellers klandrer!}
150. ^{Belli fulmen: Lucretius 3,1034}
151. ^{Kong Ferrante}
152. ^{Den Italienske Liga 1454}
153. ^{Det er det samme argument, som de europæiske fyrster brugte for ikke at engagere sig i pavens korstog: de lå stort set alle i krig med deres naboer eller undersåtter}
154. ^Animus
155. ^{Apostlenes Gerninger, 12,11: ”Så kom Peter til sig selv og sagde: »Nu forstår jeg sandelig, at Herren har sendt sin engel og revet mig ud af Herodes' hånd og fra alt det, som jøderne går og venter på.”}
156. ^{Det var i Francescos Sforzas periode som en af de store italienske condottierer, der prøvede at skabe sig en stat i Romagna, en del af Kirkestaten – akkurat som hans svigersøn Piccinino gjorde det under Pius. Det mislykkedes både for Sforza og Piccinino, ligesom det senere skulle mislykkes for Cesare Borgia. Men det lykkedes til gengæld Sforza at blive hertug i Milano, blandt andet i kraft af at være svigersøn til den foregående hertug, der døde uden mandlige arvinger}
157. ^Toskana
158. ^{D.v.s. Kongeriget Sicilien}
159. ^{D.v.s. Monte Cassino}
160. ^Tyrannis
161. ^Animus
162. ^Favor
163. ^Ischia
164. ^{Daniels Bog 2,21: ”Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger.”}
165. ^{D.v.s. Ischia}
166. ^Officium
167. ^{2. Korinterbrev 6,6: ”… ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed”}
168. ^{Johannesevangeliet 13,15: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”}
169. ^{Johannesevangeliet 10,11: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”}
170. ^{Pius var på det tidspunkt 59 år}
171. ^{Togata cohors}
172. ^{Assuetus malis: Vergil, Æneiden, 1,630}
173. ^Apostolatus
174. ^{Viri docti}
175. ^{Facile … retinetur, quibus ab initio partus est. Sallust, Cat, 2,4}
176. ^{Johannesevangeliet 10,11}
177. ^{Johannesevangeliet 3,16; 2. Korintherbrev 5,18-19; Kolossenserbrevet 1,20-22}
178. ^{Johannesevangeliet 10,11}
179. ^{Pius var så gammel og syg, at han under alle omstændigheder måtte regne med at dø snart. Det er vel muligt at tolke hans handlinger som, at han faktisk ønskede at dø som en martyr for troen – i så fald med en kompleks psykologisk motivering}
180. ^{Johannes’ Åbenbaring, 14,4: ” De følger Lammet, hvor det går.”}
181. ^Somnia
182. ^{D.v.s. huset Anjous krig i Syditalien}
183. ^{Pius’ sans for drama og talent for iscenesættelse fornægter sig ikke. I denne sag har han inspiration ikke bare fra Moses, men også fra Giovanni da Capistrano under slaget ved Beograd, se ovenfor}
184. ^Ultramontani
185. ^{Patrimonium ecclesiae}
186. ^{De samme advarsler fik Pius, da han planlagde at tage til Mantova, og advarslerne viste sig at være fuldstændigt berettigede}
187. ^{D.v.s. kardinalernes orden}
188. ^{Non iniqua}
189. ^{Salmernes Bog, 127,1}
190. ^{Prima sedes}
191. ^{D.v.s. Kirken}
192. ^{Pontifex ecclesiae Rhotomagensis}
193. ^Natura
194. ^{D.v.s. Kongeriget Sicilien}
195. ^{Egtl. krigsmaskiner}
196. ^{Saxa volant. Det vel kugler, der fløj i alle retninger. Men det drejer sig om et citat fra Vergil, Æneiden, 1,150}
197. ^Mortales
198. ^{Egtl. kasteskyts}
199. ^{Paven foretrak konsekvent de franciskanske observanter frem for de franciskanske konventualer}
200. ^{Optimus summusque}
201. ^Negotiatores
202. ^{Faktisk var paven ret forbitret på sin fødeby over det lurvede bidrag til korstoget}
203. ^{In Galliis}
204. ^{Apud Francos. Muligvis anvendes Gallii her om den franske sfære i bred forstand, og Franci om Frankrig i snæver forstand, idet grevskabet Bourgogne (i modsætning til hertugdømmet af samme navn) var en del af kejserriget og lå uden for det franske kongeriges grænser}
205. ^{Den praksis, at høje gejstlige kunne have flere bispestole samtidig, var blevet fordømt af flere reformkoncilier, herunder konciliet i Basel. Pius’ afvisning af at tildele flere bispestole til én og samme prælat er således et udtryk for hans ønske om at reformere kirken. Det bemærkes, at Pius selv som kardinal udover sin titelkirke havde bispedømmet Siena og fik tildelt ærkebispedømmet Ermland i det daværende Østprøjsen (nu Polen), selvom det er usikkert om han nåede at overtage dette, inden han blev pave}
206. ^{Ad malam crucem}
207. ^{Pecuniae tuae sint tecum in perditione. Apostlenes Gerninger, 8,20: “Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge.” Kardinalen er så fræk at foreslå selveste paven at begå simoni, d.v.s. at han kan købe et gejstligt embede for penge. Dette blev anset for en alvorlig synd – med henvisning til ovennævnte bibelsted}
208. ^{Især huset Anjou, der prøvede at få Kongeriget Sicilien tilbage}
209. ^{D.v.s. i kardinalskollegiet}
210. ^Anathema
211. ^Iracundia
212. ^{Deo devotus}
213. ^{Mens a deo raptam}
214. ^Nugator
215. ^Levitas
216. ^{Juravi lingua; mentem injuratam gero. Euripides, Hipp, 612; cf. Cicero, De Officiis, 3,108}
217. ^Prisci
218. ^Aequitas
219. ^{Matthæusevangeliet, 18,15-16: ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres.”}
220. ^{En særlig udgave af pave Pius’ vigtigste breve}
221. ^{Egtl. de nuværende og de fremtidige}
222. ^{Pavebullen Ezechielis Prophetae}
223. ^{Audientia Causarum}
224. ^Munera
225. ^{Imod sit verdslige overhoved, paven}
226. ^{21. oktober 1463}
227. ^{D.v.s. Peterskirken}
228. ^{Klassisk for Città di Castello}
229. ^{Ved at afholde dem}
230. ^{Det hører til historien, at da Adolf af Nassau døde i 1475, blev Diether genvalgt til ærkebiskop af Mainz. Han bestred ærkebispeembedet til sin død i 1482}
231. ^Auctoritas
232. ^{De huskede, hvad der skete, da pave Eugenius IV afsatte ærkebisperne af Köln og Trier i 1446: paven blev i forhandlinger, som Piccolomini selv var hovedaktør i, tvunget til at annullere afsættelserne}
233. ^{Nikolaus af Kues}
234. ^{Skatten skal faktisk have været langt mindre, men det passede kong Ferrante udmærket, at man troede, han var kommet i besiddelse af meget store finansielle ressourcer}
235. ^{Sine sidste år tilbragte Lucrezia d’Alagni i Rom, hvor hun døde i 1479}