Orson Pratt, en af de bedste Mormon-Skribenter og mest ansete Apostle, ytrer sig om Mormons Bog paa følgende Maade: „Budskabet, som indeholdes i Mormons Bog er af den Beskaffenhed, at hvis den er sand, da kan ingen blive frelst, som forkaster den; og er den falsk, saa kan kun ingen blive frelst, som annammer den.“ Vi ville tilføie, at hvis Joseph Smiths Fortælling angaaende Mormons Bogs Fremkomst er falsk, saa var Joseph Smith en Bedrager, og Mormonismen et Bedrageri.

I September 1823, paastaaer Joseph Smith, at en Engel aabenbarede sig for ham og fortalte ham, at Mormons Bog laa begravet i en Høi ikke langt fra Manchester, Ontario County i New York Stat. Han gik hen til Stedet og fandt baade Mormons Bog, Urim og Thummim, og Brystpladerne. Men Engelen forbød ham at sætte sig i Besiddelse af disse Ting. Først i September 1827 — en uforstaaelig Sendrægtighed — modtog han Kostbarhederne af Engelens Hænder. Mormons Bog bestod af lutter Guldplader, 7 Tommer brede 8 Tommer lange og 6 Tommer tykke. De vare ved den ene Side sammenfæstede med tre Ringe og bedækkede eller overskrevne med et Slags Hieroglypher, som ingen levende Sprogkyndig kunde læse. Smith kalder Tegnene „forbedret Ægyptisk“ og paastaar, at de fortalte Amerikas første Indbyggeres Historie eller ugjorde Originalen til Mormons Bog, som tæller 5 a 600 tættrykte Sider. — Men hvorledes kunde et ungt Menneske, som ikke engang havde Skolekundskaber nok til at skrive sit eget Modersmaal, forstaa at oversætte „forbedret Ægyptisk?“ — Hertil svarer han selv, at det skete formedelst „Guds Gave og Kraft“ og „formedelst Urim og Thummim“, — en i Guld indfattet Sten som ledsagede Pladerne og besad saadanne Egenskaber, at Joseph Smith ved at se igjennem den kunde oversætte.

I hvert Tilfælde er der ikke Tale om nogen Sprogkundskab da Talen er om „forbedret Ægyptisk“, noget som ingen hidtil existerende Philolog har hørt Tale om. Oversættelsen maatte ske ved „Guds Gave og Kraft“ eller en umiddelbar Aabenbaring.

Smith, som nu havde ægtet Emma Hale, var ikke alene meget uvidende, men ogfaa meget fattig. Han behøvede baade en Mand til at nedskrive hans Oversættelse af Guldpladerne, og Penge til at leve for, medens dette Værk stod paa; men begge Dele fandt han paa engang ved at anvende sit prophetiske Snille. I hans Naboskab levede der en rig Landmand ved Navn Martin Harris og til ham henvendte Propheten følgende Tale: „Herren har befalet mig at bede den første Mand, jeg møder, om 500 Dollars, for at hjælpe mig til at udføre Herrens Værk og oversætte den gyldene Bibel.“ — Martin Harris, som successiv havde været Ovæker, Universalist, Presbyterian, Baptist og Restorationalist — troede, betalte Pengene, blev fortrolig med Propheten og ende: lig hans Sekretair. Smith og Harris begyndte at oversætte Mormons Bog, men da Herren havde forbudt Smith, at vise noget Menneske Pladerne, saa var der ophængt et Forhæng mellem Propheten og hans Skriver, for at denne sidste ikke skulde se de hellige Ting. Harris var imidlertid ikke aldeles blottet for kjødelige Skrøbeligheder og snart følte han en uudslukkelig Tørst efter at fryde sit Øie ved Synet af Guldpladerne. For at slippe for hans Overhæng slog Smith ham omsider „en Plade“ ↄ: et med besynderlige Skrifttegn bedækket Stykke Papir, en Pladecopi. Harris bragte Papiret til en bekjendt Philolog, Professor Anton i New York og fortalte ham tillige, hvorfra det skrev sig; Professoren blev derved advaret, han erklærede sluttelig det Hele for Humbug og vilde ikke indlade sig derpaa.

Da Harris Reise til New York saaledes ikke stillede ham aldeles tilfreds, modtog Smith den 29de Marts 1829 følgende Aabenbaring til ham: „Se, siger jeg Dig, eftersom min Tjener Martin Harris har begjæret af mig et Vidnesbyrd om, at Du min Tjener Joseph Smith har faaet de Plader, om hvilke der er sagt og vidnet, at Du haver annammet dem af mig; se, dette skal Du sige til ham: „....og jeg haver ladet Dig indgaa en Pagt med mig, at Du ikke skulde vise dem (Pladerne) til Nogen uden til hvem jeg befalede Dig....Se, dersom de ikke tro mine Ord ville de heller ikke tro Dig, min Tjener Joseph; om det var muligt for Dig at vise dem alle disse Ting, som jeg haver betroet Dig! O, denne vantro og haardnakkede Slægt! min Vrede er optændt imod den........“ Det bliver altsaa Harris nægtet at se Pladerne og dog faaer han i samme Aabenbaring (Paragraph 5 P. 130 i Pagtens Bag), Befaling til ikke at tale mere om den Sag, undtagen, at han skal sige (til Folket): „Jeg har set dem (Pladerne), de ere blevne viste mig ved Guds Kraft....“; men dersom han nægter at sige dette, da bryder han den Pagt, som han før har gjort med mig og se, da er han fordømt“.

Harris havde altsaa, synes det, forud indgaaet Pagt med Herren om, at han skulde lyve. Maaske tøver han forlænge, inden Løgnen kommer frem. Han faaer derfor igjen Opfordring til at lyve og sige: „jeg har set dem (Pladerne) paa samme Tid, som Herren bestemt nægter at lade ham se dem. Først tre Maaneder senere modtog Joseph Smith af Herren Befaling til at vise Pladerne til Oliver Cowdry, David Whitmer og Martin Harris, men disse Øienvidner skulde saa til Gjengjæld underskrive et af Joseph Smith forfattet Vidnesbyrd, som findes i Mormons Bog. Af hvad Art denne Forevisning har været kan naturligvis ikke bestemt siges, men, trods det Vidnesbyrd, som derom blev givet, skal det dog ikke have tilfredsstillet Harris, thi kort efter stjal han paa sin Hustrues Tilskyndelse, 118 Sider af det oversatte Manuscript i den Tanke, at dersom Joseph Smith virkelig havde en Original, saa vilde han være i Stand til at gjengive det Samme i en anden Oversættelse, ja med den samme Ordlyd eftersom han oversatte ved „Guds Gave og Kraft“. Harris Beregning var vel temmelig skarpsindig, men den unge Prophet var ikke saa let at sange. Han modtog strax (Juni 1828) en ny Aabenbaring, hvori Herren befaler ham at standse Oversættelsen for en Tid. „Gud vandrer ikke paa krogede Stier eller vender sig til Høire og Venstre“, hedder det videre i nævnte Aabenbaring, hvori Harris ligeldes kaldes en „ugudelig Mand“ etc. Oversættelsen stod følgelig stille indtil 17de April 1829, da Martin Harris' Plads som Sekretær blev udfyldt af Oliver Cowdry. I de mellemliggende ni Maaneder fik Smith Tid til ut overveie Situationen og paa beste Maade hjælpe sig selv ud af den Knibe, hvori hin ugudelige Mand havde sat ham. Resultatet af disse Overveielser er en Aabenbaring, han modtog i Mai 1829. Det bliver deri forbudt ham at oversætte den stjaalne Del af Bogen paany, da en endnu fuldkomnere Beretning om hvad der stod i det stjaalne Manuscript fandtes paa en anden Del af Pladerne.

Denne Aabenbarelse som optager 6 Sider i Pagtens Bog, er ligefrem et Mesterstokke af son, underfundig og Spidsfindig Snildhed; ja vidner klart nok om, at Forfatteren er meget bedre kjendt med de „krogede“ end med de lige Stier. Harris Plan var fuldstændig tilintetgjort og Oversættelsen blev altsaa fortsat med Oliver Cowdry som Sekretær.

Men heller ikke Oliver Cowdry var aldeles fri for kjødelige Skrøbeligheder; ogsaa han ønskede at se Prophetens „Guldplader“. Herren sendte ham derfor gjennem Joseph Smith folgende Aabenbaring i April 1829: „Oliver Cowdry! Sandelig, sandelig siger jeg Dig; saa vist som Herren lever, hvilken er din Gud og din Gjenløser, saa vist skal Du annamme Kundskab om hvad Du begjærer i Tro med et oprigtigt Hjerte; troende at Du stal annamme Kundskab om gamle indgraverede Optegnelser fra Oldtiden ........ Tvivl derfor ikke, thi det er Guds Gave[1] og Du stal holde den i dine Hænder og gjøre vidunderlige Gjerninger og ingen Magt skal kunne tage den ud af dine hænder, thi det er Guds Gjerning. Og hvad Du vil bede mig kundgjøre Dig desformedelst, det vil jeg gjøre for Dig ....... Spøg ikke med disse Ting, bed ikke om det, som ikke behøves. Bed, at Du maa kjende Guds Hemmeligheder og, at Du maa annamme Kundskab om, og oversætte alle disse hellige og ældgamle Optegnelser, som have været. Skjulte, og efter din Tro skal det gives Dig.... Se, det er mig som haver talet dette og jeg er den Samme, som talede med Dig fra Begyndelsen.... Amen! — (Pagtens Bog, 34te Stykke). Denne Aabenbaring skriver sig fra Joseph Smiths Gud, der, „aldrig viger tilhøire eller tilvenstre og ikke vandrer paa krogede Stier“ og Oliver Cowdry kunde derfor trygt glædes i Haabet om sin kommende Visdom, men da det kom til Stykket kunde han ligefuldt ikke oversætte. „Urim“ og „Thummin“. „Guds Gave“ etc. kunde ingenting udrette ved Oversættelsen af Smiths „forbedrede Ægyptisk“, trods Herrens Eder og Løfter.

Cowdry begyndte at fole en stærk Tvivl opstige i sit Hierte og Stillingen blev igjen kritisk for Smith. Hans Fremtidsdrømme og Spekulationer var Tilintetgjørelsen nær. Men saa kom, som sædvanlig, Hjælpen i Skikkelse af en ny Aabenbaring fra Herren til Oliver Cowdry af følgende mærkværdige Judhold, som var dateret April 1829: „Se, jeg siger Dig, min Søn, at fordi Du ikke oversatte, — efter hvad Du begjærede af mig — og begyndte atter at skrive for min Tjener Joseph Smith jun., saa vil jeg, at Du skal vedblive indtil Du har fuldendt disse Optegnelser, som jeg har anbetroet ham, og se, da har jeg andre Optegnelser, som jeg vil give Dig Kraft til at hjælpe til at oversætte. Bær taalmo: dig, min Søn, thi det er Visdom for mig, og det er ikke fornødent, at Du oversætter for nærværende Tid. Se Arbeidet, som Du er kaldet til er at skrive for min Tjener Joseph; og se, det er fordi Du ikke vedblev, som Du havde begyndt, da Du gjørde Begyndelsen med at oversætte, at jeg har taget denne Gave fra Dig. Knur ikke min Søn, thi det er Visdom for mig, at jeg har handlet saaledes imod Dig. Se, Du har ikke forstaaet, Du troede, at jeg vilde give Dig det, naar Du ikke tænkte videre derpaa, end at adspørge mig, men se, jeg siger Dig, Du maa udstudere det i Dit Sind; (you must study it out in your mind), og da maa Du spørge mig om det er rigtigt, og, dersom det er rigtigt, vil jeg gjøre, at dit Hjerte brænder i Dig og derved skal Du vide, at det er rigtigt. Men dersom det ikke er rigtigt, da skal Du ingen saadan Følelse have, men din Tanke skal vorde dunkel, saaledes, at Du skal glemme det, som er urigtigt. Derfor kan Du ikke skrive, hvad der er helligt, undtagen det bliver givet Dig fra mig. Men dersom Du havde vist dette, kunde Du have oversat, dog er det ikke fornødent, at Du oversætter nu. Se, det var fornødent, da Du begyndte, men Du frygtede, og Tiden er forbi, og det er ikke fornødent nu, thi ser Du ikke, at jeg har givet min Tjener Joseph tilstrækkelig Styrke, hvorved det bliver erstattet, og Ingen af Eder, agter jeg skyldig!“ (Pagtens Bog, 35te Stykke). At tilskrive en alvidende og uforanderlig Gud Oprindelsen til en saadan Aabenbaring er naturligvis ligefrem Gudsbespottelse. Idag finder Herren det fornødent at engagere Oliver Cowdry, for at hjælpe sin Tjener Joseph med at oversætte og betroer ham „Gaver“ og „Kræfter“, som „ingen Magi skal kunne tage udaf hans Hænder“; men imorgen betænker han sig, og fortæller, at hans Hjælp er ikke fornøden. Idag siger Herren: „“Sandelig, sandelig, saavist som jeg lever, saa vist skal Du annamme Kundskab om, hvad Du begjærer i Tro“ etc., og imorgen beder han „sin Søn, Oliver“, at være „taalmodig og ikke at knurre“, forbi han tager sit Ord og sin Ed tilbage thi „det er Visdom for mig, at handle saaledes imod Dig!“ Siger Herren.

Oliver havde gjort Alt, hvad Herren havde befalet ham for at faa „Kundskab“, han havde opfyldt sin Del at Kontrakten og Herren finder ingen Feil ved ham eller ved Joseph: „Ingen af Eder agter jeg skyldig“. Men hvad var der da i Veien med „min Søn Oliver?“ — Jo simpelthen det: han har ikke forstaaet!“ han har været enfoldig nok iil virkelig at tro paa Smiths „Guldplader med det forbedrede Ægyptiske“, som skulde oversættes „ved Guds Gave og Kraft“, men det var ingenlunde paa den Maade Tingene skulde tages. Ordbøger og Sprogkyndigheder kunde heller ikke hjælpe, thi ingen havde før hørt Tale om „forbedret Ægyptisk“. — Vanskelighederne syntes for almindelig Forstand at være uovervindelige. Hvor forbauset og let om Hjertet maa Oliver derfor ikke være blevet, da Herren Kommer og for tæller ham: „Se Du har ikke forstaaet .... Se; jeg siger Dig, Du maa udstudere det i dit Sind!“ — Her er Joseph Smith og Mormonismens hele Hemmelighed! Her er Mormonbogens guddommelige Oprindelse og Fremkomst! Hvilken simpel og naturlig Maade er det ikke, at „udstudere“ eller udspekulere en Ting i sit eget Sind. De hellige Skribenter maatte følge den Helligaands Indskydelser idet de skrev, men Joseph Smith behøvede blot, at udstudere det i sit eget Sind lige som alle andre Eventyr og Romanforfattere.

Dersom vi her have bevist, at Joseph Smith i dette Stykke var en Bedrager og Mormonsbogen et Bedrageri, saa kunde enhver videre Bemærkning angaaende Mormonismens Oprindelse vel være overflødig men for Fuldstændighedens Skyld tilføje vi endnu nogle nærmere Oplysninger om Smiths og de Mænds Karakter, der fremstod som hans første Vidner samt om Mormonbogens virkelige Oprindelse.

Smiths Ungdom og Uvidenhed ere kun daarlige Argumenter at anføre mod ham, thi blandt Fortidens store, udvalgte Mænd findes ofte saadanne, og Gud er vel almægtig nok til at udføre sine Hensigter, selv med dem, der ere ringe og uanselige blandt Menneskene. — Det er derimod ikke sandsynligt, at Gud fortrinsvis vilde udvælge et umoralsk og løgnagtigt Menneske som sit Redskab til Menneskenes Frelse. Mange edeligt bekræftede Vidnesbyrd angaaende Joseph Smiths moralske Karakter ere afgivne af hans Naboer og personlige Bekjendte, vi skulle anføre enkelte af dem her:

„Vi Undertegnede ere personlig bekjendte med Joseph Smith den Ældres Familie, — hos hvem den saakaldte Guldbibel havde sin Oprindelse, — og kunne bevidne, at de mandlige Medlemmer af Familien ikke alene ere dovne og uvirksomme, men, at de ligeledes ere henfaldne til Drik og at deres Ord ikke ere til at stole paa. Vi ere hjertelig glade ved at undvære deres Selskab“.

Manchester, Ontario Co., R. D.,
Den 3die Nov. 1833.
[Her folger elleve Underskrifter].

„Vi Undertegnede have fjendt Familien Smith i flere Aar endnu medens de boede i Nærheden af dette Sted og vi kunne bevidne, at vi anse dem for at mangle en saadan moralsk Karakter, som kunde berettige dem til nogen Tillid i hvilket som helst Samfund. De ere i Særdeleshed berygtede for deres Aabenbarelses Projekter og anvende en stor Del af deres Tid til at grave efter Skatte som de paastaa ere skjulte i Jorden. Den ældre Smith og hans Søn Joseph ansaaes i Særdeleshed for at mangle moralsk Karakter og være henfaldne til Laster“.

.........., b. 4de Dec. 1873.
[Dette er underskrevet af 71 hæderligt ansete Borgere].

En vis Willard Chase vidner: „Fra den Tid, jeg blev bekjendt med Joseph Smith, jun, har jeg anset ham for at være en Mand, paa hvis Ord man ikke kunde stole. Siden Familien blev Mormoner har dens Opførsel været mere vanærende end før den Tid. Skjøndt den forlod denne Del af Landet uden at betale sin Gjæld, faa foretrak Kreditorerne dog dette, fremfor at holde dem tilbage her“.

Henry Harris gjør Ed paa at „Joseph Smiths Sanddruhed og Paalidelighed (truth and veracity) var saaledes, at han ikke vil tro ham under Ed“. — „Jeg var engang i Retten paa en Jury som forkastede hans Vidnesbyrd, da de ikke kaade antage det for sandt“.

Levi Lewis siger: „Jeg ved, at Joseph Smith er en Løgner. Tre Gange her jeg set ham beruset, medens han var ifærd med at oversætte Mormons Bog. Jeg har hort ham sige, at Utugt er ingen Forbrydelse“.

Barton Stafford bevidner for Dommer Baldwin: „Joseph Smith den Ældre, var berygtet for sit Drikkeri og den storste Del af Familien fulgte hans Exempel, især var Joseph Smith den Yngre, Propheten, meget forfalden. Jeg saa ham en Gang beruset paa min Faders Mark og i denne Tilstand talte han om fin Religion“.

Ikke mindre end 70 edfæstede Vidnesbyrd om Familien Smiths umoralske Karakter udtale sig i samme Retning. Hvad Vægt man end vil tillægge dem, saa staaer det fast, at de aldrig ere blevne gjendrevne. — Smith med Familie forlod Egnen under Paaskud af Forfølgelse etc. for sin Troes Skyld. Joseph Smith tilstaaer tvertimod selv i sin Autobiographi, at han „faldt i mange daarlige Vildfarelser og udviste Ungdommens Svagheder heder og Fordærvelser“ etc. Med Hensyn til Smiths modsigende Fortællinger angaaende Guldpladerne, ville vi ligeledes anføre enkelte Vidnesbyrd.

Peter Ingersold, en af Smiths fortroligste Venner siger: „Smith fortalte mig, at den hele Historie kun var et opdigtet Eventyr (a hoax), at han ikke havde en saadan Bog og troede heller ikke, at den existerede; men — sagde han — da jeg nu har faaet disse fordømte Tosser ind paa det, (as I have got the damned fools fixed), skal jeg fortsætte Legen“.

Willard Chase vidner: „....Smith kom til mig, for at faa en Kasse lavet til at lægge sin Guldbibel i, og lovede mig en Del af Bogen i Betaling. Han fagde, at det var ham ikke tilladt at vise Nogen den, førend om to Aar“.

Isaac Hale, Smiths Svigerfader fortæller: „Jeg spurgte Smith om, hvem det først vilde blive tilladt at se Bladebogen, og han svarede, at det vilde blive et lille Barn“.

„Smith fortalte mig“, — sigen Rev. R. Lewis — „at det var blevet ham befalet at vise Pladerne til hele Verden. Til en bestemt Tid, om henved 18 Maaneder, faa skulde jeg ogsaa faa dem at se, men da Tiden kom, sagde han, at han var bleven bedraget“.

„Smith fortalte mig“ — bevidner Levi Lewis — „at Gud havde narret ham, og dette var Aarsagen til, at han ikke fremviste Pladerne!“

„Jeg horte Smith sige“, — fortæller Sophie Lewis — „at Pladebogen ikke kunde blive aabnet af andre Personer end hans egen Førstefødte, hvilken skulde blive et Drengebarn“. Sophie Lewis var hændelsesvis tilstede ved dettes Fødsel og siger, at „Barnet var dødfødt og meget vanskabt“.

Alle disse beedigede Vidnesbyrd ere afgivne af saa vidt man kan skjønne hæderlige og uinteresserede Personer. Propheten kunde ikke modbevise dem og forlod denne Del af Landet, hvor han hverken kunde vente at finde Proselyter eller Tiltro. Men for at bevise Sandheden af hans krogede og selvmodsigende Aabenbaringer skaffede han sig et Vidnesbyrd fra elleve Personer, hvilke findes trykt i enhver Udgave af Mormons Bog, disse maa vi nu tage under Behandling.

I Marts 1829 modtog Smith en Aabenbaring — se Pagtens Bog, 32te Stykke — hvori Herren siger til Martin Harris: „Jeg vil give Magt til disse tre Vidner, at de maa se og beskue disse Ting (Pladerne, Urin, Thummim etc.), som de ere; og til ingen anden vil jeg give denne Magt til at modtage dette famme Vidnesbyrd i denne Slægt!....I Juni Maaned modtager han en anden Aabenbaring (Pagtens Bog, 40be Stykke). „........given til Oliver Cowdry, David Whitmer, Martin Harris, som ere de tre udvalgte Vidner“, hvori det hedder: „Se jeg siger Eder, at I maa forlade Eder paa mit Ord, og hvis I det gjøre af Eders ganske Hjerte, skulle I faa Tavlerne at se, ligeledes Brystspændet, Labans Sværd og Urin og Thummim......og I skulle Alle vidne, at I have set dem ligesom min Tjener Joseph har set dem........Derfor have I annammet den samme Kraft, den samme Gave og den samme Tro, som han........“

Dette mærkværdige Vidnesbyrd lyder saaledes i sin Helhed:

„Det være vitterligt for alle Nationer, Slægter, Tungemaal og Folk, til hvem dette Værk skal komme, at vi formedelst Gud Faders og vor Herre Jesu Kristi Naade have set Pladerne, som indeholde denne Beretning, hvilken er en Beretning om Nephi Folk og saa om deres Brødre Lameniterne samt om Jareds Folk, der kom fra Taarnet (Babel), om hvilke der har været talet. Vi vide ogsaa, at de, ere oversatte, formedelst Guds Naade og Kraft, for hans Røst har aabenbaret det for os. Derfor vide vi med Vished, at Værket er Sandhed. Vi bevidne ogsaa, at vi have set Graveringerne, som ere paa Bladerne, og de bleve os viste ved Guds og ikke ved Menneskers Kraft. Vi erklære med betænksomme Ord, at en Guds Engel kom ned fra Himlen og bragte og lagde de for vore Øine, at vi saa Bladerne og Indgraveringerne derpaa. Vi vide, at det er ved Gud Faders og vor Herres Jesu Kristi Naade, at vi saa og bære Vidne om, at disse Ting ere sande, og det er forunderligt for vore Øine, ikke desmindre befalede Herrens Røst os, at vi skulde bære Vidnesbyrd derom; og for at være lydige mod Guds Befaling, bære vi Vidnesbyrd om disse Ting og vi vide, at om vi ere trofaste i Kristo, da ville vore Klæder blive fri for alle Menneskers Blod, og vi fundne pletfri for Kristi Domstol og skulle leve med ham evindelig i Himlen. Og Ære være Faderen, Sønnen og den Helligaand, som ere en Gud, Amen!

Oliver Cowdry, David Whittmer, Martin Harris.“

I de to Aabenbaringer af Marts 1829, som foran ere anførte, siger Herren, at disse tre Vidner skulle se Brystspændet, Labans Sværd, Urim og Thummim tilligemed Guldspladerne. De saa dengang Befaling til at „bære Vidnesbyrd“ derom, og vi finde ikke et eneste Ord angaaende disse Ting i det anførte Vidnesbyrd. „I skulle alle vidne, at I have set dem ligesom min Tjener Joseph har set dem,“ hedder det, men da be ikke vidne om disse Ting, er det rimeligt at antage, at de heller ikke have set dem. Gud videre: „....I have set dem, ligesom min Tjener Joseph har set dem,“ følgelig har Joseph Smith heller ikke set dem. Det er ogsaa nogle uforstaaelige Udtryk, der bruges i Vidnesbyrdet: Engelen kommer ned fra Himlen for at vise dent Pladerne for deres Øine, „og dette saa forunderlig ud for deres Øine“, men alligevel befalede Herrens Engel dem at bære Vidne derom; og „for at være lydige mod Herrens Befaling er det, at vi bære Vidnesbyrd om disse Ting;“ dersom disse tre Sandhedsvidner (?) havde set, hvad de fortælle, vilde de utvivlsomt frivilligt have fortalt det til Høie og Lave som et stort Mirakel, men kun forat være lydige og „efterkomme Herrens Befaling“, fortælle de det eller rettere underskrive de det af Joseph Smith forsattede Vidnesbyrd.

Der er en anden mærkelig Omstændighed ved Aabenbaringen til Martin Harris i Aaret 1829. Herren erklærer nemlig dengang: „Jeg vil give disse tre Vidner Magt til at se disse Ting, og til ingen Anden vil jeg give denne Magt til at modtage dette Vidnesbyrd i denne Generation.“ Og dog vil Joseph Smith forlange, at man skal tro følgende Vidnesbyrd, som han gav 1 Aar senere, i 1830, og som findes anført i Mormons Bog:

Otte Mænds Vidnesbyrd.

„Det være vitterligt for alle Nationer, Slægter, Tungemaal og Folk, til hvem dette Værk maatte komme, at Joseph Smith den Yngre, Oversætteren af dette Værk har vist os Pladerne, hvorom der har været Tale, hvilke havde Udseende af Guld. Ogsaa mange af de Blade, som nævnte Smith haver oversat, have vi havt i vore Hænder, og ligeledes saa vi Indgraveringerne derpaa, hvilke se ud som gammelt Arbejde af en besynderlig Art. Og dette bære vi Vidne om med betænksomme Ord, at nævnte Smith har vist os, for vi have set og følt og ved med Sikkerhed, at nævnte Smith har Pladerne, hvorom vi have talt. Og vi give vore Navne til Verden om det som vi have set, og vi lyve ikke; Gud, han skal være Vidne dertil.

Christian Whittmer, Jakob Whittmer, Peter Whittmer, jun., John Whittmer, Hiram Page, Joseph Smith, sen., Hyrum Smith, Samual Smith.[2]

Dette Vidnesbyrd staaer i direkte Modsigelse til Herrens Aabenbaring i Marts 1829, som erklærer, at kun 3 Vidner skulde se og vidne om disse Ting i denne Slægt. Det var maaste derfor, at Smith selv tog sig den Myndighed at vise Pladerne til de Otte, medens en Engel maatte komme ned fra Himlen, for at de Tre kunde blive Vidner. De saa og vidnede kun formedelst „Tro“ og „Herrens Befaling“. De Otte se, føle og bære Vidne mod Herrens Befaling. I juridisk Henseende ere begge Vidnesbyrdene fuldkommen betydningsløje, thi de ere ikke bekræftede med Ed for nogen lovlig Domstol, og der findes hverken Datum eller Sted for deres Tilblivelse. Stilen i begge Dokumenter viser, at Joseph Smith har forfattet dem, og deres indbyrdes Uoverens stemmelse viser tydeligt nok Bedrageriets Jammerlighed. Bortset herfra synes Vidnernes Karakter hellerikke at yde synderlig Garanti for Vidnesbyrdenes Paalidelighed. I en Aabenbaring, som Smith fandt sig foranlediget til at meddele Harris i 1830, hedder det blandt andet: „Og atter befaler jeg dig, at Du skal give rigelig af din Eindom til Trykningen af Mormons Bog. Og betal den Gjæld, Du har indgaaet til Bogtrykkerrne (Pagtens Bog, 84de Stykke)....Og atter befaler jeg dig: Du skal ikke begjære din Næstes Hustru eller tragte efter din Næstes Liv. — I 1837 bemærker Profeten i sit Organ „Elders Journal“, angaaende Martin Harris: „Der findes Negere ned hvid saavelsom med sort Hud — Ved stemoder Parish og andre der tjente som Lakajer — saa danne som Martin Harris! Men de ere saa dybt under min Foragt, at det vilde være et altfor stort Offer for en Gentleman at tage Notits af dem“. Dette maatte være drøjt for den stakkels Harris, da Smith dengang havde mineret ham aldeles. Det gaaer ikke stort bedre med Oliver Cowdry og David Whittmer. Den 6te April 1838 bleve de begge udelukkede af Mormonkirken, og i den Anklage, der nar reist imod dem af Sidney Rigdon, beskyldes de for „at staa i Ledtog med en Bande Falsknere, Tyve, Løgnere og Banditter af den forteste Farve for at bedrage og røve fra de Hellige.“ I Kirkens Organ, Times and Seasons, siger Joseph Smith, at disse To vare, „flittige til at opvække Strid og Oprør blandt Brødrene i Missouri i 1830“, og spørger, „er ikke deres Samvittighed, som den var brændemærket med et gloende Jern - ere de ikke Mordere i deres Hjerte?“ I Sidney Rigdons Anklage, fremlagt ved Konferensen i Independence, Missouri, hedder det ogsaa: „De søgte at ødelægge Joseph Smiths Rygte ved falskelig at insinuere, at han bedrev Utugt.“ Hyrum Smith, Josephs Broder, beskylder sluttelig Oliver Cowdry for at gaa ind i hans (Hyrums) Hus, medens han var i Fængsel, og „bortføre en Del Gjenstande og tvinge min gamle Fader, ved at true ham med Pøbelangreb, til at give ham Skjøde paa 100 Akres Land, som Betaling for et Gjældsbevis paa 160 Dollars, hvisket han sagde, jeg havde udstedt, men som var et Falskneri.“

Angaaende de andre otte Vidner, da skulle vi blot bemærke, at de for længe siden have forladt Mormonismen. Smiths Medvidere eller, som de maaske ogsaa nok kunne kaldes, Medskyldige bleve saaledes mærkeligt nok de første som i Ord og Gjerning viste, at de hverken havde Tro til eller Overbevisning om de Ting, de selv havde bekræftet; de første til at forkaste deres eget Vidnesbyrd.

Ved Hjælp af disse Kjendsgjerninger, som ligge aabenbare for Enhver, der søger dem, vil Læseren forhaabentlig selv være istand til at bedømme, om Mormons Bog er af „guddommelig Oprindelse“ eller ei. Vi skulle kun gjentage Orson Pratts Udtalelse: „Mormons Bog er af den Beskaffenhed, at hvis den er sand, saa kan ingen blive frelst, som forkaster den, og er den falsk, faa kan ingen blive frelst, fom annammer den!“

Hvorfra har da Mormons Bog sin virkelige Oprindelse? Joseph Smith var paa den Tid baade for ung og for uvidende til at være dens oprindelige Forfatter. Man nødes næsten til at tro, at han virkelig har været i Besiddelse af nogle Plader og andre Materialer, der ligge til Grund for dens Fremkomst, lige faa vel som til de mange Krøniker, han forstod at binde „Vidnerne“ paa Ærmet. Det er sandsynligt, at den Afskrift, som Joseph Smith gav Martin Harris og som han bragte til Profesor Anton i New York 1830, maa have været copieret af Smith efter nogle Tavlegraveringer; men dette beviser ingenlunde, at Smith modtog disse lader paa den af ham fortalte Maade, og langt mindre, at han oversatte dem formedelst „Guds Gave og Kraft“ eller et Var Stenbriller, som han kaldte „Urin og Thummim“. Martin Harris fortæller, af den lærde Professor først erkjendte Smiths Afskrift for at være ægte, — erklærede, at Skrifttegnene vare ægyptiske, chaldæiske og assyriske — og gav et skriftlig Bevis derpaa paa, men saa snart han hørte Fortællingen om Pladernes Fremkomst, tog han Beviset tilbage og rev det istykker.

Mormonerne droge sig meget snildt denne Sammenkomst mellem Harris og Professorerne til Indtægt idet de paastode, at dette var Opfyldelsen af en Propheti i Esaias 29,11; derfor publicerede Professor Anton nogle Aar senere en Forklaring desangaaende: „Skriftegnene“ — siger han — „vare arrangerede i perpendikulære Rader i Lighed med den kinesiske Skrivemaade og udgjorde den besynderligste Sammenblanding, jeg nogenfinde har set. Græsk, Hebræisk og alle Slags Bogstaver, som enten forsætlig, eller paa Grund af Ukyndighed, vare mere eller mindre forvendte, blandede med forskjellige Efterligninger af Halvmaaner, Stjerner og andre Naturgjenstande; det hele endte med en simpel Efterligning af den mexikanske Zodiac“.

Professor Rafinesque beskriver (i Atlantic Journal, 1832) nogle Hieroglypher fra Otolum i Mexico, som ligeledes vare skrevne „ovenfra nedad ligesom Kinesisk“. Dette er idetmindste et Vink, og Joseph Smith er ikke den eneste, som i Staten New York har fundet indgraverede Plader fra Oldtiden, hvilket følgende Dokument udviser:

„Den 16de April 1843 begyndte en respektabel Kjøbmand ved Navn Robert Witley at grave i en Høi tæt ved dette Sted. Da han havde naaet en Dybde af 10 Fod kom han til Sten. Den 24de gik han sammen med nogle andre Borgere ud til Høien og efter at have gjort en tilstrækkelig Aabning fandt vi en Mængde Sten, der faa ud, som om de havde været brændte ved meget stærk Hede. Da fuldt to Fod af denne Slags Sten vare bort ryddede, fandt vi Aske og Kul tilligemed Menneskeben, fom ogsaa saa ud til at være brændte. Aær ved dette Sted (the Eciphalon) fandtes en Pakke af 6 Messingplader der i Form lignede en Kirkeklokke, mindre foroven end forneden, og havde et Hul i den mindre Ende med en Ring, der holdt Pladerne tilsammen. Ringen og Spænderne lignede Jern og vare meget rustede. Pladerne lignede ved første Øiekast Kobber og saa ud til at være fyldte med Skrifttegn. Selskabet endes om, at jeg skulde rense Pladerne og følgelig tog jeg dem hjem til mit Hus og vadskede dem med en ulden Klud i Sæbevand. Men da dette ikke var tilstrækkeligt, benyttede jeg en Opløsning af Svovlsyre, hvilket gjorde dem fuldkommen rene. Det viste sig da, at de vare aldeles overskrevne med Tegn, som ingen hidtil havde været i Stand til at læse. De fandtes omtrent 12 Fod nede i Høien af mig og Borgere fra Kinderhook.

W. P. Harris, M. D.

Følgende Dokumenter publiceredes samtidig:

„Vi Undertegnede, Borgere i Kinderhook, erklære: at medens vi den 23de April 1843 vare beskjæftigede med at udgrave en stor Høi her i Nærheden, fandt Hr. R. Whilley 6 klokkeformede Messingplader, som vare bedækkede med en Slags gamle Skrifttegn. Pladerne vare meget stærk anløbne af Rust, og Ringen og Spænderne smuldrede istykker, naar man rørte ved dem.

Robert Whiley. George Dickenson. W. Langnecker. G. W. Ward. J. R. Sharp. Ira G. Curtis. Fayette Grubb. W. Harris. W. Fugate.

Hieroglyferne paa disse Plader lignede de af Professor Anton og Rafinesque omtalte og vare skrevne som kinesisk i Rader fraoven og nedad. Forskjellen er kun den, at Wiley fandt sine Plader medens han gravede efter Vand og Joseph Smith fandt sine, da han gravede efter Skatte; som formodedes at være nedgravede af en berygtet Sørøverkaptain Kidd i den vestlige Del af Staten, New York.

Angaaende „Urim og Thummims“ Oprindelse da afgiver Willard Chase en beediget Forklaring til Dommer King i Wayne County, N. Y., dekom saalydende: „I 1822 gravede han og Joseph Smith, (som dengang var 17 Aar gammel) en Brønd, og han fandt da en besynderlig Sten omtrent 20 Fod fra Overflade. „Joseph Smith lagde den i sin Hat, og paastod at han kunde se i Stenen, naar han holdt Hatten for Ansigtet“. Den følgende Dag laante Smith Stenen, som Chase var noget uvillig til at give fra sig, og kort efter begyndte Smith at fortælle om mange forunderlige Ting, som han kunde se i Stenen. Chase forlangte og fik Stenen tilbage. I 1825 laante Smith igjen Stenen under det Paaskud, at han ønskede den af en meget vigtig Grund, og lovede strax at returnere den. I Efteraaret 1826 sendte Chase Bud efter Stenen, men Smith nægtede at tilbagelevere den. — „Smith fortalte mig, at han havde fundet sin gyldne Bibel og sagde „om din Sten ikke havde været, saa kunde jeg ikke have modtaget Bogen“. Han bad mig da om at lave ham en Kasse til at lægge Bogen i, men dette nægtede jeg at gjøre“. 1830 forlangte Chase atter Stenen tilbage af Hiram Smith, Prophetens Broder, i Overværelse af Martin Harris. „Hiram sagde, at jeg kunde ikke saa den, forbi Joseph brugte den til at oversætte sin ny Bibel ved. Da jeg sagde, at det var min Sten, og at jeg maatte have den, blev Martin Harris rasende, kaldte mig en Løgner og greb mig i Kraven. Hiram tog ogsaa Del i Striden, viste mig sine knyttede Næver og behandlede mig paa en meget uforskammet Maade“. Chase fik aldrig Stenen tilbage.

Dette Vidnesbyrd bestyrkes af en beediget Forklaring, som Isaac Hale, Smiths Svigerfader, afgiver: „Jeg blev først kjendt med Joseph Smith i November 1825. Han var da i Tjeneste hos nogle Mænd, som man kaldte Skattegravere og hans Bestilling var det at se — eller indbilde at han kunde se — Mineralier og stjulte Skatte, ved Hjælp af en Sten, som han lagde i fin Hat og holdt for sit Ansigt. Paa samme Maade paastod han, at kunne læse og oversætte Bladerne, med Stenen i Hatten og Hatten for Ansigtet, medens Pladerne vare gjemte underneden“.

Isaac Hales Vidnesbyrd har særlig Vægt, fordi en Del af „Oversættelsen“ skete i hans Hus, indtil Hale blev træt af Bedrageriet og viste Oversætteren Døren.

Joseph har saaledes efter al Rimelighed været i Besiddelse af visse naturlige Gjenstande, der have tjent ham som et Slags Skalkeskjul under Udførelsen af Bedrageriet, og hvad hans Vidner angaaer, den plumpeste Bandit kan jo i Reglen let forskaffe sig Staldbrødre, hvorfor skulde saa ikke et i saa mange Retninger begaver Menneske som Joseph Smith kunne forskaffe sig Tilhængere og Medskyldige.

Det er indlysende af Indholdet i Mormons Bog, at Joseph Smith, dengang han paabegyndte den, ikke har havt den ringeste Ide om at den skulde blive Grundlag for en my Lære eller Grundvold for en my Religion, thi den indeholder ikke et eneste nyt Princip eller ny Aabenbaring, paa be kristelige Dogmers Omraade. — Mormons Bog, med Hensyn til dens Indhold, bestaaer af historiske og religiøse Fortællinger.

Dens historiske Del, omfatter en Tidsperiode, der begynder kort efter Ødelæggelsen af „Babels Taarn“, og ender omtrent 500 Aar e. Ch.; det Hele fremstiller temmelig omstændeligt Amerikas Befolkning og første Historie. „Jared med sin Familie“ var den første fom udvandrede til Amerika kort efter „Babelsforvirringen“, men hans Efterkommere bleve aldeles tilintetgjorte af Lehi Slægt, som ankom fra Jerusalem omtr. 600 Aar før Christus. — Af Lehiterne, som hørte til Manassa Stamme, gik alle Retfærdige til Grunde omtrent 400 Aar efter Kristus, medens de Ugudeliges Slægt endnu er ilive nemlig de nulevende amerikanske Judianere. — Tilsidst er der nogle Jøder, det saakaldte „Zarahemlas Folk“, som elleve Aar efter Lehis Familie udvandrede fra Jerusalem til Amerika; men Størstedelen af dem gik til Grunde ved Krige og Resten forenede sig med Lehi Efterkommere. Historien om disse forskjellige Folkeslags Krige og Vandringer etc. blev altid nedskre vet af deres Propheter paa Guld eller Messingplader, hvilke de opbevarede og overleverede fra Slægt til Slægt. 384 Aar efter Kristus faldt disse Plader i Hænderne paa en af Lehis Efterkommere ved Navn „Mormon“, hvilken igjen overleverede en Afskrift af den hele Samling, til sin Søn, „Moroni“. Moroni føiede dertil Historien om „Jareds Folk“ og lagde alle Pladerne i en Kasse, hvilken han nedgravede i en Høi i Staten New York 400 Aar efter Chr. I denne Kasse skulle altsaa Pladerne have ligget indtil de bleve overgivne til Joseph Smith den 22de September 1827.

Hele det religiøse Indhold i Mormons bog er uddraget af Bibelen. Der findes ikke alene dels de samme Dogmer som i Bibelen, men Ord, ligelydende Sætninger, ja endog hele Kapitler, som s. Cr. 6 af Profeten Esaias, et Kapitel af Malachias, tre af Mathæi Evangelium og et Kapitel af Pauls første Brev til Corinthierne. John Hyde, i sin fortrinlige „History of Mormonism“ siger: „Fra Side 2 til 428, der foregiver at omhandle Begivenheder, som foregaa 600 Aar før Christi Fødsel, har jeg talt ikke mindre end 208 Citater af det ny Testamente bestaaende af Paragrapher og Sætninger“. Disse bibelske Citater findes indstukne hist og her mellem den historiske Del af Mormons Bog og er anført ordret og fuldkommen ligelydende med Originalen i den engelske Bibel. Men desuagtet have Mormonerne til alle Tider befattet sig med at angribe Bibelen, som aldeles upaalidelig, paa Grund af de mange Forfalskninger, den har lidt ved at være i Hænderne paa uinspirerede og uærlige Oversættere“.

I religiøs Forstand har Mormons Bog saaledes ikke den ringeste Betydning, og i æsthetisk Henseende befindes den at være saa fuld af Selvmodsigelser og Absurditeter, som et elendigt Vanfoster, der vilde vanære enhver anden Forfatter, end en uvidende Dreng, som Joseph Smith; det er ligefrem latterligt at antage en alvis Gud som Ophav til et Sligt Makværk.

Det oprindelige Motiv til Joseph Smiths Fortæling on Guldpladerne og Mormons Bog bliver indlysende ved følgende Vidnesbyrd som den 28de Nov. 1833 blev aflagt af Martin Harris Søster, Abegail Harris: „Jeg besøgte Martin Harris i Begyndelsen af Vinteren 1828 og kom paa samme Tid i Selskab med Joseph Smith den Ældre og hans Hustru. Affæren angaaende den saakaldte Guld Bibel udgjorde Hovedemnet for Samtalen. Jeg gav særdeles Agt derpaa fordi jeg ønskede at kjende hele Sandheden angaaende den omhandlede Gjenstande. De fortalte mig, at Rygtet om Joseph Smiths Fund af Guldpladerne var sandt, og at han an var i Harmony, Penn. for at oversætte dem. Den gamle Dame sagde endvidere, at naar Bogen var oversat, vilde Pladerne blive fremviste for Offentligheden. Entreen vilde bilve sat til 25 Cents. Hun beregnede at dette vilde indbringe en uhyre Sum Penge om Aaret og at Bogen vilde kunne sælges til høi Pris, eftersom det var noget aldeles Nyt. De havde faaet Befaling til at laane saa mange Penge som muligt for at bestride deres nuværende Udgifter, og siden betale disse Laan tilbage med Guld. Hvad der blev tilbage skulde opbevares til Familiens og Børnenes Fordel. Den gamle Dame forte mig ind i et andet Værelse og sagde, efter at hun havde lukket Døren: „Kan De laane mig $4-5, indtil vi blive færdige med denne Affære? Aanden siger at De skal modtage det firedobbelt igjen!“ — Jeg svarede, at „naar jeg gav saa ventede jeg Ingenting igjen og med Hensyn til Penge, da havde jeg ingen at laane ad. To Maaneder efter var Martin Harris og hans Kone Lucy i mit Hus. I vor Samtale angaaende Mormonerne udtrykte Madam Harris det Ønske, at hendes Mand vilde forlade dem, da han ansaa det Hele for Bedrageri. Hertil hørte jeg Mr. Harris svare: „Lad være, at det er Løgn, hvis Du blot vil lade mig i Fred, saa skal jeg tjene Penge ved det!“ — Jeg baade horte og saa, hvad jeg her har meddelt, og det er endnu levende i min Erindring. Jeg taler Sandhed og lyver ikke, hvortil Gud er mit Vidne“.

Det var altsaa en Pengespekulation baade fra Joseph Smiths og Martin Harris Side. Martins egen Kone, Lucy, aflagde folgende Vidnesbyrd: „Jeg overlader det til Verden at bedømme om Mormonernes Religion er sand eller falsk, men dens Indflydelse paa Martin Harris har været saaledes, at han er bleven mere opfarende og ondskabsfuld mod mig. Hele hans Hensigt var at tjene Penge derved. En Dag, da vi vare i Besøg hos Peter Harris (Abigail Harris Mand) bad jeg ham om at opgive sit Forhold til Familien Smith, da deres Religion var grundfalsk. Hertil svarede han: „....Hvis Du blot vil lade mig i Fred, saa skal jeg tjene Penge ved det!....“ Det er forgiæves, at Mormonerne nægte disse Kjendsgjerninger da de ere vel bekjendte af hans forrige Naboer“. — At Prophetens Forældre ikke vare uvidende om, eller uinteresserede i Spekulationen, beviser folgende Vidnesbyrd af en vis Joseph Capron: „....Joseph Smith den Yngre paastod tilsidst at have fundet sine Plader. Dette foretagende troede han vilde hjælpe Familien ud af fin Pengeforlegenhed. Hans Fader fortalte mig, at, naar Bogen var trykt, vide de, ved den Fordel, Salget skulde indbringe, blive istand til at bringe Skattegraveriet til et heldigt Resultat. Af vor Samtale dengang havde jeg ingen Ide om, at Bogens Indhold var af religiøs Karakter, eller at den skod i Forbindelse med Aabenbaringer. Han kaldte den en Spekulation og sagde:....„Naar den er færdig, da vil min Familie indtage en høiere Stilling end Samfundets Flertal!“

Den religiøse Part af Mormons Bog er som paavist taget ordret ud af Bibelen; for at tilintetgjøre den mindste Tanke om Aabenbaring, ere vi heldigvis ogsaa istand til at paavise, hvorfra dens historiske Indhold skriver sig.

John Spaulding, en Broder til Salomon Spaulding fra Crawford, Pennsylvania, aflægger følgende Vidnesbyrd:

„Salomon Spaulding blev født i Ashford, Conneeticut, 1751. I sine yngre Aar havde han Lyst til literære Studier. Efter at have forladt Skolen studerede han ved Plainfield Akademi og udviste der saa stor Duelighed, at han overgik de fleste af sine Medstuderende. — Siden studerede han ved Dartmouth Collegium i den Hensigt at tage Examen som Præst, tog A. M. Graden og blev ordineret. Efter 3 eller 4 Aars Virksomhed som Præst, flyttede han til Cherry Valley, New York og begyndte en Kjøbmandsforretning i Kompagni med sin Broder Josiah. Da jeg tre Aar senere besøgte ham, fandt jeg, at han var gaaet fallit og havde en betydelig Gjæld. Han fortalte mig, at han havde skrevet en Bog, som han havde i Sinde at lade trykke for med de Penge, han sik ind ved dens Salg af betale en Del af fin Gjæld. Han læste flere Stykker af Bogen for mig, dens Titel var „„Det fundne Manuscript““. Det var en historisk Roman — om Amerikas første Beboere — hvori han førte Bevis for, at Amerikas Indianere nedstamme fra Jøderne eller de tabte Israels Stammer. Den gav en nøjagtig Beskrivelse af deres Rejse fra Jerusalem baade tilsoes og til lands indtil de ankom til Amerika under Anførsel af 'Nephi' og 'Lehi'. Siden havde de Splid og Trætte og adskiltes i to Nationer; den ene kalde han 'Nephiten' og den anden 'Lamaniten'. Grusomme og blodige Krige paafulgte med stort Mandefald paa begge Sider. De begravede deres Dode i store Høje hvilket ar Aarsagen til de mange Kæmpehøje her i Landet. — Deres Kunster of Videnskaber vare ogsaa fremhævede, for derved at vise Oprindelsen til de mange mærkværdige Oldsager, som findes i Nord og Sudamerika. Jeg har nylig læst Mormons Bog og blev meget overrasket ved deri at see næsten den samme historiske Fortælling med Navne etc., som fandtes i min Broders Manuscript. Jeg husker meget godt, at han skrev i den gamle Stil og begyndte saa godt som enhver Sætning med: „„Og det begav sig““ eller „„Nu begav det sig““ sig som det er Tilfælde i Mormons Bog. Efter min Tro og Overbevisning er Mormons Bog den samme, som min Broder skrev med Undtagelse af dens religiøse Indhold, men jeg kan ikke sige, paa hvilken Maade den er kommet i Joseph Smiths Hænder“.

Marthe Spaulding, John Spauldings Hustra, bevidner:

„Jeg kjendte Salomon Spaulding personlig for henved 20 Aar siden og var i hans Hus kort førend han forlod Conneaut. Han var dengang i Færd med at skrive en historisk Novelle om Amerikas første Beboere, der bleve fremstillede som et oplyst og krigersk Folk. I flere Aar havde han paastaaet, at Amerikas Urindvaanere nedstammede fra nogle af de tabte Israels Stammer og denne Ide fremsatte han i den omtalte Bog. Den lange Tid som er hengaaet siden jeg læste Bogen, gjør, at jeg kun erindrer faa af de vigtigste Begivenheder i hans Skrift; men Navnene 'Nephi' og 'Lehi' staa endnu levende i min Hukommelse, da de vare de ledende Helte i hans Fortælling. De vare Hovedmændene for et Selskab, som først kom fra Jerusalem. Han gav en nøiagtig Beskrivelse om deres Reise fra Jerusalem baade over Vand og Land indtil de naaede Amerika. Saa opkom der Stridigheder blandt deres Høvdinger, og dette bevirkede, at de nedsatte sig i forskjellige Lande, det ene blev kaldt 'Lamaniternes' det andet 'Nephiternes'. Der opstod frygtelige Krige imellem dem, som ikke sjeldent bedækkede Jorden med Slagne, og det, at disse bleve begravne i store Høje, er Oprindelsen til de mange Kæmpehøie her i Landet. Jeg har læst Mormons Bog og denne har levende gjenkaldt Salomon Spauldings Skrift for min Erindring. Jeg har ikke den mindste Tvivl om at den historiske Del af Bogen er det samme, jeg læste og hørte oplæses sor over tyve Aar siden. Den gamle Stil og Udtrykkene: „„Og det begav sig““ etc. er det Samme!“

Henry Lake, Salomon Spauldings forhenværende Kompagnon, giver i September 1833 Vidnesbyrd i samme Retning, som følger:

„Jeg forlod Staten New York 1820“ — siger han — „og ankom til denne Plads (Conncaut, Ashtabula Co., Ohio), den næstfølgende 1ste Januar. Kort efter min Ankomst gik jeg i Kompagni med Salomon Spaulding i den Hensigt at fuldføre et Støberi, som han havde paabegyndt et eller to Aar tidligere. Han oplæste meget ofte for mig Dele at et Manuskript som han var ifærd med at skrive. Han kaldte det „Det fundne Manuscript“ og fremstillede det at være fundet i Conneaut. Jeg anvendte mange Timer til at høre paa hans Skrifter og blev meget fortrolig med deres Indhold. Han ønskede, jeg skulde hjælpe ham med at saa sit Produkt trykt, og antog at et Værk af denne Slags vilde faa en hurtig Omsætning. Det var min Hensigt at hjælpe ham, men da Støberiet ikke svarede til vore Forventninger, gik vor Forretning istykker, og siden vilde jeg ikke befatte mig med Bogens Udgivelse. I denne Bog fremstilledes de amerikanske Indianere at nedstamme fra Israelstammer, den gav en Beskrivelse over deres Rejse fra Jerusalem, samt over deres talrige og storartede Krige. Da han engang læste denne tragiske Fortælling om 'Laban' for mig, gjorde jeg ham opmærksom paa noget deri, som forekom mig selvmodsigende; han troede at rette Fejlene, men ved at læse Mormons Bog blev jeg overrasket ved at finde, at det staaer der, just som han læste jeg den saakaldte Guldbibel, „Mormons Bog“ stak den i Lommen, bragte den hjem og tænkte ikke mere over den; men efter en Uges Forløb fandt min Hustru Bogen i min Frakkelomme og begyndte at læse højt af den, medens jeg laa paa Sengen. Hun havde ikke læst 20 Minuter, førend jeg forbausedes ved at høre de samme Fortællinger i den, som Spaulding havde læst for mig 20 Aar tidligere af „Det fundne Manuscript“. Siden har jeg nøiere undersøgt „Guldbiblen“ og finder ikke den mindste Betænkelighed ved at sige, at Bogens historiske Del hovedsagelig — om ikke i sin Helhed er taget fra „Det fundne Manuscript“. Jeg husker godt, at jeg gjorde Spaulding opmærksom paa, at hans hyppige Brug af: „Og det begav sig....!“ eller „Nu hændtes det....“ blev naragtig. — Spaulding forlod denne Plads 1812, og jeg gav ham Penge at reise til Pittsburg for, hvor han sagde, at han vilde faa Bogen trykt og betale mig, men siden hørte jeg hverken fra ham eller hans Skrift indtil jeg saa det i „„Mormons Bog““.

De anførte tre Vidnesbyrd, og flere samstemmende, som kjendte Spaulding, men ikke Joseph Smith, forklarer Oprindelsen til Mormons Bog tydelig nok. — Det kommer nu blot an paa at paavise, hvorledes Joseph Smith kom i Besiddelse af Spauldings Manuskript; Spaulding skrev det i Aarene 1810-12 i Ohio. 1812 flyttede han til Pittsburgh, boede der i 2 Aar og gik saa til Amity, Pennsylvania, hvor han bode 1816. — Efter hans Død flyttede Enten til Onondaga County, N. Y., hvede der til 1818 og tog siden Ophold i Hartwick, Osvego County, samme Stat, indtil 1832. Han udtaler som fin Overbevisning, at dette Manuskript tilligemed flere andre blev lagt i en Kuffert og laa det medens hendes Ophold i Hartwick fra 1820 til 1830. 1825 var Joseph Smith efter sin egen Fortælling i Tjenste hos en Mand ved Navn Stowell, som var Nabo til Folkene i det Hus, hvor Kufferten opbevaredes. — Da Mormons Bog var udgivet og blevet bekjendt, blev den omtalte Kuffert aabnet og undersøgt, men da indeholdt den kun et Manuskript, de øvrige Papirer vare borte. Det tilbageblevne Manuskript var Begyndelsen til en Novelle som fremstillede Indianernes Nedstammelse fra den latinske Race. Spaulding havde opgivet denne Plan, efter at have skrevet nogle faa Sider og paabegyndt sit andet Manuskript, der aldrig senere er kommet for Dagen. — Mrs Spaulding erklærer, at Kufferten var opfyldt med hendes Mands Manuskripter, hvoriblandt det omhandlede. Hvem har bemægtiget sig den? — Den Slutning er idetmindste meget sandsynlig, at Joseph Smith er Manden. Fra 1825-27 fortæller Smith, at han „modtog Undervisning“; det tog ham knap saa lang Tid at forandre „Det fundne Manuskript“, som det tog Spaulding at skrive det! Med Bibelen og Spauldings Manuskript foran sig, var det ikke mere noget Mirakel selv for en Joseph Smith, at konstruere et Værk som Mormons Bog, især naar han havde to saadanne Skribenter til Sekretærer som Martin Harris og Oliver Cowdry! — I to Aar kan et ungt Menneske, som Joseph Smith, naar han vil, lære at udrette mange Ting. — Fra de amerikanske Prædikestole Iyder ikke alene Guds Ord og Evangeliet efter de talrige Letters forskjellige Udlæggelser, men Dagens og Tidens brændende Spørgsmaal kommme ogsaa under Behandling.

Det var derfor temmelig let for den unge Prophet, selv uden Assistance af Mirakler eller boglig Lærdom, at komme i Besiddelse af de religiøse, poetiske, philosofiske Phraser og Sætninger, som findes indstukne i Mormons Bog imellem den Spauldingske og den bibelske Grundtext. Det er kun i Ordningen af sine Religions Dogmer, at Smith viser en usædvanlig Stupiditet i Forbindelse med Mangel paa historiske Kundskaber og Dømmekraft. Følgende Referat af Mormons Bog vil vise dette.

„Under Kong Zedikias Regjering forlod 'Lehi' med sin Familie Jerusalem for at udvandre til Amerika. Da Lehi var kommet et Stykke paa Veien faldt det ham i Tanker, at han sket intet havde med sig af sit Folks hellige Skrifter. Han sendte derfor sin Søn Nephi tilbage til Jerusalem, for at stjæle disse fra Laban, en af Lehis Slægtninge. Nephi udførte sit Tyve Ærinde med megen Routine, han dræbte Laban, gjorde Indbrud i hans Hus og bortførte ikke alene Labans Optegnelser, men ogsaa Labans Tjenere!“ — En Bandit kunde vel have udført en lignende Daad, men Nephi er beskeden, og saa snart han kommer tilbage i Ørkenen, takker han Herren for hans Hjælp og Bistand derved! Labans Messingplader viste sig forresten at indeholde de „fem Mosebøger“, „den jødiske Historie fra Begyndelsen til Kong Zedekiah og de samtidige Profeters Skrifter. (Se Mormons Bog Side 7-12).

Samme Nephi begynder Mormons Bog med at fortælle, at hans Fader Lehi havde „levet alle sine Dage i Jerusalem“, om sig selv meddeler han: „Jeg gjør en Optegnelse i min Fader Sprog, hvilket er Jodernes Lærdom og Ægypternes Sprog!“

Det Taabelige i saadanne Paastande viser sig snart, man behøver blot at spørge: „Hvad Grund er der til at tro, at Jøderne optegnede deres Skrifter paa Messing-Plader?“ Naar blev Ægypternes Sprog til Jødernes Lærdom? Naar skrev Joderne Mose Lov og Propheterne paa Ægyptisk? Hvorledes kunde en ung Jøde, som havde levet i Jerusalem alle sine Dage falde paa at skrive Ægyptisk og kalde dette „min Faders Sprog?“ — Enhver, som har lidt Kjendskab til den Tids — eller endog til vor Tids Jøder, ved uden Tvivl, at det hebræiske Sprog er ligesaa helligt for Jøderne som selve Loven, der Inder til dem derigjennem; og begge Dele udgjøre en væsenlig Part af deres Gudsdyrkelse. — Efter attenhundrede Aars Adspredelse og Forfølgelse finde vi endnu Loven i jodiske Synagoger eller hvorsomhelst hos deres rette Bekjendere — skreven eller trykt paa Hebræisk. Jøderne paa Kong Zedekias Tid skrev forresten Mosebøgerne - paa Pergament, Papyrus og lignende. Materialier, men ingenlunde paa Messing-Plader.

Det er ogsaa særdeles mærkeligt, at Loven og de øvrige jodiske Skrifter skulde findes i Besiddelse af en privat Jøde paa den Tid Lehi forlod Jerusalem, thi kort forinden vare de ikke til at opdrive blandt hele Jødefolket. I 2den Kongernes Bog 22de og 23de Kapitel fortælles der nemlig om, hvorledes Ypperstepræsten Hilkia fandt Lovbogen i Templet og udbrød: „Jeg har fundet Lovbogen i Herrens Hus“. Og da Stephan bragte den til Kong Josiah blev denne saa forfærdet, at han rev sine Klæder og sammenkaldte alle Jerusalems Indbyggere for at de skulde høre Herrens Ord, som var fundet i Templet.

Men Kristendommens Historie i Mormons Bog overgaaer dog disse Omstændigheder i kolossal Absurditet: Alt hvad de fire Evangelister fortælle angaaende Jomfru Marias Undfangelse, Christi Fødsel, de mærkeligste Begivenheder i Jesu Liv, hans Dod, Opstandelse og Himmelfart etc., var allerede kjendt og nøiagtigt beskrevet blandt Nephiterne i Amerika Trehundrede Aar før Christi Fødsel! Dette Folk i Amerika kaldte sig 'kristne' 100 Aar før Kristus blev født og 200 Aar førend den førstne kristne Menighed i Antiochia antog dette Navn (Ap. Gj. 11. 20). Der indeholdes ogsaa i Mormons Bog Beretninger om hvorledes Kristus efter sin Opstandelse besøgte disse saa overordentlig begunstigede Nephiter i Amerika og underviste dem om de Ting, som høre til Guds Rige.

Vi maa gjentage, at Smiths første Ide med Historien om Guldpladerne og Mormons Bog har været en direkte Pengespekulation; for at gjennemføre fine Planer med Martin Harris o. a. har han da slaaet ind paa det Religiøse og efterhaanden som Planen om at danne en ny Religion modnedes hos ham, optraadt i sin Rolle som Prophet.

Hverken Joseph Smiths Personlighed eller den mystiske Mormons Bog vilde dog have omvendt Mange til den ny Lære,' hvis ikke Mænd som Sidney Rigdon, Parley Pratt og Orson Pratt m. fl., der vare i Besiddelse af virkelige Kundskaber og en respektabel Karakter, havde givet det vaklende System ny Kræfter og Anseelse ved paa en snild Maade at udlægge mange af Bibelens Propheter og Aabenbaringer og anvende dem bogstaveligt i Mormonismens Favør.

En Bog der lider af saa mange og svære Brøst som Mormons Bog kan naturligvis ikke danne nogen sikker Grundvold for en Religion af guddommelig Oprindelse. Bibelen hører heller ikke Mormonerne til, de benytte den kun som et Skalkeskjul paa deres Missionsrejser. Hele Mormonernes System er bygget paa den Omstændighed, at dens Leder, ihvem han end er, kalder sig selv „Prophet“. I det Øieblik. Brigham Young eller „Bill Hickman“ antage denne Titel og anses som Prophet, er deres Magt absolut og deres Authoritet uendeligt mere uomtvistelig end Kongernes „af Guds Naade“.

Gud formodes at tale til Propheten og denne taler igjen til Folket, som bestandig drives fremad af en Bande korrupte Biskopper, Præster, Ældste o. j. v., uden at saa Tid eller Leilighed til at reflektere over Følgerne af deres forskjelligartede Handlinger. Skulde en eller anden vove at saa Skrupler og Betænkeligheder, saa er han „besat af Satan“ og en fordømt „Apostat“ hvis Omgang enhver „Hellig“ bør frygte og afsky; efter Brigham Youngs Lære maa en saadan snarest muligt overantvordes til Kirkens „odelæggende Engle“ for hans Blod kan blive udgydt som et Sonoffer for hans Vildfarelser.


  1. Hermed menes formodentlig „Urim“ og „Thummim“.
  2. Altsaa: 4 Whitmers, 1 Page, som var beslægtet med Oliver Cowdry, og 3 Smiths, Profetens Fader og hans 2 Brødre. Vidnesbyrdets Paalidelighed forstyrres betydeligt, ved at Vidnerne individuelt hinanden saa nær.