Voltaires Epistel til Kongen af Danmark
i Anledning af Trykkefriheden, der blev tilladt i alle hans Stater 1771.
O Konge, Dyden huld, endskiøndt despotisk fød!
Troer du dig min Regent fra Østersøens Skiød?
Er jeg din Undersaat? Som dem du handler mig;
Mig skienker Livet Trøst, og giør mig lykkelig.
Kun sielden en Monark de Skranker overskrider,
Som for hans høie Magt Naturen ordnet har;
Til Chinas Keiser jeg dog skriver sommetider,
Men ei endnu har faaet det mindste Vennesvar.
Jeg bedre er tilfreds med høien Amazone,
Som nylig rokkede den drøie Sultans Trone;
Den viise Stanislaus [2], den store Frederik,
Med hvem jeg dog engang en Kurr paa Traaden fik,
Mig i mit ringe Hiem en Godhed stundom viser,
Hvormed strax Schweizerne udsmykker hans Aviser.
Hans Hellighed og jeg er ei saa gode Venne,
Slet Christen troer han mig, for jeg til Preusen tog;
Ufeilbar, som han er, den Pave sig bedrog.
Uundersøgt, hvad Agt vel Bibelen fortiener;
Om Pave, om Monark paa Jorden bedst det har,
Om ukiendt Liv, som it, ei endnu bedre var,
Fra Juras Ørkener en rolig Olding sig
Din viise Ungdom at tilraabe her formaster,
Og frie med Ærefrygt, diærv, ei forfængelig,
I Menniskslægtens Navn han for din Fod sig kaster,
Den taler ved hans Røst, din Mildhed signer den,
At tænke du tillod, du gavst dens Ret igien;
Physik, Sang, Præk, Roman, Historie, Syngespil,
Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil.
Pegas man andensteds har stækket Vinger paa.
En Phrasekiger mig tør i Paris fortælle:
“I er saa god, at først paa mit Contor jer mælde;
“I uden Kongelig Forlov ei tænke maae.
“Hvis I vil have Klygt, gaae til vort Politie,
“Saa giøre Tøsene, og see ei Skam deri;
“Der’ Dont er nok saa god, og blidere end jeres;
“Af oplyst Publikum de, frem for jer, bør æres.”
Saaledes, o Monark! Behandles da Parnass,
Og dine haante Børn, Plutarchus, og Horatz!
Man ikke i Paris tør trykke Belisair,
Hvis med Hr. Ribaljer[3] han ei af Mening er.
Ak! Ingensinden dog Bogtrykkeriet
En farlig Konst for Fædrelandet var.
Voitures falkse Vid, og Storondbrammeriet[4]
Som Balzac lovlig i Utide ødslet har,
Scarrons Romaner ei forstyrred’ Jordens Fred,
Og Frondekrigen ei en Chapelain optændte;
Hos modige Sarmat der Tvedragts Rasenhed,
Som under from Monark nys Rædsler vidt omsendte,
Og ottomanske Ports fordunklet Herlighed,
Dens Kraft af Moskaus Ørn til Jorden kaster ned!
Mon vel et usselt Digt, en dunkel Commentair
Har voldet alle de Omveltninger?
Nei! til Partieaand naar sig Folket overgiver,
Naar Blodet strømmer her, en Bog ei Aarsag bliver.
Hvad kan en arm Skribent da giøre for Fortred?
Jo! sin Forlægger arm, sin Læser keed,
Udpibes overalt for sine Drømmerier
Og sit Markskrigerie og galne Theorier.
Er Bogen slet, kan til Undskyldning intet gielde,
God, kan den trodse alle Kongers Vælde.
Hvad Rom har undertrykt i London, hædrer man,
Europa læse vil, hvad Paven sat i Band.
En vis Markskriger[5], der sig selv har bragt for Orde,
Paastaar, at hver, som han, ei Klygt besidde borde;
Galenske Apostat! Det skal du aldrig naae,
Før med min Miltsot Bugt du skulde faae.
Hold op at pine levende og døde,
Mit Legems Morder, Tankernes Tyran,
Du dine Syge vel ved Livet skille kan,
Dem kan du slaae ihiel, men eet godt Skrift ei døde,
Du brænder dem, Jerom! Og Luen af de brændte
Din Næse sværtede, men mig til Lysning tiente.
De Udtryk – siger du – de klinge haardt og ondt,
Har philosophisk Lugt; ja selv ad Sandhed stunde!
Nu vel, giendriv dem! Er det ei din Dont?
Mon du da ei, som jeg, Papiir besmøre kunde?
Sit Gavn har Publikum af hver en saadan Tvist,
Naar Flint mod Flinten slaaer, udgaaer der mangen Gnist.
Deraf kan vorde Lys; de største lærde Mænd,
Kun have oplyst os, fordi de maatte krige;
Frit piber ad mig, jeg giør samme Skiel igien.
Hvo man ei drøvte tør og ei modsige,
Alt smægter som i Rom, hvor otte Hundredaar
En trolig Trældom hvert Talent til Jorden slaaer.
Dog vil du ei, Monark! retfærdig, mild,
At Frækhed Friheden her maae udarte til;
Og alle Tænkende det samme Ønske nære,
Det er vort fælles Tarv, at Sæder er i Ære,
Og lumpne Skribler skeer altid sin Ret af dem.
Det flaue Flyveblad, som Sulten bragde frem,
De Skamløshedens Børn, opdragne hos Marteau[6]
Strax der i Fødselen i evig Grav nedgaae.
Et Nidskrift vise man mig dog paa hele Jorden,
Med evig Skiendsel som ei er bedækket vorden,
Saafremt det fængslet ei blev holdt af dybest Glem,
Paa Bunden af den Pøl, hvorfra det spired frem.
Dog stundom straffes baade Mund og Pen,
En Helvedandagt af Oprøreren,
En Mordbrands-Prædiken af Bourgoing, Guignard, [7]
I Jesu Christi Navn som Satan præket har.
Men hvad, om end en Haand med Blod besudlet er,
Er det da derfor dig forbudt at bære Sværd?
Om ved strafværdig Snak man sig end kan forbryde,
Skal man da Talens Brug derfore reent forbyde?
En Smører paa sit Loft et Nidskrift smøre kan;
Borttager det min Ret at tænke og at skrive?
Hver Misbrug straffe man! men Brugen tilladt blive!
De skumle Fiender af den hellige Forstand,
Tidt mod den nyttige Opfinder Klager føre;
Der støbte i Metal et rørligt Alphabet,
Og under Trykkerpresser ordned’ det,
Og vidste derved at mangfoldiggiøre
Alt, hvad vor Aand Papiret kan betroe.
Den Kunst – Boyer[8] har sagt – forstyrred’ Slægters Roe,
For kloge giør den baade Dreng og Pige.
Kan være! men hvad Gavn har den ei giort igien?
Hvert Folk, undtagen Rom, har følt Velgierningen.
Før denne tydske Mand opfandt Bogtrykningen,
I hvilken Skiændsels Pøl laae ei mit Fædrerige!
Hvad Skiændsel, gode Gud! da fattigt Folk løb hen
Til Fods ad Rom med sin den stakkels Skilling,
Og kom tilbage, ved vor Frue glad,
Og sang sit Litanie, og om Almisse bad.
Da unge Ægtemand behøvede Bevilling
For Ægtestandens Fryd, og yded’ Klærken Skat.
Da, hvo i Testament ei satte Sancte Peder,
Ei kunde opnaae Christenjordens Hæder,
Ja, da en heel, fordømt og bandlyst, Stat
Tilfaldt den første, der den atr indtage kom;
Naar Kongen paadrog Guds og Pavens Straffedom,
Og sin Gudsøster tog, og ei betalte Rom.
Monarker! hvo har knust de Baand, I sukked i?
Fra ældet Fordom hvo giort os og eder frie?
Hvad gunstig Haand for eders stolte Troner
Har paa Tiaren hævnet hundred’ Kroner?
Hvo har af Brøndens Dyb fremdraget Sandheden,
Og gav et sløvet Folk igien en Aand, et Hierte?
Alt giorde Bøgerne, og hvad man siger end,
I Konger herske kun, fra man at læse lærte.
O vær da skiønsom! hav den ædle Autor kiær!
Man bør dog ikke plage sin Veldæder!
Og regne I da ei den Fryd, de skienke eder!
De rene angerfrie Forlystelser!
Var en Thalias Smiil, og hendes Søsters Taarer,
Da aldrig Lægedom, naar onde Luner saare?
En Konge keedes tidt, ham læses over Bord
En Carls og Ludvigs sandrue Levnet for.
Har hellig Censor da Skribenten havt i Aag,
Siig! dømmer du da ei: Skribenten var et Drog?
Han skrive maae i Mag; den stolte Ørn maae svinge
Sig frit i høien Luft paa diærve Vinge;
En aagvant Stud jeg ei beklage kan,
At bøie ydmyg Hals af Himlen skabtes han.
Den Hest, som bærer dig, maae Tøile have;
Af sine Løfter er en Munk en villig Slave.
Men Frihed Tænkeren kan kræve, som en Gield.
Er da Parnasset, med enhver dets Sanggudinde,
Et Munkekloster under Priorinde,
Som signes af en Bisp, og skriftes af Grizel.[9]
Dem sigesn ingentid: “Min Søster! see vel til,
Du aldrig tænker uden Skriftefader!
Om Luttichs Almanak hvis du end skrive vil,
Tal ei om Aarsens Tid, før Øvrighed tillader!”
Hvad sagde vel til sligt den himmelske Camene?
Ei Helgen, ei Tyran erkiendes her;
En evig Republik Parnasset er;
Thelemes [10] Love hyldes der allene.
Saa frit som det er ei den tappre Schweitzers Land,
Ei sindrigt Genf, og ei Venedigs Adelsmand;
Fra Pol til Pol udstrækker det sit Rige,
Og efter Borgerret der alle, alle hige.
Vi Søstre! o Monark! vi stedste hædre her
Den Liigheds Ret, hvorad ved Hofferne man giækkes;
Men vor Regiering, saa uliig den andres er,
Endda maae ligne din, fordi den alle tækkes.
Noter
redigér- ↑ For at oversætte Corneille godt, maae man kunde giøre bedre Vers, end han selv, siger Lessing eet Steds; hvilken mageløs Versificateur burde i Følge denne Sætning ikke den være, der torde oversætte Voltaire! Men der gives Sandheder, som endog uden hans Indklædning ikke kunde forfeile deres Virkning: Sandheder, som det, i nærværende Øieblik, er nyttigt, blive sagte, og at en Død fra Graven staaer frem at sige dem; disse har det været mig vigtigere at bevare, end at tragte efter hans uopnaaelige Versification.
- ↑ Ex-Konge i Polen, da Herre af Lotthringen.
- ↑ Dr. Af Sorbonne, udødelig for at have forfulgt Belisair.
- ↑ Skribenter fra Ludvig den 14des Dage.
- ↑ Van Swieten Livmedicus og Censor i Wien, som – i Noten til Voltaires Digt – paastaaes at have været ligesaa stor en Mand i at redde Siæle, som stor Stymper i at helbrede Legemer.
- ↑ Marteau en Nidskrifthøker i Cöln, hos hvem tryktes næsten alt mod Ludvig den 14de.
- ↑ Guignard var en Jesuit, der blev hængt; Bourgoing en Jacobinermunk, der blev radbrækket; begge af den fanatiske hellige Ligues Kongemords Prædikanter.
- ↑ Boyer, Theatinermunk, Biskop af Mirepoix, i stor Anseelse under Ludvig den 15des hellige og liderlige Regiering.
- ↑ En bekiendt Geistlig, der snød sine Skriftebørn.
- ↑ Et Abbedie hos Rabelais, hvis Lov var: giør hvad du vil!