Ved Graven
VED GRAVEN
det han trådte ud af den lille, lave
Stationsbygning, under det snedækkede Bislag, skråede
en høj, mørk Skikkelse med hastige Skridt tværs over
det snehvide Torv med omliggende, lave Bygninger —
hen imod den sorte, nøgne Allé, ud af Byen.
Han standsede brat, med Kufferten i Hånden og Tæppet over skuldrene — der gik et Minde igennem ham, det var som en Luge åbnedes i Aftenen ud til Livet, Livet med dets Styrke og Magt — men så rystede han på Hovedet — nej, nej, det var jo umuligt, det kunde ikke være ham, denne bøjede Skikkelse, denne lange Frakke, så skævtsiddende og slidt — han, der var så statelig og rank som en Prins — og denne usikre Gang — når han huskede ham fra deres Vandringer ad de lange Landeveje grønne Sommerdage og stille, gyldentklare Efterårsdage — — men — —
Han drejede pludselig af og gik ilsomt langs Torvet hen i Alleen. Med hurtige Skridt styrede han ned gennem det lange, øde Perspektiv med den snorlige, hvide Vejstribe og de sorte, spinkle Stammer, lukket foroven af nøgne Grenes tætte Gitter. Dér skimtede han ham langt nede, duknakket, hastigt forsvindende i den snefyldte Skumring. Nej, det var jo umuligt — havde han da glemt ham således?
Han standsede — at han blot kunde tro, nogen kunde forandre sig således — og han, der havde ejet en sådan Ungdom og som — som havde — sejret — — nej, han måtte ikke gå videre, han måtte dog huske på, at Livet skulde leves — også bagefter — —
Men pludselig gik han igen, hurtigere og hurtigere — det bar ad Kirkegården til — Kirkegården, hvad skulde han dér? han på Kirkegården — — han smilte halvt, kunde han så ikke se, at det ikke var ham? Men nu, nu drejede han af derop, forsvandt ind mellem Allétræerne — hvis han ikke skulde blive borte, måtte han skynde sig.
Han næsten løb ad Alleen, i den smalle, mørke Tunnel, på den hvide, knirkende Sne, ud på den gamle, kendte Sti og op ad den stejle Skråning til den høje, ensomme Kirkegård. Jærnlågen smeldede i efter ham, skarpt i Vinteraftenens Stilhed — foran ham lå de høje, skumle Alleer, øde og tomme, stirrende på ham som store, hule Dødningeøjne — langt derinde lød ilende Skridt. Som sanseløs løb han efter dem, løb med Tæppet trykket ind til sit Bryst og med Kufferten i Hånden, løb uden selv at vide hvorfor. Til bægge Sider glimtede Marmorkors og Marmortavler forbi ham, mellem Stammerækkerne, død efter død — omkring det lille, stumme Springvand med det stivfrosne, stålmørke Isspejl — nye Alleer, tomme og gabende mørke — hvorhen?
Han løb til — så næsten tørnede han mod den høje skikkelse, der stod lige foran ham med Ryggen mod Vejen og bægge Hænder støttet på et sort Jærngitter, foran en Grav.
Et hulkindet, hvidt Ansigt så ind i hans, med gråt Skæg og gråt Hår under Hatten — nej, nej, dér kunde han se, om det var ham — å Tåbelighed — men Gud ske Lov; han åndede lettet — å, så forfærdeligt det vilde have været, om det var ham — næsten som en Dødsdom, en Dødsdom over det Liv, som han dog måtte leve.
„Undskyld,“ mumlede han og vilde stryge forbi, men standsede så og stirrede — målløs — ti dér stod jo hendes, hendes Navn, skinnende ham i Møde med tykke Guldbogstaver på den hvide Marmortavle i den grå, sneplettede Granitsten, omhængt med mørk, vild Vedbend som med sorte Lokker — hende — hendes Navn, hvor kom det fra? hvorfor stod det her? hvad betød det?
Han trådte skælvende nærmere — jo, det var hendes Fornavn, det eneste Fornavn, han kendte, men — jo, det var sandt — Efternavnet, det fik hun jo, da hun — da han — men så var det jo ham. Han vendte sig om imod ham — atter det hvide, hulkindede Ansigt med det grå Skæg og det grå Hår under Hatten — ja vist var det ham, at han ikke havde kunnet se det!
„Er hun — er hun da — død?“ stammede han.
Den anden så på ham.
„Ja, hun er død,“ svarede han, stille og roligt, som havde de fulgtes herud, som havde de ikke været skilte i atten År, men daglig levet sammen og hver Aften stået sammen her ved Graven.
Han støttede sig overvældet til Jærngitret — Stenen hoppede for hans Øjne, op og ned i Mørket som en vildhåret Dværg, der dansede på hendes Grav — hendes Grav — — —
Han følte sig så træt, så tom, så færdig — som var det ham selv, hans eget Liv, som lå der nede i Graven — men også så forunderlig lettet, som var en stor Byrde taget fra ham, en stor, tung Byrde, han havde slæbt på gennem mange, lange År.
Der var blikstille på Kirkegården i den mørke Vinteraftensskumring, kun et Par skrålende Råger baskede hen over de nøgne Trætoppe, inde fra Byen tonede fjærn, dæmpet Vognrumlen.
Da pludselig gungrede en Klokke, voxende hæs og gneldrende skarpt gennem Mørket.
En Hånd lagde sig på hans Skulder, han så ind i den andens Ansigt — nu var det ham så fortroligt, så forståeligt, som havde han aldrig set dette Ansigt anderledes, som måtte det nødvendigt se således ud.
„Vi må gå — Ib Klokker ringer ud.“
Han nikkede, han kendte det jo så godt, Ib Klokker havde jo altid ringet ud, alle Aftener, så langt han kunde huske tilbage.
De fulgtes ned gennem de nu helt bælgmørke Alleer, tavse, Side om Side, som de gik før, i gamle Dage.
Gamle Dage — var det virkelig gamle Dage? var det ikke i Går? lå der virkelig År imellem, lange, bitre År, fulde af Had og Nid, af Mørke og Ensomhed i det fremmede?
„Du,“ den anden standsede og tog hans Hånd i sin, som før — men det gamle Tag, hans stærke, faste Tag, så forskelligt fra hans eget slappe, der aldrig vovede at gribe og aldrig mægtede at holde, hvor var det nu henne? Å, man mærkede, at nu havde også den Hånd måttet slippe — „du, jeg skrev aldrig til dig, at hun var død — jeg kunde ikke, den Gang — i Smærten — jeg kunde ikke skrive til nogen, at hun var død — det var som at udlevere hende — og jeg havde kun haft hende så kort, kun ét År — og mindst til dig, du som — som jo også — —“ han strøg sig over Panden, så så han ind i den andens Ansigt med mørke, forundrede Øjne, „men nu begriber jeg det ikke, fatter slet ikke det hele — forstår du det?“ Han så atter op på ham.
De stod i en Udskæring af Alleen. Over det nøgne, sorte Tjørnehegn, hvorunder nogle hvide Marmortavler lå, så de ud over den øde, tilisede Fjord til den modsatte Kyst med dens høje, mørke Skov. Dybt nede funklede et enligt, rødt Lys fra en Fiskerhytte, spejlende sig i en tynd, sitrende Stribe i Isen. Det var koldt, tomt og dødsstille — kun Vintervinden raslede gennem Alleens Grene.
„Nej, du, jeg begriber det ikke.“
De rystede bægge på Hovedet og stirrede tavse ud over Ødet — det var, som kunde de aldrig mere åbne Mundene til at tale efter dette.
Og da Klokken nu påny lod sin skarpe, gneldrende Røst høre, foer de bægge sammen som for et bespotteligt Ord — den forkyndte dem jo, at de måtte gå herfra, og de syntes bægge, at denne mørke Allé med den øde Udsigt og det enlige, røde Fiskerlys var den eneste Plet i Verden, hvor de havde hjemme, at de hørte til her som de høje, gamle Træer over deres Hoveder, med Rødderne i den ligfyldte Jord og Kronerne i den skumrende, snetunge Luft.
Men da de lidt efter vandrede ud af Lågen og ned gennem det lange, smalle Alléperspektiv mod Byens fjærne, røde Lysprikker, styrede de deres Vej roligt, Side om Side, som fordum, som i fjærne År, som havde aldrig nogen tredie gået imellem dem, og dog syntes de, at de ikke mere var sig selv, han og han, men tilsammen netop denne ene, tredie.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧