Ved Fængselsporten
VED FÆNGSELSPORTEN
un kom dansende langs Havemuren den varme
Sommerdag i den blå Skygge. Over hendes
Hoved dryppede Guldregnens gyldne Klaser, og
svulmede Syrenernes lillablå Kolber, rød Sne flagrede fra
Rødtjørnkronerne med tung Duft fra Jasminer og
Hæggemaj, Bierne surrede inde i det grønne Løvværk.
Langs Murkammen mørknede Vedbendens
hjærtebladede Ranker. Frem og tilbage, på brune Sko
dansede hun, med Hænderne på Ryggen og tilbagebøjet
Nakke, åndende Havens Vellugt med spilte Næsebor
og halvåben Mund — det gyldentblonde Hår flimrede
om hendes rødmende Kinder, de mørkeblå Øjne
smægtede i sorgløs Drømmen. En Rødtjørngren blomstrede i det åbne Kjolebryst, de hvide Blondeærmer bruste
om de blottede Albuer. Luftige Skyer dampede hen
under det dybe Himmelhvælv, svale Vindpust bragte
Køling fra det nære Sund.
Bag Grøftens Skamtyder bredte sig de frodige Enge, grønne og tomme i Solskinnet med kun Svalernes vingede Skygger pilende hid og did som Fiskeskygger over Søbund — dybt inde i Horizonten blånede en takket Linje. Røgsøjler steg derfra som fra Ovne og forenede sig foroven i et brunligt, dirrende Slør, derunder lå den store By begravet i Dis og Damp.
Frem og tilbage dansede hun, ud og ind, efter Biernes vexlende Surren.
Foran, spærrende Grusvejen, hævede Fængslet sit flade Skiffertag, sin lange Række gitrede Vindueshuller og sine stive, gule Mure, mørkt og lukket i Sommervarmen.
Hun holdt Øjnene fæstede på den grønne Port inde under Murbuens forgyldte Kongeskjold — så mange Felter der var i Porten, så mange Trin skulde hun danse, før hun måtte nå dens Tærskel — nu var hun der næsten — blot over den grønne Græstærning og den rødbrune Strimmel Grus, der flød om den som Strømmen om en Ø, men da — Porten knagede, de høje, svære Fløje rystede — — hvad — skulde de virkeligt gå op, endelig en Gang?
Hun standsede foroverbøjet, med Hånden i Kjolen, med store, klare Øjne, midt i Græsøen — der strøg to lange Skygger hen over hende — majestætisk åbnede de vældige Fløje sig — som et Par Ørnevinger, der langsomt spredes — og der stod hun og så helt ind over den solbeskinnede Fængselsgårds tomme Stenbro.
Men gennem Porten, frem imod hende, marsjerede en lille Flok Mænd med faste Skridt — blanke Hjælme funklede — forgyldte Knapper tindrede — det var Politibetjente, svære, høje Karle — og dog alle så underligt små under det skyggefulde Tøndehvælv.
Et taktfast Fjed — og de veg tilbage, to til hver Side, og frem imellem dem kom en, de hidtil havde skjult — en grå, lille Mand, en forunderlig, støvet Pusling, listende langs jorden med slappe Knæ og ludende Blik, med en blomstret Bylt skudt skævt op under Armen.
Var det — o Gud — det var da ikke — åndeløst spejdede hun — en Fange — —
Det foer igennem hende — hun havde mødt to Øjne, hans — den grå Mands — to grålige, skælvende Øjne — som to Strømme af Tåge mod hendes Ansigt — men — nej, hun blev slet ikke bange — og se, hvor han nu rettede Nakken, pludselig — som en Blomst i Solen — og som han med Et satte sine platte Fødder — og sådan en munter, spøgefuld Mine han fik — som skulde han lige til at fløjte — nej, det var ingen Fange, Gud ske Lov — —
Hun åndede glad op, smilende, Rødtjørnkvisten gyngede som en Koralgren i Skum mellem Brystets hvide Kniplinger — hun drejede sig i Græsøen — hun vilde alligevel hellere gå —
Da skurrede en hæs, grov Røst, ledsaget af et tungt Støvleskridt:
„Nå, Jonas Bi, pil du så af og se til at skikke dig, så det kan bli' både fø'ste og sidste Gang, at du har våren på Tugthus“.
Hun vendte sig, hastig, forfærdet — men et Skrig — et Skrig, så skingrende vildt som et Dyrs — hun sprang et Skridt frem, ud i Gruset, standsede, målløs, og stirrede.
Der inde i den skyggemørke Port — en Hvirvel af blodrøde Ansigter og huggende Næver, Hvælvingen rungende af Råb og tumlende Menneskelegemer — en Politihjælm trilrede klingrende på Fliserne — Stimlen skiltes et Øjeblik — den lille Mand hang fast i Halsen på en Betjent, sprællende, hvæsende som en Kat — atter slog Menneskebølgen sammen — en grå Bylt slængtes til Jorden — det var ham, å ham — å hun greb sig med de rystende Hænder til Hovedet — en Betjent løb frem — Portfløjene bevægede sig, knirkende, knagende, slog så bragende i — som to grønne Hvalfiskekæber, der smækker sammen over Byttet — forvirrede Stemmer lød bagved, vilde Eder, en slæbende Lyd over Stenbroen med døende Ekko i den lukkede Port.
Så blev alting stille, blikstille og sommerlunt — Bierne surrede henne i Guldregnens tunge Blomsterflokke, Brisen fra Sundet luftede til, bedøvende af Vellugt fra Havens Jasminer, mørke Skyskygger fløj bort over Engenes frodige Sollys.
Hun stod midt i Solskinnet, på den grusede Vej foran den tavse, grønne Port — stirrende uforstående, hjælpeløs, med krybende Fingre — ti hvorfor havde den lille Mand — hvorfor havde han dog i al Verden — sådan på en Gang — —?