Det smaaregnede, mens jeg nu denne
Formiddag flakkede om i det graa Genova,
snart fuld af Skam, snart opfyldt af de mest
næsvise Betragtninger angaaende Niecer af
Kardinaler.
Det smaaregnede, og jeg vinkede ad en Droske og sagde til mig selv for tredje Gang:
»Du skulde dog ikke forlade Genova uden at have set Kirkegaarden — il campo santo.«
Pokker tage den listig smilende Henrik paa »Albergo Cavour«, om han fører mig vild! Jeg vil tilnøds lade mig narre for at tilfredstille en Kaprice hos en Dame af den romerske Gejstlighed — men en Opvarters Kaprice!
Næppe sad jeg i en Droske, paa Vej ud gennem Genovas Gader og Forstæder, før Regnen holdt op, og Vejret bedagede sig. Og da jeg traadte ind paa Kirkegaarden . . . det staar for mig, som om man betaler Entré til den Kirkegaard ... da jeg traadte ind paa Genovesernes Campo Santo og dér lige ved Indgangen strax stødte paa den unge Signora og Svejtserinden, dryppede Formiddagssolen sine første Smil ud over de sorgslørede Cypresser og alt dette Marmor i Graavejr.
Klædt i en let Kjole af dæmpet gul Raasilke gik Milaneserinden i den kolde Buegang og lignede selv en ung Morgen midt i Graavejret, mens hun dryppede sit Formiddagssmil ud over alt det graa og døde, over Gravstederne, Marmoret og Svejtserinden.
Jeg gik lige hen til Fru Clara, og hendes Solskin udstrømmede som en hel, hilsende Foraarsmorgen i gyldne Bølger, der slog sammen om mig. Hun rakte mig Haanden:
»Goddag, Signore.«
I hendes Haandtryk var der ikke Svig!
Men det forekom mig, at Svejtserinden blev askeagtig helt op til Haarrøderne som en afsjælet Skygge, et tomt Monument — jordslaaet og askegraa, som selve det støvede Genova i den raa Morgen.
Svejtserinden saa ud som de mørke Cypresser i Regnvejr. Men uden at bekymre mig det mindste om denne taagede Skygge smilte jeg med et vittigt Ansigt, der modsagde mine Ord:
»Hvilket Træf at møde Damerne!«
Men Fru Clara smilte som den klareste Morgen, idet hun slog sin Elfenbensvifte ud og sagde med sin ædle Stemme, glad, fri for Ironi:
»Ja, hvilket Træf, Signore!«