Gyldendalske Boghandels Forlag København


Valfart.pdf Valfart.pdf/9 137-141

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Fru Clara


Saa toge de Møens hvide Brystben,
deraf danned de en Harpe ren.

Saa toge de hendes Fingre fem,
og Harpeskruer danned de af dem.

Saa toge de hendes lange Guldhaar;
deraf sno de Harpestrenge smaa.

(Af en Folkevise).

I Genova, Hovedstaden for det aller­simpleste Italien, en Storby for Handelsmænd og Søfarere, opfyldt af Paladser og Marmor, Blæst og Støv — i Genova, i det Hotel, hvor jeg for Maaneder siden havde nydt det første Maaltid italiensk Brød, Suppe, Kød, Fjærkræ, Vin — et Hotel, jeg vedblev at søge til min Afrejse (men da var Værten for sin Redelig­heds Skyld gaaet Fallit) — i denne hvid­kalkede og efter Landets Skik nøgne Gæste­stue havde jeg gjort mit lykkeligste Fund i Italien.

Solen var ved at gaa ned. Jeg sad dér og spiste af Pligt og med en daarlig Appetit, og saa stadig ud af Vinduet for ikke at for­styrre mig selv eller to Damer, en ældre og en yngre, der spiste ved Nabobordet. Hvor forskellig jeg følte mig fra den Silvio, der her, for fem Maaneder siden i Januar, i Vinterens Hjærte, havde sat Foden paa italiensk Jord. Den Gang var en hæftig Ulykke tilstødt mig, en Ulykke, der havde sviet og brændt mig i Struben og gjort mig ydmyg og bange, men en Ulykke, som jeg turde begræde med rige­lige Taarer. Jeg havde elsket min lille Ulykke — trods alt! Og nu var det hele opløst og bleven til Ingenting. Jeg var kommen herind fra mit Sommerophold i Rapallo; jeg var som altid alene — men uden Kærlighed, uden Taarer. Og jeg syntes, at jeg var naaet til Ende med min Skæbne, og at intet mere be­rettigede mig til ubeskedent at udeblive fra mit Fædreland.

Da fornam jeg mig strejfet af et lille, gyldent Smil.

Og jeg vendte Ansigtet fra Vinduet om imod Nabobordet og saa i det lyse Tusmørke de to Damer, Italienerinder, der spiste og stadig samtalede: den ældre, bred og god­modig, lad og anstændig-sur, var klædt i noget gult; den unge — livlige og fortællende — var mørktklædt, spinkel i Livet, ret i Sædet og bar endnu, mens hun spiste, tyggede, Hatten og et lille, sortblomstret Slør, der naaede hende midt ned paa Næsen. De førte en altfor alvorlig Samtale. Tilfældig saa jeg under Bordet hendes Kjole af en vis, sirlig Vidde og paa det graa Stengulv to Dame­støvler, der var saa ranke i Vristen, som den højtidelige Dame selv var hurtigtalende. Jeg vilde halvt sukkende atter vende Hovedet bort. Et Par Toner af hendes bløde og dog saa modige Stemme rislede ind i mit Øre, og jeg fik Lyst til at høre efter. Jeg hørte, at den unge, mørktklædte Signora kaldte sin Bordfælle med »De« — at hun paa dette meddelsomme Italiensk, der er saa fuldt af Hensyn og Sir, fortalte en lang Lidelseshistorie om to Børn, der begge var døde paa én Vinter, og om en Mand, en smuk, smuk Officer, som var bleven uhelbredelig sindssyg, og som hun havde bragt paa en Anstalt, da han med sin Galmands Appetit næsten aad hende ud af Huset. Igen en Italienerinde, der fortæller sit Livs Skæbne! tænkte jeg. Vil det aldrig holde op med Lidelser her i det skønne Italien?

Da ramtes jeg atter af et lille, gyldent Strejfblik — et flygtigt og ligesom forundret Vennesmil fra den mørktklædte Signoras sorgomhyllede Ansigt. Men saa pludselig ungt og løfterigt var dette Smil — som en gylden Frugt, som en grønlig Orange, bleg, næsten moden, der titter frem fra sit mørke Løv.

Jeg vendte Hovedet bort for ikke at for­nærme hende med min Nysgærrighed. Men mine Øren opfangede hvert Ord. Jeg be­gyndte at samle og begribe. Jeg fik desuden den diskrete Opvarter til at give mig lidt Vejledning.

Med direkte Tog nordfra, fra Milano, var Signora Clara i Gaar ankommen til Ligurien. En Dame, der i alt havde fulgt sit eget Hoved; men en eneste af Milanos barske Vintre havde plukket hende nøgen for, hvad hun havde kær. Genvordighederne havde saaledes gennemtrængt den muntre Frue, at hendes Læge maatte tilraade hende enhver anden Luft end Milanos, der for hende var uheldsvanger. Hun pakkede sine Kjoler sirlig og forsigtig ned som en god Hus­moder, thi hendes Formuesforhold var ikke længer gyldne.

I Kupéen havde den venlige Signora fra Milano truffet en Hotelværtinde fra det italienske Svejts, en svær Borgerkone, der stadsede i en Sommerkjole af altfor skinnende gul Farve, og som rejste til Genova for at træffe sin voxne Søn. Og den hjemløse Fru Clara, som af Erfaring kendte Verdens mange Omskiftelser, sluttede sig beskedent sammen med Gæstgiverkonen.

»Man skal altid være høflig mod Folk, man tilfældig møder,« plejede den forhen for­nemme Dame med en vis Højtidelighed at sige.

Hun elskede Svejtserindens solide Dyder.

»Det er en god og brav Familiemoder« — una buona e santa donna di famiglia.

Nu havde den fyldige Svejtserinde sat sin Søn Stævne her i Genova uden saa meget som at angive Tiden og Stedet. Hun gik hver Dag som en Høne og kaglede efter ham. Signora Clara fulgte hende taalmodig; hun trængte selv til Selskab, Meddelelse, og aabnede sin Fortroligheds Sluser for denne tilfældige Rejsekammerat mere end for den bedste Veninde i Milano.