Valfart/4/16

by Sophus Claussen

Et Kapitel om Farveglæde

Om den tomme Tid, som fulgte efter Silvios uheldige Lidenskab for Célimène, har han fortalt følgende:

Jeg kom fra Neapel og Rom gennem syvogtredive Tunneler, brændt af Solen, sværtet af Kulrøgen — ulykkelig og skønhedsforfulgt. Assaì, assaì! Det er nok. Jeg faldt ud paa Rapallos Station sort som en Skorstensfejer. Og her hørte jeg endelig det rolige, velsignede Middelhav, befriende som Pulsslaget af et stort, aabent Hjærte. Rapallo med dens billedsmykte Huse, dens femtusind liguriske Sjæle og dens Bro, som Hannibal har vandret over, lignede den Junidag en By paa Kysten af Paradiset, paa den sommergrønne Sydside af alle Bjærge. Ingen Nordenvind kunde trænge ind i dens skovomplantede Lukke. I »Hotel Europas« Omnibus, hvor jeg satte mig, havde jeg, sodet og skamfuld som jeg var, den Ære at køre sammen med en Vært i Sportssko og lys Sommerdress uden Dadel og med hans smukke Kone, en høj Italienerinde af den smæltende Art, saa statelig og honningsød. Assaì — det er mer end nok. Og Vognen var knapt sat i Gang, før den holdt ved »Hotel Europa«; bag en hvidgruset og stedsemørkegrøn Have badede det sin Storhed i blaa Middelhavsudsigter. Inde i Hotellets polerede Stilhed og Skygge hang en grøn Papegøje i Bur og blinkede med hemmelige Øjne i Retning af det Lukaf, hvor Værten udfærdigede sine Regninger. Og i al denne Fornemhed var de eneste Gæster to gamle, skotske Damer; hvoraf den ene med et Sværmeri fra Ungdommens Aar berømmede Norge og ved Middagen forsikrede mig, at hun elskede at »tale bredt norsk.« Hun var saa rar og venlig, og det var alt det Norsk, hun kunde.

Højadelige Turister af forskellige Tungemaal havde i Rejsebogen i dette Hotel paa Kysten af Paradiset tilkendegivet deres yder­lige Tilfredshed. Og den første Nat — til Bølgeledsagelse fra Middelhavet — drømte jeg selv, at jeg sad ved Hotelbogen og digtede:

»Der raader i det lyse Hotel
en Fred som i et Kloster.
Man spørger ej her, hvad det koster;
thi Værten vil Gæsternes Vel.«

Assaì! Jeg bad om Morgenen om min Regning, advaret af min Drøm, og jeg gik ud i Rapallo for at søge om Hus. Smalle Gader af Lavasten, skurede hvide af Solen og Hav­vinden alene, hule Fliser, genlydende af Bølgehvisken nedefra og af en ung Badelæges rast­løse Sportssko. Huse, der lukkede for Synet ud til Havet, men mellem Husene atter Aabninger med lave, brede Mure, hvor man kunde sætte sig foran det Blaa og overtænke et uendeligt Problem. Paa kryds og tværs gennemskares Byen af lavvandede Bække, ad hvis brede Leje man tørskoet, hoppende fra Sten til Sten, kunde gaa halvvejs op i Bjærgene, forbi Haver, Huse, Oliventrær og barbenede Kvinder, der skyllede Tøj. Den første Beruselse var endnu i mig. Og naar jeg kom ud fra det store Hotel Europa, stod den unge Enke, der ejer det mindre og bil­ligere Hotel skraas overfor, i sin Trappedør og saa paa mig, fuld af Forbehold og Nysgærrighed, med et fastnaglende Blik. Drukken, ikke af Vin, men som den Mand, der først paa anden Dag befinder sig i Paradiset, falder jeg strax med Døren ind i Enkens Hotel. Hun trækker sig saa meget til Side, at jeg kan komme forbi.

Jeg har Værten i »Europa« mistænkt for at være en dyr Hund — siger jeg ligefrem — men jeg vil blive evig, evig i Rapallo. Det behager mig, mi piace. Om hun har en lille Bekvemmelighed efter mine Forhold ? Men Fred — Fred vil jeg have; thi jeg vil arbejde som Herkules, som syv onde Aander, som Michelangelo i det Sixtinske — paa et Værk om de ældste Broer i Italien. Et borgerligt Husly, Maaltider og lidt Hygge, det er alt, hvad jeg forlanger. Sig strax til!

Den fastnaglede, undrende Enke løsner sig omsider fra sin Tærskel og faar travlt med at vise den indstormende, utaalmodige Gæst Vejen . . . . nej stop, hun fortryder — fortryder sin pludselige Travlhed, kalder paa et Hustyende og lader hende føre mig op og ned ad Trapper, aabne for Stuer og Bekvemmeligheder. Tjenerinden ved selv, at hun ikke ser ringere ud end Madmoderen. Hun er tysk, ganske uventet — die Nixe. Vi to Nordboer taler tysk. I sit eget Værelse i en velhavende Stol venter Værtinden paa os. Aftalerne begynder. Tjenestepigen ud­jævner alle Stridsspørgsmaal. Vi bliver enige. Da hører Værtinden, la locandiere, at jeg og hendes Tjenestetyende forstaar hinanden paa Tysk, og pludselig gør hun mig opmærksom paa, at jeg skal betale min Vin extra. Aldrig i Evighed, siger jeg og forlader under muntre Beklagelser Husets Tærskel.

Nu kender jeg mine Rapallesere, den udadlelige Vært i Hotel Europa og den for­stenede Enke med det hæftende Blik. Ikke en Fodsbred viger de. Og deres Venlighed . . . ja, som Edderkoppen er venlig mod Fluen. Da foretrækker jeg Toscana, de fattige Ynglinge, den stolte, redebonne Race.

Men hvor larmede Havet dejligt uden­for den Enkes Hotel! Hver Dag kom jeg strandværts derhen, satte mig paa Trappestenen bag Hotellet, forlangte en halv Flaske Vin og gav mig til at overtænke. Kokken gik med nøgne Ben og sankede Muslinger i Strand­kanten; det samme gjorde den tyske Tjeneste­kvinde med højt opkitlet Kjole og hvide Fødder, der lyste i Solblinket. Hun raabte »Guten Tag« og smilte paa en egen, germansk Maade, som vidste hun godt, hvorfor jeg sad der. Ude blinkede alt det Middelhav. Og jeg tænkte: Hvor den Muslingesamlerske er dum, og hvor hendes Madmoder, den Fossilie, er dum, hvis de tror, at jeg sidder her for deres Skyld. Og hvor denne Kok, som er lovformelig gift med de tyske Smalben, er dum, hvis han tror, at germanske Sympatier med disse Smalben hidkalder mig. Nej, hvis Middelhavet havde Fødder, vilde jeg kysse dem! — Sank Jere Muslinger, I Rapallesere, vask Eders Linned i Bækkene, I barfodede Kvinder af Rapallo. Det er en Fryd for mine Øjne. Bryd Jer ikke om mig. Jeg trænger kun til Farveglæde; thi jeg vil arbejde — arbejde gigantisk paa et Værk om de ældste Bror i Italien.

Ak! Næppe var jeg fra Hotel Europa flyttet ud at bo hos private Folk, før Rapallo mer og mer gik op for mig som en sur, skin­hellig By, hvor alle Trapper lugtede af Katte. Og en Aftenstund oplevede jeg noget, der til­ lod mig at trænge dybt ind i disse Ligureres Sjæle og næsten føle Had til Rapallo.

»Assaì, assaì — det er nok, det er nok — assaì, basta« — Hvilket skærende Raab. Jeg hørte det en Aften ved en Bryder-Fore­stilling i Byens Raadhus. Paa Borde og Bænke stod den daarligklædte, italienske Be­folkning i en Belysning, der gjorde det hele endnu mere skummelt, fattigt, forglemt og ligurisk.

»Assaì, assaì, basta!«

Bryderen Lenau laa paa Tribunen med en stor Kampesten tværs over det nøgne Bryst, mens to Mænd med svære Smedehamre søgte at kløve Stenen. Befolkningen iagttog i dump Forventning. Rolig havde den set Stenen lægges paa Lenaus Bryst; rolig fulgte den Hammerslagene. Men hver Gang en Stenflis brast, gik der et Lidelsens Skrig gennem Sværmen.

»Det er nok« — assaì.

Hvorpaa der opstod ny Stilhed og For­ventning.

Da langt om længe Stenen er flækket, rejser Bryderen Lenau sig op og bukker for Publikum. En jammerlig, høj, nøgen Mand i Badebuxer, med ranglede Arme, knoklede, uskønne Ben. Nu brydes han med en Slagter fra Rapallo, en korthalset, bredskuldret Tyr i Menneskekrop. Og syv Gange segner Bryderen Lenau, og syv Gange rejser han sig igen med en høflig hilsende Armbevægelse ud til Genoveserne.

Assaì, assaì. Besindig lader man sine Nerver fylde af disse Rædsler, indtil det men­neskelige Maal er naaet og dette Angstraab af sig selv presses frem af Kvindebarme og Barnestruber. Men strax skriger man »più, più« (mere, mere!). Og »Bryderen Lenau«, der ser ud til evig at have ligget under, løfter tilsidst sin Røst og lover at gentage Forestillingen paa næste Søndag.

Det afskyelige Ligurien! Er det sært, at Genoveserne har Navn for Grusomhed? Men hvilken vild Skønhed i det medynkende Skrig! Mon de hedenske Romerinder saaledes har raabt assaì fra deres Marmorsæder ved Gladia­torlegene? De, som raaber her, er de mon Afkommet af Hannibals Soldater paa Gennem­rejse? Eller staar jeg i en glemt Krog af det gamle Romerrige? Og genlød Kolossæums Marmormasser af det selvsamme assa-i, assa-i, mens oprakte eller nedadvendte Tommelfingre bestemte en Slaves Liv og Død? Var det Nydelsen ved Festen at pine og pines saalænge, til det befriende Barmhjærtighedsraab rislede igennem Rummet, som vilde det sprænge Mure og flænge Tagets Purpursejl?

Ja, hvor ved jeg, om de skraalte saaledes af grumt Hedenskab eller af kristen Barmhjærtighed, de Ligurer? Men der stod en kristen Ven ved Siden af mig, og han raabte endnu højere end de andre, da han saa den stakkels Lenau falde for syvende Gang. Det dejlige Rapallo blev mig med et til en sur, skinhellig By. Denne Lyst til at opsøge Lidelse, denne fælles Ynkelighed, dette Hang til Selvplageri . . . det er dog den mest ple­bejiske af alle Religioner.

Jeg er ikke forfalden til at have Syner og Aabenbaringer. Men Natten efter mit Be­søg paa Mont'Allegro sammen med Fru Clara, drømte jeg, at Menneskeheden selv laa med en mægtig Sten tværs over Brystet. Og en halvhellig Mand med et sødsurt Ansigt traadte hen til Menneskeheden og sagde i en fidel Tone:

»Stakkels, stakkels Lenau! Gør det nu rigtig ondt? Vil du ikke have en større Sten?«

Og den halvhellige hjalp til at ombytte Stenen med en større Sten og en større Sten endnu, mens han stadig spurgte:

»Stakkels Lenau, gør det snart rigtig ondt?«

Og da nu Smedehamrene huggede til, knyttede den halvhellige Hænderne, skar Tænder og skreg af Medlidenhed:

»Aa, det er forfærdeligt . . .« (men hen­vendt til Smedene) »Hug til!«

Og saaledes skiftevis:

»Aa, det er forfærdeligt . . . Hug til!«

. . . Det er sjælden, jeg drømmer saa ligurisk, men jeg blev ved at drømme, og Synet forandrede sig paa den ubarmhjærtigste Maade. Det var nu ikke længer den stakkels Menneskeked, heller ikke var det Atleten Lenau, men det var min Ven, Asketen N. N., der laa med Brystet klemt fladt under en ligurisk Kampesten og omgivet af en Forsam­ling, der var mig ubehagelig københavnsk. Paa Væggen læste jeg en Plakat:

»Søndag den 24. ds. lader jeg mig offenlig pine i N. N. Lokale.

Ærbødigst N. N.«

I yderste Harme sprang jeg op paa et Bord og raabte i Søvne saa højt, at jeg vaagnede derved:

»Hej du Mand. Dette er dig uværdigt. Rejs med mig til Syden. Vi vil se paa Tyre­fægtninger og drikke Vin.«

— Det kan være, at de Bjærgurter, som Signora Clara i Gaar bragte hjem fra Mont'Allegro, berusede mig i Søvne. Hun var vaagnet meget tidlig, havde slaaet de tunge, røde Skodder op for Morgenfriskheden og for Bruset af Middelhavet dernede. Hun havde løst sin store Buket Blomster og strøet dem ud paa mit Bryst og mit Hovedgærde. Jeg følte om mig samme Duft, som der var i Mosset under Bjærgets Ege. Imidlertid, var hun selv gaaet paa Torvet for at købe ind til vor lille Husholdning, Kød, Grøntsager, Frugter, som hun egenhændig tilberedte i en blændende hvid Køkkendragt og med en grublende Tavshed paa de fine Bryn. Pavens Køkken har ikke været bedre betjent. Altid ny Overraskelser for de billigste Midler; i Gaar Morges var det Kødet af et ungt Gede­kid, i Gaar Aftes var det en Fugl uden dansk Navn. Nu i Dag har Koralfiskere, som vender tilbage fra Sardinien, i rum Sø fanget nogle prægtige Fisk, som hun hjembringer. Hun klæder sig i sin hvide Dragt, men mangler Vandet, som vor Bydreng skal bære op ad de mange Trapper. Jeg er forbitret paa den lille Ligurer, der altid lader Clara vente. Og naar Fyren endelig kommer, tager han ikke en Gang Hatten af for hende. »Tag Hatten af, Luigi!« siger jeg noget for barsk. Da vender Fru Clara sig, mens hun rører i en Gryde, nikker mildt til den lille, trodsige Knægt og siger moderlig: »Tag Hatten af, Luigi!« Det hjælper paa ham. Jeg beundrer Kvindens Takt.

Hvis Mad og Drikke kan gøre noget til Sagen, staar jeg ikke tilbage for de homeriske Helte.

Indtil Solen sig bjærged og Mulm udbredte sig vide,
sad vi og nøde fortræffelig Kød og Vin, som var liflig.

Fru Clara skænker i mit Glas. Og med Udsigt over Homers vinblaa Middelhav eller over en Stenruin, hvor Slyngplanter hænger ned i lange Frynser, hører jeg hende fortælle Æventyr fra Italiens hundrede Byer.

Den heroiske Tid er oprunden.

Uden Frygt for Slanger strækker jeg mig efter Frokost ved Fru Claras Side i den høje Skov mellem Bjærgene, hvor Græsset er grønt og langt. Jeg, som i min første Ungdom havde en syg Frygt for Slanger, og, naar jeg havde forladt min unge, yndige Veninde, hver Nat drømte, at min Seng var omspændt af Hug­ orme . . . . jeg elsker, omfavner den store Natur uden Frygt. Mit Hjærte var gennem­hullet af Spot og Ironi som en gammel Ruin af Snogehuller. Og nu er jeg som en nyfødt; jeg tror paa alt. Det nittende Aarhundrede med dets snævre Tvivl — denne videnskabe­lige Pogeskole — er for mig afsluttet. Leve det tyvende! Guder besjæler atter Jorden og Luften og Havet. Og ubeængstet nyder jeg Jorden, Luften, Havet, som jeg elsker de Retter, Fru Clara sætter paa sin Dug. Leve den heroiske Tid.

Til mange Ting trænger den menneske­lige Sjæl som det menneskelige Legeme.

Den gode, italienske Vin indeholder Svovl og Jærn, som styrker Blodet. Det Brød, jeg spiser, den Luft, jeg aander, forsyner mig med Kvælstof, Ilt og meget andet, som de lærde bedre end jeg ved at nævne. Søvnen bringer mig Ozon . . . .

Jeg hviler stundum paa et lille Klippeskær, der paa tre Sider omgives af Middelhav som af en blaa, stedse smældende Fanedug. Jeg lægger Hænderne under min Nakke og bygger Broer ind i den blegblaa Himmel, hvor hvide Skyer henad Aften drager stærkere og stærkere af Sted. Mine Nerver, der har været pinlig optagne af et trættende Dagværk, dulmer jeg ved Synet af denne Luft og Skydannelserne, som af sig selv formes til Malerier af Rafael, af Giulio Romano. Billeder, jeg har set i Rom og glemt, men som nu genskabes med alle deres Farver, fødte af min Erindring. Engle og Serafer, tilbedende Kvinder ved den hellige Grav, hele Michelangelos Loft i det sixtinske Kapel — taarner sig i den sildige Dags opstormende Skyer . . . Min Sjæl ind­tager Ozon, ligesom Legemet, naar det sover. Alt det smaa nærværende forsvinder. Jeg er ikke mere søvnløs — — — endskønt jeg blev født som et Barn af dette søvnløse, nittende Aarhundrede.

Fru Clara holder ikke af, at den ene Dag ligner den anden. Og altsaa sejler eller spaserer vi en Dag til Portofine, en lille Havn, der ser ud, som var den udhugget af Kykloper i en dyb Bjærggryde. Et gammelt Hotel, aldrig besøgt af nogen, breder sig mellem Husene paa den smalle Bred i Grydens Bund, og en Hotelejerenke, Moder til to halvvoxne, udæskende Døtre, bredte sig i Hotellet, og lo med et stillestaaende, ligurisk eller kyklopisk Smil. Da vi spurgte, hvilke Seværdigheder og Adspredelser Byen havde at byde, svarede hun med sin sledskende Elskværdighed: »ingen«, og trak paa Skuldrene: »Hvad vil to unge Folk som De med Adspredelser . . . Komediespil, Koncerter . . . man er sig selv Selskab nok.« Og hun udtrykte sig endnu tydeligere. Derefter lod hun os se sine Værelser, lovede de billigste Betingelser, hvis vi vilde blive i Portofine, og lod sin tolvaarige Datter bringe Roser til os begge. Datteren var meget smuk.

»Hun sælger alt. Hun sælger Datteren med,« sagde Signora Clara, da vi stod udenfor.

Vi skyndte os at klatre op ad Bjærget fra denne liguriske Ravnekrog til en Villa, som den syge Kejser Friedrich af Tyskland havde bygget paa de stejle Gallerier højt over Havet. Vi svimlede næsten paa de bratte Gange, under disse Fyrrer, hvor Solen bagte — men vore Hjærter bankede højt, og vi kastede med Foragt Ligurerindens Roser ud i Havet. Ingen boede i Villaen, og Fru Clara behandlede Haven som sin egen med en suveræn Ligegyldighed for de Love og Ved­tægter, der bekymrede mig. Hun plukkede den døde Kejsers Druer og gav ogsaa mig deraf:

»Spis, min Elskede.«

Til sidst bandt hun en Vinranke om sit Haar.

Jeg satte mig paa en skyggefuld Bænk og beundrede hende. Og jeg tænkte halvt med Vemod paa en mindre lykkelig Ven af mig, der nu befandt sig i et toscansk Kloster, hvor han søgte den Ozon, man forgæves søger efter paa al Verdens smudsige Gæst­giverier. Vi havde knyttet os til hinanden i Ungdommens første Brobyggerdrømme, i den unge Farveglæde, som opløser alle Problemer, stoltelig frikender hele Menneskeheden. Og saa havde jeg efter tre Aars Adskillelse gen­set ham her i Ligurien. Men da havde Livs­kampen med sin Slagterhaand plantet Kniven i Nakken paa hans unge Farveglæde, og det viste sig strax, at naar jeg talte i Vest, talte han i Nordøst, og naar jeg en Dag fortalte ham noget om Verdenshovedstaden Paris, korsede han sig i Smug foran Landsbykirkens Dør. Han havde taget visse Antydninger i mine Breve altfor bogstaveligt, og jeg til Gengæld havde ikke taget hans Breve nær bogstaveligt nok. Jeg kunde for Exempel i en oprømt Stund erklære hele Verden for et Vidunder, en Æventyrbog; han derimod for­langte bogstavelig et Vidunder af Verden. Og jeg, der hader og afskyr Mirakler (»blinde se, halte gaa, spedalske renses« osv.), jeg, der anser dem for Dilettanteri og Taskenspiller­kunst (Stoddere med uhumske Saar, der plud­selig helbredes), jeg, der tror paa en Slags aandelig Verdensorden, hvor det naturlige, dagligdags Tilfælde indeholder langt større Vidundere: Sjæle knyttes til Sjæle, Traade, der synes sammenfiltrede, delte, redes pludse­lig og viser sig som et eneste Stykke — jeg protesterede mod min Ven som mod en Volds­mand. Jeg hadede, at han vilde tro paa mere, end han kunde tro. Og saa ofte vi talte, blev vi hinanden fjendtlige som Ilden og Vandet, som Muhamedaneren og Munken, som Protestanten og Papisten. Vilde han be­vise mig, at en himmelsk Magt virkelig fik de døde til at staa op, sagde jeg: Det er ingen Ting (»de døde staar op«), nej, bring mig et stort, skønt Budskab (»Evangelium prædikes for de fattige«). Tal til mig som en Ven. Tænd en Himlens Ild i mig.

Men netop dette, at han tog alt saa al­vorligt, at han stod ganske ny i det fremmede Land og ikke var tilfreds, med mindre Himlen og Stjærnerne vilde falde ned over ham — just dette var det lyse og stolte ved ham. Og her kendte jeg igen min Ungdomsven. Han mindede mig om Toscanas fattige og gode Ynglinge, trofaste Tjenere, der ogsaa tager alt saa bogstaveligt.

. . . Vi skiltes fra hinanden som Følge af en ufrugtbar Trætte.

Hver Gang jeg kommer til Rapallo, sidder der i en Buegang en ung Pige, som vilde have holdt af ham, hvis han havde været lidt taalmodigere. Havde han da været lykke­ligere? Ja, hvem ved? Enhver har sin egen, sære Lykke.

Nu sidder han paa sit Kloster. Jeg havde Lyst til at raabe efter ham: Se, kære Ven, hvad jeg sagde dig, er i alt Fald sket med mig selv. Traade knyttes til Traade, og der er sket mig et Vidunder, uden at nogen Naturlov blev krænket derved. Ogsaa jeg troede mere, end jeg kunde tro paa, og det gik i Opfyldelse. Mens jeg ser over Homers vinblaa Hav og over en Ruin, hvor Slyng­planter hænger i lange Frynser, klatrer mine Tanker op og ned ad deres egne Traade lige­ som Edderkopper. Jeg erindrer saligt mine stolte Brobyggerdrømme, da jeg elskede en Skønjomfru fra Paris med dejlige, dobbelt­bundede Øjne som frossent Vand. Mine Løgne højere end Alperne, dybere end Middelhavet — mit Livs Paradoxer og Stormstiger. Gærne vilde jeg have blottet mit Bryst for at forbløde i en stolt Stund. Og rolig som en Feltherre beundrede, anerkendte jeg, da jeg gennemfor Alperne, den store Napoleon, fordi han havde været et skrøbeligt Menneske som ogsaa jeg. Ja, jeg følte en Skrøbelighed selv og en sød Medlidenhed med al Verden, saa jeg mente, at man maatte være fattig, arm, ussel for at kunne ophøje Masserne. Jeg troede at forstaa Kristus. Jeg forstod ogsaa Paven. Selv det hellige Paradox er en Stormstige, der fører de ihærdige til en høj, klar Himmel . . . Nu tror jeg paa alle de Løgne, der fortælles mig, blot de fortælles mig af en sandfærdig Mund.

Alligevel — for ikke at fortabe mig længer (vilde jeg sige til min Ven) — hør da, hvilket Vidunder der er hændt mig; Alle mine Para­doxer og Stormstiger, mine fortvivlede Beslut­ninger og stundum dybsindige Meninger, der tog deres Begyndelse, da jeg ulykkelig elskede den lille Célimène, de er nu som blæste bort, fordi en ung Italienerinde, der er Célimènes jævnlige, elsker mig fuld af Hengivenhed og med en Opofrelse højere end Alperne, dybere end Middelhavet.

Det eneste, der præcis blev tilbage, er Følelsen af en uhyre og ubetalelig Taknemlig­hedsgæld.

Jeg føler, som skulde jeg betale den. Jeg føler, at den heroiske Tid er oprunden. Men jeg ved ikke, mod hvilket Troja jeg skal anlægge mine Stormbroer. I denne Uvished har jeg skrevet et bedrøvet Gravvers over mig selv:

Og dør jeg snart, jeg har dog intet gjort,
kun gjort min Vilje villig til alt stort.

Sat sapienti!

---