Paa Sanpierdarenos sorte Strand, hvor
Bølgerne gaar høje som Badehuse og
pludselig hvirvler Damer og Herrer mange Alen
i Vejret, fortalte jeg dette til Signora Clara,
mens jeg efter Badet laa i Sandet og tørrede
mig i min Badekappe. Hun havde af Skræk
for det oprørske Hav ikke selv taget Bad.
Men hun havde fulgt min Kamp med Havet.
Og nu drog hun mig hen til en lidt afsides Bænk. Med Hjærterne fyldte af ung Farveglæde sad vi sødt omfavnede, og hun rakte mig sine første Kys. Trods den sirlige Silkekjole, min unge Veninde bar, anede jeg hende selv saa varm og dunblød og silkeglat.
Den overflødige Svejtserinde havde for en Stund gjort sig usynlig. Men endnu en halv Dag maatte vi slæbe hende efter os alle Vegne.
Da endelig, efter Aftensmaaltidet i »Albergo Cavour«, opdagede hun fra Vinduet sin Søn. — Han lignede mere en Tysker og Nordbo end en Italiener, denne unge Gartner fra det italienske Svejts, og syntes at eje alle de smaa, protestantiske Dyder: Flid, Sparsommelighed, rolig Omsigt, praktisk Snille. Jeg vilde under andre Forhold have glædet mig ved at møde ham her.
Men medens han hilste paa sin Moder, flygtede Fru Clara for mig op og ned ad Trapper og igennem Korridorer som en Svale.
Jeg fangede hende tilsidst, som hun stod ved et Trappegelænder og stirrede ned med Haaret halvt opløst. Jeg vilde løfte hende op paa min Arm — dunblød og silkeglat . . . dette unge Legeme, der som en Syttenaarigs Hjærte var en dampende Herlighed. Hun blev staaende, vendte ikke Ansigtet om til mig.
Fru Clara tilhørte de unge Dronningers vittige og uforsigtige Race:
»Hellige Madonna, jeg har allerede haft én gal Mand, og nu elsker jeg én til. Skal jeg da kun elske Folk, der er gale?«
Jeg bar min Veninde ind paa mit Værelse.