»Alle mine Søstre er paa deres Værelser,
alle mine Brødre er i deres Haver.«
Silvio sidder i sit Værelse i den gamle Gade »Gravene« og gentager Gang efter Gang denne Forbindelse af Ord. Ved Siden af ham sidder hans gamle Lærer og retter ham.
Og i alle Værelser, paa alle Sale, Nabo og Genbo til ham, findes der Kvinder, som ensomt syer, pusler, ordner Hus.
Men ude over Husene med den duggklamme Luft og de mange Klokketaarne og Klokkespil — der ude, der oppe (bagved et duggkøligt Træ) ligger Bjærgene med de fjærne Villaer og Haver, og det er fra den Side, at Solen hver Dag oversvømmer Firenze med Foraar. Haverne ligger i smaa Kiler derude med varm Foraarsmuld midt i Januar, med sorte Cypresser og grøn Vintersæd. Man skimter disse Skraaninger for Enden af hver dyb Gade i Florens. Og deroppe pusler den nærsomme og flittige Toscaner.
Hvilket Foraarsbillede fra Italiens Januar:
»Alle mine Brødre er i deres Haver, alle mine Søstre er paa deres Værelser.«
»Dove entra il sole, non entra il medico,« læser Silvio. Han oversætter: »Hvor Solen kommer ind, bliver Lægen ude.«
Solen trænger ind ad Vinduerne med en Magt, saa at den kolde Januarnat pludselig er glemt. Og næppe er den gamle, dybt bukkende Lærer ude af Stuen, saa slaar Silvio alle Vinduer op og lægger sig midt paa Gulvet, i Italiens Sol, og lader sig gennembage som en forfrossen Ranke, som et Kid i Bjærgene. Han er kommen fra kolde Egne, hvor der faldt Sne paa alle hans Roser. Nu vælter han sig i Solen, der trænger lige ind i hans Hjærte og faar ham til at længes igen, efter Venskab — Lykke . . . Hvilken Helbredelse atter at kunne længes, ønske! Er det virkelig sandt, at hvor Solen gaar ind, behøves ingen anden Læge?
For at komme Solen endnu nærmere tager Silvio sin Hat og gaar ud i Florens. Men »alle Søstrene er paa deres Værelser«, og Gaderne opfyldes af latterlige Mænd, Italienere, der spytter altfor meget og bærer Klæder, som ikke ere syede til dem selv. De fylder Stræderne, de staar timevis og driver paa Torvet (uden Maal og Hensigt), som en stedsevarende Folkeforsamling, et Ting fra det gamle Etruriens Dage, et Raad, der til enhver Tid er samlet og afgør alle Anliggender i Byen.
Hvad venter de paa?
Stop! Der bryder en af »mine Søstre« sig Vej gennem Mængden. Og det er, som førte hun Solen med sig i sine Øjne, i sine Bevægelser, i sine Støvlesaalers Trin paa de klassisk støvede Gader. Men hun er stum som en Urne fra de etruriske Begravelser. I en Toscanerindes tavse Smil ligger alle Toscanas Hemmeligheder gemte. Thi vid, at her blev elsket, og her blev slaaet ihjæl, at her blev hamret i kostbart Metal og Paladser byggede. Og her blev skrevet Bøger . . . og det er endda ikke saa meget længe siden, at den gamle Storhertug af Toscana havde forbudt omtrent alle Bøgerne. Jeg har selv læst den gode, gamle Forordning, hvis Paragrafer fra den første til den sidste havde et Præg af storhertugelig Tryghed og Visdom. At man ikke ved Trykken maatte befordre sine sine forargelige Skrifter — hvem vil forundres? Nej, men Indespærring, Arbejde paa Galejerne til hver den, der besad en Bog, som han ikke først havde indsendt til Censurkommitéen. Og Censurkommitéen bestod ikke af Romanslugere, nej, den læste meget langsomt — for dog til syvende og sidst at lade alt opbrænde.
Ja, Toscana har sine Minder. Men Toscana har sin almægtige Sol, og en Dag brød Solen som en Gudinde Vej igennem den stumme Mængde paa Torvene — »Eviva Italia! Leve! leve!«
Det er en Dag fuld af Helbredelse for Silvio; alle hans Væsens Vinduer og Døre staar aabne paa vid Gab. Han fyldes af en Lykke — højere end Alperne, dybere end Middelhavet. Derfor gaar han og nynner paa en Vise til Solens Ære:
Gudinden kom en Formiddag
over Torvet i Firenze,
før nogen skulde ænse,
beskeden og i bedste Mag,
en ufordærvet Formiddag.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.
Og da hun strax faldt i vor Smag,
fandt Smag i os Gudinden.
Hun standsed ikke, inden
hun havde os under sit Tag.
Vi fulgte altsaa Gudinden.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.
Hun skænked os sin Rødvin først
og løste sine Sandaler.
Ej synderlig Ven af Taler
hun havde ej synderlig Tørst.
Gudinden havde ej Tørst.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.
Nu har jeg løst for mine Sko
og for min Ungdomsfylde.
Nu er jeg paa min Hylde,
men Hjærtet det har ingen Ro.
Gudinden var paa sin Hylde,
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.
Italien er som et Tryllespejl,
paa alle Kanter Gudinder.
Selv Middelhavet skinner
af Skønhed, som gaar under Sejl,
mens Formiddagssolen rinder.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.
Da mødte han ikke mange Skridt fra
Gæstgivergaarden »De hundrede Byer« uventet
den lille Pariserinde fra Maaltiderne. Hun
var alene, og han blev saa forskrækket, at
han tog Hatten dybt af og bad hende modtage
de Violer, han gik med i Haanden. Og da
hun stivnede og rystede paa Nakken, rakte
han atter Blomsterne ud imod hende.
Forgæves! Og han kyssede dem og kastede dem
fra sig. Og hun bad ham skælvende dreje
om Hjørnet ind i den trange Sidegade,
hvorhen hun selv fulgte ham, mens hun med et
uroligt Blik til alle Sider forsikrede sig om at
være ubemærket.
Den Eftermiddag spaserede de sammen i Bobolihavens sollyse Gange, der var overvævede med Skygger af Laurbærtræernes Grene. De hørte en Springvandskumme idelig strømme, og Fuglene, som blev pludselig tavse til Tider. De talte om Paris og Foraaret i Paris, om Boulogneskoven og Champs Elysées og om Bekendte, som de der havde fælles. Med meget Skælmeri nævnte hun »min Mand« — mon mari — og med roligt Skælmeri løftede Silvio den lette Pariserinde op, for at hun skulde kaste et Blik ud over Florens. Han satte hende atter let og varsomt ned og blev dobbelt hensynsfuld mod hende, fordi han med Glæde opdagede, at en smuk Pariserinde var ham ganske ligegyldig.