. . . . En temmelig gammel Dame, der
var mærket af Tidens Klør, saa at hun
uegennyttig kunde optræde som Raadgiverske for
Ungdommen, en temmelig gammel Dame sagde
den samme Aften til den forfængelige, unge
»Hvad vil Du tale med ham for . . . .?
Er han egenlig saa morsom?
Ja han ser ganske original ud . . . . .
Og saa er han frygtsom og fræk paa samme Tid.
Han er naturligvis lykkelig ved at udgyde sig for dig . . . . . det klæder ham at være velopdragen . . .
Jeg maa i dette Tilfælde rose hans gode Smag . . .
Til daglig nøjes han vist med mindre.«
I den samme Nat gik Silvio hjem gennem
Parises Gader, forfulgt af Vinden, der trængte
gennem Marv og Ben. Han standsede og
omfavnede de iskolde Træer, mens han lovede sig selv, at han fra nu af aldrig vilde nøjes
med mindre end den unge Pige.
En Fontæne, der var behængt med et langt Skæg af Is, antog for ham hendes Skikkelse, hendes dejlige, unge Skikkelse, halvt af Adel og halvt af guddommelig Ungdom. Og han troede at høre hendes Hjærtes friskblussende Pulsslag — som om hans Veninde stod her i Køligheden, en strømmende Kilde, og udgræd Venlighed over ham.
Da en Flok unge Venner mødte ham, beværted han dem i det nærmeste Værtshus. De saa med stille Forundring, at han knuste sit Glas mod Marmor-Bordpladen. Han havde drukket en hemmelig Skaal for den unge Pige. Og i Tavshed, imens han knuste Glasset, sammenlignede han sig selv med dette Glas: han vilde ikke taale, at nogen siden skulde drikke deraf.
Da han bagefter kom til Seinen, standsede han med ét og stampede i Jorden; thi han saa for sig sin Veninde som Flodens Gudinde med Aakander i Haaret.
»Floden Seine,« sagde han og stampede — Seine fleuve.
Og under en Lygte, lænet til Kanten af en Bro skrev han med en Blyant en Nytaarshilsen til hende:
Saa vandrer vi over Aarets Bro
én for én og to og to.
Har du en Ven, da bi ham efter, stands i Trængslen og bind din Sko.
Forhast dig ikke. Erfaring bekræfter: Lykken er god mod den, som har Ro til at binde sit Skobaand, at smile, vente og omgaas skikkelig sine Bekendte.