Unionsbrevet

by Margrete I m.fl.

Allæ the thettæ breff høræ eller se eller høræ, suo wel thom ther nw æræ som hær efter komme sculæ, scal thet witerlict waræ, at efter thet at allæ thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe met en ræt endrecht oc sæmyæ oc kerlich oc gothwilghæ huars rikesens om sich oc met radh oc fullbordh oc samthykke høghbørne førstynne, wor nadighe fru drotning Margretæ, oc met allæ thryggiæ rikesens gothwilghæ oc fulkomlicæ samthyct, biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almughæ j huort riket om sich, war høghboren oc werdich første, wor nadighe herræ koning Erik til en ræt herræ oc koning taken, walder oc wnfongen ouer alle thisse thry riken, sidhen wpa sancte Triniatis søndach nw war j nafn Fadhers oc Søns oc then Helghe Andz hær j Kalmarn efter allæ rikesens gotho manne samthyct oc radh, bothe klerkæ oc leeghmen, krunether oc j koningxlich stol setter ouer thisse thry koningxrike met then werdichet, som bothe j andelich oc j wæriltzlich stykke en ræt krunith koning til bør at besidiæ oc wæræ ouer thisse thry koningxrike Danmarc, Suerike oc Norge, tha war her j for:de tymma oc stadh en stadhelich oc wbrydelich sæmye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc ænd met radh oc samthykke then for:de wor herres koning Erics oc then for:de wor fru drotning Margretes oc met en ræt endrecht oc samthykke alle rikesens radhgeure oc men aff alle thry koningxriken fulbordet j thenne modæ, som her efter følger.

Det såkaldte unionsbrev med formålet at stadfæste Kalmarunionen besegledes i Kalmar og er dateret Sankt Margretes dag 1397. På bagsiden har nogen skrevet "Huru thet war talet i Kalmarn."

1. Først at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær koning Eric, j hans lifdaghe, oc sidhen ewinnelicæ scule thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer alle thry riken, suo at riken aldre at scilias meer, om Gudh wil. Sidhan efter thenne koningxens lifdaghæ scal en koning ouer al thry riken weliæs oc takes oc ey flere, oc scal engte et riket en koning takæ eller welghæ her efter wtan met fulborlich samthykke oc endrecht allæ thrygge rikenæ. Gifuer oc Gudh thenne koning søn eller thom, efter hanom kommæ, en søn eller flere, tha scal en til koning weliæs oc takas ouer al thry riken oc ey flere; the andre brøthræ worthe met annet herscap belente oc bethenkte j riken, oc døttre, om han thom faar, tha gøre ther om efter thy, som laghen wt wiser, oc jo en aff koningxsøner, om Gudh wil, at tha noken til ær, at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifue koning oc ey flere, som fore er sacht. Kan oc koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ oc takæ, then thom Gudh gifuer til nadhe, ther the efter theræ bestæ samwit oc the witæ for Gudh rætist oc skellixt oc riken nyttest wæræ, met en ræt samdrecht alle thrygge rikenæ, oc at engin sich her amot setter eller annet j dragher, wtan som fore screfuit star.

2. Oc sculæ alle thry koningxriken j en samdrecht oc kerlich blifue oc særæ, suo at engte et scal sich fran thet annet draghe met noken twædrecht eller syndran, wtan huat thet enæ wpa gar entich met orlogh eller met andre wtlensche manne afæktan, thet scal thom wpa ga alle thry, oc huort thera annet behelpelicht wæræ met al troscap oc al macht, thoc suo at huort riket blifuer widh syn lagh oc ræt, oc koningen efter thy, hanom bør at hafue.

3. Framdeles scal koningen styræ oc radhæ met sit rike i Danmarc om hws oc feste, lagh oc dom efter thy, som ther ær lagh oc ræt, oc koning ægher oc bør at gøræ, suo oc j Suerike oc j Norghe efter theræ lagh oc ræt, oc koning ther ægher oc bør at gøræ; oc draghes engin lagh eller ræt wt aff eet riket oc wt j annet, the ther ey før hafuæ warit logh eller ræt, wtan koningen oc huort riket blifue widh syn lagh oc ræt, som fore er sact, oc huort bør at blifue.

4. Kan thet oc suo wortha, at a noket et aff thisse rike orlogh eller hærscyold wpa styrter, huilket et thorræ thet helzt kan worthe, tha scule the andre tw riken, nar koningen eller hans embitzmen wpa hans wegne thom til sigher, met macht oc al troscap thet riket til hielp oc werghe komme, huart thom worther til sact, entich til land eller watn, oc scal huort et riket thet annet til hielpe kommæ oc waræ, som ther til bør, wtan alt arct, thoc suo, at huor et riket eller bathe tw ehet enæ til hielp komme, tha scal man j thet riket thom met spisan oc kost oc fodher aff rikesens embitzmen there nøthorft forese oc bæring, oc scipe, at landet oc almughen ey forderuet worther; en om thorræ thienisto løn, scadhe oc fenxel eller annet, thet suo til rørir, ther stonde koningen thom fore, oc ey rikesens embitzmen eller almughe ther om queliæ eller a talæ then tidh. Oc ther riken all eller noket theræ orlogh a styrter aff wtlensc hær, tha scal sich ther engin met hielpræthe take eller werghæ, at han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære; thet hafuom wi alle ouer gifuet oc samthyct, at en woræ scal then annen hielpe oc følghe j huilket rike thes nødh gørs, for then sculd at al thry riken æræ nw oc worthe scule wnder en koning oc herræ oc blifuæ som et rike.

5. Hær met scule alle feydhe oc twædrecht, som mellom riken her til aff longe forlidhnæ tymæ warit hafue, næther legges oc aldre mer wppas eller wp draghes, oc aldre mer et rike orloghe wpa thet annet oc engte thet wp draghe, ther orlogh eller wsæmye ma aff komme, wtan blifue alle som eet rike wnder en koning, som fore er sact. Oc scal huor man, høgher oc lagher, widh ræt oc lagh blifue oc sich nøghe lade j lagh og ræt, oc met engin døthfeyde eller annen wræt eller høghmod noken then annen forthrykke eller wforrætæ then, ther mindræ formæ; wtan alle scule ræthes Gudh oc wor herra koningen, oc alle stonde hans budh efter thy, som til bør, oc hans embitzmen, the han til setter wpa synæ wegne, oc ræte ouer thom, som her amot bryde.

6. Worther oc noken j noket riket fridhløs eller bilthoger eller forflictogher j annet rike for syn rætæ brut, tha scal han suo wel i thet enæ rike wara fridhløs som j thet andræ, oc scal hanom engin heyne eller forsuare, wtan huro han worther a talæther oc a kerther, ther scal man ouer hanom rætæ efter thy, som han brut hafuer oc ræten til sigher.

7. Item om nokræ deythingen eller ærende worthe wpedhe eller om talit met fræmethe herræ eller stædher eller thorræ budh till wor herra kongen, j huilket rike han tha ær stedder, tha hafue han oc hans radh, the tha nær æræ stedde, jo nokra aff huort riket, thes macht, huat han oc the ther om gøre oc ende wpa thisse thry rikes wegne, huat guthelixt oc skellixt oc nyttelixt ær til wor herra konigens oc thisse thry rikes gagn.

8. Item scal man al thisse forscrefne stykke oc article suo gøre oc holde som fore screfuet star, oc thom suo wt thydhe oc menæ, at thet wardher Gudh til hedher oc wor herra konigen oc riken til gagn oc gotho oc fridh, oc at huor lade sich nøghe j lach oc ræt; oc wore thet suo, at noken wore, som her amot wilde gøre, at alle the aff thisse rike hielpa wor herra koningen och hans embitzmen, som han ther til setter, met godh tro oc al macht thet at styræ oc ther ouer at rætæ efter thy, som ræt ær oc ther widher bør.

9. Framdeles scal wor fru drotning Margretæ styræ och besidiæ, radhe oc beholde j henne lifdaghe whindrit met al koningxlich ræt, engte wnden taket, efter henne wilghe alt thet, som henne fadher oc henne søn henne wnte oc gafue i thoræ lifuende liff oc j thorræ testament, oc suo j Suerike henne morghen gaue oc annet, thet rikesens men j Suerike hafue met henne ouer enæ dræghet oc samthyct, at hwn beholde scal; suo oc henne morghen gaue j Norghe oc thet henne herræ koning Hakon oc henne søn koning Oleff henne ther wnt oc gifuet hafue bothe j thorre lifuende liff oc j thorræ testament, oc et mughelict testament at gøræ efter sich oc thet at holde, thoc suo at landen oc slotten komme igen frij oc wmbeuoren til koningen, nar hwn dør, wtan suo mange pæninge oc gotz, som hwn mughelica bort gifuer j syt testament, som fore er sact, aff thetta forscrefne, som henne ær botho gifuet oc wnt, at thet stadicht oc fast blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alle redho til foren fran sich antwortet eller gifuet eller bort guldet eller lent j thisse thry koningxrike j Gudz hedher oc henne wene oc thienere, at thet oc blifuer stadicht oc fast efter thy, som thet er giort, oc at koningen oc rikesens men j thisse thry koningxrike hielpe henne thetta forscrefne at besidiæ oc beholde oc beskyrme oc werghe oc at heynæ j goth tro j henne lifdaghe wtan arct, om thet nødh gørs. Wille ok nokræ henne j thisse forscrefne stykke wforrætæ eller henne her i amot at gøre, arghæ eller hindræ i nokræ modæ, tha wille j i goth tro met al macht wære henne ther j behelpelike at scipe henne ræt ouer thom, som thet gøre, oc wnne wi henne, at hwn ma takæ Gudh til hielp oc thom, henne hielpe wilghæ, at sta ther amot oc wrghæ sich wforwit.

Til mere bearing alle thisse forscrefne stykke, at the scule stadighe, faste oc wbrydelicæ blifue ewinnelica met Gudz hielp oc j alle mode oc met alle article, som fore screfuet star, oc at breff sculæ gifues wppa perkman screfne, tw aff huart rike, suosom ær Danmarc, Suerike oc Norghe, ludende j alla modæ oc met allæ artikele, som hær fore screfuet star, oc sculæ incigles met wor herræ koningens oc wor fru drotningens oc rikesens radz oc mens oc køpstæthes jncigle aff huort af thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe oc at alle thisse stykke æræ suo talædhe oc ende, oc at the j alle modæ suo fuldraghes oc fulkommes oc blifue sculæ, som fore screfuet star, tha hafuom wi Jæcop oc Hinric aff Gudz nadh erchebiscope j Lund oc j Wpsalæ, Pæther oc Knut met samma nadh i Roskilde oc i Lyncopunk biscopæ, Karl aff Toftæ, Jønes Anderssøn, Sten Beyntsson, Jønes Rut, Thure Beyntssøn, Folmar Jacobssøn, Erengisl, Pæther Nielssøn aff Agarth oc Algut Magnussøn, riddere, Arent, prouest j Oslo, Amund Bolt, Alff Harilssøn og Goute Erikssøn, riddere, ladit wora incigle met goth wilghæ henges for thettæ breff.

Scriptum Kalmarn anno Domini m^occc^oxc^o septimo die beate Margarete virginis etc.

Kilde

Citeret fra Lauritz Weibulls "Nordisk historia. Forskningar och undersökningar. Del III", Stockholm: Natur och kultur 1949, s. 46-50