Underlige aftenlufte

Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomster-dufte
sig hvorhen I bølger nu?
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger tolke,
hvad mit hjerte dølger!

Matte sol! bag bjergets stene
luerød, du daler ned;
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld;
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.

Stille, stille hisset gynger
båden mellem siv og krat;
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst
Men hvad savner jeg, og græder
mens hun dog så venligt kvæder?

Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men -tilgiver, at jeg græder!

Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftenen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund;
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.

Klik for at forstørre
Navn
Forfatter	Adam Oehlenschläger, 1805
Komponist	Carl Nielsen, 1915
Ogg	Lyt her