To Tidsaldre/I

by Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre.

---

Første Deel.

Revolutionstiden.

Det var i det sidste Decennium af det forrige Aarhundrede, i den franske Revolutions blodigste Periode, at den nyskabte Republik sendte en Legation til Danmark, for af dette neutrale Land at forskaffe sig ad den diplomatiske Vei den Anerkjendelse, som dens seirrige Vaaben lovede den i de krigforende Stater. Grev A. P. Bernstorf, med kraftig Arm fredende sit ædle Værk, at bevare Danmark som en blomstrende Oase midt i Krigens stormfulde Ørken, tilsidesatte sine individuelle Anskuelser om en Tingenes Orden, som den da herskende i Frankrig; han modtog disse Fremmede med Velvillie, og stræbte at forene Frankrigs Ønsker med Nordens Interesser. Foruden den egenlige Legation sendte Republiken desuden tre saakaldte Commissairer, hvis Hverv efter Forlydende bestod i at gjøre Opkjøb af Kornvarer for at forsyne de franske Armeer; men blandt disse Mænd havde, som det syntes, idetmindste Een af dem ogsaa diplomatiske Ærinder. Enkelte andre Landsmænd ankom i deres Følge, flere fulgte af og til, deels som Afsendte, deels som Reisende, og saavel paa offentlige Steder som paa Gaden saae man dem jævnligen, ofte i en temmelig talrig Klynge, der altid vakte Opmærksomhed. Den franske Revolution havde til den Grad grebet alle Gemytter, at neppe Nogen, af hvilkensomhelst Alder, Kjøn eller Stand, mødte disse Franskmænd med deres trefarvede Cocarder, uden at fæste et velvilligt eller hadefuldt Blik paa dem, og saa bramfrit og beskedent som de end gik frem, saa stod Massen dog stille paa Gader og Stræder og saae efter dem, som de havde været Folk fra Maanen; og den hæftige, ofte til Splid udartende Ordstrid, som i de fleste Kredse var opstaaet om de store Spørgsmaal, som i hiint Øieblik bevægede den dannede Deel af Menneskeslægten, syntes ved Synet af disse Republicanere at hente nyt Næringsstof.

Det er bekjendt, at den Tids Franskmænd i Almindelighed udmærkede sig ved god Tone, ved Lethed og Gratie i Omgang. De her omtalte retfærdiggjorde ved enhver Leilighed dette Omdømme, og De iblandt dem, som man kunde kalde Anførerne for denne lille Trop, vare ikke blot elskværdige Mennesker, men talentfulde Videnskabsmænd. De bleve snart søgte og indførte i de forskjelligste Selskabskredse; alle litterære Notabiliteter og Kunstnere sluttede sig til dem af naturlig Sympathie, og vor — i denne Periode — glimrende og gjæstfrie Handelsstand modtog dem med aabne Arme.

I de noksom bekjendte rige Huse, hvor Fremmede fra alle Lande sandt en festlig Modtagelse, traf de sammen i et, om just ikke venskabeligt, saa dog af Gjæstevenskab og den gode Tone beskyttet Møde med Diplomater fra de Frankrig fiendtlige Magter. Deres Forretninger bragte dem desuden i Berøring med adskillige Handelshuse, ogsaa af anden Rang. I et af disse, i en formuende Kjøbmandsfamilie, der hidtil kun havde nydt sin Velstand i en temmelig indskrænket Sphære, var det mærkeligt, hvilket nyt Liv, hvilke nye Sædvaner og nye Anskuelser der med disse Fremmede lidt efter lidt vare indtraadt i Huset.

En Søndag sad denne Familie, efter endt Middagsspiisning, omkring Kaffebordet. Foruden Grosserer Valler, en Mand i sine bedste Aar, hans endnu unge, smukke Kone og hans endnu smukkere, meget unge Søsterdatter, vare endnu tre af Husets næsten daglige Gjæster tilstede: nemlig Grossererens Broder Justitsraad Valler, kongelig Embedsmand, dennes Søn Ferdinand, en juridisk Student, og Høiesterets-Advocat Dalund, en Mand med et klogt, høist interessant Physionomie. Disse sex Personer sadde ganske tause, som om de hver især vare fordybede i deres egne Tanker. Huusfruen, beskjæftiget med Kaffens Tillavning, lod imidlertid ligesom stjaalne Blikke glide hen over det lille Selskab, medens hendes milde Øine med et besynderligt melancholsk Udtryk især fæstede sig paa Advocaten, der paa sin Side besvarede disse Blikke med en Blanding af Ømhed og Fortrydelighed. Tjeneren gik om med en Presenteerbakke med Kaffekopper og bød dem til de i en Kreds siddende Herrer. Justitsraaden tog en, idet han sagde: Naa i Guds Navn! Det er da ogsaa af vore nye Moder! I forrige gode Tider saa kom I Sukker og Fløde i Kopperne, nu skal man selv have Uleilighed. Dengang fik man da ogsaa Koppen ordenlig fuld, men det forstaaer sig, det var da rigtignok Kaffe, ikke Extract, som denne sorte Mixtur, der kan slaae Hjertet itu paa et Menneske. Maa jeg bede om min Kop fuld af Vand, tilføiede han. Madame Valler rakte efter den og sagde venligt: Tilgiv, kjære Svoger! En anden Gang skal jeg erindre, hvordedes De ønsker det.

Hun bragte ham selv Koppen og tilføiede: Jeg frygter, at jeg idag i alle Maader er uheldig i at træffe Deres Smag, thi jeg bemærkede ved Bordet, at De neppe smagte paa Maden.

Kjære Svigerinde, svarede Justitsraaden forbindeligt, idet han kyssede hendes lille fine Haand: Deres Kjøkken var idag, som altid, fortræffeligt, men jeg havde tabt min Appetit, fordi vi saalænge havde ventet paa vor Middagsmad. De veed nok, at i de forrige gode Tider spiste vi til Middag Kl. 2 i det sildigste, istedenfor at vi nu her i Huset, efter de nye franske Moder, først gaae tilbords Kl. 3 og derover.

— Det gjør mig ondt, kjære Svoger! men Valler har ønsket denne Forandring. Det er nu blevet almindeligt at spise sildigere, og Vallers Forretninger i den senere Tid.….

— Ja og hans Omgangsvenner i den senere Tid, og den usalige senere Tids forbandede franske Moder, ifølge hvilke De f. Ex. ikke engang tør kalde Deres Mand, som tilforn, »min Mand,« eller »Peter,« som han er kaldt i Daaben, men titulerer ham med hans Familienavn »Valler.« De skulde hellere sige »Hr. Valler.«

Den vakkre Kone taug, og da Grossereren, som imidlertid sagte havde underholdt sig med Advocaten, nærmede sig til dem, gik hun stille tilbage til sin Plads.

Hvad Fanden er det? sagde Grossereren leende: jeg troer, du skjænder paa min Kone, du er jo rigtig bleven vranten og vanskelig før Tiden.

— Det kan vel være, det kommer af Tidens Vanskeligheder.

— Aa hvad! Tiden! Det er netop gode Tider, vi leve i, Tider for de retskafne Folk, men ikke for Konger, Adel og Præsten. Nu er Touren til Folkets Kjerne. Vi skulde takke Vorherre, ifald han ellers er tilstede.

— Naa det er en net Tale!

— Hør! nu vil vi ikke disputere mere for idag. Vær nu rimelig! Kom nu i vort Selskab imorgen. Vi vil da ret slaae os løs, Intet skal mangle. Vi vil have en glad Dag med vore brave franske Venner.

— Ja de brave franske Penge, som du fortjener ved at handle med dem, de faae dig til at glemme, at det er Kongemordere, blodige Rovdyr, som du indbyder til dit Bord.

Hvad for Noget! udbrød Grossereren opbragt: Penge, siger du, skulde bevæge mig! mig, som er den varmeste Frihedsmand, som vilde give Liv og Blod for Robespierre!

De andre Herrer nærmede sig, og Advocaten sagde: Nei, han har udgydt altfor meget ædelt Blod, til at nogen brav Mand skulde give mindste Draabe for hans Skyld.

Bravo, fornuftige Mand! raabte Justitsraaden: Ja, De holder med mig, der daglig siger, at den franske Revolution er udgaaet fra det dybeste Helvede.

— Nei, Hr. Justitsraad! langt fra! Jeg anseer den franske Revolution for et Tordenveir, der har klaret de tykke Dunster, som Aarhundreder havde samlet paa Menneskelivets Horizont. Et rædsomt Uveir, hvor det raser, men velgjørende i dets Virkninger; en Lynildstraale, der har knuust saamangen trykkende Lænke; en Omvæltning, der var nødvendig til Menneskeslægtens Fremgang, og følgelig ikke et Værk af enkelte Mennesker, men en høiere Nødvendighed i Skjæbnens Haand, eller i Forsynets — om De hellere vil have det saaledes.

Nu, sagde Grossereren, nu er Touren til mig at raabe: Bravo, fornuftige Mand!

Ak! sagde Advocaten, og trak paa Skulderen: Jeg frygter, at det gaaer mig som Girondisterne, jeg bliver Uven med begge Partier, thi jeg maa tilstaae, at naar jeg tænker paa de Grusomheder, de al menneskelig Følelse oprørende Afskyeligheder, som under Lovlighedens Navn foregaae i det ulykkelige Frankrig, saa forekommer det mig jo rigtignok mangen Gang, som om onde Magter huserede og rasede i det skjønne Land.

Ja ja! udbrød Justitsraaden, det er fortjent Straf over det ryggesløse Land. Lad Frihedsmaendene nu kun prøve, hvad det vil sige at slippe den store Masse løs, ligesom et Kobbel vilde Blodhunde. Jeg skjærer nu alle Franskmænd over een Kam, jeg vilde ønske, de havde Alle eet Hoved, og at Satan, deres rette Fyrste, byggede en Guillotine saa stor, at den Hals, Hovedet hængte ved, kunde kappes saa tilgavns, at det onde Blod flød lige ned til Øresund, saa skulde jeg staae paa Toldboden og fryde mine Øine ved de røde Bølger.

Grossereren raabte hæftigt: Det er infame Ord, du siger. Den store Masse er vel frygtelig i sin Hævn, men det er ogsaa den, som har taalt og liidt, og som nu øver Retfærdighed.

Retfærdighed? spurgte Advocaten: Ja saaledes øve ogsaa de vilde Naturkræfter Retfærdighed, naar de ødelægge Lande og Mennesker. De ere villieløse, og det er Pøblen ogsaa; men der udgaaer jo undertiden en fornyet Frugtbarhed af den vulkanske Jordbund, og jeg haaber ogsaa, at der af alt Dette skal udgaae et stort Gode for Verden, og vi kunne jo allerede ikke nægte, at meer end eet trykkende Kors er lettet fra Menneskehedens Skuldre ved den franske Revolution og de liberale Grundsætninger, der allerede fra den americanske Krigs Tider have faaet Inpas i alle civiliserede Lande. For Ex. det huuslige Despotie, maaskee det utaaleligste af alle, og hvorunder Børn og Tjenestefolk i de fleste Familier sukkede. Men naar man nu derimod paastaaer, at Familiebaandet er løsnet ved Frankrigs Exempel, saa gjør man dette Land Uret, thi de Franske ere almindeligviis gode Sønner og Brødre. Som sagt, jeg vil haabe paa det Gode, som skal opstaae af den nærværende Forvirring.

— Ja naar det Gode engang kommer, saa kan det vel ogsaa være tidsnok at drikke Duus med Skarpretteren, som man siger.

Grossereren raabte: Hvad mener du?

— Jeg mener, at disse hersens Franskmænd, som du gjør saameget af — for din Negoties og Fordeels Skyld, det kan ikke hjelpe, du siger mig imod — disse Folk ere, reent ud sagt, Mordere. Deres Minister — som han kaldes — denne Citoyen Grouvelle, har han ikke læst Dødsdommen op for sin ulykkelige Konge?

Grossereren vendte sig fortørnet bort, og med de Ord: »Jeg gider ikke engang svare dig,« satte han sig hen i en Krog og tog en Bog, som han bladede i.

Ferdinand vovede nu at give sin Skjærv med i Laget, og sagde med beskeden Stemme: Kjære Fader!  Citoyen Grouvelle var Secretair i National-Conventet; det var hans Embedspligt at oplæse Dommen for enhver Domfældt.

— Begynder nu du med? Dig skal jeg rigtig nok bede ….

Advocaten afbrod ham: Tilgiv, Hr. Justitsraad! Hvad Deres Søn sagde, er jo ganske sandt. Og jeg vil endnu tilføie, at uagtet mit Bekjendtskab med denne franske Minister ikke er gammelt, saa maatte jeg meget bedrage mig, om ikke denne godmodige, fine, særdeles dannede Mand har under Udøvelsen af denne Embedspligt følt sig overmaade ulykkelig.

Ja visselig, udbrød Madame Baller: Jeg synes, jeg kan see hans Læber skjælve under denne Læsning.

Det vil jeg aldrig haabe, raabte Grossereren fra sin Krog: En saadan Svaghed vil jeg ikke tiltroe ham.

Idetmindste, sagde Ferdinand, vil jeg for min Deel haabe, at han har havt samme Følelse ved at læse Dødsdommen op for enhver anden politisk Forbryder, selv den ringeste.

Er du gal! sagde Justitsraaden: Der var da en Fandens Forskjel.

Ja, det var der visselig, svarede Advocaten, men om disse Ting ville vi nu ikke igjen begynde at stride. Gud veed, hvor utallige Gange de ere blevne plaiderede pro ut contra imellem os og over den hele Verden, men Saameget er vist, at de herværende Franskmaend, idetmindste de, vi omgaaes, ere saa langt fra at have Deel i deres nuværende Regjerings blodige Handlinger, at de nok tvertimod have grebet Leiligheden for at fjerne dem fra de Forfølgelser, som truede ogsaa dem.

Det er Bagtalelse! udbrød Grossereren: De ere ægte Republicanere, Robespierres Venner og Forbundne.

— Jeg vil ikke sige Dem imod, men kunde dog fortælle Dem Et og Andet, om jeg ikke mærkede, at det nedsætter et Menneske i Deres Tanker, at han vil undgaae at lade sig slagte som et umælende Dyr.

Ferdinand sagde: Jeg kan dog ikke ganske fornægte den Mening, at det har noget vist Uædelt, om jeg tør sige det, at forlade sit Land i Nøden. Om man saae sin Fodeby beleiret og brændende, vilde man da blive udenfor den? Vilde man ikke styrte sig i Flammerne hellere end redde sin egen usle Person? Skulde man forlade sin Ven i Nøden?

Ja, svarede Advocaten: dersom min Ven var gaaet fra Forstanden og vilde dræbe mig, saa gik jeg rigtig afveien for ham.

Nei, nei, sagde Grossereren: Alt Dette er vist ikke Tilfældet med vore franske Venner; tvertimod, jeg var forleden tilstede, da En af vore berømte Frihedsmænd i deres Nærværelse sagde om Grouvelle, at han ikke besad nok Energie, at han ikke værdigt nok repræsenterede Republiken; og de af hans Landsmænd, som vare tilstede, taug stille eller indrømmede Sandheden.

Hm! sagde Advocaten: Saameget vil jeg idetmindste paastaae, at om det ikke egenlig strengt kan siges, at han repræsenterer Republiken, saa repræsenterer han værdigen den franske Nation fra dens elskværdige Side, og vi skulde være Republiken Tak skyldig, at den har sendt os en Mand af dette Slags, og ikke En fra dens vilde Centrum.

Ferdinand sagde: Jeg vil ikke forsvare alle denne strenge Regjerings Handlinger, men kraftige Forholdsregler vare dog saa høist nødvendige i dette arme Land, omspændt af Fiender udenfra og Forrædere i det Indre. Det er sagt, jeg troer af Grouvelle selv: »Man giver os Gift, og fordømmer os fordi vi tage Modgift.« O hvor maa det dog ikke opflamme ethvert friskt Hjerte at være Vidne til hvad dette Folk har liidt og handlet? Hvilket Skuespil er mere opløftende end at see et Folk, som kæmper for sin Frihed? Hvo kan i saadanne Øieblikke sætte Priis paa sit Liv? Lyksalig Den, der udgyder sin sidste Draabe Blod under den trefavede Fane!

Nei Dette er for Meget! udbrød Justitsraaden: At høre sin egen Søn tale saaledes!

Han reiste sig med saadan Hæftighed, at han væltede sin Stol. Madame Valler greb hans Arm og førte ham ind i et tilstødende Værelse. Advocaten fulgte dem, Grossereren reiste sig, han nærmede sig Ferdinand, slog ham paa Skulderen og sagde: Du er en brav Dreng! Dig kunde der blive noget Bedre af end en Lovtrækker, der paa Befaling maa gjøre Hvidt til Sort og Sandhed til Løgn.

— Ak, kjære Onkel! Gud give, at min Fader tænkte som De! Gud give, jeg turde kaste det syv Gange forbandede juridiske Nonsens paa Ilden og gribe ind i den levende Verdens raske Begivenheder og sætte Livet paa Spil for at vinde et virkeligt Liv!

Ja, ja, udbrød Grossereren: Hvem veed hvad der kan skee, ogsaa hos os? Vor Tid kommer ogsaa nok!

Claudine, Grossererens Søsterdatter, havde siddet stille ved sit Arbeide i en Vinduesfordybning, medens hun dog med spændt Opmærksomhed havde lyttet til det øvrige Selskabs Samtale. Hun nærmede sig nu og sagde til Ferdinand: Hør, er det sandt, hvad en af dine Venner har betroet mig, at du har skrevet nogle deilige Digte, meest om den franske Revolution, om Frankrigs Skjæbne fra ældre Dage, om dens fordums Helte, om Jeanne d’Arc?

Tys! sagde Ferdinand, lad for Guds Skyld ikke min Fader høre det.

— Men du vil dog læse dem for mig? Det maa du ikke nægte mig. Mit Hjerte slaaer af Henrykkelse, naar jeg hører eller læser skjønne, begeistrede Digte. Et Digt om Jeanne d’Arc! min egen Heltinde! O gid jeg, som hun, kunde gaae i Krig, bære Hjelm og Sværd, og følge en Frihedens Helt — dig for Exempel, tilføiede hun med sagte Stemme, medens et høi Purpurskjær farvede hendes Kinder.

Grossereren slog sin Arm om hende: Du er en herlig Pige! det er ikke for Intet at du er min Søsterdatter, der skyder et ædelt Blod i dine Aarer. Gud give, alle vore Qvinder lignede dig, saa stod det anderledes til med vort Land! Men du, Ferdinand! har du skrevet saa smukke Digte, hvorfor vil du da ikke give dem ud, men sætte dit Lys under en Skjeppe?

— Gud bevares, kjære Onkel! Hvad vilde min Fader sige?

— Naa! ja saa! saa er du jo ikke bedre end De, som du nylig dadlede, fordi de forlode deres Land i Nøden; saa vil du da ikke give din Skjærv til den gode Sag, af Frygt for at din Papa skal brumme i et Par Dage eller maaskee nægte dig Penge til din Skrædderregning? See, saadanne ere de, disse Frihedens unge Stridshelte!

— Der er Noget i hvad De siger, kjære Onkel, men imidlertid … en Faders Villie.

— Passiar! Det er man nu kommen ud over. Disse Familiebaand! dem blæse vi af i vore oplyste Tider. Naar min Søn bliver stor, saa ere vi Kammerater, ifald vi kan enes, og kan vi ikke det, saa gaae vi hver sin Vei. Sin Frihed skal han have. Hvorfor seer du paa mig, Claudine?

— Bliv ikke vred, bedste Onkel! men saa maa du forandre dig meget i den Henseende, til han bliver stor, thi nu er du saa streng imod ham, at Tante tidt har grædt derover, skjøndt hun kun er hans Stedmoder.

— Aa hvad! Tante! hun er jo ligesom Gedske Klokkers, hun kan græde for et godt Ord, og hun hævler over den store Dreng, som om hun var hans egen Moder to Gange. Men farvel! jeg gaaer hen til de Franske, jeg har Noget at afgjøre med dem. Farvel, Ferdinand! Maa jeg ellers for tiende Gang bede dig om at slippe dit De. Naar vi sees igjen, saa siger du ikke andet end Du til din Onkel, ligesom Claudine; hende har jeg da faaet afvaent med de gammeldags Noder, som ikke passe til vore Tider … Ja jeg veed nok, din Fader kan ikke lide, du siger Du til mig, men jeg kan ikke lide, du siger De, og det er mig det angaaer.

Med disse Ord gik han ud af Døren. Da de to unge Mennesker nu bleve allene, sagde Ferdinand med høi Latter: »Gid jeg kunde bære Hjelm og Sværd og følge en Frihedshelt! dig for Exempel!« Mig! Jo jeg takker! I falske Fruentimmer! Jeg veed nok, hvem du mener.

— Aa Snak! Hvem skulde jeg mene?

— Skal jeg nævne hans Navn? Er den blotte Lyd dig en sød Musik? det er ogsaa et ret velklingende Navn, altid smukkere end Trois oeufs eller Deux sous eller deslige.

— O Ferdinand, jeg beder dig!

— Naa Herregud! troer jeg ikke ordenlig, at Taarerne komme dig i Øinene. Det er min Tro alvorligt fat med dig. Naa, min søde Claudine! vær ikke vred! Du skal have en oprigtig Fortrolig, en sand og taus Postillon d’amour i mig. Jeg gaaer i Ilden for dig og den brave Lusard. Veed du vel, at jeg allerede har fattet det varmeste Venskab for denne kjælke unge Mand, der har forladt Alt for at stride under Republikens Banner? Jeg siger det høit til hvem der vil høre det: Charles Lusard er et Naturens Mesterværk, mandig og klog, som han er skjøn. Han seer ud som en Fortidens Heros, som en Romer, og han har et Sindelag som en ægte Romer. Som Brutus, har han ikke betænkt sig paa at vælge mellem et Menneske og sit Fædreland

— Hvad mener du? Et Menneske?

— Jo, seer du, han er af en meget fornem, adelig Slægt, men fader- og moderløs, uden egen Formue. Hans rige Farbroder, der har opdraget ham, og hvis eneste Arving han var, emigrerede under Revolutionen og befalede ham at følge sig, eller at blive gjort arveløs og forskudt af sine Slægtninge, der alle ere Emigranter. Lusard valgte det Sidste og tog Tjeneste i Armeen som simpel Soldat. Han har været med i Felttogene i Tydskland, opsvunget sig til Capitain og Adjutant hos General Custine, som han fulgte tilbage til Paris, da han blev anklaget. Men denne Generals sørgelige Skjæbne, som Lusard anseer for ufortjent, rystede ham i den Grad, at han blev syg, og da han endelig kom sig, søgte han Leilighed til at gjøre en kort Reise. Regjeringen sendte ham med Depecher til Kjøbenhavn. Imellem os sagt, saa griber han maaskee ogsaa Leiligheden til hemmelig at erfare Noget om den føromtalte Farbroder, der er bosat i Jylland, hvor han har kjøbt et Gods.

— Men hvoraf veed du alt Dette om Lusard? Har han fortalt dig det?

— Nei! men jeg har det af den lille Doctor Aubry, som er fulgt hertil med Commissairerne. Den Mand har en sjelden Aabenhjertighed; man skulde ikke troe, at han havde været en Geistlig, dersom man ikke saae Tonsuren, som han gaaer med den Dag idag.

— Gaaer Lusard igjen til Armeen?

— Ja det gjør han sikkert. Claudine! Du seer jo ganske bedrøvet ud. Du vender dig fortrydelig fra mig. Hør nu, min bedste Veninde! hvorfor vil du forstille dig for mig, for din broderlige Ven? Jeg priser dig høit, fordi du elsker Lusard; thi elske ham gjør du, og det var flaut, om du kunde omgaaes et saadant Menneske og være elsket af ham, uden at hænge ved ham med Sjæl og Hjerte. Tvivler du paa hans Kjærlighed? Jeg sværger dig til, at han er dødelig forelsket i dig. Han sagde det selv forleden til mig, da vi gik sammen herfra. Je suis fou de cet enfant, sagde han, og siden yttrede han med et veemodigt Alvor, at Kjærligheds Lykke var ikke for en stakkels Soldat, der ikke turde beile uden til Æren eller Døden. Men jeg svarede, at den Skjæbne, at være elsket af en Mand som ham, indeholdt allerede saamegen Lyksalighed og Ære, at Erindringen herom maatte være Nok til at udfylde Livet for et Fruentimmer, der forstod at elske og paaskjønne det Herlige, thi Faa have i deres trivielle Hverdagsliv en saadan Erindring at hæve sig ved.

Claudine taug, men hun var traadt ganske nær hen til Ferdinand. Hun holdt hans Haand fast i sine, uden selv ret at være sig det bevidst, og faae paa ham med Øine, der flammede som Stjerner.

Nu kom de andre Tre ind fra det næste Værelse. Justitsraaden lavede sig til at gaae og sagde til Ferdinand: Følg med mig til min Svoger Commerceraadens, der ville vi blive iaften.

Ferdinand trak paa Skuldrene. Ak, kjære Fader! Lad mig være fri for den Kjedsommelighed. Jeg har desuden lovet mig et andet Sted hen.

— Der har vi det! Det er ogsaa en Frugt af vore oplyste Tider! Naar min salig Fader sagde til mig: »Gaa der eller der hen,« saa maatte jeg gaae, om jeg saa døde af Længsel efter at komme til et andet Sted.

— Men var De glad og taknemmelig mod ham ved slige Leiligheder?

— Nei for Satan! jeg var gal i Hovedet, det forstaaer sig, men i Tiden har man dog godt af Tvang og af Sorg i sin Ungdom. Ja gaa nu hvor Fanden ud vil, og lad din gamle Fader traske allene.

Ferdinand fulgte efter ham og sagde iforbigaaende til Claudine: See, nu maa jeg dog gaae med ham for det Første. Onkel maa sige hvad han vil, man kan ikke, saa gjerne man end vilde, gjøre sig ganske fri fra de indgroede Fordomme. Men ikke sandt? imorgen skal vi have Opreisning for mange Dages Fortræd?

De gik nu, og Claudine listede sig op paa sit Værelse for i Eensomhed at nyde den salige Vished, hvormed Ferdinands Ord havde forjaget hendes hidtil nærede Tvivl.

Imidlertid var Advocaten allene med Madame Valler nede i Værelserne. Han trykkede begge hendes Hænder til sine Læber og sagde: Farvel! jeg maa gaae, og som sædvanligt maa jeg trøste mig med et kort Øiebliks Lykke for mange Timers piinlige Tvang. Saadan er nu min Skjæbne i den senere Tid. Nu farvel! tænk lidt venligt paa Deres stakkels Ven! »

— Ak, Dalund! De bedrøver mig med Deres evige triste Miner og Ord. Hvad skal jeg gjøre?

— Ja, hvad skal jeg gjøre? Rive Deres altfor kjære Billede ud af mit Hjerte? Vil De have det?

— Jeg behøver ikke at svare Dem. De kommer her dog imorgen?

— Jeg saaer vel, thi skjøndt jeg veed, at det vil være mig smerteligt nok at see Dem iden berusende Atmosphære, som her bliver herskende omkring Dem, saa vil jeg dog hellere see og høre det med mine Sandser end gaae og forestille mig det i min Phantasie. Men lad mig gaae, inden jeg kommer til at sige flere Daarligheder.

Med disse Ord trykkede han hendes Haand til sit Bryst og ilede bort. Med et dybt Suk saae hun efter ham, og blev staaende ubevægelig, som hensunken i dybe Tanker; men pludselig rev hun sig løs, kaldte paa sine Tjenestefolk og beskjæftigede sig ivrig med at give Befalinger og selv deeltage i hunslige Forberedelser til den kommende Dags festlige Selskab.

Temmelig sildigt paa Aftenen, da Husets to Damer sad ene sammen, kom Grossereren hjem. Han saae fornøiet ud og trak en Pakke frem, som han lagde paa Bordet, idet han sagde: Hvad mener I vel, at jeg har til jer? Det er Stads, lige sporenstreichs kommet fra Paris, Foræringer fra vore franske Venner, som de sende ved mig, og som I kunne stifte imellem jer, som I ere Venner til.

Claudine greb hurtig Pakken og udbredte med høie Glædes-Udraab Baand, Silketsrklæder og et guldfryndset Belte, Altsammen i glimrende fransk national Trefarve. Madame Valler betragtede disse Sager med stor Forlegenhed, medens Claudine holdt Stykke for Stykke op til sit Ansigt og skottede til Speilet.

Naa, deel det nu med Claudine, sagde Grossereren: og naturligviis maae I pynte jer dermed imorgen.

Med en vis Frygtsomhed svarede hans Kone: Nei kjære Valler! Jeg bærer sandelig ikke Noget af disse Ting. Denne tricolore Stads er det upassende at forære os, uden at have spurgt os, om vi ville gaae dermed eller ikke.

Hvad skal det sige? udbrød Grossereren med Vrede: Er du bange for Aristocraterne og skammer dig ved den gode Sag?

— Nei, nei, men det gjør Opsigt at bære disse Farver. Alle see efter et Fruentimmer, som kommer anstigende med dem; og hvad har ogsaa en dansk Kone eller Pige med dem at skaffe? Hvorfor skal hun bære en politisk Farve? Hvad vedkommer Politiken vel hende?

Grossereren slog Hænderne sammen. Har man hørt Magen! Skammer du dig ikke ved at tilstaae, at Verdens store Anliggender ere Noget, hvormed du Intet har at skaffe? At du er saa egoistisk eller saa eenfoldig, at kun du selv og dit Eget rører dig? See paa dette Pigebarn, der giør dig tilskamme! Hun har Enthusiasme for det Store og Gode.

Claudine kastede i Forskraekkelse Baand og alt det Øvrige fra sig, og krøb hen i en Krog, hvor hun stod ganske forbløsset.

Madame Valler sagde koldt: Det være nu med min Egoisme og andre Lyder, som det vil. Lad mig blot være fri for denne franske Stads. Jeg lider godt de Franskmænd, som komme her, og skjøndt jeg ikke er deres Sprog ganske mægtig, saa seer jeg dem gjerne, men deres Foræringer Vil jeg ikke bære.

Grossereren slog i Bordet: Men jeg vil, at du skal bære dem. Jeg er dog, mener jeg, Herre i mit Huus. Imorgen vil jeg see jer Begge med de Foræringer, som de høflige Franskmænd have været saa artige at sende jer. Jeg vilde ikke ønske, at de kunde være Vidner til denne Scene.

Da vilde jeg ønske, sagde Madame Valler, at de høflige Franskmænd kunde være Vidner til denne Scene. Jeg har glædet mig over, at du siden dit Bekjendtskab med dem havde antaget en bedre Tone, men iaften er Naturen gaaet over Optugtelsen.

Ja, ja! sagde Grossereren med en pludselig Sordine paa sin høirøstede Stemme: Ja det forstaaer sig … Tiderne sordre jo en vis …. ja det forstaaer sig, imod en Dame … Ja deel nu Pynten som I selv vil …. Jeg maa ind paa Contoret.

Han gik, og strax ilede Claudine hen til sin Tante, greb hendes Haand og sagde: O kjære Tante, vær ikke vred paa mig. Jeg kunde ikke lade være at glæde mig over disse Sager, som Onkel bragte. Det faldt mig aldrig ind, at det kunde give Anledning til saadanne Ubehageligheder, eller at det var noget Ondt i at bære disse Farver.

Madame Baller klappede hendes Kind og sagde venligt: Nei kjære Barn! Der er intet Ondt i Noget af hvad du siger eller tænker, men hvad disse saameget omtalte Farver angaaer, saa ønskede jeg dog, at du ikke vilde bære dem i Selskab eller andensteds end her hjemme. Imorgen kunne vi sagtens ikke uden Ubeha- geligheder undgaae at bære Noget deraf. Jeg skal vel forstaae at anbringe Lidt af disse Baand, uden at det skal falde i Øinene Denne Rulle Baand tager jeg. Al Resten er dit; men brug det, som jeg har sagt.

Maa jeg have alt Dette? udbrød Claudine: Dette deilige Belte! dette Tørklæde, disse Baand! Altsammen? O Tak, bedste Tante! Du er saa god! Ak, jeg er saa lyksalig i dit Huus! Alle de deilige Fornøielser, som jeg alle mine Dage forgjæves har sukket efter: Baller, Comedier og saa meget Andet, det har jeg rigelig nydt hos dig, og endda opveier al den Herlighed endnu ikke de behagelige Selskaber herhjemme. Jeg græder mine Øine ud, naar jeg skal herfra, naar min Tante Malfred kommer hjem fra sin Reise til Efteraaret, og jeg skal til hende igjen. Hun er saa streng og urimelig.

— Men kjære Claudine! du maa erindre hvad du dog skylder hende. Som et fader- og moderløst Barn kom du i hendes Huus. Hun har ladet dig oplære til en ualmindelig Fuldkommenhed. Kun faa Piger kunne rose sig af en saadan Opdragelse.

— Men om du vidste, hvor lidt Glæde jeg dog har havt hos hende, hvor ofte hun har ladet mig høre, hvor Meget hun kostede paa min Lærdom, at jeg var en fattig, ubetydelig Pige, at jeg Intet maatte vente efter hendes Død, thi hun eiede Intet. Som om jeg tænkte paa Sligt! Og saa dertil den døde Eensomhed i Huset! Der sidde vi sammen de lange Vinteraftener uden at mæle, jeg med mit Arbeide eller en Bog, hun med at lægge Kort op, eller med at falde isøvn over Aviserne. Saa sidder hun med sin Moppe i Skjødet, den snorker ganske vederstyggeligt, saa giver jeg den mangengang et lille Slag over dens dumme Snude, saa skriger det forkjælede Bæst, saa vaagner Tante og skjælver mig ud. Jo det er rigtignok gode Aftener.

— Men du kunde jo ogsaa lade være at slaae Hunden.

— Ak nei! Det er min eneste Fornøielse. Men der er desuden tusinde andre Ting. Hver Time paa Dagen faaer jeg Skjænd for min Letsindighed. Al den Ulykke, som bliver opregnet baade i de tydske og danske Aviser, den skal jeg tage mig nær. Naar de i Frankrig guillotinere Konger og Prindser og andre mig ubekjendte Mennesker, saa skal jeg hyle og græde og forbande hele det franske Land. Dengang brød jeg mig ikke stort om hendes Had til Republikanerne, men nu …

Hun holdt pludselig inde, og da heldigviis Grossereren traadte ind, faa slap hun sra Eftersætningen i den sidste Mening af hendes Tale. Man gik til Aftenbordet. De to Ægtefolk syntes paa begge Sider at lide af en vis Forlegenhed. Claudines lystige Nærværelse kom vel tilpas. Hendes Onkel underholdt sig spøgende med hende, og forsikkrede, at han ikke fattede, hvorledes han og hans Omgangscirkel skulde kunne undvære hendes oplivende Nærværelse.

Den næste Dag samledes det bebudede Selskab, der, foruden de meget omtalte Udlændinge, hvis Antal netop i det Øieblik var forøget med nogle Gjennemreisende, bestod i Notabiliteter af Skribenter, Videnskabsmænd, Kunstnere og Andre af forskjellige Fag, men af samme politiske Troesbekjendelse. Madame Valler, der efter den Tids Mode bar et lidet, hvidt, med brogede Figurer gjennemvævet Florstørklede slynget om sit blonde Haar, havde derimellem forstaaet at anbringe nogle tricolore Baand paa saa snedig en Maade, at man kun ved nærmere Beskuelse blev dem vaer. Grossereren var imidlertid ikke seen med at gjøre Vedkommende opmærksomme derpaa, og nu samledes Herrerne, baade danske og franske, omkring den smukke Kone og kappedes om sat sige hende, hvad man den Tid kaldte smukke Ting. Den af de franske Commissairer, fra hvem disse Foræringer egenlig skrev sig, nærmede sig imidlertid beskeden og bad om Tilgivelse for sin Dristighed. Af dette Slags Sager, sagde han, er Et og Andet blevet os sendt fra Paris. Vi viste dem til Hr. Valler, og vovede paa hans Ord at presentere dem for Damerne, mere som en Curiositet end som Noget vi haabede, at de vilde gjøre os den Ære at bære.

Grossereren sagde, at den Talende yttrede sig som en Herre af l’ancien régime og ikke som en Republicaner.

I det Samme traadte Claudine ind, og alle Omstaaende standsede i deres Samtale ved Synet af hendes Skjønhed. Det tricolore Tørklæde var bundet om hendes brune Haar, og dets høie Farver hævede paa en særegen Maade de dunkle Lokkers Glands, den sneehvide Pande og de regelmæssige, sorte Øiebryn. Om sin hvide Kjole bar hun det trefarvede Belte, og da det var langt, var det snoet to Gange om Livet og knyttet i en Knude til den ene Side, hvorved hendes sine Taille viste sig mere til sin Fordeel, end den Tids Møde almindeligviis tillod det. Alle Herrer bragte deres Tribut af Beundring og Smiger. Een sagde, at hun saaledes udstyret kunne forestille Frihedsgudinden ved de republicanske Fester og begeistre Frihedens Forsvarere. Ministeren Grouvelle, hvis Styrke i epigrammatiske Svar og Impromtus maa væe i frisk Minde hos de faa Nulevende, der have kjendt ham under hans Ophold her i Landet, ^[1] svarede med det ham eiendommelige fine Smiil: Vel vilde Mademoiselle Claudine som Frihedens Gudinde formaae at begeistre for Friheden, medens hun med det Samme berøvede Individerne den.

Den unge Pige følte sig usigelig lykkelig ved al denne Hylding, og da man strax efter gik tilbords, fik hun sin Plads Ved Siden af Lusard, der underholdt hende med alt det fine, gratiøse Galanterie, som tiltrods for Republiken endnu stedse erindrede om Ludvig den Fjortendes ridderlige Tone mod Damer, og som har sit rette Hjem i Sprogets svævende Nuancer. Med dette forføreriske Element forenede Lusard et vist melancholsk Anstrøg, der syntes at tyde paa en Dybde af Lidenskab og betydningsfulde Erindringer, og saaledes nød Claudine et af disse Momenter i Livet, da Ungdoms, Skjønheds og Elskovs glimrende Genier krandse Bægeret med Roser, der synes uden Torne.

I den Periode, hvori vi nu leve, forundre vi os, naar vi høre eller læse en Fremstilling af de selskabelige Sammenkomster, som i hiin Tid have fundet Sted. Man kan ikke ret forestille sig, hvorledes en saadan Frihed i Omgang og Yttringer, en saa livfuld Hengivelse til Øieblikkets Lune kunde forenes med en Tone saa fiin, saa anstændig, og i Almindelighed saa fjern fra Alt hvad der kunde saare den Enkelte, som dog adskillige endnu existerende baade mundtlige og skriftlige Beretninger bevidne. Det kan vistnok ikke benægtes, at en vis forargelig Hensynsløshed i Tale og Skrift ved at berøre religiøse og sædelige Materier jo hørte til Dagens Orden, men dette Uvæsen fremtraadte mindre stødende i de gode selskabelige Kredse, det indsvøbte sig i Vittighedens, i Epigrammets Slør, og forsødede derved sin bittre Kjerne, hvorved det tillige maa bemærkes, at Lystigheden, det Comiske, formilder det Anstødelige, der først bliver ret utaaleligt, naar det paatager sig en sentimental og heltemodig Maske, en Mening forresten, som vort nuværende, især theaterbesøgende Publicum ikke synes at dele.

Det Selskab, som hiin Dag befandt sig om Grosserer Vallers Bord, var virkelig i det Hele taget saaledes, at de gamle Grækere, kommende fra deres Symposier, ikke vilde have vendt det Ryggen. De lunefuldeste Indfald, de fineste Artigheder, de alvorligste Gjenstande, træffende og dog let behandlede, afvexlede mellem de livfulde Gjæster. Enhver syntes for disse Timer at have afkastet Livets Byrde og paa eengang at glemme og dobbelt nyde sin Individualitet. Ved Slutningen af det meget luxuriøse Maaltid anmodede Verten de franske Gjæster om at glæde Selskabet ved at afsynge nogle af deres nationale Sange. De indvilligede strax, og Duveyrier, i det Øieblik skjulende sit virkelige og ærefulde Navn under sit Døbenavn Honoré, begyndte som Forsanger med sin klare, stærke Stemme at foredrage den i Historiens og Kunstens Rige vistnok udødelige Marseillaise. De andre Landsmænd faldt ind i Choret, og deres »Aux armes, citoyens!« lød som et begeistrende Opraab til Kamp og Seier. Forunderlig gribende lød det sidste Vers, der blev sunget i Chor, i langsomt Tempo, som en Choral, og særdeles rørende var det at høre disse Mænd, der meer eller mindre havde liidt og endnu lede af Fædrenelandets Ulykke, med en Inderlighed, man kunde kalde andægtig, at istemme dette »Amour sacré de la patrie«, hvortil saamangen rædsom, og dog høi Erindring knyttede sig, f. Ex. Girondisternes Henrettelse, hvoraf tilsidst kun Een var tilbage for at ende dette sidste Vers af vanen, inden han fulgte sine 22 Ulykkes-Staldbrødre i den voldsomme Død.

Paa Grossererens Befaling var et Pianoforte bragt ind i Spisesalen, og paa Opfordring accompagnerede Claudine Sangen paa dette Instrument. Efter Marseillaisen reiste Lusard sig fra Bordet og fremtog den ganske nye, i Paris netop udkomne Chant de Victoire, af Chenier. Han lagde den paa Nodestolen for Clundine, idet han tillige tog Plads ved Instrumentet. Hun spillede den hurtig igjennem, og nu lød fra Republicanernes begeistrede Bryst denne herlige Sang, deri digterisk Værd vistnok staaer over Marseillaisen, og vel fortjente en bedre Slutningslinie i sit Omqvæd end det altfor vilde: »Périssent les rois!« Endnu den Dag idag vil denne med Republiken uddøde, pragtfulde Seiershymne, dersom man ved et sjeldent Tilfælde træffer paa den, henrive Enhver, hvis Sind ikke er tillukket for Poesiens og Tonernes Magt; hvor meget større Virkning maatte den da ikke gjøre i hiin Periode og i en Kreds som den her omtalte, hvor de Syngende begeistrede Tilhørerne, og Disses Enthusiasme opflammede de Syngende? En næsten magisk Virkning udøvede det Vers, der omtaler det franske Krigsskib Le vengeur. Den pompøse Begyndelse:

Lève-toi! Sors des mers profondes,
Cadavre fumant du vengeur,

fører allerede Tanken til den mørke Afgrund; og naar det siden hedder:

D’où partent ces cris déchirans?
Quelles sont ces voix magnanimes?
Les voix des braves expirans
Qui chanteat du fond des abîmes,

og Choret saa falder ind:  Vive la Republique, synes man at høre disse tappre Døende, som, idet de synke med deres Skib, lade Luften gjenlyde af disse deres sidste Ord.

Alle vare henrevne, men Ingen mere end de to ungdommelige Gemytter Ferdinand og Claudine. Den letbevægede Pige kunde ikke holde sine Taarer tilbage, og da Sangen var endt, greb Lusard hendes Haand, trykkede den hemmeligt til sit Bryst, og sagde sagte: En intim Ungdomsven og Slægtning af mig var med paa Le vengeur. Deres Taarer synes mig at gjælde ham, og falde som Perler paa den Plet i Dybet, hvor han hviler.

En Ven af Dem! udbrød Claudine: O min Gud!

— Beklag ham ikke! han døde en mægtig Død.

— Men Slægt og Venner, som elskede ham, maae dog sørge over hans Tab!

— Ja saa lykkelig var han desuden. Der ere Dem, som endnu begræde ham.

— Kalder De det Lykke at volde Dem Sorg, som man har kjær?

— Ja, saa egoistisk er Mennesket! Maaskee, ja rimeligviis, veed man Intet deraf, naar man først er død, men jeg tilstaaer, at selv i Dødens Time vilde det være mig en sød Tanke, at for Exempel De græd for mig.

— Den Tanke vilde vist ikke bedrage Dem.

— Lover De mig at græde, naar De hører, at jeg er død?

— Gud forbyde, at De skulde døe i Deres Ungdom og Kraft! Hvorledes falder De paa Sligt?

Lusard loe. Hvad falder man ikke paa, naar man attraaer at interessere en elskværdig Dame? Jeg vilde gjerne give mig Mine af at have Anelser, ligesom Turenne, Henrik den Fjerde og andre udmærkede Mænd.

Grossereren afbrød denne Samtale. Han kaldte dem til Bordet, for endnu at tømme et Glas Champagne paa Republikens Held og Seier, hvorpaa man reiste sig, og Selskabet adspredte sig i andre Værelser.

Dagen efter sagde Advocaten til Madame Valler: Det, som man ugjerne seer imøde, det vender sig ofte til vort Bedste, naar det kommer. Det var mig ukjært, at den lille Claudine skulde tilbringe denne Sommer her i Huset og være en uadskillelig Suivante af mit Hjertes Primadonna. Men deels maa jeg rose den gode Pige, fordi hun kjeder sig i mit Selskab, og saasnart jeg kommer, tager den første den bedste Anledning til at gaae sin Vei; det maa være en halv ubevidst Følelse, der i denne Sag oplyser hendes uerfarne Forstand. Men dernæst gjør hun mig desuden den ubetalelige Tjeneste at coquettere saa stærkt med de Herrer, som komme her i Huset, at hendes Nærværelse dog er en lille Dæmning for det Hav af Galanterie, som ellers vilde reent bortskylle al min Sjælero.

Deres Sjælero, svarede Madame Valler, syntes, Gud skee Lov, ikke at være angreben i vort Selskab igaar. De var jo i overmaade godt Lune.

— Jeg er jo ingen ung Dreng, jeg maatte jo vel forstaae at beherske mig, men De kan troe, at jeg mere end eengang havde det nødigt De maa sige hvad De vil, disse Franskmænd have et ganske eiendommeligt Talent til at behage Damerne. De have Noget i deres Øine, i deres Stemme, ja selv i deres Sprog ... Det er ikke for Intet at den gamle Parabel fortæller, at da Djævelen forførte Eva, talte han Fransk, thi lige siden Paradiset derved gik fløiten, har dette Sprog en dæmonisk Magt over alle Evas Døttre.

— Dette Sprog, som jeg desværre kun halvveis forstaaer?

— Desværre? De sukker ordenlig derover!

— Ak, Dalund! skulde jeg sukke, maatte det vel være over al denne Skinsyge, hvormed De plager Dem selv og mig. Mistænker De mig? Har jeg tabt Deres Agtelse, fordi jeg har været saa svag at gjengjælde en Kjærlighed, som vel sagtens er strafværdig?

— Hvad siger De? Strafværdig! Komme vi stedse tilbage til disse Samvittighedsskrupler? O Eleonore! har De glemt, at jeg elskede Dem, da De endnu halvt var et Barn; at De misforstod min Taushed, at De i min Fraværelse gav Deres Haand til en Anden og saaledes fordærvede mit Liv? Var De mig nu ingen Trøst, ingen Erstatning skyldig for saamange Aars Troskab, for en Kjærlighed, som min? Har jeg misbrugt Deres Godhed? Er vort Forhold ikke en Sag mellem os To allene? Hvad læste vi forleden? Hvorledes lød vel hans Ord, den franske Philosophs og Menneskekjenders? »Et Fruentimmer tilhører ingen Anden end Den, hun elsker; der maa staae imellem dem Ægtemand, Fader, Rang, Fødsel, hvadsomhelst, det er Altsammen ugyldigt.« Og har han ikke Ret? Er Sjælen ikke fri? Kan menneskelige Love fængsle Aanden?

— Ak, alt Dette lyder visselig meget smukt, og forstandigt, jeg siger mig det ofte selv, men dog er der Noget i mig, som modsaetter sig disse Fornuftgrunde, som gjør mig Bebreidelser og paadrager mig en Ængstelse, som jeg ikke kjendte tilforn. Det Eneste, der trøster mig, er den Tanke, at førend mit Forhold til Dem var jeg i Grunden slettere, end jeg er nu. Som saa Mangen af mit Bekjendtskab, løb jeg efter alle tomme Forlystelser; min høieste Lyksalighed var at blive courtiseret, det var Nok til min Tilfredshed; min Pynt var mit vigtigste Anliggende. Deres Omgang har forædlet mig, De har givet mig Smag paa noget Bedre, ja endogsaa paa alvorligt at opfylde mine Pligter. Jeg veed nu med mig selv, at jeg passer mit Huus, at jeg er Moder for Vallers Søn, langt mere eftergivende og blid mod Valler selv, og tjenstvillig i Omgang mod Alle.

— Elskværdigste af alle Mennesker! Og dog gjør De Dem Bebreidelser?

— Ja, just nu, da der er opgaaet et Lys for mig, som min forsømte Ungdom ikke havde viist mig, just nu er det ofte, som om en indre Stemme sagde mig, at jeg dog gik paa en forbuden Vei.

— Kjære Eleonore! De gjør mig paa eengang lyksalig og ulyksalig. Vilde De ønske, at jeg afbrød vor Forbindelse, at De ikke mere saae mig?

— Ak nei! jeg vilde henvisne som en Blomst uden Sol, naar jeg ikke oplivedes ved Synet af Dem og Visheden om Deres Hengivenhed. Gud tilgive mig! Jeg beder ham daglig derom … De smiler! Ak De forstaaer ikke … Det er mig umuligt ganske at bortkaste Det, som fra min tidligste Barndom er mig indplantet, som er opvoxet med mig, og netop i denne min sildigere og bedre Tid ere disse Tanker komne mig nærmere. Jeg veed ikke, hvorledes, men jeg kan ikke fjerne dem.

— Det skal De ikke heller, det klæder Dem godt.

I dette Øieblik kom Grossereren hjem med to af sine Venner, som Begge tilligemed Advocaten skulde spise til Middag med Familien. De Indtrædende havde alle Tre en saa besynderlig Mine, at saavel Fruen som Claudine, der i det Samme traadte ind, studsede og neppe turde spørge. De fik heller ikke Tid dertil, thi Grossereren udbrød strax: Har I allerede hørt den græsselige Nyhed? Robespierre er falden! Tænk hvor rædsomt! Han er guillotineret. Hvad siger De, Dalund?

— Aa, jeg siger, at Guillotinen og han vare blevne saa intime Venner, at det var rimeligt, at den ikke kunde undlade at slutte ham selv i sin Favn.

— Er det muligt, at jeg maa høre saadanne Ord af Dem? Men hvad skal man sige, naar Republicanerne selv … O jeg skammer mig næsten ved at fortælle det! Jeg løb ud til dem, jeg tænkte at finde dem i den største Fortvivlelse, men det var ikke at mærke; og da jeg yttrede min Frygt for, at nu vare de kraftige Forholdsreglers Tid naturligviis forbi, svarede — ja jeg vil for gammelt Venskabs Skyld ikke nævne ham — men han svarede, at de Franske vare ikke et saa raat og vildt Folk, at de behøvede at regjeres med raa Grumhed. Jeg blev saa vred, at jeg strax tog min Hat og gik.

— Hvem det end var, der sagde disse Ord, saa giver jeg ham Ret, sagde Advocaten: thi det er ikke det franske Folk, men dets Bærme, som har raset under Jacobinernes Regiment, og det har ikke været Spøg for disse Fraværende hver Postdag at tage Avisen i Haanden med Angest for deri at faae Efterretning om, at en Ven, en Nærpaarørende var falden som et Offer for Guillotinen.

— O! i Tider som disse maa en Patriot formaae at sætte sig ud over den private Ulykke og kun tænke paa den offentlige. Jeg har forresten hørt Noget om den ringe Lusard, som er godt, som jeg maa rose.

— Hvad er det, kjære Onkel? spurgte Claudine.

— Det er endnu en Hemmelighed, men du faaer den nok at vide, naar Tid er.

Claudine saae kjendelig fornøiet ud ved Onklens Ord, en glad Anelse syntes at bevæge hende, og hendes indre Tilfredshed udbrød i høie Glædesflammer, da Grossereren fremtog et Etui, som han aabnede og rakte hende med de Ord: See hvad jeg vil forære dig til Tak for igaar, da du var saa elskværdig og jeg havde Ære af min Søsterdatter. See, denne glimrende Stjerne skal du have til at sætte i Sløifen paa dit tricolore Tørklæde, og disse Ørenringe passe dertil.

Med barnlig Glæde fløi Claudine op paa sit Værelse, slyngede det tresarvede Tørklæde om sit Haar, fæstede Stjernen over sin hvide Pande og tog Ørenringene paa. Hun betragtede med usigelig Velbehag sit Billede i Speilet, og idet hun gjentog for sig selv: »Hvilke glade Dage ere dog disse! Jeg veed ikke, hvor jeg- skal hen for lutter Glæde og Lyksalighed!« — ilede hun ned til Selskabet og satte sig tilbords med Øine, der glimrede prægtigere end alle Ædelstene.

Grossereren eiede et Lyststed paa Strandveien, paa hvilket Familien dog sjelden opholdt sig længere end et Par Dage om Ugen, sædvanligviis sra Løverdag til Mandag Aften, og Herren i Huset tilbragte ikke engang i Regelen saa lang Tid paa dette Sted. En Tirsdag Morgen tidlig kom Ferdinand og havde en lang Samtale under fire Øine med sin Onkel, der strax gik ud, og da han kom hjem, sagde han til sin Kone: Det er smukt Veir, og jeg har faaet Lyst til, at vi i aften skal tage ud til vort Landsted og blive der for det Første imorgen over. Saasnart jeg er færdig med min Post, kjører jeg med.

Det var allerede langt ud paa Aftenen, da man ankom til det landlige Huus, der laae ganske nær ved et Fiskerleie. Fruentimmerne bemærkede, at Grossereren maatte have noget Usædvanligt isinde. Han gik med sin Tjener ned til Fiskerne, gav dem Penge og besaae nogle Joller, og da han kom hjem, gjorde han sin Kone adskillige Spørgsmaal om huuslige Indretninger, uden at man kunde begribe, i hvilken Hensigt. Kort før Sengetid gik han igjen ud til Strandkanten, saae efter Vinden og yttrede Gisninger om Veiret til næste Dag. Madame Valler spurgte forgjæves, hvad Usævanligt der var paafærde. Han nægtede det leende. Hun ængstede sig i Stilhed over alt Dette. Claudine trøstede hende og sagde: Du kan troe, at det Hele er noget Fornøieligt, hvormed Onkel vil overraske os. Jeg glæder mig derover. Det aner mig, at vi imorgen skal have en lykkelig Dag.

Den næste Morgen, da Damerne sad ved Kaffebordet, og ventede paa Grossereren, der allerede tidlig var gaaet ud, kom han endelig og sagde: Nu maa jeg vel indvie jer i den lille Hemmelighed, for hvis Skyld jeg har taget herud med jer. Vor Ven Lusard har faaet en Æressag med en Emigrant, der forleden paa et offentligt Sted talte fornærmeligt om den franske Armee og Republiken. De kom i Ordstrid og udfordrede hinanden. I dette Øieblik feilede de herfra i en Fiskerjolle med deres Secundanter, for paa Hveen at afgjøre deres Mellemværende. Ferdinand er Lusards Secundant. De have naturligviis ogsaa en Chirurg med.

— En Duel! udbrød Fruen: Det er afskyeligt!

— Nei, det er prægtigt, det er et nødvendigt Onde i vore Tider. Falder Lusard, saa døer han i sit Kald ved at forsvare sit Fædreland mod de forbandede Emigranter, men falder den Anden, er det min Hensigt at skjule Lusard, til vi kan faae ham bort, thi som Sagerne staae, hverken bør eller kan han anmode sin Minister om Beskyttelse. Lad derfor et Par Værelser ovenpaa vaere parate til at modtage ham, om det behaves.

Claudine, hvis glade Anelser fik dette Udfald, var neppe istand til at reise sig og forlade Værelset. Med skjælvende Knæe ilede hun op til sin lille Stue ovenpaa, hvor hun kastede sig paa en Stol. Vinduet gik ud til Haven, men Værelset stødte til et andet, hvorfra man havde Udsigt over Stranden. Hun tænkte paa at gaae derind og see ud over Havet til den forhadte Ø, hvor der i dette Øieblik skulde spilles det forvovne Spil om Liv og Død! Hun traadte mat hen til Døren, og aabnede den, men lukkede den strax igjen, og traadte tilbage. Hun havde ikke Mod til at see hen mod den betydningsfulde, spøgelsehvide Klint. Hun gyste for at see Jollen nærme sig dens Kyst. Nu først følte hun, at hun elskede den unge Fremmede, der, ihvor det gik, syntes tabt for hende. Nu forstaaer jeg hans Ord hiin Aften efter Sangen. Han anede sin Død! O Gud! lad ham blot leve! Lad ham seire over det Umenneske, der kan ville sigte efter et saadant Hjerte! O kunde jeg dog blot kaste mig imellem dem og optage i mit Bryst det Stød, som var tiltænkt hans! Hvor skal jeg tye hen i min Sjæleangst?

Hun sprang op og kastede sig paa Knæe, hun rakte sine fastsammenfoldede Hænder iveiret og begyndte at bede; men hendes Hænder og Øine sank til Jorden. O min Gud! kunde jeg dog endnu bede, som da mine Forældre laae syge! Da kunde jeg dog græde, da kunde jeg bede. Men nu! Ak hvad skal jeg troe? Er der en Fader i Himlen? Er Gud ikke saa langt fra os arme Mennesker? De Uskyldigste, de Bedste lide og døe, uden at deres Jammer rører nogen Magt i Himlen eller paa Jorden. Maatte ikke mine Forældre ogsaa døe, skjøndt jeg dengang bad saa andægtig for dem? Nei, intet Sted er Tilflugt uden i Døden. Ja, der er Trøst! Døer Lusard, kan jeg ogsaa døe.

Hun kastede sig med Ansigtet mod Gulvet, reiste sig igjen, gik urolig frem og tilbage og sank endelig tilbage i Stolen. Saaledes tilbragte den stakkels Pige bleg og skjælvende flere Timer, hvis Lidelser bedre kan tænkes end beskrives. En vis Travlhed i Huset og den Uro i Sindet, som Deeltagelse for den unge Huusven indgav dets Herre og Frue, forvoldte, at man ikke videre beskjæftigede sig med Claudine. Endelig hørte hun sin Onkel komme ind i det tilstødende Værelse, aabne Vinduet og sige til En, som hun paa Stemmen kjendte at være Tjeneren: »Herfra kan jeg i Kikkerten see dem komme.« — Og efter et Ophold, udbrød han: »Jeg seer to Joller. Den ene tager Veien her henad. Vinden er god. De kan snart være her …. Jeg kan see Ferdinand staae i Jollen, men jeg seer Intet til Lusard. Død og Pine! Der ligger En nede i Fartøiet! Skulde han være falden? Løb ned til Landingsbroen alt hvad du kan; jeg kommer strax efter.« Denne Tale, der i afbrudte Perioder naaede den ulykkelige Claudines Øren, blev hørt med en Hjetebanken, der næsten bragte hende til at falde i Afmagt. Pludselig blev hun greben af en besynderlig Kraft, hun sprang op og løb endnu hurtigere end den ilende Tjener ned til Broen, fra hvis yderste Spids hun med stive Øine fulgte den sig nærmende Jolle, i hvilken man nu tydelig saae en Mand ligge, bedækket med en Kappe, medens en anden, i hvem Claudine gjenkjendte en Læge, sad nede paa Bunden ved hans Side, og Ferdinand stod som fastnaglet, med Øinene ligesom spørgende hæftede paa Dennes Ansigt. Claudine var i et af disse Øieblikke, hvori et Menneske synes at have glemt sin egen Tilværelse, og i en Spænding, der, idet den bedøver alle Følelser, bevirker, at Smerten ikke føles med Bevidsthed. Baaden var nu lige ved Landingsstedet. Grossereren, Tjenestefolk, Fiskere kom ud paa Broen. De trængte den stakkels Claudine tilside uden at lægge videre Mærke til hende.

Grossereren raabte til Ferdinand: Er han død?

— Nei, men saaret.

Jollen lagde nu til, og Ferdinand sagde til sin Onkel: Vi bringe ham her til Dem, istedensor til Fredriks Hospital, som vi først havde isinde. Han vilde saa nødig paa Hospitalet, han vilde hjem i sit Logis, hvor han paa ingen Maade kan have det godt. Doctoren meente ogsaa, at det nærmeste Sted var det bedste, eftersom han har mistet meget Blod og desuden …

Grossereren afbrød ham: Gjør ingen Ophævelser. Alting er rede til hans Modtagelse.

Med stor Omsorg blev nu den Syge baaren til Huset, ledsaget og fulgt af en heel Skare af de Tilstedeværende. Claudine gik taus og bleg med de Øvrige, Ferdinand gik hen til hende, lagde hendes Arm i sin, og hviskede: Du her! stakkels Claudine! Tro mig, jeg har tænkt paa dig under alt Dette.

Medens nu Lægen og de andre Mænd vare beskjæftigede med den Saarede, lukkede Claudine sig inde i sit Værelse og søgte at fatte sig. Der var dog endnu Liv, altsaa dog ogsaa Haab. Den Elskede var bragt til hendes Hjem, det var en stor Trøst.

Nu bankede det paa hendes Dør og Ferdinand traadte ind med et smilende Ansigt. Gud skee Lov! Saaret er ikke dødeligt. Vor gode Docter har det bedste Haab. Vor Patient skal blot have Ro og Pleie. Jeg ilede for at bringe dig denne gode Tidende.

Nu brast Claudine i Graad, hun foldede sine Hænder og udbrød: »O Gud! jeg takker dig!« Ganske umiddelbart kom dette Udbrud fra hendes fulde Hjerte, og tiltrods for hendes ovenanførte Yttringer, maatte hun, sig selv halv ubevidst, bøie sig sor Tanken om et naadigt Forsyn, en Tanke, fra hvilken dog ingen Tidsalder og intet Menneske ganske kan løsrive sig.

Da Familien nu kom noget til Ro efter den Bevægelse, som denne Begivenhed havde foraarsaget, blev man endelig efter megen Parlementering enig om de Forholdsregler, der skulde tages til den syge Gjæsts Pleie. Grossereren kunde ikke og Madame Valler vilde ikke for længere Tid være borte fra Byen. Hun undskyldte sig med sin Nærværelses Nødvendighed hjemme i Huset, og foreslog at sende Husjomfruen, en ældre, meget paalidelig Pige, for at passe alt Fornødent. Claudine forlangte med de inderligste og hæstigste Bønner at maatte blive og have Opsynet med den Syges Pleie. Hendes Tante modsatte sig hendes Ønske, men Grossereren sandt saa stort Behag i hvad han kaldte hendes heltemodige Tænkemaade, at han med Glæde gav sit Samtykke, især da Ferdinand understøttede sin unge Venindes Ønske, og tilbød ligeledes selv at ville opholde sig hos Lusard, indtil han var i god Bedring. Han havde allerede tillagt Lægen at ville vaage over Patienten i den tilstundende Nat. Men blev nu enig om at sende den omtalte Huusjomfru tilligemed en Vaagekone fra Byen, til hvilken Husets Herskab endnu samme Eftermiddag begav sig for strax at kunne sende de omtalte Folk og et og andet i dette Tilfælde fornødent Reqvisit. Claudine blev nu, til sin store Tilfredshed, tilbage, og paa hendes indstændige Bøn førte Ferdinand hende et Øieblik til den Syges Leie. Da Lusard blev hende vaer, rakte han begge Hænder imod hende og sagde med mat Stemme: Er det muligt? Er det virkelig Dem selv? Hvor er jeg dog lykkelig! Velsignet være min Modstanders Kaarde!

Claudine fik ikke Tid til at svare, thi Ferdinand, forskrækket over den Bevægelse, hvori hans Uforsigtighed havde bragt den Saarede, førte hende strax ud af Værelset, og forbød hende i flere Dage at nærme sig den Syge, uden naar han sov, og selv da blev det hende kun forundt at titte ind ad den halvaabnede Dør. Hun blev derfor meget forskrækket, da Ferdinand en Nat, efterat hun var gaaet tilsengs, traadte ind i hendes Sovekammer og bad hende staae op og komme ind til Lusard. Vundfeberen var temmelig stærk, og i sin Feberphantasie ophørte den Lidende ikke at kalde paa hendes Navn. Hans urolige Feberdrømme, blandende det Forbigangne med det Nærværende, foregjøglede ham, at Claudine var stillet for Revolutionstribunalet og næste Morgen skulde dele Skjæbne med hans fordums General. Hans Angest steg til en saadan Grad, at han vilde kaste sig ud af Sengen, og Ferdinand saae intet andet Raad end at prøve, hvad Claudines Nærværelse kunde udrette. Den Syge kjendte hende strax, han greb hendes Haand med et Udbrud af Glæde; han var øieblikkelig beroliget og lagde sig stille ned, men bestandig med hendes Haand saa fast knyttet i sin, at hun ikke kunde gjøre mindste Bevægelse for at drage den ud af hans, uden derved at forstyrre den Slummer, hvori han laae, og den elskende Pige blev med inderlig Tilfredshed, uden at røre sig, siddende ved hans Leie til langt ud paa Morgenstunden. Hensunken i hans Beskuelse sad hun og betragtede dette ædle, blege Ansigt, og bemærkede ikke, at den opmærksomme Huusjomfru kom for at bringe hende en Kop Kasse, før Denne tiltalte hende med venlige Klager over at man havde forspildt hendes unge Jomfrues Nattero.

Hun betragtede nu den Syge, der lod til at sove saa roligt, at Claudine undseelig vovede at frigjøre sin Haand. Ak du gode Gud! sagde den aldrende Pige: Hvor er det dog Synd at see saadant et deiligt Menneske ligge saa elendig! Hvad det dog er for onde Tider, vi leve i!

— Ja er han ikke skjøn? sagde Claudine: Finder De ikke ogsaa, kjære Jomfru Susanne, at saaledes som han der ligger, saa ligner han det smukke Kobber hjemme i Dagligstuen, som forestiller den sovende Endymion?

— Det Billede har jeg saamænd aldrig seet paa! men jeg tænkte, da jeg nu stod og saae paa denne stakkels unge Mand, at han … Gud forlade mig! jeg mener intet Ondt dermed! men jeg synes, at som han der ligger med det sorte Haar og det krusede Skjæg ned om Hagen, ligner han Vorherre, som man seer ham i den store Billedbibel, der hvor han ligger og sover i Skibet.

Fra, denne Time var det tydeligt baade for Lægen og den øvrige Omgivelse, at Claudines Nærhed virkede som en lægende Talisman paa den Syge, hvis Helbredelse efter kort Tids Forløb gik usædvanlig hurtig fremad. Grossereren kom oftere end sædvanligt ud til Landstedet, og ogsaa Madame Valler kom oftere og gjorde Patienten af og til et lille Besøg. Ferdinand opholdt sig stadigt derude, saalænge til Lusard begyndte at sidde oppe og kunde gaae omkring; saa tog han en Dag eller to derfra, men kom jævnlig tilbage.

Nu vilde Madame Valler have Claudine hjem med sig. Kjære Barn! sagde hun, det passer sig ikke, at du bliver her hos denne unge Mand, som nu ikke længere trænger til din Nærværelse. — Men Claudine modsatte sig og forsikkrede, at Lusard var langt fra ikke endnu helbredet, at Conveniens og Folkesnak ikke burde afholde noget Menneske fra Det, der var Godt og Ret, at Lusard jo desuden snart vilde reise hjem til Frankrig, og kun ventede paa at blive saa vel, at han kunde tiltræde sin Reise.

Fruen indvendte, at indtil det kunde skee, vilde der endnu hengaae en længere Tid. Men Tante! sagde Claudine, og fæstede sine store Øine paa Madame Valler med et vemodig Udtryk: Betænk, at saa see vi ham maaskee aldrig mere.

Taarerne trillede ned ad hendes Kinder ved disse Ord. Tanten saae medlidende paa hende, hun sukkede dybt, klappede den unge Piges blussende Kind og sagde med sagte Stemme: Ak, min stakkels Claudine! Jeg har ikke Hjerte til at bedrøve dig, men Gud lade mig ikke faae dig paa min Samvittighed foruden mine øvrige Synder!

Claudine, sjæleglad over at være undsluppen den Fare, der truede hende, kunde ikke undlade at fortælle denne lille Begivenhed, da hun om Aftenen var ene med Ferdinand og Lusard i denne Sidstes Værelse. Hun omtalte med Varme sin Tantes Godhed, hendes kjærlige Hjerte, der altid blev rørt ved Andres Bekymring, og nævnede dertil med Forundring hendes sidste Replik, som noget Uforklarligt i et saa fortræffeligt Menneskes Mund.

Ferdinand smilede skalkagtigt: At hun er et fortræffeligt Menneske, et fromt og kjærligt, i Sandhed qvindeligt Gemyt, det er ogsaa min Mening, men hvad hun med hiin Yttring har meent, det er mig dog ret forklarligt; jeg veed godt, hvad der tynger paa hendes Samvittighed. Du skal ikke see saa forfærdet paa mig, Claudine! thi den Synd, som ængster hende, er ikke større, end at jeg for min Part vilde — som man siger — spise en saadan Synd op i et Stykke Smørrebrod. Hun har en Elsker, det er det Hele.

En Elsker! udbrød Claudine: Hvem skulde det være?

— Hvem Anden end Advocat Dalund! Tvivler du paa det? Herregud! du er da altfor uskyldig for en Pige, der gaaer i sit attende Aar.

— Det er umuligt! Fy! det er stygt at tænke noget Saadant.

— Naa, er det stygt? Jeg holder meget af Onkel, men troer du alligevel, at jeg holder mindre af Tante for den Sags Skyld? Tvertimod! Seer du, jeg er mine sex og tyve Aar; det er syv Aar, siden hun blev gift med Onkel. Da var jeg allerede gammel nok til at have Øine i Hovedet. Hun var dengang en Pige paa 22 Aar; hun havde elsket Dalund og ventet paa ham i tre Aar. Han var reist ud i Verden og lod Intet høre fra sig. Saa friede Onkel til hende og hun tog ham. Men jeg forsikkrer dig, at hun dengang og i de første tre Aar efter sit Ægteskab var en forfængelig Gaas. Derpaa kom dette Forhold til den gamle Elsker. Han er en Mand af Forstand og Dannelse, og nu skulde du ikke gjenkjende Tante, om du havde kjendt hende for en fire, fem Aar siden, saa elskværdig er hun bleven.

— Ja, sagde Lusard, det er en indtagende Kone. Hun seer ud, som man afbilder Gudinden Ceres, med de rige blonde Haar, den fyldige Figur, det milde Udtryk i det smukke Ansigt.

— Jeg kan uden Overdrivelse forsikkre, sagde Ferdinand, at dette skjønne Udtryk er ligeledes kommet med al den øvrige Forbedring.

— Ja, ja! udbrød Lusard: Sand Kjærlighed er den Tryllemagt, der giver Forstand, Skjønhed og Dyd.

Claudine rystede paa Hovedet: Men en gift Kone! Ægteskabets Hellighed!

— Naa! begynder du nu ogsaa paa den gamle forslidte Vise, som for længe siden er qvædet til Ende med saameget Andet? Ægteskabets Hellighed! Jo, det er en net Hellighed, naar to Mennesker, der ikke kan lide hinanden, skal leve sammen i en Forening, som kun det inderligste Behag, den varmeste Elskov kan fritage for at blive modbydelig. Og De derimod, som brænde af Kjærlighed, tør ikke nærme sig til hinanden, naar ikke en Præst har sagt: Nu skal I være Ægtefolk. Og hvorvel der er lagt Kors og Kammer i Overflødighed paa denne Ægtestand, og intet Andet end Kjærlighed og sympathetiske Anskuelser kan hjelpe jer til at bære disse Kors med Maneer, og om I end tusinde Gange fortryde, at I ere lænkede sammen, saa skal I dog lade som I vare glade i eders Fangenskab, — hvilket er Mere, end der forlanges af noget fanget Kreatur; det faaer dog Lov til at brøle og fare frem og tilbage i Buret af Vrede og Utaalmodighed; men hvad jer arme Mennesker anbelanger, saa skal det herved forblive, uden at noget Menneske skal kunne skille hvad Gud har sammenføiet, — som om Naturens Herre skulde befale Noget saa naturstridigt, saa uforeneligt med de Følelser, han selv har nedlagt i det menneskelige Hjerte!

— Men, sagde Lusard, dette saakaldte ubrydelige Baand er jo heller ikke længere uopløseligt, idetmindste ikke i Frankrig. Hos os er det let at skilles.

— Ja, svarede Ferdinand, Himlen været priset for hvert Baand, der løses for den stakkels Menneskeslægt, og dette er vel et af de værste, men denne Løsen er endnu ikke sanctioneret af vore Sæder, vel ikke engang af eders, og denne Skilsmisse er ogsaa ubehagelig.

— Men hvad skal man da gjøre? spurgte Lusard.

— Man skal, svarende Ferdinand, ligesom de fordums sande Elskende, Heloise og Abailard, være saa begeistret af hinandens Fortrin, at man forsmaaer alle Baand, som indskrænke Friheden. Hvad er Kjærlighed uden Frihed? Hvad forsikkrer mig om at være elsket, naar den Elskede ikke uden Ophævelser kan bryde med mig? Hvad er sødere i et Kjærlighedsforhold end Hemmeligheden? Er Kjærligheden ikke hellig? og profaneres ikke det Hellige ved fremmede, nysgjerrige Øine?

— Det er Altsammen sandt, udbrød Lusard: Lyksalig Den, der vinder en Heloise! men dog kunde der indvendes Meget mod Deres Theorie. Vi stakkels Dødelige kunne ikke gribe den fuldkomne Frihed-. Vi give Liv og Blod for den, men …

Han afbrød sig selv, Claudine og han saae paa hinanden med ubeskrivelige, betydningsfulde Blikke.

Det var i de første Dage af den Maaned, der i vort Clima som oftest er den allerskjønneste og ikke sjelden erstatter en ublid Sommer. Ved sin klare og milde Himmel, ved sin eiendommelige, aromatiske Duft, ved de afvexlende Farver, hvormed den pryder Træernes Blade, ved sine stjerneklare Nætter kunde September vel fortjene, at den fremfor Foraars-Maanederne fik Navn af Kjærlighedens Aarstid. Saaledes forekom den ogsaa Lusard og Claudine. Han var 25, hun neppe 18 Aar. Han var hendes unge Hjertes første Lidenskab, ligesom det vel ogsaa kunde siges, hvad han ofte sagde hende, at hun var hans første Kjærlighed og — tilføiede han — som han sikkert følte, ogsaa den sidste. Ene og overladte til dem selv opholdt de dem hele Dagen i den smukke Have og vandrede Arm i Arm ved Strandbredden og saae Maanen og Stjernerne bryde deres Straaler i det klare Hav, hvis Bølger med sagte Skvulpen syntes at ledsage deres elskovsfulde Tale med et melodisk Taktslag.

I denne skjønne Tid kom Ferdinand en Aften i et meget oprømt Lune. Han forærte Claudine en lille Bog og sagde: Du skal være den Første, til hvem jeg offrer denne min Muses Primula veris. Du seer, at jeg ikke har kunnet modstaae min Lyst og mine Venners Tilskyndelse til at prøve min Forfatter-Lykke. Mine Digte skulle nu flyve ud i Verden; om det bliver som de yndede Lænker eller de foragtede Spurver, vil Tiden vise.

Claudine takkede glad, men spurgte lidt frygtsomt: Men hvad siger din Fader?

— Ja det vil Tiden ogsaa vise, og den Tid er ikke langt borte, thi om saa Dage bliver Bogen averteret tilsalg med mit Navn paa Titelbladet, thi jeg vil lige saa gjerne springe i det, som krybe i det.

Lusard, der blev underrettet om Indholdet af ovenansørte Samtale, beklagede meget, at han ikke var istand til at forstaae sin Vens Digte. Ferdinand loe og sagde: I Haab om, at du skulde komme med denne Klage, har jeg vovet mig til at oversætte et lille Digt, som netop slutter sig til vor Samtale forleden om den frie Kjærligheds Lykke. Men du maa undskylde mine Feil mod Sproget med min Lyst til at behage dig.

Claudine vilde helligholde sin Vens og Fætters Indtrædelse paa Parnasset. Hun lod dække Aftenbordet i et Lysthuus i Haven, om hvilket Viinranker, fulde af Druer, og endnu blomstrende Caprisolier slyngede sig. Med hurtig Haand bandt hun Blomsterkrandse, hvormed hun smykkede det vækkede Bord, paa hvilket Lysene brændte roligt i den stille Nat, medens Maanen kastede sine blaalige Straaler lige ind paa Bord og Blomster, som for at gjøre de jordiske Lys tilskamme, og Planeten Venns høit paa Himlen tittede med zittrende Bevægelse nysgjerrig ind gjennem Løvet. Under livlig og munter Samtale nød det lille Selskab sit Maaltid, mod hvis Slutning Ferdinand oplæste sit Digt, der var skrevet paa saa gode franske Vers, som man med Billighed kunde fordre det af en Udlænding, og dertil havde han føiet nogle Slutnings-Stropher, henvendte til Lusard. Disse vare egenlig det Smukkesle af det hele Digt; de aandede en Ungdoms-Varme, en Hjertelighed og en Fiinhed, som maatte behage Enhver, og som aldeles henrev de to Tilhørere. Lusard bøiede sig hen til Forfatteren, omfavnede, takkede ham med taarefulde Øine, bad om det lille Digt, lagde det i sin Brevtaske, og forsikkrede, at det aldrig skulde forlade ham i Liv eller Død.

Claudine greb en af Blomsterkrandsene, satte den paa Ferdinands Hoved, og sagde spøgefuld: Digteren skal krones. Det burde jo rigtignok være Laurbærkrandsen.

Nei! udbrød Ferdinand, Blomsterkrandsen passer bedre for den unge Sanger. Laurens dunkle, høitidelige Hæderstegn tilkommer mig endnu ikke. Den tilhører nærmere vor tappre Ven, som her sidder; men i Mangel deraf ville vi give ham den anden Krands. See, hvor smukt de brogede Blomster klæde om hans mørke, lokkede Haar!

Ak! sukkede Lusard: Blomsterne snoe sig med Uvillie om en Soldats Hoved; han maa nedtræde dem paa sin møisomme Vei, og til Straf bliver ingen Blomsterkrands ham tildeel.

Dog naar han vender hjem til sin Arne, svarede Claudine.

Med straalende Øine udbrød Lusard: Af Kjærlighedens og Skjønhedens Haand! Ja dertil ville vi sætte vort Haab. Hvilken lykkelig Aften er dog denne! Det er, som vi helligholdt en Fest i Grækenlands skjønne Dage. Luften er mild, Viinløvet slynger sig rundt om vor Løvhytte. Vore Hoveder ere krandsede med Blomster. Ja her ere Guder tilstede. Som en Libation til Phoebus, Digtekunstens Fader, helder jeg herved mit Bæger Viin ud paa Jorden.

Claudine raabte overgiven: Og jeg mit for den milde Luna, som seer herind til os.

Og jeg, udbrød Ferdinand, for den lille Gud Amor, hans Moder sidder der paa Himlen og betragter os.

Det var blevet silde. Ferdinand lavede sig til at tage hjem. Pludselig sagde han: Hillemænd! Jeg har skammelig glemt, at Onkel har leveret mig et Brev, han har faaet, men som skal angaae dig, Claudine, og som du skulde læse.

Claudine greb det hurtigt, og sagde: Det er fra Tyskland, fra Tante Malfred. Hun gjennemlaeste det med kjendelig Urolighed, men udbrød derpaa: Victoria! Naa, denne Dag er i Sandhed lykkelig! Tante beder Onkel om at beholde mig i sit Huus Vinteren over, da hun har besluttet at bosætte sig for Fremtiden i det Mecklenborgske, hvorhen hun vil, jeg skal komme til næste Foraar, naar hun først er bleven rigtig arrangeret. Naa Gud skee Lov! Der er længe til Foraaret.

Jeg skulde ogsaa melde dig, sagde Ferdinand, at Onkel og Tante komme herud imorgen tilligemed en tydsk Herre, en ung Kjøbmand, som har bragt Brevet, og som skal hilse dig fra Tante Malfred, som da, Gud skee Lov, ikke er min Tante, siden hun er din Moders Søster.

Ferdinand steg nu til Hest, og de Elskende fulgte ham et Stykke af Veien og vandrede derpaa ene hjem langs den maanebelyste Strand.

Paa en udmærket behagelig Aften følger sjelden en lykkelig Dag. Familien fra Byen bragte et lille Selskab med, og foruden den omtalte tydske Kjøbmand fulgte flere af Husets franske Venner, der tilforn af og til havde besøgt deres syge Landsmand. Lusard havde længe været fuldkommen helbredet, men det var den unge Elsker svært at rive sig løs fra det Kjærlighedens Paradiis, hvori han levede. For sig selv og Andre undskyldte han sig med, at han ventede Svar paa nogle Breve, inden han kunde bestemme sin Afreise. Nu bragte den franske Legationssecretair ham et Brev, og Grossereren et andet, efter hvis Læsning han syntes kjendelig forstemt. For Middagsbordet gik Selskabet omkring i Haven. Den franske Minister tog Lusard tilside og gik op og ned ad en Allee med ham. Claudine, som den tydske Kjøbmand imidlertid søgte at underholde, lagde Veien forsætlig op og ned ad den samme Allee, faa hun stedse mødte de andre To, af hvis Miner og Bevægelser hun med Ængstelse stræbte at gjætte Gjenstanden for deres Samtale.

Ved Bordet sad hun i Nærheden af Lusard og sin Onkel, og hendes bange Anelse blev til Vished, da den unge Franskmand tog sit Glas, og henvendende sig til Grossereren, sagde: Lad mig takke Dem for den lykkelige Tid, som Deres altfor store Godhed har forundt mig paa dette skjønne Sted, som jeg nu desværre maa forlade, men hvor mine Tanker altid ville være og alle mine Ønsker føre mig tilbage.

Grossereren svarede forbindtligt, og da Lusard yttrede, at han om et Par Dage vilde tage ind til Byen, og Ugen derpaa tiltræde sin Reise, indbod den gjæstfrie Vert ham til et Afskedsgilde paa Dagen for Afreisen. De to Elskende saae tause paa hinanden med et Udtryk, der ikke blev bemærket uden af Fru Valler. Hun sukkede dybt og følte en Smerte, som om hendes gode Engel tilhviskede hende en bitter Bebreidelse.

Sildig om Aftenen, da Selskabet var taget bort, og de Elskende vare blevne ene, sluttede Lusard sin Elskede med dyb Veemodighed i sine Arme. O min Claudine! udbrød han: Aldrig har jeg følt, hvad jeg idette Øieblik søler. At forlade Livet maa være Intet mod at forlade dig.

De græd Begge, og da deres sorrigfulde Hjerter havde lettet sig ved de lindrende Taarer, sagde Lusard: Lad os sætte os i vor kjære Løvhytte og stræbe at tale roligt med hinanden. Hør mig, min Claudine! Vi have jo Begge vidst, at jeg ikke kunde blive her. Pligt og Ære kalde mig. Men min store Brøde mod dig tynger dybt paa mit Sind. Uden Kraft til at beherske min Lidenskab, har jeg indsmigret mig i dit uskyldige Hjerte, for maaskee at fordærve dit hele skjønne Liv. Det er ikke første Gang, at disse Tanker opstaae hos mig, og ihvor letsindigt jeg end har handlet, saa havde jeg dog fattet en Plan til Trøst for os Begge. Du veed, at jeg har en Onkel, min Faders Broder, som er emigreret under Revolutionen, og har siden bosat sig i en dansk Provinds. Politiken har brudt hvert Baand imellem os; men skjøndt jeg aldrig skal fortryde det Parti, jeg har taget, saa har det dog smertet mig meget at staae paa en næsten fiendtlig Fod med en Mand, som jeg, tiltrods for vore forskjellige Anskuelser, høiligen ærer og elsker, en Mand, der har gjort min Barndom lykkelig og veiledet min første Ungdom. Nu tænkte jeg: Jacobinernes Magt er dog vist brudt ved Robespierres Fald; mit stakkels Fædreland, vil, som jeg haaber, igjen kunne trætte Aande. Nu gjælder det blot at beseire de udvortes Fiender, dertil har jeg jo altid været bestemt. Jeg har derfor skrevet til min Onkel, sagt ham Alt hvad jeg her siger dig, og bedet ham af et rørt Hjerte om at forsone sig med mig. Jeg havde dertil den Plan, at hvis han tilgav mig, saa vilde jeg betroe ham mit Forhold til dig og anmode ham om at modtage dig i sit Huus og bevare dig for mig, indtil Krigens Lykke havde forskaffet mig en saa ærefuld Stilling, at jeg turde hente min bedste Skat og modtage den af hans Haand. Han er mild og var altid overbærende med mine Daarligheder. Men læs selv, hvad han svarer mig!

Brevets Indhold var omtrent: at Le Duc de Montalbert kjendte Intet til en Citoyen Charles Lusard; at han havde mistet en Brodersøn, som han havde overøft med Velgjerninger; at dersom Citoyen Lusard hændelsesviis skulde kjende denne unge Mand, saa maatte han sige ham, at saasnart han vilde paanye antage sine Forfædres hæderlige Navn og loyale Tænkemaade, vilde træde den trefarvede Cocarde under Fødder og stride for sin Konge og for sit eget Adelsvaaben, saa vilde Le Duc de Montalbert modtage ham som en kjær Søn, men enhver Republicaner, som vilde vove at betræde hans landlige Opholdssted, skulde hans Jagthunde vise Veien ud af hans Gaard.

— Kan jeg adlyde ham, Claudine? spurgte Lusard, da hun taus rakte ham Brevet. Dadler du mig , om jeg bekjender, at tiltrods for min Fortvivlelse over at forlade dig, lever der dog i mit Bryst en brændende Attraa ester at forene mig med mine tappre Vaabenbrodre, en Iver for at følge de beromte Anførere, hvis Navne allerede lyde over det forbausede Europa? Tilgiver du, at ogsaa jeg vil have mit Blad af deres Laurbærkrands?

Claudine udbrød: Ak Lusard! Tro ikke, at jeg vilde holde dig tilbage, om jeg end kunde. Nei, din Ære er mig hellig. Sørg ikke for min Skyld! Siig ikke, at du har fordærvet mit Liv. Nei, der komme hvad der vil, den Tanke at du har elsket mig, Erindringen om vor Kjærligheds Dage, skal være den stolte Bevidsthed, som i mit øvrige Liv skal holde mit Hoved opreist, tiltrods for min ydmyge Stilling og Andres Forurettelser. Naar jeg igjen sidder ene med min Tante Malfred, skal jeg ikke mere beklage vore tause, døde Aftener, thi dit Billede, Haabet om at see dig igjen, skal være mit Selskab. Vor Ven Ferdinand sagde engang: Kun saa Fruentimmer have i deres trivielle Hverdagsliv en saadan Erindring, hvorved de kunne hæve dem.

— Min Elskede! min lille Hustru! Du henrykker mig! du indgiver mig Trøst og Haab. Ja det kan ikke vare længe, for vore tappre Hære have tilkæmpet os Freden. Lever jeg da, saa kommer jeg ufortøvet til Danmark og henter min elskværdige Hustru til mit lykkelige, frie Fædreland. Men ak, min Veninde! der kan gaae Aar hen, inden den lykkelige Dag vil oprinde, og om jeg da kommer her tilbage og finder dig i en Andens Arme, hvad skal der da blive af mig? Den unge Tydsker for Exempel, som var her idag, han saae paa dig med Øine, som jeg godt forstod. Din Familie vil bruge sin Myndighed, og …

— O ti, Lusard! Aldrig, aldrig skal jeg tilhøre nogen Anden. Jeg skal med Haab og Taalmodighed vente paa dig, om det end skulde vare, indtil mine Haar blive hvide.

Det gik Claudine, som det gaaer Enhver, der ved en elsket Gjenstands Side begræder en nærforestaaende Skilsmisse. En fordobblet Ømhed, en Udtalelse af den inderligste Hengivenhed giver Øieblikket en Sødhed, der lader Fremtiden staae i Baggrunden, og opliver Modet. Den Elskede er endnu tilstede. Forskjellen mellem Afskedstimen og Fraværelsen er ikke ulig den mellem Sygdom og Død. Lusard og Claudine sagde hinanden Farvel den Dag, da den Første skulde forlade Landstedet, hvorfra Claudine ogsaa samme Aften blev hentet af sin Onkel og Tante. De Elskende havde aftalt at holde deres Forbindelse hemmelig for Alle, Ferdinand undtagen, der havde paataget sig at besørge de Breve, som de, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt, lovede at vexle med hinanden. De fandt en Trøst i den Tanke, at de endnu een Gang inden Lusards Afreise skulde sees, nemlig ved det Afskedsgilde, som Grossereren om faa Dage vilde give den bortreisende Ven; men da dette Selskab sandt Sted, følte de dem Begge saa betagne af den Tvang, de maatte paalægge dem for at skjule deres Stemning, at de kun med Møie kunde udholde dette sidste Møde. I de flere Timer, de vare samlede, havde det ikke været muligt for dem at sige hinanden et ubemærket Ord. Da Lusard om Aftenen saae sine Landsmænd lave sig til at gaae, nærmede han sig Husets Herre og Frue med varme Taksigelser og formaaede ikke at skjule sin Bevægelse. Derpaa vendte han sig til Claudine, som stod noget borte; hun var bleg og støttede sig med Haanden til et Bord. Lusard vilde tale, men var ikke istand dertil. Han tog hendes Haand. De saae tause paa hinanden. Pludselig bukkede han sig, som for gt optage Noget, der laae paa Gulvet, han satte et Knæ til Jorden, og kun bemærket af Claudine, greb han en Flig af hendes Kjole, trykkede Sømmen deraf til sine Læber, og ilede hurtig ud af Døren, medens den bedrøvede Pige skyndte sig til Vinduet for endnu i Mørket at øine hans Skygge og høre Lyden af hans Fodtrin.

Kun faa Dage vare henrundne efter denne Aften, da Justitsraaden en Dag i største Sindsbevægelse traadte ind til sin Broders Familie, og i de hæftigste Udtryk anklagede sin Søn for med den mageløseste Frækhed at have bragt Ulykke og Skjændsel over ham og sig selv. Ferdinands føromtalte Bog var nemlig nu udkommen og havde opfyldt hans Fader med stor Skræk og Forbittrelse. Om denne lille Digtsamling, der i hiint Øieblik vakte en stor Opmærksomhed, kunde man vistnok sige, at det var et meget ungdommeligt Værk, som der hørte mere Letsindighed end Besindighed til at sende ud i Verden, da det udtalte den Tids Ideer om Frihed og Sædelighed med en paafaldende Uforbeholdenhed. Da disse Ideer imidlertid fandt Gjenklang hos et stort Parti, og Digtene desuden røbede et ikke ganske almindeligt Talent, gjorde den lille Bog megen Opsigt, blev ophøiet og nedreven langt over Fortjeneste; og da Justitsraaden som en Rasende kom farende til Boghandleren, for, om muligt, at standse Udsalget, var den allerede næsten udsolgt.

En alvorlig Ordstrid opstod nu mellem Brødrene. Grossereren forsvarede Ferdinand, men Justitsraaden paastod, at hans Søn, som han tillagde Navn af »forloren« og »vanslaegtet«, havde ved denne Bog fordærvet sin hele Fremtid, at en fornuftig, høitstaaende Mand havde forsikkret ham, at der var Spørgsmaal om at sætte Forfatteren under Justitiens Tiltale. Men den Skam, tilføiede Faderen, den vil jeg ikke opleve. Jeg har endnu to Børn foruden ham, jeg vil ikke, at de skal undgjelde for deres Broders Synder. Jeg har sagt ham det; jeg udbetaler ham hans mødrene Arv, den er ikke stor, men dog stor nok til at han kan reise bort og leve deraf i et Aars Tid; saa kan han søge sin Lykke i det forbandede Babylon, som han anseer for et Paradiis, og prøve, hvor godt der er.

— Har jeg hørt Magen? Har du sagt det til ham? Og hvad svarede han?

— Han blev meget fornøiet, og sagde, han vilde reise jo før jo heller.

Som sagt, saa gjort. Ferdinand var snart reisefærdig, Grossereren forærede ham en anstaendig Sum Penge, og forsynet med Recommandationsbreve og Creditiver, fuld af Haab og Reiselyst, tog han Afsked med sine Nærmeste; men Claudine var saa bedrøvet og han selv saa rørt ved at sige hende Farvel, at deres Afskedsscene bestyrkede Grossereren i hans Formodning om, at disse To elskede hinanden.

Efter denne Tid var det ogsaa kjendeligt, at en Sorg fortærede Claudines tilforn saa muntre Sind, og det var rørende at see den Selvbeherskelse, hvormed hun forgjæves anstrengte sig for at skjule sin sande Stemning. Lidt efter lidt syntes hendes Helbred at lide og hendes friske Skjønhed at tabe sig i en forbausende Grad. Hun søgte Eensomhed og tog kun med tydelig Ulyst Deel i Forlystelser og Selskaber, dem undtagen, som fandt Sted hjemme i Huset, og hvori hun kunde haabe at træffe Nogen af Lusards Landsmænd og opsnappe en eller anden lille Efterretning fra ham. Fra Paris havde han sendt hende et lille Brev, men dette Brev, som var indsluttet i et til Grossereren, og, ligesom dette, indeholdt Taksigelser for den ham udviste Godhed, var skrevet med den Forsigtighed, som naturligviis var nødvendig ved et Brev, der blev sendt aabent og paa denne Maade. Ferdinand havde senere skrevet til sine Nærmeste, og i et Brev til Claudine endt hende et fra Lusard, skrevet Aftenen før hans Afreise til Sambre- og Meuse-Armeen, hvorved han var bleven ansat. Disse Linier aandede den varmeste Kjærlighed og oplivede den længselfulde Pige for nogen Tid, men snart var hendes hensvindende Sjæls- og Legems-Tilstand atter øiensynlig. Hendes Onkel ærgrede sig meget over hende, og lod hende daglig høre, at hun var bleven et andet Menneske, at han ikke som tilforn havde enten Ære eller Glæde af hende, hvilket Altsammen ikke bidrog til hendes Opmuntring. Man havde kaldt en Læge, men Denne syntes usikker i at fatte hendes egenlige Sygdom, og da hun, som var uvant til Lægemidler, havde en stor Modbydelighed for disse, saa troede den gode Madame Valler det rettest under fire Øine at betroe Lægen, der var en Ven af Huset, at Claudines Sygdom laae i Sjælen, og ikke kunde helbredes med legemlige Midler. Lægen, ligesom alle Andre, Madame Valler undtagen, skrev denne aandelige Sygdom paa Ferdinands Regning, og dadlede ham for at have forladt en Pige, der ikke kunde leve uden ham.

Madame Valler bestræbte sig forgjæves for at adsprede Claudine, hun foresatte sig uophørlig at tale til hende om hendes Hjertes Anliggende, men kunde aldrig faae de Ord over sine Læber, som skulde indlede en saadan Samtale. Hun sagde ved sig selv: Hvorledes skal jeg lære den unge Pige at overvinde Lidenskabens Magt, jeg, som selv har bukket under for den? Ak! naar jeg seer paa hende, saa føler jeg for silde min Uret imod hende. Jeg burde ikke have forladt vort Landsted, da jeg var nødt til der at modtage den syge Gjæst. Jeg burde have havt Opsyn med hans Pleie, og sendt den unge Pige til Byen, eller idetmindste beholdt hende under mine Øine. Valler ønskede egenlig, at jeg skulde blevet derude, men jeg turde ikke. Og hvorfor? Af Frygt for Dalunds Skinsyge. Ja jeg føler det, et saadant Forhold, der synes os saa undskyldeligt, saa menneskelig tilgiveligt, det griber paa saa mange uforudseete Maader ind i vort Liv og vor Vandel, at Samvittighedens Fred vanskelig kan bestaae med det. Gud tilgive mig! jeg skal aldrig mere lade det hindre mig i at opfylde hvad jeg indseer at være min Pligt.

Skjæbnen syntes strax at tage Madame Valler paa Ordet; thi ikke længe før Juul sagde Grossereren en Dag til sin Kone: Du har nok bemærket, at jeg i nogen Tid har været i et forbandet ondt Lune; men du maa vide, at jeg har indladt mig i en Speculation med et Huus i Amsterdam, hvorover jeg gaaer i Dødsens Angst. Dog kan Alting blive meget godt endnu, især i ifald din Broder, som er bosat derovre, vil være mig behjelpelig og indlade sig med mig i denne Affaire.

Han forklarede hende nu Sammenhængen, saa godt det lod sig gjøre, og tilføiede: Det er nødvendigt, at jeg selv reiser til Amsterdam jo før jo hellere, men du veed nok, at din Broder, som jeg forresten elsker og agter, ikke altid har, hvad man kalder, søbet af Fad med mig. Dig derimod bærer han paa Hænderne, og siger altid, at han kunde aldrig nægte dig Noget. Derfor vil det sagtens ikke hjelpe stort, at jeg reiser, med mindre du vil beslutte dig til at reise med mig.

— Jeg! reise nu, i Vinterens Hjerte?

— Ja det er sandt, det er en slem Aarstid at reise paa, men endnu er Vinteren ikke streng, jeg skal indrette Alting saa beqvemt og mageligt for dig, som muligt, og du maa betænke, at det gjælder vor Velfærd. Naa lille Nore! du siger Ja, det forstaaer sig vel af sig selv?

— Ja! svarede hun bedrøvet, men erindrende sit ovenomtalte Løfte.

Da Claudine næste Aften kom til den Tid, da Familien sædvanligviis samledes, traf hun Advocat Dalund, der længe havde været ene med Madame Valler. Det var tydeligt at see, at den Sidste havde grædt, og at den Første var særdeles forstemt. Claudine erindrede sig hiin Samtale med Ferdinand, og sagde ved sig selv: Hun er ganske forgrædt. Ja hun veed, hvad hemmelig Kjærlighed og Adskillelse vil sige. Ak! jeg turde gjerne betroe mig til denne Elskværdige, jeg vilde visselig ikke sinde nogen streng Dommer i hende. Kunde jeg bare saae alt Det udtalt, som trykker mit arme Hjerte!

Den næste Dag, som var en Søndag, var Madame Valler gaaet tidlig ud. Da hun kom hjem, sagde hun til Claudine: Du gjætter ikke, hvor jeg har været. Du maa ikke lee og ikke fortælle det til Nogen, men jeg har været i Kirke. Jeg forsikkrer Dig, kjære Claudine, at jeg i Sandhed føler mig trøstet og styrket derved. Det gjør mig ondt, at jeg ikke foreslog dig at følge med mig. Jeg syntes, jeg maatte gaae ene, sidde saa afsondret som muligt. Tilgiv mig!

— Kjære Tante! Det er let tilgivet. Jeg veed ikke selv … jeg tænker, at Præsten ikke vilde have sagt mig meget Andet, end hvad jeg kunde sige mig selv.

— Ja saaledes tale nu de saakaldte oplyste Folk, men jeg tør neppe sige, at det er Noget, de ikke forstaae, jeg mener, Noget, de ikke maae have følt: hvorledes det gaaer til Sjæl og Hjerte at høre de Tanker, man jo vel selv dunkelt har havt, — men dog ogsaa kun dunkelt, — at høre disse Tanker klarere, skjønnere udtalte, ja endogsaa blot at høre dem udtalte af en Anden; det bekræfter, det styrker dem, og hvormeget mere paa dette Sted, paa denne Maade! Der gives dog Ting, som man ikke har Mod til at betroe noget Menneske, og da er det, ligesom en indre Længsel med Magt drev os til at søge hen til de stille Steder, der ere helligede en usynlig Ven, som ikke forlader og ikke fordømmer det svage Menneske. Jeg var iaftes saa bedrøvet, denne forestaaende Reise opfyldte mig med Frygt, den forekom mig saa besværlig, saa farlig. Det var, som en mørk Anelse sagde mig, at jeg aldrig skulde see mit kjære Hjem igjen; og da jeg kom i Kirken og hørte Orgelets Toner, saa maatte jeg ret græde; men det var ikke af Sorg: en forunderlig Følelse greb mig, som om jeg var skilt fra denne Verden og al dens Forvirring. Præsten talte om den Fortrøstning, som det giver at opfylde sin Pligt; jeg anvendte disse Ord paa mig selv og paa denne mig uvelkomne Reise, og jeg syntes, at Velsignelsen blev lyst over mit Forehavende.

Bedrøvet sagde Claudine: Men jeg! hvad skal der blive af mig, naar du reiser bort?»

— Du skal blive her, min egen Claudine, hos vor gamle, trofaste Susanne. Jeg havde ønsket, at min Stedsøn, den stakkels Christian, skulde være bleven her hjemme hos dig, men hans Fader vil endelig sætte ham i Kost hos hans Lærer. Jeg har tænkt saameget paa dig og for lang Tid siden besluttet at forsøge paa at faae dig tilbage fra Tante Malfred til næste Vinter, og da faae det saaledes afgjort, at vi for Eftertiden beholde dig her. Til Foraaret maa du sagtens reise over til din Tante for ikke at fortørne hende; men inden den Tid kunne vi da aftale Meget; thi om en Maaned eller høist to vil jeg sikkert være hjemme igjen. Imidlertid plei din Sundhed og søg at opmuntre dig Med inderlig Godhed, forhøiet ved et yndigt Udtryk af Undseelse, indledede nu Madame Valler en fortrolig Samtale med Claudine. Hendes fine Følelse svarede den unge Pige Tilstaaelsen af hendes Hjerte-Anliggende. »Jeg veed,« sagde hun, »hvorover du sørger: Du elsker Lusard og han dig.« Claudines Hjerte aabnede sig for denne milde Trøst, der blev hende tilbudt. Hun talte om sin Kjærlighed, om sin Længsel, og med mange Taarer om sin Angst for den Fraværende, fra hvem hun saa længe Intet havde hørt, Angst for hans Liv, Angst for at være allerede glemt af ham. Den gode Tante trøstede hende, hvad det Sidste angik, med Krigens Tummel og Forvirring, der gjorde al Correspondance mislig og ofte umulig; hun lovede at skrive til Claudine under deres Adskillelse og gjøre sig al Møie for at opspørge nogen Efterretning om Lusard. Men saa oprigtig og fortrolig som denne Samtale end var, saa var der dog et vigtigt Punkt, som ingen af Parterne kunde overtale sig til at berøre. Saa uskyldig som Claudine visselig var, saa grebes hun dog i den senere Tid af en ængstelig Anelse, som hun ikke havde Mod til at forfølge med Tankerne. Ogsaa Madame Valler havde ofte med Skræk tænkt paa de mulige Følger af de unge Elskendes Ophold paa Landstedet. Men hverken Tanten eller Niecen turde berøre et saa delicat Anliggende. Paa den ene Side Frygt for at fornærme, og dyb Skamfuldhed paa den anden, bandt Begges Tunge. De fortrøstede sig til snart at sees igjen, og da Claudines Helbred paa den senere Tid var bedre, sandt de sig ogsaa derved noget beroligede.

En Lædskedrik for den ængstede Claudine var imidlertid meget nær, thi allerede næste Aften gav Grossereren et lille Afskedsgilde for sine Omgangsvenner, og ved dette omtalte Republicanerne de lykkelige Efterretninger om deres Armees seierrige Fremgang i Holland under Pichegrus Anførsel, og berettede ved denne Leilighed, at deres fælleds Ven Lusard var blandt Dem, som i Generalens Rapport vare nævnede med Udmærkelse, og at han tillige var avanceret et Par Grader. Claudine kunde i sit Hjertes Glæde ikke undlade at spørge, om der var kommet Brev fra ham, men det benægtedes strax som noget under disse Omstændigheder næsten Umuligt. Fra Ferdinand derimod indløb der Breve i de samme Dage. Han syntes allerede at have tabt Noget af den høie Begeistring, de dristige Forventninger, hvormed han havde nærmet sig det galliske Land, men han omtalte derimod med stor Varme en ung Genfer, hvis Bekjendtskab han havde gjort i Paris. Allerede de sidste Dage i Aaret tiltraadte nu Grossereren og hans Kone deres Reise, og Claudine, meget oplivet af de sidste Efterretninger fra den Elskede, saae dem reise med temmelig Rolighed og med Haab om deres lovede snarlige Hjemkomst.

Denne Hjemkomst drog imidlertid i Langdrag. Grossererens Planer kronedes med Held, men derimod hændte ham det Uheld, at han ved et uforsigtigt Spring fra en Vogn brækkede sit Been. Skjøndt Tilfældet ikke var farligt, led han dog endeel, især af en meget stor Utaalmodighed. Den fromme Eleonore pleiede ham Dag og Nat med den største Troskab. I sine Breve til Claudine beklagede hun sig aldrig, men den inderligste Længsel udlyste af dem. Saaledes var man allerede i Slutningen af Marts Maaned, uden at Afreisen fra Amsterdam endnu kunde bestemmes. Den stakkels Claudine var Fortvivlelsen nær. Indsluttet i sig selv og i sit eensomme Værelse, uden Raad eller Støtte, forfulgt af den græsselige Formodning, at Lusard, fra hvem man slet Intet hørte, maaskee var død eller troløs, syntes hun sig selv at være forladt af Himmel og Jord. Endelig tog hun den eneste fornuftige Beslutning, som under disse Omstændigheder var at tage: Hun skrev til Madame Valler, og betroede hende Alting, overgivende sig aldeles i hendes milde Hænder, bestemt til at følge hendes Villie som den eneste Ledestjerne i det Mørke, der omgav den truende Fremtid. For sildig — saaledes skrev hun — følte hun nu, hvormeget hun havde forsyndet sig imod et Huus, der saa kjærligt havde modtaget hende, og som hun nu blev en trykkende Byrde »Ak!« tilføiede hun: »I min grændseløse Begeistring for den skjønne, ædle Mand, som jeg elskede, var jeg stolt af at tilhøre ham, af at bringe hans Kjærlighed ethvert Offer uden Forbeholdenhed, af at være bunden til ham med alle tænkelige Baand. I min Uerfarenhed og Letsindighed tænkte jeg ikke paa de skrækkelige Følger, som nu have ramt, ikke mig allene, ikke allene de faa Mennesker, som tage Deel i min Skjæbne, men et ulykkeligt Væsen, hvis Tilværelse opfylder mig med Angst og Smerte. Mit bedste Haab er, at Gud vil føre os Begge bort fra en Verden, som vil forskyde os. Gud vil ikke forskyde os, og du, kjære Tante, du vil det ikke heller. Vær barmhjertig som han, og antag dig din ulykkelige Claudine.«

Dette Brev, som bar tydelige Præg af den skjælvende Haand, hvormed det var skrevet, bragte Claudine selv paa Posthuset, for at forvisse sig om, at det sikkert blev besørget, og et Glimt af Haab og Beroligelse vederqvægede hendes angstfulde Sjæl. Den aldrende Husholderske, som godt indsaae den Stilling, hvori hendes unge Jomfru befandt sig, forsøgte et Par Gange at bringe den vanskelige Materie paa Bane, men Claudine, som levede i den ungdommelige Illusion, at hun formaaede at skjule sin Tilstand, indlod sig ikke med hende. Den gode Jomfru Susanne tog da, ligesom Claudine, det Parti at skrive til Madame Valler, og de opfatte saaledes Begge al videre Beslutning til Huusfruens Svar og forønskede Hjemkomst. Imidlertid talte man Dagene af den kostbare Tid, men inden man endnu kunde vente noget Svar fra de Fraværende, kom, som et Billede fra en tung Drøm, Justitsraad Valler, med et Ansigt der strax bebudede et Ulykkens Bud, og med Omsvøb, der kun spændte den angstfulde Forventning, udtalte han endelig den sørgelige Nyhed, at den smukke, gode Eleonore Valler var død. Et Par Dages Sygdom havde været Nok til at ende dette tilsyneladende saa frodige Liv. Denne uventede Efterretning udbredte den største Deeltagelse mellem Bekjendte og Ubekjendte, og en dyb Smerte i den Kreds, der nærmere eller fjernere stod den Tabte nær. Claudine var aldeles bedøvet af dette haarde Slag, og i flere Dage sad hun taus og villieløs til Skræk for den velmenende Susanne, der forgjæves bestræbte sig for at udrive hende af denne Sløvhed. En Morgen fik hun en Billet fra Advocat Dalund. I faa Ord sagde han hende farvel, da han stod ifærd med at reise til Udlandet, og havde derfor paa ubestemt Tid overdraget sine Forretninger til en Collega. Uden nærmere at omtale det Passerede, tilføiede han blot følgende Ord: »Jeg forlader Dem, kjære Claudine, med mange kjære Erindringer og hjertelige Ønsker for Deres Fremtid. Om og naar vi sees igjen, eller hvorhen min Vei gaaer, veed jeg i dette Øieblik ikke selv. Lyksalig Den, hvem intet Familiebaand og ingen indpræget Fordom holder tilbage fra kjækt at forlade denne hele jammerlige Verden!«

Man kunde vistnok uden Ubillighed sige, at den stakkels Claudine var noget nær et Offer for Tidsalderens gængse Ideer. Fra Ferdinands Tale og Digte, ligetil disse løst henkastede Ord, havde Alt ligesom forenet sig med hendes egen sværmeriske Sindsstemning, for i det beleiligste Øieblik at give hende i de Dæmoners Magt, der helst nærme sig det Bedste og Skjønneste. Ved Læsningen af de omtalte Ord hensank hun i dybe Tanker. Hun sagde ved sig selv: Dalund er ulykkelig, han har mistet Den, han elskede. Det har ogsaa jeg. Men han gaaer fri ud i den vide Verden, han er ikke overgiven til Nød og Skjændsel, som jeg. Han har endnu en Moder, en Broder og en Søster; jeg har Ingen, intet Menneske paa Jorden. Min eneste Veninde er død, for evig borte, og — o Gud! mit Brev! Nu først husker jeg paa det, hvor er mit Brev? I hvis Hænder er det faldet? Nei jeg kan ikke leve! Hvad skal hindre mig fra kjækt at forlade denne hele jammerlige Verden? Intet Baand binder mig. Næsten et halvt Aar er gaaet, uden at Lusard har ladet mig høre fra sig. Hvor kan Krigen saaledes hindre ham? Om jeg var i tusinde Krige, jeg skulde vel sinde Middel til at erindre ham om mig og min Trofasthed. Nei, han er død, … eller han har glemt mig. Nei nei! det har han ikke! han er død! Og hvad hindrer mig da fra at følge ham? fra at bringe ham sit Barn? Ingen indpræget Fordom skal holde mig tilbage. De Ædleste, de Uskyldigste have valgt en frivillig Død, og foretrukket den for Skam og Tvang og Verdens Foragt. Dersom der er en Gud, skulde da han forskyde disse høimodige Mennesker? Nei jeg frygter ikke hans Dom. Var min Død ikke hans Villie, saa vilde han have sendt mig en frelsende Haand.

Den Overgang fra en sløv til en exalteret Stemning, hvori Claudine nu befandt sig, forekom hende som Følgen af en ophøiet Rolighed. Hun besluttede ikke at ville see den naeste Dag. Hun sagde ved sig selv: Ofte naar jeg saae ud over Havet, faldt det mig ind, hvor naturlig den mythologiske Forestilling er, at vi paa Veien fra denne Verden til en anden drage over Bølgerne. Vi vugges paa dem som Børn, der skulle beroliges efter at have grædt, de kjøle det hede Hjerte, de synge os isøvn med en monoton Vuggesang, de bringe os over til hiin Strandbred, uden Blodsudgydelse, uden den lumske Gifts Marter. Det er den Død, jeg vil vælge. Med et rask Spring vil jeg kaste mig ned i Charons Baad; og sender den uvenlige Strand mit stakkels Legeme op paa den Jord, jeg vil flye, og forraader min Hemmelighed for Menneskene, saa ligemeget! deres onde Tale naaer ikke mit Øre, og jeg foragter den.

Claudine anvendte den øvrige Deel af Dagen til at lægge alle sine smaa Eiendomme i Orden, samt gjennemgaae og brænde de fleste af sine Papirer. Et Hjerte af Krystal, hvori vare indesluttede en Lok af Lusards Haar og en Blomst af dem, som paa Fransk kaldes la pensée, og som den Elskende ved Afskeden ude paa Landstedet havde foræret hende, løfte hun fra sit Bryst, hvor hun altid bar det, og befæstede det med flere Rader Snore, som hun knyttede fast om sin Hals, af Frygt for at miste dette Klenodie i Døden; og da Dagen begyndte at hælde, indsvøbte hun sig i Slør og Kaabe og tog Veien til et eensomt Sted ved Kallebodstrand bag nogle Tømmerstabler udenfor Vesterport. Udmattet og med synkende Mod satte hun sig paa noget Tømmer; hun søgte at fatte sig og at opvække den forrige Stemning. Skræk for Døden og Fortvivlelse over Livet kæmpede i den Ulykkeliges Indre. Maanen speilede sig i de sagte rullende Bølger, der brændte Blus paa Søen i Afstand. Foraarsaftenens Yndighed forøgede Claudines Smerte. Hun sad bøiet mod Jorden og holdt begge Hænder for Øinene, som for at unddrage sig Synet af Naturens Skjønhed, den velbekjendte beslægtede Natur, som hun havde isinde at forlade.

Da hørte hun pludselig sit Navn nævne, og da hun saae iveiret, stod den gamle Susanne for hende med foldede Hænder og sagde med blødere Stemme, end der ellers pleiede at staae til hendes Raadighed: Min Gud og Herre! Jomfru Claudine! hvad har De isinde? Jeg har liidt Angst for Dem i mange Dage, og idag troede jeg nok at mærke Uraad, og derfor har jeg fulgt efter Dem hele Veien hjemme fra. Jeg mener Dem det saa godt, luk dog ikke saadan Deres Hjerte for Gud og Mennesker! Vorherre bevares! hvad har De isinde? Den gode Gud selv har maaskee ført mig herhen til Deres Redning.

Disse sidste Ord, der syntes at have en skjult Sammenhæng med Claudines ovenanførte Tanke, at var hendes Død ikke Guds Villie, vilde han vel sende hende et Menneske til Redning, faldt besynderligt paa hendes Samvittighed. Hun brast i hæftig Graad. Susanne satte sig hos hende, slog sin Arm om hende og stræbte med kjærlige Ord at aabne sig en Vei til hendes Hjerte. Gud forlade mig, sagde hun, Guds og Menneskers Fiende vil gjerne lokke os til det Værste, og jeg var i gyselig Angst for at De her ved dette afskyelige Vand vilde gjøre Ende paa Dem selv og paa Een til.

Ja Susanne! svarede Claudine, jeg tænkte, det var bedst at døe, bedst for mig og bedst for … Ak hvad skal vi to Stakler her paa Jorden?

— Du milde Frelser! Ak, kjære Barn! har De saaledes glemt Deres Christendom? Verden er jo ugudelig nuomstunder, men Deres salige Forældre have dog vist i Deres spæde Barndom lært Dem at bede Deres Fadervor. Hvorfor skulde De døe? Det gaaer ikke Dem værre end tusinde Andre. De kan være vis paa, at Det bliver skjult og dødt, som er hundrede Gange forfærdeligere. Jeg har tænkt min Deel, da De blev derude paa Landet allene med den unge Franskmand. Jeg var i mit Sind fortørnet paa mit Herskab derfor. Gud forlade mig min Synd! Det hed sig, han var syg. Jo vist var han! Men skeet er skeet, og Alting kan blive godt endnu. Jeg har allerede betænkt det Hele. Vær nu fornuftig og giv Dem tilfreds og hør hvad jeg vil sige. Jeg har et Søskendebarn, en venlig, skikkelig og retskaffen Kone; hos hende skal De, naar Tiden kommer, faae Værelse og Pleie og Alting paa bedste Maade, og ingen Hund skal gjøe ad hvad vi tage os for. Hun og jeg skal være paa Raad om at skaffe en brav og honnet Kone, som kan modtage det uskyldige Barn, saa er den hele Sag som død og magteslos. Nu følger De smukt hjem igjen med mig, og saa overlægge vi nærmere, hvordan vi bedst kan indrette os. Men slaa De kun Deres Lid til Gud. Han kan sende Det, som aldrig er faldet noget Menneske ind. Hvem veed! Hr Lusard kan komme igjen, inden man drømmer derom, og oprette Alting.

Naar et Menneske har udstaaet en Lidelse, der vel maa kunde lignes ved eensomt Fængsel, den at indslutte i sit Hjerte en Angst og Sorg, som man aldrig har givet Ord, som man troer en for menneskelige Øine skjult Hemmelighed, og for hvis Opdagelse man skjælver, saa er det en af de mange Modsigelser i den menneskelige Sjæl, at det er en Lettelse, at opdage en Medvider, og en ubeskrivelig Trøst at høre Det, der synes os saa stort, saa uhørt, omtales med en vis Lethed. Saa ofte hører man Folk sige, at almindelige, trivielle Trøstegrunde behøver man ikke at høre af Andre, dem kan Enhver, som har Lyst, sige sig selv. Men om De, der sige Dette, nogensinde havde følt sig aldeles sønderknuste af Skjæbnen, eller, endnu værre, ved Følgerne af egen Uret, saa vilde de kjende den uendelige Forskjel, der er paa de Ord, vi sige os selv i Sorgens Time, og dem, som siges os af en Anden, der med Besindighed overskuer vor Stilling. De almindelige, trivielle Sætninger indeholde som oftest en sund Fornuft, som næsten Alt hvad man kalder Folkeviisdom; udtalte med Kjærlighed faae de ved den en egen Velsignelse, og det Haab, der i vore Samtaler med os selv kun synes os en Lygtemand, faaer ligesom Kjød og Blod; naar det tilføres os ved en Andens Haand.

Claudine følte Sandheden af denne Paastand. For første Gang i flere Maaneder hvilede hendes skjælvende Haand i et velvilligt Menneskes, og et mildt Ord naaede hendes Øre. Hun fulgte hjem, Arm i Arm med Susanne, og da hun ved Nattens Komme befandt sig ene i sit hyggelige Værelse, som hun havde forladt med den Beslutning aldrig mere at betræde det, forekom hun sig selv som vaagnet fra Døden til et nyt Liv, og for første Gang i flere Aar kastede hun sig ydmyg og angerfuld ned for Guds Ansigt, takkede ham for sin Redning og overgav sin Fremtids Skjæbne i hans Haand. Fra nu af sad hun, vistnok bekymret, men stille og taalmodig, ivrig beskjæftiget med de Arbeider, som Omsorg for det nærforestaaende Tidspunit udkrævede. Den gamle Susanne ordnede alt Fornødent med en Travlhed, der syntes at gjøre hende en stor Fornøielse. De før omtalte glimrende Smykker, Grosererens Gave i de glimrende Dage, tilligemed flere smaa Luxusartikler af ringere Værd, besørgede Susanne forvandlede til rede Penge, og den lille Capital fandtes fuldkommen tilstrækkelig til alle Udgifter i den første Tid. For Folkene i Huset hed det sig, at Jomfru Claudine skulde reise til sin Tante i Tydskland, hendes Tøi blev indpakket, og Susanne vidste saa snildt at fjerne alle Vidner den Aften, der bragte den syge Claudine til det for hende bestemte Tilflugtsted, at Ingen den næste Morgen tvivlede paa, at jo Jomfruen, inden man ventede det, var bleven afhentet af det fremmede Herskab, med hvilket det hed sig, at hun skulde foretage Reisen.

Da Morgensolen paa denne Dag tittede ind i det lille hyggelige Kammer, hvori Claudine laae i en sneehvid Seng, kyssede dens rødlige Straaler, som til Velkomst paa denne Jord, en lille Dreng i den unge Moders Arm. Aldrig anede Følelser gjennemstrømmede Claudines Sjæl. Henrykkelse, Veemod, en ny, hidtil ukjendt, unævnelig, Alt overveiende Kjærlighed var opgaaet for hendes indre Sands, og med Skræk tænkte hun allerede paa, at Omstændighederne snart vilde frarøve hende denne Skat, hvis uvurdeerlige Værd hun i sin ulykkelige Sindsstemning ikke tilforn havde tænkt sig. Imidlertid var Øieblikket saa lyksaligt. Hun betragtede sin Søn med glad Forundring, søgte i hans lille Ansigt at opdage Spor af den elskede Faders Træk, og bedækkede hans smaa Hænder med sine Kysse.

Den Kone, i hvis simple, men behagelige Hjem Claudine befandt sig, var en Skipper-Enke ved Navn Madame Lyng, som af sin forrige Velstand havde det lille Huus tilbage, hvilket hun beboede, og hvoraf hun bortleiede nogle Værelser. Hun havde gaaet meget igjennem i Livet, og var et af de aldrig noksom paaskjønnede Mennesker, hos hvem Hjertets Godhed og Blødhed træder i Stedet for Opdragelse og Dannelse, og hvem Erindringen om de egne udstandne Lidelser og Forurettelser lærer Fiinhed i Omgang, tiltrods for enhver udvortes Stilling i Livet. Med uforstilt Deeltagelse modtog hun den unge Patient, pleiede hende med største Ømhed, og aldrig kom mindste nysgjerrige Spørgsmaal, mindste udelicate Hentydning over hendes Læber.

Det var aftalt, at Claudine skulde opholde sig en Maaned hos denne Enke, hos hvem hun befandt sig saa vel, at hun ønskede aldrig at være nødt til at forlade dette Tilflugtsted, og mangengang næsten bedrøvedes over den Hurtighed, hvormed hendes Helbred og Kræfter vendte tilbage. Susanne, der jævnlig besøgte hende, bragte et Par Gange den Kone med, som hun havde udseet til Barnets Pleiemoder, men Madame Lyng, der bemærkede det smertelige Indtryk, som Synet af denne Person gjorde paa Claudine, erklærede Susanne, at Barnet ikke maatte tages fra Moderen, saalænge denne opholdt sig i hendes Huus.

Den tredie Uge af denne Maaned var næsten udløbet, da Susanne en Dag med megen Iilfærdighed kom og bragte Breve, som samme Morgen vare ankomne baade til hende selv og til Claudine. Med bankende Hjerte gjenkjendte Denne sin Onkels Haand paa Udskriften af det ene, og Tante Malfreds paa det andet. Grossereren underrettede sin Niece om, at det føromtalte Brev til hans afdøde Kone var ankommet et Par Dage efter hendes Død, at han havde aabnet og læst baade dette Brev og et fra Susanne, langt fra at ane, at noget af dem kunde indeholde nogen Hemmelighed, mindst en saadan som han til sin Sorg og største Overraskelse havde erfaret ved Læsningen af dem begge. Han vilde — skrev han — afholde sig fra at gjøre Claudine Bebreidelser, men troede medrette at kunne fordre, at hun nu aldeles rettede sig efter de Forholdsregler, som han nærmere havde detailleret i sit Brev til Susanne, og for hvis Efterlevelse han havde paalagt den gamle Pige Ansvaret. Fra Tante Malfred havde han havt Brev, og et af lignende Indhold vilde formodenlig allerede være i Claudines Hænder, og hun vilde deraf have erfaret, hvad Vei hun havde at gaae, og takke sin gode Skjæbne, der båd hende et saa lyksaligt Middel til at oprette den Skam, hun havde paaført sig selv og sin Familie.

I Tante Malfreds Brev befalede denne strenge Dame sin Pleiedatter, jo før jo heller at begive sig til hendes nye Hjem i Mecklenborg, hvor en stor, uforudseet Lykke ventede hende. Af det heri indlagte Brev vilde hun faae at vide, hvorom Talen var, og — tilføiede Tanten, — hvor utrolig megen Daarlighed der end for Tiden var indtrængt i Verden, saa vilde det dog vel være utænkeligt, at en Pige uden Formue og nogensomhelst Udsigt i Fremtiden kunde skyde en saadan Lykke fra sig. Desværre havde hun for silde erfaret, at Claudine under sit Ophold i Kjøbenhavn havde levet i den fordærveligste Omgangskreds, men om Daarligheden saaledes skulde have indtrængt sig i hendes letsindige Hoved, at hun skulde afslaae et Tilbud som det, hvormed hun i indlagte Brev blev beæret, vilde Tanten ikke mere erkjende hende for sin Søsterdatter. Claudine gjættede med Forfærdelse Indholdet af dette i Tantens indsluttede Brev. Det var nemlig et formeligt Frierbrev fra den føromtalte tydske Kjøbmand, der havde tilbragt en Dag af den forrige Sommer paa Landstedet, og hvis forelskede Blikke og Adfærd ikke vare undgaaet den unge Pige.

Susanne kunde neppe lade den ængstede Claudine Tid til at gjennemløbe disse Breve, men bad hende med travl Urolighed at læse det, hun selv havde modtaget, hvis Vigtighed hun ikke noksom kunde bebude, og virkelig var ogsaa dette Brev vigtigt nok for den stakkels Claudine; thi Grossereren paalagde deri Susanne, under Trudsel af det fuldkomne Tab af hans Gunst og hendes Plads i hans Huus, at sørge for, at Claudines Feiltrin blev en Hemmelighed for Verden, at være ansvarlig for, at Barnet strax blev udsat til Folk, hvor dets Tilværelse kunde forblive skjult, og Moderen, saasnart hendes Helbred paa nogen Maade tillod det, uopholdelig besørget til Mecklenborg. De Udgifter, som vare nødvendige ved denne Leilighed, kunde hun reqvirere paa hans Contor, indtil hans Hjemkomst, der var lige forhaanden. Han ønskede, at Claudine, om muligt, maatte være reist, inden han gjensaae sit Huus, der desuden var ham sørgeligt nok. Han nægtede ikke, at han var meget vred paa sin uværdige Broderdatter, og endnu mere paa hendes letsindige Forfører, der saa skjændigen havde misbrugt hans Gjæstfrihed.

Med hede Taarer, men ganske taus, lagde Claudine Brevet sammen og gav det tilbage til Susanne. Ja søde Jomfru! sagde Denne, nu seer De da selv, at det er min Pligt at maatte paastaae, at Barnet so før jo heller kommer til den skikkelige Kone, De har seet. Jeg skal have Øie med det, det lover jeg, og Penge ville vi nu ikke mangle, saa Vorherre har jo maget det godt for os, eftersom det var galt. Maae vi nu ikke hente Barnet imorgen eller iaften? Ikke sandt, vi maae? Og naar De saa i næste Uge med Guds Hjelp er saa vel, at De kan taale Reisen ….

Madame Lyng, der saae de døende Blikke, som den ganske blege unge Moder kastede til sin Søns Vugge, afbrød Susannes Talestrøm og svarede: Nei, om Reisen kan der ikke være Spørgsmaal endnu; de sire Uger, vi have accorderet om, ere ikke forløbne, og før vil jeg ikke miste min lille Dame, og Barnet kan I heller ikke faae hverken idag, eller imorgen eller iovermorgen. Det er ikke døbt endnu. Paa Søndag skal det i Kirke. Jeg har selv gjort Aftale med Præsten, som har været mig behjelpelig med at indrette Alt hvad der hører sig til. Den lille Moder og jeg skal selv bære det til Daaben, og min Logerende hernede skal være Fadder, det har han lovet mig at være, for et Vidne vil Præsten have. Saadan har jeg indrettet det, og vil du selv være med, skal det fornøie os.

Jeg vilde gjerne, svarede Susanne, men i denne Tid, da jeg venter min Herre hjem, har jeg saameget Andet at passe, at det overgaaer mine Kræfter. Men Gud forbarme sig! hvad er dog forresten alt Dette — om jeg maa sige det — for dumme Indretninger? Skal Jomfru Claudine, som har saamange Bekjendte her i Byen, komme i Kirken paa de Maader, hvor hun kan blive seet af Gud og al Verden?

— Ja, af Gud, det er vist, men ikke af al Verden, thi i den Kirke komme ikke Mange, og Præsten, som er min gode Velynder, har bestemt os en Tid strax efter Gudstjenesten, da der ikke vil være Nogen, uden et simpelt Barn, som ingen Andre end Forældrene komme med, og dem kjende vi ikke, saa vi kan være rolige i den Henseende.

— Naa, og ovenikjøbet skal en fremmed Mand staae Fadder?

Ja, min gamle Logerende, svarede Madame Lyng leende: Han skal ikke forraade Mange. Han er tunghør og saa kortsynet, at han ikke vil kunne see, hvem der sidder i Karreten paa Sædet ligefor ham. Han vilde ikke kjende vor lille Dame igjen, om det saa kunde redde hans Liv. Forresten er det en god Mand, som ikke er nysgjerrig.

Med betænkelig Mine og rystende paa Hovedet sagde Susanne: Ja Gud forlade dig, om du gjør mig ulykkelig! Grossereren kan komme, førend man veed af det, jeg kan ikke lyve for den gode Mand, jeg i saamange Aar har tjent tro og redelig. Men i Guds Navn! Efter Søndag altsaa, saa tales vi da ved.

— Nei, Ugen skal gaae tilende, inden du maa tale om Barnet.

— Hele Ugen? Herre Gud, Grethe! hvor kan du være saa urimelig? Naa farvel! jeg har Andet at gjøre end at staae her og ærgre mig.

Med hjertelig Deeltagelse betragtede den gode Madame Lyng den dybe Nedslagenhed, som efter denne Samtale udlyste af Claudines hele Væsen. Hun stræbte at opmuntre hende ved sin Omsorg, sin umiskjendelige Velvillie, men vidste imidlertid intet Middel til at afvende den Skjæbne, der truede den bedrøvede Moder; ja endogsaa det nylig anvendte Palliativ, at vinde Tid, vilde snart ikke mere være brugbart.

Saaledes hengik et Par Dage, og Søndag Morgen kom, da Barnet skulde døbes. Foraarssolen skinnede saa varmt ind i det lille Kammer, at Madame Lyng aabnede et Vindue i det større, tilstødende Værelse og lod Døren til dette staae aaben. Man var netop færdig med at pynte den lille Dreng; Madame Lyng lagde ham i Claudines Arme og sagde: Jeg har flere Gange havt mine Anelser og en egen Forudvidenhed ved høitidelige Leiligheder som den, hvortil vi nu stunde, og det bæres mig sikkert for, at hvordan det nu gaaer eller ikke, saa vil dette søde Barn blive Deres Lykke og Glæde i Verden.

Det bankede imidlertid stærkt paa den yderste Dør. Madame Lyng trak Skjertnbrættet frem for Kammerdøren, som hun lod staae aaben. Claudine benyttede sin Eensomhed for at overgive sig til sine Følelser, hun trykkede sin Søn til sit bristefærdige Hjerte og lettede ret ved at lade sine Taarer frit Løb. Hun havde kun med adspredt Sands lagt Mærke til, at der var kommet et Besøg til Madame Lyng, og at en Fruentimmerstemme lød fra det næste Værelse gjennem den aabne Dør. Endelig blev hun opmærksom ved et Udbrud af hendes Vertindes ellers saa sagte Stemme: Hvad siger De? Nu det var en kjær Hilsen, De har bragt mig. Det er mange, mange Tider siden jeg hørte fra min gode Christiane, som jeg aldrig har glemt.

— Da har hun saamænd heller ikke glemt Dem. Det var i vore gode Dage, vi vare sammen, siger hun: da de onde kom, bleve vi adskilte.

— Det glæder mig, at De har besøgt hende. Hun lever endnu i sin Landsby?

— Ja hun har endnu bestandig sin gamle nydelige Bolig, og der er saa propert og hyggeligt hos hende; man kunde være der med Fornøielse alle sine Levedage.

— Men boer hun ganske ene?

— Ja med en lille Bondepige, som tjener hende og som hun har oplært.

Mine Tanker, sagde Madame Lyng, have mangen Dag været hos vor gode Christiane, jeg har tidt forundret mig over, hvorledes hun i saamange Aar har kunnet ernære sig derude paa Landet.

— Jo seer De! Bonderne der i Egnen ere velhavende. I Alt, hvad de saadan kostede paa deres Stads og den Slags Ting, saa var der Ingen som jo søgte Madame Christiane, som de kalde hende, eller Madame Nissen, som hun hedder hos de Fornemmere, for hun har ogsaa havt Arbeide fra Kjøbstaden strax derved og fra Herregaardene rundt omkring. Hun var altid saa net i sine Hænder, hun syede Skrædersyning og broderede Huer og Livstykker og jeg veed ikke hvad, og hun underviste ogsaa Pigebørn fra Byen og Herregaarden i Haandarbeide. Stedet er jo saa langt fra Kjøbenhavn, saa Folk takke Gud for et Menneske i Nærheden som Madame Christiane. Ja hidtil er det gaaet godt, men nu begynder hun rigtignok at frygte for Fremtiden, thi hverken Øine eller Kræfter ville mere ret staae bi. Hun vilde gjerne have et anstændigt yngre Fruentimmer i Compagnie med sig til sin Hjelp, men hvor findes saadan En? Madame Christiane er virkelig et dannet Fruentimmer, hun har ordenlig et fornemt Væsen.

O! sagde Madame Lyng: De skulde have seet hende i vore gode Dage, som hun kalder dem. Hun var den smukkeste og nydeligste Pige, man vilde see. Hvem skulde tænkt, at hendes Skjæbne var bleven saa slet i Verden?

— Ja du gode Gud! hun er skammelig behandlet i sin Ungdom. Han giftede sig jo med en Anden ligefor hendes Øine, det afskyelige Menneske, som hun troede saa godt. Men ret gjorde hun, hun gik sin Vei, Dagen for Brylluppet skulde staae. Pokker maatte da være Selskabsjomfru hos saadan en Junkers Mama. Hun gik da til sin Moster, Forpagterens Kone, som hjalp hende med Raad og Daad til at kunne bosætte sig for sig selv i Landsbyen, da hun havde født Drengen. Men jeg snakker! Alt Det veed De vel lige saa godt som jeg.

— Nei, de nærmere Omstændigheder ved hendes Skjæbne veed jeg kun saa løselig. Lever hendes Søn? Og hvor er han?

— Aa han er hos Vorherre for Sneese Aar siden. Han døde, da han var ikke ældre end halvandet Aar, og veed De, hvad hun siger? Af alle hendes Ulykker, siger hun, er det den største, at hun mistede den Dreng. Det er jo egenlig urimeligt, thi Herregud! saadant et uægte Barn, som ingen Fader har, og som dog Moderen kan være nødt til at lade komme ud til Fremmede ….

Ved denne Vending af Samtalen reiste Madame Lyng sig hurtig og skjød Døren i til Claudines Kammer, og da den Fremmede strax efter gik, kom hun iilfærdig, hentede Moder og Barn og førte dem ned i Karreten, som holdt for Døren, og hvori den omtalte gamle Mand allerede sad, og saae ud, som om han halvveis sov.

Ved Indtrædelsen i den store, næsten aldeles mennesketomme Kirke følte Claudine sig forunderlig tilmode. Det var fire Aar siden, at hun som Confirmand havde staaet paa Kirkegulvet, og med Undtagelse af den Morgen, da hun faa Dage efter gik til Alters, havde hun ikke nærmet sig de hellige Hvælvinger før idag, da hun som en forladt, fattig Moder bragte sit faderløse Barn til Daaben. I Kirkestolen, hvor Fadderne i faa Minuter opholdt sig, sad ogsaa det af Madame Lyng nævnede simple Ægtepar med deres Barn. Ak, sukkede Claudine i sine stille Tanker, hvor ere disse Forældre lykkelige! Vel bærer deres Udseende Præg af Møie og Gjenvordighed, rimeligviis vende de hjem til en ringe Bolig, hvor intet Festligt venter dem, men de bringe deres Barn til deres eget Hjem, hvor Ingen tør berøve dem det. De ere To til at dele Livets Byrde og til at elske deres Barn.

Kirkebetjenten gav nu Tegn til at Præsten ventede, og den lille Forsamling traadte ud paa Kirkegulvet, hvor Præsten, en aldrende, hvidhaarrt Mand, lod sit milde Blik møde den undseelige Moder, og hans sonore Stemme begyndte nu at gjenlyde i det høie Rum. Ritualen, som bruges ved denne høitidelige Handling, var Claudine saagodt som ganske ubekjendt. Den tiltalte hende paa en hende selv uforklarlig Maade. Det skjønne Evangelium om Jesus, der tager de smaa Børn i Favn og velsigner dem, greb hende saa dybt, at hun ikke var Herre over sine Taarer, der faldt som Dugdraaber paa Barnet i hendes Arme. Hun kaldte sin Søn Charles efter hans Fader, og Billedet af den tabte Elskede stod reent og uden Mistro for hendes Sjæl.

Da hun kom hjem, kastede hun sig i Madame Lyngs Arme. Hendes Kinder blussede. Den ældre Veninde saae paa hende med Forundring. De forekommer mig som forvandlet, sagde hun. — Ja det er jeg, svarede Claudine: O kjære Veninde! De, som er det eneste Menneske i Verden, til hvem jeg tør betroe mig, o hav Medlidenhed med mig! Jeg kan ikke give mit Barn fra mig! Jeg kan det ikke! jeg bør det ikke! Ak, om De vidste, hvad der er forgaaet i mit inderste Væsen under den hellige Handling, hvorfra vi komme! Ja min kjære Tante Eleonore havde Ret. I Kirkens stille Helligdom findes en Ven, som ikke forlader os i Sorgens Time. Det forekom mig saa levende, at jeg var En af de Qvinder, som med bekymret Hjerte bragte sit Barn til Frelseren, at De, som omgave ham, vilde støde den stakkels Moder tilbage, men han selv kaldte hende med sin milde Stemme og tog det lille Barn i sine mægtige Arme. En salig Følelse gjennemfoer mig ved Tanken om, at jeg indviede ham min Søn, Korsets Betegnelse paa hans lille Ansigt og Bryst var mig et Tegn paa, at den milde Frelser vilde antage sig min fattige Dreng som sin Eiendom. Ak! aldrig havde jeg troet, at slige Øieblikke kunde være til for mig. Men i min Sjæl sagde jeg: Jesus, Herre! Du som har taget mit Barn i dine Arme, jeg lover dig ikke at slippe det af mine, jeg lover, at Moderen skal med Troskab forsone, hvad Jomfruen letsindigen har feilet, jeg forlader mig paa din Hjelp.

Den Begeistring, hvormed disse Yttringer bleve udtalte, rørte dybt den gode Madame Lyng. Ak, kjære Barn! sagde hun: Hvad De siger, er saa smukt og godt. Men desværre! Denne Verdens Trang og Nødtørft er saa tung at bære. Tro De mig! Jeg har prøvet den. Gud give, jeg formaaede at hjelpe Dem, men hvorledes skal vi bære os ad for at berede Dem og Deres Søn en sorgfri Fremtid imod Deres Families Villie?

Hør mig, svarede Claudine: Et Raad er blevet mig ligesom indgivet. Gud har ladet en Stemme tale til mig, ja en Stemme! thi mine Øine saae ikke Den, fra hvem den kom, og De, kjære Veninde, kan visselig hjelpe mig.

Hun omtalte nu den Samtale, hvortil hun samme Morgen havde været et usynligt Vidne. Den Christiane, hvis Skjæbne lignede hendes egen, ønskede en Medhjelper; at blive Denne var hendes høieste Attraa. Hun sagde: Jeg forstaaer mig godt paa mangehaande Arbeider, jeg kan ogsaa undervise Børn i boglige Kunster. Jeg skal være flittig og nøisom og en kjærlig Datter for Deres Veninde, blot hun vil tillade mig at have mit Barn hos mig og forunde mig saamegen Deel af Det, jeg kan fortjene, som en Moder vilde tilstaae sin Datter.

Madame Lyng syntes godt om denne Plan, der forekom hende ønskelig for begge Parter; kun indvendte hun sin Frygt for at skade Susanne. Det kan Ingen af os ville, sagde hun, og Deres Familie, troer De, at den vil lade Dem rolig forblive i en saa ydmyg Stilling?

Claudine meente, at disse Vanskeligheder lode sig overvinde, og efter nærmere Overveielse blev man enig om en Fremgangsmaade, som man nu med Besindighed iværksatte. Madame Lyng skrev samme Dag til den saakaldte Madame Christiane, og efter et Par Dages Forløb modtog hun et høist tilfredsstillende Svar. Med Længsel ventede Christiane sin unge Veninde, som hun udtrykte sig, og en Bonde fra Landsbyen, som var Overbringer af Brevet, havde paataget sig at befordre den unge Dame eller idetmindste hendes Tøi. Madame Lyng medgav ham Claudines Kuffert og et Brev, hvorpaa den unge Veninde havde tilføiet nogle Linier. Opgaven var nu at kunne udføre sin Plan uden at paadrage Susanne nogensomhelst Ubehagelighed. Hun maatte med al Sandfærdighed kunne forsikkre sin Herre, at hans Befalinger vare efterlevede, og da det Modsatte snart vilde opdages, maatte hun med ligesaa god Samvittighed kunne bevidne sin Uvidenhed og Uskyldighed. Claudine kjendte sin Onkel nok for at stole paa, at naar han kun først havde faaet den Forsikkring, at hans Villie var efterkommen, vilde han ikke lettelig oftere bringe en Sag paa Bane, der var ham ubehagelig, saa Susanne kunde vel i nogen Tid have opdaget Hemmeligheden uden at behøve at tage sin Tilflugt til Usandhed for at skjule den, og opdage den vilde hun meget snart, naar hun i sin Troskyldighed gik hen for at see til Barnet. Man valgte derfor til Claudines Afreise en Dag, da man vidste, at Susannes Tid ganske var optagen af huuslige Forretninger, og at hun, for at vente sin Herre, vist ikke i et Par Dage vilde forlade Huset, hvilket hun heller ikke vilde faae Leilighed til de første Dage efter hans Ankomst. Madame Lyng havde forskaffet Claudine en Befordring med en halv tillukket Retourvogn, som skulde bringe hende til et Verthuus, en Miilsvei fra den Landsby, som var hendes Reises Maal. Denne Landsby laae ikke paa den almindelige Postroute, men fra det Verthuus, hvor hun skulde udhvile om Natten, vilde hun lettelig den næste Morgen finde en Leilighed til at blive befordret til sin Bestemmelse.

Dagen før sin Bortreise skrev Claudine til sin Onkel, takkede ham for den Tid, hun havde tilbragt i hans Huus, bad om hans Tilgivelse, og uden videre at omtale sine Planer for Fremtiden, bad hun ham ansee hende, som om hun deelte sin uforglemmelige Tantes Grav. Hun skrev ogsaa til Tante Malfred, afslog med høflige, men bestemte Ord det projecterede Giftermaal, og tilføiede, at hun nu ret havde følt Sandheden af Tantens gjentagne Yttring, at en Pige i hendes Stilling burde kunne ernære sig selv, og da en god Plads i et anstændigt Huus i en af Provindserne var bleven hende tilbuden, saa haabede hun, at hendes Tante tillod hende at vælge denne Vei til Uafhængighed. Brevet endte med mange Taksigelser for den Underviisning og Opdragelse, som gjorde et saadant Skridt muligt for hende. Dette Brev skulde først om en Uges Tid bortsendes, det andet til Onklen skulde leveres ham efter hans Hjemkomst. Man havde med omhyggeligt Overlæg betænkt Alt hvad der kunde tjene til at skjule Claudines Opholdssted. Hun vilde ombytte sin Faders Familienavn med hans Døbenavn, og kalde sig efter dette Johansen, dernæst skulde hun ifølge Christianes Ønske udgives for Enke efter en Sømand, der var bleven borte paa en Søreise.

Om Aftenen kom Susanne. Man sagde hende, at Claudine Dagen efter vilde reise, og Madame Lyng lovede at besørge Barnet hen til dets Bestemmelse. Claudine tog kjærlig Afsked med Susanne, erindrede med et rørt Hjerte hvad hun skyldte den gamle velmenende Veninde, og bad hende modtage et lille overblevet Smykke til Erindring om hende og hiin Aften, da Susanne havde været hendes gode Engel. Meget bevæget og fornøiet modtog den gamle Pige baade Smykket og Brevet til Onklen. Med et lettet Sind gik hun hjem, og tidlig næste Morgen bragte den gode Madame Lyng Claudine ubemærket til det Sted, hvor Vognen ventede, og ganske skjult under dens Dække rullede Moder og Barn ud af Byens Port.

Det var en varm og skjøn Junidag. Efter overstandne legemlige Smerter, efter lange, tunge Dages Sorg og Angst at føle sig under Guds klare Himmel, sund og fri, med sin bedste Skat reddet af Skibbruddet, er vistnok Noget af det Lyksaligste, som i vor jordiske Tilværelse kan blive os stakkels Dødelige til Deel. Claudine nød en saadan salig Fornemmelse. Hun inddrog begjærlig den friske, af Sommerdagens Vellugt opfyldte Luft i sit lettede Bryst; hun hilsede de lysegrønne Træer, den af Anemoner blomstrende Eng, som Ungdoms-Venner fra sit eget Foraars Dage. Smaafuglene, som fløi til deres i Busken skjulte Rede, hvor de gjemte deres Unger for hver røverisk Haand, syntes hende at dele Skjæbne med hende, og med deres Sang og Qviddren at ønske hende Lykke. Men faa glad hun end var, saa blev dog en Følelse af Frygt herskende i hendes Sind. Hun forekom sig selv som en flygtende Fange, efter hvem man er paa Spor for at berøve ham en Skat, som han fører med sig. Hver Gang en Vogn, en Ridende, eller blot en Forbigaaende mødte paa Veien, skjulte hun sig omhyggelig i Krogen af Vognen; og naar Barnet græd, ængstede det hende, og hun tittede omkring sig for at see, om Nogen var i Nærheden. Uagtet at Reisen varede hele Dagen, steg hun ikke ud af Vognen, men nøiedes med at nyde noget Brød og Melk, hvormed Madame Lyng havde forsynet hende. Om Aftenen naaede man det omtalte Vertshuus. Hun lod sig anvise et lille Værelse, lagde sit Barn til Ro i en Seng, som der fandtes, forlangte et tarveligt Aftensmaaltid, som hun nød med ungdommelig Appetit, og glædede sig til den Hvile, hvortil hun efter den lange Kjørsel særdeles trængte.

Om lidt hørte hun en Vogn rulle ind i Gaarden, med stor Larm og Hestetrampen, og strax derpaa bemærkede hun, at et Værelse, der stødte til hendes, blev oplukket, og at nogle Personer traadte derind, af hvis Stemmers Lyd hun dømte, at det var Herrer, der talte Fransk, Tydsk og Hollandsk mellem hverandre. Pludselig hævede sig mellem disse en Stemme, som paa Dansk spurgte den indtrædende Opvartningspige, hvilke Værelser han og hans Selskab kunde faae til Natteleie. Med Forfærdelse gjenkjendte Claudine sin Onkels Stemme. Til ydermere Skræk gav hendes lille Barn sig i det Samme til at græde. Hun greb det iilfærdigt i sine Arme og holdt det saa fast, som om man allerede vilde frarive hende det.

Hvem boer inde i den Stue? spurgte nu den frygtede Stemme.

— Der logerer en lille ung Kone med sit Barn.

— Skal vi have det Børneskraal at trækkes med inat? Det er jo afskyeligt! Kan den Madame ikke faae et andet Kammer? Kan man ikke gaae ind og bede hende om at bytte med et af dem, vi skulde have? Lad os see derind! Er hun kjøn!

Uagtet Claudine iforveien havde forvisset sig om, at Døren var tillaaset, skjælvede hun dog af Angst, og efter et Øiebliks Betænkning listede hun sig ud af en modsat Dør og opsøgte Kjøkkenet, hvor hun sagde til et Par af Husets Fruentimmer, at hun havde ventet, at en Vogn fra den By, hvortil hun stundede, skulde afhente hende der paa Stedet, og at det var hende magtpaaliggende at komme til sin Bestemmelse inden Morgenen, hvorfor hun bad dem at skaffe en Befordring dertil. De forsikkrede hende om Umuligheden af at opfylde hendes Ønske saa silde paa Aftenen, men da hun vedblev at spørge, om der ikke i Nærheden fandtes en Bonde, som man sor god Betaling kunde formaae til at kjøre hende den ikke lange Vei, svarede de, at paa hiin Side Engen laae et Huus, hvis Eier pleiede at beførdre Reisende, men de havde Ingen at sende derhen, da saavel deres Staldkarl som de selv vare altfor beskjæftigede med de nysankonme fremmede Herrers Opvartning. Claudine, der for ingen Priis vilde blive under Tag med sin Onkel, besluttede, at hun ved Hjelp af den lyse Sommernat selv vilde opsøge den Bondegaard som man beskrev hende som ganske nær; og da Folkene i Vertshuset egenlig gjerne saae, at hendes Værelse blev ledigt til de fornemmere Gjæsters Benyttelse, styrkede de hende i dette Forsæt, og en halvvoren Pige blev beordret til at følge hende et Stykke paa Veien. Claudine listede sig ubemærket tilbage til Kammeret, tog sin lille sovende Dreng og indpakkede ham forsigtig, til Beskyttelse mod Natteluften, tog en Pakke, hun havde medbragt, under Armen, tilhyllede sig og Barnet i Slør og Kaabe, og gav sig paa Veien med Pigen, der ilede med stærke Skridt for snart at komme hjem igjen; og kun ved at love hende god Betaling forhindrede Claudine hende fra at vende om efter de første hundrede Skridt.

Stien over Engen var ikke saa kort, som hun havde haabet. Det blæste koldt, de gik mod Vinden, og den stakkels Claudine havde ondt ved at holde Skridt med Pigen. Hun var træt, og det blev hende besværligt at bære Barnet og Pakken. Endelig naaede de Huset, Pigen saae ind ad den aabne Port og sagde: Lænkehunden er der ikke, De kan frit gaae over Gaarden til den Stuelænge her ligefor. Naar De banker paa Vinduet der, nærmest Stalden, saa kommer Manden nok ud, dersom han bare er hjemme.

Efter disse Ord og efter at have modtaget den lovede Betaling, løb Pigen tilbage, alt hvad hun kunde, og Claudine fulgte Anviisningen og gik hen mod Vinduet, hvor hun tittede ind og skimtede to Senge med nogle sovende Personer, der forekom hende at være Fruentimmer og Børn. Hun bankede gjentagne Gange paa Ruderne, men de Sovende lode sig ingenlnnde forstyrre. Hun gik til alle Vinduer og saae indenfor et af disse i et lille Kammer to Karle, som ligeledes laae og sov. Lidt mindre dristig vovede hun dog igjen at banke her, men uden bedre Held. Det begyndte at smaaregne, og da hun i sin Utaalmodighed endnu engang forsøgte at banke, raabte en af Karlene isøvne med en saa raa Stemme, at hun forfærdet veg tilbage; og da hun i det Samme opdagede et Skuur, hvortil Døren stod aaben, ilede hun derind. Hun lyttede med Ængstelse, men mærkede snart, at Alt var stille og roligt i Søvnens Arme. Hun undersøgte det lille Rum, hvori hun befandt sig. Det stødte til en Stald, hvori der stod Heste. Stalden var adskilt fra det Aflukke, hvori hun befandt sig, ved nogle Bræder, ligesom et Gitter; det var egenlig et Foder-Kammer, og i Krogen laae en stor Bunke Hø og Halm. For den trætte Vandrerske med sit diende Barn ved Brystet var Dette et velkomment Leie, hun besluttede her at oppebie den lyse Morgen, der ikke kunde være langt borte, redte sig et Leie med sin Pakke til Hovedpude, svøbte sig og sit Barn tæt ind i sin Kaabe, og lagde sig ned, efter at have skudt Døren paa Klem, thi lukkes kunde den ikke. Hun havde besluttet at hvile, men vogte sig for at sove paa dette fremmede og usikkre Sted, og heller ikke fik hun megen Ro dertil, da hun snart fornam en Lyd som af Dyr, der kradsede og løb omkring i det Halm, som laae udstrøet over hele Gulvet. Hun formodede, at det var Retter, og var bange for disse ubehagelige Gjæster. Pludselig følte hun noget Koldt og Fugtigt berøre hendes Kind, hun foer op i Skræk, men beroligede sig snart, da hun skimtede en stor Hund, der logrende og ydmyg krybende nærmede sig hende. Hun klappede den, fornøiet over at see et venligt, levende Væsen. Den lagde sig ved Foden af hendes Leie, den bedækkede med sit store Hoved hendes kolde Fødder og varmede dem. Denne lille Begivenhed gjorde et behageligt Indtryk paa den skakkels Flygtning, hun forekom sig sikkrere i denne Hunds Varetægt, hun fandt sig mindre eensom, og tiltrods for hendes Forsæt lukkede en sød Søvn snart hendes Øine, medens den lille Dreng ligeledes sov trygt ved hendes moderlige Bryst. Og saaledes laae den nu for kort Tid siden saa almindelig afgjorte, saa glimrende og misundte Claudine paa et daarligt Straaleie i et usselt Aflukke, skjulende sig for Verdens Øine, forladt, uden anden Beskytter end en Hund, som Tilfældet havde ført til hende, og med alt Dette langt fra ikke ulykkelig, men sødt indslumret med Hjertet fuldt af Haab og Kjærlighed.

I den tidlige Morgenstund kom Gaardens Eier hjem. Karlene, som i det Samme forlode deres Sovekammer, modtoge hans Vogn og begyndte at aflæsse den, medens han selv spændte Hestene fra og førte dem ind i Stalden. Hunden, som hørte sin Herre komme, sprang ham imøde og aabnede derved Døren til Aflukket, hvor den sovende Claudine laae med sit Barn i Armen. Hendes Hat og Slør var gledet af hendes Hoved, og de rige Haarlokker bølgede ned om Ansigt og Skuldre. Den opgaaende Sol, der stod ligefor den smalle Dør, kastede sine røde Straaler ind paa de Sovende, saa at de i den dunkle Omgivelse og Baggrund skinnede i en magisk Belysning.

Bonden, der fra Stalden saae dette Syn, stod et Øieblik som forstenet. Derpaa vinkede han ad den ene Karl, pegede ind i Aflukket, og sagde med sagte Stemme: See engang, Jørgen! hvad tykkes dig? Er det ikke som man kunde see Jomfru Maria med Barnet og med Straaler om Hovedet, som hun er afmalet paa det Skilderi, der hænger hos Amtmandens?

Jo, svarede Jørgen og foldede Hænderne: Men hvor Fanden, Gud forlade mig, jeg bander …. hvor kommer det Qvindfolk fra?

Bondekonen kom i det Samme ud i Gaarden. Manden vinkede ad hende, og viste hende de uventede Gjæster, og medens Husets Karle og Piger med Udraab af Forundring samlede sig om dem, vaagnede Claudine. I første Øieblik havde hun ondt ved at samle sine Tanker, men hun besindede sig snart, reiste sig hurtigt og berettede i faa Ord Grunden til sit Komme og sit Ophold i denne Gaard. Bonden og hans Kone bade hende godmodigen at træde ind i deres Stue og tage Deel i deres Frokost, som stod færdig. Hun modtog Tilbudet og satte sig mellem dem og deres Folk ved et stort Bord, besat med Grødfade og Melkebøtter.

Konen tilbød at lave Kasse til hende, men hun foretrak at nyde et Glas frisk Melk og noget Brød, og dette lille Maaltid vilde have været mere behageligt, dersom den gode Vertinde i sin velmeente Eenfoldighed ikke havde sat hende i Forlegenhed med sine deeltagende Spørgsmaal. Herregud! sagde hun, det var dog reent galt, at jeg og vor gamle Moder og alle Folk her i Gaarden skulde sove saa haardt inat og ikke høre noget til Hende, saa at Hun, der, som jeg nok kan see, er en fiin Dame, saadan maatte ligge i det Hul dernede paa det bare Straa. Men du søde Guds Lam! Hvordan kan det da ogsaa være, at Hun saadan reiser allene? Hun er saadant et ungt Barn, og den lille Sjæl der er jo dog hendes egen. Hun er jo dog vel gift? Det kan jeg da nok tænke, thi saadanne Feiltrin, som Præsten kalder det, skal jo ikke gaae i Svang mellem de Fornemme. Hos simple Folk, som os her paa Landet, er den Ting da ikke saa farlig, og Folk sige jo rigtignok, at inde i Kjøbenhavn skal nu snart al Kirke og Daab og Vielse afskaffes, men jeg kan dog nok see paa Hende, at hun jo vel er gift, ikke sandt?

Claudine rødmede og svarede med sagte Stemme: Jeg har været det.

— Ih du Fredsens! hvor er da Manden? Hun er dog ikke Enke?

Saa beklemt som en ubefæstet Student ved Examen, stammede Claudine: Jeg veed ikke selv, … min lille Drengs Fader er borte … bleven borte paa Søen …

Konen raabte høit: Paa Søen! Ja Gud trøste os! Den slemme Gast tager saamangt et Liv. Det er ikke længere end siden ifjor, at Hans Jensens Søn og Svigersøn …

Manden kom nu og meldte, at Vognen var forspændt, og meget glad over at slippe fra den besværlige Examen, tog Claudine under mange Taksigelser Afsked med Bondens Familie og satte sig paa Vognen, der skulde bringe hende til den forønskede Havn, medens hun underveis anstillede Betragtninger over det Mislige i hendes Stilling, der gjorde hende Usandhed og Udflugter til en Nødvendighed. Det Nedtrykkende og Uværdige i den Rolle, som hun i den foregaaende Samtale for første Gang alvorlig havde prøvet, opfyldte hendes ærlige Sind med Uro og Skamfuldhed, og med bankende Hjerte nærmede hun sig de nye Forhold, hvori hun om faa Øieblikke skulde indtræde.

Haab og Mod maae let vige for Frygt og Mishaab hos et Menneske, der føler sig ene, ligesom Mørke og Spøgelsesfrygt kun skrække den Eensomme. Gjennem et Stykke af Skoven gik Veien til Landsbyen. Bonden vendte sig til Claudine og sagde: Det er jo til Madame Christianes Huus vi skal? Ikke sandt? Ja det veed jeg godt hvor er. Hun er velbekjendt her i Omegnen.

Vognen holdt nu ved et lidet, lavt Huus, hvis blotte Syn virkede velgjørende paa Claudine. Viinranker snoede sig op ad Muren og omgave Vinduerne, hvis blanke Ruder skinnede i Solens Glands; en lille Have var udenfor Husets aabne Dør, ved hvilken der stod to Rørstole. I Haven duftede smukke Blomster og Buske, og i en Krog under et stort Kastanietræe stod en Bænk og et Bord. Claudine var endnu ikke staaet af Vognen, da hun saae et Fruentimmer komme ud fra Huset og nærme sig med venlig Iilfærdighed, og Christiane stod for sin Gjæst i sin simple, pæne Dragt, med sit aldrende, men endnu behagelige, fine Ansigt. Hun løftede sine utryksfulde, milde Øine op til Claudine, medens hun rakte hende begge Hænder og med en velklingende Stemme hilsede hende med et »Hjertelig velkommen«. De to Fruentimmer saae paa hinanden og bleve begge grebne af den uforklarlige Følelse, der ved det første Møde med en Fremmed synes at sige os, at det ikke er en Fremmed, at vi kjende, forstaae hinanden, og den forunderlige, veemodige Anelse paatrænger sig, at vi have deelt Ondt og Godt med hinanden i en Præexistens, af hvilken vi have glemt Alt undtagen Kjærligheden.

Claudine havde endnu ikke sat Foden paa Dørtærskelen af sit tilkommende Hjem, inden hun følte sig hjemme. En ung, reenlig klædt Bondepige kom neiende til Vognen for at modtage Pakken og Reisetøiet, Christiane hjalp Moder og Barn af Vognen og førte dem triumferende ind i sit Huus. Det var for den Indtrædende, som om Fred og Frihed duftede hende imøde fra dette stille Tilflugtsted, hun havde en Følelse som Den, der efter en stormfuld Søreise sætter Foden paa Land. Over dette simple Huus var udbredt en saadan Orden, en saa ziirlig Reenlighed og Smagfuldhed, at Ingen kunde indtræde deri, uden at tænke, at her var godt at vaere. Christiane førte sin Gjæst ind i et rummeligt og hyggeligt Værelse, som hun havde indrettet til hende. Der fandtes ogsaa en pæn Vugge. Den lille Dreng sov. Christiane tog ham af hans Moders Arme, hun betragtede ham taus, kyssede sagte hans lille Pande og lagde ham ned i Vuggen. Derpaa vendte hun sig til Claudine og sagde, medens to store Taarer løb ned ad hendes Kinder: De kan ikke forestille Dem, med hvilken Følelse af Glæde og Veemodighed jeg igjen lægger et Barn i denne Vugge, som jeg vædede med mine Taarer, da den sidste Gang blev benyttet. Det er mange Aar siden.

Hvor et aandeligt Slægtskab er tilstede, vil et skjønt, naturligt Forhold indfinde sig af sig selv. Det varede ikke længe, før vore to Veninder vare forenede som Moder og Datter, uden selv at have bestræbt sig for at tilveiebringe dette Forhold. De vare Begge i Besiddelse af denne sande gode Tone, der er Gjenskinnet af et ædelt, dannet Indre, og som i Medgang og Modgang er en af det huuslige Livs bedste Penater. Christiane var forynget og oplivet ved den lykkelige Tilskikkelse af et saadant Selskab i hendes Eensomhed. Ogsaa syntes virkelig en god Engel at gaae ved Claudines Side. Hendes Opfindsomhed og Færdighed i de Arbeider, som Egnens Beboere vare vante til at faae udførte hos Madame Christiane, tildrog Huset snart en ny og forøget Fortjeneste, og hendes af Naturen muntre Sind, hendes Ungdom og Skjønhed vandt hende Alles Deeltagelse og Velvillie. Det hændte sig engang, at en formuende Bondepige, som skulde have Bryllup, kom for at raadføre sig med hende, om hvorledes hun bedst skulde oppynte sit tilkommende Huus til denne festlige Leilighed. Claudine fulgte hjem med hende og forstod saa net at indrette det Hele, uden at forsynde sig altfor meget mod den engang antagne Skik og Brug, at den unge Brud var ude af sig selv af Fornøielse, og alle Bryllupsgjæster forsikkrede, at de aldrig havde seet Mage til Bondestuer. Siden den Tid var der sjelden noget Bryllup eller anden Festlighed i Egnen, uden at Vedkommende tvede til den lille Madame Johansen for at hente Raad og Hjelp. Efterhaanden kom ogsaa andre Indtægtskilder. Præsten i Sognet havde to Smaapiger, der vare blevne underviste i Haandarbeide af Madame Christiane. Da Forældrene erfarede, at disse hos Claudine kunde faae Underviisning i Sprog, Tegning og boglige Kunster, grebe de med Glæde denne Leilighed, og da de Fremskridt, disse Børn gjorde, rygtedes, fik den unge Lærerinde flere Tilbud fra Honoratiores i den nærliggende Kjøbstad om at give deres Børn Timer, og snart modtog Claudine hver Formiddag otte smaa Piger til Underviisning, og beskjæftigede sig nogle Timer med denne lille Skole, hvis Størrelse hun ikke vilde forøge. Saaledes gik Tiden, deelt mellem Arbeide og de uskyldige Nydelser, som kun den Nøisomme forstaaer at skatte. En saadan Tilværelse, lige langt fra Næringssorg og Overflod, men oplivet af Kjærlighedens Solvarme, er vistnok den, der meest nærmer sig den paradisiske Ro. Hver liden Tilvæxt af Nydelse eller Beqvemmelighed, hvert lille Ønskes Opfyldelse, som i mere glimrende Kaar kun vilde agtes ringe, gjør Epoche i det indskrænkede Liv. Saaledes vare for Exempel en gammel Guitar og en lille Barnevogn — den sidste en Foræring af Præstekonen, og den første af Skoleholderen, der i mange Aar havde gjemt den som en Ungdoms-Erindring — kostelige Gaver for Claudine. Naar hun paa sine landlige Vandringer trillede sin lille Dreng foran sig, saae ham hoppe i Vognen af Glæde og gribe efter Fuglen, der fløi over hans Hoved, følte hun en sand Tilvæxt i sit Velbefindende, og ikke mindre naar hun om Aftenen, skjult under det store Kastanietræes Skygge, ledsagede sine søde Sange med Guitarens Toner, og henrev Christiane saavelsom den fra Arbeidet hjemvandrende Landboer, der lyttende standsede sin Gang.

Ved Madame Lyngs skriftlige Meddelelser erfarede Claudine fra sin fordums Kreds, at efter hendes Afreise var Alt gaaet, som de havde forudseet. Efter nogen Tids Forløb var Grossereren ved Breve fra Tante Malfred bleven underrettet om Claudines Forsvinden, som Susanne tidligere havde opdaget; men først efter at al Storm havde lagt sig og den hele Begivenhed syntes glemt, havde Madame Lyng givet efter for Susannes Ønsker og underrettet hende om sin altid kjære Jomfrus Skjæbne og Opholdssted, hvilket den godmodige gamle Pige nu ikke fandt sig forpligtet til at forraade. Hvad derimod den gode Madame Lyng ikke vidste, og som Claudine ikke erfarede, var den Omstændighed, at Grossereren i de første Dage efter sin Hjemkomst og medens han endnu stod i den Formening, at hans Befalinger angaaende hans Søsterdatter vare punktligen udførte, fik gjennem den franske Legation et Brev fra Lusard. Det var skrevet for længere Tid siden og havde gjort mange Omveie, for gjennem Krigens Tummel, hvori dets Forfatter befandt sig, at komme til sin Adresse. Et lille aabent Brev til Claudine var indsluttet deri. Grosserer Valler sendte det til Mecklenborg, hvor han tænkte sig sin Søsterdatter hos Tante Malfred. Vred, som han var, paa Lusard, svarede han forresten ikke paa hans Brev, men indskrænkede sig til at sige til en af de franske Diplomater, paa Dennes nærmere Efterspørgsel, at Claudine befandt sig hos sin Tante i Tydskland, og — saavidt han troede — var hun ifærd med at gjøre et godt Partie. Dette samme Svar gav han Enhver, der spurgte til hans smukke Niece, og da han efter kort Tids Forløb gjennem Tante Malfred erfarede det Usande i hans Udsagn, lod han det dog beroe derved og undveg stedse at tale om Claudine, som han efter Tantens Efterretninger tænkte sig tjenende for sit Brød i en Udkant af Verden (hvor, vidste han ikke), og derfor overgav han med rolig Samvittighed Lusards Brev, som var sendt ham tilbage, og som desuden forekom ham intetsigende, til Ildens fortærende Flammer. Claudine, der vel vilde have brugt en anden Commentar til dette Brevs Fortolkning end Onklen, begræd i mangen eensom Time sin piinlige Uvished om den Elskedes Skjæbne og Sindelag. Men hvor dybt hun end følte denne mørke Side af sin Skjæbne, formaaede den dog ikke at betage hende Erkjendelsen af den rolige Lykke, hun nød. Med sin Søn i sine Arme eller i en stille Aftenvandring i fortrolig Samtale med Christiane, sagde hun ofte, at hun efter saa megen overstanden Angst og Sorg nu først kjendte Livets rette Værd.

I denne rolige Eensformighed vexlede Sommer og Vinter uden Tomhed eller Kjedsomhed. De lange Vinteraftener gik hen med Læsning af Bøger, hvormed Præsten forsynede disse af den hele Omgivelse agtede og yndede Fruentimmer. Naar den lille Dreng tidlig om Aftenen var bragt til Ro, læste Claudine høit for sin moderlige Veninde, og en behagelig, fortrolig Samtale udspændte sig ofte af denne Læsning. Jævnligen afbrødes ogsaa deres Eensomhed af Besøg Skoleholderen og Forvalteren paa en nærliggende Herregaard, Begge brave, joviale, ikke udannede Mænd, vare gamle Huusvenner af Madame Christiane, de nærmede sig med inderligt Velbehag den unge, smukke Selskabssøster, og kjælede af ærligt Hjerte for den lille, deilige Dreng.

Saaledes forløb syv Aar. I Løbet af denne Tid havde Claudine forgjæves bestræbt sig for at indhente Efterretninger om Lusard. I de første Aar skrev hun aldrig til Madame Lyng eller Susanne uden at bede denne Sidste, at hun gjennem Grosserer Valler vilde opspørge Noget om den Elskedes Skjæbne, og da denne Vei var aldeles spærret, udfandt hun med sindrig Kløgt en Maade til, uden at nævne sig, at søge Oplysning hos den franske Legation, men heller ikke Dette vilde lykkes, og træt af saa mange og saa ofte gjentagne, unyttige Bestræbelser, havde hun i de sidste Aar i Taushed overgivet dette hende saa vigtige Anliggende i Forsynets Haand, med den Tanke, at hos Mennesker var ingen Trøst at finde.

Den lille Charles var imidlertid voxet op som en sund, deilig og velbegavet Dreng. Christiane saae i ham sin tidlig tabte Søn, han kaldte hende Bedstemoder, og hun fortjente ved sin Kjærlighed dette Navn. Claudine levede kun for sit Barn, hvis unge Sjæl igjen hang ved hende med en rørende barnlig Kjærlighed. Han besad en ualmindelig Videbegjærlighed, og var ligesaa rolig og agtpaagivende i de Læretimer, hans Moder, opfordret af hans eget Ønske, daglig gav ham, som livlig og modig, naar han paa Engen tumlede sig med den store Hund, med Lam og Geder, eller legede Soldaterleg med Bønderbørnene og var en tapper Anfører for deres Skare. Claudine var ham paa eengang en alvorlig Opdragerinde og en munter Hjelper i hans Lege. Hun forfærdigede, efter Anviisning af nogle Billeder, som han havde, Patrontasker, Hjelme og deslige til ham og hans Legebrødre, og naar hun sad ved disse smaa Arbeider, og hendes Charles med straalende Øine og blussende Kinder stod ved hendes Side og saae til, gjorde høie Spring af Henrykkelse, slyngede sine Arme om hendes Hals og udbrød i kjærlige Taksigelser, var Moderen ligesaa barnlig lykkelig som Barnet; og naar den lille glade Skare mod Aften drog ud paa Engen, satte Claudine sig udenfor Havestuedøren, for at see sin Charles glimre mellem de andre Drenge, lig et ungt Daadyr mellem en Flok Kalve.

Engang da Christiane fandt sin unge Veninde siddende med et sorgmodigt Udtryk og stille skjulende sit Ansigt mellem Kastanietræets nedhængende Grene, sagde hun bekymret: Min Claudine! Du har grædt! Hvad fattes dig? Skjuler du din Sorg for mig? Ak saa kan jeg vel gjætte den! Jeg har ofte frygtet, at vort stille, indskrænkede Liv i Tidens Længde maatte blive din friske Ungdom for snevert.

Hvad siger du, kjære Moder? udbrød Claudine: O tvertimod! Dag og Nat takker jeg Gud, som saa kjærlig har ledet mine vildfarende Fjed til dig og til dit fredelige Hjem. Nei, mine sorgmodige Tanker svæve langt borte, jeg veed ei selv, hvorhen, og det er min Sorg, at jeg ikke veed det. Hvor er Lusard? Er han død? Er han troløs? Hvor bitter er den Tanke, at een af Delene maa han være. Naar min Charles, som nys skeete, nærmer sit søde Ansigt tæt hen til mit, naar han seer mig ind i Øinene og smiler med saa yndige Træk om sin Mund, da staaer pludselig hans Faders Billede for mig; just saaledes saae Lusard paa mig; just saaledes var Udtrykket i hans skjønne Ansigt, medens fortryllende Ord strømmede over hans Læber. Har Dødens grumme Haand udslettet disse ædle Træk? Hvorledes er han død? Er han falden i Krigen? Have Fiender med deres Heste faret over den skjønne Skikkelse og sønderrevet den? Har han liidt og ligget hjelpelos uden en kjærlig Haand til at pleie ham, uden en Ven til at modtage hans sidste Suk? O disse Forestillinger ere mig saa rædsomme, at jeg synes, det vilde trøste mig at vide ham troløs, ja i en Andens Arme, dersom han blot levede og var lykkelig.

— Nei, kjære Barn! Tro mig, som har erfaret, hvad det vil sige at maatte foragte Den, man med sin hele Sjæl har elsket! Døden er langt mindre bitter.

— Foragte Lusard! Det kunde jeg aldrig, selv om han ganske har brudt de Løvter, han gav mig. Og er han ilive, saa kan han maaskee dog i et og andet Øieblik, ved en og anden Anledning mindes den stakkels Claudine, og en Følelse af Anger og Kjærlighed kan berøre hans Hjerte; thi elsket mig har han, det veed jeg vist.

Christiane rystede paa Hovedet. Ak, bedste Claudine! jeg troer, at Dette er en Illusion. Vilde du ikke hellere kunne sige dig selv og din Søn, at hans Fader var død en Heltedød, falden modig i Kamp for sit Land, for sine Ideer?

Claudine taug, og sagde efter et Ophold: Maaskee har du Ret. Det er besynderligt, hvorledes dine Ord lyde for mig som en gammel, næsten forglemt Yndlingssang. Der var en Tid, da jeg brændte af Begeistring for disse Ideer om Heltemod, om Død for Fædreland og Frihed. Ak! hvad ere de blevne, disse stolte Forhaabninger om Menneskeslægtens Gjenfødelse til et ædlere Liv? Jeg forstaaer mig ikke derpaa, jeg hører aldrig tale derom uden som om et rædsomt Jordskjælv, der ødelægger en Egn, uden i det Væsenlige at forandre dens Udseende. Meget seer jeg nu visselig med andre Øine end den Tid, da jeg og Alt omkring mig var besjælet af Begeistring og Haab.

Ved en naturlig Ideeforbindelse kom Claudine til at omtale disse sin første Ungdoms, af Poesie og Kjærlighed gjennemglødede Dage, og blandt Andet hiin Aften, da hun, omgjordet med det trefarvede Stjærf, omtonet af republicanske Sange og omsvævet af Hylding og Tilbedelse, for første Gang vovede at troe sig forvisset om den Elskedes Hjerte. Hun opmuntrede sig selv ved den levende Forestilling af disse flygtige Fortryllelser og ved den Interesse, hvormed den ungdommeligsindede Veninde lyttede til hendes Ord. De fortsatte deres Samtale, efterat Høstaftenens Kjølighed havde drevet dem fra Haven til den lune Dagligstue. Claudine hentede sit omtalte trefarvede Skjærf, som hun stedse gjemte, og viste Christiane det. I det Samme traadte den lille Charles ind, og ved Synet af de glimrende Farver, de gyldne Fryndser, der glimrede paa hiint ubekjendte Klenodie, blev han betagen af Beundring og hæftig Lyst til at eie en saadan Prydelse, der ret kunde forherlige hans militære Lege, og med Kjærtegn og Bønner bestormede han sin Moder om at overlade ham dette Stjærf. Hun svarede, at han skulde faae Lov til at bære det i sine Legetimer paa Fest- og Helligdage, og idet hun sagte sagde: »Du er da nærmest til det,« bandt hun det om ham, som et Arelskjærf, hvori han med barnlig Gravitet befæstede sin Kaarde. Derpaa bønfaldt han hende om at spille en Marche paa Guitaren. Som en Efterklang af den Samtale, der nys havde fundet Sted, sang Claudine Marseillaisen, accompagnerende sig paa Guitaren, og Charles, som for havde hørt denne Sang, faldt ind som Chor og udbrød af fuldt Bryst med sit: Aux armes, Citoyens, idet han med Albuen og Haanden slog efter Takten paa en lille Tromme og adlød Opraabet: Marchons, marchons, saa tappert han formaaede det indenfor den lille Stues fire Vægge.

At denne lille Stene blev given for nogetsomhelst andet Publicum end Summa Summarum een Tilskuer, nemlig Christiane, faldt Ingen af de Paagjældende ind; men dog var det Tilfældet Værelset var en Hjørnestue, det ene Vindue vendte ud til en smal Sti, der løb mellem et Gadekjær i Landsbyen og Huset, som desuden var skilt fra denne Sti ved en dyb Grøft. Stien selv var næsten ubefaret og derfor ganske begroet med Græs og Ukrud. Et lille Jagtselskab af tre Personer var imidlertid af Skjæbnen ført ad denne Sti og i Nærheden af det Huus, hvorfra Marseillaisens bekjendte Toner løde.

Jægerne standsede, og En af dem raabte: Hvad Fanden er Det? Kommer den forbandede sansculottiske forslidte Lirumlarum ogsaa ud i Landsbyerne?

Da de saae Lys indenfor Vinduet, sprang den Ene, en letfodet, ung Mand, over Grøften og tittede ind. Kom! sagde han sagte til de Andre: Her er Noget, der er værdt at see.

Den Anden sprang efter ham, men den Tredie, som var noget corpulent, maatte hjelpes over Grøften af de to Første, der ved al denne Manoeuvre dog iagttoge den største Stilhed, for ikke at blive røbede. Her stode de nu og betragtede med taus Forundring den skjønne Sangerinde og det livlige Barn med sit tricolore Axelskjærf· Da Marseillaisen var tilende, spillede Claudine en lystig Vals paa Guitaren, hvortil den lille Dreng dandsede og med en særdeles Lethed og Gratie bevægede sig i allehaande Spring og Svingninger.

De ubudne Tilskuere troede nu, at det var bedst at liste sig sagte bort, men kun efter gjentagne Paamindelser lykkedes det at faae den først Ankomne tit at løsrive sig fra denne Scene, hvori han syntes ganske at have tabt sig. Denne var en ung Adelsmand, der nylig var kommen i Besiddelse af et Gods, en Miilsvei fra det Sted, hvor han nu befandt sig. De andre To vare hans Omgangsvenner, af hvilke han samlede et talrigt Selskab paa sit Herresæde, hvor et støiende og lystigt Liv maatte træde i Stedet for Hovedstadens Forlystelser og Hoffets Cirkler, hvori han var vant til at leve. De tre Herrer gik stille til Udkanten af den nærliggende Skov, hvor Tjenere holdt med deres Heste, og først efterat have besteget disse begyndte de at tale sammen, medens de i mageligt Trav begave dem paa Hjemveien.

Den Ældste sagde med Latter: Naa! det var da en uventet lille Comedie, vi der kom til at see. Jeg lider forbandet godt saadanne smaa Eventyr paa en Jagttour, og hvorvel I slede ubarmhjertig i mig for at hale mig over den Grøft, saa jeg føler det endnu i mine Arme, saa fortryder jeg det dog ikke; thi det er vist og sandt, at der er løbet meget Vand til Stranden, siden jeg saae saadant et deiligt Pigebarn som den rare Tos, der sad der og spillede paa Citrinke. Hvad kan det dog være for Folk?

De ere vist franske, svarede den Anden: En Moder naturligviis med Datter og Søn. Det lille Afskum! med sit franske nationale Skjærf! Og hvor han skreg sit Marchons, marchons! Jeg havde gjerne givet ham et godt dansk Ørefigen. Men Søsteren hun var sgu sød. Hvad siger du, Cousin? Har du mistet Mælet?

Ja vist, svarede Baronen adspredt, hun er meget smuk.

Fætteren vedblev: Hvordan Fanden har du det? Du er jo heel curiøs. Hilledød! hvor det skulde more mig, dersom du lige i Knald og Fald var bleven dødelig forelsket i den Pige, som du da sagtens ikke kunde gifte dig med, og maaskee maatte have megen Uleilighed, Suk og Taarer nødig for at saae paa anden Maneer. Det skulde fryde mig i min inderste Sjæl at see dig tvine hen af Kjærlighed, din fortvivlede Skjelm, som har gaaet os Andre iveien, uden nogensinde at have følt for to Skilling Kjærlighed! Kunde jeg nu opleve den søde Hævn!

— Aa Vrovl! Du snakker! men Saameget er vist nok, at jeg er nysgjerrig efter at vide, hvem de Mennesker kan være. Det Hele har noget saa Fremmed, saa Eventyrligt.

Maaskee, sagde den Ældste, kan jeg nu lønne din Gjæstfrihed ved at skaffe dig det at vide. Jeg kjender godt Præsten Eder i Sognet. Imorgen skal jeg saamænd i dette reputeerlige Ærinde besøge den Gudsmand. Han maa da vel kjende sin Menighed, og hvad ikke han gjor, saa gjør vel Præstemadamen.

Den joviale Herre holdt Ord, og allerede næste Middag bragte han sine to Jagtkammerater den beløvede Efterretning. Luk nu jeres Øren op, sagde han, saa skal I faae Nyt at vide, og beundre Greven for hans skarpsindige Gisninger. Familien er ikke fransk, men gode danske Folk, barnfødte her i Landet. Den gammelagtige Moder, der sad, er ingen Moder, den smukke Pige er ingen Pige, den halvgale Dreng er ingen Broder, men en kjødelig Son af den Unge, som er en Sømands-Enke og hedder Johansen. De leve af deres Hænders Gjerning og af at give Timer til nogle Pigebørn. Præstens Døttre blandt andre have de lært Alleslags, baade de ældste og nutildags de smaa, og der i Huset holder man en formelig Lovtale over disse Fruentimmers Dyd og Dannelse, men deraf skal du ikke lade dig forbløffe. Aspecterne ere gode alligevel, ifald du, som din Fætter Greven paastaaer, skulde have faaet et Streifskud paa vor Jagttour· Dødeligt er Saaret nok ikke, om jeg ellers kjender dig ret.

Heri feilede imidlertid den corpulente Herre, thi efter Talebrugen var Baronen virkelig dødelig saaret. Den vingede Gud, der saa ofte spotter de stakkels Dødelige, lader sig ikke spotte ustraffet, og det syntes at han dengang vilde tage en exemplarisk Hævn over en Elsker, der formasteligt havde villet lege med hans Pile, uden selv at føle deres Kraft. Dennegang maatte han føle den. Det korte Syn af Claudine, Klangen af hendes Stemme havde indtrængt sig i hans Phantasie med en uforklarlig Magt, fra hvilken han ikke formaaede at løsrive sig. Man hører ofte sige, at en Kjærlighed, som opstaaer ved det første Møde med sin Gjenstand, kun findes i Romaner, Skuespil og deslige poetiske Fictioner. Paa den anden Side hører man undertiden den Paastand, især af Mænd, at de aldrig kunde forelske sig, dersom de ved det første Møde ikke bleve trufne af Amors Piil. Uden at indlade sig i nogen bestemt Forklaring over et saa uforklarligt Emne, turde man vel saa omtrent paastaae, at Mythen om Amors Piil indeholder en dyb Sandhed, at det altid er et eneste Øiebliks Indtryk, som optænder den Følelse, man kalder Elskov, hvad enten saa dette Øieblik indtræffer ved det første eller et senere Møde, og vel turde man sige, at det første Møde, ja det blotte Syn kan have Det for sig, at det udspringer af en ubevidst sympathetisk Følelse, af en Glæde over et andet Menneske, uden al Reflexion, umiddelbart af det Dunkle, ligesom de mythologiske Forestillinger lære, at Gratier og Furier, det Skjønne og det Græsselige, ere fødte af den mørke, hemmelighedsfulde Nat; og ofte har man visselig mærket, at Kjærligheden, som Lidenskab, har Ingredienser af begge Dele, — en Bemærkning som Baronen, uden at anstille den, i Tidens Løb kom til at sande.

For første Gang i sit Liv gjorde han en Hemmelighed af sine Følelser. Hans støiende og talrige Selskab blev ham til Byrde, og han søgte ofte at unddrage sig det under alleslags Paaskud. I disse hans Fritimer omsværmede han det landlige Huus, som skjulte hans Ønskers Gjenstand. En sjelden Gang lykkedes det at see hende i Haven, eller møde hende, fordetmeste i Selskab med hendes Søn eller den ældre Veninde, men en ligegyldig Hilsen til Svar paa hans ærbødige Buk var hele Udbyttet af disse Vandringer. Det lykkedes ham at gjøre Bekjendtskab med Præstens. Der nød han den Fordeel at høre tale om hende, at saae Efterretninger om hendes huuslige Stilling, at høre hendes Roes; men at træffe hende der, hvormed han havde smigret sig, var ikke let at opnaae, da saavel hun som Christiane næsten aldrig toge Deel i noget Familieselskab, men omhyggelig undvege Alt, hvad der kunde lede til fortrolige Meddelser om den forbigangne Tid.

Endelig fik Baronen et Indfald, der syntes ham tilhvisket af en god Genius. Han gik en smuk Dag uden videre lige til Huset, bankede paa med rask Beslutning, dog ikke uden en vis Forlegenhed, der klædte ham særdeles godt. Han blev modtagen af Christiane, til hvem han med stor Høflighed henvendte sig og sagde, at han var henviist til hende for at faae en smuk Bondedragt forfærdiget til en Pige, som skulde have Brylup paa hans Gods. Han søgte at trætte Tiden ud med Forklaringer over denne Stads, der af rimelige Grunde forekom Christiane saa uforstaaelige, at hun til Baronens store Glæde kaldte Claudine til Hjelp, og nu endelig nød den forelskede Mand den Lykke at staae Ansigt til Ansigt med den tilbedte Skjønne, at see hendes Øine fæste sig paa hans og høre hendes Ord henvende sig til ham. De bestilte Arbeider bleve nu uden megen Vanskelighed aftalte og ordnede, og en Dag bestemt, da Baronen kunde lade dem afhente, — et Ærinde, som han besluttede selv at udføre; og da den bestemte Dag kom, indtraf ogsaa Baronen selv tilvogns, med en Kurv i Vognen, for deri at optage den meget ziirlige Bondedragt, der vilde gjort enhver Brud paa Godset særdeles lykkelig, men som Baronen ved sin Hjemkomst gjemte i en Garderobe, og det med meget fortrædelig Mine, thi dennegang havde han slet ikke faaet Claudine at see, men kunde høre, at hun inde i sit Værelse sang tilligemed sin Søn, og dette Barns Tilværelse, dets Skjønhed og Claudines kjendelig store Moderkjærlighed begyndte allerede at være en smertelig Torn i hans skinsyge Hjerte.

Om faa Dage indfandt han sig igjen og bestilte et Par broderede Bondehuer; han vilde gjerne, sagde han, glæde Fruentimmerne paa hans Gods med disse Gaver til det nærforestaaende Høstgilde. Disse Huer hentede han ligeledes selv. Saaledes blev han ved at lade forfærdige Mere og Mere af saadanne Pragtstykker, og Høstgildet var allerede for længe siden forbi, uden at disse Bestillinger ophørte. Saavel de to Fruentimmer som hans Kammertjener, der saae disse Sager, gjorde sig en og anden Tanke om Baronens Artighed mod Pigerne paa Godset, men det er vist, at den stakkels Herre havde en stor Kuffert fuld af glimrende Bondestads, der aldrig endnu var kommen noget Menneske tilgode.

Da en Tanke om det Paafaldende i hans Handlemaade opstod hos ham selv, grublede han paa andre Methoder til at nærme sig det kjære Huus og faae Adgang til det. Hans første Indfald bestod i, at han til en Ridetour valgte en sludfuld Efteraarsdag, da han desuden havde erfaret, at Præsten og hans Kone ikke vare hjemme. Han skar Remmen over paa sin Sadel, gik ind til en Skomager i Landsbyen for at faae den repareret, satte sin Hest ind paa Kroen, og gik derpaa dryppende af Regn til Christianes Huus, og bad om at maatte opholde sig der, medens hans Sadel blev gjort istand. Han havde — sagde han — villet besøge Præstens, men erfaret, at der Ingen var hjemme. Han blev modtagen med største Hoflighed, og da den lille Familie netop sad ved Theebordet, bad man ham deeltage i dette lille Maaltid. Nu var Isen brudt. Baronen var en smuk ung Mand med et indsmigrende Væsen, forkjælet og forsømt i Opdragelsen, men med en ikke ringe naturlig Forstand og den store Verdens ydre Politur. De uskyldige Fruentimmer vare langt fra at ane nogen Plan til at indtrænge sig i deres nøisomme Bolig, de toge velvilligt og livligt Deel i Samtalen, som deres Gjæst gjorde sit Bedste for at holde ilive saalænge og saa godt som muligt. Med varme Taksigelser for den ham viste Gjæstfrihed bad han om Tilladelse til at turde komme igjen, han fjernede sig endelig og red hjem i et skrækkeligt Uveir, men i det bedste Lune af Verden. En frygtsom Beskedenhed, som ogsaa var mellem de nye Erfaringer, han gjorde i sit eget Indre, forvoldte imidlertid, at han kun med en vis Sparsomhed benyttede den givne Tilladelse, men uophørlig grublede han paa Midler til at komme i Christianes Huus, idetmindste med ligesaamegen Frihed som Forvalteren og Skoleholderen, og disse to Mænd, som Ingen skulde have antaget for farlige Medbeilere, bleve Gjenstande for den unge Elskers hemmelige Skinsyge.

Ved Juletid havde han det snilde Indfald at bringe den lille Charles en heel Kurv fuld af Julegaver. Det barnlige Sind er næsten altid taknemmeligt. Den glade Dreng slyngede sig med Hjertelighed til den milde Giver, der opstillede ham Huse, Træer, Soldater o. s. v. for at vise ham Brugen af de forskjellige Herligheder, forklarede ham Billeder og især anviste ham nogle smaa Spil og spillede dem med ham til en Prøve. Dette var meget forstandigt beregnet paa at trække Tiden ud. Charles jublede, og med moderlig og bedstemoderlig Interesse toge begge Fruentimmerne Deel i deres Yndlings Glæde og Taknemmelighed. Det var Juledag. Den foregaaende Aften var i det simple Huus bleven festligholdt efter ringe Leilighed. Et lille Juletræ stod endnu i Stuen. Man oppyntede det paany med friske Ædler, Kager og Lys, som man tændte til Ære for den store Tilvæxt af Julegaver. Baronen hjalp ved dette Arbeide. De to gamle Huusvenner kom imidlertid ogsaa og bragte deres lille Skjærv. De følte ingen synderlig Fornøielse ved at træffe den uventede, fornemme Gjæst, der ogsaa paa sin Side ønskede dem til Bloksbjerg. Men Husets Damer havde et saa skjønt Talent til at gjøre Honneurs, forenet med en saa god Tone, at Enhver snart fandt sig paa sin Plads. Baronen viste imidlertid de Nysankomne al Artighed, og de godmodige ældre Mænd kom snart i deres gamle Folder. Damerne bade Baronen at tage tiltakke hos dem, man satte sig om det tarvelige, men nette Bord i det bedste Lune, og tilbragte en Aften, der forekom Enhver som et lyst Punkt i Vinterens mørke Tid.

Fra denne Dag af bleve Baronens Besøg stedse hyppigere. Han søgte paa alle Maader at indsmigre sig, og greb enhver Anledning til at vise Opmærksomhed. Han bragte Bøger og Kobberværker, skjønne Blomster og andre saadanne smaa Behageligheder til den stille Familie, og den beskedne Maade, hvorpaa han ved alt Dette vidste at skjule sine lidenskabelige Følelser under Venskabs og Velvillies Slør, forskaffede ham ogsaa lidt efter lidt de troskyldige Fruentimmers Tillid og utvungne venlige Omgang. Heller ikke var han denne uværdig, saaledes som han for Øieblikket var, baade i Tanke og Handling; thi vel er det sandt, at han i sin Forelskelses første Periode havde næret forvovne og strafværdige Planer, men den Reenhed og qvindelige Værdighed, der som en Glorie omgav Claudines Hoved, havde for længe siden bortskræmt enhver ureen Forhaabning. Under hele Løbet af denne Vinter led den stakkels Baron af den indre Kamp mellem hans Kjærlighed og hans Stands Fordomme. Hans Venners Spot bragte Vægtskaalen til at helde til den ene Side, og hans urolige og skinsyge Lidenskab drog den til den modsatte.

Det havde vakt stor Opsigt i Baronens Omgangskreds, at han Vinteren igjennem slet ikke lod sig see i Hovedstaden. Rygter om hans landlige Kjærlighedshistorie kom i Omløb med mange Gisninger og Opdigtelser. Flere af hans fordums Selskabsbrødre besøgte ham af og til, begjærlige efter at see hans Elskede og erfare Noget om dette Forhold, men paa de to forhen omtalte Herrer nær, reiste de Alle hjem med utilfredsstillet Nysgjerrighed og efterlode deres gjæstfri Vert en ubehagelig Erindring om alle de Drillerier, spottende Bemærkninger og Hentydninger, som han havde anstrengt sig for at taale med ligegyldig Mine.

Ved Foraarets Komme opstod endelig en fast Beslutning i Baronens Sjæl. Han vilde tilbyde Claudine sin Haand og kjøbe sin Ro og Tilfredshed med Opoffrelsen af langt mindre væsenlige Goder. Efter denne Beslntning følte han sit Indre lettet og vovede lidt efter lidt at vise Spidsen af sine Frierskoe. Det var aldrig faldet Claudine ind at see en Elsker i den fornemme, rige og tillige beskedne, næsten undseelige Mand. De smaa Bemærkninger, som ved en og anden Leilighed vare undslupne Christiane om Baronens stjaalne Sukke og Øiekast, havde Claudine besvaret med Latter; men den Forandring, der nu var foregaaet i hans Tone, kunde ikke undgaae hendes Opmærksomhed, og denne Opdagelse gjorde hende mindre fri og ligefrem imod ham. Med Smerte bemærkede han Dette, og nye Bekymringer og Tvivl opstode i hans Sind. Turde han ikke haabe at vinde hendes Kjærlighed? Elskede hun en Anden? Havde hendes afdøde Mand været hende saa kjær, at hendes Hjerte var dødt med ham? Hvem var egenlig denne Lyksalige? Aldrig hørte man hans Navn nævne? Hvem var hun selv? Aldrig hørte man hendes Slægt nævne? Amor er den største af alle Læremestre. Med en diplomatisk Finesse, om hvilken Baronen aldrig tilforn havde drømt, vidste han et Par Gange at føre Samtalen hen paa et saadant Gebeet, at han af Claudines Yttringer uddrog den Slutning, at noget Saadant som et Giftermaal mod Forældres eller Frænders Villie maatte have skilt hende fra sine Nærmeste, og at det var tydeligt, at hun lidenskabeligt havde elsket sin Søns Fader, og endnu elskede ham i sin usigelige Kjærlighed til dette Barn. En Skinsyge, man kunde kalde vanvittig, greb ham ved denne formeente Opdagelse. Den afdøde Medbeiler blev ham meer end forhadt, og den lille Charles, der med uskyldig Hengivenhed stedse nærmede sig til ham, blev med hver Dag mere en Gjenstand for hans Uvillie. Undertiden drog han Barnet tæt hen til sig og stirrede i dets yndige Ansigt, for i de barnlige Træk at lede om den forhadte Faders, og til sin Qval forestille sig, at de vel desværre havde været skjønne. Han blev saaledes med hver Dag mindre Herre over sig selv og bestræbte sig næsten ikke længere for at skjule det Voldsomme og Vilde i sit Hjertes Tilstand for Claudine, i hvis rolige, stille Tilværelse hans stormfulde Nærhed forstyrrende begyndte at indgribe. Ikke blot mødte hun ham tidlig og silde paa hver af sine Yndlingsveie, men da hun, paa Grund heraf, ikke længere ene forlod Huset, saae hun ham saa ofte staae for sig, naar hun med sit Arbeide sad under sit kjære Kastanietræ, at hun med Bekymring forudsaae, at hun snart maatte forlade dette yndede Tilflugtssted og lukke sig inde i sit Værelse; thi denne brændende Elskers hels Væsen og Hentydninger til de Lidelser, hun foraarsagede ham, indjoge hende en ufrivillig Forfærdelse.

Det Urimelige i dette Forhold kunde naturligviis ikke vedvare i lang Tid. I et lyst Øieblik besluttede Baronen omsider at gribe rask i sin Skjæbnes Urne og med en tilkæmpet rolig Mine nærmede han sig en Dag, da Claudine havde vovet sig ud i Haven.

Med et Udtryk af stille Bedrøvelse sagde han: De vil dog ikke flygte for mig, som for et vildt Dyr, men unde mig et Øiebliks Samtale?

Claudine anviste ham en Plads ved sin Side under Kastanietræet, der med venlig Haand skjulte de To med sine yppige Blomster, med sine brede Blade og Grene, ligesom det vidste, at den forestaaende Samtale vilde handle om Kjærlighed.

Med en Stemme, der ikke var fri for en sagte Skjælven, sagde nu Baronen: Det, jeg har paa Hjertet at sige Dem, veed De ganske sikkert, thi jeg kan ikke troe, at De kunde mistyde den ubegrændsede Høiagtelse, jeg nærer for Dem. At jeg elsker Dem, kan ikke vaere Dem nogen Nyhed. Jeg saae Dem første Gang uden at sees af Dem, og fra det Øieblik af har jeg ingen anden Tanke havt end Dem. Jeg kan med Sandhed forsikkre, at De er min første Kjærlighed, og De vil ogsaa blive den sidste. Derfor kommer jeg for med rene Ord at beile til Dem. Vil De blive min Kone? Alt, hvad mit er, lægger jeg for Deres Fødder, jeg vil være Dem den kjærligste Ægtemand, og sørge, som Pligten kræver, for Deres Søns Opdragelse og Deres Skjæbne efter min Død. Siig, vil De gjøre mig til det lykkeligste Menneske?

Med stor Undseelse svarede Claudine: Ak, Hr. Baron! En saa paafaldende Mesalliance vilde vel, langt fra at gjøre Dem lykkelig, snarere staae iveien for Deres Fremtid, der nu ligger for Dem med saa lyse Farver.

— Nei, ikke uden i Forening med Dem. Jeg er min egen Herre! jeg forlanger ingen anden Lykke end den at leve rolig og i Kjærlighed.

Claudine sukkede, det kostede hende Møie at forklare sine Tanker uden at saare den ærlige Beiler. Baronen havde grebet hendes Haand, hun lod ham beholde den, og sagde med et sagte Haandtryk: Tro mig! jeg føler det Ærefulde, det Misundelsesværdige i den Skjæbne, De tilbyder mig, men saameget mere burde jeg, hvis jeg modtog den, kunne sige mig selv, at jeg ikke var den uværdig; jeg maatte tiltroe mig virkelig at kunne bidrage til Deres Lykke, men det kan jeg ikke, thi kun den inderligste Kjærlighed kan være Gjengjeeld for Deres, og den staaer det ikke mere i min Magt at give nogen Mand.

Baronen taug med bedrøvet Mine. Efter et Øiebliks Taushed sagde han: Men De er jo dog fri.

Jeg er ikke engang vis derpaa, svarede Claudine med nedslagne Øine.

— De forestiller Dem maaskee, at Deres Mand, som blev borte paa en Søreise, ved et eller andet Mirakel kunde veere ilive. Men jeg beder Dem betænke, hvor høist urimeligt et saadant Haab dog er. Efter saamange Aars Forløb skulde da intet Menneske, enten af Skibets Besætning eller Andre, have mindste Efterretning at give om ham? Men ialfald maa det jo ikke være umuligt at tilveiebringe nogen større Vished herom. Hvad var Skibets Navn? hvor var dets Hjemstavn? Hvem var dets Rhedere eller Participanter? Nævn mig alt Dette, og der skal Intet blive forsømt for at skaffe Vished om dets Skjæbne.

Efter et Øiebliks Betænkning svarede Claudine: Jeg kunde vistnok undvige at besvare disse Spørgsmaal; jeg kunde sige, uden at lyve, at omstændelig Beretning om et elsket Menneskes voldsomme, maaskee piinlige Død er saa sønderrivende, at jeg er svag nok til at skye et Billede, der vilde martre min Phantasie Dag og Nat. Men den Hengivenhed, De viser mig, giver Dem Ret til min Fortrolighed, saameget mere, som Det, jeg har at betroe Dem, rimeligviis vil være en Modgift mod den Trolddom, som jeg ubevidst har øvet imod Dem. De troer, som Alle, at jeg er Enke, at min Søn er Frugten af et lovligt Ægteskab. Det er ikke saa. Som en meget ung, uerfaren Pige, er jeg bleven henreven af Tidens regelløse Grundsætninger, af min Omgivelses Letsindighed og af den elskværdigste Mands og min egen Kjærlighed. Min Søn er Frugten af denne Kjærlighed. Den Skamfuldhed, hvormed jeg gjør Dem denne Tilstaaelse, viser bedst, at jeg selv erkjender min Strafværdighed, men dog maa jeg tilføie, at jeg ikke engang formaaer af Hjertet at angre den alt opoffrende Kjærlighed, som har skjænket mig en Moders Lyksalighed, der erstatter hvad jeg har liidt eller kan komme til at lide for mit over alt Andet elskede Barn.

Denne Bekjendelse syntes ikke at gjøre noget overordenlig dybt Indtryk paa Baronen. Han taug en liden Stund, derpaa sagde han: Det er engang imellem faldet mig ind, at en Hemmelighed af denne Natur hvilede over Deres Forhold. Men denne lykkelige Elsker, er han død?

— Jeg formoder det. Idetmindste har hans Liv været udsat for de største Farer.

— Han var altsaa Sømand eller Militair?

— Det Sidste.

— Men hvad bevægede ham til at forlade Dem, under saadanne Omstændigheder?

— Hans Ære, hans Pligt.

— Af hvad De nu har sagt mig, maa jeg formode, at han var en Udlænding.

— Ja det er sandt.

— De vil ikke betroe mig hans Navn og Deres eget, thi jeg gjetter, at ogsaa herover hviler en Hemmelighed.

— Jeg har sagt Dem og vil sige Dem Alt, hvad der kan interressere Dem, Alt hvad jeg troer at burde sige; spørg mig ikke om Mere. Jeg er fader- og moderløs, min Familie vilde sikkert ikke taale, at jeg vedkjendte mig dens Navn, da jeg har unddraget mig dens Myndighed. For ikke at give mit Barn fra mig, har jeg forladt Alt som en Flygtning, og skjuler mig her, takkende Gud for det lykkelige Fristed, han har forundt mig, for den moderlige Veninde, han her har ladet mig finde. Dette er Alt hvad jeg kan sige, og Mere end jeg nogensinde vil sige den øvrige Verden.

Baronen saae paa hende med inderlig Ømhed og sagde derpaa: Den Retsindighed, som bevæger Dem til at vise mig denne Fortrolighed, forhøier endnu Deres Værd i mine Øine, og langt fra at være en Anstodssteen for mine Ønsker, synes disse Opdagelser mig snarere at bortrydde Vanskelighederne. At De er aldeles fri, er nu ustridigt, thi enten er den lykkelige Mand død, eller han er en Troløs, og i begge Tilfælde er det Baand brudt, der bandt Dem til ham. Jeg nægter ikke, at Tanken om, at De har tilhørt en Anden, jo er og vil stedse blive mig bitter, men jeg har jo altid anseet Dem for Enke, vidst, at De var Moder, og hvad Moralen angaaer, saa har jeg ikke selv Ret til at være en streng Moralist. Verdens Dom derimod kan i min Stilling ikke være mig ligegyldig, men det kunde sikkert ikke være vanskeligt i Forening at træffe saadanne Forholdsregler, at vi førte Nysgjerrigheden paa Vildspor. Jeg gjentager derfor mit Tilbud: Vil De give mig Deres Haand, saa vil De naturligviis ogsaa vise mig en heel Fortrolighed, og da vil rimeligviis Deres Familie heller ikke nægte at forsone sig med min Gemalinde og hjelpe os til at skjule den egenlige Hemmelighed i Deres Skjæbne, især da det vel er deres Slægtninges eget Ønske at skjule den. Jeg har sat mit Hjerte saaledes til det Haab at eie Dem, at Intet i Verden kan bringe mig til godvillig at afstaae derfra.

— Ak Hr. Baron! Jo mere Godhed De viser mig, jo større Uret vilde der være paa min Side, dersom jeg modtog den. Jeg bevarer endnu min første, min eneste Kjærlighed. Jeg lever endnu i Erindringen om ham. Med dyb Smerte forlod han mig. Vi vare Begge unge og uforsigtige; han er uvidende om sin Søns Tilværelse. Jeg lovede ham Troskab til Døden; brød jeg min Ed, da vilde Tanken om ham blive mig en Skræk. Tænkte jeg mig ham levende, da vilde jeg skjælve for at møde ham og fremstaae for hans Øine. Tusinde urimelige Muligheder, der viste mig ham uskyldig i hans lange Taushed, vilde opstaae i min Phantasie; tænkte jeg ham død, da vilde det Haab at møde ham hisset ikke længere være min Trøst. I Drømme seer jeg ofte hans kjære Billede, da seer jeg ham stedse trofast og elskende, og naar jeg vaagner, føler jeg mig styrket af min Drøm; men tilhørte jeg en Anden end ham, da vilde jeg vaagne med Anger og bange Anelser. Nei for mig passer kun det klosterlige Liv, hvortil en naadig Himmel vidunderlig har ført mig. Med Verden har jeg Intet mere at gjøre. Troskab er Det, jeg har lovet Gud og mig selv, og naar jeg engang maa sige min Søn: For Verdens Øine er din Fødsel betegnet med Vanære, din Faders Navn kan du ikke bære, — saa vil jeg kunne tilføie: Men din Moder var tro til Døden mod ham og mod dig.

Baronen taug længe med en mørk Mine; endelig sagde han: Tillad mig at sige Dem, at de Følelser, De udtaler, synes mig exalterede og passe ikke for Deres Alder, for Deres Stilling, for det virkelige Liv. Hvor er det muligt, at De, saa ung, saa deilig, skulde kunne leve her for bestandig skjult og uden Støtte? Det er jo et Mirakel, at det i flere Aar er lykkedes Dem. Hvor Meget kan ikke forandre sig i Deres Omgivelse? Heller ikke kan Deres Søn altid blive hos Dem. En Dreng kan ikke saaledes opdrages i sin Moders Skjød, han maa jo snart ud i Verden og lære Noget.

— Min Charles er ikke forsømt, han er langt videre, end Børn i hans Alder pleie at være. Vistnok vil det stedse synes mig altfor tungt at leve uden ham. Men hvad Fremtiden vil bringe, er skjult for menneskelige Øine. En god Engel, det troer jeg, har i min største Nød og Angst gaaet ved min Side, den vil vel ikke forlade mig herefter.

Efter denne Samtale haabede Claudine at have betaget Baronen alle unyttige Forhaabninger, men heri bedrog hun sig. Han kom stedse tilbage til sine Forsøg paa at overtale hende, han nedstemte sine Fordringer saa dybt, at han endogsaa gav Afkald paa hendes Kjærlighed, og vilde nøies med det Haab, at Tid og Pligt skulde forskaffe ham denne. Der var intet nogenlunde tilladeligt Middel, han lod uforsøgt; han henvendte sig til Christiane for at benytte hendes Indflydelse; men hun forstod altfor godt Claudine til at indblande sig i denne Sag, som Baronen desuden fordærvede for sig, ved at stræbe at lokke hende ved Tilbud om personlige Fordele. Lykkeligere gik det ham med Præstekonen, der i sin velmenende Godmodighed lod sig overtale til at være hans Talsmandinde hos den Elskede, hvis Fortrolighed Baronen iøvrigt paa ingen Maade havde misbrugt.

Dette Slags Forfølgelse var den stakkels Claudine yderst ubehagelig, og blev det endnu mere ved det Selskab af Herrer, som den gode Aarstid nu forsamlede paa Baronens Gaard, ham selv, i hans nuværende Stemning, til ikke liden Byrde. Disse, for det meste unge og især lystige Mennesker gik af Nysgjerrighed og Drilleri paa Spor efter Baronens meget omtalte Kjærlighedshistorie, og omsværmede den Egn, hvor de haabede at faae deres Nysgjerrighed tilfredsstillet. Uagtet Claudine, der bemærkede disse usædvanlige Vandringsmænd, skjulte sig med al Forsigtighed, hændte det sig dog, at hun en tidlig Morgenstund, da hun havde vovet sig lidt udenfor Huset, pludselig stod for et Jagtselskab, hvori hun til sin Skræk bemærkede en Bekjendt fra sin fordums Omgangskreds, der hilsede hende med forundret og venlig Mine. Som en bange Hind, der fra sit stille Skjul skimter Jægeren, ilede hun ind i sit Hjem og kunde for Hjertebanken neppe berette Christiane Grunden til sin Ængstelse; og da hun om Aftenen sagde sin Charles Godnat, og han slyngede sine smaa Arme om hendes Hals, traadte Taarerne i hendes Øine, og hun bad Barnets gode Engel at skjule det for alle speidende Blikke. Den forsvundne Tids Begivenheder havde indgivet Claudine en Skræk for at miste sin Søn, som man næsten kunde ansee for sygelig, thi uagtet hun sagde sig selv, at hun i sin nærværende Stilling var uafhængig af sine Paarørende, saa forekom det hende dog, som om der ventede hende en Forfølgelse, dersom man opdagede hendes Skjul.

I Nattens Eensomhed krydsede tusinde foruroligende Tanker gjennem hendes trætte Hoved. Af og til havde hun hørt fra sin Onkels Huus gjennem Madame Lyng og Susanne, med hvem hun underholdt en ikke just levende, men dog heller ikke uddød Brevvexling. Hun vidste, at Grosserer Valler allerede for adskillige Aar siden var gift igjen med en formuende Kone af engelsk Herkomst, at han gjorde, hvad man kalder et stort Huus, og at den gamle Susanne, som var sat paa Pension, nu levede hos sin Cousine, den gode Madame Lyng. Paa sine gjentagne Spørgsmaal om Efterretning fra Ferdinand havde hun først i den senere Tid faaet det Svar, at hans Fader Justitsraaden nu var ligesaa tilfreds med ham, som han i fordums Dage havde været det Modsatte, thi nu havde han Glæde af Sønnen, der var fordeelagtigt etableret og gift i Genf. I en søvnløs Nat drage de ved Tidens Haand afblegede Billeder med friske Farver forbi den vaagne Sands. Claudine søgte at berolige sig ved Erindringen om sin Onkels Characteer, og fandt Grunde til Trøst og til Frygt i sin Kundskab om denne. Paa den ene Side trøstede hun sig med, at Grossereren i ganske nye huuslige Forhold og Omgivelser vistnok ikke vilde opsøge en Niece, der saa lidet kunde smigre hans Forfængelighed, fremdeles at han ogsaa var for retsindig til uden Nødvendighed at ville forurolige hende, og altfor letsindig til at lægge sig hendes Skjæbne paa Hjerte. Men paa den anden Side vilde hans store Forfængelighed og verdslige Tænkemaade altformeget finde sin Regning ved hans Slægtnings Forbindelse med en Mand som Baronen, saa at Denne, dersom han vedblev at gaae den Vei, han havde begyndt, vilde finde en mægtig Allieret i Grossereren. Tanken om den strenge og vistnok fortørnede Tante Malfred var endnu mere afskrækkende. Ak! sukkede den bekymrede Claudine: En Anelse siger mig, at mine rolige Dage ere forstyrrede, at onde Tider ere mig nær.

Hun reiste sig i Sengen og saae ved Maanelyset, som skinnede ind i Værelset, den lille Charles, hvis Kurveseng stod for Foden af hendes. Han laae i dyb Søvn, med sine smaa Hænder foldede over Brystet. Andægtig foldede den unge Moder ogsaa sine, og sagde: Han er sovet ind med sin Aftenbøn paa Læberne. En trøstelig Følelse griber mig ved dette Syn. O du, som lod en Straale fra din Guddom falde i min forvirrede Sjæl, da jeg i hiin høitideiige Time bragte mit faderløse Barn til din Helligdom, indviede ham til dig, og lovede dig at være en trofast Moder, du veed, jeg har holdt mit Løfte. Herre! hvem de gode Aander alle tjene, send en Engel til at bevogte denne Uskvldige i dette stille Tilflugtsted, som ingen onde Ord eller Følelser have besmittet, men som er helliget dig og Kjærligheden!

— Enhver Beængstet, der med fri Samvittighed kan bede en Bøn som denne, vil sikkert erfare, ligesom Claudine, at Engelen allerede staaer ved hans Leie, og bringer Ro og Hvile.

Om Formiddagen pleiede Baronens Gjæster sædvanlig at gaae deres egne Veie, og paa disse Timer sneg han sig som oftest til den stille Bolig, hvor han almindeligviis, især paa varme Dage, kunde vente at finde Claudine under Kastanietræets tætte Skjul.

Da han indfandt sig paa den Dag, vi her omtale, havde hans Ansigt et besynderligt Udtryk, der bebudede noget Usædvanligt. Efter et Par ligegyldige Ord sagde han: En Hændelse, ikke noget Spioneri fra min Side, har opdaget mig det Halve af den Hemmelighed , De ikke vilde betroe mig. En gammel Bekjendt af Dem har igaar mødt Dem og strax gjenkjendt Dem. Han nævnede Deres Navn for Dem, der fulgte med ham, og da de kom hjem til mig, blev jeg bestormet med Spørgsmaal, som jeg naturligviis ikke indlod mig paa at besvare. Den, som roste sig af at kjende Dem og Deres Familie, forsikkrede forresten, at De var bleven gift i Mecklenborg med en riig Kjøbmand; om De var Enke, eller ved hvilke Skjæbnens Omskiftelser De var kommen til denne Egn, i en saa lidet glimrende Stilling, var han meget begjærlig efter at erfare.

Claudine svarede alvorligt: Ja desværre! jeg har vel tænkt mig, at noget Saadant var Følgen af dette Møde.

— De seer altsaa selv, kjæreste Veninde, hvor usandsynligt det er, at De i længere Tid kan blive skjult for Deres Familie. Tillad mig derfor at anholde om Deres Haand hos Deres Nærmeste. Alle Misforhold, alle Vanskeligheder ville blive jævnede, naar jeg tør fremtræde som Den, der har Ret til at beskyttet Dem. Der vil da Intet være, hvorfor De behøver at frygte.

— Intet, uden for mig selv, for min Samvittighed, for min indre Rolighed. De er altfor retsindig til ikke at ansee en saadan Frygt for den værste af alle.

— Vil De da ikke bebreide Dem selv at have gjort mig ulykkelig? Har jeg fortjent det af Dem? Jeg tør vel sige, uden at træde Delicatessen for nær, at jeg, for at vinde Dem, ikke har skyet Offre, som ikke Mange i mit Sted vilde være istand til at bringe, og til Løn for saa stor Kjærlighed tager De Hensyn ti alt Andet, end til mig.

— Tilgiv Hr. Baron! De seer vort Forhold fra et urigtigt Synspunkt. Til Løn for Deres Godhed for mig har jeg skjænket Dem min Fortrolighed, mit Venskab, om De vil modtage det. At jeg ikke kan give Dem Mere, skal jeg aldrig bebreide mig, thi jeg har aldrig ønsket eller søgt at opvække Følelser, som jeg ikke kunde gjengjælde. Mine Grunde, mine Tanker har jeg forklaret Dem saa ofte, at jeg ikke vil trætte os Begge med at gjentage dem. Jeg beder Dem derfor, lad os for stedse afbryde denne Materie, og ifald min Skjæbne ligger Dem paa Hjerte, saa und mig den stille Fred, som er Alt hvad jeg ønsker af Jordens Herlighed. Forstyr ikke min og mit Barns Tilværelse ved at udsætte os for Verdens Opmærksomhed. Tro mig! om den Kjærlighed, hvormed De beærer mig, har kostet Dem ubehagelige Timer, da har den heller ikke forskaanet mig for Ængstelser og Uro. Lad alt Dette ende! Vær mig en Ven, som jeg aldrig skal aflade at skatte høit, og lad denne vor Samtale være den sidste om en Sag, i hvilken disse i Sandhed skal være mine sidste Ord.

Baronen sprang op. Han var bleg. Claudine forfærdedes ved at see paa ham. Godt! sagde han med skjælvende Læber: Fortræffeligt! Jeg har Intet mere at sige, og har kun sagt altfor Meget. Jeg skal ikke mere genere Dem eller Deres.

Med disse Ord ilede han bort, som forfulgt af Dæmoner. Og det kan vel siges, at han var det, saaledes havde Lidenskaben berøvet ham Sjælens Frihed. Saasnart han kom hjem, satte han sig til Middagsbordet med sine Venner. Disse saae paa ham med Forbauselse. Han affecterede en saa vild Lystighed, at de tænkte, han maatte være beruset eller have en hidsig Feber i Kroppen. Han lod imidlertid saamegen Champagne og andre sine Vine hente op fra sin Kjelder, og drak sine Gjæster saa lystig til, at de Fleste snart ikke havde Noget at lade ham høre. Strax efter Maaltidet styrtede han ud i det Frie og tog — besynderligt nok — Veien henimod den Landsby, som han med de skrækkeligste Eder havde forsvoret nogensinde at betræde. I Nærheden af denne var en steil Vakke, der med sin øverste Skrænt hang ud over Havet. Her standsede han, kastede sig ned i Græset og overlod sig til sin Fortvivlelse. I sit oprørte Sind fandt han sin Ære fornærmet, sit Hjerte krænket, og kaldte sig mishandlet, forskudt og tilsidesat for en Troløs. Havde jeg ham blot her, den forhadte, skjændige Forfører! jeg skulde omslynge ham og styrte mig med ham ned her i Havet. Det kunde jeg have Lyst til at gjøre ialfald, thi er han død, saa kunde jeg møde ham hisset; der maa ogsaa være Hævn. O kunde jeg blot træffe ham!

I det Samme hørte Baronen en spæd Stemme bag ved sig, som sagde: Her er jeg!

Han vendte sig og saae den lille Charles, saaledes som han første Gang havde seet ham, med hans trefarvede Skjærf og Geværet paa Skulderen. Den Rasende greb den smilende Dreng i sine Arme og raabte: Du sendes mig af Helvede selv.

Barnet blev bange for hans vrede Aasyn og sagde: Slip mig!

Nei, raabte han, du ligner din Fader! og det er sikkert hans forhadte Farver, hvormed du er udpyntet. Jeg springer ned i Stranden med dig, saa kan du hilse ham, hvis han er død, og forklage ham for Gud, hvis han lever.

Charles begyndte at græde. Slip mig, raabte han, du gjør mig bange! Jeg vil forklage dig selv for Gud, thi det er Synd, at du forskrækker mig. Jeg har jo altid holdt af dig. Slip mig! jeg vil hjem til min Moder.

Baronen slap ham og kastede sig selv ned paa Jorden, og hans Raseri opløste sig i den hæstigste Graad. Charles gjorde en Bevægelse for at nærme sig den grædende Ven. Baronen gjorde Tegn med Haanden, at han skulde fjerne sig, og sagde med vred Stemme: Skynd dig! løb hjem! — og det forundrede og forskrækkede Barn ilede bort fra det farlige Sted.

Den ulykkelige Elsker blev længe liggende paa Skrænten og udgræd sin dobbelte Ruus. Da han noget havde fattet sig, gyste han i sit Inderste over den rædsomme Magt, hvormed Lidenskaben havde omspændt hans Sjæl. Han gik hjem, og ved Aftenbordet erklærede han sine Venner, at han næste Morgen vilde reise til Kjøbenhavn for at ordne Et og Andet, eftersom han havde besluttet at tiltræde en Udenlandsreise.

Claudine sad imidlertid eensom under sit Træ i Haven. Hun følte sig forstemt. Baronens vilde, blege Miner ved hans Bortgang havde gjort et ængsteligt Indtryk paa hendes Sind; hun vidste ikke selv at forklare sin bange Anelse. Da kom den lille Charles i fuld Fart løbende til hende, og med blussende Ansigt og taarefulde Øine kastede han sig om hendes Hals og bad ydmygt om Tilgivelse for at have, ulydig mod hendes Befaling, besteget Skrænten ved Havet. Kjære Moder! sagde Barnet: Jeg har aldrig gjort det før og skal aldrig gjøre det mere, men jeg saae Baronen sidde deroppe, og saa tænkte jeg, at jeg vel turde gaae op til ham, men hvor han var forunderlig!

Og nu fortalte han omstændeligt og sandfærdigt den Scene, der var foregaaet paa dette Sted. Claudine kunde neppe skjule den indre Bevægelse, som hun følte ved denne Beretning. Hun holdt sin Søn fastsluttet i sin Arm, og formaaede kun svagt at bebreide ham hans Ulydighed, og vistnok mindre til Straf end af Frygt for at lade ham ude af Sigte, paalagde hun ham, at han hverken denne Aften eller næste Dag maatte fjerne sig længere end til Engen udenfor Huset. Charles vidste godt, at Bønner og Parlementeren ikke vilde forandre hans Dom, han satte sig taalmodig ved sin Moders Side, og syntes tankefuld.

Endelig sagde han: Baronen sagde, at jeg skulde hilse min Fader, at jeg skulde forklage min Fader for Gud, hvad meente han dermed? Er ikke min Fader død paa Søen? Det har Bedstemoder fortalt mig. Fortæl mig om min Fader! det gjør du aldrig. Var han ikke god?

— Jo meget god.

— Siig mig, er han død paa Søen?

Claudine svarede rørt og forlegen: Nei han er falden i Krigen.

Falden i Krigen? raabte Charles. Det glæder mig, det kan jeg godt lide; saa var han vist en tapper Mand?

— Spørg mig nu ikke mere! Naar du bliver større, skal jeg fortælle dig om din Fader, nu vilde du ikke forstaae mig.

Drengen sad lidt og taug stille. Derpaa sprang han op med største Lystighed, greb sin Tromme og istemte med høi Røst Marseillaisen, et Signal, der strax blev besvaret af hans landlige Kammerater, som med deres gode sjællandske Bondedialect sang det franske Omqvæd, som deres lille Anfører havde lært dem, og som en sand Armee fra Republikens unge Dage ilede den lille Trop, med Træskoe paa Fødderne eller barfodet, til sin General, og forenede sig med ham paa Engen.

Claudine var dybt greben af Barnets Beretning. Hvor var den mig dog nær, sagde hun ved sig selv, den Ulykke, der af alle vilde meest nedtrykket mig! O Gud! hvor minder min Samvittighed mig om den mørke Time, da jeg selv — ligesom denne Rasende — vilde have kastet mig i Havet med dette Barn, og endt dets kostbare Liv med mit eget, staaet for mine Dommer hisset som en Forbryderske, mødt Lusard som hans Søns Morderske! Jeg skjælver ved Tanken! Var den Ulykke rammet mig, som nu idag truede mig, da havde Straffen, saa haard den var, dog været retfærdig. Ja i Sandhed! det er ingen Drøm, en høiere Haand beskjærmer min uskyldige Søn. Bør ikke denne Tanke styrke mit synkende Mod? Men i dette Øieblik vil det svigte mig. Hvor ængster jeg mig ved at tænke paa denne halv afsindige Mand, der altid omsværmer mit stille Opholdssted! Jeg føler mig saa forladt, jeg føler hvad det vil sige for mig og mit stakkels Barn at være uden Beskytter.

Neppe havde Claudine i sit stille Sind udtalt disse Ord, før en Beskytter uventet viste sig. En Vogn, kjørt af en Postillon, holdt i Nærheden, en Mand sprang ud og ilede mod Havegittret, og inden Claudine kunde fjerne sig, løb han hende imøde, greb hende i sine Arme, trykkede hende til sit Bryst og kunde for indre Bevægelse neppe sige: »Claudine! kjender du mig ikke igjen?« Og med ubeskrivelig Glæde hilste Claudine sin Ungdomsven og Slægtning Ferdinand Valler.

Da den første Bevægelse ved Gjensynet var sagtnet, sagde Ferdinand: Endelig finder jeg dig, efter en lang, forgjæves Leden. Det er nu henimod ni Aar siden vi sidste Gang saaes. Hvormeget er dog forandret i vor Kreds og i hele Verden i dette Tidsrum! Af mine første Breve fra Udlandet veed du ventelig, at jeg i Paris vandt en Ven i en ung Schweitzer. Da han reiste hjem til sit Land, fulgte jeg med ham efter hans Ønske. Hans Fader og han selv stode i Spidsen for et omfattende industrielt Foretagende. Ved Hjelp af mine Sprogkundskaber og ved min Vens Godhed blev jeg først Medarbeider og siden Medinterressent i dette Handelshuus, og hvad der endnu var det Bedste, jeg blev Søn og Broder af Familien ved at ægte min Vens elskværdige Søster, og som du her seer din letsindige Fætter, er han, uden at prale, en driftig Forretningsmand, en kjærlig Ægtemand, og Fader til en lille treaars Datter. Jeg kan med Sandhed forsikkre dig, at jeg i alle disse Skjæbnens Omvexlinger aldrig har glemt min smukke lille Cousine, der græd saamange Taarer Ved vor Afsked; jeg spurgte til dig i hvert af mine Breve, og jeg havde ikke været længe borte, førend jeg fik det Svar, at du var gift i Mecklenborg med den tydske Kjøbmand, som jeg havde seet i Onkels Huus. Jeg tilstaaer, at denne Efterretning mishagede mig, men nu, da jeg benyttede mig af en Leilighed, der frembod sig til at gjensee mit Fædreland, lagde jeg dog Veien til Kjøbenhavn over Doberan, og reiste til et Landsted et Par Mile derfra, hvilket man nævnede mig som den omtalte Kjøbmands Sommerbolig. Jeg lod mig melde hos Fruen, og stod heel forbauset for en fremmed Dame. Til Lykke var Tante Malfred der, af hvem jeg dig angaaende dog ikke erfarede stort Andet, end at hun var vred paa dig. I Kjøbenhavn gik det ikke bedre, før jeg endelig blev henviist til den gamle Susanne. Af hende og end mere af den vakkre Kone, hos hvem hun opholder sig, fik jeg omstændelig Beretning om Alt. O min kjære Claudine! med dyb Bekymring hørte jeg, hvad du har liidt, med Glæde, hvorledes du har bestaaet din haarde Prøve. Du er bleven dig selv lig. Din ungdommelige Begeistring, som Tidens Tendenser, som Kjærligheden, ak! som mine egne exalterede Udbrud opvakte og nærede, er du bleven tro paa en skjønnere Maade end Tiden og vi Andre, som levede i dens skjønne Løfter, hvilke den ikke har holdt. Hos dig have disse Begreber forædlet sig til den sande Frihed, der ikke lader sig kue af Modgang og Menneskefrygt til at fornaegte sin Troskab og Kjærlighed. O jeg kunde kaste mig sor dine Fødder og bønfalde dig om Tilgivelse for den Deel, jeg har i din Skjæbne, dersom jeg ikke til min Trøst følte, at din Seier var større end dit Uheld!

Med inderlig Bevægelse hørte Claudine den trofaste Vens varme Lovtaler, der hævede hende i hendes egne undseelige Øine. Gjennem vore Feiltrin, sagde han, lære vi mangengang at vende vort Sind til det Høiere og Bedre.

Ferdinand holdt begge hendes Hænder i sine og sagde halv sagte: Alt kan endnu blive godt. Maaskee kan det endnu forundes mig at være et Redskab til din Opreisning, som jeg har været det til din Ulykke.

Med bange Stemme sagde Claudine: Veed du slet Intet om din Ven Lusard?

Hvorledes? svarede han: Du veed ikke ….

Claudine afbrød ham og lagde Haanden paa hans Mund: O ti! tal ikke Ordet ud! Tusinde Gange har jeg sagt mig det, men gyser dog for at høre det.

— Hvad mener du?

Med neppe hørlig Stemme og bortvendt Ansigt hviskede hun: At han er død.

— Dod! Nei ingenlunde! Veed du ikke, at han for et halvt Aars Tid siden er bosat her i Danmark? I Jylland, paa sin Onkels Gods, som han har arvet?

Claudine stirrede paa ham uden at svare.

Ferdinand vedblev: Erindrer du ikke, at han ofte talede om sin Onkel, den emigrerede Duc de Montalbert? Denne stive Aristocrat, hvis Vrede bedrøvede hans Brodersøn saa meget, lod sin Forbittrelse døe med Republiken, mødte sin Neveu i Paris, forligte sig med ham og indsatte ham til sin Arving, hvorpaa han var saa god at reise til det Fædreland, hvorfra man ikke kan emigrere.

Har Lusard i alle disse Aar aldrig skrevet til dig? spurgte Claudine frygtsom.

— Kun et Par Gange. I Krigens Tummel saaer man ikke synderlig Ro eller Leilighed til at skrive Breve, men dog har han, netop som han reiste fra Paris for at begive sig til sin nye Eiendom, sendt mig nogle Linier med en Landsmand, som reiste til Genf. Jeg reiser til ham og haaber at bringe dig ham tilbage med større Glæde, end da jeg bragte dig ham paa Broen ved Fiskerleiet. Erindrer du den Dag?

— O Ferdinand! du ængster mig!

— Hvorledes? Elsker du ham ikke mere?

— O kan du spørge! Men ak! jeg veed ikke selv …. Den rige, fornemme Montalbert forekommer mig saa fremmed. Det er ikke den unge Lusard med det elskende, melancholske Udtryk, ham som gik en uvis Skjæbne imøde. Han har glemt mig!

— Hvem siger, han har glemt dig? Han er, ligesom jeg, ført bag Lyset af falske Efterretninger, han troer at du er troløs.

— Betænk dog, Ferdinand! Dersom han endnu havde elsket mig, skulde han da, skulde nogen Mand lade sig afholde fra at forskaffe sig Vished om en Piges Skjæbne, der havde betroet sig til hans Ære, forudsat at han endnu elskede denne Pige? Nei lad mig være død for ham.

— Claudine! glemmer du din Søn? Skal hans Fader ikke erfare hans Tilværelse? Vil du berøve dit Barn dets Fædrenenavn, dets Ret?

— Ak, Ferdinand! Til sin Faders Navn og Eiendom har min stakkels Dreng ingen Ret efter menneskelige Love. Er der ingen Kjærlighed, er der heller ingen Ret, hverken for ham eller mig; og jeg vil ingen Opreisning, som jeg skulde modtage af anden Haand end af Kjærlighedens. Sæt dig for et Øieblik i mit Sted! Erindre dig hine Dage, da Lusard elskede mig saa varmt, saa inderligt. Intet Menneske kan vide det bedre end du, vor fælleds, eneste Fortrolige. Tænk dig, om nu en Følelse af Pligt og Ære bragte ham tilbage til hans Søns Moder, som han ikke mere elskede, saa jeg skulde see ham kold og mismodig, sukkende over det Baand, som nu stod iveien for hans Fremtids Planer og Ønsker! Tænk dig Dette! Nei saa dybt kan jeg ikke fornedre mig; da vilde jeg først begræde min Ungdoms Feiltrin. I min ringe Stilling er jeg tilfreds, jeg lever rolig, i Kjærligheds og Venskabs Skygge. Og hvad min Søns Fremtid angaaer, da vil jeg trøste mig ved, at netop de ædleste, de meest udmærkede Mænd ere udgaaet fra et ringe, ofte fattigt Ungdoms-Hjem.

Samtalen blev nu afbrudt af Christiane, der kom fra et Besøg i Landsbyen, og førte den lille Charles med sig, der var løbet hende imøde. Med Hjertelighed, som en gammel Bekjendt, modtog Christiane sin unge Venindes Slægtning, og den lille Dreng hilste for første Gang i Livet en Paarørende.

Ferdinand var paa sin Side henrykt over Barnets Skjønhed og Elskværdighed. Ak, Claudine! sagde han: Dette Skjærf, som din Søn bærer, det gjenkjender jeg, og naar jeg tænker paa hiin Aften, da jeg første Gang saae det …

Han afbrød sig selv og sagde til Charles: Kan du ogsaa synge Marseillaisen?

Den lille Dreng blev glad over dette Spørgsmaal og istemte strax sin Yndlingssang. Ferdinand omfavnede ham rørt og sagde, henvendende sig til Claudine: O hvilken Magt over Sjælen udøve dog vore Erindringer! Denne Sang, dette Skjærf, dit kjære Ansigt og det, som dit Barns Træk gjenkalder mig, fører mig ganske tilbage i min Ungdoms Dage.

En glad Fest feiredes paa denne Aften i den simple Bolig. Dens Beboerinder opbøde Alt, hvad der var dem muligt, for at vise deres Gjæst den Glæde, hans Nærværelse foraarsagede dem. Med qvindelig Opfindsomhed vidste de at indrette ham et hyggeligt Sovekammer for den kommende Nat, og det landlige Aftenbord var i al sin Tarvelighed nydeligt og behageligt.

Efter at den lille Charles var gaaet til Ro, bleve de to Veninder og deres Gjæst siddende i fortrolig Samtale til ud paa Natten. Med ligesaa stor Frihed, som under fire Øine, optoge de to Slægtninge den afbrudte Traad af det før afhandlede Æmne, og Christiane sad som den milde, jævnende Mæglerske mellem de forskjellige Anskuelser. Imidlertid blev det endelige Resultat, at Ferdinand maatte helligt love at udforske Lusards Hjertelag, forinden han talte til ham om den fordums Elskede. Ja jeg lover dig det, sagde Ferdinand, jeg gjenkjender dig ogsaa i din ædle Stolthed.

I intet Tilfælde skal din Ven og Fætter foretage det Mindste, som kan saare den eller forstyrre din Fred. Men ihvad der skeer, skal du i mig have en trofast Broder, og din Søn skal ikke være faderløs, saalænge jeg lever.

Den næste Morgen tiltraadte Ferdinand sin Reise til Jylland, og efterlod Claudine i en smertelig Spænding. Christiane forstod hendes Sindsstemning, og søgte forstandig og kjærlig at trøste hende. Claudine sagde: Hvor har jeg dog været lykkelig i disse mange Aar ved din Side, min anden Moder, mine Tankers Fortrolige! Hvorfra ere de nu komne, disse urolige, lidenskabelige Fornemmelser, som have bemestret sig mit rolige Sind? Hvor stille levede dog min Ungdoms-Kjærlighed i min Sjæl! Hvor inderlig bad jeg til Gud for Lusards Liv! Og nu, da jeg veed, at han lever, at en saa kort Afstand i Rummet adskiller os, nu er det,· som den gamle Lidenskab var opvaagnet i mit Indre. Med dyb Smerte tænker jeg mig forglemt af ham, med Skinsyge, at en Anden kan have indtaget min fordums Plads i hans Hjerte. Jeg længes efter ham, og skjælver for at see ham igjen. Jeg tæller Dagene til Ferdinands Tilbagekomst, og synes, at jeg maa døe af Angst ved at læse min Skjæbne af hans Ansigt, eller høre den af hans Mund. Jeg kjender mig ikke selv igjen. Jeg troede at være helbredet for min Ungdoms Vildfarelser. Jeg skammer mig for Guds og for dine Øine.

Ikke for mine, svarede Christiane: Mine Øine have grædt Taarer, som dine; jeg kjender disse Uvishedens Qvaler. Men med Visheden vil efterhaanden Roligheden komme tilbage, og — tilføiede hun, idet hun førte Charles, som netop traadte ind, hen til hans Moder, og lagde hans lille Hoved mod hendes Bryst: Trøsten er nær.

De to Veninder følte sig i disse ængstelige Dage fastere sammenbundne end nogensinde, og lovede — ihvad der end kunde hænde — aldrig at forlade hinanden.

Ferdinand ankom imidlertid til Lusards Herresæde. Han gik uanmeldt ind ad en Vei, der gjennem Haven førte op til Gaarden. Dørene stode aabne til en Havesal, fra hvilken nogle Trappetrin gik ned til Haven, og lige indenfor Dørene saaes en Mand siddende ved et Bord, fuldt af Papirer og Bøger og saa fordybet i Læsning, at han aldeles ikke bemærkede, at Ferdinand stod nær ved Døren og betragtede sin gamle Ven, hvis Udseende syntes ham forandret og vidnende om, at Besværligheder og Sorger havde præget deres Spor i de skjønne Træk. Men disse mørke Indtryk forsvandt i det Øieblik, da Lusard med uskrømtet Glæde og Overraskelse hilsede den velkomne Gjæst. Hele den stille, øde Borg fik nyt Liv, og fra den store Jagthund af op til den gamle Forvalter var det tydeligt at mærke, at dette Besøg var en behagelig Afbrydelse i den tilvante Eensomhed. Naturligviis meddelte de to Venner hinanden i deres allerførste Samtaler de Forandringer, der vare foregaaet i deres Stilling i det lange Tidsrum, hvori de havde været adskilte. De store Forandringer i den politiske Verden, der ogsaa i deres Skjæbne havde spillet en større eller mindre Rolle, kom naturligviis ogsaa paa Bane. Ferdinand holdt endnu fast paa sin gamle Forkjærlighed for de republicanske Ideer, og henholdt sig til Carnots bekjendte Votum: Que César soit grand, mais que Rome soit libre, og troede sig sikker paa, at hans Ven havde bosat sig udenfor sit Fædreland, af Misfornøielse over det nye Keiserdomme. Nei, sagde Lusard: Jeg har Intet imod, at see Republiken forvandlet til Monarchie. Det er efterhaanden blevet mig klart, at Frankrig mindst af alle Lande kan være Republik. De republicanske Dyder forudsætte en vis Fasthed, en Haardhed i Villie og Sæder, der ikke passer for et Land, som Naturen selv har anviist en Forfinelse, en Luxus, uden hvilken det ikke kan ernære sig. Ere ikke vor Jordbunds vigtigste Producter, hvad der især i andre Lande henregnes til Luxusvare: Viin, Silke og Mere? En Sympathie hersker vist altid mellem et Lands Natur og dets Befolkning. Vor er i sin naturlige Characteer, blød og let som vor Silke, stærk og kraftig som vor Viin, den gjærer jo rigtignok ligesom denne, men den er ikke grusom og dæmonisk, som den i Revolutionstiden har viist sig. Der er den traadt ud af sin naturlige Tilstand, og har ikke været sig selv bevidst. O min Gud! I de Tider, da vi To levede med hinanden, da vare Menneskene overalt begeistrede for det store Skuespil, vi opførte, og hvis første Act havde været ligesaa skjøn, som de paafølgende vare afskyelige; men du kan troe mig, at baade jeg og mine øvrige Landsmænd i vor daværende Omgangskreds, vi længtes i vort stille Sind efter en Heros, der formaaede at dræbe den tusindhovede Hydra, der under forskjellige Former sønderrev vort Land og vore Hjerter. Han er kommen, denne Heros. Hvor have vi Alle med ubeskrivelig Begeistring og Kjærlighed fulgt hans seierrige Fane! Enhver af os havde følt sig lykkelig ved at døe for ham; jeg selv følte mig som i Himlen, da han engang roste og udmærkede mig i Armeens Paasyn. Men nu, efter saa megen Rædsel, saa meget udgydt ædelt, tappert Blod, nu er dog heller ikke det Maal vundet, de Ideer have ikke seiret, hvorfor vi have liidt og offret saa Meget. Fred og Frihed ere endnu langt borte. Despotismen hersker under andre Former, og jeg bekjender, at jeg derfor, træt og længselfuld efter Uafhængighed, med Glæde har begivet mig til dette stille Tilflugtsted i dit lille fredelige Fædreland.

Men, sagde Ferdinand: Forekommer denne Stilhed og Eensomhed dig ikke tom, efter saa bevæget et Liv?

— Ja og Nei! Jeg føler vel, her mangler mig Noget. Ligefra disse Blomster her ude paa Terrassen, der ligge ned paa Jorden, fordi her ikke findes en kjærlig Haand til at opbinde dem, og til dette Værelse, hvor Enhver kan gjenkjende en Pebersvends Menage, savner man jo den Skjønhedssands og det Liv, som jeg elsker og gjerne saae omkring mig, men som jeg dog ikke forstaaer at skabe, og endnu langt mere savner jeg en Ven som dig, med hvem jeg kan tale frit og fortroligt.

Du mangler en elskværdig Hustru, sagde Ferdinand, fornøiet over at bringe Samtalen over paa det Gebeet, hvor han vilde have den. Men Lusard indlod sig ikke videre, han trak paa Skulderen og taug.

Saaledes gik det i nogle Dage. Claudines Navn blev ikke nævnet. Det forekom Ferdinand, som om Lusard kjendeligen undveg at berøre denne Materie. Endelig en Aften, da Ferdinand kom hjem fra en Tour i Omegnen, sandt han Astenbordet dækket i en Løvhytte i Haven. Der stod Lys paa Bordet, og nogle Blomster laae i en Figur, der skulde forestille to Krandse. Lusard modtog sin Gjæst med en Blanding af Veemodighed og Fornøielse i sit Ansigt, der aldeles gjenkaldte Ferdinand hans Ven fra fordums Dage.

Da den opvartende Tjener ved Desserten havde forladt dem, sagde Lusard: Siig! Er der ingen Erindring der vaagner hos dig ved denne lille Decoration, jeg her har indrettet? Jeg vilde give en Mindefest til Ære for en af mit Livs skjønneste Aftener, som jeg tilbragte i dit Selskab paa det mig altid dyrebare Landsted paa Strandveien. Erindrer du den? Denne Aften er deilig, ligesom hiin. Maanen skinner gjennem Løvet, som dengang; Lysene brænde stille her paa Bordet. Blomsterne ligge duftende ved Siden, men hvilken Forskjel! de ligge adspredte, ikke bundne i skjønne Krandse, vi kunne ikke krandse vore Hoveder med dem, de falde fra hinanden, som Ungdommens blomstrende Haab. Vi vare dengang Tre! En Plads er tom. —

Hans Stemme vidnede om hans indre Bevægelse. Han fyldte Ferdinands Glas og sit eget, og sagde: Til Minde om din Cousine, den indtagende Claudine!

Med Glæde greb Ferdinand sit Glas og stødte det mod sin Vens. Efter en lille Pause sagde han: Du har da ikke ganske glemt Claudine?

Nei! svarede Lusard med et meget forandret Udtryk: Det var rigtignok hende, som glemte mig først, ja meget snart.

— Hvorledes! Har du aldrig erkyndiget dig om hende? Aldrig skrevet?

— Ak, jeg maa lee af mig selv, som, Gud veed hvordan, iaften er falden ind i gamle Kjærligheds-Erindringer. Men da vi nu ere komne paa denne Materie, saa føler jeg selv, at jeg er dig en Forklaring skyldig, ja en Bøn om Tilgivelse for min Uret imod din elskværdige Paarørende. Jeg har tilvisse erkjendt og erkjender den Mangel paa Herredømme over min Lidenskab, der bragte mig til at indsmigre mig i en uskyldig Piges Hjerte og fordre Troskab mod en omflakkende Soldat, hvis Liv og Skjæbne hang i et Haar. Alt Dette sagde jeg mig selv med Anger og dyb Ængstelse, da jeg maatte forlade Claudine, som jeg elskede, ja tilbad med et Sværmeri, som hverken Rousseau eller hans Saint-Preux skulde have skammet sig ved. Jeg blev strax ved min Hjemkomst reven midt ind i Krigens Tummel, dog søgte jeg enhver Leilighed til at faae Efterretning om min Elskede. Jeg skrev til din Onkel og til hende, men fik intet Svar. Ikke engang et Aar efter vor Adskillelse var forløbet, da jeg erfarede, at hun havde giftet sig i Tydskland, netop med et Menneske, i Anledning af hvem hun havde tilsvoret mig, at ingen Tvang eller Overtalelse skulde bringe hende til at bryde sin Troskab imod mig. Jeg var ung og forelsket. Da jeg fik denne Efterretning, fortvivlede jeg, og det kom mig ret tilpas, at vi netop den næste Dag skulde levere en Bataille. Jeg kastede mig i Stridens Ild, som Den, der søger Døden; men som det jævnligen gaaer, Kuglerne spottede mig, uden dog at gaae afveien for mig; thi bedækket med Saar blev jeg bragt fra Valpladsen, og laae længe meget syg. Et saadant langt og smerteligt Sygeleie hjelper med en beundringsværdig Kraft Fornuften til dens Ret, og jeg begyndte lidt efter lidt at finde mig beroliget ved den Tanke, at Claudines Skjæbne havde ført hende i en rolig Havn fra det usikkre Hav, hvorpaa min Kjærlighed havde lokket hende ud. Imidlertid kan jeg, uden at lyve, sige, at jeg aldrig har glemt hende, thi flere Gange har der været Spørgsmaal om Giftermaals-Planer, som min Familie eller andre Venner, ja endogsaa en flygtig Tilbøielighed fra min egen Side have viist mig som ønskelige, men da har altid min Claudines Billede stillet sig mellem mig og den paatænkte Brud, og strax er Denne falmet ved Siden af min første Elskedes Erindring. Jeg har følt Sandheden af hvad en af vore Sange siger: at Foraaret, som vender stedse tilbage for Naturen, kommer ikke igjen for de Elskende.^[2] Ferdinand sagde nu alvorlig: Men sæt nu, at disse Efterretninger om Claudines Giftermaal vare usande, sæt, at hun endnu var fri?

— Umuligt! Din egen Onkel ….

— Ligemeget! Han selv kan være bedragen eller have havt sine Grunde til at bedrage, for at undvige Verdens skadefroe Domme. Sæt, at Claudine, forladt og uden Støtte, var som en fattig Flygtning gaaet ud i den vide Verden for at søge et Fristed, med dit Barn paa Armen?

Lusard afbrød ham, greb ham med Hæftighed i Armen, og raabte med skjælvende Læber: Mit Barn! for Guds Skyld! O Ferdinand! Er Dette Spøg, da er det altfor grusomt.

Ferdinand vedblev, uden at lade sig forstyrre: Med ditBarn paa Armen, dit Barn, som hun ikke vilde slippe, som hun i alle disse Aar har ernæret med sit Arbeide, opdraget som et Mønster paa moderlig Troskab, paa Troskab mod sin letsindige Elsker, der paa et løst Rygte har forglemt, hvad han skyldte en Pige, hvis Kjærlighed han havde misbrugt.

Lusard foer iveiret, og i sin Hæftighed kastede han sig næsten til Jorden, idet han greb Ferdinand om begge Skuldre. Vil du dræbe mig? raabte han. Fortæller du mig en Fabel?

— Hvad vil du sige, hvis det er Sandhed?

— Hvad jeg vil sige? For mig til hendes Fødder! Hjelp mig at betle om hendes Tilgiveise! Gjør mig til det lykkeligste af alle Mennesker!

Og som sagt, saa gjort. Ikke mange Dage efter, da Claudine en Aften sad ene og sørgmodig under Kastanietræet, saae hun Ferdinand stikke Hovedet ind over Havegitteret, og inden hun kunde besinde sig, laae Lusard for hendes Fødder. Han bøiede sig dybt til Jorden, tog Fligen af hendes Kjole, trykkede Sømmen til sine Læber, og udbrød med taarefulde Øine: Saaledes sagde jeg Farvel, saaledes kommer jeg tilbage, tilbedende dig mere end nogensinde. Kan du tilgive mig?

Hvo, som nogensinde har oplevet et saadant Gjensyn, veed, at det, som en Forsmag paa den fjerne Salighed, har Ord, som ingen Tunge kan udtale.

Ferdinand havde strax begivet sig bort, og ilede for at opsøge den lille Charles, da han netop saae ham komme over Engen og nærme sig Huset med sin lille Krigerskare, for hvilken han gik i Spidsen, omgjordet med sit trefarvede Skjærf, og med høi Røst istemmende Marseillaisen, hvis Omqvæd Choret gjentog efter bedste Evne. Lusard sprang op ved den uventede Lyd af denne Sang. Claudine viste taus med Haanden paa den lille Anfører. Den henrykte Fader løb sin Søn imøde. Han greb Claudines Arm, trykkede den til sig og sagde: Ak! dette Skjærf kjender jeg. O! disse Farver, disse Toner de have begeistret mig og Tusinder med mig, men aldrig have de dog faaet mit Hjerte til at banke som i dette Øieblik.

---

1. En lille Prøve paa dette hans Talent kunne vi ikke nægte os den Fornøielse her at afskrive efter Hukommelsen, saaledes som det i hiin Tid fandtes aftrykt med hosføiet Oversættelse i en lille dansk Digtsamling, der nu er forglemt indtil Navnet. Dette virkelige Impromtu har sin Oprindelse fra en Spadseregang i en Have, hvorved en Dame bad Grouvelle sige hende en passende Inscription til en lille Statue, som der fandtes, og som forestillede et nøgent Barn med et Hjerte i Haanden, hvorpaa han øieblikkelig opgav hende følgende Linier:

   N’offrant qu’ un coeur à la beauté,
   Nu comme la vérité,
   Sans armes comme l’innocence,
   Sans ailes comme la constance,
   Tel fut l’amour dans l’âge d’or,
   On ne le trouve plus, mais on le cherche encor.

   Dette lille Vers lyder i Rahbeks Oversættelse saaledes:

   Som Sandhed nøgen, han kun Hjertet Skjønhed bringer,
   Som Uskyld vaabenløs, som Troskab uden Vinger,
   Saa, Elskov, var i gyldne Alder du,
   Man finder dig ei meer, men søger dig endnu.

2. Hélas, hélas! ce beau printemps
   Qui peu de jours à peine dure,
   Ne revjent plus pour les amans,
   Comme il revient pour la nature.
   Florian.