Tilbageblik
Når vi samle Resultaterne af det foregaaende, faa vi et temmeligt trøstesløst Totalbillede af Koncertvæsenets Tilstand omkring Aaret 1830. Vi have set, hvorledes de musikalske Selskaber, der forhen udøvede stor Indflydelse paa Musiklivets Udvikling, enten opløstes eller mistede al Betydning. Den økonomiske Misère, der var en Følge af Krigen, ødelagde baade Musikhandelen og Koncertbesøget, hvilket atter virkede paa Produktionen. Samtidig aftog Interessen for al god Musik og Evnen til at følge en gjennemført musikalsk Tankegang, hvorimod det potpourriagtig sammenblandede og alt Slags Klingklang fandt et villigt Øre. Oratoriet og snart alt, hvad der kom ind under Begrebet "alvorlig Musik", formaaede ikke længer at samle noget Publikum. Symfonien gik det ligesaa. Man kastede Vrag paa de gamle, men havde paa den anden Side hverken Mod eller Kraft til at holde Skridt med det virkelig nye. Haydn og Mozart betragtedes som forældede, ikke at tale om de endnu ældre. Beethoven blev opgiven paa Halvvejen. Som paavist, stod Sangkunsten længe paa et tarveligt Standpunkt, og da der omsider indtraadte en Forandring heri til det bedre, kom Forbudet mod Teatersangernes Assistance ved Koncerterne. Følgen heraf var, at Aftenunderholdningerne florerede paa de egentlige Koncerters Bekostning. Smagens ensidige Udvikling i Retning af det virtousmæssige gjorde derhos Publikum vanskeligere og vanskeligere at tilfredsstille. En Koncertanmelder skildrer 1829 sin Samtid som en Periode, hvori der "hersker saa saare liden Interesse for offentlige Koncerter, at selv de mest udmærkede af vore indenlandske Kunstnere og mangen hæderlig kjendt Fremmed trods al publik og privat Anbefaling ved Opførselsen af en Koncert kun se det visse pekuniære Tab i Møde, og ene en Catalanis eller Paganinis verdensberømte og udbasunerede Navne turde være i Stand til at vække den lethargisk slumrende Sans". Dertil kom nu yderligere, at saavel Kammer- som Orkestermusikken ramtes af særdeles følelige Tab. Kuhlau døde 1832, Frøhlich, til hvem der knyttede sig store Forventninger, fik en uheldbredelig Sygdom at kæmpe med, og Schall maatte paa Grund af Alderdom nedlægge Takstokken. Orkestret havde allerede i hans senere Aar tabt sig ikke lidet; men værre blev det efter hans Afgang. I Dagspressen fremsættes 1835 det Spørgsmål: "Hvilken Regeringsform er den herskende i det kgl. danske Kapel?" og det besvares, med en Allusion til de politiske Forhold, paa følgende Maade: "ikke den monarkiske, hverken den uindskrænkede eller den ved raadgivende Stænder indskrænkede, det maatte da være ved indskrænkede Raad; snarere derimod den demokratiske, men laborerende af saa mange med dette Regimente følgende Onder, at den allersnarest maatte betragtes som opløst i et fuldkomment Anarki".
Det gamle sank i Ruiner; men der gryede dog også et Haab om nye og bedre Tider. Saarene fra Fortiden lægedes, og Nationen begyndte, understøttet af Frihedsideerne fra 1830, atter at hæve sig op fra den Tilstand af materiel og aandelig Fortrykthed, som gav Frederik VI's Tid dens mest iøjnefaldende Præg. For Musiklivets Udvikling i en ny Aand blev det af særlig Betydning, hvad der samtidig foregik i Tyskland på dette Område. Ligesom det erkjendtes, at Smagen Forfald ikke udelukkende skyldtes Forholdene her hjemme, men at vi deri havde "fulgt vore sydlige Naboers Exempel, Tidens og Modens Strøm", saaledes maa der ogsaa indrømmes Tysklands Exempel en ikke uvæsentlig Del i det kommende Opsving. Rob. Schumanns program, hvormed han aabnede Aargangen 1835 af det unge Tysklands musikalske Organ, var: med alt Eftertryk at minde om den gamle Tid og dens Værker og at gjøre opmærksom paa, hvorledes nye Kunstskjønheder alene kunne styrkes ved en saa ren Kilde — dernæst at bekæmpe som ukunstnerisk den nærmest forudgangne Tid, der kun gik ud paa at fremme ydre Virtuositet — endelig at forberede og hjælpe til at fremskynde en ny poetisk Tid. Dette blev også her den følgende Slægts Opgave.