|
Til Adam Müller.
|
|
|
|
I Østerland leved' en Yngling engang,
|
|
Han elsked' en funklende Stjerne;
|
|
Ved den kun hans Hjerte saa inderligt hang,
|
|
Mod den gik hans Vei i det Fjerne,
|
5 |
Det herlige Lys paa det natlige Blaae,
|
|
Mod det han kun stræbte, mod det han kun saae.
|
|
|
|
O! Du, som forlader Din hjemlige Strand,
|
|
Hvor Mindet om Barndommen smiler,
|
|
Du ligner hiin Yngling fra Palmernes Land,
|
10 |
Hvor Kunsten Dig vinker, Du iler;
|
|
Til Jorderigs Dronnings den blomstrende Grav,
|
|
Til Høienes Stad Du nu flytter Din Stav.
|
|
|
|
Din Aand, som har aabnet sin svulmende Knup,
|
|
I Syden sig rig skal udfolde.
|
15 |
Du kraftige Skud af den herlige Stub,
|
|
Opvoxet i Norden det kolde;
|
|
Beskeden og stille Du vandrer Din Vei.
|
|
Hvo skued' Dit Arbeid, og elsker Dig ei?
|
|
|
|
Den Sydbo skal see, at Barbaren fra Nord
|
20 |
Som Sværdet kan Penselen bruge.
|
|
Af Blomsterne hist i det evige Flor,
|
|
Som Bien Du Honning skal suge,
|
|
Og bringe den ærlig til Øresunds Kyst,
|
|
Din hjemlige Kube til Stolthed og Lyst!
|
|
|
25 |
Thi hvor Du end flytter Din Vandringsstav frem
|
|
I Verden den vide derude,
|
|
Du vil ei forglemme Dit fattige Hjem,
|
|
Hvor Iisblomsten groer paa vor Rude;
|
|
Du vil ei forglemme de Brødre, som her
|
30 |
Har Hjerte og Sands til at skatte Dit Værd.
|
|
|
|
Lad Qvinderne sørge, vi ville som Mænd
|
|
Med Munterhed Afsked nu tage;
|
|
Og freidigen haabe, vi sees vel igjen
|
|
Engang i de kommende Dage.
|
35 |
Vi ønske Dig Hæder og Sundhed og Held!
|
|
Vor nordiske Broder, Farvel! Farvel!
|