Tidens naturlære/Uhr med Uro
Penduluhret forlanger at have en fast Standplads i en nøjagtig tilpasset Stilling. Det egner sig derfor ikke til Sejlads eller Rejser eller overhovedet til at bevæges, altsaa heller ikke som Lommeuhr. Man havde før Penduluhret forskellige Uhre, hvori Gangen blev reguleret ved mer eller mindre tarvelige Midler, men næsten samtidig med Penduluhrets Opfindelse lykkedes det baade Huyghens og Engelskmanden Robert Hooke at konstruere et transportabelt Uhr, der ikke stod meget tilbage for Penduluhret i Nøjagtighed.
Dette blev naaet ved den saakaldte Uro, Fig. 25, der bestaar af et lille Svinghjul B og en fin Spiralfjeder S, Denne er med sin ydre Ende fæstet ved F og med sin indre paa Svinghjulets Aksel; og den er hverken mere sammenrullet eller oprullet, end den ifølge sin naturlige Form skal være. Drejes Svinghjulet en Smule højre om, vil Fjedren blive lidt mere sammenrullet, og den stræber da at rulle sig op. Drejes Hjulet venstre om, vil Fjederen blive lidt oprullet, og den stræber da at rulle sig i. Hjulet vil derfor, naar det drejes lidt til en af Siderne og slippes løs, dreje sig tilbage, gaa gennem Hvilestillingen med en vis Hastighed og derfor gaa for langt — ganske som Pendulet. Det vil derefter vende tilbage, atter gaa gennem Hvilestillingen osv. — Og det gælder ogsaa her, at det er ligegyldigt m. H. t. Svingningstiden, om Svingningerne er store eller smaa — de bruger dog omtrent samme Tid.
For at kunne tilpasse denne Svingningstid rigtig, findes der en Støtte p imod Spiralfjederen. Og denne Støtte kan stilles i forskellige Afstande fra F, eftersom man fører den paa Figuren nedadvente Arm henimod A eller mod R. Føres den med A, fjerner p sig fra F, og den virksomme Del af Spiralfjederen bliver da mindre, hvorved Svingnningerne bliver hurtigere, saa at Uhret kommer til at gaa stærkere. Føres Armen henimod R, gaar Uhret langsommere.
Ogsaa Uroen trænger til at kompenseres for Varmens Virkninger, naar det gælder om at skaffe et meget nøjagtigt gaaende Uhr; thi Varmen vil baade formindske Fjederens Spændighed og forstørre Svinghjulet, saa at Uhret vil gaa langsommere. Dette kan modvirkes derved, at der paa Svinghjulets Arme befæstes Bøjler dannede af to sammenloddede forskellige Metalstrimler, hvoraf den yderste udvider sig mere end den indvendige. Bøjlen vil da ved Opvarmning krumme sig indad og en lille Klump paa Bøjlen føres derved nærmere til Akslen, saa at Hjulet svinger hurtigere.
Det gælder nu blot om at sætte dette ligetidig svingende Legeme i Forbindelse med Hemhjulet af et Værk paa lignende Maade, som det skete med Pendulet; men denne Forbindelse kan tilvejebringes paa forskellige Maader. De vigtigste findes i Anker-gangsuhret og i Cylinderuhret.
Ankergangsuhrets Uro virker ligesom Pendulet paa et Anker, som Fig. 26 viser. Uroen selv er ikke tegnet, men en lille flad Sikve u paa Uroens Aksel bærer en Stift x, der ved Uroens Bevægelser skiftevis slaar imod den indvendige Side af Gaffelgrenene gg og derved faar hele Ankeret gAa til at vrikke fra den ene Side til den anden. Herved slipper Hemhjulets Tænder en ad Gangen forbi den ene eller den anden Klo A' og A" af Ankeret; og idet en Hemhjulstand bliver fri, giver dens skraa Flade Ankeret og dermed Uroen en lignende „Tak for sidst" som tilforn ved Pendulet. Ankerets Forlængelse tilvenstre befinder sig bestandig imellem to Stoppestifter aa for at det ikke ved pludselige Bevægelser af dets Indehaver skal komme helt bort fra sin Stilling.
Paa Cylinderuhrets Uro sidder der en lille hul Cylinder B, Fig. 27, som har en Udskæring til den ene Side, ligesom et Skilderhus, og under Uroens Svingninger drejes denne Aabning skiftevis højre og venstre om. Hver af Hemhjulets Tænder, der her er formede paa en egen Maade, stanses nu to Gange af denne lille Cylinder. Først vender denne Ryggen til, saa at en Tand støder mod dens udvendige Side. Naar Uroen derefter drejer sig tilligemed Cylinderen til modsat Side, slipper Tanden gennem Aabningen ind i Cylinderen, men slaar straks efter mod den modsatte Vægs Inderside. Saa drejer Cylinderen sig tilbage, saa at Tanden kan fortsætte sin Vej ud ad Aabningen, men umiddel-bart efter stoppes den næste Tand af Cylinderens Yderside. Ogsaa her har Tænderne en skraa Flade, der ved at glide hen ad Cylinderaabningens Rand opmuntrer denne og dermed Uroen til at fortsætte Svingningerne.
De smaa Stød af en Tand mod Cylinderens ydre og indre Flade i Cylinderuhret eller imod Ankerhagerne i Ankergangsuhret frembringer Uhrets Dik-Dik, hvoraf der i almindelige Lommeuhre gerne er 5 i Sekundet.
I de egentlige Kronometre, som f. Eks. bruges tilsøs til Bestemmelse af Stedets geografiske Længde (jfr. S. 39), træder Uroen kun en Gang for hver Dobbeltsvingning i Forbindelse med Hemhjulet, og dette tilmed i et overordentlig kortvarigt Øjeblik. En Tand s (Fig 28) af Hemhjulet (Pilen R viser dets Omdrejningsretning) hviler nemlig her næsten under en hel Dobbeltsvingning af Uroen paa en lille Ædelsten, Hvilestenen, der er fæstet paa den lige Fjeder mn. Men dennes øverste Ende, der er af Guld, kan slaas lidt tilhøjre, saa at s slipper forbi Stenen, derved at en anden Ædelsten z2 paa Uroens Tromle giver et lille Tryk paa Guldstiften, hver Gang Uroen er svunget længst mulig til den Side, som dens Pil r viser. Dette Tryk er imidlertid i den Grad kortvarigt, at Fjedren med Hvilestenen er paa Plads igen, inden den næste Tand t er naaet frem. - Til Vedligeholdelse af Uroens Svingninger bærer en større Tromle paa dens Aksel en tredje Ædelsten z1, som faar et lille Spark af hver forbi ilende Tand.
Ved flyttelige Uhre, og forøvrigt ogsaa ofte ved Penduluhre (Taffeluhre) er Drivkraften ikke et Lod, men en stærk Spiralfjeder, som ved Optrækningen vikles stærkere sammen og derefter, idet den stræber at vikle sig op, trækker Hjulene rundt. Herved vil Trækket i Hjulene imidlertid blive mindre og mindre, eftersom Fjederen slappes; men naar Fjederen er meget lang. vil den kunne bevæge sig et langt Stykke uden at slappes meget. Saaledes indretter man det ofte i Nutiden, medens man tidligere i Almindelighed og endnu ofte ved Kronometre og ogsaa ved andre Lejligheder bruger den saakaldte Snegl, som ses i Fig. 29. En Kæde er med sin ene Ende fæstet til Sneglen, hvor dens Vindinger er store, og med den anden paa Fjederhuset A. Uhret optrækkes ved, at Sneglen drejes rundt og vikler Kæden paa sine Vindinger, idet Fjederhuset maa afgive Kæde, hvorved den i A værende Uhrfjeder strammes. Senere trækker Uhrfjederen A rundt og vikler Kæden paa sin Tromle af Sneglen, idet den driver Værket; men naar Fjederen er slappest, virker den paa Sneglens store Vindinger og tilvejebringer derfor i slappet Tilstand et ligesaa stort Træk i Tandhjulene som i spændt.
For et almindeligt Uhrs Vedkommende lægger man Mærke til, om det vinder eller taber, og en Fejl i saa Henseende prøver man at rette ved Pendulet eller Uroen. Endvidere mærker man sig, hvor meget Uhret er for „stærkt" eller „bag efter". Ofte bryder man sig ikke om at rette Fejlen, naar man blot kender den; ja man kan endog træffe paa Personer, der ligefrem foretrækker, at deres Uhr er for „stærkt". Dog tager man ikke i Betænkning at „stille" det, naar man vil have det til at vise anderledes.
Dette gør man ikke gerne eller i hvert Fald. ikke ofte med et Kronometer; med des nøjagtigere noterer man sig dets „Stand" og „Gang". Inden Sømanden gaar tilsøs, efterser han gerne dette, hvortil der f. Eks. i København ydes Hjælp derved, at en Kugle paa en Stang paa Nikolai Taarn paa Klokkeslaget 1 falder formedelst et elektrisk Signal fra det astronomiske Observatorium.
Har en Kaptejn f. Eks. observeret, at hans Kronometer den 5te April viste 1 Time 17 Minuter 18 Sekunder, da Kuglen faldt, og den 10de viste 1 Time 17 Minuter 33 Sekunder, har det i de 5 Døgn aabenbart vundet 15 Sekunder, altsaa i hvert Døgn 3 Sekunder.
Han noterer derfor
| 10 April Stand ÷ | 0 Timer 17 Minuter 33 | Sekunder |
| Gang ÷ | 3 | Sekunder, |
og naar han f. Eks. paa Atlanterhavet den 4 Maj har foretaget en Observation med samtidig Kronometeraflæsning, ved han, at de senere forløbne 24 Døgn har forandret Kronometrets Stand med ÷ 24 x 3 Sekunder eller ÷ 1 Minut 12 Sekunder, saa at Standen nu er ÷ 0 Timer 18 Minuter 45 Sekunder. Der skal altsaa trækkes 18 Minuter 45 Sekunder fra den foretagne Kronometeraflæsning.
Man har paa flere Maader benyttet Elektriciteten til at bringe Uhre paa forskellige Steder, f. Eks. i Byen, til at vise ens. Fig. 30 kan give en Forestilling om Fremgangsmaaden.
Det nøjagtige Uhr, der gaas ud fra, drejer Valsen w rundt en Gang i et Minut. Valsen har en Knast z, der for hver Omdrejning af Valsen tilvejebringer Berøring imellem f og g. Derved vil et elektrisk Batteri B kunne sende en Strøm fra Jordpladen PI (til venstre) gennem a, f, g, b, Uhret I paa et Sted i Byen, Ledningen L, Uhret II paa et andet Sted osv. til Jordpladen Pl (til højre). Den elektriske Strøm vil virke paa en Elektromagnet i hvert Uhr, hvorved Minutviseren føres 1/60 Omdrejning eller 1 Minut frem. Uhrene vil med en saadan Ordning springe fra Minut til Minut, men altid vise ens overalt.