Tidens naturlære/Kalenderen
Om nu ogsaa Aarets Længde er kendt, saa er ikke dermed givet, hvorledes det skal inddeles, hvad Dagene i det skal kaldes, ikke en Gang, hvor mange Dage man skal regne paa et Aar; thi det vilde være upraktisk at lade Nytaarsdag det ene Aar begynde Kl. 81/2 om Formiddagen, det næste Aar Kl. 2l/2 eller nøjagtig Kl. 2 Timer 18 Minuter 48 Sekunder osv., idet Aaret er omtrent l/4 Døgn mere end 365.
Dertil kommer, at i de sydlige Lande, hvor man først ordnede den Slags Sager, spiller Maaneskinnet en fuldt saa stor Rolle m. H. t. Samkvem som Aarstiden; og vi træffe derfor paa Kalenderordninger, som tager mere Hensyn til Maanen end til Solen.
Maanen fuldbyrder sin Vandring omkring Jorden i omtrent 27 1/3 Døgn (nøjagtigere 27 Døgn 7 Timer 43 Minuter 11,5 Sekunder); og med dette Tids-mellemrum (Maanens sideriske Omløbstid) ser vi Maanen ud imod de samme Stjerner. — Men i denne Tid er Solen gaaet et godt Stykke Øst paa, og Maanen vil bruge over 2 Døgn om at gaa ligesaa langt et Stykke til og altsaa komme i samme Stilling i Forhold til Solen som for en Maaned siden. Det er imidlertid denne Stilling, der er bestemmende for Maanefaserne: Nymaane, naar Sol og Maane er omtrent i samme Retning, første Kvarter, naar Maanen er kommen omtrent ¼ Gang rundt, Fuldmaane, naar den er paa den anden Side af os, modsat Solen osv., Fig. 6. Og Maanefaseme med de dertil svarende Op- og Nedgangstider for Maanen er naturligvis det, som har almenmenneskelig Interesse. Derfor bliver den Tid, som Maanen bruger fra at være i Retning mod Solen, til den igen er kommen i Retning mod Solen (Maan ns synodiske Omløbstid), og som er omtrent 29½ Døgn (nøjagtigere 29 Døgn 12 Timer 44 Minuter 2,9 Sekunder), det, som har mest Betydning m. H. t. det daglige Liv.
Naar man nu vil inddele Tiden efter Maanen, kommer man i en lignende Forlegenhed som med Aaret efter Solen. Maaneden er nemlig heller ikke noget helt Antal Døgn. Hvis den var nøjagtig 29½ Døgn, kunde man dog tilfredsstille det praktiske Behov ved at fastslaa, at hveranden Maaned skulde være 29 Døgn, hver anden 30 Døgn; men da den virkelige Maaned er 44 Minuter mere end 29½ Døgn, vil der i 33 Maaneder blive 33 x 44 eller 1452 Minuter tilovers, altsaa godt og vel 1 Døgn (1440 Minuter).
Ganske fornemlig har Araberne havt deres Kalender indrettet efter Maanen. Hos dem var det fastslaaet, at Maanederne skiftevis skulde være 29 og 30 Dage, og Aaret 12 saadanne Maaneder, altsaa kun 354 Dage. Da imidlertid det virkelige Aar er over 365 Dage, maatte Arabernes Nytaarsdag i første Aar indtræffe 11 Dage for tidligt, i andet 22 Dage for tidligt, osv., saa at Nytaarsdag efter-haanden kommer til at indtræffe paa alle Aarstider og i Løbet af omtrent 32 Aar kommer helt rundt. I disse 32 Aar har Araberne altsaa havt 33 af deres Aar. — For at raade Bod paa, at Maaneden selv er ansat lidt for kort (29½ Døgn), var det saa desuden bestemt, at den sidste Maaned i hvert 3die Aar fik sine 29 Dage forøget til 30.
En lignende Fremgangsmaade m. H. t. Maane-derne, men ikke til Aaret er brugt af Hebræerne. Hos dem var det en Bestemmelse, at Høstens første Bygaks skulde offres til Jehova i Aarets første Maaned, Nisan, og denne maatte altsaa ikke vandre rundt gennem alle Aarstider. Som Følge heraf kunde Aaret ikke regelmæssig sættes til 12 Maaneder; det maatte jevnlig blive 13; men om det skulde være 12 eller 13, blev ikke afgjort af astronomiske, men af agronomiske Omstændigheder, nemlig af Udsigterne til Høstens Komme.
Ogsaa i det daglige Liv i det gamle Ægypten tog man et Hovedhensyn til Maanen; men de ægyptiske Lærde vidste ret god Besked med Aarets Længde. De fastslog derfor dette til 365 Dage, men vidste godt, at det i Virkeligheden er 1/4 Døgn længere, saa at Nytaarsdag om 4 Aar kommer 1 Dag for tidlig, at den bestandig kommer tidligere og tidligere og efterhaanden indtræffer paa alle Aars-tider, indtil den om 4 x 365 eller 1460 Aar er rykket helt rundt og indtræffer paa samme Tid som nu. Dette lange Tidsrum kaldes den sotiske Periode; og man ved Besked om Begyndelsen af 3 saadanne, nemlig 2782 f. Kr., 1322 f. Kr. og 139 e. Kr.
Da det højt dannede Grækerfolk ikke kunde finde nogen tilfredsstillende Ordning af Kalenderen, spurgte de Oraklet, men maatte nøjes med det Svar, at de skulde indrette Aaret efter Solen, Maaneden efter Maanen. — En græsk Matematiker Meton fremkom da ogsaa 433 f. Kr. ved de olympiske Lege med et Forslag til en Tidsregning, der var tilpasset med dette Hensyn. Der synes forøvrigt at have været noget lignende at finde hos de gamle Kaldæer.
Meton gjorde opmærksom paa, at i 6940 Dage gaar Maanen netop rundt 235 Gange og Solen 19 Gange. Dette Tidsrum, den metonske Kyklos, indeholder altsaa 235 sande Maaneder og 19 sande Aar. Man kan nu, ved paa ret Maade at anbringe enten 29 eller 30 Dage i hver Maaned, sørge for, at Maaneden aldrig afviger mere end ½a Døgn fra den virkelige Maaned; og ligeledes kan man, ved at træffe en passende Bestemmelse om, at Aaret skal have enten 12 eller 13 Maaneder, sørge for, at Aaret aldrig bliver forrykket mere end højst ½ Maaned til en af Siderne. Naar man paa denne Maade har lavet en Kalender for 19 Aar, hvori der altsaa ikke er større Afvigelser fra Virkeligheden end henholdsvis højst ½ Døgn og ½ Maaned, vil den samme Kalender passe for de næste 19 Aar, saa-ledes at det 20de Aar bliver ganske som det første baade med Antal Maaneder og med Antal Dage i Maanederne, det 21de som det 2det, osv. Paa samme Maade gaar det med en tredje Kyklos paa 19 Aar, en fjerde osv., saa at man kun behøver at dele Aarets Numer med 19; og hvad man faar til Rest giver det Aar, der er inddelt ganske som det omhandlede. Saaledes giver f. Eks. Aar 61 ved Deling med 19 til Rest 4, og Aar 61 er altsaa beskaffen ganske som Aar 4.
Der viste sig imidlertid en lille Fejl heri, idet 6940 Døgn er 9½ Time mere end 19 Aar og 7½ Time mere end 235 Maanemaaneder. En senere Græker Kalippos foreslog derfor, at 4 metonske Kykler skulde udgøre en større Kykel paa 76 Aar, hvis første Maaned blev formindsket fra 30 til 29 Dage.
Disse Eksempler paa forskellige Kalendere kunde forøges med mangfoldige andre hos andre Folk: Hinduer, Kinesere, Japanesere, Persere osv. Men efterhaanden er de fleste dannede Folk gaaet over til den Kalender, som ogsaa vi bruge.
Den har sit Udspring fra Rom, hvor der i tidligere Tider havde raadet forskellige mere eller mindre uheldige Kalendere.
Efter mange og sære Forandringer af Kalenderen, var Præsterne, under hvis Varetægt den stod, i Aaret 63 f. Kr., naaet til at have faaet Aaret forrykket 2½ Maaned. Julius Cæsar benyttede derfor Aleksandrineren Sosigenes til at bringe Orden i Sagerne, hvilket skete, efterat Aar 46 f. Kr., der er bleven kaldt Forvirringens Aar, havde havt 445 Dage fordelte paa 15 Maaneder.
Tidligere var Aaret begyndt den 1ste Marts, og man havde givet særligt Navn til Marts, April, Maj, Juni, samt til Januar og Februar, hvilke to forresten en Tid var komne i omvendt Orden; men de øvrige Maaneder var hidtil kun bleven nævnt ved deres Numer: Kvintilis (den femte, senere Juli), Sextilis (August), Septembris, Oktobris, Novembris, Decembris (o: den 10de). Nu blev Kvintilis opkaldt efter Julius, og den 1ste Januar Aar 45 f. Kr. begyndte det ny Aar og den julianske Kalender. — Efter Cæsars kort paafølgende Død bragte Præsterne af Uvidenhed atter Uorden i Tidsregningen; men dette blev rettet ved en Befaling af Kaiser Augustus, som til Ære herfor fik Maaneden Sextilis, der herefter blev August Maaned.
Nu havde man imidlertid ophørt at tage Hensyn til Maanen. Denne fik saa at sige sin sidste Salut paa selve den 1 Januar 45 f. Kr., idet den første Nymaane efter Vintersolhværv i dette Aar indtraf paa denne Dag.
Hver af Aarets 12 Maaneder har nu faaet et fast Dagetal, der gennemsnitlig er større end de 29½ Døgn. Mange af dem har endog 31 Dage, et Tal, der tidligere var bleven indført af Overtro (nemlig paa, at et ulige Tal var lykkeligere end et lige (30)); og naturligvis maatte baade Juli og August have 31 Dage. Da nu alle de fra de 12 Maanemaaneder overskydende 11 Dage skal anbringes i de 12 Maaneder, blive Dagetallene i den julianske Kalender 31 og 30 undtagen for Februar. Det bestemmes nemlig, at Aaret i Almindelighed skal have 365 Dage, men hvert fjerde Aar, Skudaaret, 366; og Februar skal da henholdsvis have 28 og 29 Dage, medens alle de andre har Dagetal, der kan udtrykkes ved den gamle Remse:
Tred've Dage har November,
April, Juni og September,
de øvrige har tred've og én,
undtagen Februari alen'.
Man kan ogsaa holde Rede paa Tallene ved at tælle paa Knoerne af den knyttede Haand: Pege-fingrens Kno Januar, Fordybningen Februar, Langfingerens Kno Marts osv. Hver Maaned, der falder paa en Kno har 31 Dage, i en Fordybning 30, undtagen Februar.
Det havde tidligere været Skik blandt Romerne at anbringe Dage, som skulde indskydes (ikke blot 1, men ofte flere, naar der trængtes til saadanne) mellem den 23 og 24 Februar. Nu anbragte man i den julianske Kalender Skuddagen som den 24 No. 1, medens den følgende Dag saa blev den 24 No. 2. Man kan endnu i Almanakker undertiden træffe Navnet Skuddag anbragt ved den 24 Februar, hvad der dog er temmelig urimeligt, eftersom det er den 29, der hos os kommer ind ekstra.
De Kristne antog senere den julianske Kalender, og endnu langt senere regnede man Aarene fra det formentlige Tidspunkt for Kristi Fødsel, der dog rimeligvis er faldet 2 à 8 Aar tidligere. Det er da blevet saaledes, at de Aarstal, der er delelige med 4 er Skudaar.
Naar Historiefortællingen i vore Dage har indrettet sig efter denne Angivelsesmaade, ogsaa hvad Tiden „før Kristi Fødsel" angaar, da er det saaledes at forstaa, at der ikke tænkes noget Aar 0, men Nulpunktet for Tidsregningen er blot et Øjeblik, nemlig det, hvori den 31 December Aar 1 f. Kr. støder sammen med 1 Januar Aar 1 e. Kr. om Natten Kl. 12. — Heraf følger, at f. Eks. det 19de Aar-hundrede først udløb den 31 December 1900, og at det ny Aarhundrede begyndte med 1 Januar 1901. Ved astronomiske Regninger kalder man Aaret før vor Tidsregnings Begyndelse for Aar 0, og alle tidligere Aar er altsaa 1 lavere end ellers.
Den julianske Kalenders Aar er gennemsnitlig 365 1/4 Dage, hvilket er 11 1/5 Minut for meget. Dette bliver til 1 Dag i c. 129 Aar, eller til 3 Dage i 386 Aar. Deraf kom det, at medens Foraarsjevndøgn paa Cæsars Tid indtraf den 23 Marts, var den i 325 e. Kr., da Kirkeforsamlingen i Nikæa blev holdt, den 21 Marts. Omtrent 730 e. Kr. bestemte Beda det til den 18 Marts, i 1230 e. Kr. fandt Sacrobosco det til den 14 Marts, og man tænkte da paa at reformere Kalenderen, men dette skete dog først ved en Bulle af Pave Gregor XIII, der bestemte, at de 10 Dage fra 5—14 Oktober 1582 skulde fuldstændig bortkastes, og herefter skulde der i hver 400 Aar være 3 Skuddage mindre, idet Aarhundrederne ikke skulde være Skudaar, skønt de ere delelige med 4; kun de Aarhundreder, hvis Hundredetal er deleligt med 4, i Eks. 1600, 2000 skal dog forblive Skudaar. Da imidlertid 400 Aar er mere end de 386, hvori 3 Skuddage som sagt burde bortfalde, vil der dog i Aartusinderne indløbe en ny Fejl, der vil blive rettet Aar 4840 e. Kr., som ikke bliver Skudaar, skønt det er deleligt med 4.
Langsomt tog man mod den gregorianske Kalender („ny Stil" som Modsætning til „gammel Stil", den julianske Kalender) i de Lande, hvor Pavens Magt var brudt, og hvor man var mistænksom overfor alt, hvad der kom fra den Kant. Lidt efter lidt besluttede man sig dog de fleste Steder. Saaledes gjorde vi Overgangen i Danmark i 1700 e. Kr. ved at lade den 18 Februar blive umiddelbart efterfulgt af den 1 Marts. — I Rusland er man dog endnu ikke kommen med, og man er altsaa der 13 Dage bag efter ,,ny Stil", nemlig foruden de bortskudte 10 Dage tillige 1 Dag for 1700, 1 for 1800 og og 1 for 1900. Naar en Russer skriver til en anden Europæer, daterer han gerne Brevet dobbelt, f Eks. 4/17 Juli eller .
Med den julianske Kalender bortfaldt Aarets Inddeling efter Maanen. Den vedtagne Maanedsinddeling, hvis Navn (Maaned) og Længde ganske vist minder om Maanen, er kun værdiløse Rudimenter m. H. t. denne. Der er nu ingen anden Maade at holde Rede paa dens Faser og dens Op- og Nedgang end derved, at alt dette simpelthen staar anført i Almanaken for hver Dag i Aaret.
Ligeledes gaar den mosaiske Ugeinddeling paa 7 Dage igennem Aarene uden at tage Hensyn til Nytaarsdag. Da almindelige Aar er 52 Uger og 1 Dag, falder alle Datoerne 1 Ugedag senere end i det foregaaende Aar, derimod i Skudaar 2 Dage senere fra 1 Marts til næste 28 Februar.
Man har prøvet at forklare Ugedelingen som stammende fra et Naturfænomen, nemlig som afledet fra de bevægelige Himmellegemer; men Forklaringen lyder lidet trolig. Derimod kan det bemærkes, at ogsaa andre end Hebræerne havde en 7-Dages Inddeling, saasom Araberne, Kaldæerne m. fl. — Romerne havde Uger paa 8 Dage: de 7 var Arbejdsdage, den 8de Markedsdag.
Efter den franske Revolution i 1792 indførte Re-publiken en ny Kalender med 22 September (Republikens Grundlæggelse) til Udgangspunkt; men denne Kalender holdt sig kun til 1 Januar 1806, da man faldt tilbage til det gamle. Republikens Aar bestod af 12 Maaneder, hver med 30 Dage og nylavede Navne, og 5 eller 6 Skuddage. Hver Maaned havde 3 Uger paa 10 Dage, og tiende Dagen var Festdag.
Ved Kirkeforsamlingen i Nikæa havde man bestemt, at Paasken og alle de i Forbindelse med denne staaende „bevægelige" Helligdage skulde sættes i Forbindelse med Foraarsjevndøgn, hvorfor ogsaa den gregorianske Kalender rettede Aaret til samme Stilling til Foraarsjevndøgn, som fandtes i 325 e. Kr. Det blev saaledes bestemt, at Paaskesøndag skal være den første Søndag efter den første Fuldmaane, som indtræffer paa eller nærmest efter Jevndøgnsdagen. Det tidligste, Paaskesøndag kan indtræffe, er altsaa den 22 Marts. Det seneste er den 25 April, hvilket sker, naar Fuldmaanen indtræffer den 18 April. — Kirkeforsamlingen tilvejebragte herved et Forhold mellem Paasken og Maanen, hvad det ogsaa havde havt hos Hebræerne, om end paa anden Maade (jfr. S. x 24).
For Historieforskningen frembyder det et stort Arbejde, at Folkene paa forskellige Tider og Steder har brugt disse og mange flere mærkelige Kalendere, hvortil kommer, at man har brugt mange forskellige Udgangspunkter for den Optælling af Aar, den „Æra", man holdt sig til, ja at et og samme Folk jevnlig har brugt flere Æraer, baade samtidige og efter hinanden følgende. Kejseres Regeringstiltrædelse, Byers Anlæggelse osv. er forskellige Udgangspunkter for saadanne Æraer, som det her vilde føre altfor vidt at komme ind paa. Kun skal det m. H. t. vor egen Æra bemærkes, at de Kristne i Begyndelsen regnede efter romerske Kejsere, at de senere brugte den diokletianske Æra, der begyndte 284 e. Kr., som de kaldte Martyræraen, og at først en Abbed Dionysius Eksiguus 525 e. Kr. foreslog at indføre en Æra, der begynder med Kristi Undfangelse, som ifølge Augustinus skulde have fundet Sted 754 efter Roms Anl., den 25 Marts, som derfor skulde være Aarets Begyndelse. Denne Tidsregning blev indført nogle Steder med Paasken 532; men først langsomt blev den optagen i mange i øvrigt kristne Lande, saaledes i Portugal først 1420. Men skønt Karl den Store fastholdt den 25 Marts, brugte man dog flere Steder den 25 December som Nytaars-dag, hvorfra man i Italien og Tyskland i det 15de Aarhundrede gik over til 1 Januar. Dette Skridt gjorde man i Frankrig først 1566, i Holland 1575, i Skotland 1599 og i England 1752.
Udgangspunktet for vore Aarstal, Kristi Fødsel, er imidlertid fejlagtig, 2—8 Aar; og paafaldende er det, at Kristne i Orienten har havt en Æra, der rimeligvis er rigtigere, og at Abessinierne endnu den Dag i Dag har et Aarstal, der er 8 højere end vort.
