Tidens naturlære/Øjet og Øret
Ligesom Øret paavirkes af Lyden, saaledes paavirkes Øjet at Lyset; og dette bestaar ligeledes af Bølger langt hyppigere og mangfoldig Gange finere end Lydbølgerne. Og ogsaa Lysets Bølgehastighed er bestemmende for Indtrykket paa Øjet; thi rødt Lys frembringes af Bølger i et Antal paa 500 Billioner pr. Sekund, og Bølgetallet bliver nu større og større, naar vi gaar til orange, gult, grønt, blaat og violet, som har 733 Billioner Svingninger pr. Sekund.
Det kunde altsaa synes, som om Øjet, der faar forskellige Indtryk af disse Farver, ogsaa maatte være et Tidsinstrument, ligesom Øret; men ved nærmere Overvejelse vil man dog finde, at det som Tidsinstrument staar langt tilbage for Øret, hvorimod det har sin overvejende Betydning som Ruminstrument.
Rent bortset fra, at der er Mennesker, ikke saa ganske faa, som er farveblinde, medens deres Syn ellers kan være fortræffeligt, er Menneskets Skelnen af Farverne ikke overdreven sikker. Heftes en grøn og en rød Oblat paa to Stykker hvidt Papir, synes man, at Papiret med grøn Oblat er rødligt. det med rød grønligt Men hvad værre er — tilsendes Øjet en Blanding af gult og blaat Lys, opfatter Øjet Blandingen som grøn. Dersom man derimod tilsender Øret to samtidige Toner, den ene paa 300, den anden paa 500 Bølger pr. Sekund, opfatter Øret ingenlunde Blandingen som en Tone paa 400, men hører de to Toner hver for sig.
Øjet har overhovedet ikke den Evne i samme Grad som Øret, at kunne skelne, hvad der følger hurtigt efter hinanden. Øjet skal have mere Tid til at forvinde det ene Indtryk, inden det er istand til at modtage det næste. Dersom et Lys sender et Øje 5 Blink i et Sekund, kan Øjet ikke tælle, at der var 5; men dersom 5 skarpe Lyd naar Øret i et Sekund, er man istand til at tælle det. Derfor kan Øjet ikke faa Indtryk af hver enkelt Stilling paa noget, som bevæger sig hastigt, hvorimod Øret kan fornemme de paa hinanden hastigt følgende Indtryk, som f. Eks. Talen, frembyder.
Man kan endog tilføje, at Øret har mere Hukommelsesevne for Indtryk, det har modtaget, men som ikke blev modtagne af Bevidstheden. Har Klokken slaaet, uden at man tænkte derover, kan man stundom bag efter repetere dens Slag og faa optalt, hvor mange der lød, hvis da ikke Tallet er meget stort.
Derimod er Øret kun tarvelig begavet med Rumsans. Man kan ofte tage meget Fejl af den Retning, hvori Lyden kommer. Man kan f. Eks. staa paa en Havnemole og spejde efter et fløjtende Dampskib i en Retning, da man pludselig til sin Undren ser det træde frem af Taagen i en ganske anden.
Her er derimod Øjet Mester. Det erkender ikke blot Retningen, hvori noget befinder sig, men det erkender let dets Form, Størrelse, Flytning, kort sagt alt vedrørende Rummet. Hvis 5 Fyr ved Siden af hinanden samtidig giver et Blink, det være sig nok saa kortvarigt, saa kan Øjet tælle, at der er 5.
Naar hertil kommer, at Øjets Erkendelsesevne rækker langt videre ud i Rummet end Øret, og at det paa den anden Side kan opfatte Ting, der er meget mindre end de mindste Lydbølgers Bredde, saa kan herigennem Øjets og Ørets Virksomheds-omraade bestemmes som henholdsvis Rummets og Tidens. Vi har faaet et medfødt Instrument til Erkendelsen af Ting vedrørende hvert af de to Omraader.
Men man kan ogsaa paa en anden Maade betegne disse to vigtige Instrumenters Omraade ved at sige, at Øjet er vort vigtigste Sanseredskab overfor Tingenes Verden, Øret overfor Menneskeverdenen. Ikke saaledes, at Øjet ikke ogsaa kan bringe os nogen Besked fra den sidstnævnte, og Øret fra den førstnævnte. Men det er en tarvelig Besked, Øret bringer fra Tingenes Verden, i Sammenligning med den, Øjet giver. Og det er en tarvelig Besked, man gennem Øjet faar om, hvad der rører sig i et andet Menneske af Tanker, Følelser, Stemninger m. m., i Sammenligning med den Besked, man faar ved at høre ham tale. Med Talen kan han ikke alene meddele sine Tanker og Forestillinger klart, men ogsaa Stemningen afpræger sig i Talens Tonefald paa saadan Maade, at den uvilkaarlig fremkalder tilsvarende Stemning hos den hørende. Derfor har „det levende Ord" en Evne som Meddelelsesmiddel, der staar over al anden Meddelelse.
Det er ikke helt sjeldent, at man hører Folk sammenligne Værdien af de to Sanseredskaber og f. Eks. dømme om, hvad der er ulykkeligst: at være blind eller at være døv. Det er ikke godt at sammenligne usammenlignelige Ting: den blinde savner det bedste Sanseredskab overfor Tingenes Verden, den døve savner det bedste Sanseredskab overfor Mennesker.