Thussekæmpen Hrugners Vædderidt til Valhalla






Thussekæmpen Hrugners Vædderidt til Valhalla.

 
Odin reed fra Gudehjem,
Solen var hans Øie,
Bjergene, hvor han kom frem,
Monne dybt sig bøie;
5 Over Dødsens Flod i Spring
Satte han som Ingenting;
Snart paa Utgaards Sletter
Holdt han iblandt Jetter.
 
Thussekæmpen Hrugner laa
10 Mellem sine Heste:
Vidt og bredt, han bandte paa,
Var hans Dyr de bedste;
Med en Hesteprangers Blik
Skjældte Sleipner[1] han en Krik:
15 Snar var ingen Tanke
Som hans Gyldenmanke.
 
Saa blev Hesten kaldt, hvis Man
Var en Nordlys-Straale —
Odin svared': „Nu velan,
20 Lad dem Kræfter maale!
Hvo af os, der rider bedst,
Eie skal den Andens Hest!
„Top,” skreg Bjergets Jette,
„Kjærlinger kun trætte!”
 
25 Hui! nu gik det med en Hast:
Lynet sprat fra Hoven,
Skibe sank og Fjelde brast,
Egen knak i Skoven;
Skum fra Sleipners Næsebor
30 Føg som Sneefog over Jord:
For den vilde Torden
Gøs af Rædsel Jorden.
 
Vel var Gyldenmank ei seen,
Dale dybt den traadte,
35 Men, med Skift af fire Been;
Sleipner løb paa otte.
Odin for og Jetten bag
Fløi med Hyp og Pidskeslag
Hen mod Valhals Porte,
40 Der blev Hrugner borte.
 
Fra sin Hurtigløbers Ryg
Vendte han en Mølle:
Jorden fik mod Nord et Tryk
Af hans Hoved-Kølle.
45 Tabt var vel hans Væddemaal;
Men han slog sig snart til Taal,
Da, i Valhal bænket,
Man ham Velkomst skjænked'.
 
Nu i Gudhjem Trolden sad
50 Fræk og førte Ordet,
Slugte Oxesteeg og Fad,
Trumfende i Bordet;
Drak og drak med fæisk Griin —
Skade for den søde Viin —
55 Til, som reent af Lave,
Han tog paa at rave.
 
„Frei — ick, den fordømte hik,
Vær min søde Kone!
Odin vil jeg sparke — ick,
60 Ned fra Hlidskjalvs Trone!
Hver en Gud i Valhals Slot
Hakker jeg som Finker smaat!
Stjaalet har I Hesten!”
Raabte Jettegjæsten.
 
65 Kjærligheds-Gudinden tog
Kaad han under Hagen,
Huiede og om sig slog,
Til han faldt paa Bagen;
Aserne med Møie op
70 Stilte hans uhyre Krop,
Angrende forsilde
Dette Drikkegilde.
 
Men som med det onde Dyr
Man var meest i Vaanden,
75 Thor kom hjem fra Æventyr,
Og var strax ved Haanden;
Bister raabte Kampens Gud:
„Pak Dig, Trold, paa Døren ud,
Eller for min Hammer
80 Styrt til Nastronds Flammer!”
 
Da fik Hrugner sin Forstand,
Dybt for Thor han bukked':
„Skam Du fik, om sværdløs Mand
Banesaar Du hugged'!
85 Kan I ikke fatte Spøg?
Vundet har I jo mit Øg —
Hvorfor evig trætter
Guderne og Jetter?
 
Ginunggab kan jevnes ud
90 Snart med Jordemuldet:
Elskovs Disa til min Brud
Kjøber jeg for Guldet!
Lyst og Mørkt og Sødt og Surt,
Tidslen og hver Honningurt,
95 Ildens Kraft og Vandets
Herligt skal da blandes!”
 
„Nei, i Evigheden, nei!”
Mæled' Thor med Mjølner,
„Pak Dig, Usling; thi hvis ei,
100 Snart dit Blod mig kjølner!”
Op foer Valhals Kobberdør,
Og den Thusse tumled' ør,
Med et Stød i Nakken,
Ned ad Bifrost-Bakken.
 
105 Vildt mod Thor, fra Jordens Dal,
Knytted' han sin Næve;
Raabte høit i Stormens Gjald:
„Snarlig skalst Du bæve!
Mød til Kamp ved Utgards Vold!”
110     „Ja,” qvad Trudvangs Herre bold,
„Naar din Tid er omme,
Vee, da skal jeg komme!”
 
  1. Sleipner var Odins Ganger.


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.