Takt og Tone/VIII. Livet udenfor Hjemmet

by Emma Gad

OTTENDE AFSNIT

LIVET UDENFOR HJEMMET

Det er efterhaanden en forholdsvis ringe Del af Døgnet, at Mennesker tilbringer i deres Hjem. Restauranter og Jernbanekupeer, Teatre og Koncertsale for ikke at tale om Forlystelsesetablissementer og Fortovskafeer spiller i vore Dage en saa uhyre Rolle for Folk, at det i mange Henseender har forrykket Omgangstonen fra den tid, hvor omtrent alt Samkvem var baseret paa Hjemmenes Selskabelighed. Det har udviklet sig saaledes, at denne ikke tiltrækker det yngre Slægtled nær saa meget som Sammenkomsterne ved Dans og fuldt Orkester i de store Hotellers Palmehaver eller det aftalte Rendez-vous paa en søgt Kafé. Ligeledes færdes Mennesker meget mere paa Gader og Veje, i Biler og Sporvogne, end de gjorde før, saa at en fælles Høflighed Mand og Mand imellem er nødvendig, hvis den stigende Færdsel skal foregaa under behagelige former.

TELEFONERING. Hvor man i gamle Dage sendte et Bud med en Skrivelse, telefonerer man nu, og selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv i Modsætning til vor moderne Tilværelse, undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemidlet i Samkvemmet.

Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.

Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.

Naar De har Besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en Undskyldning til Deres Besøgende.

Det er uhøfligt mod en Besøgende, ikke, hvis man ringes op, at gøre den telefoniske Samtale saa kortfattet som muligt. I Stedet for at drøfte Bagateller i en Ventendes Paahør, bør De sige: „Undskyld, jeg har Besøg. Ring venligst op senere.“ Det sker sjældent.

En Læge, Tandlæge, Præst el. lign. bør have en Anden til at passe sin Telefon under sin Modtagelsestid. Det virker mere end stødende, naar f. Eks. en Patient hører Lægen, under Drøftelsen af Lidelserne, i Telefonen veksle Repliker angaaende en paatænkt Skovtur eller Bridgeaften.

Vær høflig i en Telefon. Først mod Damen. Dernæst mod Den, De skal snakke med. Hvis De siger noget uvenligt til ham, saa husk, at han ikke kan se paa Deres Ansigt, at De ikke mener det saa slemt.

Naar man telefonerer, begynder man med at spørge: „Er det hos Grosserer N. N.?“ Efter Svaret nævner man sit Navn og beder om at maatte tale med den Person af Husstanden, der ønskes. Det korrekte Svar herpaa er: „Et Øjeblik, jeg skal se, om Vedkommende er hjemme“, idet der derved gives Lejlighed til at undgaa Samtalen.

Stol ikke paa at kende Stemmen. Man kan gaa frygteligt i Vandet derpaa.

Selv om en Samtale er En nok saa ubehagelig, er det højst uhøfligt at hænge Røret paa uden at have afsluttet eller sagt Farvel.

Naar der bliver ringet, og Vedkommende ikke er hjemme, bør der skriftligt optages Besked, helst med Angivelse af Numer.

Hvis man bliver afbrudt, hvad kun altfor ofte sker, er det Den, der har indledet Samtalen, der maa ringe op paa ny. Naar Samtalen praktisk talt er afsluttet, er det ganske urimeligt at ringe op igen blot for at sige: „Vi blev nok afbrudt — saa er der nok ellers ikke mere".

Stræb efter ikke at gøre Telefonsamtaler for lange, da Andre maaske ønsker at ringe til et af de to Apparater og ustandselig faar det irriterende Svar: „Optaget“.

Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: „Er De der endnul Hallo!' Apparatet er nok i Uorden! Naa, ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn“.

TEATRET. Vær klar over, at De er uhøflig, naar De kommer for sent i Teatret, især hvis De skal sidde midt paa en Bænk. Det skal indrømmes, at det er svært at naa det i rette Tid Kl. 7, men det maa helst naas.

Gaa altid ind paa Deres Række med Ansigtet vendt imod de der Siddende, som altsaa har den Ulejlighed at rejse sig for Deres Skyld.

Forhold Dem tavs under Forestillingen og bekæmp efter Evne Anfald af Hoste og Snue.

Hvis De besøger Teatret paa Fribillet og altsaa er Gæst, er det ikke høfligt at forføje Dem bort, før Forestillingen er til Ende, særlig hvis Deres Plads er stærkt synlig. Udtal heller ikke en højrøstet Kritik over Stykke eller Udførelse. Hvis De ikke kan tilbage- holde spøgefulde Bemærkninger desangaaende til Deres Ledsager, da lad dem fremkomme med en gravalvorlig Mine.

Giv Deres Bifald til Kende, og del ikke den klamme Kulde, Folk tror er fin - den, som gør særlig de første Parketrækker til ingen Mands Land og som der- for virker saa deprimerende paa Skuespillerne.

Løb ikke ud, før Stykket er sluttet, til Skade for den kunstneriske Virkning, blot for at naa først til Tøjet.

Disse elementære Grundsætninger om en almen Teaterhøflighed er dybt indgroet hos alle Teaterfolk, og den bør kendes og deles af Andre.

Absolut forkasteligt kan det vel ikke kaldes at spise Konfekt i Teatret. Det kan jo gøres, i Fald man virkelig ikke i den Tid, en Forestilling varer, kan undvære at spise. Det kan kun betones, at hvis man lægger Vægt paa at høre til de Fine, saa trækker man ikke en Pose med fyldte Chokolader op af en Taske og giver sig til at gnaske under en Forestilling.

Hvis De trods alt vil nyde saadanne søde Sager i Teatret, mens De passiarer med en Bekendt, kan De ikke gøre det uden at byde Vedkommende af Deres dyrebare Beholdning.

Noget andet er, hvis De har Hoste. At medføre en lille Daase med Hostepastiller er ligefrem barmhjertigt mod de Omsiddende.

Hvis De faar et langvarigt Anfald af Hoste, som det er Dem umuligt at undertrykke, gaa da hellere ad med saa lidt Støj som muligt og vent med at komme ind igen, til det er fuldkommen overstaaet.

Koncert. De samme Høflighedsregler som gør sig gældende i Teatret, anvendes ved Koncerter. Man har ofte Lejlighed til at iagttage, at Koncerttilhørere gennemgaaende er af en modtageligere og taknemmeligere Karakter end Tilskuere i et Teater. Maaske kommer det af, at Solisterne, især Debutanterne ved en Koncert, særlig de, der selv er Koncertgivere, med paaskønnelsesværdig Energi trommer Venner og Velyndere sammen paa en saadan Aften, og disse betragter det da som en kær Pligt at klappe, saa Hanskerne springer, hver Gang den unge Kunstnerinde eller Kunstner har afleveret en Romance. Hvis Skuespillere og forfattere kunde glæde sig ved en lignende Begejstring i Teatrene, vilde det afgive lysere Kaar, end det gør, at arbejde for Scenen. Man bør altsaa henstille til Publikum at overføre lidt af Koncertbegejstringen til Teatret.

I Teatre og ved Koncerter maa man forholde sig absolut tavs og opmærksom under den kunstneriske Udførelse, hvor meget man end keder sig. Det er ikke heldigt at antyde dette ved ostentativt at se sig om, studere Programmet eller undersøge Indholdet af Lommer og Tasker. Den første Betingelse for Velopdragenhed er overhovedet at kunne kede sig med Anstand. Tænk paa de Kongelige!

RESTAURANTHØFLIGHED. I det Øjeblik man kommer ind i en Restaurant, staar man i et vist Høflighedsforhold baade til de tilstedeværende Gæster og til Betjeningen.

En Herre kan ikke beholde Hatten paa Hovedet, naar han gaar igennem en Restaurantsal. En Dame tager derimod ikke sin Hat af under Maaltidet paa en Restaurant.

Det vidner ikke om god Tone, naar et Selskab kommer larmende ind i en Restaurant og vedbliver under Maaltidet at tale og le saa højt, at det tildrager sig andre Gæsters Opmærksomhed.

Det er heller ikke heldigt under Maaltidet at beklage sig til den Opvartende over Madens Tillavning. Er man ikke tilfreds, bør man blot næste Gang vælge en anden Restaurant.

Hvis det varer for længe, inden Maden serveres — den almindelige Skavank ved Spisning paa offentlige Steder — bør man ikke komme med højrøstede Besværinger, men slaa paa sit Glas og sagte beklage sig til Betjeningen.

Hvis en Herre er i Følge med en Dame, overlader han til hende at bestemme Fortæringens Art. Kun hvis han staar hende nærmere, tager han Plads i en Sofa ved hendes Side. Ellers sætter han sig paa en Stol ligeoverfor.

Man kan ikke godt gaa hen og tiltale en Herre og en Dame, der spiser sammen. Kun naar det er ganske nødvendigt kan man efter en Undskyldning træffe en kort Aftale, f. Eks. om en Telefonopringning o. l.

Betaling. Hvis Flere er sammen, især naar der er Damer med, virker Diskussionen om, hvem der skal betale, pinlig. En kort Bemærkning om, at det kan afgøres bagefter, er heldig, især naar den efterfølges af Gerning.

En Dame betaler aldrig, naar hun følges med en Herre, hvorimod det selvfølgelig bliver et andet Forhold, naar det er Arbejdskamerater, der spiser sammen, ligegyldigt om det er Damer eller Herrer.

Der kan da undertiden opstaa en uheldig Kappestrid om, hvem der først kan komme til at betale. Det rimeligste er, at Hver betaler for sig. Hvis man synes, at de detaillerede Opregninger er kedelige, lader man En betale, og indskyder sin Brøkdel, iberegnet Drikkepenge. Det er derimod altid en uheldig Ordning at sige: „Saa kan De betale næste Gang“, da man derved undertiden nødes til at være Gæst hos Mennesker, af hvem man ikke ynder at modtage noget, endda med en vis Forpligtelse til ved en senere Lejlighed at optræde som Vært.

Er der Nogen i Selskabet, som er indbudt og altsaa ikke skal betale, bør Regningens Størrelse ikke komme til Gæstens Kundskab eller nogen Art af Priser omtales, hvorfor Regningen ogsaa da som oftest bringes paa en Tallerken under en Serviet, under hvilken Pengene da ubemærket kan anbringes. Alle larmende Sammenstød med en Tjener bør undgaas.

Har man nogen Grund til at beklage sig over en Tjeners Adfærd, bør man henholde sig til Etablissementets Leder, helst under fire øjne, for ikke at have Vidner til den Ydmygelse det er, at Værten altid giver sin Tjener Medhold. Det synes, som om det altid er en Restaurantvært mere magtpaaliggende at staa sig godt med sit Personale end med sine Gæster, der derfor helst bør tie og finde sig i hvadsomhelst.

Kafé- og Thesalon. De samme Regler for høfligt Samkvem, som gør sig gældende i en Restaurant, maa overholdes baade i en Kafé og i de saakaldte Thesaloner, en ret ny form for Traktørsteder, som for en stor Del søges af Damer, der har ondt ved paa deres Farten rundt i Magasiner og Udstillingssteder at undvære den obligate Kop The. Da Damer ikke ynder Begrebet Drikkepenge, er der mange Thesaloner, hvor denne Beskatning ikke bruges. Det er efter engelsk Mønster.

Venteværelser. Naar De træder ind i en Læges Venteværelse, undlad da ikke at hilse paa de Tilstedeværende, før De tager Plads.

Hvis De selv er blandt de Ventende, og en indtrædende Person forsømmer at bøje Hovedet, kan De betragte det som en blid Irettesættelse selv at hilse paa Vedkommende.

Hvis De hos en Læge eller Tandlæge har Tur lige før et meget stærkt optaget Menneske, og De selv har nogenlunde god tid, vil det være et Bevis paa Elskværdighed, der altid paaskønnes, at lade Vedkommende gaa foran Dem.

Hvis De taalmodigt har ventet i lang tid, og opdager, at Den, De søgte, slet ikke har været til Stede, eller har ladet haant om sin Konsultationstid ved at dyrke andre Beskæftigelser helt udenfor sit Fag, er De fuldt berettiget til at gaa Deres Vej og søge en anden Specialist.

Skræm ikke i et Venteværelse en Patient ved at fortælle nerveangribende Beretninger fra Deres egen eller Andres Sygdom af samme Art, som f. Eks. hos en Øjenlæge at berette om Tilfælde af pludselig uhelbredelig Blindhed o. 1. Det kan indvirke uheldigt paa nervøse Patienter.

HØFLIGHED PAA GADEN. Alle ved vist, at man paa et Fortov eller en Gangsti har at rette sig efter den paa Stedet gældende Politiforordning for Gadefærdsel. Men Alle synes ikke at vide, at den Yngre altid bør passe at gaa paa venstre side af den Ældre eller Betydeligere, naar man følges. Ligeledes gaar en Herre til venstre for en Dame.

Dette er en flighedsregel, som alle Forældre bør lære deres Børn. Naar de Unge kender den, er det et Bevis paa, at de kommer fra et kultiveret Hjem.

Hilsner paa Gaden. Skikken at tage Hatten af ved Møder i fri Luft, ikke alene for Damer, men ogsaa for andre Herrer, er saa udbredt og indgroet i vore nordiske forhold, at det vækker Forundring hos alle Tilrejsende, som med Forbavselse anfører i Rejsebreve: „To Kontorister mødes, og deres Hatte ryger af.“

Det kan være urimeligt, men er dog Udtryk for en Befolkningen iboende Høflighedstrang, og bliver neppe anderledes.

En Herre tager Hatten af med højre Haand, idet han, hvis han ryger, tager Cigaren ud af Munden med venstre Haand, men han tager Hatten af med venstre Haand, hvis han i det samme udveksler Haandtryk med en anden Person, eller gaar med en Dame under sin højre Arm. Dog bør han helst slippe hende, idet han hilser.

Dette sker dog sjældent, da det er gaaet af Mode for Forlovede eller Ægtepar at gaa Arm i Arm paa Gaden.

En Dames Hilsen har mere at sige, end man tror — et mut Nik til en Beundrer, der ikke har udtalt sig, har ødelagt mere end én Chance. Læg derfor, for alle Tilfældes Skyld, et lille Smil i Deres Hilsen, kære Frøken, lige flygtigt nok til ikke at sige mere, end De selv vil, men saa charmerende, at det dog giver Plads for Muligheder.

Som bekendt hilser en Herre her til Lands først paa en Dame. I England er det omvendt, idet man der, som Udtryk for et maaske endnu mere udviklet Galanteri, er af den Mening, at det er Damen, der maa hilse først, og derved angive, om Herren overhovedet er værdig til at modtage hendes Hilsen.

Den yngre Dame hilser selvfølgelig først paa den Ældre.

Giv de mindre heldigt Stillede samme venlige Hilsen som Potentaterne. Det er ikke alene kønt og rigtigt men tillige klogt, da det giver En Omdømme for Ligefremhed og Usnobbethed.

Hvis De kun har kendt et Menneske flygtigt og er blevet hængende ved en Hilsen, der plager Dem lidt, lad da et Par Gange ved Mødet, som De ikke ser Vedkommende, og lad saa Hilsenen falde. Man kan ikke være forpligtet til et helt Liv at hilse paa et Menneske, fordi man f. Eks. Aar tilbage i en Tandlæges Venteværelse er faldet i Snak sammen. Der er Grænser for Høflighed.

Hvis en af Deres Bekendte har haft det ikke ualmindelige Uheld at have et Udestaaende med Øvrigheden og er kommet galt af Sted, hils da først paa Vedkommende og hils venligt, med mindre Lovbruddet ha været meget graverende. Denne Venlighed vil aldrig blive glemt.

Naar en Dame hilser Nogen paa Gaden, tager den Herre, hun eventuelt følges med, Hatten af, selv om han ikke kender den Paagældende. Det samme gælder iøvrigt en Herre.

Svar altid høfligt, naar Nogen beder Dem om en Oplysning paa Gaden, selv om De har Hastværk.

Er det en Udlænding, vil en saa fyldig Besked som muligt, fremsat i en venlig Form, være endnu vigtigere.

Bryd Dem ikke om, at De maaske ikke er Spørge- rens Sprog helt mægtig, men svar Vedkommende saa godt, De kan, eller, hvis en gensidig Forstaaelse viser sig umulig, hjælp da Vedkommende til at faa Besked hos en Anden.

Ved behagelig og imødekommende Opførsel mod Fremmede giver De et om end nok saa lille Bidrag til den Forestilling om vort Folks Kulturstandpunkt, som er raadende mellem Udlændinge.

Vend Dem ikke om paa Gaden efter En, De lige har passeret, for at studere Vedkommende bagfra. En saadan Interesse vidner ikke om god Tone.

Puf ikke Deres Ledsager i Siden eller hvisk og tisk ikke paa mærkbar Maade for at henlede Opmærksomheden paa en Person, der kommer gaaende mod Dem. Hvis De ønsker at sige: Giv Agt! maa det ske som i et Aandepust, uhørligt og usynligt for dem eller Den, der gaar Dem forbi.

Hvis det er Dem selv, der er Genstand for en saadan maaske smigrende, men mindre taktfuld Interesse, lad da ikke den mindste Bevægelse røbe, at De har bemærket den, men lad de nysgerrige Forbipasserende være som Luft for Dem.

En Herre kan ikke standse en Dame paa Gaden, medmindre han staar hende saa nær, at dette sker ganske uvilkaarligt og naturligt.

Det bliver en Dames Sag at standse og begynde en Samtale med en Herre. Hun bør ikke gøre det, hvis han er hende fremmed, medmindre hun har Garanti for hans Tænkemaade og Optræden overfor kvinder, kort sagt fuld Tillid til hans Ridderlighed. Ubetænksomhed paa det Omraade har ofte ført unge Piger ind paa en farlig Glidebane. Det ses ofte først, naar det er for sent.

En ung Dame bør ogsaa være forsigtig med at lade sig følge hjem fra Selskab i en sen Nattetime af en Herre, der er hende ubekendt.

JERNBANER OG SPORVOGNE. Vær ikke højrøstet i Tale og Latter i en Jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret Selskab. Den Art støjende Munterhed gør ikke noget heldigt Indtryk paa ensomme og nøgterne Medrejsende.

Vær forsigtig med under en Jernbanetur at tale med andre Passagerer om fælles Bekendte. Samtalen kan blive paahørt med Interesse af tilsyneladende fuldkommen ligegyldige Medrejsende og derefter blive gengivet til Vedkommende.

Hvis De derimod i en Kupé kommer til at overhøre Meningsytringer om Dem selv eller nogen af Deres Nærmeste, bør De ikke sidde tavs og stille og høre paa det. De har da den selskabelige Pligt at give til Kende, at De er nærværende, helst paa en Maade, der for alle parter glider let hen over det Pinlige ved Situationen.

Det gør et behageligt Indtryk, naar man under en Jernbanerejse, efter at have læst sine Aviser og Ugeblade, tilbyder dem til sine Medrejsende.

Naar Udlændinge, der paa Grund af deres Ukendskab til Sproget synes at være Forlegenhed under en Jernbanetur, er det elskværdigt at træde hjælpende til med de Sprogkundskaber, man har.

Selvfølgelig er det ogsaa velopdragent at lade en ældre Dame eller Herre faa Deres surt erhvervede Plads i en overfyldt Jernbanevogn, men maaske er det mere, end man kan forlange af menneskelig Godhed.

Det virker hensynsfuldt at hjælpe sine Medrejsende med Anbringelse af deres Rejsetøj og Pakker i Nettet.

Vær ikke altfor ubeskeden med at tage Bagage med ind i Kupéen til Gêne for Medrejsende. Man vil dog nødig gøre sig fortjent til den Ironi, hvormed en Rejsende, der hjalp et Par Damer med Anbringelsen af et Utal af store Genstande, høfligt spurgte: „Men jeg ser ikke Deres Klaver.“

Det er et stadigt Stridsspørgsmaal, om man kan belægge en Siddeplads i en Kupé ved at anbringe en Rejsetaske e. l. paa den, og derpaa forføje sig bort. Det synes nu, som en Nyankommen har Berettigelse til at bemægtige sig den. Dog, hvis den første Besidder kommer tilbage og er ubehagelig, maa man hellere vige pladsen end begynde paa en Ordstrid.

Det Forhold mellem Rejsende, der giver mest Anledning til Meningsforskel, er Lufttilførslen. Den Ene vil have Vinduet op, fordi Luften er trykkende, den Anden vil have det lukket, fordi det trækker. Efter Reglementet maa der ikke aabnes Vinduer til Vindsiden, saa at Den, der negter dette, har Ret.

Iøvrigt er det ogsaa mest humant at give efter for Den, der frygter Træk, maaske paa Grund af Gigt. Beklumret Luft fører ikke saa slemme Følger efter sig.

Ved den Slags Smaakonflikter maa man altid raade til at være den Eftergivende. En Rejse faar før eller senere Ende, og ved at skændes, opnaar man som oftest kun at trække det korteste Straa efter tilmed at have gjort et ubehageligt Indtryk.

Det virker paa en Rejse, særlig naar den er kortvarig, ikke tiltrækkende at se Medrejsende trække Konfektposer og Frugt frem og give sig til at spise. En Dame, der i en Jernbanekupé gnaver paa en Pære og kaster Kærnehuset ud ad Vinduet, vil ikke hos Medpassagererne bibringe Indtryk af at have nøjere Kendskab til god Tone.

Sporvogne. Forholdet mellem Passagererne indbyrdes bliver omtrent ens i Sporvogne og Jernbaner.

Det er altid høfligt og kønt, naar Herrer rejser sig for at afgive deres Plads til en Dame, særlig en ældre Dame. Men da Damer og Herrer efterhaanden færdes paa helt ligeberettiget Fod, kan denne Høflighed ikke mere kræves og forventes, men maa modtages af en Dame med en erkendtlig Tak.

Har De vekslet nogle Ord med en Dem ubekendt Sidemand i en Sporvogn, bør De hilse paa Vedkommende, idet De rejser Dem.

Træng ikke paa for at komme op i en Sporvogn, saa at De bidrager til det Haandgemæng, der paa søgte Holdepladser uafladelig danner sig. Husk, at der straks kommer en ny Vogn, og at Sagen ikke er et Slagsmaal værd.

Naar det ikke gælder lange Distancer, vælg da at spasere. Det er nærmest en Vanesag, og intet er sundere end at bruge sine Ben.

Biler og Vogne. Vær ligesaa gæstfri med Deres Køretøj eller Bil, som De er det med Deres Hjem. Man ser ofte Mangel paa Hensyn hos Folk, der ejer egen Befordring, og det er dog en saa ringe Ulejlighed og Bekostning at vise Venlighed paa det Punkt. Man bør huske at telefonere til nærboende Venner, med hvem man skal sammen i Selskab, om man ikke skal hente dem; man bør spørge, om Naboer eller Venner ikke har Lyst til at følge med paa en Køretur.

Man bør, naar et Uvejr bryder løs, eller andet kommer paa, være velvillig med at køre Folk hjem eller laane dem Vognen dertil.

Stands ogsaa Deres Vogn paa en støvet Landevej, naar De er paa Vej til Stationen, og har plads nok, og tag en tilfældig tungtbelæsset og forhedet Vejfarende op, der har samme Maal.

Den venlige Tanke vil blive modtaget med Taknemlighed.

Enhver, man tager med i sin Vogn, selv en Vejfarende, man ikke kender, bliver med det samme Ens Gæst, som man byder den bedste Plads.

Man kan, ved at vise lidt Forekommenhed og Omtanke med sin Vogn eller sin Bil, bibringe sine Omgivelser et Indtryk af Elskværdighed, som langtfra staar i Forhold til den Tjeneste, der udvises. Man handler saaledes paa en Maade i egen Interesse.

Den, der bør vises mest Hensyn, sidder til højre i Vognen. En Dame, der kører sammen med en Herre, har Denne ved sin venstre side.

Ejeren af Vognen eller Den, der har lejet den og har Gæster med, sætter sig paa venstre side af den Indbudte, eller, om der er To, paa Forsædet.

Men er Vognens Indehaver ældre, særlig en ældre Dame, vil der ufejlbarlig udvikle sig en lille Høflig- hedsstrid med afvekslende Udfald.

Cykler. Er der noget Punkt, hvor Mangel paa god Tone — eller for at sige det rent ud — Uopdragenhed breder sig efter en stor Maalestok, saa er det i Cyklesporten. Lære og Butiksdrenge er ligefrem livsfarlige, naar de i snævre Gader, omtrent liggende paa Maven, halser afsted med uartige Tilraab til de ældre Fodgængere, der passerer Kørebanen eller vover at færdes paa denne, som Cyklisterne betragter sig som Eneejere af. Det er som om der farer en Djævel i ellers medgørlige Ynglinge, naar de bestiger en Cykle.

Det var at ønske, at Forældre vilde inddrage Hensynsfuldhed paa Cykle i Nutidens Børneopdragelse, særlig overfor Drenge.

Kør med moderat Fart, hvor der færdes mange Fodgængere.

Før ikke en højrøstet Samtale fra den ene Cykle tilbage til den næste.

Tag i Deres Kørsel ikke alene Hensyn til Fodgængere, men ogsaa til andre Cyklister.

Stil altid Deres Cykle paa et Sted, hvor den ikke generer.

Det er Synd, hvis dette uvurderlige Befordringsmiddel ved hensynsløs Omgang skal blive til en Landeplage for dem, der er tilfods.

Cyklepaaklædning. Det er heldigt, naar Cyklisters Paaklædning er afpasset nogenledes efter Befordringsmidlet. For Damer egner flagrende Slør og Langsjaler sig daarligt til den hastige Fart, Cyklesporten medfører, og store Hatte med Blomster og Fjer tager sig ikke ud paa en Cykle. En glat Nederdel, en Bluse og en lille klædelig fastsiddende Sportshat eller Hue er den mest passende Paaklædning til Cyklebrug. Fastsiddende høje Støvler egner sig bedre til Cykleridt end Sko.

For Herrer maa det ved Cyklepaaklædningen være afgørende, om Cyklen betragtes som Befordringsmiddel eller som Sport. I første Tilfælde maa man selvfølgelig tage sin Tilflugt til de Smaamidler, der tillemper den daglige Formiddagsdragt til Cyklebrug, særlig for Benklædernes Vedkommende. Gælder det lange Ture, vil en sportsmæssig Paaklædning med Knæbenklæder m. m. være paa sin plads.

En blød Hat eller Hue, der sidder godt fast paa Hovedet, vil vise sig mest praktisk.

Ulykkestilfælde. Lad det staa Dem klart, at man med oprejst Pande maa tage konsekvenserne af de Uheld, man har været Aarsag til. Hvis De selv eller de, som De staar til Ansvar for, har foranlediget en Hændelse, den være sig lille eller stor, der medfører Tab eller Molest, maa De staa ved det og ikke unddrage Dem Besværet eller Omkostningerne derved, om det saa er Deres sidste Penge.

Et tilfældigt Sammenspil af Omstændigheder kan paa den Maade skaffe En Byrder for Livet, men det faar ikke hjælpe. Intet er tarveligere end at forsvinde fra Aastedet, hvor man — uagtsomt eller uheldigt — har forvoldt Ulykke.

Hvis denne almenmenneskelige Forpligtelse skræmmer Dem, vær da saa forsigtig ikke at agere Kusk eller Chauffør, med mindre De er øvet, og hold ikke Hund af en stor eller glubsk Race. Risikoen vil da være mindre.

Forsøm ikke, hvis De tilfældigvis er bleven Vidne til et Uheld eller en ulykkelig Hændelse eller indblandet deri, at sende Bud for at erfare nærmere.

Penge til Samfærdsel. Gør Dem det til en fast Regel aldrig at forlade Deres Hjem uden at være forsynet med Penge.

Det kan naturligvis ske, særlig for Damer, at man har glemt sin Portemonnæ eller Taske, og ikke har Penge nok til at udrede en Udgift til Befordring o. lign. og da maa være tilfreds ved at være i følge med Nogen, der udreder Betalingen.

Hvis Beløbet er saa ringe som f. Eks. en Sporvognstakst, betaler man det ikke senere tilbage, men nøjes med straks at udtale sin Tak.

Drejer det sig om et noget større Beløb som f. Eks. en Vogn til Hjemmet, en Jernbanebillet el. lign., og man selv anmoder om at laane Pengene dertil, sender man straks ved Hjemkomsten Beløbet tilbage, ledsaget af et Visitkort paaskrevet: „Med Tak for Laan.“

Men hvis De selv er Den, der anmodes om i givet Tilfælde at træde hjælpende til i en saadan lille Forlegenhed, gør det da med et saa lidet bittert Smil som muligt og gør ikke Regning paa at faa Pengene igen. Som oftest vil De blive skuffet.

Sørg saa vidt muligt for at have Smaapenge med til Brug ved alle Befordringsmidler.

Medbeboere. I en stor By er det mærkeligt, hvor lidt man kender til sine Medbeboere. Hvad ved man om tredje Sal, naar man selv bor i Stuen. Men i dette Forhold som allevegne, hvor Mennesker færdes, er der humane Hensyn at tage. Naar man har erfaret, at der er alvorlig Sygdom eller Dødsfald i Etagen over eller under En, bør man om muligt undlade at spille og synge, indtil Faren er forbi eller den Døde bragt bort.

Man bør ikke udøve Musik i en sen Nattetime, hvor den kan tænkes at forstyrre Medbeboere.

Man maa ikke, naar man kommer sent hjem, kaste Støvlerne haardt i Gulvet lige over Hovedet paa dem, der sover nedenunder, ej heller gaa larmende op ad Trappen, smælde med Entrédøren eller kime stærkt paa en elektrisk Klokke.

Hvis man har Børn, bør man ikke lade dem uophørligt trampe paa et ubedækket Gulv lige over Hovedet paa Medbeboere, der skal arbejde.

Man bør være diskret med Musikøvelser og afholde sig fra at holde Papegøje, Grammofon og alt andet, der foraarsager ubehagelig Støj for Husfæller.

Dog skal man, set fra den anden side, ikke være for nøjeregnende med Støj og klage over, at den gør nervøs. Et meget stort Antal Mennesker, som jo er stuvede sammen i en By, vil altid lave en Del Støj med Raaben, Ringen, Raslen og Klemten. Den, der ikke kan finde sig i det, maa henleve sit Liv paa Landet.

Trappen er ikke en blot og bar Fortsættelse af Gadefærdslen; det gør en vis Forskel, at man har faaet Tag over Hovedet.

Det gør saaledes et velopdragent Indtryk, naar en Herre løfter paa Hatten for den Dame, han møder paa Trappen, og naar to Damer hilser flygtigt paa hinanden.

Man er ligeledes høflig, naar man holder en Mellemdør aaben for en ældre Forbipasserende og først gaar ind efter Denne.

Hundehold er en af de almindeligste Anstødsstene mellem de fælles Beboere af en Ejendom, ligesom det overhovedet er et af de Spørgsmaal, der lettest bringer Mennesker i Fyr og Flamme. Hundehaderne er de faa i forhold til Hundeelskerne, men de skriver og taler saa meget, at de fylder godt. Ret forgæves. Det er nemlig svært at bekæmpe Befolknings Karakterejendommeligheder.

Sørg for, at Deres Hund generer saa lidt som muligt ved Urenlighed, Gøen i Gaarden og paa Trappen og umudsige Poter paa fælles Gebeter.

Pas paa, at den ikke i sølet Vejr springer op ad Folk.

Lad den i Deres Hjem ikke staa og savle paa Damers Kjoler.

Luk den helst inde, mens De har Gæster.

Hvis det er en Hunhund, send den da helst paa en Klinik e. l. i Perioder, hvor den generer Omboende ved at tiltrække Flokke af Hanhunde.

Hvis Deres Hund er bidsk, pas da nøje paa den. Hvad den ødelægger, maa De erstatte uden Nølen og give rundelig Skadeserstatning, hvis den tilføjer Bid.

Hvis Hunden overkøres, har De paa den anden side Ret til at fordre Erstatning.

Vær overbærende og medgørlig overfor Medbeboeres Hunde. Giv dem et tiloversblevent Kødben i Ny og Næ og tal lidt venligt til dem. Det er den bedste Vej til et godt forhold.

Tobaksrygning udenfor Hjemmet. Alle ryger for Tiden Tobak, Kvinder omtrent ligesaa meget som Mænd, men alligevel — eller maaske netop derfor — har Tobaksrygningen sine smaa Faldgruber for Begreberne om god Tone.

Naar en Herre hilser en Dame paa Gaden, maa han, hvis han ryger, tage Cigaren ud af Munden først. Det samme gælder, naar han hilser paa en ældre Herre eller overhovedet en Herre, han ikke kender nøje.

Man kan ikke komme ind i en Stue med Cigar i Munden, i hvert Fald kan man ikke rygende komme ind i en Dames Dagligstue, heller ikke en Gang godt i Kontorer eller andre mere offentlige Lokaler, særlig ikke i sin Chefs Værelse.

Naar man ryger i sit Forretningslokale og faar Besøg, maa man, hvis man ønsker at blive ved dermed, byde den Besøgende en Cigar eller Cigaret og, hvis han afslaar den, bede om Tilladelse til fremdeles at ryge.

Man kan ikke ved et Selskab, der afholdes paa et offentligt Sted, ved Bordet begynde at ryge og byde sin Dame en Cigaret, uden først at have indhentet Sanktion dertil af Vært eller Værtinde. Heldigst er det, naar Initiativet dertil udgaar fra en af disse.

En Herre maa ikke gærne tænde en Cigar i Følge med en Dame, med mindre det er om Aftenen kommende fra Selskab. Det vil altid være høfligt først at indhente hendes Samtykke.

Damer ryger sjælden paa offentlige steder — endnu.

Trængsel. Naturligvis bør man helst undgaa at komme i Trængsel, især ledsaget af Damer og Børn, men det er jo ikke altid, det lykkes.

Naar man absolut skal frem i Trængsel, f. Eks. for at komme til sit Hjem eller naa et Tog, bør man anlægge sit mest forekommende Væsen og helst se at naa sit Maal ved under mange Undskyldninger at anslaa en spøgefuld Tone. Med Magt og Krasbørstighed kommer man ingen Vegne i en vrangvillig Menneskemasse.

ARBEJDSSTEDET. Af hvad Art Arbejdsstedet end kan være, er det af største Betydning, at der, som i al anden menneskelig Omgang, overholdes en human og sømmelig Tone.

Forholdet mellem Chef og Personale. En Chef bør sørge for, at hans Undergivne betragter ham ikke alene som et nødvendigt Onde, men som et Menneske, ja, helst som en Ven, hvem man i et givet Øjeblik med Glæde vil vise en Tjeneste, hvis man kan det. Finder Chefen ingen anden og højere liggende Grund til at opnaa dette, saa bliver der altid Hensynet til egen Fordel tilbage. Et hengivent Personale vil staa sin Chef bi i en snever Vending med uegennyttig Iver, som utilfredse Funktionærer ikke kan opvise Magen til.

Prøv altsaa at blive afholdt af Deres Folk, først og fremmest ved altid at behandle dem retfærdigt og ved ikke at gøre dem til Afløb for eget daarligt Lune. Vis dem Tillid, uden selv at miste den Indsigt i Forretningens Trivsel, der sikrer Dem mod at blive skuffet. Vis ogsaa af og til Interesse for Deres Undergivnes private Liv, men gør det uden at blive kameratlig eller familiær, da Jagt efter Popularitet hurtigt mærkes og virker frastødende.

Underordnede holder mest af den Chef, der ser venlig Myndighed.

Unge Funktionærer skal man give sig Tid og Taalmodighed til at lære den Tjeneste, man forlanger af dem. Det er nødvendigt og klogt, hvis man vil forme Vedkommende til det Redskab, man har Brug for.

Skal man vise Taalmodighed overfor Fejl og Brist, er der dog to af disse, som man absolut skal fjerne fra sin Arbejdsplads: Uefterrettelighed og Uredelighed, Synder, der i Samfundslivet er utilgivelige, hvorfor Beskyldningen for dem kun bør paatales, naar Bevis foreligger.

En Overordnet bør bidrage det, han formaar til, at der er Ro og Orden blandt hans Personale, søge at modarbejde Intriger og Klikevæsen og fremfor alt ikke fæste sig ved Sladder.

En Chef bør, naar Damer og Herrer arbejder sammen under ham, have Opmærksomheden henvendt paa, at Erotik ikke spiller nogen Rolle ved kvindelige Funktionærers Ansættelse eller Afskedigelse.

En Overordnet bør sørge for, at de Gamle i Forretningen kan se Alderdommen roligt i Møde.

Chefen bør opdrage sit Personale til at behandle Publikum med Høflighed og være lydhør overfor Klager i den Henseende.

Den Underordnede bør optræde overfor sin Chef med en velvillig Høflighed, der samtidigt antyder hans forretningsmæssige forhold til Chefen og hans personlige Værdighed. Han skal stræbe efter at undgaa de Ansattes sædvanlige Synspunkt — det, at faa det mest mulige og yde det mindst mulige, men bør selvfølgelig i Fællesskab med sine Kamerater have Ret til at søge at opnaa rimelige Ændringer i Arbejdsvilkaarene og Lempelser i overensstemmelse med Tidernes skiftende krav. Ogsaa her bør det gælde, at de to Fejl Dovenskab og Uredelighed aldrig bør beskyttes af Kameraterne.