Takt og Tone/Forord
Vær ikke snobbet.
Vær ikke vigtig.
Vær ikke underdanig.
Vær fordringsfuld overfor Dem selv men ikke overfor Andre.
Det har været mig saa magtpaaliggende at faa nedskrevet disse grundlæggende Raad for vor Omgangstone, at de er faldet mig i Pennen, før jeg tog fat der, hvor jeg rettelig skulde begynde, nemlig med at sige, at al virkelig god Opførsel kommer indefra, udspringer naturligt fra det Sind, som er aabent for Velvilje, Forstaaelse og Medynk med Andre.
Jeg haaber, at den Erfaring der ligger til Grund for denne lille Bogs Fremkomst, maa kunne være til Nytte for dem, der er mindre erfarne, selv om det staar mig klart, at den vil faa ligesaa mange strenge Kritikere, som den vil faa Læsere. Thi paa dette ene Punkt er Mennesker enige. Det er alle Andre, der ikke ved, hvordan man skal optræde — selv ved man det saa udmærket.
Maaske der dog altid er En mere, end Hvermand tror, der kan begaa Brud paa Taktens og Hensynets Regler, og til denne Ene kan maaske disse Optegnelser i al Stilhed give et enkelt Vink, om ikke andet for at sætte en tyk Streg under den Sandhed, at Formløshed er ikke ensbetydende med Frisind men kun en tarvelig Forfalskning deraf.
Kan der maaske komme Meningsforskel angaaende de Raad, jeg har givet ud fra det, jeg har set i Levesættet i min Kreds, saa er det endnu sikrere, at der vil rejse sig Modsigelse angaaende Stoffets Begrænsning med Henblik paa, hvad der er medtaget og hvad der er udeladt.
Dertil kan jeg kun sige, at jeg har gjort mit Bedste men i det Øjeblik, hvor man begynder at røre ved dette Stof, vælder hele Livets brogede Mangfoldighed ind over En. Hvor skal man begynde og hvor skal man ende, naar Reglerne for menneskeligt Samkvem spænder fra de største til de mindste Ting — fra Krav i Henseende til Liv og Død lige ned til hvem man først skal byde en brændende Tændstik.
Der har ikke været andet at gøre end saa vidt muligt systematisk at gaa Dagliglivet igennem, hvad enten det møder os i Hverdagens opsmøgede Ærmer eller i mere festligt Skrud, lige fra den Stund, hvor det lykkelige unge Par fejrer sin Forlovelse for siden at ende med at bæres ud paa en Kirkegaard, og saa at prøve paa at optegne alle de Krav, der stilles til Den, der vil leve i det menneskelige Fællesliv.
Meget af det, her staar, kan være pudsigt nok, fordi vi Mennesker nu engang altid har en lille kniggende Narrebjælde heftet paa os, selv naar vi agerer mest ophøjede — Den der med aabent Blik for det Komiske kan smile venligt til denne lille Klingren, har saa meget lettere ved at gaa Livet igennem.
Eet er sikkert. Den Læser, som vil fornøje sig mest over disse Forskrifter, er Den, der om et par hundrede Aar finder denne Bog paa en støvet Hylde i et Bibliotek. Han vil med Fryd kaste sig over den og studere alle disse Skikke, der vil forekomme ham ligesaa snurrige som de, der til vor Moro beherskede Menneskene i længst tilbagelagte Aarhundreder. Og dog — hans Tid vil være ligesaa fuld af nye Former for Menneskers Naragtighed. Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.
EMMA GAD.