Straffelovens § 61 og § 307, fortolkede af Høiesteret

by P. Schjørring

Straffelovens § 61 og § 307, fortolkede af Høisteret.

Af Høiesteretssekretair P. Schjørring.

---

Medens Straffelovens § 306 snart vil have tabt sin praktiske Betydning, vil derimod den i § 307 givne Regel endnu længe vedblive at komme til Anvendelse, og da den Maade hvorpaa efter denne § de i § 61 indeholdte Forskrifter om Gjentagelse skulle gjøres gjældende, naar den tidligere Straffedom — eller flere saadanne — er afsagt efter den ældre Lovgivning, giver Anledning til forskjellige Tvivl, turde det muligviis have nogen Interesse, at der her forsøges en samlet Fremstilling af de Fortolkninger, der i saa Henseende ere givne af Landets høieste Domstol i det nu sluttede Høiesteretsaar.

Det vigtigste af de Spørgsmaal, som disse §§'s Affattelse giver Anledning til at opkaste, er det, om § 307 er fyldestgjort, naar den sidste af flere ældre Straffedomme efter § 61 har Gjentagelsesvirkning, uden Hensyn til, at den eller de ældre, der i sin Tid have havt en saadan Virkning ved hiin Doms Afsigelse, ikke vilde have havt den, hvis den nye Lov havde gjældt dengang. Spørgsmålet anskueliggjøres bedst ved nogle Exempler. Naar der t. Ex. er gaaet over 10 Aar mellem de to første Straffedomme, der overgik en Tiltalt for Tyveri, og han nu 3die Gang findes skyldig i samme Forbrydelse, uden at et saadant Tidsrum er forløbet, siden han udstod Straffen efter den 2den Dom, skal han da dømmes for 2den eller 3die Gang? Naar han fremdeles var under 18 Aar, dengang den 1ste Dom overgik ham, men derimod har naaet en ældre Alder inden den 2den Dom faldt, skal hiin da holdes ude af Beregningen, eller skal han dømmes for 3die Gang? Og endelig, naar han 1ste Gang dømtes for Bedrageri — eller en anden Forbrydelse, som havde Gjentagelsesvirkning efter Fdg. 1840 § 79, men ikke efter Straffeloven —, derefter for Tyveri er dømt som for denne Forbrydelse 2den Gang begaaet, og nu atter findes skyldig i Tyveri, skal man da gjøre gjældende, at han ikke vilde være bleven dømt som for 2den Gang Tyveri, hvis Straffeloven havde gjældt, da den Dom afsagdes, eller skal man lægge Eftertrykket paa den sidste Dom alene og sige, at den skal betragtes som om den var lovligt afsagt efter den nye Lov, saa at Forbryderen nu dømmes som for 3die Gang?

Efter den hele Aand, der gaaer gjennem den nye Straffelov, maatte man vistnok vente, at Afgjørelsen i dise Tilfælde skete saaledes, at det første Alternativ, det mildere Resultat, kom til Anvendelse. Efterat Loven nemlig har erkjendt, at en Tiltalt ikke skal behandles efter Reglerne om Gjentagelse, hvis der er gaaet over 10 Aar siden han udstod straffen, eller hvis han, da den første Dom overgik ham, var under 18 Aar, eller hvis den tidligere Forbrydelse var af en anden, om end beslægtet Art — Bedrageri, medens han nu er skyldig i Tyveri —, synes den ogsaa at maatte ville, at ældre Domme, der stride mod disse nye, i en rigtigere Opfattelse grundede Regler, skulle ganske holdes ude af Beregningen. Det synes fremdeles at Forbryderen maatte være stillet paa samme Maade i Forhold til hiin ældre Dom, hvad enten han kommer ind under den nye Lovs Herredømme, uden i Mellemtiden at være bleven straffet for 2den Gang, eller en saadan ældre Dom allerede efter den ældre Lov har medført Gjentagelsesvirkning, forinden der bliver Spørgsmaal om nu paany at tillægge den en saadan. Hvad særlig det sidste af de 3 Exempler angaaer, synes det dog forunderligt, om det skulde gjøre saa stor en Forskjel, at den sidste af de to ældre Domme var for Tyveri, thi havde den været for Bedrageri, men den første for Tyveri, er det jo aldeles klart, at Tiltalte nu kun kunde straffes for 2den Gang Tyveri.

Seer man hen til Ordene i § 61, kunne de vel ogsaa nok forenes med en saadan Opfattelse. Der synes ikke at være lagt et saadant Eftertryk netop paa den sidste af de flere under den ældre Lovgivning afsagte Domme. Vel staaer der i 1ste Led »den tidligere forbrydelse«, men dette kan godt forstaaes som en mere generel Angivelse, der i Virkeligheden udtrykker det samme, som om der havde staaet »de tidligere Forbrydelser«, og at den Betingelse, at Vedkommende skal have været over 18 Aar, er behandlet under Eet med den, at Forbryderen skal være dømt i den danske Stat, fører Fortolkeren ind paa samme Tankegang, thi med Hensyn til den sidste betingelse er det jo afgjort, at den skal gjælde om alle de tidligere Forbrydelser, Tiltalte har begaaet, ei blot om den sidste. Gaae vi endelig tilbage til Straffelovsudkastet, bestyrkes denne Opfattelse endnu mere, thi det hedder der i § 303, at Tiltalte skal »anses, som om han tidligere havde været dømt til den Straf, som nærværende Lov vilde have medført«, og Tanken heri maa være den, at Tiltalte ikke skal straffes haardere, end om Loven allerede havde foreliget ved de ældre Sagers Paakjendelse.

Høiesteret har imidlertid ved to Domme afgjort dette Spørgsmaal i den modsatte Retning. Strax den første Dag, da den nye Straffelov kunne anvendes af Retten, nemlig den 30 Juli, opstod Spørgsmaalet med Hensyn til den Tiltalte i Sagen Nr. 190, Johanne Jørgensen, idet hun var dømt 1ste Gang for Tyveri i 1847 og 2den Gang i 1863, og Afgjørelsen blev den, at hun nu blev dømt for 3die Gang. Fremdeles har Retten i Sagen Nr. 253 mod O. L. Bachmann, der i 1858 — før han fyldte sit 18de Aar — var dømt for Tyveri og senere — efterat have naaet denne Alder — dømt 2 Gange paany, først efter § 13 og derpaa efter § 15, den 4 October dømt ham efter § 232 ↄ: for 4de Gang Tyveri. Herved ere altsaa de 2 af de ovenfor opkastede 3 Spørgsmaal besvarede. Det 3die vilde ogsaa være blevet besvaret, hvis Høiesteret i sin Dom af 6 November i Sagen Nr. 230 havde, ligesom Criminal- og Politiretten, dømt den tiltalte for Tyveri, men da § 248 blev anvendt, bortfaldt Spørgsmaalet om Gjentagelse. Det maa iøvrigt antages, at Retten, i Consekvens med hvad der i de 2 ommeldte Domme er antaget, vilde have forandret Criminal- og Politirettens Dom og dømt Tiltalte efter § 231, hvis den var kommen til at afgjøre dette Spørgsmaal. Naar der nu spørges om Begrundelsen af dette Resultat, er det nærmest Dommen af 4 October, der maa være veiledende, thi det er udtrykkelig sagt i den, at »da der ved den Tiltalte senest overgaaede Dom rettelig er tilfunden ham Straf for 3die Gang begaaet Tyveri, vil han nu i Medfør af Straffelovens § 307 være at ansee efter § 232.« Det er altsaa den Maade, hvorpaa hiin § nu er affattet, der har bestemt Høiesteret til at fravige det i sig selv naturligste Resultat. Forandringen, der efter Landsthingsudvalgets Forslag blev gjort i Udkastets § 303, bestod i, at det nu hedder, at Vedkommende »bliver at ansee, som om den tidligere Dom havde været afsagt efter nærværende Lov.« Disse Ord kunne ikke forstaaes anderledes, end at der mangler Hjemmel til at tilsidesætte den ældre rigtigt afsagte Dom for 2den — eller i det 2det Exempel 3die — Gang Tyveri, idet denne skal betragtes som om den var afsagt efter den nye Lov. Dette Resultat maa meget beklages, da det fører til en mod den nye Lovs Aand og Tanke stridende Strenghed, men det kan vistnok ikke undgaaes efter den Maade, hvorpaa § 307 nu er affattet. Hvorfor forandrede man da den tilsvarende § i Udkastet? Ja, det er mærkeligt nok, at det ikke synes at have været Hensigten at forandre den; Udvalget »billiger den til Grund for § 303 liggende Tanke«, men for ikke at en samvittighedsfuld Dommer ved den Maade hvorpaa Reglen var affattet, skulde nødsages til at anstille en nøiagtig Undersøgelse af hele den ældre Sag, for derefter at udfinde, hvilken Straf der efter den nye Lov vilde have været at bringe i Anvendelse, foreslaaer Udvalget den omhandlede Forandring. Denne Frygt hos Udvalget er vistnok en fuldstændig Misforstaaelse eller ialtfald meget overdreven, men at Udvalget altsaa ikke synes at have villet nogen Forandring, kunne Domstolene ikke tage Hensyn til; Motiverne for Rigsdagen til at vedtage Forandringen kunne jo have været ganske andre end de af Udvalget udtalte, og man maa efter almindelige Fortolkningsregler holde sig til den Forandring, der er skeet, de Ord, som nu foreligge.

Et andet, mindre Spørgsmaal opstaaer med Hensyn til Forsøg paa Tyveri. At den, der tidligere har været straffet for Tyveri, og nu findes skyldig i Forsøg herpaa, maa straffes for 2den, 3die o.s.v. Gang, men saaledes at Straffen nedsættes efter § 46, er jo i sig selv aldeles klart, og det er derfor neppe nødvendigt at henvise til Dom af 5 December (C. Pedersen) som Hjemmel herfor. Men nu det omvendte Tilfælde. I saa Henseende henvises til den i dette Blads Nr. 3 og 4 meddeelte Dom af 14 Januar (Vilh. Hansen), hvorefter en ældre Dom for Forsøg ikke fik Gjentagelsesvirkning paa en Tiltalt, der nu var skyldig i fuldbyrdet Forbrydelse. Dette ligger formenlig ikke saameget i selve § 61, som snarere i, at Cap. 23 ganske savner saadanne Bestemmelser om Forsøgs Gjentagelsesvirkning, som i §§ 240 og 241 haves om den Virkning i denen Retnings, der tilkommer Domme for Meddeelagtighed i Tyveri, og som tidligere havdes i Fdg. 1840 § 80.

Hvad skal gjælde, naar den ældre Dom er afsagt i Hertugdømmerne paa en Tid, da disse hørte til den danske Stat? Med Hensyn til dette Spørgsmaal henvise vi til Dommene af 10 October (Sigvardt) og 18 December (Nygaard). Den Førstnævnte havde i Slesvig 4 Gange været dømt for Tyveri, men da de ham for 3die og 4de Gang idømte Straffe vare under Minimum af den ved Fdg. 1840 § 15 foreskrevne Straf, blev han nu ikkun anseet som om han tidligere havde været dømt efter § 13, og han dømtes altsaa efter § 231. Den Anden, Sølvtyven, havde i Aarene 1831—39 været dømt heri Landet 3 Gange for Tyveri, og disse Domme kunde ingen Betydning have nu, men det oplystes, at han endvidere den 12 Juli 1847 i Lyksborg havde været dømt for 3die Gang begaaet og qvalificeret Tyveri til en straf af 6 Aars Tugthuusarbeide, hvilken Straf var udstaaet den 19 Juli 1853, og da de tidligeste af de Tyverier, hvorfor han nu skulde dømmes, vare begaaede i 1862, altsaa før nogen Præskription efter § 61 kunde indtræde, blev han nu dømt for 3de Gang efter Fdg. 1840 § 16. Det maa jo ogsaa siges at stemme med Ordene i § 61, at disse ældre slesvigske Domme faae Gjentagelsesvirkning, thi dengang de afsagdes, hørte Slesvig til den danske Stat, og der kan kun tages Hensyn til Forholdene paa den Tid, ikke til senere faktiske Forandringer. Naar en Person var dømt heri Kongeriget for 3die Gang paa Grund af Domme, der forud vare overgaaede ham i Slesvig, maatte han jo utvivlsomt, naar han paany fandtes skyldig, dømmes for 4de Gang, og hvis man ikke anvendte samme Gjentagelsesstraf i det omvendte Tilfælde, at den sidste Dom var afsagt i Slesvig, forelaa der aabenbart en Anomali. En anden Sag er det naturligvis, naar man ikke kan faae de fornødne Oplysninger fra vedkommende Autoriteter i Hertugdømmerne; da maa man holde sig til Resol. 20. Decbr. 1799. Der kunne maaskee være Anledning til med Hensyn til den førstnævnte Dom at gjøre den Bemærkning, at naar Tiltalte nu skal dømmes efter Straffeloven, kunde det synes tilstrækkeligt, at de ældre Dommes Straffe vare over den nye Lovs Minima for 3die og 4de Gang, hvoraf Følgen vilde være, at han nu blev at dømme for 5te Gang, medens Høiesteret, som anført, dømte ham for 3die Gang. Endelig skulle vi, med Hensyn til at en Deel af Thyrstrup Herred, ved hvis Ret den sidste Dom var afsagt, endnu hører til Danmark, gjøre opmærksom paa, at hvis man var kommen til det Resultat, at de slesvigske Domme ikke skulde have Gjentagelsesvirkning, kunde der ikke subsidiairt være Tale om noget Hensyn til, hvorvidt Forbrydelsen var begaaet i den Deel af Herredet eller ei, thi § 61 lægger alene Vægt på hvor Dommen er afsagt.

Afbrydes Præskriptionen efter § 61 2det Led, naar der i Løbet af de 10 Aar overgaaer Tiltalte en Dom, som ikke har Gjentagelsesvirkning? Dette Spørgsmaal er besvaret med Nei ved to Domme af 9 November (N. Petersen) og 14 Januar (Vilh. Hansen). Den førstnævnte Tiltalte var i 1847 dømt efter Fdg. 1840 § 62, i 1853 efter § 12 og § 14 for Tyveri, og i 1857 efter § 15 for Bedrageri, og nu var han skyldig i Tyveri. Straffen efter den 2den Dom var udstaaet i Marts 1856, og Høiesteret antog nu, at Præskriptionen ikke var afbrudt ved den sidste Dom, som ingen Gjentagelsesvirkning havde, hvorfor Tiltalte kun blev dømt for 1ste Gang. Angaaende den Anden henvises til dette Ugeskrift nr. 3 og 4. Det gjorde altsaa ingen Forskjel, at det i denne Sag var den samme Forbrydelse (nemlig Forsøg paa den), i hiin derimod en anden, om hvis Kraft til at afbryde Præskriptionen der var i Spørgsmaal. Dette Resultat stemmer ligefrem med Ordene i § 61, thi «den tidligere Straf« er Straffen for «den tidligere Forbrydelse«, og dette vil igjen sige: den tidligere Forbrydelse, som efter Lovens Regler medfører Gjentagelsesstraf; men det kan jo nok see noget underligt ud, at det kommer Tiltalte til Gode, at han i en maaskee betydelig Deel af Tidsrummet har siddet i Fængsel eller Straffeanstalt, saa at han ikke har kunnet begaae Forbrydelsen paany.

Af Domme, der ikkun indeholde en ligefrem og utvivlsom Anvendelse af de i § 61 givne Bestemmelser, kunne nævnes Dommen af 31 Juli (Frederiksen), 1 August (J. Andersen), 30 August (T. Nielsen), 11 October (T. Jensen), 21 November (F. Knudsen) og 14 Januar (Jespersen) m. fl. Endnu kan nævnes Dom af 27 August (N. Andersen), som udtaler — ↄ: stadfæster Overretsdommen, der udtaler — at der ikke blev Spørgsmaal om Præskription, uagtet over 10 Aar vare forløbne, siden Tiltalte løslodes af Straffeanstalten, idet han kun var løsladt ved en de sædvanlige Vilkaar indeholdende Resolution. Da Tiltalte nemlig kun betingelsesviise var løsladt, og altså endnu havde Straffens svævende over sig, kunde man ikke sige, at denne var udstaaet.

---