Stilk og Co

Forfatter: Rudyard Kipling (1865-1936), Udgivet: 1927

Indskannet og redigeret af Jens Guld i 2006.

Oversætterens forord

At oversætte Kipling er aldrig let. At oversætte denne bog, hvis sprog er fyldt med slang- og jargonudtryk, og som jævnlig handler om ting og forhold, til hvilke intet dansk ækvivalent findes, har været særlig vanskeligt. Jeg har kun indladt mig på det efter direkte opfordring fra forskellige sider.

Jeg har så vidt muligt undgået at belemre bogen med kedsommelige oplysende anmærkninger. Jeg tror ikke, at der findes noget i den, som en opmærksom læser ikke umiddelbart vil kunne forstå, selv om han er fuldstændig ukendt med engelske skoleforhold. Og drengenes ravgale latin og fransk ville ganske tabe sin pudsighed ved at blive oversat og forklaret i en anmærkning.

Med hensyn til hovedpersonens øgenavn, som giver bogen dens titel, ønsker jeg kun at bemærke følgende:

I et indledningskapitel, som ikke blev medtaget, da "Stalky & Co." udkom i bogform, men som findes trykt i Windsor Magazine for december 1898, har forfatteren selv defineret ordet "Stalky" således: "Stalky" betød i skolens sprog fiffig, velovervejet, snedig, og brugtes om slagplaner. " Det er altså et selvlavet slangord og måtte på dansk gengives med et lignende. Om jeg har været heldig i mit valg, derom vil man jo altid kunne tviste. Men det forekommer mig, at en sætning som: "Den er stilket" eller lignende ikke ville lyde unaturligt i en dansk skoledrengs mund.

A. Halling.

Indskannerens forord

Retskrivningen i denne e-udgave er opdateret og sproget strammet op her og der. Desuden er visse oversætterfejl rettede. Jeg har brugt de originale engelske vers, da der teoretisk kunne være ophavsretlige problemer med den danske oversættelse.

På trods af at Kipling hører til både den engelske og den indiske nationallitteratur, læses han ikke ret meget i Danmark nu om stunder. Og det gælder også skoleromanen "Stilk", der er helt oppe på siden af Scherfigs "Det forsømte Forår". Jeg håber at denne e-udgave kan lokke lidt husarer til, selv om den autoritære skole, der beskrives, ikke findes længere.

Oversætteren Halling fremstillede ikke noget noteapparat, men et sådan findes i denne udgave. Det vil være mest nyttigt i HTM-versionen, men med et godt søge/læseprogram (Wanyword anbefales) kan noterne i RTF-versionen også udnyttes. Noteapparatet er meget ufuldstændigt, men de utilfredse kan google lidt på nettet. Det skulle ikke tage mere end ti minutter, før der er bid, for Kipling har sin menighed og den har lagt ting og sager frem til behagelig og gratis nedhentning. Det kan absolut anbefales at læse Stilk på originalsproget og ægte kiplomaner bør også stifte bekendtskab med de romaner (især "Handley Cross" af Surtees), som drengene hele tiden citerer. De kan i mange tilfælde nedhentes gratis fra nettet. Bibelen er også nyttig.

Ophavsretten for den oprindelige danske udgave af bogen er udløbet. Denne opdaterede udgave af oversættelsen er under den form for ophavsret, der hedder Creative Commons. Det betyder i dette tilfælde at al ikke-kommerciel brug er tilladt og at kommerciel brug af teksten er tilladt, hvis der deles videre på samme vilkår. Det hedder "some rights reserved". Den oprindelige engelske tekst kan findes på Project Gutenberg.

Jens Guld

Indledning

Tilegnet CORMELL PRICE

Headmaster, United Services College Westward Ho! Bideford, North Devon 1874-1894.

Let us now praise famous men"--

Men of little showing--

For their work continueth,

And their work continueth,

Greater than their knowing.

Western wind and open surge

Tore us from our mothers;

Flung us on a naked shore

(Twelve bleak houses by the shore!

Seven summers by the shore!)

'Mid two hundred brothers.

There we met with famous men

Set in office o'er us.

And they beat on us with rods--

Faithfully with many rods--

Daily beat us on with rods--

For the love they bore us!

Out of Egypt unto Troy--

Over Himalaya--

Far and sure our bands have gone--

Hy-Brasil or Babylon,

Islands of the Southern Run,

And cities of Cathaia!

And we all praise famous men--

Ancients of the College;

For they taught us common sense---

Tried to teach us common sense--

Truth and God's Own Common Sense

Which is more than knowledge!

Each degree of Latitude

Strung about Creation

Seeth one (or more) of us,

(Of one muster all of us--

Of one master all of us--)

Keen in his vocation.

This we learned from famous men

Knowing not its uses

When they showed in daily work

Man must finish off his work--

Right or wrong, his daily work-

And without excuses.

Servants of the staff and chain,

Mine and fuse and grapnel--

Some before the face of Kings,

Stand before the face of Kings;

Bearing gifts to divers Kings--

Gifts of Case and Shrapnel.

This we learned from famous men

Teaching in our borders.

Who declare'd it was best,

Safest, easiest and best--

Expeditious, wise and best--

To obey your orders.

Some beneath the further stars

Bear the greater burden.

Set to serve the lands they rule,

(Save he serve no man may rule)

Serve and love the lands they rule;

Seeking praise nor guerdon.

This we learned from famous men

Knowing not we learned it.

Only, as the years went by--

Lonely, as the years went by--

Far from help as years went by

Plainer we discerned it.

Wherefore praise we famous men

From whose bays we borrow--

They that put aside Today--

All the joys of their Today--

And with toil of their Today

Bought for us Tomorrow!

Bless and praise we famous men

Men of little showing!

For their work continueth

And their work continueth

Broad and deep continueth

Great beyond their knowing!

Copyright, 1899, by Rudyard Kipling

Et baghold

(1897)

Om sommeren byggede alle rettænkende drenge hytter på den tornbladklædte bakke bag skolen. Små velskjulte tilflugtssteder, som de møjsommeligt havde hugget og snittet midt inde blandt de tornede buske, fulde af stubbe, rødder og tjørn. Men såsom de var strengt forbudte, blev de i drengenes øjne næsten eventyrslotte. Nu var det femte sommer i træk, at Stilk, M'Turk og Beetle (inden de endnu havde opnået den værdighed at bebo et studereværelse) som bævere havde bygget sig et fristed, hvor de kunne tænke og ryge i fred.

Så vidt Hr. Prout - deres husforstander - skønnede, var de hinsides al velanstændighed. Foxy, den snedige, rødhårede skolepedel og forhenværende sergent, stolede heller ikke på dem. Det var hans bestilling her på jord at liste rundt på tennissko bevæbnet med en kikkert og slå ned som en høg på ulydige drenge. Var han draget i marken alene, ville hytten snart være blevet jævnet med jorden, for Foxy var en jæger, som kendte sit vildts vaner. Men forsynet gav Hr. Prout, kendt som "Hovdyret" på grund af hans skonummer, den indskydelse, at han skulle anstille undersøgelser på egen hånd, og således hændte det, at den forsigtige Stilk fandt sin lærers fodspor på gulvet i hulen en fredelig eftermiddag, da han allerhelst ville have forjaget tanken om Prout og alle hans gerninger ved hjælp af en roman af Surtees og en ny shagpibe. Robinson var ikke hurtigere til at handle, da han fandt de vildes fodspor, end Stilk var. Han gemte piberne, fejede alle afbrændte tændstikker sammen og forsvandt for at advare Beetle og M'Turk.

Men det var karakteristisk for drengen, at han ikke opsøgte sine forbundsfæller, førend han havde truffet og talt med lille Hartopp, formanden for skolens naturhistoriske forening, en institution, som Stilk foragtede. Hartopp blev mere end overrasket, da drengen i den ydmyge tone, som han så godt forstod at anslå, bad om, at han selv, Beetle og M'Turk måtte blive optaget som medlemmer, tilstod at nære en længe dulgt interesse for tidligtblomstrende planter, vårsommerfugle og trækfugles liv. Han ville meget gerne straks begynde et nyt og bedre levned, hvis Hr. Hartopp ikke fandt det påtrængende. I sin egenskab af lærer var Hartopp naturligvis mistænksom, men han var tillige begejstret naturdyrker, og hans blide lille sjæl var mere end én gang blevet skrammet af bemærkninger, som han tilfældigvis havde hørt de tre og navnlig Beetle komme med. Derfor tog han nådigt imod den angrende synder og indførte de tre navne i sin bog.

Da, og først da, opsøgte Stilk Beetle og M'Turk i klasseværelset. De var netop i færd med at lægge deres bøger til side og gøre sig i stand til en fredelig eftermiddag ude i tjørnekrattet - som i deres slang hed busklandet.

"Nu er det bal forbi," sagde Stilk alvorligt. "Jeg har lige været ude ved hytten og fundet spor af Heffys alfefødder. Gud være lovet, at de er så store."

"Fy fa"en! Du gemte vel piberne?" udbrød Beetle.

"Vel gjorde jeg ej. De blev naturligvis liggende midt i hytten. Du er en værre kraftidiot, Beetle! Tror du, ingen andre end du selv kan tænke? Nå, den hytte kan vi ikke bruge mere. Hovdyret holder naturligvis øje med den."

"Æv! Og også øf!" sagde M'Turk tankefuldt, idet han halede de bøger frem, som han havde stoppet ind på brystet. Drengene havde deres biblioteker mellem bæltet og kraven. "Det er en nydelig historie! Det vil sige det samme som, at vi er mistænkte hele resten af semesteret."

"Nej, hvorfor? Alt, hvad Heffy har fundet, er en hytte. Nu vil han og Foxy holde øje med den. Det har ikke noget med os at gøre, vi må bare ikke lade os se i den retning foreløbig."

"Jamen hvor skal vi da gå hen?" spurgte Beetle. "Det er dig, der har valgt stedet, og - og - jeg ønskede at læse her i eftermiddag!"

Stilk sad på en pult og trommede med hælene på bænken.

"Du er et fejt bæst, Beetle. Jeg tænker virkelig undertiden på, at lade dig sejle din egen sø helt og holdent. Har du nogen sinde oplevet, at onkel Stilk glemte dig? _His rebus infectis -_ da jeg havde set Heffys spor rundt om vor hytte, gik jeg hen og fandt lille Hartopp - _destricto ense -_ svingende et sommerfuglenet. Jeg gjorde mig gode venner med Hartopp. Fortalte ham, at du ville holde foredrag for billejægerne, hvis han ville optage dig som medlem, Beetle. Jeg sagde, at du elskede sommerfugle, Turkey. På den måde fik jeg Hartoffles i godt humør, og nu er vi billejægere."

"Hvad skal det hjælpe?" spurgte Beetle.

"Åh, Turkey, spark ham!"

I videnskabens interesse var skolereglementets bestemmelse om, hvor langt drengene måtte fjerne sig fra skolen, delvis ophævet for den naturhistoriske forenings medlemmer. Når de blot holdt sig borte fra alle huse, kunne de, så at sige, strejfe om, hvor de lystede. Hr. Hartopp påtog sig ansvaret for deres gode opførsel.

Beetle var netop nået til denne erkendelse, da M'Turks spark begyndte at ankomme til deres bestemmelsessted.

"Jeg er et kvaj, Stilk!" sagde han og dækkede sin angrebne legemsdel. "Hold op, Turkey! Jeg indrømmer, at jeg er et fæ."

"Bliv bare ved, Turkey. Er onkel Stilk ikke en Stor Mand?"

"Stor Mand," sagde Beetle.

"Det er nu lige fedt, billejagt er og bliver en beskidt forretning," mente M'Turk. "Hvordan pokker skal vi fange an?"

"Sådan," svarede Stilk og vendte sig mod nogle af "de smås" skabe bagved sig. "Små skoledrenge er altid ivrige naturforskere. Her har vi lille Braybrookes botaniserkasse." Han hældte et virvar af tørre planterødder ud og lukkede låget. "Den giver en et voldsomt videnskabeligt udseende, ikke sandt? Her har vi Clay minors geologhammer, den kan Beetle tage. Turkey, få fat i et sommerfuglenet et eller andet sted."

"Nej, nix, nul," sagde M'Turk stille, men inderligt, "Beetle, giv mig hammeren."

"Værsgo'. Jeg er ikke fin på det. Lang mig det net deroppe på skabet, Stilk."

"Her har du det. Det er oven i købet til at folde sammen lissom en medestang. Det er skrækkeligt, som de små flotter sig. Nu ligner vi saftsuseme snart rigtige billejægere! Hør nu et øjeblik, hvad onkel Stilk siger. Vi går en tur langs med skrænterne for at fange sommerfugle. Det er meget sjældent, at nogle af drengene kommer den vej. Og vi tager benene på nakken. I gør bedst i at lade bøgerne blive herhjemme."

"Ikke på vilkår!" svarede Beetle bestemt. "Jeg vil ikke lade mig snyde for min fornøjelse for nogle beskidte sommerfugles skyld."

"Så får du en ordentlig svedetur, men så kan du for resten lige så godt tage min _Jorrocks_ med, det bliver du såmænd ikke varmere af."

De svedte bravt alle tre, for Stilk førte dem i rask trav vestpå langs skrænterne nedenfor busklandet og tværs gennem den ene kratbevoksede kløft efter den anden. De brød sig pokker om de mange flygtende kaniner og flagrende sommerfugle. Turkeys bemærkninger om geologi lader sig umuligt gengive.

"Skal vi til Clovelly, Stilk, for hede hule?" pustede han endelig, og de kastede sig ned på det tætte, smidige grønsvær. De hørte havets brusen for deres fødder og den lette sommerbrises leg med raslende løv længere inde i landet. De så ind i en kløft, halvt fyldt af gamle, høje tornbladbuske i den pragtfuldeste blomstring. Kløften endte i et brombærkrat og tæt skov med allehånde træer og kristtorn. Det så ud, som om halvdelen af kløften var fuld af gylden ild helt op til skræntens rand. Den nærmeste skråning var åben, græsbevokset og ligefrem propfuld af opslagstavler.

"Det er en svært hidsig herre ham her," sagde Stilk, mens han læste det nærmeste opslag. "_Vil blive tiltalt efter lovens yderste strenghed. G.M. Dabney, oberst og fredsdommer_" og så videre. Oven på sådan en opsang skulle man ikke tro, at noget fornuftigt menneske ville trænge ind på hans ejendom, vel?"

"Man må føre bevis for markskade, førend man kan tiltale nogen. Man kan ikke straffe en mand, bare fordi han går på ens mark," sagde M'Turk, hvis far var stor godsejer i Irland. "Det er det rene vrøvl!"

"Glæder mig at høre, for det her ser ud til at være noget, vi kan bruge. Ikke lige tværs over, Beetle, dit blinde asen! Ellers kan Gud og hvermand se os på en halv mils afstand. Denne vej, og slå det forbandede sommerfuglenet sammen."

Beetle tog hylsen af, stak nettet i lommen, foldede stangen sammen til en to fod lang stok og smøgede spanskrørsringen ned om sit liv. Stilk gik i forvejen hen imod skoven, som begyndte omkring fem hundrede yards fra stranden med et tæt brombærkrat.

"Nu kan vi gå lige ned gennem tornbladene, uden at nogen får kig på os," sagde taktikeren. "Beetle, gå i forvejen og spejd. Pyh! Her stinker forbandet af ræve!"

Beetle borede sig ind mellem buskene på alle fire, undtagen når han måtte have en hånd op for at redde sine briller, og kunne snart under idelige klager oplyse, at han havde fundet et brugeligt rævespor. Det var et held for Beetle, for Stilk kneb ham bagi. Ned gennem tunnelen kravlede de. Den var øjensynligt alfarvej for kløftens beboere og endte til deres usigelige glæde lige ved skræntens rand med nogle få kvadratfod tørt grønsvær. Vægge og tag dannedes af uigennemtrængelige tornbladbuske.

"Nådadada! Vi behøver ikke at gøre noget som helst andet end ganske simpelt at lægge os ned," sagde Stilk og stak sin kniv i lommen igen.

"Se her!"

Han bøjede de seje grene til side, og det var, som om et vindue blev åbnet med udsigt til Lundy-øen i det fjerne og det dybe hav, der langsomt sleb småstenene frem og tilbage på stranden et par hundrede fod under dem. De kunne høre allikeungerne kvække på skræntens afsatser og en skræppende hvæsen fra en usynlig høgerede. Stilk spyttede en kaninunge på ryggen, mens den solede sig langt nede på et sted, hvor kun en klippekanin kunne finde fodfæste. Store grå og sorte måger skreg om kap med allikerne. De stærktduftende, svovlgule buske rundt om dem var fulde af fuglereder, hvis beboere kvidrede eller tav, alt som skyggerne af kredsende høge gled forbi eller vendte tilbage. Og på den åbne græsmark hinsides kløften tumlede kaniner legende omkring.

"Puh! Her er storartet! Det her kalder _jeg_ naturhistorie," sagde Stilk og stoppede sig en pibe, "er her ikke pragtfuldt? Det kære gamle hav!"

Han spyttede igen tilfreds og tav.

M'Turk og Beetle havde fået bøgerne frem og lå på maven med hagen i hånden. Havet snorkede og gurglede. Fuglene, som straks var flygtet til alle sider ved synet af disse nye dyr, vendte tilbage til dagens dont. Drengene læste og læste i den herlige, varme, søvndyssende stilhed.

"Halløj, der kommer en vildtfoged," sagde Stilk, lukkede forsigtigt _Handley Cross_ og spejdede gennem krattet. En mand med en bøsse var kommet til syne mod den østlige horisont. "Pokker ta" ham, jeg tror, han vil sætte sig ned!"

"Så tror han selvfølgelig, vi er ude for at stjæle æg," sagde Beetle. "Men hvad glæde har man af fasanæg? De er altid rådne."

"_Jeg_ tror, vi gør klogest i at søge op i skoven," mente Stilk. "Det er da ikke meningen, at G.M. Dabney, oberst og fredsdommer skal have ulejlighed med os sådan lige med det samme. Op i busklandet med jer, og hold bøtte! Det kan jo være, han er fulgt efter os."

Beetle var allerede langt oppe i tunnelen. De hørte ham udstøde et ubeskriveligt gisp, så lød der støj af et tungt legeme, der for af sted gennem krattet.

"Aha, din lille, røde slubbert! Jeg har set dig kan du tro!" råbte vildtfogeden, kastede bøssen til kinden og affyrede begge løb imod dem. Haglene piskede de tørre grene, mens en stor ræv for mellem Stilks ben og løb ud over randen af skrænten.

Ingen af dem sagde noget, førend de nåede skoven - forrevne, forpjuskede, glohede, men usete.

"Det var nærved og næsten," sagde Stilk. "Jeg vil sværge på, at jeg mærkede nogle af haglene suse gennem mit hår."

"Så du den?" sagde Beetle. "Jeg var lige ved at røre ved den. Sikken tamp det var! Og hvor den stank! Hov, Turkey, hvad er der i vejen med dig? Er du blevet ramt?"

M'Turks magre ansigt var kridhvidt. Hans mund, der i reglen stod halvt åben, var fast sammenbidt og hans øjne flammede. Kun én gang tidligere, under en usalig borgerkrig, havde de set ham se sådan ud.

"Er I rigtig klare over, at det her grænser til overlagt mord?" spurgte han med hæs stemme, mens han pillede torne ud af sit hår.

"Nåh, han traf os jo ikke," svarede Stilk. "Jeg synes nærmest, det var sjov. Hov, hvor skal du hen?"

"Jeg skal op til huset, hvis der er et hus," svarede M'Turk, mens han banede sig vej gennem kristtornkrattet. "Jeg vil fortælle det her til oberst Dabney."

"Er du gal? Han vil bande på, at vi fik, hvad vi havde fortjent. Og så melder han os, og det bliver til klø i hele skolens påsyn. Turkey, lad være med at spille fjols! Tænk på os andre!"

"Idiot!" sagde M'Turk og vendte sig rasende imod ham. "Tror du, det er _os_, jeg tænker på? Nej, det er vildtfogeden!"

"Han er skruptosset," sagde Beetle i en ynkelig tone, mens de fulgte efter ham. Dette var en helt ny Turkey - en stejl, storsnudet og afvisende Turkey - som de traskede bag efter gennem en have, hvor en gammel, hvidskægget herre inde på græsplænen afvekslende pirkede til en bold med en golfkølle og bandede eftertrykkeligt.

"Er De oberst Dabney?" begyndte M'Turk med sin nye, underligt skærende stemme.

"Ja - ja, jeg er, og -" hans øjne målte drengen - "hvem - hvad Fanden vil De mig? De har skræmt mine fasaner. Prøv ikke at nægte det. Der er ingenting at le af." (M'Turks ikke alt for yndige træk havde fordrejet sig til et frygteligt hånsmil ved ordet "fasaner"). "De har været ude efter fuglereder. De behøver ikke at skjule Deres hat. Jeg kan se, at De hører til skolen. Prøv ikke at nægte det. De er afsløret. Må jeg bede om Deres navn og nummer, og det straks! De ønsker at tale med mig - hvad? Har De set mine opslag? Det kan De ikke have undgået! Prøv ikke at nægte det. De har set dem! De forbandede! De infame!"

Hans stemme knækkede over af hidsighed. M'Turk trampede i græsset med hælen og stammede en smule - to sikre tegn på, at arrigskaben var ved at tage magten fra ham. Men hvilken grund havde han, den skyldige part, til at være vred?

"Hø-hør nu, Hr. Oberst. Sky-skyder De ræve? For hvis De ikke gør det, så gør Deres vildtfoged. Vi har selv set det! Jeg er ligeglad med, hvad De siger til os - men det er forfærdeligt. Det ødelægger enhver form for godt naboskab. Man må have rene linjer. De må på alle punkter overholde Deres anskuelser om vildtpleje. Det her er værre end mord, for det kan ikke påtales efter loven."

M'Turk citerede imellem hinanden brudstykker af, hvad han havde hørt sin far sige, mens den gamle herre stod og hvæsede.

"Véd De, hvem De taler til?" gurglede han til sidst.

Stilk og Beetle rystede.

"Nej jeg ved ikke, og om De så er fra Castle Dublin, vil jeg være ligeglad. Svar mig nu, som én gentleman svarer en anden. Skyder De ræve, eller skyder De ikke ræve?"

Nu talte M'Turk irsk! Og for fire år siden havde Stilk og Beetle omhyggeligt sparket hvert eneste spor af dialekt ud af ham! Han var sikkert nok gået fra forstanden eller havde fået solstik, og lige så sikkert ville han blive myrdet - først af den gamle herre og så af rektor. Klø i hele skolens påsyn til dem alle tre var vel nok det mindste, de kunne vente. Og alligevel - hvis de kunne tro deres øjne og øren - lod det til, at den gamle herre var i færd med at give sig. Måske det kun var et havblik før stormen, men alligevel -

"Nej jeg gør ikke." Han gurglede endnu.

"Så må De fyre Deres vildtfoged. Han er ikke værdig til at leve i nærheden af en hæderlig ræv. Og det var en tæve oven i købet - på denne tid af året!"

"Gik De herop ene og alene for at fortælle mig det?"

"Ja, naturligvis, dumpap," sagde M'Turk med en stampen i jorden. "Ville De måske ikke have gjort det samme, hvis De havde set noget lignende finde sted på _min_ ejendom?"

Skolen og den ærbødighed, man skylder ældre folk var ganske glemt! M'Turk vandrede atter på den regnfulde vestkysts nøgne, røde klipper, hvor han i ferierne herskede over fire tusind acres øde land, eneste søn af en tre hundrede år gammel familie, ejer af en skrøbelig fiskerbåd og afgud for sin faders forarmede fæstebønder. Det var jorddrotten, der talte til sin ligemand, og den gamle herre hørte det, begreb det og bøjede sig for det.

"Jeg gør Dem en undskyldning," sagde han. "Jeg gør Dem en uforbeholden undskyldning - Dem og vort fælles fædreland. Og vil De så være så venlig at fortælle mig historien?"

"Vi lå nede i en kløft på Deres grund," begyndte M'Turk og fortalte sin historie snart som en skoledreng og snart, når tanken om forbrydelsen overvældede ham, som en indigneret herremand. Han sluttede med følgende ord: "De forstår altså, at han må være vant til det. Jeg - vi - man holder jo aldrig af at anklage sin nabos tjenestefolk, men i dette tilfælde tog jeg mig den frihed -"

"Javel. Naturligvis. De havde god grund dertil. Nederdrægtigt! Nederdrægtigt!"

De to gik nu side om side op og ned på plænen, og oberst Dabney talte, som en voksen mand taler til en anden.

"Det kommer der af at forfremme en fisker - en fisker - fra hans hummertejner. Det er jo tilstrækkeligt til at ødelægge en ærkeengels gode navn og rygte. Nej, De skal ikke sige mig imod. Det er det! Deres far har givet Dem en god opdragelse. Det har han. Det ville glæde mig meget at gøre hans bekendtskab. Overmåde meget. Og de andre unge herrer? De er englændere. Prøv ikke at nægte det. De gik herop sammen med Dem? Mærkværdigt! Virkelig mærkværdigt! I betragtning af undervisningsvæsenets nuværende tilstand havde jeg virkelig ikke ventet, at tre drenge kunne være så sikre i deres dømmekraft ... Men af børn og - nej - nej! Ikke på nogen måde! Prøv ikke at nægte det. Det er I ikke! Jeg tør ikke drikke sherry for min levers skyld, men - et glas øl, hvad? Hvad siger De til et glas øl og en bid mad?

Det er længe siden jeg selv var dreng - og de fleste drenge er nogle nederdrægtige små lømler, men undtagelserne bekræfter regelen. Og så var det oven i købet en tæve!"

En gråhåret husholderske bragte dem mad ud på terrassen. Stilk og Beetle spiste i tavshed, men M'Turks øjne strålede, mens han vedligeholdt en livlig, utvungen samtale med den gamle herre, der hele tiden behandlede ham som en broder.

"Min kære, unge ven, _naturligvis_ må De gerne komme igen. Jeg sagde jo, at undtagelserne bekræfter reglen. Den nedre kløft? Hvor De vil, kære ven, når De blot ikke skræmmer mine fasaner. De to ting er på ingen måde uforenelige. Prøv ikke at nægte det. Det er de ikke! Jeg vil aldrig mere tillade nogen af mine folk at gå med gevær. Kom og gå, aldeles som De lyster. Jeg skal ikke se Dem, og De behøver ikke at se mig. Et glas øl til? Fisker var han, siger jeg Dem, og fisker skal han blive igen inden aften. Det skal han! Gid jeg kunne drukne ham. Nu skal jeg følge Dem ned forbi portneren. Mine folk er just ikke - hm - vante til drenge, men _jer_ vil de nok kunne kende igen."

Under mange høflighedsudvekslinger tog han afsked med dem ved den høje port i parkhegnet og de blev stående en stund målløse. Selv Stilk, der havde spillet anden violin (eller rettere slet ikke spillet med), stirrede på M'Turk, som var han et væsen fra en anden verden. De to glas stærkt, hjemmebrygget øl havde gjort drengen meget melankolsk, da han lidt efter langsomt slentrede af sted med hænderne i lommen, nynnede han:

Oh, Paddy dear, and did ye hear the news that's goin' round?

Under andre omstændigheder ville Stilk og Beetle have styrtet sig over ham, for den sang var absolut forbudt - anatema - lige så stor en dødssynd som hekseri. Men i betragtning af, hvad han lige havde udrettet, dansede de i tavshed omkring ham og ventede, indtil det måtte behage ham at komme ned på jorden igen.

Klokken ringede til te, da de endnu var en halv mil fra skolen. M'Turk for sammen og vågnede op af sine drømmerier. Stråleglansen fra hans feriedages godsejerliv var forsvunden. Han var atter skoledreng og talte engelsk.

"Turkey, det var mageløst!" sagde Stilk beundrende. "Det havde jeg ikke tiltroet dig. Du har skaffet os en hytte for resten af dette semester, hvor vi ganske simpelt ikke kan blive opdagede. Herligt! Herligt! Herligt! Jeg jubler! Hør min jubel!"

De snurrede rundt på hælene og jodlede på den en gang vedtagne måde, der kaldtes "jubel", og som var temmelig nært beslægtet med det primitive menneskes triumfsange. Så skyndte de sig ned ad bakken langs stien fra gasbeholderen og kom lige i rette tid til at møde deres husforstander, som havde tilbragt eftermiddagen med at overvåge deres forladte hytte i krattet.

Uheldigvis gik Hr. Prouts indbildningskraft altid i retning af livets mørkere sider og han havde et temmelig stort horn i siden på disse englebørn med de uskyldige øjne. Drenge, som han forstod sig på, deltog i skolens cricketkampe og man vidste altid, hvor man havde dem. Men han havde hørt M'Turk åbenlyst spotte cricket - endogså matcher mellem to huse. Beetles anskuelser om husets ære var oprørske, det vidste han, og han var aldrig sikker på, om den blide og smilende Stilk ikke gjorde nar af ham. Altså - da menneskenaturen nu en gang er uforanderlig - måtte disse drenge have gjort gale streger et eller andet sted. Han ville håbe, at det ikke var noget meget alvorligt, men ...

"_Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_" og Stilk jublede rundt på hælene som en dansende dervish ind i spisesalen.

"_Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_" Beetle hvirvlede bagefter med udstrakte arme.

"_Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_" skingrede M'Turks stemme.

Var der eller var der ikke en tydelig lugt af øl, da de for forbi Hr. Prout?

Hans samvittighed som husforstander bød ham at søge råd hos en kollega, men han valgte en forkert rådgiver. Var han med sin pibe og sine bekymringer gået til lille Hartopps lejlighed, havde han måske undgået at få sine begreber forvirrede, for Hartopp troede på drenge og forstod sig til en vis grad på dem. Men skæbnen førte ham til King, en af de andre husforstandere, som ikke var Prouts ven, men Stilk & Co.'s oprigtige fjende.

"Aha!" sagde King og gned sig i hænderne, da han havde hørt historien. "Mærkværdigt! Den slags ting kunne drengene i _mit_ hus aldrig finde på."

"Men jeg har jo egentlig ingen beviser, ser De."

"Beviser? Når talen er om vor fortræffelige ven Beetle! Som om det gjordes behov! For resten vil det sikkert ikke være umuligt for pedellen at skaffe os dem. Foxy har ord for at kunne tage det op med en hvilken som helst løgnagtig dreng i mit hus. Ja, naturligvis har de røget og drukket et eller andet sted. Det gør den slags drenge altid. De tror det er mandigt."

"Men de har ingen tilhængere i skolen, og de er absolut - hm - brutale mod de mindre drenge," sagde Prout, som på afstand havde set Beetle levere sommerfuglenettet tilbage til den grædende ejermand - med renter.

"Ja, de betragter sig som hævede over almindelige fornøjelser. Små selvglade bæster! Der er noget i M'Turks irske hånsmil, som nok kunne irritere mig en smule. Og så undgår de omhyggeligt alle åbenlyse forseelser. Det er den rene, skære, beregnede uforskammethed. Som De måske véd, er jeg højst utilbøjelig til at blande mig i andre huses affærer, men de knægte trænger virkelig til en lektion, Prout. De trænger til en skarp lektion, ikke mindst for at kue deres anmassende indbildskhed. Hvis jeg var i Deres sted, ville jeg anvende en uges tid på at våge over deres små bedrifter. Drenge af den kaliber - jeg har måske for høje tanker om mig selv, men jeg tror dog, at jeg forstår mig på drenge - melder sig ikke ind i den naturhistoriske forening af kærlighed til sagen. Sig til pedellen, at han skal passe på, og naturligvis skal jeg på mine udflugter også ved lejlighed gøre, hvad jeg formår."

"_Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_" skingrede det langt nede i korridoren"

"Modbydeligt!" sagde King. "Hvor lærer de bæster dog den slags uanstændigt spektakel? En skarp lektion er, hvad de trænger til!"

Drengene tænkte hverken på lektioner eller lektier i de nærmeste dage. De havde hele Oberst Dabneys gods til legeplads og de gennemsøgte det med indianeres hemmelighedsfuldhed og indbrudstyves nøjagtighed. De kunne enten gå ind ad porten ved den øvre landevej - de sørgede omhyggeligt for at gøre sig gode venner med portneren og hans kone - smutte ned i kløften og vende hjem langs skrænterne. Eller de kunne begynde med kløften og kravle op gennem den og ud på landevejen.

De passede nøje på ikke at træffe obersten - han havde gjort sin nytte, og de havde ikke lyst til at gøre sig mindre velkomne - de optrådte heller aldrig på åben mark, når de kunne finde dækning. Grønsværen nær klintens rand, hvor stride tjørne gav læ og ly for storm og solbrand var deres yndlingssted. Beetle døbte det Lyksalighedens Ø, fordi det var fredeligt og gemt. Desuden blev opholdet her på enhver vis lovliggjort, da de først fik piber og tobak gemt i en bekvem sprække en armslængde nede ad klippen.

Thi det må man vel lægge mærke til: Oberst Dabney havde ikke indbudt dem til at betræde hans hus. Følgelig behøvede de ikke at bede om særlig tilladelse til at aflægge besøg og på dette punkt var skolens regler strenge. Han havde slet og ret givet dem tilladelse til at færdes på hans grund og da de var godkendte billejægere, havde de i forvejen lov til at færdes lige op til opslagstavlerne i kløften og parklågen oppe på bakken.

De var selv helt forbavsede over deres dyd.

"Og selv om det ikke var sådan," sagde Stilk, der lå fladt på ryggen og stirrede op i den blå himmel, "selv om vi havde overskredet grænsen med mange mil, kunne dog ingen få fat i os her i krattet, medmindre han kendte tunnelen. Er det her måske ikke bedre end at ligge på bakken lige bagved anstalten - og ryste og bæve, hver gang vi tænder os en pibe? Er jeres onkel Stilk ikke -?"

"Nej!" sagde Beetle, der lå udstrakt ved skræntens rand og spyttede tankefuldt ned. "Det er Turkey, vi kan takke for det her. Det er Turkey, der er en Stor Mand. Kæreste Turkey, du volder Heffles megen sorg."

"Det gamle, gnavne fæ!" brummede M'Turk fordybet i en bog.

"De har nu alligevel sigt på os," vedblev Stilk, "Hovdyret er så mistænksom og Foxy gør hver eneste af sine spadsereture til en slags - slags -"

"Skalpejagt," sagde Beetle. "Foxy er en ren Chingangook."

"Den arme Foxy," sagde Stilk. "Han agter at nappe os en af dagene. Han sagde i går aftes til mig nede i gymnastiksalen: 'Jeg holder øje med Dem, Hr. Corkran. Jeg advarer Dem for Deres eget bedste.' Men jeg sagde bare til ham: 'Så vil jeg råde Dem til at skåne øjnene, ellers bliver det værst for Dem selv. Jeg advarer Dem for Deres eget bedste.' Foxy blev smækfornærmet."

"Jamen Foxy gør nu alligevel ikke andet end sin forbandede pligt," sagde Beetle. "Det er Hefflelinga, der har en beskidt tankegang. Skulle ikke undre mig, om han troede, at vi pimpede."

"Jeg har kun én gang været kæfereret - det var i en ferie," sagde Stilk tankefuldt, "og jeg blev smaddersyg. Men der er pinedød grund nok til at slå sig på flasken med sådan et bæst som Hovdyret til husforstander."

"Hvis vi var med til cricketmatcherne og hylede: 'Godt truffet, Hr. Prout", og stod på ét ben og grinede, hver gang Heffy sagde: 'Hallo, drenge! Er det sådan, det skal være?' og sagde: 'Ja, Hr. Prout' og 'Næ, Hr. Prout' og 'Åh, Hr. Prout' og 'Undskyld, Hr. Prout' som en bande beskidte små unger - så ville Heffy være henrykt for os," snerrede M'Turk med et hånligt smil.

"Det er for sent nu."

"Vel er det så. Heffelinga mener det godt. _Men_ han er et æsel. _Og_ vi lægger ikke skjul på, at vi anser ham for et æsel. Og _derfor_ holder Heffelinga ikke af os. Han sagde i går efter aftenbønnen, at han var mig _in loco parentis,"_ brummede Beetle.

"Fy Fa"en!" udbrød Stilk. "Det betyder så meget som, at han går og brygger på en eller anden ualmindelig forbandet nederdrægtighed. Sidste gang han fortalte mig det, gav han mig tre hundrede linjer, fordi jeg havde danset cachuca på sovesal ti. _In loco parentis!_ Men skidt være med det hele, så længe vi er lykkelige? Vi er jo dydige."

Det var de, og det var deres uforklarlige dyd, som forbløffede Prout, King og pedellen. Når drenge har en dårlig samvittighed, kan de ikke skjule det. De lusker skyndsomst over gården og smiler nervøst, når der rettes et spørgsmål til dem. De kommer forpjuskede hjem lige tids nok til at svare ved navneopråbet. De nikker og blinker og fniser til hinanden og spredes for alle vinde, når en lærer nærmer sig. Men Stilk og hans forbundsfæller var for længe siden ude over alle disse ungdommeligheder. De slentrede ubekymret af sted og kom tilbage i største ro efter en let forfriskning bestående af jordbær med fløde i portnerboligen.

Portneren var blevet forfremmet til vildtfoged i stedet for den mordlystne fisker og hans kone gjorde megen stads af drengene. Manden selv gav dem et egern, som de skænkede til den naturhistoriske forening og derved stoppede munden på lille Hartopp, der havde spurgt dem om, hvad de udrettede i videnskabens tjeneste. Foxy undersøgte omhyggeligt nogle dybe hulveje bag ved en ensom landevejskro. Prout og King, der ellers ikke var særlig fine venner, foretog mærkeligt nok fælles spadsereture i samme retning - det vil sige mod nordøst. Men Lyksalighedens Ø lå stik sydvest.

"De er snedige - djævelsk snedige," sagde Stilk. "Hvad mon de leder efter derovre?"

"Efter mig," svarede Beetle elskeligt. "Jeg spurgte Foxy, om han nogensinde havde smagt øllet i den kro. Det var tilstrækkeligt for Foxy og det opmuntrede ham en smule. Han og Heffy havde nu snuset så længe om vor gamle hytte, at jeg mente, de kunne have godt af en lille forandring."

"Nå ja, det kan jo ikke vare evigt," sagde Stilk. "Heffy ligner et optrækkende uvejr, mens King, det bæst, går og gnider sig i hænderne og griner som en hyæne. Det tager skrækkeligt på King. Han revner en skønne dag."

Og dagen kom, før de ventede det. En eftermiddag var pedellen, hvis pligt det var at indfange de udeblevne, ikke til stede ved navneopråbet.

"Han er nok blevet ked af krosjov og er gået op på bakken med sin kikkert for at glo efter os," sagde Stilk. "Bare mærkeligt, at han ikke har tænkt på det noget før. Så I gamle Heffy skæve til os, da vi svarede på navneopråbet? Heffy har en finger med i spillet. _Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_ Kom så!"

"Til Lyksalighedens Ø?" spurgte Beetle.

"Naturligvis, men jeg ryger ikke _aujourd'hui. Parce que_ je næstendels _crois,_ at de vil _suivre_ efter os. Lad os gå ganske langsomt langs med klinten, så Foxy får god tid til at komme på højde med os ovenfor."

De slentrede ned mod badehusene og indhentede snart King.

"Lad jer endelig ikke genere af mig," sagde han. "I er naturligvis optagne af videnskabelige undersøgelser? God fornøjelse, mine unge venner!"

"Der kan I se," sagde Stilk, da de var ude af hørevidde. "Han er ikke mand for at holde på en hemmelighed. Han følger os for at afskære vor tilbagetogslinje. Nu venter han her ved badehusene, til Heffy kommer. De har prøvet hvert eneste forbandet sted her i omegnen undtagen langs med klinten, og nu tror de, at de har os. Vi behøver ikke at jage."

De vandrede i ro og mag gennem kløfterne, indtil de nåede rækken af opslagstavler.

"Prøv, om I kan høre noget. Foxy er derovre og kommer ned ad bakken med fuld fart på. Når I hører ham rasle i buskene, så gå lige over til Lyksalighedens Ø. De vil helst gribe os _in flagrante delicto."_

De dukkede ind i krattet vinkelret på tunnelen, gik åbenlyst hen over grønsværen og lagde sig ned på Lyksalighedens Ø.

"Hvad sagde jeg?"

Stilk gemte omhyggeligt piberne og tobakken. Pedellen stod åndeløs og lænede sig til leddet, mens han ransagede tornbladkrattet med sin kikkert, men han kunne lige så godt have forsøgt på at se tværs igennem en pose sand. Lidt efter kom Prout og King til syne bagved ham. Alle tre rådslog.

"Aha! Foxy kan ikke lide opslagene og han er heller ikke varm på tornene. Lad os nu stikke op gennem tunnelen og gå over til portnerboligen. Halløj! Nu har de sendt Foxy ind i krattet."

Pedellen vadede til midt på livet i de bragende, svajende tornbladbuske og kunne umuligt høre andet end støjen af sin egen fremtrængen. Drengene nåede skoven og kiggede ud gennem et bælte af kristtjørn.

"Satan til spektakel!" sagde Stilk kritisk. "Jeg tror ikke, oberst Dabney vil synes om det. Jeg foreslår, at vi går op til portnerboligen og får noget at spise. Vi kan lige så godt se resten af løjerne."

Pludselig passerede vildtfogeden dem i fuldt løb.

"Vorherre bevares! Hvem er det, der er nede i kløften?" råbte han. "Herren bliver rasende."

"Vildttyve, antager jeg," svarede Stilk i den brede devondialekt, som var hans _langue de guerre._

"Jeg skal vildttyvte dem!"

Han forsvandt ned i den snævre kløft, som snart efter fyldes af støj. Navnlig King råbte op:

"Fremad, pedel! Lad ham gå, De dér. Han adlyder mine ordrer."

"Hvor vover De at give ordrer her, rødskæg? - (henvendt til pedellen) Kom ud af krattet dér og følg med op til gården. Ja, Gu' kender vi drengene, I er ude efter. De har to lange ører og hår på maven og I putter dem i lommerne, når de er døde. Følg med op til herren! Han skal nok give Dem drenge, min herre, mere end De bryder Dem om måske. I andre kan vente uden for leddet."

"Forklar godsejeren sagen. Fortæl, hvordan det hænger sammen, pedel," råbte King. Foxy havde øjensynligt strakt våben for overmagten.

Beetle lå, så lang han var, i græsset bagved portnerboligen og bed bogstavelig talt i jorden i et henrykkelsesanfald.

Stilk sparkede ham, til han rejste sig. Stilk og M'Turk var fuldkommen alvorlige. Kun nu og da dirrede en muskel i kinden.

De bankede på portnerboligens dør, hvor de altid var velkomne.

"Kom indenfor og sid ned, kære børn," sagde konen. "De gør såmænd ikke min mand nogen fortræd. Han skal nok lære dem at holde fingrene fra vildtet. Her skal I se! Friske jordbær og fløde. Vi folk fra Dartmoor tænker altid på vore venner. Vil I have sukker på? Min mand har for resten gravet en grævling ud til jer. Den står derude i en kasse."

"Så tager vi den med os, når vi går. Men De har vist travlt - det er jo Deres vaskedag," sagde Stilk. "De kan godt lade os sidde alene her. De behøver ikke at holde os med selskab. Bryd Dem bare ikke om os. Jo tak, der er fløde nok."

Konen gik, mens hun tørrede sine røde hænder i forklædet, og lod dem blive alene i dagligstuen. Der lød fodtrin på grusgangen udenfor de små, blyindfattede ruder, og derpå oberst Dabneys stemme, ikke så lidt mere gjaldende end en trompet: "De kan vel læse. De har vel øjne i hovedet! Prøv ikke at nægte det. Det er tydeligt nok!"

Beetle snappede en hæklet antimakassar fra den blanke hestehårssofa, proppede den i munden og trillede ind under sofaen.

"De har set mine opslag. Deres pligt? Hvad Fanden mener De med Deres uforskammetheder? Deres pligt var at holde Dem borte fra min ejendom. Hvad skal det betyde, at De kommer og snakker om pligt til _mig_? De - De - De vanartede krybskytte. Det næste er vel, at De vil lære mig min abc. Og så render De og brøler som en tyr i krattet dernede! Drenge? Drenge? Drenge? Så kan De holde Deres drenge hjemme! Jeg er ikke ansvarlig for Deres drenge! Men jeg tror det ikke - jeg tror ikke et muk af det. De har et væmmeligt lumsk udtryk i ansigtet. Et lumsk, lurende slyngelfjæs, infamt nok til at ødelægge en ærkeengels gode navn og rygte. Prøv ikke at nægte det! Det har De! Har De været sergent, siger De? Så meget større skam for Dem! Det har da været den dårligste handel, som Hendes Majestæt nogensinde har gjort. En sergent, som render rundt i landet og stjæler vildt - og oven i købet en pensioneret sergent. Skandaløst! Skandaløst! Men jeg vil være hensynsfuld. Jeg vil Fanden tage mig være den personificerede barmhjertighed! Har De eller har De ikke set mine opslagstavler? Prøv ikke at nægte det! De har set dem. Ret!"

En og tyve års tjeneste i hæren havde sat sit stempel på Foxy. Han lystrede.

"Omkring - march!"

Den høje gitterport faldt klirrende i.

"Min pligt! At en sergent skulle belære mig om min pligt!" pustede oberst Dabney. "Vorherre bevares! Flere sergenter!"

"Det er King! Det er King!" gispede Stilk med ansigtet skjult i sofapuden. M'Turk gnavede på kludetæppet foran den pæne, rene kamin og sofaen skjalv under Beetles sindsbevægelse. Igennem det tykke glas syntes skikkelserne udenfor blågustne, vanskabte og truende.

"Jeg - jeg protesterer mod denne fornærmelse." King havde øjensynlig løbet op ad bakken. "Manden var fuldstændig indenfor sin pligts grænser. Må - må jeg give Dem mit visitkort."

"Han er i skjorteærmer!" og Stilk begravede hovedet igen.

"Uheldigvis - ved et _overmåde_ uheldigt tilfælde - har jeg det ikke hos mig, men mit navn er King, husforstander ved skolen, og jeg er rede - fuldstændig rede til at svare for, hvad denne mand har gjort. Vi har set tre -"

"Har De set mine opslagstavler?"

"Ja, vi har, det indrømmer jeg. Men under de foreliggende omstændigheder -"

"Jeg står dem _in loco parentis,"_ afbrød Prouts dybe stemme diskussionen. De kunne høre ham stønne.

"Hvad for noget?" Oberst Dabneys udtale blev mere og mere irsk.

"Jeg er ansvarlig for de drenge, der er under mit opsyn."

"Nå, så det er De? Ja, så kan jeg ikke sige andet end, at De giver Dem et dårligt eksempel - et Fandens dårligt eksempel, om jeg må sige. Jeg har ikke gemt Deres drenge. Jeg har ikke set Deres drenge, og jeg siger Dem rent ud, at selv om der sad en dreng og grinte i hver eneste busk her på ejendommen, så havde De alligevel ikke skygge af ret til at komme sådan brasende op gennem kløften og skræmme hvert levende dyr i den. Prøv ikke at nægte det. Det gjorde De! De skulle være kommet herop til porten og have henvendt Dem til mig som et anstændigt menneske, i stedet for at jage efter Deres forbandede drenge over hele min vildtbane. Nå, så De er dem _in loco parentis? J_a, jeg har heller ikke glemt mit latin, og jeg vil sige Dem: '_quis custodiet ipsos custodes'._ Når lærerne begår den slags overgreb, hvordan kan man så vente sig andet af drengene?"

"Men hvis jeg blot måtte få en privat samtale med Dem," sagde Prout.

"Jeg vil ikke have noget som helst privat med Dem at gøre! De kan være så privat, De være vil, på den anden side af porten. Farvel, mine herrer."

Atter klirrede porten. Drengene ventede, indtil oberst Dabney var vendt tilbage til hovedbygningen, og faldt så i hinandens arme, stønnende og snappende efter vejret.

"Åh, min sjæl! Åh, King! Åh, Heffy! Åh, Foxy! _Iver, lutter iver, Hr. Easy_." Stilk tørrede sine øjne. "Åh! Åh! Åh! Så tog Fanden alligevel fogeden. Men vi må hellere stikke af, ellers kommer vi for sent til te."

"He - he - hent grævlingen og gør lille Hartopp glad. Gø - gø - gør dem alle sammen glade," hulkede M'Turk, mens han famlede efter døren og sparkede den aldeles sammensunkne Beetle af sted foran sig.

De fandt dyret i en ildelugtende kasse, lagde to halfcrowns på bordet som betaling og vaklede hjemad. Men grævlingens grynten lignede i en vidunderlig grad oberst Dabneys stemme og to eller tre gange måtte de slippe den og hyle af hjælpeløs latter. De var ikke engang kommet helt til sig selv, da Foxy mødte dem i skolegården med ordre til, at de skulle begive sig op på deres sovesal og vente dér, indtil der blev sendt bud efter dem.

"Godt. Bring så denne kasse over i Hr. Hartopps lejlighed. Vi har i alt fald udrettet noget for den naturhistoriske forening," sagde Beetle.

"Jeg er bange for, at det ikke vil hjælpe Dem ret meget, mine unge herrer," svarede Foxy med frygtelig røst. Hans sindsligevægt var blevet alvorligt skrammet.

"Tag den med ro, Foxybus." Stilk havde nået hikke-stadiet. "Vi - vi skal nok stå Dem bi, Foxy. En hund, som tager en ræv i lejet, duer ikke til noget, vel? ... Nej, De har ret. Jeg - jeg har det ikke rigtig godt."

"De er gået en smule for vidt denne gang," sagde Foxy til sig selv. "De er meget langt ude, så vidt jeg kan se, skønt de lugtede rigtig nok ikke af spiritus. Og alligevel - det ligner dem ikke. Nå, King og Prout fik deres overhaling lige så godt som jeg. Det er da en trøst."

"Nu må vi tage os sammen," sagde Stilk og rejste sig fra sengen, som han straks ved sin indtræden havde måttet smide sig på. "Vi er forfulgte uskyldigheder - som sædvanlig. _Vi_ aner ikke, hvorfor vi er blevet sendt herop, vel?"

"Vi har ingen forklaring fået. Vi har ingen te fået. Vi er blevet offentligt vanærede," sagde M'Turk og tørrede øjnene. "Det er en _meget_ alvorlig historie."

"Godt, så holder vi fast ved det, indtil King taber hovedet," sagde Beetle. "Han har en beskidt kæft og vil være fuldkommen frådendes. Prout er alt for nederdrægtig forsigtig. Pas på King, og hvis han giver os en lejlighed, så appellerer vi til rektor. Det kan de aldrig lide."

De blev kaldt ned i deres husforstanders studereværelse, hvor de fandt King og Foxy rede til at støtte Prout. Foxy havde tre spanskrør under armen. King skævede triumferende til dem, for på drengenes kinder så han tårer, utørrede glædestårer. Så begyndte forhøret.

Jo, de var gået langs klinterne. Jo, de var gået ind på oberst Dabneys ejendom. Jo, de havde set opslagstavlerne (her spruttede Beetle hysterisk). Hvorfor de var gået ind på oberst Dabneys ejendom? "Jo, Hr. Prout, der var en grævling."

Nu kunne King, der hadede den naturhistoriske forening, fordi han ikke kunne lide Hartopp, ikke længere dy sig. Han bad dem om ikke at føje løgn til åbenlys uforskammethed. "Jamen, Hr. King, grævlingen er i Hr. Hartopps bolig." Pedellen havde været så venlig at bære den derop for dem. Dermed var grævlingens eksistens bevist og dette lille nederlag bragte Kings humør op på kogepunktet. De kunne høre hans fod stampe i gulvet, mens Prout langsomt konstruerede sine vægtige spørgsmål. Selv var de nu kommet rigtig godt i gang. Deres øjne strålede ikke længere, deres ansigter var udtryksløse, deres hænder hang slapt ned. De lærte her på landsmænds bekostning angelsakserens store kunst: At frigøre sig for al sindsbevægelse og i rette øjeblik få fjenden til at gå i fælden.

Det gik efter ønske. King blandede sig mere og mere i forhøret, for han var hævngerrig, hvor Prout kun var såret. Om de kendte straffen for uden tilladelse at betræde en anden mands grund? Med en ypperlig spillet usikkerhed indrømmede Stilk, at han ganske vist havde hørt et og andet, som måske nok angik den ting, men han troede - og han trak sætningen ud så langt som muligt, for han ønskede endnu ikke at spille trumf ud overfor denne modstander. Hr. King havde ikke forlangt men'ner, og ej heller var han interesseret i Stilks udflugter. På den anden side ville muligvis hans anskuelser kunne interessere _dem_. Drenge, som sneg sig - som stjal sig - som luskede sig udenfor de tilladte grænser, endogså udenfor den naturhistoriske forenings højst liberalt angivne grænser, efter falskeligt at have indmeldt sig i denne forening for at bruge den som skalkeskjul for deres misgerninger - deres laster - deres slyngelstreger - deres umoralske handlinger -

"Om et øjeblik går han over stregen," sagde Stilk til sig selv, "og så farer vi på ham, inden han får tid til at knibe ud."

"Sådanne drenge, sådanne rå børster, sådanne moralsk defekte" - hans egen ordstrøm var i færd med at rive ham med sig - "bagvaskere, løgnere, skulkere - for ikke at sige drukkenbolte -"

Han var i virkeligheden blot i færd med at arbejde sig op til en smuk afslutning på sin prædiken, og det vidste drengene godt, men M'Turk skar igennem hans frådende sætning, og de andre fulgte trop:

"Jeg appellerer til rektor."

"Jeg appellerer til rektor."

"Jeg appellerer til rektor."

De var uimodsigeligt i deres gode ret. Drukkenskab betød afbankning i hele skolens påsyn og derpå bortvisning. Og nu var de blevet beskyldt derfor. Det var en sag, som rektor og ingen anden kunne fælde dom i.

"I har påkaldt Cæsar. For Cæsar skal I blive stillet." Det var en sentens, som de havde hørt et par gange før i deres liv. "Ikke desto mindre," vedblev King lidt uroligt, "ville I gøre klogest i at slå jer til tåls ved vor afgørelse, mine unge venner."

"Er det os tilladt at omgås vore kammerater, indtil vi har talt med rektor, Hr. Prout?" sagde M'Turk til sin husforstander uden at tage notits af King. Dermed anbragte han med et slag affæren i et ganske andet og særlig ophøjet plan. Desuden betød dette fritagelse for arbejde, for moralsk råddenskab blev strengt isoleret og rektor straffede aldrig førend fire og tyve timer efter dommen, når begge parter havde haft lejlighed til rolig eftertanke.

"Nåja - hvis I hårdnakket vedbliver at indtage denne trodsige holdning," sagde King med et kærligt blik til spanskrørene under Foxys arm, "er der jo intet alternativ."

Ti minutter efter havde nyheden spredt sig over hele skolen. Stilk & Co. var endelig faldet - faldet på grund af drukkenskab. De havde sviret. De var kommet berusede hjem fra en hytte. De lå for øjeblikket døddrukne på sovesalens gulv. Et par af de dristigste elever listede derop for at kigge, men forbryderne kastede støvler i hovedet på dem.

"Nu har vi ham - nu har vi ham på ristegaflen!" sagde Stilk, efter at de nysgerrige havde forstået vinket og trukket sig tilbage. "King bliver nødt til at bevise sine beskyldninger ord til andet."

"Du kilde meget, så ham til sidst revne," citerede Beetle efter en bog, han havde læst. "Sagde jeg ikke nok, at han ville eksplodere, når vi bare lod ham blive ved?"

"Og ingen lektielæsning, I ungdommelige drankere," sagde M'Turk, "og vi har oven i købet trigonometri i morgen. Hov, der kommer vor kære ven Foxy. Er der mere tortur i luften, Foxybus?"

"Her har I noget mad, unge herrer," sagde pedellen, der kom med en belæsset bakke. Deres indbyrdes skærmydsler var aldrig blevet ført med had og Foxy havde en mistanke om, at drenge, der lod sig spore så let, måske havde et eller andet i baghånden. Foxy havde i sin tid været med i det store indiske oprør og vidste fra den tid, at hurtige og sikre oplysninger er meget værd.

"Jeg lagde mærke til, at I ikke fik noget at spise, og så talte jeg med Gumbly om det. Han sagde, at der var ingen grund til at I sultede. Og derfor kommer jeg med dette. Denne dåse henkogt skinke er jo Deres, ikke sandt, Hr. Corkran?"

"Men Foxybus, De er jo en knop," sagde Stilk. "Jeg troede såmænd ikke, at De havde så meget - hvad er det, det hedder, Beetle?"

"Hjerte," svarede Beetle rask. "Tak skal De have, sergent. Det er for resten lille Carters skinke, denne her."

"Der stod et C på dåsen, så jeg troede, det var Hr. Corkrans. Det er en meget alvorlig historie, denne her, unge herrer. Det er sikkert nok. Jeg kan naturligvis ikke vide det, men jeg tænker mig, at der måske kunne være noget, som talte til gunst for jer, og som De muligvis ikke havde sagt til Hr. King eller Hr. Prout."

"Det er der. Masser af ting, Foxybus," svarede Stilk med munden fuld.

"Ja, ser De, i så fald synes jeg, at jeg kunne meddele rektor det i al stilhed, om jeg så må sige, når han spørger mig om det. Jeg skal nemlig bringe ham anklagen i aften, og - og den ser jo slem ud ved første øjekast."

"Forfærdelig slem, Foxy. Syv og tyve rap i gymnastiksalen i hele skolens påsyn og derefter offentlig bortvisning. '_Vin narrer mennesket, og stærk drik volder fortræd_'," citerede Beetle.

"Det er ikke noget at gøre løjer med, unge herrer. Jeg skal overbringe rektor anklagen. Og - ja, I véd måske ikke, at jeg fulgte efter jer i dag. Jeg havde nemlig en mistanke."

"Så De opslagstavlerne?" kvækkede M'Turk med en nøjagtig efterligning af oberst Dabneys irske dialekt.

"De har øjne i hovedet. Prøv ikke at nægte det. Det har De?" sagde Beetle.

"En sergent, som render rundt i landet og stjæler vildt, og oven i købet en pensioneret sergent! Skandaløst! Skandaløst!" fortsatte Stilk ubarmhjertigt.

"Vorherre bevares!" udbrød pedellen og satte sig tungt ned på en seng. "Hvor - hvor i alverden var I henne? Jeg kunne jo have sagt mig selv, at det var rævestreger."

"De er en klog idiot, Foxy!" vedblev Stilk. "Tror De ikke vi vidste, at De fulgte efter os? De bildte Dem nok ind, at _De_ fulgte efter _os_, hvad? Nej, det var _os_, der fik _Dem_ ud at soppe! Hvordan med oberst Dabney - synes De ikke, han er en rar mand, Foxy? - oberst Dabney er vores ganske specielle og intime ven. Vi har besøgt ham i adskillige uger. Han har selv indbudt os. De med Deres pligt! Hvad skal det betyde, at De kommer og snakker om pligt? Deres pligt var at holde Dem borte fra hans vildtbane."

"De vil aldrig mere kunne gå med oprejst pande, Foxy. De små vil grine ad Dem," sagde Beetle. "Tænk på Deres vaklende prestige!"

Sergenten grundede dybt.

"Hør en gang her, unge herrer," sagde han alvorligt, "Det er da vel ikke Deres alvor? Blev Hr. Prout og Hr. King også narrede?"

"Ja, de blev, Foxybusculus. I en ganske ualmindelig uhyggelig grad. De fik en endnu værre overhaling end Deres. Vi hørte hvert eneste ord af den. For resten slap De forholdsvis billigt. Hvis jeg havde været i Dabneys sted, havde jeg pinedød ladet Dem sætte i brummen. Jeg tror, jeg vil foreslå ham det i morgen."

"Og alt det får rektor at vide. Vorherre bevares!"

"Hver eneste ord af det, min rare Chingangook," sagde Beetle og dansede. Og hvorfor ikke? _Vi_ har ikke gjort noget galt. _Vi_ er ikke vildttyve. _Vi_ går ikke omkring og ødelægger stakkels uskyldige drenges rygte - og siger, at de er fulde."

"Det har jeg ikke sagt," protesterede Foxy. "Jeg - jeg sagde kun, at I opførte jer ualmindelig løjerligt, da I kom hjem med den grævling. Men det kan jo være, at Hr. King misforstod mig."

"Det kan De være muggen på, og når han opdager, at han har taget fejl, vil han ganske sikkert give Dem hele skylden. Vi kender vel nok King, bedre end De. Jeg skammer mig over Dem, Foxy. De duer ikke til at være pedel," sagde M'Turk.

"Ikke hvor man har at gøre med tre sådanne durkdrevne sataner. I har snydt mig, har I. Jeg er faldet i baghold. Ved Gud i den højeste himmel - jeg er slået ud og - og - jeg får aldrig styr på de små klasser efter denne forestilling. Desuden vil rektor sende mig med et brev til oberst Dabney for at spørge, om det er sandt, at han har indbudt jer."

"Ja, men De må hellere gå ind ad porten denne gang i stedet for at jage efter Deres forbandede drenge - nej, det er sandt, det var den omgang, King fik - javel. Nå, Foxy, hvad mener De nu?"

Og Stilk støttede hagen på hænderne og betragtede sit offer med inderlig fryd.

"_Ti-ra-la-la-i-tu! Hør min jubel!_" sang M'Turk. "Foxy bragte os te, skønt vi var moralsk rådne. Foxy har hjerte og Foxy har stået i hæren."

"Bare jeg havde haft jer i mit kompagni, unge herrer," sagde den forhenværende sergent af et oprigtigt hjerte. "Sikke en vals, I så havde fået."

"Må jeg bede om ro i krigsretten," vedblev M'Turk. "Jeg møder som fangens forsvarer og desuden er denne historie alt for god til at fortælle alle de asener her i skolen. De ville _aldrig_ kunne forstå den. De spiller cricket og siger: 'Ja, Hr. Prout' og 'Åh, Hr. Prout' og 'Næ, Hr. Prout' -"

"Sagen uvedkommende. Videre," sagde Stilk.

"Nå ja - Foxy er såmænd meget sød og rar, når han ikke går rundt med tvangstanker om egen snedighed."

"'_Lad kobbelet blive hjemme, når blæsten er så stærk_'," stemte Stilk i. "Jeg har ikke noget imod at lade ham slippe."

"Jeg ikke heller," tilføjede Beetle. "Heffy er min store kærlighed - Heffy og King."

"Jeg var jo nødt til at gøre det," sagde pedellen undskyldende.

"Javel. Forført af slet selskab til at gøre sin pligt - eller sådan noget kan vi kalde det. De løslades med en advarsel, Foxy. Vi skal nok lade være med at sladre. Det sværger jeg," sluttede M'Turk. "Det ville være ødelæggende for disciplinen her på skolen. Overordentligt ødelæggende."

"Ja," sagde pedellen og tog tebakken, "Jeg kender jo de sat - de unge herrer her på skolen og er derfor meget glad for, at I vil tie stille. Men hvad skal jeg sige til rektor!"

"Hvad De vil, Foxy. Det er ikke _os_, der er forbryderne."

Det ville være alt for mildt og misvisende, hvis man påstod, at rektor blev knotten, da pedellen efter middag afleverede listen over dagens syndere.

"Nå, sådan, Corkran, M'Turk & Co. Som sædvanlig på forbudt område. Halløj! Hvad pokker er det her? Mistænkte for drukkenskab. Hvem har fremført den beskyldning?"

"Hr. King, sir. Jeg traf dem udenfor de tilladte grænser, sir. Sådan så det i det mindste ud. Men der stikker adskilligt bagved."

Pedellen var øjensynligt ilde til mode.

"Videre," sagde rektor. "Lad os høre Deres beretning om sagen."

Han og pedellen havde arbejdet sammen i omtrent syv år og rektor vidste, at Hr. Kings udsagn i høj grad afhang af Hr. Kings humør.

"Jeg troede, at de var gået langs med klinten udenfor det tilladte område. Men det var de alligevel ikke, sir. Jeg så dem gå ind i oberst Dabneys skov, og - så kom Hr. King og Hr. Prout til - og - rent ud sagt, sir, oberst Dabneys folk antog os for vildttyve - Hr. King, Hr. Prout og mig. Der faldt temmelig stærke ord fra begge sider. Så lykkedes det de unge herrer at smutte hjem, hvordan véd jeg ikke, og de lod til at være i strålende humør. Oberst Dabney var meget ubehagelig mod Hr. King - for oberst Dabney er, om jeg så må sige, noget skrap. Og så foretrak de at gå lige til dem, sir, på grund af hvad - hvad Hr. King måske bagefter inde på Hr. Prouts værelse sagde om deres vaner. Jeg havde bare sagt, at de var overstadigt lystige og lo og fniste og var temmelig fjantede. De har senere på deres humoristiske måde fortalt mig, at oberst Dabney selv havde indbudt dem til at strejfe om i hans skove."

"Javel, nu forstår jeg det. Men det fortalte de naturligvis ikke deres husforstander noget om."

"De sagde, at de ville appellere, lige så snart Hr. King gav sig til at tale om deres - vaner. Sagde det lige straks og bad om at blive sendt op på sovesalen for at afvente deres dom. De har siden på deres grinagtige måde forklaret mig, at de har hørt hvert eneste ord, som oberst Dabney sagde til Hr. King og Hr. Prout, da han troede, at de to herrer var vildttyve. Jeg - jeg kunne jo have sagt mig selv, da de fik mig på glatis, at de naturligvis havde ryggen dækket. Hvis De spørger om _min_ mening, sir, så - så har de fået os til at gå grundigt i vandet, og nu sidder de oppe på sovesalen og jubler."

Rektor forstod, hvad der var sket - forstod selv de mindste detaljer - og det trak lidt i mundvigene under hans overskæg.

"Send dem over til mig straks, sergent," sagde han. "Der er ingen grund til at vente i dette tilfælde."

"God aften," sagde han, da de tre kom marcherende under eskorte. "Må jeg udbede mig jeres udelte opmærksomhed i et par minutter. I har kendt mig i fem år og jeg har kendt jer i - fem og tyve. Jeg tror, vi forstår hinanden fuldstændigt. Nu har jeg i sinde at gøre jer en umådelig kompliment. - Ja, tak, pedel, det brune spanskrør. Tak. De kan godt gå. - Jeg har i sinde at straffe jer, uden mindste grund eller årsag, Beetle. Jeg véd, at når I besøgte oberst Dabneys vildtbane, var det, fordi han havde indbudt jer. Jeg vil ikke en gang sende pedellen over til ham med et brev for at spørge, om jeres fremstilling er sandfærdig, for jeg er overbevist om, at I har holdt jer nøje til sandheden. Jeg véd også, at I ikke var fulde - lad være med at sætte det dydige ansigt op, M'Turk, ellers tror jeg, at du ikke helt forstår mig - I er alle tre absolut pletfri karakterer. Og derfor et det, at jeg nu om et øjeblik begår en himmelråbende uretfærdighed. Jeres gode navn og rygte har lidt skade, ikke sandt? I er blevet vanærede i hele husets påhør, ikke sandt? I har en ualmindelig fin følelse for jeres hus" ære, ikke sandt? Nu skal I have en dragt prygl."

Seks slag per mand var rationen.

"Og hermed synes jeg," - rektor stillede spanskrøret tilbage på dets plads og kastede den skriftlige anklage i papirkurven - "at denne sag er slut. Når man træffer på noget usædvanligt, skal man altid møde det med noget usædvanligt. Det er en leveregel, som vil komme jer til nytte senere hen i livet. Og det minder mig for resten om en ting. Der står en stak paperbacks i reolen dér. I må gerne låne dem, hvis I blot vil huske at stille dem på plads igen. Jeg tror ikke, at de vil tage skade af at blive læst i fri luft. De lugter temmelig stærkt af tobak. I deltager i lektielæsningen i aften som sædvanlig. Farvel," sagde denne mærkelige mand.

"Farvel, Hr. Rektor, og tak." -

"Jeg vil bede for rektor i aften, det sværger jeg," sagde Beetle. "De to sidste slag var tjat, der bare ramte min krave. Der står en _Monte Christo_ på den nederste hylde, det så jeg. Den hugger _jeg_, næste gang vi skal til Lyksalighedens Ø."

"Fin fyr!" sagde M'Turk. "Ingen stuearrest. Ingen strafarbejder. Ingen ubehagelige spørgsmål. Alt afgjort. Halløj! Hvad skal det betyde, at King går over til ham - King og Prout?"

Af hvilken natur end deres samtale med rektor var, hjalp den i hvert fald ikke til at glatte hverken Kings eller Prouts forpjuskede fjer, for da de vendte tilbage fra rektors bolig, lagde seks øjne mærke til, at den ene var skoldende rød lige til sin blånende næsetip af bare sindsbevægelse og at den anden svedte stærkt. Dette syn var dem rigelig erstatning for den kolossale udskældning, som de to lærere beærede dem med. Det var øjensynligt - og hvem var så forbavsede derover som de? - at de havde fortiet vigtige kendsgerninger. At de havde gjort sig skyldige både i _suppressio veri_ og i _suggestio falsi -_ velkendte guder, som de ofte forbrød sig imod - fremdeles at de havde slette tilbøjeligheder, at deres karakterer var upålidelige, deres indflydelse på kammeraterne fordærvelig og nedbrydende for mandstugten, og de selv hjemfaldne til genstridighedens, overmodets og en aldeles utålelig indbildskheds lede djævle. For det niende og sidste skulle de tage sig i agt og være meget forsigtige.

De var så forsigtige, som kun drenge kan være det, når de vil ramme en fjende. Skønt de var nær ved at kvæles, ventede de en hel uge, indtil Prout og King igen var blevet sig selv. Ventede, indtil der blev afholdt en cricketmatch mellem to huse - deres eget var oven i købet et af dem - i hvilken Prout spillede med. Ventede indtil han havde spændt sine benskinner på inde i pavillonen og var klar til at begynde spillet. King sad ved vinduet og førte regnskab, og de tre sad på en bænk udenfor.

Så sagde Stilk til Beetle: "Hør, Beetle, _quis custodiet ipsos custodes?"_

"Tal ikke til mig," svarede Beetle. "Jeg vil ikke have noget som helst privat med dig at gøre. Du kan være så privat, du være vil, på den anden ende af bænken her. Farvel."

M'Turk gabede.

"I skulle være kommet til porten som anstændige mennesker, i stedet for at jage efter jeres - hm drenge over hele min vildtbane. Jeg mener nu, at disse cricketkampe er det bare humbug. Lad os hellere gå over til oberst Dabney og se, om han har fanget flere vildttyve."

Den eftermiddag var der fryd på Lyksalighedens Ø.

Lampens ånder. Første del

(1897)

Musikværelset på etagen over Nummer Fem var fyldt af skuespillerselskabet, der holdt prøve på _Aladdin_. Dickson quartus, almindeligt kendt under navnet Dick Firtal, var Aladdin, regissør, balletmester, det halve orkester og for en stor del også forfatter til dramaets tekst, for "stykket" var blevet skrevet om og fyldt med lokale hentydninger. Skuespillet skulle opføres den følgende uge i det studereværelse nedenunder, som beboedes af Aladdin, Abanazar og Kejseren af Kina. Lampens Ånd tillige med prinsesse Balroubadur og enkemadam Twankey boede i studereværelse Nummer Fem på samme afsats, så selskabet kunne let samles. Gulvet rystede under balletkorpsets dans, mens Aladdin, iført blegrødt bomuldstrikot, blå jakke med pailletter og hat med fjerbusk, skiftevis klimprede løs på klaveret og sin banjo. Han var primus motor i hele morskaben, som det sømmede sig for en af de store, der allerede havde taget sin adgangseksamen til officersskolen og håbede på at komme ind på Sandhurst til foråret.

Aladdin fik omsider sin fortjente løn, Abanazar lå forgiftet på gulvet, enkemadam Twankey dansede sin dans og hele selskabet var enige om, at det "ville nok gå storartet ved forestillingen."

"Jamen nu slutningssangen?" sagde kejseren, en høj, lyshåret knøs med svage spor af overskæg, som han mandigt halede i. "Vi må have en rigtig sjov, gammeldags melodi."

"_John Peel_? eller _Drink, Puppy, Drink_?" foreslog Abanazar og glattede på sine blå underbenklæder, der slog folder. "Kis" Abanazar så altid ud, som om han halvsov, men han havde et elskeligt og diskret smil, der passede godt til den onde onkels rolle.

"De er forslidte," svarede Aladdin. "Så kunne vi lige så gerne tage _Grandfather's Clock_. Men hvad var det for en, du nynnede i går aftes under lektielæsningen, Stilk?"

Stilk, Lampens Ånd, i sort trikot og domino, med en halvmaske af sort silke over panden, fløjtede dovent oven på flygelet, hvor han lå. Det var en iørefaldende varietémelodi.

Dick Firtal lagde kritisk hovedet på skrå og skævede ned ad sin lange, røde næse.

"En gang til, så har jeg den," sagde han og begyndte at klimpre. "Syng ordene med."

"Arrah, Patsy, mind the baby! Arrah, Patsy, mind the child!

Wrap him up in an overcoat, he's surely going wild!

Arrah, Patsy, mind the baby! Just you mind the child awhile!

He'll kick and bite and cry all Night! Arrah, Patsy, mind the child!"

"Fino! Fino!" sagde Dick Firtal. "Men vi har jo ikke noget klaver ved forestillingen. Vi må hænge i med banjoerne - spille og danse på én gang. Prøv en gang, Tertius."

Kejseren smøg sin stadsdragts ærtegrønne ærmer op og akkompagnerede Dick Firtal på en stor, nikkelbeslået banjo.

"Jamen jeg ligger og er død hele tiden. Lige midt på scenen oven i købet," sagde Abanazar.

"Det bliver Beetles sag," sagde Dick Firtal. "Skynd dig nu at lave om på teksten, Beetle. Vi kan ikke sidde og glo hele natten. Du må se at få Kis væk fra scenen og os alle sammen ud at danse til slut."

"Javel. Giv den en gang til, I to," svarede Beetle, som spillede enkemadam Twankey med gråt skørt og en paryk af kastaniebrune proptrækkerkrøller på sned over et par briller, hvis stel var repareret med et gammelt skobånd. Han svingede det ene ben i takt med det klimprede omkvæd, og banjoerne blev mere og mere højrøstede.

"Hm! Æh! Hm - '_Aladdin now has won his wife_'," sang han, og Dick Firtal gentog det.

"'_your emperor is appeased_.'" Tertius brystede sig, idet han afleverede sin linje.

"Så springer du op, Kis, og synger: '_I think I'd better come to life_!' hvorefter vi alle sammen tager hinanden i hænderne og træder frem: '_we hope you've all been pleased_.' _Twiggez-vous?"_

"_Nous twiggons._ Det er meget godt. Men så var det koret til slutningsballetten? Det er fire spark og en pirouette," sagde Dick Firtal.

"Hm æh -

John Short will ring the curtain down.

And ring the prompter's bell.

We hope you know before you go

That we all wish you well.

"Fint! Fint! Så skulle vi prøve enkens scene med prinsessen. Skynd dig lidt, Turkey."

M'Turk, i violet silkeskørt og en koket blå turban, kom luskende som en, der skammer sig grundigt over sig selv. Lampens Ånd kravlede ned fra klaveret og sparkede ham sindigt.

"Spil nu løs, Turkey," sagde han. "Det her er alvor."

Men i det samme lød der en myndig banken på døren. Det viste sig at være King, i kappe og firkantet universitetshat, der var ude på et lørdagsaftens-togt rundt i skolen før middagsmaden.

"Låsede døre! Låsede døre!" snærrede han skulende. "Hvad betyder dette? Og hvad, om jeg tør spørge, er hensigten med dette - dette hermafroditiske kostume?"

"Pantomime, sir. Rektor har givet os lov," svarede Abanazar som den eneste tilstedeværende af sjette klasse. Dick Firtal stod rolig i bevidstheden om, at hans trikot sad godt, men Beetle søgte at forsvinde bag flygelet. Et gråt skørt, lånt af en dagelevs mor, og et spraglet bomulds kjoleliv, udstoppet hist og her med stilebogspapir, gør en latterlig. Desuden havde Beetle også i andre henseender en dårlig samvittighed.

"Som sædvanlig!" hånede King. "Flove tåbeligheder, netop på et tidspunkt, da jeres fremtidige livsbane - hvordan den nu end måtte blive - netop skal lægges. Se-se! Se-se! Den gamle forbryderbande - al uordens tro riddervagt - Corkran" - Lampens Ånd smilede høfligt - "M'Turk" - irlænderen smilede - "og naturligvis den unævnelige Beetle, vor ven Gigadibs." (Abanazar, kejseren og Aladdin havde et nogenlunde godt rygte, derfor forbigik King dem i tavshed.) "Kom frem fra det instrument, din blækkede bajads! Du leverer formodentlig rimerierne til denne forlystelse? Du anser vel dig selv for, om jeg så må sige, digter?"

"Han har fundet et af dem," tænkte Beetle, der lagde mærke til rødmen på Kings kindben.

"Jeg har netop haft den fornøjelse at læse en af dine udgydelser, der var henvendt til mig, tror jeg - en udgydelse, der vistnok var beregnet på at skulle se ud som vers. Nå, så du foragter mig, Master Gigadibs, så det gør du? Jeg véd meget vel - du behøver slet ikke at forklare mig det - at det _ikke_ var meningen at bemeldte udgydelse skulle komme mig for øje. Men jeg lo, da jeg læste den, - ja, jeg lo. Den slags papirkugler fra blækkede drenge - for vi er endnu en dreng, Master Gigadibs - forstyrrer ikke min sindsligevægt."

"Gad vide, hvilket af dem det var," tænkte Beetle. Siden han havde opdaget, at han kunne udtrykke sine følelser i rytmer og rim, havde han udsendt mange smædevers, der havde fundet et taknemmeligt publikum.

Som tegn på sin uforstyrrelige ro gav King sig dernæst til at flå Beetle, hvem han kaldte Gigadibs, i stumper og stykker, langsomt, lem for lem. Han gennemheglede ham lige fra hans løse skobånd til hans reparerede brillestel (en digters liv i en stor skole er drøjt) og stillede ham nøgen for kammeraternes latter - med det sædvanlige resultat. Hans egne vildtblomstrende talemåder - for King havde en hvas tunge - bragte ham til sidst i godt humør. Han udkastede et trist billede af Beetles endeligt - hvorledes han som foragtelig skandskriver døde på et kvisthummer - beærede M'Turk og Corkran med et par spredte komplimenter, mindede Beetle om, at straffens sværd svævede over hans hoved, og gik derefter over i lærernes fælles spisestue, hvor han atter triumferede over sine ofre.

"Og det værste af det hele er," forklarede han med høj røst, mens han spiste sin suppe, "at jeg spilder sådanne perler af sarkasmer på deres tykke hoveder. De går milevidt over deres horisont, er jeg sikker på."

"Tja-a," sagde skolens præst langsomt, "jeg véd ikke, om Corkran er i stand til at værdsætte Deres retoriske stil, men unge M'Turk læser Ruskin for sin fornøjelses skyld."

"Åh snak! Det gør han bare for at blære sig. Jeg mistror sorte keltere."

"Nej, på ingen måde. Jeg aflagde forleden aften et uanmeldt besøg på deres værelse og fandt M'Turk i færd med at klistre fire løse numre af _Fors Clavigera_ sammen i ryggen."

"Jeg kender ikke noget til deres privatliv," sagde en matematiklærer heftigt, "men bitter erfaring har lært mig, at man gør klogest i at lade beboerne af Nummer Fem skøtte sig selv. De er tre unge samvittighedsløse sataner." Og han rødmede, mens de andre lo.

Men i musikværelset var der vrede og knubbede ord. Kun Stilk, Lampens Ånd, lå uforstyrrelig på flygelet.

"Det lille svin Manders minor må have vist ham dine vers. Han render altid og fedter for King. Gå hen og myrd ham," drævede han. "Hvad var det for et, Beetle?"

"Véd ikke," svarede Beetle, kæmpende for at komme ud af skørtet. "Der var et om, hvordan han jager efter popularitet hos de små drenge, og et andet skildrede ham i Helvede, hvor han fortalte Djævelen, at han har studeret i Balliol. Rimene i dem begge var ganske rigtige, det tør jeg bande på. Død og pine! Måske Manders minor har vist ham dem begge to. Så skal jeg minsandten rette hans rim!"

Han forsvandt ned ad trapperne, overrumplede en lille knægt i en af klasserne ved siden af Kings studereværelse (der i parentes bemærket lå lige under hans eget) og jog ham op ad korridoren ind i et værelse, som tredje klasse brugte til legestue. Derfra vendte han meget forpjusket tilbage til sit eget sted, hvor han fandt M'Turk, Stilk og resten af selskabet midt i et overdådigt ædegilde - kaffe, kakao, boller, friskt, varmt brød, sardiner, pølse, postejer med skinke og tunge, ansjoser, tre slags syltetøj og mindst lige så mange potter devonshirefløde.

"Død og kridte!" udbrød han og kastede sig over banketten. "Hvem trakterer, Stilk?" Der var kun en måned til semesterets ende og den sørgeligste hungersnød havde i mange uger hersket i studereværelserne.

"Du," svarede Stilk uforstyrreligt.

"Gid Fanden have dig! Du har vel ikke stampet mine søndagsbukser?"

"Tag den med ro. Bare dit ur."

"Mit ur! Det har jeg jo tabt - for lang tid siden. Det var ude på kæmpehøjene, den dag, da vi prøvede på at skyde den gamle vædder - den dag, da vores pistol sprang."

"Ja, du tabte det ud af lommen - du er så rædsomt ligegyldig med alt muligt, Beetle - og M'Turk og jeg gemte det til dig. Jeg har gået med det i den sidste uge og du har ikke en eneste gang lagt mærke til det. Så i eftermiddags bragte jeg det ind til Bideford og fik tretten shilling og syv pence for det. Her har du lånesedlen."

"Det er sgu ret koldblodigt," sagde Abanazar bag en tallerken fuld af fløde og syltetøj, da Beetle beroliget med hensyn til sine søndagsbuksers sikkerhed, ikke en gang viste overraskelse, langt mindre harme. Det var tværtimod M'Turk, der blev vred og udbrød:

"Og så giver du ham sedlen, Stilk? Du har altså pantsat det? Din totale øf! I forrige måned solgte du og Beetle mit og jeg fik ikke spor af seddel!"

"Jamen det var, fordi du havde låst din kuffert, og vi spildte en halv eftermiddag med at brække den op. Hvis du havde opført dig som en god lille kristen, Turkey, ville vi også have pantsat det."

"Nåda!" sagde Abanazar, "I er da vist kommunister. Men jeg synes alligevel, vi skal sige Beetle tak for mad."

"Det er højst uretfærdigt," sagde Stilk, "for det er mig, der har haft hele ulejligheden med at pantsætte det. Beetle vidste ikke engang, at han havde et ur. Det er for resten sandt, Kanin-Æg lod mig køre med til Bideford i eftermiddags."

Kanin-Æg var den lokale fragtmand - et levn fra Devons ældre geologiske lag. Det var Stilk, som havde givet ham dette yndefulde navn.

"Han havde en lille blæser på, ellers ville han aldrig have gjort det. Kanin-Æg er nemlig lidt bange for mig. Men jeg svor på, at der skulle være fred imellem os og gav ham en shilling. Han holdt ved to kroer på vejen til byen, så i aften vil han være plørefuld. Nej, lad nu være med at sætte dig til at læse, Beetle. Vi holder krigsråd. Hvad pokker er der i vejen med dit kravetøj?"

"Jeg rendte efter Manders minor ind i tredie klasses legestue og alle de små asener, hans kammerater, faldt over mig," svarede Beetle bag en dåse sardiner og en bog.

"Din idiot! Ethvert fæ kunne da sige sig selv, hvor Manders ville løbe hen," sagde M'Turk.

"Jeg tænkte ikke over det," svarede Beetle ydmygt og fiskede sardiner op med en ske.

"Nej naturligvis. Det gør du aldrig." M'Turk rettede på Beetles krave med et arrigt ryk. "Lad være med at spilde olie på min Ruskin, ellers kværker jeg dig!"

"Åh, hold kæft, din - irlændertamp! Det er ikke din fjollede Ruskin. Det er en af mine egne."

Bogen var et tykt, brunrygget bind fra slutningen af tresserne, som King en gang havde kastet i hovedet på Beetle, for at Beetle kunne se, hvorfra han havde navnet Gigadibs. Beetle havde ganske stille nuppet bogen og lært adskilligt. De næppe halvforståede vers levede med ham - navnlig ved måltiderne, hvad de tilsølede blade til overflod viste. Med den i hånden gled han bort fra den virkelige verden i selskab med vidunderlige mænd og kvinder - indtil M'Turk daskede ham i hovedet med sardinskeen og snerrede: "Beetle! Du bliver kujoneret og fornærmet og tyranniseret af King. Føler du det ikke selv?"

"Lad mig være i fred! Hvis jeg bliver det, så kan jeg vel skrive flere niddigte om ham."

"De er skøre! Skrupskøre!" sagde Stilk til gæsterne i en tone som en, der fremviser sælsomme dyr. "Beetle læser et fæ, der hedder Browning, og M'Turk læser et fæ, der hedder Ruskin, og -"

"Ruskin er ikke noget fæ," afbrød M'Turk. "Han er næsten lige så god som _Opiumspiseren_. Han siger, at 'vi er ætlinge af ædle racer, oplærte af de os omgivende kunstværker'. Det hentyder til mig og den måde, hvorpå jeg har dekoreret værelset her, mens I to grævlinge ville slå hylder op og pynte med julekort. Barn af en ædel race, oplært af de dig omgivende kunstværker, hold op med at læse, eller jeg putter en sardin ned på ryggen af dig!"

"Det er to stemmer mod én," sagde Stilk advarende, og Beetle lukkede sin bog, lydig mod den lov, under hvilken han og hans kammerater nu havde levet i seks begivenhedsrige år.

Gæsterne så henrykte til. Beboerne af Nummer Fem havde ry for at kunne præstere mere livligt og afvekslende vanvid end resten af skolen tilsammen, og så vidt deres uskrevne lov tillod venskab med udenforstående, var de høflige og åbenhjertige overfor deres genboer på samme trappeafsats.

"Hvad for noget pip har I nu fundet på?" spurgte Beetle.

"Krig mod King!" svarede M'Turk og nikkede henimod væggen, hvor der hang en lille vestafrikansk krigstromme, en gave til M'Turk fra en søfarende onkel.

"Så bliver vi smidt ud af værelset igen," sagde Beetle, som elskede sine kødgryder. "Mason smed os ud, bare fordi vi slog en lille hvirvel."

Mason var den matematiklærer, som netop havde sagt sin mening om drengene ovre på lærerværelset.

"Nå, det kalder I en lille hvirvel? - Gud fri og frels os!" sagde Abanazar. "Vi kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, ovre i vort værelse, da I dundrede løs på det Fandens instrument. Hvad glæde kan I for resten have af at blive smidt ud af jeres værelse?"

"Vi boede i klasseværelserne en hel uge," sagde Beetle tragisk. "Og vi frøs nederdrægtigt."

"Åh ja, men Masons lejlighed var fuld af rotter hver eneste dag, efter at han havde smidt os ud. Det tog ham en uge at drage en logisk slutning," sagde M'Turk. "Han hader rotter. Så snart han lod os komme tilbage, forsvandt rotterne. Mason er lidt bange for os nu, men han havde ingen beviser."

"Nej, de ville også have været bandsat svære at skaffe," sagde Stilk, "for jeg krøb ud på taget og lod bæsterne falde ned gennem hans skorsten. Men hør nu - spørgsmålet er, om vort rygte for øjeblikket er godt nok til, at vi tør starte en større ballade?"

"Mit skal du ikke bryde dig om," sagde Beetle. "King bander på, at det overhovedet ikke eksisterer."

"Jeg tænker heller ikke på dig," svarede Stilk hånligt. "Du skal jo ikke være officer, din gamle flagermus. Men jeg har ikke lyst til at blive jaget ud af skolen - og rektor er også begyndt at blive noget bange for os."

"Vrøvl!" sagde M'Turk. "Rektor jager aldrig nogen væk undtagen for uanstændige tilnærmelser eller tyveri. Men det er sandt! Jeg glemte, at du og Stilk jo _er_ tyve - rigtige indbrudstyve."

Gæsterne gispede, men Stilk forklarede dem sagen med et bredt grin.

"Jo ser I, det lille asen Manders minor så Beetle og mig brække M'Turks kuffert op på sovesalen, den gang vi tog hans ur i forrige måned. Naturligvis sladrede Manders til Mason, og Mason behandlede alvorsfuldt sagen som et tyveri for at sige os tak for rotterne."

"Og netop derved lagde Mason sig selv i vore små, skælvende hænder," sagde M'Turk blidt. "Vi var ikke slemme ved ham, for han var jo en ny lærer og ville gerne vinde drengenes tillid. Men desværre drager han slutninger. Stilk gik til hans værelse og lod, som om han flæbede, og lovede Mason at begynde et nyt og bedre levned, hvis Mason bare ville lade ham slippe denne gang, men det ville Mason ikke. Han sagde, at det var hans pligt at melde ham til rektor."

"Hævngerrige svin!" sagde Beetle. "Det var bare på grund af rotterne. Og så flæbede _jeg_ med, og Stilk tilstod, at han regelmæssigt havde begået tyverier i de sidste seks år, lige så længe han havde været her i skolen, og at jeg havde lært ham det - _á la_ Fagin. Mason blev helt bleg af glæde. Han troede, at han rigtig havde os ved vingebenet."

"Storartet! Pragtfuldt!" udbrød Dick Firtal. "Det har vi aldrig hørt noget om."

"Nej naturligvis. Mason skal nok holde kæft med det. Han noterede hvert ord vi sagde i en stilebog. Der var ikke den ting, vi ikke kunne bilde ham ind," sagde Stilk.

"Og så sluttede han med en improviseret bøn inden han sendte hele historien op til rektor. Den fyldte omtrent fyrretyve sider," sagde Beetle. "Jeg hjalp ham med en hel del af det."

"Og hvad så, I lalleglade idioter?" spurgte Abanazar.

"Ja, så sendte rektor bud efter os og Stilk bad om at få vidneforklaringerne oplæst og rektor smak ham på hovedet i papirkurven. Og så fik vi otte af spanskrøret hver - ualmindeligt kraftige - for at have taget os uhørte friheder med en ny lærer. Da vi forlod stuen, så jeg hans skuldre ryste af grin. Men kan I tænke jer," sagde Beetle eftertænksomt, "at Mason den dag i dag ikke kan se på os uden at rødme? Sommetider glor vi alle tre på ham, til sveden ligefrem hagler af ham. Han er et forfærdelig sart stykke skidt."

"Han læste _Eric eller Lidt efter lidt_," sagde M'Turk. "Derfor spillede vi _St. Winifred eller skoleliv_ for ham. I St. Winifred tilbragte de hele deres fritid med at stjæle, når de da ikke bad eller drak sig fulde i kroer. Nå, det er ikke længere end en uge siden og rektor er blevet en lille smule ængstelig for os. Han kaldte det overlagte nederdrægtigheder. Det var Stilk, der hittede på det alt sammen."

"Det kan heller ikke nytte spor at lave grin med en lærer, hvis man ikke kan få ham til at dumme sig," sagde Stilk, som lå mageligt udstrakt på kamintæppet. "Hvis Mason ikke kendte Nummer Fem - _bien,_ så kender han os nu, det er det hele. Og nu, mine inderligt elskede tilhørere," Stilk satte sig over ende med korslagte ben og henvendte sig til forsamlingen, "nu skal vi i lag med hin stærke og udholdende mand kaldet King. Han har anstrengt sig betydeligt for at fremkalde en konflikt." (Her kastede Stilk den sorte silkedomino og påtog sig dommermine.) "Han har tyranniseret Beetle, M'Turk og mig _privatim et seriatim,_ hver for sig, når han kunne træffe os. Men nu har han fornærmet Nummer Fem oppe i musikværelset og i nærværelse af disse - disse herrer ossiferer af det tre og halvfemsindstyvende, der ligner frisørsvende. Binjimin, vi må få ham til at sige "_Capivi"_!"

Stilk læsning indbefattede hverken Browning eller Ruskin.

"Og desuden," tilføjede M'Turk, "er han filister og kummeophænger. Han går med spraglede slips. Og Ruskin siger, at enhver, som bærer spraglede slips, utvivlsomt bliver evigt fordømt."

"Bravo, M'Turk!" udbrød Tertius. "Jeg troede kun han var et bæst."

"Det er han begribeligvis også, men han er det, der er værre. Han er kummeophænger. Han har en porcelænsskål med en blegrød kattekilling på hængende i sit vindue i blå bånd og lægger hyacintløg i den. I husker nok den gang jeg fik alt det gamle udskårne egetræ fra kirken i Bideford, da den blev restaureret - Ruskin siger, at det menneske, der restaurerer en kirke, er en uhelbredelig sjofelist - og klistrede det op her? Jo, så kom King en dag herind og spurgte, om vi selv havde lavet det med en løvsav! Hæ! Han er den værste af alle kummeophængere!"

M'Turk holdt sin blækkede tommelfinger nedad over en indbildt arena fuld af besejrede King'er.

"_Placetne,_ barn af en ædel race!" råbte han til Beetle.

"Tja," begyndte Beetle usikkert, "han har jo som bekendt studeret i Oxford, men jeg vil dog give bæstet en chance. I forstår nok, jeg kan altid drille ham med flere niddigte. Han kan ikke melde mig til rektor, for det ville være at gøre sig latterlig, Stilk har fuldstændig ret. Men han skal få sin chance."

Beetle tog bogen fra bordet, åbnede den på lykke og fromme, lod fingrene løbe ned ad siden og begyndte:

“Or who in Moscow toward the Czar

With the demurest of footfalls,

Over the Kremlin's pavement white

With serpentine and syenite,

Steps with five other generals--"

"Duer ikke. Prøv et andet sted," afbrød Stilk.

"Vent lidt, jeg véd, hvad der kommer," svarede M'Turk, som læste over Beetles skulder.

"That simultaneously take snuff,

For each to have pretext enough

And kerchiefwise unfold his sash,

Which--softness' self--is yet the stuff

(Nåda, sikken en sætning!)

To hold fast where a steel chain snaps

And leave the grand white neck no gash.

Punktum."

"Jeg forstår ikke et muk af det," sagde Stilk.

"Det er, fordi du er et fæ! Kan du ikke analysere?" sagde M'Turk. "De seks kanutter kværkede czaren og efterlod ingen beviser. _Actum est_ med King."

"Han gav mig oven i købet selv den bog," sagde Beetle og slikkede sig om munden.

"There's a great text in Galatians,

Once you trip on it entails

Twenty-nine distinct damnations,

One sure if another fails."

Og han vedblev på må og få:

Setebos! Setebos! and Setebos!

Thinketh he liveth in the cold of the moon."

"Han er lige kommet tilbage fra middagen," sagde Dick Firtal, som så ud af vinduet, "og Manders minor er gået ind til ham."

"Det er såmænd også det sikreste sted, Manders minor kan befinde sig for øjeblikket," mente Beetle.

"Ja, så er det vist bedst, at I forsvinder," sagde Stilk høfligt til gæsterne. "Det ville ikke være rigtigt, om vi trak jer ind i vore skærmydsler. Og desuden har vi ikke råd til vidner."

"Vil du da begynde med det samme?" sagde Aladdin.

"På øjeblikket, om ikke før," svarede Stilk og slukkede gassen. "Han er en stærk og udholdende mand, er King. Men vi vil få ham til at sige "_Capivi"_. Farvel Binjimin."

Gæsterne trak sig forventningsfulde tilbage til deres eget smukke, rummelige værelse.

"Når Stilk spiler næseborene ud ligesom en hest," sagde Aladdin til Kejseren af Kina, "så er han på krigsstien. Gad vist, hvad de vil gøre ved King."

"Gi" ham kam til sit hår," svarede kejseren, "Nummer Fem betaler altid fuldt ud."

"Jeg tænker på, om jeg i grunden ikke burde tage officiel notits af sagen," bemærkede Abanazar, hvem det netop var faldet ind, at han var præfekt.

"Det kommer ikke dig ved, Kis. Og desuden, hvis du gjorde det, ville de føre krig mod os, og så fik vi aldrig noget bestilt," sagde Aladdin. "Så, nu begynder de."

Den vestafrikanske krigstromme var bygget til at kunne høres tværs over flodmundinger og deltaer. Det var Nummer Fem forbudt at bruge den inden for hørevidde af skolen. Men korridorerne fyldtes af en dyb, gennemtrængende brummen, da M'Turk og Beetle behændigt gav sig til at gnide dens skind. Så skiftede lyden til trompetgny - vilde, jagende trompeter. Derpå daskede M'Turk på trommens ene side, der var besmurt med blod fra ældgamle menneskeofringer, og larmen blev til korte, bjæffende hyl, sådanne, som den sårede gorilla i sin hjemstavns skove udstøder. Nu brød Kings vrede løs. Han kom farende op ad trappen, tre trin ad gangen, og de hørte hans kappes tørre raslen. Aladdin og de andre, der lyttede, stønnede af spænding, da døren blev slået op med et brag. King for ind i mørket og bandede trommeslagerne ved alle fredens og Balliols guder.

"Smidt ud for en uge," sagde Aladdin, som holdt deres værelses dør på klem. Nøglen skal bringes ned til ham inden fem minutter. "'Dyr! Barbarer! Vildmænd! Børn!' Han er svært hidsig. _Arrah, Patsy, mind the baby_!" sang han hviskende, mens han klyngede sig til dørhåndtaget og dansede en lydløs krigsdans.

King gik nedenunder igen, mens Beetle og M'Turk tændte gassen for at rådslå med Stilk. Men Stilk var forsvundet.

"Det bliver sgu en yndig historie," sagde Beetle, mens han samlede sine bøger og sit tegnebestik. "Vi kan da ikke have nogen fornøjelse af at leve en uge i klasseværelserne."

"Jamen kan du da ikke se, at Stilk er væk, din ugle?" svarede M'Turk. "Bring nøglen ned og se sønderknust ud, så slipper du med en halv times prædiken af King. Jeg sætter mig ned i klasseværelset i stuen og læser."

"Jamen hvorfor skal det altid være mig?" jamrede Beetle.

"Vent, til vi får at se, hvad det bliver til," svarede M'Turk forhåbningsfuldt. "Jeg véd lige så lidt som du, hvad Stilk har i sinde, men noget er der i gære. Gå ned og tag imod Kings første salve. Du er vant til det."

Næppe havde nøglen drejet sig i dørlåsen, førend låget på kulkassen, som stod i vinduesbænken, åbnede sig. Der havde været kneben plads, selv for den slanke Stilk, som havde siddet med hovedet mellem knæene og maven under det højre øre. Fra en bordskuffe tog han en velbrugt slangebøsse, en håndfuld dyrehagl og en ekstra nøgle til værelsets dør. Lydløst åbnede han vinduet og lagde sig på knæ på vinduesbænken med ansigtet vendt imod landevejen, de vindpiskede træer, den mørke slette med kæmpegravene og den hvide række af brådsøer, der ni i rad skyllede hen over stenrevet. Langt nede i hulvejen med de stejle sider hørte han de hæse hyl af fragtmandens horn. Der var en anelse af melodi i dem. Det lød, som om blæsten forsøgte at synge _It's a way we have in the Army_ i en brændevinsflaske.

Stilk smilede med sammenbidte læber og åbnede ild på yderste skudhold. Den gamle hest gjorde halvt omkring med vognen.

"Hvor skal du hen?" hikkede Kanin-Æg. Nok et hagl fløj gennem vognens rådne sejldugstelt med et arrigt smæk.

"_Habet_!" mumlede Stilk, da Kanin-Æg bandede ud i den tavse nat og erklærede, at han meget godt så den 'Satans dreng', som angreb ham.

• • • *** ***

"Altså," sagde King med sin høje falset til Beetle, hvem han havde beholdt for at håne ham i Manders minors påhør, for han vidste meget godt, hvor sårende det er for en dreng i femte klasse at blive ålet i "de smås" nærværelse, "altså, Master Beetle, til trods for alle vore vers, som vi er så stolte af, bliver vi jaget ud af vort værelse, når vi vover at komme i direkte konflikt med selv så ringe en repræsentant for autoriteten som mig, for eksempel. Ikke sandt?"

"Ja, Hr. King," svarede Beetle med et fåret smil på læberne og mordlyst i sit hjerte. Han havde næsten opgivet alt håb, men han klyngede sig til en på gode grunde støttet tillid til, at Stilk aldrig var så farlig, som når han var usynlig.

"Jeg ønsker ingen kommentarer fra dig, ellers tak. Jaget ud af vort værelse bliver vi, akkurat som om vi ikke var mere end lille Manders minor. Vi er ikke andet end blækkede skoledrenge og må behandles som sådanne."

Beetle spidsede øren, for Kanin-Æg bandede rasende ude på landevejen, og noget af, hvad han råbte, kunne høres gennem det øverste vindue, der stod åbent, fordi King satte pris på frisk luft. King gik hen til vinduet, kappeklædt og majestætisk, tydeligt synlig i gaslyset.

"Jeg ser ham! Jeg ser ham!" brølede Kanin-Æg, som nu havde fundet en synlig fjende. Nok et skud fra mørket deroppe ramte ham. "Ja, det er dig, jeg mener, din langnæsede, glasøjede, rødskæggede laban! Du er alt for gammel til den slags narrestreger. Hæ! Læg et grødomslag på din næse, siger jeg! Læg et grødomslag på din lange tud!"

Beetles hjerte bankede af fryd. Han vidste, at det var Stilk, der på en eller anden måde stod bag. Der var håb og udsigt til hævn. Han ville omsætte forslaget om næsen til udødelige vers. King åbnede vinduet og irettesatte Kanin-Æg strengt. Men fragtmanden var hinsides frygt og smiger. Han var stået af vognen og bøjede sig nu ned mod landevejens kant.

Det hele gik så hurtigt som en drøm. Manders minor løftede hånden op til hovedet med et skrig, mens en kantet flintesten rikochetterede videre mod nogle smukke vælskbind på reolen. Nok en sten kom susende langs skrivebordet. Beetle gjorde med forstilt iver et forsøg på at standse den, hvorved det lykkedes ham at vælte en studerelampe, hvis petroleum flød ud over Kings papirer og yndlingsbøger og dryppede fedtet ned på et persisk tæppe. Der lå mange glasskår på vinduesbænken. Porcelænskummen, som M'Turk hadede, var slået i stumper og stykker. Hyacintplanten med tilhørende jord var drysset ud over de røde reppshynder. Manders minor blødte stærkt af et sår på kindbenet og King var, med mærkelige ord på læberne - Beetle gemte dem alle i sin hukommelses skatkammer - styrtet bort for at finde skolepedellen og øjeblikkelig lade Kanin-Æg arrestere.

"Stakkels fyr!" sagde Beetle med forstilt medfølelse. "Lad det bare bløde lidt. Det forhindrer apopleksi." Og han holdt behændigt det tåreblændede hoved hen over bordet og papirerne, mens han førte den skrålende Manders hen til døren.

Da Beetle så var blevet alene midt i ødelæggelsens vederstyggelighed, gengældte han ondt med godt. Hvordan det gik til, at alle bindene af Gibbons værk blev kradsede tværs over ryggen som med en flintesten; hvoraf det kom, at så meget sort og blåt blæk blandede sig med Manders blod på bordtæppet; hvorfor den store gummiflaske havde tabt sin prop og var trillet rundt i en halvkreds på gulvet og hvorledes det hvide porcelæns dørhåndtag farvedes af endnu mere af Manders' unge blod - det var ting, som Beetle ikke gav nogen forklaring på, da den rasende King vendte tilbage og fandt ham stående nok så artig på dét petroleumsstinkende kamintæppe.

"De havde ikke sagt, at jeg skulle gå, Hr. King," sagde han med en uskyldsren mine, og King forviste ham til det ydre mørke.

Men det var til et støvleskab under trappen i stueetagen, at han skyndte sig for at slippe lidt af den munterhed løs, der truede med at kvæle ham. Han havde imidlertid endnu ikke fået trukket vejret til et første triumfhyl, da to hænder greb ham om halsen og kvalte hver lyd.

"Gå op på sovesalen og hent mit tøj," hvæsede Stilk, som havde sat sig på hans hoved. "Bring det så ned til Nummer Fems badekammer. Jeg er endnu i trikot. Løb ikke. Gå."

Men Beetle vaklede ind i klasseværelset ved siden af og overdrog sit hverv til den endnu uvidende M'Turk, hvem han derpå gav en hysterisk beretning om felttogets gang. Det blev altså den udtryksløse M'Turk, der hentede tøjet på sovesalen, mens Beetle lå stønnende på en bænk. Derefter begav de sig til Nummer Fems badeværelse, åbnede alle hanerne, fyldte rummet med damp og lagde sig grådkvalte i badekarrene, hvor de gav sig til at drøfte krigens gang i detaljer.

"Moi! Je! Ich! Ego!" gispede Stilk. "Jeg ventede, til jeg ikke kunne høre mig selv tænke, mens I bearbejdede trommen! Gemte mig i kulkassen - og så bombarderede jeg Kanin-Æg - og Kanin-Æg stenede King. Var det ikke yndigt? Hørte I ruderne?"

"Han - han - han -" hylede M'Turk og pegede med en rystende finger på Beetle.

"Jeg - jeg - jeg var med til det alt sammen," skrålede Beetle. "Jeg var inde på hans værelse for at blive skældt ud!"

"Du glade verden!" udbrød Stilk med et hvin og forsvandt under vandet.

"Ru - ruderne var det mindste af det. Men Manders minors hoved blev slået i smadder. La - la - lampen væltede over hele kamintæppet. Blod på bøgerne og papirerne. Gummiet! Gummiet! Gummiet! Blækket! Blækket! Blækket! Åh, Gud fri og frels os!"

Så sprang Stilk, rød som en kogt krebs over hele kroppen, op af badekarret og ruskede Beetle, indtil han fortalte sin historie nogenlunde sammenhængende, men ved at høre den faldt de igen sammen.

"Jeg hoppede ind i støvleskabet i samme sekund, som jeg hørte King komme ned ad trappen. Beetle trimlede ind oven på mig. Reservenøglen er gemt bag det løse bræt. Der er ikke skygge af bevis," sagde Stilk, hvorefter de alle tre sang triumfhymner i munden på hinanden.

"Og han har selv - _selv - selv_ smidt os ud!" lød det fra M'Turk. "Han kan ikke mistænke os. Åh, Stilk, det er det skrappeste, vi nogen sinde har lavet."

"Gummi! Gummi! Masser af gummi!" brølede Beetle, hvis brilleglas skinnede midt i et hav af sæbeskum. "Blæk og blod i én pærevælling. Jeg holdt det lille asens hoved helt hen over de latinske versioner til på mandag. Vorherre bevares, hvor den petroleum stank! Og Kanin-Æg sagde til King, at han skulle lægge grødomslag på sin tud! Ramte du Kanin-Æg, Stilk?"

"Om jeg gjorde? Snertede ham over hele kroppen. Hørte du, hvor han bandede? Åh, hvis jeg ikke holder op, bliver jeg sgu dårlig, inden der er gået et minut."

Men det gik langsomt med påklædningen, for M'Turk følte sig nødsaget til at danse, da han hørte, at porcelænskummen var gået itu, og desuden gentog Beetle omhyggeligt alt, hvad King havde sagt, med forbedringer og gloende indskydelser.

"Skrækkeligt!" sagde Stilk og sank sammen i et kaos af halvknappede bukser. "Forfærdeligt at høre på for artige drenge som os! Gad nok vide, hvad de ville have sagt til det i _St. Winifred eller skoleliv_. Død og plage! Det minder mig om, at vi skylder tredje klasse en omgang, fordi de overfaldt Beetle, da han løb efter Manders minor. Kom! Det er et alibi, Samivel! Og desuden, hvis vi lader dem slippe nu, bliver de bare værre næste gang."

Tredje klasse havde haft vagtposter udstillede uden for klasseværelset i en stiv klokketime, hvad der svarer til noget i retning af en menneskealder for en dreng. Nu havde de travlt med deres weekend fornøjelser - stege spurve over gassen med rustne penne som spid, brygge mærkværdige drikkevarer i salvekrukker, flå muldvarpe med lommeknive, fodre silkeorme på papstykker eller drøfte de stores forsyndelser med en frimodighed, veltalenhed og bidende satire, der ville have forbavset deres forældre. Angrebet overrumplede dem fuldstændigt. Stilk væltede en hel bænk fuld af smådrenge og kogeredskaber. M'Turk ryddede de uordentlige skabe, som en terrier renser et kaninhul og Beetle hældte blæk på de hoveder, som han ikke kunne nå at dunke med Smiths latinske leksikon. Tre raske minutter gjorde kål på en mængde silkeorme, yndlingslarver, franske stile, skolehuer, halvpræparerede knogler og kranier og en halv snes krukker hjemmelavet slåensyltetøj. Det var en mægtig ødelæggelse og klasseværelset så ud, som om tre forskellige storme havde kæmpet med hverandre i det.

"Pyh!" sagde Stilk og trak vejret dybt, da han var kommet udenfor døren, mens der indefra lød råb som: "I væmmelige labaner! I tror vist, I er morsomme" og så fremdeles. "Nu er den sag klaret. Man skal aldrig lade solen gå ned over sin vrede. Det er for resten nogle underlige væsener, de små. De har ikke begreb skabt om fælles optræden."

"Seks af dem satte sig på mit hoved, da jeg gik derind efter Manders minor," sagde Beetle. "Men jeg advarede dem mod følgerne."

"Alle har fået deres betaling fuldt ud - det er en herlig følelse," bemærkede M'Turk åndsfraværende, mens de slentrede hen ad korridoren. "Men jeg tror forresten, vi gør klogest i ikke at tale for meget om King. Hvad mener du, Stilk?"

"Nej, bevares. Vi er naturligvis forfulgte uskyldigheder - ligesom den gang, da gamle Foxybus meldte os som mistænkte for at have røget i sandgraven. Hvis jeg ikke havde fået den idé at købe peber og drysse det over vore klæder, ville han have lugtet os. King var voldsomt humoristisk i den anledning, kaldte os fugleudstoppere en hel uge igennem."

"Ja, King hader den naturhistoriske forening, fordi lille Hartopp er formand. Alt hvad der sker her i skolen, skal være til hæder og ære for King alene," sagde M'Turk. "Men det kunne da også kun falde en kraftidiot som ham ind at tro, at vi i vor alder ville give os til at udstoppe fugle ligesom de små."

"Den arme King!" sagde Beetle. "Han er svært upopulær på lærerværelset, og de vil åle ham skrækkeligt i anledning af den historie med Kanin-Æg. Åh, Gud bevares, hvor det var dejligt! Hvor var det yndigt! Hvor var det skønt! I skulle have set hans ansigt, da den første sten røg igennem vinduet! _Og_ da jorden dryssede ned fra skålen!"

Og så fik de nok et anfald, der gjorde dem hjælpeløse i fem minutter.

Til sidst begav de sig til Abanazars værelse, hvor de blev modtaget med ærefrygt.

"Hvad er der på færde?" sagde Stilk, som var hurtig til at mærke den nye atmosfære.

"Det véd I meget godt," svarede Abanazar. "I bliver smidt ud af skolen, hvis I bliver opdagede. King er splittertosset."

"Hvem? Hvad? Hvorledes? Hvorfor skulle vi smides ud? Vi har ikke gjort andet end lade krigstrommen lyde. Og til straf er vi blevet smidt ud af vort værelse."

"Tør I virkelig påstå, at I ikke har drukket Kanin-Æg fuld og bestukket ham til at kaste sten ind i Kings lejlighed?"

"Bestukket ham? Nej, det vil jeg sværge på, at vi ikke har gjort," svarede Stilk lettet, for han løj ugerne. "Sikke en beskidt fantasi du har, Kis! Vi har været nede og taget et bad. Nå, så Kanin-Æg har kastet sten efter King? Den stærke og udholdende mand kaldet King? Det var da græsseligt!"

"Ja, det kan du tro. King fråder om munden. Nå, nu ringer det til aftenbøn. Kom så."

"Jamen vent et øjeblik," sagde Stilk, som fortsatte samtalen med høj og munter stemme, mens de gik ned ad trapperne. "Hvorfor bombarderede Kanin-Æg King?"

"Det kan jeg fortælle dig," svarede Beetle, idet de passerede Kings åbne dør, "for jeg var inde i hans værelse."

"Hys, din torsk!" hviskede Kejseren af Kina.

"Åh, han er gået ned til aftenbønnen," sagde Beetle, som meget godt så husforstanderens skygge på væggen. "Kanin-Æg var bare en smule fuld og bandede af sin hest, og så skældte King ham ud fra sit vindue, og så stenede han naturligvis King."

"Forsøger du at sige," spurgte Stilk, "at det var King, der begyndte?"

King var bagved dem og hvert eneste velovervejet ord fløj op ad trappen som en pil.

"Hvad jeg kan sværge på, er," sagde Beetle, "at King bandede som en tyrk. Det var ligefrem modbydeligt. Jeg vil skrive til min far om det."

"Meld det hellere til Mason," foreslog Stilk. "Han ved, hvordan sådan noget støder os. Vent et øjeblik. Mit skobånd er gået op."

De tre fra det andet værelse skyndte sig videre, de brød sig ikke om at optræde i den slags satyrspil. Det blev derfor M'Turk, der kom til at drage konklusionen af det hele lige under fjendens kanoner.

"Jo, ser I," sagde irlænderen og lænede sig til gelænderet, "han begyndte med at kanøfle de små drenge, så kanøflede han de store drenge og til sidst kanøflede han en, som slet ikke hørte til skolen, og så fik han svar på tiltale. Det har han for resten rigtig godt af ... Undskyld, Hr. King. Jeg så ikke, at De kom ned ad trappen!"

Den sorte kappe susede forbi som en tordensky og bagefter den kom skuespillerselskabet marcherende, tre mand høj og arm i arm, hen ad den store korridor, mens de med uskyldig hensigt sang:

Arrah, Patsy, mind the baby! Arrah, Patsy, mind the child!

Wrap him up in an overcoat, he's surely goin' wild!

Arrah, Patsy, mind the baby; just ye mind the child awhile!

He'll kick an' bite an' cry all night! Arrah, Patsy, mind the child!

Et uappetitligt mellemspil

Stilks ugifte tante havde sendt ham begge bøgerne med påskriften: "Til min kæreste Arthur på hans sekstende fødselsdag". M'Turk havde beordret deres pantsættelse. Det var Beetle, som kom tilbage fra Bideford og kastede dem hen i værelse Nummer Fems vindueskarm med den besked, at Bastable ikke ville udlåne mere end ni pence på dem begge to, for _Eric eller lidt efter lidt_ var næsten lige så usælgelig som _St. Winifred_. "Og jeg må sige, jeg har ikke megen fidus til din tante. Er du klar over - 'Kæreste Arthur' - at vi næsten ikke har flere patroner?"

Stilk sprang op for at tage ham i nakken, men M'Turk satte sig på Stilks hoved og kaldte ham 'rettænkende dreng', indtil freden var genoprettet. Eftersom de var sørgeligt bagud med latinsk version, eftersom det var en glohed eftermiddag i juli og eftersom de burde have været nede ved cricketspillet, satte de sig til at genopfriske det indgående og fordærvelige bekendtskab med de to bøger.

"Her har vi det!" sagde M'Turk. "'Legemsstraf havde altid den uheldigste virkning på Eric. Han brændte, _ikke_ af anger eller ruelse' - læg vel mærke til det, Beetle - 'men af skam og voldsom harme'". Han stirrede - "Åh, slemme, uartige Eric! Lad os finde det sted, hvor han slår sig på druk."

"Stop en halv. Her er en anden prøve. 'Sjette klasse', siger forfatteren, 'er alle offentlige skolers palladium'. Men denne bande" - Stilk slog i den guldsnittede bog - "kan ikke forhindre de andre i at drikke, stjæle og kaste de små ud af vinduerne om natten og - og gøre, hvad de har lyst til. Gudfader bevares, hvor er vi gået glip af meget ved ikke at gå i skole i St. Winifred!"

"Det gør mig ondt, at drenge fra mit hus har så ringe interesse for cricketkampene."

Hr. Prout kunne gå meget sagte, når han ville, men i en drengs øjne er dette egentlig ingen dyd hos en lærer. Han havde åbnet studereværelsets dør uden at banke på - nok en forsyndelse - og betragtede dem mistænksomt.

"Det gør mig oprigtigt ondt at se jer sidde og mule på værelset."

"Vi har været ude lige siden i middags, Hr. Prout," svarede M'Turk i en træt tone. Den ene cricketkamp lignede nøjagtigt den anden, desuden var det deres yndlingsforlystelse i den uge at skyde kaniner med salonpistoler.

"Jeg kan ikke se bolden, når den kommer, Hr. Prout," sagde Beetle. "Jeg har fået mine vognlygter masede, så jeg er undskyldt. For resten har jeg aldrig været god til det, ikke engang da jeg var mindre."

"Nej! Det eneste, I tre interesserer jer for, er slik og ædegilder. Hvorfor kan I ikke interessere jer lidt for husets ære?"

Den frase havde de hørt så ofte, at de var ved at brække sig over den. "Husets ære" var Prouts svage side, og de forstod at snerte ham på hans ømme sted.

"Hvis De befaler os at gå ned, Hr. Prout, så gør vi det naturligvis," sagde Stilk irriterende høfligt.

Men Prout var fornuftigere end som så. Det eksperiment havde han prøvet én gang ved en stor match, og de tre havde stået for sig selv i retstilling en halv time, lige for øjnene af samtlige tilskuere, for hvem nogle af de små - mod betaling - havde udpeget dem som ofre for Prouts tyranni. Og Prout var en følsom natur.

Under de ubeskriveligt smålige sammensværgelser, der skabtes i lærerværelset, havde King og Macrea, husforstandere ligesom han selv, bibragt Prout den overbevisning, at sport og spil var det eneste saliggørende. Drenge, som man ikke stadig tog sig af og holdt til ilden, gik rabundus. De måtte disciplineres. Hvis Prout havde fået lov at være sig selv, ville han være blevet en vellidt husforstander. Men det fik han aldrig lov til og med ungdommens djævelske skarpsyn forstod drengene, hvem de havde at takke for hans iver.

"_Skal_ vi så gå ned, Hr. Prout?" spurgte M'Turk.

"Jeg vil ikke befale jer at gøre, hvad rettænkende drenge hellere end gerne ville gøre af sig selv. Men det gør mig ondt."

Og han luskede af sted med en dunkel fornemmelse af, at han havde sået den gode sæd på klippegrund.

"Hvad mon han egentlig tror, han får ud af det?" spurgte Beetle.

"Åh, han er skør," svarede Stilk. "King prædiker for ham ovre på lærerværelset om, at han ikke holder os tilstrækkeligt til ilden, og Macrea pludrer om 'disseplin', mens gamle Heffy sidder midt imellem dem og sveder tran. Jeg hørte Oke" - lærerværelsets hovmester - "tale med Richards" - Prouts husoppasser - "om det forleden dag nede i kælderen, da jeg var gået derned for at negle noget brød."

"Hvad sagde Oke?" spurgte M'Turk og kastede _Eric_ fra sig.

"'Åh', sagde han, 'de skræpper op værre end en rede fuld af alliker, akkurat, som om vi, der serverer for dem, ingen ører havde. De snakker om gamle Prout - hvad han gør og hvad han ikke gør med sine drenge. Og at deres drenge er dejlige drenge og hans nogle forbandet slemme kanutter'. Sådan noget i den retning var det, Oke sagde, og Richards blev svært gnaven. Han har et horn i siden på King af en eller anden grund. Jeg gad vide, hvorfor."

"Jo, King taler om Prout i klasserne - kommer med hentydninger og så videre - men halvparten af drengene er så store idioter, at de ikke forstår, hvad han mener. Og kan I huske, hvad han sagde om 'Tilfældighedernes Hus" i tirsdags? Det var os, han talte om. Det hedder sig, at han siger ligefrem forargelige ting til sit eget hus, når han gør grin med Prouts," sagde Beetle.

"Nå ja, vi er jo ikke her for at blande os i deres skænderier," sagde M'Turk harmfuldt. "Hvem går med i vandet efter navneopråbet? King besørger det i dag nede på cricketpladsen. Kom så."

Og Turkey greb sin stråhat og gik i forvejen.

De gik ad vejen langs den grå rullestensbanke og nåede pavillonen, hvis maling skallede i solheden, netop da navneopråbet begyndte. De behøvede ikke at spørge om spillets gang, for Kings stemme og væsen røbede med al ønskelig klarhed, at hans hus stod i begreb med at vinde.

"Aha!" sagde han og vendte sit åsyns stråleglorie imod dem. "Der har vi endelig de bærende kræfter i Tilfældighedernes Hus. I betragter jer som hævede over cricket, så vidt jeg véd" - den sportsklædte skare grinede - og efter hvad jeg har set i eftermiddag, skulle jeg tro, at mange af jeres husfæller nærer den samme anskuelse. Må det være mig tilladt at spørge, hvad I agter at divertere jeres ophøjede legemer med indtil te tid?"

"Vi vil gå i vandet, Hr. King," svarede Stilk.

"Og hvoraf opstår denne pludselige trang til renlighed? Der er intet ved jer, der giver nogen særlig forklaring på fænomenet. Rent ud sagt, så vidt jeg erindrer - jeg kan naturligvis tage fejl - men synes dog, at for kort tid siden -"

"For fem år siden, Hr. King," afbrød Beetle heftigt.

King skulede.

"Var en af jer, hvad man kalder en vandskrækker. Ja, en vandskrækker. Og nu vil I gerne vaskes? Det er godt. Renlighed har aldrig skadet en dreng - ej heller et hus. Og så vil vi skride til forretningerne," hvorefter han begyndte navneopråbet.

"Hvorfor hede hule svarede du ham, Beetle?" sagde M'Turk vredt, mens de slentrede hen mod de store, åbne badehuse.

"Det var ikke fair - at minde mig om, at jeg har været vandskrækker. Det var oven i købet i mit første semester. Det er så mange drenge, når de ikke kan svømme."

"Det véd vi nok, dit fæ. Men han kunne se, at han ramte dig. Du skal aldrig svare King."

"Jamen det var ikke fair, Stilk."

"Du glade verden! Nu har du været her på skolen i seks år, og så forventer du retfærdighed! Nej, du er dog den største kraftidiot!"

En flok af Kings drenge, som også var på vej til badehusene, prajede dem og tryglede dem om at vaske sig - for husets æres skyld.

"Der har vi følgerne af Kings sludder og vrøvl. Det ville de unger aldrig været faldet på, hvis han ikke havde sat dem det i hovedet. Nu siger de vittigheder om det i flere uger," mente Stilk. "Lad, som om I ikke hører det."

Drengene kom nærmere og råbte skældsord. Til sidst trak de sig til luvart og holdt sig demonstrativt for næsen.

"Det går jo lysteligt," bemærkede Beetle. "Det næste bliver, at de siger, at Prouts hus stinker."

Da de kom hjem fra badet, våde i håret, dorske, fredeligt stemte mod hele verden, gik Beetles spådom kun alt for bogstaveligt i opfyldelse. En af de små mødte dem i korridoren - oven i købet en fra anden klasse - og overrakte dem i armslængde et omhyggeligt indpakket stykke sæbe "Med venlig hilsen fra Kings Hus".

"Stop," sagde Stilk og forhindrede et øjeblikkeligt overfald. "Hvem sagde, at du skulle give os det, Nixon? Rattray? White?" Det var tre af de førende i Kings Hus. "Tak. Der er intet svar."

"Nej, det er minsandten uudholdeligt, hvis vi skal generes med sådan noget bræk," udbrød M'Turk. "Hvad mening er der i det? Hvad morskab er der i det?"

"De bliver ved med det hele semesteret." Beetle rystede sørgmodigt på hovedet. Han havde selv brugt mange vittigheder, indtil de var luvslidte.

I løbet af få dage blev det en trosartikel på hele skolen, at beboerne i Prouts Hus ikke vaskede sig under kraven og over håndleddene og lugtede derefter. Hr. King behagede at smile fedtet, da en af hans drenge under undervisningen trak sig tilbage fra Beetle med visse tegn på ildebefindende.

"Der synes at være et eller andet ubehageligt ved dig, ven Beetle, hvorfor skulle ellers Burton major drage, om jeg så må sige, sømmen af sin kjortel til sig? Jeg må indrømme, at jeg er uvidende om grunden. Vil nogen være så rar at fortælle mig det?"

Naturligvis belærte den halve klasse ham.

"Mærkværdigt! Højst mærkværdigt! Nå, men hvert hus har jo sine traditioner, som jeg ikke for alt i verden vil blande mig i. Vi i vort hus nærer den fordom, at man bør vaske sig. Gå videre Beetle - fra 'J_ugurtha tamen' -_ og dersom du kan, så undgå de mest oplagte former for gætteri."

Prouts Hus var rasende, fordi Macreas og Hartopps huse forenede sig med Kings om at fornærme dem. De sammenkaldte et husmøde efter middagen - et ophidset og harmfuldt møde, hvori alle husets beboere deltog undtagen præfekterne, hvis værdighed ikke tillod dem at være med, skønt de sympatiserede med mødets formål. Der blev læst talrige ugrammatikalske resolutioner og holdt taler, som begyndte med "Mine herrer, vi har forsamlet os ved denne lejlighed for at" og endte med "Det er en nederdrægtig skam" - kort sagt, drengene bar sig ad, som drenge altid har gjort siden tidernes morgen og skolers begyndelse.

Nummer Fems beboere overværede mødet med deres sædvanlige, mildt patroniserende udtryk. Til sidst bemærkede M'Turk med det lange, magre fjæs:

"I sludrer og I vrøvler og I bavler, og det er sådan omtrent alt, hvad I kan gøre. Hvad kan det hjælpe? Kings Hus vil bare juble, fordi de har fået jer på glatis, og King selv vil juble med. Desuden er Orrins resolution så smækfuld af grammatiske brølere, at King også vil juble over _det_."

"Jeg havde tænkt mig, at du og Beetle måske ville rette på den, og - og så kunne vi slå den op i korridoren," bemærkede resolutionens forfatter spagfærdigt.

"_Pas si je le connais._ Jeg har ikke i sinde at blande mig i den sag," svarede Beetle. "Det får bare Kings Hus til at juble endnu vildere. Turkey har fuldstændig ret."

"Men vil Stilk da ikke?"

Stilk pustede sine kinder op og skelede ned ad næsen _á la_ Panurge, og alt, hvad han sagde, var: "I lavpandede skvadderhoveder!"

"I er tre infame skruebrækkere!" lød demokratiets øjeblikkelige svar, og de forlod mødet fulgt af onde ord.

"Det bliver til det bare vrøvl alt sammen," sagde M'Turk. "Lad os hellere hente vore knallerter og gå ud og skyde kaniner."

Tre salonpistoler samt et forråd af kuglepatroner lå godt gemt i Stilks kuffert og kufferten stod oppe på deres sovesal og deres sovesal var et kvistkammer med tre senge, der stødte op til en sal med ti senge, og denne stod atter i forbindelse med den lange række sovesale, der strakte sig gennem det meste af skolebygningen. Ved siden af Prouts Hus lå Macreas, efter Macreas fulgte Kings, og på den anden side af det igen lå Hartopps. Omhyggeligt låste døre skilte de enkelte huse fra hinanden, men i sin indre indretning var hvert hus en nøjagtig kopi af det foregående. Oprindeligt havde skolen været et rækkehus med tolv store huse. Alle fire huse lå i en og samme bygning og et og samme flade tag dækkede dem alle.

De fandt Stilks seng trukket ud fra væggen til venstre for kvistvinduet og Richards' ben og underkrop stikkende ud af et vægskab to fod i kvadrat.

"Hvad er den af? Det har jeg aldrig før set. Hvad er det, De bestiller, Tykke?"

"Fylder vandfade, Hr. Corkran," svarede Richards' stemme hult og dæmpet. "Det er lavet for at spare mig ulejlighed."

"Ja, det ser sådan ud," sagde M'Turk. "Hov! Pas på, ellers bliver De siddende fast."

Richards trak sig pustende tilbage.

"Jeg ka'tte nå den. Ja, det er en vandhane, Hr. M'Turk. Vandrørene er blevet lagt en etage højere i alle husene - helt op under tagskægget. Det blev gjort sidste ferie. Men jeg ka'tte nå hanen."

"Lad mig forsøge," sagde Stilk og smuttede ind gennem åbningen.

"Så må De dreje til venstre, Hr. Corkran. Drej til venstre og føl Dem for i mørket."

Stilk drejede til venstre og så et langt vandrør, som forsvandt hen gennem en trekantet tunnel, hvis loft var spærene og plankerne i skolens tag, hvis gulv var skarpkantede tværbjælker og hvis side var listerne og den ujævne gipsning under kvistvinduet.

"Det ser besynderligt ud. Hvor langt går det?"

"Hele vejen, Hr. Corkran - lige fra den ene ende af bygningen til den anden. Røret løber lige under tagskægget. Har De ikke fundet hanen endnu? Det var Hr. King, der fik det lavet. Han ville spare os for at bære vand op nedefra til vandfadene. Men det er ikke noget rart sted for en tyksak som gamle Richards. Jeg fylder for meget til at lege fritte. Tak skal De have, Hr. Corkran."

Vandet sprudlede ud gennem en tud lige indenfor vægskabets dør. Richards fyldte vandfadene og traskede væk med mange taksigelser.

Drengene sad på deres senge med store øjne og overvejede, hvilke muligheder dette fund åbnede for dem. To etager under dem kunne de høre det harmfulde husmødes summen, for intetsteds er der så stille, som på sovesalen en sommereftermiddag.

"Den har været dækket af tapetpapiret lige indtil nu," sagde M'Turk, som undersøgte den lille dør. "Havde vi bare vidst det noget før!"

"Jeg stemmer for, at vi kryber ind og undersøger det. Der kommer ingen herop på denne tid af dagen, så vi behøver ikke at holde vagt."

Med Stilk i spidsen krøb de ind, trak døren til og begav sig af sted på alle fire hen ad en mørk og snavset vej fuld af kalkbrokker, høvlspåner og alt det roderi, som bygningshåndværkere lader ligge i de ubeboede rum af et hus. Tunnelen var omtrent tre fod bred og næsten bælgmørk, undtagen hvor der faldt svage lysstråler ind gennem dørsprækkerne. Der var en dør for hver sovesal.

"Her har vi Macreas Hus," sagde Stilk med øjet ved den tredje dørs sprække. "Jeg kan se Barnes' navn på hans kuffert. Lad være med at lave sådan et spetakkel, Beetle! Vi kan krybe lige hen til enden af bygningen. Kom så! - nu er vi i Kings Hus, jeg kan se den ene ende af Rattrays kuffert. De forbandede bjælker gør ondt i knæene!"

De hørte ham skrabe med neglene på gipsen.

"Det er loftet til etagen nedenunder. Pas på! Maser vi det gipslag, så falder det lige ned i den nedre sovesal," sagde Beetle.

"Lad os!" hviskede M'Turk.

"Og øjeblikkeligt blive taget i kraven! Nixenbixen. Se her, jeg kan få hånden ind mellem disse bjælker, lige så langt det skal være."

Stilk stak hele underarmen ind mellem gulvliggerne.

"Nå, men det er jo ingen nytte til at blive her. Jeg stemmer for, at vi kryber tilbage og drøfter sagen. Det er et beskidt sted. Jeg må tilstå, at jeg er taknemmelig mod King for hans blikkenslageri."

De kravlede ud igen, børstede hinanden rene, stak hver en salonpistol i det ene bukseben og skyndte sig af sted til en dyb og ensom hulvej, på hvis skrænter en dreng stundom kunne få held til at nedlægge en kaninunge. Her kastede de sig under de frodige hyldebuske og begyndte at tænke højt.

"Det ville et godt sted at skjule vore knallerter," sagde Stilk endelig og sigtede på en spurv langt borte.

"Hø!" Beetle fnyste, prustede og gurglede. Han havde været tavs lige siden de forlod sovesalen.

"Har I nogen sinde læst en bog, der hedder _Et hus' historie_ eller sådan noget? Jeg lånte den i skolebiblioteket forleden dag. Den er skrevet af en fransk dame, som hedder Violet et eller andet, men den er oversat og den er gevaldig interessant. Den handler om, hvordan et hus bliver bygget."

"Ja, hvis du er så hidsig efter at få det at vide, så skulle du gå ned og se på de nye huse, der bliver bygget til toldbetjentene."

"Manner ja! Det gør jeg."

Han følte i sine lommer.

"Stik mig to pence, en af jer."

"Vrøvl! Bliv nu her og lad være med at rende rundt i solskinnet."

"Giv mig to pence."

"Hør, Beetle, du er vel ikke blevet underlig på dine gamle dage?" spurgte M'Turk og rakte ham kobberslanterne. Hans tone var alvorlig, for skønt Stilk ofte og M'Turk af og til handlede på egen hånd, havde Beetle aldrig i hele fostbroderskabets tid gjort det.

"Nej, jeg er ikke. Jeg tænker."

"Nå ja, så går vi med," sagde Stilk med en generals mistro til sine adjudanter.

"Ikke brug for jer."

"Åh, lad ham være i fred. Han går og kløjs i et digt," sagde M'Turk. "Nu går han ned til stenrevet og bavler og når han kommer hjem, gylper han det hele op på vores værelse."

"Jamen hvorfor ville han så have de to pence, Turkey? Han begynder at blive alt for forbandet uafhængig. Hej! Der er en kanin. Nej, det er ikke. Det er en kat, den onde lyne mig. Plaf du først."

Tyve minutter efter stod en dreng med stråhatten langt bag i nakken og hænderne i bukselommerne og stirrede på nogle murere, der arbejdede på et halvfærdigt hus. Han bød dem noget skrækkelig tobak og blev vist fra gården ind i huset, hvor han stillede mange spørgsmål.

"Nå, lad os så høre dit forbandede epos," sagde Turkey, da de trådte ind i studereværelset og fandt Beetle dybt hensunket i Viollet-le-Ducs bog og nogle tegninger. "Du kan tro, vi har moret os."

"Epos? Hvaffort epos? Jeg har været nede ved toldbygningen."

"Nul epos? Så slår vi dig ihjel, kære Beetle," sagde Stilk og skred til angreb. "Du har noget oppe i ærmet. Jeg kender dig, når du taler i den tone!"

"Jeres onkel Beetle," begyndte Beetle med et forsøg på at efterligne Stilks kampråb, "er en Stor Mand."

"Nej, vel er han ej. Du lider af tvangstanker, Beetle. Kværk ham, Turkey!"

"En Stor Mand," gurglede Beetle på gulvet. "_I_ derimod er tomhjernede - pas på mit slips! - tomhjernede sludrechatoller. _Jeg_ er en Stor Mand. Hør min - av - jubel!"

"Sødeste Beetle," sagde Stilk og faldt tungt ned på Beetles bryst, "Vi elsker dig og du er digter. Hvis jeg nogen sinde har påstået, at du gør i knækprosa, så undskylder jeg. Men du véd lige så godt som vi, at du ikke kan gøre noget alene uden at spolere det hele."

"Jeg har fået en idé."

"Og du ødelægger den helt og holdent, skattebasse, hvis du ikke fortæller din onkel Stilk, hvad det er. Spyt ud, lille ven, og lad os se, hvad vi kan få ud af den ide, din forædte svindler! Jeg tænkte nok, at du havde en idé, den gang du gik fra os. Turkey troede, at det var et digt."

"Jeg har fundet ud af, hvordan man bygger et hus. Lad mig komme op for pokker. Gulvbjælkerne i et værelse er loftsbjælker for værelset nedenunder."

"Hold op med at være så skide teknisk."

"Sådan sagde mureren. Gulvet lægges ovenpå gulvliggerne - de kantede bjælker, som vi kravlede over - men gulvet ender med en skillevæg. Hvis man altså kommer bag om den skillevæg, ligesom vi gjorde oppe på kvisten, så forstår I nok, at man kan skubbe, hvad man vil, ind under gulvet mellem gulvbrædderne og gipsloftet nedenunder? Se her. Jeg har tegnet det."

Han fremviste en tegning, løseligt skitseret, men dog tilstrækkelig til at give forbundsfællerne de fornødne oplysninger. Bygningskunst er ikke noget fag i nutidens skoleundervisning og ingen af drengene havde nogen sinde skænket det spørgsmål en tanke, om gulv og loft var hule eller massive. Uden for sine egne umiddelbare interesser er en dreng lige så uvidende som den vildmand, han i så høj grad beundrer. Men han har også vildmandens snarrådighed.

"Javel," sagde Stilk. "Jeg stak hånden derind. Og hvad så?"

"Og hvad så? ... De har kaldt os stinkdyr, véd du nok. Vi kunne skubbe et eller andet derind - svovl eller noget andet, som lugter rigtig forbandet - og stinke dem ud. Jeg véd, det må kunne lade sig gøre."

Beetle så på Stilk, som sad med tegningen i hånden.

"Stinke?" gentog Stilk spørgende. Så strålede hans ansigt pludseligt af fryd. "Død og plage, nu har jeg det! Græsselig stank! Turkey!" Han for løs på irlænderen. "I eftermiddag - lige efter at Beetle var gået fra os! _Hun_ kan bruges!"

"Kom i min favn, min velsignede dreng!" sang M'Turk, hvorpå de styrtede i hinandens arme og dansede rundt. "Oh herlige dag! Hurra, hurra! Den kan! Den kan!"

"Stop lidt," sagde Beetle. "Jeg forstår jer ikke."

"Du er en skat, Beetle! Du skal nok komme til at forstå. Oh Arthur, du retsindige yngling, lad os fortælle vor elskede Reggie om den Ådselduftende Stinkadore."

"Ikke før efter navneopråbet. Kom med ned!"

"Hør, I dér," sagde Orrin noget stift, da de masede sig på plads langs gymnastiksalens væg. "Huset agter at holde nok et møde."

"Hold væk," svarede Stilk, der tænkte på ganske andre ting.

"Jamen denne gang er det om jer tre."

"Godt, sig jeg elsker dem... _Her sir_!" og dermed for han ned ad korridoren.

Dansende som legende gedekid, med hop og kåde spjæt, med krumspring og piruetter, førte de Beetle, der var ved at revne af nysgerrighed, ud til hulvejen og fremdrog det friske kattelig fra en dynge sten. Da forstod Beetle deres dunkle tales dybere mening og han opløftede sin røst til taksigelse, fordi verden rummede krigere og vismænd som Stilk og M'Turk.

"En rigtig pæn, velnæret, gammel dame, ikke sandt?" sagde Stilk. "Hvorlænge tror I, det vil vare, inden hun begynder at dufte, når hun ligger i et snævert rum?"

"Begynder at dufte! Hvor du er rå, dit svin!" sagde M'Turk. "Kan en stakkels missekat ikke krybe ind under gulvet i Kings sovesal og lægge sig til at dø dér, uden at du skal forfølge den med dine sjofle hentydninger?"

"Jamen hvorfor har den lagt sig til at dø under gulvet?" sagde Beetle, som tænkte på fremtiden.

"Åh, det spekulerer de ikke på, når de endelig finder den," svarede Stilk.

"En kat har vel lov til at se på en konge." M'Turk trillede ned ad skrænten i henrykkelse over sit eget vid. "Åh, mis, du aner ikke, hvor nyttig du bliver for tre retsindige, højsindede drenge."

"De kommer til at tage gulvet op, akkurat lissom de gjorde i Nummer Ni, da der var rotter. Stærk tobak! Puh! Åh, Gud, bare jeg kunne holde op med at grine," sagde Beetle.

"Stank! Stank! Græsselig stank!" gispede M'Turk, mens han kravlede op til de andre. "Og så at tænke sig" - det uendeligt humoristiske i denne tale fik dem alle tre til at rutsche ned igen i en spjættende klump - "at det alt sammen er for husets ære!"

"Og lige nu holder huset et nyt møde - om os!" stønnede Stilk, på knæ i grøften og med ansigtet skjult i det lange græs. "Nå, lad os så se at få kuglen ud af den hedenfarne og komme af sted. Jo før vi får hende lagt i seng, desto bedre."

Ved fælles hjælp udførte de en temmelig snasket operation inden projektilet kom for dagens lys. Det kirurgiske instrument var i al beskedenhed en lille lommekniv. Ved fælles hjælp (spørg ikke om, hvem der knappede sin vest til over det) fik de skyndsomst bragt liget hjem. Stilk lagde slagplanen, mens de løb.

Eftermiddagssolen, som kastede brede lysstriber på sengetæpperne, så tre drenge og en paraply forsvinde ind i vægskabet på en sovesal. Fem minutter efter kom de ud igen og børstede sig af over hele kroppen, vaskede hænderne, redte deres hår og gik ned.

"Er du sikker på, at du skubbede den langt nok ind?" sagde M'Turk pludselig.

"Javist er jeg sikker. Jeg skubbede den så langt ind, som min arm og Beetles paraply kunne nå. Det må være sådan noget som seks fod. Den ligger lige midt under Kings store øverste ti-sengs sal. En fortræffelig central beliggenhed, vil jeg mene. Den vil stinke hans drenge ud af huset, og Hartopps og Macreas med, når den først rigtigt begynder at ose. Jeres onkel Stilk er minsandten en Stor Mand. Forstår du rigtigt, hvor stor en mand han er, Beetle?"

"Jeg fik ideen først, ikke? Men-"

"Men du kunne ikke bringe den til udførelse uden din onkel Stilk, vel?"

"Nu har de kaldt os stinkdyr en hel uge," sagde M'Turk. "Nåda, hvor de får det betalt!"

"Stinkdyr! Æh! Stinkdyr!" lød det ned gennem korridoren.

"Og nu ligger den der," sagde Stilk og lagde en hånd på hver kammerats skulder. "Nu - ligger - den - der, og gør sig klar til at overraske dem. Snart begynder den at hviske til dem i deres drømme. Og så giver den sig til at dufte. Gud Fader bevares, hvor den vil ose! Gør mig den tjeneste at tænke på det i to minutter."

De begav sig temmelig tavse til deres værelse, men da de først var der, begyndte de at grine - som kun drenge kan. De lo med panden på bordet, eller liggende på gulvet. De lo fladt udstrakte, sammenbøjede over stolerygge, eller klyngende sig til en bogreol. De lo, indtil de blev helt slatne.

Og midt under latteren trådte Orrin ind som befuldmægtiget gesandt for hele huset.

"Bryd dig ikke om os, Orrin. Sæt dig ned. Du har ingen anelse om, hvor vi højagter og beundrer dig. Der er noget ved din rene, høje, unge pande, fuld af barndommens uskyldsdrømme, som er vanvittigt bedårende. Det er der virkelig."

"Huset har sendt mig for at overbringe jer dette." Han lagde et sammenfoldet ark papir på bordet og trak sig tilbage med strengt afvisende værdighed.

"Det er en resolution! Åh, tag og læs den, en af jer. Jeg er alt for ødelagt til at kunne se," sagde Beetle.

Stilk åbnede papiret med en forsigtig snøften.

"Pyh! Pyh! Hør nu bare: _'Huset har med smerte og foragt bemærket den indiferente holdning-'_ hvor mange f'er skal der i 'indifferent', Beetle?"

"Helst to."

"Her er kun ét.. ' - _som beboerne af studereværelse Nummer Fem på det nylig i klasseværelse Nummer Tolv afholdte møde indtog overfor de imod Hr. Prouts Hus fremsatte fornærmelser, og huset udtaler herved sin misbilligelse af bemeldte studereværelses beboeres holdning_'. Det er det hele."

"Og den blødte helt ned ad min skjorte!" sagde Beetle.

"Og jeg lugter af kat over hele kroppen," sagde M'Turk, "skønt jeg har vasket mig to gange."

"Og jeg havde nær knækket Beetles gamle møgparaply, da jeg anbragte madammen der, hvor hun får de bedste udviklingsmuligheder!"

Situationen var hinsides ord, men ikke hinsides latter. Samme aften blev der på sovesalen gjort et forsøg på at demonstrere mod de tre kammerater, hvorfor de nedlod sig til at forklare et og andet.

"Ser I," begyndte Beetle blidt, mens han spændte sine seler løs, "vanskeligheden ved at have med jer at gøre består i, at I er en bande tankeløse æsler. I har ikke mere hjerne end et kålhoved. Det har vi sagt jer masser af gange, ikke sandt!"

"Vi vil give jer alle tre en omgang høvl her på sovesalen," råbte en. "I bruger altid mund imod os, som om I var præfekter."

"Nej I vil ikke," svarede Stilk, "for I véd meget godt, at hvis I gjorde det, kom det før eller senere til at gå ud over jer selv. _Vi_ har ikke hastværk. _Vi_ kan udmærket vente med en lille hævn. Men I har opført jer som patentidioter, og det vil nok gå op for jer i morgen, så snart King får fat på jeres dejlige resolution. Hvis I ikke er meget nedgjorte og ynkelige i morgen aften, så vil jeg - så vil jeg æde min hat."

Men endnu før middagsklokken ringede næste dag, var beboerne af Prouts Hus kommet til en sørgelig erkendelse af deres fejlgreb. King mødte nogle medlemmer af huset og modtog dem med en overdreven frygtsom holdning. Havde de i sinde at forårsage hans afskedigelse fra skolen ved deres enstemmige resolution? Ville de ikke være så venlige at meddele ham deres anskuelser om skolens ledelse, for at han skyndsomst kunne føje sig efter dem? Ikke for alt i verden ville han støde deres følelser. Men han var bange - han var alvorligt bange for, at beboerne af hans eget hus, som ikke vedtog resolutioner - men vaskede sig - måske ville være noget mindre imødekommende.

King var helt og ubetinget lykkelig og huset solede sig i hans strålende smil og gjorde hele eftermiddagen til en lang tortur for de ulyksalige Prout'er. Og Prout selv, med mørkt og gnavent ansigt, søgte at udspekulere, hvad der var rigtigt og hvad der var galt i hele historien, men sank blot dybere og dybere i forvirringens malstrøm. Hvorfor kaldtes hans drenge "stinkdyr"? Det var jo ganske vist en bagatel, men Prout havde nu en gang vænnet sig til at tro, at halmstrå viser, hvad vej vinden blæser, og at der ikke går røg af en brand, hvis der ikke er ild i den. På lærerværelset henvendte han sig til King med en følelse af at være blevet forurettet, men King behagede netop i det øjeblik at være fuld af æterisk ondskabsfuldhed og dansede i strålende, dialektiske ringe omkring Prout.

"Nå," sagde Stilk ved sengetid, mens han vandrede gennem sovesalene, førend præfekterne kom op, "lad os så høre, hvad I har at bemærke. Foster, Carton, Finch, Longbridge, Marlin, Brett! Jeg hørte King åle jer - han gjorde grundigt kål på jer - og alt, hvad I kunne gøre, var at vride og vende jer og sige: 'Ja, Hr. King' og 'Næ, Hr. King' og 'Åh, Hr. King' og 'Undskyld, Hr. King'! I med jeres resolution! Urk!"

"Åh, hold nu mund, Stilk!"

"Nej vel vil jeg ej! I er en nydelig bande resolutionsmænd, er I! I har lavet en værre gang lort. Men nu har I måske erhvervet jer tilstrækkelig sømmelighedsfølelse til at lade os være i fred næste gang."

På dette punkt i dialogen blev huset gnavent og forkyndte flerstemmigt, at denne dumhed aldrig ville være blevet begået, hvis studereværelse Nummer Fem havde hjulpet dem fra først af.

"Men I er så forbandet storsnudede - I kom slentrende til mødet med en mine, som om vi andre var en flok idioter," brummede Orrin, resolutionens forfatter.

"Jamen det er netop, hvad I er, og det er jo det, vi hele tiden har prøvet at banke ind i jeres tykke hoveder," svarede Stilk. "Nå, skidt med det, vi tilgiver jer. Frisk mod. I kan jo ikke gøre for, at I er underbegavede." Og efter således behændigt at have afvist fjendens flankeangreb, hoppede Stilk i seng.

Det blev den første sorgens nat for de overmodige beboere i Kings Hus. På grund af en eller anden uberegnelig trækvind under gulvet begyndte katten at genere ikke den sovesal, den lå under, men salen til højre derfor. Dog var det endnu snarere som en generende kæfertsmag i luften end nogen egentlig direkte stank. Men den blotte anelse af ilde lugt er nok for ungdommens fine næse og rene tunge. Simpel anstændighed kræver, at vi drager adskillige karbolvædede lagener over, hvad sovesalens beboere sagde til Hr. King, og hvad Hr. King svarede. Han var virkelig stolt af sit hus og nøjeregnende med alt, hvad der angik dets velfærd. Han kom, han snuste, han sagde adskillige ting. Næste morgen betroede en dreng fra den sovesal sin bedste ven, en smådreng fra Macreas Hus, at der i Kings rige hændte et og andet, som King meget nødig ville udtale sig om.

Men Macreas dreng havde også en fortrolig ven i Prouts Hus, en lille, ondskabsfuld fyr med kruset hår, og da han havde fået pumpet den anden for hemmeligheden, fortalte han den i en høj, skingrende diskant, der gav genlyd i korridoren som en flagermus' piben.

"Og - og de har kaldt os stinkdyr hele ugen og Harland minor siger, at det er ligefrem umuligt at sove på hans sovesal for stank. Kom!"

Med et brøl styrtede Prouts små ud til kamp og i hele frikvarteret mellem første og anden time var der på pladsen udenfor Kings vinduer et virvar af tolvårige, som tumlede sig til en sang, hvis ledemotiv var ordet "stinkdyr".

"Lyt til salutskuddene ude fra havet!" citerede Stilk. De var oppe på deres værelse, i færd med at samle bøger til anden time - latin med King. "Jeg syntes nok, at hans pandes himmelhvælv var en smule skyet ved morgenbønnen.

She is comin', sister Mary. She is--'"

"Hvis de laver sådan en ballade nu, hvad tror du så, de vil gøre, når den rigtigt udvikler sig og begynder at tage del i forhandlingerne?"

"Ingen vulgære bemærkninger, Beetle. Det eneste, vi ønsker, er som pæne mennesker at holde os uden for dette spektakel."

"'Det er kun en liden, vissen blomst'. Hvor er min Horats blevet af? Hør, jeg forstår ikke, hvad den mener med først at stinke i Rattrays sovesal. Vi puttede den jo ind under Whites, gjorde vi ikke?" spurgte M'Turk med rynket pande.

"Den er sådan et livligt lille væsen. Den hopper formodentlig rundt i hele huset."

"Nåda! King er sikkert henrykt i dag. Og jeg har slet ikke læst på min Horats," sagde Beetle. "Kom så!"

De stod nu udenfor klasseværelsets dør. Klokken manglede fem minutter i, at timen skulle begynde, og King kunne komme hvert øjeblik.

Turkey albuede sig ind i en gruppe kæmpende smådrenge, slog klo i Thornton tertius (det var ham, der var Harlands ven), og bød ham fortælle sin historie. Den var meget enkel og afbrødes af gråd, for adskillige beboere af Kings Hus havde allerede tævet ham for bagvaskelse.

"Åh, er det noget at snakke om!" råbte M'Turk. "Han siger bare, at Kings Hus stinker. Det er det hele."

"Det lugter overgemt!" brølede Stilk. "Det har vi vidst i mange år, men _vi_ valgte ikke at rende rundt og skråle "stinkdyr"! _Vi_ har pli. Det er mere, end de har. Fang en af de små, Turkey, så vi kan blive sikre i vor sag."

Turkeys langs arm slog ned på et flygtende og ængsteligt medlem af anden klasse.

"Åh, M'Turk, slip mig. Jeg stinker ikke - det garanterer jeg for!"

"Dårlig samvittighed!" brølede Beetle. "Hvem sagde at du stank?"

"Hvad mener du?" spurgte Stilk og puffede den lille dreng i armene på Beetle.

"Snf! Snf! Jo vel stinker han. Jeg tror, det er spedalskhed - eller trøske. Måske begge dele. Tag det væk!"

"Sandelig, Master Beetle" - King plejede altid at komme et minut eller to, før klokken ringede - "vi er dig højlydt forbunden for din diagnose, der synes at kaste et næsten lige så skarpt lys over din medfødte åndelige usundhed som over din ynkværdige uvidenhed med hensyn til de to sygdomme, som du taler så flydende om. Vi vil imidlertid prøve dine kundskaber i andre retninger."

Det blev en lystig time. Men i sit hastværk med at mishandle Beetle glemte King fuldstændigt at give ham strafarbejde og da han på samme tid forsynede ham med mange kostelige adjektiver til senere brug, var Beetle veltilfreds og arbejdede i hele tredje time (algebra hos lille Hartopp) med stor iver på et digt kaldet _De spedalskes hus_.

Efter middagen førte King sit hus ned til et strandbad på den anden side af stenrevet. Han opfyldte derved et gammelt løfte, men han ønskede, at han kunne have ladet være med at opfylde det, for alle Prouts drenge dannede espalier i gården og råbte hurra i ond hensigt. I hans fravær besøgte ikke mindre end halvdelen af skolen den angrebne sovesal for at få lejlighed til at danne sig en personlig mening om sagen. Katten havde udviklet sig på det halve døgn, men selv en slagmark på femtedagen kunne ikke have været så vanvittigt ildelugtende, som spionerne berettede.

"Den gør det godt," sagde Stilk. "Har I nogensinde lugtet mage? Og den er slet ikke under Whites sovesal endnu."

"Men den kommer nok. Giv tid, giv tid," sagde Beetle. "Den vil bane sig vej overalt som en skide kaprifolium. Sikke nogle pesthuslemmer de er! Intet hus har ret til at stinke så ubeskriveligt i næsen på anstændige -"

"Højsindede, retsindige drenge! Er I ikke sønderknuste af angers ruelse?" spurgte M'Turk, mens de skyndte sig af sted for at møde de badende på hjemvejen. King havde taget flugten, så ordet var frit. Foran den hjemdragende skare løb en flok friskytter - af alle huse imellem hverandre - som opløste sig, atter formerede trop og udhylede fornærmelser. Langs de forpinte flanker marcherede hoplitterne - drenge i de højere klasser, som udslyngede den ene vittighed efter den anden - tarvelige og primitive vittigheder fra stenalderens dage. Til disse tropper sluttede de tre venner sig, med et roligt, ophøjet, næsten sørgmodigt ansigtsudtryk.

"Og så ser de ud, som om der slet ingenting var i vejen med dem," sagde Stilk. "Det kan vel ikke være Rattray? Vel, Rattray?"

Intet svar.

"Nå, søde Rattray! Man lader til at være i dårligt humør over et eller andet. Op med hovedet, gamle dreng, vi er slet ikke vrede på dig, fordi du sendte os det stykke sæbe i forrige uge. Er vi vel? Op med humøret, Rat. Det her går nok over, skal du se. Jeg er vis på, at det kun er nogle af de små. Men jeres hus er rigtignok nederdrægtig sjusket."

"I vil da vel ikke tilbage til huset?" spurgte M'Turk. Der var intet, ofrene hellere ville. "I kan slet ikke tænke jer, hvor det kvalmer derinde. Naturligvis, så længe I gik og var beskidte, lagde I ikke mærke til det, men efter det rare bad og den rene, friske luft vil selv I føle jer generede af det. I skulle meget hellere campere herude på kæmpehøjene. Vi kan skaffe jer noget halm. Skal vi?"

Kings Hus skyndte sig ind til tonerne af _John Brown's Body_, afsunget af kærlige skolekammerater, og barrikaderede sig i deres klasseværelse. Omgående malede Stilk med kridt et stort kors og "Herre, vær os nådig!" på døren og overlod det til King at tyde tekstens nærmere mening.

Den nat sprang vinden om og førte ådsellugten ind i Macreas sovesale, så at drenge i natskjorter dundrede på den låsede dør mellem husene og bad og bønfaldt king'erne om at vaske sig. Nummer Fems beboere mødte til anden time med højst et halvt pund kamfer hver i lommerne, og King, der var for klog til at bede om forklaringer, skældte dem ud og jog dem bort. Således kunne Beetle i ro og mag fuldende nok et digt oppe på studereværelset.

"Nu bruger de karbolvand. Det fortalte Malpas mig," sagde Stilk. "King tror, at det er kloakken, der er noget i vejen med."

"Der skal meget karbolvand til," mente M'Turk. "Men det er vel ingen skade til at forsøge. Det giver King noget at bestille."

"Jeg forsikrer jer, jeg troede, at han ville slå mig ihjel, da jeg snuste før. Men det anfægtede ham overhovedet ikke, at Burton major snuste til mig forleden dag. Og han forhindrede heller ikke Alexander i at skråle "stinkdyr!" ind i vort klasseværelse, førend - førend vi medicinerede dem. Han grinede bare," sagde Stilk. "Hvorfor blev han så frådendes på dig, Beetle?"

"Åh, det var bare et subtilt drilleri. I véd nok, at han altid har så travlt med den lærde Lipsius."

"'Som i en alder af fire år' - er det ham, du mener?" sagde M'Turk.

"Ja. Den får jeg, hver gang han hører, at jeg har skrevet et digt. Nå, lige idet jeg satte mig ned, hviskede jeg til Burton major: 'Hvorledes har vor lærde Lipsius det?' Burton grinede fjollet, han forstod ikke, hvor jeg ville hen. Men King forstod det for dem begge, og det var egentlig grunden til, at han hev os ud. Er I ikke taknemmelige? Men tag nu og hold kæft. Jeg skal skrive '_Balladen om den Lærde Lipsius'_."

"Jamen så må du ikke være vulgær," sagde Stilk. "Jeg vil ingen platheder have ved denne glædelige lejlighed."

"Ikke for alt i verden. Vil en af jer stikke mig et rim på 'stank'?"

Ved frokosten på lærerværelset holdt King en hvas tale til Prout om ondsindede drenge, som anvendte deres vildledte og tarvelige begavelse til ødelæggelse af disciplinen og forførelse af deres jævnaldrende. Drenge, hvis fantasi var mere end beskidt og hvis hele opførsel var en hån mod al mandstugt og orden.

"Men det tænkte De ikke på, den gang Deres hus kaldte os for - hm - stinkdyr. Hvis De ikke havde forsikret mig om, at De aldrig blander Dem i andre huses sager, kunne jeg næsten fristes til at tro, at det er et par tilfældige bemærkninger af Dem selv, der er den egentlige årsag til dette vrøvl."

Prout havde måttet finde sig i meget, for King gav altid sit dårlige lune frit løb ved måltiderne.

"De sagde jo selv noget til Beetle, ikke sandt? Noget om, at han ikke badede og var en vandskrækker?" indskød skolens præst. "Jeg førte regnskabet i pavillonen den dag."

"Det er muligt, at jeg har sagt sådan noget lignende - i spøg. Jeg giver mig virkelig ikke ud for at kunne huske hver eneste bemærkning, som jeg lader falde blandt smådrenge. Og jeg ved meget godt, at Beetle ikke er i besiddelse af nogen som helst bedre følelse, som kunne stødes."

"Måske, men han - eller de, det kommer ud på ét - har en ligefrem djævelsk evne til at finde ens svage sider. Jeg tilstår, at jeg selv gør, hvad jeg kan, for at holde mig gode venner med beboerne af studereværelse Nummer Fem. Det er måske fejt, men jeg tror, at jeg er den eneste af de tilstedeværende, som de ikke har drevet ud af deres gode skind med deres - lad os kalde det _opmærksomheder_."

"Det kommer da for pokker ikke sagen ved. Jeg smigrer mig med, at jeg kan tage det op med dem alene, hvis lejligheden byder sig. Men dersom de føler sig moralsk støttede af mænd, der burde udøve absolut og streng retfærdighed, da må jeg sige, at min lod unægtelig er tung. Blandt alt det jeg afskyr, må jeg tilstå at bristende loyalitet indenfor vor egen kreds er så langt det værste."

Lærerne skottede til hinanden og Prout rødmede.

"Den sigtelse tilbageviser jeg absolut," sagde han. "Rent ud sagt - æh - jeg indrømmer, at jeg for mit personlige vedkommende ikke kan udstå nogen af de tre. Men derfor er det ikke retfærdigt at -"

"Hvor længe har De i sinde at tillade det?" afbrød King.

"Men hør nu," begyndte Macrea, som denne gang svigtede sin sædvanlige forbundsfælle, "hvis nogen er at dadle, så må det da være Dem, King. De kan ikke gøre tre drenge ansvarlige for - ja, De foretrækker jo de gode, gamle, ægte engelske ord, så vidt jeg ved - for stanken i Deres hus. Nu begynder mine drenge også at beklage sig over den?"

"Hvad kan man forvente? De ved jo, hvordan drenge er. Naturligvis benytter de sig af en lejlighed, der for dem må være en himmelsendt gave," sagde lille Hartopp. "Men hvad _er_ der i vejen med Deres sovesale, King?"

King erklærede, at da han havde gjort det til sin eneste leveregel aldrig at blande sig i andre huses affærer, ventede han, at andre ikke alt for åbenlyst ville blande sig i hans. Det kunne måske interessere dem at høre - her sukkede præsten træt - at han havde truffet alle de forholdsregler, som efter hans ringe skøn gjordes fornødne i det foreliggende tilfælde. Han havde endogså selv, uden tanke på at få sine udlæg godtgjorte, anvendt summer, hvis beløb han ikke ville specificere, til anskaffelse af desinficerende midler. Dette havde han gjort, fordi han af bitter - af overmåde bitter - erfaring vidste, at skolens ledelse var slap, sendrægtig og uvirksom. Han kunne endogså tilføje: Lige så slap som styrelsen af visse huse, der nu anså det for passende at sætte sig til doms over hans handlinger. Med en kortfattet gennemgang af sin universitetskarriere og en opremsning af sine kvalifikationer, deriblandt samtlige eksaminer, trak han sig tilbage og knaldede døren i.

"Ak ja!" sagde præsten. "Det liv, vi fører, kuer os i væksten - gør os åndeligt små, kære kolleger. Gud hjælpe alle skolelærere! De har det behov."

"Jeg kan ikke lide de drenge, det indrømmer jeg" - Prout stak arrigt i borddugen med sin gaffel - "og jeg påstår ikke at have store herskerevner. Men jeg må tilstå, at jeg ikke ser nogen grund til at skride ind imod Stilk og de andre, fordi King nu tilfældigvis er ked af, at - at -"

"At han er faldet i den grav, han grov for andre," sagde lille Hartopp. "Nej naturligvis, Prout. Der er ingen, der beskylder _Dem_ for at sætte splid mellem husene af ren og skær ørkesløshed."

"Dette liv gør os små - dette liv gør os små." Præsten rejste sig. "Nu skal jeg til at rette franske stile. Når vi mødes igen til middagsmaden, har King i mellemtiden vundet en sejr over en eller anden ulykkelig trettenårig. Så vil han gentage for os hvert eneste ord af de brillante svar, han har givet, og så vil alt være godt igen."

"Men nu de tre drenge. Er de virkelig så ondsindede?"

"Vist ikke nej," sagde lille Hartopp. "Hvis De vil tænke Dem om et øjeblik, Prout, vil De selv indse, at den 'alt for tidligt udviklede og skidne fantasi', som King beklager sig over, ene og alene er et lån fra King selv. Han 'opelskede den fugl, hvis vingefjer drev pilen frem'. Naturligvis synes han ikke om det. Kom med ind i rygeværelset et minut. Man bør ikke udspionere drenge, men jeg antager, at de nu er i færd med at mobbe Kings Hus derude. Små ting glæder små sjæle."

Den skumle tobakshule indenfor lærerværelset blev aldrig brugt til andet end garderobe for overtøj. Dens vinduer var af mat glas, så at man ikke kunne se ud gennem dem, men man kunne høre næsten hvert ord, der blev talt på pladsen udenfor. Lette og forsigtige fodtrin nærmede sig fra Nummer Fem.

"Rattray!" lød en sagte stemme - vinduet i Rattrays værelse vendte ud til pladsen. "Ved du, om Hr. King er i nærheden? Jeg har nemlig en -" M'Turk undlod kløgtigt at slutte sætningen.

"Nej, han er gået ud," svarede Rattray uforsigtigt.

"Aha! Så den lærde Lipsius er ude at lufte sig, hvad? Hans kongelige højhed er gået hen for at lade sig svovldampe."

M'Turk kravlede op på rækværket og gav sig til at skræppe som en utrættelig råge.

"Og det begav sig, at der i den ganske skole ikke var nogen stank som stanken i Kings Hus, for det stank mægtigt, og ingen vidste, hvad der var at gøre. Undtagen King. Og han vaskede de små _privatim et seriatim._ I Hesbons fiskedamme vaskede han dem, med et forklæde om sin lænd."

"Hold kæft, din gale irlænder!" Og de hørte en golfkugle falde på gruset.

"Det nytter ikke at blive vred, Rattray. Vi er kommet herhen for at slå en sludder af med dig. Kom her, Beetle. De er hjemme alle sammen. Man kan lugte dem."

"Hvor er Pomposo Stinkadore henne? Det er ikke sikkert i disse tider for en retlinet, højsindet dreng at lade sig se i nærheden af hans hus. Er han gået ud? Ja, ja, lige meget. Jeg skal gøre mit bedste, Rattray. Jeg er dig _in loco parentis_ for øjeblikket."

("Den var til Dem, Prout," hviskede Macrea. Det var nemlig Prouts yndlingsfrase.)

"Jeg har et par ord at sige dig, unge ven. Lad os tales ved en stund."

Her spruttede den lyttende Prout, for Beetle, som talte med høj stemme, havde valgt en af Kings kæreste indledninger.

"Som sagt, Master Rattray, vi vil tales ved, og emnet for vor drøftelse skal ikke være stank, for det er et modbydeligt obskønt ord. Vi vil derimod med din tilladelse - som du forhåbentlig giver, Master Rattray, som du forhåbentlig giver - undersøge dette skabrøse udbrud af latent demoralisation. Hvad der forfærder mig mest, er ikke så meget den himmelråbende usømmelighed, hvormed I vandrer om med løftet pande under jeres byrde af råddenskab" - man må tænke sig denne prædiken afbrudt af golfkugler, men Rattray sigtede nu altid dårligt - "som den kyniske umoralitet, hvormed I fryder jer over jeres afskyelige aroma. Det være mig langt fra at blande mig i et andet hus' affærer -"

("Vorherre bevares!" sagde Prout. "Det _er_ King op ad dage."

"Linie for linie, bogstav for bogstav," svarede lille Hartopp. "Hør efter.")

"Men at sige, at I stinker, som visse udannede personer af en tarveligere art påstår, er at sige intet - mindre end intet. I jeres elskede husforstanders fravær - og for ham kan ingen nære højere agtelse end jeg - vil jeg med jeres tilladelse forklare jer, hvor uhøvisk - hvor mageløst uhyrlig - hvor forfærdende smudsig den stank er - jeg sætter pris på de gode, gamle, ægte engelske ord - den stank, som I har anset det for passende at inficere jeres hus med ... Åh, nu kan jeg ikke mere. Jeg har glemt resten. Men det var nydeligt. Er I os ikke taknemmelige, fordi vi opdrager jer, Rattray? Der er mange drenge, som ikke ville have gjort sig den ulejlighed, men vi er jer tak skyldig, Rattray."

"Ja, vi er forfærdelig taknemmelige," brummede M'Turk. "Vi har ikke glemt det stykke sæbe. Vi er høflige. Hvorfor er du ikke høflig, Rat?"

"Halløj!" Stilk kom galoperende med huen på snur. "Formaner I lugtedåserne? Jeg er bange for, at de er for langt ude til at kunne angre. Rattray! White! Perowne! Malpas! Ingen svarer. Det er sørgeligt, det her. Det er virkelig sørgeligt. Bær jeres lig herud, I kirtelsyge spedalske!"

"I tror vist, I er morsomme, hvad?" sagde Rattray, som ikke længere kunne bevare værdigheden efter den sidste bemærkning. "Det er ikke andet end en rotte eller sådan noget under gulvet. Det skal tages op i morgen."

"Prøv ikke på at skyde skylden på et stakkels umælende dyr, som oven i købet er dødt. Jeg kan ikke fordrage udflugter. Minsandten, Rattray -"

"Stop! Hartoffles har aldrig i sit lille liv sagt 'minsandten'," bemærkede Beetle kritisk.

("Aha!" sagde Prout til lille Hartopp.)

"På ære, da. På ære, jeg havde ventet mig noget bedre af dig, Rattray. Hvorfor kan du ikke vedkende dig dine gale streger som et mandfolk? Har jeg måske nogensinde vist mangel på tillid til _dig_?"

("Det er ikke ondskabsfuldhed," mumlede lille Hartopp, som om han besvarede et spørgsmål, ingen havde stillet. "Det er drengestreger, ikke andet end drengestreger.")

"Og det var dette hus," - Stilk slog fra hånende ordfyrværkeri over i tragisk alvor - "det var denne - denne - åbne slamkiste, som fordristede sig til at kalde os stinkdyr. Og nu - nu prøver de at søge ly bag en død rotte. Du gir" mig kvalme, Rattray. Jeg får kvalme af at høre på dig! Du irriterer mig usigeligt! Gud ske tak, at jeg har lært beherskelsens svære kunst ..."

("Den er til Dem, Macrea," sagde Prout.

"Jeg er bange for det - jeg er bange for det.")

"Ellers ville jeg næppe kunne betvinge mig selv, når jeg ser dit spotske ansigt."

"Stormvarsel!" udbrød Beetle sagte, han havde set King komme sejlende ned ad korridoren.

"Hvad mon I bestiller her, mine unge venner?" begyndte husforstanderen. "Jeg har en utydelig erindring om - korriger mig, hvis jeg skulle tage fejl -" (her fik lurerne alle som én et kvælningsanfald) "at jeg har sagt, at hvis jeg traf jer uden for mit hus, ville jeg hjemsøge jer med bod og hård straf."

"Vi ville netop gå os en tur, Hr. King," sagde Beetle.

"Og så standsede I _en route_ for at tale med Rattray?"

"Ja, Hr. King. Vi kastede med golfkugler," sagde Rattray, som kom ud fra sit værelse.

("Rat er mere diplomat, end jeg havde troet. Han holder sig strengt til sandheden," sagde lille Hartopp. "Læg mærke til etikken i det, Prout.")

"Nå, så du legede med dem? Jeg må sige, jeg misunder dig ikke de legekammerater, du har valgt. Jeg tænkte, at de måske havde indladt sig i en af de gemene samtaler, som de i den senere tid har været så beklagelsesværdigt hengivne til. Jeg vil oprigtigt råde jer til at være overmåde forsigtige i jeres optræden for fremtiden. Saml de golfkugler op."

Og han gik videre.

• • • *** ***

Næste dag fik Richards, der havde været tømmermand i marinen og hvem alle sådanne tilfældige arbejder blev betroet, ordre til at tage gulvet op i en af sovesalene, for Hr. King mente, at et eller andet dyr måtte være kreperet under det.

"Vi behøver ikke at forsømme alt vort arbejde for en ubetydelig begivenhed af denne art. Skønt jeg ved meget vel, at små ting glæder små sjæle. Ja, jeg har givet ordre til, at gulvbrædderne skal tages op efter frokost under Richards' auspicier. Jeg tvivler ikke om, at det vil være højligt interessant for en vis type med en vis art af såkaldt intelligens. Men en hvilken som helst dreng af mit hus, eller af et andet, som antræffes på trappen op til sovesalene, vil _ipso facto_ have idømt sig selv et strafarbejde på tre hundrede linjer."

Drengene samledes ikke på trappen, men størsteparten af dem ventede udenfor Kings Hus. Richards havde måttet love at udråbe nyheden fra kvistvinduet og om muligt fremvise liget.

"Det er en kat, en død kat!"

Richards' ansigt var helt purpurrødt, da han viste sig ved vinduet. Han havde ligget på knæ i dødsværelset i nogen tid.

"Kat - sludder og vrøvl!" skreg M'Turk. "Det er en død dreng, som er blevet glemt forrige semester. Længe leve Kings døde dreng!"

Glade hurraråb.

"Vis den! Vis den! Lad os se den!" hylede de små. "Giv den til billejægerne." (Således kaldtes den naturhistoriske forening.) "Katten, som så på kongen - og døde af det! Hurræh! Æh! Mjav! Ftzz!" var nogle af de efterfølgende råb.

Richards kom atter til syne.

"Den er blevet" - han tog sig pludselig i det - "har været død i lang tid."

Skolen brølede af grin.

"Nå, kom så og lad os gå en tur," sagde Stilk, der benyttede sig af en pause. "Det er en ualmindelig modbydelig historie og jeg vil oprigtigt håbe, at Spedalskhedshospitalet aldrig gør det mere."

"Gør hvad for noget!" råbte en af Kings drenge rasende.

"Slår en stakkels uskyldig kat ihjel, hver gang I vil være fri for at vaske jer. Det er såmænd ikke for let i forvejen at kende forskel på jer. Men jeg må dog sige, at jeg foretrækker katten. Den lugter ikke slet så ramt. Hvor skal du hen, Beetle?"

"Je vais jubler. Je vais jubler tout le velsignede eftermiddag. Jamais j'ai juble comme je jublerai aujourd'hui. Nous sandgraverons au sandgraven."

Og den ide syntes dem god.

• • • *** ***

Nede i kælderen, hvor gasblusset flimrer og støvlerne står opstillet, holdt Richards midt iblandt sine skobørster foredrag for Oke fra lærerværelset, Gumbly fra spisesalene og den skønne Lena fra vaskekælderen.

"Ja, den så farlig ud. Jeg var lige ved at brække mig over den, vil jeg bare sige jer. Men jeg fik den da pirket ud og det hele bragt i orden igen, skønt den lugtede som bundvand."

"Den er nok død på musejagt, det arme kræ," sagde Lena.

"Så har den jaget anderledes end alle andre katte på Guds grønne jord, Lena. Da jeg tog brættet op, lå den på ryggen og da jeg vendte den med kosteskaftet, så jeg at dens ryg var helt oversmurt med kalk. Ja, og under dens hoved lå der, om jeg så må sige, en lille pude af kalk, som den havde skubbet foran sig, da den rutschede af sted på ryggen. Der er endnu aldrig født en kat, som er gået på musejagt på ryggen, Lena. Nej, der var nogen, som havde skubbet den ind under gulvet, så langt som de kunne nå. Katte laver sig ikke hovedpuder og lægger sig til at dø på dem. Den var blevet skubbet derind, inden den endnu var helt kold."

"Åh, du er alt for klog for denne verden, Tykke. Du skulle hellere gifte dig og lære fornuft," sagde Lena, som var forlovet med Gumbly.

"Jeg lærte adskillige ting, førend visse pigebørn blev født. Jeg har tjent i marinen, har jeg, og der lærer man at bruge sine øjne. Pas du dine egne sager, Lena."

"Er det nu også rigtig sandt, hvad du siger?" spurgte Oke.

"Stiller du ingen spørgsmål, får du ingen løgne. Der var et kuglehul lige tværs igennem den fra den ene side til den anden, og to brækkede ribben. Det så jeg, da jeg vendte den om. Ja, de er fiffige, de er fiffige, men de er ikke så fiffige, at de kan narre gamle Richards! Jeg var lige på nippet til at røbe det, men ... Han sagde, at vi aldrig vaskede os, gjorde han. Han lod sine forbandede drenge kalde os stinkdyr, gjorde han. Så jeg syntes, at han ærligt og redeligt fortjente det!"

Og Richards spyttede igen på en støvle og kilede på med et grin.

Impressionisterne

En lørdag eftermiddag var alle fire husforstandere forsamlede i præstens arbejdsværelse for at få sig en mundfuld røg. De tre piber og den ene cigar, som dampede i al venskabelighed, var et bevis på pastor John Gilletts store taktiske dygtighed. Efter historien med katten havde King været alt for tilbøjelig til at se fornærmelser, hvor ingen var tilsigtede, og pastoren, som var den almindelige stødpude og alles fortrolige, havde haft en hel uges arbejde med at genoprette den gode forståelse. Han var tyk, glatraget - når undtages et kraftigt overskæg - besad et uforstyrreligt godt humør, og var - sagde de, der elskede ham mindst - en durkdreven jesuit. Han smilede velvilligt ad sit værk - fire hårdt prøvede mænd, der talte sammen uden synderligt nag.

"Husk vel på," sagde han, da samtalen tog den retning, "jeg beskylder ikke nogen for noget. Men hver gang nogen er skredet direkte ind mod beboerne af værelse Nummer Fem, er udfaldet blevet mere eller mindre ydmygende for vedkommende selv."

"Det kan jeg ikke indrømme," svarede King. "Jeg pulveriserer hver eneste dag den fortræffelige Beetle for hans sjæls frelses skyld, og de andre med."

"Ja, ja, tænk nu på, hvad der er hændet Dem selv, King, og gå et par år tilbage i tiden. Kan De huske, den gang Prout og De var på spor efter drengene - for hyttebyggeri og indtrængning på forbudt område var det vist? Har De glemt oberst Dabney?"

De andre lo. King holdt ikke af at blive mindet om sin karriere som krybskytte.

"Det var ét eksempel. Fremdeles, den gang De boede nedenunder dem - jeg sagde altid, at det var at vove sig ind i løvens hule - smed De dem ud af deres værelse."

"Fordi de lavede et modbydeligt spektakel. Men Gillett, De vil da vel ikke undskylde -"

"Jeg siger ikke andet end, at De smed dem ud. Samme aften blev Deres værelse ødelagt."

"Af Kanin-Æg - som var plakatfuld - ude på vejen," svarede King. "Men hvad har det -?"

Pastoren vedblev:

"Til sidst får de den opfattelse, at deres personlige renlighed bliver draget i tvivl - et overmåde kildent punkt hos alle drenge. Meget vel. Læg nu mærke til, hvorledes straffen i hvert enkelt tilfælde svarer til brøden. En uge efter at Deres hus, King, er begyndt at kalde dem stinkdyr, bliver Deres hus, for at tale uden omsvøb, forjaget af stanken fra en død kat, som har valgt at lægge sig til at dø netop på det sted, hvor den kunne genere Dem mest. Igen et højst mærkeligt sammentræf! _Summa summarum:_ De beskylder dem for overgreb på anden mands ejendom. Ved en absurd række af begivenheder - som drengene måske og måske ikke foranlediger - kommer det til at se ud, som om det er Dem og Prout, der begår overgreb. De smider dem ud af deres værelse og Deres eget værelse bliver gjort ubeboeligt for en tid. Hvad det sidste tilfælde angår, har jeg allerede påvist parallelismen. Hvad siger De til det?"

"Katten lå lige midt under Whites sovesal," svarede King. "Dér er dobbelte gulvbrædder for at dæmpe støj. Det var umuligt for en dreng om han så boede i mit eget hus, at få taget de brædder op uden at efterlade spor. Og hvad det andet tilfælde angår, så var Kanin-Æg fænomenalt fuld den aften."

"Ja, de er i en mærkelig grad begunstigede af lykken. Det er alt, hvad jeg nogensinde har sagt. For mit personlige vedkommende holder jeg uhyre meget af dem og jeg tror, at jeg har lidt af deres fortrolighed. Jeg må tilstå, at jeg godt kan lide at blive kaldt Pater. Der hersker fred imellem os og som følge deraf trakterer de mig ikke med falske tilståelser om tyverier."

"De mener den historie med Mason?" sagde Prout alvorligt. "Den har altid forekommet mig ganske særlig skandaløs. Jeg synes, at rektor burde være skredet alvorligere ind i den sag. Mason begik måske et fejlgreb, men han var i det mindste fuldstændig oprigtig og mente det godt."

"Jeg må tilstå, at jeg ikke kan være enig med Dem, Prout," bemærkede pastoren. "Han greb straks en eller anden dum historie om et tyveri, de skulle have begået, troede på en anden drengs vidnesbyrd uden, så vidt jeg kan se, at forhøre sig nærmere, og - ærligt talt, jeg synes, han fik løn som fortjent."

"Det var en bevidst krænkelse af Masons bedste følelser," svarede Prout. "Havde de bare sagt et ord til mig, var det hele blevet undgået. Men de foretrak at lokke ham på glatis - at benytte sig af hans ukendskab til deres karakterer -"

"Meget muligt," sagde King. "Men jeg kan ikke lide Mason. Jeg ynder ham ikke, netop af den grund, som Prout anfører til fordel for ham: Han mener det godt."

"Vor traditionelle forbrydelse er for resten ikke tyveri, i hvert fald ikke inden for skolens område," sagde lille Hartopp.

"Er det ikke temmelig dristigt sagt af forstanderen for et hus, der en gang bortførte syv stykker kvæg fra Northams sagesløse vælgere?" sagde Macrea.

"Jo, ganske rigtigt," svarede Hartopp uden at lade sig kujonere. "Men netop det, forstår De, og så at aftage markled og en smule ulovlig jagt på skrænterne er vores redning."

"Det gør skolen langt mere skade udadtil -" begyndte Prout.

"End nogen neddysset skandale kunne? Det har De ganske ret i. Vort ry blandt omegnens landmænd er overmåde fælt. Men jeg vil hellere have at gøre med nok så mange snedige forbrydelser af den slags end med - visse andre forsyndelser."

"Det kan godt være, at der ikke er noget i vejen med dem, men de er ikke som andre drenge. De er underlige og gør efter min mening skade," påstod Prout. "Den moralske virkning af deres bedrifter kan ikke andet end bane vejen for andre og større udskejelser. Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om, hvordan jeg skal behandle dem. Jeg kunne jo skille dem ad."

"Det kunne De naturligvis, men nu har de været sammen her på skolen i seks år. _Jeg_ skulle ikke have noget af at gøre det," svarede Macrea.

"De bruger det redaktionelle 'vi'," indskød King. "Det irriterer mig. 'Hvor er din version, Corkran?' - 'Vi er ikke rigtig færdige med den, sir, men vi kommer med den om et øjeblik', og så fremdeles. Og på samme måde med de andre to."

"Dette 'vi' gør stor gavn," sagde lille Hartopp. "Jeg har dem i trigonometri, som De ved. M'Turk har muligvis en smule begreb om det, men Beetle er som et umælende bæst med hensyn til sinus og cosinus. Han skriver gladeligt af efter Stilk, for hvem matematik er en ren fryd."

"Hvorfor sætter De ikke en stopper for det?" sagde Prout.

"Det retter sig ved eksamen. Så afleverer Beetle en blank besvarelse og stoler på, at hans engelsk skal redde ham fra at dumpe. Jeg tror, at han tilbringer størstedelen af mine timer med at skrive vers."

"Gud give, han ville overføre en smule af sin energi i den retning på de latinske elegier." King rettede sig i sædet. "Når jeg lige undtager Stilk, er han den elendigste fabrikant af 'barbariske heksametre', som jeg nogensinde har haft med at gøre."

"Arbejdet er fordelt i det studereværelse," sagde præsten. "Stilk besørger matematikken, M'Turk latinen og Beetle tager sig af deres engelsk og fransk. I det mindste fandt jeg, den gang han lå på sygestuen i forrige måned-"

"Han simulerede," indskød Prout.

"Meget muligt. Jeg fandt en meget tydelig tilbagegang i deres oversættelser af _Le Roman d'un Jeune Homme Pauvre."_

"Jeg finder, det er i allerhøjeste grad umoralsk," sagde Prout. "Jeg har altid været modstander af dette system med studereværelser."

"Det ville være vanskeligt at finde et studereværelse, hvor drengene ikke hjælper hinanden, men i Nummer Fem er sagen rimeligvis blevet sat i system," sagde lille Hartopp. "De er systematiske med det meste."

"De indrømmer det selv," sagde pastoren. "Jeg har set M'Turk blive jaget op ad trapperne for at oversætte _Kirkegårdselegien_ på latinske vers, mens Beetle og Stilk gik ud for at spille fodbold."

"Det er jo ligefrem organiseret svindel," sagde Prout, hvis stemme blev dybere og dybere.

"Jeg er uenig," svarede lille Hartopp. "Man kan nu en gang ikke lære en ko at spille violin."

"Teoretisk set er det bedrageri."

"Men vi har jo talt under skriftemålets segl, ikke sandt?" sagde præsten.

"De siger, at De har hørt dem fordele deres arbejde på denne måde, Gillett," vedblev Prout.

"Vorherre bevares! Gør mig endelig ikke til kronvidne, kære ven. Hartopp er lige så skyldig. Hvis de nogensinde opdagede, at jeg havde sladret, ville det gode forhold imellem os snart være forbi - og jeg sætter nu en gang pris på det."

"Det forekommer mig, at De tager noget valent på denne sag," sagde Prout og så sig om efter støtte. "Det ville virkelig være bedre at fratage dem retten til at have eget værelse - for en tid - ville det ikke?"

"Jo, gør det endelig," svarede Macrea. "Så får vi se, om Gillets teori holder stik."

"Vær nu fornuftig, Prout. Lad dem være i fred, ellers hænder der Dem en ulykke. Og hvad værre er, de bliver sure på mig. Jeg er desværre alt for tyk til at kunne optage kampen mod skolens uartige drenge. Hvor skal De hen?"

"Åh snak! Det tør de ikke - men nu går jeg min vej for at tænke over sagen," svarede Prout. "Den trænger til eftertanke. De har snydt med fuldt overlæg, og jeg må tænke over, hvad der er min pligt."

"Han kan være tosset nok til at afkræve drengene deres æresord. Hvor er jeg en gammel idiot." Præsten så sig angergivent om. "Jeg skal aldrig mere glemme, at en lærer ikke er et menneske. Men læg Dem mine ord på sinde," sagde pastoren. "Der bliver ballade."

• • • *** ***

"But by the yellow Tiber

Was tumult and affreight."

Hr. Prout var dumpet ned i Nummer Fem som et lyn fra en klar himmel - de frydede sig endnu over kattekrigen - havde holdt en prædiken for dem om det forfærdelige i at snyde og befalet dem igen at begive sig ned i klasseværelserne om mandagen. Hele den fredelige søndag havde de raset, solo og i kor, for deres synd hørte mere eller mindre til dagens orden i alle studereværelserne.

"Hvad kan det hjælpe, at vi bander i vilden sky?" sagde Stilk til sidst. "Vi er alle i samme båd. Nu er vi nødt til at gå tilbage og leve sammen med resten af huset. Ét skab i klasseværelset og én plads ved lektielæsningen i Nummer Tolv."

Han så sig sørgmodigt om i det hyggelige studereværelse, som M'Turk, der gav tonen an i alt, hvad der angik kunst, havde dekoreret med panelværk, en skabelon og cretonne-festons.

"Ja, og så lusker Heffy rundt i klasseværelserne som en gammel snavset støver for at se, om vi ikke har fundet på noget. I ved nok, at han aldrig mere lader sit hus være i fred," sagde M'Turk. "Det kan sgu blive dejligt!"

"Hvorfor går I ikke ned og ser på cricketspillet? Jeg holder af, at drenge er robuste og sunde. I må ikke sidde og mule i et klasseværelse. Hvorfor interesserer I jer ikke for jeres hus? Æh!" citerede Beetle.

"Ja, hvorfor gør vi det egentlig ikke? Lad os! Vi vil interessere os for huset. Vi vil interessere os ganske gevaldigt for huset! Han har ikke haft os nede i klasseværelserne i et år. Vi har lært en hel del i den tid. Vi vil gøre det til et ny-de-ligt hus, inden vi bliver færdige med det! Kan I huske ham i _Eric_ eller _St. Winifred_ - Belial et eller andet? Nu vil jeg være Belial," sagde Stilk med et lokkende grin.

"Det er godt!" svarede Beetle. "Og så vil jeg være Mammon. Jeg vil låne penge ud til ågerrenter - det gør de i alle skoler, efter hvad _Boys Own Paper_ siger. 'En penny om ugen for hver shilling.' Det vil virke stimulerende på Heffys svage forstand. Du kan være Lucifer, Turkey."

"Hvad skal jeg så lave?" smilede M'Turk.

"Sammensværgelser - og onde anslag - og boycotninger. Læg dig efter de 'skjulte intriger', som Heffy altid snakker om. Kom så!"

Huset medtog dem i anledning af deres fald med den blanding af spøgefuldhed og medfølelse, som altid vistes overfor drenge, der blev jaget ud af studereværelset. De tre venners velkendte tilbøjelighed til at holde sig andre tre skridt fra livet gjorde dem interessantere.

"Akkurat ligesom i gamle dage, ikke sandt?" Stilk valgte sig et skab og smed sine bøger ind i det. "Vi er kommet herned for at muntre os med jer for en stund, mine unge venner, fordi vor elskede husforstander har verfet os ud af hulen."

"Det har I godt af," sagde Orrin, "I snydetampe!"

"Nej, det her går ikke," sagde Stilk. "Vi kan ikke bevare vores vaklende prestige, sødeste Orrin, hvis du kommer med den slags bemærkninger."

De klyngede sig kærligt til drengen, puffede ham hen til det åbne vindue og trak vinduesrammen ned over hans nakke. Lige så behændigt bandt de med en stump hyssing hans tommelfingre sammen bag på ryggen. Derpå trak de skoene af ham, fordi han sparkede som en rasende.

Således fandt Hr. Prout ham nogle få minutter efter, guillotineret og hjælpeløs, omgivet af en skare, der vred sig af latter og ikke ville hjælpe ham.

Stilk havde begivet sig til et klasseværelse ovenpå og samlet forbundsfæller imod hævnen. Lidt efter kom Orrin farende op i spidsen for en flok entregaster og værelset fyldtes af en støvtåge, hvori drenge brødes, trampede, råbte og hylede. En pult væltede under tumulten, en klynge krigere vaklede over mod en dørfylding og splintrede den, et vindue blev knust og en gasarm faldt ned. Dækkede af forvirringen slap de tre venner ud i gangen, hvor de hidkaldte forbigående og sendte dem op til kampen.

"Til hjælp, king'er! king'er! king'er! Klasse Nummer Tolv! Til hjælp, prout'er - prout'er! Til hjælp macrea'er! Til hjælp, hartop'per!"

De små stormede ud som sværmende bier uden at spørge om noget, buldrede op ad trapperne og styrtede sig ind i virvarret.

"Slet ikke så galt gjort i betragtning af, at det er første aften," sagde Stilk og rettede på sin flip. "Jeg er bange for, at Prout bliver noget ked af det. Vi må vist hellere se at skaffe os et alibi."

Og derfor blev de siddende på Hr. Kings rækværk lige til lektielæsningstid.

"Jo, ser I," sagde Stilk, mens de slentrede op til lektielæsning sammen med den gemene hob, "når bare man får husene rodet rigtig godt sammen til slåskamp, så kan man vædde på, at der altid er en eller anden idiot, der begynder et _rigtigt_ slagsmål. Hov, Orrin! Du ser mig noget mystificeret ud."

"Det er jeres skyld alt sammen, dit bæst! Det var jer, der begyndte. Vi har fået to hundrede linjer hver og Heffy leder efter jer. Her kan du se, hvordan Malpas, det asen, har spoleret mit øje!"

"Du er sød, når du påstår, at _vi_ begyndte. Hvem var det, der kaldte _os_ snydere? Kan din pattebarneforstand endnu ikke skelne mellem årsag og virkning? Det vil nok en gang gå op for dig, at det ikke betaler sig at pisse på Nummer Fem."

"Hvad bliver det så til med den shilling, du skylder mig?" sagde Beetle pludseligt.

Stilk kunne ikke se Prout bagved sig, men optog uden tøven tråden.

"Jeg skylder dig ikke mere end ni pence, din gamle ågerkarl."

"Du glemmer renterne," indskød M'Turk. "En halv penny om ugen for hver shilling, det er Beetles sædvanlige forlangende. Du må være nederdrægtig rig, Beetle."

"Jamen Beetle lånte mig seks pence." Her standsede Stilk og lod, som om han regnede efter på fingrene. "Seks pence - den nittende, ikke sandt?"

"Jo, men du har glemt, at du ikke betalte renter af den anden shilling - den, jeg havde lånt dig i forvejen."

"Jamen du fik mit ur i pant."

Spillet udviklede sig næsten af sig selv.

"Ja, det er lige meget. Betal mig mine renter, ellers beregner jeg rente og rentes rente. Husk på, at jeg har din forskrivning," råbte Beetle.

"Du er en klam jøde," stønnede Stilk.

"Hys!" sagde M'Turk meget højt og for sammen, idet Prout kom hen imod dem.

"Jeg så ikke noget til jer i det modbydelige spektakel i klasseværelset for lidt siden," sagde han.

"Jeg forstår ikke, Hr. Prout? Vi er lige kommet op nede fra Hr. King," svarede Stilk. "Men undskyld, hvad skal jeg nu gøre ved lektielæsningen! Den pult, som De sagde, jeg skulle sidde ved, er blevet slået i stykker og bænken svømmer af blæk."

"Find dig en anden plads - find dig en anden plads. Jeg kan virkelig ikke være barnepige for dig. Jeg ville gerne vide, om du, Beetle, plejer at forstrække dine kammerater med penge?"

"Nej, Hr. Prout. Ikke i almindelighed."

"Det er en i højeste grad dadelværdig trafik. Jeg havde troet, at mit hus i det mindste var fri for den. Selv med den mening, jeg har om dig, havde jeg dog næppe troet, at du også var behæftet med den last."

"Men der er da vel ikke noget ondt i at låne penge ud, er der vel, Hr. Prout?"

"Jeg agter ikke at drøfte moral med dig. Hvor meget har du lånt Corkran?"

"Jeg - jeg véd ikke rigtig -" svarede Beetle. Det har sine vanskeligheder at skulle strikke en forretningsmodel sammen med øjebliks varsel.

"For et minut siden lod du til at vide det særdeles godt."

"Jeg tror, det er to shilling og fire pence," bemærkede M'Turk og sendte Beetle et blik fuldt af kold hån.

I Nummer Fems uhyre indviklede finanser var der netop en sådan sum, som både M'Turk og Beetle gjorde krav på som andel i, hvad der var indvundet ved at pantsætte Stilks næstbedste søndagsbukser. Men Stilk havde nu i to semestre hævdet, at pengene var hans gebyr, fordi han have besørget pantsættelsen, og han havde naturligvis brugt dem til et gilde på studereværelset.

"Vil du nu behage at forstå, hvad jeg siger: Du fortsætter ikke din trafik som ågerkarl. Det var to shilling og fire pence, sagde du, Corkran?"

Stilk havde intet sagt og det blev han ved med.

"Din slette indflydelse er såmænd tilstrækkelig stærk til, at du ikke behøver at købe dig magt over kammeraterne."

Han stak hånden i lommen og - oh fryd! - fremtog et toshillingstykke og fire pence.

"Bring mig, hvad du kalder Corkrans forskrivning, og vær taknemmelig for, at jeg ikke gør mere ved sagen. Pengene tilbageholdes af dine lommepenge, Corkran. Kvitteringen bringes straks ned på mit værelse."

Det brød de sig pokker om! To shilling og fire pence på én gang opvejer fuldt ud og når som helst seks ugentlige kvartshillings.

"Men hvad hulen _er_ en forskrivning egentlig?" sagde Beetle. "Jeg har kun læst om det i en bog."

"Nu bliver du sgu nødt til at lave en," svarede Stilk.

"Jamen - vores blæk bliver ikke sort før der er gået en dag. Sæt nu, at han opdager det?"

"Nej, vel gør han ej. Han er alt for gal i hovedet," sagde M'Turk. "Skriv dit navn på et stykke stilebogspapir, Stilk, og sæt så ovenover: 'Jeg skylder dig to shilling og fire pence'. Er I mig ikke taknemmelige, fordi jeg fik dem lirket ud af Prout? Stilk ville aldrig have betalt ... Åh, din idiot!"

Beetle havde helt mekanisk rakt pengene til Stilk, der var værelsets skatmester. Åringers vane brydes ikke let.

Til gengæld for dokumentet udviklede Prout for Beetle, hvor forfærdeligt det var at låne penge ud. Ligesom alt andet, undtagen tvungen cricket, ødelagde det huse og tilintetgjorde det gode forhold mellem drenge indbyrdes, gjorde ungdommen kold og beregnende og åbnede døren for alt ondt. Og til syvende og sidst, kendte Beetle muligvis andre tilfælde? Hvis så var, ville det være hans pligt som tegn på sin anger at meddele sin husforstander dem. Navnene behøvede ikke at nævnes.

Beetle vidste ikke - han var i det mindste ikke ganske sikker. Hvordan kunne han vidne imod sine venner? Det kunne jo naturligvis være - her anstillede han sig, som om han var besjælet af ængstelig sarthed - at huset var fyldt af det. Han så sig desværre ikke i stand til at kunne sige det. Han havde ikke stødt på nogen åbenlys konkurrence i sine forretninger. Men dersom Hr. Prout mente, at det var en sag, som berørte husets ære - ja, det var netop, hvad Hr. Prout mente - så ville det måske være bedst, om huspræfekterne ...

Sådan spandt han det ud, indtil lektielæsningstiden var halvvejs omme.

"Og," sagde amatør-shylock"en, da han kom tilbage til klasseværelset og tog plads ved siden af Stilk, "hvis han ikke tror, at hele huset er angrebet af moralsk råddenskab, er jeg en hollænders onkel ... Jeg har været nede på Hr. Prouts værelse." (Dette var henvendt til den inspektionshavende lærer.) "Han sagde, at jeg kunne sætte mig, hvor jeg ville ... Åh, han skrupsveder ligefrem af sindsbevægelse ... Jo! Jeg beder bare Corkran, om jeg må dyppe i hans blækhus."

Efter aftenbønnen, da de var på vej til sovesalene, blev de standsede af Harrison og Craye, de ældste huspræfekter, der var ivrige i tjenesten og meget vrede.

"Hvad har du nu gjort ved Heffy, Beetle? Han har prædiket for os hele aftenen."

"Hvad har hans Durchlauchtige Gennemskinnelighed generet jer med?" spurgte M'Turk.

"Det var fordi Beetle havde lånt Stilk penge," begyndte Harrison, "og så er Beetle gået hen og har bildt ham ind, at der foregår et gevaldigt pengelåneri i hele huset."

"Nej, hold op med den," sagde Beetle og satte sig på en støvlekurv. "Det er netop, hvad jeg _ikke_ fortalte ham. Jeg sagde nok så pænt sandheden. Han spurgte mig, om der var meget af det i huset, og jeg svarede, at det vidste jeg ikke."

"Han tror, I er en bande gemene shylock"er," sagde M'Turk. "Vær I glade for, at han ikke tror, I er indbrudstyve. I véd nok, at han aldrig får en idé ud af sit samvittighedsfulde gamle hoved, når han først har fået den derind."

"Manden mener det godt. Gjorde det alt sammen i den bedste hensigt," sagde Stilk, som hang i en yndefuld bøjning over trappegelænderet. ""Hovedet i et drænrør. Fuldstændig tilståelse i den venstre støvle." Slemt for husets ære - meget slemt."

"Hold kæft," sagde Harrison. "I fyre opfører jer altid, som om I skulle skælde os ud, når vi kommer for at skælde jer ud."

"I er alt for forbandet frække," tilføjede Craye.

"Jeg kan egentlig ikke se, at der kan være tale om frækhed, undtagen fra jeres side, når I blander jer i en privat sag mellem mig og Beetle, _efter_ at Prout har afgjort den." Stilk blinkede gemytligt til de andre.

"Det er det værste ved kloge og flittige duksedrenge," bemærkede M'Turk, henvendt til gasblusset. "De bliver gjort til præfekter uden først at have lært pli, og så generer de andre, som virkelig kunne hjælpe dem med at våge over husets ære."

"Det skal vi såmænd ikke ulejlige jer med!" udbrød Craye hidsigt.

"Hvorfor plager I os da?" sagde Beetle. "Efter hvad I selv siger, har I været så forbandet sløje til at holde opsyn med huset, at Prout tror, det er en ågerkarlerede. Jeg har sagt ham, at jeg har lånt Stilk penge og ingen andre. Jeg véd ikke, om han tror mig, men det kan i øvrigt aldrig komme den sag ved. Resten er _jeres_ affære."

"Og nu opdager vi" - Stilk hævede stemmen - "at det ser ud til, at der er en organiseret sammensværgelse i huset. Det kan meget vel tænkes, at de små låner og handler langt ud over, hvad de har råd til. Men det er _vi_ ikke ansvarlige for. Vi er kun almindelige skoledrenge og ikke præfekter."

"Kan det så undre jer, at vi ikke ønsker at blive for intime med huset?" spurgte M'Turk værdigt. "Vi har holdt os for os selv på vort værelse, indtil vi blev jaget ud, og nu finder vi, at vi er kommet midt ind i - i den slags ting. Det er simpelthen en skandale."

"Og så vælter I jer ind på os og skælder os ud på trappen," vedblev Stilk, "og det for ting, som udelukkende er jeres egen beskidte affære. I véd jo meget godt, at vi ikke er præfekter."

"I truede os for et øjeblik siden med prygl af præfekterne," sagde Beetle, dristigt improviserende ved synet af fjendens rådvildhed.

"Og hvis I tror, at I kan vinde noget ved at henvende jer til os på den måde, så tager I forbandet fejl. Det vil jeg bare sige jer. God nat."

De klaprede op ad trappen med krænket dyd prentet på hver tomme af deres rygge.

"Men - men hvad pokker har _vi_ gjort?" sagde Harrison forbavset til Craye.

"Jeg ved ikke. Men sådan går det altid, når man har med dem at gøre. De er så forbandet overbevisende."

Og Hr. Prout kaldte på ny de artige drenge ind på sit værelse, hvor det lykkedes ham at nedsænke både sin egen og deres uskyldige sjæle ti favne dybere i blindet forvirring. Han talte om skridt og forholdsregler, om tone og loyalitet i huset og overfor huset, og lagde dem på sinde at tage taktfuldt på sagen.

Altså spurgte de Beetle, om han stod i forbindelse med nogen anden låneforretning. Beetle gik med det samme til sin husforstander og udbad sig forklaring på, med hvilken ret Harrison og Craye havde rippet op i én sag, der allerede var afgjort mellem ham og hans husforstander. Blandt drenge kunne ingen overgå Beetle i rollen som forfulgt uskyldighed.

Så faldt det Prout ind, at han måske ikke havde handlet rigtigt overfor forbryderen, der jo ikke havde forsøgt at benægte eller besmykke sin brøde. Han sendte bud efter Harrison og Craye og bebrejdede dem meget stilfærdigt den tone, de havde anslået overfor en angrende synder, og da de vendte tilbage til deres studereværelse, talte de fortvivlelsens sprog.

Så styrtede de sig i en hovedkulds undersøgelse hele huset igennem, drev de små til randen af hysteri og afslørede med brask og bram det naturlige og uundgåelige system af smålån, der altid findes blandt drenge.

"Jo, ser du, Harrison, Thornton minor lånte mig en penny i lørdags, fordi jeg måtte betale den rude, jeg havde slået ud, og så gav jeg den penny ud hos Keyte. Jeg vidste ikke, at der var noget ondt i det. Og Wray major lånte to pence af mig, den gang min onkel sendte mig en postanvisning på fem shilling - jeg lod Keyte få dem, men han betaler mig dem igen inden ferien. Vi vidste ikke, at der var noget galt i det."

I timevis vadede de i den slags ting uden at finde åger eller noget, der nærmede sig Beetles kolossale renteskala. De store - det hørte ikke til skolens traditioner at vise præfekterne ærbødighed, undtagen i de tvungne spil - bad dem kort og godt om at passe sig selv. De ville overhelehovedet ikke aflægge vidnesbyrd. Harrison var en idiot og Craye var det samme, men den største af alle, sagde de, var deres husforstander.

Når et hus er kommet rigtigt i sindsoprør, vil det, hvor god dets samvittighed end er, opløse sig i klynger og kliker - småforsamlinger i tusmørket, udvalgsmøder på pulterkamrene og grupper ude i korridoren. Og når tre ondskabsfulde drenge lusker om fra gruppe til gruppe, stiller en uhyre hemmelighedsfuldhed til skue, udbryder: "Pas på!" når der ingen forsigtighed behøves, og hvisker: "Fortæl det ikke til nogen!" efter at have betroet kammeraterne en eller anden improviseret røverhistorie, så kan et sådant hus blive omgivet af en rigtig rar atmosfære af komplotter og intriger.

Efter få dages forløb begyndte det at gå op for Prout, at han bevægede sig mellem stadige baghold. Mysterierne omgav ham på alle sider, advarsler løb forud for hans tunge fødder og feltråb hviskedes bag hans ryg. M'Turk og Stilk opfandt en mængde meningsløse og dumme fraser - slagord, der spredte sig over huset som ild på en stubmark. Det var herlige løjer og det eneste praktiske resultat af Ågerkommissionens virksomhed var, at en dreng nu og da med uhyggelig alvor kunne sige til en ven: "Tror du, at der går meget af den slags for sig her i huset?" Hvortil den anden svarede: "Tja - man kan jo aldrig være forsigtig nok." Man kan tænke sig, hvilken virkning alt dette måtte gøre på en husforstander med humane anskuelser og gode hensigter. Fremdeles holder en mand, som oprigtigt bestræber sig for at vinde sine disciples agtelse, ikke af, selv om det sker på afstand, at høre sig kaldt "Popularitets-Prout" af en mørkhudet, rapkæftet, skulende irlænder. En sådan mand kommer i sindsbevægelse ved rygtet om, at der i mørkningen bliver fortalt historier - mærkværdige historier - i klasseværelserne af en dreng, til hvem han ikke har tillid. Og hans sindsro genoprettes ikke engang af overdreven og elskværdig høflighed - for Stilk behandlede Prout med den courtoisi, som kloge voksne mænd viser mod et vildført barn.

"Tonen i huset forekommer mig forandret - forandret til det værre," sagde Prout til Harrison og Craye. "Har I ikke lagt mærke til det? Jeg vil ikke et øjeblik insinuere -"

Han insinuerede aldrig noget, men på den anden side gjorde han aldrig andet, og med de bedste hensigter af verden havde han bragt huspræfekterne i en tilstand, der grænsede så nært til nervøst sammenbrud, som sunde drenge kan komme. Og hvad der var værst af det hele, de begyndte af og til at spekulere på, om der ikke var noget sandt i Stilk & Co.'s ofte gentagne erklæringer, om at Prout var "et melankolsk æsel".

"Som I véd, er jeg ikke den mand, der kommer i harnisk for enhver bagatel, jeg hører. Jeg holder det for rigtigst at lade huset råde sig selv - med en let, styrende hånd på tømmerne naturligvis. Men der er en øjensynlig mangel på ærbødighed - en dårligere tone i ting, som berører husets ære, en slags forhærdelse -"

Oh, Prout he is a nobleman,

a nobleman, a nobleman!

Our Heffy is a nobleman--

He does an awful lot,

Because his popularity

Oh, pop-u-pop-u-larity--

His giddy popularity

Would suffer did he not!

Værelsets dør stod på klem, og sangen, båret af en snes klare stemmer, lød svagt ovre fra et klasseværelse. Det var en melodi, som de små syntes om. Ordene var Beetles.

"_Det_ er noget, som intet fornuftigt menneske tager sig af," sagde Prout med et syrligt smil. "Men I véd nok, at halmstrå viser, hvad vej vinden blæser. Kan I spore det tilbage til nogen direkte indflydelse? Jeg taler nu til jer som til husets ledere."

"Der er ikke spor af tvivl om, hvor det stammer fra," svarede Harrison vredt. "Jeg véd godt, hvad De mener, Hr. Prout. Det begyndte alt sammen, da beboerne af studereværelse Nummer Fem kom ned i klasseværelserne. Det er ingen nytte til at lukke øjnene for det, Craye. Du véd det lige så godt som jeg."

"De gør det undertiden noget vanskeligt for os," sagde Craye. "Det er mere deres væsen end noget andet, det er det Harrison mener."

"Generer de jer da i udførelsen af jeres pligter?"

"Åh nej. De ser bare til og griner - og stikker i reglen næsen i sky."

"Aha," sagde Prout medfølende.

"Jeg tror, Hr. Prout," gik Craye dristigt til bunds i sagen, "at det ville være en hel del bedre, om de blev sendt tilbage til deres studereværelse - bedre for huset. De er lovlig gamle til at drive omkring i klasserne."

"De er yngre end Orrin og Flint og en halv snes andre, så vidt jeg véd."

"Jo, men det er nu alligevel en anden sag. De har temmelig megen indflydelse. De har et infamt tag på at bringe uorden i tingene på en stilfærdig måde, som man ikke kan lave vrøvl over. Eller hvis man gør det -"

"Og I mener, at dét ville være bedre, om de kom tilbage til deres eget værelse igen?"

Harrison og Craye var absolut af den mening. Som Harrison bagefter sagde til Craye: "De har svækket vores myndighed. De er for store til prygl. De har gjort os til grin med denne ågerhistorie og vi er til grin for resten af skolen. Jeg skal ind (hvorved underforstodes "på Sandhurst officersskole") til næste semester, og de har allerede slået min læsning halvvejs ud af trit med deres - deres sindsyge. Hvis de kommer tilbage til deres eget værelse, får vi måske en smule fred."

"Nå, Harrison!" M'Turk kom slentrende rundt om hjørnet og holdt forsigtigt øje med omgivelserne i alle mulige retninger. "Går det godt med humøret, gamle ven? Det var ret. Ikke forknyt! Ikke forknyt!"

"Hvad mener du?"

"Du ser en smule tankefuld ud," sagde M'Turk. "Ja, det er trættende at våge over husets ære, ikke sandt? A propos, har du gjort flere mærkværdige opdagelser?"

"Nu skal jeg sige dig noget," begyndte Harrison i håb om øjeblikkelig belønning. "Vi har anbefalet Prout at lade jer få studereværelset igen."

"Nå det har I! Hvem i al verden er _I_, at I trænger jer ind imellem os og vores husforstander? I to optræder minsandten ikke så lidt anmassende efterhånden - knageme! Vi kan naturligvis ikke vide, i hvor høj grad I misbruger jeres stilling til at skade os hos Hr. Prout. Men når I ganske koldblodigt standser mig for at fortælle, at I har truffet aftaler bag vores ryg - i al hemmelighed - med Prout - så - ja så véd jeg virkelig ikke, hvad vi bør gøre."

"Nej nu går det for vidt!" udbrød Craye.

"Ja det gør det!" M'Turk havde påtaget sig en ulykkessvanger højtidelighed, der klædte hans lange, magre ansigt godt. "For Fanden! En præfekt er ét og en lærer noget andet, men det lader til, at I forener begge dele i jeres personer. I anbefaler dit - I anbefaler dat! I siger, hvordan og hvornår vi skal få vort værelse igen?"

"Jamen - jamen - vi troede, at I ville synes om det, Turkey. Det gjorde vi virkelig. I vil jo have det meget hyggeligere dér."

Harrison havde næsten gråden i halsen.

M'Turk vendte sig bort som for at skjule sine følelser.

"De har givet sig!" han styrtede ind i pulterkamret, hvor Stilk og Beetle sad. "De kan ikke mere! De har tigget Heffy om at lade os komme tilbage til Nummer Fem. De arme bæster! De arme små bæster!"

"Det er oliegrenen," lød Stilks bemærkning. "Det er det hvide flag. Ved nærmere eftertanke tror jeg nok, at vi har bragt stor forvirring i deres sjæle."

Samme dag lige efter te sendte Hr. Prout bud efter dem for at sige, at hvis de foretrak at ødelægge deres fremtid ved at forsømme arbejdet, blev det udelukkende deres egen sag. Han ønskede imidlertid, at de skulle forstå, at deres nærværelse i klasserne ikke kunne tåles én time længere. Han for sit vedkommende havde ikke lyst til at tænke på hvor lang tid, han måtte bruge til at udslette sporene af deres dårlige indflydelse. I hvor høj grad Beetle havde nået at besmitte de andre elevers ungdommelige fantasi, ville han senere undersøge. Og Beetle kunne være sikker på, at hvis Hr. Prout traf på sjælsfordærvende følger - "

"Følger af hvad, Hr. Prout?" udbrød Beetle, der denne gang virkelig ikke forstod ham, og M'Turk sparkede ham i al stilfærdighed på anklen, fordi Prout havde fået ham til at forløbe sig.

Beetle, vedblev husforstanderen, forstod meget godt hans mening. Kort, men vederstyggeligt havde deres levned været, og da han var deres endnu ubesmittede kammerater _in loco parentis,_ var det hans pligt at tage sine forholdsregler. Prædikenen endte med tilbageleveringen af nøglen til studereværelset.

"Men hvad var det med besmittelsen af den ungdommelige fantasi?" sagde Beetle på trappen.

"Aldrig har jeg kendt mage til bæst! Altid skal du undskylde dig," svarede M'Turk. "Jeg vil oprigtigt håbe, at jeg sparkede hul på din ankel. Hvorfor lader du dig også overrumple af alle og enhver?"

"Skidt med overrumplingen! Jeg må have ærgret ham med et eller andet, som jeg ikke véd af. Hvis jeg bare havde haft en anelse om det før, kunne jeg naturligvis have gjort mere ud af det. Nu er det for sent. Det er synd! Besmittelse af fantasi. Hvad mon han egentlig mente?"

"Skidt med det," sagde Stilk. "Jeg vidste, at vi kunne gøre det til et fornøjeligt lille hus. Jeg sagde det, som I vil huske - men jeg sværger på, at jeg ikke anede, at vi kunne gøre det så hurtigt."

• • • *** ***

"Nej," sagde Prout meget bestemt på lærerværelset. "Jeg fastholder, at Gillett har uret. Ganske vist lod jeg dem få deres værelse tilbage -"

"Og det gjorde De med Deres bekendte anskuelser om snyderi?" sagde lille Hartopp blidt. "Det var da en umoralsk gåen på akkord!"

"Stop en halv," sagde pastoren. "Jeg - vi - alle har vi udvist en aldeles overvældende diskretion i de sidste ti dage. Men nu må vi have at vide, hvordan det er gået. Tilstå, har De oplevet et eneste lykkeligt øjeblik siden-"

"Med hensyn til mit hus, nej," svarede Prout. "Men De har ganske og aldeles uret i Deres bedømmelse af de drenge. Af retfærdighed mod de andre - som selvforsvar -"

"Hm! Jeg sagde jo nok, at det ville ende sådan," mumlede pastoren.

"- blev jeg nødt til at sende dem tilbage. Deres moralske indflydelse var gruopvækkende - ligefrem ubeskrivelig."

Og så fortalte han sin historie stump for stump - begyndte med Beetles åger og endte med huspræfektens anmodning.

"Beetle i Shylocks rolle er noget nyt for mig," sagde King og undertrykte et smil. "Jeg hørte for resten rygter om det -"

"Tidligere?" udbrød Prout.

"Nej, efter at De havde taget dem under behandling. Men jeg tog mig vel i agt for at undersøge sagen. Jeg blander mig aldrig i -"

"Jeg for mit vedkommende," sagde Hartopp, "ville med fornøjelse give ham fem shilling, hvis han kunne udregne én eneste simpel opgave i rentes rente uden at lave tre grove bommerter."

"Hvad - hvad - hvad!" stammede Mason, matematiklæreren, med vild glæde i ansigtet. "De blev taget ved næsen - akkurat ligesom jeg!"

"De holdt altså forhør?" Lille Hartopps stemme overdøvede Masons, førend Prout havde opfattet indholdet af dennes ord.

"Drengen antydede, at der gik en hel del af den slags for sig her i huset," svarede Prout.

"Ja, sådan noget er han god til," sagde præsten. "Men med hensyn til husets ære - "

"Sænkede de niveauet i løbet af en uge. Jeg har kæmpet i årevis for at hæve det. Mine egne huspræfekter bad og bønfaldt mig om at blive af med dem - og drenge holder ikke af at beklage sig over hverandre. De siger, at De besidder deres tillid, Gillett. Måske de vil fortælle Dem historien på en anden måde. Hvad mig angår, så kan de gå ad helvede til på deres egen manér. Jeg er led og ked af dem," sagde Prout bittert.

Men det blev pastoren, som smilende gik ad helvede til, umiddelbart efter, at Nummer Fems beboere havde taget af bordet efter et rigtig hyggeligt lille gilde (det kostede dem to shilling og fire pence) og satte sig til ro for at tage fat på lektielæsningen.

"Kom indenfor, Pater, kom indenfor," sagde Stilk og skød den bedste stol frem. "Vi har kun truffet Dem i embeds medfør i de sidste ti dage."

"I udstod jeres straf," svarede pastoren. "Jeg omgås ikke ugerningsmænd."

"Ja, men nu har vi fået oprejsning," sagde M'Turk. "Hr. Prout har ladet sig formilde."

"Der er ikke den mindste plet på vort rygte," tilføjede Beetle. "Det var en pinlig episode, Pater, overmåde pinlig."

"Hold nu tankerne samlede og tænk jer et øjeblik om, _mes enfants._ Det er netop i anledning af jeres rygte, at jeg er kommet herop i aften. Hvad hulen - for at bruge et skoleudtryk - er det, I har lavet med Hr. Prouts hus? Det er ikke noget at le af. Han siger, at I har spoleret tonen i huset i den grad, at han blev nødt til at sende jer tilbage til jeres værelse. Er det sandt?"

"Hvert ord, Pater."

"Ikke næsvis, Turkey. Nu skal jeg sige jer noget. Jeg har mange gange sagt jer, at ingen drenge i hele skolen har større indflydelse enten til det gode eller til det onde, end I tre. I véd, at jeg ikke snakker om etik og moralkodekser, for jeg tror, at unge menneskedyr må være adskillige år ældre end I for at kunne forstå, hvad det er for noget. Ikke desto mindre vil jeg nødig tro, at I skulle have forført de små på fordærvelig vis. Ingen afbrydelser, Beetle! Hør efter, hvad jeg har at sige. Hr. Prout tror fuldt og fast, at du har korrumperet dine omgivelser på en eller anden måde."

"Hr. Prout har så mange idéer, Pater," sagde Beetle i en træt tone. "Hvad går nu den her ud på?"

"Jo, han har fortalt mig, at du en eftermiddag stod og hviskede en eller anden historie i klasseværelset. Og netop som han åbnede døren, sagde Orrin. 'Ti stille, Beetle! Det er alt for ækelt'. Hvad siger du til det?"

"Kan De huske _Den belejrede by_ af fru Oliphant, som De lånte mig i fjor?" spurgte Beetle.

Pateren nikkede.

"Jeg fik idéen fra den. Men i stedet for en by gjorde jeg det til skolen i tåget vejr - belejret af gengangere af døde drenge, som trak eleverne ud af deres senge på sovesalen. Alle navnene i historien er virkelige. Man skal fortælle den hviskende, forstår De - og nævne navnene. Det kunne Orrin ikke rigtigt lide - for resten har ingen af dem nogensinde ladet mig fortælle den færdig. Den bliver nu også frygtelig sådan hen imod slutningen."

"Men hvorfor i al verden forklarede du ikke Hr. Prout det, i stedet for at lade ham beholde et galt indtryk -"

"Pater Sahib," sagde M'Turk, "det nytter ikke det mindste at forklare Hr. Prout noget. Har han ikke det ene indtryk, så har han ganske sikkert det andet."

"Og det er altid ud fra bedste bevæggrunde. Han er _in loco parentis,"_ spandt Stilk.

"I djævleunger!" sagde pastoren. "Vil I påstå, at den - den ågerhistorie også var et af jeres husfaders indtryk?"

"Tja - dér hjalp vi ham nu lidt," sagde Stilk. "Jeg skyldte virkelig Beetle to shilling og fire pence - i det mindste siger Beetle, at jeg gjorde det, men det har aldrig været min mening at betale ham. Så kom vi op at skændes om det på trappen, og - og Hr. Prout kom helt tilfældigt til. Sådan skete det, Pater. Prout betalte kontant som en anden hertug - men trak det for resten alligevel fra i mine lommepenge - og Beetle gav ham nok så pænt min forskrivning. Hvad der senere skete, kender jeg ikke noget til."

"Jeg var alt for sanddru," sagde Beetle. "Det er jeg altid. Forstår De, Pater, han havde fået et indtryk, og jeg burde formodentlig have hjulpet ham af med det igen, men jeg kunne naturligvis ikke være fuldstændig sikker på, at der ikke i hans hus gik åger i svang, kunne jeg vel? Jeg mente, at huspræfekterne måske vidste mere end jeg. Det burde de i hvert fald. De er de offentlige skolers palladium."

"De vidste det også - da de blev færdige," sagde M'Turk. "De er et så voldsomt tiltalende par samvittighedsfulde, velmenende, hæderlige, retlinede drenge, som man vel kan ønske sig at se, Pater. De satte huset på den anden ende - gjorde Harrison og Craye - og det ud fra de bedste bevæggrunde af verden."

"Det sagde de selv.

They said it very loud and clear.

They went and shouted in our ear,"

sagde Stilk.

"Mit eget private indtryk er, at I alle tre usvigelig sikkert ender med at blive hængt," erklærede pastoren.

"Jamen vi har jo ikke gjort noget," svarede M'Turk. "Det var hele tiden Hr. Prout. Har De nogen sinde læst om japanske brydere? Min onkel - han er i marinen - gav mig en gang en nydelig bog om dem."

"Nu skal du ikke forsøge på at skifte emne, Turkey."

"Det gør jeg heller ikke. Jeg taler bare i lignelser - ligesom i en prædiken. Disse brydere har et eller andet kneb, hvorved de kan lade modstanderen gøre hele arbejdet. Så gør de en lille drejning og så falder han af sig selv. Det kaldes _shibbuwichi_ eller _tokonoma_ eller sådan noget lignende. Hr. Prout er sådan en _shibbuvicher_. Det kan vi da ikke gøre for."

"Troede De virkelig, at vi gik rundt og fordærvede purkenes små sjæle?" sagde Beetle. "For det første har de ingen og selv om de havde, så var de såmænd fordærvede for længe siden. Jeg har selv været en af de små, Pater."

"Jeg bildte mig virkelig ind, at jeg kendte jeres misgerningers normale rækkevidde. Men når I gør jer så megen ulejlighed med at ophobe indicier mod jer selv, kan I ikke bebrejde nogen, at -"

"Vi bebrejder ikke nogen noget, Pater. Vi har ikke sagt et ondt ord om Hr. Prout, har vi vel?" Stilk så til de andre. "Vi elsker ham. Han gør sig ikke begreb om, hvor meget vi elsker ham."

"Hm! I skjuler jeres kærlighed overmåde godt. Har I nogen sinde tænkt over, hvem det var, der oprindelig fik jer jaget ud af værelset?"

"Det var Hr. Prout, der jog os ud," sagde Stilk med eftertryk.

"Nej, det var såmænd mig. Det var ikke med vilje, men jeg er bange for, at noget, som jeg sagde, gav Hr. Prout det indtryk -"

Nummer Fem brast i latter.

"Der kan De se, det er akkurat det samme med Dem, Pater," sagde M'Turk. "Han _er_ lidt for rask til at modtage indtryk, ikke sandt? Men De må ikke tro, at vi ikke holder af ham, for det gør vi. Der er ikke spor af ondt i ham."

Der lød en banken på døren.

"Studereværelse Nummer Fem har straks at stille i rektors kontor," lød Foxys, skolepedellens, stemme.

"Oho!" sagde pastoren. "Jeg har en anelse om, at visse unge herrer snart vil komme ud for alvorlige ubehageligheder."

"Død og pine! Nu har Hr. Prout sladret til rektor," udbrød Stilk. "Det er for resten ikke ærligt spil at trække rektor ind i en historie, der kun angår huset."

"Jeg vil anbefale en stilebog på - hm - på et trygt og sikkert sted," sagde pastoren uegennyttigt.

"Hæ! Han slår over skuldrene og dér ville det skralde som en ladeport," svarede Beetle. "Farvel, Pater. Nu er vi i fedtefadet."

Så stod de atter for rektor - Belial, Mammon og Lucifer. Men her havde de at gøre med en mand, der var snildere end dem alle tre. Hr. Prout havde talt til ham en halv time med tungt og sorgfuldt hjerte, og rektoren havde set alt, hvad der var skjult for husforstanderen.

"I har plaget Hr. Prout," sagde han eftertænksomt. "Husforstandere er ikke her for at blive plaget af drenge mere end nødvendigt. Jeg holder ikke af at blive blandet ind i den slags sager. Det er jeg blevet, altså plager I _mig_. Det er en meget alvorlig forseelse. Forstår I?"

"Javel, sir."

"Se, nu har jeg i sinde at plage jer, af personlige og private grunde, fordi I har spildt min tid. I er alt for store til at få prygl, så jeg kommer formodentlig til at tilkendegive mit mishag på anden vis. Lad os sige, tusind linjer hver, en uges udgangsforbud og et par ting til af samme slags. Alt for store til prygl - er I ikke?"

"Nej aldeles ikke, sir," sagde Stilk muntert, for en uges udgangsforbud om sommeren er en ubehagelig historie.

"Me-get vel. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Gid I ville lade være med at plage mig."

Det var kraftige, velrettede, sikkert førte slag med et lille ryk. Men dybest følte de den uretfærdighed, at han standsede for at tale mellem slagene. Som følger:

"Blandt de - lavere klasser ville dette udsætte mig for at blive anklaget for - vold. I burde være mere taknemmelige for jeres - privilegier, end I er. Der gives en grænse - man finder den gennem erfaringen, Beetle - hinsides hvilken det aldrig er sikkert at

forfølge en privat vendetta, fordi - stå stille - man før eller senere kommer - i kollision med den - højere myndighed, som har studeret racen. _Et ego -_ kom så, M'Turk - _in arcadia vixi._ Der er en vis skamløs uretfærdighed ved dette her, som burde tiltale - jeres temperament. Nå, det var det! Vil I sige til jeres husforstander, at I har fået en officiel dragt prygl af mig."

"Død og pine!" sagde M'Turk og skuttede sine skulderblade hele vejen ned ad korridoren. "Det var alvor! Preusser Bates har et forbandet sikkert blik."

"Var det ikke snedigt af mig at bede om klø," sagde Stilk, "i stedet for de strafarbejder?"

"Sludder! Kløene var tiltænkt os lige fra begyndelsen - jeg kender ham, når han kniber øjnene i," svarede Beetle. "Jeg var for resten lige ved at tude."

"Jeg vil heller ikke sige, at jeg egentlig grinede," tilstod Stilk.

"Lad os gå ned i badeværelset og se på skaden. En af os kan holde spejlet og de andre kan skele."

Det gjorde de en halv snes minutter. Strimerne var meget røde og meget ensartede. Der var næsten ingen forskel på dem med hensyn til gennemførthed, virkningsfuldhed og en vis tydelighed i omridset, der kendetegner kunstnerens værk.

"Hvad bestiller I dernede?"

Hr. Prout stod ved den øverste ende af trappen til badekamret. Støjen af deres plasken havde hidkaldt ham.

"Vi har bare fået prygl af rektor, Hr. Prout og nu vasker vi blodet af. Rektor sagde, at vi skulle sige Dem det. Vi ville være kommet om et øjeblik for at melde os." - sotto voce - "Det var en sejr for Heffy!"

"Åh ja, han fortjener en lille sejr, det arme asen," sagde M'Turk og trak sin skjorte på. "Han er gået 20 pund ned i vægt, siden vi begyndte."

"Jamen hør en gang, hvorfor er vi ikke vrede på rektor? Han sagde, at det var en skamløs uretfærdighed. Og det er det også!" sagde Beetle.

"Fin fyr," sagde M'Turk, men andet svar gav han ikke.

Stilk derimod lo, indtil han måtte holde sig ved kanten af et badekar.

"Du _er_ da en mærkelig torsk! Hvad griner du nu af?" sagde Beetle.

"Åh, jeg tænker på den skamløse uretfærdighed!"

Moralreformatorerne.

Nederlaget lod sig ikke skjule. Sejren var Prouts, men de undte ham den. Ganske vist havde han overtrådt spillets regler ved at kalde rektor til hjælp, men de havde til gengæld moret sig storartet.

Pastoren greb snarest muligt lejligheden til at snakke om sagerne. Lærere i en skole kan, når de er ugifte og deres værelser med vilje er anbragte hist og her mellem drengenes studere- og klasseværelser, hvis de da vil, se en hel del til eleverne. Nummer Fem havde i flere år forsigtigt afprøvet pastoren. Han var i høj grad en gentleman. Han bankede på et studereværelses dør, før han trådte ind. Han opførte sig som en gæst og ikke som en vildfarende strisser. Han prækede aldrig og han misbrugte aldrig i det officielle liv, hvad man havde betroet ham i ledige timer. Prout var og blev en utålelig plageånd. King kom kun som blodhævner. Og selv når lille Hartopp snakkede naturhistorie, glemte han sjældent sit embede. Men pastoren var en kærkommen og elsket gæst i Nummer Fem.

Betragt ham så, som han sidder i deres eneste lænestol, med en gammel shagpibe i munden og hagen i tre folder ned over det klerikale hundehalsbånd prustende som en elskelig hvalfisk, mens Nummer Fem drøfter livet i almindelighed, således som det så ud i deres øjne, og i særdeleshed deres sidste sammenkomst med rektor i anledning af ågersagen.

"I ville have uendelig godt af en dragt prygl én gang om ugen," sagde han med et blink i øjet. Han store krop rystede af stille latter. "Og, som I siger, I havde retten fuldstændigt på jeres side."

"Ja, mon ikke, Pater! Vi kunne have bevist det, hvis han bare havde ladet os komme til orde," svarede Stilk. "Men det gjorde han ikke. Rektor er en snedig ka'l."

"Han forstår jer til bunds. Ho! Ho! Nå, I havde såmænd været godt nok ude om det."

"Men han er umådelig retfærdig. Han tæsker ikke én om morgenen og prædiker for én om eftermiddagen," sagde Beetle.

"Det kan han ikke. Han er heldigvis ikke ordineret," sagde M'Turk.

Nummer Fem nærede meget bestemte anskuelser om gejstlige rektorer og var altid oplagt til en diskussion med deres præst.

"Næsten alle andre skoler har gejstlige rektorer," sagde pastoren stilfærdigt.

"Det er ikke godt for drengene," svarede Stilk. "Det gør dem tvære. Det er naturligvis en anden sag med Dem. De hører til skolen - akkurat ligesom vi. Jeg mener almindelige præster."

"Jeg er virkelig en ganske almindelig præst og Hr. Hartopp er også ordineret."

"Ja-a, men det blev han, efter at han var kommet her til skolen - jeg kan godt huske, da han rejste ind til byen for at tage sin eksamen. Så det gør ingen fortræd," svarede Beetle. "Men tænk bare, om rektor gik hen og lod sig ordinere!"

"Hvad ville der så ske, Beetle?"

"Åh, skolen ville gå helt i fisk i løbet af et år. Det er både sikkert og vist."

"Hvor kan du nu vide det?" smilede pastoren.

"Nu har vi været her næsten seks år. Der er meget få ting om skolen, som vi ikke véd," svarede Stilk. "Om det så er Dem, så kom De først et halvt år efter mig. Jeg kan godt huske, da De i den første time spurgte om vore navne i klassen. Hr. King, Hr. Prout og så naturligvis rektor, er de eneste lærere, som er ældre end os - i den henseende."

"Ja, vi har haft en del udskiftninger på lærerværelset."

"Hø!" gryntede Beetle. "De andre kom bare hertil for at rejse bort og gifte sig. Godt, at vi slap af med dem!"

"Er vor kære Beetle ingen ven af ægtestanden?"

"Nej, Pater, lad nu være med at le ad mig. Jeg har i ferierne truffet drenge, som havde gifte husforstandere. Det er ligefrem skrækkeligt! De har pattebørn og ondt for tænder og mæslinger og den slags ting lige midt inde i skolen. Og lærernes fruer holder teselskaber - teselskaber, Pater! - og inviterer drengene til frokost."

"Det gør ikke så meget," sagde Stilk. "Men husforstanderne lader deres huse skøtte sig selv og overlader alting til præfekterne. I en skole, fortalte en dreng mig, var der tykke filtdøre og en gang på næsten en mil mellem huset og forstanderens lejlighed. De kunne opføre sig akkurat, som de ville."

"Nu taler Fanden da vist forarget om synden - hva"?"

"Åh, lidt sjov gør ingen fortræd, men De véd nok, hvad vi mener, Pater. Efter nogen tids forløb bliver det værre og værre og så kommer der stor skandale og ballade, som man skriver om i aviserne, og en hel del drenge bliver vist bort fra skolen."

"Og det er aldrig de rigtige, glem ikke det. Vil De have en kop kakao, Pater?" spurgte M'Turk med kanden i hånden.

"Nej tak, jeg ryger. Nå, så det er aldrig de rigtige? Videre, Stilk."

"Og så," vedblev Stilk, der efterhånden talte sig varm, "siger alle mennesker: 'Hvem skulle have tænkt sig det? De skrækkelige drenge! De afskyelige unger!' og alt det kommer efter min mening af at have gifte husforstandere."

"Du er en ren Daniel!"

"Jamen det er rigtigt," afbrød M'Turk. "Jeg har truffet drenge i ferierne og de har fortalt mig akkurat det samme. Det ser så uhyre smukt ud, når ens familie kommer - et nydeligt hus for sig selv med en nydelig dame til at lede det og så videre. Men det er slet ikke så rart. Det tager husforstanderne bort fra deres arbejde og det giver præfekterne alt for megen magt, og - og - det ødelægger alting. For det er jo nemlig ikke, som hvis vi var en almindelig skole. Vi optager affaldet fra de private manuduktører lige så vel som artige små drenge som Stilk dér. Det må vi naturligvis gøre for at hævde vort ry. Og vi skaffer dem ind på Sandhurst på den ene eller den anden måde, ikke sandt?"

"Sandt, oh Turkey. Du taler som en bog, Turkey."

"Og derfor skal vi også have lærere, der er anderledes end dem, de har andre steder. Er De ikke af samme mening? Vi er ikke som andre skoler."

"Og det fører desuden til al slags tyranni, var der en, der fortalte mig," tilføjede Beetle.

"Ja, I kan unægtelig lægge beslag på størsteparten af en ugift mands tid, må jeg indrømme." Pastoren betragtede sine værter med et kritisk blik. "Men har I aldrig en følelse af, at verden - jeg mener lærerne - undertiden er for meget hos jer?"

"Åh nej - i det mindste ikke om sommeren." Stilks blik gled med et tilfreds udtryk hen imod vinduet. "Vort terræn er jo temmelig stort, og de overlader os en hel del til os selv."

"For eksempel, her sidder jeg på jeres værelse og er jer i høj grad i vejen, ikke sandt?"

"Nej, vel er De ej, Pater. Bliv dog endelig siddende. De må ikke gå. De véd godt, at vi er glade, hver gang De kommer."

Det var umuligt at tvivle på oprigtigheden i deres stemmer. Pastoren rødmede let af glæde og stoppede sin pibe.

"Og vi véd i reglen, hvor lærerne er," sagde Beetle triumferende. "Kom De måske ikke gennem vore nederste sovesale i går aftes klokken lidt over ti?"

"Jo, jeg ville over for at ryge en pibe hos jeres husforstander - nej, jeg gav ham ingen indtryk - og så skød jeg genvej gennem sovesalene."

"Ja, jeg lugtede en smule tobaksrøg i morges. Den, De ryger, er stærkere end Hr. Prouts. Jeg vidste det jo nok," sagde Beetle og nikkede.

"Vorherre bevares!" sagde pastoren åndsfraværende.

Det varede flere år, før Beetle forstod, at dette udbrud snarere gjaldt forbløffelse over hans naivitet, end det var en anerkendelse af hans iagttagelsesevne. De lange, lyse sovesale, uden rullegardiner og mellemdøre, gennemkrydsedes på alle tider af natten af lærere, som besøgte hinanden, for ungkarle sidder længere oppe end gifte mænd. Det var aldrig faldet Beetle ind, at denne stadige patruljeren kunne have et formål.

"Men siden vi taler om tyranni," begyndte pastoren igen, "så havde I det nok alle sammen temmelig drøjt, dengang I var små, ikke sandt?"

"Vi må have været nogle forfærdelige små asener," svarede Beetle og skuede tankefuldt ud over kløften mellem elleve og seksten. "Du store kineser, sikke nogle tyranner de var den gang - Fairburn og Tykke Maunsell og hele den bande!"

"Kan I huske, den gang Tykke kaldte os De Tre Blinde Mus og tvang os til at sidde på skabene og synge, mens han smed blækhuse efter os?" sagde Stilk. "Ja, de var minsandten tyranner!"

"Men det er der ikke mere noget af," sagde M'Turk beroligende.

"Der tager du fejl. Vi er alle tilbøjelige til at sige, at der ingenting er i vejen, så længe det ikke går ud over os selv. Jeg tænker undertiden på, om det virkelig ikke eksisterer mere - tyrannisering."

"De små mobber hinanden på det frygteligste, men de højere klasser er sikkert for optagne af eksamenslæsning - de har andet at tænke på," sagde Beetle.

"Hvad er der, Pater? Hvad tror De?" spurgte Stilk, som havde holdt øje med præstens ansigt.

"Jeg har en vis tvivl." Så brød han løs: "Milde himmel! Når man tager i betragtning, at I er nogenlunde intelligente drenge, så udmærker I jer ikke ved nogen skarp iagttagelsesevne. Men I har vel haft for travlt med at gøre jeres husforstander helvede hedt til at kunne se, hvad der foregik lige for næsen af jer, da I i forrige uge var forviste til klasseværelset?"

"Hvad mener De? Jeg - jeg forsikrer Dem, at vi så ikke noget," sagde Beetle.

"Så skulle I prøve at bruge øjnene. Når en lille fyr står og klynker i en krog med klæderne i laser og han aldrig bestiller noget og han vitterligt er den mest beskidte lille korridorrotte i hele skolen, så er der noget galt fat."

"Det er Clewer," sagde M'Turk sagte.

"Ja, Clewer. Jeg har fransk med ham. Det er hans første semester, og han er næsten lige så fuldstændigt et vrag, som du var, Beetle. Han er ikke særlig velbegavet af naturen, men han har fået tærsk, til han næsten er idiot."

"Åh nej, de spiller bare idiot for at slippe for flere klø," sagde Beetle. "Det kender _jeg_."

"Jeg har for resten aldrig set nogen slå ham," sagde pastoren.

"Den ægte vare gør det ikke i andres nærvær," svarede Beetle. "Fairburn rørte mig aldrig, når nogen så det."

"Pral ikke, Beetle," sagde M'Turk. "I de dage fik vi alle vores del."

"Jamen, jeg havde det værre end nogen anden," svarede Beetle. "Hvis De har brug for en autoritet i tyrannisering, så kom til mig. Proptrækkere - børsteture - nøgler - nødder - armvridning - vugning - Ag Ag'er - og hele resten."

"Ja. Jeg har brug for jer som autoritet, eller rettere sagt, jeg ønsker, at I med jeres autoritet sætter en stopper for det - alle tre."

"Var det ikke bedre at bruge Abana og Parpar, Pater - jeg mener Harrison og Craye? De er Hr. Prouts yndlinge," sagde M'Turk en smule bittert. "Vi er ikke en gang minipræ'er."

"Det havde jeg oprindelig tænkt mig, men på den anden side, da den meste tyranniseren ikke er andet end tankeløshed -"

"Nej, på ingen måde, Pater," faldt M'Turk ind. "Tyranner holder af at tyrannisere. De går op i det. De opfinder det i timerne og praktiserer det i frikvartererne."

"Ja, det er jo for den sags skyld lige meget. Men hvis sagen bliver lagt i præfekternes hænder, laver de igen ballade hele huset over. Den har I lavet én gang. Lad være med at le. Hør efter. Jeg beder jer - min egen Tiende Legion - om at tage jer af sagen i al stilfærdighed. Jeg ønsker, at lille Clewer skal være renlig og ordentligt påklædt -"

"Jeg vil lade mig hænge, om _jeg_ vasker ham," hviskede Stilk.

"Ordentligt påklædt og have agtelse for sig selv. Hvad den anden dreng angår, hvem han så er, kan I bruge jeres indflydelse - der kom et meget verdsligt glimt i præstens øjne - "ganske som I selv vil, til at - til at overtale ham. Så har jeg ikke mere at bemærke. Jeg vil overlade sagen til jer. God nat, _mes enfants."_

• • • *** ***

"Ja, hvad skal vi gøre?"

Nummer Fem stirrede på hinanden.

"Lille Clewer ville give hvad som helst for et fristed. Det kender _jeg_," sagde Beetle. "Hvad mener I, om vi gjorde ham til vor kammerslave?"

"Nej!" svarede M'Turk bestemt. "Han er et beskidt lille asen og ville lave svineri med alting. Og desuden skal vi ikke have idioti _á la_ _Eric_. Eller har du måske lyst til at spadsere rundt med armen om hans hals?"

"Han kunne i alt fald bruges til at skylle syltetøjsglas og skrabe bunden af grødkasserollen - den er fæl for øjeblikket."

"Duer ikke," sagde Stilk og smak hælene op på bordet med et brag. "Kan vi bare finde den gemytlige spøgefugl, som har tyranniseret ham, og glæde hans sjæl, så er sagen bøf. Hvorfor lagde vi dog ikke mærke til ham, da vi var nede i klasseværelset?"

"Måske en hel bande af de små har slået sig sammen om at mule Clewer. Det gør de undertiden."

"Så må vi tampe samtlige lavere klasser i vort hus - på lykke og fromme. Kom så," sagde M'Turk.

"Tag den med ro! Vi må ikke spolere tegningen ved at være for ivrige. Hvem det end er, så er han gået stilfærdigt til værks, ellers havde vi set ham," sagde Stilk. "Lad os snuse rundt, indtil vi er sikre i vor sag."

De gennemsøgte husets klasseværelser, forvissede sig om tilstedeværelsen af enhver yngre og ældre kammerat, til hvem de havde mistanke - ransagede efter Beetles forslag badeværelserne og pulterkamrene, men uden resultat. Det lod til, at alle var til stede, undtagen Clewer.

"Det er sært!" sagde Stilk og standsede uden for døren til et studereværelse. "Død og pine!"

En spæd, klynkende sang, blandet med gråd, lød dæmpet ud gennem den lukkede dør.

"'As beautiful Kitty one morning was tripping--'"

"Højere, din Satans unge, eller jeg smider en bog i hovedet på dig!"

"'With a pitcher of milk--'

Åh, Campbell, la" vær"!

'To the fair of--'"

En bog ramte noget blødt med et klask og der lød hvin.

"Det var nu aldrig faldet mig ind, at det var en med eget værelse. Det forklarer, at vi ikke lagde mærke til ham," sagde Beetle. "Sefton og Campbell er et par temmelig drøje fyre at tage det op med. Og desuden kan man ikke uden videre gå ind i deres studereværelse, som om det var et klasseværelse."

"Sikke nogle skiderikker!" M'Turk lyttede. "Hvad morsomt kan der være i det? Clewer er formodentlig deres kammerslave."

"De er ikke præfekter, det er én god ting," sagde Stilk med sit krigssmil. "Sefton og Campbell! Um! Campbell og Sefton! Ah! Den ene af dem er manuduktørhvalp."

Det var to ynglinge mellem sytten og atten med alt for tidlig udviklet skægvækst, som deres forældre i fortvivlelse havde sendt til skolen i det håb, at et halvt års grundig propning med visdom muligvis kunne hjælpe dem ind på Sandhurst. Nominelt hørte de til Hr. Prouts Hus, men i realiteten stod de under rektors umiddelbare opsyn og da han var omhyggelig med aldrig at udnævne fremmede drenge til præfekter, følte de sig forurettede. Sefton havde tilbragt tre måneder i London hos en manuduktør og historierne om hans oplevelser dér blev ikke mindre spændende, når han gentog dem. Campbell, som havde megen smag med hensyn til klæder og desuden besad en flydende tunge og et rigt ordforråd, fulgte Seftons eksempel i at se overlegent ned på resten af verden. De var nu her på andet semester, og skolen, der var vant til, hvad der i dens uhøflige sprog kaldtes "manuduktørhvalpe", havde behandlet dem med en noget irriterende tilbageholdenhed. Men deres kindskæg - Sefton var ejer af en virkelig barberkniv - og overskæg var unægteligt imponerende.

"Skal vi gå ind og overtale dem?" spurgte M'Turk. "Jeg har aldrig haft synderligt med dem at gøre, men jeg tør vædde på, at Campbell er fej."

"Næh! Det ville være _oratio directa,"_ sagde Stilk og rystede på hovedet. "Jeg holder mere af _oratio obliqua._ Og desuden, hvad så med vor moralske indflydelse. Tænk på det!"

"Sludder! Hvad vil du da gøre?" spurgte Beetle og gik ind i klasseværelse Nummer Ni, der lå ved siden af studereværelset.

"Jeg?" Der gled et skær af kamplyst over Stilks ansigt. "Åh, jeg vil muntre mig lidt med dem. Hold bøtte et øjeblik!"

Han stak hænderne i lommerne, stirrede ud af vinduet over havet og fløjtede mellem tænderne. Så begyndte hans ene fod at stampe i gulvet. Hans ene skulder løftede sig, han drejede sig om og begyndte en kort, hurtig hopsa - Stilks sædvanlige krigsdans, når han lagde planer. Tre gange dansede han igennem det tomme værelse med sammenbidte tænder og opspilede næsebor, svajende og svansende. Så gjorde han holdt foran den tavse Beetle og gav ham et par blide nødder i hovedet. Beetle bøjede sig under slagene. M'Turk havde slået hænderne om det ene knæ og rokkede frem og tilbage. De kunne høre Clewer hyle, som om hans hjerte skulle briste.

"Beetle skal være offeret," sagde Stilk endelig. "Det gør mig ondt for dig, Beetle. Kan I huske Galtons _Kunsten at rejse_" (en af klasserne havde studeret dette interessante værk) "og kiddet, hvis brægen æggede tigeren?"

"Fy fa"en!" sagde Beetle uroligt. Det var ikke første gang, at han gjorde tjeneste som offer. "Kan du ikke klare dig uden mig?"

"Nej kære Beetle. Beklager. Du skal tyranniseres af Turkey og mig. Jo mere du hyler, desto bedre naturligvis. Turkey, gå hen og hug en stok og en stump reb et eller andet sted, så binder vi ham som lokkemad - _á la_ Galton. Kan I huske, den gang "Misse" Fairburn lod os holde hanekamp uden sko på og med sammenbundne knæ?"

"Jamen det gjorde forbandet ondt."

"Ja, begribeligvis gjorde det ondt. Som du dog er velbegavet, Beetle! Nu skal Turkey sparke dig rundt i hele stuen. Husk vel på, at vi har haft et stort skænderi og at jeg har narret jer til det her. Giv mig dit lommetørklæde."

Så blev Beetle bastet og bundet til hanekamp. En stok blev stukket ind mellem albuer og knæhaser, hænder og fødder blev bundne, og desuden blev hans knæ snøret sammen med et reb. I denne stilling fik han et puf og trillede sidelæns om på gulvet, så at han blev helt tilstøvet.

"Pur op i hans hår, Turkey. Sæt du dig nu ned, 'kiddets brægen ægger tigeren'. I to er så lynende gale på mig, at I ikke gør andet end at bande. Husk vel på det. Jeg vil sætte liv i jer med en stok. Du skal flæbe, Beetle."

"Jaja, nu kommer jeg," svarede Beetle.

"Begynd så - og husk på kiddets brægen."

"Hold kæft, asener! Lad mig komme op! I har næsten snøret mine ben over. I to nederdrægtige bøller! Hold nu op. Det er slet ikke morsomt!"

Beetles protest var med hensyn til tonen et komplet kunstværk.

"På ham, Turkey! Spark ham! Vælt ham! Myrd ham! Du skal ikke være så fej, Beetle, dit bæst. Giv ham et spark til, Turkey."

"Han flæber ikke rigtigt. Tril rundt, Beetle, eller jeg sparker dig ind over kamingitteret," brølede M'Turk.

De gjorde et frygteligt spektakel og maddingen lokkede byttet til.

"Hov! Hvad går spøgen ud på?" Sefton og Campbell trådte ind. De fandt Beetle liggende på siden med hovedet på kamingitteret og tudbrølende, mens M'Turk prikkede ham i ryggen med sine tæer.

"Det er bare Beetle," forklarede Stilk. "Han lader som om det gør ondt på ham. Jeg kan ikke få Turkey til at kile rigtig løs på ham."

Sefton sparkede øjeblikkeligt begge drengene og hans ansigt strålede.

"Det er godt, nu skal jeg tage mig af dem. Op med jer og på den igen. I to slapsvanse. Giv mig stokken, så skal jeg sætte liv i dem. Det er sgu sjov! Kom her, Campbell, lad os give dem en omgang."

Men nu vendte M'Turk sig til Stilk og skældte ham bælgen fuld.

"Du sagde, at du også ville være med til hanekampen, Stilk. Kom nu!"

"Og du var dum nok til at tro mig! hylede Stilk.

"Har I været oppe at skændes?" spurgte Campbell.

"Skændes?" svarede Stilk. "Åh, gå væk! Jeg er bare i færd med at opdrage dem. Forstår du dig på hanekamp, Seffy?"

"Om jeg gør? Hos MacLagan, den manuduktør, jeg læste med i London, plejede vi at holde hanekamp i dagligstuen, og lille MacLagan turde ikke sige et muk. Men dér blev vi naturligvis betragtede som voksne mennesker. Om jeg forstår mig på det? Det skal jeg vise dig."

"Lad mig komme op," stønnede Beetle, idet Stilk satte sig på hans skulder.

"Hold mund, dit tykke vrøvl. Du skal slås med Seffy."

"Han slår mig ihjel!"

"Åh, slæb dem ind på vort værelse," sagde Campbell. "Dér har vi det så rart fredeligt. Så vil jeg slås med Turkey. Det her er bedre end lille Clewer."

"Javel! Jeg foreslår, at de tager skoene af og vi beholder vore på," sagde Sefton fornøjet, og de to blev smidt på studereværelsets gulv. Stilk trillede dem om bag en lænestol.

"Nu vil jeg binde jer to og lede hele tyrefægtningen," sagde han. "Død og plage, sikke nogle håndled, du har, Seffy! De er alt for tykke til et lommetørklæde. Du skulle vel ikke have et kuffertreb?"

"Der ligger masser henne i krogen dér," svarede Sefton. "Skynd dig lidt! Hold op med den flæben, dit asen, Beetle. Det bliver et gemytligt felttog. De tabende skal synge for de vindende - synge oder til ære for sejrherren. Du bilder dig jo ind, at du er en skide digter, ikke sandt, Beetle? Du kan tro, jeg skal digte dig."

Han vrikkede sig i stilling ved siden af Campbell.

Hurtigt og behændigt blev stokkene stukket ind i de naturlige øskener og håndleddene bundne sammen med godt strakte kuffertreb. Mens dette stod på, leverede M'Turk, bunden, forrådt, men veltalende, et akkompagnement af eder og forbandelser henne bag ved stolen.

Stilk skød Campbell og Sefton til side og gik over til sine forbundsfæller. På vejen låsede han døren af.

"Se, nu er det hele i orden," sagde han i ganske anden tone.

"Hva" Satan?" begyndte Sefton. Beetles krokodillegråd var hørt op. M'Turk var kommet på benene og smilede. Ved fælles hjælp bandt de fjendens knæ og ankler endnu strammere.

Stilk satte sig i lænestolen og betragtede scenen med sit blideste smil. Et menneske, der er bundet sammen til en hanekamp, er vistnok det mest hjælpeløse væsen i verden.

"Kiddets brægen ægger tigeren. Åh, I enorme æsler!"

Han lænede sig bagover og lo, til han ikke kunne mere. Ofrene fattede kun langsomt situationen.

"Vi vil give jer den mest regulære dragt prygl, I nogen sinde i jeres unge liv har fået, når vi kommer op!" buldrede Sefton på gulvet. "I vil le i en anden toneart, før vi bliver færdige med jer. Hvad i hede hule helvede skal det her betyde?"

"Det skal du snart få at se," svarede M'Turk. "Men lad være med at bande sådan. Vi kunne godt lide at få opklaret, hvorfor I to store svinebæster har tyranniseret Clewer?"

"Det rager ikke jer!"

"Hvorfor tyranniserede I Clewer?"

Spørgsmålet blev gentaget med fløjtekedlers tålmodighed af dem alle tre, én efter én. De forstod deres gerning.

"Fordi det passede os," lød svaret endelig. "Lad os komme op."

Selv nu forstod de ikke, hvad det hele gik ud på.

"Godt, så vil vi nu tyrannisere jer, fordi det passer os. Vi vil være lige så fair over for jer, som I var over for Clewer. Han kunne ikke gøre noget mod jer. I kan ikke gøre noget mod os. Pudsigt, ik"?"

"Kan vi ikke? I kan bare vente jer."

"Ja, der ser man," sagde Beetle eftertænksomt. "Det viser, at I aldrig før er blevet ordentligt kælet for. Offentlig afbankning er den rene svir sammenlignet med, hvad I nu får serveret. Jeg tør holde en shilling på, at I vil græde og love hvad som helst."

"Se her, lille Beetle: Vi slår dig halvt fordærvet, når vi kommer op. Det kan du være evigt forbandet på."

"Men først bliver _I_ slået halvt fordærvede. Har I givet Clewer nødder?"

"Har I givet Clewer nødder?" gentog M'Turk. Ved den tyvende gentagelse - ingen dreng kan udholde den tortur, som består i et eneste uafladeligt spørgsmål og dette er netop tyranniseringens kvintessens - kom tilståelsen.

"Ja, vi har. Gid Fanden havde jer!"

"Så vil vi give jer nødder."

Og nødder fik de, af den rigtig gode, gamle slags. Det var ingen bagatel. Selve "Misse" Fairburn fra de gamle dage kunne ikke have gjort det bedre.

"Har I givet Clewer børsteture?"

Denne gang blev spørgsmålet hurtigere besvaret og de fik en børstetur på fem minutter efter Stilks ur. De var så stramt bundne, at de ikke en gang kunne vride sig. Der anvendes ingen børste til en børstetur.

"Har I givet Clewer nøgler?"

"Nej, vi har ikke. Jeg sværger det!" svarede Campbell, der trimlede rundt af smerte.

"Så vil vi give jer nøgler, for at I kan prøve, hvordan det ville have smagt, hvis I havde."

Den tortur, der kaldes "nøglen" - og til hvilken der slet ikke anvendes nogen nøgle - gør nederdrægtig ondt. De måtte udholde den i flere minutter, og de brugte et sprog, som nødvendiggjorde anbringelsen af knebler.

"Har I givet Clewer proptrækkere?"

"Ja. Åh, gid Satan havde jer, I idioter! Slip os, I feje bæster!"

De blev proptrukket, og proptrækkeren - som intet har med proptrækkere at gøre - er endnu mere smertefuld end nøgletorturen.

Den metodiske og stiltiende måde, hvorpå angrebene blev foretaget, tog på nerverne. Mellem hver ny tortur kom den ubønhørlige, bedøvende regn af spørgsmål, og når de ikke svarede klart og bestemt, blev isabellafarvede lommetørklæder stukket i munden på dem.

"Er det nu alt, hvad I har gjort ved Clewer? Tag kneblen ud, Turkey, og lad dem svare."

"Ja, ved Gud i Himlen. Åh, I myrder os, Stilk!" udbrød Campbell.

"Ak-ku-rat det samme, som Clewer sagde til jer. Jeg hørte ham. Nu skal vi vise jer, hvad vi forstår ved rigtig tyrannisering. Der er en ting, jeg ikke kan lide ved dig, Sefton, og det er, at du kommer her til skolen med dine høje flipper og lakstøvler og tror, at du kan lære os noget med hensyn til tyrannisering. _Tror_ du virkelig, at du kan lære os noget som helst af den slags? Tag kneblen ud og lad ham svare."

"Nej," lød det heftigt.

"Han siger nej. Vug ham i søvn. Campbell kan se til."

Der skal tre drenge og to boksehandsker til at vugge en dreng i søvn. Denne operation svarer lige så lidt som de foregående til sit navn. Sefton blev _vugget_, indtil øjnene stod stive i hovedet på ham. Han stønnede og snappede efter vejret, svimmel og elendig.

"Milde moster!" sagde Campbell rædselsslagen i sin krog og blev bleg.

"Fjern ham," sagde Stilk. "Træk Campbell frem. Se, _det_ her er tyrannisering. Åh, det er sandt! Hør, Campbell, hvorfor tyranniserede I Clewer? Tag hans knebel ud og lad ham svare."

"Jeg - jeg véd ikke. Åh, lad mig være! Jeg lover, at jeg ikke vil hævne mig. Men I må ikke vugge mig!"

"'Kiddets brægen ægger tigeren'. Han siger, at han véd ikke. Bring ham i stilling, Beetle. Giv mig handsken og stik kneblen ind."

I tavshed blev Campbell vugget fire og tresindstyve gange.

"Jeg tror, jeg dør!" gispede han.

"Han siger, at han dør. Fjern ham. Nå, Sefton! Åh, det er sandt! Sefton, hvorfor tyranniserede I Clewer?"

Svaret lader sig ikke gengive på tryk, men det bragte ikke den svageste rødme op i Stilks dunede kind.

"Gør ham til Ag Ag, Turkey!"

Og han blev gjort til Ag Ag. Det var næsten atten års dyrekøbt erfaring, som blev stillet til hans disposition, men han syntes ikke at sætte pris på det.

"Han siger, at vi er skiderikker. Fjern ham. Nå, Campbell! Åh, det er sandt! Hør Campbell, hvorfor tyranniserede I Clewer?"

Så kom tårerne - hede tårer - bønner om nåde og krybende løfter om fred. Hvis bare de ville holde op med pinslerne, skulle Campbell aldrig løfte en hånd imod dem. Spørgsmålene begyndte igen - til akkompagnement af pinligt overtalende midler.

"Det lader til, at det gør ondt på dig, Campbell. Gør det ondt?"

"Ja. Frygteligt!"

"Han siger, at det gør ondt. Gi'r du dig?"

"Ja, ja! Det forsikrer jeg. Åh, hold op!"

"Han siger, at han gi'r sig. Er du ydmyg?"

"Ja!"

"Han siger, at han er ydmyg. Er du Satans ydmyg?"

"Ja!"

"Han siger, at han er Satans ydmyg. Vil du tyrannisere Clewer mere?"

"Nej. Ne-e-ej!"

"Han siger, at han ikke vil tyrannisere Clewer. Og heller ingen andre?"

"Nej. Det lover jeg!"

"Og heller ingen andre. Men så de prygl, som du og Sefton ville give os?"

"Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Det lover jeg!"

"Han siger, at han ikke vil prygle os. Anser du dig selv for at have den mindste smule forstand på tyrannisering?"

"Nej, jeg gør ikke!"

"Han siger, at han ikke har den mindste smule forstand på tyrannisering. Har vi ikke lært dig en hel del?"

"Jo - jo!"

"Han siger, at vi har lært ham en hel del. Er du ikke taknemmelig?"

"Jo!"

"Han siger, at han er taknemmelig. Fjern ham. Åh, det er sandt! Hør, Campbell, hvorfor tyranniserede du Clewer?"

Han græd på ny, hans nerver var helt ødelagte.

"Fordi jeg var en tyran. Det er formodentlig det, du vil have mig til at sige?"

"Han siger, at han er en tyran. Det har han ret i. Sæt ham hen i krogen. Så kan Campbell slippe. Nå, Sefton!"

"Djævle! Satans yngel!"

Dette og meget mere råbte Sefton, mens behændige knæ puffede ham henover tæppet.

"'Kiddets brægen ægger tigeren'. Nu vil vi gøre dig smuk. Hvor gemmer han sit barbergrej?"

Campbell fortalte dem det.

"Beetle, hent noget vand. Turkey, lav sæbeskum. Vi vil barbere dig, Seffy, så du gør klogest i at ligge rigtig stille, for at vi ikke skal komme til at skære dig. Jeg har aldrig før barberet nogen."

"Nej, lad være! Lad være! Åh, I må endelig ikke!"

"Nå, så du begynder at blive høflig, hva". Jeg vil bare tage det ene fine lille kindskæg af -"

"Jeg - jeg vil slutte fred, hvis I vil lade være. Jeg lover ikke at prygle jer, når jeg kommer op!"

"Og så halvdelen af det overskæg, som vi er så stolte af. Han siger, at han ikke vil prygle os. Er han ikke sød?"

M'Turk lo over den forniklede sæbekop og anbragte Seftons hoved mellem Stilks knæ, der holdt fast som en skruestik.

"Stop lidt," sagde Beetle, "du kan ikke barbere lange hår. Du må først klippe hele overskægget kort og så skrabe ham."

"Jeg gider virkelig ikke give mig til at lede efter en saks. Kan vi ikke bruge en tændstik? Smid tændstikæsken herover. Han er et svin, forstår I, så vi kan lige så godt svide børsterne af ham. Lig stille!"

Han strøg en tændstik, men standsede igen.

"Men jeg vil egentlig kun tage det halve af."

"Det kan godt lade sig arrangere," svarede Beetle og svang barberkosten. Nu sæber jeg det ind til midt på - sådan, ser du, og så kan du svide resten af."

Det ungdommelige, første overskægs fine hår blussede op indtil sæbeskumsstriben midt på læben, og Stilk gned de brændte stubbe væk med sin tommelfinger. Det var ingen varsom barbering, men den opfyldte sit formål.

"Og så kindskægget på den anden side. Vend ham om!"

Ved hjælp af tændstik og barberkniv blev også det fjernet.

"Giv ham hans barberspejl. Tag kneblen ud. Det kunne more mig at høre, hvad han vil sige."

Men der kom ikke et ord. Sefton stirrede med rædsel og fortvivlelse på ødelæggelsens vederstyggelighed, og to store tårer rullede ned ad hans kinder.

"Åh, det er sandt! Hør, Sefton, hvorfor tyranniserede I Clewer?"

"Lad mig være i fred! Åh, I forbandede tyranner, lad mig være i fred! Har jeg ikke fået nok!"

"Han siger, at vi skal lade ham være i fred," sagde M'Turk.

"Han siger, at vi er tyranner, og så er vi ikke en gang begyndt endnu," sagde Beetle. "Du er utaknemmelig, Seffy. Manner, som du ser ud!"

"Han siger, at han har fået nok," sagde Stilk. "Der tager han fejl!"

"Til værket, til værket!" sang M'Turk og svang en stok. "Kom så, Narcissus. Gå ikke hen og forelsk dig i dit eget spejlbillede!"

"Lad ham nu have fred," sagde Campbell i sin krog. "Han flæber også."

Sefton græd som en tolv års dreng af smerte, skam, såret forfængelighed og fuldstændig hjælpeløshed.

"Slut fred, Sefton, hører du? Du kan ikke stå dig mod disse Satans unger -"

"Ikke grov, sødeste Campbell," sagde M'Turk, "ellers får du mere!"

"Jamen I _er_ virkelig nogle sataner," svarede Campbell.

"Hvoff"? Fordi vi har tyranniseret jer en smule - ligesom I har gjort ved Clewer! Hvor længe har I moret jer med ham?" spurgte Stilk. "Hele semestret?"

"Vi har da ikke tæsket ham hele tiden."

"I har gjort det, når I kunne få fingre i ham," sagde Beetle, som sad med korslagte ben på gulvet og fra tid til anden lod sin stok falde tværs over Seftons vrist. "Tror I ikke, jeg véd det?"

"Jeg - det kan godt være, for resten."

"Og I gjorde, hvad I kunne for at få fingre i ham. Tror I ikke, jeg véd det? Fordi han var et nederdrægtigt lille asen, ikke sandt? Tror I ikke, jeg véd det? Men ser I, nu er det _jer_, der er nederdrægtige asener, og nu får I, hvad han fik - fordi han var et asen. Ene og alene fordi det passer _os_."

"Vi har aldrig tyranniseret ham rigtigt - sådan som I har gjort ved os."

"Hæ!" svarede Beetle. "Man tyranniserer aldrig rigtigt - det gjorde "Misse" Fairburn heller ikke. Man giver dem bare et par lussinger. Det siger man selv. Man banker bare sjælen ud af kroppen på dem, så at de går op på pulterkammeret og flæber. Eller gemmer deres hoved i en overfrakke og flæber. Skriver hjem tre gange om dagen - ja, møgunge, det har jeg gjort - og beder om at blive taget ud af skolen. Nej, Campbell, du er aldrig blevet ordentligt tyranniseret. Jeg er ked af, at du har bedt om fred."

"Det er jeg nu ikke!" svarede Campbell, der var humorist på sin vis. "Pas på, du slår Sefton ihjel!"

I sin ophidselse havde Beetle brugt stokken uden at tænke over, hvor hårdt han slog til, og Sefton brølede nu om nåde.

"Og du!" udbrød Beetle og drejede sig om imod ham. "Du er heller aldrig blevet tyranniseret. Hvor var du, før du kom hertil?"

"Jeg - jeg havde en huslærer."

"Hæ! Det kunne jeg næsten tænke mig. Du har aldrig i dit liv flæbet. Men nu flæber du, minsandten. Flæber du ikke?"

"Kan du ikke se det, dit blinde bæst?"

Sefton faldt om på siden, mens tårernes spor dannede furer i det indtørrede sæbeskum. Svup! faldt stokken på hans stramme bagdel.

"Nå, så jeg er blind," sagde Beetle, "og et asen? Kæft, Stilk! Jeg vil muntre mig med vor ven, _á la_ "Misse" Fairburn. _Jeg_ tror nemlig, at jeg ser ganske godt. Kan jeg ikke se, Sefton?"

"De rammer hvor de skal," sagde M'Turk, som betragtede stokkens arbejde. "Du må hellere sige, at han kan se, Seffy."

"Ja - ja, du kan! Jeg forsikrer, at du kan!" hylede Sefton, tvunget af stærke argumenter.

"Har jeg ikke et par dejlige øjne?"

Stokken hævede sig og faldt uafbrudt under hele denne afhøring.

"Jo -"

"Blide og nøddebrune, ikke sandt?"

"Jo - jo!"

"Løgnhals! De er himmelblå. Er de ikke himmelblå?"

"Jo - jo!"

"Du véd jo ikke, hvad du selv mener, fra det ene minut til det andet. Det må du lære - det må du lære."

"Det er svært, som du er arrig," sagde Stilk. "Slap af, Beetle."

"Sådan er jeg selv blevet behandlet," svarede Beetle. "Nå, med hensyn til om jeg er et bæst."

"Hold op - hold op!" skreg Sefton. "Lad os slutte fred! Jeg gi'r mig! Lad mig være! Jeg er færdig! Jeg kan ikke holde det ud!"

"Hø! Netop som vi begyndte at komme i gang," brummede M'Turk. "De lod ikke Clewer slippe, det er jeg vis på."

"Tilstå - bed om forladelse - skynd dig!" kommanderede Stilk.

Liggende på gulvet overgav Sefton sig på nåde og unåde, endnu mere krybende end Campbell. Han ville aldrig mere røre nogen. Han ville være skikkelig alle sine livsens dage.

"Vi kommer vel til at tage imod fredstilbudet?" sagde Stilk. "Ja, så er det godt, Sefton. Du gi'r dig? Meget vel. Hold bøtte, Beetle! Men før vi lader jer komme op, vil du og Campbell være så venlige at synge _Kitty of Coleraine_ - _á la_ Clewer."

"Det er ikke ærligt spil," indvendte Campbell. "Vi har jo overgivet os."

"Vist så. Og nu gør I, hvad vi siger til jer - akkurat ligesom Clewer måtte. Hvis I ikke havde overgivet jer, ville I være blevet rigtig tyranniserede. Men da I har overgivet jer - er du med, Seffy? - skal I synge oder til ære for sejrherrerne. Skynd jer!"

De kastede sig mageligt hver på sin stol. Campbell og Sefton så på hinanden, og da ingen af dem fandt nogen trøst i den andens ansigt, istemte de _Kitty of Coleraine_.

"Elendigt sunget," bemærkede Stilk, da den ynkelige klagesang var forbi. "Hvis I ikke havde overgivet jer, ville det have været vor smertelige pligt at smide bøger i hovedet på jer, fordi I sang falsk. Nå, kom så."

Han befriede dem for deres bånd, men det varede flere minutter, før de kunne rejse sig. Campbell var den første, der kom på benene med et usikkert smil. Sefton vaklede hen til bordet og begravede hovedet i armen, mens en hulken gennemrystede ham. Der var ikke spor af kamplyst i nogen af dem - kun forbløffelse, forknythed og skamfuldhed.

"Ka" - kan han ikke få lov til at barbere sig før te tid?" sagde Campbell. "Klokken ringer om ti minutter."

Stilk rystede på hovedet. Det var hans hensigt at eskortere den halvt barberede Sefton ned til te.

M'Turk gabede i sin stol og Beetle tørrede sit ansigt. De var alle tre drivvåde af ophidselse og anstrengelse.

"Hvis jeg vidste hvordan, ville jeg pinedød holde en moralprædiken for jer," sagde Stilk strengt.

"Præk ikke, de _har_ overgivet sig," sagde M'Turk. "Den slags moralske overtalelser er noget trættende."

"Indser I ikke, hvor overbærende vi har været? Vi kunne have kaldt Clewer ind for at se på jer," sagde Stilk. "'Kiddets brægen ægger tigeren'. Men det gjorde vi ikke. Vi behøver kun at fortælle denne historie til et par af drengene her i skolen, så bliver I grinet ud, overalt hvor I viser jer. Jeres liv vil ikke være værd at leve. Men det vil vi ikke. Vi holder os udelukkende til moralske overtalelser, Campbell. Så hvis du og Seffy ikke sladrer, sladrer ingen."

"Du er pinedød en knop," svarede Campbell. "Jeg har vel nok egentlig båret mig ad som et bæst imod Clewer."

"Det så sådan ud," sagde Stilk. "Men jeg tror ikke, at Seffy behøver at komme ned i spisesalen med det skeløjede skæg. De små ville ikke have godt af at se ham. Han må gerne barbere sig. Er du ikke taknemmelig, Sefton?"

Hovedet løftedes ikke. Sefton sov dybt.

"Det var sært," sagde M'Turk, da der lød en blanding af snorken og hulken. "Jeg ville nærmest kalde det uforskammet, eller måske han bare stiller sig sådan an." .

"Nej, han gør ikke," svarede Beetle. "Når "Misse" Fairburn havde muntret sig med mig en times tid, plejede jeg undertiden lige på stedet at falde i søvn på en bænk. Det arme asen! Men han kaldte mig faktisk skide digter."

"Nå, kom så." Og med lavere stemme tilføjede Stilk: "Farvel, Campbell. Husk på, holder I kæft, holder alle kæft."

Der skulle være opført en krigsdans, men alle tre var så dødtrætte, at de næsten faldt i søvn over tekopperne og sov på deres værelse lige til lektielæsningstid.

• • • *** ***

"Et højst mærkværdigt brev. Er _alle_ forældre uhelbredelige idioter? Hvad mener De om det?" sagde rektor og rakte pastoren otte tætskrevne sider.

"'Sin moders eneste søn, og hun var enke'. Den slags er altid de værste at komme tilrette med."

Pastoren læste med fremskudte læber.

"Hvis halvdelen af disse beskyldninger er sande, måtte han jo være på sygestuen, men han befinder sig tværtimod irriterende godt. Ganske vist har han taget skægget af. Det har jeg lagt mærke til."

"Tvunget dertil, som hans mor fremhæver. Hvor henrivende! Hvor sundt!"

"Det er ikke _Dem_, der skal svare hende. Det indtræffer meget sjældent, at jeg ikke véd, hvad der sker på skolen, men dette går over min forstand."

"Hvis De spørger mig, vil jeg sige: Forsøg ikke at forsone hende. Når man er nødt til at tage imod manuduktørhvalpe -"

"Han var fuldstændig rask i morges, da jeg læste en ekstratime med ham," sagde rektor åndsfraværende. "Opførte sig oven i købet ualmindelig velopdragent."

"- så opdrager de enten skolen, eller også, som i dette tilfælde, opdrager skolen dem. Jeg foretrækker vore egne metoder," sluttede præsten.

"Tror De, det er grunden?" rektor trak det ene øjenbryn i vejret.

"Det er jeg sikker på! Og intet kan undskylde, at han har forsøgt at give skolen et dårligt ry."

"Det er et tema, jeg agter at udvikle over for ham," svarede rektor. Augurerne blinkede til hinanden.

• • • *** ***

Nogle dage senere aflagde pastoren besøg i Nummer Fem.

"Hvorfor har vi ikke set Dem så længe, Pater?" sagde de.

"Jeg har holdt øje med tider og stunder og begivenheder og mænd - og drenge," svarede han. "Jeg er tilfreds med min Tiende Legion. Jeg gør den min kompliment. Clewer kastede papirskugler dyppede i blæk rundt i klassen i stedet for at passe sine ting. For øjeblikket er han i færd med de halvhundrede linjer, som han blev idømt for - uhørt frækhed."

"Det kan De ikke bebrejde os," sagde Beetle. "De sagde selv, at vi skulle fjerne det - æh - tryk, der hvilede på ham. Men sådan er det altid med de små."

"Jeg har set drenge, fem år ældre end han, kaste med papirskugler, Beetle. En sådan synder har jeg idømt to hundrede linjer - for ikke længe siden. Og nu jeg tænker over det, blev de linjer nogen sinde afleverede?"

"Blev de, Turkey?" sagde Beetle uden at rødme.

"Synes De ikke, at Clewer ser lidt renere ud, Pater?" afbrød Stilk.

"Vi er nogle storartede moralreformatorer," sagde M'Turk.

"Det var Stilk, der hittede på det alt sammen, men sjovt var det," sagde Beetle.

"Jeg har lagt mærke til moralreformen på adskillige steder. Sagde jeg jer ikke, at I havde mere indflydelse end hvilke som helst andre drenge i skolen, hvis blot I ville benytte den?"

"Den er lidt trættende, når den skal benyttes hyppigt - vor form for moralsk overtalelsesevne. Og desuden, ser De, så er resultatet kun, at Clewer bliver næsvis."

"Jeg tænkte ikke på Clewer, Stilk. Jeg tænkte på - de andre."

"Åh, vi tog såmænd ikke meget hensyn til de andre," sagde M'Turk. "Gjorde vi vel?"

"Men det gjorde _jeg_ - lige fra begyndelsen af."

"De vidste altså -?"

En røgsky blev pustet nedad.

"Drenge opdrager hinanden, hedder det sig, mere end vi kan eller tør. Hvis jeg havde anvendt halvdelen af den moralske overtalelse, som I måske og måske ikke har brugt -"

"Ud fra de bedste motiver af verden. Glem ikke vore fromme hensigter, Pater," indskød M'Turk.

"- så ville jeg formodentlig for øjeblikket hensmægte mine dage i Bideford arrest, ikke sandt? Nå, for at citere, hvad rektor en gang sagde i en lille sag, som vi er blevet enige om at glemme, så forekommer det mig at være en skamløs uretfærdighed ... Hvad ler I af, I forbryderspirer? Er det ikke sandt, hvad jeg siger? Jeg vil ikke sidde her og være til grin. Jeg kiggede kun indenfor i denne lastens hule, for at høre, om der var nogen, som havde lyst til et bad udenfor revet. Men nu ser jeg, at I ikke vil."

"Om vi vil! Vent bare et øjeblik, Pater Sahib, til vi får fat i vore håndklæder, så _sommes nous avec vous!"_

Lektielæsning

Qui procul hinc - the legend's writ

The frontier grave is far away;

Qui ante diem periit,

Sed miles, sed pro patriâ.

Påskesemesteret havde kun varet en måned, da Stettson major, en dagelev, fik difteritis, og rektor blev meget vred. Han udstedte bestemmelser om nye og snævrere grænser for drengenes udflugter fra skolen - smitten var nemlig blevet sporet til en fjerntliggende gård - pålagde præfekterne på det strengeste at tampe alle ulydige og lovede desuden, at han selv ville give forbryderne efterbehandling. Man kunne ikke bruge for stærke ord om Stettson major, der for øjeblikket var i karantæne hjemme hos sin mor, fordi han havde ødelagt skolens sundhedsstatistik. Det sagde rektor selv nede i gymnastiksalen efter morgenandagten. Og så skrev han et par hundrede breve til lige så mange ængstelige forældre og værger og bad skolen fortsætte sit arbejde. Sygdommen bredte sig ikke, men en aften kørte en gig frem for rektors dør og næste morgen var han borte og havde overdraget ledelsen af det hele til Hr. King som ældste husforstander. Rektor tog jævnligt til London, hvor han efter drengenes overbevisning tilbragte tiden med at bestikke embedsmænd til at give sig de første korrekturer på eksamensopgaverne til officersskolens optagelsesprøve. Men denne gang blev han usædvanligt længe borte.

"Den gamle krudtugle!" sagde Stilk til sine forbundsfæller en regnfuld eftermiddag i studereværelset. "Han er nok gået på sold og bagefter røget lige i spjældet under falsk navn."

"Hvorfor har de nappet ham?" Beetle gik henrykt ind på bagvaskelsen.

"Fyrretyve shilling eller en måneds simpelt fængsel for at sparke en varietéudsmider på skinnebenene. Bates går altid på vulkaner, når han kommer til byen. Jeg ville for resten ønske, at han var hjemme igen. Jeg er led og ked af Kings 'svøber og skorpioner' og foredrag om ånden i de offentlige skoler - æh bæh - og lærdom!"

"'Middelklassens grove og materialistiske vulgaritet - de læser kun for karakterernes skyld. Ikke en eneste person i hele skolen med interesse for lærdom"," citerede M'Turk tankefuldt, mens han med en glødende ildrager borede huller i kaminhylden.

"Det her er sgu en bedrøvelig måde at tilbringe en eftermiddag på. Og så stinker her oven i købet. Lad os gå ud og ryge. Her skal I se sager."

Stilk holdt en lang indisk cerut i vejret.

"Den huggede jeg fra min gamle sidste gang jeg var hjemme på ferie. Jeg er ikke helt varm på den. Stærkere tobak end en pibe. Vi må hellere kvæle den på indianerfacon - lade den gå rundt, altså. Vi kan nok finde et godt sted bag ved den gamle harve på Abegårdsvejen."

"Det er udenfor grænserne og dem tager de temmelig tragisk på nu for tiden. Desuden kommer vi til at brække os på det brækkeligste." Beetle snusede mistroisk til cerutten. "Det er en rigtig stinkadorus."

"Ja, du vil, men jeg ikke. Hvad siger du, Turkey?"

"Tja - det kan vi jo lige så godt."

"Så tag din hue. Der er to stemmer mod én, Beetle. Herut med dig!"

De fik øje på en gruppe drenge ved opslagstavlen ude i gangen, og lille Foxy, skolepedellen, stod midt i klyngen.

"Mere grænsepip," sagde Stilk. "Hov, Foxybus, hvem bærer De sorg for?"

Foxy bar en bred stribe sørgeflor omkring armen.

"Han stod ved mit gamle regiment," svarede Foxy og nikkede hen imod opslagstavlen, hvor et avisudklip var fæstet med en tegnestift mellem navnelisterne.

"Død og pine!" sagde Stilk og tog huen af, mens han læste. "Det er gamle Duncan - "Fatso" Duncan - som er faldet ved Kotal et eller andet, '_medens han med glimrende dødsforagt søgte at bringe orden blandt mandskabet_'. Ja, naturligvis. '_liget blev reddet_'. Det var heldigt. Undertiden lemlæster de ligene, ikke sandt, Foxy?"

"Frygteligt," svarede pedellen kort.

"Stakkels gamle Fatso! Jeg hørte endnu til de små, da han gik ud af skolen. Hvor mange er det nu af vore, Foxy?"

"Hr. Duncan er den niende. Da han kom hertil, var han ikke større end lille Grey tertius. Og så mit gamle regiment. Ja, Hr. Corkran, det er foreløbig ni herfra."

Drengene gik ud i regnvejret. De sjoskede hurtigt af sted.

"Gud véd, hvordan det mærkes - at blive skudt og så videre," sagde Stilk, mens de sjaskede gennem en hulvej. "Hvor var det, det skete, Beetle?"

"Åh, et eller andet sted ovre i Indien. Dér er der jo altid ballade. Men hør nu, Stilk, hvad fornøjeligt er der ved at sidde under en hæk og brække sig? Det er Fandens koldt og nederdrægtigt vådt og vi bliver nappet så sikkert som amen i kirken."

"Hold kæft! Har du nogen sinde oplevet, at onkel Stilk har bragt dig i fedtefadet?" Som så mange andre hærførere indrømmede Stilk ikke gerne fortidens nederlag.

De banede sig vej gennem en dryppende hæk, kom ind på en sølet pløjemark og satte sig på en rusten harve. Cerutten osede og spruttede af salpeter. De røg den forsigtigt og rakte den til hinanden mellem tommel- og pegefinger.

"Det er sgu godt, vi ikke har én hver, hvad?" sagde Stilk med sammenbidte tænder og skælvende over hele kroppen. For at understrege ordene udgød han et øjeblik efter sit hele indre for dem, og de fulgte hans eksempel...

"Det sagde jeg dig jo," stønnede Beetle og svedte koldsved. "Åh, Stilk, dit forfærdelige høved!"

"Je me brecque, tu te brecques, il se brecque. Nous nous brecquerons!"

M'Turk afleverede sit bidrag og lå hjælpeløs på det kolde jern.

"Der var noget i vejen med den forbandede tingest. Hør, Beetle, du har vel ikke spildt blæk på den?"

Men Beetle var ikke i stand til at svare. Slatne og tomme lå de tværs over harven, hvis rust tegnede røde firkanter på deres frakker, mens cerutstumpen, som de havde sagt så pludseligt farvel, lå og røg lige under deres iskolde næser, og så - uden at de havde hørt noget - stod selveste rektor foran dem - rektor, som burde være i London for at bestikke eksaminatorer - rektor, fantastisk påklædt i gammelt tøj og jagtkasket!

"Ja så!" sagde han og strøg sit overskæg. "Nå sådan foregår det. Jeg kunne have tænkt mig, hvem det var. Vil I nu lige med det samme gå hjem til skolen, hilse Hr. King fra mig og anmode ham om at give jer en særlig udsøgt endefuld. Desuden skriver I hver fem hundrede linjer til mig. Jeg kommer tilbage i morgen. Fem hundrede linjer, som afleveres i morgen klokken fem. Endvidere har I en uges udgangsforbud. For tiden er det ikke rigtig heldigt at gå udenfor de tilladte grænser. _Særlig_ udsøgt, glem ikke det."

Han forsvandt gennem hækken lige så lydløst, som han var kommet. Der lød mumlen af kvindestemmer i den dybe hulvej.

"Åh, dit prøjserbæst," sagde M'Turk, da lyden af stemmerne døde bort. "Stilk, det er også din skyld, din idiot."

"Myrd ham! Myrd ham!" gispede Beetle.

"Jeg ka-ka-kan ikke. Jeg skal brække mig igen ... Det kan jeg endda finde mig i, men King vil juble forfærdeligt. Særlig udsøgt, uha uha!"

Stilk svarede ikke - ikke engang med en undskyldning.

De gik tilbage til skolen og fik det, som de var blevet sendt hjem efter. Det var en stor nydelse for King, for på grund af deres alder var drengene fritagne for prygl af ham undtagen efter særlig ordre. Heldigvis var han ingen mester i den ædle kunst.

"_Sælsomt, hvor attråen overgår værket_," bemærkede Beetle uærbødigt med et citat fra et shakespearesk skuespil, som de læste i det semester. De gik op på deres værelse og gav sig i lag med strafarbejdet.

"Du har fuldstændig ret, Beetle," sagde Stilk i en blid og forsonlig tone. "Se, hvis rektor havde sendt os til en præfekt, ville vi have fået noget mindeværdigt."

"Hør nu," begyndte M'Turk med kold giftighed, "vi vil ikke tæve dig for denne her historie. Den er for slem til at kunne sones med høvl, men vi vil bede dig venligst få ind mellem ørerne, at du er sat i band, Stilk. Du er hundrede procent dummere end snot."

"Hvordan kunne jeg vide, at rektor ville snuppe os? Og hvad bestilte han i det skrækkelige kluns?"

"Lad være med at skifte emne," brummede Beetle strengt.

"Åh, det var jo Stettson majors skyld alt sammen. Hvis han ikke var gået hen og havde raget sig den difteritis til, ville det aldrig være sket. Men synes I egentlig ikke, at dét var noget mystisk - at rektor sådan ganske tilfældigt løb på os?"

"Hold kæft, Stilk! Du er færdig!" sagde Beetle. "Vi har hugget sporerne af dine elendige hæle. Vi har slæbt dit skjold i skarnet, og jeg synes ikke, du skal dele bord med os andre den første måneds tid."

"Åh, hold nu op med det vrøvl. Jeg vil -"

"Holde op? Men - men vi har jo fået en uges udgangsforbud!" hylede M'Turk, overvældet af tanken om den mere end pinlige situation. "Klø af King, fem hundrede linjer, _plus_ husarrest. Stilk, din svinepels, forventer du, at vi kysser dig?"

"Hold nu op med det pjank et øjeblik. Jeg vil vide, hvordan det gik til, at rektor fandt os. Hvad skulle han der?"

"Hvorfor, Stilk, du ved jo han var der, er det ikke nok? Du traf ham i bedste velgående. Traf ham i færd med at gøre kur til Stettson majors mor. Det var hende ude på vejen - jeg kunne kende hendes stemme. Og _derfor_, forstår du, fik vi ordre til at stille til klø, mens en dagelevs mor hørte på det. En ranglet gammel enke oven i købet," sagde M'Turk. "Er der mere, du ønsker at vide?"

"Ja, det er nu lige meget. Jeg skal pinedød nok gengælde ham det en gang," brummede Stilk.

"Ja, sikkert," hånede M'Turk. "Særlig udsøgt, en uges husarrest og fem hundrede ... Og så vil du oven i købet lave ballade! Hjælp mig med at kværke ham, Beetle." Stilk havde kastet sin Æneide efter dem.

Rektor kom hjem næste dag uden at sige, hvor han havde været. Han fandt de fem hundrede linjer ventende på sig og skoletugten en smule slappet under Hr. Kings regimente. Hr. King havde gang på gang holdt foredrag, der gik over elevernes hoveder og forbi deres ører, om ånden i de offentlige skoler og gamle lærdomssæders traditioner, for han lod aldrig en god lejlighed gå fra sig. Men når der ses væk fra, at han i halvtredje hundrede unge hjerter havde vakt et levende had til alle andre skoler, havde han kun opnået lidt - så lidt, at da han to dage efter rektors hjemkomst tilfældigvis traf Stilk & Co, der til trods for husarresten altid kunne hitte på noget at fordrive tiden med, optagne af at spille med marmorkugler i korridoren, sagde han, at det forbavsede ham ikke - forbavsede ham ikke i mindste måde. Det var, hvad han havde ventet sig af personer med deres åndelige habitus.

"Jamen at spille med marmorkugler er ikke forbudt, Hr. King. Det er et overmåde interessant spil," sagde Beetle, hvis knæ var hvide af kalk og støv. Så fik han to hundrede linjer for uforskammethed og desuden ordre til at opsøge den nærmeste præfekt og bede om dom og eksekution.

Følgende ord veksledes bag den lukkede dør i Flints studereværelse - Flint var på den tid fører for skolens crickethold:

"Hør Flint, King har sendt mig til dig, fordi jeg spillede med marmorkugler i korridoren og brugte spilleudtrykkene."

"Hvad tror han, det kommer mig ved?" lød svaret.

"Det véd jeg ikke." Beetle grinede ondskabsfuldt. "Hvad skal jeg svare ham. Han er temmelig gal i hovedet."

"Hvis rektor hænger et opslag op i korridoren om, at spil med marmorkugler er forbudt, så kan jeg gøre noget, men jeg kan ikke tage mig af det, blot fordi en husforstander laver vrøvl. Det véd han lige så godt som jeg."

Indholdet af dette orakelsvar overbragte Beetle King uden at mildne form og indhold og King skyndte sig at opsøge Flint.

Nu havde Flint været halvottende år i skolen, når man medregner et halvt år, som han tilbragte hos en manuduktør i London og fra hvem han, lidende af hjemve, var vendt tilbage til rektor og nu fik den sidste afslibning inden officersskolen. Der var en fire-fem andre i ældste klasse, som havde gennemløbet omtrent de samme stadier, for ikke at tale om nogle drenge, som andre skoler havde bortvist på grund af overvættes livlighed og som rektor havde fået sat rimelig skik på. Det var i det hele taget en sjette klasse, som man måtte tage på med fløjlshandsker, og det fik King at mærke.

"Må jeg spørge, om det er din hensigt at tillade den slags gadedrengespil lige udenfor dit studereværelse, Flint? I så fald kan jeg kun sige -"

Han sagde en hel del, og Flint lyttede høfligt.

"Ja, Hr. King, hvis rektor anser det for rigtigt at sammenkalde et præfektmøde, er det vor pligt at tage sagen op til behandling. Men det er skolens tradition, at præfekterne ikke kan foretage sig noget i sager, der angår hele skolen, uden direkte ordre fra rektor."

Der blev sagt overmåde meget endnu og begge parter blev en smule hidsige.

Efter te fortalte Flint begivenheden ved et uofficielt præfektmøde på hans værelse.

"Det her har han været ude om i en hel uge og nu har han fået det. I véd lige så godt som jeg, at hvis han ikke havde hældt vand ud af ørerne, som han gjorde, ville den lille bavian til Beetle aldrig have drømt om at spille med marmorkugler."

"Det véd vi godt," svarede Perowne, "men det drejer sig ikke om det. Efter hvad Flint siger, har King brugt udtryk om præfekterne, som mere end retfærdiggør en alvorlig ballade. Manuduktøraffald, sjuskevorne lømler - var det ikke sådan? Nu er det umuligt for præfekter -"

"Vrøvl," sagde Flint. "King er skolens bedste lærer i klassiske sprog og det ville ikke være pænt at plage rektor med dette vrøvl. Han sidder allerede til op over ørene i ekstratimer og forberedelser til officersskolen. Og desuden, som jeg sagde til King, er vi ikke nogen offentlig skole. Vi ejes af et aktieselskab, som betaler sine fire procent. Min far er aktionær."

"Hvad kommer det sagen ved?" spurgte Venner, en rødhåret knøs på nitten år.

"Jo, det forekommer mig, at bliver ris til egen røv. Vi skal enten ind i hæren eller også - ud af skolen, ikke sandt? King er ansat af bestyrelsen til at undervise os. Alt andet er hverken her eller der. Er I med?"

Det var muligvis fordi han anede, at der var en smule torden i luften, at rektor med sin eftermiddagscigar gik til Flints værelse. Men han begyndte så ofte eftermiddagen i en præfekts værelse, at ingen anede mistanke, da han kom slentrende ind efter den høflige banken på døren, som etiketten forlangte.

"Et præfektmøde?" Det ene kloge øjenbryn trak sig i vejret.

"Nej, egentlig ikke, sir, men vi sidder og drøfter nogle ting. Vil De ikke tage plads i lænestolen?"

"Tak. I er nogle overdådige unge mennesker, er I."

Han lod sig falde ned i Flints store, magelige lænestol og dampede en stund i tavshed. "Ja, da I nu alle sammen er her, kan jeg lige så godt tilstå, at jeg kommer som den stumme slave med buestrengen."

De unge ansigter blev alvorlige. Den frase betød, at nogle af dem måtte opgive al sport og klemme på med ekstratimer. Det betød måske fremtidigt held på Sandhurst, men i øjeblikket var det katastrofalt for senior-rugbyholdet.

"Ja, jeg kommer efter mit skålpund kød. Jeg burde egentlig have pillet jer ud før Exeterkampen, men det er vor hellige pligt at slå Exeter."

"Er oldboyserkampen ikke også hellig?" spurgte Perowne. Kampen med oldboyserne - de forhenværende elever - var påskesemestrets store begivenhed.

"Lad os håbe, at de ikke har trænet ordentligt. Men så var det listen. For det første må jeg have Flint. Det er geometrien, det kniber med. Jeg kommer til at gennemgå læresætninger med dig. Perowne, ekstra teknisk tegning. Dawson går til Hr. King for at læse latin og Venner til mig med sit tysk. Har jeg så gjort seniorholdet megen fortræd?"

Han smilede elskværdigt.

"Ødelagt det, sir," svarede Flint. "Kan vi ikke få lov til at slippe til slutningen af semestret?"

"Umuligt. Det bliver vanskeligt nok at komme ind på Sandhurst i år."

"Og al den umage gør man sig, bare for at blive hugget sønder og sammen af de nederdrægtige afghanere," sagde Dawson. "Man skulle ikke tro, at der ville være så megen kappestrid om det, vel sir?"

"Åh, det er for resten sandt - Crandall kommer herned med oldboyserne. Jeg har indbudt tyve af dem, men så vidt jeg kan se, bliver det et svagt hold. Jeg véd for resten ikke, om han duer til noget. Han fik nogle alvorlige knubs, da han bjergede stakkels Duncans lig."

"Er det Crandall major - artilleristen?" spurgte Perowne.

Nej, minor - "Toffee" Crandall - står ved et indfødt infanteriregiment. Han er vist næsten før din tid, Perowne."

"Aviserne nævnte ham ikke. Vi læste naturligvis om Fatso. Hvad gjorde Crandall?"

"Her har jeg en indisk avis, som hans mor sendte mig. Det var et temmelig - et knippelgodt, tror jeg, I kalder det - stykke arbejde. Skal jeg læse det for jer?"

Rektor forstod at læse højt. Da han var færdig med den korte, petittrykte beretning, takkede de ham alle høfligt.

"En ære for den gamle skole!" sagde Perowne. "Men det var sørgeligt, at han ikke kom i rette tid til at frelse Fatso. Det er ni af vore i de sidste tre år, ikke sandt?"

"Jo ... Og det er netop fem år siden, at jeg pillede Duncan bort fra alt boldspil og gav ham ekstratimer," sagde rektor. "Hvem skal for resten afløse dig som leder af skolens sport, Flint?"

"Har endnu ikke tænkt over det. Hvem vil De anbefale, sir?"

"Nej tak. Jeg har af og til hørt nogen hviske bag min ryg, at Prøjser Bates er en snedig herre, men han har ikke i sinde at påtage sig ansvaret for udnævnelsen af en ny sportsleder. Det må I selv afgøre. God nat."

"Og det er den mand," sagde Flint, da døren var lukket, "som I vil plage med tøseskolesludder!"

"Det var bare noget, jeg sagde for sjov," svarede Perowne hastigt. "Du er så let at provokere, Flint."

"Nå, lige meget med det. Rektor har slået seniorholdet i smadder og vi må samle stumperne sammen, ellers får de gamle drenge en alt for let sejr. Lad os forfremme hele juniorholdet. Der er masser af talent i det og vi har tid nok til at pille de bedste ud, inden slaget skal stå."

Sagen blev fremstillet for skolen så indtrængende, at selv Stilk og M'Turk, der ellers dybt og inderligt foragtede rugby, deltog i et spil. De blev øjeblikkelig forfremmede, inden deres iver havde fået tid til at kølnes, og den nye værdighed krævede, at de i det mindste tilsyneladende hængte i. Der blev arbejdet med holdet mindst fire dage om ugen, og skolen så fortrøstningsfuldt fremtiden i møde.

• • • *** ***

I semesterets sidste uge begyndte de gamle drenge at komme og den modtagelse, de fik, var nøje afstemt efter deres fortjenester. Officerselever fra Sandhurst og Woolwich, som først havde forladt skolen for et år siden, men var umådelig storsnudede, hilstes med et muntert: "Hov! Hvordan er skolen?" Militsløjtnanter blev høfligere behandlede, men det blev dog stadig underforstået, at de ikke helt var af den rette støbning. Frafaldne, som ikke havde kunnet komme ind i hæren, men var blevet noget på et kontor eller i en bank, blev budt velkommen for gammelt bekendtskabs skyld, men der blev ikke på nogen måde gjort stads af dem. Men da de rigtige løjtnanter, virkelige officerer og gentlemen, som havde været ude på alle kanter af jordkloden og derfor ikke var storsnudede - da de viste sig på scenen og slentrede omkring sammen med rektor, delte skolen sig til højre og venstre og dannede espalier i beundrende tavshed. Og da en af dem greb fat i Flint, i selve sportslederen, og udbrød: "Vorherre bevares, hvad skal det betyde, at du vokser sådan? Du var jo en lille elendig hvalp, da jeg forlod skolen!" - omgaves Flint af synlige glorier. De spadserede frem og tilbage i korridoren med den lille, rødhårede skolepedel og fortalte nyheder om gamle regimenter. De for ind i klasseværelser og snusede til den velkendte lugt af blæk og hvidtekalk. De fandt nevøer og fætre i de lavere klasser og skænkede dem stor rigdom, eller de trængte ind i gymnastiksalen og fik Foxy til at vise dem, hvad de nuværende elever kunne præstere.

Men hovedsageligt talte de med rektor, som var skriftefader og formynder for dem alle. For hvad de i deres tankeløse ungdom havde råbt, fik de beviser på i deres lige så tankeløse manddom - nemlig, at Preusser Bates var "en klog mand". En eller anden havde rodet sig ind i en historie med en konditordatter i Plymouth. Den mere erfarne, der havde fået en lille arv, men ikke stolede på sagførere. Den ærgerrige, der var standset ved en skillevej og helst ville slå ind på den, der kunne føre ham videst. Den ødsle, som ågerkarlen forfulgte. Den arrogante, der var kommet på kant med officersmessen. Alle kom de med deres bekymringer til rektor, og i et sprog, der slet ikke passede for smådrenges øren, fandt Chiron en eller anden diskret og sikker løsning. Derfor overfyldte de hans hus, røg hans cigarer og drak hans skål, som de havde drukket den overalt på jorden, når to eller tre fra den gamle skole havde mødt hinanden.

"Bliv bare ved at ryge," sagde rektor. "Jo mere I er ude af træning, desto bedre for os. Jeg har ødelagt vort seniorhold med ekstratimer."

"Jamen vi er et morderligt svagt hold. Har De sagt dem, at vi må have en stedfortræder, selv om Crandall kan spille?" spurgte en ingeniørløjtnant, der var dekoreret for god tjeneste i felten.

"Han skrev til mig, at han ville spille med, så han kan ikke være blevet _så_ hårdt såret. Han kommer i morgen tidlig."

"Det er Crandall minor, som reddede stakkels Duncans lig?"

Rektor nikkede.

"Hvor vil De gøre af ham? Vi har allerede jaget Dem fra hus og hjem, Rektor Sahib," sagde en ritmester ved de bengalske lansenerer, der var hjemme på orlov.

"Jeg er bange for, at han kommer til at ligge på sin gamle sovesal. I véd, at det er et privilegium, som gamle drenge kan gøre krav på. Ja, jeg tror, at den små Crandall minor kommer til at sove deroppe en gang igen."

"Bates Sahib" - en artilleriløjtnant lagde en kraftig arm om rektors hals - "De har en ræv bag øret. Tilstå! Jeg kender det blink i øjet."

"Kan du ikke begribe det, din odder?" afbrød en sømineingeniør. "Crandall skal op på sovesalen som et stykke anskuelsesundervisning, for den moralske virknings skyld og så videre. Er det ikke rigtigt, Rektor Sahib?"

"Jo, det er. Du er alt for klog, Purvis. Det tampede jeg dig for i '79."

"Det gjorde De, og det er min private mening, at De havde smurt spanskrøret ind med kridt for at kunne ramme på samme sted hver gang."

"N-nej. Men jeg har et sikkert øje. Det er måske det, der har forledt dig til slig overtro."

Dermed var sluseportene åbnede for flere erindringer og alle gav sig til at fortælle historier fra deres skoledage.

Da den forhenværende Crandall minor - nu løjtnant R. Crandall i et regulært indisk regiment - ankom fra Exeter om morgenen på den dag, da kampen skulle stå, blev han modtaget med hurraer langs hele skolens facade, for præfekterne havde genfortalt indholdet af den artikel, rektor havde læst for dem på Flints værelse. Da Prouts Hus hørte, at han ville gøre krav på sin rettighed som gammel elev til at sove en nat på deres sal, løb Beetle ind i Kings Hus ved siden af og opførte en vild triumfdans i fjendens store klasseværelse, hvorefter han forsvandt i en sky af blækhuse.

"At du gider beskæftige dig med de hvalpe," sagde Stilk, der optrådte som stedfortræder i oldboyserholdet og kroede sig i sort jerseyskjorte, hvide knæbukser og sorte strømper. "Jeg talte med _ham_ oppe på sovesalen, mens han klædte sig om. Trak hans uldtrøje ned for ham. Han har en mængde ar tværs over armene - uhyggeligt røde. Han vil fortælle os om det i aften. Jeg bad ham om det, mens jeg snørede hans støvler."

"Nå, _du_ er sgutte forknyt," sagde Beetle misundeligt.

"Det røg ud af mig, inden jeg vidste af det. Men han blev slet ikke vred. Han er en mageløs fyr og jeg skal pinedød gå til makronerne under kampen. Advar Turkey!"

Den fodboldkamps teknik var ganske fortidig. Der var hidsige og langvarige slagsmål, der blev angrebet direkte og kraftigt og rundt om banen stod skolen og råbte: "Ned med hovedet og gå på!" Hen imod slutningen af spillet mistede alle enhver form for sømmelighed, og dagelevers mødre, der stod tæt ved snoren, hørte et sprog, som i hvert fald ikke benyttedes i skolens officielle meddelelser. Ingen måtte ligefrem bæres bort, men begge parter var glade, da spillet sluttede, og Beetle hjalp Stilk og M'Turk overfrakkerne på. De to var stødt sammen midt i virvarret af ben og havde, som Stilk sagde, gjort "hinanden stolt af hinanden". Mens de værkbrudne humpede af sted bagved deres hold - stedfortrædere regnes ikke for voksnes ligemænd - kom de forbi en ponyvogn tæt ved muren og en hæs stemme råbte:

"Godt spillet! Godt spillet!"

Det var Stettson major, blegnæbbet og huløjet, der havde banet sig vej til kamppladsen under eskorte af en utålmodig kusk.

"Er det dig, Stettson?" sagde Stilk og standsede. "Er det ufarligt at komme i nærheden af dig?"

"Ja, nu er jeg rask igen. Jeg har ikke måttet komme ud før, men jeg ville med til kampen. Din mund ser noget svullen ud."

"Turkey kom heldigvis desværre tilfældigvis med vilje til at træde på den. Nå, det glæder mig, at du har det bedre, for vi har lige et par ting, vi skal have snakket med dig om. Du og dine elendige stemmebånd bragte os i en nydelig klemme, min unge ven."

"Jeg hørte lidt om det," svarede drengen grinende. "Rektor fortalte mig det."

"Nå dét gjorde han! Hvornår?"

"Åh, kom nu op med til skolen. Mit ben bliver helt stift, hvis vi bliver stående her og sludrer."

"Kæft, Turkey. Jeg må have en ordentlig forklaring på det her. Nå?"

"Han boede hjemme hos os hele tiden, mens jeg var syg."

"Hvorfor det? Hvor kunne det falde ham ind at forsømme skolen på den manér? Vi troede, han var i London."

"Jo, jeg var i vildelse, forstår du, og de siger, at jeg blev ved med at kalde på ham."

"Nej, det var dog en uhørt frækhed! Du er kun dagelev!"

"Han kom alligevel, og man kan godt sige, at han frelste mit liv. En nat var min hals helt tilstoppet - jeg var lige ved at kvæles, sagde doktoren - og så stak de et rør eller sådan noget ned i den, og rektor sugede skidtet ud."

"Fy føj. Jeg vil lade mig hænge, om _jeg_ havde gjort det!"

"Han burde have fået difteritis selv, sagde doktoren. Derfor blev han hjemme hos os i stedet for at tage tilbage til skolen. Hvis han ikke havde gjort det, var jeg kreperet i løbet af tyve minutter, siger doktoren."

Her piskede kusken, som havde fået strenge ordrer med hjemmefra, på hesten, så han nær havde kørt de tre venner over.

"Død og pine!" sagde Beetle. "Det er lige ved at være heltedåd."

"Lige ved!" M'Turk satte sit knæ i krydset på ham og sendte ham hovedkulds over mod Stilk, der puffede ham tilbage. "Du burde hænges!"

"Og rektor burde have Victoriakorset," tilføjede Stilk. "Han kunne jo være både død og begravet nu. Men det er han ikke. Ho! Ho! Han smuttede gennem hækken så kvik som en drossel. Særlig udsøgt, fem hundrede linjer og en uges husarrest - kold som en istap!"

"Jeg har læst om noget lignende i en bog," sagde Beetle. "Gud Fader bevares, sikket menneske! Tænk bare!"

"Jeg tænker," svarede M'Turk og han udstødte et vildt irsk hyl, der fik fodboldholdet til at vende sig om.

"Hold din dumme kaje i," sagde Stilk og dansede af utålmodighed. "Lad onkel Stilk om det, så skal han nok få rektor på ristegaflen. Hvis du siger et ord, Beetle, før jeg giver dig lov til det, så slår jeg dig ihjel, det sværger jeg. _Habeo capitem crinibus minimis._ Jeg har ham i kravetøjet. I skal bare lade som ingenting."

Der var ingen grund til at spille komedie. Skolen havde alt for travlt med at råbe hurra i anledning af, at spillet endte uafgjort. Drengene samlede sig omkring badeværelserne uden at bryde sig om de snavsede støvler, mens holdet vaskede sig. De råbte hurra for Crandall minor, når som helst de fik øje på ham, og efter aftensang råbte de hurra endnu vildere end nogensinde før, fordi de gamle drenge overværede den, selskabsklædte og åbenlyst snoende deres overskæg, og i stedet for at stille sig hen blandt lærerne stod i geled langs væggen lige foran præfekterne. Ved navneopråbet læste rektor også deres op - med de gamle tilnavne, major, minor og tertius.

"Ja, det kan være meget dejligt alt sammen," sagde han til sine gæster efter middagen, "men drengene begynder at blive lidt uregerlige. Jeg er bange for, at det ender med sorg og bod. Du gør bedst i at gå tidligt til ro, Crandall. Hele sovesalen sidder naturligvis oppe og venter på dig. Jeg véd ikke, til hvilke svimlende højder du måske kan stige på din livsbane, men det véd jeg, at du aldrig vil opnå en så næsegrus tilbedelse som den, du nu nyder."

"Blæse med tilbedelsen. Jeg vil ryge min cigar færdig, sir."

"Dyrkelsen, du møder, Crandall, er hjertefølt - purt guld. Gak did, hvor hæderen venter, Crandall - minor."

Rammen for guddommeliggørelsen var en ti sengs sovesal på kvisten, en sal, der stod i forbindelse med tre andre ved døråbninger uden døre. Gasblusset flimrede over de umalede vaskeborde af fyrretræ. Der var en stadig piben af trækvind og uden for de gardinløse vinduer buldrede søen mod stenrevet.

"Samme gamle seng - samme gamle madras, tror jeg såmænd," sagde Crandall med en gaben. "Hele den samme gamle butik. Åh, hvor jeg er halt! Jeg havde ingen anelse om, at I kunne spille så hårdt." Han kælede for et forslået skinneben. "I har givet os alle sammen huskekager."

Der gik nogle minutter, før de følte sig trygge, og af en eller anden grund, som de ikke kunne gøre rede for, følte de sig bedre tilpas, da Crandall vendte sig om i sengen og bad sin aftenbøn - noget han ikke havde gjort i adskillige år.

"Åh, undskyld. Nu glemte jeg at slukke gassen."

"Bryd dig endelig ikke om det," sagde sovesalens præfekt. "Det gør Worthington."

En natskjorteklædt tolvårig, som kun havde ventet på denne lejlighed til at vise sin behændighed, hoppede fra sin seng op til gasarmen og tilbage igen over et vaskebord.

"Hvad gør I, hvis han er faldet i søvn?" spurgte Crandall og smålo.

"Stikker en kold golfkølle ned på halsen af ham."

"Den gang jeg var yngste dreng, var det en våd svamp ... Halløj! Hvad er der på færde?"

Mørket fyldtes af hvisken, lyden af tæpper, der slæbtes hen ad gulvet, bare fødder på nøgne brædder, protester, dæmpet latter og trusler, som for eksempel:

"Stille, dit fæ! ... _Squattez-vous_ på gulvet! ... Du får pinedød ikke lov til at sidde på _min_ seng ... Pas på tandbørsteglasset!" og så videre.

"Sti - Corkran sagde," begyndte præfekten, i en tone, der viste, at han havde den rette opfattelse af, hvor fræk Stilks opfordring havde været, "at du måske ville fortælle os om den begivenhed med Duncans lig."

"Ja - ja - ja," lød en ivrig hvisken, "fortæl os det."

"Der er ikke noget at fortælle. Hvorfor i al verden hopper I drenge rundt i kulden?"

"Bryd dig ikke om os," svarede stemmerne. "Fortæl om Fatso."

Altså vendte Crandall sig om på sin hovedpude og talte til den nye og usynlige generation.

"Ja - for en tre måneders tid siden førte han en lønningskonvoj - en vogn fuld af rupier til at betale tropperne med - fem tusind rupier i sølv. Han var på vej til et sted, der hedder Fort Pearson, i nærheden af Kalabagh."

"Der er jeg født," kvækkede en af de små. "Det er opkaldt efter min onkel."

"Hold mund - du med din onkel! Bryd dig ikke om _ham_, Crandall."

"Nå, det gør ikke spor. Afridierne havde opdaget, at disse her penge var undervejs, og de lavede et baghold for hele selskabet, et par mil inden han nåede fortet, og mishandlede eskorten. Duncan blev såret og eskorten stak af. Der var ikke mere end tyve sepoyer i det hele og afridierne var simpelthen talløse. Nu lå det sådan, at jeg var ældste officer i Fort Pearson. Jeg var netop blevet opmærksom på skydningen og ville ud at se, hvad der var i vejen, da Duncans folk kom løbende. Så fulgtes vi ad tilbage. De fortalte mig noget om en officer, men jeg kunne ikke rigtigt forstå, hvad de mente, førend jeg så en fyr ligge ude på åben mark inde mellem hjulene på en vogn. Han støttede sig på den ene arm og plaffede løs med en revolver. Forstår I, eskorten var stukket af fra vognen, og afridierne - en værre, mistroisk bande - troede, at tilbagetoget var en fælde - lavet for at narre dem, forstår I - og at vognen var lokkemaden. Derfor havde de ladet stakkels Duncan i fred. I samme øjeblik de opdagede, hvor få _vi_ var, blev der et væddeløb hen over den åbne mark, om hvem der først kunne nå Duncan. Vi løb og de løb, men vi kom først og efter en smule slagsmål trak de sig tilbage. Jeg vidste slet ikke, at det var en af os fra skolen, førend jeg var helt henne hos ham. Der er masser af Duncan'er i hæren, så navnet kunne naturligvis ikke fortælle mig noget. Han var næsten slet ikke forandret. Han havde fået en kugle gennem lungerne, det skind, og han var svært tørstig. Jeg gav ham noget at drikke og satte mig ned ved siden af ham, og - sjovt nok - så sagde han: "Er det dig, Toffee?" og jeg sagde: "Er det dig, Fatso? Du er da forhåbentlig ikke blevet hårdt såret", eller sådan noget lignende. Men han døde et par minutter efter - ikke så meget som løftede hovedet fra mit skød .... Hør, I drenge dér, I fryser jer fordærvet. Gå nu hellere i seng."

"Javel. Om et øjeblik. Men dine ar - dine ar. Hvordan blev du såret?"

"Det var mens vi bar liget tilbage til fortet. Så røg de på os igen og der var lidt håndgemæng."

"Dræbte du nogen?"

"Ja. Formentlig. God nat."

"God nat. Tak, Crandall. Tusind tak, Crandall. God nat."

De usynlige skarer forsvandt. Hans egen sovesals beboere krøb i seng og lå tavse en stund.

"Hør, Crandall -"

Der var en hidtil ukendt klang af ærefrygt i Stilks stemme.

"Nå, hvad er der?"

"Sæt nu, at man fandt et andet menneske nær ved at kvæles af difteritis - halsen helt lukket, forstår du - og der så blev stukket et rør ned i den, og man sugede hele skidtet ud - hvad ville du sige til det?"

"Hm," sagde Crandall eftertænksomt. "Jeg har kun hørt om ét tilfælde af den slags, og det var en læge. Han gjorde det for at frelse en kvinde."

"Nej, det var ikke en kvinde. Det var kun en dreng."

"Så er det endnu bedre. Det er noget nær det modigste, et menneske kan gøre. Hvorfor spørger du?"

"Åh, jeg hørte bare om en, der havde gjort det."

"Han er en modig mand."

"Ville _du_ være bange for det?"

"Jo da. Det ville enhver. Tænke sig, sådan med overlæg at gå hen og lægge sig til at dø af difteritis."

"Ja for - det er nemlig sådan at ..."

Sætningen endte i et grynt, for Stilk var sprunget ud af sengen og havde sammen med M'Turk sat sig på hovedet af Beetle, der lige skulle til at røbe alt.

Næste dag, som var semesterets sidste og på hvilken der kun fandt nogle få ganske ligegyldige eksaminationer sted, begyndte med harme og holmgang. Hr. King havde opdaget, at næsten hele hans hus - det lå, som læseren véd, ét hus væk fra Prouts i den lange bygning - havde åbnet de låsede døre mellem sovesalene og var gået ind for at lytte til en historie, som Crandall havde fortalt. Han gik til rektor - højrøstet, såret og appellerende - for han fandt det aldrig heldigt, at unge såkaldte verdensmænd fik lov til at bringe smitstof ind i drengenes moral.

"Meget vel", sagde rektor, han skulle tage sig af sagen.

"Det gør mig virkelig forfærdelig ondt," sagde Crandall brødefyldt. "Jeg tror ikke, at jeg fortalte dem noget, som de ikke havde godt af at høre. De må da ikke lade dem få ubehageligheder for min skyld."

"Hys!" svarede rektor med den svagest mulige blinken. "Det er ikke drengene, der laver vrøvlet, det er lærerne. Men alligevel, Prout og King holder ikke af forsamlinger på sovesalene efter denne målestok, og man må jo støtte husforstanderne. Desuden er det håbløst at straffe kun to huse så sent på semestret. Vi må være retfærdige og tage alle med. De har noget ferielæsning, som skal besørges i påsken, men som ingen af dem naturligvis nogen sinde vil kaste et blik på. Vi vil lade hele skolen, med undtagelse af præfekter og drenge med eget værelse, have normal lektielæsning i aften. Og lærerne må vælge en af deres midte til at tage inspektionen. Vi må være retfærdige mod alle."

"Lektielæsning på semestrets sidste aften - nåda!" sagde Crandall og tænkte på sine egne drengeår. "Det bliver livligt, skulle jeg tro."

Skolen, som holdt sjov mellem pakkede kufferter, hujede i korridoren og "jublede" i klasseværelserne, modtog efterretningen vantro og rasende. Ingen andre steder i hele verden læste man lektier aftenen før en ferie. Det var naturstridigt, tyrannisk, samfundsødelæggende, antikristent og umoralsk. De skulle nok gå ned i klasseværelserne og de skulle nok tage deres nedværdigende ferielæsning med, men - her smilede de og begyndte at regne ud, hvem af lærerne man ville sende imod dem.

Opgaven tilfaldt Mason, som elskede drenge, troede på dem og var nidkær i sit kald. Ingen af de andre lærere havde været slikne efter at påtage sig inspektionen ved denne lejlighed, for skolen savnede traditionens beroligende indflydelse og mænd, der var vante til de gamle skolers orden og rutine, fandt den undertiden noget oprørsk. De fire lange klasseværelser, hvori alle de arbejdede, der ikke endnu var nået så vidt i alder og værdighed, at de havde eget værelse, modtog ham med tordnende bifald. Førend han havde rømmet sig to gange, glædede de ham med en versificeret oversigt over de i Storbritannien gyldige lovbestemmelser om ægteskab, fremsatte af israelitternes ypperstepræst og forsynede med kommentarer af hærskarernes anfører. De små klasser mindede ham om, at det var sidste dag, og at han derfor måtte "huske på, at det var løjer alt sammen". Da han for af sted for at røfle dem, begyndte tredje og fjerde klasse alle som én at få brækfornemmelser, højrøstet og realistisk. Mason gjorde det tåbeligste, han overhovedet kunne finde på: Han forsøgte at tale dem tilrette, og en fræk laban ved en af de bageste pulte idømte ham i cockney-dialekt "halvtreds linjer, fordi han ikke havde haft hånden oppe, før han talte". Dette var en følelig fornærmelse for Mason, der var meget stolt af sit korrekte sprog, og mens han forsøgte at opdage forbryderen, slukkede anden klasse, tre værelser derfra, gassen og bombarderede hinanden med blækhuse. Det var ret en hyggelig og fornøjelig lektielæsning. Drengene med eget værelse og præfekterne hørte genlyden deraf langt borte, og Hr. Masons kolleger, som sad ved desserten på lærerværelset, smilede.

Stilk ventede med uret i hånden, til klokken blev halv ni.

"Hvis det fortsætter ret meget længere, kommer rektor op," sagde han. "Nu vil vi først fortælle det på studereværelserne og så i klasseværelserne bagefter. Let røven!"

Han gav ikke Beetle tid til at være dramatisk eller M'Turk til at dræve. De for ind i det ene studereværelse efter det andet, fortalte deres historie og forsvandt igen uden at vente på yderligere bemærkninger, så snart de så, at den var forstået og imens dette skete blev larmen fra den usalige lektielæsning værre og værre. Ved døren til Flints værelse mødte de Mason, der flygtede ned ad korridoren.

"Nu henter han rektor. Skynd jer! Kom!"

Stønnende og pustende styrtede de alle tre på én gang ind i klasseværelse Nummer Tolv.

"Rektor! Rektor! Rektor!"

Dette råb fik tumulten til at standse et øjeblik og Stilk sprang op på en pult og brølede:

"Han sugede difteritisen ud af Stettson majors hals, den gang vi troede, at han var i London. Stop med det pjat, I snoaber! Stettson major var kreperet, hvis rektor ikke havde gjort det. Rektor kunne selv være døet af det. Crandall siger, at det er det modigste, noget levende menneske kan gøre, og" - her knækkede hans stemme over - "rektor aner ikke, at vi véd det!"

M'Turk og Beetle sprang fra pult til pult og fik de mindre klasser til rigtig at forstå historien. Der blev stilhed, og i dette øjeblik trådte rektor ind med Mason bagved sig.

Det hørte til den fastslåede skoleorden, at ingen dreng talte eller rørte sig i rektors nærværelse, og han ventede derfor en ærbødig tavshed. Men han modtoges med hurraråb - stadige og uafladelige hurraråb. Han var en klog mand og gik sin vej, mens klasserne sad tavse og en smule forskrækkede tilbage.

"Bare rolig," sagde Stilk. "Han kan ikke gøre ret meget. Det er ikke, som om I havde væltet pultene, sådan som vi gjorde, da gamle Carlton havde inspektion. Bliv ved! Hør, hvor de råber i studereværelserne!"

Han for af sted med et hyl og fandt Flint og de andre præfekter ude i korridoren, hvor deres råben var nær ved at sprænge loftet.

Når rektor i en skole, som tilhører et aktieselskab med begrænset ansvarlighed og fire procents dividende, på sin hellige vej til aftenandagten modtages med hurraråb, ikke blot af fire klasseværelser fulde af drenge, som afventer straf, men også af sine præfekter, kan han enten udbede sig en forklaring eller også værdigt fortsætte sin gang, mens ældste husforstander glor som en arrig kat og forklarer en bleg og skælvende matematiklærer, at visse metoder - Gud være lovet ikke hans - som regel fører til visse resultater. Af finfølelse overværede de gamle elever ikke navneopråbet den aften, men da skolen var forsamlet i gymnastiksalen, talte rektor til den i en iskold tone:

"Det hænder ikke ofte, at jeg ikke forstår jer. Men jeg tilstår, at i aften kan jeg ikke. Nogle af jer synes, efter jeres idiotiske opførsel at dømme, at tro, der er grund til at råbe hurra for mig. Nu har jeg i sinde at vise jer, at I tog sørgeligt fejl."

En - to - tre - rungede det tredobbelte hurra, der modbeviste hans ord, og rektor stod under gaslampen med ansigtet stivnet i vrede.

"Det er tilstrækkeligt. I vinder ikke noget ved det. De små" - de lavere klasser holdt ikke af den tiltaleform - "idømmes tre hundrede linjer hver i ferien. Dermed vil de få lov at slippe. De højere klasser idømmes ét tusinde linjer i ferien. Strafarbejderne skal afleveres den dag, I kommer tilbage til skolen. Fremdeles -"

"Nåda, sikken han solder!" hviskede Stilk.

"- for jeres opførsel imod Hr. Mason agter jeg at gennemprygle samtlige højere klasser i morgen, når jeg udbetaler jer jeres rejsepenge. Dette gælder også de tre drenge med eget værelse, som jeg fandt dansende på klasseværelsets pulte, da jeg kom derop. Præfekterne bliver her efter navneopråbet."

Skolen marcherede ud i tavshed, men samlede sig i grupper udenfor gymnastiksalens dør og afventede, hvad der ville ske.

"Og nu, Flint, vil du måske være så god at give mig en forklaring på jeres opførsel."

"Ja, sir," svarede Flint desperat, "når De redder en drengs liv med fare for Deres eget, mens han ligger for døden af difteritis, og skolen opdager det, hva" - hvad _kan_ De så vente Dem?"

"Nå således. Det spektakel var altså ikke et udslag af - hm - uforskammethed. Jeg kan se gennem fingre med bristende moral, men jeg kan ikke døje uforskammethed. Det undskylder imidlertid ikke deres frækhed mod Hr. Mason. Jeg vil for denne ene gangs skyld - husk vel på det - eftergive strafarbejderne, men pryglene skal de ha"."

Da denne meddelelse blev offentliggjort, stirrede skolen hensunken i forbavselse og beundring på rektor, mens han gik tilbage til sin bopæl. Det var da en mand, som man måtte nære ærefrygt for! Når han en sjælden gang brugte spanskrøret, gjorde han det med stor dygtighed, og afstraffelsen af hundrede drenge på én gang ville være episk - kolossal.

"Det er all right, Rektor Sahib. _Vi_ véd det hele," sagde Crandall, da rektor med en brummen tog sin kappe af inde i rygeværelset. "Jeg har lige nu hørt det af vor reserve i fodboldkampen. Han spurgte mig om hvordan jeg så på Deres bedrift i går aftes oppe på sovesalen, men den gang vidste jeg ikke, at det var Dem, han talte om. Det lille lumske bæst. Det er en fregnet fyr med et par brillante øjne - Corkran tror jeg, han hedder."

"Jo tak, jeg kender ham," svarede rektor. Så tilføjede han eftertænksomt: "Ja - jeg ville have taget dem med - alle tre - selv om jeg ikke havde set dem."

"Hvis skolen ikke allerede var i lovlig løftet stemning, ville vi bære Dem i guldstol ned ad korridoren," sagde ingeniøren. "Åh, Bates, hvor kunne De dog gøre det? Sæt nu at De selv var blevet smittet, hvad ville der så være blevet af os?"

"Jeg har altid vidst, at De er mere værd end tyve af os andre, og nu er jeg endnu mere sikker på det," sagde ritmesteren, der så sig om for at konstatere, om nogen ville modsige ham.

"Jamen han duer skam ikke til at lede en skole. De må love, at De aldrig vil gøre det mere, Bates Sahib. Vi - vi kan ikke rejse vor vej med sindsro, når De udsætter Dem for den slags risiko," sagde artilleriofficeren.

"Bates Sahib, det er da vel ikke Deres alvor, at De vil prygle alle de højere klasser, er det vel?" spurgte Crandall.

"Jeg kan se igennem fingre med bristende moral, som jeg har sagt, men jeg kan ikke døje uforskammethed. Masons liv er såmænd drøjt nok, selv når jeg støtter ham. Desuden har medlemmerne af golfklubben hørt dem synge '_Aron og Moses_', og det får jeg nok klager over fra dagelevernes forældre. Man må holde på anstændigheden."

"Så vil vi hjælpe Dem," sagde alle gæsterne.

• • • *** ***

Drengene i de højere klasser fik deres prygl, mens de stod med overfrakken på armen, vognene, der skulle køre dem til stationen, ventede på vejen udenfor, og deres rejsepenge lå på bordet. Rektor begyndte med Stilk, M'Turk og Beetle. Han lagde ikke fingrene imellem.

"Og her har I jeres rejsepenge. Farvel, og mor jer godt i ferien."

"Farvel. Tak, sir. Farvel."

De gav hånden.

"Attråen overgik ikke værket - ret meget - denne gang. Vi fik det første og det bedste," sagde Stilk. "Vent nu, til der kommer et par af kammeraterne ud, så skal vi give ham et hurra for alvor."

"I må endelig ikke vente for vor skyld," sagde Crandall som ordfører for de gamle drenge. "Vi begynder nu."

Det kunne gå an, så længe hurraråbene holdt sig til korridoren, men da de bredte sig til gymnastiksalen, og da drengene, der ventede på deres tur til at få prygl, begyndte at råbe med, opgav rektor det hele i fortvivlelse og resten af synderne styrtede sig over ham for at trykke hans hænder.

Og så gav de sig til at råbe hurra for ramme alvor, indtil der med gebærder måtte gives vognene tegn til snarest muligt at køre bort.

"Sagde jeg ikke, at jeg ville gengælde ham det?" spurgte Stilk oppe på bukken, idet de drejede ned ad Northams smalle gade. "Stem nu i, alle mand - og se nøje på onkel Stilk, for han slår takt:

It's a way we have in the Army,

It's a way we have in the Navy,

It's a way we have at the Public Schools,

Which nobody can deny!

Deres fædrelands flag

Det var vinter og bidende koldt om morgenen. Som følge deraf blev Stilk og Beetle - M'Turk hørte til den utålelige menneskeart, der under alle omstændigheder gør omhyggeligt toilette - liggende og snuede lige til sidste øjeblik inden navneopråbet i den gasbelyste gymnastiksal. Heraf fulgte atter, at de jævnligt kom for sent og da enhver upræcished indbragte dem en sort streg og tre streger i løbet af en uge betød straffeeksercits, blev resultatet naturligvis, at de tilbragte adskillige timer under den forhenværende sergents kommando. Foxy eksercerede de forsømmelige lige så grundigt og reglementstro, som da han i gamle dage stod på paradepladsen.

"I må endelig ikke tro, at det morer mig," lød hans bestandige indledning. "Jeg ville meget hellere sidde i min egen stue og ryge en fredelig pibe - nå, men jeg ser, at det er det sædvanlige kompagni, vi skal arbejde med i eftermiddag. Bare jeg havde Dem som menig, Hr. Corkran," sagde han, da geleddet stod i retstilling.

"De har haft mig i næsten seks uger, begærlige mandfolk. Fra højre fløj - del ind!"

"Ikke _helt_ så hastig! Det er _mig_, der har kommandoen. Venstre - om! March!"

Femogtyve forhærdede sovetryner marcherede i gåsegang ind i gymnastiksalen.

"De forsyner Dem uden støj med de fornødne håndvægte og går derefter stadig uden støj på plads igen. Fra højre fløj - del ind! Ikke for højrøstet! Et'erne et skridt fremad - gå! Hofter - bøj! - Se på mig!"

Håndvægtene steg og sank, klirrede og faldt til ro alle på én gang. Drengene var eksperter i denne åndsfortærende form for idræt.

"Det var godt. Det vil gøre mig oprigtigt ondt, hvis nogen af Dem en gang skulle gå hen og møde til tiden. Så vil vi prøve nogle simple evolutioner."

"Fy for pokker! Dem kender vi efterhånden."

"Det ville være skandaløst, hvis De ikke gjorde det, Hr. Corkran. Alligevel, det er ikke så let, som det ser ud til."

"Jeg tør holde en shilling på, at jeg kan kommandere lige så godt som De, Foxy."

"Det prøver vi siden. Forestil jer nu, at dette ikke er en stroppetur, men at I er et halvkompagni til parade og at jeg er jeres foresatte. Der er ikke noget at grine af. Hvis I ellers er heldige, vil de fleste af jer komme til at holde eksercits halvdelen af jeres liv. Lad mig nu få lidt ære af jer. I har såmænd været længe nok med til det, det skal Vorherre vide."

De formerede sektioner, marcherede, svingede og lavede opmarch bagom til højre. Den tryllekraft, der ligger i ordnet bevægelse, beherskede dem ganske. Foxy havde ret, de havde megen øvelse.

Gymnastiksalens dør åbnedes og M'Turk førte en gammel herre ind. Sergenten, som var i færd med at lede en svingning, så dem ikke.

"Ikke så galt," brummede han. "Slet ikke så galt. Fløjmanden marcherer på stedet, når der svinges, Hr. Swayne. Nå, Hr. Corkran, De siger, at De kan kommandere. Vil De nu være så venlig at overtage kommandoen og føre troppen tilbage til den første formation, idet De gentager mine kommandoer i omvendt orden."

"Hvad er dette? Hvad er dette?" udbrød den besøgende myndigt.

"En - en smule eksercits," stammede Foxy uden at nævne årsagssammenhænge.

"Fortræffeligt - ganske fortræffeligt. Jeg ville kun ønske, at der var mere af det," kurrede den gamle herre. "De må ikke lade Dem afbryde af mig. De stod netop i begreb med at overgive kommandoen til en af deltagerne, ikke sandt?"

Han satte sig ned og hans ånde dampede i den kolde luft.

"Det går helt i hakkelse. Det er jeg sikker på," hviskede Stilk uroligt, og han blev ikke bedre tilpas ved at høre bageste geled hviske, at den gamle herre var general Collinson, medlem af bestyrelsen for det selskab, som ejede skolen.

"Hvad - hvad for noget?" udbrød Foxy.

"Collinson - kommandør af Bath ordenen - han havde Pompadour-regimentet - min fars gamle regiment," hviskede Swayne major.

"Tag det blot med ro," sagde gæsten. "Jeg kender nok den fornemmelse. Det er første gang, De kommanderer, ikke?"

"Javel," svarede Stilk med et fortvivlet suk. "Trop - ret! Ret ind!" Lyden af hans egen stemme gengav ham selvtilliden. Der blev svinget ud med sektioner, brudt af med roder til højre og venstre og opmarcheret med indsvingning af sektioner, alt uden vaklen. Den officielle straffetime var for længe siden forbi, men det var der ingen, der skænkede en tanke. De hængte i for Stilks skyld - Stilk, som var dødsensangst for, at hans stemme skulle knække over.

"Han gør Dem ære, sergent," bemærkede gæsten. "Godt ekserceret - og godt materiale til at eksercere med. Men det er dog ganske mærkværdigt: Jeg har netop spist frokost hos Deres rektor og han sagde ikke et ord om, at der var et kadetkorps her på skolen."

"Det har vi heller ikke, Hr. general. Det er kun sådan en smule eksercits," svarede sergenten.

"Men hvor de er begejstrede for det, ikke sandt?" sagde M'Turk, som nu talte for første gang, med et blink i de dybtliggende øjne.

"Hvorfor er _du_ ikke med, Willy?"

"Åh, det er noget med upræcished," svarede M'Turk. "Sergenten tager ikke alle og enhver."

"Træd af!" råbte Foxy, som frygtede en eksplosion i geleddet. "Jeg - jeg burde vist have sagt Dem, Hr. general, at -"

"Men De burde have et kadetkorps," vedblev generalen der fulgte sin egen tankerække. Og De _skal_ også få et kadetkorps, hvis min anbefaling har noget at sige i bestyrelsen. Det er længe siden, jeg har været så tilfreds med, hvad jeg har set. Drenge, der besjæles af en ånd som deres, burde være forbillede for hele skolen."

"Det er de også," sagde M'Turk.

"Men du gode Gud! Hvor kan klokken være blevet så mange? Jeg har ladet min vogn vente en halv time. Nå, så må jeg nok se at komme af sted. Der er intet så belærende som selvsyn. Hvor kommer man ud af salen? Vil du vise mig vej, Willy? Hvem var den dreng, som tog kommandoen?"

"Jeg tror, han hedder Corkran."

"Ham burde du kende. Det er den slags drenge, du skal slutte dig til. Han er åbenbart ikke af den almindelige slags! Et mærkeligt syn! Fem og tyve drenge, som ganske sikkert meget hellere ville spille cricket" - det var midvinter, men voksne, især folk, der har levet længe i varme lande, begår den slags små fejltagelser, og M'Turk rettede ham ikke - "eksercerer udelukkende af kærlighed til sagen. Det ville være en skam at lade så meget godt materiale gå til spilde. Men jeg tænker nok, at jeg kan sætte min vilje igennem."

"Hvem var din ven med det hvide kindskæg?" spurgte Stilk, da M'Turk vendte tilbage til deres værelse.

"General Collinson. Han besøger undertiden min far for at gå på jagt med ham. For resten en rigtig flink gammel støder. Han sagde, jeg burde slutte mig til dig, Stilk."

"Gav han dig noget?"

M'Turk fremviste en hel dejlig sovereign.

"Oho!" udbrød Stilk og snappede den, for han var finansminister. "Nu skal vi holde en knippel fest. Du er for resten temmelig fræk, Turkey, sådan som du kæftede op om vores begejstring og punktlighed."

"Vidste den gamle fyr ikke, at vi var straffegaster?" spurgte Beetle.

"Vel gjorde han ej. Han var kommet herned for at spise frokost hos rektor. Jeg fandt ham snusende rundt på egen hånd bagefter og så syntes jeg, at jeg ville vise ham den skide eksercits. Og da jeg opdagede, hvor glad han var for den, skulle jeg jo ikke svale ham ned. Hvis jeg havde fortalt den pinlige sandhed, havde han måske ikke givet mig den sovereign."

"Foxy var møgbegejstret. Så I, han blev helt rød bag ved ørene?" spurgte Beetle. "Det var en fjer i hatten for ham. Og vi støttede ham bravt, ikke sandt? Hør, lad os gå ned til Keyte og købe noget kakao og pølse."

De indhentede Foxy, der også var på vej ned for at fortælle historien til Keyte, som i sin tid havde været stabssergent i et kavalleriregiment og nu som krigsveteran var stedets postmester og delikatessehandler.

"De står i gæld til os, Foxy," sagde Stilk betydningsfuldt.

"Jeg er Dem overmåde taknemmelig, Hr. Corkran. Jeg har jo af og til i embeds medfør haft nogle temmelig hårde sammenstød med Dem, men det vil jeg sige, at bortset fra det - altså med at overskride grænserne og ryge og den slags ting - skal jeg aldrig ønske mig nogen anden ung herre til at hjælpe mig ud af en knibe. Den måde, De klarede eksercitsen på, var nydelig, når jeg selv skal sige det. Og hvis De nu for fremtiden bare vil komme hver dag -"

"Jamen så skal han jo komme for sent tre gange om ugen," afbrød Beetle. "Det kan De ikke forlange, man skal gøre - bare for at glæde Dem, Foxy."

"Nej, det er sandt nok. Men alligevel, hvis De kunne overkomme det - og De med, Hr. Beetle - så ville det give Dem et vældigt forspring, når kadetkorpset bliver oprettet. For jeg tror, at generalen vil anbefale det."

De endevendte Keytes butik, ganske som de havde lyst, for den gamle mand, som kendte dem godt, var helt optaget af sin samtale med Foxy.

"Efter min udregning har vi taget for syv shilling og seks pence," råbte Stilk til sidst over disken, "men De må hellere selv se efter."

"Nej - nej. Jeg stoler på Deres ord, Hr. Corkran. - Nå, så han var chef for Pompadourerne, siger De, sergent? Vi lå en gang i garnison sammen med dem - i Ambala, tror jeg, det var."

"Jeg véd ikke, om den her dåse skinke og tunge koster atten pence eller seksten."

"Lad os sige seksten, Hr. Corkran. - Ja, naturligvis, sergent, hvis det kunne være til nogen nytte, at jeg ofrede lidt tid på det, ville det selvfølgelig være mig en fornøjelse, men jeg er for gammel. Jeg kunne pokkers godt lide atter at se lidt eksercits."

"Nå, kom nu, Stilk," råbte M'Turk. "Han hører ikke efter, hvad du siger. Giv ham pengene."

"Jamen jeg skal have den sovereign slået i stykker, dit fæ. Keyte! Menig Keyte! Korporal Keyte! Stabssergent Keyte! Kan De give igen på en sovereign?"

"Ja - ja, naturligvis. Det var syv shilling og seks."

Han stirrede åndsfraværende frem for sig, skød sølvmønterne over til Stilk og forsvandt ind i bagværelsets mørke.

"Nå, nu diskuterer de to det indiske oprør hele eftermiddagen," sagde Beetle.

"Gamle Keyte var med ved Sobraon," sagde Stilk. "Du skulle høre ham fortælle om det! Det stikker sgu Foxy."

• • • *** ***

Rektors ansigt, uudgrundeligt som altid, bøjede sig over en dynge breve.

"Hvad mener De?" sagde han endelig til pastor John Gillett.

"Det er en god idé. Det lader sig ikke nægte - en fortræffelig idé."

"Indrømmet. Og så?"

"Tja - jeg tror ikke rigtig på, at det går. Jo mere jeg lærer drenge at kende, desto mindre tiltror jeg mig evne til at følge deres tanker og stemninger. Men jeg tilstår, at jeg vil blive meget overrasket, hvis denne plan gør lykke - den passer ikke til skolens temperament. Vi forbereder vore drenge til hæren."

"Min pligt - i denne sag - er at gøre, hvad bestyrelsen ønsker. Bestyrelsen ønsker et frivilligt kadetkorps. Så laver vi et frivilligt kadetkorps. Jeg har imidlertid henstillet, at vi ikke sætter os i udgift til uniformer, førend eksercitsen er indøvet. General Collinson sender os halvtredsindstyve mordvåben - kasserede sniderrifler, kalder han dem - alle omhyggeligt forsynede med prop."

"Ja, det er nødvendigt i en skole, hvor der bruges ladte salonpistoler i den grad som her," smilede pastoren.

"Der bliver derfor ingen udgifter undtagen til sergenten for hans ledelse."

"Men hvis det går dårligt, får De skylden."

"Selvfølgelig. Nu i eftermiddag slår jeg en meddelelse op i korridoren, og -"

"Ja, lad os se, hvad resultatet bliver."

• • • *** ***

"Hold venligst fingrene væk fra det nye geværstativ!"

Foxy kæmpede med en oprørsk hob i gymnastiksalen.

"Selv en kasseret snider har ikke godt af, at der stadig bliver smækket med hanen, Hr. Swayne. - Javel, uniformerne kommer senere, når vi har lært noget mere. Foreløbig indskrænker vi os til eksercitsen. Må jeg bede om navnene på dem, der vil melde sig. - Lad den snider stå, Hr. Hogan!"

"Hvad mener du, Beetle?" sagde en stemme.

"Tak, jeg har fået tilstrækkelig eksercits her på jorden."

"Hvad for noget? Du, som har lært så meget! Kom nu! Du kan ikke være bekendt at pjække. Du bliver korporal, inden der er gået en uge," råbte Stilk.

"Jeg skal ikke ind i hæren," svarede Beetle og pegede på sine briller.

"Vent et øjeblik, Foxy," sagde Hogan. "Hvor skal vi eksercere?"

"Herinde i salen, indtil I er så flinke, at man kan tage jer ud på landevejen," svarede den forhenværende sergent og brystede sig.

"Så alle Northams labaner kan glo på os? Nej, den går ikke, Foxybus."

"Nå ja, det kan vi nu altid tale om. Lær først Deres eksercits, så kan vi snakke om resten."

"Halløj," sagde Ansell fra Macreas Hus, idet han puffede sig vej gennem hoben. "Hvad er alt det for noget vrøvl om et kadetkorps?"

"Det vil spare Dem en hel del tid på Sandhurst," svarede sergenten omgående. "De slipper snart for eksercitsen dér, hvis De har et godt grundlag i forvejen."

"Hm! Jeg har ikke noget imod at lære eksercits, men jeg vil ikke fjotte rundt i fædrelandet med et legetøjsgevær. Perowne, hvad mener du? Hogan vil være med."

"Véd ikke, om jeg har tid," svarede Perowne. "Jeg har en masse ekstratimer allerede."

"Ja, vi kan jo også kalde det her ekstratimer," sagde Ansell. "Det vil ikke tage os lang tid at lære eksercitsen."

"Nej, det er skam rigtigt nok, men de her marchture på offentlig vej?" sagde Hogan, som ikke anede, at han tre år efter skulle dø under Burmas sol ved Fort Minhla.

"Er du bange for, at uniformen ikke vil klæde din sarte teint?" spurgte M'Turk med et ondt grin.

"Kæft, Turkey. Du skal jo ikke ind i hæren."

"Nej, men nu skal jeg sende jer en stedfortræder. Hej! Morrell og Wake! I to små derhenne ved geværstativet, vil I værsgo' melde jer som frivillige."

Dybt rødmende - de havde været for undselige til at melde sig før - listede de to drenge hen imod sergenten.

"Men jeg vil ikke have de små - ikke til at begynde med," sagde sergenten ærgerlig. "Jeg vil - jeg vil helst have nogle af den gamle brigade - af straffegasterne - til at danne kernen i korpset."

"Vær nu ikke utaknemmelig, sergent. De er næsten lige så store som dem, man finder i hæren nu til dags."

M'Turk læste aviser i de år og vidste mange ting, som han plejede at drille andre med. Men han kunne jo ikke vide, at Wake minor ville blive bimbaschi i den ægyptiske hær, inden han var fyldt de tredive.

Hogan, Swayne, Stilk, Perowne og Ansell stod fordybede i rådslagning henne ved hesten og som sædvanlig var det Stilk, der førte ordet. Sergenten holdt uroligt øje med dem, for han vidste, at mange afventede deres beslutning.

"Foxy synes ikke om mine rekrutter," sagde M'Turk i en krænket tone til Beetle. "Skaf du ham nogle."

Beetle slog med stor fornøjelse klo i to til af de små - ingen af dem længere end en rytterkarabin.

"Værsgo', Foxy. Her har De kanonføde. Kæmp for hjem og arne, I hvalpe, og lad det gå lidt kvikt."

"Han er stadig ikke fornøjet," sagde M'Turk.

For the way we have with our Army

Is the way we have with our Navy.

Her stemte Beetle i. Det var en parodi, som de havde fundet i et gammelt bind af _Punch_, og den forekom dem at passe til situationen:

An' both of 'em led to adversity,

Which nobody can deny!

"Vær stille, unge herrer! Hvis De ikke vil hjælpe, så undlad at sabotere."

Foxys blik hang stadig ved rådslagningen henne ved hesten. Carter, White og Tyrrell, alle tre drenge med stor indflydelse, havde sluttet sig til den. De øvrige fingererede tvivlrådige ved geværerne.

"Øjeblik," udbrød Stilk. "Kan vi ikke smide disse vrøvlehoveder ud, før vi begynder?"

"Jo, vist så," svarede Foxy. "Enhver, der ønsker at træde ind i korpset, bliver her. De, som ikke vil være med, forsvinder uden støj og lukker døren efter sig."

En halv snes af de ivrige styrtede løs på Beetle og M'Turk, der lige nåede at slippe ud i korridoren.

"Hvorfor vil du ikke være med?" spurgte Beetle og rettede på sin krave.

"Ja, hvorfor vil _du_ ikke?"

"Til hvad nytte? Vi skal jo ikke ind i hæren. Desuden kender jeg hele eksercitsen - undtagen geværgrebene naturligvis. Gad vide, hvad de bestiller derinde?"

"Tegner kontrakt med Foxy. Hørte du ikke, Stilk sagde, 'Ja, sådan skal det ordnes, og synes han ikke om det, så kan han rende og hoppe.' De vil bruge Foxy til manuduktør. Kan du ikke begribe det, kraftodder? De skal ind på Sandhurst eller Woolwich, inden der er gået et år. Så lærer de eksercitsen nu, og får så ikke mere med den at gøre. Tror du måske, at fyre med så mange ekstratimer melder sig som frivillige for fornøjelsens skyld?"

"Det véd jeg ikke. Jeg har tænkt på at skrive et digt om det - åle dem, forstår du - _Balladen om hundemorderne_ - hvad synes du om det?"

"Det synes jeg ikke, du skal, for King vil slå ned på korpset som en høg. Han er ikke blevet spurgt. Der står han og snuser henne ved opslagstavlen. Lad os gå hen og lokke ham lidt."

De slentrede ligegyldigt hen til husforstanderen - et overmåde uskyldigt par.

"Hvad for noget?" udbrød King og for tilbage i forstilt overraskelse. "Min tro var, at I var i færd med at indøve kampen for fædrelandet."

"Jeg tror, kompagniet er fuldtalligt, sir," svarede M'Turk.

"Det er meget kedeligt," sukkede Beetle.

"Nå, så har vi altså fyrretyve kække forsvarere? Hvor ædelt! Hvilken overordentlig begejstring for den gode sag! Jeg er kun bange for muligheden af, at et ønske om at unddrage sig de dem under normale forhold påhvilende pligter ligger bag al denne iver. Der vil utvivlsomt blive tilstået dem særlige privilegier, ligesom de, der allerede er tildelt sangkoret og den naturhistoriske forening - man må jo ikke sige billejægerne."

"Ja, rimeligvis, sir," svarede M'Turk fornøjet. "Rektor har ikke sagt noget om det endnu, men det kommer naturligvis."

"Ja, helt sikkert."

"Der er en svag mulighed for, gode Beetle," vendte King sig til den sidst talende, "at husforstanderne - en nødvendig men noget overset faktor i vor beskedne tilværelse - vil få et ord at sige i den sag. Livet, i det mindste for de unge, er ikke lutter krudt og kugler. Opdragelse er tilfældigvis også et af vore formål."

"Hvor er han dog en forudsigelig idiot," kurrede M'Turk, da de var udenfor hørevidde. "Man véd altid, hvordan man skal tage ham. Lagde du mærke til, hvor han for på den madding om rektor og de særlige privilegier?"

"Pokker ta" ham! Han kunne godt have været så skikkelig at støtte planen. Jeg kunne have skrevet sådan en dejlig vise for at gøre grin med den, og nu er jeg nødt til at være begejstret. Nå, vi kan jo altid mobbe Stilk på vort eget værelse, ikke?"

"Jo, men i andres påhør må vi være enormt begejstrede. Kan du ikke lave et epigram _á la_ Catullus om, at King ikke kan lide det?"

Beetle sled voldsomt med denne ædle opgave, da Stilk kom svedende tilbage efter sin første time i eksercits.

"Nå, geværpumper!" begyndte M'Turk. "Hvor har du hundeliget. Er det angreb eller forsvar?"

"Angreb," svarede Stilk og for løs på ham. "Hør nu, Turkey, du må ikke gøre grin med korpset. Vi har arrangeret det hele nydeligt. Foxy har lovet ikke at føre os ud i det fri, før vi selv siger, at vi ønsker det."

"Mod-by-de-lig stillen til skue af umodne småbørn, som efteraber de voksnes idiosynkrasier. Pyh!"

"Har du fået King til at udtale sig om sagen, Beetle?" spurgte Stilk under en pause i slagsmålet.

"Nej, ikke rigtigt, men det er hans elskværdige stil."

"Ja, hør nu, hvad onkel Stilk har at sige jer - han er en Stor Mand. Fremdeles og desuden vil Foxy lade os kommandere korpset efter tur - _privatim et seriatim -_ så at vi alle lærer at tumle en deling. _Ergo_ og _propter hoc_ vil vi slippe let fra eksercitsen, når vi kommer ind på officersskolen. Og sålunde, mine elskede tilhørere, forener vi nytte og fornøjelse."

"Jeg vidste, at du ville få det gjort til en slags ekstratimer, din koldblodige skurk," sagde M'Turk. "Vil du ikke gerne dø for dit fine fædreland?"

"Sgu ikke, hvis jeg kan undgå det. Men derfor må I alligevel ikke svine korpset."

"Det enedes vi om for en menneskealder siden," svarede Beetle overlegent. "King besørger svineriet."

"Så kommer du til at svine King, min rare digter. Skriv en kvik, lille limerick og lad de små synge den."

"Ja, pas du nu bare dit hjemmeværneri og lad være med at puffe til bordet."

"Han får ikke noget at se, som han kan håne os for bagefter," sagde Stilk skummelt.

Hvad han mente hermed, forstod de ikke, førend de nogle dage efter fik lyst til at se korpset eksercere. De fandt gymnastiksalens dør aflåst og en af de små på vagt udenfor.

"Det er da frækt," sagde M'Turk og bukkede sig.

"Du må ikke kigge ind gennem nøglehullet," sagde skildvagten.

"Nå, det var jo rart. Men Wake, dit lille asen, det var jo mig, der gjorde dig til frivillig."

"Det er lige meget. Jeg har ordre til at forhindre enhver i at glo."

"Men sæt nu, at vi gør det alligevel?" sagde M'Turk. "Sæt nu, at vi myrder dig?"

"Jeg har ordre til at melde enhver, der generer mig på min post, til korpset, så vil korpset efter eksercitsen behandle ham efter krigslovene."

"Sikket bæst Stilk er!" sagde Beetle. De tvivlede ikke et øjeblik på, hvem der var ophavsmand til den bestemmelse.

"Du bilder dig nok ind, at du er en skide centurion, hvad?" sagde Beetle, der lyttede til geværernes drøn og raslen, mens de blev taget ved fod derinde.

"Jeg har ordre til ikke at tale med nogen undtagen for at sige, hvad jeg har ordre til - og jeg får klø, hvis jeg ikke lystrer."

M'Turk så på Beetle. Begge rystede på hovedet og vendte sig bort.

"Stilk _er_ minsandten en Stor Mand," sagde Beetle efter en længere pause. "En trøst er det da, at sådan noget, der smager af hemmelige foreninger, vil gøre King splittergal."

Der var mange flere end King, der følte sig ilde berørte, men korpsets medlemmer var tavse som graven, når de blev udspurgte. Foxy derimod, som ikke var under tavshedsløfte, gik til Keyte med sine sorger.

"Aldrig i mit liv har jeg set mage til pip. De sætter dørvogtere ud ligesom i en frimurerloge, indre og ydre vagt og hele baduljen, og så kiler de på, så ivrige at det halve kunne være nok."

"Jamen hvad er meningen med det hele?" spurgte den forhenværende stabssergent.

"At lære deres eksercits. De har aldrig set mage, stabssergent. De begynder på deres hundekunster, når jeg har ladet dem træde af, men ud i det fri vil de ikke - ikke for aldrig det. Hele historien er meningsløs. 'Hvis I er et kadetkorps', siger jeg, 'så skal I også være et kadetkorps og ikke gå her og gemme jer bag låsede døre.'"

"Men hvad siger de højere magter til det?"

"Ja, det er det, jeg heller ikke kan begribe," svarede sergenten gnavent, "jeg er gået til rektor, men han vil ikke hjælpe mig. Somme tider tror jeg, at han gør grin med mig. Jeg har aldrig været sergent i et frivilligt korps, Gud ske lov for det - men jeg har altid haft medlidenhed med dem, der var det. Og det er jeg glad for."

"Det kunne more mig at se korpset," sagde Keyte. "Efter hvad De fortæller, sergent, forstår jeg ikke, hvad det er, de vil."

"Spørg ikke mig, stabssergent! Spørg den fregnede fyr Corkran. Han er deres generalissimus."

Man siger ikke nej til en helt fra Sobraon, lige så lidt som man giver den eneste kagesælger i skolens nærhed afslag. Altså kom Keyte efter særlig indbydelse, støttet på en stok, rystende af alderdom, og satte sig i en krog og så til.

"De holder fin retning - overmåde fin retning," hviskede han under korpsets evolutioner.

"Åh, det er slet ikke det, de vil. Vent til jeg lader dem træde af."

Da kommandoen: "Træd af!" lød, blev geledderne stående. Perowne trådte frem, vendte sig om mod kammeraterne og gav sig til at eksercere dem en halv snes minutter, idet han af og til opfriskede sin hukommelse ved at kigge i en bog med rødt bind og metalspænder. Det var den samme Perowne, der senere blev skudt i Ækvatorial-Afrika af sine egne folk.

Efter ham fulgte Ansell og efter Ansell kom Hogan. Alle tre blev ubetinget adlydt.

Så lagde Stilk sin sniderriffel fra sig, trak vejret dybt og beærede kompagniet med en regulær skideballe.

"Stop, Hr. Corkran!" afbrød Foxy. "Det hører ikke hjemme i noget eksercerreglement."

"Det er lige meget, sergent. Man véd aldrig, hvad man kan blive nødt til at sige til sine folk. - Så prøv da for Satan i Helvede på at stå oprejst uden at læne jer til hinanden, I bælgøjede møgunger. Det er ingen fornøjelse for mig at sætte facon på jer. Det burde være sket, før I kom hertil, I - I skulle Fanden ta' mig have holdt jer til spejderture med et kosteskaft - I..."

"Den gamle klang - den gamle klang. Vi kender den," sagde Keyte og tørrede sine rindende øjne. "Men hvor har han den fra?"

"Fra sin far eller sin onkel. Spørg ikke mig! Halvdelen af dem må være født inden for hørevidde af en kaserne." Foxy havde ikke så ganske uret i denne formodning. "Jeg har hørt flere grovheder efter at dette frivillig-nonsens begyndte, end jeg nogen sinde har hørt i et helt år i tjenesten."

"Der er en mand i andet geled, der ser ud, som om han havde pantsat navlen. Ja, det er Dem, jeg mener, menig Ansell," og Stilk snertede offeret en gros og en detail i tre minutter.

"Halløj!" slog han pludselig over i sin normale tone. "Den sad! Du rødmede, Ansell. Og du rørte dig."

"Jeg kan ikke gøre for, at jeg rødmede," lød svaret, "men jeg tror ikke, at jeg rørte mig."

"Ja ja, nu er det din tur."

Og Stilk genindtog sin plads i geleddet.

"Åh Gud, åh Gud, det er lige så godt som en komedie," grinte Keyte, der hørte opmærksomt efter.

Ansell var også begavet med slægtninge i hæren og begyndte nu langsomt og med en dorsk dræven, i en mere reflekterende stil end Stilks, at stige ned i de personlige bemærkningers bundløse dybder.

"Dér traf jeg!" råbte han triumferende. "Du kunne heller ikke stå for det."

Stilk var blodrød i hovedet og sniderriflen skælvede synligt i hans hånd.

"Jeg troede, at jeg kunne," sagde han og bestræbte sig for at synes rolig, "men da der var gået lidt tid, blev jeg lynende gal i hovedet. Mærkeligt, ikke?"

"Det er godt for selvbeherskelsen," sagde den langsomme Hogan, mens de stillede geværerne tilbage på stativet.

"Har De nogen sinde -?" sagde Foxy håbløst til Keyte.

"Jeg kender ikke ret meget til frivillige, men det er den grinagtigste forestilling, jeg nogen sinde har set. Jeg forstår nu alligevel ikke rigtigt, hvad det er, de vil. Åh, Vorherre bevares, når jeg tænker på de mange gange jeg er blevet kaldt frem og har fået en overhaling i mine dage! De arbejder godt - de arbejder overmåde godt."

"Hvis bare jeg kunne få dem ud i det fri, så kunne jeg få dem til at lave, hvad det skulle være. Men måske de skifter sind, når uniformerne kommer."

Det var unægteligt på tide, at korpset gjorde skolens nysgerrighed nogle indrømmelser. Tre gange var vagtposten blevet mishandlet og tre gange havde korpset behandlet forbryderne efter krigslovene. Skolen rasede. Hvad kunne det hjælpe, spurgte de, at have kadetkorps, som ingen måtte se? Hr. King ønskede skolen til lykke med dens usynlige forsvarere og eleverne kunne ikke give igen på hans ondskabsfuldheder. Foxy var ved at blive tvær og stædig. Et par medlemmer af korpset udtalte sig rent ud tvivlende om, hvorvidt deres handlemåde var forsvarlig, og spørgsmålet om uniformer begyndte at blive kritisk. Hvis der blev leveret uniformer, ville de blive nødt til at bære dem.

Men som det så ofte går i dette liv, blev sagen pludseligt afgjort udefra.

Rektor havde meddelt bestyrelsen, at dens forslag var blevet fulgt, og at, efter hvad han havde hørt, drengene nu eksercerede.

Han sagde ikke noget om, under hvilke ydre omstændigheder denne eksercits gik for sig. Naturligvis blev general Collinson henrykt og fortalte sine venner det. En af hans venner havde en ven, der var medlem af parlamentet - en ivrig, intelligent og frem for alt fædrelandskærlig mand, hvis ønske var at udrette så meget godt som muligt på den kortest mulige tid. Men vi kan desværre ikke indestå for vore venners venner. Hvis Collinsons ven havde præsenteret ham for generalen, ville denne have kunnet se, hvad han var for et menneske, og ville derefter have skånet mange for meget. Men vennen talte kun om sin ven og da der ikke gives to mennesker i verden, som ser aldeles ens på tingene, blev det indtryk, som Collinson fik, ukorrekt. Desuden var manden jo parlamentsmedlem, en konservativ af det reneste vand, og generalen havde den engelske soldats hemmelige respekt for ethvert medlem af landets politiske højesteret. Manden skulle netop ud i de vestlige provinser for at sprede lys i en eller anden formørket valgkreds. Ville det ikke være en god idé, om han, forsynet med generalens anbefaling, benyttede dette beundringsværdige og nyoprettede kadetkorps som tekst og sagde et par ord - "Bare holdt en lille tale til drengene, hvad? Noget som rigtigt kunne begejstre dem. Han ville netop være den rette mand dertil. Sådan en tale, som drenge forstår."

"Der blev ikke holdt mange taler til drenge i min tid," sagde generalen mistroisk.

"Nej, men tiderne skifter - dannelsen breder sig, og så videre. Vor tids drenge er fremtidens mænd. Et ungdomsindtryk kan få betydning for hele livet. Og i disse tider, forstår De, hvor landet er ved gå i hundene -"

"De har fuldstændig ret."

Landet var den gang netop begyndt på fem år af Gladstones regering og generalen syntes ikke om, hvad han havde set af den. Han ville ganske afgjort skrive til rektor, for det var uomstødeligt sandt, det med vor tids drenge og fremtidens mænd. Det var, om han så måtte sige, et ualmindelig heldigt valgt udtryk.

Rektor svarede, at det ville være ham en fornøjelse at modtage parlamentsmedlem Hr. Raymond Martin, om hvem han havde hørt så meget, at give ham nattelogi og lade ham holde foredrag for skolen om et hvilket som helst emne, som han mente ville kunne interessere drengene. Dersom Hr. Martin endnu ikke havde stået ansigt til ansigt med en tilhørerkreds af denne særlige klasse af Englands ungdom, tvivlede rektor ikke om, at det ville blive en interessant oplevelse for ham.

"Jeg tror ikke, jeg tager synderligt fejl i så henseende," betroede han pastoren. "Kender De tilfældigvis noget til en mand, der hedder Raymond Martin?"

"Jeg læste på universitetet sammen med et menneske af det navn," svarede præsten. "Han var uden form og uden indhold, så vidt jeg erindrer, men tog frygtelig tungt på tingene."

"Han vil holde et foredrag om 'fædrelandskærlighed' for skolen på lørdag."

"Hvis der er noget, som vore drenge hader mere end alt andet, så er det at få lørdag aften spoleret. Fædrelandskærlighed kan ikke konkurrere med ædegilder."

"Kunst ikke heller. Kan De huske vores Shakespeare-aften?" rektor blinkede. "Eller den humoristiske herre med laterna magica'en?"

• • • *** ***

"Hvem i alverden er det parlamentsmedlem Raymond Martin?" spurgte Beetle, da han læste opslaget om foredraget ude i korridoren. "Hvorfor skal de banditter altid komme om lørdagen?"

"Oh! Rrrromeo, Rrrromeo, hvi er du Rrrromeo?" citerede M'Turk efter Shakespeare-recitatoren fra forrige semester. "Nå, jeg vil da håbe, at han ikke bliver helt så slem som hun. Stilk, er du rigtig fædrelandskærlig? For ellers vil denne her fyr hurtigt få dig omvendt."

"Bare han ikke går hen og spolerer hele aftenen. Vi er vel nødt til at høre på ham."

"Jeg ville ikke undvære det for meget godt," sagde M'Turk. "Der var mange, der syntes, at hende Romeo-Romeo-kvindfolket var kedelig. Det gjorde _jeg_ ikke. Jeg kunne morderlig godt lide hende. Kan I huske, da hun begyndte at hikke midt under hele forestillingen? Måske han også vil hikke. Den, der først kommer ned i gymnastiksalen, tager plads til de to andre."

• • • *** ***

Der var ikke spor af nervøsitet, men en livlig og munter elskværdighed over parlamentsmedlemmet Hr. Raymond Martin, da han, iagttaget af mange øjne, kørte frem for rektors bolig.

"Han ser lidt labanagtig ud," var M'Turks bemærkning. "Det skulle ikke undre mig, om han var radikaler. Han skændtes med kusken om betalingen. Det hørte jeg."

"Det er bare fædrelandskærlighed," forklarede Beetle.

Efter te tid sluttede de sig til de andre, der stormede ind for at få pladser, sikrede sig en privat og usynlig krog og begyndte at brokke.

Alle gasblus var tændte. På den lille forhøjning for enden af salen stod rektors officielle pult, ved hvilken Hr. Martin skulle holde sit foredrag, samt en halvkreds af stole til lærerne.

Ind tren Foxy med højtidelig mine og stillede noget, der så ud som et stykke tøj rullet om en stok, op imod pulten. Der var endnu ingen af myndighederne til stede, derfor klappede skolen og råbte: "Hvad er det for noget, Foxy? Hvorfor har De stjålet den fremmede herres paraply? Vi bruger ikke ris her, vi bruger spanskrør! Tag det juks væk! - fra højre fløj - del ind!" - og så fremdeles, indtil rektors og lærernes indtræden gjorde ende på alle demonstrationer.

"Det er da en god ting, at lærerne er lige så lede og kede af det her som vi andre. Se, hvor King vrider og vender sig for at få plads et sted, hvor det ikke trækker."

"Hvor bliver den raymondifikalske Martin af? Punktlighed, mine elskede tilhørere, er de vundne slags hemmelighed -"

"Åh, hold kæft. Der kommer hans højhed. Vorherre bevares, sikken fedtballe!"

Hr. Martin, som optrådte selskabsklædt, havde unægteligt dobbelthage. Han var en høj, svært bygget, stuebleg mand. Men derfor havde Beetle da ikke behøvet at være grov.

"Se nu på hans ryg, mens han taler til rektor. Det er nederdrægtig uhøfligt at vende ryggen til tilhørerne. Han er en filister - en laban - en jebusiter og en hiviter - og han skriver utvivlsomt i drengeblade."

M'Turk lænede sig tilbage og snøftede hånligt.

Med nogle få intetsigende ord introducerede rektor foredragsholderen og satte sig derpå under bifaldsklap. Da det viste sig, at Hr. Martin opfattede bifaldet som henvendt til sig, klappede de naturligvis mere end nogen sinde. Det varede temmelig længe, inden han kunne begynde. Han havde intet kendskab til skolen - til dens traditioner og anskuelser. Han vidste ikke, at det sidste elevskrift viste, at firsindstyve procent af drengene var fødte uden for landets grænser - i lejr, garnison eller i rum sø - eller at fem og halvfjerdsindstyve procent var sønner af officerer og bar navne som Willoughby, Paulet, de Castro, Mayne, Randall og agtede at følge i fædrenes spor. Dette og meget mere kunne rektor have fortalt ham, men efter at have siddet en time ved middagsbordet i hans selskab havde rektor besluttet slet ikke at fortælle ham noget. Hr. Raymond Martin lod til at vide så meget i forvejen.

Han begyndte sin tale med et langtrukkent, skrattende: "Nå, drenge," som, skønt de ikke selv var sig det bevidst, fik alle de unge nerver til at krympe sammen. De vidste formodentlig, hvorfor han var kommet hertil - ikke sandt? Det var ikke ofte, at han havde lejlighed til at tale til drenge. Han antog, at drenge var så noget nær den samme slags personer - visse folk mente, at de var temmelig grinagtige personer - som de havde været i hans egne unge dage.

"Denne mand," sagde M'Turk med overbevisning, "er selve det gadarenske svin."

Men de måtte huske på, at de ikke altid ville vedblive at være drenge. De ville vokse op til mænd, for vor tids drenge var fremtidens mænd, og det var dem fædrelandets stolte ry afhang af.

"Hvis dette ikke snart holder op, mine elskede tilhørere, vil det være min smertelige pligt at gøre skandale," sagde Stilk og trak vejret dybt gennem næsen.

"Det kan du ikke," svarede M'Turk. "Han tager ingen betaling for sin _Romeo_."

Og derfor burde de tænke på pligten og ansvaret i det liv, der åbnede sig for dem. Livet var ikke lutter - han opregnede nogle lege, og, som for at gøre sig rigtig grundigt umulig, tilføjede han "spil med marmorkugler". "Ja livet var ikke," sagde han, "lutter marmorkugler."

Der lød én eneste spændt gispen - blandt de yngre næsten et hyl - af dirrende rædsel. Han var en hedning - et udskud - hinsides fordragelighedens yderste grænse - havde dømt sig i alles påhør! Stilk bøjede hovedet og skjulte ansigtet i hænderne. M'Turk inddrak hvert ord med strålende, glade øjne og Beetle nikkede højtidelige bifaldsnik.

Nogle af dem ventede utvivlsomt inden mange år at opnå den ære at blive udnævnte til officerer af dronningen og komme til at bære sabel. Nu havde han selv som major i et frivilligt regiment nogen erfaring i en officers pligter, og det glædede ham at høre, at de havde oprettet et frivilligt korps i deres midte. En sådan institution førte til en sund og god ånd, og når denne blev næret, ville den være til stor gavn for det fædreland, som de elskede og var så stolte af at tilhøre. Han tvivlede ikke om, at nogle af de tilstedeværende ventede - at nogle af dem ivrigt skuede frem imod den tid, da de skulle føre deres mænd mod fjendens kugler og betræde slagmarken i al deres unge manddoms stolthed.

Nu er en drengs blufærdighed tifold dybere end en ung piges, for den blinde natur har kun skabt hende til ét formål, men manden til adskillige. Med bred og kraftig hånd rev han alle disse slør ned og trampede dem under sin velmente veltalenheds fødder. Med skrattede røst råbte han højt om småting som håb om ære og drøm om hæder, ting, som drenge ikke engang drøfter med deres fortroligste, jævnaldrende venner. Idet det ikke faldt ham ind, at de kunne have overvejet disse ting, gjorde han dem opmærksom på dem. Han pegede på strålende mål for dem med fingre, som tilsølede al stråleglansen. Han profanerede deres sjæles hemmeligste afkroge med råb og gestikulationer. Han bad dem betænke deres forfædres bedrifter, og det på en sådan måde, at de rødmede helt ud i ørene, hvor blodet prikkede. Nogle af dem - den skurrende stemme skar gennem en iskold tavshed - havde måske haft slægtninge, som var faldet i kampen for fædrelandet. (Ikke så få af dem tænkte på en gammel sabel, som hang i en korridor eller på en spisestuevæg, og som de havde betragtet og stjålet sig til at røre ved, lige siden de lærte at gå.) Han besvor dem til at kappes med disse berømmelige forbilleder, og de vidste ikke, hvor de skulle gøre af deres øjne, så yderst pinligt forekom det dem.

Deres alder gjorde, at tankerne ikke formede sig helt klart for dem. De følte kun, i sviende raseri, at de blev fornærmede af en tyk mand, der troede, at det var sport at spille med marmorkugler.

Og således arbejdede han sig frem mod talens slutning - som han, i parentes bemærket, senere brugte og gjorde kolossal lykke med ved et vælgermøde - mens de sad, røde i hovederne og urolige, i gnaven væmmelse. Efter mange, mange ord greb han den i tøj indhyllede stok og stak den anden hånd ind på brystet. Dette - dette var deres fædrelands håndgribelige symbol - som enhver burde se op til med ærefrygt og stolthed. Ingen dreng burde beskue dette flag, hvis ikke det var hans hensigt på værdig måde at bidrage sit til at forhøje dets uforgængelige stråleglans. Han svang det foran dem - et stort Union Jack, skinnende i alle tre farver, og ventende på den bifaldstorden, der skulle lønne hans anstrengelser.

De så til i tavshed. De havde ganske vist set den tingest før - nede på toldstationen, eller gennem en kikkert, hejst på halv, når en brig strandede på Braunton-banken; også på golfklubbens tag og i Keytes vindue, hvor en vis slags kulørt sukkergodt havde et billede af dette flag uden på æsken. Men det vajede aldrig over skolen. Det spillede ingen rolle i deres liv. Rektor havde aldrig nævnt det. Deres fædre havde ikke forklaret dem dets betydning. Det var et lukket spørgsmål - noget helligt, noget for sig selv. Hvad i alle skamløse gemenheders forbandede navn mente da dette menneske med at svinge den rædsel for øjnene af dem? Måske han var fuld? Det var en beroligende tanke!

Rektor reddede situationen ved at rejse sig for at takke, og ved hans første bevægelse følte skolen sig lettet og klappede som rasende.

"Og jeg er sikker på," sluttede han, med ansigtet fuldt belyst af gassen, "at I alle vil forene jer med mig i en meget hjertelig tak til Hr. Raymond Martin for det overmåde nydelsesrige foredrag, han har holdt for os."

Hvad der egentlig skete, vil vi aldrig kunne blive sikre på. Rektor påstår, at han ikke gjorde det, eller at hvis han gjorde det, må han have fået noget i øjet, men de tilstedeværende er overbeviste om, at han blinkede, én gang, åbenlyst og højtideligt, efter ordet 'nydelsesrig'.

Hr. Raymond Martin fik sit bifald i fuldt mål. Som han selv sagde: "Uden at være forfængelig tør jeg vel tro, at det par ord, jeg sagde, gik dem til hjerte. Jeg har aldrig vidst, at drenge kunne råbe sådanne hurraer."

Da klokken nu ringede til aftenandagt, forlod han salen, og drengene stillede sig i række langs væggen. Flaget lå stadig på pulten og Foxy betragtede det med stolthed, for han var blevet grebet af Hr. Martins veltalenhed. Rektor og lærerne, som var trådt tilbage på forhøjningen, kunne ikke se den skrækkelige tingest, men en af præfekterne trådte ud af rækken, rullede det hurtigt sammen og smed det lige så hurtigt ind i et skab, til deres fægtehandsker og fleuretter.

Og som om han havde udtalt et magisk ord frembrød en sagte tilfredshedsmumlen, som gik over i en rask salve af håndklap.

Foredraget blev drøftet på sovesalene. Der var fuldstændig enstemmighed. Hr. Raymond Martin var utvivlsomt født i en rendesten og opdraget i en skole, hvor de spillede marmorkugler. Endvidere var han - jeg giver kun et meget ringe uddrag af et stort forråd - en gemen svinepels, et gennemført stinkdyr, en laskemavet flagdasker - dette udtryk var Stilks bidrag - og adskillige andre ting, som det ville være upassende at nedskrive.

Det frivillige kadetkorps trådte an næste mandag i dårligt humør og med skamfulde ansigter. Selv da ville imidlertid fornuftig tavshed have kunnet redde situationen. Men Foxy sagde:

"Efter sådan en smuk tale, som den De hørte i forgårs aftes, kan man vel vente, at De vil tage fat på eksercitsen med fornyet iver. Jeg indser ikke, hvordan De nu kan undgå at komme ud og marchere i det fri."

"Kan vi da ikke slippe for det, Foxy!" Stilks elskelige tone burde have advaret Foxy.

"Nej, De kan ikke, efter at han har været så ædelmodig at forære Dem flaget. Han sagde til mig, førend han tog bort i morges, at der ikke var noget i vejen for, at korpset betragtede det som sin ejendom. Det er et nydeligt flag."

I dybeste tavshed satte Stilk sit gevær tilbage på stativet og trådte ud af geleddet. Hogan og Ansell fulgte hans eksempel.

Perowne tøvede. "Hør en gang," begyndte han, "skulle vi ikke -"

"Nu skal jeg straks tage det frem fra skabet," sagde sergenten, som vendte ryggen til. Og så kan vi -"

"Kom så!" brølede Stilk. "Hvad Dælen nøler I efter? Træd af!"

"Men - hvad - hvor i -?"

Sniderriflernes raslen, mens de hastigt blev sat tilbage på stativet, overdøvede hans stemme, og den ene dreng efter den anden trådte ud af geleddet.

"Jeg - jeg véd ikke, om jeg ikke bliver nødt til at melde dette til rektor," stammede han.

"Meld ad helvede til - idiot!" råbte Stilk med hvide læber og styrtede ud.

• • • *** ***

"Det var mærkeligt!" sagde Beetle til M'Turk. "Jeg sad oppe på vort værelse i færd med et ganske yndigt digt om den laskemavede flagdasker, og så kom Stilk ind, og jeg sagde: 'hej!' og han gav sig til at bande som en matros, og så begyndte han at tudbrøle. Lagde sit hoved på bordet og flæbede. Vi burde gøre et eller andet"

M'Turk blev bekymret.

"Måske han har lavet en eller anden forfærdelig dumhed."

De fandt ham med meget blanke øjne og fløjtende mellem tænderne.

"Snød jeg dig, Beetle? Ja, jeg tænkte det nok. Var det ikke fint lavet? Troede du ikke, at jeg virkelig flæbede? Gjorde jeg det ikke godt? Åh, din gamle, forædte idiot!"

Og han gav sig til at trække Beetle i ørene og kinderne på den måde, som kaldtes "malkning".

"Jeg véd, at du flæbede," svarede Beetle roligt. "Hvorfor er du ikke nede ved eksercitsen?"

"Eksercitsen? Hvad for en eksercits?"

"Spil ikke dum. Eksercitsen i gymnastiksalen."

"Fordi der ingen er. Det frivillige kadetkorps er færdigt - ophævet - dødt - fordærvet - råddent - stinkende. Og hvis du ser sådan på mig, Beetle, slår jeg også dig ihjel ... Og ja, jeg skal meldes til rektor for at have bandet."

Sidste semester.

Der var kun nogle få dage til ferien, til den halvårlige eksamen, og hvad der var uligt vigtigere, til udgivelsen af skolebladet, som Beetle redigerede. Han var blevet lokket til at påtage sig dette hverv af Stilks og M'Turks smiger og den overordentlige strenghed, hvormed studereværelsets love håndhævedes. Men da han først var kommet i lag med det, opdagede han, som andre havde gjort før ham, at det var hans pligt at gøre arbejdet, mens hans venner kritiserede. Stilk døbte bladet _Swillingford-Patrioten_ i from erindring om Sponge, og M'Turk drog lidet smigrende sammenligninger mellem dets indhold og Ruskin og de Quincey. Kun rektor interesserede sig for bladet og hans metoder var ejendommelige. Han gav Beetle fri adgang til sin bruntindbundne, tobaksduftende bogsamling - uden at forbyde noget og uden at anbefale noget. Dér fandt Beetle en stor lænestol, et sølvskrivetøj samt penne og papir, så meget han lystede. Der var gamle dramatiske forfattere i snesevis, der var Hakluyts rejsebeskrivelser, franske oversættelser af russiske forfattere som Pushkin og Lermontoff, små fortællinger af en mærkværdig og forbløffende slags, blandede med ejendommelige digte - Peacock hed digteren - der var Borrows _Lavengro_, en underlig bog, som udgav sig for at være en oversættelse af noget der kaldtes _Rubàiyàt_ - rektor sagde, at det var noget som endnu ikke skattedes efter fortjeneste - der var hundreder af digtsamlinger - Crashaw, Dryden, Alexander Smith, L.E.L., Lydia Sigourney, Fletcher og _Purpurøen_, Donne, Marlowes _Faust_, _Ossian_ - som i tre dage ganske berusede M'Turk, som Beetle genlånte den til - _Det jordiske paradis_, _Atalanta i Calydon_ og Rossetti - for kun at nævne nogle få. Og så kom rektor af og til slentrende ind under påskud af at ville være bladets censor og læste et vers hist og et andet vers her af disse digtere og åbnede således udsigter til ukendte egne. Mens han dampede på sin cigar og halvt lukkede øjnene for røgen fortalte han om store nulevende mænd og om forlængst hedengangne blade, som de havde udgivet i deres stormfulde vår, fortalte om de tider, da alle de store stjerner var små, nytændte blus, der søgte at finde deres pladser i det ufølende, tomme rum, og han, rektor, kendte dem, som unge mænd kender hinanden. Derfor gik det regelmæssige arbejde i spåner, for Beetle havde hovedet fuldt af andre sager og vers, som han gemte som hemmelige skatte og kun gengav for M'Turk om eftermiddagen, når de spadserede nede på stranden forbi den strandede spanske Armada-galleon, hvor han råbte og deklamerede ud mod de lange bølger.

Hovedsagelig på grund af deres husforstanders på lang erfaring grundede mistillid var de tre venner i tre samfulde semestre blevet forbigåede ved forfremmelsen til præfekts rang. Det var en værdighed, der uddeltes efter fortjeneste og som medførte det privilegium, at man måtte gå med stok og, med visse indskrænkninger, bruge den.

"_Men_" sagde Stilk, "ved nærmere eftertanke har vi lavet mere sjov med sjette klasse i den tid vi er blevet forbigåede, end nogen andre i de sidste syv år.

Han pegede stolt på sin hals. Den var omgivet af den stivest mulige høje flip, der ifølge traditionen kun måtte bæres af sjette klasse. Og sjette klasse så den flip og sagde ikke et muk. "Kis" Abanazar eller Dick Firtal af forrige årgang ville have sørget for, at den blev taget af, inden fem minutter var gået _eller osse_... Men den nuværende sjette klasse bestod for størstedelen af unge, meget velbegavede elever, som var deres husforstanderes yndlinge og for ømskindede over deres værdighed til at turde indlade sig i åben kamp med de tre opfindsomme venner. Og derfor satte de alle tre deres huer helt bag i nakken, i stedet for en lille smule på sned over det ene øje, som femte klasse burde, og flottede sig med lakstøvler om hverdagen og vidunderlige slips om søndagen, uden at nogen sagde et kvidder. M'Turk skulle til foråret ind på Cooper's Hill og Stilk på Sandhurst, og rektor havde sagt dem begge, at medmindre de helt faldt fra hinanden i løbet af ferien, var de sikre nok. Som øvet dressør tog rektor sjældent fejl i sin dom.

Han havde taget Beetle til side samme dag og givet ham mange gode råd, men Beetle huskede ikke et ord af dem, da han styrtede ind i studereværelset bleg af sindsbevægelse og busede ud med en vidunderlig historie. Den var næsten ikke til at tro på.

"Og du skal begynde med hundrede pund om året?" sagde M'Turk uden at vise synderlig interesse. "Sludder!"

"Og gratis overrejse! Det er afgjort altsammen. Rektor siger, at han har trænet mig dertil i grumme lang tid, og jeg har ikke haft anelse om det - ikke en anelse! Man begynder ikke straks med at skrive artikler forstår I. Begynder med at sætte telegrammer sammen og klippe ud af andre aviser med saksen."

"Hæ, saksen!" sagde Stilk. "Sikke noget forbandet roderi, du vil lave. Men så bliver dette jo i alt fald også dit sidste semester. Syv år, mine inderligt elskede tilhørere - skønt ikke præfekter."

"De år har nu alligevel ikke været så gale endda," sagde M'Turk. "Det vil gøre mig ondt at forlade den gamle skole. Siger I ikke det samme?"

De stirrede ud over havet, som skummede langs stenrevet i den klare vinterdag.

"Hvor mon vi er henne ved denne tid om et år?" sagde Stilk åndsfraværende.

"Ved denne tid om fem år," sagde M'Turk.

"Hør, for resten," udbrød Beetle, "fortæl ikke videre, at jeg skal ud af skolen. Rektor har ikke sagt det til nogen. Det véd jeg, for Prout gryntede til mig i dag, at hvis jeg tog mig lidt sammen - hæ! - kunne jeg måske blive præfekt i næste semester. Det kniber formodentlig for ham at få præfekter."

"Lad os slutte af med en kamp mod sjette," foreslog M'Turk.

"De beskidte, små skoledrenge!" sagde Stilk, der allerede så sig selv som officerselev på Sandhurst. "Hvad fornøjelse kan vi have af det?"

"Moralsk virkning," sagde M'Turk. "Det vil efterlade en uforgængelig tradition og alt det der."

"Lad os hellere gå til Bideford og betale vores gæld," sagde Stilk. "Jeg har slået min far for tre sovereigns - _ad hoc_. Og jeg skylder ikke mere end 30 shilling. Stik af, Beetle, og bed rektor om lov. Sig, at du gerne vil ind og læse korrektur på _Swillingford-Patrioten_."

"Det vil jeg virkelig også," svarede Beetle. "Det bliver mit sidste nummer og jeg vil gerne have, at det skal se ordentligt ud. Jeg vil fange ham, før han går til frokost."

Ti minutter efter marcherede de af sted på geled, af særlig nåde fritagne for at møde ved navneopråbet klokken fem, så de havde hele eftermiddagen for sig. Desværre havde de også King for sig og han kunne aldrig gå forbi dem uden at sige vittigheder. Men hele brigader af King'er kunne ikke have forstyrret Beetles humør den dag.

"Aha! Ude for at nyde studiet af lettere litteratur, mine venner?" sagde han og gned sig i hænderne. "Almindelig matematik er ikke noget for opadstræbende ånder som jeres, vel?"

"Hundrede pund om året," tænkte Beetle og smilede ud i rummet.

"Vor åbenbare evneløshed søger tilflugt på den mindre lovbundne digtekunsts blomsterstrøede stier. Men der nærmer sig en regnskabets dag, gode Beetle. Jeg har selv forberedt en lille ubetydelig og tarvelig latinsk version, som selv du med din øvelse i skulkeri næppe kan slippe udenom. Ja, latinsk version. Jeg tror, om jeg så må sige - men nu får vi at se ved den skriftlige eksamen - at, '_Ulpian er, hvad du trænger til_.' '_Aha! Elucescebat som vor ven sagde'_. Vi får at se! Vi får at se!"

Beetle gav stadig ikke en lyd fra sig. Han var på en damper med rejsen betalt ud i den store vidunderlige verden - tusind mile hinsides Lundy-øen.

Med en snærren lod King ham gå.

"Han forstår det ikke. Han vil blive ved med at rette stile og præke og slå sig til helt på små drenge næste semester - og det næste og det næste med."

Beetle skyndte sig efter sine kammerater op ad den stejle sti på den tornbladklædte bakke bagved skolen.

De morede sig med at kaste småsten op på gasbeholderen, og den snavsede gasmand, der havde tjeneste, bad dem lade være. De så til, mens han smurte en stor hane, der stak op af jorden mellem to tornbladbuske.

"Hvad er den til, Koks?" sagde Stilk.

"Den er til gasledningerne ned til køkkenerne," svarede koksbrænderen. Og hvis jeg glemte at lukke op for den, så måtte I unge herrer læse lektier ved stearinlys."

"Hm," sagde Stilk og tav mindst et minut.

"Hov! Hvor skal I hen?"

En drejning af vejen bragte dem ansigt til ansigt med Tulke, ældste præfekt i Kings Hus - en lavstammet, hvidhåret dreng, af den slags, der forfremmes på grund af deres boglige intelligens og bagefter altid appellerer til rektor om støtte for deres myndighed, når tjenstiveren har været større end forstanden.

De tre venner tog ingen notits af ham. De havde lovlig udgang. Tulke gentog hidsigt sit spørgsmål, for han havde døjet mange forhånelser af Nummer Fems beboere og troede nu, at han endelig havde grebet dem på fersk gerning.

"Hvad dælen rager det dig?" spurgte Stilk med sit elskværdigste smil.

"Hør jeg vil ikke - jeg vil ikke finde mig i, at femte klasse bander ad mig!" spruttede Tulke.

"Nå, så pil af og sammenkald et præfektmøde," sagde M'Turk, som kendte Tulkes svage side.

Præfektens svar var usammenhængende af raseri.

"Du må ikke skråle op på den manér, når du taler til femte klasse," sagde Stilk. "Det er meget uhøfligt."

"Spyt ud, honninggris!" sagde M'Turk roligt.

"Jeg - jeg vil have at vide, hvad I bestiller uden for grænserne?"

Og han viftede truende med sin stok.

"Aha!" sagde Stilk. "Nu kommer vi til sagen. Hvorfor spurgte du ikke om det før?"

"Jeg spørger om det nu. Hvad bestiller I?"

"Vi beundrer dig, Tulke," svarede Stilk. "Vi synes, du er en mageløs prægtig fyr. Gør vi ikke?"

"Jo! Jo!"

En jagtvogn med nogle unge piger i drejede netop om hjørnet og Stilk knælede øjeblikkelig foran Tulke i en bedende stilling. Tulke blev rød i hovedet.

"Jeg har grund til at tro -" begyndte han.

"Hallo! Hallo! Hallo!" råbte Beetle _á la_ den offentlige udråber i Bideford. "Tulke har grund til at tro! Længe leve Tulke!"

Tre hurraer rungede.

"Det er lutter beundring," sagde Stilk. "Du véd hvor meget, vi holder af dig, Tulke. Vi holder så meget af dig, at vi synes, du burde gå hjem og lægge dig til at dø. Du er alt for god til denne verden, Tulke."

"Ja," tilføjede M'Turk, "du må _endelig_ gøre os den tjeneste at dø. Tænk, hvor sød du vil se ud i udstoppet tilstand!"

Tulke for hen ad landevejen med et ubehageligt udtryk i øjnene.

"Det betyder et præfektmøde - det er sikkert og vist," sagde Stilk. "Sjette klasses ære på spil og så videre. Tulke vil skrive notater hele eftermiddagen og Carson vil kalde os op efter teen. De tør ikke lade det passere."

"Jeg tør holde en shilling på, at han følger efter os!" sagde M'Turk. "Han er Kings yndling, og det er en skalp til dem begge, hvis de kunne gribe os i noget. Vi må være dydige."

"Så foreslår jeg, at vi går til Mutter Yeo og propper os for sidste gang. Vi skylder hende en halv snes shilling og Mary vil græde bitterligt, når hun hører, at vi skal rejse," sagde Beetle.

"Hun gav mig en ordentlig en på torsken sidste gang," sagde Stilk.

"Det gør hun altid, når man ikke dukker sig," svarede M'Turk. "Men hun plejer at kysse igen. Lad os gå til Mutter Yeo."

De opsøgte et lille, to hundrede år gammelt hus med grønne vinduesruder og fremspringende bjælkehoveder, halvt mejeri, halvt gæstgiversted, som lå for enden af en snæver sidegade. De havde patroniseret det lige fra de første år og var i høj grad velkomne.

"Vi kommer for at betale vor gæld, Mutter," sagde Stilk og lagde armen om husfruens seks og halvtredsindstyve tommers midje. "For at betale, hvad vi skylder og sige farvel - og - og vi er skrupsultne."

"Nåda!" sagde Mutter Yeo, "gør han kur til mig? Jeg skammer mig over jer."

"Vi ville sgu heller ikke gøre det, hvis Mary havde været her" sagde M'Turk i den brede norddevonske dialekt, som drengene brugte, når de var på togt.

"Hvem tager mit navn forfængeligt?"

Inderdøren gik op, og Mary, lyshåret, blåøjet og æblekindet, trådte ind med en skål fløde i hænderne. M'Turk kyssede hende. Beetle fulgte hans eksempel med beundringsværdig ro. Begge drenge fik omgående ørefigner.

"Man skal aldrig kysse pigen, når man kan kysse fruen," sagde Stilk med en skamløs blinken til Mutter Yeo, mens han undersøgte en hylde med syltekrukker.

"Det glæder mig, at der er en af jer, der ikke vil ha" hug på hovedet?" sagde Mary indbydende til ham.

"Hø! Jeg kan vel få lige så mange kys, jeg vil have," svarede Stilk med ryggen til.

"Ikke af mig - dit lille pragteksemplar!"

"Har aldrig bedt dig. Der er også pigebørn i Northam. Ja - og i Appledore." En ubeskrivelig snøften, der rummede både foragt og søde minder afrundede dette svar.

"Ja, du kommer nok galt af sted en gang. Hvad er der nu? Hvorfor snuser du til fløden?"

"Den er sur," sagde Stilk. "Lugt en gang."

Mary var uforsigtig nok til at gøre det.

"'_Bidevoor kiss_

_Niver amiss_'" sagde Stilk og tog sig ustraffet et.

"Din - din - din -" begyndte Mary spruttende af grin.

"De er nu alligevel bedre i Northam - smager ligesom af mere - og så får vi dem tilbage igen," sagde han, mens M'Turk højtideligt valsede med Mutter Yeo, indtil vejret gik helt fra hende, og Beetle fortalte Mary den sørgelige nyhed om rejsen. Og så satte de sig til bords til tyk fløde, syltetøj og friskt brød.

"Ja, du får os aldrig mere at se, Mary. Vi skal være præster og missionærer."

"Stille i stuen!" udbrød M'Turk, som kiggede ud gennem jalousiet. "Tulke er ganske rigtigt fulgt efter os. Dér kommer han."

"De har aldrig erklæret os for forbudt område," sagde Mutter Yeo. "Bliv ganske roligt siddende, kære børn."

Og dermed trillede hun ind i det indre værelse for at gøre deres regning op.

"Mary," sagde Stilk pludselig med tragisk inderlighed, "elsker du mig, Mary?"

"Jøsses, ja! Det har jeg jo fortalt dig, lige fra du var _så_ stor!" svarede den unge dame.

"Kan du se ham, der kommer hen ad gaden der?" Stilk pegede på den intetanende Tulke. "Han har aldrig i sine livsens dage fået et eneste kys af noget som helst slags pigebarn, Mary. Er det ikke rædsomt?"

"Hvad angår det mig? Det kommer såmænd nok med tiden," nikkede hun kløgtigt. "For du vil da vel ikke have _mig_ til at kysse ham?"

"Jeg vil give dig en halfcrown, hvis du gør det," sagde Stilk og holdt mønten frem.

En halfcrown var meget værd for Mary Yeo, og en spøg var endnu bedre, men -

"Du _tør_ ikke," sagde M'Turk i det psykologiske øjeblik.

"Nej, du tør ikke!" istemte Beetle, der kendte hendes svage side. "Der er ikke et pigebarn i hele Northam, der ville betænke sig to gange. Og du, som er sådan en køn pige!"

M'Turk plantede sin ene fod fast imod inderdøren, for at Mutter Yeo ikke skulle komme tilbage i et ubelejligt øjeblik, for på Marys ansigt stod at læse, at hun havde taget sin beslutning.

Og sådan begav det sig, at Tulke fandt sin vej spærret af en grandvoksen datter af Devon - grevskabet, hvor kyssene gror frodigt, de bedste kys under solen. Han smuttede høfligt til side. Hun tænkte sig om et øjeblik, så lagde hun en stor hånd på hans skulder.

"Hvor skal du hen, lille ven?" sagde hun.

Stilk, som havde proppet et lommetørklæde i munden, kunne se drengen blive ildrød i hovedet.

"Giv mig et kys! Lærer du ikke gode manerer i skolen?"

Tulke gispede og gjorde omkring. Højtideligt og samvittighedsfuldt kyssede Mary ham to gange og den usalige præfekt flygtede.

Hun trådte ind i huset igen med øjnene fulde af forundring.

"Kyssede du ham?" spurgte Stilk og rakte hende pengene.

"Jøsses, ja! Men man skulle rigtignok ikke tro, at han var fra skolen. Han var lige ved at græde."

"Jamen det gør vi ikke. Du kan ikke få _os_ til at græde på den manér," sagde M'Turk. "Prøv engang."

Hvorpå Mary gav dem alle tre ørefigner.

Da de gik deres vej med svidende ører, sagde Stilk ud i luften:

"Jeg tror ikke, det bliver til noget videre med det præfektmøde."

"Jo vist gør det så!" svarede Beetle. "Hør nu: Når han kyssede hende - hvad vi naturligvis påstår - er han et kynisk, umoralsk svin og hans opførsel er himmelråbende uanstændig. _Confer orationes regis furiosissimi,_ som King kom med, da han greb mig i at læse _Don Juan_."

"Selvfølgelig kyssede han hende," sagde M'Turk. "Midt på gaden. Og med sin skolehue på!"

"Klokken 3.57. Noter tidspunktet. Hvad mener du Beetle?" sagde Stilk.

"Åh, han er sådan en sanddru lille idiot. Det ku" gerne falde ham ind at sige, at det var hende, der kyssede ham."

"Og hvad så?"

"Og hvad så?" Beetle dansede ved den blotte tanke. "Følgeslutningen af disse præmisser er, at sjette klasse ikke er i stand til at beskytte sig selv imod overfald og voldtægt. De må have barnepiger til at passe på sig! Vi behøver bare at hviske et ord om det i skolen. Skidt for sjette, godt for os, uanset hvad!"

"Død og kridte!" sagde Stilk. "Vort sidste semester ender fint. Men stik du nu af og se at få dit skaldede blad gjort færdig. Turkey og jeg skal hjælpe dig. Vi kan gå ind ad bagvejen, så behøver vi ikke at gøre Randall ulejlighed."

"Men så må I ikke lave for meget sjov."

Beetle vidste, hvad vennernes hjælp var værd, men han havde på den anden side ikke noget imod at vigte sig over for dem. Det lille loft bagved Randalls trykkeri var hans eget territorium, hvor han allerede i ånden så sig selv lede _Times_. Her havde han, vejledet af den sværtede lærling, ad større eller mindre omveje lært at finde sig tilrette i skriftkassen og betragtede sig selv som en udlært sætter.

Skolebladet lå i samlede forme på et bord med stenplade og et korrekturark ved siden af. Men ikke for alt i verden ville Beetle have korrigeret efter aftrykket. Væbnet med en træhammer og en tang slog han nogle mystiske trækiler løs, så formen løsnedes, pillede et bogstav ud hist og satte et andet i her, læsende mens han arbejdede, jævnligt standsende i værket for at godte sig over sine egne artikler.

"Du vil ikke være så vigtig af det," sagde M'Turk, "når du skal gøre det for at tjene dit brød. På hovedet og baglæns, ikke sandt? Lad mig se, om jeg kan læse det."

"Pil af!" sagde Beetle. "Gå hen og læs de forme på hylden dér, siden du er så klog."

"Forme på en hylde! Hvad er det for noget? Lad være med at komme med de forbandede tekniske udtryk."

M'Turk og Stilk gav sig til at rumstere i trykkeriet. De lod ikke meget urørt.

"Kom herhen et øjeblik, Beetle. Hvad er det her for noget?" spurgte Stilk et par minutter efter. "Det ser mig så bekendt ud."

Beetle kastede et blik på det og svarede: "Det er Kings latinske eksamensversion. _In-In verrem: actio prima._ Det var sgu sjovt!"

"Tænk bare, hvor mange retlinede, højsindede drenge, der ville give meget for at få lov til at kaste et blik på den!" sagde M'Turk.

"Nej, sødeste Willie," sagde Stilk. "Det ville være urigtigt og desuden volde vore kærlige lærere sorg. Du ville da vel ikke snyde, Willie, ville du vel?"

"Jeg kan sgu ikke læse det skidt," var svaret. "Desuden vi skal jo ud af skolen, når semestret slutter, så det kan være os lige meget."

"Kan I huske, hvad den betænksomme Bloomer gjorde ved Spraggons beretning om Puffingtons hunde? Vi må komme sukker i Kings mælk," sagde Stilk, som strålede over hele ansigtet af djævelsk glæde. "Lad os se, hvad Beetle kan gøre med den tang, som han er så stolt af!"

"Jeg kan ikke se, hvordan man kan gøre latinsk prosa stort mere fjollet, end den er i forvejen, men vi kan jo prøve," sagde Beetle og ombyttede et _aliud_ og et _Asiæ_ i to forskellige sætninger. "Lad os se! Vi vil rykke det punktum lidt længere frem og begynde sætningen med det næste store bogstav. Hurra! Her er tre linjer, som kan løftes op på én gang."

"'En af de videnskabelige adspredelser, for hvilke denne fremragende jæger med rette er så berømt'."

Stilk kunne sin Puffington udenad.

"Stop lidt! Her står et _vol - voluntate quidnam_ ganske alene," sagde M'Turk.

"Jeg skal straks være der. _Quidnam_ flytter vi hen efter _Dolabella."_

"Den rare gamle Dolabella," mumlede Stilk. "Pas på, at han ikke går i stykker. Det var et værre sprog Cicero skrev, synes du ikke? Han burde være os taknemmelig, fordi -"

"Halløj!" udbrød M'Turk ved en anden form. "Her har vi minsandten en ode! _Qui - quis -,_ åh, det er _Quis multa gracilis,_ naturligvis."

"Kom her med den."

"Vi har puttet tilstrækkelig meget sukker i denne mælk," sagde Stilk efter nogle minutters ivrigt arbejde. "Man skal aldrig prygle hundene unødigt."

"Q_uis munditiis?_ Det er pinedød ikke så dårligt," begyndte Beetle, som brugte sin tang. "Tager det spørgsmålstegn sig ikke nydeligt ud? _Heu quoties fidem!_ Det lyder, som om fyren var ængstelig og ked af det. _Cui flavam religas in rosa_ - hvem flaben regalerer med en rose. _Mutatosque Deos flebit in antro."_

"Mutte guder, som flæber i en hule," foreslog Stilk. "Horats trænger på ære lige så meget til en barnepige som - som selve Tulke."

Og de "redigerede" ham troligt, indtil det blev for mørkt til at se.

• • • *** ***

"Aha! _Elucescebat,_ som vor ven sagde! Nå, så jeg trænger til Ulpian? Hvis King kan hitte rede på det her, må I kalde mig, hvad I vil," sagde Beetle, da de krøb ud gennem loftsvinduet og ned i en baggyde, som de kendte godt, og gav sig til at løbe de tre mil til skolen.

Men deres revision af klassikerne havde sinket dem for meget. Forpustede og åndeløse gjorde de holdt mellem tornbladbuskene bag gasbeholderen og så lysene blinke nede i skolen. De ville komme mindst ti minutter for sent til te og portlukning.

"Det nytter ikke," stønnede M'Turk. "Jeg tør vædde en shilling på, at Foxy står under lygten i gården og venter på dem, der kommer for sent. Og det er nederdrægtigt ærgerligt, for rektor gav os lang orlov, og den holder man jo ikke af at overskride."

"'Lad mig nu fra mine kundskabers magasiner -'," begyndte Stilk.

"Åh, hold nu op med det Jorrock. Skal vi ikke sætte fart på?" snerrede M'Turk.

"'Fjederstøvler frarådede Radcliffe ligeledes, hvorimod han ivrigt anbefalede kravestøvler blankede med champagne og abrikosgelé'. Hvor er den tingest henne, som gasmanden rodede med i eftermiddag?"

De hørte ham famle mellem de våde blade og straks efter så de et stort mirakel. Lysene i toldvæsenets huse nede ved søen gik ud. Golfklubbens strålende oplyste vinduer forsvandt og de to hotelfacader fulgte straks efter. Det flimrede lidt i de spredte villaer og så slukkedes der også i dem. Til sidst døde skolens lys hen. Der stod de i den blæsende vinteraftens bælgmørke.

"'Ved min ridderære, det er frostvejr. Georginerne er visnede!'" citerede Stilk videre. "Let røven!"

De brasede gennem de våde buske, mens skolen summede som en vred bisværm, og der lød et kor af "Gas! Gas! Gas!" fra spisestuerne. Endelig nåede de randen af hulvejen, der skilte dem fra deres værelse. De lod sig uden videre falde ned i den, fløj op igen på den anden side med drenges spændstighed, styrtede ind i deres værelse, fik på mindre end to minutter tørre bukser og trøjer på og sluttede sig - demonstrativt med morgensko på fødderne - til hoben i spisesalen, der lignede stormcentret i en sydamerikansk revolution.

"'Satans mørkt, og så lugter her af ost'," citerede Stilk, mens han albuede sig frem i trængselen og lystigt råbte på gas. "Koks må være gået sig en tur. Foxy kommer til at lede efter ham."

Prout, der var den nærmeste husforstander, prøvede at genoprette ordenen, for uartige drenge kastede smørklumper omkring i kaoset, og M'Turk havde drejet hanen på de smås temaskine om, så at mange skoldede sig og græd af oprigtig smerte. Tredje og fjerde klasse istemte skolesangen _Vive la compagnie_ med akkompagnement af knivskafter, og de yngste klasser udstødte skingrende flagermusehvin og plyndrede hinandens tallerkener. Halvtredje hundrede sunde og livlige drenge, som kæmper for lys over land, er ivrige i deres strid.

Da en afskyelig lugt af gas underrettede dem om, at den rigtige hane atter var åbnet, sad Stilk med opknappet vest og pustede mæt over hvad der lod til at være hans fjerde kop te.

"Det her kan jeg lide," sagde han. "Halløj! Der har vi Pomponius Ego!"

Det var Carson, skolens duks, en naiv men bundhæderlig natur og en af seniorrugbyholdets hovedkræfter, som kom gående henne fra præfekternes bord og i en dæmpet, officiel tone opfordrede de tre venner til at møde på hans værelse om en halv time.

"Præfektmøde! Præfektmøde!" hviskedes der fra alle bordene og man hørte en barbarisk efterligning af spadserestokkens brug og virkninger.

"Hvordan skal vi nu bedst muntre os med dem?" spurgte Stilk og vendte sig halvt om mod Beetle. "Det er dig, der arrangerer det hele denne gang."

"I skal bare lade være med at grine. Jeg har i sinde at tage mig af unge Tulkes umoral - _à la_ King, og det bliver en alvorlig historie. Hvis I ikke kan holde jer, må I ikke se på mig, for så eksploderer _jeg_."

"Javel, udmærket," svarede Stilk.

M'Turks smækre skikkelse stivnede i alle muskler og hans øjenlåg sank halvt ned. Dette sidste var et tegn på, at han var i krigshumør.

• • • *** ***

Otte, ni af de ældste drenge, med meget stramme og alvorlige ansigter, sad på stole i Carsons yderst tarveligt udstyrede studereværelse. Tulke var ikke populær iblandt dem og et par stykker, der før havde haft med Stilk & Co. at gøre, havde en anelse om, at han havde trådt i spinaten. Men sjette klasses værdighed måtte hævdes. Altså begyndte Carson hurtigt:

"Hør, drenge, jeg har - vi har sendt bud efter jer for at sige jer, at I er lovlig frække overfor sjette - det har I været i nogen tid - og - og nu vil vi ikke længere finde os i det. Det lader til, at I har svoret og bandet ad Tulke i eftermiddags på Bidefordvejen, og nu vil vi bare vise jer, at det går ikke."

"Det er forfærdelig venligt af jer," svarede Stilk, "men vi har tilfældigvis også vore rettigheder. I kan ikke, bare fordi I tilfældigvis er blevet gjort til præfekter, kalde drenge af de ældre klasser op på jeres værelse og skælde dem ud efter behag, som om I var husforstandere. _Vi_ hører ikke til de små, Carson. Den slags ting kan måske lade sig gøre med Davies tertius, men ikke med os."

"Det er udelukkende Prouts sindssyge, der er skyld i, at vi ikke for længe siden er blevet præfekter. Det véd I godt," sagde M'Turk. "Men I mangler pli."

"Vent lidt," sagde Beetle. "Et præfektmøde skal meldes til rektor. Må jeg spørge, om Tulke har rektors støtte i denne sag?"

"Ja, ser I - det er ikke sådan noget egentligt præfektmøde," sagde Carson. "Vi har kun kaldt jer herop for at advare jer."

"Men alle præfekterne er til stede," hævdede Beetle. "Hvor er forskellen?"

"Hvad Fanden!" udbrød Stilk. "Er det din mening, at du kun har kaldt os herop for at skælde os ud - efter at du kom til os i hele skolens påsyn og gav alle det indtryk, at det drejede sig om et præfektmøde. Ved Gud i Himlen, Carson, det her ender med en forskrækkelse for dig."

"Lumskeri - lumskeri," sagde M'Turk og rystede på hovedet. "Det ser ikke godt ud."

Sjette klasse så uroligt til hinanden. Tulke havde sammenkaldt tre præfektmøder i to semestre, så at rektor til sidst havde ladet sjette vide, at de forventedes at kunne opretholde disciplinen uden stadig at ty til hans autoritet. Nu lod det til, at de havde begået en dumhed lige i begyndelsen, men enhver rettænkende dreng ville have ladet spørgsmålet om forsamlingens lovlighed fare og være blevet passende imponeret af domstolen. Beetles protest var ren og skær frækhed.

"I fortjener en dragt prygl!" udbrød Naughten uforsigtigt.

Da fyldtes Beetles sind af herlig inspiration.

"Fordi vi har generet Tulke i hans kærlighedshistorier, hvad?"

Tulke blev mørkerød i hovedet.

"Nej, I kan tro nej!" vedblev Beetle. Nu har I haft frit slag. Vi er blevet hentet herop, fordi vi har bandet ad jer, og nu vil I lade os slippe med en advarsel! Nå, så det vil I? Nej, nu skal I høre en anden snak."

"Jeg - jeg - jeg -" begyndte Tulke. "Stop munden på den slubbert!"

"Hvis du har noget at bemærke, Beetle, må du sige det på en anstændig måde," sagde Carson.

"På en anstændig måde? Det skal jeg! Hør nu en gang. Da vi var på vej til Bideford, mødte vi denne pryd for sjette klasse - er det anstændigt nok? - som drev omkring på landevejen med et fælt udtryk i ansigtet. Den gang vidste vi ikke, hvorfor han var så ivrig efter at standse os. _Men_, klokken fem minutter i fire, da vi sad inde hos Yeos, så vi Tulke ved højlys dag _med_ sin skolehue på hovedet kysse og kramme et fruentimmer ude på gaden. Er det anstændigt nok for jer?"

"Det gjorde jeg ikke - det er ikke sandt -"

"Vi så dig!" svarede Beetle. "Og nu - jeg skal nok være anstændig, Carson - nu lister du dig tilbage, mens dine læber endnu gløder af hendes kys" - ikke for intet havde Beetle læst adskillige nyere digtere - "og sammenkalder præfektmøder, som ikke er præfektmøder, for at hævde sjette klasses værdighed." En ny og himmelsk sti åbnede sig i dette øjeblik for ham.

"Og hvordan kan vi vide," råbte han, "hvordan kan vi vide, hvor mange af sjette, der er rodede ind i denne afskyelige sag?"

"Ja, det er netop det, vi ønsker at få besked på," sagde M'Turk med rolig værdighed.

"Det var vor hensigt at tale med dig i al stilfærdighed om sagen, Carson, men du ville jo absolut have et møde," sagde Stilk medfølende.

Sjette var alt for forbløffet til at svare. Altså forfulgte Beetle den vundne sejr, idet han omhyggeligt kopierede Kings specielle form for veltalenhed til han overgik og overraskede sig selv.

"Det er ikke så meget sagens kyniske umoral, som dens himmelråbende uanstændighed, der er så forfærdelig. Så vidt vi kan forstå, vil det være os umuligt at gå til Bideford uden at løbe på en eller anden præfekts erotiske griserier. Der er ikke noget at fnise af, Naughten. Jeg praler ikke af at forstå mig synderligt på sligt, men det forekommer mig rigtignok, at en dreng må være temmelig forhærdet i synden" - det var et af skolepræstens udtryk - "når han giver sig til at favne sine elskerinder" - det lånt fra Hakluyt - "i hele byens påsyn" - en reminiscens af Milton - "han burde dog i det mindste have anstændighedsfølelse nok - I er jo, så vidt jeg véd, autoriteter på anstændighedens område - til at vente, indtil det blev mørkt. Men det gjorde han ikke. Det gjorde du ikke! Åh Tulke, din - din liderlige hvalp!"

"Hov, klap i et øjeblik. Hvad skal det her betyde, Tulke?" spurgte Carson.

"Jeg - hør nu - jeg er meget ked af det - jeg havde aldrig tænkt mig, at Beetle ville køre frem på den måde."

"Fordi du ingen anstændighedsfølelse har, troede du, at jeg heller ingen havde!" råbte Beetle omgående.

"Og så forsøgte du at dække det hele med et komplot, ikke sandt?" sagde Stilk.

"Direkte fornærmelse af os alle tre," sagde M'Turk. "Du er dog en skrækkelig gemen ka'l, Tulke."

"Hvis I bliver ved på denne måde, smider jeg jer ud," sagde Carson vredt.

"Der har vi beviset for, at det er et komplot," sagde Stilk med en mine som en jomfruelig martyr.

"Jeg kom gående hen ad gaden - det forsikrer jeg," råbte Tulke, "og - og jeg er rædsom ked af det - der kom et fruentimmer, som kyssede mig. Jeg forsikrer, at jeg ikke kyssede hende."

Der blev en pause, som Stilk fyldte med en lang, velklingende fløjten af foragt, forbavselse og hån.

"På ære!" gylpede den forfulgte Tulke. "Åh, stop munden på ham!"

"Meget vel," bemærkede M'Turk. "Vi er naturligvis nødt til at acceptere din forklaring."

"For syv sytten!" brølede Naughten. "Du er ikke førstepræfekt her, M'Turk."

"Bevares," svarede irlænderen, "I kender Tulke bedre end vi. Jeg taler kun for vort eget vedkommende. Vi tror Tulke på hans æresord. Men alt, hvad jeg kan sige, er, at hvis jeg var blevet grebet i en lige så forargelig situation og havde givet den samme forklaring, som Tulke har givet, så - ja, så gad jeg nok vide, hvad I ville have sagt. Det lader imidlertid til, nu da vi har accepteret Tulkes æresord -"

"Og Markus Tulkus - om forladelse, _kys_ naturligvis - Tulkys er en hædersmand," indskød Stilk.

"- at sjette ikke kan beskytte sig mod at blive kyssede, når de spadserer!" råbte Beetle, som fortsatte M'Turks ord. "Det er yndigt, synes I ikke? En gemytlig historie at fortælle de små, ikke sandt? Vi er ikke præfekter, naturligvis, men vi bliver ikke kysset ret meget. Jeg tror ikke, den slags ting nogen sinde er faldet os ind, vel, Stilk?"

"Nej, bevares," svarede Stilk og vendte sig bort for at skjule sine følelser. M'Turks ansigt udtrykte kun ophøjet foragt og en smule lede.

"Det lader da til, at I kender det ganske godt," indskød en præfekt.

"Det kan vi vel ikke undgå, når I stikker det lige op i næsen på os." Beetle slog over i en drævende parodi på Kings mest bidende præketone - den jævne regn, der fulgte efter tordenvejret. "Nå, hele historien er afsløret som fuldstændig tilstrækkelig gemen og skandaløs, ikke sandt? Jeg véd ikke, hvem der er sluppet værst fra den: Tulke, som er blevet grebet på fersk gerning, eller de andre, som ikke er det. Og vi" - her drejede han sig rasende om mod de to andre - "vi skal stå og lade os skælde ud af dem, fordi vi har forstyrret deres intriger!"

"For pokker, jeg ville jo bare give jer en advarsel," sagde Carson og lagde derved sig selv i fjendens hænder.

"Advarsel? Du?" lød svaret med et udtryk, som når et menneske finder skarn i sit skab. "Carson, vil du være så elskværdig at sige os, hvad i al verden der kan berettige _dig_ til at give _os_ advarsler efter _denne_ afsløring? Advarsel? Nej, det er dog et stift stykke. Lad os komme bort fra denne lastens mødding!"

Og døren faldt i med et brag bag deres krænkede uskyld.

"Åh Beetle! Beetle! Beetle! Dejlige Beetle!" hulkede Stilk og kastede sig til Beetles gispende bryst, så snart de var kommet ind på deres eget værelse. "Hvor kunne du dog holde dig alvorlig så længe?"

"Fin fyr!" sagde M'Turk, omfavnende Beetles hoved med begge arme og rokkede det frem og tilbage i takt med den gamle vise:

Pretty lips--sweeter than--cherry or plum.

Always look--jolly and--never look glum;

Seem to say--Come away. Kissy!--come, come!

Yummy-yum! Yummy-yum! Yummy-yum-yum!

"Pas på! Du maser mine vognlygter," pustede Beetle og dukkede frem. "Var det ikke storartet? Det var rigtig St. Winifred-stil - hvad? Lagde I mærke til mine citater fra King? - øv øv!" han blev pludselig lang i ansigtet. "Det var ét ord, jeg ikke brugte - obskøn. Jeg kan ikke begribe, hvordan jeg kunne glemme det. Det er oven i købet et af Kings yndlingsord."

"Skidt med det. Om et øjeblik sender de os et gesandtskab for at bede os om ikke at fortælle skolen historien. Det er en Fandens alvorlig sag for dem," sagde M'Turk. "Stakkels sjette - stakkels gamle sjette!"

"Umoralske lømler!" fnyste Stilk. "Sikket eksempel at give retlinede drenge som jer og mig!"

Men sjette klasse stod bestyrtet i Carsons værelse og skulede til den grædefærdige Tulke.

"Nå!" sagde første præfekt surt. "Der har du sgu lavet en rigtig nydelig frikadelle, Tulke."

"Hvorfor - hvorfor tampede du ikke den slubbert Beetle, før han begyndte at snakke?" jamrede Tulke.

"Jeg vidste, at der ville blive ballade," sagde en præfekt fra Prouts Hus. "Men du ville jo med djævelens vold og magt have et møde, Tulke."

"Ja, og det har vi sgu haft glæde af," tilføjede Naughten. "Her kommer de og skælder os bælgen fuld, skønt det var os, der skulle skælde dem ud. Beetle taler til os, som om vi var en bande sjovere og - og så videre. Og efter at have sat os til vægs går de deres vej og knalder døren i som en anden husforstander. Og det er din forbandede fejl, Tulke."

"Men jeg kyssede hende ikke."

"I-di-ot!" svarede Naughten. "Hvis du havde sagt, at du gjorde det, og holdt fast ved det, ville det have været ti gange bedre end dette pip. Nu fortæller de det til hele skolen - og Beetle laver en masse infame vers og øgenavne."

"Men for pokker, det var hende, der kyssede mig!"

Når det ikke drejede sig om lektier, arbejdede Tulkes ånd i lavt tempo.

"Jeg tænker ikke på dig. Jeg tænker på os andre. Jeg vil gå op på deres værelse og se, om jeg ikke kan få dem til at holde kæft."

• • • *** ***

"Tulke er forfærdelig ked af denne historie," fedtede Naughten, da han fandt Beetle.

"Nå, hvem har nu kysset ham?"

"- og jeg er kommet for at bede jer, og især dig, Beetle, om ikke at lade sagen blive kendt i hele skolen. Naturligvis kan drenge, der har været her så længe som I, let forstå hvorfor."

"Hm!" sagde Beetle med kold tøven, som når man står over for en ubehagelig pligt mod samfundet. "Jeg kommer formodentlig til at gå ned og tale til sjette klasse igen."

"Det behøves aldeles ikke, kære ven, det forsikrer jeg dig," svarede Naughten hastigt. "Jeg skal overbringe en hvilken som helst besked, du vil have sendt."

Men lejligheden til at supplere sin sidste tale med det glemte adjektiv var alt for fristende. Og derfor vendte Naughten tilbage til det endnu ikke opløste møde med Beetle - bleg, isnende og utilnærmelig - i hælene på sig.

"Der synes," begyndte han med en omhyggelig og skarp udtale, "der synes at herske en vis uro iblandt jer med hensyn til de skridt, som vi vil anse det for rigtigst at foretage i anledning af denne sidste åbenbarelse af det - hm - obskøne. Hvis det kan være nogen trøst for jer at vide det, så er vi enige om - for skolens æres skyld, forstår I - at tie om disse - hm - obskøniteter. Så - hm - nu har I denne trøst."

Han gjorde omkring, med hovedet oppe mellem stjernerne, og spankulerede hovmodigt tilbage til sit værelse, hvor Stilk og M'Turk lå side om side tværs over bordet og tørrede tårerne af øjnene - alt for opløste til at kunne røre sig.

Den latinske version blev en succes, som overtraf deres vildeste drømme. Stilk og M'Turk deltog naturligvis ikke i denne eksamen (de havde ekstratimer med rektor), men Beetle var der og deltog med begejstring.

"Dette bliver da formodentlig for dit vedkommende et venstrehåndsarbejde," sagde King, mens han uddelte papirerne. "En afskedshymne, inden du føres bort til højere sfærer? Et sidste angreb på klassikerne? Det synes allerede at forvirre dig."

Beetle studerede det trykte blad papir med rynket pande.

"Jeg kan hverken finde hoved eller hale på det," mumlede han. "Hvad betyder dog det her?"

"Nej, nej," sagde King med skolastisk koketteri. "Vi stoler på, at _du_ vil sige _os_, hvad det betyder. Dette er en eksamen, gode Beetle, og ikke en gættekonkurrence. Du skal se, dine kammerater vil ikke have nogen vanskelighed ved -"

Tulke rejste sig fra sin plads og lagde papiret på pulten. King så, læste og blev fælt grøn i ansigtet.

"Stilk går glip af meget," tænkte Beetle. "Gad vidst, hvordan King kommer ud af det her?"

"Der synes," begyndte King med en synkebevægelse, "at være et vist gran af sandhed i vor ven Beetles bemærkninger. Jeg er - hm - tilbøjelig til at tro, at den fortræffelige Randall har været lidt formfri, da han kom teksten i formen - hvis I forstår, hvad det udtryk betyder. Beetle, du anser jo dig selv for redaktør. Måske du kan oplyse klassen om, hvad en form er."

"Hvad behager, sir? Hvis form. Jeg kan slet ikke se, at der overhovedet er noget verbum i denne sætning, og - og - den er ganske anderledes, end den plejer at være."

"Jeg stod i begreb med at sige, førend du uopfordret afgav dit kritiske skøn, at der må være hændt et uheld med satsen til dette papir, og at bogtrykkeren har sat den om igen efter sit eget hoved. Nej," - han holdt papiret ud i armslængde - "vor gode Randall er ingen autoritet med hensyn til Cicero eller Horats."

"Hvor er det tarveligt at give Randall skylden," hviskede Beetle til sin sidemand. "King må have været fuld som en allike, da han skrev det."

"Men vi kan jo råde bod på fejlen ved at diktere teksten."

"Nej, sir!" lød svaret øjeblikkeligt fra en halv snes munde på én gang. "Det indskrænker arbejdstiden. Vi har kun to timer. Det er ikke ærligt spil. Vi skal have vore opgaver leveret trykte. Hvorfor skal vi lide under det? Det er Randalls skyld alt sammen. Det er i alt fald ikke vor skyld. Eksamen er eksamen," o.s.v. o.s.v.

Naturligvis mente King, at dette var et forsøg på at undergrave hans autoritet, og i stedet for straks at begynde på diktaten holdt han et foredrag om den ånd, man skulle være besjælet af til eksamen. Da stormen lagde sig fik Beetle den på ny til at blusse op.

"Hvad? Hvad? Hvad var det, du sagde til MacLagan?"

"Jeg sagde bare, at jeg syntes, at papirerne burde være gennemset, inden de blev uddelt."

"Hør! Hør!" lød det fra bageste bænk.

King ønskede at vide, om Beetle ville påtage sig personligt at lede skolens traditioner. Hans ønske om at få dette oplyst spildte nok et kvarter, i løbet af hvilket præfekterne viste umiskendelige tegn på kedsomhed.

"Åh, det var storartet," sagde Beetle bagefter oppe på Nummer Fem, hvor man allerede var begyndt at holde flyttedag. "Han ævlede og jeg fik ham til at blive ved med at ævle. Til sidst dikterede han omtrent halvdelen af Dolabella & Co."

"Den rare gamle Dolabella! Min specielle ven," sagde Stilk kærligt. "Og så?"

"Ja, så måtte vi naturligvis spørge ham, hvordan hvert andet ord skulle staves, og han ævlede en hel masse igen. Han bandede over mig og MacLagan - Mac opførte sig som en knop - og Randall og 'de ulærde middelklassers materialistiske uvidenhed' og 'den blotte stræben efter gode karakterer' og alt det øvrige. Det var, hvad man kunne kalde en afskedshymne - et sidste angreb - et venstrehåndsarbejde."

"Men naturligvis har han været edderdrukken, da han skrev den version. Jeg vil da håbe, at du forklarede dem det?" sagde Stilk.

"Ja bevares. Jeg sagde det til Tulke. Jeg sagde, at en umoralsk præfekt og en drukken husforstander var en logisk kombination, det ene passede til det andet. Tulke var lige ved at brøle. Han er svært bange for os siden den historie med Mary."

Tulke holdt sig i ærbødig afstand fra dem lige til det sidste øjeblik - til rejsepengene var udbetalte og drengene var i færd med at kravle op i de vogne, der skulle køre dem til stationen. Da lykkedes det de tre venner at få ham til at vente et øjeblik.

"Ser du, Tulke, det er meget muligt, at du er præfekt," sagde Stilk, "men jeg er gået ud af skolen. Forstår du, kære Tulke?"

"Ja, jeg gør. Du må ikke bære nag, Stilk."

"Stilk? Hvad bilder du dig ind, din uforskammede hvalp?" brølede Stilk, der flottede sig med høj hat, stive flipper, gamacher og brun overfrakke. "Må jeg bede dig huske på, at _jeg_ er Hr. Corkran, og _du_ er en beskidt lille skoledreng."

"Og skrækkelig umoralsk oven i købet," tilføjede M'Turk. "Det undrer mig, at du ikke generer dig for at påtvinge retlinede drenge som os dit selskab."

"Kom så, Tulke!" råbte Naughten fra præfekternes vogn.

"Ja, nu kommer vi. Klem jer sammen og gør plads, I skoledrenge. I skal alle sammen tilbage igen til næste semester med jeres 'Ja, sir' og 'Åh, sir' og 'Næ, sir' og 'Undskyld, sir'. Men før vi rejser, skal vi fortælle jer en lille historie. Kør så, Dickie," (det var til kusken) "vi er klar. Spark den hatteæske ind under sædet og lad være med at sidde låret af onkel Stilk."

"En så prægtig skare af højsindede unge mennesker, som man kan ønske sig," sagde M'Turk og så sig om med venlig beskyttermine. "En smule umoralske, men hvad kan man sige - drenge er nu en gang drenge. Det nytter ikke at være fornærmet, Carson. Nu vil _Hr._ Corkran divertere med historien om Tulke og Mary Yeo!"

Lampens ånder. Anden del.

Det begav sig, at Stumpen - den samme "Stump", som fortalte forfatteren Eustace Cleaver historien om Boh Na-ghees tilfangetagelse - arvede en baronettitel samt mange godser og kolossale indtægter, hvisårsag han tog sin afsked og blev herremand, mens hans mor trak på vagt for at sikre, at han giftede sig med den rette. Men, ny i stillingen som han var, skænkede han den lokale skytteforening en skydebane på to mils længde lige tværs over godset. Det resulterede i, at omegnens familier, som levede i fanatisk ensomhed blandt fasanrige skove, betragtede ham som et udbrudt dårekistelem. Støjen af skuddene skræmte deres fjervildt og Stumpen blev udelukket fra fredsdommeres og andre anstændige menneskers selskab, indtil den stund måtte komme, da en af egnens ungmøer ville lokke ham tilbage til dydens smalle sti. Han hævnede sig ved at fylde sit hus med ypperlige udvalg af gamle skolekammerater, der var hjemme på orlov - fattige og tiltrækkende ungkarle, som omegnens unge cyklende damer kun fik lov til at betragte på afstand. Når et troppeskib var kommet i havn, fik jeg det altid at vide gennem en indbydelse fra Stumpen. Undertiden var det jævnaldrende venner, han havde fundet, til andre tider unge, rødmende giganter, som var ganske små fyre langt nede i anden klasse, da jeg forlod skolen og for dem holdt nu Stumpen og de andre seniorer foredrag om en officers pligter.

"Jeg har været nødt til at træde ud af tjenesten," sagde Stumpen, "men det er ingen grund til, at mine uhyre righoldige erfaringer skulle gå tabt for efterverdenen." Han var lige fyldt de tredive. Samme sommer modtog jeg et kort, bydende telegram, der kaldte mig til hans herresæde:

"Fisket et godt dræt _Tamar_. Kom straks!"

Det var et ualmindelig godt dræt, udelukkende samlet til gavn og glæde for mig. Der var en skaldet, medtaget kaptajn af det indfødte infanteri, rystende af malaria og med iøjnefaldende rød næse - og de kaldte ham kaptajn Dickson. Der var en anden kaptajn, også af det indfødte infanteri, med blondt overskæg. Hans ansigt var som hvidt glas og hans hænder var udtærede, men han adlød gladeligt navnet Tertius. Der var en umådelig tyk og velkonserveret mand, som øjensynligt ikke havde ligget i bivuak i mange år, glatraget, lavmælt og katteagtig, men stadig Abanazar, skønt nu en pryd for Indiens _Political Service_. Og der var en mager irlænder med et ansigt, der var næsten sortbrændt af den sol, en telegrafingeniør nødvendigvis må udsætte sig for. Det var et held, at de klædesbetrukne døre i de ugifte gæsters fløj sluttede tæt, for vi gjorde toilette imellem hinanden i korridoren eller i hinandens værelser, snakkende, sludrende, råbende og til sidst valsende med hinanden til sange, som Dick Firtal selv digtede.

Der var tilsammen tresindstyve års forskelligt arbejde, som vi skulle diskutere, og da vi fra tid til anden var truffet sammen to og to under Indiens hyppige sceneskift - snart ved en middag, i en lejr eller ved et væddeløb, snart i en dak-bungalow eller på en jernbanestation oppe i landet - havde vi aldrig tabt hinanden helt af syne. Stumpen sad på trappegelænderet og inddrak det alt sammen begærligt og misundeligt. Han var meget glad ved sin baronetværdighed, men hans hjerte længtes efter de gamle dage.

Det var et lystigt virvar af personlige, provinsielle og nationale spørgsmål, stumper af gamle navneopråb og ny politik, indtil det hele blev afbrudt af en burmesisk gongong og vi gik ned ad over tusind fod trapper for at møde Stumpens mor, der havde kendt os alle sammen som skoledrenge og hilste os, som om vi havde været voksne en uges tid. Og dog var det femten år siden hun, med tårer i øjnene af latter, havde lånt mig et gråt skørt til en dilettantforestilling.

Det var en middag som i _Tusind Og Én Nat_, serveret som den blev i en firs fod lang sal fuld af anebilleder og blomstrende rosentræer og - hvad der gjorde endnu mere indtryk på os - opvarmet med damp. Da den var forbi og den lille mor havde trukket sig tilbage - "I drenge længes efter at snakke sammen, derfor vil jeg sige god nat nu" - samledes vi omkring et bål af æbletræ, der brændte bag en kolossal poleret stålrist under en ti fod høj kamingesims, og Stumpen omgav os med sælsomme likører og den slags cigaretter, der er de bedste som indledning til ens egen pibe.

"Oh salighed!" gryntede Dick Firtal fra en sofa, hvor han var blevet pakket lunt ind med et rejsetæppe over sig. "Det er første gang, at jeg har været varm siden hjemkomsten."

Vi sad alle sammen næsten helt inde i ilden, undtagen Stumpen, som havde været længe nok hjemme til at motionere, når han frøs. Det er en blandet fornøjelse, ganske vist, men englændere i deres eget land sætter stor pris på den.

"Hvis du siger et muk om kolde bade og raske spadsereture, slår jeg dig ihjel, Stump," drævede M'Turk. "Der er også noget i vejen med min lever. Kan I huske, den gang vi syntes, det var morsomt at stå op en søndag morgen - i elleve graders varme, hvis det var om sommeren - og gå i vandet på den anden side af stenrevet? Uha!"

"Jeg kan ikke begribe," sagde Tertius, "hvordan man overlever den måde, vi drenge plejede at bade på - skolde os højrøde i baderummene og så komme op med alle porer åbne og gå ud i en rask snestorm eller bidende frost. Og dog døde ingen af os, så vidt jeg husker."

"Nu vi taler om badeværelser," sagde M'Turk og smålo, "kan du så huske Nummer Fems bad, Beetle, den aften, da Kanin-Æg stenede King? Jeg véd ikke, hvad jeg ville give for at se gamle Stilk nu! Han er den eneste fra de to studereværelser, som ikke er her."

"Stilk er sit århundredes Store Mand," bemærkede Dick Firtal.

"Hvor véd du det fra?" spurgte jeg.

"Hvor jeg véd det fra?" svarede Dick Firtal hånligt. "Hvis du nogen sinde havde været i knibe med Stilk ved din side, ville du ikke spørge."

"Jeg har ikke set ham siden i lejren ved Pindi i '87," sagde jeg. "Han var stadig i voksealderen - sådan noget som syv fod høj og fire bred."

"Tilfredsstillende fyr. Satans tilfredsstillende," sagde Tertius, mens han snoede sit overskæg og stirrede ind i ilden.

"Han var forbistret nær ved at blive stillet for en krigsret og smidt ud af hæren i Ægypten i '84", oplyste Stumpen. "Jeg rejste ud med samme transportskib som han - og var lige så grøn som han. Men det kunne ses på mig og ikke på Stilk."

"Hvad var der i vejen?" spurgte M'Turk og bøjede sig åndsfraværende frem for at rette på mit hvide slips.

"Åh, ikke noget. Hans oberst havde betroet ham at føre tyve menige i bad eller til kamelstrigling eller sådan noget lige uden for Suakin, og Stilk kom op at nappes med nogle fuzzier fem mil inde i landet. Han udførte et mesterligt tilbagetog og gjorde kål på otte af dem. Han vidste meget godt, at han ikke havde lov til at gå så langt væk, så derfor slog han først og sendte sin frådende oberst et brev, hvori han beklagede sig over 'den ringe støtte, som han havde fået under sine operationer'. Det var sgu akkurat, som om én brigadegeneral skældte en anden ud! Så kom han til generalstaben."

"Det - er - Stilk - op - ad - dage," lød det fra Abanazars lænestol.

"Har du også truffet på ham?" spurgte jeg.

"Ja," svarede han i sin blideste tone. "Jeg havde fat i den ene ende af det - det epos. Har I ikke hørt om det?"

Det havde hverken Stumpen, M'Turk eller jeg, og vi udbad os meget høfligt om nærmere oplysninger.

"Det var såmænd ikke noget særligt," sagde Tertius. "Vi kom i fedtefadet oppe i Khye-Kheen-bjergene for et par år siden, og Stilk hjalp os ud af det. Det er det hele."

M'Turk stirrede på Tertius med en irlænders hele foragt for den fåmælte angelsakser.

"Gud Fader bevares!" sagde han. "Og du og dine lige hersker over Irland! Tertius, skammer du dig ikke?"

"Jeg kan ikke spinde en ende. Jeg kan give mit besyv med, når en anden begynder at fortælle. Spørg ham der."

Han pegede på Dick Firtal, hvis næse skinnede hånligt over rejsetæppet.

"Jeg vidste, at du ikke ville," sagde Dick Firtal. "Giv mig en whisky og soda. Jeg har drukket citronsquash med kinin, mens I andre svømmede i champagne, og det synger i mit hoved som en bisværm."

Han tog en slurk og tørrede sit tjavsede overskæg, og så begyndte han, mens tænderne klaprede i munden på ham af feber:

"I har vel nok hørt om ekspeditionen mod khye-kheenerne og malôterne, og om hvordan vi gav dem en alvorlig forskrækkelse ved at sende så stor en styrke i marken, at de ikke turde tage kampen op med os? Nå, begge stammer - de havde nemlig indgået et forbund imod os - faldt til føje uden at affyre et skud, og en flok langskæggede slyngler, som ikke havde mere magt over deres folk, end jeg havde, lovede og svor alt muligt. Støttet på disse meget skrøbelige vidnesbyrd, kære Kis -"

"Jeg var i Simla den gang," indskød Abanazar hurtigt.

"Uden betydning, du har en rem af huden. Støttet på disse aldeles værdiløse fredstraktater erklærede dine idioter af politiske embedsmænd, at landet var bragt til ro, og regeringen, der var barnagtig og dum som sædvanlig, begyndte at anlægge veje - i tillid til, at man ville finde brugbar arbejdskraft på stedet. Kan du huske det, Kis? Resten af vore fyre, som ikke havde haft nogen videre fornøjelse af felttoget, mente, at der ikke ville komme mere ud af det, og længtes bare efter at komme tilbage til Indien. Men jeg havde været med til to af den slags små historier før og jeg tænkte mit. Jeg sørgede _summo ingenio_ for at få kommandoen over et vejpatruljekorps - nul skovlsvingeri, jeg skulle bare marchere stilfærdigt frem og tilbage. De havde trukket så mange tropper tilbage, som de kunne, men jeg dannede en kerne af omkring fyrretyve pathanere, for størstedelen rekrutter fra mit regiment, og holdt mig i ro i den lejr, der var vor basis, mens vejbyggerne gik i gang med arbejdet."

"Vi havde nogle dejlige sangaftener i den lejr," sagde Tertius.

"Min hvalp" - således omtalte Dick Firtal sin løjtnant - "var et gudfrygtigt lille asen. Han holdt ikke af de koncerter og derfor gik han hen og lagde sig med lungebetændelse. Jeg så mig om i lejren og fandt Tertius, der tussede rundt som assisterende bydreng hos generalkvartermesteren - noget som slet ikke ligger for ham, det skal Vorherre vide. I lejren var der en seks, otte stykker fra skolen - vi møder altid mandsstærkt op til grænsekrig - men jeg havde hørt, at Tertius skulle være en støt gammel fyr, og jeg sagde til ham, at han skulle trække adjudantbukserne af og hjælpe _mig_. Tertius greb til med begge hænder, vi ordnede sagen med de højere magter og så marcherede vi af sted - fyrre pathanere, Tertius og jeg - for at kigge efter vejbyggerkommandoerne. Macnamara - kan I ikke huske gamle Mac, sappøren, ham som vi traf i Ambala og som spillede så forbandet dårligt på violin? - Macs kommando var det næstyderste. Det yderste var Stilks. Han var helt ude ved vejens ende med nogle af sine yndlingssikher. Mac sagde, at så vidt han vidste, havde Stilk det rigtig godt."

"Stilk _er_ en sikh," sagde Tertius. "Han lader sine folk bede ved Durbar-Sahib'en i Amritsar, så regelmæssigt som et urværk, når han kan."

"Lad nu være med at afbryde mig, Tertius. Jeg var kommet omtrent fyrre mil på den anden side af Macs post, førend jeg fandt ham, og mine folk fremhævede blidt men bestemt, at befolkningen samlede sig til oprør. Hvad det var for en slags terræn, siger du, Beetle? Tja, ordmaleri ligger heldigvis ikke til mig, men _du_ ville vel kalde det et helvedes terræn! Når vi ikke stak i sne til halsen, trillede vi ned ad skrænterne. De venligtsindede indbyggere, som skulle levere arbejdskraft til vejbygningen - husk det til en anden gang, søde Kis - sad bag klippeblokke og skød til måls efter os. Den ældgamle historie! Vi tog alle sammen benene på nakken for at lede efter Stilk. Jeg havde på fornemmelsen, at vi ville finde ham i en stærk stilling og ved tusmørketid fandt vi ham og hans kommando. De havde det som lus i en skindpels i et af malôternes gamle stenforter med et vagttårn i det ene hjørne. Det hang ud over vejen, som de havde sprængt i klippen et halvhundrede fod nede, og under vejen fortsatte klippevæggen meget stejlt, en fem seks hundrede fod til en kløft på omtrent en halv mils bredde og to til tre mils længde. På den anden side af den kløft sad der nogle fyre, der langsomt fik geværerne indskudte, og derfor dundrede jeg på porten, sprang ind og snublede over Stilk, der sad på jorden med en gammel, beskidt og fedtet læderfrakke over skuldrene og holdt måltid med sine folk. Jeg havde kun set ham et halvt minut en tre måneder i forvejen, men det var, som om vi havde truffet hinanden dagen før. Han slog ud med hånden og hilste - ganske uanfægtet.

'Da', Aladdin! Da', Kejser!' sagde han, 'I kommer lige i rette tid til at se på forestillingen.'

Jeg lagde mærke til, at hans sikher så lidt udbrændte ud.

'Hvor er dit kommando? Og hvor er din løjtnant?' spurgte jeg.

'Her - alt hvad der er tilovers af det', svarede Stilk. 'Men hvad Everett angår, så er han død, hans lig ligger oppe i vagttårnet. De overrumplede os nede på vejen en gang i forrige uge og slog ham og syv af folkene ihjel. Vi har været belejrede her i fem dage. Formodentlig lod de jer slippe igennem for at være sikre på jer. Hele landet er på tæerne. Det slår mig, at I er gået i en rigtig nydelig fælde.'

Han grinede, men hverken Tertius eller jeg fattede komikken. Vi havde ingen proviant til vore folk og Stilk havde kun fire dages rationer til sine. Det kommer der af at stole på dine underbegavede æsler fra _Political Service_, søde Kis, som havde fortalt os, at indbyggerne var venligtsindede.

For at gøre os rigtig vel til mode førte Stilk os op i vagttårnet, for at vi kunne se stakkels Everetts lig, der lå i en stor snedrive. Han så ud som et femten års pigebarn - ikke et hår havde det lille menneske på ansigtet. Han havde fået kuglen i tindingen, men malôterne havde efterladt deres mærke på ham. Stilk knappede frakken op og viste os det - et underligt, seglformet hug over brystet. Kan du huske den hvide sne i hans øjenbryn, Tertius? Kan du huske, da Stilk bevægede lampen, og det så ud, som om han var levende?"

"Ja," sagde Tertius og gøs. "Men kan du huske det grimme udtryk i Stilks ansigt - næseborene helt udspilede - akkurat som i gamle dage, når han plagede en af de små? Ja, det var en yndig aften."

"Vi holdt et krigsråd deroppe ved Everetts lig. Stilk sagde, at både malôterne og khye-kheenerne havde rejst sig og foreløbig opgivet deres indbyrdes stridigheder for at gøre kål på os. De fyre, vi havde set på den anden side af kløften, var khye-kheener. De var omtrent en halv mil fra os i lige linie og de havde bygget en række stenvolde under bjergkammen som opholdssted og som middel til at sulte os ud. Malôterne, sagde han, var foran os hist og her. Der var ingen ordentlig dækning bagved fortet, ellers ville de også have været dér. Stilk var ikke halvt så bange for malôterne som for khye-kheenerne. Han sagde, at malôterne var nogle feje køtere. Hvad jeg ikke kunne forstå, var, hvorfor i al verden de to bander ikke sluttede sig sammen og stormede fortet. Der må have været mindst fem hundrede af dem. Stilk sagde, at de stolede ikke synderligt på hinanden, fordi der var ældgammelt fjendskab mellem dem, når de var hjemme, og den eneste gang, de havde forsøgt et stormløb, havde han smidt et par dynamitpatroner ud til dem og det havde svalet dem lidt.

Da vi endelig var færdige med vor palaver, var det mørkt, og Stilk sagde, stadig ganske uanfægtet: 'Nu har du kommandoen her. Du har vel ikke noget imod, at jeg træffer de forholdsregler, som jeg måtte anse for nødvendige, til at skaffe flere levnedsmidler til fortet?' Jeg svarede: 'Nej, naturligvis", og så gik lampen ud. Altså måtte Tertius og jeg kravle ned ad tårntrappen - vi havde ikke lyst til at blive oppe hos Everett - og gå tilbage til vore folk. Stilk var forsvundet - gået hen for at se, hvor meget forråd vi havde, antog jeg. For alle tilfældes skyld skiftedes Tertius og jeg til at sidde oppe lige til om morgenen for det tilfælde at der skulle komme et stormløb - for de plaffede hele tiden efter os, forstår I.

Morgenen kom, men væk var Stilk. Sporløst forsvundet. Jeg rådførte mig med hans ældste indfødte officer - en prægtig, hvidskægget gammel fyr - Rutton Singh, fra Jullundur-egnen. Han grinede bare og sagde, at der ikke var noget i vejen. Efter hvad han forklarede, havde Stilk to gange tidligere været et eller andet sted henne uden for fortet. Han sagde, at Stilk ville komme uskrammet tilbage, og lod mig forstå, at Stilk var en usårlig _guru_ eller sådan noget. Ikke desto mindre satte jeg hele kommandoet på halv ration og lod dem arbejde med at lave skydeskår i murene.

Omtrent ved middagstid rejste der sig en forrygende snestorm og fjenden indstillede skydningen. Vi havde besvaret hans ild meget sparsomt, for det kneb forfærdeligt med ammunition. Jeg tror ikke, vi affyrede fem skud i timen, men vi ramte i reglen, hvad vi sigtede på. Nå, mens jeg stod og talte med Rutton Singh, så jeg Stilk komme ned fra vagttårnet med øjenlågene noget posede og sin læderfrakke helt overtrukket med mørkerød is.

'Man kan aldrig stole på de snestorme", sagde han. 'Stik ud i en fart og snup, hvad I kan få. Der er en vis uenighed mellem khye-kheenerne og malôterne lige nu.'

Jeg sendte Tertius ud med tyve pathanere, og de trampede rundt i sneen en stund, indtil de traf på en slags lejr otte hundrede yards borte, med kun nogle få mænd på vagt og halv snes får ved et bål. De gjorde kål på mændene, snuppede fårene og så meget korn, som de kunne bære, og vendte tilbage. Der blev ikke fyret et eneste skud mod dem. Der lod slet ikke til at være nogen i nærheden, men sneen faldt også temmelig tæt.

'Det er ikke så galt", sagde Stilk, da vi havde fået lavet middagsmad og han sad og gnavede lammekebab, som vi ristede på enden af en viskestok. 'Der er ingen mening i at solde med sine folk. Khye-kheenerne og malôterne holder stor palaver oppe for enden af kløften. Jeg tror ikke, at disse såkaldte forbund er synderligt holdbare.'

Véd I så, hvad det gale menneske havde gjort? Tertius og jeg fik det lidt efter lidt presset ud af ham. Der var en underjordisk kornkælder under vagttårnet og da Stilk sprængte vejen ud i klippen, var han kommet til at sprænge et hul ind gennem kælderens ene væg. Da han nu engang _var_ Stilk og ingen anden, havde han ladet det hul stå åbent til eget brug, og han havde lagt stakkels Everetts lig lige over den trappe, der førte ned i kælderen fra vagttårnet. Han måtte fjerne liget og lægge det på plads igen, hver gang han benyttede den vej. Sikherne ville naturligvis ikke nærme sig stedet. Nå, så var han krøbet ud af dette hul og ned på vejen. Og så havde han, om natten _og_ i en forrygende snestorm, ladet sig glide ud over skræntens kant, var klatret ned til bunden af kløften, vadet igennem den halvfrosne bæk, klavret til vejrs på den anden side ad en sti, han havde opdaget, og kommet op på khye-kheenernes højre flanke. Derpå havde han - ja hør nu bare! - overskredet en bjergkam, der løb parallelt med bagsiden af deres stilling, spadseret en halv mil bagved den og var så nået til venstre for deres linje, hvor kløften ender, og hvor der var en forbindelsessti mellem malôternes og khye-kheenernes lejre. Det var omtrent klokken to om morgenen og her var der en mand, som fik kig på ham, en khye-kheen. Altså gjorde Stilk det ganske stille af med ham og lod ham ligge med malôternes mærke på brystet, akkurat ligesom Everett havde det.

'Jeg var virkelig nødt til det", forklarede Stilk. 'Hvis han havde råbt, ville jeg være blevet dræbt. Jeg har aldrig før måttet lave den slags ting undtagen én gang, og det var første gang jeg prøvede den sti. Den er for resten fuldstændig fremkommelig for fodfolk.'

"Hvordan gik det da til første gang?" spurgte jeg.

"Åh, det var natten efter, at de havde dræbt Everett. Jeg gik ud for at finde en tilbagetogslinje for mine folk. Så var der en mand, der fandt mig. Jeg gjorde ende på ham - _privatim_ - kværkede ham. Men ved nærmere eftertanke faldt det mig ind, at hvis jeg kunne finde liget igen - jeg havde nemlig hevet det ud over nogle klippestumper - kunne jeg dekorere det med malôternes mærke og overlade til khye-kheenerne at drage deres slutninger. Så gik jeg ud igen næste nat og gjorde det. Khye-kheenerne er forargede over, at malôterne har begået disse to feje forbrydelser, skønt de havde svoret på at indstille alle blodfejder. Jeg lå bag ved deres befæstninger tidligt i morges og udspejdede dem. De gik alle sammen op til enden af kløften for at rådslå om det. Forfærdeligt gale i hovedet er de. Hvad der ikke undrer mig.' - I kender jo den måde, Stilk afleverer sætningerne på, én for én."

"Vorherre bevares!" busede Stumpen pludselig ud, da den fulde forståelse af krigspudset begyndte at gå op for ham.

"Fin fyr!" brummede M'Turk henrykt.

"Stilk stilkede," sagde Tertius. "Det er det hele."

"Nej, han gjorde ikke," svarede Dick Firtal. "Kan du ikke huske, hvordan han fuldt og fast holdt på, at han kun havde benyttet sig af sit held? Og kan du huske, hvordan Rutton Singh omfavnede hans støvler og krøb for ham i sneen, og hvordan vore folk råbte?"

"Ingen af vore pathanere ville tro, at det var held," sagde Tertius. "De bandede på, at Stilk burde have været født pathaner, og - kan du huske, at der var lige ved at blive slagsmål i fortet, da Rutton Singh sagde, at Stilk var en sikh? Gud bevares, hvor den gamle fyr var rasende på min pathan-jemadar! Men Stilk truede bare ad dem med fingeren, og så holdt de mund.

Gamle Rutton Singh havde for resten sablen halvt ude af skeden og han svor på, at han ville opbrænde alle de khye-kheener og malôter, han fik slået ihjel. Det gjorde jemadaren lynende gal i hovedet, for ganske vist havde han ikke noget imod at kæmpe mod folk af sin egen tro, men han ville ikke spolere en anden muhammedaners udsigter til at komme i paradis. Men så gav Stilk sig til at snakke pushtu og punjabi på skift."

"Hvor hulen har han lært pushtu, Beetle?"

"Skidt med hans sprogkundskaber, Dick," sagde jeg. "Fortæl os indholdet af det."

"Jeg smigrer mig med, at jeg om nødvendigt kan holde en tale til de snedige pathanere, men jeg kan Fanden tage mig ikke sige brandere på pushtu eller afslutte mine argumenter med en uartig historie, sådan som han gjorde. Han ligefrem spillede på de to gamle krigere som på - som på en harmonika. Stilk sagde - og de to andre bekræftede hans kendskab til østerlændingenes natur - at khye-kheenerne og malôterne ville udføre et samlet overfald på os den nat, som et bevis på god forståelse. De ville imidlertid ikke gå rigtig alvorligt til værks, fordi ingen af parterne stolede på den anden på grund af, hvad Rutton Singh kaldte de små ulykkestilfælde. Nu havde Stilk fået den ide, at han ved tusmørketid ville kravle ud med sine sikher, manøvrere dem op ad den Satans gedesti, som han havde fundet, og om bag khye-kheenernes stilling, og når så angrebet var i fuld gang, ville han sende malôterne et par skud på langt hold.

'Det vil give dem en smule adspredelse og hjælpe med til at sætte humør i dem", sagde han. 'Og så kan I komme ud og feje stumperne sammen, og vi kan mødes ved enden af kløften. Når det er besørget, vil jeg foreslå, at vi går tilbage til Macs lejr og får os noget at spise.'"

"Jamen, _du_ var jo kommanderende officer?" spurgte Stumpen.

"Jeg havde omtrent tre måneders større anciennitet end Stilk og to måneder mere end Tertius," svarede Dick Firtal. "_Men_ vi var jo alle sammen fra den gamle skole. Jeg skulle næsten tro, at denne lille affære var den eneste, hvor ingen af officererne var jaloux på nogen af de andre."

"Nej, det var vi ikke," faldt Tertius ind, "men der blev ballade en gang til mellem Gul Sher Khan og Rutton Singh. Vor jemadar sagde - og han havde fuldstændig ret - at der ikke levede den sikh, der forstod sig den mindste smule på at bevæge sig usete i terrænet, og at Koran Sahib hellere måtte føre pathanerne ud, for de havde forstand på den slags bjergarbejde. Rutton Singh sagde, at Koran Sahib meget godt vidste, at enhver pathaner var en født desertør og enhver sikh var en gentleman, selv om han ikke kunne kravle på maven. Stilk faldt ind med et ordsprog eller sådan noget, som gjorde den virkning, at begge mændene lå flade af grin. Han sagde, at sikherne og pathanerne bagefter kunne afgøre deres krav på khye-kheenerne og malôterne, men han ville tage sine sikher med til dette bjergkravleri, fordi sikher kunne skyde. Og det kan de. Giv dem en mulddyrslast ammunition per mand, så er de i den syvende himmel.

Og ud kom han," fortsatte Dick Firtal. "Så snart det var mørkt og han havde fået sig en lille lur, gik han og tredive sikher ned ad trappen i tårnet, og hver eneste én af dem saluterede for lille Everetts lig, som stod stillet op imod muren. Det sidste, jeg hørte ham sige, var: _'Kubbadar! Tumbleinga!'_ (pas på, I falder). Og så tumbleingaede de ud over randen ned i det sorte, tomme rum. Lidt før klokken ni om aftenen begyndte det kombinerede angreb. Khye-kheenerne på den anden side af dalen og malôterne foran os plaffede løs på langt hold og hylede til hinanden om at gå på og skære halsen over på de vantro. Så sneg de sig helt op til porten og begyndte på den gamle leg med at kalde vore pathanere for overløbere og opfordre dem til at slutte sig til den hellige krig. En af vore folk, en ung fyr fra Dera Ismail, sprang op på muren for at give dem svar på tiltale, og hoppede ned igen, flæbende som et barn. Han havde fået en kugle lige midt i hånden. Jeg har aldrig set en mand blive ramt i hånden, uden at tudbrøle. Det ryster hele nervesystemet. Så tog Tertius hans bøsse og gav sig til at daske de andre i hovedet for at få dem til at blive roligt ved skydeskårene. De kære børn ville absolut have porten op og gå på med det samme, men det var nu ikke efter vor kogebog.

Endelig hen imod midnat hørte jeg knaldene af Stilks martinirifler ovre på den anden side af dalen og en almindelig banden mellem malôterne, hvis hovedstyrke var skjult for os bag en krumning af bjergsiden. Stilk plaffede lystigt løs på dem, og ganske naturligt gjorde de halvt højre om og begyndte at beskyde deres troløse forbundsfæller khye-kheenerne - rigtige salver sendte de dem. Ikke ti minutter efter at Stilk havde begyndt sin aftenunderholdning, kløede de løs på hinanden af alle kræfter på begge sider af dalen. Da det blev lyst nok til, at vi kunne se, var hele dalen kaos. Khye-kheenerne var strømmede ud af deres lejr ovenfor kløften for at tugte malôterne, og Stilk - jeg holdt øje med ham gennem min kikkert - var smuttet frem bagved dem. Den var morderlig fin. Khye-kheenerne måtte kile af sted langs bjergsiden til kløftens ende, hvor de kunne komme over til malôterne, som var mere end henrykte ved at se, at khye-kheenerne blev angrebne i ryggen.

Så faldt det mig ind, at jeg burde trøste khye-kheenerne. Altså lod jeg hele styrken rykke ud. Vi kom i ilmarch og sønderrev på vejen, hvad vi kunne kalde malôternes venstre fløj. Selv da kunne de have ædt os levende, hvis de blot havde opgivet deres uenighed. Men nu havde de skudt på hinanden den halve nat og det blev de ved med. Det var det mærkværdigste, jeg i mine livsskabte dage har set! Så snart vore folk stormede løs på malôterne, plaffede de efter khye-kheenerne mere ivrigt end nogen sinde før for at vise, at de var på vor side, løb så et nogle få hundrede yards op ad dalen og gjorde holdt for at fyre igen. Så snart Stilk så vor taktik, gjorde han det samme på sin side af kløften, og khye-kheenerne bar sig minsandten ad akkurat ligesom malôterne."

"Ja," sagde Tertius, "men du glemmer, at han blæste på signalhorn, _'Arrah, Patsy, mind the baby_', for at skynde på os."

"Gjorde han?" brølede M'Turk.

Jeg véd ikke, hvordan det gik til, men vi begyndte alle sammen at synge den, og der blev en afbrydelse i fortællingen.

"Ja," sagde Tertius, da vi igen faldt til ro. Ingen af Aladdin-selskabet kunne nogen sinde glemme den melodi. "Ja, han blæste _Patsy_. Videre, Dick."

"Det endte med," fortsatte Dick Firtal, "at vi drev begge flokke i armene på hinanden på et stykke flad mark ved enden af dalen og så hele banden hvirvle af sted, kæmpende og stikkende og bandende i en forrygende snestorm. De var en bande tunge og langskæggede herrer og vi fulgte ikke efter dem."

"Stilk havde taget en fange - en gammel, pensioneret sepoy, som havde tjent fem og tyve år i hæren og viste os sit afskedspas - en rigtig durkdreven gammel slyngel. Han havde søgt at få sine folk til at storme os tidligere om morgenen. Han var gnaven - vred på sine kammerater for deres kujoneri, og Rutton Singh ville spidde ham - sikher kan nu ikke lide dem, der kæmper imod regeringen efter at have tjent den redeligt - men Stilk reddede ham og holdt ham hele tiden i sin umiddelbare nærhed - formodentlig havde han visse fremtidsplaner. Da vi kom tilbage til fortet, begravede vi Everett - Stilk ville ikke høre tale om at sprænge fortet i luften - og så pilede vi af. Vi havde kun mistet ti mand i alt."

"Kun ti - af halvfjerds. Hvordan gik det til, at I mistede dem?" spurgte jeg.

"Åh, fortet blev angrebet tidligt på natten og nogle malôter kravlede ind over porten. Det så lidt betænkeligt ud et minut eller to, men rekrutterne tog det nydeligt. Et held var det, at vi ingen hårdtsårede havde at bære på, for der var fyrre mil til Macnamaras lejr. Nåda, hvor vi brugte skankerne! Da vi var halvvejs, sank gamle Rutton Singh sammen, og så lagde vi ham på fire bøsser og Stilks kappe, og Stilk, hans fange og et par sikher bar ham. Så faldt jeg i søvn. Man kan godt sove på marchen, véd I nok, når ens ben er helt døde. Mac forsikrer, at vi alle sammen marcherede snorksovende ind i hans lejr og drattede om på stedet, hvor vi gjorde holdt. Hans folk slæbte os ind i teltene som var vi fodersække. Jeg kan huske, at jeg vågnede og så Stilk ligge og sove med hovedet på gamle Rutton Singhs bryst. _Han_ sov i fire og tyve timer. Jeg sov kun sytten, men jeg var også ved at få et anfald af dysenteri." -

"Bagefter! Sludder! Han havde det allerede, før vi opsøgte Stilk i fortet," sagde Tertius.

"_Du_ skulle nødig snakke! Du smed din sabel efter Macnamara og forlangte en standret nedsat på stedet, hver gang du så ham. Det eneste, der kunne berolige dig, var at blive arresteret hver halve time. Du lå i vildelse i tre dage."

"Husker intet," svarede Tertius fredsommeligt. "Husker kun, at min ordonnans gav mig mælk."

"Og hvordan havde Stilk det?" spurgte M'Turk og trak hårdt på sin pibe.

"Stilk? Så storartet som en brahmins okse. Stakkels Mac var skrækkeligt i vinden. Forstår I, jeg var ødelagt af dysenteri, Tertius var gået fra vid og sans, halvparten af folkene havde fået forfrysninger, og Macnamara havde ordre til at bryde op og vende næsen hjemad inden vinteren. Derfor overtog Stilk, der var så frisk som en havørn, halvdelen af hans levnedsmidler for at spare ham den ulejlighed at slæbe dem ned til slettelandet igen, og al den ammunition, som han kunne få fingre i, og moverede sig så, _consilio et auxilio Ruttonis Singhi,_ tilbage til sit fort med alle sine sikher og sin værdifulde fange, _samt_ en tvivlsom bande, som han og fangen havde lokket i hans tjeneste. Han havde tresindstyve mand af forskellige slags - og sin uforskammede frækhed. Mac var nær ved at græde af glæde, da han drog bort. Forstår I, Stilk havde nemlig ikke nogen udtrykkelig ordre til at vende hjem, inden passene blev spærrede. Mac lægger megen vægt på ordrer og Stilk lægger også megen vægt på ordrer - når de passer i hans kram."

"Han fortalte mig, at han ville rejse til Engadine," sagde Tertius. "Sad på min seng og røg en cigaret og fik mig til at le, så at jeg fik tårer i øjnene. Macnamara sendte os alle sammen ned på slettelandet næste dag. Vi var et omvandrende hospital."

"Stilk fortalte mig, at Macnamara var en ren guldgrube for ham," sagde Dick Firtal. "Jeg så ham flere gange i Macs telt lytte til værtens violinspil og imellem stykkerne liste hakker og skovle og dynamitpatroner fra ham. Nå, det var det sidste, vi så til Stilk. Efter en uges tid eller så var passene spærrede af sne, og jeg tror ikke, at Stilk var særlig opsat på at blive fundet lige med det samme."

"Det var han ikke," sagde den blonde og tykke Abanazar. "Det var han ikke. Ho ho!"

Dick Firtal løftede sin magre, tørre hånd med de blå årer på bagsiden. "Vent et øjeblik, Kis. Jeg skal nok lade dig få ordet i rette tid. Jeg tog ned til mit eget regiment, og næste forår, fem måneder efter, afmarcherede jeg med et par kompagnier som detachement - officielt for at holde øje med nogle af vore venner på den anden side af grænsen, i virkeligheden naturligvis for at søge efter rekrutter. Det var lidt uheldigt, for i den bjergegn havde et fæ af en ung naik netop begyndt en frivol blodfejde, som han havde arvet efter en tante. Derfor ville ingen der på egnen indtræde som frivillige i mit korps. Naturligvis havde naiken taget en kort orlov for at ordne affæren - så den side af sagen var i orden - men han havde dræbt min yndlingsordonnans' onkel. Det var nederdrægtigt øv, for jeg vidste, at Harris, der stod ved Ghuznierne, ville komme til den samme egn tre måneder senere, og så ville han naturligvis snuppe alle de fyre, som jeg havde kig på. Vi var alle sammen knotne på naiken, fordi vi syntes, at han burde have haft takt nok til at holde sine - sine modbydelige lyster i tømme, indtil vore kompagnier var fuldtallige.

Alligevel havde slynglen visse rester af militær anstændighed i sig. Han sendte en fra sin tantes klan til mig ved nattetid for at lade mig vide, at hvis jeg ville tage imod hans lejde, ville han føre mig et sted hen, hvor jeg kunne finde en flok fortræffelige rekrutter. Jeg benede naturligvis over grænsen, og to, tre mil på den anden side, nede i et flodleje viste røvertampen mig omkring halvfjerds mand med alskens våben, men med en holdning som gamle soldater. Så trådte en af dem ud af geleddet og halede et gammelt horn frem med en bevægelse akkurat lissom - hvad er det, han hedder? - Bancroft, ik"? - når han leder efter sin monokel i en farce, og så gav han sig til at blæse _'Arrah, Patsy, mind the baby! Arrah, Patsy, mind the child_!' men længere kom han ikke."

Længere kom Dick Firtal heller ikke, for vi følte os forpligtede til at synge den gamle sang to gange, og så én gang til, og én gang endnu, og én til at slutte af med.

"Han forklarede, at hvis jeg kunne resten af sangen, havde han et brev til mig fra den mand, hvis sang det var. Hvorpå jeg, kære børn, blæste den gamle melodi til ende på hornet og fik det her. Jeg vidste, at det ville glæde jer at se det. Ikke rive i det." - Vi sloges med hinanden for at få den velkendte, skødesløse håndskrift at se. - "Nu skal jeg læse det højt."

Fort Everett, 19. Februar.

Kære Dick eller Tertius!

Overbringeren af dette har kommandoen over 75 rekrutter, alle sammen garanterede sataner, men længselsfulde efter at begynde et nyt og bedre levned. De har fået en smule politur og når de kommer under grundig behandling, kan der blive noget ud af dem. Jeg vil bede dig give tredive af dem til min adjudant, der ganske vist er et rædsomt høved, men som kommer til at mangle folk nu til foråret. Resten kan du selv beholde. Det vil vistnok interessere dig at høre, at jeg har fortsat anlægget af min vej til den anden ende af malôternes land. Alle høvdinge og præster, der havde en finger med i spillet i affæren sidste september, arbejdede en måned hver og leverede skærver af stenene i deres egne huse. Everetts grav er dækket af en fyrre fods gravhøj, som vil kunne gøre god nytte som fikspunkt for fremtidige triangulationer. Rutton Singh sender sin bedste salaam. Jeg står i begreb med at afslutte nogle traktater og jeg har udnævnt min fange - som ligeledes sender sin salaam - til lokal khan bahadur.

A. L. Corkran

"Ja, det er det hele," sagde Dick Firtal, da brølene, råbene, latteren, og jeg tror tårerne, havde lagt sig. "Jeg gelejdede banden over grænsen, så hurtigt jeg kunne. De led noget af hjemve, men det opmuntrede dem at genkende nogle af mine folk, der havde været med i slagsmålet mod khye-kheenerne, og de blev til fortræffelige soldater. Der er noget mere end tre hundrede mil fra Fort Everett til det sted, hvor jeg fandt dem. Nå, Kis, nu kan du fortælle slutningen på Stilks historie, sådan som du selv har set den."

Abanazar lo en lille nervøs, vildledende, officiel latter.

"Åh, det var ikke noget videre. Jeg var i Simla det forår, da vor ven Stilk fra sine snedriver begyndte at korrespondere direkte med regeringen."

"Akkurat som en konge," mente Dick Firtal.

"_Jeg_ har ordet nu, Dick. Han havde gjort en hel masse ting, som han ikke skulle have gjort, og følgelig forpligtet regeringen til at foretage sig alt muligt."

"Pantsat statens lommeur, hvad?" sagde M'Turk og nikkede til mig.

"Ja, sådan noget, men det irriterende ved det var, at det alt sammen passede så forbandet godt - var så glimrende udtænkt, forstår I. Det slog til så nøje, som om han havde haft adgang til alle slags fortrolige oplysninger - hvad han naturligvis ikke kunne have haft."

"Pyt!" sagde Tertius. "Jeg holder på Stilk imod hele udenrigsministeriet, hvad dag i ugen det skal være."

"Han havde gjort næsten alt, hvad han kunne komme i tanke om, undtagen lige netop at slå mønt med sit eget billede og omskrift, alt sammen under påskud af at anlægge denne forbandede vej og være blevet spærret inde af sneen. Hans rapport var rent ud sagt forbløffende. Von Lennaert rev sig først i håret over den, og så stønnede han: 'Hvem i alverden er denne ubekendte Warren Hastings? Han må slagtes. Han må slagtes officielt! Vicekongen vil ikke på nogen måde finde sig i det. Det er uhørt. Han må slagtes af hans excellence i egen person. Giv ham ordre til at komme herop og send ham en røffel med det samme'. Nå, så sendte jeg ham en overmåde grundig officiel røffel, og på samme tid et uofficielt telegram."

"Du?" lød det forundret fra Stumpen, for Abanazar lignede mest af alt en lodden perserkat.

"Ja - jeg," svarede Abanazar. "Der var ikke meget ved det, men efter hvad du har fortalt, Dicky, var det et ganske pudsigt sammentræf, for jeg telegraferede nemlig:

Aladdin now has won his wife,

Your Emperor is appeased.

I think you'd better come to life:

We hope you've all been pleased.

Sjovt nok, at den gamle vise faldt mig ind. Men den kompromitterede ingen og var opmuntrende. Det eneste gale var, at hans kejser var absolut utilfreds. Stilk rev sig altså løs fra sine bjergforter og kom i ro og mag drivende op til Simla, hvor han blev lagt på alteret som offer."

"Jamen," begyndte jeg, "den øverstkommanderende er da den rette -"

"Hans excellence havde den tro, at når han skældte en enkelt ung kaptajn ud - akkurat ligesom King plejede at skælde os ud - holdt han rigets tøjler i sin hånd, og så længe han havde den tro, bestyrkede von Lennaert ham naturligvis i den. Jeg er ikke sikker på, at det ikke netop var von Lennaert, der havde sat ham det i hovedet."

"Så må de have skiftet folk siden min tid," sagde jeg.

"Kan være. Stilk måtte stille til klø ligesom en uartig lille dreng. Jeg har grund til at tro, at hans excellence rejste børster. Han gennemheglede Stilk en stiv klokketime, mens Stilk stod ret midt på gulvet, og - det bandede han på - von Lennaert gjorde pantomimer i baggrunden og lod, som om han ville glatte hans excellences stride børster med kærlige strøg. Stilk turde ikke se op for ikke at briste i latter."

"Men hvorfor blev Stilk ikke offentligt myrdet?" spurgte Stumpen med et bredt og strålende grin. "Ja, hvorfor?" svarede Abanazar. "For at give ham mulighed for at genoprette sin ødelagte karriere og for ikke at knuse hans fars hjerte. Stilk havde ingen far, men det gjorde ikke noget. Han var så artig som - som et vajsenhus, og hans excellence viste ham den nåde at skåne ham. Derefter kom han over på mit kontor og sad lige over for mig i ti minutter med udspilede næsebor. Så sagde han: 'Kis, hvis jeg troede, at den kummeophænger -'"

"Aha! Han huskede King og hans potteplante i den blå skål," sagde M'Turk.

"'at den elendige kummeophænger styrede Indien, ville jeg pinedød tage til Rusland og lade mig naturalisere den dag i morgen. Jeg er en _femme incomprise._ Denne begivenhed har knust mit hjerte. Jeg må have et halvt års orlov til at gå på jagt her i Indien for at gøre det godt igen. Tror du, jeg kan få den, Kis?'

Halvfjerde minut efter havde han sin orlov og sytten dage efter var han atter i Rutton Singhs arme, i dybeste unåde og med ordre til at overdrage sit kommando og så videre til Cathcart MacMonnie."

"Læg mærke til det!" sagde Dick Firtal. "En oberst fra det Politiske Departement i spidsen for tredive sikher på en bjergtop. Spids øre, kære børn!"

"Da Cathcart ikke er noget fæ, skønt han _er_ i det Politiske Departement, lod han naturligvis Stilk besørge sin jagt i det næste halve år i Fort Everetts umiddelbare nærhed, og jeg har hørt sige, at de og Rutton Singh og fangen var perlevenner. Derefter drev Stilk tilbage til sit regiment, tror jeg. Jeg har ikke set ham siden."

"Men det har jeg," sagde M'Turk, bristefærdig af stolthed.

Vi vendte os alle som én om imod ham.

"Det var i forsommeren. Jeg lå i lejr oppe i flodlandet ved Jullundur, og dér rendte jeg lige bardus på Stilk i en sikhlandsby. Han sad på deres hædersplads og halvdelen af befolkningen krøb i støvet foran ham, en halv snes sikh-unger havde han på skødet, en gammel heks stod og klappede ham på skulderen og en blomsterkrans havde han om halsen. Han fortalte mig, at han var ude efter rekrutter. Vi spiste til middag sammen, men han sagde ikke et muk om historien med fortet. Derimod sagde han, at hvis jeg trængte til levnedsmidler, gjorde jeg bedst i at sige, at jeg var Koran Sahibs broder. Og det gjorde jeg også, og så ville sikherne ikke tage imod penge af mig."

"Ja så! Det må have været en af Rutton Singhs landsbyer," sagde Dick Firtal, hvorefter vi røg en stund i tavshed.

"Hør," sagde M'Turk, hvis tanker gled tilbage gennem årene, "har Stilk nogensinde fortalt jer, hvordan det gik til, at Kanin-Æg fik det indfald med at bombardere King den aften?"

"Nej," svarede Dick Firtal.

Så fortalte M'Turk dem det.

"Javel," sagde Dick Firtal og nikkede. "Det var altså i virkeligheden det samme puds, som han anvendte igen. Ja, Stilk har ikke sin lige."

"Jo, min ven, der tager du fejl," sagde jeg. "Indien er fuld af Stilks ligemænd - fyre fra Cheltenham og Haileybury og Marlborough - som vi ikke kender noget til, ikke før der kommer en rigtig alvorlig krig, så vil overraskelserne begynde."

"Hvem bliver overrasket?" sagde Dick Firtal.

"Modparten. De herrer, som kører til fronten i første klasses kupéer. Forestil dig Stilk sluppet løs på sydsiden af Europa med tilstrækkeligt mange sikher og rimelig udsigt til bytte. Kan du se det rigtigt for dig."

"Der kan være noget i det, men du er alt for meget optimist, Beetle," sagde Stumpen.

"Jamen det har jeg ret til at være. Er jeg måske ikke ansvarlig for hele historien? Det skal I ikke grine af. Må jeg spørge, hvem har skrevet _Aladdin fundet har sin ven_ - hvad?"

"Hvad har det med den ting at gøre?" sagde Tertius.

"Alt," svarede jeg.

"Bevis det," sagde Stumpen.

Og det har jeg gjort.

Noter

Abana og Parpar : _Anden Kongebog_ 5-12. 'Er ikke Damaskus' floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels vande. Kunne jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?'

Actum est : "Han er færdig".

Afridierne : Afghanerne.

Aladdin : Pantomime, hvis første version er fra 1788. Den moderne udgave er baseret på Henry J. Byron _Aladdin, or The Wonderful Scamp_ fra 1861. Pantomimen er løseligt baseret på historien fra _1001 Nat_. Enken Twankey er Aladdins mor - som spilles af en mandlig skuespiller - og Abanazar er hans onde onkel. Efter adskillige eventyr bliver Aladdin gift med prinsesse Balroubadour, datter af Kejseren af Kina. På grund af Disneys udgave af _Aladdin_ kaldes hun nu normalt Jasmine.

Aron og Moses : Teksten til denne sang er ukendt, men rettænkende drenge formodedes åbenbart ikke at kende den.

Augurer : Romerske præster og spåmænd. Den romerske politiker Cato den Ældre sagde engang, at han ikke forstod, hvordan augurer kunne mødes på gaden uden atsmile til hinanden.

Bahadur : Kriger eller helt.

Balliol : Balliol College, Oxford. Hvis man skal tro englænderne, har Fanden studeret i Oxford.

Barbariske heksametre / barbarous hexameters : Citat fra Tennysons _On Translations of Homer_.

Belial : Henvisning til _St. Winifred_. Belial, Mammon og Lucifer er personer i Miltons _Paradise Lost_.

Besmittelsen af den ungdommelige fantasi : Prout mistænker Beetle for homoseksuelle tendenser. I følge Kiplings erindringer eksisterede homoseksualitet ikke på skolen. Beetle begriber derfor ikke, hvad det er Prout snakker om.

Bideford : Havneby i Devon.

Bimbaschi : Tyrkisk kaptajn eller højerestående officer. Her bruges ordet i betydningen "engelsk officer i ægyptisk tjeneste".

Bloomer : En henvisning til R.S. Surtees' _Mr. Sponge's Sporting Tour_. 'Puffington' er også fra denne roman. Bogen kan nedhentes fra Project Gutenberg.

Boh Na-ghees tilfangetagelse: Se fortællingen "Fra andre sfærer" i "Soldaterhistorier". En “boh" er en burmesisk røverhøvding (dacoit).

Boys Own Paper : Et drengeblad udgivet af Religious Tract Society. Trioen har ikke høje meninger om det.

But by the yellow Tiber was tumult and affright : Fra Macaulays _Horatius_ i _Lays of Ancient Rome_.

Capivi : Skjult citat fra _Handley Cross_ af Surtees. Det er hovedpersonen Jorrocks, der siger det (Binjimin, we must make him cry 'Capivi!' we must make him admit his fault). Formentlig forveksler han ordet med 'peccavi' - jeg har syndet.

Castle Dublin : Det irske regeringssæde.

Chingangook : Egentlig Chingachgook. Fiktiv person i fire af J.F. Coopers fem romaner om Læderstrømpe.

Chiron : Chiron var en centaur, der underviste de unge centaurer. Han var berømt for sit kendskab til skydning, medicin og musik. Han underviste også de græske heroer, Akilles, Jason, Æskulap, Herkules, Æneas osv.

Clovelly : Landsby i Devon.

Confer orationes Regis furiosissimi : Kiplings eget latin: Compare the speeches of the very furious King : Sammenlign med den yderst vrede konges udgydelser (konge = king).

Consilio et auxilio : med råd fra og hjælp af.

Cooper's Hill : Kaldenavn for Royal Indian College of Civil Engineering.

Dak-bungalow : Gæstehus.

De er næsten lige så store : De engelske arbejdsgivere undte ikke deres arbejdere føden, og derfor var de menige engelændere ikke høje af vækst.

'Det er kun en liden, vissen blomst' / 'Tis but a little faded flower' : Sang af Ellen Clementine Howarth, amerikansk forfatter, 1827-99

Du er en ren Daniel : Fra Shakespeares _Købmanden i Venedig_ 4. akt, 1. scene. 'A Daniel come to judgment'

En kat har vel lov til at se på en konge : Engelsk ordsprog. 'King' betyder 'konge'.

Engadine : Svejtsisk område med kursteder. St. Moritz var et af dem.

Englands gamle møntsystem :

1 pund = 20 shilling. 1 shilling = 12 pence 1 Florin = 2 shilling 1 Halfcrown = 2 shilling og 6 pence 1 Sovereign = 21 shilling

_Eric eller Lidt efter lidt_ og _St. Winifred eller skoleliv_ : Meget victorianske kostskoleromaner af F.W. Farrar.: De var meget berømte og stod på danske skolebiblioteker så sent som i 1950'erne. Originalerne hed _Eric; or, Little by Little_ (1858) og _St. Winifred's; or, The World of School_ (1862).

Et ego ... in Arcadia vixi : Også jeg har levet i Arcadien. Rektor mindes sine egne ungdomssynder.

Fagin : Henvisning til _Oliver Twist_ af Charles Dickens. Fagin oplærer gadedrenge som lommetyve.

Femme incomprise : En meget misforstået kvinde.

Fort Minhla : Fortet lå nær Theebaw og Mandalay i Burma. Den første officer, der blev dræbt i Burma-felttoget i 1887, var R.A.T. Duty, som var elev på United Services College 1878-81.

Fuzzi-Wuzzy'erne var et øgenavn for hadendowastammen, som var del af Beja folket. De boede i Sudan ud mod det Røde Hav og voldte englænderne besvær i forbindelse med nedkæmpningen af dervish-oprøret i slutningen af det 19. århundrede. De fik vistnok navnet på grund af deres frisurer.

Gadarenske svin : Se _Markus_ kapitel 5 vers 1-14

Gigadibs : En person i Brownings digt _Bishop Blougram's Apology_. 'So you despise me, Mr Gigadibs' kommer tidligt i digtet (linje 13); King ændrer det til 'Master Gigadibs'. At Kiplings øgenavn i skolen var 'Gigger', har måske også spillet ind.

Habeo capitem crinibus minimis : I have him by the short hairs : Undersættelse: Jeg har ham i hoved og røv.

Habet : "Han har det". Det var hvad de romerske tilskuere råbte, når en gladiator var overvundet i arenaen. Hvis tilskuerne så rakte hænderne frem med tommelfingeren opad, fik gladiatoren normalt lov at leve. Vendte tommelfingrene nedad, plejede han at blive dræbt

Handley Cross : Roman af R.S. Surtees. Stilk & Co. kunne Surtees' romaner på fingrene. Bogen kan nedhentes på www.jorrocks.com/books.

Herrer ossiferer af det tre og halvfemsindstyvende, der ligner frisørsvende / These ossifers of the Ninety-third, wot look like hairdressers. Skjult citat fra _Handley Cross_ af R.S. Surtees, hvor hovedpersonen cocknyen Jorrocks tiltaler en moustacheprydet uheldig jagtrytter i selskabet med et: "You hossifer in the ninety-fust regiment, who looks like an 'airdresser'".

Hovedet i et drænrør : Se _The Pickwick Papers_ kapitel 2.

In flagrante delicto : Med hænderne nede i kagedåsen.

In loco parentis : I forældres sted.

In Verrem : En af Ciceros taler. En af Verres' kumpaner hed Dolabella.

Indiske oprør : Det brød ud i 1857 og gav englænderne en alvorlig forskrækkelse. At de indiske herskere ikke var glade for at blive frataget deres lande, kunne englænderne til nød forstå, men at sepoyerne - indiske lejesoldater i engelsk sold - gjorde mytteri, tog dem med bukserne nede.

Iver, lutter iver : 'Zeal, all zeal Mr. Easy'. Fra Captain Marryats roman _Mr. Midshipman Easy_.

Jemadar : Indisk officer, svarer nærmest til løjtnant.

Jorrocks : Hovedpersonen fra London i tre af R.S. Surtees' romaner, som den terrible trio kunne på fingrene.

Kammerslave/fag : Kipling siger, at på skolen var ingen tvunget til at være kammerslaver. Man måtte forhandle om sagen og de ældres modydelser bestod enten af mad eller beskyttelse mod bøller. Udtrykket 'fag' blev brugt, men det betød blot smådreng eller snothvalp.

Kanin-Æg, Rabbit's-Eggs : Fik øgenavnet, fordi han havde forsøgt at sælge seks fasanæg som kaninæg. Stilk (Stalky = L. C. Dusterville) fortæller i sine erindringer, at manden var i god tro. Kanin-Æg var gået forbi nogle buske, da en kanin løb ud af dem. Kanin-Æg kiggede ind i buskene og så seks æg, som selvklart måtte være blevet lagt af kaninen.

Khye-Kheen bjergene : Et opfundet navn på et ikke-eksisterende sted. Men historien er delvis baseret på forsvaret af Chitral i 1895.

Kirkegårdselegien : Thomas Grays _Elegy in a Country Churchyard_.

Koran Sahib : Corkran Sahib udtalt på indisk.

Kunsten at rejse : Sir Francis Galton: _Art of Travel_. Det var en håndbog for opdagelsesrejsende. Den kan nedhentes fra Project Gutenberg.

Lipsius : Vidunderbarn og berømt humanist (1547-1606).

Lundy : Ø der ligger små 20 km ud for Norddevons kyst.

Marmorkugler : Spil med marmorkugler blev betragtet som et spil for meget meget små drenge.

Mil : En engelsk mile er lidt over 1,6 km.

Naik : Indisk korporal.

Oh, Paddy dear . . .' første linje i den irske nationalistsang _The Wearin' o' the Green_.

Oliphant : Mrs. Oliphants _Beleaguered City_ var en occult roman - altså fantasy - fra 1880. Den fortæller, hvordan de døde stiger op af deres grave og en tid fordriver indbyggerne i byen . J P Jacobsen læste hende.

Opiumspiseren : Thomas de Quincey (1785-1859): _Confessions of an English Opium-Eater_.

Or who in Moscow toward the Czar : Fra Brownings digt _Waring_.

Oratio directa : Oratio directa = direkte tale; oratio obliqua = indirekte tale.

Panurge : Panurge fra Rabelais' _Gargantua og Pantagruel_ lavede groteske grimasser.

Placetne : "Behager det dig" eller "er du enig".

Political Service : Englænderne i Indien shanghajede de bedst begavede unge englændere og anbragte dem i denne tjeneste. Det var i høj grad en elite og indere blev også ansat. I arbejdstiden herskede der total lighed mellem racerne. Da Indien blev selvstændigt, blev denne tjeneste bevaret.

Pompadour-regimentet : Kipling opfandt dette regiment til lejligheden.

Pomponius Ego : Sportsjournalist fra romanen _Handley Cross_. ( Aftegnet efter virkelighedens Nimrod alias Charles James Apperley fra The Sporting Magazine). Mandens navn siger alt.

Preusser Bates : Cormell Price (i romanen kaldet Bates) havde været huslærer for en russisk adelsmands søn. Derfor tilnavnet 'Rooshian' som i Stalky & Co. ændres til 'Prooshian' eller Preusser.

Privatim et seriatim : Middelalderlatin. Betyder privat og en efter en.

Rubàiyàt : Edward Fitzgerald, 1809-83, oversatte _Rubaiyat_ af Omar Khyyám, en persisk digter og astronom som døde omkring 1122. Oversættelsen er stadig populær og der citeres stadig fra digtet.

Samivel : Citat fra _The Pickwick Papers_ af Charles Dickens. Bogen var inspireret af Surtees' skildringer af jagt.

Sepoy : Indisk soldat i engelsk tjeneste.

Setebos : Fra Brownings digt _Caliban upon Setebos_.

Shylock : Ågerkarl. Shylock er titelpersonerne i Shakespeares _Købmanden i Venedig_.

'Sin moders eneste søn, og hun var enke' : Se _Lukas_ 7,12.

Sobraon : Slaget fandt sted i 1846 under den første sikh-krig. Sikh'erne tabte.

Sorte keltere, dark kelts : Sort/dark har intet med hudfarve at gøre i dette tilfælde.

Sponge : Fra Surtees' roman _Mr. Sponge's Sporting Tour_.

Stærke og udholdende mand / strong, perseverin' man : Skjult citat fra _Mr. Facey Romford's Hounds_ af R.S. Surtees. Romford averterer efter en stærk og udholdende mand til at strigle heste. Surtees' romaner hører til Nummer Fems yndlingslekture.

Summo ingenio : Med største snedighed.

Surtees : Robert Smith Surtees skrev en række ætsende og underholdende romaner om hovedpersonen - Jorrocks - er en selfmade cockny grosserer i lidt af hvert, som fra sin ungdom var dybt fascineret af rævejagt. Som ældre blev han leder af et jagtselskab (Master of Foxhounds). Han har i romanerne mange oplevelser, og interesserede i det engelske samfund, da jernbanerne var meget nye (den første bog om Jorrock udkom i 1838), kan læse Surtees med fordel.

Nogle af romanerne findes på danske biblioteker, på Project Gutenberg og på www.jorrocks.com/books.

Svøber og skorpioner : Se _Første Kongebog_ 12, 11. 'har min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner.' En skorpion var en pisk med jernhager.

Tamar : Tamar var et troppeskib.

There's a great text in Galatians : Fra Brownings digt _Soliloquy of the Spanish Cloister_.

Tiende Legion : Cæsars yndlingslegion.

They said it very loud and clear. They went and shouted in our ear : Fra Lewis Carrolls _Bag spejlet_, kapitel 6.

Trøske : En smertelig, smitsom men ufarlig lidelse. "Spedalskhed eller trøske?" var en gængs engelsk vits i de dage.

Twig on : "Er det feset ind".

Uanstændige tilnærmelser : Homoseksualitet, i den engelske original 'beastliness', som var det forsigtige ord der brugtes i kostskoleromaner i de dage. Kipling hævdede i sine memoirer, at homoseksualitet ikke fandtes på skolen, fordi rektor helt bevidst ikke gav eleverne nok at spise, hvilket medførte, at de ikke havde overskud nok til "beastliness".

Ulpian : 'Ulpian er, hvad du trænger til' - 'Aha! Elucescebat som vor ven sagde' To citater fra Brownings _The Bishop orders his tomb at St Praxed's church_.

Unge cyklende damer : I de dage var cyklen et statussymbol.

Violet et eller andet : Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc. Fransk arkitekt og _hun_ var altså en _han_.

Warren Hastings : Meget dygtig engelsk guvernør i Indien. Efter sin hjemkomst til England blev han sat under anklage, men frikendt.

Woolwich : I den engelske tekst 'the Shop'. Royal Military Academy i Woolwich. Her uddannedes kadetter, der skulle være artillerister eller ingeniører. I Sandhurst uddannedes de kadetter, der skulle være officerer i fodfolket og rytteriet.

Qui procul hinc : Den latinske tekst betyder: 'Som døde langt borte, i utide, men som soldat for sit land.'

Ødelæggelsens vederstyggelighed - Se _Daniels Bog_ 12, 11.