84 Pobia, den 27. januar 1889.
det er næsten helt morsomt med et sådant rabalder ganske uventet. — På vejen derud ligger der en bomuldstråd, den når lige fra byen og ud til graven, over en mil. Jeg får at vide, at den er lagt der, for at den døde ej skulde tage fejl af vejen der ud. Han er sagtens der ude for længe siden, eftersom det allerede er fjerdedagen siden, han gik over i den anden verden. En del af følget med kisten og elefanten gör en lang omvej mod vest; det er for at komme uden om en dyb rende, som vandet har lavet i regntiden. Men tråden går lige over renden og den korteste vej, og samme vælger jeg at følge tillige med en del flere. Begravelsespladsen ligger omtrent lige syd for byen. Den ligger på åben mark . uden hegn. Man kan se den langt borte, fordi der ved hver grav er oprejst et lille hus, som står på fire pæle omtrent fem fod fra jorden. Det første jeg så af Pobia, da jeg kom her for to år siden, var »kirkegården«. Den blir man først vår, når man kommer vest fra; den er atter det sidste man ser, når man forlader byen: grave. Men jeg havde aldrig været ved den for i dag. Der var god tid til at tage den i öjesyn, inden ligtoget kom, fordi det gjorde den lange omvej. Nu så jeg da, hvad de små huse ved hver grav er til. Også ved den søndre ende af prins Duro's grav var der bygget et sådant hus. Taget, som var overklistret med kulørt og forgyldt papir, var endnu ikke sat på, men lå ved siden af det. Væggene var kun en fod höje. Nogle var i færd med at fylde ris og majs i det. En mand stod der oppe og tog imod det, mens andre langede det op til ham. Da huset var fuldt, blev taget sat på. Det så helt kinesisk ud med al, den flitterstads. Jeg så ingen af de andre huse så fint smykket, men dette var jo også til en prins. — Jeg kom til at tænke på Hans Povlsen; for Hans Jorgen har fortalt mig, at hans kiste blev smykket på samme måde. Det var Shaner, som gjorde det.
