Sidste Kamp/7
Ved en Soirée, som i Anledning af italienske
Krydseres Besøg den 24. Juni afholdtes paa Kystens
største Badehotel traf Ida Clermont Broderen, idet
han tilfældigvis blev hendes Vis à Vis i en
Kvadrille.
Ida Clermont var med et større Selskab taget herop ombord i en af Marinens Øvelseskuttere. Efter Diner'en paa Krydserkorvetten "Umberto" blev Damerne roet fra Borde for at gøre Toilette i Hotellets Værelser. Og lidt før Kl. 9 samledes de og stod i Flok ude i den høje, flagsmykkede Vestibule. De gik over mod Koncertsalen.
Bess Nelsson kom hvid og rank som et Lys ned over Korridorernes bløde Smyrnaløbere. Rose Wahl og Maria Therese gik ved hendes Side. De trak de lange, hvide Hansker op over Albuen og saa frem for sig, idet de lod Fingrene spille mod Lyset. Og de andre kom stormende, kaade og vilde bag ved dem, de styrtede sig forbi dem ned ad Trappen. Italienerne, deres Kavalerer, stod dernede og bredte de guldbroderede Arme ud imod dem.
Ida Clermont bevægede sig med Omtanke i dette Selskab. Hun gled behændigt fra Gruppe til Gruppe, fik hørt lidt hvert Sted, gjorde sig bemærket hvert Sted ved en Pointe, en Replik. Hun føjede sig ind i de Dansendes Rækker. Hun yndede ikke at danse. Disse altfor kælne Valsemelodier var hende utaalelige. Dansen syntes hende uden den henførende Lidenskab, denne sammentrængte Voldsomhed, der for hende gav Sporten Værdi. Man var i Dansen Mænd altfor nær, og mærkede dog ikke deres Kraft; i en Match følte man deres Vilje, deres Muskler, spændt, stemt mod sit eget Spil, fast, haardt, passioneret. Her gled man blot rundt, førtes ind i en kort Rhytme og sank atter elastisk tilbage mod Væggen, — indtil det paany behagede en Mand at sænke sin friserede Isse ned forbi ens Ansigt til et Buk. Disse Mænd bar desuden trekantede Hatte forsigtigt under venstre Arm, stak en tynd Stadskaarde bagud, var pyntede med Medailler og Stjerner, gyldne Snore, røde Opslag. De var under Komando. Cheferne sad foran Orchestret med fede, nedringede Fruer ved deres Side.
Hun tænkte, at saaledes var hendes Bestemmelse, om hun fik Held med sig at sidde som en af disse: klæbet opad en Væg, fed og opdunstet, indsnøret i skinnende grønt, gult eller rødt Silke, — som giftige, velnærede Spyfluer sidde i Rader langs et varmt Panel.
Hun lod sig føre ud af en Mand. Hun fornam hans erfarne Blikke sænke sig over hendes nøgne Skuldre, krybe ned under Livets Kniplingsbræmme. Denne Knipling, som hun havde udvalgt efter megen Vragen — sagtens var den ublu dyr — gjorde aabenbart mindre Lykke end det, den skulde skjule. Og hun tænkte, at næste Morgen vilde denne Mand være rejst ud af Landet med en Fantasi om at have set hende afklædt.
De sorte, undersætsige Sydlændinge flokkedes om hende. Deres Øjne dansede som Ildfluer over hendes blonde Hud, hendes blonde Haar. Hun smilede dem i Møde, gav sig endog halvt hen til deres Behag. Hun mødtes med disse Mænd for denne eneste Gang. Og hun betragtede med Forstaaelse Veninderne, der kastede sig tilbage i Italienernes Arme, smøgede sig ind til dem i Dansen, kaade, hede og vilde, som tog de Revanche for mange nøgterne Dage. Denne Aften forbandt ikke!
Ida følte sig ligeglad, snart efter træt, led ved Dansen, ved disse elskovsdrevne smaa Ildøjne, der søgte Smutvej gennem Knipling og Tyll.
Og den Tanke ramte hende, at hun her dansede forgæves, — at al Dans var forgæves. Sagtens burde hun nu give sig fri, som de andre, og nyde èn Aftens Rus. Alt var dog kun Momenter, en Række stærke Øjeblikke. Det galdt at give sig hen i disse Øjeblikke!
Netop da opdagede hun Broderen lige overfor sig i Kvadrillen.
Han sagde til hende i Dansens Tempo — "Efter denne Dans" — og da de igen passerede hinanden, fortsatte han: "Jeg har ikke set dig i mange Dage. Lad os træffes efter denne Dans."
Et Kvarter senere mødtes de i Døren ud mod den kolossale Glashal, der løb langs Hotellets Sider. Han bragte hende Overtøj; men hun beholdt det i sine Hænder. Sammen gik de ad Promenaden, der førte langs Stranden paa Hotellets Grund.
"Sankt Hans-Blus!" sagde hun, og hun talte de hvide og røde, flakkende Lys, der brændte langs Kysten og hinsides det smalle Sund. Derovre laa som et Diadem af lysende Stene: Byen hinsides, bærende øverst — lige over Havneløbets Rubin og Smaragd — den hvide Lyskegle fra Udstillingens Projektør. Nær ved dem over Kysten, der her syntes at gabe som en Mund om det glatte, fosforlysende Vand, skimtede de Omridset af Slottets Taarne. Fyret sprang ud af Mørket og svandt.
Ida følte sig ængstet ved dette Lys, der kom og svandt; men snart forstod hun, at hun ængstedes for den Samtale, der forestod, for visse Spørgsmaal fra Broderen, et muligt Regnskab. Hun betragtede ham med Opmærksomhed og beroligedes snart. Hun saa, at han, som hun, tyngedes af sine egne besværlige Tanker.
Hun gav sig til at spørge ham ud om hans Planer — hans Projekt om at komme i Garden — ved Hove.
Han trak paa Skuldrene: Hoffet fristede ham i ringe Grad. Dér var saare lidet at opnaa. Nu tænkte han paa at tage Generalstabsexamen. Krigsvidenskaben havde sikkert betydelig Charme, var udenfor enhver Tvivl ædlest, finest, friest af al Videnskab, — en Videnskab, hvor der ødsledes med Værdier, en Kunst, som endnu ikke var udleveret Almuens Befamling — saaledes, som alt udleveredes nu med offentligt Tarv for Øje.
Han tav. Fra det oplyste Glashus spredtes blege Straaler op over den næsten sorte Himmel. Paa Terrænet syd for Hotellet stod et lille rødt Blus i Vejret.
Leo vedblev: "Jeg lever i bestandig Uro. Jeg befinder mig, som er jeg her kommen til et fremmed Land og nu gør Tjeneste i en fremmed Hær." Og han fortalte med Skuldertræk om Kammeraterne: I de nye Fodfolksuniformer lignede de Forvaltere eller Jagtbetjente. De førte Mandskabet ud paa Fælleden til Fodbold og Cricket. Mange af dem havde begyndt deres Karriére bag en Disk, en enkelt endogsaa i en Frisørsalon. Hans Kapitain uddelte mellem Øvelserne til Rekruterne Sedler med Bibelsprog. Der var en lille Klump, som naadigt havde optaget ham selv i deres Kreds. Et Par Adelige angav Tonen og holdt de andre som Vasaller. Man gik til fælles Skræder, holdt fælles Pigebørn, fælles Aagerkarl. Det var Kammeratskabets Basis.
Og han vedblev: "Til denne Klump er man henvist. Hvad andet Selskab er det muligt for mig at søge, hvis jeg vil søge Selskab? Og de erklære, at de ere enige med mig, naar jeg siger, hvad jeg mener om Hær, om Tjeneste, om sociale Spørgsmaal. Og i en Ting fornemmer jeg ogsaa nu og da, at vi er enige: i at se med Uvilje paa alt det, der i vore Dage nede fra kommer op, for at fortrænge os. Plebs som de kalder det, Almue som jeg kalder det: alle de, der stræber opad os, allerede er os inde paa Livet, og strider os Front imod. Man taler tidt om Hadet nedefra opad, de Undertryktes Had mod Despoterne. — — — —
Det er ganske givet, at der i vore Dage i den Kaste, som er øverst, har udviklet sig et ligesaa stærkt nedadgaaende Had mod dem, der stræbe op nedefra. Ikke blot dette Skuldertræk af ligegyldig Foragt, hvormed Overklassen i tidligere Dage affærdigede Plebs, naar den hobevis kom hen foran Paladserne, strakte Haanden frem og tiggede — eller endog tog Stokke eller Brosten og truede. Nu er Trudslen nemlig mere end Trudsel.
De er allerede oppe om os, trænge sig om os og vil være i Stedet for os, lige med os, derefter bedre end os. Det er forstaaeligt at vi ikke vil taale dem.
Dette nedadgaaende Had er allerede nu i ganske bevidst Form tilstede hos mange."
Han tav. Der kom en Klynge Kadetter af de to Nationer Arm i Arm tumlende henover Gangstien; de prøvede at synge, men frembragte blot hæse Brøl. En af dem skrævede over Bolværket ned paa Stendæmningen og vadede ud Vandet, til det naaede hans Knæ. Han prajede et af Skibene, raabte bestandig dets Navn: Umberto! Umberto! Han begyndte at klæde sig af. De andre kastede sig over ham og bar ham under megen Tumult i Land. Der var en sælsom Bæven i Lyset fra det store, hvide Glashus, — som en Vibration af den evige Dansemusik. Fra en lille Sidedør smuttede et Par ud. Lyset strejfede et Sekund Damens blegrøde Tyllsdragt.
Rose Wahl! tænkte Ida og smilede adspredt. Mørket var saa blødt. Buskadset hang som Bolstrer ud i Mulmet. Natten var saa lun. En Tunge af højrød Ild slikkede op fra Fælleden hinsides Hegnet, steg til en Sokkel af hvirvlende, hvide Flammer, der bar en Kapitæl af rød Røg. Hele Fælleden syntes et levende Relief af mørke Kroppe, der uden Ophør bevægede sig mellem hinanden. Bunden blev med et ganske rødgylden. Hver Skikkelse stod i skarp Silhuet mod Baalet.
Kadettens Raab kom til dem fjernt, kvalt: "Ohoj! Umberto! Umberto! Ohoj!"
Leo Clermont fortalte om en politisk Diskussion, han nylig havde overværet, idet han med flere andre Officerer var blandt de indbudte. Militarismen blev drøftet og af Indlederen særlig fremstillet som et Overklassefænomen, et Udtryk for Overklassens Befalingstrang overfor Underklassen, et tungt, besværligt Apparat, utidsmæssigt og uproduktivt, der som en uhyre økonomisk Byrde hvilede paa Folkets Skuldre — for at give en enkelt Kaste Lejlighed til at brillere med gyldne Snore, Rang og med sportslige Præstationer. Angrebet var hvast, klogt, førtes ud fra et almenfatteligt borgerligt Standpunkt.
Leo fortalte: "Den Mand, der talte, var en stor, meget lys Mand. Han talte Dialekt. Han havde næsten usynlige Flipper om sin røde, brede Hals. Hans Pande var bred og klog. Han lagde hægge de enorme Hænder med de spadeformede Negle knyttede paa Bordet, naar han pointerede. Og overalt, hvor jeg vendte mig i Salen, saa jeg netop denne samme energiske og farlige Type: ubevægede, tætte Fysiognomier, smaa, sikre og faste, ganske lyse Øjne. De sad dernede, og de svedte sagtens i deres tykke Frakker, nogle var endog klædt i latterlig moderne Pynt; og de lyttede paa Krostumaner forover bøjede, med bægge Næver plantede trygt paa deres egne Bukseben af sort Klæde. De var som en Mur, der fanger Lyd og optager denne Lyd, Mening og Indhold, i en Art bunden Energi. Lænd mod Lænd, Albu mod Albu, sad de dér, alle af Folket, af Almue, nogle af dem mere belæste, bedre studerede, end mine Kammerater og jeg selv, — som en Mur, og dog hver for sig fast i sin egen lille bandsatte Sag: at ville frem, tjene Penge, have Magt — lige med os, over os, over deres egne, saa meget som muligt.
Der var blege og magre imellem dem, nogle, der virkede ved Masse, andre, der virkede ved Farve eller ved Gebærder. Og én Ting navnlig indgød mig den ejendommelige dumpe Modløshed, som hin Aften tvang mig til at tie: — skønt jeg kunde have talt og have sagt en Del af, hvad jeg her siger —; én Ting kvalte hver én af mine Tanker: I disse Fysiognomier, i disse Sjæle sporede jeg aldrig Nerve som min Nerve, aldrig dette dybe, inderligt nervøse Fællesskab, der saa tidt i en Samtale mellem beslægtede fornemmes med et ganske ubeskriveligt Behag. For mine Øjne var de blot døve, dumpe og begærlige Sjæle. Og jeg saa ikke den Adel, som en Taler raabte, at de bar skreven paa deres Pander. Jeg tænkte, at for dem duede kun ét Svar — — —."
Han tav. De gik langsomt over det knitrende Grus. Ida lyttede nu og da efter hans Tale. Hans Stemmes lidenskabelige Stigen og Fald var hende et let hidsende Behag. De stansede nær ved Hegnet, der lukkede om den menneskefyldte Fælled. Mængden trængte sig tæt omkring det rygende Baal. Hinsides Baalet stod de paa Tømmerstabler, Etage over Etage: oplyste, glorøde Ansigter. Flammerne fór stille, ganske hvide opad i den boblende, rustrøde Røg. Nu sank Ilden ned. Række efter Række svandt de gabende Ansigter ind i Mørket. Men straks kom Mennesker krumbøjede hivende med en gammel, tjæret Baad, væltede den over de blaat ulmende Gløder; det knagede tørt i Træet, smaa klare Flammer — som Gasblus — sprang frem. Og igen bølgede Baalet, hvidt og gult; en tæt Regn af Gnister dryssede ned over de lysbræmmede Hattepulle.
"Jeg kender dem," sagde Leo Clermont. "Jeg kender dem tilstrækkelig godt paa Afstand. Maleriske nok se de ud paa Afstand; man forestiller sig denne Hob i Flammernes røde Belysning som en Skare Samfundets Fordømte, der vælter sig i Svovlpøle, en Phalanx af Jætter, der rejser sig i Trods, bevæbnede med Stænger og Brosten. Oprøret flammer om dem.
Tableau! Bengalsk Belysning! Intet andet."
Fra den uafladeligt bølgende Menneskehob stod en tyk og dump Larm op, høje Hvin skar igennem, Skratten af Trompeter, Skrigeballoners Piben. Nær ved Hegnet opholdt sig en Gruppe af Mandfolk, sømandsklædte, med brede Hatte, Pjækkerter aabne for bredstribede Uldskjorter. Fem Individer i Skjorteærmer sad nærved, et Pigebarn tumlede paa Jorden fra Favn til Favn. Nu lænede en stor, svær Mand med en Bagerhue bag i Nakken sin Mave mod Hegnet og opfordrede læspende Ida til at træde nærmere. Der rejste sig et Par andre bag ved ham. I næste Nu fløj en Flaske susende forbi, brast itu mod Hotellets Væg. Ida følte paa sin blottede Nakke Stikket af de springende Skaar.
Hun greb ængstet Broderens Arm. "Lad os gaa ind," sagde hun, "det er vilde Dyr!"
Han nikkede, "de er blot glade," sagde han, "de ytrer deres Glæde ved saadanne Tegn. De give deres Overmaal af Livsfølelse Luft ved Skraal og Tuden i Trompeter. De er glade, vi ikke. Jeg tænker mig, at vort samlede Maal af Lidelse kan veje deres op. Thi vore Fornemmelser er ligesom af altfor stor Vægtfylde. Vort Had er langt tungere end deres; thi os knuger Hadet ned i Frygt; dem giver det Kraft, Fremgang, Befrielse."
De gik mod Hotellet.
Ida lagde sin Haand let over hans. Hun sagde: "Hvad vedkommer de Mennesker os? Vi gaa vore Veje. Lad dem gaa deres, indtil deres Veje krydse vore. Vi bør ikke se os tilbage. Vi ved jo, at Baalet dér bag os vil brænde ud og dø i Aske. Se: De danse endnu derinde. Kom: Denne Dans skylder du mig. Jeg husker fra gammel Tid, at du fører godt."
"Ja," sagde han og lo. "Du, som er Kvinde og klædt i Tyll, du kan sagtens danse. Jeg kommer ikke, som du, med Dansetrin over Modstande. Jeg maa se at komme tværs igennem."
Hun sagde: "Du er en Don Quixote, Leo," men hun tilføjede idet hun smilende søgte hans Blik: "Den sidste Ridder var — Don Quixote."
Glassalen stod foran dem som en luende Høj løftet paa Søjler. Dansen vandt sig derinde.