Sidste Kamp/4
Excercerhusets Porte aabnedes, og Delingen
marscherede ud. Rekruterne var i hvidt
Drejlstøj. De strakte deres Ben i Marschen og stemte
de stive Fingre mod Buxesømmen. Og de saa lige
ud. Uden at egentlige Tanker dannede sig bag
de lave, svedperlende Pander, opstod i deres Krop
den levende Fornemmelse: at nu var det slemme
forbi, og at noget mere behageligt forestod. Hos
enkelte voksede frem en konkret Forestilling af
Smag og Kølighed: det kolde Øl, som nu laa i
grønne Flasker, lagret i Kasser hos
Marketenderen nede bag Gymnastikhuset.
Da de befandt sig midt paa Excercerpladsen overraskedes de imidlertid ved et Kommandoraab: Holdt! Og deres Muskler stod stille i samme Nu. Løjtnant Clermont gav derefter Sergenten Ordre til at formere to Geleder. Dette skete.
Leo Clermont betragtede sine Folk, medens de løb paa Plads. Deres Ansigter forekom ham — under den blændende Sol — vredne til idiotiske Grin. Men nu saa han dem reagere. Enkelte syntes blot modfaldne, selvopgivne. Andre sendte ham i Forbiløbet et Blik, der udtrykte stumt Raseri.
Han lod da Delingen løbe Excercerpladsen rundt i to Kredse udenom hinanden, to Linjer: Mand bag ved Mand. Denne halvanden Times Gymnastik og Hugning havde paany overbevist ham om Opgavens Vanskelighed: at disciplinere og afrette disse Individer til at virke som Korps til hver for sig at indordne sin yderste Legemsevne under den fælles Manøvre.
De var genstridige, stupide, uden Øre for Rhytme, den Rhytme af det fælles Fodslag, som selv vilde Stammer paa Marsch fornemme, — som alle de fornemme, der leve i Samfund, Klan, Hjord.
Disse Individer kendte ikke Forskel paa højre og venstre Haand, var uenige om Retning, om Takt, endog om Sprogets almindelige Begreber. Det var Proletarer, der hørte hjemme et Steds dybt nede paa Storstadens Bund, hvor Menneskene sagtens levede hver for sig, isolerede, skønt de var masede tæt ind paa Livet af hinanden. Han tænkte, at for dem var lidet fælles ud over visse oprindelige Naturdrifter, — dem i alt Fald deres meget ordfattige, næppe artikulerede Jargon udelukkende søgte at give Udtryk.
Han yndede dem ikke. Han brødes forgæves Dag efter Dag med dette usle Materiale. Han studerede dem enkeltvis, spurgte dem ud: Der var Opvartere fra Broernes Snasker, Frugtsælgere, Folk, der levede af tilfældigt Erhverv, et Par Stykker, der kaldte sig Artister, men som utvivlsomt var Soutenører. Og denne kæmpestore Fløjmand: Mørk, mut og indesluttet, undgaaet af kammeraterne, duknakket og skulende, gik han ogsaa gærne for sig selv. Han syntes at høre hjemme langt ovre vesterpaa; en af de, Hovedstaden suger til sig og med Ligegyldighed begraver i sin Bug.
Løjtnant Clermont saa paa sit Uhr. Klokken var halv tolv. Solen stod næsten i Zenith. Den hang som en gloende Skaal over hans Hoved og udstraalede tør, stikkende Varme.
Sergenten stod i Kredsens Centrum. Han muntrede paa Bevægelsen, lod dem skifte Tempo fra Løb til Marsch. Han bandede dem. Der var ingen Appel i deres Marsch, de kom ud af Trit, de slæbte Benene efter sig i Løbet.
Leo Clermont traadte ind i Kredsen. Han foldede Øjnlaagene halvtover Pupillen og smilede. Alles Øjne vendte sig mod ham. Mandskabet kendte deres Løjtnant og vidste, hvad der ventede dem nu. Han saa igen paa sit Uhr og gav Sergenten Ordre til at kommandere Løb. Han var forbitret over deres sejge og stædige Modstand. Det var saa faa Manøvrer, de skulde lære, i Virkeligheden kun ét Princip: Samtakt. De trængte til en Lektion.
De tvende Kredse drejede sig omkring ham. Mændene kastede Fødderne strakt frem i Løbet, lagde Nakken bagover. De var nu i Trit, kun én Takt var hørlig. Leo tænkte, at dette genstridige Materiale dog tilsidst vilde blive ham lydigt. Han forestillede sig, at han havde spændt et Raastof paa Drejebænken, og at det nu snurrede rundt, blev føjeligt under Rotationen, at der blev et Centrum for deres Bevægelse, en Lighed og et Fælleskab i deres Bevægelse, — og de glattedes, formedes under hans Haand.
Men han iagttog, at deres Øjne i Forbifarten søgte hans, vogtende paa hans, forventningsfulde og parate paa Kommandoen: Holdt! Sagtens forestillede de sig endnu det kolde Øl hos Marketenderen, og de led alle Tørkens Savn og Kvaler. Han saa dem for sig styrte sig over Ølkasserne, svinge Flaskerne i Vejret og plante dem i deres store Fjæs, suttende, klukkende. Jovist! De gjorde endnu al Stoffets, al Raastoffets Modstand!
Solen brændte hans Nakke. Huen laa som en snærende Snor om hans Pande. Hans Læber og Gane var tørre, smagte af Støv.
De havde nu løbet omtrent et Kvartér. Træthedens Stadium indtraadte. Kredsens Bane forskød sig, blev mere oval, de enkelte Led i Kjæden slingrede. Mændene sank dybere i Knæ, nikkede i Løbet, pressede Albuerne mod Siden. Afstanden mellem de enkelte blev uens. Rækken lignede en Snog, der forgæves forsøger at gabe over sin Halespids. Den lange Fløjmand var Aarsagen: Han sagtnede sit Løb, hæmmede derved Farten for sine Bagmænd. Leo gik hen imod ham og heftende Blikket stift paa hans Ansigt, søgte han at drive ham frem. Han tænkte, at han kunde — saa at sige, piske dette Hjul rundt, som man driver en Top. Han raabte korte, rappe Skældsord til Fløjmanden. Men denne vendte Hovedet om mod ham, og det lille Dyreansigt, der var næsten uden Pande, lignede en Næve, knyttet i afmægtig Forbitrelse.
Leo gik hen til Sergenten. Han gav Ordre til, at Fløjmanden skulde træde an. Og Rekruten traadte ud af Rækken, stod ret foran ham. Hans Ansigt var nu sænket i absolut Sløvhed.
"De driver," sagde Leo, "medens Deres Kammerater arbejde." Og han gav Ordre til, at Fløjmanden skulde løbe for sig selv i en Kreds uden om og mod de to andre Kredse. "Træd af!"
Denne Modstand skulde brydes! De skulde kues, tvinges under Disciplin og Uniform; — det var Tjenestens elementære Regel. De skulde underordnes dette drejende Hjul, følge dette Hjul, der villigt og blindt drejede et Sted i det store Statsmaskineri. Lydigt og blindt, af visse faste Aarsager, gik denne store Maskine, glat og jævnt med visse tilsyneladende Formaal. —
Ringene drejede sig, drejede sig bestandig. Og som en Drabant omkring de to Baner kredsede den enlige Løber, duknakket, huggende sin tunge Krop fremad. Det var, som løb han mod en rivende Strøm, som stemte de tvende Kredses modgaaende Bevægelse for hans Løb. Men snart fandt han sin Takt og løb frem, slingrende og tungt, næsten ligt et stort, firbenet Dyr, der traver.
Og de andre løb. Leo kunde lugte deres Sved, der i mørke Pøle sivede ud gennem Drejlstøjet. Deres Stønnen lød dybt og rhytmisk. Nogle vare graa, gustne som det skidne Lærredstøj, andre ganske røde; deres Kød syntes at smelte og i store, klare Draaber at rinde ned, — som udviskedes hele deres Fysiognomi under en centrifugerende Proces.
Og efterhaanden blev deres Bane til en fast Og nøje sluttet, mangeleddet Ring, der drejede sig med en massiv og haard Lyd. De Løbende saa ud som Sovende. Deres Øjne var udslukte, store blege Vandblærer lig, deres Munde halvt aabne. De syntes sænkede dybt under al Bevidsthed og at bevæge sig i disse Kredse, disse evige Kredse om samme evige Akse som Udtryk for en eneste Vilje, et fast og dybt mekanisk Princip.
Deres Øjne søgte nu ikke mere hans. Tungt, tungt Led efter Led, dog i sælsom yndefuld Balance kom Hjulet rundt, bragende og snurrende, rundt — rundt.
De var i hans Haand, hans Vilje, hans Tanke underordnede. Kredsen var naaet, den evige Kreds. Han følte sig som stivnet. For hans Bevidsthed opløstes alle Enkeltheder til en bred og flimrende Hjulfælg.
Solen brændte, alt syntes pudret med fint Støv af Kviksølv. — Uden at stanse, ifølge hans Vilje! — —
Hans Haand var knyttet om Sabelskaftet som om et Maskinrat. I en halv Døs forekom det ham, at Planet, hvorpaa han stod, var skraat og gled, at al Bevægelse var dobbelt, omdrejende, og tillige glidende ned ad det skraa Plan. — — —
Nu kunde de ikke ikke mere stanse, før han befalede dem at stanse, — om han en Gang besluttede, at de skulde stanse.
Et dumpt Fald! I et Nu brast Billedet itu. Han søgte at samle sig, at se, saa nu ogsaa, at Kredsene derinde gled endnu, men afbrudt, tumlende henover en stor Klump, der laa paa Jorden, og sprællede, kæmpede.
Han løb frem. Fløjmanden laa dèr paa sin Ryg, men hans Ben løb endnu, hvirvlende uden Jordmodstand, som Skrueblade, der er komne over Vandgangen. Fire Mand søgte forgæves at holde ham. Hans Hænder var knyttede, hele Legemet rystede i Krampe. I Fraaden om de sammenbidte Tænder spillede Regnbuens Farver. Men af det levende, opspilede Blik var det klart, at han var ved Bevidsthed, at han led og rasede i Strid med sit ustyrlige Legeme, der ikke vilde hvile, der endnu lystrede Kommandoen og løb, løb. — —
Leo rev sine Øjne løs fra dette Blik. Han vendte sig bort, gav Ordre til at bringe Vand og et Tæppe. Han væmmedes ved Synet af det sprællende Legeme, og han følte en uklar Frygt ved Mødet med dette bevidste, forbitrede og hævnfyldte Blik.
Han lod træde af.