Sidste Kamp/26
Ida tog Plads paa en Stol foran Broderen i
det forreste Arrestværelse, der vendte mod
Slotsgaarden. Hun hægtede Regnfrakken op. Hun
bar under den en blaa Cheviotsdragt af et fremmed
Snit, udstyret med mange Opslag og Klaplommer.
Leo betragtede hende opmærksomt. Hun var
meget bleg, han tænkte først, at hun var stærkt
pudret. Øjnene var glansløse, Næsen syntes
høgeagtig skarp. Hun pustede, som hun plejede,
adspredt ud i sit Slør. Hun sagde, at hendes Mand
havde Forretninger inde i Byen, i Konsulatet. De
blev her kun nogle Timer. Hun vilde benytte
Lejligheden til at se og til at hilse paa Broderen.
Aftenen forud var de kommen hjem fra Rejsen.
Om to Dage gik de over Hamburg til Chicago.
Det skulde blive rart endelig en Gang at falde
til Ro.
Og med pludselig Ivrighed begyndte hun at fortælle ham om Bryllupsrejsen. Hun bevægede Hænderne forceret, medens hun talte;
"Vi rejste først til Hamburg. Der var vi en Nat. Næste Morgen Klokken syv maatte vi videre til Frankfurt. Dér var vi en halv Dag. Dernæst tog vi med Luxustog til Paris. Vi besøgte Louvre, det vil sige det store bekendte Magasin; jeg gjorde Udvalg og lod Varerne sende til vores Villa i Chicago. Jeg skal vise dig et Fotografi af denne Villa om lidt, naar min Mand kommer. Han har min Haandtaske. Paa to Dage derefter "gjorde" vi Schweitz, som Gordon udtrykker sig. Vi kørte over Sanct Gotthardt i Snevejr. Heldigvis havde min Mand, medens vi var i Paris, foræret mig en dejlig Rejsepels af Zobel. Han er i det hele taget meget generøs. Saa gjorde vi et Par Timers Ophold i Genua, hvor vi løb Kirkegaarden igennem. Den er overordentligt smuk. Ogsaa i Milano holdt vi Rast, gjorde en Afstikker til Pisa, — derimod saa vi ikke Florents. Eller, vent lidt. Nej — vi saa ikke Florents, men tog direkte Route til Rom, hvor vi vare indbudte til stor Lunch hos den amerikanske Konsul. Saa ofrede vi Neapel og Pompeji en hel Dag. Vi vendte derefter igen Næsen mod Nord. Min Mand vilde partout se Wien, skønt jeg forsikrede ham, at Wien og Berlin var to Alen af et Stykke. Men han fandt saa paa, at vi kunde naa at faa et lille Stykke Orient med. Og vi fik da ogsaa baade Konstantinopel og Athen. Jeg var nu noget rejsetræt og fik ham da overtalt til at opgive Ægypten. Han havde allerede halvvejs bestilt Cook-Billetter til Kataraktturen. Han paaberaabte sig bestandig den ganske ligegyldige Ting, at han har Navn fælles med en vis engelsk General Gordon, som nok en Gang i forrige Aarhundrede faldt i Ægypten. Dér gik dog min Vilje af med Sejren. Naar han tages paa rette Maade, er han meget føjelig. I Neapel spillede vi Lawn-Tennis i tredive Graders Varme. Han taalte Varmen mindre godt end jeg, og jeg vandt for første Gang et Parti.
Paa Hjemrejsen opholdt vi os forskellige Steder i Bayern. Bayern er jo et Pølseland. Min Mand, der, som du ved, er uddannet som Kemiker, studerer for Øjeblikket Pølsegiftene. De bayerske Slagterier syntes han meget lidt om. Det var ganske forældede Driftsprinciper. Store fede Slagtere med høje Kasketter af leverbrunt Fløjl halede Grisene ved Ørene ud af de malpropre Baase, smed dem om paa et Gulv af raadne Træbrædder og stak dem! Gordon var meget indigneret. I München naaede vi ikke at komme paa Pinapotheket, fordi en Frokost trak for længe ud. Men hvad skulde vi ogsaa paa Pinapotheket?"
Hun tav. Hun støttede Hovedet i Haanden og saa adspredt ned i Slotsgaarden, hvor Mandskabet dannede en Firkant. En Officer stod i Midten med en Bog i Haanden.
"Det er en trist Udsigt, du har," sagde hun, "denne lukkede Gaard, som en Tugthusgaard, opfyldt af uniformerede Slaver."
Han aabnede Døren til den anden Stue. "Herfra ser jeg Vandet og Kysten; her er især kønt om Morgenen tidlig, naar alle Ankerliggerne letter og for fulde Sejl staar op gennem Løbet."
"Sig mig, Leo," sagde hun, "om der er sket noget, der kunde interessere mig, medens jeg har været borte?"
Han rystede paa Hovedet.
"Aa nej," sagde hun, "der er vist ikke den Ting her, der vilde kunne interessere mig. Og sig mig: Nu dette store Byggekrach, som jeg har læst om i de udenlandske Blade. — — Ved du, Leo, noget om Hugo Jacobs; han var en af mine gode Venner."
"Jeg har intet hørt om ham," sagde Leo, "siden han rejste. Derom har jeg fortalt dig, da jeg overbragte dig den Konvolut, han bad mig besørge i dine Hænder. Saa vidt jeg ved, indstilledes Undersøgelsen imod ham. Men hans Bo var konkurs."
"Ja," sagde Ida, "det læste jeg om derude. Maaske er han død. Han var en klog Fyr og meget fintfølende. Han er sagtens død nu et eller andet Sted, hvor ingen kendte ham."
Igen opstod der Tavshed. Endelig vendte Ida sig mod Broderen, fæstede sine Øjne mod hans, smilede og sagde langsomt, prøvende: "Og — Leo — Nu du selv? Hvorledes gaar det dig — din Fremtid, dine Planer, din Karriére — — — —?" Hun tog ikke sit Blik fra ham. Hun stod og svippede med sine Hansker i Vindueskarmen.
Leo vendte sig fra hende. Han stirrede ud over Vandet, der saa blødt smøg sig ind i denne Kysts slanke Bugter. Sejlerne gled forbi. En stor trælastet Damper laa stille. Nu kom Lodsbaaden strygende fra Havnens Munding. Sejlet blafrede i en Stagvending, Den røde Bræmme syntes at strømme ned over Sejlet, der skælvende slog mod Stagene. Inde fra Værftet kom en metallisk Hamren — denne Lyd alene, taktfast, ensom.
Leo vendte sig langsomt om mod Søsteren, og idet han søgte at forstaa hendes Blik, der smilede, dog var spændt, ængstet, sagde han: "Stillingen lader sig ikke holde."
Hun saa ham i Skygge mod Vinduets gulnende Lys. Igen forestillede hun sig Kravens røde Bræmme som et blodigt Hug tværs over hans Hals. Hun smilede endnu, lagde et Glimt af Ironi i dette Smil, men straks faldt hun sammen, følte sig usigelig svag.
Sagte gik hun hen til ham, og idet hun støttede Albuerne i Vindueskarmen, betragtede hun Vandet derude, der strømmede, de stribede Byger, der drev, og Luften, der farvedes rustrød, hvor Solen nu sagtens sank.
Vandene forenede sig, og nu aabnede vist de runde Marker alle Plovspalter og drak den milde Vaarregn, der kom over Havet fra Sønder.