Sidste Kamp/21
— — — — — — — — — — — — — —
Pludselig sluktes alle Lysekroner. Kun Lamperne i de røde og grønne Blomster af Silketøj ulmede i Mørket. — Der kom fem Serpentiner flagrende gennem Salen, hvirvlede sig ind mellem de Dansende. En elektrisk Lyskaster fulgte dem og forvandlede dem fra brogede Sommerfugle til Flagermus, til hvide Vandliljer, til jublende røde Flammer.
Og i et Nu flængede de det viftende Tyll fra deres Skuldre, sendte det i lange Taver ud over de sammenstimlede Tilskuere; og de fem trikotklædte slanke Piger dansede ind i Mængden, smuttede under Albuer, forbi Hænder, der greb efter dem, og forsvandt. Ingen fik set, hvem de var.
Ida Clermont kom lidt efter ind i den mindre Salon bag Dansesalen. Hun rettede paa de smalle Skulderbaand, der bestandig gled ned. Hun tog Masken af sit Ansigt, viftede sig, følte sig saa hed, saa tung. Hun saa ud af Vinduet. Himlen laa isnende sort derude. Hun saa ingen Stjerner; — men sikkert var der Tusinder af Stjerner at se, — om man gik derude.
Jacobs var nu sagtens allerede under Vejs. Han kunde have ventet. — — — Han burde have ventet. Sagtens var han slet ikke rejst, men ventede endnu hendes endelige Svar. Han var en klog Mand, — og han maatte jo forstaa! — — —
En bred Skikkelse fyldte hele Portieren: Gordon Marshner! Hun greb efter Masken. Men han rev øjeblikkelig sin sorte Halvmaske til Side og kom hen til hende. Han sagde: "Nu har jeg søgt Dem hele Natten, Miss Ida; men jeg har ikke kunnet gennemskue Deres Maske."
Ida smilede ironisk: Naturligvis var hans Sanser for stumpe til at fornemme, hvad der søgte Skjul og Charme under en Maske.
Hun sagde: "Min Maske skjuler dog kun mit Ansigt. Og min Forklædning er — ifølge gældende Moral — det mindst mulige." Hun anstrængte sig bestandig for at fæste det glatte Skulderbaand, der idelig sank.
Han sagde: "Jeg har tidligere kun set Dem i Spadseredragt".
Han betragtede hende ufravendt under de lave, truende Bryn. "Jeg kendte Dem virkelig ikke før nu, da jeg ser Deres Ansigt."
"Heller ikke som Serpentine?" spurgte hun.
Marshner sprang i Vejret, sank ned paa en Stol ganske nær ved hende. "De? De var imellem disse! — —" Han tilføjede hæst:
"Jeg søgte Dem dér; — men hvor kunde jeg vide!"
"Maaske var jeg der heller ikke;" — hun smilede spodsk. Hvor lystrede han ikke blindt hver Betoning af hendes Ord, hvert Spil af hendes Luner! Siden hin store Matchdag, da hun brødes med ham over et lavt Net indenfor visse givne Grænser, havde han bestandig søgt hendes Nærhed. Og altid sendte han hende dette truende, sagte pulserende Blik. Ja, den Sag var nu sikkert i Orden, parat til at løses. Nu, — iaften var en god Lejlighed til Løsningen. Hun skælvede ganske let. Der var endogsaa en ganske uomgængelig Nødvendighed for, at denne Sag blev ordnet; — nu da Jacobs var rejst — den eneste Ven, hun ejede — nu da. — Hun sprang op.
"Før mig ud," sagde hun. "Dans med mig!"
Han slog Armen om hendes Legeme, trak hende til sig, brød gennem Stimlen ud i Salen, slyngede hende med sig, indtil han søgte Ro i Valsens Rhytme: Stigen og Fald, stormende Flugt, sagte kælende Kalden.
Ogsaa Ida fornam nu den farligt besnærende Rhytme, og hun tænkte, at hun vilde give sig fri, at Tyngden nu virkelig ogsaa veg fra hendes Sind. Jo! Denne Vals var alligevel skøn, var som at synke, som at bæres, man fornam, som var man ét med disse bølgende, hede Rhytmer. Og hun blev ét med disse Rhytmer.
Bess Nelsson greb hendes Arm, trak hende tilbage ind mod Væggen. Marshner sank dér i en Stol og saa' svimmel efter det hvirvlende Slæb af Tyll.
Bess havde skiftet Dragt, var nu klædt i en hvid, nedringet Silkekjole; et kort Kniplingsslør flagrede fra hendes Haar. Hun bar en norsk Brudekrone. "Jeg er Brud," sagde hun "min Dragt er ganske uden Stil; men du ser, jeg bærer Brudekrone. Jeg danser nemlig med min Brudgom iaften."
"Grev Kolbe?" spurgte Ida. Men Veninden lo højt. Hendes Øjne var flakkende, vilde, hun syntes at have drukket meget Vin.
"Med Adam Kolbe danser jeg ikke — ikke iaften!" Hun bøjede sig, hviskede: „Ida! Jeg giver mig til en Mand inat." Og hun lod sig fange af en Arm, der fra et mægtigt drejende Hjul af Dansende svingede frem og greb om hendes Krop.
Maria Therese Kramer kom, klædt som Page, gaaende med smaa, forsigtige Skridt, bukkede sirligt for Ida, bød hende op til Kvadrille. Hendes lille, ligesom smertelige, dog saa søde Smil, indrammedes af en umaadelig, hvid Paryk, besat med store blaa Sløjfer.
"Jeg har nu i en halv Time maattet bære Bess Nelssons Slæb," sagde hun, "det blev mig for tung at bære alene."
"Ja," sagde Ida, idet hun rystede paa Hovedet. "Nu er Rose Wahl her jo ikke mere som din Pendant — og til at løse dig af."
Maria Therese søgte forskende hendes Blik. Og Ida spejlede i disse store glasklare Øjne dybt inde et Skær af sin egen Tristhed, sit eget evige angstfulde Mismod.
Marshner var paany ved hendes Side. Han var tavs, betragtede hende bestandig, indtil hun pintes af dette vrede, saa stærkt mandlige Blik. "Se," sagde hun "er Arrangementet ikke fortræffeligt?"
Han saa omkring sig i denne Sal, hvis Loft var indrettet som en Loggia, hvorfra tunge Drueklaser hang ned. Men mellem dem svævede i Snore stegte Duer og spækkede Agerhøns sejlende paa de udspilede Vinger. En levende Pattegris var tøjret midt paa Gulvet i et Græsbed, hvor store hvide Stengler af Asparges og Selleri voksede. Grisen var ganske lyserød, buttet, syntes meget fornøjet og lod sig gerne klø bag de bestandigt lyttende Øren. I Bassinet med den spinkle Springvandsstraale flød store nyslagtede Laks og skinnende Foreller. Blomsterrabatterne var mægtige Fade med Salat i brogede Mønstre.
Der var indrettet mange smaa halvmørke Rum: Sofapladser mellem tæt Buskads, hvor Appelsiner, Fersken og Abrikoser hang imellem Bladene.
Fra en Buffet i Salens Hjørne foretoges Anretningen af tre Æventyrkokke med høje, hvide Huer og mægtige Køkkenknive ved Siden.
Grev Kolbe og hans Protegé Kammerjunker Kleist sad over for hinanden; mange Flasker og mange Fade stod paa Bordet mellem dem. De spiste i Tavshed, med Omhu og Alvor.
Marshner satte en af de svævende Duer i gyngende Bevægelse.
"Hvad forestiller det altsammen?"
Ida søgte efter Navnet —: "Sybaris — eller et lignende Navn paa et Land, hvor man lever godt — i udsøgt Selskab — og i det Hele befinder sig vel. Er det ikke overdaadigt og pragtfuldt?"
"Oh Yess, very nice, indeed." Han saa sig ligegyldig om. Og hun gættede, at i hans Hjemland var Begrebet om den store Stil, om Overdaadighed og Pragt, noget anderledes end i disse ret indskrænkede Forhold — ganske anderledes "Mammuth," som han en Gang havde udtrykt sig. Hun legede med den Tanke, at hun en Gang — snart — vilde være inde i disse langt større Forhold, — i disse umaadelige Cirkler — grænseløse Omraader — det Grænseløse. —
Hun følte Svimmelhed, Uro. — "Lad os danse," raabte hun. Og paany saa hun i Dansen hans Ansigt dukke sig mod hendes Skulder, dette smukke regelmæssige Ansigt, der nu fortrak sig som i Pine.
Der klang en ganske spinkel Violintone fjernt et Sted i Salen, skar sig frem, svulmede stor og fyldig, svandt. Og igen klagede denne Violin, klagede, som et lille vildt Dyr jamrer i Skovens Dyb; nu svang den sig tilvejrs, sang sig ud i en vuggende, rig Melodi.
De Dansende stod med et stille. Der var nu ingen anden Musik end denne Violin. Efter den kunde der ikke danses Mazurka. De saa paa hinanden og veg tilbage mod Væggen.
Og gennem den aabne Kreds saa Ida Rottefængeren fra Hameln, en lille, rødklædt Mand, der med sin fine hvide Haand, hvor Diamanter brillerede, førte den skælvende Bue. Hans gule Kind med det tottede Bukkeskæg lagde sig kælent, dog med en ejendommelig fast Energi mod denne skønne Violin, sikkert en Cremoneser, og ved den dirrende Kontakt mellem Bue og Streng opstod der Liv. Enhver, der hørte, fornam dette levende, som et strømmende Fluidum, der randt gennem Salen, føltes let pirrende over Hænder, Nakke og Ryg. Og de Dansende blev staaende, stanset i en Takt, Par hos Par, Legeme nær ved Legeme, tættere fastere, de fornam denne Nærhed saa sælsomt. Arm slynget om Arm, Kind glødende mod Kind.
Tonerne tav et Sekund, voksede igen i rivende, korte Strøg, smeltede hen og svandt, voksede paany. Og Melodien formede sig over et Motiv: Kalden, Lokken, Bøn om at følge, en forstandig — dog tillige æggende — melodiøs Overtalen, endelig et klangfuldt Bud. Kom! Kom!
Og Parrene begyndte igen at danse. Langsomt ligesom med en Bihensigt, et efter et naaede de et Sted, hvor de kunde falde ud af Rækken og bryde af. Kavaleren bukkede, Damen lagde sin Arm i hans, og han førte hende bort.
Marshner trykkede Idas Arm i sin. "Er De træt?" spurgte han; men hun fornam Bihensigten i hans Spørgsmaal. Hun følte igen som hin Dag, da de spillede mod hinanden, at nu var der intet andet at gøre end at lade ham vinde. "Ja", sagde hun. "Jeg er træt. Skaf mig en Plads et eller andet Sted." De gik paany ind i det halvmørke Kabinet. Men her var nu ganske fuldt af Mennesker. Ida følte Ubehag ved at føle disse varme Kroppe i bestandig Berøring. Et Par banede sig Vej gennem Stimlen: Rottefængeren fra Hameln, og han førte med sig ved Haanden Bess Nelsson, der bestandig bar Maske. De banede sig Vej ud i Vestibulen.
Ida saa smilende efter dem. Sagtens gik de nu sammen herfra. Ja! Veninden havde Ret: hun forstod at holde to Ting ude fra hinanden. Men ikke enhver fik saaledes to Sager, to Chancer paa en Gang givet.
Maria Therese Kramer kom, — endnu drengeklædt; — en ganske ung Kavalér, i nøjagtigt samme Dragt som hun, havde lagt sin Arm om hendes Skulder paa kammeratvis, dog fast, besiddende.
De tog sammen Sæde i en Sofa. Kavaléren slængte sig mageligt tilbage; men Maria Therese satte sig forsigtigt, syntes forvirret, og hendes Fingre famlede i Luften efter en Kjoles Foldekast. Hun lagde Fødderne over hinanden, søgte sin Ledsagers Øjne og smilede, idet hun sukkede let.
Marshner førte Ida med sig ind i en af de tætte Løvhytter, hvor blot en rød Lampe glødede. De sad nogen Tid tavse; gennem Løvet kom til dem Latter, en sagte hviskende Stemme, en anden Stemme begyndte at tale, lavt, kælende, let som en Nynnen; — og paa en Gang tav den brat, som stemte Læber sig mod den Mund, der talte. — — —
Et Steds raabte man paa Champagne. En Bajadere, der støttede sig til en Harlequin, kiggede ind i Løvhytten; hun hang søvnig og mat ved hans Arm, hendes Stemme var grødet, han tyssede paa hende; — hun slog ham paa Kinden og rev sig løs, tumlede bort, — sank ned i en Sofa og laa dér, stum, bedøvet. — —
"Miss Ida!" hviskede Marshner, greb hendes Haand, bøjede sig mod hende, tvang ved dette Haandtryk hendes Ansigt bag over, vendt mod hans. Han kunde intet mere faa frem.
Hun betragtede ham fast og koldt. "Hvad vil De?"
Og nu var det, som brast han sammen, han slap hendes Haand, begyndte at forklare, — en lang svævende Forklaring paa Amerikansk-Engelsk, som hun med Vanskelighed forstod: Han havde gaaet saa længe og pint sig for hendes Skyld, han var ikke Menneske længere, han duede til ingen Ting. Han kunde ikke leve uden hende og saa fremdeles.
"Godt", sagde Ida, da han tav, "hvad vil De at jeg skal svare Dem? Endnu har De jo ikke sagt mig, hvad De vil af mig." Og hun bøjede Hovedet. Hun fornam Taarer i sine Øjne. Det var saa tungt, saa tungt.
"Ida!" stammede han, "De maa blive min, De maa, Miss Ida, jeg ved ikke, hvad De vil have jeg skal sige Dem mere. Jeg rejser herfra om fjorten Dage. Rejs med mig, hører De, hjem til Chicago — eller først, om De vil, ned gennem Europa — til Italien, til Ægypten."
Hun nikkede. "Jeg vil gærne rejse med Dem, De vil sikkert blive en god Kammerat. Jeg kan godt lide Dem, jeg giver mig gærne i Deres Hænder. Jeg vil rejse med Dem, naar De vil, hvorhen De vil."
Han rejste sig heftig. "Imorgen, om jeg bad Dem? Endnu inat, — om jeg bad Dem!"
"Ja, — naar De vil."
Han smilede, hans store blanke Tænder lignede i det røde Lys Bloddraaber, der randt frem under det stive, brune Skæg. "Well," sagde han, var igen helt behersket, og idet han syntes optaget af en pludselig ny Idé, tilføjede han:
"Naa, selvfølgelig venter vi og gifter os forinden."
Hun bøjede Hovedet, hun trak Vejret dybt. Alt var hende nu saa ligegyldigt, saa ganske uden Vægt og Værdi. Men lige med et følte hun hans Mund mod sin, hans Armes Greb om sine Hofter, hun fornam hans Kys, faste og hede over Kinder, Hals og Skuldre; han flængede Skulderbaandet, der bar hendes Kjoleliv, pressede sit Ansigt ned mod hendes Bryst, og Ida stønnede af Smerte, af Skam, af Frygt.
"Slip mig!" hviskede hun. Og han løftede sit Ansigt, betragtede hende længe og sagde. "How nice you are! How extremely nice you are!"
Ida følte et Skær af Glæde, et voksende Behag:
Ja! — — Dette var sagtens ogsaa hele Sagen! — — —