Sidste Kamp/19
Ida Clermont gik langsomt op ad den brede
Trappe, der oplystes af gule og røde japanske
Lamper, ophængte mellem Gelænderets Støtter.
Foran hende aabnede et sortgrønt Uhyre sit
flammende Gab, og da hun var smuttet ind gennem
denne Port af malet Lærred, klappede Uhyrets
Kæber i bag hende, og en Regn af Confetti gød
sig over hendes Skuldre.
I Vestibulen stod Nelssons Tjener kostumeret med Plumacher og Pludderhoser i Stil med London-Towers beefeaters. Han bøjede sig og førte hende ind i Dameværelset. Hans Ansigt udtrykte hans Irritation og Ydmygelse over at maatte bære denne latterlige Dragt.
Og da Ida betragtede sig selv i det store Pillespejl, forstod hun hans Vrede. Hun havde klædt sig i en Dragt fra Louis-seizes Tidens Hof, lig den, hendes Oldemoders Moder var afbildet iført: hvidt Atlask, dybt udskaaret, og selve Stammoderens Perlecollier, som hun nylig havde indløst. Hun ærgrede sig over disse latterlige Fiskeben, der spilede den vide Nederdel ud som en Balon — de altfor nøgne Skuldre og Bryster. Hun lagde Halvmasken af rød Silke over sit Ansigt, og i et Nu følte hun med Angst: som svandt hendes Fysiognomi, hendes Jeg, hendes Individualitet for dette røde, stive Stykke Tøj. — — —
Maskerne mylrede om hende. De trængte ind paa hende; Mænd i underlige Kostumer saa hende næsvist ind i Ansigtet, skrev forkerte Bogstaver i hendes Haand. De teede sig som fjollede. En kvindelig Bajads gik rundt og skrævede; der ragede højt over alle en stor, gravitetisk nikkende Stork. En trealens Baby, der bar en Patteflaske, brølede paa sin Amme, og Ammen kom løbende med en Gardist i Hælene.
Ida lænede sig mod Kanten af en Kumme, der var fyldt med hvid Vin. Smaa Fisk af gult Glas blinkede paa Bunden. Over Mængdens Hoveder saa hun Loggiaer, hvor Druer hang i tunge Klaser. En uhyre stor, højrød Hummer kom kravlende og klemte sig fast i hendes Ben. Hun fornam Mandfolkefingre spændt om sine Ankler. Hun rev sig løs og flygtede. Et Orkester intonerede, Maria Stuart kom, ført af Bothwell. Rizzio fulgte som en Hund hendes Hæle. En Mefistofela kom listende paa tynde, ildrøde Ben.
En Arm lagde sig om hendes Liv, et Ansigt bøjede sig over hendes Skulder, hun fornam en Paryk strejfe sin Kind! "Elskede!" hviskede en Stemme "Elskede." Og han svandt i Vrimlen. Hun lukkede lukkede Øjnene til i Smerte. Hvem havde kaldt hende Elskede — sin Elskede — og var derpaa flygtet, var fløjet — som de ringlende Confetti fløj! — —
Hamlet, Prins af Danmark stod foran hende og løftede Narren Yorricks Hovedskal for hendes Ansigt. Han sagde: "Se ind i disse to tomme Øjenhuler, og du vil se Sandheden." Og hun saa ind i de to runde, sorte Huler: hun saa Lys, et Billede i Stereoskop: en Mand og en Kvinde forenede. — — — Hun slog Hænderne over sit Bryst, sine nøgne Skuldre, følte, at hun var blottet, frøs, skammede sig. — — —
Foran sig saa hun en bred, rank Ryg i højrød Livkjole, slanke, stærke Ben i sorte Silkestrømper, en smuk Nakke med ganske kort Haar. Hun kendte straks Gordon Marshner og sneg sig bort. Hun tænkte, at hun vilde gemme dette Møde til sent paa Natten. Den røde Mefistofela strejfede hende, bøjede sig mod hende, spurgte "Ida?"
"Ja," sagde Ida, "det er mig."
Og Bess Nelsson sagde: "Kolbe har friet til mig i et Brev idag. Hvad skal jeg svare ham? Det kommer mig meget mal à propos." Og hun tilføjede lidt efter: "Man maa forstaa at holde to Sager ud fra hinanden." Hun lod sig hvirvle bort i en Mands Favn — en lille formummet Kappemand. Det saa ud, som slyngede han sin blaa Kappe over en drivende rød Strøm, der randt ned fra hans Ansigt.
Der kom en sort Domino frem gennem Trængslen, bøjede sig mod hver Dame, han traf paa og spejdede ud gennem Maskens Huller. Nu var han nær ved hende, bøjede sig, betragtede hende længe. "Ida?" sagde han. "Og han vedblev: „Det er mig, Hugo Jacobs. Jeg er til Stede blot for at faa talt nogle Ord med Dem. Kom med; Tiden er meget knap."
Hun lo. "Deres Maske tyder ikke paa megen Opfindsomhed."
"Maske!" sagde han. "Jeg var nødt til at tage Maske paa for at slippe ind. Det er det Hele! Jeg har søgt Dem hele Dagen; men De holder jo Deres Bopæl skjult. Jeg har vigtige Ting at sige Dem."
"Naa ja," sagde Ida. Og hun gik med ham ind i et af de halvmørke Kabinetter, der laa bag Loggiaen.
Han sagde: "Ida!" — — Hun betragtede ham, der var en Elasticitet over hans Bevægelser, en Knaphed i hans Form, der gjorde hende ængstelig. Han vedblev:
"Jeg rejser i Aften — eller inat — med Toget 1240 herfra til Hamburg. Derfra videre. Jeg forlader Landet for stedse."
Hun trak Vejret dybt: Nu taarnede det sig op i hendes Sind, Byrde paa Byrde, en voksende Vægt, der slog hende ned — nedad — "Ja saa," sagde hun.
"Ida," sagde han. "Gaa ud og tag Deres Overtøj. Jeg har en Vogn hernede. Om fornødent kan vi stanse foran Deres Hjem, medens De skifter Tøj og pakker Haandbagage. — For Resten har jeg sørget for alt."
Hun forstod ikke endnu, — Alt sank, Alt blev borte bag hende; og hun fornam ganske svagt noget lyst varmt, noget, der aabnede sig foran hende — pludselig blev klart, lovende, lokkende.
"Vi bryder op," sagde Jacobs. "For mig er der ikke andet at gøre, end at bryde op. Jeg kan ikke rejse uden Dem. De maa kaste alt overbord og komme med. Heller ikke De har andet tilovers end at rejse med mig."
Hun aandede voldsomt og bevæget. Ja! rejse! Kaste sig ud og rejse! Slippe alt og rejse! Uden Baand, uden Frygt — rejse! Hun smilede og sagde: "Hvor kan den mærkelige Ide dog falde Dem ind, at jeg skulde løbe af Landet sammen med Dem?"
"Ida," bad han, "pin mig ikke. Tiden er saa knap. Kom med mig! Der venter os begge et nyt Liv. For mig er alt forbi herhjemme."
"Og —" hun tøvede, "alle Deres Planer — Deres Spekulationer? — Jeg vilde nok vide klar Besked om, hvorledes Deres Sager staar!"
Han nikkede: "Vel!" Han sagde: "Byggeselskabet har idag holdt et hemmeligt Møde, hvor man efter Revision af Regnskabet har besluttet at indgive Anmeldelse om mig for svigagtigt Forhold. Derved vil de sikkert intet opnaa. Men under alle Omstændigheder er jeg færdig, stanset og maa rejse. Om en Maaned vilde de Klodrianer formodentlig have været Millionærer ved min Hjælp. Jeg kunde maaske have reddet mig ved i Tide at forraade alt, — Planer og mine hemmelige Mellemmænd — til deres griske og fedtede Overgramsen. Jeg har nok. Jeg har forandret mit Syn paa Sagerne. Sagen er en ganske anden, end jeg før har troet.
Altsaa Ida: Lad mig følge Dem ud til Tjeneren, der gemmer Deres Tøj. En Vogn venter paa os dernede."
Ida tav en Stund. Saa stærkt bølgede det i hendes Bryst, saa varmt og voldsomt randt det gennem hendes Aarer. Ja! Rejse, være fri, rejse, give Slip paa alt, slippes af alt! Den aabne Verden! Den frie, vide Verden!
Hun sagde: "Det er en lille Karnevalsspøg, De har for, Hugo! De faar mig ikke med. Nej!"
"Her er ikke megen Tid at spilde," sagde han lavt. "Man har givet mig Frist til at rejse. Men rejse maa jeg. Og nu maa De rejse med mig og gøre min Sag til Deres."
"Nej," sagde hun. "Nej!" Rejse! rejse! Hun følte sig saa bevæget, saa henrevet ved hans Tale.
"Er det Deres sidste Ord?"
"Ja, naturligvis. De er for farlig en Mand at rejse med, maaske endog forfulgt af Politiet — uden Penge. Nej."
"Jeg har Penge," sagde han. "Men jeg ser: De elsker mig ikke."
"Nej," svarede hun, "jeg elsker en anden. Jeg elsker en Mand, jeg ikke kender, hvis Navn jeg end ikke kender. En Mand, jeg har strejfet en Gang i Vrimlen, hvis Øjne har lagt sig i mine!"
"Farvel," sagde han og vendte sig.
Hun stivnede i pludselig Skræk. Hun tænkte: Hvad svarede jeg ham? Hvad sagde jeg? Jeg vil jo rejse med ham, jeg vil — jeg vil jo — —
"Farvel Hugo," sagde hun.
Han saa endnu en Gang opmærksomt paa hendes Ansigt og sagde, som gjorde han sig dybe Tanker klare: "Maaske elsker jeg heller ikke Dem. Maaske var det blot en Galskab, en Mani, der drev mig til at længes efter Dem, til at sætte mit Liv ind paa at vinde Dem. Maaske er det klogere, at det sker, som De synes: at vi skilles." Og han rakte hende Haanden og sagde: "Farvel Ida, gid det maa gaa Dem vel, og gid De maa drive Deres lille hvide Kugle lykkeligt til Maalet."
Endnu sagde han: "De er værd at tilhøre en Mand med meget fine og meget kræsne Sanser, der er i Stand til helt at nyde Dem, helt at fatte Dem, helt og hver Facet i Helheden." Han betragtede hende længe. "De er lig en af disse sjældne Krystaller, der bryder Lyset itu i talløse, slebne Facetter — og dog er det, som alt Lys, alt Liv samles i Deres skælvende og nervøse lille Pigesjæl. Jeg rejser alene nu, og jeg skal sende Dem Deres Pantebrev kvitteret tilbage. Lev vel Ida." Han gik rask bort.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Løjtnant Clermont forlod paa dette Tidspunkt Officersforeningen, hvor han havde læst Aviser og begav sig paa Vej til Kasernen.
Han gik som sædvanlig med Hænderne dybt i Kappelommerne, Sablen slæbende efter sig. Og i hans Hæle travede den store, blaa Dogge.
Han tumlede endnu med disse ubehagelige Tanker. Han havde samme Dag været til sidste Forhør. Krigsministeriet havde nu faaet Sagen tilstillet og vilde formodentlig beordre Tiltale.
Han saa endnu for sig dette Inkvisitionstribunal: Auditøren, bleg, lapset, irriterende som en Hveps med sine smaa underfundige Spørgsmaal, — den opmærksomme Oberst ved hans højre Haand, hvis røde Ansigt syntes spændt, buet som en Linse for at opfatte hvert Ord, — den venlige, graanet bekymrede Kaptain, der nu og da som i Tanker sendte ham et opmuntrende Blik. Og Løjtnant Bach, lille, stram bag Dommerbordet, som foran sin Deling ved en Parade.
Endelig denne Generalløjtnant Zwinger, der af en eller anden Grund kom ind under Forhøret og tog Plads og lyttede med Haanden bag det hvidduskede Øre, medens hans vældige Bug gyngede mellem de tynde Laar. Han afbrød nu og da Forhøret, hviskede med Auditøren. Og Auditøren stansede i en Spørgsmaalsrække, nikkede, stregede i Protokollen og gjorde nye Spørgsmaal efter en hel anden Plan. Generalen fæstede sine Øjne paa ham. Han smilede uigennemtrængeligt og slæbte sig ud. Men Leo forstod at hans Sag klarede. Man vilde ham vel — deroppe.
Men hans Skuldre fortrak sig. Disse Mænd sad til Doms over ham, saadanne Mænd, — Mænd af Øjeblikket, af Tilfældet, og hvem denne Sag saa lidet angik. Disse Ansigter fattede intet mere end en Mikrofon fatter, hvad man raaber i dens Tragt. De sad deroppe som en Mur, tungt, tilfredse med deres Kald, begrænset af deres Kald: et Fællesorgan for et eller andet Princip, en Masse — en Klump — — — som selve Klumpen dernede af graadige Munde, griske Hænder, der hver for sig vilde op, frem — og dog blot var en Masse, en rullende, organiseret Masse. Disse Officerer, der som Kammerater ikke vilde fordømme ham, vilde som Dommere sikkert dømme ham.
Der føg Tøsne i hans Ansigt Februar var inde nu med sin vaade Kulde. Snart knagede Is under hans Støvler, snart sjappede han i grødet Vand. Og ud af Mørket dukkede Menneskeansigter; blege i Lygteskinnet kom de rullende forbi, underligt søvngængeragtigt, Strøm mod Strøm. Han følte sig ensom mellem alle disse Mennesker, der hver for sig forfulgte deres private Maal, men samtidig havde mange Maal fælles, var Led i Samfund, underordnede de og de Organisationer — Klumpen — Masserne.
Den gamle Angst var nu igen levende i hans Sjæl, — som et stort sugende Hul, hvori alt sank og svandt: Hvad galdt han, hvad betød han i denne Hob? Hvor var det muligt at holde Stillingen ude over denne Hob, en egen og sær Position mod disse forenede Skarer. — — —
En Herre sprang rask ud af en Droske og tørnede mod ham, undskyldte sig; han genkendte Overretssagfører Jacobs. Ogsaa denne kendte nu ham og sagde God Aften. "Kom med op og ryg en Cigar," tilføjede han, "jeg skal rejse med et Tog Kl 1240 Klokken er nu først 11. De maa skam være saa elskværdig at holde mig med Selskab en Timestid."
Leo betænkte sig: Han skulde Klokken henad 1 som Ronde inspicere de udstillede Poster. Disse to vaagne Ventetimer stod nu gabende foran ham.
"Desuden", sagde Jacobs, "kan De gøre mig den Tjeneste at overbringe Deres Søster et Dokument, jeg har lovet at besørge i hendes Hænder."
Leo nikkede. Han fulgte Skæret af det Trappelys, Jacobs holdt i Vejret, og som nu bevægede sig opad. Jacobs syntes at være klædt i en Kappe af sort Silke — en Domino. —
Jacobs tændte Lys i et stort Værelse, det indre Kontor. Leo stødte Fødderne mod en lav mørk Genstand, saa' at det var en stor pakket Kuffert. "De skal rejse?" spurgte han.
"Ja vist, det har jeg jo sagt Dem, at jeg skal med et Tog 1240 — sydpaa."
Leo saa nu, at alle Skrivebordets Skuffer vare trukne ud, Papirer flød over alt, laa i store Dynger foran Kaminen, der var stoppet fuld af Aske: store Bunker brændt Papir. Og Jacobs tog en ny Bunke, bar dem ind i Naboværelset, kom igen og søgte Tændstikker. Han bød nu Leo et Glas Whisky, en Cigar, stod en Stund og betragtede ham, aabenbart henfalden i dybe Tanker.
"Her er ikke meget hyggeligt," sagde han omsider. "Men jeg rejser som sagt bort fra Landet og maa ordne en Del Papirer forinden.
Det var elskværdigt af Dem, om De vilde give mig en Haandsrækning." Han væltede en Bunke Protokoller fra en Reol ned paa Gulvet.
Leo saa hurtig op. — "Bort fra Landet? For bestandig?"
"Ja, for bestandig. Det vilde være Affektation at skjule det nu, og i Morgen vil det desuden staa med store Bogstaver i det Vindu, hvor jeg nylig saa Dem afbildet til Hest, tærskende Pøbelen i Ansigtet med Deres Ridepisk, og hvor jeg for Resten ogsaa tidligere har haft den Ære at være udstillet. Ja, jeg rejser bort. Jeg er saa at sige en færdig Mand her i dette velsignede Land.
Og jeg er nu i Færd med at beskikke mit Hus. Her er meget, som nødig maa komme i urette Hænder. Der er enkelte Mennesker, som jeg har saa meget tilovers for, at jeg ikke ønsker dem kompromitterede. Og jeg vil tillige spare Skifteretten for en Del Ulejlighed med at ransage mit efterladte Arkiv.
Se: Her er for Exempel en lille Bunke Papirer, som jeg gærne vil have ud af Verden." Han tog et Charteque, der indeholdt en Del Blanketter, øjensynligt Kvitteringer. Han bladede adspredt i Bunken og gik mod Kaminen, ragede op i Asken. "Den er allerede kold," sagde han. Han strøg en Tændstik og holdt Blad efter Blad ind i Luen. Et efter et slap han dem derpaa inde i Kaminaabningen, og Trækken hvirvlede dem til Vejrs som smaa blaffende Blus.
Leo betragtede ham med nogen Forundring. Jacobs vendte sig om mod ham, løftede et smalt, langagtigt Papir.
"Saa mange smaa Synder," sagde han, "er her registrerede paa denne Liste, der er lang som Leporellos Liste. Hver en af disse Poster er for mig et lille, kært Minde. Jeg ser hvert Punkt rubriceret og summeret op til en Helhed: en Helhed af lysende Facetter, og nu flammer Helheden for mine Øjne." Han slap det brændende Papir, der krummede sig sammen paa Risten til en sort Spaan.
Han knuste den med Foden til fint Pulver. "Se saa," sagde han. "Nu maa jeg blot bede Dem, Løjtnant Clermont, om at bringe Deres Søster dette Dokument," han fremtog af sit Pengeskab et Papir. "De vil uden Tvivl nøjes med den Forklaring, at jeg ved en bestemt Lejlighed har bistaaet Deres Søster som juridisk Consulent." Han lagde Dokumentet i en Konvolut, gjorde Mine til at klæbe denne til, men tøvede. Han sagde: "Det er kuriøst, at der faktisk findes Mennesker, om hvem man ved, at man trygt kan betro dem til Besørgelse et vigtigt og hemmeligt Dokument."
Leo nikkede og lagde Konvolutten i sin Brystlomme.
"Gør mig nu den Tjeneste at hjælpe mig med disse Protokoller. Jeg forsikrer Dem om, at De derved intet ulovligt gør. Men det volder mig Anstrengelse at bære dem hen til Kaminen. Det er ganske private Sager, hvori jeg ikke ønsker fremmede Næser. Alt, hvad der angaar Skifteretten, ligger i disse tre Pakker, som jeg har ombunden med Sejlgarn, forseglet og dediceret mine Kreditorer. Men jeg er ikke meget praktisk og er glad ved Deres Haandsrækning. Tak skal De have."
Og Luerne knitrede om Pakkerne, Bindene aabnede sig, sprængtes, Bladene spærredes fra hverandre, og Bunken spilede sig ud som en Harmonika, store flammende Ark hvirvlede tilvejrs. Jacobs stod og stødte med Støvlespidsen ind i Baalet.
"Se, hvor let det brænder altsammen — selv disse Protokoller, som dog vanskeligt fænge. Saa let udsletter man sin hele Gærning, der ikke var andet end Tal lagte over paa Tal, og som endte paa nederste Side med Deficit. Det forekommer mig, at man kunde have brugt sin Tid bedre.
Og jeg er tilbøjelig til at tro, at vi bærer os ganske taabeligt ad ved saaledes ganske blindt at gaa frem ad den Bane, Omstændighederne, — det vil sige vor Fødsel, vor Familie og det Land, hvor vi nu en Gang boer, — anviser os. Dette er sagtens Grunden til at saa faa driver det meget vidt. Man jager blot fremad ad denne paa Forhaand givne Bane, som under en Mani. Og hvad naar man saa?
Naturligvis bør man vælge sin Løbebane ganske uafhængigt af forudgivne, begrænsende Hensyn."
Leo nikkede "Maaske."
Sagføreren gik bestandig fra Reol til Reol og ordnede Papirer, bandt nogle sammen og stak andre ind i Kaminens nu stærkt flammende Baal. Han vedblev:
"Naturligvis er al Stræben paa Forhaand givet haabløs og forsaavidt en sygelig Mani. Men det maa dog være en Tilfredsstillelse ved Banens Endepunkt, det vil sige det Sted, hvor man gaar ud af Løbet, alligevel at fornemme, at man har opnaaet en eller anden smuk Færdighed. Nu til Dags lægges i ringe Grad Vægt paa Færdigheden. Enhver har sit Maal: Penge eller Magt, bestandig dette Maal flagrende, og flygtigt — foran sin Næse. Jeg for mit Vedkommende maa tilstaa, at jeg aldrig har udmærket mig i særlig Grad paa noget Omraade, ikke en Gang som Jurist. De husker, at jeg en Gang sagde, at jeg misundte Dem Deres fremragende Duelighed i Fægtekunsten. Jeg har aldrig lagt mig efter nogen saadan Kunst, der ikke netop havde sit Øjemed: at skaffe mig et godt Salær. Og jeg angrer dette mest af alt, nu da jeg gaar ud af Løbet, — i alt Fald paa denne Bane.
Jeg saa fornylig i Cirkus nogle japanske Akrobater. De indtog smukke Balancestillinger paa en Bambusmast. En af dem balancerede, støttet med én Haand paa Mastens Knap, medens hans Kammerat bar Bambusstangen paa sin Pande. De maa have anvendt megen Tid paa at opnaa denne Færdighed, og jeg tvivler meget paa, at de udøvede deres Kunst alene for at tjene Penge.
Efter hvert Kunststykke, saa de paa hinanden — ikke til Publikum — og smilede paa en ejendommelig enig og sympatetisk Maade.
De var saa smukke, ganske gyldengule Folk. Jeg synes aldrig, jeg har set Øjne, før jeg saa disse, saa varme og tillige faste, fløjelsbrune Øjne. Heroppe ser man sædvanligvis blege, lidet markerede Øjne — Tøvejrsøjne!
Disse Menneskers Holdning var ganske fyrstelig. Sagtens var hine Artister dog blot Bærmen af dette mærkelige Folk, der nu er vaagnet i Øst. Og jeg fornam her saa tydeligt det, hvorpaa jeg mener det kommer an, men som vi — eller rettere — I Europæere saa grundigt misforstaar: at Glæden ved at opnaa en smuk Færdighed kan bestaa uafhængig af det langt ringere: at udnytte og udbytte denne Færdighed. Den Aften kom jeg til at længes tilbage til Øst, hvor Solen skinner gyldengult paa dette Folk af fødte Artister. Jeg bilder mig ind, at det bliver den gule Race, der en Gang vil løse Spørgsmaalet om Produktion og Spørgsmaalet om Klasses Kamp med Klasse. Og maaske skal min Stamme paa sine Vandringer en Gang leve mellem disse gule Mennesker og opnaa at se dem indfri de Løfter, som den kristne Kaukasiske Race gav, men aldrig holdt — om Frihed, Broderlighed og Humanitet.
Men det er nu blot en smuk Drøm, hvormed jeg forsøger at trøste mig selv ovenpaa Nederlaget. Jeg rejser nu bort og begynder sagtens en ny Virksomhed andet Steds. Kan være, jeg vil lære mig til at jonglere med Kugler og brændende Fakler. Til Fægtning og Balancekunster er jeg allerede for stiv.
Og dog er det til syvende og sidst en meget befriende Fornemmelse at være bleven en Galskab kvit."
Leo Clermont sad tilbagelænet i Sofaen, og han tænkte, at det virkelig maatte være godt saaledes en Dag at kunne kvitte alt. Han syntes nu, at der ligesom var en Udgang, et snævert lille Hul ud af denne Labyrint, hvor man forgæves flakkede omkring og bestandig stødte paa Mennesker, hvis Veje man ikke forstod, og som hver for sig paastod, at deres Vej var den rette og fanatisk forhindrede en selv i at komme frem og ud. — —
— Jacobs saa paa sit Uhr. "Vognen maa nu være her," sagde han. Han kiggede ud af Vinduet: "Ja, den er der ganske rigtig. Jeg takker Dem, fordi De vil være saa venlig at besørge dette Dokument i Deres Søsters Hænder, og fordi De saa længe har holdt mig med Selskab.« Han gik rundt og drejede Nøglen om i alle Døre, tog sin Pels i Entréen, kom tilbage, blev staaende i dybe Tanker, idet han lagde sin flade Haand paa Dokumentpakken, hvis Omslag bar Paaskrift "Til Skifteretten." Han vendte sig omsider, tog fra en Krog en fuldpakket Haandkuffert, syntes igen at betænkte sig. Der kom et anstrængt Udtryk i hans Ansigt. Brynene trak sig sammen, han vædede sine Læber med Tungespidsen.
Leo pegede paa den store Kuffert, der stod midt paa Gulvet, og spurgte, om han skulde raabe ned til Kusken, at han skulde komme op og hente den; men Jacobs rystede paa Hovedet. "Nej," sagde han, "den Kuffert pakkede jeg under en Forudsætning, der er bristet." Han løftede Laaget. "Se," sagde han. "Denne Kuffert har jeg bestilt helt færdig pakket fra et stort Magasin. Den indeholder fuldstændigt Rejseudstyr for en meget forkælet ung Dame, hvis Smag vedkommende Magasin særdeles godt kender. Jeg rejser imidlertid alene, og kan nøjes med mindre Bagage.
Men nu maa jeg bede Dem følges med mig ned ad Trapperne, for at jeg kan lukke Entredøren af."
Leo fulgte ham ud paa Trappegangen. Der stansede Sagføreren og hængte paa Døren en lille Postkasse. Denne bar en Seddel, der angav, at ingen var at træffe hjemme.
Kusken stod paa Fortoget, lettede paa Kabudsen og holdt Vogndøren aaben. Men Jacobs var stanset. Leo saa i Lygteskæret, at han var meget bleg. "Addieu Clermont," sagde han. Men Stemmen var hæs, brudt Og han syntes med et saa sammensunken og lille i den svære Pels — saa affældig, gusten. Hans Haand, der bar Vadsækken syntes at tynges ned mod Jorden, han søgte Støtte for sin Skulder mod den aabne Vogndør. Og i hans stive opspilede Øjne saa Leo saa angstfyldt, saa sygt et Udtryk, at han selv følte sig grebet, forvirredes, ængstedes.
"Addieu, Clermont," sagde Jacobs igen. Og med Besvær kom han ind i Vognen, kastede sig tilbage i Puderne. Kusken smækkede Døren i. Endnu en Gang bøjede Hugo Jacobs sig ud gennem Vinduet. Han nikkede, og et blegt Smil fortrak hans Ansigt. Han vinkede, raabte, at Kusken nu kunde køre.
Droshen drejede og kom tungt i Gang. Men Leo blev staaende endnu en Stund og kunde daarligt forvinde dette angstsyge, gustne Blik. Klokken var nu over tolv, og han begav sig paa Vej for at inspicere de udstillede Poster.