Sidste Kamp/13
— — — — — — — — — — — — —
— — — — Nu blev et Lys synligt: et oplyst
Vindu i et Hus. Dér maatte Kroen ligge. Nu
blev ogsaa Møllen synlig, en sort Hat, der bar et
uhyre Kors. Omridsene drev ud i den regntunge
Natluft.
Og op over Himmelens mørke Skive svingede i dette Øjeblik, som et mægtigt Pendul, en Lyskegle, en lang Klinge af hvidt Lys, der sank i Hug over Markerne. Frem over Terrænet kom løbende en stor, rund Lysplet nærmere — lydløst, rapt — —.
Løjtnant Clermont vendte sig. Han saa bag sig sit Mandskab: en lang, spredt Række af oplyste, ganske stivnede, gibshvide Ansigter. Uniformsknapper og Beslag sprang blændende ud af Mørket, spejlende denne store, straalende Stjerne, der ude i Horisonten hvilede paa en Bakkes Krumning. Lyset fulgte dem, medens de løb. Og de syntes at bevæge sig bestandig paa samme Plet, aldrig at komme ud af den blændende Lyskreds.
"Holdt!" raabte han. "Fald ned fladt!"
Han kastede sig ned paa Hænder og Knæ, krøb frem til et Hegn. Der faldt i Sydost et Skud, et kort og tørt Knald. Og i det samme begyndte fra Forterne bag Horisonten Skydningens dumpe, afbrudte Mumlen, det var som Stilheden gradvis svandt. Nu og da blev Knaldene af de store Haubitzere hørlige, overdøvende al Larm, enlige og knappe, enorme Hammerslag. Og hvor Lyskasteren strøg, blev Krudtrøgen synlig, store, flammende Skyer, der rullede frem over Horisontens Ryg.
"Fremad!"
Delingen tumlede paa Benene, løb et Stykke frem, faldt ned. Paany krøb Projektørens Lys søgende over Terrænet. Det var som famlede et blindt Dyr sig med en lang, hvid Snabel frem for at søge Bytte.
Geværsalver knitrede fra Sydvest, ganske nær. Stillingen maatte nu forlades. Der kom Melding fra Hovedstyrken. Ordonansen stod oprejst og fremstødte sin Lektie i hæs Bondedialekt.
"Fald ned for Satan!" raabte Leo. "De er jo skudt for længe siden!" Ilden fra Forterne sagtnede, men Krudtrøgen drev ned over Terrænets Bækken; det var som Horrisonten brændte. Der pilede smaa Lysfluer tilvejrs og sluktes med Smeld. Nede ved Jernbanens Viadukt hoppede uden Ophør smaa Ildglimt ud fra den stejle Skraaning.
Natten var saa stille i sig selv. Efteraarets Død laa allerede over den svampede, raadnende Jord. Al Natur tav nu og lukkede sig til. Alene Menneskene larmede og kastede Ild og stinkende Røg ud over de kolde Marker. Løs Ild, løs Larm!
"Holdt! Fald ned fladt!"
Løjtnant Clermont laa med Mave og Bryst tungt ned mod den klamme Muld, der lugtede muggent, ramt, nu ogsaa syrligt. Hist og her spirede friske Straa som i ny Grøde. Mandskabet tumlede forover, Tornystrene syntes at falde ned paa deres Rygge og slaa dem omkuld. Naar de rejste sig, vilde der sagtens være Aftryk af deres Fingre og Knæ og Knapper i Jorden. — — Hvorfor ikke ogsaa af deres Næser og deres graadige, store Munde? Jord var de jo vant til at æde og selve Markens Møg!
Efter Ordre laa de saaledes en Time.
Regnen tætnede, prikkede deres Nakker som tusinde Naale. Omsider følte de blot dette kolde Vaade som et Kompres over deres Hud.
Leo Clermont anede Hensigten med Delingens Stilling: Nu gik Snigpatrouiller frem i Fronten af dem. Og Garderegimentet, som var i Stilling dér og dèr, skulde om lidt kastes i Ilden mod de fjendtlige Skyttekæder, hvis Ild bestandig knagede løs i Sydost. Her laa han med sit Mandskab i Reserve. En eller anden Generalshjærne havde ham in mente til passende Tid. Paa en Høj nede ved Møllen holdt Generalstaben til Hest og røg Cigarer og diskuterede. Og de flyttede deres Brikker, sendte Ordonansen ud. — Sikkert havde man det meget fornøjeligt deroppe.
Regnen brusede stille ned over deres Hygge. Draaberne fandt nye Veje til deres Hud ved Haandled og Krave, osede op fra Jorden og gennemvædede Frakke, Linned. Det var i og for sig taabeligt, at man laa her og slæbte sin Bug i Mudder, fordi de nu affyrede løse Skud langt borte. Spilfægteri det hele! Skinkamp — Brædtspil.
Men det var ogsaa Sagen, hele Sagen! Hvad andet skulde opnaaes end smukke Kombinationer, Forsøg med nye Krigsvaaben, overraskende Effekter. Det var dog hele Sagen: At man blev Sportsmænd, der tumlede et Materiale lige kyndigt, lige virkningsfuldt, hvad enten det galdt Liv og Død — eller blot en ny Rekord.
Der klang et Hornsignal. Garden retirerede nu, løb for Livet, oprevet, decimeret. — Sagtens vilde dog Garden være løbet for længst, om der var skudt med skarpt!
Og det irriterede ham, at disse Maskiner, som laa med Gevær i Anlæg, dér foran ham, ikke var indstillede til Skarpskydning, parate paa hans Ordre.
"Fremad!"
Mandskabet kom tungt paa Benene, løb kluntet frem, mange gik til Livet i en bred, vaad Grøft, de klagede sig, stansede og vred deres Bukser.
Løjtnant Clermont løb mod dem, skjældte dem ud: Hvorfor Pokker saa de sig ikke for? Og hvorfor blev de staaende og gloede, som om de ventede paa en Badekone med et Haandklæde? Han for hen imod den lange Underkorporal, der havde sat sig paa Hug og gjorde Mine til at trække Støvlerne af for at tømme dem ud; han jog Manden op. Denne stod ret foran ham paa et Ben, idet han holdt Støvlen ved Stroppen. Der kom smaa forbitrede Grynt fra hans Strube.
De løb igen frem, satte over et Gærde, endnu et. Bestandig var disse Tjørnehække foran dem som Hurdler. Løjtnanten ansporede dem. Han drev dem frem ved Skældsord og Tungesmeld, som man ansporer Heste. Terrainet hævede sig bakkeformet foran dem, de nøgne Marker sløredes af et varmt, rødligt Mørke.
Deroppe maatte Forterne ligge. Løjtnant Clermont tænkte, at fra dem maatte Slaget sikkert tage sig imponerende ud. Man kunde staa der i Observationstaarnet som paa en vældig Krigselefants Ryg, med Staalpanser tæt om sin Krop og lede Slaget gennem Lysrillens smalle Visir.
Det blinkede nu og da deroppe. Og et Skud faldt som tør, kort Hoste fra Taarnenes Skyts. Saare lidet af Kampen kunde skelnes herfra. Det var, som var her blot tredive — og ikke Tusinder af Mænd i Marken.
Nu burde Husene deroppe i Skovbrynet brænde. Men deres takkede Silhuetter stod roligt i den tyste Nat, Skoven burde iøvrigt ligge hugget; man maatte kunne se en Kirke og endnu en Mølle, — som Skoven skjulte. Møllen vilde staa i lys Lue, dens Vinger maatte ligne en hvirvlende Flammesol, der saaede Gnister ud over hele Himlen. Mændene dér foran burde en efter en kaste sig ned paa Knæ, give Ild, falde tilbage, tumle, skrige og vælte sig paa Siden, bløde. Blodet vilde i Straaler springe ud over Sidemændenes Fingre.
Igen blinkede det foran dem, bag et Gærde. Et Brag som af Tøj, der reves itu!
Det gav et stærkt Ryk i hans Krop, og mekanisk som efter en Ordre, gav han Kommando: "Skyttekæde! Visér 400. Skyd!"
Vaabnene raslede. Et Par skarpe, haarde Knald til venstre, dernæst en lang Række Smæld ud over Markerne — flere, rappere, Lydene kædede sig i hinanden. Han lyttede endnu, spejdede ind gennem Mørket, grebet af Øjeblikket, i Spænding som foran et vanskeligt Spring. Han krøb paa Knæ hen til det næste Gærde. Mandskabet løb frem i spredt Orden — — —.
Tæt forbi hans venstre Øre kom et skarpt Fløjt, Vand og Jord fra Diget sprøjtede op i hans Mund. Han opfattede et stærkt Knald, klart og fast over Ildens ramlende Støj. Han sprang op, hans Fingre klemte om Sablen. Igen fornam han denne lange, pibende Skæren nær forbi sit Ansigt, et nyt Knald — og igen.
Han tumlede tilbage, faldt ned paa Gærdets Skraaning i Dækning. Han hørte ikke flere af disse saa ejendommeligt faste, tørre Knald, blot de ujævnt bragende Salver. Han følte paa venstre Haandled en stærk Svien, mærkede noget klæbende vaadt, der randt ned over hans Knoer.
Og han forstod, at der var skudt paa ham fire Gange, med skarpe Patroner, at han var strejfet af det sidste Skud og blødte. Han viklede sit Lommetørklæde fast om Haanden, rejste sig og løb efter sin Deling. Han følte sig med ét saa forsagt, saa dybt modløs og træt.