Side:Valfart.pdf/87

Denne side er blevet korrekturlæst

Cento cerini


Cento cerini, cento cerini, cento cerini!
lød det overalt i Sværmen — i Tusmørket.

Jeg syntes godt om den lurvede Gadesælgers Ansigt
og gik hen og spurgte ham, hvad han raabte.

Han forstod ikke mit daarlige Sprog eller mit simple Spørgsmaal,
begreb ikke, at jeg kun vilde vide Navnet paa den Vare, han solgte;
og strax blev han altfor elskværdig,
trængte ind paa mig med toscansk Beredvillighed,
lovede at være mig til Tjeneste med alt muligt;
jeg skulde kun sige til.

Og da jeg svarede, at jeg intet begærede af ham —
»Jo, Herren bad mig om noget,«