kærlighed.
hvor Frøkenen hvilede mellem Puder, med Kjolen faldende ned over Anklerne, som viste broderede Strømper i kokette smaa Sko.
Ud over Verandaen saas Sundet, der brødes i Blink under Solen.
Midt i et Drag af Cigaren gabede han.
»Johan — du gabede!«
»Aa-aah ja du, det er saa varmt!«
Hun fik travlt med at holde en kinesisk Vifte for Munden.
»Julie — du gabede!«
»Det er det daarlige Eksempel, der smitter. Vær lidt morsom, Johan!«
»Sé, hvor Vandet er grønt dér langt ude!«
»Du er utaalehg.« Og hun slog ham over Benene med Viften.
Han rettede sig op i Stolen, skubbede den nærmere til Chaiselonguen og bøjede sig ned over hende for at kysse hende. Men hun fjærnede ham med Viften, som om han var en Flue, og sagde:
»Kære Johan, du véd, at jeg holder skrækkelig meget af dig; men du, Sommeren er egenlig ikke til at være forlovet
— 46 —
