fra et dødsleje.
Han laa med lukkede Øjne og trak Vejret tungt. Den ene Arm laa ovenpaa Tæppet.
Jeg bøjede mig ned og kyssede Haanden.
I det samme slog han Øjnene op.
Han sagde kun mit Navn, men der laa i Tonen tusinde ophobede Lidelser.
»Fa’r, jeg kommer for at bede om Tilgivelse.«
»Kommer du med Fred, Oscar? Har Herren omsider ramt dit genstridige Hjærter?«
Der var en saa angstfuld Forhaabning hans Ord, at jeg forbandede mig selv, at jeg ikke kunde lyve. Jeg kunde ikke — jeg blev liggende tavs.
»Saa er du da den samme!«
Og nogle Sekunder var der lydløst tyst.
Men saa med ét rejste han sig med al sin Kraft over Ende i Sengen. Uvilkaarlig rejste jeg mig ogsaa.
»Og nu kommer du her for at gøre mig mine sidste Timer endnu tungere. Hvad vil du, Oscar? Tilgivelse? Men jeg, din
— 40 —
