fra et dødsleje.
Rette hører hjemme: men som en fremmed, en Tigger, der skulde bede om Forlov, en angrende Synder, der bad om Tilgivelse — jeg tilstaar det: jeg var ved at vende om. Hvorfor trænge mig paa et Sted, hvor man helst var fri for mig? Jeg maatte kue alle de oprørske Tanker, kun tænke paa dette ene, at dér bag disse Mure laa min stakkels Fader døende og dog maaske med Trang til at sige sin Søn et godt Ord til Farvel, for at bekvemme mig til at ringe paa.
En Tjenestepige, jeg ikke kendte, lukkede op. Hun saa forundret paa mig, da jeg spurgte om Frøkenen. Hun var aabenbart ikke vant til at sé fremmede Ansigter dér i Huset.
Hun bad mig vente i Dagligstuen. Jeg husker, at jeg rystede, da jeg stod dér. Der var uforandret som i gamle Dage, kun lidt mere falmede saá Betrækkene og Tæpperne ud. Intet nyt, intet, der ellers tydede paa, at Aar var svundne. Kun én Forandring lagde jeg Mærke til. Et Portræt af mig som Student, der havde hængt over Sofaen, var borte. Derimod stod endnu
— 37 —
