fra et dødsleje.
Straf i Himmel og Helvede, uden hun hentede den ned i en syg Fantasis tøjlesløse Billeder.
Det fik endda være, alt dette. Naar man har sit Arbejde og er glad derved; naar man er ung og sikker paa sit Maal, saa har man ogsaa Frejdighed nok til ikke at lade sig skræmme; saa kan man naturligvis nok være bedrøvet til Tider ved at tænke paa det eller det, men det forstyrrer ikke vor Glæde ved at være til og leve med i Livet.
Men saa kan der ogsaa komme Dage, hvor ens Tanke er mat, ens Sind er tynget af baade det ene og andet, og saa staar man hjemløs i Verden — en stakkels vingeskudt Fugl over Havet.
Da rejser man sig i Had mod den Sværmer, der vilde være en Tvedragt mellem Brødre og Søstre, mellem Forældre og Børn; han, der sagde sig at være Kærlighedens Gud, og som tændte Hadet, mens han bad: Fred være med Eder! Han, af hvis Korsfæstelses-Træ der er rejst Galger og tændt Baal i den ganske Verden; han hvis Navn tilbedes i en Sky
— 32 —
