fra et dødsleje.
»Kan du forstaa, Smidt, at Folk gider bekymre sig om, hvad andre tror eller ikke tror? Det er dog for Fanden noget, der kun vedkommer en selv. Andre, synes jeg, det maa være nok, at man er hæderlig og elskværdig, hverken stjæler eller slaar ihjæl.«
»Nej du, ikke Folk, der virkelig tror. For det hører jo med til Troen, at den mener at være den ene ægte og uforfalskede. Og saadan en Saligheds-Monopolist kan naturligvis ikke fordrage, at man tvivler om hans Monopol — eller paa, at der i det hele taget er en Salighed.«
»Men fordi man tvivler, hvad gør det ham, naar han blot tror — «
»Ja, tror. Men Tro er jo dog ikke noget anderledes, end den nok en Gang imellem kan trænge til lidt Bestyrkelse. Og det styrker saa rart, naar man kan faa andre til at mene det samme. Hver Tvivler er en Angriber.«
»Det skulde du fortælle en troende. Han vilde vist blive glad over at høre, at al hans Omhu for Medmenneskers sjælelige Vel er flad Egoisme.«
— 25 —
