ansigt til ansigt.
Kærtegn, uden Kærlighed, uden stærke og løftende Følelser for en eneste. Det, han nød, var Tributen til sin Skønhed, de smigrende søde Ord, der kildrede hans Forfængelighed, og naar han havde nydt dette, kastede han den ofrende til Side, ikke plumpt og haardt, men saa blødt og varsomt, at han under Tiden ikke selv vidste, om det var ham eller hende, der rev Spindet itu.
Men de havde dog elsket; han naaede aldrig ud over Kærligheden til sig selv. Skulde han det aldrig?
Hans Hoved smertede; Tvivlen og Angsten pressede Blodet til Hjærtet, og hans Gane var sammenpresset tør. Graaden trængte sig op; men det blev kun til spændte Trækninger i Ansigtet; og denne Graad uden Taarer syntes ham et spottende Billede paa hele Tomheden i hans Liv.
— — —
Han fór sammen i nervøs Rystelse ved smaa hurtige Skridt inde fra Skoven. Men da han fik sét, at det kun var to unge Damer i lyse Sommerkjoler og med røde
— 17 —
