den sidste.
At du af og til tvivlede — og ikke sandt Carl, andet er det jo dog i Grunden heller ikke? Du er begyndt at tvivle, men Herregud, hvem véd, om du derfor vil blive bestyrket i Tvivlen? Det kan jo godt være, at du, naar du bliver ældre, vil mene, at du havde Uret deri. Naar man er saa ung som du, skulde det være underligt, om man havde en fuldt udviklet Overbevisning.«
»Ja, det samme har jeg jo ogsaa søgt at bilde mig ind. Men sér du, Emil — da jeg var endnu meget yngre end nu, troede jeg, at Religionen kom, naar man blev ældre og fornuftig. For den Gang havde jeg kun det Indtryk af den, at den var kedelig. Saa da jeg for et Par Aar siden gik til Præsten, begyndte det egenlig først at gaa op for mig, at jeg aldrig lærte at blive troende. Præsten talte jo altid til os, som om vi var gamle og forstandige nok til at være alvorlige Kristne. Min Alvor, og mange af de andres med, bestod deri, at vi læste op af Katekismus’en bag Præstens Ryg og aldrig nogen Sinde havde Tanke for, at det, at vi skulde konfirmeres,
— 156 —
