ansigt til ansigt.
legen Satire, der kun efterlod Bitterhed hos ham selv, men som i Dag blev til angstfuld Uro, en Manen frem af hans Livs »hvad« og »hvorfor«, der flakkede som en Flamme i Trækvind.
Skovens mægtige, selvtrygge Fred lagde sig knugende paa hans Bryst; Trætoppenes Susen, der gik fra Top til Top, langt bort i det uendelige, æggede hans irritable Nerver.
Skovgudens Latter klang bag Træet, hvorunder han laa …
Han vilde flygte, men blev liggende uden at røre sig. En Edderkop, der kravlede hen over hans blanke, solbeskinnede Støvle, fik ham til at fare sammen; han vilde knuse den, men turde ikke af Skræk for at dræbe her i Ensomheden.
Om der stod Mænd dér bag Stammerne, Mænd med Knipler og Knive i Læderbælter? Om den tykke Gren, der strakte sig frem over hans Hoved, var raadden og faldt ned og knuste ham?
Han prøvede paa at tænke paa Dagmar, den lille brune Butiksjomfru; men det var,
— 10 —
